fbpx

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

Arch/Matheos - Winter Ethereal

”Winter Ethereal“ er det andet album fra sangeren John Arch og guitaristen Jim Matheos, og kommer 8 år efter "Sympathetic Resonance”. Denne gang er denne gang én stor ”Fates Warning forbrødring” idet besætningen består af en lang række nuværende og forhenværende bassister og trommeslagere herfra; dertil kommer flere gæstemusikere andre steder fra.

Men det er selvfølgelig d’herrer Arch og Matheos der er i fokus, og de præsterer hver især som forventet: Arch synger virkelig rent, stærkt og kraftfuldt, og ville passe ind i mange sammenhænge. Det samme gælder Matheos, som igen får bevist, at han er en eminent guitarist med stor bredde i sit spil – så langt er alt i orden. Men (for jo, der er et men!) det er desværre ikke nok til at skabe et godt album. At alle medvirkende spiller virkelig godt (for det gør de) nytter ikke meget, hvis ikke materialet følger trop.
Det første problem ligger i spilletiden, for godt en times spilletid er alt for meget for de 9 numre. Eller sagt omvendt: Musikken er simpelthen ikke spændende nok til at udfylde så lang spilletid på fornuftig vis. I perioder mangler de dynamik, så de kommer til at virke stillestående, og det er kun i kortere sekvenser, at de rykker for alvor. Det sker når trommerne driver musikken fremad, eller Matheos hiver et godt riff ud af ærmet. Men det sker for sjældent, og under mine lyttesessioner tog jeg flere gange mig selv i at miste fokus og gøre andre ting. Det er et dårligt tegn, og numrene bliver ikke hængende i hukommelsen.

Tracklist:
1. Vermilion Moons
2. Wanderlust
3. Solitary Man
4. Wrath of the Universe
5. Tethered
6. Straight and Narrow
7. Pitch Black Prism
8. Never in Your Hands
9. Kindred Spirits
Samlet spilletid: 67:59.

Læs mere...

Deadnate, Royal Metal Fest 2019

Så, nu gik de lige over i at spille tidlig Kashmir”.

Min veninde rammer hovedet på sømmet. Den pludseligt hoppende hi-hat og de funky akkorder står i skærende kontrast til Deadnates omgivende, gennemgående højspændt-dramatiske metalniche.

Klart, de har hørt Gojira. For nu at sige det mildt. Hvis man hverken kendte Deadnate eller Gojira og hørte dem ryg mod ryg, ville man være tilgivet for ikke at kunne skelne det ene band fra det andet. Selv vokalen, guitarlyden og tapping-riffs’ene er som direkte planket fra den dér hval-plade. “Progressive groove metal” kalder de det vist; det er slet ikke nogen dum betegnelse.

Men hvad Deadnate så end måtte mangle i originalitet, synes de at besidde mere end til fulde i ambition, potentiale og vovemod. Den rene vokal er måske ikke ligefrem nogen Freddie Mercury værdig, men det er fedt, at de kaster sig ud i det. Dels fordi alt det hersens jyde-død snildt kan blive lige lovligt gryntende i længden, men mest af alt fordi Deadnate formår at holde deres musik lykkeligt fri for de dersens catchy-men-alligevel-ikke-mindeværdige melodier, som nyere både amerikanske og europæiske Killswitch Engage-kloner har forpestet metallen med, siden In Flames holdt op med at være interessante. (Hov, ER jeg alligevel blevet gammel og bitter??)

Derudover har Deadnate nogle lækre breaks, hvor der lige er dén tand mere stilhed, end hvad der virker behageligt. Superfrækt; superflabet. Og eftersom de har æren af at åbne årets RMF, er de fremmødte endnu både ædru og tavse, hvilket således kun understøtter andægtigheden og bandets performance.

Scenen er dækket i røg, og der kører ildevarslende drone- og feedback-lydflader over PA’et mellem numrene. Det er intenst, og det fungerer. Og det hjælper sikkert på det, at det gode Atlas-personale har været så flinke at hænge et par desværre tiltrængte plakater op: “Shhhhhh… Lyt til musikken. Vi kan snakke efter koncerten”. Åh, hvor er det på tide.

Deadnate er et overraskende professionelt foretagende. Ikke bare rent musikalsk, men også hvad angår paratekstuelle faktorer, såsom at de — i modsætning til overraskende mange andre bands på RMF ’19 — rent faktisk har en profil på Metal Archives, samt at de ikke blot har en YouTube-kanal, men at deres video-thumbnails har lige så professionelt udseende vandmærker som for længst etablerede Nuclear Blast-navne. Høj klasse af en flok unge gutter fra Fredericia med kun en enkelt selvudgivet EP på repertoiret. Og hen imod sættets slutning har de tilsyneladende smidt al tænkelig nervøsitet af sig og kører et langt mere udadvendt sceneshow, komplet med synkron vindmølleheadbanging. Sådan dér; rigtige metalheads har langt garn.

Vi skal tilbage til Scamp, Solbrud, Huldre eller Baest for at finde et nyt, upcoming dansk metalband med lige så meget potentiale. Deadnate kan drive det vidt, (det lidt søgte ordspil i navnet til trods), så snart de får skrevet sig ud af Gojira-universet og etableret et lidt mere personligt. Keep up the good work, drenge.

Læs mere...

Sunless Dawn - Timeweaver

Historien om Sunless Dawn går godt ti år tilbage til en ungdomsskole på Bornholm, men siden har bandet fået base i hovedstaden. Og med Prime Collective i ryggen, udsender de nu deres debutalbum, som har titlen ”Timeweaver”.

Progressiv Metal er ikke den mest udbredte genre blandt danske musikere, men det har ikke forhindret Sunless Dawn i at kaste sig over den. Og det gør de med stor indlevelse og kunnen, for deres musik indeholder alle de elementer, der gør genren interessant: De ni numre byder på Metal med glimrende tyngde, hvor guitarerne står for fængende riffs, som skubbes fremad af en energiske rytmesektion. Der veksles mellem mange temaer, ligesom de hårde toner ind imellem afløses af helt stille passager, for at ende med store og pompøse kor – her spænder Sunless Dawn genretypisk bredt.

Og hvis tilstedeværelse af en keyboardspillende sanger skulle lede tankerne i retning af blødsødenhed, bliver det banket eftertrykkeligt i jorden første gang, Henrik Munch melder sig på banen. Han har en lækkert brølende vokal, som han formår at variere ret så meget.

Musikken har det tekniske i højsædet, men det køres ikke derud, hvor det bliver sterilt – det afhjælper de mange melodiske islæt, som både guitarer og keyboard leverer, effektivt. Til gengæld er der en lille tendens til lukkethed i flere af numrene, lidt som om musikken har nok i sig selv og ikke åbner sig helt for lytteren. Tendensen er ikke så tydelig i de enkelte numre, men træder mere frem, når man lytter hele albummet igennem.

Det er nu en lille ridse i lakken på en debut, som er flot, gennemført og stærk; Sunless Dawn sætter en tyk streg under, at Danmark sagtens kan præstere progressiv musik af klasse.

Tracklist:
1. Apeiron
2. Aether
3. The Arbiter
4. Biomorph I: Polarity Portrayed
5. Biomorph II: Collide into Being
6. Biomorph III: Between Meadow and Mire
7. Grand Inquisitor
8. Erindringens Evighed
9. Sovereign
Samlet spilletid: 60:03

Læs mere...

Rivers of Nihil - Where Owls Know My Name

Mine tidligere møder med Rivers of Nihil har været en lidt broget affære – nogle gange har amerikanerne scoret point på deres teknisk betonede Dødsmetal, andre gange er deres anstrengelser endt som ligegyldigheder. På den baggrund var det med blandede følelser, at jeg gav mig i kast med bandets tredje fuldlængde album.

De vendte sig hurtigt at pege i retning af det positive, for bandet har denne gang suppleret deres tekniske Death Metal med så mange eksperimenter, at jeg har valgt ”progressiv” som fællesnævner. Et meget godt billede af indholdet kan man finde i ”The Silent Life”: Nummeret starter med halvtung Metal, som drives frem af herligt bankende stortrommer. Det hele er teknisk betonet, og der optræder forskellige temaer. Pludselig skiftes til en stille passage, hvor saxofon og en melodisk guitar sørger for mildere stemninger, inden der igen er Metal på programmet.

De nævnte elementer optræder også i de resterende numre, men i forskelligt omfang: I ”Old Nothing” er der således så meget knald på, at det nærmer sig Black Metal. Omvendt tangerer de skæve rytmer og skarpe elektrolyde i det instrumentale ”Terrestria III: Wither” Dubstep, så man må sige, at vi kommer vidt omkring. Netop bredden er albummets største aktiv, så selv om ikke alle numre er lige fængende, gør det høje tekniske niveau sammen med balancen mellem Rock og Metal, at ”Where Owls Know My Name” er mit hidtil bedste møde med Rivers of Nihil, og det er 4 stjerner værd.

Tracklist:
1. Cancer / Moonspeak
2. The Silent Life
3. A Home
4. Old Nothing
5. Subtle Change (Including The Forest of Transition and Dissatisfaction Dance)
6. Terrestria III: Wither
7. Hollow
8. Death Is Real
9. Where Owls Know My Name
10. Capricorn / Agoratopia
Samlet spilletid: 55:48.

Læs mere...

Ne Obliviscaris – Urn

Det er ikke så tit, at jeg støder på progressiv musik fra Australien, men selvfølgelig har kontinentet også en scene herfor. En af repræsentanterne er bandet Ne Obliviscaris, som har været aktivt siden 2003, og med ”Urn” udsender sit tredje album. Umiddelbart inden optagelserne forlod bassisten Brendan Brown bandet; hans plads er overtaget af gæstemusikeren Robin Zielhorst.

Ne Obliviscaris spiller Progressiv Metal, og selv om der er langt fra Australien til Sverige, er det navne herfra, jeg kommer til at tænke på, når jeg lytter til ”Urn”. Både når det gælder opbygning og indhold minder de ret så lange numre mig om Memfis og de tidlige udspil fra Opeth. Der er mange lighedspunkter, men på især ét punkt går Ne Obliviscaris sin egen vej. Det er ved brugen af strygere, hvor man ud over den faste violinist Tim Charles (som også står for de rene vokaler) flere steder bruger gæstemusikere med samme instrumenttype.

Hvordan bandet klarer sig når alle elementer kommer i spil, høres bedst i ”Intra Venus”, som er albummets stærkeste track. Foruden de stemningsfyldte strygere lægger man især mærke til virkelig lækkert basspil i en afvekslende cocktail, der vokser i styrke efterhånden som nummeret skrider frem – her lykkes alt.

De øvrige numre kommer ikke helt op på samme level, men klarer sig alligevel flot takket være dygtigt håndværk og ditto sangskrivning. Det gør ”Urn” til et spændende bekendtskab, som inspirerer til at undersøge bandets bagkatalog nærmere.

Tracklist:
1. Libera (Part I) – Saturnine Spheres
2. Libera (Part II) – Ascent of Burning Moths
3. Intra Venus
4. Eyrie
5. Urn (Part I) – And Within The Void We Are Breathless
6. Urn (Part II) – As Embers Dance In Our Eyes
Samlet spilletid: 45:56

Læs mere...

Foscor - Les Irreals Visions

Barcelona har andet og mere at byde på end et af verdens største fodboldhold. Et eksempel er bandet Foscor, der i år kan fejre tyve års jubilæum med udsendelse af ”Les Irreals Visions”, som er deres femte album. Her giver sangeren Fiar og de to guitarister Falke og A.M. et indblik i deres musikalske verden.

Ifølge presseteksten betyder Foscor ”Mørke” på catalansk, og det passede fint til bandets oprindelige stil; på de første albums spillede Foscor nemlig Black Metal. Den stil har bandet forladt, og selv om trommerne blaster lidt i baggrunden på åbningsnummeret, er den Sorte Metal et helt overstået kapitel for catalanerne. I stedet har de vendt sig mod en meget alvorlig blanding af Rock og Metal, som bedst kan beskrives som progressiv – selv om der ikke bydes på de vilde instrumentale udfoldelser, er der alligevel en vis stramhed over musikken.

Indholdsmæssigt er numrene mere Rock end Metal, og stemningen er generelt ret tilbagetrukken. I sig selv er der ikke noget i vejen med dét valg, men desværre overdriver Foscor. Resultatet er meget lidt dynamisk, så de førnævnte trommer og den langsomme opbygning i ”Espectres Al Cau” er stort set de eneste eksempler på bevægelse i musikken. I de resterende numre er der nærmest tale om at flatline uden udsving, og det bliver selvsagt hurtigt kedeligt. Hvis albummet her er udtryk for Foscors evner indenfor det progressive, håber jeg at de hurtigt vender tilbage til den Sorte Metal – det kan stort set kun blive mere interessant end denne lydmæssige sovepille.

Tracklist:
1. Instants
2. Ciutat Tràgica
3. Altars
4. Encenalls De Mort
5. Malfiança
6. Espectres Al Cau
7. De Marges I Matinades
8. Les Irreals Visions
Samlet spilletid: 43:38

Læs mere...

Opeth - Copenhell 2017

Er Opeth et festivalband? Dét spørgsmål er stadig til debat efter i aften. Ligesom In Flames skuffede fælt for nogle år tilbage (og gjorde op for det), således går historien også med Opeth i aften – det var dog helt tilbage i 2011, Copenhells 2. år. Her havde man valgt at smide dem på mens der stadig var dagslys, og dertil var vinden, ikke overraskende, stadig ganske kraftig. Det resulterede i en skidt koncert, hvor bandet gerne ville, men ikke kunne komme udover kanten.

Denne gang er mørkets frembrud en plusfaktor, og vinden har ligeledes dæmpet sig. Samtidigt er Opeth ikke presset ind mellem alverdens bands: efter dette er der kun Slayer (og evt. Red Warszawa / The Black Dahlia Murder for de hardcore) – det gør at de forsamlede sandsynligvis er fans i forvejen, for ellers ville man bruge tiden på at gøre sig klar til Slayer, vil jeg påstå.

Og som ”Ghost Of Perdition” brager igennem kort inde i sættet, er alle dårligdomme for seks år siden lykkeligt glemt. Det lyder godt (ikke perfekt, men godt), det ser godt ud – det føles godt. Det er som om vi alle sammen, bandet inklusive, vil gøre op for skuffelsen. Og det siger jeg uden at vide om nogen af de forsamlede overhovedet var med sidste gang, eller om Opeth slet og ret kan huske det. Men det føles sådan.

Omvendt er det svært for mig virkelig at sætte pris på Opeth, når det foregår udenfor. Efter deres magtdemonstration i Koncerthuset for lidt over et halvt år siden, er jeg nok skadet for livet. De betingelser kan en festival bare ikke hamle op. Den tørre humor, der frit flyder fra Åkerfeldt, er dog den samme, og selvom jeg ærgrer mig over at forestillingen endnu engang håndteres på svensk, ser publikum ud til at være til det – og så kan jeg i stedet glæde mig over at Åkerfeldt brøler igennem, og på den måde gør op for at netop dén del stod svagt i Koncerthuset. Og når vi er ved forskelligheder, er jeg også glad for, at sætlisten er blevet rystet en anelse siden sidste besøg – det er stadig noget af det jeg sætter mest pris på ved Opeth, at man aldrig er helt sikker på hvad man får ift. sangvalg.

Stemningen er så god, at jeg er overbevist om at vi sagtens kunne have klaret en time mere – eller måske bare en halv... En time føles i hvert fald som for lidt. Så det ender med at være den forholdsvis korte spilletid, det svenske valg, og en anelse uperfekt lyd (som stadig er enormt god for en festival) der trækker ned. Og jeg er altså ikke længere i tvivl om, at jeg foretrækker Opeth inden døre. Men at progressiv metal, og så teknisk af slagsen, klarer sig så godt er en fryd, og må selvfølgelig betyde at Opeth kommer tilbage igen en anden gang. Gerne med længere spiltid.

Sætliste:
1) – Sorceress
2) – Ghost Of Perdition
3) – Cusp Of Eternity
4) – Heir Apparent
5) – Era
6) – Deliverance
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • OVERKILL_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • HATESPHERE_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Huldre_1
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Psychotic Waltz - Copenhell 2017

En af de mere interessante bookinger på årets Copenhell er de australske proggere, Psychotic Waltz. På et år hvor der i den grad bliver spillet på de sikre vindere, er det glædeligt at der også er plads til mere ukendte af slagsen – at man så ikke kan blive positivt overrasket hver gang, er jo ikke festivalens skyld, og på trods af det jeg kommer til at skrive herfra, så må I for satans skyld ikke stoppe med at hive de her navne hjem: det er hvad der gør festivalen interessant at tage til, ikke mindst i den nære fremtid, når giganterne træder af.

Men Psychotic Waltz var ikke et hit. Ligesom min anke med Invocator, og generelt ældre, uaktuelle bands, har man så megen tillid til eget materiale, at det helt og holdent er op til publikum selv at opfinde underholdningen – for den findes ikke på scenen. Dette er ikke en kritik af musikken: de kunne i princippet spille det lammeste grindcore, dét er slet ikke hvad det handler om.

I stedet er det, at man som interesseret lytter, men endnu ikke fan, intet får serveret. Endnu engang... Når yngre bands kan presse grænserne til det yderste, så er det altså ikke nok bare at dukke op og afgive associationer til en flok familiefædre på udflugt. På trods af en fin lyd, en guitarist i rullestol (dét mest positive aspekt ved koncerten!), og en fair mængde mennesker (taget bandets relevans i betragtning) – så lever bandet højt og flot på deres materiale alene. Her kommer det næste problem så... forsangeren kan ikke længere nå de høje toner, og vokalen lyder mest af alt som en forpint kat i de første sange.

Det bliver bedre, heldigvis, og ved nogle af de senere sange udbrydes enkelte glædesråb – men det er for sent. Og det er slet ikke nok. Omend betingelserne er i orden, ja faktisk ganske gode, så mangler der noget entusiasme – en risikovillighed – en opstramning. I hvert fald hvis Psychotic Waltz skal have et håb om at komme tilbage til synet af nye fans.

Sætliste:
1) – Faded
2) – Mosquito
3) – Northern Lights
4) – Ashes
5) – I Remember
6) – Morbid
7) – ...And The Devil Cried
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Alter Bridge_1
  • Forfatter: Jill
  • Alter Bridge_5
  • Forfatter: Jill
  • POWERWOLF_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Dream Theater - Koncerthuset

Efter Dream Theaters eksperiment med, hvad der næsten kunne have været en musical i form af ”The Astonishing” fra sidste år, er det nu tilbage til rødderne – mere specifikt til ”Images & Words” fra 1992: bandets kommercielle gennembrud. Aftenen er dedikeret til albummet i dets helhed, samt titelsangen fra EP’en ”A Change Of Seasons”, et værk der originalt skulle have været udgivet under førnævnte album, men først så dagens lys tre år senere. At arrangementet dertil finder sted i Koncerthuset virker som det perfekte match, så forventningerne kan roligt siges at være høje.

Dream Theater:
Hvis man skulle udnævne en konge af progressiv metal, så må valget ubetinget falde på amerikanske Dream Theater. John Petrucci (guitar), John Myung (bass) og Mike Portnoy (trommer) startede bandet under navnet ”Majesty” i 1985, da de alle tre studerede på Berklee College Of Music i Massachusetts. De valgte at droppe ud for at fokusere på musikken. De blev dog først og fremmest nødt til at ændre deres bandnavn, og valget faldt således på ”Dream Theater”.

Efter et par forskellige lineups endte det med at de fik James LaBrie (forsanger fra 1991) og Jordan Rudess (keyboard/alt muligt andet fra 1999) med i slænget. Den besætning holdt indtil år 2010, hvor Mike Portnoy valgte at tage en pause fra bandet – en pause som endte med at han stoppede helt. Mike Mangini blev annonceret som den nye trommeslager i 2011. Overordnet er alle medlemmer anerkendt som værende utroligt dygtige musikere, bl.a. er både guitaristen og keyboardspilleren betragtet som værende nogle af de absolut bedste, og Mike Portnoy er den næstyngste person der er blevet inkluderet i Rock Drummer Hall Of Fame. Den ”nye” trommeslager er heller ikke helt uden evner, da han har vundet ”WFD World’s Fastest Drummer Extreme Sport Drumming” intet mindre end fem gange.

Musikmæssigt har Dream Theater udgivet otte livealbums (hvoraf det seneste ”Breaking The Fourth Wall” er fra 2014), en enkelt kompilation i form af ”Greatest Hits (… And 21 Other Pretty Cool Songs) fra 2008, et hav af singler og musikvideoer, og naturligvis 13 studiealbums som f.eks. debuten ”When Dream And Day Unite” fra 1989, ”Awake” fra 1994, ”Metropolis Pt. 2: Scenes From A Memory” fra 1999 (det første med keyboardspilleren Jordan Rudess), ”A Dramatic Turn Of Events” fra 2011 (det første med den ”nye” trommeslager) og ”The Astonishing” fra 2016. Dream Theater er også kendt for deres roterende sætliste politik: det gør, at folk der ser bandet live flere gange som udgangspunkt er sikret at høre overvejende forskellige sange – i aften er naturligvis lidt en anden situation, men omvendt er det et relativt sjældent move fra Dream Theater.

Er der nogen der fortjener en bombastisk og dramatisk intro, er det nok Dream Theater (DT herfra). Til lyden af et decideret krigsmarch-anthem går heltene på scenen – og her er det virkelig som helte; som overlevende soldater der triumferende vender hjem. Koncerthusets overvældende lyd og lys springer til live i sin fulde ret, nok for første gang. Opeth (link) havde ganske uden tvivl lyset, men hvis dét var generalforsamlingen, er det her ”the real deal”: mine øregange frydes af riff på riff, keyboardgøgl (i den bedste forstand!) en masse, ikke mindst når mr. Jordan Rudess besøger gulvet med hans ipad-tar (keyboard + ipad). Det hele er tungt og kraftfuldt, og alt dette er bare i åbningssangen – det kunne ikke begynde på en bedre måde.

At LaBrie dertil går lidt spøjst rundt, og faktisk ser ud til at være i hopla på alle andre måder end fysisk, er en behagelig overraskelse, som jeg netop har savnet i mine andre koncerter med DT. Det afsløres kort efter at han har forstuvet anklen tidligere på dagen, så det forklarer hans mærkelige gang. Herefter bliver vi budt velkommen med nogle jokes, og nogle hyggelige anekdoter – hans egen besværede gang nævnes selvironisk, og ligeledes at vi sidder ned, mens de (bandet) ”står op og spiller i tre timer, at I ved det!”. Man kan så undre sig over, at de næste sange svinger mellem henholdsvis middeltempo og de mere poppede af slagsen, for så at vende fluks tilbage til det proggede, skæve og hurtigere: men når det kommer til sætlister er Dream Theater som bekendt en særlig størrelse, så det må være som det er.

Og sætlisten uagtet, så er det ikke et problem at få folk med: til en begyndelse efterspørger LaBrie og Petrucci det klassiske fra os: hænder i vejret, klap i takt, etc. – det er også fint, for der går ikke lang tid før det sker helt automatisk (ikke mindst i 2. halvleg, men det kommer jeg til). Men tilbage til sætlisten... ”The Gift Of Music” er præcist det ene nummer fra sidste plade der bør medtages, og det er en fornøjelse at høre alle fire musikere lege SAMTIDIGT – fire x soli, værsgo’. Det efterfølgende Disney rip-off makværk i ”Our New World” kunne omvendt let have været undværet – både fordi sangen er hvad den er, men også fordi DT jo allerede har spillet den for kun et år siden. Heldigvis redder Koncerthusets rammer skæringen fra at falde helt igennem, da den får en anelse mere tyngde end normalt. Så får vi herefter en ligegyldig bassolo fra Myung: det er synd, for Jaco Pastorius’ ”Portrait Of Tracy” er en skøn lille sag, men det kommer slet ikke til udtryk. Ærgerligt.

Men efter de to ”svipsere” er det også tilbage til form: ”As I Am” ser publikum headbange siddende, enkelte rejser sig endda fra sæderne, og DT bevæger sig tilmed reelt rundt på scenen – OG smider som en ekstra godbid en del af Metallicas ”Enter Sandman” ind midt i det hele. Ikke dårligt. Der er dog intet af alt det førnævnte der på nogen måde kommer tæt på afrundingen af første halvleg i form af den majestætiske ”Breaking All Illusions” – et af de få Dream Theater numre jeg både finder eftertænksomt, men også... smukt. Det er i hvert fald første (og muligvis eneste) gang jeg har fældet tårer til dette band. Nummeret er et anerkendende nik til de gamle proghelte, og det sidder lige i skabet.

Men ét er hvad jeg synes: publikum er noget helt andet – og hvis noget er mejslet i granit, så er det, at dét at få lov til at høre hele gennembrudsalbummet, ja, det er noget særligt for ganske mange i aften. Fra første tone i ”Pull Me Under”, der vel næsten kan siges at være et hit, rejser mange sig helt instinktivt op fra stolene, og i slutningen af sangen overlades et helt omkvæd til publikum – hvis ikke de mange hænder i vejret var tegn nok på at det rykker, så er ovenstående med sikkerhed. Denne glæde fra publikums side varer igennem hele seancen, både i balladerne og de mere hårdtslående – de kendte som sjældenhederne, hvis de da nogensinde er blevet spillet op til nu. Modsat i1. halvdel er der ligeledes en rød tråd at spore, og det faktum hjælper på det. Det eneste tydelige kritikpunkt er, at LaBrie fremstår mumlende i sin performance: lyrikken har for mig aldrig fyldt det store i DT, men derfor er det stadig en lille ridse i en ellers pletfri optræden.

Et par sange inde i ”Images & Words”-delen indlægges en lille snakkepause, hvor der fortælles om tiden op til og umiddelbart efter albummet. Her får Mangini hurtigt overtalt LaBrie til at sætte sig ned sammen med ham, og kort efter dukker Rudess op. Da Petrucci nonchalant, og tilsyneladende uplanlagt, dertil sætter sig ned foran dem, føles det næsten som en lejrskoletur, hvor man er samlet rundt om bålet. Dette lyder måske som en fuldstændig ligegyldig anekdote, men det gør nogle ellers uopnåelige, næsten guddommelige, væsner menneskelige – det er kort sagt hyggeligt, intimt og semi-uplanlagt, og præcist dét jeg har savnet ved andre shows. Så kan vi så ikke lang tid senere læne os måbende forover når Mangini giver den gas på tønderne, som til forskel fra tidligere bassolo faktisk sker midt inde i en sang, hvilket fungerer langt bedre. En anden ting der efterhånden slår mig er, at DT kun er blevet bedre med tiden: produktionen er naturligvis givet i ’92, men selve lyden er bedre end på plade; mere sprælsk og fyldig. 2. halvdel viser sig at være aftenens højdepunkt – ikke overraskende, men nøj, det rykker.

Da tredje og sidste sæt (encore) indledes, står en god del af publikum allerede op – og det starter også glimrende ud. Fuld smæk på, og kun få minutter efter den regulære afslutning: ikke noget med at lade folk hænge for længe. Men selvom den knap 25 minutter lange sang ikke er alt for langt fra aftenens centrum af en plade, holder denne bare ikke samme høje niveau – beklageligvis. Det er en ambivalent måde at slutte af på: specielt, ingen tvivl – jeg overvejer allerede på vej ud fra salen om vi nogensinde kommer til at høre sangen i sin helhed igen... men ikke desto mindre, er det knap så spændende i selve øjeblikket.

Hvor ender vi så alt i alt? Næsten til topkarakter. De nævnte negative ting fylder ganske lidt i det større billede. Vi har fået to fantastiske halvlege (med små bump på vejen), samt en god (men ikke mere!) afslutning – det overordnede indtryk bliver derefter. 5½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – The Dark Eternal Night
2) – The Bigger Picture
3) – Hell’s Kitchen
4) – The Gift Of Music
5) – Our New World
6) – Portrait Of Tracy (Jaco Pastorius cover)
7) – As I Am
8) – Breaking All Illusions
9) – Pull Me Under
10) – Another Day
11) – Take The Time
12) – Surrounded
13) – Metropolis Pt. 1: The Miracle And The Sleeper
14) – Under A Glass Moon
15) – Wait For Sleep
16) – Learning To Live
Encore:
A Change of Seasons: I The Crimson Sunrise
A Change of Seasons: II Innocence
A Change of Seasons: III Carpe Diem
A Change of Seasons: IV The Darkest of Winters
A Change of Seasons: V Another World
A Change of Seasons: VI The Inevitable Summer
A Change of Seasons: VII The Crimson Sunset
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed