fbpx

Long Distance Calling - Long Distance Calling

Som anmelder er der nogle gange plader, der lige får lov til at ligge lidt længere på skrivebordet før de bliver rørt. Det kan der være mange forskellige årsager til, pointen i denne sammenhæng er simpelthen, at tyske Long Distance Callings selvbetitlede tredje udgivelse er et af den slags album. Hvorfor? Tja egentlig ikke af nogen speciel grund, andet end det faktum at Long Distance Calling for det meste begår sig i instrumental post metal/ progressive metal. Nu er jeg normalt en sucker for post metal og ligeledes progressive metal, men for at sige det ligeud, kræver det meget af et bandt at spille instrumentalt, lige meget hvilken genre inden for rock, der er tale om. Kompositionerne skal simpelthen være i top kvalitetsmæssigt for at man som lytter ikke savner lyrikken.

Som altid står og falder et album med, hvor gennemført det er rent musikalsk, og i Long Distance Calling´s tilfælde gør det i særdeleshed. Så uden yderligere snak springer anmeldelsen direkte til sagens kerne: Står dette tredje album fra det ellers anmelderroste tyske band distancen? Både/og – Ja det bliver desværre ikke et rungende ja eller nej, selvom det sandsynligvis havde gjort denne anmeldelse mere interessant at læse. Det korte af det lange er, at de kompetente tyskere har fuld kontrol over deres instrumenter, spiller og komponere flotte numre, der bygger op, nedbryder og skaber et stemningsfyldt univers, som lytteren bliver draget ind i. ”Into The Black Wide Open” er en fantastisk åbner, der nærmest giver lytteren gåsehud. Stemningsfuldt opbyggende synths og trommer breder sig om lytteren, der langsomt suges ind, før guitarfladerne breder sig og trækker de sidste rester med sig. Smukt og i symbiose med sig selv. Åbningsnummeret er et af de numre, der klarer sig rigtig godt som instrumentalt nummer, da man som lytter på intet tidspunkt savner vokalen. Lige præcis det er desværre, hvad der til gengæld mangler på andre af numrene på albummet, f.eks. ”Timebends”.

Albummet forsætter med den lettere funky og senere groovy ”The Firgrin D´an Boogie”. Et flot nummer, som spænder over flere fede små kompositioner, der samlet eskalerer i et fantastisk finale efter fem minutters tålmodighed. Endnu et smukt og gennemført nummer, hvor de progressive metal elementer virkelig viser deres styrke blandt bandet. Herefter går albummet sin mere eller mindre interessante gang, inden ”Middleville” rammer som en hammer. Armored Saint/ tidligere Anthrax-forsanger John Bush brager igennem på vokal, skamrider nummeret og giver nummeret lige præcis det ekstra kick, man kun kan forestille sig ville have klædt numre som f.eks. førnævnte ”Timebends”, men også ”Invisible Giants”.

Samlet set leverer Long Distance Calling et habilt, flot og velspillet instrumentalt tredje album, men til trods for de fremragende første numre, specificerer førnævnte ”Middleville”, hvad det gør dele af albummet til kun at være udmærket og ikke excellent. 4,5 ud af 6 til Long Distance Calling.

Tracklist:
1. Into The Black Wide Open
2. The Figrin D´an Boogie
3. Invisible Giants
4. Timebends
5. Arecibo (Long Distance Calling)
6. Middleville
7. Beyond The Void

 

Læs mere...

Leprous - Bilateral

Leprous er ikke ringere end et progressive metal band fra Norge. Med dannelse i 2001 har bandet udgivet 2 fuldlængde albums, hvortil de nu er på gaden med deres tredje udspil, ”Bilateral”. Ved første gennemlyt af ”Bilateral” er der ingen tvivl om, at der er tale om et ganske gennemarbejdet og veludført stykke Progressive metal, hvor specielt Eniner Solberg på synth og klassisk norskklingende vokal langt hen ad vejen hiver bandet op, og udskiller dem fra den enorme mængde af progressive metal bands, der efterhånden eksisterer. Bandet henter en tydelig inspiration fra bands som Dream Theater og Blind Guardian – og for fans af disse bands, kan det klart anbefales at forsøge sig med ”Bilateral”.

Ved nærmere gennemlytning leverede albummet og bandet præcist det, enhver lytter af progressive metal håber på, hver gang et nyt album sættes i afspilleren – det vokser gevaldigt. Albummet er et meget velspillet og spænder forholdsvist bredt. Tag f.eks. ”Forced Entry”, der er et over ti minutter langt trip, båret op af synth, der gennemstrømmer hele nummeret mens en nærmest nervøs vokal fuldender helhedsindtrykket, og gør nummeret til, om noget, en lang og stemningsfyldt genistreg. ”Thorn” følger godt op, og viser endnu en gang bandets flair for at skrive fængende numre. Med en blid start går nummeret over i en atmosfærisk groovy rytme, inden Solberg forsætter med en kraftig hård og gennemskærende vokal, der giver nummeret præcist den passende kant – som om det ikke er nok, skærer de progressive aner igennem, og trompet introduceres i en samhørighed, der sjældent høres. ”Mb. Indifferentia” følger storladent op, som noget af en ballade. Endnu engang viser Soberg sin kunnen med noget nær symfonisk sang, som om muligt, afslutningsvist kammer over i et lidt for Iron Maidensk toneleje til undertegnede. Resten af pladen forsætter som en lille række af perler på en progressive metal tråd. ”Waste Of Air” sætter tempoet op igen med udført guitarspil og en stemning, der skriger ”Something evil is gonna happen”, og jeg kan fanme love, for at der sker noget ondt.

Bilateral er et gennemført album – er man til genren og hælder til førnævnte inspirationskilder, så tag et lyt, det her er godt. For lige at runde produktionen af albummet, er der ikke meget at sætte en finger på; synth og guitar er godt afbalanceret, mens trommer og bas ligger tilpas i lydbilledet til at skabe en passende dybde. Enkelte ting stikker ud og irriterer, som eksempel førnævnte Bruce Dickinson vokal og så lige den småirriterende start på ”Cryptogenic Desires”, hvor det for en gangs skyld ikke lykkes optimalt for bandet, at blande de stemningsfulde stykker med de hårde elementer, som her i stedet fremstår rodet og usammenhængende. Heldigvis udvikler nummeret sig som alle på albummet, og finder et velfungerende leje.

Det er svært at hive et enkelt nummer ud at anbefale – men såvel ”Forced Entry”, Waste Of Air” og ”Thorn” står stærkt på en skive, der hele vejen igennem er utroligt veludført. 5 ud af 6 til Leprous og Bilateral.

Tracklist:

1. Bilateral
2. Forced Entry
3. Restless
4. Thorn
5. Mb. indifferentia
6. Waste Of Air
7. Mediocrity Wins
8. Cryptogenic Desires
9. Acquired Taste
10. Painfull Detour
 

Læs mere...

Mastodon - The Hunter

Det meget anmelderroste progressive metal band Mastodon har efterhånden hersket på metalscenen siden 1999. Med flere vellykkede udgivelser, senest studiealbum værende mesterværket Crack The Skye fra 2009, er forventningerne til bandets nyeste skabelse naturligt høje. Før udgivelsen varslede bandet, at de ville eksperimentere med andre genrer og søge væk fra de konceptkompositioner, der prægede såvel Crack The Skye, som Blood Mountain og Lehviathan. Nuvel, hvad er The Hunter så egentlig for et album?

For at skære ind til benet er The Hunter et mere tilgængeligt album end de tidligere udgivelser. Der er blevet plads til mere skønsang, mindre kompakte kompositioner og kortere numre - men uden at det er sket på bekostning af kvaliteten. Set over et bredt perspektiv deler albummet, set i relation til opbygning og sammensætning af numrene, sig i tre dele - eller tre Mastodongrene, om man vil. Den hårde, brølende lyd og de mere ”lettilgængelige” kompositioner fra Blood Mountain brager tydeligt igennem f.eks. på den fantastisk fede og rå ”Spectrelight” men også ”Bedazzled Fingernails”. Dertil er der de numre på albummet, der lægger sig i klar forlængelse af lyden og sammensætningen på Crack The Skye. Det bedste eksempel herpå er den eksplosive og fandenivoldske ”Black Tongue”, som åbner albummet med et brag, mens numre som ”Thickening” også lugter langt væk af Crack The Skye. Endelig er der den tredje og dominerende ”gren”, hvor Mastodon serverer deres materiale indpakket i nyt papir, bestående af en tydeligt opdateret 70’er sound, der bl.a. leder tankerne hen mod Black Sabbath. Skulle man endnu ikke være faldet over førstesinglen ”Curl Of The Burl” er den, sammen med ”The Hunter”, de numre der bedst eksemplificerer. ”The Hunter” skal da samtidig fremhæves for at være et fantastisk nummer med en herlig gang guitarsoli.

Der er ingen tvivl om, at det har været bandets mål at nå en Mastodon-version af den klassiske 70’er heavy metal sound, da det generelt er disse numre der præger The Hunter. Overgangen er veludført, men dog ikke en betingelsesløs succes. Til trods for hvor fantastisk godt et nummer ”Black Tongue” er, virker det desværre malplaceret på albummet i forhold til den samlede kontekst. Ærgerligt, da nummeret reelt er et af de stærkeste på pladen, men samtidig er med til at give et forvirret helhedsindtryk. Nu vi er i gang med de knapt så fantastiske sider af The Hunter, skal da lige nævnes nummeret ”Creature Lives”, der er et fuldstændigt fejlskud. Med sine teenage- higschool-themesong-singalong-riffs passer nummeret overhovedet ikke ind nogen steder.

Det være sagt, har Mastodon altid være et band i udvikling, og netop som man gik og troede at de havde fundet deres leje, bryder bandet igen og overrasker. Troy Sanders vokal er om muligt bedre end tidligere, og det klæder bandet at bruge skønsang mere. Såvel Brent Hinds som Bill Kelliher spiller endnu en gang en habil og udfordrende gang guitar, der sikkert vil få de fleste til at komme, bare en lille smule. Og ja, Brann Dailor (all mentioned, non forgotten) styrer trommerne, som havde han aldrig lavet andet.

Samlet set er The Hunter fuld af guf og genistreger. Størstedelen af albummet kan anbefales og bandet fejler da egentlig også kun på førnævnte nummer samt den overordnede substans, som bandet tidligere har været i stand til at sammensætte i en sublim grad (læs: Lehviathan og Crack The Skye). Er du fan af Mastodon og nu i tvivl om, hvorvidt The Hunter skal hjem på hylden ved siden af dine Duran Duran-skiver, skal du nu give dig selv en flad. Dette album er ikke Mastodons stærkeste, men absolut heller ikke det svageste og under alle omstændigheder et must have for Mastodon fans. Lyt til ”Stargasm”, ”The Hunter”, ”Spectrelight” og ikke mindst ”Black Tongue”, hvis en flad ikke var nok til at fjerne tvivlen. 5 ud af 6 til The Hunter.

Tracklist:
1. Black Tongue
2. Curl Of The Burl
3. Blasteroid
4. Stargasm
5. Octopus Has No Friends
6. All The Heavy Lifting
7. The Hunter
8. Dry Bone Valley
9. Thickening
10. Creature Lives
11. Spectrelight
12. Bedazzled Fingernails
13. The Sparrow
 

Læs mere...

Arch/Matheos - Sympathetic Resonance

At bandnavnet er delt af en skråstreg er ingen tilfældighed, det dækker nemlig over et nyt samarbejde mellem guitaristen Jim Matheos og sangeren John Arch. Selv om der her er tale om en debutplade, er samarbejdet ikke nyt; Matheos spiller også i Fates Warning, hvor Arch tidligere stod for det vokale. At materialet oprindeligt var tiltænkt Matheos’ primære band kan aflæses af, at også bas, trommer og den anden guitar betjenes af musikere fra .... godt gættet: Fates Warning.
Derfor overrasker stilen ikke, for også i den nævnte konstellation er det Progressiv Metal, der er på tapetet. Det hele er af den knapt så voldsomme slags, for både melodier og de udmærkede omkvæd, som Arch fremfører med sin lyse stemme, er i den pæne ende. Der er ellers udmærket bund i musikken, den er bare ikke helt så vild. På mange måder er stilen en typisk gengivelse af den amerikanske Prog Metal.
Musikerne spiller imponerende godt, her er der tale om samspil af meget høj kvalitet. Det giver grobund for masser af lækre detaljer, som i ”Any Given Day (Strangers Like Me)” hvor stortrommerne trækker guitarerne med på en rigtig fed og spændende tour de force.
Trods disse åbenlyse kvaliteter er der skår i glæden, for det er for få øjeblikke, som virkelig rykker og rører mig. Et eller andet sted mangler melodierne lige det sidste, og den næsten kliniske fremførelse gør ikke tingene bedre; her er vi flere steder på grænsen til det sterile. Alligevel er det den overlegne fremførelse, der i sidste ende hæver ”Sympathetic Resonance” klart over gennemsnittet – det havde bare været rart med lidt mere feeling.

Tracklist:
01 Neurotically Wired
02 Midnight Serenade
03 Stained Glass Sky
04 On The Fence
05 Any Given Day (Strangers Like Me)
06 Incense And Myrrh

Samlet spilletid: 54:35
 

Læs mere...

Voyager - Element V

Debut album fra et Australsk band med det slemt uoriginale bandnavn: Voyager.
Ifølge det vedlagte presse materiale, spiller disse 4 gutter, + 1 gutinde, alt fra progressivt rock til Black metal. Det med Black Metal vil undertegnede dog ikke helt mene. Det eneste der til nød kunne forveksles med Black Metal, er vokalen i nummeret ”Time For A Change”, hvor sangeren vrisser lidt, men ellers havde jeg svært ved at finde nogle Black Metal tendenser.
Voyager spiller nemlig en form for progressivt metal, der er sovset ind i alverdens keyboard effekter og andre syntetiske sager. Det fik mig mest af alt til at tænke på noget der minder om en krydsning mellem Europe, soundtracket fra den hedengangne tv-serie McGyver og et gammelt dansk undergrundsband der hed Ground Zero, som aldrig nåede videre end til demo stadiet.
Nu er Prog. metal heller ikke ligefrem min store kop te, og jeg har da heller ikke det store kendskab til denne genre, men Voyager gør efter min mening et hæderligt stykke arbejde.
De kan alle finde ud af at håndtere deres respektive instrumenter på et ret højt teknisk niveau, og så kan de skrive nogle vellydende og stemningsfyldte melodier. Et nummer som ”Echoes Of Old Terra” er fx et rigtig flot nummer, med en smuk akustisk guitar. Ingen tvivl om at dem i Voyager kan deres kram, men et problem er dog sangeren Daniel Estrin. Han er efter min mening alt for vag i lydbilledet, og det er noget der ikke kun skyldes produktionen, men det at han simpelthen ikke magter at synge sangene. Det kniber for ham når han skal op i de høje toner, og det er lidt ærgerligt, da et af kendetegnene ved Prog. Metal, efter min mening, er den høje og lyse vokal.

Alt i alt, og med min manglende viden omkring genren taget i betragtning og det faktum at dette kun er et debut-album, vil jeg give Voyager en lidt-under-middel karakter. Set som et debut-album kunne det se meget værre ud, for musikerne spiller godt og tight sammen, men sangeren trækker altså fælt ned på det samlede indtryk, og med en produktion der er blevet lidt for tynd, vil jeg give Voyager 2½ fuck-pop-ups. Dog skal det nævnes at jeg vil følge dem, da jeg mener at de, med en bedre produktion og sanger, vil have en masse at byde på. Deres udvikling bliver spændende at følge.
Hvis du er Prog. Metal fan der har lidt ekstra gryn i pungen, så check dem ud. Hvis ikke, tror jeg der er mange andre bands der spiller ligeså godt på værende tidspunkt.



Læs mere...

Abnormal Thought Patterns - Abnormal Thought Patterns

Hvis jeg skulle give denne udgivelse en overskrift, ville det blive noget i retning af ”skønne spildte kræfter”, for det er ikke ret tit, man oplever så meget teknisk kunnen og talent føre til så lidt, som tilfældet er her. Der er ingen tvivl om, at de 3 musikere er hamrende dygtige på deres respektive instrumenter, men det er desværre ingen garanti for et godt resultat.

At ordet Abnormal indgår i bandnavnet er passende, for bandet vælger en meget personlig tilgang til den progressive del af det musikalske verdenskort. Og musikerne har ikke gjort det let for sig selv ved at fravælge en sanger; instrumental musik skal være ekstra spændende for at kunne kompensere for fraværet af vokal.

I åbningsnummeret lykkes det nogenlunde; her skiftes forskellige guitarmelodier til at være i front, og det hele afvikles pænt struktureret. Efterhånden som EPen skrider frem, bliver strukturen mere og mere løs, så den røde tråd bliver sværere og sværere at få øje på. De enkelte melodier følger samme mønster, men bliver hurtigt meget ens og flyder lidt ud. Det forsøger man at kompensere for med pludselige bassekvenser, men det virker mere kikset og irriterende end godt.

De 7 numre er én stor opvisning i teknik, og man skal være ualmindeligt glad for den del af musikken, for at kunne bruge dem til noget. At niveauet er meget højt overrasker ikke, når man hører, at det er brødrene Tipton fra Zero Hour, der står bag Abnormal Thought Patterns. Men hvor de i Zero Hour har begejstret mig, er dette nye tiltag blot en overfladisk opvisning uden sjæl, som forhåbentlig ikke kommer til at tage for meget opmærksomhed fra deres primære band.

 

Tracklist:
1. The Machine Within
2. Velocity and Acceleration: Movement 1
3. Velocity and Acceleration: Movement 2
4. Velocity and Acceleration: Movement 3
5. Velocity and Acceleration: Movement 4
6. Ulnar Nerve Damage
7. Electric Sun

Samlet spilletid: 20:48

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed