fbpx

Exhumed - Horror

Mit hidtil eneste anmelderrelaterede møde med Exhumed var opsamlingen ”Gore Metal: A Necrospective 1998-2015” – en udgivelse med indhold af ret varierende kvalitet. Nu har jeg så mulighed for at vurdere bandets form over en enkelt udgivelse, hvor det nye udspil ”Horror” er landet i indbakken.
Titlen passer fint til amerikanernes tekstunivers, for her er der tilstrækkeligt med død, lemlæstelse og rædsel til at dække flere gyserfilm – at den growlende og hvæsende vokal er meget svær at forstå, betyder mindre. Det hele er ledsaget af en musikalsk side, som bevæger sig fra Death Metal til Grindcore og tilbage igen mange gange i løbet af den lille halve time, albummet varer.
Alt foregår i voldsomt opskruet tempo, og når tingene bliver ekstreme, bevæger Exhumed sig på kanten af kaos. Det får numrene til at fremstå som en række af små skarpe linet op på bardisken – kortest er det kun 7 sekunder lange ”Utter Mutilation of Your Corpse”.
Energien er selvsagt god, men efterhånden som man bevæger sig ned ad tracklisten, begynder numrene at flyde sammen – variation er ikke det store tema her. Selvfølgelig er der forskelle at spore, men man skal lytte opmærksomt for at få dem frem.
Mine indledende tanker om øjeblikkelig form hos Exhumed ender med den konklusion, at bandet på dette album fremstår meget som de gjorde på opsamlingen, og derfor ender med samme karakter.

Tracklist:
1. Unsound
2. Ravenous Cadavers
3. Scream Out in Fright
4. The Red Death
5. Utter Mutilation of Your Corpse
6. Slaughter Maniac
7. Ripping Death
8. Clawing
9. Naked, Screaming, and Covered in Blood
10. Playing with Fear
11. Dead Meat
12. Rabid
13. In the Mouth of Hell
14. Shattered Sanity
15. Re-Animated
Samlet spilletid: 26:05

Læs mere...

Gatecreeper - Deserted

Tre år gik der fra Gatecreeper startede som band i 2013, til de udgav deres første fuldlængde album ”Sonoran Depravation”. Både før og efter er det blevet til EP’er og split-udgivelser, men nu er de fem fra Arizona klar med deres andet studiealbum. Det bærer titlen ”Deserted” og er som sin forgænger indspillet i Homewrecker Studios og produceret af Ryan Bram.

Han har skabt et produktion, som ikke er helt så fed i lyden, som man ofte hører; det giver et lidt tyndere lydbillede, men har samtidig noget live-agtigt over sig – så langt, så godt.
Med hensyn til musikken, så blev jeg en smule overrasket – I pressematerialet er der et interview med sangeren Chase H. Mason, hvor han understreger, at bandet lægger vægt på at skrive fængende numre, som er catchy. Det er muligt, at Gatecreeper skriver den slags numre, men i så fald sælger de materialet til andre kunstnere!

På ”Deserted” er Catchy i hvert fald en mangelvare, både i omkvæd og melodistykker. I stedet indeholder numrene Dødsmetal med meget tunge guitarer som ledsagelse til Masons halvt growlende, halvt råbende vokal. Elementerne giver i fællesskab numrene en udmærket pondus, men lader også mange tracks flyde sammen fordi de har helt ens opbygning. Kun i de få numre hvor tempoet hæves, er der lidt at varme sig på, men i sidste ende er det ikke nok til at ændre på det skuffende indtryk, Gatecreeper efterlader.

Tracklist:
01 - Deserted
02 - Puncture Wounds
03 - From The Ashes
04 - Ruthless
05 - Everlasting
06 - Barbaric Pleasures
07 - Sweltering Madness
08 - Boiled Over
09 - In Chains
10 - Absence of Light
Samlet spilletid: 39:45

Læs mere...

Devourment - Obscene Majesty

Selv om Devourment startede for 25 år siden, og i pressematerialet fremhæves som pionerer indenfor den brutale Dødmetal, er det lykkedes for bandet fra Dallas, Texas helt at flyve under min radar. En del af forklaringen skal søges i, at bandet har været startet og stoppet igen et utal af gange. Det forklarer også hvorfor ”Obscene Majesty” kun er det sjette album i rækken.

Dødsmetal kommer i mange former, men skal man være rigtig grov, har den grundlæggende kun 2 forskellige udtryk: Den hurtige, hvor alt fra trommer til vokal fyrer den af i højeste gear, og så dens modstykke, hvor tempoet sænkes så meget, at musikken nærmest slæber sig afsted. Begge udgaver findes selvfølgelig hos Devourment, og begge optræder i ekstreme udgaver: De tunge passager er virkelig TUNGE, og når tempoet er højt, er det virkelig HØJT. Ud fra den beskrivelse burde jeg være vild med albummet, men det er jeg ikke! Det lykkes nemlig på forunderlig vis for Devourment at gøre begge udgaver helt utroligt ensformige og kedelige i deres udførelse. Der er godt med energi i numrene, men så snart alle instrumenter er fyret op og den monotont growlende vokal sætter ind, forvandles musikken til en ensformig grød uden spænding. Havde man så bare valgt de allerbedste tracks og lavet et kort album, så kunne det være end hæderligt, men med den nuværende form med mere end tre kvarters spilletid bliver det et Nej Tak herfra!

Tracklist:
1. A Virulent Strain of Retaliation
2. Cognitive Sedation Butchery
3. Narcissistic Paraphilia
4. Arterial Spray Patterns
5. Profane Contagion
6. Dysmorphic Autophagia
7. Sculpted In Tyranny
8. Xenoglossia
9. Modum Sui Morte
10. Truculent Antipathy
Samlet spilletid: 47:07

Læs mere...

Full Of Hell - Weeping Choir

“Weeping Choir” er det fjerde album fra Full Of Hell, siden bandet blev dannet i Maryland, Pennsylvania for ti år siden. Samtidig markerer det et nyt kapitel, da det er bandets første udgivelse på Relapse Records.

Man kunne nemt få den tanke, at Full Of Hell benytter chancen til at markere sig på det nye selskab, for hold da op, hvor bliver der hamret igennem! Fra start til slut er tempoet voldsomt opskruet, og man kan ikke klage over spilletiden på 25 minutter – mere er der ikke behov for.

I bestræbelserne på at gøre deres musik så aggressiv og voldsom som muligt, bringer Full Of Hell alle elementer i spil: Guitarerne er vildt forvrængede; mens vokalen samtidig veksler mellem en voldsomt skrigende og en brølende udgave. Det sidste vil i sig selv være en udfordring for de fleste, men Full Of Hell har flere ting at byde på: Først er der de forskellige lyde, der flere steder er med til at fjerne fornemmelsen af musik, men vigtigst er det kaos, der præger en del af numrene; her forsvinder al struktur, og instrumenterne hyler og skriger bare - her er der sikkert en del, som vil mene, at bandets navn og deres musik kommer ud på ét!

Så langt vil jeg ikke gå, for energien er virkelig høj, men desværre har albummet ikke så meget andet at byde på; der er for lidt sammenhæng og substans, og det skal der til for at overbevise, selv for et Grindcore album.

Tracklist:
1. Burning Myrrh
2. Haunted Arches
3. Thundering Hammers
4. Rainbow Coil
5. Aria of Jeweled Tears
6. Downward
7. Armory of Obsidian Glass
8. Silmaril
9. Angels Gather Here
10. Ygramul the Many
11. Cellar of Doors
Samlet spilletid: 24:58

Læs mere...

Devil Master - Satan Spits on Children of Light

Efter at have udgivet et par EP’er på egen hånd, kommer Devil Master nu med deres første album. Bandet stammer fra Philadelphia, Pennsylvania, har tre år på bagen og tæller hele seks medlemmer.

Flere af disse spiller sideløbende i Punk- og Hardcore bands, og det smitter af på stilen hos Devil Master. Numrene afvikles generelt i pænt tempo, og det punkede islæt giver en vis friskhed. Når jeg alligevel angiver Black Metal som genre, skyldes det sangeren Disembody, som brøler og skriger sig igennem numrene. Ganske vist er han trukket tilbage i mixet, men sammen med lejlighedsvise melodiske guitarer giver det en Sort stemning. Den understreger bandet i øvrigt med corpse paint hos flere af musikerne på de officielle fotos.

Amerikanerne har godt med energi i musikken, men de gør meget lidt for at variere deres udtryk igennem albummet, numrene flyder hurtigt sammen, hvis man som lytter ikke koncentrerer sig. Derfor er der ikke mange afvigelser, men det instrumentale ”Nuit” og ”Her Thirsty Whip” er værd at nævne – sidstnævnte hæver sig over de øvrige numre med en stærk guitarmelodi, som gør nummeret til albummets højdepunkt.

Dem er der desværre ikke mange af, for ”Satan Spits on Children of Light” er en rodet og ret ensformig affære, som ikke virker gennemarbejdet og derfor skuffer.

Tracklist:

1. Listen, Sweet Demons...
2. Nightmares in the Human Collapse
3. Black Flame Candle
4. Devil is Your Master
5. Christ's Last Hiss
6. Skeleton Hand
7. Nuit
8. Gaunt Immortality
9. Desperate Shadow
10. Her Thirsty Whip
11. Dance of Fullmoon Specter
12. Webs of Sorrow
13. XIII
Samlet spilletid: 36:52

Læs mere...

Myrkur - Juniper

Med sine hidtidige albums har Myrkur placeret sig solidt på Black Metal scenen med en blanding af Sort Metal og nordisk Folkemusik, og selv om hun deler vandene, er hun i mine øjne noget af det mest spændende og personlige, der har ramt genren i mange, mange år. Så da EP’en ”Juniper” blev annonceret som optakt til hendes Europaturne i december måned, var jeg mere end klar til at anmelde.
Allerede inden jeg havde hørt en tone, blev jeg skuffet; EP’en indeholder kun to numre – det er ikke mange år siden, at den slags udgivelser blev betegnet ”en single”. Nå, skuffelsen blev hurtigt glemt, efter at have hørt titelnummeret. ”Juniper” er en halvtung sag, som ikke er egentlig Black Metal, men mere Dark. Stemningen er flot og mørk, ikke mindst pga. brugen af strygere, og det skaber en flot modpol til Myrkurs enormt flotte og rene stemme. Det hele kulminerer i omkvædet, hvor tunge guitarer nærmest tvinger mine nakkemuskler til at bevæge sig – alt i alt et virkelig vellykket nummer.
I udgivelsens andet track giver Myrkur sin fortolkning af ”Bonden og Kragen”, som er en dansk folkesang fra 1600 tallet – unægtelig meget langt fra titelnummerets stil. Sangen er spartansk arrangeret; her er der kun en guitar som akkompagnement til vokalen. Det bringer Myrkurs klokkeklare stemme i fokus, og den er som vanligt imponerende ren.
Ud fra deres kvaliteter burde de to numre have haft en højere karakter, men jeg kan ikke se bort fra, at det er lidt snyd at markedsføre en single som EP. Jeg nøjes derfor med at konstatere, at Myrkur stadig laver spændende musik og ser frem til udgivelser med flere numre.

Tracklist:
01: Juniper
02: Bonden og Kragen
Samlet spilletid: 6:13

Læs mere...

Myrkur - Mareridt

Der har fra starten været en stor hype omkring Amalie Bruuns soloprojekt Myrkur; en hype som ikke er blevet mindre med tiden. Nu er Myrkur klar med det andet studiealbum, som naturligt er ventet med spænding, ikke mindst af undertegnede; jeg har fra starten været imponeret af Myrkurs meget personlige stil, som blander Black Metal og Folkemusik på en helt speciel facon.

Åbningsnummeret er på overfladen stille og roligt, men der ligger konstant en undertone af noget farligt og truende i musikken. Det hele bryder løs i det efterfølgende ”Måneblôt”, hvor vokalen skriger vildt og voldsomt, mens musikken er en fremragende gang Black Metal. Nummeret er første single fra albummet; et godt valg, for med elementer af Folkemusik mod slut favner nummeret Myrkurs univers.

De resterende numre betjener sig af de samme elementer, bare i forskellig grad: ”The Serpent” er tung Metal, som med Bruuns vokal får en speciel stemning. Helt anderledes er den traditionelle Folkevise ”De Tre Piker”; her er vokalen så ren og klar, at tankerne falder på Sissel Kyrkjebø; sammen med den sparsomme instrumentering skabes en stemning, der minder mig om Clannad – det er imponerende! Endelig viser ”Ulvinde” Bruuns flair for at blande tingene; nummeret byder både på dyrisk hvæsen, flotte kor og en glimrende melodi.

Med albummets virkelig flotte stemninger, den skarpe Metal og de eminente vokaler fortsætter Myrkur sin unikke stil, endda i en finpudset udgave. Det gør ”Mareridt” til Myrkurs hidtil bedste udgivelse, som fuldt ud retfærdiggør hypen.

Tracklist:
1. Mareridt
2. Måneblôt
3. The Serpent
4. Crown
5. Elleskudt
6. De Tre Piker
7. Funeral (featuring Chelsea Wolfe)
8. Ulvinde
9. Gladiatrix
10. Kætteren
11. Børnehjem
Samlet spilletid: 38:18

Læs mere...

Wolfheart - Tyhjyys

Historien om Wolfheart ligner den for mange andre bands: Det startede som et soloprojekt for Tuomas Saukkonen, som stod for alt på debutalbummet ”Winterborn” i 2014, men var to år senere udvidet til en kvartet, da ”Shadow World” kom på gaden. Med samme besætning er finnerne nu klar med deres tredje skive, ”Tyhjyys”.

Titlen oversætter Google til ”tomhed”, men det er ikke helt hvad jeg forbinder med indholdet; tværtimod byder Saukkonen & Co. på masser af indhold i løbet af de næsten tre kvarter, albummet varer. Efter en rolig intro tager tingene bogstavelig talt fart i ”Boneyard”, som afvikles i vildt højt tempo – så er der lagt op til gang i den. Desværre bliver dette kun delvist gennemført i de følgende numre, hvor både tempo, intensitet og kvalitet varierer en del. Tempoet fra starten genfindes kun i det udmærkede ”The Rift”, mens de øvrige tracks bevæger sig lidt langsommere. Samtidig er der skåret lidt ned på de melodiske guitarer som støtte for den lidt ensidige vokal, hvilket går ud over variationen – det hele bliver lidt ensformigt. Måske er det årsagen til, at de sidste numre er udstyret med Folk inspirerede melodier. Her virker tingene godt i ”Call Of The Winter”, mens de øvrige ikke er helt i balance.

Det er i sidste ende problemet for Wolfheart, for der er for mange mindre interessante numre på albummet til, at det overbeviser for alvor. Jeg fornemmer, at bandet har potentiale til mere, men det kommer ikke rigtigt ud.

Tracklist:

1. Shores of the Lake Simpele
2. Boneyard
3. World on Fire
4. The Flood
5. The Rift
6. Call of the Winter
7. Dead White
8. Tyhjyys
Samlet spilletid: 43:55

 

Læs mere...

Iron Reagan - Crossover Ministry

Efter starten i 2012 udkom de to første skiver fra Iron Reagan med et års mellemrum, men denne gang har amerikanerne ladet der gå tre år – sandsynligvis fordi medlemmerne har haft travlt med deres øvrige aktiviteter i bands som Municipal Waste, Mammoth Grinder og Hellbear.

At albummet har fået titlen ”Crossover Ministry” er meget passende, for Iron Reagan spiller en blanding af Thrash Metal og Hardcore. At det går derudaf i pænt tempo, kan læses ud af tracklisten; de atten numre er overstået på under en halv time. Tony Foresta leverer en rigtig Hardcorevokal med den rigtige mængde vrede og halvt råbende attitude. Samtidig giver de flittigt brugte bøllekor giver Hardcore feeling, selv om de indsættes i Thrash sammenhæng – det kan derfor være svært at se hvor Hardcoren starter og Thrashen tager over – eller omvendt. Uanset hvilken stil, der har overtaget, er attituden den samme aggressive, hvilken titler som ”Fuck The Neighbors” og ”Eat or Be Eaten” tydeligt viser.

Det hele er meget hektisk, det er næsten så man bliver forpustet bare ved at lytte til bandet i aktion. Det er en udmærket oplevelse så længe den varer, men den efterlader ikke blivende spor – numrene er hurtigt ude af systemet igen så snart de sidste toner klinger ud.

Tracklist:
1. A Dying World
2. You Never Learn
3. Grim Business
4. Dead with My Friends
5. No Sell
6. Condition Evolution
7. Fuck the Neighbors
8. Power of the Skull
9. Crossover Ministry
10. More War
11. Blatant Violence
12. Parents of Tomorrow
13. Bleed the Fifth
14. Megachurch
15. Shame Spiral
16. Dogsnotgods
17. Eat or Be Eaten
18. Twist Your Fate
Samlet spilletid: 28:48

 

Læs mere...

Red Fang - Only Ghosts

Portland-rødderne fra Red Fang er omsider tilbage med en opfølger til den middelmådige ”Whales & Leeches”, der bar meget præg af at forsøge at lyde som storebrødrene i Mastodon. De er efterhånden ved at have fundet deres egen lyd – og det er sådan set positivt. Men der er dog lidt malurt i bægeret.

”Only Ghosts” minder mig på mange måde om en indkøbstur til Otto Duborg – på godt og ondt. Turen starter godt ud, og forventningerne er høje, når bilen triller ud af indkørslen og Flies sætter i gang. Kort tid efter rammer vi motorvejen og allerede på tilkørslen stiger forventningerne sammen med hastigheden – og det passer meget godt til den grungede Cut it Short.

Men så begynder turen at blive lidt triviel – der sker ikke det helt vilde, før vi når syd for Aarhus: Morgentrafikken er aftaget, men der er kødannelser en lang række lastbiler. Men det passer meget godt til den tungt vuggende The Smell of the Sound.

Hurtigt passerer vi dog de mange lastbiler, og overhaler i den forbindelse en ældre Ford Escort, der vækker mindelser om fordums tider – lidt ligesom The Deep, som egentlig minder om, hvordan Red Fang lød i starten.

Men som med de fleste bilture sydover, begynder man at kede sig lidt omkring Kolding – E45 er ikke just det mest afvekslende – og det kan faktisk også være svært at skelne numrene på ”Only Ghosts” fra hinanden; der er mange introer, der minder utroligt meget om hinanden.

Nå, men Padborg kan skimtes og Otto Duborg er lige om hjørnet, og ligesom titelnummeret er det lidt en skuffelse. Man havde en forestilling om en masse forskellige øl af god kvalitet, men ender med tre rammer af den samme – dog med en høj alkoholprocent, men ikke videre inspirerende i det lange løb.

Så er det godt, turen hjemover kan gøres lidt sjovere med rigeligt proviant – ligesom pladen faktisk slutter helt hæderligt med I am a Ghost.

Om jeg så slet ikke vil køre til grænsen mere? Jo, det vil jeg såmænd nok – og jeg vil såmænd også nok høre ”Only Ghosts” igen – om et stykke tid. For selvom der er flere interessante passager, er der for lidt variation, og de rammer helt ved siden af ved at vægte den rå råbevokal højere en den rene (ahem!) vokal – melodierne kan ganske enkelt ikke klare det. Men stor ros til Red Fang for at forsøge at træde ud af Mastodons skygge … der er noget der tyder på, den næste tur til grænsen kommer til at gå lidt lettere.

Trackliste:
1. Flies
2. Cut it short
3. Flames
4. No air
5. Shadows
6. Not for you
7. The smell of the sound
8. The Deep
9. I am a Ghost
10. Living in Lye
Spilletid: 41:17

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed