fbpx

Saga - Amager Bio

I aften er mit andet møde med det progressive rockband Saga, der om noget er flittige med at få besøgt Danmark; igennem de seneste 5 år er det blevet til det nøjagtige samme antal shows, dette inklusive. Sidste gang var for noget nær 1 år siden, hvor jeg fik en gevaldig overraskelse ift. hvor fornemt Saga klarede sig live, for slet ikke at nævne den utrolig loyale fanskare – Amager Bio var proppet til randen på en søndag.
Hertil er der kun at sige, at jeg håber det bliver ligeså godt denne gang.

Saga:
Canadiske Saga har siden ca. 1977 braget igennem med et hold bestående af den karismatiske forsanger Michael Sadler, Jim Crichton på bas, hans bror Ian Crichton på guitar og Jim Gilmour på keyboard. Michael Sadler var i en kort periode fra 2008 – 2011 ude af bandet, men ellers er det egentlig kun trommeslagerne, der er blevet skiftet ud. I øjeblikket er det Mike Thorne der tæsker tønderne, og som har været med siden 2012.
Saga har i alt udgivet 21 studiealbums, hvoraf de bedst kendte er de 5 første; ”Saga” fra 1978, ”Images At Twilight” fra 1979, ”Silent Knight” fra 1980, ”Worlds Apart” fra 1981 og ”Heads Or Tales” fra 1983.

Akkurat som sidste år er Amager Bio proppet til randen; om det så er en søndag eller onsdag virker tilsyneladende ligegyldigt, og der kan i hvert fald ikke være mange billetter tilbage.
Minutiøst præcist spankulerer de 5 herrer på scenen, der foruden alverdens keyboards også prydes af et stort bagtæppe der forestiller et gigantisk insektvæsen i en forladt post-apokalyptisk by.

Saga kommer noget sløvt fra start, men vi når hurtigt hen til ”You’re Not Alone”. Her indbydes der til fællessang, og sangen dedikeres til en nyligt afdød dansk ven og fan af bandet. En simpel, men rørende hyldest. 
Åbningsnummeret ”(Goodbye) Once Upon A Time” er blot ét eksempel på at Saga i aften har valgt at ryste posen, men som desværre falder noget til jorden. Det er langtfra tilfældet med de sange fra udover de første 5 albums, men det er tydeligt at det er de ældre klassikere, der trækker mest – og taktisk nok er det også dem der er i markant overtal.

Lydmæssigt står det tyndt til i begyndelsen, næsten som om der mangler noget saft og kraft bag det hele. Det bliver der hurtigt rettet op på, men det bliver aldrig virkelig godt, i hvert fald ikke her i venstre side, hvor jeg har placeret mig. Der mangler simpelthen noget pondus bag.
Lyset, derimod, virker nøje tilrettelagt, og selvom det sjældent er vildt avanceret (som jeg har set Amager Bio i stand til ved tidligere lejligheder), så fungerer det lige som det skal.

Saga selv ser ganske tilfredse ud, men udførelsen i den første halvdel giver et kedeligt indtryk af at være sløset til tider – og den udtalelse er jo nærmest på grænsen til kætteri (det er altså Saga vi snakker om!). Energien er fin selv om de naturligvis ikke hopper rundt, men inaktive er de nu heller ikke.
Allerbedst fungerer det når Michael Sadler forlader sit keyboard, og altså kan komme tættere på publikum for derved at opildne dem, hvilket sker på ganske effektiv vis. Desværre er det under halvdelen af tiden, at det sker – og i det hele taget bliver hele proceduren skøjtet hastigt igennem, og rutinen har det med at blokere for de store armbevægelser.

Hvis hukommelsen fra sidste år er troværdig, virker publikum også langt mindre fokuserede denne gang. Småsnak hersker i krogene og folk er meget stillestående, men fællessangen består imidlertid hele vejen.
Overordnet synes showet aldrig at få løftet sig helt fra jorden andet end midlertidigt ved højdepunkter som f.eks. ”Don’t Be Late (Chapter 2)” og ”Ice Nice”, hvor gløden for alvor bliver til flammer. Bemærk at disse sange ligger i den senere ende; de sidste 30 minutter er nemlig de andre 70 langt, langt overlegne. Tiden flyver ufortrødent af sted, og kedeligt bliver det aldrig, men det kunne have været så meget mere. Forhåbentligt bliver det således næste gang, hvor jeg uden tvivl også vil være at finde.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – (Goodbye) Once Upon a Time
2) – Someone Should
3) – You're Not Alone
4) – Hot To Cold
5) – On The Loose
6) – On My Way
7) – Not This Way (Chapter 10)
8) – Scratching The Surface
9) – Time To Go
10) – I'll Be
11) – Don't Be Late (Chapter 2)
12) – Wildest Dreams
13) – Ice Nice
14) – Humble Stance
15) – Careful Where You Step
Encore:
16) – Wind Him Up
17) – The Flyer

Læs mere...

The Tangent - A Spark In The Aether

Da jeg sidst anmeldte noget fra The Tangent var i 2009, hvor albummet ”Down And Out In Paris And London” kom på gaden. Dengang var jeg alt andet end begejstret for bandets jazzede Progrock, så i de følgende år har jeg styret udenom dem. Efter nogle år, som har budt på flere udgivelser og ændringer i besætningen, er jeg klar til at prøve kræfter med The Tangent igen.

Selv om bandet har rokeret en del rundt, og Andy Tillison er den eneste, som har spillet på alle bandets efterhånden 8 albums, er det stadig en meget Jazz influeret udgave af Progressiv Rock, der bliver spillet. Heldigvis fremstår den noget mere interessant end ved vores sidste rendez-vous; faktisk er det kun ”Aftereugene” som for alvor irriterer mig med sin manglende struktur og udflippede saxofontrutteri.

De øvrige numre udstråler en helt anderledes afslappethed, og hvis jeg skal sammenfatte albummet i to ord, bliver det Cool og Tilbagelænet. Numrene har et udmærket drive, som skabes af glimrende guitarsoli og funky blæserarrangementer. Samtidig er der rigelige mængder af orgel med den rigtige old school Jon Lord-agtige lyd. Det forstærker den tilbagelænede holdning, hvor stemningen flere steder får mig til at tænke på Steely Dan.

Stilmæssigt hører The Tangent stadig ikke til mine favoritter, men albummet udstråler så meget cool overskud, at det kan hive 4 stjerner hjem.

Tracklist:
1. A Spark In The Aether
2. Codpieces and Capes
3. Clearing The Attic
4. Aftereugene
5. The Celluloid Road
6. A Spark In The Aether (Part 2)
7. San Francisco Radio Edit
Samlet spilletid: 67:04

 

Læs mere...

VOLA - Inmazes

For mig er VOLA et helt ubeskrevet blad, men jeg kan se ud af tidslinjen på Facebook, at bandet fra København har billeder tilbage fra 2008, og derfor har eksisteret i en del år efterhånden. At deres første album først kommer nu, er ikke tegn på manglende indsats; når man har hørt det igennem er det tydeligt, at der i stedet er tale om at lade gode ideer modne.

Netop modenhed og gode ideer er der masser af på ”Inmazes” – VOLAs musikalske univers er på mange måder helt specielt. Det indeholder så mange forskellige elementer, at det er umuligt at dække musikken med en enkelt betegnelse. Den usædvanligt store bredde kommer til udtryk via bastunge riffs og stærkt varierende rytmer, der veksler med melodiske passager fremført med virkelig flotte vokaler. Når man breder sig over et stort område er der fare for, at man bliver ufokuseret, men det er der ikke spor af her. Tværtimod lykkes det for VOLA at tilføre musikken en meget stor dybde, for uanset om det er de hårde elementer, de melodiske omkvæd eller de konstruktivt brugte tasteinstrumenter der er i fokus, er der hele tiden noget nyt og spændende at opdage. Med store variationer i rytme og tempo bliver musikken meget dynamisk, og den konstante bevægelse gør den helt organisk.

Det høje tekniske niveau fra de 10 numre kan heldigvis genfindes i produktionen, for her er der fin balance mellem de enkelte elementer samtidig med, at alle detaljer står klart i lydbilledet – det er lækkert!

Det samme må jeg sige om albummet, for det er sjældent man støder på så spændende en udgivelse som denne – at der er tale om en debut gør kun det hele endnu mere imponerende. Jeg kan kun anbefale ALLE at klikke ind på VOLAs hjemmeside og checke ”Inmazes” ud – i bliver ikke skuffede!

Tracklist:
01. The Same War
02. Stray The Skies
03. Starburn
04. Owls
05. Your Mind Is A Helpless Dreamer
06. Emily
07. Gutter Moon
08. Feed The Creatures
09. A Stare Without Eyes
10. Inmazes
Samlet spilletid: 52:43

 

Læs mere...

Cloudkicker - Live With Intronaut

At dette album hedder ”Live With Intronaut” kunne give indtryk af, at der var tale om en split-CD, eller det var resultat af en Cloudkicker turne med Intronaut som opvarmning. Ingen af buddene er korrekte, men alligevel heller ikke helt forkerte. Cloudkicker består nemlig kun af Ben Sharp, og da han skulle spille live, fik han overtalt bandet Intronaut til at hjælpe.

Sharps musikalske univers ligner på mange måder det, man møder hos andre repræsentanter for den progressive musik. De 9 numre på albummet indeholder mange forskellige udtryk, som spænder fra dynamiske og synkoperede til mere traditionel tung Rock. Den bliver leveret med eftertryk og hårde rytmer i ”Dysphoria”, mens tilgangen i ”You and yours” er noget mere afslappet. Uanset hårdheden er der knaster og torne på, så man er nødt til at lytte for at få alle facetter med. Denne tendens forstærkes af, at alle numre er rent instrumentale, og fraværet af vokaler gør, at man skal LYTTE til skiven, ellers glider den over og bliver baggrundsstøj.

Desværre bliver lytteren ikke belønnet nok for sin indsats, for selv om det er tydeligt at musikerne kan deres kram, mangler der spænding i musikken. Den udmærkede bredde i numrene er desværre ikke tilstrækkelig til at gøre dem fede for alvor, så samlet set kommer albummet ikke op over et middelgodt niveau.

Tracklist:
1. Subsume Part 1
2. Subsume Part 2
3. We are going to invert.../Here, wait a minute, damn it!
4. We're goin' in, we're going down.
5. Seriosity
6. You and yours
7. Dysphoria
8. Subsume Part 8
9. Push it way up!
Samlet spilletid: 43:44

Læs mere...

Anathema

Den her dag har jeg ventet på i godt og vel 2 år. Første, og optil idag, eneste gang jeg har oplevet Anathema var ved deres sidste koncert i København, som jeg også anmeldte til den pæne karakter af 5½/6 (kan læses her). Sidenhen har Anathema udgivet et nyt album, som er ganske helstøbt, men som jeg ikke synes helt lever op til det mesterværket "Weather Systems", men det er sgu også svært.
Kort sagt; det kan kun blive godt!

Anathema
Anathema stammer fra Liverpool, og begyndte deres karriere i 1990. Dengang spillede de en blanding mellem death/doom metal og gothic metal. Man kan passende drage referencer til bands som Paradise Lost, My Dying Bride og Porcupine Tree (i øvrigt alle fra England!), men også svenske Katatonia var med til at skubbe death/doom genren frem. Deres første album "Serenades" blev udgivet i 1993. Nogle af deres mere kendte albums er "Judgment" fra 1999 og "A Natural Disaster" fra 2003. Der gik derefter 7 år før Anathema udgav et nyt album i form af "We're Here Because We're Here". Idag er det de 3 brødre Cavanagh der styrer showet, og siden 1998 har Anathema primært fokuseret på at dyrke den progressive rock. For 2 år siden så den roste plade "Weather Systems" dagens lys, og Anathemas 10. studiealbum "distant satellites" er pt. ikke mere end 5 måneder gammelt.

Da jeg ankommer finder jeg, til min lettelse, ud af at det er den store sal der er taget i brug i aften - det tegner allerede godt. Der er fyldt ganske godt op, så selv på en mandag kan Anathema trække en god mængde. Stemningen er euforisk - afventende. De der har set Anathema før ved at de kan levere, eller i hvert fald har gjort det tidligere.

Kvart over ni skal slaget stå, og de 6 medlemmer kommer til syne uden de store dikkedarer og går direkte over i "The Lost Song, Part 1 + 2" fra det nyeste album. Lyden er exceptionelt god i aften, hvor alle instrumenter står klart og tydeligt, og med en passende volumen - det er sgu lige som det skal være! Det samme gælder for Anathema der er i et levende og henrivende humør; den kvindelige sanger smiler, griner og chatter med publikum, og forsangeren hopper ofte rundt og river fanatisk på sin guitar, som gjaldt det hans liv - der er absolut ingen mandagstræthed at spore.

Vi skal ikke mange minutter ind i den første sang før jeg står med tårer i øjnene og gåsehud, og som fortsætter uafbrudt igennem de 2 dele af "Untouchable", der ser seancen afsluttet med fællessang iblandt publikum uden bandets hjælp. Begge sangere synger så let og elegant, og der er en helt særlig kraft bag ordene som især gør sig gældende i sangen "Anathema" hvor den mandlige forsanger krænger sit hjerte ud, og flere fra bandet ofte står med lukkede øjne og bare nyder øjeblikket - for slet ikke at nævne leadguitaristen der fejlfrit leverer sin solo af uden at kigge én eneste gang. Det her, det er ikke bare tilfældige ord - det er en historie disse 6 mennesker fortæller med følelserne helt ude på tøjet, og det er jo i virkeligheden hvad musik handler om, i hvert fald for undertegnede; at blive rørt. At være forbundet til musikken. Og det er jeg i aften.

Selvom der er en anelse småsnak i krogene (hvilket er en af de eneste faktorer der karaktermæssigt trækker ned), er publikum glade, tilfredse og for det meste fuldt ud opmærksomme. Der er også kælet for både det visuelle (i form af et glimrende lysshow der er tilpasset hver enkelt sang) og det auditive. I forhold til sidstnævnte, så er det primære trommesæt - der er nemlig 2 - indrammet bag glasskærme, som derved har en effekt på lyden. Der er også igennem koncerten nogle udskiftninger iblandt instrumenterne. Således er den kvindelige sanger ikke med på alle numre, og på et tidspunkt bytter de 2 trommeslagere plads, men hvor den ene, istedet for trommer, benytter sig af et af de 3 keyboards i et godt stykke tid - også bruger forsangeren en autotune-indstillet mikrofon i "Closer", som jeg dog er glad for kun bliver brugt én gang.

Anathema har igennem denne tour skiftet en del rundt i deres sætliste. De har dog undgået deres 3 første doom-inspirerede albums fuldstændigt (hvilket giver god mening), men når ellers godt rundt i bagkataloget. Denne gang får vi desværre ikke nogle sange fra "Judgment", og heller ikke nogle fra den knap så populære "A Fine Day To Exit", men selvom der er en overvægt på det nyeste opus, bliver vi ikke snydt for enkelte ældre sager.
Et sådant eksempel er ved titelsangen "A Natural Disaster", hvor næsten alt lyset på scenen bliver slukket, og vi bliver bedt om at bruge vores telefoner og lightere istedet. De fleste tager dem hurtigt ned igen, men det ser nu smukt ud, og det er vildt så meget telefonerne kan lyse op i et mørkt rum. "Wow, that was a moment!", udbryder forsangeren ekstatisk da nummeret slutter, og man kan kun være enig med ham efter den kraftpræstation den kvindelige sanger leverer. Der er fuldstændigt stille i det sidste minuts tid hvor kun hendes stemme og teksten "and I fade" kan høres, og som symbolsk bliver svagere og svagere, indtil publikum ikke længere kan kontrollere sig selv og udsteder et kæmpe hyldestbrøl da den sidste tone falder.

"Fragile Dreams" sætter lidt bevægelse igang hos publikum, også - totalt uventet - er det slut. Til vores uheld var det således en af Anathemas "korte" sæt (som stadig er på 1 time og 40 minutter), men jeg kan svært tro at nogen var klar til at gå hjem endnu - det var som om det blev afsluttet for brat. Som om vi stadig manglede et par sange.

I sidste ende er det kun småting der afholder mig fra at give topkarakter, hvor jeg mest af alt tænker på den enerverende småsnak der til stadighed bare ikke vil dø. Det er måske en petitesse, men det er lige akkurat nok til at blive at blive revet ud af øjeblikket. Folkens, vil I ikke nok gå om bagved eller i baren? Noget musik skal høres uden "forstyrrelser", og Anathema er på den liste. 
5½/6 stjerner.


Sætliste:
1) - The Lost Song, Part 1
2) - The Lost Song, Part 2
3) - Untouchable, Part 1
4) - Untouchable, Part 2
5) - Thin Air
6) - Ariel
7) - The Lost Song, Part 3
8) - Anathema
9) - The Beginning And The End
10) - Universal
11) - Closer
12) - Distant Satellites
13) - A Natural Disaster
14) - Fragile Dreams

Læs mere...

Fish

Så rammer Fish endnu engang landet, og det er faktisk den samme tour som Fish var på sidste år der vender tilbage. Det er hans 5. besøg i landet siden 2008, hvoraf daværende koncerter både tæller på spillesteder som Viften i Rødovre, Posten i Odense og Tobakken i Esbjerg. Endnu engang er det et første møde for undertegnede, selvom jeg har kendt til både Marillion og Fish i lang tid.

Fish
De fleste kender nok Fish først og fremmest pga. hans tidligere plads som forsanger i det progressive rockband Marillion fra 1981 - 1988. Her nåede at være med til at udgive 4 studiealbums. Derefter gik han solo, og har med sit seneste opus "A Feast Of Consequences" fra 2013, rundet sit 10. studiealbum (hvor coveralbummet "Songs From The Mirror" også tæller med). Bedst kendt er nok hans debutalbum "Vigil in a Wilderness of Mirrors" fra 1990.

Aftenens seance var annonceret til at vare over 2 timer, hvilket jo som udgangspunkt lyder glimrende. Det endte i stedet med at føles som en unødig lang aften. Fish valgte samtidigt kun at spille sange fra debutpladen, såvel som et par stykker fra det nu 7 år gamle album "13th Star", og intet mindre end 8 skæringer fra "A Feast Of Consequences" (som han i øvrigt også var på tour med sidste år da han spillede i Danmark). Det virker mærkværdigt ikke at rode en anelse mere rundt i bagkataloget, når der nu engang er 10 albums at vælge imellem, og måske er det også pga. Fish' mange besøg at der kun er omtrent halvt fyldt i salen - selv oppe i front er der faktisk rimelig god plads.

Bandet smutter forholdsvist ubemærket på scenen 10 minutter over otte, og hovedmanden selv kommer til syne kort efter. Valsende danser han ind til jubel fra det ellers rolige publikum (mere om dem senere). Fish smiler bredt til os, men er ellers i første sang en anelse indadvendt, og tripper rundt for sig selv, når han altså ikke tjekker sit teksthæfte - allerede her føles det en anelse pinligt (SÅ gammel er du altså ikke, Hr. Fish...), men det bliver "bedre", da han med sin genkendelige skotske accent beder os om at klappe i takt til næste sang, hvortil publikum kun ekstremt kortvarigt river sig med.

Selve Fish' backingband spiller som de nu engang skal, men de er samtidigt så anonyme som man kan være. Jeg savner noget energi og bevægelse - ikke at de skal hoppe og danse, men man kan godt gøre andet end blot at træde et par skridt frem og tilbage. Det er sgu for statisk, og det er ikke et godt tegn når sangenes studieudgaver føles mere interessante. Heldigvis gør den medbragte storskærm det en anelse levende, da billederne skifter ganske ofte. Lyden er til gengæld mere eller mindre god, dog er diskanten i Fish' vokal ubehageligt høj, så det skriger en smule i ørerne.

Også er der publikum... Det ville ikke undre mig hvis mange blot er mødt op for at se giraffen, eller høre et par Marillion sange. Der er en lille gruppe oppe foran der ser ud til at nyde det fuldt ud, men resten af salen virker ikke til at gøre end at observere passivt. Fish' forsøg på fællesklap/sang dør noget sørgeligt ud efter kun få sekunder, og udover gensynsglæden ved de omtalte Marillion sange kunne man inderligt ønske sig et mere engageret publikum. Det er jo også tirsdag...

Alt ovenstående lyder umiskendeligt ganske negativt, og kritikken er sådan ret oprigtig nok; alligevel er det på godt og ondt faktisk et fint show. Jeg står på intet tidspunkt og keder mig, og er istedet rimeligt underholdt. Mest af alt føler jeg en stemning jeg bedst kan beskrive således: forestil dig at du sidder foran pejsen med din bedstefar og lytter til hans historier. Det er hyggeligt, og bestemt også tidsfordriv af den gode skuffe, men på et tidspunkt må du også videre. I tråd med ovenstående kunne jeg også sagtens have været foruden de lange "taler" Fish' leverer i tide og utide. Det er fedt at du tager din musik seriøst og har en historie bag dine sange (det ville man ønske var tilfældet for mere af nutidens musik), men at pludre løs i over 5 minutter op til flere gange er lige nok af det gode - det må kunne gøres kortere.

Her efterfølgende overvejes det at det muligvis ville have været bedre med siddepladser, men det er nu engang hvad det er. Alt i alt ender det som en fin og uperfekt koncert der stikker negativt ud i flere retninger, men aldrig så meget at det ødelægger den samlede helhedsoplevelse. Når det så er sagt, så tvivler jeg kraftigt på at ville indfinde mig til fremtidige gensyn med Fish indenfor de næste år. 3½/6 stjerner.



Sætliste:
1) - Perfume River
2) - Feasts Of Consequenses
3) - Manchmal
4) - Arc Of The Curve
5) - High Wood
6) - Crucifix Carner
7) - The Gathering
8) - Thistle Alley
9) - The Leaving
10) - Slàinte Mhath (Marillion cover)
11) - Vigil
12) - Big Wedge
13) - Bitter Suite V. Windswept Thumb (Marillion cover)
14) - Heart of Lothian (Marillion cover)
Encore 1:
15) - Incubus (Marillion cover)
Encore 2:
16) - Blind To The Beautiful
17) - The Company
Kilde: www.setlist.fm

 

Tak til Kenny Swan for brug af billede.

Læs mere...

Tides From Nebula - Eternal Movement

Tides From Nebula er et polsk band, der praktiserer en yderst letbenet og instrumental omgang prog. rock. Når jeg skriver letbenet, er det ikke decideret negativt. Udtrykket som Tides From Nebula praktiserer er dog utroligt velspillet og lyst, og dermed fremstår ”Eternal Movement” som en noget letbenet skive. 

Tides From Nebula blev dannet i 2008 og er nu nået til deres 3. fuldlængde i alt. At dømme ud fra deres hjemmeside er de et meget aktivt band med hele to koncerter i DK til efteråret – jeg har bare aldrig hørt om dem. Nu er jeg heller ikke den store prog.-fan, men jeg blev alligevel overrasket over at se, at Tides From Nebula har kunnet flyve under min radar i bandets lange levetid.

Hvis man kigger på ”Eternal Movement” som helhed, er det virkeligt solidt håndværk. Det første indtryk af skiven er, at disse fire gutter virkelig KAN spille, og man får indtryk af at kirurgisk præcision er et tema på bandets øveaftener. Rytmesektionen er yderst levende og lytter-udfordrende. Guitar og keyboards lægger nogle gode melodier, der sætter ”ansigt” på sangene – faktisk sidder jeg kun få gange og savner en vokal, og så burde alt være godt, ikke?

Jo, og det er det altså også et langt stykke hen ad vejen. Der kommer dog et tidspunkt, hvor jeg har svært ved at se idéen med sangene på skiven. Det ender desværre ud med at virke som om, at Tides From Nebula mister fokus – numrene flyder sammen og bliver degraderet til baggrundsmuzak. Absolut ikke positivt, når man tænker på at vi har med virkeligt dygtige musikere at gøre her.

Min begejstring for endelig at have fundet et band, der i bund og grund ikke har brug for en forsanger, blev afløst af skuffelse, da den sidste halvdel af ”Eternal Movement” bestemt ikke holder niveauet fra den første halvdel, og i stedet fiser ud i sandet.

Tracklist:
01: Laughter of Gods
02: Only with Presence
03: Satori
04: Emptiness of Your and Mine
05: Hollow Lights
06: Now Run
07: Let it Out, Let it Flow, Let it Fly
08: Up From Eden

Samlet spilletid: 47:45 

Læs mere...

Nothing More - Nothing More

Imponerende 17 numre gemmer der sig på dette tredje album fra det amerikanske band Nothing More. Og med en spilletid på over en time virker dette album som et ganske ambitiøst projekt. Men det er ret hurtigt tydeligt, at de her drenge har noget at have deres ambitioner i og virkelig meget at byde på! Det tager dem i hvertfald under 1 minut at overbevise mig om, at den næste times musik kommer til at vælte mig omkuld på bedste vis. 

Noget af det første jeg kommer til at tænke på, mens jeg lytter til skiven, er at der er noget Tool’ish over musikken. Nu ved jeg godt at man ikke sammenligner hvem som helst med Tool, men den måde musikken er bygget op på sender mig minder fra ”Ænima” og ”Lateralus”. Og samtidig er det ikke som noget andet, jeg har hørt før. Det er længe siden jeg har hørt noget der er så sært, så velspillet og så dragende som det her! Den kombination af kunst og musikalitet, der går igen hos Nothing More, er ikke noget man støder på ret tit. Samtidig er det endnu mere sjældent at møde et album, der ikke indeholder en eneste sang, man ikke bryder sig om. Sådan har jeg det med det her. Det virker omsonst at begynde at pille numre ud som jeg synes er fantastiske, for de har alle hver især deres eget unikke udtryk, samtidig med at de hænger ufattelig godt sammen og gør albummet til en meget helstøbt musikalsk oplevelse. Den kryptiske åbner ”Ocean Floor” sparker ”Ballast” i gang og energiniveauet rammer de 110 % fra starten. Jeg aner lidt samfundskritik på ”Christ Copyright” og ”Mr. MTV”. Sidstnævnte sender også en fin lille hilsen til Dire Straits. I det hele taget er der ret meget dybde i Nothing More’s tekster, for slet ikke at tale om den sjæl og kraft forsanger Jonny Hawkins har i sin vokal. Jeg elsker hvordan han kan gå fra det høje register til det lave på sekunder, men stadig med lige meget power og enormt nærvær i hver en tone. Hans klang er perfekt til musikken, der for øvrigt er aldeles velspillet og velskrevet. Jeg er også vild med de små spoken word numre der ligger på skiven, ”Gyre” og "Pyre", der er utroligt dragende med deres flotte guitarspil. Og ”The Matthew Effect” der vælter ud af højtalerne med sin aggressivitet og nerve, der brænder sig ind i ens øregange. ”I’ll Be OK” viser en anden mere følsom side af bandet, men den er ikke desto mindre ligeså fantastisk og efterlader mig med gåsehud over hele kroppen. ”Sex & Lies” skiller sig også ud med sin meget simple tekst om kærlighed og utroskab. Men selv det simple fungerer rigtig godt for de her drenge. ”God Went North” er også en absolut perle i den lange række af numre, et af dem der igen sniger sig selv ind under huden på mig med sin dybe lyrik og Hawkins' fuldstændig fantastiske vokal.

Det er svært for mig at forklare, hvorfor jeg allerede nu er ganske overbevist om at det her bliver et af min top 3 favoritalbums i 2014. Nogle gange er noget bare så godt, at det eneste jeg har lyst til at skrive er: køb den her skive, lyt til den og lad den opsluge dig og indtage din sjæl. For det gør den! Nothing More har det mest modsigende navn i forhold til, hvad de leverer. Det her er – pardon my French – fucking fantastisk! Intet mindre.  

Track list:

1. Ocean Floor
2. Ballast
3. Christ Copyright
4. Mr. MTV
5. First Punch
6. Gyre
7. The Matthew Effect
8. I’ll Be OK
9. Here’s To The Heartache
10. If I Were
11. Friendly Fire
12. Sex & Lies
13. Surface Flames
14. Take A Bullet
15. Jenny
16. God Went North
17. Pyre

Samlet spilletid: 01:08:00

 

Læs mere...

Avatarium, Copenhell 2014

Vi er nået til 3. og sidstedagen på Copenhell, og vi begynder tidligt med det svenske doom/stonerrock band Avatarium. Jeg vil hævde at Avatarium er langt den mest interessante booking på årets festival, men interessant er som bekendt ikke altid lig med godt.

Betingelserne er sgu heller ikke optimale. Solen skinner, men fy for helvede hvor er det en kraftig vind vi skal finde os i. Det er faktisk så slemt at står man lige foran scenen mærker man mere end ofte halvkraftige vindstød. Lyden flyver derved næsten konstant helt væk, og desværre bliver det ikke bedre igennem den næste halve times tid. Når man enkelte gange kan høre musikken, er det især den stærke vokal fra den kvindelige forsanger man lægger mærke til - den er virkelig fed! Lyden fra de andre instrumenter er mere eller mindre hit and miss; nogle gange funker det, andre gange ikke.

Der er kun mødt et par hundrede stykker op foran scenen, og det er nu ganske tydeligt at spore tømmermændene og trætheden iblandt folkemængden. Der vises horn efter hver sang, men mere bliver det ikke til. Det er også et meget ungt band, så mere kunne man svært forvente. Hvad jeg dog undrede mig over var bandets usikre præstation. Alle medlemmerne er så vidt jeg ved erfarne musikere, men det grundlæggende indtryk er at de stadig mangler at finde dem selv. Det skal dog nok komme med tiden, og jeg vil meget gerne opleve Avatarium igen i fremtiden (gerne med bedre lyd, tak), men denne gang var det ikke synderligt mindeværdigt.
3/6 stjerner.

 

Find flere koncertanmeldelser fra Copenhell 2014 på vores oversigtsside her.

 

  • Uncle Acid And The Deadbeast_8
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Suicide Silence_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • D:A:D_15
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen

Se flere billeder fra Copenhell her!

Læs mere...

The Crimson ProjeKCT

Godt nok er det ikke det ”rigtige” King Crimson der står på scenen, men jeg er tilbøjelig til at sige at alt der kommer i nærheden af er godt nok for mig – hvor ofte får man muligheden for at høre et af de største bands i historien? Derfor, med kun en lille viden om King Crimson og min far som følgesvend, drog jeg til Amager Bio for at tjekke tingene ud – ingen forventninger.

The Crimson ProjeKCT
Det engelske band King Crimson er kendt som den gruppe der grundlagde den progressive rock. Igennem deres levetid fra 1968 til nu (med flere pauser imellem) har de inspireret et hav af bands. King Crimson har løbende udskiftet deres medlemmer, således at bandet nu kendes bedst i forskellige tidsperioder hvor i alt snesevis af folk har været med. Det eneste medlem der har været med hele vejen er guitaristen Robert Fripp.

King Crimson har udgivet 13 studiealbum, hvoraf det første fra 1968 hed ”In The Court Of The Crimson King” og det seneste, fra 2003, blev døbt ”The Power To Believe”. I aften er det dog ikke King Crimson selv der står på scenen (på trods af at de blev gendannet igen sidste år), men i stedet et af de mange ProjeKCTs der har været igennem tiden. ProjeKCTs er forskellige projekter tilknyttet King Crimson. Disse projekter har været mest aktive i tiden fra 1997 – 1999. I aften er det en gruppe kaldet King Crimson ProjeKCT der har været i gang siden 2012. ”Bandet” har 3 medlemmer der er en del af det seneste King Crimson lineup og fokuserer primært på King Crimsons musik fra de tidlige 80’ere til midt 90’erne. Reelt set består gruppen af 2 undergrupper i form af ”Stick Men” og ”The Adrian Belew Power Trio”. I sommeren 2012 var de supportband for Dream Theater, og her i 2014 er det første gang de besøger Europa.

En syret intro åbner ballet. Amager Bio er godt og vel halvt fyldt, og ikke så overraskende er de fleste midaldrende mænd. Jeg lægger også mærke til en del børn i fællesskab med deres fædre – på flere måder er der en meget hyggelig og afslappet stemning omkring undertegnede.

Bandet går på scenen, og består i løbet af de første 10 minutter af en guitarist, der af og til også leger lidt med en computer, samt 2 trommeslagere. Efter et par sange følger en længerevarende tromme-duo-solo med enkelte elektroniske lyde i baggrunden, og først derefter kommer resten af besætningen til syne på scenen i form af en guitarist mere – og 2 bassister. I sandhed usædvanligt.

På nuværende tidspunkt ved jeg ikke om de spiller deciderede sange, eller bare fjoller og hygger sig. Det ændrer sig dog ved næste sang der er mere ”normal” (så meget det kan blive) – og for første gang bliver der også tilføjet vokal.
Lyden er heldigvis god i aften. Det hele går klart igennem, og især er det imponerende at de 2 trommeslagere ikke overdøver hinanden. Man kan også pointere at det satme er vigtigt at have det tekniske i orden hvis det skal lyde ordentligt med sådan et lineup.

Lyset er derimod en anelse kedeligt, da det næsten udelukkende består af den røde farve. Sommetider er der et blåt mønster der bevæger sig på væggen bag scenen, men det er så også det vildeste i aften. Ærgerligt, for man kunne ellers lave så meget spas til de syrede udsving vi er vidner til i aften. Her er samtidigt en gruppe der skider højt og helligt på alle regler – bl.a. sætter den ene guitarist sig på et tidspunkt på en stol (hvilet traditionelt er tilknyttet stille/akustiske sange), for derefter at bryde ud i et vanvittigt teknisk og højlydt nummer. Det er skønt at blive overrasket over den frie attitude man aner fra scenen.

De 6 medlemmer spiller sublimt og lever sig godt ind i det, men uden de helt store udsving. Det er rutinerede musikere vi har med at gøre, hvilket på godt og ondt kan mærkes. De går ikke udover nogle grænser for at underholde os, men det er heller ikke nødvendigt. Publikum er stillestående og opmærksomt opserverende, hvilket musikken også uskrevet kræver af lytteren.

Efter en god halv time bliver der hilst på publikum, hvorefter bandet splitter op i 2 grupper. Først spiller den ene trio i en 25 minutters tid, også bytter musikerne pladser. Den ene guitarist bliver dog hængende i en enkelt sang. Senere forenes de igen sammen på scenen.

Alt i alt er det en god oplevelse, men til tider føler jeg at det bare er FOR mærkeligt. Måske er det fordi jeg ikke er fra den tid – eller også fordi jeg ikke har det store kendskab til King Crimson.
Men, under alle omstændigheder, så var det godt, men det kom aldrig helt op og ringe. Skulle selveste King Crimson dog komme til byen, ville jeg med høj sandsynlighed troppe op.

4½/6 stjerner.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed