fbpx

Rammstein - Rammstein

Hele ti år er der gået siden Rammstein udsendte ”Liebe Ist Für Alle Da” – en periode hvor medlemmerne har haft tid til andre musikalske projekter som Emigrate og Lindemann, ligesom der også er skrevet et par bøger. Foruden diverse koncertturneer og live DVD’er er bandets fans blevet fodret med få nye numre, så det nye album er længe ventet. Og da forgængeren står som det hidtil mest helstøbte udspil, er forventningerne naturligvis skyhøje.

Der lægges ud med ”Deutschland”, som også er første valgt som single, og det forstår man godt: Nummeret er Rammstein når de er allerbedst med knaldhårde guitarer, stærke synthmelodier og Till Lindemann i absolut topform; hans stemme har aldrig været bedre end her. Samtidig bruges små selvcitater som lækre detaljer, der bygger bro til bandets bagkatalog – en uhyre stærk markering af, at være tilbage.

Stilen fortsættes albummet igennem, så de skarpe guitarriffs og Flakes synthesizer i fællesskab giver numrene den medrivende hårdhed, som bandet er kendt for. Men også mindre voldsomme sager som ”Was Ich Liebe” og ”Diamant” står stærkt, ikke mindst takket være Lindemanns suveræne fremførelse af teksterne. Disse revser både det tyske samfund og kirken, men står stærkest i beskrivelsen menneskelig ødelæggelse (”Puppe”, ”Was Ich Liebe”), og når den lille pige i ”Hallomann” bliver bedt om at sætte sig ind i bilen, gribes jeg af en uhyggelig følelse af, at det ikke er en god ide; det er scary og meget intenst.

På produktionssiden har Olsen Involtini gjort et glimrende stykke arbejde; lydkvaliteten ligger langt over, hvad man normalt får serveret på et Metal album – der er kælet for alle detaljer.

Tilbage er så et par spørgsmål: Er forventningerne blevet indfriet? Nej, men de var også så store, at det er umuligt. Er ”Rammstein” så et godt album? Absolut ja! Det viser, at bandet ikke har mistet evnen til at skabe fængslende hård Metal med friske melodier og stærke tekster … Jeg håber, at vi ikke skal vente ti år på mere nyt.

Tracklist:
1. DEUTSCHLAND
2. RADIO
3. ZEIG DICH
4. AUSLÄNDER
5. SEX
6. PUPPE
7. WAS ICH LIEBE
8. DIAMANT
9. WEIT WEG
10. TATTOO
11. HALLOMANN
Samlet spilletid: 45:18

Læs mere...

Rammstein - Paris

At det visuelle altid har været en vigtig del af Rammstein ses bl.a. ved, at tyskerne efterhånden har udsendt næsten lige så mange DVD’er som studiealbums. Og nu kommer der så endnu én, men ”Paris” er ikke en traditionel koncertoptagelse. I stedet er der tale om en koncertfilm instrueret af svenske Jonas Åkerlund, som er kendt for at lave musikvideoer for kunstnere lige fra Madonna og Lady Gaga til netop Rammstein. Filmen blev optaget 6. og 7. marts 2012 i Frankrigs hovedstad, hvor Åkerlund havde hele 25 kameraer til rådighed – det forklarer hvorfor redigeringsarbejdet tog mere end et år.
Koncerterne stammer fra ”Made In Germany” touren, så setlisten indeholder mange ældre numre som ”Bück Dich”, ”Mutter” og ”Asche Zu Asche” blandet med nyere tracks som ”Haifisch” og ”Amerika” – det kan man ikke rigtigt klage over. Det samme gælder billedkvaliteten, for optagelserne er virkelig skarpe og med fyldige farver. Hertil passer lydsidens 5.1 surround mix glimrende, man omsluttes af koncertstemningen.

Filmen har altså alle forudsætninger for at blive noget exceptionelt, men desværre lykkes det ikke at komme i mål, trods de mange muligheder. Netop de mange kameraer ender som en hæmsko, for det enkelte af dem er kun på ganske få sekunder, så klippes der til et andet.
Disse korte sekvenser får optagelserne til at fremstå mere dynamiske; det virker som om der kommer turbo på begivenhederne – det var det samme der blev brugt til at peppe tingene op dengang MTV var en rigtig musikkanal. Samtidig kan Åkerlund ikke lade være med at lægge forskellige visuelle effekter ind over billederne, ligesom der er mange klip med musikerne i slow motion mikset med real time optagelser. Men når jeg f.eks. ser Flake tage sin obligatoriske tur i gummibåden, kommer jeg ikke tættere på ved at se det i slow – tværtimod virker det distanceret og unødvendigt.

Problemet er, at hverken Rammsteins musik eller deres eminente sceneshow har brug for kunstige virkemidler – de to ting udgør i forvejen en perfekt enhed. Derfor bliver det hele unødigt hektisk, og filmen kommer til at fremstå som én lang musikvideo. Det er brandærgerligt, når man ser det store arbejde der er lagt i selve optagelserne.
Jeg tror, der er to måder at bedømme filmen på: Hvis man er træt af traditionelle koncertoptagelser, vil Åkerlunds stil sikkert virke som et frisk pust, men er man mere til traditionelle koncertoptagelsers roligere tempo, vil ”Paris” være et tilbageskridt. Jeg hører til den sidste gruppe …

Tracklist:
1. Intro
2. Sonne
3. Wollt Ihr Das Bett In Flammen Sehen
4. Keine Lust
5. Sehnsucht
6. Asche Zu Asche
7. Feuer Frei!
8. Mutter
9. Mein Teil
10. Du Riechst So gut
11. Links 2-3-4
12. Du Hast
13. Haifisch
14. Bück Dich
15. Mann Gegen Mann
16. Ohne Dich
17. Mein Herz Brennt
18. Amerika
19. Ich Will
20. Engel
21. Pussy
22. Frühling In Paris
Making of
Samlet spilletid: 142:35


Læs mere...

Rammstein spiller på Tinderbox 2016

  • Udgivet i Nyheder

Tinderbox har netop offentliggjort at et af næste års hovednavne er giganterne Rammstein.

Tinderbox finder sted den 23. juni til den 25. juni. Rammstein vil kunne opleves på første dagen, torsdag den 23.

1-dags billetsalget til Tinderbox starter mandag den 2. november. 1-dags prisen er 895 kr. De øvrige priser kan man finde på Tinderbox.dk.

 

Tinderbox skriver følgende i deres annoncering af Rammstein:

”RAMMSTEIN har efterhånden henrykket gigantiske menneskemasser i mere end 20 år med deres musik. Netop nu højaktuelle med dokumentarfilmen ”Rammstein in Amerika” inkl. koncerten ”Live from Madison Square Garden”.

RAMMSTEIN er kendt for deres ekstreme liveshows der blender teater, ild og industriel metal i et stort festfyrværkeri af en cocktail.

 

Festival chef Brian Nielsen udtaler:

”Det er stort for Fyn, Odense og ikke mindst for en festival som Tinderbox, der står foran sin kun 2. udgave i 2016. Vi er enormt stolte over at kunne præsentere endnu et verdensnavn på vores festival – vi ser det som en cadeau for det niveau, festivalen allerede markerede sig med i festivalens første år, og den efterfølgende positive kritik vi har fået fra bands, agenter og managers verden over, og ikke mindst fra vort dejlige publikum.

Jeg havde selv fornøjelsen af at se et par Rammstein shows på deres tour i 2013, og det er et af de bedste, hvis ikke det bedste live show i verden, så der er virkeligt noget at se frem til for vort publikum.””

 

Læs mere...

Copenhagen Live 2010

Med vand væltende ned fra himlen og skyer, der indbød til alternative indendørsaktiviteter, var tirsdag d. 2. juni ikke ligefrem den perfekte opvarmning til et af årets store rockoplevelser. Heldigvis havde de gode rockguder set sig glade for arrangementet dagen efter og sørget for høj solskin og let brise på 10-øren, da portene dagen efter blev åbnet for den første udgave af Copenhagen Live. Scenen var sat til en perfekt dag, og det eneste der stort set kunne ødelægge dagen ville være et spontant udbrud af regn fra en ellers skyfri himmel eller elendig performance fra de fem hovednavnes side. Intet af ovenstående skulle komme i nærheden af at ødelægge dagen.

Til at starte det talstærkt fremmødte publikum op havde arrangørerne formået at få fat i Slash, der havde fået den svære opgave at overbevise publikum i den bagende sol om, at man godt kan give den gas kl. 14 en lørdag. Med entre på scenen iført det vanlige lange hår og den klassiske hat satte Slash festen i gang på fornuftig vis. Efter for nyligt at have udgivet sit nye album havde Slash, bandet og den valgte forsanger Myles Kennedy heldigvis valgt at tage udgangspunkt heri og levere en stor del af materialet derfra. Det blev blandt andet til ”Ghost”, ”Nothing To Say” og ”Starlight”, sidstnævnte værende det nummer der, forståeligt nok, fungerede bedst med Myles Kennedy på vokal – forståeligt nok, da det er Myles der leverer vokalen til det nummer på albummet. Der skulle dog ikke gå mere end tre numre, før den første klassiker blev leveret. Med skarphed og præcision blev ”Nighttrain” skudt ud over publikum, der slugte nummeret råt. Fra Guns siden leverede bandet yderligere den forventede ”Sweet Child O’ Mine” og den store finale med den situationspassende ”Paradise City”. Det var selvfølgelig ikke kun Slash’s egne numre og numre fra hans tid i Guns, der blev spillet, der blev ligeledes givet numre fra Velvet Revolver, hvor publikum bl.a. blev introduceret for ”Slither”.

Lydmæssigt var Slash’s koncert velfungerende. Lyden flød lidt i vinden som det kunne forventes, men såvel vokal som Slash’s guitar gik klart igennem og dannede rammerne for, hvad der kunne have været en perfekt koncert. Hvor bandet og Slash fejler, er netop ved bandet. Slash var giraffen, og kom også til at fremstå som sådan. Størstedelen af tiden var han isoleret på scenen, hvor alle kunne se ham, alene, med undtagelse af enkelte perioder. Det medførte at man fik fornemmelsen af, at bandet bare var med fordi der var behov for et band – og man fik aldrig fornemmelsen af en egentlig samlet enhed. Dertil agerede Myles Kennedy simpelthen som den mest irriterende sanger, undertegnede nogensinde har oplevet. Han strålede på sit eget nummer – ”Starlight” og fungerede også godt på de resterende numre fra det nye album, men så snart der blev spillet Guns eller Velvet Revolver, gik den totalt i baglås for manden, der så i stedet for at synge som Myles Kennedy af en eller anden mærkelig grund lavede en elendig coverversion af Axl Rose og Scott Weiland. Skuffende, især fordi Myles ellers leverede en fin præstation.

Samlet set leverede Slash og drengene en perfekt start, der dog bar præg af Myles Kennedys mærkeligheder. Balancen mellem nyt og gammelt materiale fungerede fortræffeligt, men det var dog alligevel tydelige, at det var de ældre klassikere der for alvor satte publikum i gang. 4 ud af 6 til Slash og company.

Herefter var det blevet Bullet For My Valentine’s tur til at levere varen. Som den mest hardcore oplevelse på dagen havde metalcorebandet fra Wales muligheden for at spille deres musik for en masse mennesker, og tydeligvis var der også en stor andel af publikummet, der hverken var kommet for at høre bandet eller reelt var interesseret i det. Ærgerligt, men sådan er vilkårene nu engang til festivaler af denne type. Det var da også en forholdsvis lille andel af publikum, der havde fundet frem til scenen, og blandt dem der havde, var størstedelen en del yngre end gennemsnittet på dagen. Som om bandet ikke havde svære odds fra start, havde bandet heller ikke specielt gode lydforhold. Lyden sejlede rundt i vinden og på scenen og lød i det hele taget enormt mudret. Bandet gjorde hvad de kunne, og allerede tidligt i koncerten leverede bandet deres semihit ”Tears Don’t Fall” – og den del af publikum, der var foran scenen og nød koncerten, slugte det med tilfredshed, det samme gjorde sig gældende da bandet spillede ”Waking The Demon” og ikke mindst deres afslutningsnummer ”The Last Fight”. Men når alt kommer til alt hjælper det ikke meget, at 5 % af det fremmødte publikum er begejstrede, når den resterende del er mere interesserede i at snakke og drikke fadøl. Bullet For My Valentine forsøgte sig så godt de kunne, men stod overfor en umulig opgave, 3 ud af 6 stjerner for det ihærdige forsøg og ikke mindst den elendige fejlbookning af bandet fra arrangørernes side – Ærlig talt, det var forventet at BFMV ikke kunne løfte publikum.

Efter den lidt fesne oplevelse var det blevet det gendannede postgrunge band Skunk Anansie’s tur til at forsøge at løfte stemningen op igen. Bandet gik stærkt på scenen og lagde hårdt ud med de to hårdtslående klassikere ”Selling Jesus” og ”Charlie Big Potato”, hvor især den karismatiske forsanger Skin med sin attitude og energi bragede igennem og startede en ren fornøjelse af et gensyn. Det lod dog til snart til, at publikum var faldet i en ølslummer efter Bullet For My Valentines del af showet, og det tog desværre et par numre før publikum rigtigt kom i gang, til trods for at Skunk Anansie stort set leverede et greatest hit show. Det var først da bandet leverede et andet af deres energisk rockede numre, ”I Can Dream”, at der virkelig gik ild i koncerten. Herefter levede koncerten sit helt eget storslåede liv, der nærmest blev toppet gang for gang bandet spillede en ny ”gammel” klassiker – og som om det ikke var nok, fik publikum også fornøjelsen af et nyt nummer. Godt igennem koncerten blev tempoet sat ned, og bandet leverede først ”Hedonism” stærkt efterfulgt af ”Weak”, der skabte den totale sammensmeltning mellem det energiske band og publikum. Med Skin gående rundt ovenpå publikum, syngende med en fantastisk udstråling, skabte bandet dagens største oplevelse, inden sangerinden lod sig falde bagover i fuld tiltro til publikum og deres hænder. Herefter forsatte bandet deres sejr og endte med at afslutte koncerten på den eneste vis, de næsten kunne via ”Little Baby Swastika”.

Lydmæssigt var koncerten på højde med Slash’s koncert og der var egentlig ikke det store at beklage sig over på den front – andet end at Skins vokal enkelte gange druknede i lyden fra guitaren. Derudover er der ikke meget andet at sige, end at der var tale om en fantastisk koncert. Bandet fremstod som en samlet enhed der havde lysten og energien til at spille en fantastisk energisk koncert, som gav publikum alt de var kommet efter og en lille smule mere. 5 ud af 6 til Skunk Anansie.

Før det storsælgende hovednavn fra Tyskland skulle på scenen, var det blevet Danmarks egen tur til at svinge med guitaren og give den et los i bollerne. Volbeat havde fået tildelt fornøjelsen af at spille solen ned over 10-øren og samtidig lægge den sidste sten, inden aftenens altoverskyggende hovednavn skulle på scenen. Med vanlig attitude gik bandet på scenen for at give størstedelen af de fremmødte publikummer en velspillet og professionel gang metal. Michael Poulsen startede koncerten med sin karismatiske vokal og ledte sikkert bandet i havn til en meget sikker sejr. Som det skal være til de store festivaler, havde bandet da også medbragt lidt ekstra i posen. Et nyt nummer fra deres kommende plade, der lovede god metal, dog uden de store nyskabelser, Pernille Rosendahl på ”Mary Anns Place” og selvfølgelig Johan Olsen storskrålende på ”The Garden’s Tale”. Alt i alt leverede Volbeat den koncert, der var forventet og gjorde deres til at skabe lidt overraskelser – uden det dog rigtig var andet end deres nye nummer, der for alvor overraskede.

Lyden fungerede fint for Volbeat, og heller ikke her er der meget at brokke sig over, da i hvert fald ikke hvis man bruger ørepropper. Gjorde man ikke det og havde man fundet vej frem foran scenen, har man været sikker på at få smadret sine ører fuldstændigt. Bandet spillede meget højt, og det er lige før det ville have gavnet bandet at skrue en smule ned for volumen.

Samlet set leverede Volbeat hvad der var forventet. En ordentlig velspillet og energisk metalkoncert der sparkede røv på hele koncertarealet. Det være sagt leverede bandet ikke nogen speciel overraskende koncert, og til trods for at bandet må siges at spille energisk, blev det hele en smule kedeligt, når man stort set kunne forudsige det næste nummer der blev spillet. Det indbringer bandet en sikker sejr og 4,5 ud af 6.

Herefter var mørket langsomt ved at falde på og som skumringen bredte sig, gik de tyske giganter på scenen for at starte den mest professionelle cirkusoplevelse, undertegnede nogensinde har oplevet til en koncert. Til trods for at der er tale om indlærte rutiner, der bliver fremført aften efter aften, er Rammsteins brug af ild, lakkostumer, fyrværkeri og skumsprøjtende peniskanoner fortryllende imponerende – faktisk for imponerende. Publikums sanser arbejdede konstant på højtryk og de visuelle fortræffeligheder havde en tendens til at sænke den enkelte publikummers fokus på musikken. Ærgerligt, men det er sgu svært at være fuldt engageret i musikken, når der flyver fyrværkeri hen over hovedet på en og ens øjenbryn bliver flamberet af varmen fra ildkanonerne på scenen. Det være sagt leverede Rammstein en fornuftigt sammensat koncert, der havde fokus på sidste års udgivelse ”Liebe Ist Für Alle Da”.

Med et brag blev koncerten sat i gang med ”Rammlied” inden bandet tog pusten fra publikum og sendte det ene nummer af sted efter det andet. Samlet set blev det til 16 numre, hvor det dog var de ældre numre, der rigtig sejrede. ”Ich Will”, ”Links 2-3-4” og ”Feuer Frei” gav rigeligt med mulighed for at bevæge nakken, mens ”Mutter” gav publikum mulighed for at ytre deres bedste tyske vokaler, inden ”Du Hast” og ”Sonne” skabte den rene ekstase. Kort sagt var der rigeligt af hitmateriale og selvfølgelig blev der også plads til ”Pussy” og ”Benzin” samt en overraskende udeladelse af ”Amerika”.

Lydmæssigt var der ikke tale om dagens bedste performance. Det var svært at skille instrumenterne fra hinanden og til tider fremstod lyden desværre en smule mudret. Till Lindemann brølede sig dog klart igennem og stod i skarp kontrast til den lidt mudrede lyd fra resten af bandet.

Samlet set spillede Rammstein den koncert, som det var forventet at de ville. Der var ild, der var effekter, der var tyskere og der var metal af bedste klasse. Størstedelen af publikum havde fundet vejen op til den store scene og der var absolut heller ingen tvivl om, at det var tyskerne der havde solgt størstedelen af billetterne til Copenhagen Live. Bandet spiller sig hjem til fortræffelige 4,5 for en velspillet koncert præget at lidt skidt lyd og voldsomt meget cirkusgøgleri.

Efter tyskernes afslutning på dagens program lignede koncertpladsen på 10-øren en ren losseplads. Folk fandt deres vej hjem i den danske sommernat og kunne se tilbage på en solrig dag med 4 fantastiske koncertoplevelser og en enkelt, forventet, mindre spændende performance. Samlet set indtjener Copenhagen Live 4 ud af 6 for koncerterne. Hvis der ses bort fra de enkelte koncerter, lader det til at arrangørerne havde gjort et fint stykke arbejde – til trods for bookningen af Bullet For My Valentine. Derudover kan arrangørerne kritiseres for den elendige oprydning og mangel på skraldespande. Aldrig har jeg set et lignende svineri til nogen koncert/festival – uforståeligt at der ikke var sat pant eller lignende på plastglas og pap, så den store plæne ikke var endt med at få plasticgulv. Derudover kan det kun siges, at Copenhagen Live endte med at blive et fantastisk arrangement, stærkt hjulpet af det fantastiske vejr, som også indbringer festivalen et billigt halvt point ekstra. Samlet 4,5 ud af 6 for en fantastisk dag, der forhåbentlig bliver til en snarlig gentagelse med et ligeså spændende program.

Læs mere...

Rammstein - Völkerball, Ltd. Edition

Lad det være sagt med det samme. Rammstein kan noget med musikken, og deres sceneshows er ud over det sædvanlige. De kan noget med deres “tanz-metal”, som de selv kalder den, og de kan noget med ild. Måske er det ilden der holder vores opmærksomhed. Måske er det musikken. For opmærksomheden er fanget fra start til slut, og det på trods af den enorme mængde materiale, der er lagt på denne udgivelse.
2 DVD’er, 2 CD’er og en billedbog der vil noget! Et kort blik i bogen, og man kan se, at der er kælet for enhver detalje. Og sikken en ide; at fotografere band, crew, fans og omgivelserne, så bogen ender som et kunstværk, i stedet for at blive en gennemgang af touren. Billederne er fantastiske, velvalgte og illustrative - sat i sammenhæng med musikken; ikke mindre end storslået.
Koncerterne er som vi kender dem: Spektakulære, farlige, dragende, altfortærende og smukke. Ikke uden grund at man sidder tilbage med en følelse af næsten selv at have været der, for gruppens sceneshows rækker ud fra skærmen og ind i seeren. Showene er filmet formidabelt. Et nærbillede hvor vi ser en forsanger i ekstase. Henførte publikummer og tonstunge march-takter, der får mig til at spadsere lidt tættere på skærmen.
Og for de der selv var der; i det mindste til de danske koncerter, og ikke til de filmede i Japan, Rusland, England og hovedsagligt Frankrig, da strømmer der fantastiske minder frem, uden at DVD’en på nogen måde bliver forudsigelig. Og hvem ønsker da ikke at genkalde sig oplevelsen med en keyboardspiller i en stor, sort gryde og en gal forsanger, der med blod overalt står med en flammekaster og skyder meterlange flammer hen under gryden, så man ikke kan andet end at drages, elske og tilbede vore kære tyskere.
Det er en fornøjelse at høre hvordan Till, forsangeren, er begyndt at kunne jonglere med stemmen til et artistisk niveau, der er langt over det, som det selv i fordums storhedstider var. Og ja, det er sandt; han er begyndt at synge. Og hvilken stemme! At DVD’en er dyr, det er ingen hemmelighed. De i omegnen af 600 kr., er meget at kaste ud på en enkelt udgivelse, men den er ganske simpelt det hele værd. Og når du først har haft samlingen i hånden; så slipper du den aldrig igen. At se bandet på mere end det professionelle plan er en behagelig overraskelse, for ofte skæmmes en DVD af off-stage optagelser bandet; men denne DVD, optaget af bandet selv, giver et godt indblik i nogle ting, fans ellers ikke havde haft kendskab til før. Og viser bandet fra forskellige sider, deres ritualer, deres humor og deres egne tanker om mange forskellige ting. Hvem skulle have troet, at forsangeren ikke kunne lide at være midtpunktet på en scene?
Musikken er som vi kender den, men live giver atmosfæren musikken en ekstra dimension. Selv på de to vedlagte cd’er kan man høre stemningen, ilden og den beruselse, publikum til koncerten kan få - ved at lukke øjnene, kan man selv få den hjemme i stuen. Musikken når længere ud end nogensinde før, og med mere mainstream-hits som ”Amerika”, skulle der være noget på denne samling til enhver smag. Tanz-metal, javist; men punk, metal og ballader af den slags, man ikke kan andet end at blive fanget af, og hits på stribe, som man ikke kan lade være med at hoppe, headbange og synge med på, er samlet på DVD’erne i en perfekt sammensat symfoni, der understreges kraftigt af ilden. Og ingen fan virker glemt. Nogle plader er dømt til at gå over i historien. Denne er en af dem. Og den er helt sikkert en perfekt idé til julegaver, for ingen pladesamling kan kaldes hel uden denne samling, om så man kender Rammstein eller ej. Hvis man ikke gør, så var det nu oplagt at lære dem at kende - det er et møde, der helt sikkert ikke kan blive en skuffelse.
Og for de som aldrig blev fanget af Rammsteins musik tidligere; prøv da igen. Denne opsamling bør have en chance! Som mangeårig fan af bandet, er der et par ting der er tydelige på DVD’en, og som springer i øjnene. Dette nok fordi at med de tidligere udgivelser fra bandet, er vi vant til stor kvalitet og masser af ild. Ilden er med på denne DVD, - al den klassiske ild er stadig i showet. Men så heller ikke ret meget mere. Og man kommer let til at savne denne ild.
Desuden er vi så vant til, at bandet opretholder en streng, hård facade, at det næsten kan virke til, at verden krakelerer lidt, når DVD’en viser en smilende forsanger, eller et par bandmedlemmer der hyggeligt konverserer bag scenen. Det skal jeg i hvert fald lige vænne mig til, og det tager mig nok lang tid.
Det ses klart, at bandet bliver ældre, mere modent og deres stil skifter med den tid, der går. Jeg lader det være op til en selv, om denne udvikling er god eller dårlig, men nøjes med at komme med min vurdering af samlingen. 6 stjerner. Som gammel fan ville jeg nok have givet 5½ stjerne, blot fordi jeg mangler noget ild og noget skuespil.
Men selve samlingen er et mesterværk.
Derfor de 6 stjerner, intet mindre.

Limited edition; indhold:
190 sider Tour-bog
2 CD’er
2 DVD’er


Revolution Music vil gerne takke Universal Music for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed