fbpx

Nova Collective - The Further Side

Med et line-up der tæller medlemmer af bands som Between The Buried And Me, Trioscapes og Haken er det svært ikke at have forventninger til denne skive, selv om Nova Collective er et nyt band.

Med medlemmernes meriter in mente havde jeg ventet progressiv musik, men det overraskede mig alligevel, at det hele er instrumentalt. Det stiller store krav til musikerne, for der skal noget ekstra til for at erstatte den manglende vokal. Og man må sige, at der bliver leveret noget specielt, for Nova Collective består af virkelig dygtige musikere. De håndterer de skæveste takter og de vildeste løb med en selvfølgelighed, som man ikke kan være andet end imponeret af. Uanset hvor vildt og skævt det går for sig, så sidder ALLE anslag der bare med en usvigelig sikkerhed; det er temmelig imponerende.

Desværre kan dette ikke overføres direkte på den samlede oplevelse af "The Further Side”, for et tårnhøjt teknisk niveau er ikke ensbetydende med et godt samlet resultat. Problemet er, at numrene rent oplevelsesmæssigt svinger mellem OK og Booooring – fraværet af vokaler gør sit, men musikerne gør det helle ikke let for sig selv. Alt for ofte spiller de sig selv op i et hjørne, hvorfra det ikke rigtigt går videre; enten bliver der terpet diverse skalaer, eller også ender det hele i mærkelige plink-plonk lyde. Der er også passager med udmærket musik, men det er for lidt.

Jeg kan forestille mig, at udøvende musikere får mere ud af denne type musik end undertegnede, som blot er musikelsker. Under alle omstændigheder er der for lidt underholdning i de godt tre kvarters spilletid, og det er kun medlemmernes imponerende kunnen, der forhindrer mig i at tildele Nova Collective en bundkarakter.

Tracklist:
1. Dancing Machines
2. Cascades
3. Air
4. State of Flux
5. Ripped Apart and Reassembled
6. The Further Side
Samlet spilletid: 47:52

 

Læs mere...

Disperse - Foreword

Normalt når jeg modtager anmelderalbums fra Polen, er der tale om Death- eller Black Metal, men landet har også markeret sig inden for den progressive musik; her har især Riverside gjort stort indtryk på mig. At de ikke er landets eneste alvorlige repræsentant for stilen, søger Disperse at vise med deres tredje album, som har fået titlen ”Foreword”.

Og de lægger godt ud, for i de første numre er der rigeligt med progressive lækkerier: Skæve trommerytmer, markante basgange og en virkelig god produktion med hul igennem. Desuden fyrer guitaristen Jakub Żytecki nogle vildt fede soli af; fingrene flyver hen over gribebrættet i en rasende fart, og hver tone sidder klokkeklart.

Efter de første numre er det som om albummet tager en drejning; den høje tekniske klasse høres stadig, men musikken bliver mere tilbagelænet. Den har på intet tidspunkt været rigtig hård, men langsomt mister den sin kant. Samtidig får numrene længere instrumentale perioder, som udmønter sig i nogle mere legende ideer – desværre ikke på den fede måde, for der mangler noget spændende og overraskende. I det lange løb bliver det lidt for meget med de tilbagelænede legerier, som lytter bliver jeg ikke fanget og engageret. Det er lidt kedeligt efter et stykke tid, i stil med at se de andre drenge spille fodbold i stedet for selv at deltage. Efter den positive start går det nedad bakke for Disperse, der med dette album ligger langt efter deres mere kendte landsmænd fra Riverside.

Tracklist:
01. Stay
02. Surrender
03. Bubbles
04. Tomorrow
05. Tether
06. Sleeping Ivy
07. Does It Matter How Far?
08. Foreword
09. Neon
10. Gabriel
11. Kites
Samlet spilletid: 52:07

 

Læs mere...

Hail Spirit Noir - Mayhem In Blue

Mit seneste møde med Hail Spirit Noir var i forbindelse med albummet ”Oi Magoi”, som udkom for tre år siden. Albummet gav en meget personlig fortolkning af Black Metal, men på deres nyeste udgivelse viser den græske trio sig fra en lidt mindre mørk side.

Det betyder ikke, at musikken denne gang er åben og let at gå til, for det er ikke tilfældet – Der er bare luget kraftigt ud i elementer fra den Sorte Metal. Numrene indeholder mange lag, så man lige skal igennem skiven et par gange for komme helt ind. Her genfinder man mange af forgængerens kendetegn som old school orgel og udtryk, som veksler meget; ikke kun fra nummer til nummer, men også indenfor hvert enkelt track.

Et godt eksempel er ”Lost in Satan's Charms”, hvor det gennemgående tema nærmest er en folkemelodi i valsetakt. Den bliver så krydret med forskellige temaer af hårdere karakter, så stemning og udtryk skifter flere gange. Nogle af de samme kendetegn finder man i albummets øvrige numre, hvor også Theoharis’ alsidige vokal er med til at skabe ekstra bredde.

Taget over den samlede spilletid er albummet stilmæssigt mere Rock end det er Metal, men det er meget varieret og spændende. Godt nok når det ikke helt op på forgængerens niveau, men det er stadig interessant og absolut et nærmere bekendtskab værd.

Tracklist:
1. I Mean You Harm
2. Mayhem in Blue
3. Riders to Utopia
4. Lost in Satan's Charms
5. The Cannibal Tribe Came from the Sea
6. How to Fly in Blackness
Samlet spilletid: 40:29

Læs mere...

Montage - Metamorphosis

”Metamorphosis” er det andet album fra finske Montage, og albummet er samtidig det første med Vesa Paavonen i front, efter han erstattede Mikko Heino i 2015. Da dette er mit første møde med bandet, kan jeg ikke vurdere forskellen mellem de to; jeg kan blot konstatere, at Paavonen gør et rigtig godt stykke arbejde.

Hans stemme er ren og klar, og passer dermed perfekt til musikken, produktionen og stemningen på albummet. Både band og pladeselskab karakteriserer genren som Hardrock, men det er slet ikke dækkende. Den kan forsvares, for der er generelt udmærket tryk på, når der hugges i de seksstrengede, men musikken indeholder meget mere. Både deres opbygning og instrumentering er meget mere varieret, end man hører inden for genren, og det er tydeligt, at finnerne har lyttet meget til progressive bands fra 1970’erne som Marillion og Genesis. Det betyder i praksis, at der bliver plads til akustiske instrumenter som klaver og guitar, og at gammeldags orgeltoner skaber old school feeling. Det hele sker uden at virke forceret eller kunstigt, i stedet fremtræder numrene meget homogene. Da Montage samtidig viser flair for iørefaldende omkvæd, er det let at blive dus med musikken, og når man lægger den klare produktion oveni, er det svært at finde ankepunkter. Jeg kan derfor anbefale ”Metamorphosis” til alle, som er til spændende Rockmusik.

Tracklist:
1. Age Of Innocence
2. Metamorphosis
3. Nature's Child
4. Black Magic
5. Haunted
6. Invisible World
7. Death Valley
8. Reptiles
9. Carved In Stone
Samlet spilletid: 42:01

Læs mere...

Madder Mortem - Red In Tooth And Claw

Hele syv år skulle der gå, før Madder Mortem var klar med efterfølgeren til ”Eight Ways”, en periode hvor de norske veteraner ikke blot har arbejdet på ny musik, men også fået ny guitarist i form af Richard Wikstrand. Ellers er alt ved det gamle, det er stadig søskendeparret BP og Agnete Kirkevaag som er omdrejningspunkt for bandet: Foruden sit guitararbejde har BP igen produceret, mens Agnete markerer sig som vokal frontfigur.

Heller ikke Madder Mortems kunstneriske verden har ændret sig, deres musik er ikke af den type, man vader ind i med træsko - Dertil er numrenes struktur alt for kompliceret. Nej, som lytter skal man arbejde med numrene og give sig tid til at lytte efter. Så finder man også musik med stor spændvidde og mange facetter: I åbningsnummeret veksles der mellem melodier med drømmeagtig lethed og tunge Metalangreb, i ”Fallow Season” er der mere groove, mens ”Stones for Eyes” har tunge stakkatorytmer, der minder mig om Korn. Mindst lige så varieret er Agnete Kirkevaags vokal, for hun spænder lige fra det helt sarte over mere kraftfulde passager til egentlige skrig. Bredden er flot, men det imponerer mere, hvor uanstrengt hun leverer varen.

Det med at levere varen kan udvides til at dække ”Red In Tooth And Claw” som helhed, for det har været ventetiden værd: Albummet viser et band som er i balance, og som forstår at formidle sine ideer på en overbevisende facon.

Tracklist:
1. Blood on the Sand
2. If I Could
3. Fallow Season
4. Pitfalls
5. All the Giants Are Dead
6. Returning to the End of the World
7. Parasites
8. Stones for Eyes
9. The Whole Where Your Heart Belongs
10. Underdogs
Samlet spilletid: 50:54

 

Læs mere...

In The Woods ... - Pure

Jeg studsede, da jeg opdagede at norske In The Woods ... startede tilbage i 1992 – hvorfor havde jeg ikke hørt om dem tidligere? Forklaringen ligger i, at bandet blev opløst i 2000, og at det først vendte tilbage til de aktives rækker i 2014. Første nye udgivelse efter gendannelsen er albummet ”Pure”.

Som det nærmest hører sig til i den progressive ende af musikskalaen, er numrene pænt lange; de svinger fra 5 minutter til det dobbelte, med de fleste liggende midt imellem. Det inviterer til at holde igen på tempoet, hvilket nordmændene da også gør. Musikken bevæger sig generelt i et moderat tempo, men det er ikke ensbetydende med manglende energi. For det første er melodierne stærke og indtrængende, for det andet er der indlagt kortere passager med opskruet tempo – det giver et skud dynamik til begivenhederne.

Den er også tiltrængt, for In The Woods ...’s musik kan ved første gennemlytning virke både ensformig og småkedelig. Ved nærmere bekendtskab viser det sig, at musikkens forskellige lag kræver lidt længere tid for at bundfælde sig. Det er svært at fremhæve enkelte numre, men temposkiftet med dobbeltpedaler i ”Devil's at the Door” er virkelig lækkert lavet.

Samlet set er ”Pure” et album for de musikfans, som både vil have det eftertænksomme og det lidt mere sprælske uden, at helheden gør alt for meget væsen af sig.

Tracklist:
1.Pure
2.Blue Oceans Rise (Like a War)
3.Devil's at the Door
4.The Recalcitrant Protagonist
5.The Cave of Dreams
6.Cult of Shining Stars
7.Towards the Black Surreal
8.Transmission KRS
9.This Dark Dream
10.Mystery of the Constellations
Samlet spilletid: 67:24

 

Læs mere...

Hammers Of Misfortune - Dead Revolution

Når man skal finde frem til, hvorfor der er gået hele fem år siden Hammers Of Misfortune sidst udgav nyt materiale, er der ikke kun ét svar, men mange. De seks medlemmer har været optaget af så forskellige ting som familieforøgelse, trafikuheld og diverse musikalske sideprojekter. Når man så lægger hovedmanden John Cobbetts insisteren på håndskrevne booklets oven; ja, så går tiden.

Den slags er gammeldags, men det harmonerer fint med bandets musik. Hammers Of Misfortune spiller nemlig en afart af Progressiv Metal, som har en tone, der peger tilbage mod 1960’erne og 70’erne. Især Sigrid Sheies orgel og de vokale arrangementer bidrager heftigt hertil. Ellers er der ingen tvivl om musikkens progressive side, for selv om numrene generelt ligger langt fra den supertekniske udgave af stilen, så har de skiftende opbygninger, man ikke bare absorberer 100% ved første gennemlytning. Der er udmærkede Metal-riffs i ”Sea of Heroes” og ”The Precipice”, men det er alligevel den fede Rock’n’Roll guitar i ”Flying Alone”, der gør dét nummer til albummets bedste.

Som helhed har ”Dead Revolution” noget eftertænksomt over sig, som gør numrene seriøse. Og hvis man har hang til old school musik med en selvstændig stil, er man godt betjent her. Personligt er jeg ikke hooked, men kan sagtens høre potentialet.

Tracklist:
1. The Velvet Inquisition
2. Dead Revolution
3. Sea of Heroes
4. The Precipice
5. Here Comes the Sky
6. Flying Alone
7. Days of '49
Samlet spilletid: 46:41

Læs mere...

Opeth - Sorceress

For mange Opeth fans var det en udfordring, da bandet på albummet ”Heritage” vendte sig mod en mere gammeldags stil med rene vokaler; en tendens som blev mere udtalt på det efterfølgende ”Pale Communion” for to år siden. Nu er Åkerfeldt og Co. tilbage med ”Sorceress”, der lige som forgængeren er optaget i Rockfield Studios i Wales med Tom Dalgety bag knapperne.

Som ventet betyder det en fortsættelse af samme musikalske stil som nævnt ovenfor, for det nye album betyder et genhør med mange af de samme elementer. Mest markant er den udstrakte brug af old school orgel, som virkelig booster retrostilen – det giver en meget autentisk 1970’er feeling. Det samme gør f.eks. fløjtearrangementet i titelnummeret, men i det hele taget er numrenes opbygning og vokalarrangementer af den gamle skole.

Albummet indeholder mange passager med akustiske instrumenter, og fremtræder i første omgang meget stille. Men indtrykket snyder, for der er også masser af tyngde og energi, hvilket skaber fin dynamik. Samtidig viser Åkerfeldt at han ikke har glemt det progressive, for numrene skifter udtryk og udvikler sig meget. Et plus er her de mange guitarsoli, som har virkelig flot lyd.

Om det er det rigtige for Opeth at fortsætte i den valgte retning, er der mange meninger om, og det kan diskuteres. Men hvad der ikke står til diskussion, er det faktum at Mikael Åkerfeldt er en virkelig dygtig sangskriver, som formår at blande tyngde og melodi på en varieret, dynamisk og spændende måde. Derfor er albummet vokset i styrke hos mig, efterhånden som antallet af afspilninger er steget, og jeg må konkludere, at selv om det ikke er det oprindelige Opeth, er det stadig godt!

Tracklist:
1. Persephone
2. Sorceress
3. The Wilde Flowers
4. Will O The Wisp
5. Chrysalis
6. Sorceress 2
7. The Seventh Sojourn
8. Strange Brew
9. A Fleeting Glance
10. Era
11. Persephone (Slight Return)
Samlet spilletid: 56:36

 

Læs mere...

Messenger - Threnodies

Man kan ikke ligefrem sige, at det skorter på roser i foromtalen af det andet album fra Messenger; pladeselskabet nøjes ikke med at rose bandets debutskive ”Illusory Blues” fra 2014, men kaster sig ud i en lang opremsning af alle de priser, bandets har vundet, eller i det mindste været nomineret til. Det virker ganske imponerende for et band med mindre end 5 år på bagen og giver noget at leve op til.

Jeg er da heller ikke i tvivl om, at Messenger består af dygtige musikere; gennem hele albummet viser de meget sikker håndtering af de forskellige musikalske elementer, der udgør albummets syv numre – vel at mærke på en nedtonet facon. Stilmæssigt viser englænderne tydelig inspiration fra både Radiohead og Pink Floyd – begge dele bliver primært brugt til musik i den rolige del af spektret.

Men Messenger kan også give den mere gas; i ”Oracles Of War” og ”Pareidolia” er det tungere Stonerrock med den rigtige orgelstemning, der er på programmet; det håndterer bandet også sikkert.

Inspirationskilder og musikalsk kunnen er således helt i orden, men det samlede resultat kan slet ikke leve op til den fine foromtale. Jeg mangler i dén grad spænding i begivenhederne, det er ikke nok at spille nedtonet Rock. Det illustreres i slutnummeret ”Crown Of Ashes“, som trods meget lækre guitarpassager ender med navlepillende ligegyldigheder – dem er der alt for mange af på ”Threnodies”.

Tracklist:
1. Calyx
2. Oracles Of War
3. Balearic Blue
4. Celestial Spheres
5. Nocturne
6. Pareidolia
7. Crown Of Ashes
Samlet spilletid: 46:17

Læs mere...

Ihsahn - Arktis

Efter tiden med Emperor har Ihsahn koncentreret sig om sin solokarriere, og nu, 10 år efter udgivelse af debutskiven ”The Adversary”, udsender han sit sjette album, som har fået titlen ”Arktis”.

Her viser nordmanden sin vanlige stil med numre, der betjener sig af mange forskellige elementer, og derved frembringer stor musikalsk bredde. Numrene er kendetegnet ved at veksle i både tempo og intensitet, ligesom udtrykkets hårdhed ofte skifter. I åbningsnummeret blandes Metal med mere svævende udtryk, mens ”Pressure” bygger på symfoniske elementer.

Frontvokalen er gennemgående ret grum og lidt hvæsende, men den bliver mere end udlignet af omkvædenes kor, som er meget flotte og rene. Det afholder ikke Ihsahn fra at arbejde med mere direkte Metal; ”My Heart Is Of The North” og især ”Until I Too Dissolve” indeholder fine guitarriffs med udmærket power. Men også electro indslagene i ”South Winds” fungerer godt, desværre bremset af et kedeligt omkvæd.

I den sidste ende er det slutspurten med de tre sidste numre, der sikrer albummet en placering over middel: numrene er alle ret afdæmpede, men via stærke melodier og sikker brug af mange forskellige instrumenter vokser de i styrke og omfang. Det er meget intelligent tænkt og udført, og en væsentlig grund til, at jeg kan give ”Arktis” min anbefaling.

Tracklist:
01. Disassembled
02. Mass Darkness
03. My Heart Is Of The North
04. South Winds
05. In The Vaul
06. Until I Too Dissolve
07. Pressure
08. Frail
09. Crooked Red Line
10. Celestial Violence
Samlet spilletid: 57:20

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed