fbpx

Hail Spirit Noir - Mayhem In Blue

Mit seneste møde med Hail Spirit Noir var i forbindelse med albummet ”Oi Magoi”, som udkom for tre år siden. Albummet gav en meget personlig fortolkning af Black Metal, men på deres nyeste udgivelse viser den græske trio sig fra en lidt mindre mørk side.

Det betyder ikke, at musikken denne gang er åben og let at gå til, for det er ikke tilfældet – Der er bare luget kraftigt ud i elementer fra den Sorte Metal. Numrene indeholder mange lag, så man lige skal igennem skiven et par gange for komme helt ind. Her genfinder man mange af forgængerens kendetegn som old school orgel og udtryk, som veksler meget; ikke kun fra nummer til nummer, men også indenfor hvert enkelt track.

Et godt eksempel er ”Lost in Satan's Charms”, hvor det gennemgående tema nærmest er en folkemelodi i valsetakt. Den bliver så krydret med forskellige temaer af hårdere karakter, så stemning og udtryk skifter flere gange. Nogle af de samme kendetegn finder man i albummets øvrige numre, hvor også Theoharis’ alsidige vokal er med til at skabe ekstra bredde.

Taget over den samlede spilletid er albummet stilmæssigt mere Rock end det er Metal, men det er meget varieret og spændende. Godt nok når det ikke helt op på forgængerens niveau, men det er stadig interessant og absolut et nærmere bekendtskab værd.

Tracklist:
1. I Mean You Harm
2. Mayhem in Blue
3. Riders to Utopia
4. Lost in Satan's Charms
5. The Cannibal Tribe Came from the Sea
6. How to Fly in Blackness
Samlet spilletid: 40:29

Læs mere...

Madder Mortem - Red In Tooth And Claw

Hele syv år skulle der gå, før Madder Mortem var klar med efterfølgeren til ”Eight Ways”, en periode hvor de norske veteraner ikke blot har arbejdet på ny musik, men også fået ny guitarist i form af Richard Wikstrand. Ellers er alt ved det gamle, det er stadig søskendeparret BP og Agnete Kirkevaag som er omdrejningspunkt for bandet: Foruden sit guitararbejde har BP igen produceret, mens Agnete markerer sig som vokal frontfigur.

Heller ikke Madder Mortems kunstneriske verden har ændret sig, deres musik er ikke af den type, man vader ind i med træsko - Dertil er numrenes struktur alt for kompliceret. Nej, som lytter skal man arbejde med numrene og give sig tid til at lytte efter. Så finder man også musik med stor spændvidde og mange facetter: I åbningsnummeret veksles der mellem melodier med drømmeagtig lethed og tunge Metalangreb, i ”Fallow Season” er der mere groove, mens ”Stones for Eyes” har tunge stakkatorytmer, der minder mig om Korn. Mindst lige så varieret er Agnete Kirkevaags vokal, for hun spænder lige fra det helt sarte over mere kraftfulde passager til egentlige skrig. Bredden er flot, men det imponerer mere, hvor uanstrengt hun leverer varen.

Det med at levere varen kan udvides til at dække ”Red In Tooth And Claw” som helhed, for det har været ventetiden værd: Albummet viser et band som er i balance, og som forstår at formidle sine ideer på en overbevisende facon.

Tracklist:
1. Blood on the Sand
2. If I Could
3. Fallow Season
4. Pitfalls
5. All the Giants Are Dead
6. Returning to the End of the World
7. Parasites
8. Stones for Eyes
9. The Whole Where Your Heart Belongs
10. Underdogs
Samlet spilletid: 50:54

 

Læs mere...

Avenged Sevenfold - The Stage

Avenged Sevenfold har igennem længere tid ligget i åben krig med deres tidligere pladeselskab, Warner Bros. i en sag om misligholdelse af kontrakt. Det er sikkert forklaringen på, at man har gået meget stille med dørene inden udgivelse af bandets syvende album, ”The Stage”, der kom på gaden som et lyn fra en klar himmel.

Helt så voldsomt er indholdet ikke, selv om der ellers er knald nok på numrene. Albummet markerer igen et stilskifte, idet numrene er mere teknisk prægede end jeg tidligere har hørt dem fra bandet. Det signaleres fra første færd, at albummet vil tages alvorligt, og det fortjener det også. Det er tydeligt, at musikerne kan deres kram, og der serveres mange lækre detaljer, uanset om det er strengeinstrumenter eller trommer, der er i fokus. Sangeren M, Shadows minder mig flere steder om en yngre Ian Gillan, og han gør gennemgående en god figur.

Der er mange skift i numrenes temaer og intensitet, og man lader ofte nogle elementer fade ind, mens andre fades ud. Samtidig er der blevet plads til eksperimenter som blæsere i ”Sunny Disposition”og strygere i ”Angels”. Samlet giver det mig anledning til at placere ”The Stage” i den progressive ende af Metalskalaen.

Amerikanerne har også taget den progressive genrens forkærlighed for lange numre til sig, så den samlede spilletid er kun en hårsbredde fra de fem kvarter. Det er lang tid at fastholde lytterens opmærksomhed, og det lykkes da heller ikke for Avenged Sevenfold. Som nævnt ovenfor er der intet i vejen med indsatsen, men numrene kommer ikke rigtigt ind under huden, men forbliver overfladiske. Det er ærgerligt, for de gode intentioner er tydelige, men kommer desværre ikke helt i mål.

Tracklist:
1. The Stage
2. Paradigm
3. Sunny Disposition
4. God Damn
5. Creating God
6. Angels
7. Simulation
8. Higher
9. Roman Sky
10. Fermi Paradox
11. Exist
Samlet spilletid: 73:35

 

Læs mere...

Opeth - DR Koncerthuset

Ah, Opeth. Om noget et band der altid er garant for en glimrende oplevelse, i hvert fald hvis det foregår indenfor. Det var efterhånden også på tide de fik større lokaler at udfolde sig i end Store Vega, så dette setup virkede på papiret som det bedste match i Danmark. Og vi blev ikke skuffede...

Opeth:
Med henholdsvis tre sange fra det nye ”Sorceress”, to fra det ældre ”Ghost Reveries”, og én skæring fra samtlige af Opeths album, foruden de to første og det nyere ”Heritage”, og så har man allerede her opskriften på en god aften. Foruden at være glad for musikken i al almindelighed, er en stor bonus ved at se Opeth live, at man ved der altid vil være høj udskiftning af sange, så man får mulighed for at høre noget forskelligt – den eneste sang jeg umiddelbart kan komme på der altid er på programmet er ”Deliverance”, hvilket man vel egentlig også kan kalde for Opeths ”hit”. Nej, sætlisten er lige som den skal være. Fra den monumentale og hårdtslående start, ikke mindst i form af ”Ghost Of Perdition”, til den lange og mere rolige midte, f.eks. med sange som ”Face Of Melinda” og ”In My Time Of Need”, til den fuldstændigt overrumplende afslutning, her flankeret af bl.a. ”Heir Apparent”, og så ”Deliverance”, der lukker og slukker... De nye sange passer ligeledes glimrende ind, selvom stilen er en anden, og det går bare ikke galt i sangvalget.

Klokken er 21:05, og Opeth ejer huset. Lyden er så sprød, så klar, så tung, så det er et mekka af indtryk der blander sig med hinanden. Lyset tager førstepladsen over det mest gennemførte jeg nogensinde har oplevet – og der blev sagt nogensinde. Med det ment ikke det mest imponerende eller teknisk udfordrende, nej, men aldrig har jeg været vidne til noget så velprogrammet; farverne skifter lige når de skal, lyset fokuserer udelukkende på guitaristen i de rigtige passager, det blinker og blitzer når det er vildt (men aldrig for meget), og det er vanvittigt flot og betagende. Samtidigt har Opeth taget videoskærme i brug, hvilket er præcist den detalje jeg har manglet tidligere – nu, ved min 7. Opeth koncert, skete det. Sådan. Jeg ville virkelig ønske dette blev optaget fra start til slut, men lige i aften, hvilket også vidner om publikums respekt, ser jeg ingen telefoner i luften.

Opeth er som de nu engang er; nonchalante og afslappede at se på. Det ser så latterligt let ud, og det gode humør er som altid i højsædet. Netop her har ensemblet formået at gøre noget unikt, som andre bands kunne lære af; fordi man spiller seriøs og teknisk krævende musik, behøver man ikke selv være alvorlig. Kendetegnet for Opeths show er, at Åkerfeldt mellem sangene fyrer dårlige jokes af, i sin sædvanlige knastørre og selvironiske humor. Dette var i sandhed også tilfældet i aften, faktisk i en hel overdreven grad (men på ingen måde for meget!) – og dette spredte sig naturligvis til publikum, som var i et helt særligt humør. Ingen seriøsitet imellem sangene, men intet andet end respekt for selvsamme imens numrene stod på. Jeg har sjældent følt mig så godt tilpas som jeg gjorde i aften, og det var i høj grad publikums løssluppenhed, der var med til det.

“Ghost of Perdition” åbner ballet for alvor, og her opstår aftenens første højdepunkt, da Åkerfeldt bliver slået en smule ud af kurs, med et guitarteknisk problem. Det lyder måske mærkeligt, men han tager det netop i stiv arm, udbryder et selvironisk ”sorry”, og får styr på udstyret kort efter – og så er det videre uden de store armbevægelser. Dét, at de ultra-perfektionistiske Opeth, ikke er livløse robotter (jeg kigger her på jer, Dream Theater), men rent faktisk godt kan komme ud for reelle problemer, og så takle dem på en afslappet måde – det er fedt at se.

Jeg var egentlig allerede parat til at give Opeth topkarakter efter ”Ghost Of Perdition”, for lige her var det helt perfekt – det kunne umuligt blive bedre. Her vidste jeg det var tid til snak... og så vælger Åkerfeldt gudhjælpemig at snakke svensk... og ikke kun her, men resten af aftenen. Det lyder måske som en smålig ting at beklage sig over, men man skal forstå konteksten; Opeth er netop kendt for deres ”stage banter” imellem sangene; den tørre humor, som er enormt morsom. Men når man ikke forstår halvdelen, så er det jo, ”sjovt nok”, ikke særlig sjovt. Det er et decideret fjollet træk. Snak nu engelsk (som ellers gjort til samtlige koncerter i landet), så alle er på bølgelængde – når der ikke responderes særlig begejstret på flere ting der siges, så kunne det jo tænkes forståelsen mangler – når der flere gange spørges; ”forstår I hvad jeg siger?”, så bør der ringe en klokke et sted.

Men okay... som en ”trøst” får man så et publikum i et afsindigt godt humør, hvor der imellem hver eneste sang er dumme kommentarer i luften. Der er i aften mange svenskere, så der var næsten en slags ”verbal krig” mellem dem og ”os”; ”Hvad siger du? Jeg kan ikke forstå dig!!”, ”jævla danska!”, osv. – eller bare når publikum råber (godmodigt) ad Opeth med fraser som ”Blackwater Park!”, ”DØDSMETAL!” eller ”hvor er Frederik?” (der her refererer til at Åkerfeldt syntes han skulle hilse på den anden guitarist, Frederik, rigtig mange gange – bare fordi). Det balancerer på kanten, men ender på den rigtige side, så det er mere sjovt end plat og irriterende.

Og så går tiden, det lyder helt forrygende godt, og lysshowet imponerer til stadighed. Om det så er det nye eller det gamle, så er det lige som det skal være, selvom det skal nævnes at de gamle skæringer gør mest for mig. Efter ”The Grand Conjuration” rejser samtlige i salen sig op for at hylde Opeth, og vi sætter os først ned da det efterhånden famøse ”Danskjävla!!” lydklip fra Riget fylder salen (endnu et af de bøvede indslag). Så er det tid til finalen, og hvad bedre end den grandiose ”Deliverance”? Det er faktisk så godt, at nogle få ikke kan holde begejstringen tilbage, og hen mod slutningen skider på alt, for at rejse sig fra deres plads og begynde at headbange. Endnu engang, da det hele er endegyldigt slut, rejser alle sig op, uden undtagelse, for at klappe og vise taknemmelighed. Det mindes jeg ikke at have oplevet til en siddende koncert i lang tid.

Så... på trods af en ærgerlig ”bagatel” med det svenske, så er dette stadig den bedste optræden med Opeth jeg har været vidne til. Selv hvis de snakker engelsk i fremtiden, og giver koncert samme sted... jeg tror ikke det ville kunne slå denne helt særlige oplevelse. Men jeg håber det. For satan hvor var det bare i orden.

Sætliste:
1) – Sorceress
2) – Ghost Of Perdition
3) – Demon Of The Fall
4) – The Wilde Flowers
5) – Face Of Melinda
6) – In My Time Of Need
7) – Will O The Wisp
8) – Cusp Of Eternity
9) – The Drapery Falls
10) – Heir Apparent
11) – The Grand Conjuration
Encore:
12) – Deliverance
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Delain, Evergrey - Pumpehuset

Det symfoniske metalband Delain, som med rette kan kaldes for ”det nye Within Temptation”, er i forbindelse med udgivelsen af deres 5. album ”Moonbathers” på tour, og for første gang på dansk jord. Det er også noget af en uge for Pumpehusets vedkommende; først Sonata Arctica om tirsdagen (kan læses her), så Powerwolf om fredagen (også for første gang i landet), og nu Delain. Det er dejligt at se at disse genrer får en fornyet chance, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var imponeret over at aftenens seance foregik i den store sal. Sådan, og lad os så komme til anmeldelserne.

Evergrey:
Inden hovednavnet var der dog to supportbands, hvoraf jeg beklageligvis missede det første (Kobra & The Lotus). Men til gengæld er det andet supportband jo nærmest en institution i sig selv – med ca. 20 år på bagen og med deres 10. studiealbum ”The Storm Within” på gaden, står svenske Evergrey som en halvpotent spiller på den progressive metalscene. Jeg skriver specifikt halvt, for hvor andre har oplevet en opadgående interesse, virker Evergrey til at stå ret stille, i hvert fald indenfor vores landegrænser; jeg så dem som headliner tilbage i 2009 på The Rock. Herefter har de ageret opvarmning et par gange, og stod sidst som headliner sidste år på KB18 – de kommer altså regelmæssigt forbi, men en opsvingskurve er der ikke tale om. Det betyder selvfølgelig ikke nødvendigvis noget som helst, og egentlig var Evergrey det mere velspillende band i aften.

Salen er omtrent halvt fyldt da bandet, under en halvtyk tåge, går på scenen. Kort forinden er lyset blevet slukket på et splitsekund, ikke noget med en glidende intro – og allerede her gør lysteknikeren sig indirekte bemærket, for slap da af, der er knald på, og jeg spekulerer på om det er medbragt, for jeg mindes ikke at husets eget er så godt. Evergrey tager det ellers ganske roligt, topprofessionelle som de er, og går til stålet uden det store ståhej. Herfra forsøger de af og til at opildne publikum, men det bliver ved det moderate, og der spildes ingen tid mellem sangene.

Ironisk, egentlig, at lyset faktisk bliver så voldsomt at musikken ikke kan følge med (omvendt spiller det af og til fuldstændig, f.eks. når Evergrey bliver badet i skummelt, rødt lys). Til gengæld er det, hvad end lyset gør eller ikke gør, mandag, og det kan mærkes på begge parter – publikum er tilfredse, men entusiasmen er, ligesom bandets forsøg på at opildne, ganske moderat, selv oppe foran. Selv da en lille guitarsolo sniger sig ind hen mod slutningen, ryger opmærksomheden fra stort set alle efter 5. række. Det er i øvrigt ærgerligt at lyden ikke formår at følge med – det er ikke helt skidt, men trommerne buldrer uskønt, og keyboardet er meget svagt.

Dette lyder jo om alt andet ikke som det skønneste at være vidne til, men faktisk gør Evergrey det udmærket. Musikken kan stå på egne ben, lyden bliver gradvist bedre, og intensiteten af lyset tager af, så man i stedet kan nyde hvor godt tilrettelagt det reelt er i stedet for at blive irriteret. Det er dog omtrent i midten af sættet at Evergrey vælger at hive en semi-ballade op af hatten – og det er sgu malplaceret. Men ellers kører det på skinner, uden at være hverken uinteressant eller fænomenalt. Det virker som om de svenske herrer har det helt fint hvor de er nu. 4/6 stjerner.

Delain:
Der er straks mere liv og engagement i hovednavnet (i hvert fald til at begynde med), her en halv time senere. De virker faktisk for sammenpressede på scenen, selvom de ellers bruger pladsen godt og bestemt ikke står stille – når der ikke er kollektiv headbanging, er der grimasser og des lige, og selv manden bag keyboardet, ellers fastlåst omme bagved, kan knap stå stille. Også lyden virker sammenpresset, ikke mindst på trommerne der savner noget omphf og power. Det er ikke dårligt, men kunne være bedre, og da musikken er forholdsvist bombastisk, skal lyden også afspejle det.

Delain selv kører fremad, drevet, og uden at forhaste det. De kan helt tydeligt lide at være her. Det kan publikum også, men som man kunne tænke giver et stort fokus på de nyeste skæringer naturligvis svære betingelser for forsamlingen – hertil skal det dog siges, at Delain gør et stort arbejde i at få folk med, næsten udelukkende med succes. Den høje forsangerinde er det naturlige midtpunkt, og hende der styrer slagets gang (selvom de andre, som nævnt, også gør sig til). I den udstrækning kan man undre sig over at Delain insisterer på at køre med på den symfoniske metals store last; den forståelse, eller stiltiende accept af, at en kvindelig forsanger skal være ”behagelig” at se på. I aftenens tilfælde drejer det sig om en meget nedringet trøje, så man slet ikke kan undgå at se hendes ”kvaliteter”. Kom nu, altså, det er overhovedet ikke nødvendigt, og det næsten skriger til himmels lige i aften, hvor en af bandets guitarister, du gættede det, også tilhører det samme køn. Er hun klædt i noget nær samme stil? På ingen måde. Til gengæld rocker hun på den guitar, så det overhovedet ikke er et problem at lægge mærke til hende.

Ellers forløber koncerten derudaf uden nogen svinkeærinder, og selvom publikum hygger sig, er det også her Delains svaghed står frem: sangene er slet og ret for ens, og det er altså ikke særlig heldigt nu på 5. album. Det ville ikke være et nævneværdigt problem hvis koncerten varede en times tid, men vi når op på over en time og et kvarter – det bliver for meget af det gode. Generelt har de ældre numre dog en anden tyngde, et mere storladent udtryk, og til dels en anden struktur, men vigtigst; man lægger mærke til dem. Dvs. at det hele bliver lige det mere interessant hen mod slutningen, men starten og især midten er noget flad i det.

Men med publikums fine modtagelse, og Delains egen spilleglæde, så ender vi lige akkurat på den gode side af skalaen, men også kun lige og vel. Delain skal i fremtiden gennemtænke deres musikalske udtryk, for det bliver simpelthen for ensformigt i længden – eller de kan være ligeglade, og fortsætte som hidtil. Deres fans er sandsynligvis ligeglade... 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Hands Of Gold
2) – Suckerpunch
3) – The Glory And The Scum
4) – Get The Devil Out Of Me
5) – Pendulum
6) – Army Of Dolls
7) – The Hurricane
8) – Here Comes The Vultures
9) – Fire With Fire
10) – Danse Macabre
11) – Sleepwalkers Dream
12) – Stay Forever
13) – The Gathering
14) – Pristine
Encore:
15) – Mother Machine
16) – Don’t Let Go
17) – We Are The Others
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Delain_13
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Delain_16
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Delain_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

In The Woods ... - Pure

Jeg studsede, da jeg opdagede at norske In The Woods ... startede tilbage i 1992 – hvorfor havde jeg ikke hørt om dem tidligere? Forklaringen ligger i, at bandet blev opløst i 2000, og at det først vendte tilbage til de aktives rækker i 2014. Første nye udgivelse efter gendannelsen er albummet ”Pure”.

Som det nærmest hører sig til i den progressive ende af musikskalaen, er numrene pænt lange; de svinger fra 5 minutter til det dobbelte, med de fleste liggende midt imellem. Det inviterer til at holde igen på tempoet, hvilket nordmændene da også gør. Musikken bevæger sig generelt i et moderat tempo, men det er ikke ensbetydende med manglende energi. For det første er melodierne stærke og indtrængende, for det andet er der indlagt kortere passager med opskruet tempo – det giver et skud dynamik til begivenhederne.

Den er også tiltrængt, for In The Woods ...’s musik kan ved første gennemlytning virke både ensformig og småkedelig. Ved nærmere bekendtskab viser det sig, at musikkens forskellige lag kræver lidt længere tid for at bundfælde sig. Det er svært at fremhæve enkelte numre, men temposkiftet med dobbeltpedaler i ”Devil's at the Door” er virkelig lækkert lavet.

Samlet set er ”Pure” et album for de musikfans, som både vil have det eftertænksomme og det lidt mere sprælske uden, at helheden gør alt for meget væsen af sig.

Tracklist:
1.Pure
2.Blue Oceans Rise (Like a War)
3.Devil's at the Door
4.The Recalcitrant Protagonist
5.The Cave of Dreams
6.Cult of Shining Stars
7.Towards the Black Surreal
8.Transmission KRS
9.This Dark Dream
10.Mystery of the Constellations
Samlet spilletid: 67:24

 

Læs mere...

Fates Warning - Theories Of Flight

Begrebet veteran kan ind imellem være svært at håndtere, for hvor længe skal man have været i gamet for at leve op til betegnelsen? I tilfældet Fates Warning er der ingen tvivl, bandet har eksisteret siden 1984. Og selvom guitaristen Jim Matheos er det eneste originale medlem, er der ikke tale en genstart med nye musikere; trommeslageren Bobby Jarzombek er den eneste hvis tilknytning til bandet er mindre end 10 år gammel; alle de andre er … veteraner.

Det er nu ikke det første man tænker, for albummet her virker frisk og ikke gammelmandsagtigt. Især sangeren Ray Alder overrasker, hans vokal er virkelig kraftfuld, ren og flot – ingen svaghedstegn dér. Dem finder man i det hele taget ingen af, når det gælder musikernes performance, for det hele sidder som det skal. Især guitararbejdet er overbevisende, hør bare soloen i ”White Flag”.

Stilmæssigt bevæger bandet sig i den progressive ende af spektret, numrene er pænt lange, så der bliver plads til at lade dem udvikle sig. Det sker til en vis grad, men tingene bliver ikke overtekniske, i stedet er numrene udstyret med ret fængende omkvæd som det kendes fra AOR, altså i stil med navne som Journey og Nightranger. Det betyder ikke, at musikken er for blød i kanterne - bare check ”Like Stars Our Eyes Have Seen”, her er der glimrende hug i instrumenterne. Alligevel er der sine steder en tendens til lidt for meget hygge; det er unødvendigt og trækker albummet ned fra ”rigtig godt” til ”bundsolidt”.

Tracklist:
1. From The Rooftops
2. Seven Stars
3. SOS
4. The Light And Shade Of Things
5. White Flag
6. Like Stars Our Eyes Have Seen
7. The Ghosts Of Home
8. Theories Of Flight
Samlet spilletid: 52:23

 

Læs mere...

Fear Factory, Textures - Pumpehuset

Sommeren går på hæld, og denne koncert har jeg set frem til lige siden den blev offentliggjort for ca. et halvt år siden. Ikke så meget for hovednavnet, der ellers leverede en godkendt indsats sidste gang som support for Slayer, nej, ”skamfuldt” må jeg indrømme at det faktisk er aftenens support, Textures, der virkelig trækker i undertegnede, siden de ikke har været i København siden 2008. Fear Factory plejer dog at levere varen, så en dobbeltkombo af god metal var forventningen. Men hvordan gik det så?

Textures:
Efter en lidt for lang intro er den rimeligt besøgte lille sal (for ja, vi er nedenunder i dag) klar til at... byde bandet velkommen, i hvert fald. Der er nemlig omtrent fem fans oppe foran, der viser engagement (de er også overdrevet begejstrede, faktisk så de mere rolige beskuere ser en smule forskrækkede ud), men okay, det er jo heller ikke et orkester der ofte kommer forbi hovedstaden.

Overordnet lider Textures på flere fronter desværre under at være opvarmning. F.eks. har de vitterligt ingen plads at bevæge sig på – ikke at de ikke forsøger! – og så er der lyden... der er alt andet end imponerende. Keyboardet er oftest væk i lydbilledet, trommerne lyder alt for rå og upolerede, næsten som var vi i et øvelokale, og guitarerne er underligt mudrede, hverken skarpe eller vellydende. Vokalerne er også en smule flade, og de rene stykker kan i de fleste sange kun svagt anes – om det så er lyden her, eller fordi vokalerne er pyntet i studiet, kan jeg ikke gennemskue. I det mindste er lysshowet overraskende godt, og sætter et passende udtryk til de fleste af numrene, om det så er heftigt blinkende og voldsomt, dunkelt eller stemningsfyldt.

Textures viser ellers god figur, headbanger synkront og des lige, og det er tydeligt de har spillet sammen i mange år – det tekniske er lige i skabet, og til tider fuldstændig absurd (vildt), ikke mindst i afslutningssangen ”Laments Of An Icarus”. Det er dog ikke nok til at vække mere end førnævnte fans til live, og vi er efterladte med en følelse af, at Textures sagtens kan levere varen, men altså ikke i aften. 3/6 stjerner.

Fear Factory:
Anderledes ser det ud med hovednavnet. Salen er nu fyldt ud til bristepunktet, og publikum er langt mere begejstrede – f.eks. overlader forsangeren det trygt til forsamlingen at synge alene i åbningsskæringen ”Demanufacture”, og dette klares uden problemer. Vi skal således ikke mere end et par numre ind i seancen før publikum ser ud til at være i zonen.

Lyden har også kraftigt forbedret sig, den er dejlig rå og maskinel, trommerne tromler videre, altid videre, uden hensyntagen til nogen, og det går fint igennem. Det er dog ikke helt skarpt, og der savnes virkelig noget omph i bassen; man mangler den der følelse af at blive trykket lige i maven, det at hele kroppen vibrerer. Men det er acceptabelt for de, hvad vi er vant til i den lille sal. Men... som altid, drister jeg mig til at sige, kan forsangeren bare ikke synge længere. I de bedste tilfælde lyder han flad og kedelig, i de værste lyder det forfærdeligt. Igen, hvorfor ikke smide effekter på stemmen? Det ville passe perfekt til udtrykket. Kom nu, for fanden...

Ikke at ovenstående ser ud til at have en indflydelse, for folk er på, om end hverdagsagtige. Der er bevægelse og jubel, men gulvet eksploderer aldrig som ellers set ved andre shows. I ”Edgecrusher” danser de forreste rækker begejstret rundt, og luftguitarer kan spottes i ”Poweshifter”, såvel som en enkelt crowdsurfer. Generelt er der mange horn i luften når forsangeren efterspørger dem.

Men foruden publikums engagement er det næsten for professionelt. Den ene sang overtager den anden, faktisk slynges de nærmest afsted. Jovist, forsangeren snakker kort til publikum efter de fleste sange med ”thank you”, ”fuck yeah”, osv., men personligt er det ikke ligefrem. Måske har Fear Factory været på tour lidt for længe? De nye sange modtager til gengæld pæne bifald, og det er ikke fordi tempoet falder nævneværdigt. Faktisk er der næsten, men kun næsten, en lille pit til den sidste i rækken, ”Anodized”.

Så tiden går, menuen er som forventet, og folk er underholdt. Måske er det meget godt at det hele ender efter kun lidt over en times tid, for mætheden rammer da slutningen nærmer sig. Opsummeret; det brød ingen rammer, men man kan ikke reelt beklage sig. Varen ændrer sig ikke.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Demanufacture
2) – Self Bias Replicator
3) – What Will Become?
4) – Shock
5) – Edgecrusher
6) – Damaged
7) – Powershifter
8) – Soul Hacker
9) – Regenerate
10) – Anodized
11) – H-K (Hunter-Killer)
12) – Archetype
13) – Resurrection
14) – Martyr
15) – Replica
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Ihsahn - Arktis

Efter tiden med Emperor har Ihsahn koncentreret sig om sin solokarriere, og nu, 10 år efter udgivelse af debutskiven ”The Adversary”, udsender han sit sjette album, som har fået titlen ”Arktis”.

Her viser nordmanden sin vanlige stil med numre, der betjener sig af mange forskellige elementer, og derved frembringer stor musikalsk bredde. Numrene er kendetegnet ved at veksle i både tempo og intensitet, ligesom udtrykkets hårdhed ofte skifter. I åbningsnummeret blandes Metal med mere svævende udtryk, mens ”Pressure” bygger på symfoniske elementer.

Frontvokalen er gennemgående ret grum og lidt hvæsende, men den bliver mere end udlignet af omkvædenes kor, som er meget flotte og rene. Det afholder ikke Ihsahn fra at arbejde med mere direkte Metal; ”My Heart Is Of The North” og især ”Until I Too Dissolve” indeholder fine guitarriffs med udmærket power. Men også electro indslagene i ”South Winds” fungerer godt, desværre bremset af et kedeligt omkvæd.

I den sidste ende er det slutspurten med de tre sidste numre, der sikrer albummet en placering over middel: numrene er alle ret afdæmpede, men via stærke melodier og sikker brug af mange forskellige instrumenter vokser de i styrke og omfang. Det er meget intelligent tænkt og udført, og en væsentlig grund til, at jeg kan give ”Arktis” min anbefaling.

Tracklist:
01. Disassembled
02. Mass Darkness
03. My Heart Is Of The North
04. South Winds
05. In The Vaul
06. Until I Too Dissolve
07. Pressure
08. Frail
09. Crooked Red Line
10. Celestial Violence
Samlet spilletid: 57:20

 

Læs mere...

Nero di Marte - Royal Metal Fest 2016

Nero di Martes tekniske og samtidig lækkert atmosfæriske univers er centreret omkring de kaotisk-strukturelle elementer fra Neurosis, opblandet med dynamikken og progressionen fra Tool og iklædt den storladne lead-lyd fra bands som Sólstafir.

Okay, “kaotisk” er så meget sagt, men det er ikke lige nemt at finde hoved og hale i numrene, og det skyldes altså ikke kun, at jeg stadig har lidt tømmermænd. Trods musikkens dramatiske og til tider højeksplosive islæt er Nero di Marte en forholdsvist indadvendt størrelse, der i høj grad udfordrer min måde at tænke musik på. Der er ikke de store stand-out-elementer; bandet satser i langt højere grad på at ramme en synergi mellem teknik og atmosfære. Udover at være et ekstremt kreativt band, er de også en af de dygtigste flok musikere på dette års RMF, selv med navne som Psycroptic og Gorguts på plakaten.

Selvom Nero di Marte altså ikke ligefrem byder på nogen stadionbaskere, efterlader de et overordnet positivt indtryk hos mig, - et indtryk som ikke desto mindre nok havde haft bedre kår for udvikling, hvis jeg havde hørt dem derhjemme. Der bliver f.eks. ævlet lidt for meget nede omkring baren, hvilket er en kende ærgerligt for den ellers ganske imponerende, andægtige stemning, der ekstraordinært hersker på Voxhall.

Men måske er det også forventeligt, at nogle enkelte bliver sat af. Nero di Marte er ikke et band for alle. Dog giver de et særligt ekstranummer som kvittering for de resterende lytteres tålmodighed og taknemmelighed, og hvorvidt det måtte sige noget om, at mine med-headbangere også er åbne for andet end hovedkuls smadder, og/eller at RMF i år har formået at tiltrække visse yder-segmenteringer af landets metallyttere, kan jeg kun se det som noget positivt.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed