fbpx

Full of Hell - Garden of Burning Apparitions

Da jeg for 2 år siden anmeldte Full of Hells fjerde album, ”Weeping choir”, var jeg imponeret over det meget høje energiniveau, men mindre begejstret for den generelle mangel på struktur. Om balancen mellem de forskellige elementer har ændret sig siden, giver bandets nye album et svar på.
Med 12 numre på godt 20 minutter er der langt op til et nyt højhastighedsangreb, og det er lige, hvad lytteren får! Lige fra åbningsnummerets første anslag bliver gashåndtaget drejet HELT i bund, og Full of Hell ser sig ikke tilbage. Som tidligere er det småt med egentlig struktur i numrene, hvor energi rates noget højere end opbygning af faste rammer. Det betyder ikke, at disse ikke findes, for flere steder er der passager, hvor man giver plads til mere traditionelle elementer; hertil tæller både den melodiske guitarsolo i ”Asphyxiant Blessing”, den lettere stemning i ”All Bells Ringing” og ”Reeking Tunnels”, der næsten er Grunge.
Men disse eksempler er undtagelser, og nøgleordene for albummet er tempo og kaos. Kombineret med Dylan Walkers vildt skrigende vokal bliver det hurtigt udfordrende at lægge øre til. At det er muligt at få tingene til at gå op i en højere enhed, illustrerer ”Derelict Satellite”; i nummeret står vokalen op mod en meget urolig baggrund, der giver mig billeder af en verden, der falder fra hinanden. Det er et ret overbevisende element, der er med til at gøre ”Garden of Burning Apparitions” bedre end sin forgænger.

Tracklist:
1. Guided Blight
2. Asphyxiant Blessing
3. Murmuring Foul Spring
4. Derelict Satellite
5. Burning Apparition
6. Eroding Shell
7. All Bells Ringing
8. Urchin Thrones
9. Industrial Messiah Complex
10. Reeking Tunnels
11. Non-Atomism
12. Celestial Hierarch
Samlet spilletid: 20:45

Læs mere...

King Woman - Celestial Blues

Bag navnet King Woman står den iranske sangerinde Kristina Esfandiari, som startede projektet alene i 2009, men senere udvidede til en trio med tilgang af guitaristen Peter
Arensdorf og trommeslager Joseph Raygoza. Bandet har tidligere udsendt en EP og et album, hvilket gør ”Celestial Blues” til deres andet fuldlængde udspil.
Stilmæssigt befinder King Woman sig i afdelingen for Rock, som spænder fra det helt stille til det halvtunge; tyngden optræder kun i moderate mængder, men den generelle stemning er lidt dyster, så genrebetegnelsen får lige et ”Dark” tilføjet.
De fleste numre følger en opskrift, hvor der startes helt stille, for så at koble flere instrumenter på, og samtidig skrue op for intensiteten. Det fungerer bedst i de numre, hvor Esfandiari holder lidt igen og kun antydningsvist skriger. I f.eks. ”Boghz” og “Entwined” bliver det for meget, så ideen ender med at give bagslag. Albummets bedste track er ”Golgotha”, som er opbygget som beskrevet, men hvor de enkelte elementer lige fungerer en tand bedre end eller, og melodien er ekstra stærk.
Problemet med at recycle en opskrift så ofte er, at ideen hurtigt bliver slidt, og det sker også her. Samtidig er produktionen, hvor vokalen ligger underligt tilbagetrukket, lidt uinteressant i længden. Samlet gør det, at albummet ikke kommer meget over et ”Okay” herfra.

Tracklist:
1 Celestial Blues
2 Morning Star
3 Boghz
4 Golgotha
5 Coil
6 Entwined
7 Psychic Wound
8 Ruse
9 Paradise Lost
Samlet spilletid: 40:59

Læs mere...

Yautja - The Lurch

Deres andet album, “The lurch”, bruger de tre medlemmer Kayhan Vaziri (Bas/Vokal), Shibby Poole (Guitar) og Tyler Coburn (Trommer) til at kommentere på samfundet omkring dem: Politik, hjemløshed og sociale mediers magt, foruden de frustrationer, der er forbundet med at spille hårdtslående musik, når man bor i Countryens hovedby, Nashville.
Og hårdtslående er en udmærket fælles betegnelse for de 9 numre, for her bliver der bestemt ikke lagt fingre imellem. Hovedparten af dem er sammensat at elementer fra Hardcore og Metal, men ikke med genrernes vanlige drive og flow. I stedet er tingene bevidst holdt skæve og svære at komme ind på livet af – én ting er, at resultatet ikke er iørefaldende og kommercielt, men det er ofte næsten irriterende at lægge øre til. De usammenhængende temaer og Vaziris ensidigt brølende vokal gør det ikke nemt at trænge ind i numrene; til gengæld passer den rudimentære garageproduktion fint til helheden.
På falderebet lykkes det heldigvis at rette lidt op på det uinteressante indtryk. Det sker med tre numre, som er mere rene rent stilmæssigt. Det giver samtidig plads til mere flow end tidligere, og albummets højdepunkt ligger til slut. Desværre sker det på en billig baggrund, for vejen dertil er alt andet end spændende at beskæftige sig med. Derfor kan jeg ikke anbefale “The lurch”.

Tracklist:
1. A Killing Joke
2. The Spectacle
3. Wired Depths
4. Undesirables
5. Tethered
6. Clock Cleaner
7. Catastrophic
8. The Weight
9. Before the Foal
Samlet spilletid: 46:00

Læs mere...

Terminal Bliss - Brute Err/ata

Med Terminal Bliss har vi fat i et nyt navn; ikke kun på musikscenen, ikke kun hos Relapse Records, men også hos mig. Medlemmerne Chris Taylor (Vokal); Mike Taylor (Guitar), Ryan Parrish (Trommer) og Adam Juresko (Bas) bliver udråbt som topnavne på den amerikanske Punk scene, men den påstand kan jeg hverken be- eller afkræfte.
I stedet retter jeg opmærksomheden mod musikken, som er meget voldsom, men kun i meget lille omfang indeholder elementer af Punk. Med sit vildt opskruede tempo, den stærkt begrænsede struktur i numrene og Taylors vildt skrigende vokal er det i min bog Grindcore, der er indholdet af EP’en 10 numre. Og ja, spilletiden er med til at rubricere indholdet, for der er kun 4 numre, hvor spilletiden overskrider 1 minut.
Samlet gør det numrene til håndgranater, der starter med tumult, men hvor der alligevel indfinder sig lidt orden i form af lidt thrashede duga rytmer. På den måde skabes der lige netop nok spænding til, at jeg fastholder interessen for de enkelte tracks. Selv om spilletiden er kort, tegner der sig nemlig et billede af gentagelser i de enkelte numre. Derfor ender spilletiden som et plus, for havde det musikalske bombardement varet ret meget længere, var jeg begyndt at kede mig.

Tracklist:
1.Clean Bill Of Wealth
2.Anthropodmorbid
3.Dystopian Buffet
4.The Ominous Hum
5.Small One Time Fee
6.8 Billion People Reported Missing
7.Tumoresque
8.Discarded Wallet
9.March Of The Grieving Droid
10.Hidden Handed Artificial Harassment Experimental Run Amok
Samlet spilletid: 10:35

Læs mere...

Boris with Merzbow - 2R0I2P0

Jeg er ikke tidligere bekendt med hverken Boris eller Merzbow, men har læst mig til, at der i begge tilfælde er tale om japanske kunstnere: Boris er et band, som har gjort sig bemærket inden for Noise genren siden 1992, og bag navnet Merzbow står musikeren Masami Akita. Nu har parterne slået sig sammen om et album, som har fået den lidt underlige titel ”2R0I2P0”, der skal læses som "Twenty Twenty R.I.P."
Men titlen er måske meget passende til indholdet, for det er ikke den slags numre, man hører ret tit. Musikken består nærmest af en lydcollage, hvor rigtig mange elementer bliver blandet. Oftest er der tale om synthesizerlyde og samples, men der smides også bas, trommer og guitarer i gryden; sidstnævnte ofte i en meget forvrænget udgave. I de numre, som klarer sig uden trommer, er de rytmiske strukturer løse, så de får et drømmende udtryk. Dette forstærkes af keyboardets klangflader og vokaler, der er trukket langt tilbage i lydbilledet. I det hele taget er produktionen fjern, så jeg får fornemmelsen af, at betragte begivenhederne på afstand. Herved afvæbnes alle elementer, for uanset hvor skarp en lyd eller hvor aggressiv et guitaranslag er, så har det mistet pusten, når det når frem til øret.
På den måde bliver albummet ufarligt, og kommer naturligt til at indtage en position som baggrundsmusik – her er den lange spilletid også en hæmsko. Så selvom jeg ikke vil kalde musikken dårlig, så havde jeg forventet noget mere kapow fra dette samarbejde.

Tracklist:
1. AWAY FROM YOU
2. TO THE BEACH
3. COMA
4. LOVE
5. ABSOLUTEGO
6. JOURNEY
7. UZUME
8. EVOL
9. BORIS
10. SHADOW OF SKULL
Samlet spilletid: 78:06

 

Læs mere...

Myrkur - Folkesange

Amalie Bruun er med Myrkur er kendt for sin personlige blanding af nordisk Folk og Black Metal, men sideløbende har hun også spillet rene folkesange, både på dedikerede turneer, på Youtube og som enkeltstående numre på hendes to studiealbums. Derfor har det også kun været et spørgsmål om tid, før den rendyrkede Folk ville fylde et helt Myrkur album. Det gør det nu, og titlen kunne ikke være mere passende.
Indholdet er en blanding af traditionelle folkesange og Bruuns egne kompositioner, og de har flere ting til fælles: Al musik er holdt i den akustiske lejr, hvor det autentiske øges ved brug af traditionelle instrumenter som tagelharpe og lyre – for menigmand er det mindre vigtigt, men fortæller at man går all-in for at skabe de rigtige stemninger. Og netop disse er i fokus på samtlige numre, hvor de enkle arrangementer fremhæver melodierne.
Selvom disse oftest fungerer udmærket, kan de ikke gøre sig gældende, når albummets stærkeste kort skal kåres. Denne pris går suverænt til vokalerne; både de flot arrangerede kor, men især Bruuns egen stemme. Den bruger hun sikkert, udtryksfuldt og med en enorm spændvidde. Hvis man ikke bliver berørt af den i åbningsnummeret ”Ella”, er man enten tonedøv eller lavet af sten…
At karakteren trods de positive ord ikke falder højere ud, skyldes, at nogle af de traditionelle sange er for uinteressante, og kræver et større hjerte for Folk, end jeg kan mønstre. Fans af genren bør tage imod ”Folkesange” med åbne arme, mens jeg glæder mig til, at Myrkur igen får lyst til at lave sort musik.

Tracklist:
1. Ella
2. Fager som en Ros
3. Leaves of Yggdrasil
4. Ramund
5. Tor i Helheim
6. Svea
7. Harpens Kraft
8. Gammelkäring
9. House Carpenter
10. Reiar
11. Gudernes Vilje
12. Vinter
Samlet spilletid: 46:53

Læs mere...

Exhumed - Horror

Mit hidtil eneste anmelderrelaterede møde med Exhumed var opsamlingen ”Gore Metal: A Necrospective 1998-2015” – en udgivelse med indhold af ret varierende kvalitet. Nu har jeg så mulighed for at vurdere bandets form over en enkelt udgivelse, hvor det nye udspil ”Horror” er landet i indbakken.
Titlen passer fint til amerikanernes tekstunivers, for her er der tilstrækkeligt med død, lemlæstelse og rædsel til at dække flere gyserfilm – at den growlende og hvæsende vokal er meget svær at forstå, betyder mindre. Det hele er ledsaget af en musikalsk side, som bevæger sig fra Death Metal til Grindcore og tilbage igen mange gange i løbet af den lille halve time, albummet varer.
Alt foregår i voldsomt opskruet tempo, og når tingene bliver ekstreme, bevæger Exhumed sig på kanten af kaos. Det får numrene til at fremstå som en række af små skarpe linet op på bardisken – kortest er det kun 7 sekunder lange ”Utter Mutilation of Your Corpse”.
Energien er selvsagt god, men efterhånden som man bevæger sig ned ad tracklisten, begynder numrene at flyde sammen – variation er ikke det store tema her. Selvfølgelig er der forskelle at spore, men man skal lytte opmærksomt for at få dem frem.
Mine indledende tanker om øjeblikkelig form hos Exhumed ender med den konklusion, at bandet på dette album fremstår meget som de gjorde på opsamlingen, og derfor ender med samme karakter.

Tracklist:
1. Unsound
2. Ravenous Cadavers
3. Scream Out in Fright
4. The Red Death
5. Utter Mutilation of Your Corpse
6. Slaughter Maniac
7. Ripping Death
8. Clawing
9. Naked, Screaming, and Covered in Blood
10. Playing with Fear
11. Dead Meat
12. Rabid
13. In the Mouth of Hell
14. Shattered Sanity
15. Re-Animated
Samlet spilletid: 26:05

Læs mere...

Gatecreeper - Deserted

Tre år gik der fra Gatecreeper startede som band i 2013, til de udgav deres første fuldlængde album ”Sonoran Depravation”. Både før og efter er det blevet til EP’er og split-udgivelser, men nu er de fem fra Arizona klar med deres andet studiealbum. Det bærer titlen ”Deserted” og er som sin forgænger indspillet i Homewrecker Studios og produceret af Ryan Bram.

Han har skabt et produktion, som ikke er helt så fed i lyden, som man ofte hører; det giver et lidt tyndere lydbillede, men har samtidig noget live-agtigt over sig – så langt, så godt.
Med hensyn til musikken, så blev jeg en smule overrasket – I pressematerialet er der et interview med sangeren Chase H. Mason, hvor han understreger, at bandet lægger vægt på at skrive fængende numre, som er catchy. Det er muligt, at Gatecreeper skriver den slags numre, men i så fald sælger de materialet til andre kunstnere!

På ”Deserted” er Catchy i hvert fald en mangelvare, både i omkvæd og melodistykker. I stedet indeholder numrene Dødsmetal med meget tunge guitarer som ledsagelse til Masons halvt growlende, halvt råbende vokal. Elementerne giver i fællesskab numrene en udmærket pondus, men lader også mange tracks flyde sammen fordi de har helt ens opbygning. Kun i de få numre hvor tempoet hæves, er der lidt at varme sig på, men i sidste ende er det ikke nok til at ændre på det skuffende indtryk, Gatecreeper efterlader.

Tracklist:
01 - Deserted
02 - Puncture Wounds
03 - From The Ashes
04 - Ruthless
05 - Everlasting
06 - Barbaric Pleasures
07 - Sweltering Madness
08 - Boiled Over
09 - In Chains
10 - Absence of Light
Samlet spilletid: 39:45

Læs mere...

Devourment - Obscene Majesty

Selv om Devourment startede for 25 år siden, og i pressematerialet fremhæves som pionerer indenfor den brutale Dødmetal, er det lykkedes for bandet fra Dallas, Texas helt at flyve under min radar. En del af forklaringen skal søges i, at bandet har været startet og stoppet igen et utal af gange. Det forklarer også hvorfor ”Obscene Majesty” kun er det sjette album i rækken.

Dødsmetal kommer i mange former, men skal man være rigtig grov, har den grundlæggende kun 2 forskellige udtryk: Den hurtige, hvor alt fra trommer til vokal fyrer den af i højeste gear, og så dens modstykke, hvor tempoet sænkes så meget, at musikken nærmest slæber sig afsted. Begge udgaver findes selvfølgelig hos Devourment, og begge optræder i ekstreme udgaver: De tunge passager er virkelig TUNGE, og når tempoet er højt, er det virkelig HØJT. Ud fra den beskrivelse burde jeg være vild med albummet, men det er jeg ikke! Det lykkes nemlig på forunderlig vis for Devourment at gøre begge udgaver helt utroligt ensformige og kedelige i deres udførelse. Der er godt med energi i numrene, men så snart alle instrumenter er fyret op og den monotont growlende vokal sætter ind, forvandles musikken til en ensformig grød uden spænding. Havde man så bare valgt de allerbedste tracks og lavet et kort album, så kunne det være end hæderligt, men med den nuværende form med mere end tre kvarters spilletid bliver det et Nej Tak herfra!

Tracklist:
1. A Virulent Strain of Retaliation
2. Cognitive Sedation Butchery
3. Narcissistic Paraphilia
4. Arterial Spray Patterns
5. Profane Contagion
6. Dysmorphic Autophagia
7. Sculpted In Tyranny
8. Xenoglossia
9. Modum Sui Morte
10. Truculent Antipathy
Samlet spilletid: 47:07

Læs mere...

Victims - The Horse And Sparrow Theory

”The Horse And Sparrow Theory” er det syvende studiealbum fra Victims, og det udsendes omtrent tyve år efter, at det svenske band udsendte sit første materiale. Trods et par udskiftninger hen ad vejen, har bandet fastholdt sin position som et af de mest markante Crust bands fra hinsidan.

Således også på det nye album, hvor musikken genretypisk er voldsom, hurtig og grumset – der bliver virkelig givet gas på de 8 numre. Det er mindre vigtigt, for teksternes budskab er langt vigtigere: Her tager Victims fat på den vestlige verdens ustoppelige udnyttelse af verdens ressourcer med forurening, økonomisk og politisk ulighed til følge; en grådighed som vi erkender, men ikke gør tilstrækkeligt ved.

Desværre skal man koncentrere sig for at få alle nuancer og budskaber med, for Johan Erikssons halvt råbende, halvt brølende vokal er ikke specielt nem at forstå. Samtidig er de musikalske ideer hentet i den samme skuffe, så variationen er til at overse. Derfor er ”We Fail”, som er albummets eneste nummer uden gashåndtaget i bund, samtidig dets stærkeste track. Nummeret indeholder en lang passage fra et foredrag om krig og migration som følge af vandmangel, som den amerikanske brigadegeneral Stephen Cheney holdt i det svenske Udenrigspolitiske Institut. Her opremses forskellige scenarier for verdens udvikling, som alle er dystre og meget omfattende. Fordi hvert ord fremstår klokkeklart, går budskabet rent ind, og da den supplerende musik passer perfekt, ender nummeret som albummets absolutte højdepunkt.

Victims har rigtig meget på hjerte på ”The Horse And Sparrow Theory”, men desværre lykkes det ikke at formidle det hele – det er ærgerligt, når temaet er et af tidens allerhotteste emner.

Tracklist:
01: THE HORSE AND SPARROW THEORY
02: THE BIRTH OF TRAGEDY
03: THERE`S BLOOD ON THE STREETS
04: WE FAIL
05: FIRES BELOW
06: THE SEA AND POISON
07: HELL IS FULL OF GOOD INTENTIONS
08: REVENGE OF OUR FATHERS
Samlet spilletid: 28:15

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed