fbpx

Opeth - Sorceress

For mange Opeth fans var det en udfordring, da bandet på albummet ”Heritage” vendte sig mod en mere gammeldags stil med rene vokaler; en tendens som blev mere udtalt på det efterfølgende ”Pale Communion” for to år siden. Nu er Åkerfeldt og Co. tilbage med ”Sorceress”, der lige som forgængeren er optaget i Rockfield Studios i Wales med Tom Dalgety bag knapperne.

Som ventet betyder det en fortsættelse af samme musikalske stil som nævnt ovenfor, for det nye album betyder et genhør med mange af de samme elementer. Mest markant er den udstrakte brug af old school orgel, som virkelig booster retrostilen – det giver en meget autentisk 1970’er feeling. Det samme gør f.eks. fløjtearrangementet i titelnummeret, men i det hele taget er numrenes opbygning og vokalarrangementer af den gamle skole.

Albummet indeholder mange passager med akustiske instrumenter, og fremtræder i første omgang meget stille. Men indtrykket snyder, for der er også masser af tyngde og energi, hvilket skaber fin dynamik. Samtidig viser Åkerfeldt at han ikke har glemt det progressive, for numrene skifter udtryk og udvikler sig meget. Et plus er her de mange guitarsoli, som har virkelig flot lyd.

Om det er det rigtige for Opeth at fortsætte i den valgte retning, er der mange meninger om, og det kan diskuteres. Men hvad der ikke står til diskussion, er det faktum at Mikael Åkerfeldt er en virkelig dygtig sangskriver, som formår at blande tyngde og melodi på en varieret, dynamisk og spændende måde. Derfor er albummet vokset i styrke hos mig, efterhånden som antallet af afspilninger er steget, og jeg må konkludere, at selv om det ikke er det oprindelige Opeth, er det stadig godt!

Tracklist:
1. Persephone
2. Sorceress
3. The Wilde Flowers
4. Will O The Wisp
5. Chrysalis
6. Sorceress 2
7. The Seventh Sojourn
8. Strange Brew
9. A Fleeting Glance
10. Era
11. Persephone (Slight Return)
Samlet spilletid: 56:36

 

Læs mere...

Messenger - Threnodies

Man kan ikke ligefrem sige, at det skorter på roser i foromtalen af det andet album fra Messenger; pladeselskabet nøjes ikke med at rose bandets debutskive ”Illusory Blues” fra 2014, men kaster sig ud i en lang opremsning af alle de priser, bandets har vundet, eller i det mindste været nomineret til. Det virker ganske imponerende for et band med mindre end 5 år på bagen og giver noget at leve op til.

Jeg er da heller ikke i tvivl om, at Messenger består af dygtige musikere; gennem hele albummet viser de meget sikker håndtering af de forskellige musikalske elementer, der udgør albummets syv numre – vel at mærke på en nedtonet facon. Stilmæssigt viser englænderne tydelig inspiration fra både Radiohead og Pink Floyd – begge dele bliver primært brugt til musik i den rolige del af spektret.

Men Messenger kan også give den mere gas; i ”Oracles Of War” og ”Pareidolia” er det tungere Stonerrock med den rigtige orgelstemning, der er på programmet; det håndterer bandet også sikkert.

Inspirationskilder og musikalsk kunnen er således helt i orden, men det samlede resultat kan slet ikke leve op til den fine foromtale. Jeg mangler i dén grad spænding i begivenhederne, det er ikke nok at spille nedtonet Rock. Det illustreres i slutnummeret ”Crown Of Ashes“, som trods meget lækre guitarpassager ender med navlepillende ligegyldigheder – dem er der alt for mange af på ”Threnodies”.

Tracklist:
1. Calyx
2. Oracles Of War
3. Balearic Blue
4. Celestial Spheres
5. Nocturne
6. Pareidolia
7. Crown Of Ashes
Samlet spilletid: 46:17

Læs mere...

Ihsahn - Arktis

Efter tiden med Emperor har Ihsahn koncentreret sig om sin solokarriere, og nu, 10 år efter udgivelse af debutskiven ”The Adversary”, udsender han sit sjette album, som har fået titlen ”Arktis”.

Her viser nordmanden sin vanlige stil med numre, der betjener sig af mange forskellige elementer, og derved frembringer stor musikalsk bredde. Numrene er kendetegnet ved at veksle i både tempo og intensitet, ligesom udtrykkets hårdhed ofte skifter. I åbningsnummeret blandes Metal med mere svævende udtryk, mens ”Pressure” bygger på symfoniske elementer.

Frontvokalen er gennemgående ret grum og lidt hvæsende, men den bliver mere end udlignet af omkvædenes kor, som er meget flotte og rene. Det afholder ikke Ihsahn fra at arbejde med mere direkte Metal; ”My Heart Is Of The North” og især ”Until I Too Dissolve” indeholder fine guitarriffs med udmærket power. Men også electro indslagene i ”South Winds” fungerer godt, desværre bremset af et kedeligt omkvæd.

I den sidste ende er det slutspurten med de tre sidste numre, der sikrer albummet en placering over middel: numrene er alle ret afdæmpede, men via stærke melodier og sikker brug af mange forskellige instrumenter vokser de i styrke og omfang. Det er meget intelligent tænkt og udført, og en væsentlig grund til, at jeg kan give ”Arktis” min anbefaling.

Tracklist:
01. Disassembled
02. Mass Darkness
03. My Heart Is Of The North
04. South Winds
05. In The Vaul
06. Until I Too Dissolve
07. Pressure
08. Frail
09. Crooked Red Line
10. Celestial Violence
Samlet spilletid: 57:20

 

Læs mere...

Knifeworld - Bottled Out Of Eden

Navnet Knifeworld fik mig umiddelbart til at tænke på Hardcore og andre hårdtslående genrer, men det ville være uhørt for et album fra Inside Out Music. Som de øvrige navne i samme stald holder bandet fra London sig til den da også til Progressiv rock, selv om den fortolkes med en mere ubekymret stemning end vanligt.

Jeg kan normalt godt lide progressiv musik, især når der eksperimenteres og vante rammer udvides. Stilmæssigt byder Knifeworld på selvstændige ideer, og selv om der ikke ligefrem er opvisning i instrumenthåndtering, så spiller de udmærket. Men hold da op hvor er det bare kedeligt at kæmpe sig igennem de små 50 minutters spilletid!!! Det hele glider afsted som en stille strøm af ligegyldigheder, og der sker simpelthen for lidt. Det får næsten oplæsning af fiskerinoteringen til at virke dynamisk, og spændingsniveauet ligger kun en håndsbredde fra at se maling tørre. Og når der endelig er afvigelser, optræder de i form af skæve blæsersekvenser. Det er ikke hvad jeg opfatter som hverken interessant eller spændende, og ”Bottle Out Of Eden” er et af de mest kedelige albums, jeg har hørt meget længe.

Hvis det her er en paradisisk aftapning, er der noget jeg har misforstået …

Tracklist:
1. High / Aflame
2. The Germ Inside
3. I am Lost
4. The Deathless
5. Foul temple
6. Vision Of The Bent Path
7. I Must Set Fire To Your Portrait
8. Lowered Into Necromancy
9. A Dream About A Dream
10. Secret Words
11. Feel The Sorcery
Samlet spilletid: 49:34

Læs mere...

The Mute Gods - Do Nothing Till You Hear From Me

Ideen til The Mute Gods opstod hos Nick Beggs som en kanal for den musik han skrev, mens han turnerede med Steven Wilson. De to andre medlemmer Roger King og Marco Minnemann har spillet med navne som Steve Hackett og Joe Satriani, hvilket borger for deres kvaliteter.

Deres nye fælles projekt har til formål at skabe musik for folk der tænker over tingene, og som tema herfor har Beggs taget fat i diskussionen om, hvor meget vi kan stole på de informationer, vi modtager fra politikere og multinationale firmaer – ambitiøst og alvorligt, må jeg sige.

Den musikalske side af sagen er holdt på et meget nedtonet, tilbagelænet og nærmest hyggeligt niveau – der er en pæn og ikke-aggressiv lyd på alt fra keyboards til guitarer; selv stortrommeanslag er dæmpet til et absolut minimum. Samtidig udfolder numrene sig stille og roligt; her er ingen pludselige udbrud, ingen overraskelser, ingen stress. Hertil passer de polerede flerstemmige vokalarrangementer fint ind.

Til gengæld passer denne indpakning SLET ikke til den temamæssige alvor. Og melodierne er slet ikke stærke nok til, at de brænder sig fast – i stedet er der nærmere tale om Pop, som lynhurtigt er glemt. ”Strange relationship” er bare kedeligt, og selv i ”Your Dark Ideas”, som kunne have været skarpt, vinder det hyggelige.

”Do Nothing Till You Hear From Me” er derfor udmærket som baggrundsstøj, men det holder ikke til at blive gennemlyttet kritisk. Der er en grund til at Beggs og Co. normalt optræder bag hovednavnet, og at dømme efter albummet her er det der, de hører hjemme.

Tracklist:
1. do nothing till you hear from me
2. praying to a mute god
3. nightschool for idiots
4. feed the troll
5. your dark ideas
6. last man on earth (bonus track)
7. in the crosshairs
8. strange relationship
9. swimming horses
10. mavro capelo (bonus track)
11. father daughter
Samlet spilletid: 59:49

 

Læs mere...

Intronaut - The Direction Of Last Things

Efter det seneste studiealbum "Habitual Levitations” fra 2013, optrådte Intronaut året efter som backing band for Ben Sharp i dennes enmandsprojekt Cloudkicker. Nu er de så tilbage under eget navn med deres fjerde album, som blev indspillet på kun 4 dage i Clear Lake Audio studiet med Josh Newell som producer.

I åbningsnummeret ”Fast Worms” fremstår Intronaut som jeg husker dem: Musikken er i lange perioder meget rolig og næsten legende, men afbrydes af hårdt skåret Metal med brølende vokal. På den måde præsenterer amerikanerne noget af den bredde, som genren er kendt for.

Det fortsætter i de følgende tracks, hvor der suppleres med melodier, der er lidt skæve – men ikke så meget at det flytter grænser. Og det er et gennemgående træk for numrene, for uanset om de er stille eller hårde, så er deres ret lange instrumentale afsnit og i øvrigt nydelige vokaler hørt før. Samtidig er det nærmest en selvfølge, at produktionen er virkelig god. Der er ligeledes intet at udsætte på fremførelsen, men det fænger ikke rigtigt hos mig. Melodierne har nogle få højdepunkter, men der er lange faser med mindre interessante ting på programmet. Det gør albummet til en ubestemmelig størrelse; ikke dårligt, men langt fra et must-have.

Tracklist:
01. Fast Worms
02. Digital Gerrymandering
03. The Pleasant Surprise
04. The Unlikely Event Of A Water Landing
05. Sul Ponticello
06. The Direction Of Last Things
07. City Hymnal
Samlet spilletid: 46:02

 

Læs mere...

Caligula’s Horse - Bloom

Selv om bandet her kommer fra Australien, har de hentet inspiration til navnet i Europa, nærmere bestemt i det gamle Rom. Her var den vanvittige kejser Caligula så glad for en af sine heste, at han gjorde den til senator … Så er det på plads. ”Bloom” er bandets tredje album siden starten i 2011.

Australierne spiller Progressiv Rock med vægt på det melodiske, og der er igennem hele skiven en meget afslappet og ikke-aggressiv stemning. Det er en stilretning, som stiller øgede krav til materialets styrke, og på albummets bedste nummer, ”Turntail” går melodi og den superlækre guitar med Mike Oldfield-agtig lyd da også op i en højere enhed.

Det fungerer også fint med melodiens styrke i ”Marigold”, med de flotte vokalharmonier i ”Firelight” og de flittige stortrommer i ”Rust”. Men for alle disse eksempler gælder, at jeg mangler noget kant, noget overraskende, noget som kan udfordre den fløjlsbløde vokal. Ikke at der som sådan er noget i vejen med den, men når den placeres i nærmest polerede arrangementer, er det vanskeligt ikke at komme til at kede sig. Og det er ærgerligt, for der er gode ideer i materialet – de drukner bare i det pæne og velfriserede. Jeg kan derfor kun håbe, at Caligula’s Horse foretager sig noget uventet inden deres næste album – det behøver ikke at være så vanvittigt som Caligulas handlinger – mindre kan også gøre det.

Tracklist:
01. Bloom
02. Marigold
03. Firelight
04. Dragonfly
05. Rust
06. Turntail
07. Daughter of the Mountain
08. Undergrowth
Samlet spilletid: 44:54

 

Læs mere...

Spock's Beard - The Oblivion Particle

I mere end 20 år har Spock's Beard stået som en af de faste størrelser, når det gælder progressiv Rock, hvilket er dokumenteret på utallige albums og koncert DVD’er. Til gengæld har de ikke gjort så meget for at afprøve forskellige retninger, men ifølge bandet selv, er deres nye album "The Oblivion Particle” en anderledes skive.

Hvis man tager den udtalelse alt for bogstaveligt, bliver man skuffet; indholdet er meget typisk prog Rock med mange detaljer og et tidsmæssigt overskud – her er ingen hastværk, der skal være tid til det hele. Og det hele inkluderer en masse små krøller på melodierne, som aftvinger respekt for musikernes kunnen og deres evne til at få komplekse melodier til at hænge fornuftigt sammen.

Til gengæld kunne jeg godt bruge nogle flere sekvenser, hvor musikken bare kører afsted og rykker igennem. Musikken er ret keyboardtung, og den gammeldags Jon Lord-lyd på orglet giver det hele en autentisk old school stemning. Det er okay, men i længden bliver det for meget. Til gengæld skal produktionen have ros, for lyden er virkelig go’ med mange detaljer og fin balance.

Den musikalske side reddes fra helt at gå under i pænhed og hygge, fordi man et par steder smider korkbæltet og armvingerne: I den ret Pink Floyd-agtige ”Bennett Built A Time Machine” er der mange fede detaljer, og ”A Better Way To Fly” har noget dystert over sig, som er ganske interessant. Så selv om alt foregår indenfor genrens rammer, og der ikke optræder revolutioner, er albummet alligevel noget af det bedste, jeg har hørt fra Spock's Beard so far.

Tracklist:
01. Tides Of Time
02. Minion
03. Hell’s Not Enough
04. Bennett Built A Time Machine
05. Get Out While You Can
06. A Better Way To Fly
07. The Center Line
08. To Be Free Again
09. Disappear
Samlet spilletid: 66:11

 

Læs mere...

Year Of The Goat - The Unspeakable

I de 3 år der er gået siden jeg anmeldte bandets debutalbum ”Angels’ Necropolis”, har der været ret stille omkring svenske Year Of The Goat, men nu vender de 6 fra Norrköping tilbage med fuldlængde udspil nummer 2.

Her viser de en stil, hvis lange numre med varierende stilmæssige indhold bedst kan beskrives som progressiv, men på en nedtonet og nærmest underspillet måde. Her minder de mere om de norske kolleger fra Leprous end et amerikanske navn som Symphony X. Musikken har et lidt gammeldags skær over sig, som skabes via arrangementer og diverse orgellyde.

Samtidig er Thomas Sabbathis vokal meget lys med stedvise udflugter op i falsetten; den er gennemtrængende og meget udtryksfuld, og minder på mange måder om Matthew Bellamy fra Muse.

Vokalen passer eminent godt til musikken, fordi denne kun få gange kommer med voldsomme udbrud. Det lægger ekstra vægt på stemningen, som veksler mellem det eftertænksomme, det sørgmodige og det dystre. Samtidig gør fraværet af store armbevægelser, at styrken i kompositionerne skal komme indefra, og det gør den! ”The Unspeakable” er en af den slags albums, som man godt kan overse, hvis man ikke tager sig den nødvendige tid til at lære det at kende. Men hvis man gør, så vokser det på én og ender som en virkelig fed udgivelse, hvis titel er misvisende – det her må man meget gerne tale om!

Tracklist:
1. All He Has Read
2. Pillars of the South
3. The Emma
4. Vermin
5. World Of Wonders
6. The Wind
7. Black Sunlight
8. The Sermon
9. Riders Of Vultures
Samlet spilletid: 52:37

 

Læs mere...

Leprous - The Congregation

Mit første møde med norske Leprous ligger nogle år tilbage, da de spillede til Day of Decay festivalen. Her vakte de behørig opsigt, først ved at optræde i røde bukser og slips (til en Metal festival!), dernæst ved at give en super koncert med masser af progressive elementer. Koncerten fik mig til at investere i flere af bandets albums, så det var ikke svært at sige ja til at anmelde ”The Congregation”.

Det er interessant at bemærke, at alle bandets medlemmer har spillet i Black Metal bands som Insahn, Borknagar og God Seed, enten som faste medlemmer eller i live-sammenhæng. Den baggrund smitter nu ikke af på Leprous, for her er musikken domineret af keyboards, og det er ikke meget man hører til guitarerne. Under normale omstændigheder ville jeg opfatte dette som en negativ ting, men det er det ikke her. Numrene er generelt interessante og besidder stor styrke – den hentes bare andre steder. Et område er det rytmiske, hvor nordmændene varierer meget, der sker hele tiden noget nyt på dét område. Heldigvis overdrives det ikke, så der hele tiden skabes spænding uden at det hele ender i kaotisk opvisning. Det giver numrene en udmærket fremdrift, men vilde eskapader skal man søge andre steder; musikken er aldrig ekstrem. I stedet er det musikalsk overskud og virkelig flotte melodier, der giver numrene kant. Samtidig er det vokale sat virkelig godt i scene, og anføres suverænt af Einar Solberg, som varierer udtrykket i sin lyse stemme flot.

“The Congregation” er et af den slags albums, hvor spænding og styrke kommer indefra i stedet for gennem effekter og store armbevægelser. Det betyder ikke, at der mangler power, blot at man skal investere lidt mere energi i at lytte, end det ofte er tilfældet. Det gør albummet til en stærk sag, og selv om det ikke helt er på niveau med bandets bedste skiver, får det en klar anbefaling med på vejen.

Tracklist:
1. The Price
2. Third Law
3. Rewind
4. The Flood
5. Triumphant
6. Within My Fence
7. Red
8. Slave
9. Moon
10. Down
11. Lower
Samlet spilletid: 65:45

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed