fbpx

Spock's Beard - The Oblivion Particle

I mere end 20 år har Spock's Beard stået som en af de faste størrelser, når det gælder progressiv Rock, hvilket er dokumenteret på utallige albums og koncert DVD’er. Til gengæld har de ikke gjort så meget for at afprøve forskellige retninger, men ifølge bandet selv, er deres nye album "The Oblivion Particle” en anderledes skive.

Hvis man tager den udtalelse alt for bogstaveligt, bliver man skuffet; indholdet er meget typisk prog Rock med mange detaljer og et tidsmæssigt overskud – her er ingen hastværk, der skal være tid til det hele. Og det hele inkluderer en masse små krøller på melodierne, som aftvinger respekt for musikernes kunnen og deres evne til at få komplekse melodier til at hænge fornuftigt sammen.

Til gengæld kunne jeg godt bruge nogle flere sekvenser, hvor musikken bare kører afsted og rykker igennem. Musikken er ret keyboardtung, og den gammeldags Jon Lord-lyd på orglet giver det hele en autentisk old school stemning. Det er okay, men i længden bliver det for meget. Til gengæld skal produktionen have ros, for lyden er virkelig go’ med mange detaljer og fin balance.

Den musikalske side reddes fra helt at gå under i pænhed og hygge, fordi man et par steder smider korkbæltet og armvingerne: I den ret Pink Floyd-agtige ”Bennett Built A Time Machine” er der mange fede detaljer, og ”A Better Way To Fly” har noget dystert over sig, som er ganske interessant. Så selv om alt foregår indenfor genrens rammer, og der ikke optræder revolutioner, er albummet alligevel noget af det bedste, jeg har hørt fra Spock's Beard so far.

Tracklist:
01. Tides Of Time
02. Minion
03. Hell’s Not Enough
04. Bennett Built A Time Machine
05. Get Out While You Can
06. A Better Way To Fly
07. The Center Line
08. To Be Free Again
09. Disappear
Samlet spilletid: 66:11

 

Læs mere...

Year Of The Goat - The Unspeakable

I de 3 år der er gået siden jeg anmeldte bandets debutalbum ”Angels’ Necropolis”, har der været ret stille omkring svenske Year Of The Goat, men nu vender de 6 fra Norrköping tilbage med fuldlængde udspil nummer 2.

Her viser de en stil, hvis lange numre med varierende stilmæssige indhold bedst kan beskrives som progressiv, men på en nedtonet og nærmest underspillet måde. Her minder de mere om de norske kolleger fra Leprous end et amerikanske navn som Symphony X. Musikken har et lidt gammeldags skær over sig, som skabes via arrangementer og diverse orgellyde.

Samtidig er Thomas Sabbathis vokal meget lys med stedvise udflugter op i falsetten; den er gennemtrængende og meget udtryksfuld, og minder på mange måder om Matthew Bellamy fra Muse.

Vokalen passer eminent godt til musikken, fordi denne kun få gange kommer med voldsomme udbrud. Det lægger ekstra vægt på stemningen, som veksler mellem det eftertænksomme, det sørgmodige og det dystre. Samtidig gør fraværet af store armbevægelser, at styrken i kompositionerne skal komme indefra, og det gør den! ”The Unspeakable” er en af den slags albums, som man godt kan overse, hvis man ikke tager sig den nødvendige tid til at lære det at kende. Men hvis man gør, så vokser det på én og ender som en virkelig fed udgivelse, hvis titel er misvisende – det her må man meget gerne tale om!

Tracklist:
1. All He Has Read
2. Pillars of the South
3. The Emma
4. Vermin
5. World Of Wonders
6. The Wind
7. Black Sunlight
8. The Sermon
9. Riders Of Vultures
Samlet spilletid: 52:37

 

Læs mere...

Leprous - The Congregation

Mit første møde med norske Leprous ligger nogle år tilbage, da de spillede til Day of Decay festivalen. Her vakte de behørig opsigt, først ved at optræde i røde bukser og slips (til en Metal festival!), dernæst ved at give en super koncert med masser af progressive elementer. Koncerten fik mig til at investere i flere af bandets albums, så det var ikke svært at sige ja til at anmelde ”The Congregation”.

Det er interessant at bemærke, at alle bandets medlemmer har spillet i Black Metal bands som Insahn, Borknagar og God Seed, enten som faste medlemmer eller i live-sammenhæng. Den baggrund smitter nu ikke af på Leprous, for her er musikken domineret af keyboards, og det er ikke meget man hører til guitarerne. Under normale omstændigheder ville jeg opfatte dette som en negativ ting, men det er det ikke her. Numrene er generelt interessante og besidder stor styrke – den hentes bare andre steder. Et område er det rytmiske, hvor nordmændene varierer meget, der sker hele tiden noget nyt på dét område. Heldigvis overdrives det ikke, så der hele tiden skabes spænding uden at det hele ender i kaotisk opvisning. Det giver numrene en udmærket fremdrift, men vilde eskapader skal man søge andre steder; musikken er aldrig ekstrem. I stedet er det musikalsk overskud og virkelig flotte melodier, der giver numrene kant. Samtidig er det vokale sat virkelig godt i scene, og anføres suverænt af Einar Solberg, som varierer udtrykket i sin lyse stemme flot.

“The Congregation” er et af den slags albums, hvor spænding og styrke kommer indefra i stedet for gennem effekter og store armbevægelser. Det betyder ikke, at der mangler power, blot at man skal investere lidt mere energi i at lytte, end det ofte er tilfældet. Det gør albummet til en stærk sag, og selv om det ikke helt er på niveau med bandets bedste skiver, får det en klar anbefaling med på vejen.

Tracklist:
1. The Price
2. Third Law
3. Rewind
4. The Flood
5. Triumphant
6. Within My Fence
7. Red
8. Slave
9. Moon
10. Down
11. Lower
Samlet spilletid: 65:45

 

Læs mere...

Saga - Amager Bio

I aften er mit andet møde med det progressive rockband Saga, der om noget er flittige med at få besøgt Danmark; igennem de seneste 5 år er det blevet til det nøjagtige samme antal shows, dette inklusive. Sidste gang var for noget nær 1 år siden, hvor jeg fik en gevaldig overraskelse ift. hvor fornemt Saga klarede sig live, for slet ikke at nævne den utrolig loyale fanskare – Amager Bio var proppet til randen på en søndag.
Hertil er der kun at sige, at jeg håber det bliver ligeså godt denne gang.

Saga:
Canadiske Saga har siden ca. 1977 braget igennem med et hold bestående af den karismatiske forsanger Michael Sadler, Jim Crichton på bas, hans bror Ian Crichton på guitar og Jim Gilmour på keyboard. Michael Sadler var i en kort periode fra 2008 – 2011 ude af bandet, men ellers er det egentlig kun trommeslagerne, der er blevet skiftet ud. I øjeblikket er det Mike Thorne der tæsker tønderne, og som har været med siden 2012.
Saga har i alt udgivet 21 studiealbums, hvoraf de bedst kendte er de 5 første; ”Saga” fra 1978, ”Images At Twilight” fra 1979, ”Silent Knight” fra 1980, ”Worlds Apart” fra 1981 og ”Heads Or Tales” fra 1983.

Akkurat som sidste år er Amager Bio proppet til randen; om det så er en søndag eller onsdag virker tilsyneladende ligegyldigt, og der kan i hvert fald ikke være mange billetter tilbage.
Minutiøst præcist spankulerer de 5 herrer på scenen, der foruden alverdens keyboards også prydes af et stort bagtæppe der forestiller et gigantisk insektvæsen i en forladt post-apokalyptisk by.

Saga kommer noget sløvt fra start, men vi når hurtigt hen til ”You’re Not Alone”. Her indbydes der til fællessang, og sangen dedikeres til en nyligt afdød dansk ven og fan af bandet. En simpel, men rørende hyldest. 
Åbningsnummeret ”(Goodbye) Once Upon A Time” er blot ét eksempel på at Saga i aften har valgt at ryste posen, men som desværre falder noget til jorden. Det er langtfra tilfældet med de sange fra udover de første 5 albums, men det er tydeligt at det er de ældre klassikere, der trækker mest – og taktisk nok er det også dem der er i markant overtal.

Lydmæssigt står det tyndt til i begyndelsen, næsten som om der mangler noget saft og kraft bag det hele. Det bliver der hurtigt rettet op på, men det bliver aldrig virkelig godt, i hvert fald ikke her i venstre side, hvor jeg har placeret mig. Der mangler simpelthen noget pondus bag.
Lyset, derimod, virker nøje tilrettelagt, og selvom det sjældent er vildt avanceret (som jeg har set Amager Bio i stand til ved tidligere lejligheder), så fungerer det lige som det skal.

Saga selv ser ganske tilfredse ud, men udførelsen i den første halvdel giver et kedeligt indtryk af at være sløset til tider – og den udtalelse er jo nærmest på grænsen til kætteri (det er altså Saga vi snakker om!). Energien er fin selv om de naturligvis ikke hopper rundt, men inaktive er de nu heller ikke.
Allerbedst fungerer det når Michael Sadler forlader sit keyboard, og altså kan komme tættere på publikum for derved at opildne dem, hvilket sker på ganske effektiv vis. Desværre er det under halvdelen af tiden, at det sker – og i det hele taget bliver hele proceduren skøjtet hastigt igennem, og rutinen har det med at blokere for de store armbevægelser.

Hvis hukommelsen fra sidste år er troværdig, virker publikum også langt mindre fokuserede denne gang. Småsnak hersker i krogene og folk er meget stillestående, men fællessangen består imidlertid hele vejen.
Overordnet synes showet aldrig at få løftet sig helt fra jorden andet end midlertidigt ved højdepunkter som f.eks. ”Don’t Be Late (Chapter 2)” og ”Ice Nice”, hvor gløden for alvor bliver til flammer. Bemærk at disse sange ligger i den senere ende; de sidste 30 minutter er nemlig de andre 70 langt, langt overlegne. Tiden flyver ufortrødent af sted, og kedeligt bliver det aldrig, men det kunne have været så meget mere. Forhåbentligt bliver det således næste gang, hvor jeg uden tvivl også vil være at finde.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – (Goodbye) Once Upon a Time
2) – Someone Should
3) – You're Not Alone
4) – Hot To Cold
5) – On The Loose
6) – On My Way
7) – Not This Way (Chapter 10)
8) – Scratching The Surface
9) – Time To Go
10) – I'll Be
11) – Don't Be Late (Chapter 2)
12) – Wildest Dreams
13) – Ice Nice
14) – Humble Stance
15) – Careful Where You Step
Encore:
16) – Wind Him Up
17) – The Flyer

Læs mere...

The Tangent - A Spark In The Aether

Da jeg sidst anmeldte noget fra The Tangent var i 2009, hvor albummet ”Down And Out In Paris And London” kom på gaden. Dengang var jeg alt andet end begejstret for bandets jazzede Progrock, så i de følgende år har jeg styret udenom dem. Efter nogle år, som har budt på flere udgivelser og ændringer i besætningen, er jeg klar til at prøve kræfter med The Tangent igen.

Selv om bandet har rokeret en del rundt, og Andy Tillison er den eneste, som har spillet på alle bandets efterhånden 8 albums, er det stadig en meget Jazz influeret udgave af Progressiv Rock, der bliver spillet. Heldigvis fremstår den noget mere interessant end ved vores sidste rendez-vous; faktisk er det kun ”Aftereugene” som for alvor irriterer mig med sin manglende struktur og udflippede saxofontrutteri.

De øvrige numre udstråler en helt anderledes afslappethed, og hvis jeg skal sammenfatte albummet i to ord, bliver det Cool og Tilbagelænet. Numrene har et udmærket drive, som skabes af glimrende guitarsoli og funky blæserarrangementer. Samtidig er der rigelige mængder af orgel med den rigtige old school Jon Lord-agtige lyd. Det forstærker den tilbagelænede holdning, hvor stemningen flere steder får mig til at tænke på Steely Dan.

Stilmæssigt hører The Tangent stadig ikke til mine favoritter, men albummet udstråler så meget cool overskud, at det kan hive 4 stjerner hjem.

Tracklist:
1. A Spark In The Aether
2. Codpieces and Capes
3. Clearing The Attic
4. Aftereugene
5. The Celluloid Road
6. A Spark In The Aether (Part 2)
7. San Francisco Radio Edit
Samlet spilletid: 67:04

 

Læs mere...

VOLA - Inmazes

For mig er VOLA et helt ubeskrevet blad, men jeg kan se ud af tidslinjen på Facebook, at bandet fra København har billeder tilbage fra 2008, og derfor har eksisteret i en del år efterhånden. At deres første album først kommer nu, er ikke tegn på manglende indsats; når man har hørt det igennem er det tydeligt, at der i stedet er tale om at lade gode ideer modne.

Netop modenhed og gode ideer er der masser af på ”Inmazes” – VOLAs musikalske univers er på mange måder helt specielt. Det indeholder så mange forskellige elementer, at det er umuligt at dække musikken med en enkelt betegnelse. Den usædvanligt store bredde kommer til udtryk via bastunge riffs og stærkt varierende rytmer, der veksler med melodiske passager fremført med virkelig flotte vokaler. Når man breder sig over et stort område er der fare for, at man bliver ufokuseret, men det er der ikke spor af her. Tværtimod lykkes det for VOLA at tilføre musikken en meget stor dybde, for uanset om det er de hårde elementer, de melodiske omkvæd eller de konstruktivt brugte tasteinstrumenter der er i fokus, er der hele tiden noget nyt og spændende at opdage. Med store variationer i rytme og tempo bliver musikken meget dynamisk, og den konstante bevægelse gør den helt organisk.

Det høje tekniske niveau fra de 10 numre kan heldigvis genfindes i produktionen, for her er der fin balance mellem de enkelte elementer samtidig med, at alle detaljer står klart i lydbilledet – det er lækkert!

Det samme må jeg sige om albummet, for det er sjældent man støder på så spændende en udgivelse som denne – at der er tale om en debut gør kun det hele endnu mere imponerende. Jeg kan kun anbefale ALLE at klikke ind på VOLAs hjemmeside og checke ”Inmazes” ud – i bliver ikke skuffede!

Tracklist:
01. The Same War
02. Stray The Skies
03. Starburn
04. Owls
05. Your Mind Is A Helpless Dreamer
06. Emily
07. Gutter Moon
08. Feed The Creatures
09. A Stare Without Eyes
10. Inmazes
Samlet spilletid: 52:43

 

Læs mere...

Cloudkicker - Live With Intronaut

At dette album hedder ”Live With Intronaut” kunne give indtryk af, at der var tale om en split-CD, eller det var resultat af en Cloudkicker turne med Intronaut som opvarmning. Ingen af buddene er korrekte, men alligevel heller ikke helt forkerte. Cloudkicker består nemlig kun af Ben Sharp, og da han skulle spille live, fik han overtalt bandet Intronaut til at hjælpe.

Sharps musikalske univers ligner på mange måder det, man møder hos andre repræsentanter for den progressive musik. De 9 numre på albummet indeholder mange forskellige udtryk, som spænder fra dynamiske og synkoperede til mere traditionel tung Rock. Den bliver leveret med eftertryk og hårde rytmer i ”Dysphoria”, mens tilgangen i ”You and yours” er noget mere afslappet. Uanset hårdheden er der knaster og torne på, så man er nødt til at lytte for at få alle facetter med. Denne tendens forstærkes af, at alle numre er rent instrumentale, og fraværet af vokaler gør, at man skal LYTTE til skiven, ellers glider den over og bliver baggrundsstøj.

Desværre bliver lytteren ikke belønnet nok for sin indsats, for selv om det er tydeligt at musikerne kan deres kram, mangler der spænding i musikken. Den udmærkede bredde i numrene er desværre ikke tilstrækkelig til at gøre dem fede for alvor, så samlet set kommer albummet ikke op over et middelgodt niveau.

Tracklist:
1. Subsume Part 1
2. Subsume Part 2
3. We are going to invert.../Here, wait a minute, damn it!
4. We're goin' in, we're going down.
5. Seriosity
6. You and yours
7. Dysphoria
8. Subsume Part 8
9. Push it way up!
Samlet spilletid: 43:44

Læs mere...

Anathema

Den her dag har jeg ventet på i godt og vel 2 år. Første, og optil idag, eneste gang jeg har oplevet Anathema var ved deres sidste koncert i København, som jeg også anmeldte til den pæne karakter af 5½/6 (kan læses her). Sidenhen har Anathema udgivet et nyt album, som er ganske helstøbt, men som jeg ikke synes helt lever op til det mesterværket "Weather Systems", men det er sgu også svært.
Kort sagt; det kan kun blive godt!

Anathema
Anathema stammer fra Liverpool, og begyndte deres karriere i 1990. Dengang spillede de en blanding mellem death/doom metal og gothic metal. Man kan passende drage referencer til bands som Paradise Lost, My Dying Bride og Porcupine Tree (i øvrigt alle fra England!), men også svenske Katatonia var med til at skubbe death/doom genren frem. Deres første album "Serenades" blev udgivet i 1993. Nogle af deres mere kendte albums er "Judgment" fra 1999 og "A Natural Disaster" fra 2003. Der gik derefter 7 år før Anathema udgav et nyt album i form af "We're Here Because We're Here". Idag er det de 3 brødre Cavanagh der styrer showet, og siden 1998 har Anathema primært fokuseret på at dyrke den progressive rock. For 2 år siden så den roste plade "Weather Systems" dagens lys, og Anathemas 10. studiealbum "distant satellites" er pt. ikke mere end 5 måneder gammelt.

Da jeg ankommer finder jeg, til min lettelse, ud af at det er den store sal der er taget i brug i aften - det tegner allerede godt. Der er fyldt ganske godt op, så selv på en mandag kan Anathema trække en god mængde. Stemningen er euforisk - afventende. De der har set Anathema før ved at de kan levere, eller i hvert fald har gjort det tidligere.

Kvart over ni skal slaget stå, og de 6 medlemmer kommer til syne uden de store dikkedarer og går direkte over i "The Lost Song, Part 1 + 2" fra det nyeste album. Lyden er exceptionelt god i aften, hvor alle instrumenter står klart og tydeligt, og med en passende volumen - det er sgu lige som det skal være! Det samme gælder for Anathema der er i et levende og henrivende humør; den kvindelige sanger smiler, griner og chatter med publikum, og forsangeren hopper ofte rundt og river fanatisk på sin guitar, som gjaldt det hans liv - der er absolut ingen mandagstræthed at spore.

Vi skal ikke mange minutter ind i den første sang før jeg står med tårer i øjnene og gåsehud, og som fortsætter uafbrudt igennem de 2 dele af "Untouchable", der ser seancen afsluttet med fællessang iblandt publikum uden bandets hjælp. Begge sangere synger så let og elegant, og der er en helt særlig kraft bag ordene som især gør sig gældende i sangen "Anathema" hvor den mandlige forsanger krænger sit hjerte ud, og flere fra bandet ofte står med lukkede øjne og bare nyder øjeblikket - for slet ikke at nævne leadguitaristen der fejlfrit leverer sin solo af uden at kigge én eneste gang. Det her, det er ikke bare tilfældige ord - det er en historie disse 6 mennesker fortæller med følelserne helt ude på tøjet, og det er jo i virkeligheden hvad musik handler om, i hvert fald for undertegnede; at blive rørt. At være forbundet til musikken. Og det er jeg i aften.

Selvom der er en anelse småsnak i krogene (hvilket er en af de eneste faktorer der karaktermæssigt trækker ned), er publikum glade, tilfredse og for det meste fuldt ud opmærksomme. Der er også kælet for både det visuelle (i form af et glimrende lysshow der er tilpasset hver enkelt sang) og det auditive. I forhold til sidstnævnte, så er det primære trommesæt - der er nemlig 2 - indrammet bag glasskærme, som derved har en effekt på lyden. Der er også igennem koncerten nogle udskiftninger iblandt instrumenterne. Således er den kvindelige sanger ikke med på alle numre, og på et tidspunkt bytter de 2 trommeslagere plads, men hvor den ene, istedet for trommer, benytter sig af et af de 3 keyboards i et godt stykke tid - også bruger forsangeren en autotune-indstillet mikrofon i "Closer", som jeg dog er glad for kun bliver brugt én gang.

Anathema har igennem denne tour skiftet en del rundt i deres sætliste. De har dog undgået deres 3 første doom-inspirerede albums fuldstændigt (hvilket giver god mening), men når ellers godt rundt i bagkataloget. Denne gang får vi desværre ikke nogle sange fra "Judgment", og heller ikke nogle fra den knap så populære "A Fine Day To Exit", men selvom der er en overvægt på det nyeste opus, bliver vi ikke snydt for enkelte ældre sager.
Et sådant eksempel er ved titelsangen "A Natural Disaster", hvor næsten alt lyset på scenen bliver slukket, og vi bliver bedt om at bruge vores telefoner og lightere istedet. De fleste tager dem hurtigt ned igen, men det ser nu smukt ud, og det er vildt så meget telefonerne kan lyse op i et mørkt rum. "Wow, that was a moment!", udbryder forsangeren ekstatisk da nummeret slutter, og man kan kun være enig med ham efter den kraftpræstation den kvindelige sanger leverer. Der er fuldstændigt stille i det sidste minuts tid hvor kun hendes stemme og teksten "and I fade" kan høres, og som symbolsk bliver svagere og svagere, indtil publikum ikke længere kan kontrollere sig selv og udsteder et kæmpe hyldestbrøl da den sidste tone falder.

"Fragile Dreams" sætter lidt bevægelse igang hos publikum, også - totalt uventet - er det slut. Til vores uheld var det således en af Anathemas "korte" sæt (som stadig er på 1 time og 40 minutter), men jeg kan svært tro at nogen var klar til at gå hjem endnu - det var som om det blev afsluttet for brat. Som om vi stadig manglede et par sange.

I sidste ende er det kun småting der afholder mig fra at give topkarakter, hvor jeg mest af alt tænker på den enerverende småsnak der til stadighed bare ikke vil dø. Det er måske en petitesse, men det er lige akkurat nok til at blive at blive revet ud af øjeblikket. Folkens, vil I ikke nok gå om bagved eller i baren? Noget musik skal høres uden "forstyrrelser", og Anathema er på den liste. 
5½/6 stjerner.


Sætliste:
1) - The Lost Song, Part 1
2) - The Lost Song, Part 2
3) - Untouchable, Part 1
4) - Untouchable, Part 2
5) - Thin Air
6) - Ariel
7) - The Lost Song, Part 3
8) - Anathema
9) - The Beginning And The End
10) - Universal
11) - Closer
12) - Distant Satellites
13) - A Natural Disaster
14) - Fragile Dreams

Læs mere...

Fish

Så rammer Fish endnu engang landet, og det er faktisk den samme tour som Fish var på sidste år der vender tilbage. Det er hans 5. besøg i landet siden 2008, hvoraf daværende koncerter både tæller på spillesteder som Viften i Rødovre, Posten i Odense og Tobakken i Esbjerg. Endnu engang er det et første møde for undertegnede, selvom jeg har kendt til både Marillion og Fish i lang tid.

Fish
De fleste kender nok Fish først og fremmest pga. hans tidligere plads som forsanger i det progressive rockband Marillion fra 1981 - 1988. Her nåede at være med til at udgive 4 studiealbums. Derefter gik han solo, og har med sit seneste opus "A Feast Of Consequences" fra 2013, rundet sit 10. studiealbum (hvor coveralbummet "Songs From The Mirror" også tæller med). Bedst kendt er nok hans debutalbum "Vigil in a Wilderness of Mirrors" fra 1990.

Aftenens seance var annonceret til at vare over 2 timer, hvilket jo som udgangspunkt lyder glimrende. Det endte i stedet med at føles som en unødig lang aften. Fish valgte samtidigt kun at spille sange fra debutpladen, såvel som et par stykker fra det nu 7 år gamle album "13th Star", og intet mindre end 8 skæringer fra "A Feast Of Consequences" (som han i øvrigt også var på tour med sidste år da han spillede i Danmark). Det virker mærkværdigt ikke at rode en anelse mere rundt i bagkataloget, når der nu engang er 10 albums at vælge imellem, og måske er det også pga. Fish' mange besøg at der kun er omtrent halvt fyldt i salen - selv oppe i front er der faktisk rimelig god plads.

Bandet smutter forholdsvist ubemærket på scenen 10 minutter over otte, og hovedmanden selv kommer til syne kort efter. Valsende danser han ind til jubel fra det ellers rolige publikum (mere om dem senere). Fish smiler bredt til os, men er ellers i første sang en anelse indadvendt, og tripper rundt for sig selv, når han altså ikke tjekker sit teksthæfte - allerede her føles det en anelse pinligt (SÅ gammel er du altså ikke, Hr. Fish...), men det bliver "bedre", da han med sin genkendelige skotske accent beder os om at klappe i takt til næste sang, hvortil publikum kun ekstremt kortvarigt river sig med.

Selve Fish' backingband spiller som de nu engang skal, men de er samtidigt så anonyme som man kan være. Jeg savner noget energi og bevægelse - ikke at de skal hoppe og danse, men man kan godt gøre andet end blot at træde et par skridt frem og tilbage. Det er sgu for statisk, og det er ikke et godt tegn når sangenes studieudgaver føles mere interessante. Heldigvis gør den medbragte storskærm det en anelse levende, da billederne skifter ganske ofte. Lyden er til gengæld mere eller mindre god, dog er diskanten i Fish' vokal ubehageligt høj, så det skriger en smule i ørerne.

Også er der publikum... Det ville ikke undre mig hvis mange blot er mødt op for at se giraffen, eller høre et par Marillion sange. Der er en lille gruppe oppe foran der ser ud til at nyde det fuldt ud, men resten af salen virker ikke til at gøre end at observere passivt. Fish' forsøg på fællesklap/sang dør noget sørgeligt ud efter kun få sekunder, og udover gensynsglæden ved de omtalte Marillion sange kunne man inderligt ønske sig et mere engageret publikum. Det er jo også tirsdag...

Alt ovenstående lyder umiskendeligt ganske negativt, og kritikken er sådan ret oprigtig nok; alligevel er det på godt og ondt faktisk et fint show. Jeg står på intet tidspunkt og keder mig, og er istedet rimeligt underholdt. Mest af alt føler jeg en stemning jeg bedst kan beskrive således: forestil dig at du sidder foran pejsen med din bedstefar og lytter til hans historier. Det er hyggeligt, og bestemt også tidsfordriv af den gode skuffe, men på et tidspunkt må du også videre. I tråd med ovenstående kunne jeg også sagtens have været foruden de lange "taler" Fish' leverer i tide og utide. Det er fedt at du tager din musik seriøst og har en historie bag dine sange (det ville man ønske var tilfældet for mere af nutidens musik), men at pludre løs i over 5 minutter op til flere gange er lige nok af det gode - det må kunne gøres kortere.

Her efterfølgende overvejes det at det muligvis ville have været bedre med siddepladser, men det er nu engang hvad det er. Alt i alt ender det som en fin og uperfekt koncert der stikker negativt ud i flere retninger, men aldrig så meget at det ødelægger den samlede helhedsoplevelse. Når det så er sagt, så tvivler jeg kraftigt på at ville indfinde mig til fremtidige gensyn med Fish indenfor de næste år. 3½/6 stjerner.



Sætliste:
1) - Perfume River
2) - Feasts Of Consequenses
3) - Manchmal
4) - Arc Of The Curve
5) - High Wood
6) - Crucifix Carner
7) - The Gathering
8) - Thistle Alley
9) - The Leaving
10) - Slàinte Mhath (Marillion cover)
11) - Vigil
12) - Big Wedge
13) - Bitter Suite V. Windswept Thumb (Marillion cover)
14) - Heart of Lothian (Marillion cover)
Encore 1:
15) - Incubus (Marillion cover)
Encore 2:
16) - Blind To The Beautiful
17) - The Company
Kilde: www.setlist.fm

 

Tak til Kenny Swan for brug af billede.

Læs mere...

Tides From Nebula - Eternal Movement

Tides From Nebula er et polsk band, der praktiserer en yderst letbenet og instrumental omgang prog. rock. Når jeg skriver letbenet, er det ikke decideret negativt. Udtrykket som Tides From Nebula praktiserer er dog utroligt velspillet og lyst, og dermed fremstår ”Eternal Movement” som en noget letbenet skive. 

Tides From Nebula blev dannet i 2008 og er nu nået til deres 3. fuldlængde i alt. At dømme ud fra deres hjemmeside er de et meget aktivt band med hele to koncerter i DK til efteråret – jeg har bare aldrig hørt om dem. Nu er jeg heller ikke den store prog.-fan, men jeg blev alligevel overrasket over at se, at Tides From Nebula har kunnet flyve under min radar i bandets lange levetid.

Hvis man kigger på ”Eternal Movement” som helhed, er det virkeligt solidt håndværk. Det første indtryk af skiven er, at disse fire gutter virkelig KAN spille, og man får indtryk af at kirurgisk præcision er et tema på bandets øveaftener. Rytmesektionen er yderst levende og lytter-udfordrende. Guitar og keyboards lægger nogle gode melodier, der sætter ”ansigt” på sangene – faktisk sidder jeg kun få gange og savner en vokal, og så burde alt være godt, ikke?

Jo, og det er det altså også et langt stykke hen ad vejen. Der kommer dog et tidspunkt, hvor jeg har svært ved at se idéen med sangene på skiven. Det ender desværre ud med at virke som om, at Tides From Nebula mister fokus – numrene flyder sammen og bliver degraderet til baggrundsmuzak. Absolut ikke positivt, når man tænker på at vi har med virkeligt dygtige musikere at gøre her.

Min begejstring for endelig at have fundet et band, der i bund og grund ikke har brug for en forsanger, blev afløst af skuffelse, da den sidste halvdel af ”Eternal Movement” bestemt ikke holder niveauet fra den første halvdel, og i stedet fiser ud i sandet.

Tracklist:
01: Laughter of Gods
02: Only with Presence
03: Satori
04: Emptiness of Your and Mine
05: Hollow Lights
06: Now Run
07: Let it Out, Let it Flow, Let it Fly
08: Up From Eden

Samlet spilletid: 47:45 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed