fbpx

Riverside, Lion Shepherd - Lille Vega

Da Riversides mesterværk “Rapid Eye Movement” (’07) landede i promobunken for ret præcist 10 år siden (du godeste!), var det lidt som at vinde i lotteriet uden at have tilmeldt sig. På rekordtid gik de polske progstere fra at være mig komplet ukendte til at være et af de musikalske bekendtskaber, der er så højt skattede, at jeg holder yderst omhyggeligt hus med at spille deres plader. Som havde man ejet en flaske whisky, der er ældre, end man selv er.

Den opfølgende konceptplade “Anno Domini High Definition” (’09) endte desværre med at hægte mig af med dens bevidst højfrekvent-skizofrene musikalske billeder af hverdagens uro- og stresstilstande i det 21. århundrede. Fin udgivelse for så vidt, men slet ikke hvad jeg forventede. Og der er som bekendt så meget musik i verden — og alt for lidt tid at høre det i. Så Riverside rykkede atter udenfor min opmærksomhedssfære.

Men i aften spiller de på dansk jord for første gang nogensinde. Da nyheden nåede mig, råbte en barnling-instinktiv iver, at jeg ikke skulle befinde mig noget andet sted den aften end på Lille Vega. Og dét blev jeg glad for, at jeg efterlevede.

Lion Shepherd

“Åh nej, et opvarmningsband”, tænker jeg ærligt talt. De er jo gerne lidt overflødige, sådan nogle.

Men Riversides landsmænd i Lion Shepherd viser sig at være et bekendtskab i ret stor stil med det forhold, jeg har til aftenens hovednavn. Som at møde en hidtil ubekendt person fra omgangskredsens periferi, som man bare klikker helt vildt med, og hvis nummer man ikke lige når at få, men som man ved, man får at se igen.

Lion Shepherds musik ligger i et relativt afdæmpet, straightforward og ukompliceret hjørne af den melankolske, progressive tungrock. Som en blanding mellem diverse Porcupine Tree-idéer og Opeths folk-rock’ede passager i inciterende, mystiske mol-omgivelser.

Dét er rigtig, rigtig dejligt altsammen. Prog ER reelt krævende af lytteren, og genrens udøvere har desværre lidt en tendens til at glemme, at god musik ikke behøver være så kompleks, som noget menneske kan udtænke og spille den. Den regel er aftenens supportnavn en kærkommen undtagelse til.

Bandet skal lige ud af lidt lav vokal- og halvtynd guitarlyd i starten, samt selvfølgelig af opvarmningsbandets evigt utaknemmelige rolle. Begge dele lykkes i takt med, at Lille Vega fyldes af sultne prog-connoisseurs, der tager godt imod de flotte lydbilleder, som senere folder sig ud i mellemøstligt klingende tonaliteter og med indslag fra både mandolin og lut. Den dynamiske spændevidde går fra æterisk hvile til cementflækkende tyngde. Det er stilfuldt og smagfuldt; det er overbevisende; det virker slet og ret.

Generelt har Lion Shepherd ikke samme format som deres ovennævnte storebrødre på det globale prog-stamtræ. De koncentrerer sig mere om at fremelske atmosfære end fængende elementer. Men det klæder dem som sagt ikke desto mindre. Og så er det på den anden side måske også bare mig, der skal dyrke deres musik noget mere. Hvilket jeg bestemt også har lyst til.

Karakter: 5/6


Riverside

Det er klart, at denne aften er noget specielt, og det kan mærkes, allerede da et på forhånd sultent og taknemmeligt publikum omhyggeligt klapper aftenens hovedpersoner ind på scenen til en præsentation ved vokalist og bassist Mariusz Duda. “Ikke blot er dette den første gang, vi er i Danmark, men det er også første gang, vi er her som en trio”, forklarer han med henvisning til bandets oprindelige guitarist Piotr Grudzińskis pludselige død i fjor. Når denne tour således er døbt “Towards the Blue Horizon” er det for at markere afslutningen på den svære sorg- og omstillingsproces, og indlede et nyt kapitel i gruppens historie.

De tre enlige klaverakkorder, der indleder den normalt guitarbaserede “Coda” er nærmest antitesen til dén komplekse størrelse, som Riverside er. Men den selvsikkerhed og determination, bandet lægger for dagen, hænger i luften og gror i takt med det omskrevne nummer, hvis albumstatus af interlude også hér udvides til meget mere. “When the night returns/I won’t collapse/I am set to rise” synger Duda, inden den omhyggelige eksplosion.

Riversides nye live-guitarist Maciej Meller træder ind på scenen. Et skrøbeligt, afgørende øjeblik der med det samme forløses med en lead-lyd af fandeme kosmisk format. Den manisk bævende synth vibrerer om kap med de massive bassvingninger, der nu kan mærkes i hele kroppen. Som en glødende, kreativ sfære, der langsomt vokser og udfylder rummet. Vi er kommet for at opleve noget stort, og det sker lige nu.

Det indledende, umiskendeligt Gilmour’ske guitartema til fantastiske “Second Life Syndrome” vækker rørende genhørsglæde i hele salen. Nummeret går fra ekspressionistisk intensitet til pludselig opløsning i et næsten apatisk, Moog-baseret mellemstykke. Enhver tænkelig tvivler må være omvendt nu. Eller også bliver de det under den smukke “Conceiving You”.

Publikum er minimalt skæmmet af de sædvanlige tre overrislede snakketrunter på balkonen og de sædvanlige tre overrislede fanboys nede foran, der gerne vil interagere oftest muligt og forgæves prøver at hoppe i takt til de skæve 7/8- og 10/8-rytmer. Bevares, det er trods alt fredag. Men derfor er det stadigvæk den fænomenalt professionelle musik, der dominerer. Hvad end den er decideret lækker og overlegent laid-back eller højspændt dramatisk og ekvilibristisk, er dette lyden af ren, uspoleret og succesfuld kreativitet. Riverside arrangerer toner og rytmer på samme måde som en Michelangelo — eller måske snarere Dali — arrangerer former og farver. Aldrig har dette lokale vel dannet rammer om noget så overbevisende og bjergtagende.

Skønhed!

“Vi har valgt at tage en masse af vores mere melankolske sange med i aften”, kundgør Duda. “De af jer, der tror, at vi er så’n en type Dream Theater-band… Please!”. Ordforrådet i hans østblok-engelsk er naturligt udfordret. Men referencen falder i god, varm jord hos dette prog-publikum, der kvitterer med fællessang på det finurligt Jethro Tull-agtige omkvæd i den akustiske “Lost (Why Should I be Frightened by a Hat?)”.

På sælsom vis kunne et sådant stand-out-moment snildt have været aftenens højdepunkt. Men for mit vedkommende fortsætter dette højdepunkt i den derpå følgende fænomenale “02 Panic Room”, der brat trækker hele seancen tilbage i dét trykkede, foruroligende og mørke stemningsunivers, som jeg i sin tid forelskede mig i hos Riverside gennem netop denne sang. Jeg har bevidst ikke fået en eneste dråbe alkohol, men min krop bevæger sig, som var jeg i trance, og jeg skråler hæmningsløst med på den inderlige linie “Sweet shelter of mi-iiiiiiiiiiine!” som var jeg til Maiden-koncert. Nummeret er i sig selv hypnotiserende, men udvider sig under disse omstændigheder i utænkeligt omfang.

Når hver skæring er et lille mesterværk i sig selv, kan det være svært at forestille sig, hvordan et band kan blive ved med at afveksle sig i løbet af to timer. Men det sker fuldstændig naturligt. “Saturate Me” går fra kække balkanrytmer til tung heavy til nøgen sårbarhed til næsten 80’er-klingende sci-fi-stemning. Somme tider er alle indtrykkende måske lige krævende nok, og jeg er af og til på randen af at miste koncentrationen. Men det er simpelthen for insisterende — og fandeme storslået, — det jeg netop overværer. Ja, selv genhøret med den knugende, depressivt-trøstesløse “Before” er intet mindre end majestætisk.

… Hvorefter det i øvrigt ikke er til at fatte, at hovedsættet er overstået. Hvad skete der lige med tiden dér??

Ekstranumrene tilegnes turnéens koncept. Efter en lang, velment tak for tålmodighed og engagement dedikerer Duda den afdæmpede og småjazzede “Towards the Blue Horizon” til Grudziński. Og det endelige punktum sættes af en ny version af den indledende “Coda”. — Denne gang i en udgave der ikke er dramatisk og  ildevarslende, men fredfyldt, ligefrem og ubekymret. Et langt, uafvekslet loop i ren dur er næppe, hvad nogen havde forventet som konklusion på en så vidtfavnende og ofte dyster performance. Men fandme om ikke det netop lige er dét, der sætter det hele i det afgørende og nødvendige perspektiv. Riverside er nu officielt et band, der kan alt. Og denne aften er nu officielt årets koncert.

“Rapid Eye Movement” er en af de få plader, jeg nogensinde har anmeldt til topkarakter. Og jeg kan ikke andet, end at lade ophavsmændenes første Danmarksbesøg få samme ære.

Karakter: 6/6

Læs mere...

Korea - Abiogenesis

Trods det asiatiske navn er bandet her fra Sverige, nærmere bestemt Stockholm. Efter at have udsendt de to albums ”For The Present Purpose” (2008) og ”The Delirium Suite” (2010), opstod indre spændinger, og bandet gik i hi. Tre år senere kom guitaristen Johan Stigsson ind i billedet, hvilket satte gang i målrettet sangskrivning. Resultatet heraf foreligger nu i for af albummet ”Abiogenesis”.

Indholdet kan bedst betegnes som Progressiv Rock, for selv om numrene langt fra er en opvisning i sublim instrumenthåndtering og rytmiske ekstremiteter, har de alligevel en seriøsitet, der retfærdiggør betegnelsen. Især på albummets første tredjedel gør dette sig gældende: Åbningsnummeret byder på flotte vokaler, men ikke så meget dynamik. Det kommer i track 2, ”Fanatic”, som er virkelig stærkt. Intensiteten fastholdes i de følgende numre, men efterhånden som albummet skrider frem, begynder numrene at miste noget af deres spænding. Resultatet er mere poppet og peger mere i retning af Art Pop, især helt til slut. Det betyder ikke, at Korea slækker på det seriøse, for her holdes fanen højt hele vejen. Men der kommer hurtigt til at mangle den intensitet, som de første numre indeholdt. Derfor falder oplevelsen støt i kvalitet, men ender alligevel over middel pga. et højt udgangsniveau.

Tracklist:
1. Compass
2.Fanatic
3.Exodus
4.Thought Pattern
5.Abyss
6.Corner of my own
7.Do you want my lawnmower
8.Downfall
9.New Horizon
10.Stand Down
11.Orbiting the Void
12.Terminal Velocity
13.Polarity
Samlet spilletid: 56:32

 

Læs mere...

Foscor - Les Irreals Visions

Barcelona har andet og mere at byde på end et af verdens største fodboldhold. Et eksempel er bandet Foscor, der i år kan fejre tyve års jubilæum med udsendelse af ”Les Irreals Visions”, som er deres femte album. Her giver sangeren Fiar og de to guitarister Falke og A.M. et indblik i deres musikalske verden.

Ifølge presseteksten betyder Foscor ”Mørke” på catalansk, og det passede fint til bandets oprindelige stil; på de første albums spillede Foscor nemlig Black Metal. Den stil har bandet forladt, og selv om trommerne blaster lidt i baggrunden på åbningsnummeret, er den Sorte Metal et helt overstået kapitel for catalanerne. I stedet har de vendt sig mod en meget alvorlig blanding af Rock og Metal, som bedst kan beskrives som progressiv – selv om der ikke bydes på de vilde instrumentale udfoldelser, er der alligevel en vis stramhed over musikken.

Indholdsmæssigt er numrene mere Rock end Metal, og stemningen er generelt ret tilbagetrukken. I sig selv er der ikke noget i vejen med dét valg, men desværre overdriver Foscor. Resultatet er meget lidt dynamisk, så de førnævnte trommer og den langsomme opbygning i ”Espectres Al Cau” er stort set de eneste eksempler på bevægelse i musikken. I de resterende numre er der nærmest tale om at flatline uden udsving, og det bliver selvsagt hurtigt kedeligt. Hvis albummet her er udtryk for Foscors evner indenfor det progressive, håber jeg at de hurtigt vender tilbage til den Sorte Metal – det kan stort set kun blive mere interessant end denne lydmæssige sovepille.

Tracklist:
1. Instants
2. Ciutat Tràgica
3. Altars
4. Encenalls De Mort
5. Malfiança
6. Espectres Al Cau
7. De Marges I Matinades
8. Les Irreals Visions
Samlet spilletid: 43:38

Læs mere...

The Thirteenth Sun - Stardust

Det er ikke mange bands fra Rumænien, jeg støder på, men The Thirteenth Sun er et af dem. Bandet startede i 2011 som en duo, men er siden blevet udvidet til en kvintet. I 2012 sendte rumænerne en EP på gaden, men Albummet ”Stardust” er bandets første. Det er produceret af det tidligere Negura Bunget medlem Edmond Karban i dennes Consonance studie.

Han har præsteret en udmærket produktion med hul igennem, men uden specielt meget power. Dermed passer den fint til musikken, for The Thirteenth Sun spiller Progressiv Rock, som hovedsageligt bevæger sig i de mere rolige egne af stilen; kun sjældent vokser tingene i intensitet og power til at tangere Metal.

Metal er naturligvis ikke et krav i sig selv, specielt den progressive musik har mange andre måder at vise styrke på. For The Thirteenth Sun fungerer tingene bedst i de passager, hvor musikken bliver lidt drømmende og eksperimenterende – her kan jeg fornemme ideer, som kunne blive til noget interessant. Desværre er det stort set de eneste steder på albummet, hvor der er noget at komme efter. For selv om det hele er velspillet, så savner jeg noget spænding, nogle fængende melodier eller overraskende skift i musikken. Det får ”Stardust” til at være i overhængende fare for at ende som baggrundsmusik – her må bandet stramme sig an fremover.

Tracklist:
01 Universus
02 Pathways
03 Planes of Creation
04 Universe is Burning
05 Melting Skies
06 The Fabric of Time
07 Glowing Sun
Samlet spilletid: 54:07

Læs mere...

Nova Collective - The Further Side

Med et line-up der tæller medlemmer af bands som Between The Buried And Me, Trioscapes og Haken er det svært ikke at have forventninger til denne skive, selv om Nova Collective er et nyt band.

Med medlemmernes meriter in mente havde jeg ventet progressiv musik, men det overraskede mig alligevel, at det hele er instrumentalt. Det stiller store krav til musikerne, for der skal noget ekstra til for at erstatte den manglende vokal. Og man må sige, at der bliver leveret noget specielt, for Nova Collective består af virkelig dygtige musikere. De håndterer de skæveste takter og de vildeste løb med en selvfølgelighed, som man ikke kan være andet end imponeret af. Uanset hvor vildt og skævt det går for sig, så sidder ALLE anslag der bare med en usvigelig sikkerhed; det er temmelig imponerende.

Desværre kan dette ikke overføres direkte på den samlede oplevelse af "The Further Side”, for et tårnhøjt teknisk niveau er ikke ensbetydende med et godt samlet resultat. Problemet er, at numrene rent oplevelsesmæssigt svinger mellem OK og Booooring – fraværet af vokaler gør sit, men musikerne gør det helle ikke let for sig selv. Alt for ofte spiller de sig selv op i et hjørne, hvorfra det ikke rigtigt går videre; enten bliver der terpet diverse skalaer, eller også ender det hele i mærkelige plink-plonk lyde. Der er også passager med udmærket musik, men det er for lidt.

Jeg kan forestille mig, at udøvende musikere får mere ud af denne type musik end undertegnede, som blot er musikelsker. Under alle omstændigheder er der for lidt underholdning i de godt tre kvarters spilletid, og det er kun medlemmernes imponerende kunnen, der forhindrer mig i at tildele Nova Collective en bundkarakter.

Tracklist:
1. Dancing Machines
2. Cascades
3. Air
4. State of Flux
5. Ripped Apart and Reassembled
6. The Further Side
Samlet spilletid: 47:52

 

Læs mere...

Disperse - Foreword

Normalt når jeg modtager anmelderalbums fra Polen, er der tale om Death- eller Black Metal, men landet har også markeret sig inden for den progressive musik; her har især Riverside gjort stort indtryk på mig. At de ikke er landets eneste alvorlige repræsentant for stilen, søger Disperse at vise med deres tredje album, som har fået titlen ”Foreword”.

Og de lægger godt ud, for i de første numre er der rigeligt med progressive lækkerier: Skæve trommerytmer, markante basgange og en virkelig god produktion med hul igennem. Desuden fyrer guitaristen Jakub Żytecki nogle vildt fede soli af; fingrene flyver hen over gribebrættet i en rasende fart, og hver tone sidder klokkeklart.

Efter de første numre er det som om albummet tager en drejning; den høje tekniske klasse høres stadig, men musikken bliver mere tilbagelænet. Den har på intet tidspunkt været rigtig hård, men langsomt mister den sin kant. Samtidig får numrene længere instrumentale perioder, som udmønter sig i nogle mere legende ideer – desværre ikke på den fede måde, for der mangler noget spændende og overraskende. I det lange løb bliver det lidt for meget med de tilbagelænede legerier, som lytter bliver jeg ikke fanget og engageret. Det er lidt kedeligt efter et stykke tid, i stil med at se de andre drenge spille fodbold i stedet for selv at deltage. Efter den positive start går det nedad bakke for Disperse, der med dette album ligger langt efter deres mere kendte landsmænd fra Riverside.

Tracklist:
01. Stay
02. Surrender
03. Bubbles
04. Tomorrow
05. Tether
06. Sleeping Ivy
07. Does It Matter How Far?
08. Foreword
09. Neon
10. Gabriel
11. Kites
Samlet spilletid: 52:07

 

Læs mere...

Hail Spirit Noir - Mayhem In Blue

Mit seneste møde med Hail Spirit Noir var i forbindelse med albummet ”Oi Magoi”, som udkom for tre år siden. Albummet gav en meget personlig fortolkning af Black Metal, men på deres nyeste udgivelse viser den græske trio sig fra en lidt mindre mørk side.

Det betyder ikke, at musikken denne gang er åben og let at gå til, for det er ikke tilfældet – Der er bare luget kraftigt ud i elementer fra den Sorte Metal. Numrene indeholder mange lag, så man lige skal igennem skiven et par gange for komme helt ind. Her genfinder man mange af forgængerens kendetegn som old school orgel og udtryk, som veksler meget; ikke kun fra nummer til nummer, men også indenfor hvert enkelt track.

Et godt eksempel er ”Lost in Satan's Charms”, hvor det gennemgående tema nærmest er en folkemelodi i valsetakt. Den bliver så krydret med forskellige temaer af hårdere karakter, så stemning og udtryk skifter flere gange. Nogle af de samme kendetegn finder man i albummets øvrige numre, hvor også Theoharis’ alsidige vokal er med til at skabe ekstra bredde.

Taget over den samlede spilletid er albummet stilmæssigt mere Rock end det er Metal, men det er meget varieret og spændende. Godt nok når det ikke helt op på forgængerens niveau, men det er stadig interessant og absolut et nærmere bekendtskab værd.

Tracklist:
1. I Mean You Harm
2. Mayhem in Blue
3. Riders to Utopia
4. Lost in Satan's Charms
5. The Cannibal Tribe Came from the Sea
6. How to Fly in Blackness
Samlet spilletid: 40:29

Læs mere...

Montage - Metamorphosis

”Metamorphosis” er det andet album fra finske Montage, og albummet er samtidig det første med Vesa Paavonen i front, efter han erstattede Mikko Heino i 2015. Da dette er mit første møde med bandet, kan jeg ikke vurdere forskellen mellem de to; jeg kan blot konstatere, at Paavonen gør et rigtig godt stykke arbejde.

Hans stemme er ren og klar, og passer dermed perfekt til musikken, produktionen og stemningen på albummet. Både band og pladeselskab karakteriserer genren som Hardrock, men det er slet ikke dækkende. Den kan forsvares, for der er generelt udmærket tryk på, når der hugges i de seksstrengede, men musikken indeholder meget mere. Både deres opbygning og instrumentering er meget mere varieret, end man hører inden for genren, og det er tydeligt, at finnerne har lyttet meget til progressive bands fra 1970’erne som Marillion og Genesis. Det betyder i praksis, at der bliver plads til akustiske instrumenter som klaver og guitar, og at gammeldags orgeltoner skaber old school feeling. Det hele sker uden at virke forceret eller kunstigt, i stedet fremtræder numrene meget homogene. Da Montage samtidig viser flair for iørefaldende omkvæd, er det let at blive dus med musikken, og når man lægger den klare produktion oveni, er det svært at finde ankepunkter. Jeg kan derfor anbefale ”Metamorphosis” til alle, som er til spændende Rockmusik.

Tracklist:
1. Age Of Innocence
2. Metamorphosis
3. Nature's Child
4. Black Magic
5. Haunted
6. Invisible World
7. Death Valley
8. Reptiles
9. Carved In Stone
Samlet spilletid: 42:01

Læs mere...

Madder Mortem - Red In Tooth And Claw

Hele syv år skulle der gå, før Madder Mortem var klar med efterfølgeren til ”Eight Ways”, en periode hvor de norske veteraner ikke blot har arbejdet på ny musik, men også fået ny guitarist i form af Richard Wikstrand. Ellers er alt ved det gamle, det er stadig søskendeparret BP og Agnete Kirkevaag som er omdrejningspunkt for bandet: Foruden sit guitararbejde har BP igen produceret, mens Agnete markerer sig som vokal frontfigur.

Heller ikke Madder Mortems kunstneriske verden har ændret sig, deres musik er ikke af den type, man vader ind i med træsko - Dertil er numrenes struktur alt for kompliceret. Nej, som lytter skal man arbejde med numrene og give sig tid til at lytte efter. Så finder man også musik med stor spændvidde og mange facetter: I åbningsnummeret veksles der mellem melodier med drømmeagtig lethed og tunge Metalangreb, i ”Fallow Season” er der mere groove, mens ”Stones for Eyes” har tunge stakkatorytmer, der minder mig om Korn. Mindst lige så varieret er Agnete Kirkevaags vokal, for hun spænder lige fra det helt sarte over mere kraftfulde passager til egentlige skrig. Bredden er flot, men det imponerer mere, hvor uanstrengt hun leverer varen.

Det med at levere varen kan udvides til at dække ”Red In Tooth And Claw” som helhed, for det har været ventetiden værd: Albummet viser et band som er i balance, og som forstår at formidle sine ideer på en overbevisende facon.

Tracklist:
1. Blood on the Sand
2. If I Could
3. Fallow Season
4. Pitfalls
5. All the Giants Are Dead
6. Returning to the End of the World
7. Parasites
8. Stones for Eyes
9. The Whole Where Your Heart Belongs
10. Underdogs
Samlet spilletid: 50:54

 

Læs mere...

In The Woods ... - Pure

Jeg studsede, da jeg opdagede at norske In The Woods ... startede tilbage i 1992 – hvorfor havde jeg ikke hørt om dem tidligere? Forklaringen ligger i, at bandet blev opløst i 2000, og at det først vendte tilbage til de aktives rækker i 2014. Første nye udgivelse efter gendannelsen er albummet ”Pure”.

Som det nærmest hører sig til i den progressive ende af musikskalaen, er numrene pænt lange; de svinger fra 5 minutter til det dobbelte, med de fleste liggende midt imellem. Det inviterer til at holde igen på tempoet, hvilket nordmændene da også gør. Musikken bevæger sig generelt i et moderat tempo, men det er ikke ensbetydende med manglende energi. For det første er melodierne stærke og indtrængende, for det andet er der indlagt kortere passager med opskruet tempo – det giver et skud dynamik til begivenhederne.

Den er også tiltrængt, for In The Woods ...’s musik kan ved første gennemlytning virke både ensformig og småkedelig. Ved nærmere bekendtskab viser det sig, at musikkens forskellige lag kræver lidt længere tid for at bundfælde sig. Det er svært at fremhæve enkelte numre, men temposkiftet med dobbeltpedaler i ”Devil's at the Door” er virkelig lækkert lavet.

Samlet set er ”Pure” et album for de musikfans, som både vil have det eftertænksomme og det lidt mere sprælske uden, at helheden gør alt for meget væsen af sig.

Tracklist:
1.Pure
2.Blue Oceans Rise (Like a War)
3.Devil's at the Door
4.The Recalcitrant Protagonist
5.The Cave of Dreams
6.Cult of Shining Stars
7.Towards the Black Surreal
8.Transmission KRS
9.This Dark Dream
10.Mystery of the Constellations
Samlet spilletid: 67:24

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed