fbpx

Beardfish - Mammoth

Beardfish – det lyder lidt som en fisk, man ikke har lyst til at smage på, eller eventuelt bare en torsk. Der er imidlertid ikke en fisk bag navnet, men et forholdsvis ungt svensk progressive rock band. Dannet i 2001 og med hele fem udgivelser i tasken, er det produktive band nu parat med sit seneste udspil, Mammoth. Genremæssigt bevæger bandet sig i den 70’er inspirerede del af progressive metal, hvor inspirationskilder som Yes tydeligt skinner igennem. Guitar mixes godt med klassisk 70’er orgel samt saxofon, der til sammen får lytteren til at føle sig flyttet 40 år tilbage i tiden.

Bandet åbner godt op og beviser på første nummer ”The Platform”, at alle medlemmer er særdeles kompetente og formår at håndtere deres respektive instrumenter. Nummeret er en umiddelbar ørehænger og lægger sig sammen med ”And The Stone Said ”If I Could Speak”” da også i en lidt hårdere kategori end størstedelen af de restende numre. Prog-elementerne er fremherskende, som det kan forventes, og med sine otte minutter får man som lytter et godt indtryk af bandets formåen, men også forventninger til resten af albummet, som ikke helt bliver indfriet.

Efterfølgeren til ”And The Stone Said ”If I Could Speak”” er ligeledes en ganske prog’et omgang rock med en lidt hårdere kant. Nummeret introducerer lytteren til såvel orgel som saxofon, som bandet på resten af pladen bruger hyppigt. Med sine 15 minutters længde fremviser nummeret bandet fra den side, man i højere grad kommer til at høre på resten af albummet. Det fungerer. Beardfish kan deres shit og de kan sammensætte prog-rock numre, hvor prog er stavet med kapitaler. Ud over klaverintermezzoet på ”Outside/Inside”, leverer bandet kompetente kompositioner og velspillet musik. Meeen det holder altså ikke hele vejen igennem. Der mangler en rød tråd i bandets musik, og til trods for varieret prog er det bare ikke alle steder, det helt lykkes for bandet – og så er der til tider allllt for meget orgel- og saxlir til undertegnede.

Med disse irritationsmomenter må svenskerne ”nøjes” med 4,5 ud af 6 for et ganske udmærket prog rock album, der dog absolut ikke lever op til titlen. Skulle man føle trang til at forsøge sig med skægfisken, kan ”The Platform” klart anbefales, mens ”And The Stone Said "If I Could Speak”” sandsynligvis er det nummer, der bedst gengiver bandet på dette album.

Tracklist:
1. The Platform
2. And The Stone Said "If I Could Speak"
3. Tightrope
4. Green Waves
5. Outside/Inside
6. Akakabotu
7. Without Saying Anything (feat. Ventriloquist)
 

Læs mere...

Vonassi - The Battle Of Ego

Vonassi er en trio fra Chicago, og består af Jeff Vaughn (trommer, keyboards, guitar), Vince Buonassi (bas, guitar,keyboards) og Chase Carter (vokal, guitar). Bandet har eksisteret siden 2007, og ”The Battle Of Ego” er deres debut.
Og det er en debut med Rock af den mindre pågående slags, for Vonassi hører afgjort til de pæne drenge i klassen. Ikke fordi musikken er poppet eller på anden måde letbenet, snarere tværtimod. Strukturen i numrene er en smule snørklet med skift i tempo og rytmer, som gør helheden lidt lukket. Man kan ikke sige, at musikken er direkte højtidelig, men den har noget intellektuelt over sig. Det betyder, at der skal lyttes en del til albummet, før man har fået det hele med.
Flinkeskole-imaget forstærkes af Carters meget bløde og pæne vokal, som på intet tidspunkt bliver rå eller pågående. Og det er lidt synd, for de få passager hvor musikken strammer sig an falder lidt til jorden, fordi vokalen ikke følger med. I ”Field of View” kommer jeg til at tænke på Level 42 pga. vokalen og nummerets funky bas.

Nej, det hele er lige pænt nok, og så skal musikken have noget andet at byde på for at være interessant. Og det kniber det med, for de enkelte numre har ikke det fængende omkvæd eller den instrumentale opvisning, der kunne hæve niveatet. Derfor er ”The Battle Of Ego” bogstavelig talt en blød mellemvare, som ikke efterlader mange spor.

Tracklist:
01 The Drudge
02 Gini
03 Beginnings
04 Strong Arm Welfare
05 Posing for the Cold
06 The Battle of Ego
07 Authenticity
08 Open Hands
09 In the Mirror
10 The Now Game
11 Field of View
12 Coiled

Samlet spilletid: 41:51


Læs mere...

Votum - Time Must Have A Stop

Votum er et forholdsvis nyt band fra Polen, som blev dannet tilbage i 2003, og debutalbummet ”Time Must Have A Stop” (som jeg har fået smidt i nakken af chefen) byder på progressiv rock/metal, som til tider lægger op til et spændende bekendtskab.

Musikken hører til den mere stemningsprægede form end egentlig lir og blær. Der forefindes en masse flotte kompositioner med dertil hørende stemningsmættet keybord og ganske mange interessante og spændende elementer i musikken, og man må sige, at de på mange måder har formået at skabe deres egen lyd. Når det så er sagt, har numrene desværre en tendens til at forblive alt for anonyme. De eneste numre, som rigtigt virker spændende, er ”The Pun” og ”Look At Me Now”, hvor især sidstnævnte påkalder sig min interesse.

Så på trods af et ihærdigt og udmærket forsøg på at lave en progressiv godbid forbliver dette album desværre på det jævne, men Votum er et spændende band, som måske kan vække min interesse ved næste udspil – hvem ved.

Tracklist:
01. Me In The Dark
02. The Pun
03. Passing Scars
04. Train Back Home
05. The hunt Is On
06. Away
07. Look At Me Now
08. Time Must Have A Stop

Samlet spilletid: 51:13



Læs mere...

Waterclime - Imaginative

Waterclime er et soloprojekt for Mr. V, som slår sine folder i bands som Borknagar og Vintersorg. Formålet er at spille Progressiv Rock i en gammeldags stil.

Jeg vil starte med at råbe et hurra for nummeret "A Journey to the Center of the Soul", for det er dette albums ubestridte højdepunkt. Der lægges ud med en stemningsfyldt intro spillet på violin. Denne får følgeskab af vokalen i en udmærket og fængende melodi, hvor guitaren er trængt i baggrunden af orgel og synthesizer. Det hele er spillet med en legesyg attitude, hvor der bliver plads til at fylde ekstra elementer ind i helheden.

Min glæde over dette nummer skyldes, at det er et eksempel på velspillet Progressiv Rock, men desværre er det en enlig svale på dette album. Resten af numrene er en slatten omgang ProgRock af den mest kedelige og helt igennem uinteressante slags.
Musikken domineres af tangentinstrumenter, og de får stort set ikke noget modspil fra hverken trommer eller guitar. Derfor er der ikke meget at komme efter for lytteren, som nærmest lulles i søvn.
Hvis man skulle falde over denne CD er der således ikke grund til at høre andet end track nr. 6; på den måde undgår man at spilde 3 kvarter, som kunne være brugt langt bedre andetsteds.

Tracklist:
1. Vision or Void
2. Flashes
3. The Angel and the Fireball
4. Moonstream Portrait
5. Starshine Theater
6. A Journey to the Center of the Soul
7. Sunset Morning
8. Body Migrated
9. Twilight
Samlet spilletid: 48:49

Læs mere...

a. Lostfield - Internal Affairs

Nu har jeg hørt denne her plade et par gange, og jeg har virkelig svært ved at finde ord der passer ordentligt på min anmeldelse af den.

Så jeg starter med lidt info: Bandet består af tre medlemmer fra Columbia. Daniel Gongora ejer studiet, hvor de har indspillet pladen, og Ash Lostfield er manden der har skrevet musikken. Ivan amaya er medmusikant. Musikken er en blanding imellem metal og progressiv rock. Der er nogle keyboard-elementer nogle gange, men de er så små, at man kun lægger mærke til dem, når den anden del af musikken stopper.

De kan jo godt spille sammen og ifølge facebook har deres musik skaffet dem 387 fans. Hvilket jeg har virkelig svært ved at forstå. Lad mig prøve at følge jer igennem..

En hovedgrund til dette er de meget frustrerende vokaler. De to musikere synger begge to, men de gør det virkelig dårligt. Det virker anstrengt og meget uprofessionelt. Rent ud sagt: Det lyder af lort. Musikken er som sådan okay. Men ikke mere end okay. Sangene er ens, og de minder så utroligt meget om hinanden. Jeg kan ikke nævne et enkelt nummer fra pladen, der stikker ud i forhold til de andre. Ikke et eneste. Jeg ved bare, at jeg ikke har lyst til at høre denne her plade mere… Aldrig mere.

Men hvis du godt kan lide lunken metal med rockelementer og virkelig dårlige sangere, så giv da denne plade en chance. Det kunne jo være, at jeg havde taget grueligt fejl og at min hørelse for en enkelt dag var brændt helt sammen, da jeg anmeldte denne plade.

Den får 2 ud af 6, og det gør den, fordi den er dårlig. Punktum.

Tracklist:
1. Dreaming about scars
2. Forgotten Story
3. I Still pretend
4. Internal
5. Hide your face
6. Marks From The Past
7. Just The things you know

Samlet spilletid: 24:08.


Revolution Music vil gerne takke Lugga Music Productions for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed