fbpx

Sunless Dawn - Timeweaver

Historien om Sunless Dawn går godt ti år tilbage til en ungdomsskole på Bornholm, men siden har bandet fået base i hovedstaden. Og med Prime Collective i ryggen, udsender de nu deres debutalbum, som har titlen ”Timeweaver”.

Progressiv Metal er ikke den mest udbredte genre blandt danske musikere, men det har ikke forhindret Sunless Dawn i at kaste sig over den. Og det gør de med stor indlevelse og kunnen, for deres musik indeholder alle de elementer, der gør genren interessant: De ni numre byder på Metal med glimrende tyngde, hvor guitarerne står for fængende riffs, som skubbes fremad af en energiske rytmesektion. Der veksles mellem mange temaer, ligesom de hårde toner ind imellem afløses af helt stille passager, for at ende med store og pompøse kor – her spænder Sunless Dawn genretypisk bredt.

Og hvis tilstedeværelse af en keyboardspillende sanger skulle lede tankerne i retning af blødsødenhed, bliver det banket eftertrykkeligt i jorden første gang, Henrik Munch melder sig på banen. Han har en lækkert brølende vokal, som han formår at variere ret så meget.

Musikken har det tekniske i højsædet, men det køres ikke derud, hvor det bliver sterilt – det afhjælper de mange melodiske islæt, som både guitarer og keyboard leverer, effektivt. Til gengæld er der en lille tendens til lukkethed i flere af numrene, lidt som om musikken har nok i sig selv og ikke åbner sig helt for lytteren. Tendensen er ikke så tydelig i de enkelte numre, men træder mere frem, når man lytter hele albummet igennem.

Det er nu en lille ridse i lakken på en debut, som er flot, gennemført og stærk; Sunless Dawn sætter en tyk streg under, at Danmark sagtens kan præstere progressiv musik af klasse.

Tracklist:
1. Apeiron
2. Aether
3. The Arbiter
4. Biomorph I: Polarity Portrayed
5. Biomorph II: Collide into Being
6. Biomorph III: Between Meadow and Mire
7. Grand Inquisitor
8. Erindringens Evighed
9. Sovereign
Samlet spilletid: 60:03

Læs mere...

Rivers of Nihil - Where Owls Know My Name

Mine tidligere møder med Rivers of Nihil har været en lidt broget affære – nogle gange har amerikanerne scoret point på deres teknisk betonede Dødsmetal, andre gange er deres anstrengelser endt som ligegyldigheder. På den baggrund var det med blandede følelser, at jeg gav mig i kast med bandets tredje fuldlængde album.

De vendte sig hurtigt at pege i retning af det positive, for bandet har denne gang suppleret deres tekniske Death Metal med så mange eksperimenter, at jeg har valgt ”progressiv” som fællesnævner. Et meget godt billede af indholdet kan man finde i ”The Silent Life”: Nummeret starter med halvtung Metal, som drives frem af herligt bankende stortrommer. Det hele er teknisk betonet, og der optræder forskellige temaer. Pludselig skiftes til en stille passage, hvor saxofon og en melodisk guitar sørger for mildere stemninger, inden der igen er Metal på programmet.

De nævnte elementer optræder også i de resterende numre, men i forskelligt omfang: I ”Old Nothing” er der således så meget knald på, at det nærmer sig Black Metal. Omvendt tangerer de skæve rytmer og skarpe elektrolyde i det instrumentale ”Terrestria III: Wither” Dubstep, så man må sige, at vi kommer vidt omkring. Netop bredden er albummets største aktiv, så selv om ikke alle numre er lige fængende, gør det høje tekniske niveau sammen med balancen mellem Rock og Metal, at ”Where Owls Know My Name” er mit hidtil bedste møde med Rivers of Nihil, og det er 4 stjerner værd.

Tracklist:
1. Cancer / Moonspeak
2. The Silent Life
3. A Home
4. Old Nothing
5. Subtle Change (Including The Forest of Transition and Dissatisfaction Dance)
6. Terrestria III: Wither
7. Hollow
8. Death Is Real
9. Where Owls Know My Name
10. Capricorn / Agoratopia
Samlet spilletid: 55:48.

Læs mere...

Ne Obliviscaris – Urn

Det er ikke så tit, at jeg støder på progressiv musik fra Australien, men selvfølgelig har kontinentet også en scene herfor. En af repræsentanterne er bandet Ne Obliviscaris, som har været aktivt siden 2003, og med ”Urn” udsender sit tredje album. Umiddelbart inden optagelserne forlod bassisten Brendan Brown bandet; hans plads er overtaget af gæstemusikeren Robin Zielhorst.

Ne Obliviscaris spiller Progressiv Metal, og selv om der er langt fra Australien til Sverige, er det navne herfra, jeg kommer til at tænke på, når jeg lytter til ”Urn”. Både når det gælder opbygning og indhold minder de ret så lange numre mig om Memfis og de tidlige udspil fra Opeth. Der er mange lighedspunkter, men på især ét punkt går Ne Obliviscaris sin egen vej. Det er ved brugen af strygere, hvor man ud over den faste violinist Tim Charles (som også står for de rene vokaler) flere steder bruger gæstemusikere med samme instrumenttype.

Hvordan bandet klarer sig når alle elementer kommer i spil, høres bedst i ”Intra Venus”, som er albummets stærkeste track. Foruden de stemningsfyldte strygere lægger man især mærke til virkelig lækkert basspil i en afvekslende cocktail, der vokser i styrke efterhånden som nummeret skrider frem – her lykkes alt.

De øvrige numre kommer ikke helt op på samme level, men klarer sig alligevel flot takket være dygtigt håndværk og ditto sangskrivning. Det gør ”Urn” til et spændende bekendtskab, som inspirerer til at undersøge bandets bagkatalog nærmere.

Tracklist:
1. Libera (Part I) – Saturnine Spheres
2. Libera (Part II) – Ascent of Burning Moths
3. Intra Venus
4. Eyrie
5. Urn (Part I) – And Within The Void We Are Breathless
6. Urn (Part II) – As Embers Dance In Our Eyes
Samlet spilletid: 45:56

Læs mere...

Foscor - Les Irreals Visions

Barcelona har andet og mere at byde på end et af verdens største fodboldhold. Et eksempel er bandet Foscor, der i år kan fejre tyve års jubilæum med udsendelse af ”Les Irreals Visions”, som er deres femte album. Her giver sangeren Fiar og de to guitarister Falke og A.M. et indblik i deres musikalske verden.

Ifølge presseteksten betyder Foscor ”Mørke” på catalansk, og det passede fint til bandets oprindelige stil; på de første albums spillede Foscor nemlig Black Metal. Den stil har bandet forladt, og selv om trommerne blaster lidt i baggrunden på åbningsnummeret, er den Sorte Metal et helt overstået kapitel for catalanerne. I stedet har de vendt sig mod en meget alvorlig blanding af Rock og Metal, som bedst kan beskrives som progressiv – selv om der ikke bydes på de vilde instrumentale udfoldelser, er der alligevel en vis stramhed over musikken.

Indholdsmæssigt er numrene mere Rock end Metal, og stemningen er generelt ret tilbagetrukken. I sig selv er der ikke noget i vejen med dét valg, men desværre overdriver Foscor. Resultatet er meget lidt dynamisk, så de førnævnte trommer og den langsomme opbygning i ”Espectres Al Cau” er stort set de eneste eksempler på bevægelse i musikken. I de resterende numre er der nærmest tale om at flatline uden udsving, og det bliver selvsagt hurtigt kedeligt. Hvis albummet her er udtryk for Foscors evner indenfor det progressive, håber jeg at de hurtigt vender tilbage til den Sorte Metal – det kan stort set kun blive mere interessant end denne lydmæssige sovepille.

Tracklist:
1. Instants
2. Ciutat Tràgica
3. Altars
4. Encenalls De Mort
5. Malfiança
6. Espectres Al Cau
7. De Marges I Matinades
8. Les Irreals Visions
Samlet spilletid: 43:38

Læs mere...

Opeth - Copenhell 2017

Er Opeth et festivalband? Dét spørgsmål er stadig til debat efter i aften. Ligesom In Flames skuffede fælt for nogle år tilbage (og gjorde op for det), således går historien også med Opeth i aften – det var dog helt tilbage i 2011, Copenhells 2. år. Her havde man valgt at smide dem på mens der stadig var dagslys, og dertil var vinden, ikke overraskende, stadig ganske kraftig. Det resulterede i en skidt koncert, hvor bandet gerne ville, men ikke kunne komme udover kanten.

Denne gang er mørkets frembrud en plusfaktor, og vinden har ligeledes dæmpet sig. Samtidigt er Opeth ikke presset ind mellem alverdens bands: efter dette er der kun Slayer (og evt. Red Warszawa / The Black Dahlia Murder for de hardcore) – det gør at de forsamlede sandsynligvis er fans i forvejen, for ellers ville man bruge tiden på at gøre sig klar til Slayer, vil jeg påstå.

Og som ”Ghost Of Perdition” brager igennem kort inde i sættet, er alle dårligdomme for seks år siden lykkeligt glemt. Det lyder godt (ikke perfekt, men godt), det ser godt ud – det føles godt. Det er som om vi alle sammen, bandet inklusive, vil gøre op for skuffelsen. Og det siger jeg uden at vide om nogen af de forsamlede overhovedet var med sidste gang, eller om Opeth slet og ret kan huske det. Men det føles sådan.

Omvendt er det svært for mig virkelig at sætte pris på Opeth, når det foregår udenfor. Efter deres magtdemonstration i Koncerthuset for lidt over et halvt år siden, er jeg nok skadet for livet. De betingelser kan en festival bare ikke hamle op. Den tørre humor, der frit flyder fra Åkerfeldt, er dog den samme, og selvom jeg ærgrer mig over at forestillingen endnu engang håndteres på svensk, ser publikum ud til at være til det – og så kan jeg i stedet glæde mig over at Åkerfeldt brøler igennem, og på den måde gør op for at netop dén del stod svagt i Koncerthuset. Og når vi er ved forskelligheder, er jeg også glad for, at sætlisten er blevet rystet en anelse siden sidste besøg – det er stadig noget af det jeg sætter mest pris på ved Opeth, at man aldrig er helt sikker på hvad man får ift. sangvalg.

Stemningen er så god, at jeg er overbevist om at vi sagtens kunne have klaret en time mere – eller måske bare en halv... En time føles i hvert fald som for lidt. Så det ender med at være den forholdsvis korte spilletid, det svenske valg, og en anelse uperfekt lyd (som stadig er enormt god for en festival) der trækker ned. Og jeg er altså ikke længere i tvivl om, at jeg foretrækker Opeth inden døre. Men at progressiv metal, og så teknisk af slagsen, klarer sig så godt er en fryd, og må selvfølgelig betyde at Opeth kommer tilbage igen en anden gang. Gerne med længere spiltid.

Sætliste:
1) – Sorceress
2) – Ghost Of Perdition
3) – Cusp Of Eternity
4) – Heir Apparent
5) – Era
6) – Deliverance
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • ROB ZOMBIE_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • BAEST_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • LOST SOCIETY_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Psychotic Waltz - Copenhell 2017

En af de mere interessante bookinger på årets Copenhell er de australske proggere, Psychotic Waltz. På et år hvor der i den grad bliver spillet på de sikre vindere, er det glædeligt at der også er plads til mere ukendte af slagsen – at man så ikke kan blive positivt overrasket hver gang, er jo ikke festivalens skyld, og på trods af det jeg kommer til at skrive herfra, så må I for satans skyld ikke stoppe med at hive de her navne hjem: det er hvad der gør festivalen interessant at tage til, ikke mindst i den nære fremtid, når giganterne træder af.

Men Psychotic Waltz var ikke et hit. Ligesom min anke med Invocator, og generelt ældre, uaktuelle bands, har man så megen tillid til eget materiale, at det helt og holdent er op til publikum selv at opfinde underholdningen – for den findes ikke på scenen. Dette er ikke en kritik af musikken: de kunne i princippet spille det lammeste grindcore, dét er slet ikke hvad det handler om.

I stedet er det, at man som interesseret lytter, men endnu ikke fan, intet får serveret. Endnu engang... Når yngre bands kan presse grænserne til det yderste, så er det altså ikke nok bare at dukke op og afgive associationer til en flok familiefædre på udflugt. På trods af en fin lyd, en guitarist i rullestol (dét mest positive aspekt ved koncerten!), og en fair mængde mennesker (taget bandets relevans i betragtning) – så lever bandet højt og flot på deres materiale alene. Her kommer det næste problem så... forsangeren kan ikke længere nå de høje toner, og vokalen lyder mest af alt som en forpint kat i de første sange.

Det bliver bedre, heldigvis, og ved nogle af de senere sange udbrydes enkelte glædesråb – men det er for sent. Og det er slet ikke nok. Omend betingelserne er i orden, ja faktisk ganske gode, så mangler der noget entusiasme – en risikovillighed – en opstramning. I hvert fald hvis Psychotic Waltz skal have et håb om at komme tilbage til synet af nye fans.

Sætliste:
1) – Faded
2) – Mosquito
3) – Northern Lights
4) – Ashes
5) – I Remember
6) – Morbid
7) – ...And The Devil Cried
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • PSYCHOTIC_WALTZ_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • AIRBOURNE_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • MOTIONLESS_IN_WHITE_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Dream Theater - Koncerthuset

Efter Dream Theaters eksperiment med, hvad der næsten kunne have været en musical i form af ”The Astonishing” fra sidste år, er det nu tilbage til rødderne – mere specifikt til ”Images & Words” fra 1992: bandets kommercielle gennembrud. Aftenen er dedikeret til albummet i dets helhed, samt titelsangen fra EP’en ”A Change Of Seasons”, et værk der originalt skulle have været udgivet under førnævnte album, men først så dagens lys tre år senere. At arrangementet dertil finder sted i Koncerthuset virker som det perfekte match, så forventningerne kan roligt siges at være høje.

Dream Theater:
Hvis man skulle udnævne en konge af progressiv metal, så må valget ubetinget falde på amerikanske Dream Theater. John Petrucci (guitar), John Myung (bass) og Mike Portnoy (trommer) startede bandet under navnet ”Majesty” i 1985, da de alle tre studerede på Berklee College Of Music i Massachusetts. De valgte at droppe ud for at fokusere på musikken. De blev dog først og fremmest nødt til at ændre deres bandnavn, og valget faldt således på ”Dream Theater”.

Efter et par forskellige lineups endte det med at de fik James LaBrie (forsanger fra 1991) og Jordan Rudess (keyboard/alt muligt andet fra 1999) med i slænget. Den besætning holdt indtil år 2010, hvor Mike Portnoy valgte at tage en pause fra bandet – en pause som endte med at han stoppede helt. Mike Mangini blev annonceret som den nye trommeslager i 2011. Overordnet er alle medlemmer anerkendt som værende utroligt dygtige musikere, bl.a. er både guitaristen og keyboardspilleren betragtet som værende nogle af de absolut bedste, og Mike Portnoy er den næstyngste person der er blevet inkluderet i Rock Drummer Hall Of Fame. Den ”nye” trommeslager er heller ikke helt uden evner, da han har vundet ”WFD World’s Fastest Drummer Extreme Sport Drumming” intet mindre end fem gange.

Musikmæssigt har Dream Theater udgivet otte livealbums (hvoraf det seneste ”Breaking The Fourth Wall” er fra 2014), en enkelt kompilation i form af ”Greatest Hits (… And 21 Other Pretty Cool Songs) fra 2008, et hav af singler og musikvideoer, og naturligvis 13 studiealbums som f.eks. debuten ”When Dream And Day Unite” fra 1989, ”Awake” fra 1994, ”Metropolis Pt. 2: Scenes From A Memory” fra 1999 (det første med keyboardspilleren Jordan Rudess), ”A Dramatic Turn Of Events” fra 2011 (det første med den ”nye” trommeslager) og ”The Astonishing” fra 2016. Dream Theater er også kendt for deres roterende sætliste politik: det gør, at folk der ser bandet live flere gange som udgangspunkt er sikret at høre overvejende forskellige sange – i aften er naturligvis lidt en anden situation, men omvendt er det et relativt sjældent move fra Dream Theater.

Er der nogen der fortjener en bombastisk og dramatisk intro, er det nok Dream Theater (DT herfra). Til lyden af et decideret krigsmarch-anthem går heltene på scenen – og her er det virkelig som helte; som overlevende soldater der triumferende vender hjem. Koncerthusets overvældende lyd og lys springer til live i sin fulde ret, nok for første gang. Opeth (link) havde ganske uden tvivl lyset, men hvis dét var generalforsamlingen, er det her ”the real deal”: mine øregange frydes af riff på riff, keyboardgøgl (i den bedste forstand!) en masse, ikke mindst når mr. Jordan Rudess besøger gulvet med hans ipad-tar (keyboard + ipad). Det hele er tungt og kraftfuldt, og alt dette er bare i åbningssangen – det kunne ikke begynde på en bedre måde.

At LaBrie dertil går lidt spøjst rundt, og faktisk ser ud til at være i hopla på alle andre måder end fysisk, er en behagelig overraskelse, som jeg netop har savnet i mine andre koncerter med DT. Det afsløres kort efter at han har forstuvet anklen tidligere på dagen, så det forklarer hans mærkelige gang. Herefter bliver vi budt velkommen med nogle jokes, og nogle hyggelige anekdoter – hans egen besværede gang nævnes selvironisk, og ligeledes at vi sidder ned, mens de (bandet) ”står op og spiller i tre timer, at I ved det!”. Man kan så undre sig over, at de næste sange svinger mellem henholdsvis middeltempo og de mere poppede af slagsen, for så at vende fluks tilbage til det proggede, skæve og hurtigere: men når det kommer til sætlister er Dream Theater som bekendt en særlig størrelse, så det må være som det er.

Og sætlisten uagtet, så er det ikke et problem at få folk med: til en begyndelse efterspørger LaBrie og Petrucci det klassiske fra os: hænder i vejret, klap i takt, etc. – det er også fint, for der går ikke lang tid før det sker helt automatisk (ikke mindst i 2. halvleg, men det kommer jeg til). Men tilbage til sætlisten... ”The Gift Of Music” er præcist det ene nummer fra sidste plade der bør medtages, og det er en fornøjelse at høre alle fire musikere lege SAMTIDIGT – fire x soli, værsgo’. Det efterfølgende Disney rip-off makværk i ”Our New World” kunne omvendt let have været undværet – både fordi sangen er hvad den er, men også fordi DT jo allerede har spillet den for kun et år siden. Heldigvis redder Koncerthusets rammer skæringen fra at falde helt igennem, da den får en anelse mere tyngde end normalt. Så får vi herefter en ligegyldig bassolo fra Myung: det er synd, for Jaco Pastorius’ ”Portrait Of Tracy” er en skøn lille sag, men det kommer slet ikke til udtryk. Ærgerligt.

Men efter de to ”svipsere” er det også tilbage til form: ”As I Am” ser publikum headbange siddende, enkelte rejser sig endda fra sæderne, og DT bevæger sig tilmed reelt rundt på scenen – OG smider som en ekstra godbid en del af Metallicas ”Enter Sandman” ind midt i det hele. Ikke dårligt. Der er dog intet af alt det førnævnte der på nogen måde kommer tæt på afrundingen af første halvleg i form af den majestætiske ”Breaking All Illusions” – et af de få Dream Theater numre jeg både finder eftertænksomt, men også... smukt. Det er i hvert fald første (og muligvis eneste) gang jeg har fældet tårer til dette band. Nummeret er et anerkendende nik til de gamle proghelte, og det sidder lige i skabet.

Men ét er hvad jeg synes: publikum er noget helt andet – og hvis noget er mejslet i granit, så er det, at dét at få lov til at høre hele gennembrudsalbummet, ja, det er noget særligt for ganske mange i aften. Fra første tone i ”Pull Me Under”, der vel næsten kan siges at være et hit, rejser mange sig helt instinktivt op fra stolene, og i slutningen af sangen overlades et helt omkvæd til publikum – hvis ikke de mange hænder i vejret var tegn nok på at det rykker, så er ovenstående med sikkerhed. Denne glæde fra publikums side varer igennem hele seancen, både i balladerne og de mere hårdtslående – de kendte som sjældenhederne, hvis de da nogensinde er blevet spillet op til nu. Modsat i1. halvdel er der ligeledes en rød tråd at spore, og det faktum hjælper på det. Det eneste tydelige kritikpunkt er, at LaBrie fremstår mumlende i sin performance: lyrikken har for mig aldrig fyldt det store i DT, men derfor er det stadig en lille ridse i en ellers pletfri optræden.

Et par sange inde i ”Images & Words”-delen indlægges en lille snakkepause, hvor der fortælles om tiden op til og umiddelbart efter albummet. Her får Mangini hurtigt overtalt LaBrie til at sætte sig ned sammen med ham, og kort efter dukker Rudess op. Da Petrucci nonchalant, og tilsyneladende uplanlagt, dertil sætter sig ned foran dem, føles det næsten som en lejrskoletur, hvor man er samlet rundt om bålet. Dette lyder måske som en fuldstændig ligegyldig anekdote, men det gør nogle ellers uopnåelige, næsten guddommelige, væsner menneskelige – det er kort sagt hyggeligt, intimt og semi-uplanlagt, og præcist dét jeg har savnet ved andre shows. Så kan vi så ikke lang tid senere læne os måbende forover når Mangini giver den gas på tønderne, som til forskel fra tidligere bassolo faktisk sker midt inde i en sang, hvilket fungerer langt bedre. En anden ting der efterhånden slår mig er, at DT kun er blevet bedre med tiden: produktionen er naturligvis givet i ’92, men selve lyden er bedre end på plade; mere sprælsk og fyldig. 2. halvdel viser sig at være aftenens højdepunkt – ikke overraskende, men nøj, det rykker.

Da tredje og sidste sæt (encore) indledes, står en god del af publikum allerede op – og det starter også glimrende ud. Fuld smæk på, og kun få minutter efter den regulære afslutning: ikke noget med at lade folk hænge for længe. Men selvom den knap 25 minutter lange sang ikke er alt for langt fra aftenens centrum af en plade, holder denne bare ikke samme høje niveau – beklageligvis. Det er en ambivalent måde at slutte af på: specielt, ingen tvivl – jeg overvejer allerede på vej ud fra salen om vi nogensinde kommer til at høre sangen i sin helhed igen... men ikke desto mindre, er det knap så spændende i selve øjeblikket.

Hvor ender vi så alt i alt? Næsten til topkarakter. De nævnte negative ting fylder ganske lidt i det større billede. Vi har fået to fantastiske halvlege (med små bump på vejen), samt en god (men ikke mere!) afslutning – det overordnede indtryk bliver derefter. 5½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – The Dark Eternal Night
2) – The Bigger Picture
3) – Hell’s Kitchen
4) – The Gift Of Music
5) – Our New World
6) – Portrait Of Tracy (Jaco Pastorius cover)
7) – As I Am
8) – Breaking All Illusions
9) – Pull Me Under
10) – Another Day
11) – Take The Time
12) – Surrounded
13) – Metropolis Pt. 1: The Miracle And The Sleeper
14) – Under A Glass Moon
15) – Wait For Sleep
16) – Learning To Live
Encore:
A Change of Seasons: I The Crimson Sunrise
A Change of Seasons: II Innocence
A Change of Seasons: III Carpe Diem
A Change of Seasons: IV The Darkest of Winters
A Change of Seasons: V Another World
A Change of Seasons: VI The Inevitable Summer
A Change of Seasons: VII The Crimson Sunset
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Persefone - Aathma

Andorra har ikke tidligere figureret på mit musikalske verdenskort, men det er en klar fejl. Det fandt jeg ud af, da jeg fik ”Aathma” til anmeldelse; albummet er det femte fra Persefone, som netop kommer fra Andorra og har eksisteret siden 2001.

Persefone spiller Progressiv Metal, men det er en velbesat og aktiv genre, så hvad får ”Aathma” til at stikke ud fra mængden? Kigger man alene på indholdet, ligner det umiddelbart meget andet i samme stil: Numrene har ret lange instrumentale passager, hvor musikerne virkelig folder sig ud. Det giver plads til vilde løb, hvor guitaristernes fingre flyver hen over strengene i vanvittigt tempo, mens keyboardet følger trop. Samtidig er der roligere passager, hvor det melodiske kommer frem, og hvor indlevelsen virkelig mærkes. Det hele veksler på kryds og tværs, så musikken hele tiden er spændende og i bevægelse.

Når der suppleres med vokaler, sker det både i rene og brølende udgaver, så begivenhederne får ekstra kant. Det er samtidig med til at gøre tingene levende, så det hele ikke ender som en steril omgang opvisning – en risiko man nemt udsættes for, når man har med så dygtige musikere at gøre, som tilfældet er her.

Det bringer mig tilbage til spørgsmålet fra før: Skal jeg pege på en enkelt ting, er det helheden, den fine balance mellem sublim instrumenthåndtering, stærk og varieret sangskrivning samt upåklagelig produktion, der i fællesskab får ”Aathma” til at stikke ud fra mængden. Og det i en sådan grad, at jeg ikke tøver med at udråbe det til årets bedste progressive udgivelse – det her er virkelig fedt!

Tracklist:
1 An infinitesimal spark
2 One of many...
3 Prison skin
4 Spirals within thy being
5 Cosmic walkers
6 No faced mindless
7 Living waves
8 Vacuum
9 Stillness is timeless
10 Part I. Universal oneness
11 Part II. Spiritual bliss
12 Part III. One with the light
13 Part IV. ...many of one
14 Prison Skin (Instrumental)
Samlet spilletid: 60:52

 

Læs mere...

Oceanwake - Earthen

”Earthen” er titlen på det tredje album fra finske Oceanwake, som er et nyt navn i min bog, selv om de har eksisteret i næsten ti år. Med kun to numre til at udfylde tre kvarters spilletid er der lagt op til god tid til udfoldelser.

Åbningsnummeret ”A Storm Sermon” lægger stille ud, og de stille passager fylder en pæn del af spilletiden. Finnerne tager sig god tid til at opbygge stemninger; via stille guitarmelodier, underliggende keyboards og fine vokaler bliver man som lytter hensat i en meget afslappet tilstand – hvis man lukker øjnene, kan man nemt lukke omverdenen ude. Ind imellem bliver man ret brutalt kaldt tilbage til den virkelige verden; det sker når Eero Haula sætter ind med en vokal, som er vrængende på en næsten grotesk måde – manden lyder som en parodi på en Metalsanger. Samtidig bliver der leveret tunge hug i instrumenterne, som understøtter det voldsomme. Det giver pænt store kontraster, som fremhæver enkeltdelene og gør nummeret interessant.

I ”In Amidst the Silent Thrones” fortsætter stilen fra åbningsnummeret; det er de samme elementer, der er i brug, men det giver ikke helt det samme resultat. Der er skruet op for mængden af Metal, men desværre er den rodet og mindre spændende. Det sidste gælder også for musikkens stille passager, hvilket gør nummeret mindre interessant end forgængeren, selv om den afsluttende guitarmelodi er ret fed. I fællesskab kan de to numre derfor trække tre stjerner hjem til ”Earthen”.

Tracklist:
1. A Storm Sermon
2. In Amidst The Silent Thrones
Samlet spilletid: 45:13

 

Læs mere...

Hail Spirit Noir - Mayhem In Blue

Mit seneste møde med Hail Spirit Noir var i forbindelse med albummet ”Oi Magoi”, som udkom for tre år siden. Albummet gav en meget personlig fortolkning af Black Metal, men på deres nyeste udgivelse viser den græske trio sig fra en lidt mindre mørk side.

Det betyder ikke, at musikken denne gang er åben og let at gå til, for det er ikke tilfældet – Der er bare luget kraftigt ud i elementer fra den Sorte Metal. Numrene indeholder mange lag, så man lige skal igennem skiven et par gange for komme helt ind. Her genfinder man mange af forgængerens kendetegn som old school orgel og udtryk, som veksler meget; ikke kun fra nummer til nummer, men også indenfor hvert enkelt track.

Et godt eksempel er ”Lost in Satan's Charms”, hvor det gennemgående tema nærmest er en folkemelodi i valsetakt. Den bliver så krydret med forskellige temaer af hårdere karakter, så stemning og udtryk skifter flere gange. Nogle af de samme kendetegn finder man i albummets øvrige numre, hvor også Theoharis’ alsidige vokal er med til at skabe ekstra bredde.

Taget over den samlede spilletid er albummet stilmæssigt mere Rock end det er Metal, men det er meget varieret og spændende. Godt nok når det ikke helt op på forgængerens niveau, men det er stadig interessant og absolut et nærmere bekendtskab værd.

Tracklist:
1. I Mean You Harm
2. Mayhem in Blue
3. Riders to Utopia
4. Lost in Satan's Charms
5. The Cannibal Tribe Came from the Sea
6. How to Fly in Blackness
Samlet spilletid: 40:29

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed