fbpx

Myrkur - Juniper

Med sine hidtidige albums har Myrkur placeret sig solidt på Black Metal scenen med en blanding af Sort Metal og nordisk Folkemusik, og selv om hun deler vandene, er hun i mine øjne noget af det mest spændende og personlige, der har ramt genren i mange, mange år. Så da EP’en ”Juniper” blev annonceret som optakt til hendes Europaturne i december måned, var jeg mere end klar til at anmelde.
Allerede inden jeg havde hørt en tone, blev jeg skuffet; EP’en indeholder kun to numre – det er ikke mange år siden, at den slags udgivelser blev betegnet ”en single”. Nå, skuffelsen blev hurtigt glemt, efter at have hørt titelnummeret. ”Juniper” er en halvtung sag, som ikke er egentlig Black Metal, men mere Dark. Stemningen er flot og mørk, ikke mindst pga. brugen af strygere, og det skaber en flot modpol til Myrkurs enormt flotte og rene stemme. Det hele kulminerer i omkvædet, hvor tunge guitarer nærmest tvinger mine nakkemuskler til at bevæge sig – alt i alt et virkelig vellykket nummer.
I udgivelsens andet track giver Myrkur sin fortolkning af ”Bonden og Kragen”, som er en dansk folkesang fra 1600 tallet – unægtelig meget langt fra titelnummerets stil. Sangen er spartansk arrangeret; her er der kun en guitar som akkompagnement til vokalen. Det bringer Myrkurs klokkeklare stemme i fokus, og den er som vanligt imponerende ren.
Ud fra deres kvaliteter burde de to numre have haft en højere karakter, men jeg kan ikke se bort fra, at det er lidt snyd at markedsføre en single som EP. Jeg nøjes derfor med at konstatere, at Myrkur stadig laver spændende musik og ser frem til udgivelser med flere numre.

Tracklist:
01: Juniper
02: Bonden og Kragen
Samlet spilletid: 6:13

Læs mere...

Myrkur - Mareridt

Der har fra starten været en stor hype omkring Amalie Bruuns soloprojekt Myrkur; en hype som ikke er blevet mindre med tiden. Nu er Myrkur klar med det andet studiealbum, som naturligt er ventet med spænding, ikke mindst af undertegnede; jeg har fra starten været imponeret af Myrkurs meget personlige stil, som blander Black Metal og Folkemusik på en helt speciel facon.

Åbningsnummeret er på overfladen stille og roligt, men der ligger konstant en undertone af noget farligt og truende i musikken. Det hele bryder løs i det efterfølgende ”Måneblôt”, hvor vokalen skriger vildt og voldsomt, mens musikken er en fremragende gang Black Metal. Nummeret er første single fra albummet; et godt valg, for med elementer af Folkemusik mod slut favner nummeret Myrkurs univers.

De resterende numre betjener sig af de samme elementer, bare i forskellig grad: ”The Serpent” er tung Metal, som med Bruuns vokal får en speciel stemning. Helt anderledes er den traditionelle Folkevise ”De Tre Piker”; her er vokalen så ren og klar, at tankerne falder på Sissel Kyrkjebø; sammen med den sparsomme instrumentering skabes en stemning, der minder mig om Clannad – det er imponerende! Endelig viser ”Ulvinde” Bruuns flair for at blande tingene; nummeret byder både på dyrisk hvæsen, flotte kor og en glimrende melodi.

Med albummets virkelig flotte stemninger, den skarpe Metal og de eminente vokaler fortsætter Myrkur sin unikke stil, endda i en finpudset udgave. Det gør ”Mareridt” til Myrkurs hidtil bedste udgivelse, som fuldt ud retfærdiggør hypen.

Tracklist:
1. Mareridt
2. Måneblôt
3. The Serpent
4. Crown
5. Elleskudt
6. De Tre Piker
7. Funeral (featuring Chelsea Wolfe)
8. Ulvinde
9. Gladiatrix
10. Kætteren
11. Børnehjem
Samlet spilletid: 38:18

Læs mere...

Wolfheart - Tyhjyys

Historien om Wolfheart ligner den for mange andre bands: Det startede som et soloprojekt for Tuomas Saukkonen, som stod for alt på debutalbummet ”Winterborn” i 2014, men var to år senere udvidet til en kvartet, da ”Shadow World” kom på gaden. Med samme besætning er finnerne nu klar med deres tredje skive, ”Tyhjyys”.

Titlen oversætter Google til ”tomhed”, men det er ikke helt hvad jeg forbinder med indholdet; tværtimod byder Saukkonen & Co. på masser af indhold i løbet af de næsten tre kvarter, albummet varer. Efter en rolig intro tager tingene bogstavelig talt fart i ”Boneyard”, som afvikles i vildt højt tempo – så er der lagt op til gang i den. Desværre bliver dette kun delvist gennemført i de følgende numre, hvor både tempo, intensitet og kvalitet varierer en del. Tempoet fra starten genfindes kun i det udmærkede ”The Rift”, mens de øvrige tracks bevæger sig lidt langsommere. Samtidig er der skåret lidt ned på de melodiske guitarer som støtte for den lidt ensidige vokal, hvilket går ud over variationen – det hele bliver lidt ensformigt. Måske er det årsagen til, at de sidste numre er udstyret med Folk inspirerede melodier. Her virker tingene godt i ”Call Of The Winter”, mens de øvrige ikke er helt i balance.

Det er i sidste ende problemet for Wolfheart, for der er for mange mindre interessante numre på albummet til, at det overbeviser for alvor. Jeg fornemmer, at bandet har potentiale til mere, men det kommer ikke rigtigt ud.

Tracklist:

1. Shores of the Lake Simpele
2. Boneyard
3. World on Fire
4. The Flood
5. The Rift
6. Call of the Winter
7. Dead White
8. Tyhjyys
Samlet spilletid: 43:55

 

Læs mere...

Iron Reagan - Crossover Ministry

Efter starten i 2012 udkom de to første skiver fra Iron Reagan med et års mellemrum, men denne gang har amerikanerne ladet der gå tre år – sandsynligvis fordi medlemmerne har haft travlt med deres øvrige aktiviteter i bands som Municipal Waste, Mammoth Grinder og Hellbear.

At albummet har fået titlen ”Crossover Ministry” er meget passende, for Iron Reagan spiller en blanding af Thrash Metal og Hardcore. At det går derudaf i pænt tempo, kan læses ud af tracklisten; de atten numre er overstået på under en halv time. Tony Foresta leverer en rigtig Hardcorevokal med den rigtige mængde vrede og halvt råbende attitude. Samtidig giver de flittigt brugte bøllekor giver Hardcore feeling, selv om de indsættes i Thrash sammenhæng – det kan derfor være svært at se hvor Hardcoren starter og Thrashen tager over – eller omvendt. Uanset hvilken stil, der har overtaget, er attituden den samme aggressive, hvilken titler som ”Fuck The Neighbors” og ”Eat or Be Eaten” tydeligt viser.

Det hele er meget hektisk, det er næsten så man bliver forpustet bare ved at lytte til bandet i aktion. Det er en udmærket oplevelse så længe den varer, men den efterlader ikke blivende spor – numrene er hurtigt ude af systemet igen så snart de sidste toner klinger ud.

Tracklist:
1. A Dying World
2. You Never Learn
3. Grim Business
4. Dead with My Friends
5. No Sell
6. Condition Evolution
7. Fuck the Neighbors
8. Power of the Skull
9. Crossover Ministry
10. More War
11. Blatant Violence
12. Parents of Tomorrow
13. Bleed the Fifth
14. Megachurch
15. Shame Spiral
16. Dogsnotgods
17. Eat or Be Eaten
18. Twist Your Fate
Samlet spilletid: 28:48

 

Læs mere...

Red Fang - Only Ghosts

Portland-rødderne fra Red Fang er omsider tilbage med en opfølger til den middelmådige ”Whales & Leeches”, der bar meget præg af at forsøge at lyde som storebrødrene i Mastodon. De er efterhånden ved at have fundet deres egen lyd – og det er sådan set positivt. Men der er dog lidt malurt i bægeret.

”Only Ghosts” minder mig på mange måde om en indkøbstur til Otto Duborg – på godt og ondt. Turen starter godt ud, og forventningerne er høje, når bilen triller ud af indkørslen og Flies sætter i gang. Kort tid efter rammer vi motorvejen og allerede på tilkørslen stiger forventningerne sammen med hastigheden – og det passer meget godt til den grungede Cut it Short.

Men så begynder turen at blive lidt triviel – der sker ikke det helt vilde, før vi når syd for Aarhus: Morgentrafikken er aftaget, men der er kødannelser en lang række lastbiler. Men det passer meget godt til den tungt vuggende The Smell of the Sound.

Hurtigt passerer vi dog de mange lastbiler, og overhaler i den forbindelse en ældre Ford Escort, der vækker mindelser om fordums tider – lidt ligesom The Deep, som egentlig minder om, hvordan Red Fang lød i starten.

Men som med de fleste bilture sydover, begynder man at kede sig lidt omkring Kolding – E45 er ikke just det mest afvekslende – og det kan faktisk også være svært at skelne numrene på ”Only Ghosts” fra hinanden; der er mange introer, der minder utroligt meget om hinanden.

Nå, men Padborg kan skimtes og Otto Duborg er lige om hjørnet, og ligesom titelnummeret er det lidt en skuffelse. Man havde en forestilling om en masse forskellige øl af god kvalitet, men ender med tre rammer af den samme – dog med en høj alkoholprocent, men ikke videre inspirerende i det lange løb.

Så er det godt, turen hjemover kan gøres lidt sjovere med rigeligt proviant – ligesom pladen faktisk slutter helt hæderligt med I am a Ghost.

Om jeg så slet ikke vil køre til grænsen mere? Jo, det vil jeg såmænd nok – og jeg vil såmænd også nok høre ”Only Ghosts” igen – om et stykke tid. For selvom der er flere interessante passager, er der for lidt variation, og de rammer helt ved siden af ved at vægte den rå råbevokal højere en den rene (ahem!) vokal – melodierne kan ganske enkelt ikke klare det. Men stor ros til Red Fang for at forsøge at træde ud af Mastodons skygge … der er noget der tyder på, den næste tur til grænsen kommer til at gå lidt lettere.

Trackliste:
1. Flies
2. Cut it short
3. Flames
4. No air
5. Shadows
6. Not for you
7. The smell of the sound
8. The Deep
9. I am a Ghost
10. Living in Lye
Spilletid: 41:17

 

Læs mere...

Boris with Merzbow - Gensho

Drone Metal og Noise musik. Den førstnævnte genre er noget, som jeg er meget stor fan af, med bands som Earth og Sunn O))). Da dette stadig bliver spillet ofte i min fritid, vil jeg kalde mig selv for en Drone Metal fan. Jeg har hørt meget om Boris, da de lavede pladen Altar sammen med Sunn O))), som jeg stadig hører regelmæssigt. Merzbow er nu lidt en af de sværere piller at sluge. Masami Akita, som går under navnet Merzbow, er mere eller mindre en Noise musik legende, men alligevel har jeg aldrig formået at få hørt hans musik. Merzbow har eksisteret siden 80'erne, og har åbenbart udgivet over 400 optagelser af musik. Boris og Merzbow har nu slået sig sammen for tredje gang, for at lave en plade sammen igen, og hvad den nu indeholdt var noget af en overraskelse, men der var masser at vælge imellem, da pladen alligevel varede omkring de 148 minutter.

Den første side af pladen er en masse genindspilninger af klassiske Boris sange, og et cover af Sometimes med My Bloody Valentine. Åbneren på pladen er nummeret Farewell, som sætter lytteren hen i en dejlig og euforisk stemning. Selvom meget af Boris's musik er meget euforisk og atmosfærisk, så formår de at overaske lytteren med lidt mere eksperimenterende numre såsom Rainbow og Akirame Flower, som alligevel formår at holde en røde tråd igennem Boris' materiale på pladen. Boris har alligevel valgt at lave et cover af My Bloody Valentine's Sometimes, som jeg synes er ret modigt. Bandet formår at skabe en ret bittersød, og måske en anelse halvdeprimerende cover af dette nummer, mens halvdeprimerende skal menes på den gode måde. Det som jeg synes gjorde nummeret endnu bedre da jeg hørte det igennem de første par gange var, at lukke øjnene og bare blive fuldstændig opslugt af atmosfæren i nummeret. Det er intet mindre end fantastisk godt klaret, og jeg kan ikke rose dette cover nok.

Alligevel formår pladen at tage noget et så drastisk skift, som overhovedet ikke er forventet. Efter Boris's side af LP'en er færdig, går vi endelig i gang med at høre hvad Merzbow har at levere til os. Vi får fire numre, som alligevel rammer på de 74 minutter af fuldstændig kompromisløst Noise musik, og det er ikke ment som noget positivt. Det hele lyder bare som en Gameboy, der er gået fuldstændig i hak eller en CD, som er ude i samme situation. Det er måske bare mig, som slet slet ikke forstår hvorfor nogen ville synes at det her er godt. Jeg kan huske, at Merzbow lavede en plade sammen med Full Of Hell, som er mit yndlingsband, og det samarbejde synes jeg fungerede rigtigt godt, men det her forstår jeg bare absolut intet af. Jeg kan simpelthen ikke se det fede i at bare lave en masse industriel larm, hvis man kan kalde det det? I tyve minutter. Jeg gik fra en ren eufori af glæde og hallucinationer af Boris' musik, til en evig hovedpine og smadrede trommehinder.

Jeg er lidt skuffet over, at den første del af pladen skulle være så fed og så alligevel at slutningen var noget værre larm. Jeg kan godt forstå, at nogen ville kalde Merzbows musik for kunst og meget innovativt, men det virkede ikke for mig. Jeg synes overall at pladen var noget af en udfordring at lytte til, og den havde sine gode øjeblikke, men alligevel var det måske en lige lovlig barsk afslutning at komme med, der desværre trækker ned i karakteren.

Tracklister:

Boris :
1. Farewell
2. Huge
3. Resonance
4. Rainbow
5. Sometimes (My Bloody Valentine cover)
6. Heavy Rain
7. Akoma No Uta
8. Akirame Flower
9. Vomitself
Samlet spilletid: 74.25


Merzbow :
1. Planet Of The Cows
2. Goloka Pt. 1
3. Goloka Pt. 2
4. Prelude To A Broken Arm
Samlet spilletid: 74.26

 

Læs mere...

Gadget - The Great Destroyer

Gadget er ikke et navn jeg tidligere er stødt på, men det burde jeg måske; bandet fra Gävle i Sverige har eksisteret siden sidst i 1990’erne. Nu indhenter jeg noget af det forsømte ved at lægge arm med svenskernes tredje album. Og det er en voldsom gang Grindcore, der møder mig – her bliver der ikke givet ved dørene!

I første omgang lyder numrene meget ens, det er som om det hele ender i opskruet Grind-tempo og numrene flyder sammen. Men der ER forskel, for Gadget grinder sig ikke igennem hele albummet; med de tungere rytmer i ”From Graduation To Devastation” og ”The Lack Of Humanity” er vi mere ovre i traditionel Dødsmetal, og det samme er det lavere tempo i ”In The Name Of Suffering”. Men det kræver en vis koncentration at finde og opfange forskellene, og hvis man sænker de lyttemæssige parader bare et øjeblik, bliver man kørt over – bang! Set i dét lys er titlen "The Great Destroyer” meget passende …

Sådan skal det naturligvis være med den valgte genre, men de nævnte eksempler kan ikke helt fjerne fornemmelsen af ensformighed. Den kan ”Violent Hours (For A Veiled Awakening)” heller ikke, selv om Napalm Death forsangeren Barney Greenway hjælper til. Men nummeret varer også kun 38 sekunder, så …

Jeg kan ikke klandre Gadget for manglende energi, for de spiller Grindcore efter bogen. Alligevel har jeg svært ved at fastholde fokus; måske det bare ikke er min genre?

Tracklist:
1. Enemies Of Reason
2. Känslan (Post Patch Anxiety)
3. Pillars Of Filth
4. Choice Of A Lost Generation
5. From Graduation To Devastation
6. Dedication
7. Violent Hours (For A Veiled Awakening)
8. The 02666 Heritage
9. The Great Destroyer
10. Down And Out
11. In The Name Of Suffering
12. Lost On A Straight Path
13. Forsaken
14. Collapse
15. The Lack Of Humanity
16. Svart Hål
17. I Don't Need You / Dead And Gone
Samlet spilletid: 36:31

 

Læs mere...

Davie Allan / Joel Grind - Split

Joel Grind har altid haft mange jern i ilden; ved siden af hovedbandet Toxic Holocaust har han haft gang i flere projekter, og udgivet en del albums i disse sammenhænge. Nu udsender han igen nyt, denne gang sammen med guitaristen Davie, som er kendt for sin brug af fuzzbox og soundtracks til gamle motorcykelfilm. EP’en indeholder fire numre fordelt på to styk til hver, og Allan lægger ud.

Han indleder med lyden af motorcykler, og så kaster han sig ud i en omgang instrumental guitarrock. Åbningsnummeret ”Recycled Too” byder på en udmærket melodi, som afleveres i pænt tempo. Desværre bliver det hurtigt ensformigt, for nummeret kommer ikke rigtigt ud af stedet. Det samme gælder for efterfølgeren ”Buzz Saw Effect”, der passer 100% ind under samme beskrivelse.

De to sidste numre er signeret Grind, hvilket primært høres i den skarpere, mere metalliske lyd og de tungere rytmer. Ellers er der ikke så meget at tilføje, for selv om der er udmærket gang i sagerne, lider begge numre af den samme ensidighed, som Allans bidrag: Fraværet af vokaler lægger pres på kvaliteten af guitarmelodierne, men ingen af numrene på denne split-EP har de nødvendige kvaliteter til at gøre tingene interessante.

Tracklist:
01 Davie Allan - Recycled Too
02 Davie Allan - Buzz Saw Effect
03 Joel Grind - Peacekeeper
04 Joel Grind - The Invisible Landscape
Samlet spilletid: 10:50

 

Læs mere...

Coffins / Ilsa - Split

Udgivelse af split-cd’er er enten et middel for uprøvede navne til at komme frem, eller for etablerede kunstnere at udsende materiale som ikke passer ind andre steder. Den foreliggende udgivelse forener på en måde begge elementer; kunstnerne er etablerede, men begge ubeskrevne blade i min bog.

Første band i aktion er japanske Coffins, som har eksisteret siden 1996 og har en lang række forskellige udgivelser bag sig. Her bidrager de med nummeret ”Tyrant”, som forener tunge Doom-rytmer med tempo fra Dødsmetal. Dette hele præsenteres i en ret upoleret produktion, der giver et råt udtryk. Det samme gør frontmanden Tokita, hvis dybe growl er overbevisende. Alligevel ender nummeret som en halvkedelig mellemvare uden den store personlighed.

Det andet nummer på udgivelsen står amerikanske Ilsa for. Bandet stammer fra Washington D.C., og har spillet sammen siden 2008. I nummeret ”Cult of the Throne” fortsætter de nogle af Coffins tunge elementer, her bliver de bare trukket endnu mere ned i tempo og serveret med forøget tyngde. Musikalsk fungerer det udmærket, men vokalen er lige til den skrigende side. Alligevel er dette nummer langt mere personligt og interessant end det foregående.

Desværre kan EP’en ikke imponere, for de to numre vil kun tiltale eksisterende fans af de to bands – vi andre er hurtigt videre.

Tracklist:
01: Coffins - Tyrant
02: Ilsa - Cult of the Throne
Samlet spilletid: 12:11

 

Læs mere...

Agoraphobic Nosebleed - Arc

Hvis man er fan af Grindcore, så er det for dårligt hvis man aldrig har hørt om Agoraphobic Nosebleed. Dannet tilbage i 1994 af guitarist Scott Hull, som senere hen ad vejen dannede et af mine favorit bands indenfor genren, nemlig Pig Destroyer. Agoraphobic Nosebleed er kendte for deres utrolig korte sange. F.eks udgav de pladen Altered States Of America, som indeholder 99 numre og kun rammer op på de 21 minutter. Bandet er nu klar med deres nyeste udspil Arc, og det viser sig at de har valgt at tage en helt anden retning end hvad de har gjort før i tiden.

Sludge er den genre som bandet har valgt at udforske på denne plade. Åbneren på pladen Not A Daughter minder lidt om noget det kendte Sludge band Down kunne finde på at lave. Det er dog lidt forvirrende, da bandet går fra at spille det ondeste og mest smadrede Grindcore, og så til at lave noget som er så anderledes end hvad de har gjort før hen ad vejen. Deathbed er et nummer som bliver lige lidt mere dystert end åbneren på pladen. Her ryger tankerne hen imod noget Eyehategod. Det bliver måske lige en anelse langtrukkent til sidst, og det føles som at det er bliver trukket ud med vilje bare for at gøre nummeret længere. Gnaw er det længste nummer på pladen, og er så også lukkenummeret. Det er her hvor det falder ret hurtigt til jorden, da man føler at det sidste nummer er en sammensmeltning af de to første numre på pladen. Desværre er det en skam, da det startede godt ud og så at slutningen blev lidt af en skuffelse.

Jeg synes at det er modigt at Agoraphobic Nosebleed har taget en så drastisk beslutning om at skifte stil, men alligevel synes jeg heller ikke, at det er noget som det burde holde fast i i fremtiden. De er jo kendte for at spille smadret Grindcore, og det er noget som jeg synes de burde holde sig til. Bedre hel næste gang, drenge og pige.

Trackliste
1. Not A Daughter
2. Deathbed
3. Gnaw

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed