fbpx

Evergrey - The Atlantic

I 2014 vendte Evergrey stærkt tilbage med albummet “Hymns for the Broken” efter en lang periode med slatne albums, som slet, slet ikke kunne hamle op med værker som “In search of Truth” (2001), “Recreation Day” (2003) eller “The inner Circle” (2004) for den sags skyld. “Hymns for the Broken” gik lige i løgene på mig, og jeg kvitterede med 6/6 stjerner, og er den dag i dag stadig Evergreys svendestykke i min verden. Kunne det nye album mon slå Svendestykket af pinden - Nej, på ingen måde, men det er stadig et fedt album.

“The Atlantic” oser af stemning og atmosfære hvor der er ufatteligt mange lag i musikken; Stærke tunge og skæve riffs, dynamiske overgange mellem det mørke og progressive element i musikken samt lækre soli som fungerer aldeles glimrende. De umiddelbart bedste numre som “A Silent Arc”, “End Of Silence”, “The Beacon” og “This Ocean” viser Evergrey fra deres bedste side. Der er stor variation i musikken som eksempelvis den meget tilbagelænede “Departure” med flot pianostykke som gennemgående tema.

Evergrey har med “The Atlantic” måske lavet deres mest varierede plade til dato, dermed ikke sagt at det er deres bedste, for det synes jeg som sagt ikke det er - eksempelvis er  omkvædet i “All I Have” lidt kedeligt, og bliver gentaget for mange gange, og det trækker niveauet lidt ned. Alligevel har Evergrey endnu engang bevist hvor dygtige musikere de er, og albummet er lige en tak bedre end deres forrige album “The Storm Within”, hvorfor jeg kvitterer med 4,5 stjerne.

 

Tracklist:

  1. A Silent Arc
  2. Weightless
  3. All I Have
  4. A Secret Atlantis
  5. The Tidal
  6. End Of Silence
  7. Currents
  8. Departure
  9. The Beacon
  10. 10. This Ocean

Samlet spilletid: 53:56

Læs mere...

Witherfall - A Prelude To Sorrow

Titlen "A Prelude To Sorrow” siger noget om indholdet, men afslører ikke det hele; Der er godt nok tale om bearbejdning af sorg, men ikke om et forspil. I stedet er det en videreførelse af den proces, som Witherfall startede på debutalbummet ”Nocturnes and Requiems” fra 2017, hvor en stor del af indholdet omhandlede trommeslageren Adam Paul Sagan, som døde pludseligt året før.

Trods den triste baggrund er albummet ikke endt som en melankolsk tudekiks; tværtimod viser Witherfall sig som et band med en åben og bred stil. Og når de kalder det andet track for ”We Are Nothing”, må det være en stærk kandidat til årets mest fejlagtige påstand 2018, for Witherfall har virkelig meget at byde på. Nummeret byder på skarpe riffs, hvortil sangeren Joseph Michael leverer en kraftig vokal, som han pepper op med et par vilde powerhvin. Men der er også plads til en længere passage i roligt tempo med flot guitar og stryger, inden det brager løs igen – et stærkt nummer som kombinerer melodi og power på en flot måde.

I de øvrige numre er det de samme elementer, der er i spil; der varieres fint mht. tempo og hårdhed, og både melodi og Metal fænger.

Generelt begår musikerne sig alle på et højt niveau, men jeg må alligevel fremhæve guitaristerne Jake Dreyer og Fili Bibiano, for det er ofte deres imponerende spil, der tager numrene en tand op i kvalitet. Det hæver også ”A Prelude To Sorrow” som helhed, så albummet fremstår stærkt trods den triste baggrund.

Tracklist:
1. A Prelude To Sorrow
2. We Are Nothing
3. Moment Of Silence
4. Communion Of The Wicked
5. Maridian’s Visitation
6. Shadows
7. Ode To Despair
8. The Call
9. Vintage
10. Epilogue
Samlet spilletid: 56:28

Læs mere...

Cold Night For Alligators - Fervor

Jeg fik mig en positiv overraskelse, da jeg for tre år siden anmeldte albummet ”Course Of Events” fra Cold Night For Alligators (CNFA); her viste bandet langt mere kant og spænding, end jeg tidligere havde hørt. Sådan en oplevelse skaber forventninger, som bandets nye album, ”Fervor”, skal søge at indfri.

Vanen tro indeholder CNFAs numre mange elementer, men hvis man skal være firkantet, kan de deles i to kategorier: én hvor sangeren brøler og skriger teksterne ud, og én, hvor han synger rent og nuanceret. I den første får han følgeskab af tunge og voldsomme instrumenter, mens den anden er kendetegnet ved flotte og stærke melodier. De fleste af albummets tolv numre indeholder noget fra begge lejre; udtrykket bestemmes derfor af blandingsforholdet.

På albummets første halvdel er det de voldsomme elementer, der er i overtal; de rene passager bliver skubbet til side. Det gør numrene meget ensartede, og der er ikke meget variation at spore; det er de tekniske detaljer i musikken, der forhindrer den del i at være direkte kedelig.

Heldigvis ændrer tingene sig på anden halvdel, for hvor “Black Swan” er ene om at have melodisk overtag på første halvdel, så er der flere blandt de sidste seks tracks. Her markerer især ”Get Rid Of The Walls” og “Wilderness” sig med stærke og intense melodier. Trods denne slutspurt lykkes det ikke helt for alligator-drengene at ramme niveauet fra forgængeren; dertil er der for få numre som de nævnte.

Tracklist:
1. Violent Design
2. Drowning Light
3. Canaille
4. Black Swan
5. Nocturnal
6. Entangled
7. Get Rid Of The Walls
8. Wilderness
9. The Proposition
10. Soulless City
11. Coloured Bones
12. Infatuated
Samlet spilletid: 47:21

Læs mere...

Beyond Creation - Algorythm

For fem år siden stødte jeg for første gang på Beyond Creation; det var i forbindelse med, at Season of Mist genudgav bandets debutalbum ”The Aura” – en spændende omgang teknisk Metal. Nu er franskcanadierne så ude med album nummer tre ”Algorythm”, hvor de på mange måder imponerer mig.

Det hele starter med en lidt dyster og pompøs intro af den slags, som skal introducere noget stort. Og det kommer så i form af en omgang Death Metal med alt det brøl, growl, guitarfræs og stortrommeangreb, der hører sig til, men det betyder mindre - Herr det nemlig ikke så vigtigt HVAD der spilles, som HVORDAN det gøres. Beyond Creation spiller nemlig på et enormt højt teknisk niveau, deroppe hvor perfekte basløb og ditto guitarsoli er lige så naturlige som en markant vokal og en gennemført produktion.

Musik med teknik i højsædet har ofte en tendens til at blive klinisk, upersonligt og kedeligt, men ikke her – de fire medlemmer viser nemlig, at man sagtens kan præstere teknisk perfektion OG være tilbagelænet. Bedste eksempel høres i ”Surface's Echoes”, hvor stille, jazzet guitar og funky bas blandes med smadrende Dødsmetal på den mest naturlige måde – det er cool!

Nej, det er ikke hver dag, man støder på et album med så stor en spændvidde som ”Algorythm” – og slet ikke spillet med så stort teknisk overskud, som Beyond Creation lægger for dagen. Havde der bare været lidt mere ro helt til slut, så var jeg ikke kørt træt i den enorme strøm af informationer. Men det gjorde jeg, så Beyond Creation må nøjes med 4,5 stjerner i stedet for de fem, de ellers var på vej til.

Tracklist:
1. Disenthrall
2. Entre Suffrage Et Mirage
3. Surface's Echoes
4. Ethereal Kingdom
5. Algorythm
6. À Travers Le Temps Et L'Oubli
7. In Adversity
8. The Inversion
9. Binomial Structures
10. The Afterlife
Samlet spilletid: 50:39

Læs mere...

Redemption - Long Night's Journey Into Day

Der er gået to år siden Redemption udgav ”The Art Of Loss”, og dermed er bandet fra Los Angeles vendt tilbage til deres normale frekvens for studieudgivelser. Albummet markerer også noget nyt, idet det er det første med Evergrey- sangeren Tom Englund i front; han afløser Ray Alder, som forlod bandet sidste år.

At det ikke er et dårligt valg, beviser Englund allerede i åbningsnummeret ”Eyes You Dare Not Meet in Dreams” – Han synger kraftfuldt og varieret, og viser en glimrende indlevelse i nummeret. I det hele taget viser Redemption sig her fra deres bedste side: Nummeret er udstyret med virkelig stærke melodier, og på den musikalske side er der næsten perfekt balance mellem den meget varierede rytmesektion og de stærke guitarparter og flotte soli. At det hele er produceret til topkarakter, er næsten en selvfølgelighed.
At jeg bruger så meget plads på det første nummer skyldes, at beskrivelsen er dækkende for resten af albummet, når vi ser på fremførelse og opbygning. Og hvis Redemption havde præsteret lige så stærkt materiale på resten af albummet, havde jeg kvitteret med et sekstal i bedømmelsen. Når det ikke sker, skyldes det nogle blege numre omkring albummets midte, hvor der trædes lige lovlig meget vande. Men resten af albummet er Progressiv musik af høj klasse, så det sendes videre med en klar anbefaling herfra.

Tracklist:
1. Eyes You Dare Not Meet in Dreams
2. Someone Else's Problem
3. The Echo Chamber
4. Impermanent
5. Indulge in Color
6. Little Men
7. And Yet
8. The Last of Me
9. New Year's Day
10. Long Night's Journey into Day
Samlet spilletid: 64:42

Læs mere...

Leprous, Agent Fresco, Astrosaur - Atlas

Det var nu blevet tid til en aften hvor jeg måske følte mig en lille smule ude af mit sædvanlige element. Post-Rock/ Avant-garde osv er nu ikke lige noget jeg sætter på normalt. Jeg var til A Colossal Weekend tidligere på året, hvor mere eller mindre hele programmet er dedikeret til den atmosfæriske Rock/Metal genre, så en lille smule bekendtskab har jeg til genren. Leprous er nu ikke et band jeg har stiftet så meget bekendtskab med. Jeg ved at de er fra Norge, og det er utrolig teknisk, men mere ved jeg ikke. Denne kolde november torsdag havde forhåbentligt masser af gode overraskelser, så lad os komme i gang.

 

Astrosaur

Første band på scenen i aften var Norske Astrosaur. Det her bliver en gennemgående sætning i løbet af anmeldelserne, så vær forberedt. Jeg har absolut ingen bekendtskab til det her band, men mon ikke at det bliver super fedt? Det endte faktisk med at blive en positiv oplevelse. En trio der spiller instrumentalt Post-Metal med et lydbillede så dystert, at det minder om en person der drukner i havet uden nogen form for hjælp. Det gode ved Astrosaur er, at de formår at blende elementer af progressiv metal og en lille sjat af Black Metal i deres musik. Der blev faktisk slet ikke nævnt et ord under koncerten, og det var også rigtig godt, fordi det gav også plads til en lidt mystisk stemning i løbet af showet, og jeg tror faktisk at jeg først så band medlemmernes ansigter under det sidste nummer af koncerten, så super nice tilføjelse. Astrosaur leverede en god opvarmning, og det er i hvert fald noget jeg gerne vil holde øje med i fremtiden.

Karakter 4 ud af 6

 

Agent Fresco

For at vende tilbage til A Colossal Weekend, så spillede det næste band faktisk på årets festival, men der var tømmermændene lidt for store til at jeg kunne se det fede i deres musik, men efter det har jeg har lyttet til deres seneste udspil Desterier, og det har virkelig efterladt et stort indtryk så forventningerne var tårnhøje, og spoiler alert: forventningerne blev totalt indfriet. Bandet spillede så godt sammen, og jeg lyver ikke, at det næsten var som at høre pladen selv, og det siger jo også bare noget om hvor god lyden var inde i salen. Agent Fresco skiller sig ud for to forskellige grunde i aften: 1. Deres lyd er ikke ligeså metalisk såsom Astrosaur og Leprous, og 2. det er det eneste band på denne tour som ikke er fra Norge. Forsanger Arnór Dan Arnarson gjorde også et super godt arbejde at snakke med publikum, og hans sangevner var næsten et show i sig selv, og nu hvor vi snakker om de forskellige medlemmer, så var trommeslager Hrafnkell Örn Guðjónsson også bare i sit es i aften og nu efterfølgende kan man se hvorfor Dave Grohl i sommers sagde at han var " The best drummer in the fucking world" - kunne ikke være mere enig, Dave. Specielle højdepunkter for mig var Dark Water, Wait For Me og Howls som bare sad fuldstændig i skabet, og vi fik endda også luftet et helt nyt nummer, hvilket også sad i skabet. Agent Fresco. Wow siger jeg bare. Hvis det var muligt at give denne koncert syv ud af seks så var det gjort.

Karakter 6 ud af 6

 

Leprous

Efter den suveræne magtdemonstration fra Agent Fresco var det blevet tid til aftenens hovednavn. Leprous er ikke lige det som bliver spillet aller mest på mit anlæg, men interesseret det var jeg i hvert fald. De første 10 minutter af koncerten synes jeg virkede lidt halv kedeligt til at starte med. Det var lidt som om at bandet bare kørte den på rutinen. De virkede lidt til at de havde lidt travlt med at komme igennem sætlisen. Efter noget tid dog, så blev det godt igen, og koncerten blev langsomt men sikkert super fed, jo længere ind vi kom i løbet af aftenen. Jeg gik lidt længere op mod scenen for at få en bedre oplevelse, og efter noget tid hvor jeg bare lukkede øjnene og lyttede til musikken og det gjorde oplevelsen bedre, men der var alligevel nogle tidspunkter hvor det føltes en anelse langtrukkent, specielt mod slutningen synes jeg at det blev en smule meh, men igen når jeg ikke har sat mig ordentlig ind i deres musik før jeg tog ind og så dem, så er det måske også derfor at jeg kedet mig engang imellem. All in all så synes jeg at Leprous leverede en ganske fin koncert, men det satte en dæmper på at det føltes en anelse rutinepræget og en lidt langsom start, men mon ikke at jeg får en federe oplevelse i fremtiden.

Karakter 3½ ud af 6

Læs mere...

Enslaved - E

I promo materialet til deres fjortende studiealbum nævnes udgivelsen som en ny start for Enslaved; ikke kun fordi det er den første udgivelse efter bandets 25 års jubilæum, men også fordi der er sket meget i medlemmernes privatliv. Internt i bandet er den største nyhed, at Håkon Vinje har erstattet Herbrand Larsen på keyboard.

Det hele startes ret bombastisk med et gjaldende horn af den slags, som proklamerer, at her kommer noget stort. Men i stedet lægger åbningsnummeret en mere afdæmpet stil for dagen, så trods pænt stort baggrundskor og et par glimt med grum vokal fremstår nummeret åbent og venligt.

Den stil fortsætter kun delvist i ”The River's Mouth” og ”Sacred Horse”, for her får den brølende og rallende vokal mere spilletid. Samtidig bliver musikken mere pågående med elementer fra Black Metal, men de bliver dæmpet en smule i produktionen, så de ikke udfolder deres fulde potentiale. Det samme sker i ”Axis Of The Worlds”, her sørger hammond orgel for et skud retrostemning, men ellers er nummeret ret anonymt.
På albummets to sidste numre genfindes de samme elementer som nævnt ovenfor, men der eksperimenteres mere, så der bliver plads til både kaos og monotone gentagelser som modvægt til de mere lineære tiltag. Det fik mig flere steder til at tænke på Radiohead, som heller ikke går af vejen for at udfordre.

Diskussionen om noget helt nyt for Enslaved har jeg svært ved at finde i musikken, for nordmændene lyder som de gjorde ved mine tidligere møder med dem. Sine steder er musikken fængslende og imponerende, men andre steder lidt meget til den underlige side. Eller med andre ord: Kunne du lide det gamle, vil ”E” også falde i din smag.

Tracklist:
1. Storm Son
2. The River's Mouth
3. Sacred Horse
4. Axis Of The Worlds
5. Feathers Of Eolh
6. Hiindsiight
Samlet spilletid: 42:48

 

Læs mere...

Riverside, Lion Shepherd - Lille Vega

Da Riversides mesterværk “Rapid Eye Movement” (’07) landede i promobunken for ret præcist 10 år siden (du godeste!), var det lidt som at vinde i lotteriet uden at have tilmeldt sig. På rekordtid gik de polske progstere fra at være mig komplet ukendte til at være et af de musikalske bekendtskaber, der er så højt skattede, at jeg holder yderst omhyggeligt hus med at spille deres plader. Som havde man ejet en flaske whisky, der er ældre, end man selv er.

Den opfølgende konceptplade “Anno Domini High Definition” (’09) endte desværre med at hægte mig af med dens bevidst højfrekvent-skizofrene musikalske billeder af hverdagens uro- og stresstilstande i det 21. århundrede. Fin udgivelse for så vidt, men slet ikke hvad jeg forventede. Og der er som bekendt så meget musik i verden — og alt for lidt tid at høre det i. Så Riverside rykkede atter udenfor min opmærksomhedssfære.

Men i aften spiller de på dansk jord for første gang nogensinde. Da nyheden nåede mig, råbte en barnling-instinktiv iver, at jeg ikke skulle befinde mig noget andet sted den aften end på Lille Vega. Og dét blev jeg glad for, at jeg efterlevede.

Lion Shepherd

“Åh nej, et opvarmningsband”, tænker jeg ærligt talt. De er jo gerne lidt overflødige, sådan nogle.

Men Riversides landsmænd i Lion Shepherd viser sig at være et bekendtskab i ret stor stil med det forhold, jeg har til aftenens hovednavn. Som at møde en hidtil ubekendt person fra omgangskredsens periferi, som man bare klikker helt vildt med, og hvis nummer man ikke lige når at få, men som man ved, man får at se igen.

Lion Shepherds musik ligger i et relativt afdæmpet, straightforward og ukompliceret hjørne af den melankolske, progressive tungrock. Som en blanding mellem diverse Porcupine Tree-idéer og Opeths folk-rock’ede passager i inciterende, mystiske mol-omgivelser.

Dét er rigtig, rigtig dejligt altsammen. Prog ER reelt krævende af lytteren, og genrens udøvere har desværre lidt en tendens til at glemme, at god musik ikke behøver være så kompleks, som noget menneske kan udtænke og spille den. Den regel er aftenens supportnavn en kærkommen undtagelse til.

Bandet skal lige ud af lidt lav vokal- og halvtynd guitarlyd i starten, samt selvfølgelig af opvarmningsbandets evigt utaknemmelige rolle. Begge dele lykkes i takt med, at Lille Vega fyldes af sultne prog-connoisseurs, der tager godt imod de flotte lydbilleder, som senere folder sig ud i mellemøstligt klingende tonaliteter og med indslag fra både mandolin og lut. Den dynamiske spændevidde går fra æterisk hvile til cementflækkende tyngde. Det er stilfuldt og smagfuldt; det er overbevisende; det virker slet og ret.

Generelt har Lion Shepherd ikke samme format som deres ovennævnte storebrødre på det globale prog-stamtræ. De koncentrerer sig mere om at fremelske atmosfære end fængende elementer. Men det klæder dem som sagt ikke desto mindre. Og så er det på den anden side måske også bare mig, der skal dyrke deres musik noget mere. Hvilket jeg bestemt også har lyst til.

Karakter: 5/6


Riverside

Det er klart, at denne aften er noget specielt, og det kan mærkes, allerede da et på forhånd sultent og taknemmeligt publikum omhyggeligt klapper aftenens hovedpersoner ind på scenen til en præsentation ved vokalist og bassist Mariusz Duda. “Ikke blot er dette den første gang, vi er i Danmark, men det er også første gang, vi er her som en trio”, forklarer han med henvisning til bandets oprindelige guitarist Piotr Grudzińskis pludselige død i fjor. Når denne tour således er døbt “Towards the Blue Horizon” er det for at markere afslutningen på den svære sorg- og omstillingsproces, og indlede et nyt kapitel i gruppens historie.

De tre enlige klaverakkorder, der indleder den normalt guitarbaserede “Coda” er nærmest antitesen til dén komplekse størrelse, som Riverside er. Men den selvsikkerhed og determination, bandet lægger for dagen, hænger i luften og gror i takt med det omskrevne nummer, hvis albumstatus af interlude også hér udvides til meget mere. “When the night returns/I won’t collapse/I am set to rise” synger Duda, inden den omhyggelige eksplosion.

Riversides nye live-guitarist Maciej Meller træder ind på scenen. Et skrøbeligt, afgørende øjeblik der med det samme forløses med en lead-lyd af fandeme kosmisk format. Den manisk bævende synth vibrerer om kap med de massive bassvingninger, der nu kan mærkes i hele kroppen. Som en glødende, kreativ sfære, der langsomt vokser og udfylder rummet. Vi er kommet for at opleve noget stort, og det sker lige nu.

Det indledende, umiskendeligt Gilmour’ske guitartema til fantastiske “Second Life Syndrome” vækker rørende genhørsglæde i hele salen. Nummeret går fra ekspressionistisk intensitet til pludselig opløsning i et næsten apatisk, Moog-baseret mellemstykke. Enhver tænkelig tvivler må være omvendt nu. Eller også bliver de det under den smukke “Conceiving You”.

Publikum er minimalt skæmmet af de sædvanlige tre overrislede snakketrunter på balkonen og de sædvanlige tre overrislede fanboys nede foran, der gerne vil interagere oftest muligt og forgæves prøver at hoppe i takt til de skæve 7/8- og 10/8-rytmer. Bevares, det er trods alt fredag. Men derfor er det stadigvæk den fænomenalt professionelle musik, der dominerer. Hvad end den er decideret lækker og overlegent laid-back eller højspændt dramatisk og ekvilibristisk, er dette lyden af ren, uspoleret og succesfuld kreativitet. Riverside arrangerer toner og rytmer på samme måde som en Michelangelo — eller måske snarere Dali — arrangerer former og farver. Aldrig har dette lokale vel dannet rammer om noget så overbevisende og bjergtagende.

Skønhed!

“Vi har valgt at tage en masse af vores mere melankolske sange med i aften”, kundgør Duda. “De af jer, der tror, at vi er så’n en type Dream Theater-band… Please!”. Ordforrådet i hans østblok-engelsk er naturligt udfordret. Men referencen falder i god, varm jord hos dette prog-publikum, der kvitterer med fællessang på det finurligt Jethro Tull-agtige omkvæd i den akustiske “Lost (Why Should I be Frightened by a Hat?)”.

På sælsom vis kunne et sådant stand-out-moment snildt have været aftenens højdepunkt. Men for mit vedkommende fortsætter dette højdepunkt i den derpå følgende fænomenale “02 Panic Room”, der brat trækker hele seancen tilbage i dét trykkede, foruroligende og mørke stemningsunivers, som jeg i sin tid forelskede mig i hos Riverside gennem netop denne sang. Jeg har bevidst ikke fået en eneste dråbe alkohol, men min krop bevæger sig, som var jeg i trance, og jeg skråler hæmningsløst med på den inderlige linie “Sweet shelter of mi-iiiiiiiiiiine!” som var jeg til Maiden-koncert. Nummeret er i sig selv hypnotiserende, men udvider sig under disse omstændigheder i utænkeligt omfang.

Når hver skæring er et lille mesterværk i sig selv, kan det være svært at forestille sig, hvordan et band kan blive ved med at afveksle sig i løbet af to timer. Men det sker fuldstændig naturligt. “Saturate Me” går fra kække balkanrytmer til tung heavy til nøgen sårbarhed til næsten 80’er-klingende sci-fi-stemning. Somme tider er alle indtrykkende måske lige krævende nok, og jeg er af og til på randen af at miste koncentrationen. Men det er simpelthen for insisterende — og fandeme storslået, — det jeg netop overværer. Ja, selv genhøret med den knugende, depressivt-trøstesløse “Before” er intet mindre end majestætisk.

… Hvorefter det i øvrigt ikke er til at fatte, at hovedsættet er overstået. Hvad skete der lige med tiden dér??

Ekstranumrene tilegnes turnéens koncept. Efter en lang, velment tak for tålmodighed og engagement dedikerer Duda den afdæmpede og småjazzede “Towards the Blue Horizon” til Grudziński. Og det endelige punktum sættes af en ny version af den indledende “Coda”. — Denne gang i en udgave der ikke er dramatisk og  ildevarslende, men fredfyldt, ligefrem og ubekymret. Et langt, uafvekslet loop i ren dur er næppe, hvad nogen havde forventet som konklusion på en så vidtfavnende og ofte dyster performance. Men fandme om ikke det netop lige er dét, der sætter det hele i det afgørende og nødvendige perspektiv. Riverside er nu officielt et band, der kan alt. Og denne aften er nu officielt årets koncert.

“Rapid Eye Movement” er en af de få plader, jeg nogensinde har anmeldt til topkarakter. Og jeg kan ikke andet, end at lade ophavsmændenes første Danmarksbesøg få samme ære.

Karakter: 6/6

Læs mere...

System of a Down - Copenhell 2017

12 år er alligevel også en rum ventetid siden min hidtil eneste liveoplevelse med det fabelagtige armensk-amerikanske, progressive, eksperimenterende, moderne ethno-nu-metal-fænomen System of a Down. Ja, kært barn har mange adjektiver.

Jeg husker noget så tydeligt, da Kerrang! i sin tid vedlagde CD’er med de to første numre fra det endnu ukendte bands endnu uudgivne debutskive. Det var i ’98, og jeg var fuldstændig blæst væk. “Det hér, det bliver fucking stort!”, lallede jeg rundt på efterskolen og prøvede ikke at fable for meget om.

Der skulle gå en lille håndfuld år endnu, men så var den der dæleme også. Man ved, at ens profetiske evner ikke er helt ved siden af, når selv Boogie kværner titelnummeret fra mesterskiven “Toxicity” (’01) af i tide og utide. (Hvis du ikke kan huske det program, er du ikke gået glip af det store).

Og så — efter et par ellers næsten lige så fremragende albums — var de der pludselig ikke længere. Rygterne svirrede om interne stridigheder. Soloprojekter opstod. Vi anede ikke helt, om vi nogensinde fik dem igen.

… Okay, indtil 2010. Men altså, stadigvæk… TOLV år siden sidste besøg i landet. Vi er mange, der har ventet, og vi er mange, der elsker Jeppe Nissen og Copenhell for endnu engang at have følerne så godt ude blandt publikums ønsker og ledige bands. SoaD på Copenhell er intet mindre end en kongebooking, og det kan blive fucking stort, det hér. (Og ja, der var den såmænd igen.)

Man kan tydeligt mærke den skrøbeligt-sårbare forventning hænge tungt over pladsen som luften inden et tordenvejr. Da bandet sætter i med introen fra “Soldier Side” hersker der en andægtighed på Copenhell, som sender tanker tilbage til introen fra sidste års afskedsshow med Black Sabbath. Og da åbneren “Suite-Pee” fra førnævnte debutskive overtager, begynder dæmningen at briste. De kan det, de vil det og de gør det, og det står altsammen soleklart i den bipolart-skizofrene “Prison Song”.

Samtlige detaljer er med. Forsanger Serj Tankians prægtigt klare tenor er fortsat lige så klar og prægtig, som hans primalbrøl er skræmmende aggressivt. Sammenligningerne med Mike Patton er fuldt ud fortjente — Tankian er bare langt mere uhæmmet. Og John Dolmayans sindssyge skindbankeri kvalificerer simpelthen til det mest intense og professionelle indenfor det 21. århundredes moderne hårde rock — helt oppe ved siden af Danny Carey og Gavin Harrison.

Men SoaD overgår på deres egen spøjse vis både Tool og Porcupine Tree indenfor enkelte parametre. De er ikke bare mere kontant hårdtslående; de er også stedvist langt mere manisk besatte i deres udtryk. Og så formår de altså at crowdplease i et omfang, jeg aldrig havde forestillet mig muligt. Ikke blot følger nærmest samtlige numre i ubønhørlig non-stop-forlængelse af hinanden. Men under mini-tour de force’en “DDevil”, “Needles”, “Deer Dance” og “Radio/Video” begynder jeg ærligt talt at føle mig en smule vantro. Det kan sgu da ikke passe, det hér?? Men det kan det, og SoaD er stadig nærmest knapt begyndt.

Som i tilfældet Prophets of Rage på samme scene få timer tidligere har de mellemliggende år knapt sat andre præg på bandet end en kende gråsprængt skæg. Og som hos samme vredesprofeter bærer SoaD fortsat deres sociale indignation udenpå tøjet. De er drevet af langt mere end bare bevidstheden om de undertrykte masser og folkedrabene i det fædrende Armenien, og om alle de ligeglade maddiker der bare står og ryger smøger i det lige så fædrende Hollywood, mens tiggerne sulter for deres fødder. Som hos Prophets of Rage er det hele alverdens tilstand, der dels begrædes, dels satiriseres. Ja, somme tider er vi sgu nødt til at grine af tingene for ikke at blive helt ødelagt af dem.

Først og fremmest er det dog bandets vanvittige tekniske kunnen hånd i hånd med det vanvittige sæt, der fandme gør denne aften uforglemmelig. De smukke “Highway Song” og “Lost in Hollywood” flankerer endnu en sindssyg klassikerstime bestående af “Bounce!”, “Suggestions”, “Psycho” og, — nårh ja for Helvede — hittet “Chop Suey!” Det er som om, man fuldstændig har glemt, hvor mange fede numre denne gruppe egentlig nåede at berige os med på deres relativt få studiealbums. Ja, selv outtake-skiven “Steal This Album!” tilgodeses med en håndfuld stykker.

Mine to favoritter “Science” og “Know” er desværre ikke med i denne ombæring. Og for nu at dvæle lidt ved den tænkelige kritik, er Daron Malakians guitar- og vokalevner altså heller ikke kun uretfærdigt udskældte. Men han holder sammen på det, og de andre holder sammen på det hele, og alt i alt er SoaD altså ikke et band, der kan nås af ret mange. Under “B.Y.O.B”, en af mine andre favoritter, er jeg noget nær fuldstændig mæt. Men selvfølgelig lukker de af med double combo’en “Toxicity” og “Sugar”.

Førnævntes omkvædslinie “Disorder! Disorder!” gjalder ud over Refshaleøen ved +20.000 taknemmelige strubehoveder. Jeg og mit følge skråler kækt og kærligt “Det’ så’n dér! Det’ så’n dér!” under samme linie. For det ER fandme præcist så’n dér, checken skal skrives. Således gik det altså til, at Copenhell kunne føje denne mesterlige performance til de 4-5 allermest mesterlige afholdt på festivalen nogensinde.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • GHOST IRIS_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • BAEST_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • OVERKILL_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Pain of Salvation - In the Passing Light of Day

Svenske Pain of Salvation har lavet nogle uhyggeligt fede albums som f.eks debut albummet ”Entropia” (1997), ”The Perfect Element I” (2000) eller ”Remedy Lane” (2002), som mange ser som deres ultimative mesterværk. Umiddelbart mistede jeg herefter interessen da de skuffede med ”Scarsick” (2007) og det, at de herefter stort set skrottede alle deres Metal elementer i musikken. Bandets nye album ”In the Passing Light of Day” lover dog en tilbagevenden til de mere Metalliske elementer, og så var far her klar.
Det starter godt med det ti minutter lange ”On a Tuesday, hvor der fyres nogle tunge, progressive riffs af som bandet vel næppe har leveret noget lignende af i de sidste fjorten år. Disse riffs varieres glimrende med stille passager, som minder om de gode gamle dage. Ellers bliver der budt på den meget stemningsfulde ”Meaningless”, den noget mere stille ”Silent Gold”, den meget skæve, progressive og uforudsigelige ”Full Throttle Tribe” mens pladens helt store trækplaster må være ”Reasons” med dets vanvittigt fede drive og opbygning. Dette er bare for at nævne de vigtigste – for det er simpelthen forrygende sangskrivning, det her - meget meget innovativt.
Så efter en periode hvor jeg mistede interessen for bandet, synes jeg umiddelbart de er tilbage på sporet, tæt på hvor jeg tabte dem, som værende et af de mest innovative bands indenfor den progressive scene, men det kræver sit, da musikken bestemt ikke er let fordøjelig. Det er måske ikke helt i klasse med førnævnte albums, men mindre kan også gøre det, og jeg byder det meget velkommen. Knap 72 minutter er dog nok lige er i overkanten, og til tider kan jeg ikke undgå at kede mig lidt, men prog-nørder kan nok roligt kan læggen en stjerne oven i.
 
Tracklist: 
1. On a Tuesday (10:22)
2. Tongue of God (04:53) 
3. Meaningless (04:47) 
4. Silent Gold (03:23) 
5. Full Throttle Tribe (09:05) 
6. Reasons (04:45) 
7. Angels of Broken Things (06:24) 
8. The Taming of a Beast (06:33) 
9. If This Is the End (06:03) 
10. The Passing Light of Day (15:31) 
Samlet spilletid: 71:50 
 
 
Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed