fbpx

Power Mode - PMA

Det er ikke fordi Power Mode strør om sig med informationer om sig selv, men at bandet har fire medlemmer og kommer fra Randers, har jeg da kunnet opsnuse. De udsender nu deres første EP med fem numre, og har selv stået for alt fra sangskrivning til produktion. Det sidste fortælles i indledningen, hvor en stemme med britisk ”stiff upper lip” attitude fortæller, at der er noget ”real good shit” i vente – udmærket humor.

Startnummeret “Name” er en frisk gang Punk, som fyres af i udmærket tempo; ikke ekstremt eller specielt aggressivt, men en udmærket start. Herefter foretager Power Mode noget af et stilskifte, for ”Up In Smoke” ligger langt fra startpunktet. Genren er Ska, og de hurtige Reggaerytmer giver nummeret både energi og en glad udstråling – en lidt overraskende, men meget vellykket kursændring.

Med et nummer i hver stilretning er det en nærliggende tanke at blande de to genrer; det gøres i ”Done”, men eksperimentet fungerer ikke helt efter hensigten – det virker som et lidt gumpetungt og energiforladt blandingsprodukt. Nej, så er det bedre med den rene vare: ”Sound Of The Street” er en tilbagevenden til Reggae, og med en god melodi markerer det EP’ens højdepunkt, inden den punkede ”Monday” runder det hele af.

Selvom slutnummeret illustrerer en typisk mandag morgen, hvor man kommer for sent op, er ”PMA” langt fra nogen mandagsmodel; selv om der er noget at arbejde med, er udspillet et frisk alternativ til de vanlige stilarter og en go’ start for Randers bandet.

Tracklist:
1. Name
2. Up In Smoke
3. Done
4. Sound Of The Street
5. Monday
Samlet spilletid: 17:12

Læs mere...

The Good The Bad and The Zugly - Misanthropical House

Selv om vi ikke hører så meget til den i Danmark, findes der selvfølgelig en Punkscene i Norge. Her har The Good The Bad and The Zugly (TGTBTZ) tidligere markeret sig med de to albums “Anti-World Music” (2013) and “Hadeland Hardcore” (2015). Nu føjer de så et tredje til rækken; det har fået titlen “Misanthropical House” og er bandets kommentar til samfundet i dag og problemerne med at blive ældre.

Det hele præsenteres via Punk i klassisk stil, dvs. med masser af tempo og en vokal, der hele tiden befinder sig provokerende tæt på lytteren. Ofte bliver det hurtigt anstrengende med en råbende vokal lige i fjæset, men her når jeg aldrig at blive irriteret. Her spiller det sikkert ind, at melodierne gennemgående er udmærkede, og at flere numre er udstyret med glimrende skråle-med omkvæd. Her er "Vik Bak Meg Satan” min favorit med sin ”King Kokain” linje, men også ”International Asshole” har et pænt potentiale der.

Albummets første halvdel står i det hele taget stærkt med ”H-Bomb”, ”Mindlessness” og ”Ripe For The Grave”, og selv om ”WWID” holder fanen højt på anden halvdel, kan det ikke skjules, at TGTBTZ ikke helt formår at holde det høje niveau fra åbningsnumrene helt til slut på skiven. De bedste ideer er brugt i de tidlige tracks, så underholdningsværdien falder en smule mod slut. Det koster en halv stjerne i bedømmelsen, men den friske tilgang og den høje energi kan man ikke tage fra TGTBTZ.

Tracklist:
1. H-Bomb
2. Mindlessness
3. Vik Bak Meg Satan
4. I Lied About Being A Hardcore Man
5. Ripe For The Grave
6. West Coast Exile
7. It’s A Jungle Out There, In The Forest
8. International Asshole
9. WWID
10. I Need A Place To Drink
11. Sickness Unto Death
12. Going Nowhere Fast
Samlet spilletid: 30:12

Læs mere...

The Nimbwits - End Of The World

Tre år efter jeg anmeldte debutalbummet ”To Punk Or Not To Be” fra The Nimbwits, er de aldrende punkere fra hovedstaden tilbage med nyt. Bandet har selv mixet og produceret "End Of The World”, som er indspillet i Tapf Studio i Vanløse.

The Nimbwits fortsætter med at spille Punk efter klassisk opskrift, så der er generelt højt tempo, kant og passende mængder Yo-oh kor til at støtte frontvokalen. Det bliver fra starten omsat på glimrende vis i titelnummeret, men også i de efterfølgende ”Magenta Rain” og ”A Rape in the Night” rykkes der godt afsted med seje guitarer. At The Nimbwits også formår at skrive fængende omkvæd, beviser de i ”Copenhagen City”: Nummeret starter med rådhusklokker og en ret ordinær melodi, men omkvædet er virkelig iørefaldende – det er næsten irriterende vedholdende og har hjemsøgt mig en del.

Med dette udlæg er der lagt op til, at bandet bare kører igennem i sikker stil, men det sker desværre ikke. Omkring midten af albummet begynder numrene at lyde ret ens, og de detaljer, som giver de første numre klasse, bliver færre og færre. Det gør anden del af begivenhederne ret ensformig, så her falder oplevelsen i niveau. Det forstærkes af spilletiden for de enkelte tracks, som ligger i den høje ende.

Der er ingen tvivl om, at musikerne stadig hygger sig med musikken, men denne gang rammer de ikke plet så ofte, som det skete på forgængeren; karakteren er derfor et lille hak lavere.

Tracklist:
1 End of the World
2 Magenta Rain
3 A Rape in the Night
4 Copenhagen City
5 Sirens
6 On the Rise again
7 I Don't Want You
8 Mosquitoes in My Brain
9 True or Not
10 10P
11 I Don't Know
12 Endless War
13 Solen Stiger
Samlet spilletid: 48:58

 

Læs mere...

Raiden - Maa

Nu skal det til at gå rigtig langsomt. Radien fra Finland er et band som jeg aldrig nogensinde har hørt om før. Genremæssigt er vi ude i noget black metal, doom, sludge, punk,drone-ish musik. Det er i hvert fald de genrer, som er beskrevet i deres pressebio. Pladen eller EP’en eller hvad man end vil kalde det, indeholder kun to numre, som begge to når op de 24 minutter. Lad os prøve at se hvilke indtryk jeg fik af at lytte til albummet.

Det indtryk som Radien giver, er rimelig abstrakt. Altså to numre som begge to flyder ganske fint sammen, men alligevel er det ret svært at holde sin koncentration igennem to numre. Det skal også lige siges, at det kræver utrolig meget af sin koncentration for at høre denne EP/album whatever du vælger at kalde det. Det største problem med denne udgivelse er, at der sker ikke særlig meget. Der bliver ikke varieret eller noget lignende. Det er rimelig meget bare det samme som bliver gentaget i det samme tempo. Jeg savner det, som giver det sidste ordentlige spark bagi, men alligevel ender du med at blive ret skuffet. Produktionen er også noget som virkelig trækker ned på udgivelsen. At den er så Lo-fi og så dårlig kvalitet så kan det næsten heller ikke blive værre.

Radien formår at udsende en udgivelse med to ret ligegyldige numre, og interessen forsvinder hurtigere end udgivelsen er færdig. jeg synes at min tålmodighed blev spildt, og min tid var igennem samme tur. Men hey, hvis du er fan af atmosfæriske subgenrer, som bliver presset sammen til et kæmpestort lydkaos, så er Radien sikkert noget for dig. Jeg var ikke synderligt imponeret, og mangel på variation og to numre som minder utrolig meget om hinanden, så står jeg sgu af. Men igen hvis det her er noget for dig, så kan du da prøve at tjekke det ud.

Trackliste:
01. Varjot
02. Viimeinen

 

Læs mere...

Discharge - End Of Days

Jeg har altid været meget stor fan af Punk og Hardcore. Bands som Black Flag, Cro-Mags, Bad Brains osv. Men D-Beat/Crust Punk er også noget som ligger meget højt på listen. Og det her Britiske Discharge kommer ind i billedet. Bandet som startede hele D-Beat genren tilbage i 1977, og har siden inspireret bands som Metallica, Sepultura, Machine Head og Anthrax. Jeg har kendt til Discharge i mange år, men jeg har aldrig sådan hørt meget af deres musik. Deres debut plade Hear Nothing, See Nothing, Say Nothing, er stadig set som et Hardcore Punk mesterværk den dag i dag. Nu er bandet så klar med deres seneste udspil, End Of Days.

Der er ikke sket den alt for store forandring i Discharges's musik, da det stadig er et ordenligt slag i fjæset og bare sur Hardcore, som kører 100 kilometer i timen. Måske er det også det, som holder dem relevante stadigvæk. Man har numre som New World Order, der bare skriger gammel D-Beat musik fra 80'erne, og så har du numre som Raped And Pillaged, som måske ligger lidt ovre i noget mere melodisk Hardcore, så alligevel selvom alt er ved det gamle hos Discharge, så er der alligevel kommet en del forandringer i musikken. Titelnummeret på pladen giver lytteren et ordenligt cirkelspark lige i fjæset og Discharge viser, at de stadigvæk er på toppen af deres game. Selvom disse numre får pulsen op at køre, så er der også numre som Hatebomb, der virker lidt som fyld for at få pladen til at nå sin længde. Det er ikke fordi, at nummeret er dårligt, men det virker bare så ligegyldigt at smide den på pladen. Udover det ene nummer, så er End Of Days et godt eksempel på et band, der stadig holder fast i deres musikalske rødder.

Discharge har ikke været særligt nyskabende på denne plade, men at forblive det samme behøver jo ikke at være en dårlig ting. End Of Days viser bare at Discharge stadig kan finde ud af at lave arrig Hardcore, og at selvom nogle af medlemmerne er i 50'erne, så er der intet som tyder på at bandet har tænkt sig at trække stikket lige foreløbigt.

Trackliste

1. New World Order
2. Raped And Pillaged
3. End Of Days
4. The Broken Law
5. False Flag Entertainment
6. Meet Your Maker
7. Hatebomb
8. It Can't Happen Here
9. Infected
10. Killing Yourself To Live
11. Looking At Pictures Of Genocide
12. Hung Drawn And Quartered
13. Population Control
14. The Terror Alert
15. Accessories By Molotov (Part II)

 

Læs mere...

Weekend Nachos - Apology

Sidste plade nogensinde. 2016 viser sig at være året hvor Powerviolence bandet Weekend Nachos trækker stikket, siger farvel for evigt og tak for denne gang. Weekend Nachos er nok indehavere af et af de mest kiksede bandnavne, men musikken er nu en helt anden sag. Vi snakker Powerviolence, Grindcore, Hardcore Punk blandet sammen i en genre om ikke har noget navn, men det er arrigt af den ondeste skuffe overhovedet. Nu skal vi se så se om deres sidste udspil Apology er en passende svanesang til deres afsked med verden.

2015 er åbningsnummeret på pladen, hvor tempoet bliver sat gradvist langt ned i forhold til, at det er Powerviolence vi snakker om. Men efter det første nummer er det et struktureret kaos af numre, som vi får smidt i ansigtet. Nummeret Dust er bare fuld kaos og totalt et slag i fjæset på lytteren. Her er Dylan Walker også med som gæstevokal, som til dagligt er frontmand i mit ynglings band Full Of Hell, og deres samarbejde på nummeret fungerer virkelig godt. Fake Political Song sætter tempoet en smule ned i løbet af sangen, men intensiteten er stadig til stede hele vejen igennem nummeret. Det førnævnte langsomme er også et gentagende tema igennem pladen, som specielt på nummeret World Genocide, hvor deres Sludge Metal inspirationer virkelig kommer til live. Det fungerer selvfølgelig også virkelig godt sammen med alle de andre langsomme sange, de har på pladen. Titelnummeret på pladen slutter det hele af med et brag. Nummeret fortsætter også i det langsomme. Hvis jeg skulle sætte en finger på det, så minder det lidt om hvis Swans spillede Sludgde Metal. Nummeret er en passende afslutning på deres karriere, og det så beskidt og tungt, at det næsten også er en smule smukt. Stilhed. Det er det vi bliver efterladt med efter at de sidste toner runger ud af højtalerne. Det er hvor det går op for en at vi nok aldrig nogensinde kommer til at høre noget fra Weekend Nachos igen.

Apology er den perfekte afslutning på bandets tolv års rejse med Powerviolence, Grindcore og Hardcore Punk. Afslutningsnummeret på pladen er den perfekt svanesang til et band, som har udfordret deres lyttere de sidste tolv år. Hvis det er til interesse for nogen, så spiller Weekend Nachos deres sidste danske koncert nogensinde 7. Oktober på Pumpehuset i København.

Trackliste

1. 2015
2. Dust
3. Fake Political Song
4. All
5. Judged
6. Dog Shit Slave
7. Writhe
8. N.A.R.C
9. POW MIA
10. World Genocide
11. Eulogy
12. Night Plans
13. Apology
14. Samlet spilletid : 36:59

 

Læs mere...

Dropkick Murphys - Copenhell 2016

Kom glade, kom alle, for nu er der fest – drengene er tilbage, og de leder efter ballade! Dropkick Murphys har i godt og vel 20 år hængt ved, og er slet ikke fremmede på vores egne breddegrader. Alligevel er det én ting at se dem til et klubshow – noget helt andet er på en festival. Selvom tidspunktet er forholdsvist tidligt for erklæret ”drunken music” trækker de nærmest fulde huse foran Copenhells store scene. Jeg skal indrømme at jeg ikke har været helt ædru gennem seancen, så muligvis ser jeg på det med mere positive briller end andre.

Hvad jeg oplever, er at folk, og det gælder både dem helt oppe foran og de længere tilbage, har et reelt ønske om at være en del af festen. Det afspejler sig i at der bliver sunget med på de mange omkvæd, der er som skrevet til store og halvfulde forsamlinger, samt hoppet, skålet og lignende. Lyden er rigtig god, og det er imponerende ift. at der både er banjo og harmonika med i lydbilledet, som altså ikke går tabt. Scenekonstruktionen er anderledes end sædvanligt, da Dropkick Murphys har lavet en catwalk ud til publikum som forsangeren kan bevæge sig på – dvs. han kan komme tættere på langt flere end normalt, hvilket han da også i høj grad gør brug af. Resten af bandet forholder sig mere rolige og bliver stående længere tilbage, så de i realiteten fungerer som underlægning for forsangerens engagement og nærhed med publikum. Fred være med det, det gør hverken fra eller til.

Den eneste anke ved den ellers solide fest er, da det annonceres at to akustiske (og nye) sange har fået plads i sættet. Det lægger en dæmper på begejstringen, hvilket ikke kan overraske – her kan man undre sig over valget fra Dropkick Murphys side; det er en festival, folk er her for at feste, og potentielt er der mange som ikke kender jer godt – hvorfor så ikke hive flere højtempo-sange ud af ærmet? Det er dog hastigt tilbage til festen fra før da ”Rose Tattoo” bliver smidt på bordet, og rundt omkring kan man se noget der minder om keltisk kædedans, mere end reelle moshpits, og nu deltager både banjo og harmonika også til at opildne publikum fra catwalken. Intet over, intet ved siden af, dog, da ”I’m Shipping Up To Boston” får alle forsamlede til at skråle med på den simple lyrik.

Koncerten her går ikke over i historien som noget særligt, men det var næsten hele vejen igennem top underholdende, og perfekt afstemt til folks humør. Så kan man ikke forlange meget mere. 

Sætliste:
1) – The Boys Are Back
2) – Prisoner’s Song
3) – Sunday Hardcore Matinee
4) – Johnny, I Hardly Knew Ya
5) – Walk Away
6) – Going Out In Style
7) – Cruel
8) – Out Of Our Heads
9) – The Auld Triangle
10) – Famous For Nothing
11) – Sandlot
12) – You'll Never Walk Alone (Rodgers & Hammerstein cover)
13) – The Warrior’s Code
14) – Rose Tattoo
15) – The State Of Massachusetts
16) – Citizen C.I.A.
17) – I’m Shipping Up To Boston
Kilde: www.setlist.fm

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • AUGUST BURNS RED_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • CONVERGE_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • DROPKICK MURPHYS_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Northside Festival 2016: Iggy Pop

En sand legende. Selvom jeg er alt for ung til at have været der i Iggys storhedstid, var hans annoncering med til at overbevise mig om at skulle deltage på Northside for andet år. Iggy gav koncert allerede tilbage i maj måned i en udsolgt Falkonersal, endda sammen med Josh Homme, men ellers skal vi over 10 år tilbage før han sidst stod på dansk jord (dengang med The Stooges) – forventningerne var, både her og sandsynligvis i Falconer, tårnhøje, især med det nye og roste album ”Post Pop Depression” udgivet kort forinden.

Det er blevet mørkt, og uden en trevl på overkroppen spadserer Iggy og band på scenen – skidt med at den 69-årige krop ligner hvad det er. Manglen på lange introer har næsten været et gennemgående tema hele dagen igennem, og uden det store palaver lægges der hårdt fra land med fire kæmpe hits, to af dem fra Stooges-tiden. Iggy er fra start af enormt og imponerende livlig, alderen taget i betragtning. Ikke noget med at være gemt væk bag solbriller, eller at stå naglet til ét sted, nej, det er rundt på hele scenen, og ned til de forreste rækker af publikum, foruden hans mere mærkelige påfund, såsom at stikke mikrofonen ned i bukserne eller at simulere sex med en stol. Ingen tvivl om hvem hovedmanden er; kun Iggy selv får lov at være i front. Resten af bandet spiller fint, men forbliver fuldstændigt anonyme og tilbagetrukne.

Det er ganske tydeligt at mange er dukket op for at se elefanten, og det får de i høj grad mulighed for med halvanden time sat af. De forreste rækker har som man kunne forvente en fest, og til en begyndelse virker det sjovt og medrivende, hvilket helt sikkert både skyldes Iggy selv, men også de stærke hits. Man kan dog spekulere på hvorfor volumen er forholdsvist lavt, nu det jo er en af punkens faderfigurer. Skru dog op, det skal jo ikke være pænt eller afdæmpet! Dét er dog et mindre problem. En langt større udfordring er, at der efter ca. tre kvarters tid, for undertegnede, opstår en kedsomhed: man har set og hørt det hele. Det er for ensformigt, og SÅ spændende er Iggys bevægelser ikke i længden, især når de gradvist toner ud som aftenen går på hæld. Det er cool at der fluks kastes en jakke på scenen, da hovedpersonen uden de store armbevægelser konstaterer at han fryser. Igen, nede foran virker der til at være god stemning, men jo længere væk man kommer, jo mindre føler man sig som en del af begivenheden – det er næsten som at opservere en koncert, men ikke være en del af den, og det er ikke skide interessant.

Med det sagt trådte hverken Iggy eller band forkert på noget tidspunkt, afslutningen var solid, en stor del af publikum så ud til at hygge sig, sætlisten kom godt omkring både Iggy og The Stooges bagkatalog – måske er jeg bare for ung. Men det var en fin oplevelse, under alle omstændigheder.

Sætliste:
1) – No Fun (Iggy And The Stooges)
2) – I Wanna Be Your Dog (Iggy And The Stooges)
3) – The Passenger
4) – Lust For Life
5) – Five Foot One
6) – Sixteen
7) – Skull Ring
8) – 1969 (Iggy And The Stooges)
9) – Sister Midnight
10) – Real Wild Child (Wild One) (Johnny O'Keefe & The Dee Jays cover)
11) – Nightclubbing
12) – Some Weird Sin
13) – Mass Production
14) – Repo Man
15) – Sunday
16) – Break Into Your Heart
17) – Gardenia
18) – Neighborhood Threat
19) – Search And Destroy (Iggy And The Stooges)
20) – Down On The Street (Iggy And The Stooges)
21) – I Need Somebody (Iggy And The Stooges)
22) – Wild America
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Northside Festival 2016: Refused

Refused skider på intro – det er ikke punk. To mænd i rødt, tre i sort, en to tre, og så er vi over stepperne. Meget kan siges om lige præcist dette band og deres historie, og om det giver mening at være blevet gendannet. Protesten de gennemførte mod at blive det selvsamme de kæmpede imod, nemlig underholdning som en kapitalistisk vare, var bl.a. grunden til deres ophør. Men hvorfor så returnere på en åbenlyst kommerciel festival, hvor folk netop er kommet for at blive, ja, underholdt? Dét kan man diskutere, men ubestridt står det faktum tilbage, at Refused gav en solid opvisning.

Dette skyldes ikke mindst den dansende, hoppende og mikrofon-svingende forsanger. Skidt med at lyden til en begyndelse er rent ud sagt forfærdelig (den bliver en del bedre!), det sender kun tankerne tilbage til punk i de dystre lokaler i Ungdomshuset der gav en fuck for konceptet ”perfekte rammer”. De bedste koncerter var langt fra dem med glimrende lyd og lys: det var der hvor bandet og publikum skabte noget i fællesskab. Okay, nu skal vi heller ikke længere ud af den tangent…

Det er ikke alverden der er mødt op, men det går nu ikke Refused på, og allerede i ”Rather Be Dead” er forsangeren ude i midten af forsamlingen, og hvor der derfra og de resterende tre kvarter dannes små moshpits, af og til i halvstore formater. Jeg er usikker om det før er set på Northside.
Der italesættes efterfølgende fra bandets side selv dilemmaet i den første paragraf, men uden at det bliver en undskyldning eller forklaring. I stedet bliver det en afdæmpet ”tingene var sådan her engang, men nu er vi nået hertil, så lad os bare have en fest” – dét kan jeg sagtens leve med, inden Refused endnu engang dykker ned i det famøse ”The Shape Of Punk To Come”, der fylder mest at sætlisten, selvom det nyeste opus ”Freedom” også får hele fire numre, der dog ikke høster den helt samme anerkendelse fra de fremmødte. Dertil er ”The Shape…” simpelthen for speciel. Hen mod slutningen begynder det at gå en smule i tomgang, men så dukker ”New Noise” op og redder dagen.

Og… Ingen Refused uden trods: at Northside lige præcis på den pågældende dag ikke har nogen kvindelige artister kan åbenbart få pisset i kog hos svenskerne, så det skal vi da naturligvis høre for. Om Refused bevidst undlod at forholde sig til det faktum at der de andre dage er kvindelige artister, eller at et af hovednavnene (Beach House) bl.a. har en af hunkøn med, skal jeg ikke kunne sige, men det virker som et umådeligt billigt trick at tage i brug. Hvorfor, kunne man provokerende spørge, har I så sagt ja til selv at spille her? Afviste Northside jeres eventuelle ønske om at skulle optræde en dag med kvindelige artister (har I overhovedet prøvet at forhandle?)? Hvordan kan det være I ikke selv udligner kønsforskellen i egen baghave? Topmålet af ”vi er et politisk band, se os!” må dog være da forsangeren i samme omgang anekdoterer (ja, jeg opfandt et helt nyt ord til denne lejlighed) at patriarkatet stadig regerer verden over, så for at kvinder kan leve i tryghed må mænd ”get [deres] shit together”. Jamen, tak skal du have, nu blev jeg vildt klogere på hvad jeg kan gøre for at forandre verden. Hør, det er en relevant diskussion, men ingen vinder noget som helst på at sige to sætninger, hvoraf den ene anklager halvdelen af klodens befolkning for (in)direkte at være skyld i den anden halvdels ulykke – og så ikke engang foreslå en løsning eller en ny måde at tænke på, og det ved Refused altså godt. Det håber jeg i hvert fald.

Politiske opråb, god lyd eller ej, så vil jeg stadig hævde Refused hører til under intime og indendørs rammer, men med det sagt gjorde de det godt på Northside – også selvom de fleste nok blev mere underholdt end oplyst. Hvis Refused kan leve med det, og det virker det til at de kan, så kan jeg kun opfordre til at dukke op næste gang de svinger forbi. Tak for dansen!

Sætliste:
1) – Elektra
2) – The Shape Of Punk To Come
3) – Rather Be Dead
4) – Dawkins Christ
5) – The Deadly Rhythm
6) – Destroy The Man
7) – Coup d'état
8) – Refused Are Fucking Dead
9) – Servants Of Death
10) – Worms Of The Senses / Faculties Of The Skull
11) – New Noise
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Black Tusk - Pillars of Ash

Tilbage i 2005 besluttede de tre venner Jonathan Athon (bas), Andrew Fidler (guitar) og James May (trommer) at starte bandet Black Tusk, og tre år senere udkom debutalbummet ”Passage Through Purgatory”. Siden er det blevet til diverse EP’er og split-udgivelser, og nu er Georgia-bandet klar med den anden fuldlængde.

Black Tusk kalder selv deres stil for Swamp Metal, og den betegnelse dækker over en blanding af Rock, Punk og Metal – lidt henad Motörhead, bare mere punket.

Samtidig er vokalen helt anderledes end Lemmys: Temmelig råbende og temmelig ensformig. Det samme kan siges om musikken, for den har ikke mange forskellige udtryk at byde på. Men hvad der mangler i variation, kompenserer de tre medlemmer for ved at tilsætte masser af energi; det er bare gashåndtaget i bund og så derudaf! I ”Born of Strife” er resultatet Hardcore af høj klasse, mens ”Punkout” ikke overraskende er vaskeægte Punk med masser af nosser – det er fedt og rykker virkelig godt. Slutnummeret kører i samme stil, bare med et lidt lavere niveau af testosteron.

At det netop er punkede numre, jeg fremhæver, skyldes at det er hér, Black Tusk er mest markante. Det betyder ikke at de mere metalliske numre er dårlige, de er bare ikke så fremtrædende. Det gør ”Pillars of Ash” til et album, som ikke hører til livets alvorlige stunder, men passer glimrende til festlig afslapning.

Tracklist:
1. God's on Vacation
2. Desolation in Endless Times
3. Bleed on Your Knees
4. Born of Strife
5. Damned in the Ground
6. Beyond the Divide
7. Black Tide
8. Still Not Well
9. Walk Among the Sky
10. Punkout
11. Leveling
Samlet spilletid: 34:35

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed