fbpx

Enslaved - Utgard

Som det har været gældende i hele Enslaveds karriere, spiller den nordiske mytologi også hovedrollen på bandets femtende studiealbum, ”Utgard”. I mytologien er Udgård et sted hvor guderne ingen magt har; i overført betydning er det et sted hvor mennesker ikke styrer begivenhederne.
På den baggrund er det ikke overraskende, at albummet er en størrelse, som er svær at håndtere. Musikken følger kun kortvarigt de gængse veje for Metal, og kun ”Sequence” og ”Homebound” kan siges at være lige ud ad landevejen. I de øvrige numre har Ivar Bjørnson udstyret musikken med masser af små modhager og knudrede elementer der gør, at de ikke går lige ind hos lytteren. Det gør numre som den tunge ”Jettegryta” og det keyboarddrevne ”Urjotun” lidt svære at komme ind på livet af – her skal man igennem flere gange.
Men det er ikke fordi numrene mangler power, for Grutle Kjellson brøler mandigt igennem hele albummet. Og hans rallen i ”Storms Of Utgard” passer fint ind i nummerets ret voldsomme opbygning – men de langsomme kor, som trækker energien ud af begivenhederne, kunne jeg godt have undværet. Det samme gælder ”Distant Seasons”, som er et underligt fladt og uinteressant slutnummer.
Bjørnson har udtalt, at det nye album vil står som en milepæl i bandets historie, men det må tiden vise. For mig er den knudrede stil en tand for lukket til, at tingene rykker for alvor.

Tracklist:
1. Fires In The Dark
2. Jettegryta
3. Sequence
4. Homebound
5. Utgardr
6. Urjotun
7. Flight Of Thought And Memory
8. Storms Of Utgard
9. Distant Seasons
Samlet spilletid: 44:46

 

Læs mere...

Barishi - Old Smoke

Vermont i USA er hjemstat for bandet Barishi, som blev dannet i 2010, og som med ”Old Smoke” udsender det tredje album. Bandet består stadig af de originale medlemmer Graham Brooks (guitar/vokal), Jonathan Kelley (bas) og Dylan Blake (trommer).
I de første leveår var bandets materiale rent instrumentalt, men senere kom der også vokal til; hvad det betyder for helheden, vender jeg tilbage til om lidt. Hvis vi starter med musikken, så er den generelt tung, og afvikles i meget moderat tempo. I de fleste numre benyttes en struktur, som er baseret på repetition af små guitarmelodier; det giver en let hypnotisk effekt, som ret hurtigt afløses af afventende utålmodighed. Musikken er nemlig meget indelukket, og bevæger sig i et ret smalt bånd på volumenskalaen – eller med andre ord: Her er der meget lidt dynamik.
Der er to numre, hvor Barishi afviger fra ovenstående beskrivelse: Først det ret korte instrumentalnummer ”Cursus Ablaze”, som med klangflader skaber en lidt drømmende stemning, og så det afsluttende titelnummer, hvor strukturen bibeholdes, men hvor udtrykket er anderledes og meget mere åbent.
Og så til vokalen, som guitaristen Graham Brooks står for. Den udmønter sig i en dyb growl, men er ikke særligt nuanceret, og virker ofte som endnu et instrument. Alligevel gør den en afgørende forskel i forhold til de rent instrumentale passager, alene ved at bringe mere variation ind i billedet. Det hæver den samlede oplevelse, som stadig er for speciel til mere end en middel bedømmelse.

Tracklist:
1. The Silent Circle
2. Blood Aurora
3. The Longhunter
4. Cursus Ablaze
5. Entombed in Gold Forever
6. Old Smoke
Samlet spilletid: 49:36

Læs mere...

Advocacy - Remnants

“Remnants” er den nyeste udgivelse fra Aarhus-bandet Advocacy, og kommer som opfølger til ”Geophobia” fra 2017. Også denne gang er der tale om en EP med 5 numre, som viser bandets fortolkning af progressiv musik.
Der åbnes med det instrumentale titelnummer, som med nydelige guitarmelodier fungerer som en tiltalende modtagelse af lytteren. Herefter følger tre studieoptagelser, som har det til fælles, at de via forskellige temaer, flotte melodier og tilsvarende vokaler viser en fin vifte af forskellige udtryk.
”Corrupted” lægger ud, nummeret er lidt forsigtig og lidt blegt; det virker som om Advocacy lige skal spille sig varme. Det er de så i ”Spoils of War”, som har et virkelig fedt samspil mellem guitar og bas. Samtidig er der mere power i alle elementer, hvilket gør nummeret er EP’ens bedste. Den position bliver udfordret af ”My Socially Transmitted Disease”, hvor vokalerne er ekstra flotte, og hvor der i løbet af nummeret bygges godt op, så intensiteten gradvist forøges.
Til slut får vi et nummer fra bandets optræden til Mono festivalen sidste år. ”Never Ensured” fremstår hårdere og mere aggressiv end de foregående tracks, hvilket forstærkes af en lidt grynet optagelse.
Grynet eller ej, så har Advocacy grund til at være tilfreds med denne EP, for selv om der ikke rammes plet med alle ideer, så ligger niveauet højt nok til, at jeg vender tommelfingeren op.

Tracklist:
1. Remnants
2. Corrupted
3. Spoils of War
4. My Socially Transmitted Disease
5. Never Ensured (Live)
Samlet spilletid: 29:35

Læs mere...

South Harbour – A Withered World In Colour

Guitaristen Alexander Varslev-Pedersen startede South Harbour som et énmands studie projekt i starten af 2018, men siden har han fået følgeskab af Kristian Hejlskov Larsen på guitar og Andreas Dahl-Blumenberg på bas. På debutalbummet ”A Withered World In Colour” har man valgt ikke at have en fast sanger, men i stedet lade vokalen varetage af forskellige kunstnere. Det er en rigtig god ide, fordi man med Mikkel (Feather Mountain), Yasin (Jenny Wren), Cornelius (Everything Is Terrible), Marc (Hanging the Nihilist), Ann-Sofie (eif) og Tue (Morild) har samlet en stribe meget kompetente vokalister med meget forskellige udtryk. Denne forskellighed overføres til de enkelte numre, så albummet automatisk får tilført bredde.
Bredde er der også at finde i musikken, selv om den hovedsageligt kun optræder i to udgaver: En roligere og Rockbaseret, og en mere hårdtslående, som tager udgangspunkt i Metal. Uanset hårdhed er musikken progressiv med ret komplekse strukturer, men ikke i den kliniske opvisningsstil; i stedet skabes spænding via variation.
Hovedparten af albummet tilbringes i den afdæmpede afdeling, hvor ”Flowers Need Water” står klart stærkest; den meget intense vokal er virkelig fængslende og matcher musikken flot.
Ikke overraskende er jeg mere til albummets Metalnumre, hvor den let skrigende vokal i ”Naysayer Begone” passer fint til de guitarpassager, der løber ind over musik og vokal. Lidt af det samme sker i ”M Å N E B A R N”, her er det bare kontrasterne mellem musik og vokal, der scorer point.
“A Withered World In Colour” er en udmærket debut med forskellige facetter og retninger, overvejende i den mere afdæmpede ende af skalaen. Albummet har sine højdepunkter, men en del numre ender i mellemklassen, både stil- og niveaumæssigt; det forhindrer en bedre karakter.

Tracklist:
1. As I Gaze Into An Uncertain Future (Feat. Mikkel of Feather Mountain)
2. Delusion (Feat. Mikkel of Feather Mountain)
3. Flowers Need Water (Feat. Yasin of Jenny Wren)
4. A Dying Breed (Feat. Cornelius of Everything Is Terrible)
5. Naysayer Begone (Feat. Marc of Hanging the Nihilist)
6. Exactly Where We're Supposed To Be ((Feat. Yasin of Jenny Wren and Mikkel of Feather Mountain)
7. Svalbard (Feat. Ann-Sofie of eif)
8. Not All Who Wander Are Lost
9. M Å N E B A R N (Feat. Tue of Morild)
Samlet spilletid: 56:51

Læs mere...

Evergrey - The Atlantic

I 2014 vendte Evergrey stærkt tilbage med albummet “Hymns for the Broken” efter en lang periode med slatne albums, som slet, slet ikke kunne hamle op med værker som “In search of Truth” (2001), “Recreation Day” (2003) eller “The inner Circle” (2004) for den sags skyld. “Hymns for the Broken” gik lige i løgene på mig, og jeg kvitterede med 6/6 stjerner, og er den dag i dag stadig Evergreys svendestykke i min verden. Kunne det nye album mon slå Svendestykket af pinden - Nej, på ingen måde, men det er stadig et fedt album.

“The Atlantic” oser af stemning og atmosfære hvor der er ufatteligt mange lag i musikken; Stærke tunge og skæve riffs, dynamiske overgange mellem det mørke og progressive element i musikken samt lækre soli som fungerer aldeles glimrende. De umiddelbart bedste numre som “A Silent Arc”, “End Of Silence”, “The Beacon” og “This Ocean” viser Evergrey fra deres bedste side. Der er stor variation i musikken som eksempelvis den meget tilbagelænede “Departure” med flot pianostykke som gennemgående tema.

Evergrey har med “The Atlantic” måske lavet deres mest varierede plade til dato, dermed ikke sagt at det er deres bedste, for det synes jeg som sagt ikke det er - eksempelvis er  omkvædet i “All I Have” lidt kedeligt, og bliver gentaget for mange gange, og det trækker niveauet lidt ned. Alligevel har Evergrey endnu engang bevist hvor dygtige musikere de er, og albummet er lige en tak bedre end deres forrige album “The Storm Within”, hvorfor jeg kvitterer med 4,5 stjerne.

 

Tracklist:

  1. A Silent Arc
  2. Weightless
  3. All I Have
  4. A Secret Atlantis
  5. The Tidal
  6. End Of Silence
  7. Currents
  8. Departure
  9. The Beacon
  10. 10. This Ocean

Samlet spilletid: 53:56

Læs mere...

Witherfall - A Prelude To Sorrow

Titlen "A Prelude To Sorrow” siger noget om indholdet, men afslører ikke det hele; Der er godt nok tale om bearbejdning af sorg, men ikke om et forspil. I stedet er det en videreførelse af den proces, som Witherfall startede på debutalbummet ”Nocturnes and Requiems” fra 2017, hvor en stor del af indholdet omhandlede trommeslageren Adam Paul Sagan, som døde pludseligt året før.

Trods den triste baggrund er albummet ikke endt som en melankolsk tudekiks; tværtimod viser Witherfall sig som et band med en åben og bred stil. Og når de kalder det andet track for ”We Are Nothing”, må det være en stærk kandidat til årets mest fejlagtige påstand 2018, for Witherfall har virkelig meget at byde på. Nummeret byder på skarpe riffs, hvortil sangeren Joseph Michael leverer en kraftig vokal, som han pepper op med et par vilde powerhvin. Men der er også plads til en længere passage i roligt tempo med flot guitar og stryger, inden det brager løs igen – et stærkt nummer som kombinerer melodi og power på en flot måde.

I de øvrige numre er det de samme elementer, der er i spil; der varieres fint mht. tempo og hårdhed, og både melodi og Metal fænger.

Generelt begår musikerne sig alle på et højt niveau, men jeg må alligevel fremhæve guitaristerne Jake Dreyer og Fili Bibiano, for det er ofte deres imponerende spil, der tager numrene en tand op i kvalitet. Det hæver også ”A Prelude To Sorrow” som helhed, så albummet fremstår stærkt trods den triste baggrund.

Tracklist:
1. A Prelude To Sorrow
2. We Are Nothing
3. Moment Of Silence
4. Communion Of The Wicked
5. Maridian’s Visitation
6. Shadows
7. Ode To Despair
8. The Call
9. Vintage
10. Epilogue
Samlet spilletid: 56:28

Læs mere...

Cold Night For Alligators - Fervor

Jeg fik mig en positiv overraskelse, da jeg for tre år siden anmeldte albummet ”Course Of Events” fra Cold Night For Alligators (CNFA); her viste bandet langt mere kant og spænding, end jeg tidligere havde hørt. Sådan en oplevelse skaber forventninger, som bandets nye album, ”Fervor”, skal søge at indfri.

Vanen tro indeholder CNFAs numre mange elementer, men hvis man skal være firkantet, kan de deles i to kategorier: én hvor sangeren brøler og skriger teksterne ud, og én, hvor han synger rent og nuanceret. I den første får han følgeskab af tunge og voldsomme instrumenter, mens den anden er kendetegnet ved flotte og stærke melodier. De fleste af albummets tolv numre indeholder noget fra begge lejre; udtrykket bestemmes derfor af blandingsforholdet.

På albummets første halvdel er det de voldsomme elementer, der er i overtal; de rene passager bliver skubbet til side. Det gør numrene meget ensartede, og der er ikke meget variation at spore; det er de tekniske detaljer i musikken, der forhindrer den del i at være direkte kedelig.

Heldigvis ændrer tingene sig på anden halvdel, for hvor “Black Swan” er ene om at have melodisk overtag på første halvdel, så er der flere blandt de sidste seks tracks. Her markerer især ”Get Rid Of The Walls” og “Wilderness” sig med stærke og intense melodier. Trods denne slutspurt lykkes det ikke helt for alligator-drengene at ramme niveauet fra forgængeren; dertil er der for få numre som de nævnte.

Tracklist:
1. Violent Design
2. Drowning Light
3. Canaille
4. Black Swan
5. Nocturnal
6. Entangled
7. Get Rid Of The Walls
8. Wilderness
9. The Proposition
10. Soulless City
11. Coloured Bones
12. Infatuated
Samlet spilletid: 47:21

Læs mere...

Beyond Creation - Algorythm

For fem år siden stødte jeg for første gang på Beyond Creation; det var i forbindelse med, at Season of Mist genudgav bandets debutalbum ”The Aura” – en spændende omgang teknisk Metal. Nu er franskcanadierne så ude med album nummer tre ”Algorythm”, hvor de på mange måder imponerer mig.

Det hele starter med en lidt dyster og pompøs intro af den slags, som skal introducere noget stort. Og det kommer så i form af en omgang Death Metal med alt det brøl, growl, guitarfræs og stortrommeangreb, der hører sig til, men det betyder mindre - Herr det nemlig ikke så vigtigt HVAD der spilles, som HVORDAN det gøres. Beyond Creation spiller nemlig på et enormt højt teknisk niveau, deroppe hvor perfekte basløb og ditto guitarsoli er lige så naturlige som en markant vokal og en gennemført produktion.

Musik med teknik i højsædet har ofte en tendens til at blive klinisk, upersonligt og kedeligt, men ikke her – de fire medlemmer viser nemlig, at man sagtens kan præstere teknisk perfektion OG være tilbagelænet. Bedste eksempel høres i ”Surface's Echoes”, hvor stille, jazzet guitar og funky bas blandes med smadrende Dødsmetal på den mest naturlige måde – det er cool!

Nej, det er ikke hver dag, man støder på et album med så stor en spændvidde som ”Algorythm” – og slet ikke spillet med så stort teknisk overskud, som Beyond Creation lægger for dagen. Havde der bare været lidt mere ro helt til slut, så var jeg ikke kørt træt i den enorme strøm af informationer. Men det gjorde jeg, så Beyond Creation må nøjes med 4,5 stjerner i stedet for de fem, de ellers var på vej til.

Tracklist:
1. Disenthrall
2. Entre Suffrage Et Mirage
3. Surface's Echoes
4. Ethereal Kingdom
5. Algorythm
6. À Travers Le Temps Et L'Oubli
7. In Adversity
8. The Inversion
9. Binomial Structures
10. The Afterlife
Samlet spilletid: 50:39

Læs mere...

Redemption - Long Night's Journey Into Day

Der er gået to år siden Redemption udgav ”The Art Of Loss”, og dermed er bandet fra Los Angeles vendt tilbage til deres normale frekvens for studieudgivelser. Albummet markerer også noget nyt, idet det er det første med Evergrey- sangeren Tom Englund i front; han afløser Ray Alder, som forlod bandet sidste år.

At det ikke er et dårligt valg, beviser Englund allerede i åbningsnummeret ”Eyes You Dare Not Meet in Dreams” – Han synger kraftfuldt og varieret, og viser en glimrende indlevelse i nummeret. I det hele taget viser Redemption sig her fra deres bedste side: Nummeret er udstyret med virkelig stærke melodier, og på den musikalske side er der næsten perfekt balance mellem den meget varierede rytmesektion og de stærke guitarparter og flotte soli. At det hele er produceret til topkarakter, er næsten en selvfølgelighed.
At jeg bruger så meget plads på det første nummer skyldes, at beskrivelsen er dækkende for resten af albummet, når vi ser på fremførelse og opbygning. Og hvis Redemption havde præsteret lige så stærkt materiale på resten af albummet, havde jeg kvitteret med et sekstal i bedømmelsen. Når det ikke sker, skyldes det nogle blege numre omkring albummets midte, hvor der trædes lige lovlig meget vande. Men resten af albummet er Progressiv musik af høj klasse, så det sendes videre med en klar anbefaling herfra.

Tracklist:
1. Eyes You Dare Not Meet in Dreams
2. Someone Else's Problem
3. The Echo Chamber
4. Impermanent
5. Indulge in Color
6. Little Men
7. And Yet
8. The Last of Me
9. New Year's Day
10. Long Night's Journey into Day
Samlet spilletid: 64:42

Læs mere...

Leprous, Agent Fresco, Astrosaur - Atlas

Det var nu blevet tid til en aften hvor jeg måske følte mig en lille smule ude af mit sædvanlige element. Post-Rock/ Avant-garde osv er nu ikke lige noget jeg sætter på normalt. Jeg var til A Colossal Weekend tidligere på året, hvor mere eller mindre hele programmet er dedikeret til den atmosfæriske Rock/Metal genre, så en lille smule bekendtskab har jeg til genren. Leprous er nu ikke et band jeg har stiftet så meget bekendtskab med. Jeg ved at de er fra Norge, og det er utrolig teknisk, men mere ved jeg ikke. Denne kolde november torsdag havde forhåbentligt masser af gode overraskelser, så lad os komme i gang.

 

Astrosaur

Første band på scenen i aften var Norske Astrosaur. Det her bliver en gennemgående sætning i løbet af anmeldelserne, så vær forberedt. Jeg har absolut ingen bekendtskab til det her band, men mon ikke at det bliver super fedt? Det endte faktisk med at blive en positiv oplevelse. En trio der spiller instrumentalt Post-Metal med et lydbillede så dystert, at det minder om en person der drukner i havet uden nogen form for hjælp. Det gode ved Astrosaur er, at de formår at blende elementer af progressiv metal og en lille sjat af Black Metal i deres musik. Der blev faktisk slet ikke nævnt et ord under koncerten, og det var også rigtig godt, fordi det gav også plads til en lidt mystisk stemning i løbet af showet, og jeg tror faktisk at jeg først så band medlemmernes ansigter under det sidste nummer af koncerten, så super nice tilføjelse. Astrosaur leverede en god opvarmning, og det er i hvert fald noget jeg gerne vil holde øje med i fremtiden.

Karakter 4 ud af 6

 

Agent Fresco

For at vende tilbage til A Colossal Weekend, så spillede det næste band faktisk på årets festival, men der var tømmermændene lidt for store til at jeg kunne se det fede i deres musik, men efter det har jeg har lyttet til deres seneste udspil Desterier, og det har virkelig efterladt et stort indtryk så forventningerne var tårnhøje, og spoiler alert: forventningerne blev totalt indfriet. Bandet spillede så godt sammen, og jeg lyver ikke, at det næsten var som at høre pladen selv, og det siger jo også bare noget om hvor god lyden var inde i salen. Agent Fresco skiller sig ud for to forskellige grunde i aften: 1. Deres lyd er ikke ligeså metalisk såsom Astrosaur og Leprous, og 2. det er det eneste band på denne tour som ikke er fra Norge. Forsanger Arnór Dan Arnarson gjorde også et super godt arbejde at snakke med publikum, og hans sangevner var næsten et show i sig selv, og nu hvor vi snakker om de forskellige medlemmer, så var trommeslager Hrafnkell Örn Guðjónsson også bare i sit es i aften og nu efterfølgende kan man se hvorfor Dave Grohl i sommers sagde at han var " The best drummer in the fucking world" - kunne ikke være mere enig, Dave. Specielle højdepunkter for mig var Dark Water, Wait For Me og Howls som bare sad fuldstændig i skabet, og vi fik endda også luftet et helt nyt nummer, hvilket også sad i skabet. Agent Fresco. Wow siger jeg bare. Hvis det var muligt at give denne koncert syv ud af seks så var det gjort.

Karakter 6 ud af 6

 

Leprous

Efter den suveræne magtdemonstration fra Agent Fresco var det blevet tid til aftenens hovednavn. Leprous er ikke lige det som bliver spillet aller mest på mit anlæg, men interesseret det var jeg i hvert fald. De første 10 minutter af koncerten synes jeg virkede lidt halv kedeligt til at starte med. Det var lidt som om at bandet bare kørte den på rutinen. De virkede lidt til at de havde lidt travlt med at komme igennem sætlisen. Efter noget tid dog, så blev det godt igen, og koncerten blev langsomt men sikkert super fed, jo længere ind vi kom i løbet af aftenen. Jeg gik lidt længere op mod scenen for at få en bedre oplevelse, og efter noget tid hvor jeg bare lukkede øjnene og lyttede til musikken og det gjorde oplevelsen bedre, men der var alligevel nogle tidspunkter hvor det føltes en anelse langtrukkent, specielt mod slutningen synes jeg at det blev en smule meh, men igen når jeg ikke har sat mig ordentlig ind i deres musik før jeg tog ind og så dem, så er det måske også derfor at jeg kedet mig engang imellem. All in all så synes jeg at Leprous leverede en ganske fin koncert, men det satte en dæmper på at det føltes en anelse rutinepræget og en lidt langsom start, men mon ikke at jeg får en federe oplevelse i fremtiden.

Karakter 3½ ud af 6

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed