fbpx

Fake Names - Fake Names

Som vanligt vækker betegnelse ”Supergruppe” skepsis hos mig, men denne gang kan jeg ikke bedømme rigtigheden af betegnelsen; medlemmerne i Fake Names bevæger sig nemlig uden for mine musikalske cirkler, men markedsføres som Supergroup of Punk.
Hvorfor jeg ikke umiddelbart kender bandets medlemmer skal måske søges i deres stil; i 2020 skal der åbenbart ikke være meget vildskab i guitaren, før det retfærdiggør dén betegnelse. Igen er vi over i den noget pænere ende af genren; hvis 70’ernes Punk var en Dark Ale, er Fake Names nærmere en cafe latte. Det er der som sådan ikke noget galt i, men det kan være skuffende, hvis man havde sat næsen op efter noget stærkere. Den bløde tendens forstærkes af en helt igennem udmærket, men lidt poleret produktion – vi er langt væk fra garagelyd.
Så i mine ører er de fleste numre på albummet ikke rigtig Punk, men mere frisk guitarrock. Numre som “All For Sale”, “Heavy Feather” og “This Is Nothing” fungerer udmærket med gode melodier og udmærket energi; der mangler bare den vildskab og oprørstrang, der traditionelt hører til genren.
Men den findes, og kigger frem et par gange på albummet: I ”Brick”, hvor vokalen viser lidt aggressivitet, og bedst i ”Being Them”, som med en skarp melodi og power er albummets absolutte højdepunkt.
Den samlede bedømmelse ender på et ”OK”, men albummet efterlader mig med fornemmelsen af, at Fake Names lægger bånd på sig selv, og har mere at byde på, end de viser her.

Tracklist:
1. All For Sale
2. Driver
3. Being Them
4. Brick
5. Darkest Days
6. Heavy Feather
7. First Everlasting
8. This Is Nothing
9. Weight
10. Lost Cause
Samlet spilletid: 27:53

Læs mere...

Knife Club - We Are Knife Club

Via diverse videoer og koncerter arrangeret på forhånd har Knife Club skabt en del interesse for sig selv – koncerter med et band, som aldrig har udgivet musik? Og hvis line up er ukendt? Nu løftes sløret for bandet, hvis medlemmer er kendt fra forskellige bands i England, og som lader musikken tale på ”We Are Knife Club”. Albummet er indspillet i januar i år, og optagelsernes start var kun anden gang, hele bandet var samlet.
Det kræver selvtillid at skabe sådan et hype, og Knife Club lægger da også godt fra land med numre som ”Making A Big Meal Of It” og ”Schnitt Mit Dem Küchenmesser”, der er frisk Punk med power og attitude. Ret hurtigt begynder numrene dog at miste energi; der er ikke mange, der hæver sig over det ordinære. Det virker som om, at vi har fat i et af den slags udgivelser, hvor musikerne har haft det sjovere med at indspille numrene, end jeg har med at lytte til resultatet.
Så når der skal gøre status, er det naturligt at spørge, om albummet lever op til hypen, og her må jeg svare: Nej. Træder man et skridt tilbage og betragter helheden, er der for få numre, der stikker positivt ud fra mængden – albummet er okay, men ikke meget mere end det.

Tracklist:
1 Making A Big Meal Of It
2 Schnitt Mit Dem Küchenmesser
3 Remember The Gold Dollar Sign Hoodie?
4 Artex
5 The Tibby Tan Tiger
6 Working Class Tories
7 The 1%
8 I Mean, I'd Probably Take An Adidas Endorsement
9 Killing Two Birds With Two Stones
10 Do You Want a Knife With That Salad?
11 27% Of Statistics
12 TNSClub7
Samlet spilletid: 21:45

Læs mere...

Psychopunch - Greetings From Suckerville

At Psychopunch har kaldt deres 12. album for ”Greetings From Suckerville” er en reference til nummeret "Goodbye Suckerville", som var på bandets debutalbum – et signal om, at man vil vende tilbage til den mere rå attitude, der prægede bandet start.

Den får vi også en bid af i åbningsnummeret ”Shut Your Fucking Mouth”, som med skramlet guitar og en lidt sloppy tilgang sørger for en udmærket kant. Men det bliver ikke ved, for med de glade baggrundskor i ”I'll Be Home Tonight” og ”Raise Your Glass” står det klart, at vi er tættere på Dropkick Murphys end Sex Pistols, og at det i det hele taget er den letfordøjelige og ufarlige ende af punken, vi har fat i her.

Helt konkret udmønter det sig i en række numre, som er fuldstændig blottet for både kant og spænding. I stedet forsøger svenskerne at skabe en omgang Partypunk, men det er ærlig talt ikke en fest, jeg gider deltage i! Musikken glider bare uinteressant afsted, og de poppede omkvæd er alt andet en fængende.

Hvis det så i det mindste bare var charmerende eller sjovt, men heller ikke i disse kategorier kan Psychopunch score point - Når de er bedst lyder de som The Offspring på en rigtig dårlig dag – det er ikke ligefrem imponerende.

Det er muligt, at intentionerne om mere kant og rå tilgang var der fra starten, men den kommer ikke frem – på dette album er der slet ingen Psycho og alt for lidt Punch til andet end en bundkarakter.

Tracklist:
1. Shut Your Fucking Mouth
2. I'll Be Home Tonight
3. Darling, Take All Of Me
4. Love
5. Scream Your Little Heart Out
6. Crash Landing
7. Liar
8. I Don't Need A Broken Heart
9. City's On Fire
10. Let's Do It Again
11. Tell Me Everything
12. Over You
13. Raise Your Glass
Samlet spilletid: 41:38

Læs mere...

Situationsfornærmelse - En Hurtig Omgang Dansk

Jeg læste engang en artikel om Punk med overskriften PUNK ER CHOK! - Et statement der var rigtigt i genrens tidlige år, men siden er Punk blevet mainstream, og når der endelig markeres, er det oftest alvorlige politiske temaer, der tages op.

Grunden til, at jeg nævner dette, er en EP fra det aarhusianske band Situationsfornærmelse (herligt navn!), som med frisk Punk og eksplicitte tekster nok skal få en eller anden til at spærre øjnene op. Deres tekstunivers handler om sex i forskellige afskygninger; et tema der i musikverdenen ofte ender i plat mandehørm. Det undgår Situationsfornærmelse behændigt ved at have en kvindelig vokalist, men Andrea Uglebjerg lægger ikke en dæmper på udmeldingerne: Strofer som ”Send mig et dickpick og vis den er fed” og ”Jeg vil lappes af en cykelsmed, en der ved hvor hullet sidder” taler for sig selv, og den slags provokationer er der mange af i EP’ens syv numre - En anderledes rå fortolkning af girl power.

Endnu vigtigere end teksterne er den ledsagende musik, og her scorer aarhusianerne mange point med deres velspillede og varierede Punk, der med sit tempo og sin energi rammer stilen virkelig flot.

”En Hurtig Omgang Dansk” er en EP, som overrasker med sin friskhed og selvironi, men samtidig er fandenivoldsk og provokerende rå som Punk skal være. Det kører virkelig godt, og jeg er imponeret over det niveau, de fire medlemmer arbejder på efter kun godt et års eksistens som band – det lover rigtig godt for Situationsfornærmelses fremtid.

Tracklist:
1. Og Så Sagde Vi, Det Var Det
2. Grethes Hits_2
3. Camp Skrald Mig
4. Kaff' Eller Knep
5. Carpe Diem Min Røv
6. Lasses Mor
7. Miss Peggy
Samlet spilletid: 15:47

Læs mere...

Devil Master - Satan Spits on Children of Light

Efter at have udgivet et par EP’er på egen hånd, kommer Devil Master nu med deres første album. Bandet stammer fra Philadelphia, Pennsylvania, har tre år på bagen og tæller hele seks medlemmer.

Flere af disse spiller sideløbende i Punk- og Hardcore bands, og det smitter af på stilen hos Devil Master. Numrene afvikles generelt i pænt tempo, og det punkede islæt giver en vis friskhed. Når jeg alligevel angiver Black Metal som genre, skyldes det sangeren Disembody, som brøler og skriger sig igennem numrene. Ganske vist er han trukket tilbage i mixet, men sammen med lejlighedsvise melodiske guitarer giver det en Sort stemning. Den understreger bandet i øvrigt med corpse paint hos flere af musikerne på de officielle fotos.

Amerikanerne har godt med energi i musikken, men de gør meget lidt for at variere deres udtryk igennem albummet, numrene flyder hurtigt sammen, hvis man som lytter ikke koncentrerer sig. Derfor er der ikke mange afvigelser, men det instrumentale ”Nuit” og ”Her Thirsty Whip” er værd at nævne – sidstnævnte hæver sig over de øvrige numre med en stærk guitarmelodi, som gør nummeret til albummets højdepunkt.

Dem er der desværre ikke mange af, for ”Satan Spits on Children of Light” er en rodet og ret ensformig affære, som ikke virker gennemarbejdet og derfor skuffer.

Tracklist:

1. Listen, Sweet Demons...
2. Nightmares in the Human Collapse
3. Black Flame Candle
4. Devil is Your Master
5. Christ's Last Hiss
6. Skeleton Hand
7. Nuit
8. Gaunt Immortality
9. Desperate Shadow
10. Her Thirsty Whip
11. Dance of Fullmoon Specter
12. Webs of Sorrow
13. XIII
Samlet spilletid: 36:52

Læs mere...

Out Of Bounds - Eat, Sleep & Greed

Out Of Bounds er et ret nyt navn på den danske punkscene, idet de tre medlemmer Jan Fenger (Guitar & Vokal), Trong Le (Bas & Vokal) og Patrick Berg (Trommer) begyndte at spille sammen i 2016. Deres første demo kastede spillejobs af sig, så det var naturligt at udgive mere. Denne gang udsender Aalborg-bandet 4 numre på EP’en ”Eat, Sleep & Greed”.

Efter en knap to minutter lang intro med stille musik og tale kommer frem til det, det hele handler om: Frisk Punk af den traditionelle skole. Den fyrer de tre af med fin energi og gåpåmod, men formår ikke at sætte noget stort personligt aftryk. Til gengæld fungerer det fint når der bliver plads til rolige (nogle ville sige alvorlige) sekvenser.

Hvor det musikalske er ok, så er udfordringen større på vokalsiden, for det er ikke bandets stærkeste disciplin; korarbejdet i f.eks åbneren ”Out Of Bounds” leveres meget usikkert. Opgaven er selvfølgelig større for frontvokalen, og jeg ved godt at skønsang ikke er et must i Punk – men når man konstant må kæmpe for at synge nogenlunde rent, bliver det for meget – ”Tomorrows Sympathy” har så mange falske toner, at det er svært at fatte sympati for.

Viljen og de grundlæggende ideer har trioen på plads, men der er stadig meget tilbage at arbejde med: Vokalerne står øverst på listen, men også sangskrivningen trænger til et løft – måske det kommer næste gang?

Tracklist:
01 Out Of Bounds
02 Unnecessary Greed
03 Together As One
04 Tomorrows Sympathy
Samlet spilletid: 15:34

 

Læs mere...

Power Mode - PMA

Det er ikke fordi Power Mode strør om sig med informationer om sig selv, men at bandet har fire medlemmer og kommer fra Randers, har jeg da kunnet opsnuse. De udsender nu deres første EP med fem numre, og har selv stået for alt fra sangskrivning til produktion. Det sidste fortælles i indledningen, hvor en stemme med britisk ”stiff upper lip” attitude fortæller, at der er noget ”real good shit” i vente – udmærket humor.

Startnummeret “Name” er en frisk gang Punk, som fyres af i udmærket tempo; ikke ekstremt eller specielt aggressivt, men en udmærket start. Herefter foretager Power Mode noget af et stilskifte, for ”Up In Smoke” ligger langt fra startpunktet. Genren er Ska, og de hurtige Reggaerytmer giver nummeret både energi og en glad udstråling – en lidt overraskende, men meget vellykket kursændring.

Med et nummer i hver stilretning er det en nærliggende tanke at blande de to genrer; det gøres i ”Done”, men eksperimentet fungerer ikke helt efter hensigten – det virker som et lidt gumpetungt og energiforladt blandingsprodukt. Nej, så er det bedre med den rene vare: ”Sound Of The Street” er en tilbagevenden til Reggae, og med en god melodi markerer det EP’ens højdepunkt, inden den punkede ”Monday” runder det hele af.

Selvom slutnummeret illustrerer en typisk mandag morgen, hvor man kommer for sent op, er ”PMA” langt fra nogen mandagsmodel; selv om der er noget at arbejde med, er udspillet et frisk alternativ til de vanlige stilarter og en go’ start for Randers bandet.

Tracklist:
1. Name
2. Up In Smoke
3. Done
4. Sound Of The Street
5. Monday
Samlet spilletid: 17:12

Læs mere...

The Good The Bad and The Zugly - Misanthropical House

Selv om vi ikke hører så meget til den i Danmark, findes der selvfølgelig en Punkscene i Norge. Her har The Good The Bad and The Zugly (TGTBTZ) tidligere markeret sig med de to albums “Anti-World Music” (2013) and “Hadeland Hardcore” (2015). Nu føjer de så et tredje til rækken; det har fået titlen “Misanthropical House” og er bandets kommentar til samfundet i dag og problemerne med at blive ældre.

Det hele præsenteres via Punk i klassisk stil, dvs. med masser af tempo og en vokal, der hele tiden befinder sig provokerende tæt på lytteren. Ofte bliver det hurtigt anstrengende med en råbende vokal lige i fjæset, men her når jeg aldrig at blive irriteret. Her spiller det sikkert ind, at melodierne gennemgående er udmærkede, og at flere numre er udstyret med glimrende skråle-med omkvæd. Her er "Vik Bak Meg Satan” min favorit med sin ”King Kokain” linje, men også ”International Asshole” har et pænt potentiale der.

Albummets første halvdel står i det hele taget stærkt med ”H-Bomb”, ”Mindlessness” og ”Ripe For The Grave”, og selv om ”WWID” holder fanen højt på anden halvdel, kan det ikke skjules, at TGTBTZ ikke helt formår at holde det høje niveau fra åbningsnumrene helt til slut på skiven. De bedste ideer er brugt i de tidlige tracks, så underholdningsværdien falder en smule mod slut. Det koster en halv stjerne i bedømmelsen, men den friske tilgang og den høje energi kan man ikke tage fra TGTBTZ.

Tracklist:
1. H-Bomb
2. Mindlessness
3. Vik Bak Meg Satan
4. I Lied About Being A Hardcore Man
5. Ripe For The Grave
6. West Coast Exile
7. It’s A Jungle Out There, In The Forest
8. International Asshole
9. WWID
10. I Need A Place To Drink
11. Sickness Unto Death
12. Going Nowhere Fast
Samlet spilletid: 30:12

Læs mere...

The Nimbwits - End Of The World

Tre år efter jeg anmeldte debutalbummet ”To Punk Or Not To Be” fra The Nimbwits, er de aldrende punkere fra hovedstaden tilbage med nyt. Bandet har selv mixet og produceret "End Of The World”, som er indspillet i Tapf Studio i Vanløse.

The Nimbwits fortsætter med at spille Punk efter klassisk opskrift, så der er generelt højt tempo, kant og passende mængder Yo-oh kor til at støtte frontvokalen. Det bliver fra starten omsat på glimrende vis i titelnummeret, men også i de efterfølgende ”Magenta Rain” og ”A Rape in the Night” rykkes der godt afsted med seje guitarer. At The Nimbwits også formår at skrive fængende omkvæd, beviser de i ”Copenhagen City”: Nummeret starter med rådhusklokker og en ret ordinær melodi, men omkvædet er virkelig iørefaldende – det er næsten irriterende vedholdende og har hjemsøgt mig en del.

Med dette udlæg er der lagt op til, at bandet bare kører igennem i sikker stil, men det sker desværre ikke. Omkring midten af albummet begynder numrene at lyde ret ens, og de detaljer, som giver de første numre klasse, bliver færre og færre. Det gør anden del af begivenhederne ret ensformig, så her falder oplevelsen i niveau. Det forstærkes af spilletiden for de enkelte tracks, som ligger i den høje ende.

Der er ingen tvivl om, at musikerne stadig hygger sig med musikken, men denne gang rammer de ikke plet så ofte, som det skete på forgængeren; karakteren er derfor et lille hak lavere.

Tracklist:
1 End of the World
2 Magenta Rain
3 A Rape in the Night
4 Copenhagen City
5 Sirens
6 On the Rise again
7 I Don't Want You
8 Mosquitoes in My Brain
9 True or Not
10 10P
11 I Don't Know
12 Endless War
13 Solen Stiger
Samlet spilletid: 48:58

 

Læs mere...

Raiden - Maa

Nu skal det til at gå rigtig langsomt. Radien fra Finland er et band som jeg aldrig nogensinde har hørt om før. Genremæssigt er vi ude i noget black metal, doom, sludge, punk,drone-ish musik. Det er i hvert fald de genrer, som er beskrevet i deres pressebio. Pladen eller EP’en eller hvad man end vil kalde det, indeholder kun to numre, som begge to når op de 24 minutter. Lad os prøve at se hvilke indtryk jeg fik af at lytte til albummet.

Det indtryk som Radien giver, er rimelig abstrakt. Altså to numre som begge to flyder ganske fint sammen, men alligevel er det ret svært at holde sin koncentration igennem to numre. Det skal også lige siges, at det kræver utrolig meget af sin koncentration for at høre denne EP/album whatever du vælger at kalde det. Det største problem med denne udgivelse er, at der sker ikke særlig meget. Der bliver ikke varieret eller noget lignende. Det er rimelig meget bare det samme som bliver gentaget i det samme tempo. Jeg savner det, som giver det sidste ordentlige spark bagi, men alligevel ender du med at blive ret skuffet. Produktionen er også noget som virkelig trækker ned på udgivelsen. At den er så Lo-fi og så dårlig kvalitet så kan det næsten heller ikke blive værre.

Radien formår at udsende en udgivelse med to ret ligegyldige numre, og interessen forsvinder hurtigere end udgivelsen er færdig. jeg synes at min tålmodighed blev spildt, og min tid var igennem samme tur. Men hey, hvis du er fan af atmosfæriske subgenrer, som bliver presset sammen til et kæmpestort lydkaos, så er Radien sikkert noget for dig. Jeg var ikke synderligt imponeret, og mangel på variation og to numre som minder utrolig meget om hinanden, så står jeg sgu af. Men igen hvis det her er noget for dig, så kan du da prøve at tjekke det ud.

Trackliste:
01. Varjot
02. Viimeinen

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed