fbpx

Grave Digger - Healed By Metal

Tyske Grave Digger, som snart kan fejre 40 års jubilæum, har om nogen holdt fanen højt indenfor den klassiske Heavy/Power Metal, og i 2001 udgav de ”The Grave Digger” som er mit personlige favorit album med de gæve tyskere. Sidenhen har det været lidt op og ned med niveauet, og ”Return Of The Reaper” fra 2014 var et udmærket udspil, uden dog at være skelsættende på nogen måder. ”Healed By Metal” er titlen på bandets nye udspil, og der er absolut intet nyt under solen her.

Der lægges fra land med de typiske Grave Digger numre og de sædvanlige glimrende omkvæd, som vel nok er bandets stærkeste kort. Bandet overrasker på ingen måde; det er Grave Digger som vi kender dem med de gode gamle old-school riffs uden de store udsving. Samtidig med at der ingen fornyelse er at spore, synes det hele også at blive en kende for ordinært. Bevares, jeg kan da godt høre at numrene vil fungere glimrende live, men ellers har musikken ikke samme vanlige niveau, og her bruges alt for mange dårlige klichéer.

”Healed By Metal” er ingenlunde en dårlig plade, og som sagt er bandets stærkeste kort deres tilbagevendende fede omkvæd. Men denne gang kommer bandet ikke i mål, og på trods af de bedre numre som ”Healed By Metal”, ”Ten Commendments Of Metal”, ”The Hangman’s Eye” og ”Hallelujah” bliver det overordnede indtryk altså for letkøbt, og aldrig helt episk på samme måde, som de ellers formår. 


Tracklist:
1. Healed By Metal
2. When Night Falls
3.Lawbreaker
4.Free Forever
5.Call For War
6.Ten Commendments Of Metal
7.The Hangman's Eye
8.Kill Ritual
9.Hallelujah
10.Laughing With The Dead
Samlet spilletid: 36:20

Læs mere...

Burning Point - The Blaze

Finske Burning Point, som har været ført an af guitarist og mastermind Pete Ahonen, har åbenbart været en del af den Melodiske Power Metal scene siden slut halvfemserne. Der kan man bare se, de er et totalt ubeskrevet blad for denne anmelder. Bandet har fem albums i bagkataloget plus ”Burning Point” fra 2015, som er en blanding af nye numre og genindspillede numre. ”The Blaze” er bandet seneste udspil, som har været igennem spillen hos undertegnede.

Burning Point spiller en fin blanding af den nævnte Melodiske Power Metal tilsat en snert af Hardrock samt lidt Judas Priest nuancer hist og her. Det udmønter sig i nogle udmærkede melodier med masser af lækkert guitar-lir og harmonier, med til tider, nærmest neo-klassiske inspirationer som eksempelvis ”Dark Winged Angel” – aldeles udmærket. Tidligere Battle Beast og nyankomne sanger Nitte Valo har en glimrende vokal som passer fint til bandets melodiske metal; hun synger med en rå kant og styrke lidt ala Leather Leone fra Chastain, som eksempelvis på nummeret ”The King Is Dead, Long Live The King”, absolut godkendt!

Når det så er sagt, bliver det hele lidt for pænt og poleret til min smag, hvor der mangler lidt mere kant og lidt flere overraskelser. Det er på ingen måde dårligt, men det bringer aldrig mit pis i kog for alvor, og kan derfor kun trække karakteren godkendt med pil opad, samt plads til en del forbedring.

Tracklist:
01. Master Them All
02. The Time Has Come
03. Incarnation
04. My Spirit
05. The Lie
06. Dark Winged Angel
07. Chaos Rising
08. Lost In Your Thoughts
09. Things That Drag Me Down
10. The King Is Dead, Long Live The King
11. Metal Queen (bonus track; Lee Aaron cover)
Samlet spilletid: 44:34

Læs mere...

TraumeR - Avalon

Hvis du går rundt og synes, at det kun er europæiske lande som Tyskland og Italien, der kan levere ordentlig Power Metal, så kan du blive overrasket. TraumeR stammer fra Brasilien, og bandet har sat sig for at vise, at sydamerikansk temperament harmonerer fint med genren.

At beskrive albummets indhold i generelle termer byder ikke på overraskelser, for selvfølgelig er der en stor og pompøs intro, selvfølgelig er der pænt tempo, selvfølgelig er guitarerne melodiske, og selvfølgelig er sangerens vokal af den lyse slags. Jeg skriver selvfølgelig fordi elementerne mere eller mindre er standardingredienser i Power Metal, så de er der hos de fleste. Til gengæld har jeg mødt mange bands som ikke havde andet at byde på, og som fik bedømmelser i den helt lave ende af skalaen.

Den skæbne overgår ikke TraumeR, for selv om de ikke revolutionerer stilen, så gør de et godt stykke arbejde. Guitararbejdet i numre som ”TraumeR” og ”Angel of the Night” er rigtig lækkert, mens melodierne i ”Avalon” og ”Forever Starts Tomorrow” er virkelig flotte og fængende – det hæver virkelig oplevelsen.

Til gengæld trækker produktionen i den anden retning, for her er der absolut ingen bund, hvilket skævvrider lydbilledet. Alligevel kan det ikke forklare det underlige mix af ”Let You Go”, hvor vokalens allerhøjeste toner skærer falsk.

Alligevel får TraumeR bevist det vigtigste: At de kan spille Power Metal, som ikke står tilbage for den, der spilles i Europa.

Tracklist:
1. Tempus Est
2. Avalon
3. Forever Starts Tomorrow
4. TraumeR
5. Changes
6. Let You Go
7. Angel of the Night
8. The Song of Broken Hearts
9. Don't Believe Their Lies
10. Symphony
11. Our Spirit Never Dies
Samlet spilletid: 57:40

Læs mere...

Hansen & Friends - XXX-Three Decades In Metal

Hansen er et almindeligt navn, men den specifikke Hr. Hansen er i dette tilfælde ikke en Hr. hjemsomhelst. Kai Hansen var med til at starte Helloween i 1983, og fortsatte i Gamma Ray med at sætte Tyskland på landkortet for Power Metal. Nu har han så været i studiet med nogle af sine musikalske venner, og udsender sit første album i eget navn. Titlen refererer til, at han har rundet de tre årtier i Metallens tjeneste, og handler om diverse oplevelser for en musiker, dog uden at være et egentligt konceptalbum.

Selvfølgelig spiller Hansen igen Power Metal som vi kender det, men numrenes kvalitet varierer temmelig meget igennem udgivelsen. Som ventet startes der godt; de tre første numre byder på både tempo, tyngde og seje hug i strengene som support til Hansens markante vokal, men herefter kniber det med highlights. Selv om ”Contract Sun” og især ”Stranger In Time” bærer præg af inspiration fra Iron Maiden, så rykker de lige så lidt som de omkringliggende numre. Helt galt går det på albummets sidste del, hvor flere numre i træk bare er kedelige. Heldigvis sluttes der af med manér, hvilket sammen med en udmærket fremførelse redder 3 stjerner hjem til skiven.

Albummet efterlader et indtryk af, at musikerne har haft det rigtig hyggeligt under optagelserne hjemme i Hamborg, men hvis der på et tidspunkt kommer en efterfølger, håber jeg at de bruger mere krudt på sangskrivningen end de har gjort til dette album. En musiker med Hansens karriere skal kunne gøre det bedre end det her.

Tracklist:
01. Born Free
02. Enemies Of Fun
03. Contract Sun
04. Making Headlines
05. Stranger In Time
06. Fire And Ice
07. Left Behind
08. All Or Nothing
09. Burning Bridges
10. Follow The Sun
Samlet spilletid: 54:14

Læs mere...

Lancer - Mastery

Under første gennemlytning var jeg ret sikker på, at Lancer måtte være fra enten Tyskland eller Italien, for deres klassiske Power Metal ligger i bulls eye i forhold til, hvad man ofte hører fra de to lande, Men nix, jeg gættede forkert – Lancer er fra Sverige, og ”Mastery” er det tredje album i rækken efter udgivelser i både 2013 og 2015.

Mit gæt på oprindelsesland var ikke kun baseret på genren, men også måden den spilles på; når det gælder opbygning og riffing bevæger Lancer sig nemlig ikke så meget som én millimeter udenfor de gængse rammer. Det samme gælder for sangeren Isak Stenvall, som synger rent og myndigt, og præsterer de genretypiske hvin. Flere steder ligger han også meget højt i toneleje i selve melodistykkerne, men det er anstrengende og bliver hurtigt for meget.

Ellers er ”for meget” ikke det, jeg oftest tænker i forbindelse med albummet – ”for lidt” trænger sig oftere på. Der er simpelthen for lidt spænding, for få overraskelser (læs: Ingen!) og for få øjeblikke, hvor det rykker. De forskellige numres elementer er lige så forudsigelige som de obligatoriske ballader, og det hele bliver småkedeligt. ”Mastery” er for lidt kvalitet og for meget stangvare, men da det omvendt ikke forsøger at være andet, redder det lige tre stjerner hjem til Sverige.

Tracklist:
1. Dead Raising Towers
2. Future Millennia
3. Mastery
4. Victims Of The Nile
5. Iscariot
6. Follow Azrael
7. Freedom Eaters
8. World Unknown
9. Widowmaker
10. Envy Of The Gods
Samlet spilletid: 52:14

 

Læs mere...

Hammerfall - Built To Last

Som bekendt lagde jeg ud i min sidste anmeldelse af Hammerfall's ”(r)Evolution” med at sige, at bandet i min optik altid har været stærkt overvurderet, og det står jeg fast ved. De er blevet kaldt plathøvle og meget andet, men samtidig har de også lavet nogle ganske udmærkede albums som ”Glory to the Brave” og ”Legacy of Kings” eksempelvis. Bandet er på gaden med deres nye og tiende album ”Built To Last”, som skulle vise sig at være bedre end forgængeren.

Skiven lægger ud med ”Bring It!” som er et ganske glimrende nummer i den velkendte Hammerfall stil; storladent Heavy/Power Metal med de velkendte hymner og melodier. ”Hammer High” fortsætter i endnu bedre stil, som er et meget flot og storslået track må jeg erkende, og det er længe siden jeg har hørt så gode numre fra Hammerfall. Enkelte steder er der indslag der har lidt af det platte islæt over sig om man vil, og det trækker ned, men det er heldigvis noget nedtonet på dette album. Der er også gjort plads til balladen ”Twilight Princess”, som er godkendt uden at være et uundværligt indslag. Generelt set er hele skiven ret fed med bedre numre end forgængeren, og er proppet med lækre guitar leads samt twin harmonier, som hører sig til.

Bandet har stadig ikke trukket en hvid kanin op af hatten, men Hammerfall er nu engang det de er, og holder fast i stilen om man kan lide det eller ej, og man må sige at numrene som helhed er en klar forbedring i forhold til den forrige ”(r)Evolution” - numrene indeholder ganske simpelt nogle bedre melodier som er langt mere iørefaldende, hvilket ”New Breed” er et glimrende eksempel på, og det afspejles i karakteren.

Tracklist:
1. Bring It!
2. Hammer High
3. The Sacred Vow
4. Dethrone And Defy
5. Twilight Princess
6. Stormbreaker
7. Built To Last
8. The Star Of Home
9. New Breed
10. Second To None
Samlet spilletid: 47:20

 

Læs mere...

Sonata Arctica - The Ninth Hour

Selv om Sonata Arctica har været forbi min anmelderstak flere gange, ligger det seneste møde efterhånden en del år tilbage. Som titlen antyder, er finnerne efterhånden kommet til det niende studiealbum, men tallet har også en anden betydning: Det refererer i lige så høj grad til den time på dagen hvor Jesus døde på korset, og minder os om, at krig og ødelæggelser snart kan betyde sidste time for mennesket. Temaet tages op i nogle tekster, men noget konceptalbum er der ikke tale om.

Der er nu heller ikke meget død og ødelæggelse at spore i numrene, snarere tværtimod. Det virker som om man bevidst har søgt at skabe en modvægt til temaet, for jeg kan ikke mindes at have hørt Sonata Arctica så bløde og ufarlige, som de gør her. Selvfølgelig er både produktion og fremførelse af høj klasse, men det kan ikke rigtigt kompensere for, at der i dén grad er skruet ned for metallen. Havde der så bare været nogle virkelig fængende melodier at glæde sig over, men nej – kun ”Fly, Navigate, Communicate” har noget af det rigtige. Helt galt går det i den stortudende “White Pearl, Black Oceans Part II - "By The Grace Of The Ocean" og ”We Are What We Are”, som med fløjtemelodi, akustisk guitar og klaver får Disneys klassiske tegnefilm til at fremstå som de vildeste gysere.

Nej, dette møde med Sonata Arctica har langt fra været nogen fornøjelse; albummet indeholder alt for meget soft med soft på, og alt for lidt Metal, selv for genren.

Tracklist:
1. Closer To An Animal
2. Life
3. Fairytale
4. We Are What We Are
5. Till Death's Done Us Apart
6. Among The Shooting Stars
7. Rise A Night
8. Fly, Navigate, Communicate
9. Candle Lawns
10. White Pearl, Black Oceans Part II - "By The Grace Of The Ocean"
11. On the Faultline (Closure To An Animal)
Samlet spilletid: 62:01

 

Læs mere...

Sabaton - The Last Stand

“The Last Stand” er det ottende album fra Sabaton, og det betyder endnu et møde med soldater i krig som det gennemgående tema. Jeg troede ellers at de gæve svenskere havde besunget ALLE krigshandlinger med heltemodig indsats, som menneskeheden har begået i historiens løb - Men nej, der var lige nogle stykker som skulle tages under behandling. Det bringer os tidsmæssigt fra oldtiden til både første og anden verdenskrig, og geografisk fra skotsk frihedskamp over Europas slagmarker til Japans samuraier. Selvfølgelig sker det helt i tråd med, hvad Sabaton er kendt for: Power Metal med alt, hvad soldatertemaet kan trække af pomp og pragt i historier, hvis hovedpersoner er i undertal og omringet, men alligevel sejrrige.

På den ene side synes jeg, at det er alt for meget og grænsende til det latterlige, på den anden side må jeg erkende, at det er superprof lavet – der synges og spilles virkelig kompetent, og selv om der er rigeligt med keyboards, så sørger guitarerne for, at numrene får okay med kant. Det hele rundes af med melodier, der er så fængende, at det nærmest er irriterende - der inviteres virkelig til, at der skal synges med. Og kvaliteten er gennemgående høj, titelnummeret og ”Shiroyama” udgør kun toppen af en lang række virkelig gode eksempler.

På den måde lykkes det igen for Sabaton at omsætte det dystre tema til nærmest feel-good stemning, og det må jeg tage hatten af for; når resultatet giver positiv resonans hos mig, må det virkelig behage bandets fans.

Tracklist:
1. Sparta
2. Last Dying Breath
3. Blood Of Bannockburn
4. Diary Of An Unknown Soldier
5. The Lost Battalion
6. Rorke´s Drift
7. The Last Stand
8. Hill 3234
9. Shiroyama
10. Winged Hussars
11. The Last Battle
Samlet spilletid: 36:56

 

Læs mere...

Charred Walls Of The Damned - Creatures Watching Over The Dead

Charred Walls Of The Damned (CWOTD) gav sidst lyd fra sig i 2011 med albummet “Cold Winds On Timeless Days”, som var en noget ufokuseret gang Metal. Om bandet har fået mere styr på tingene i løbet af de forgangne 5 år, fortæller "Creatures Watching Over The Dead”, som er bandets tredje fuldlængde.

At tingene er blevet bedre, kan jeg godt afsløre med det samme; CWOTD lader denne gang en mere tydelig rød tråd løbe igennem numrene. Stilen er en blanding af melodisk og Power Metal, som er udstyret med fine melodiske guitarsoli, pænt fængende omkvæd og flotte vokaler anført af Tim ”Ripper” Owens. At han også kan andet, kan man overbevise sig om ved f.eks at lytte til ”Reach into the Light”. Her skruer han op for den high pitchede del af registret, så han minder mig de mange klassiske vokalister fra Thrash genren. Det giver ham et ekstra skud power, som passer fint til nummerets øgede intensitet og gør det til et af albummets bedste.

Selv om numrene generelt fungerer udmærket, er der også et par blege sager imellem, hvilket viser, at bandet stadig har noget at arbejde med. Alligevel markerer albummet et skridt i den rigtige retning, og selv om det ikke høster flere stjerner end forgængeren, er ”Creatures Watching Over The Dead” det bedste, jeg har hørt fra CWOTD.

Tracklist:
1. My Eyes
2. The Soulless
3. Afterlife
4. As I Catch My Breath
5. Lies
6. Reach into the Light
7. Tear Me Down
8. Living in the Shadow of Yesterday
9. Time Has Passed
Samlet spilletid: 33:17

 

Læs mere...

Sonata Arctica, Twilight Force - Pumpehuset

Dette er én ud af de særligt eksklusive koncertaftener, hvor jeg primært kommer for at se supportbandet. Svenske Twilight Force er godt i færd med at gøre sig selv til det næste store power metal-navn på den globale scene, og det er der al mulig god grund til. Med en sound som Avantasia, en teknisk kunnen som Dragonforce, et narrativt eventyrunivers som Rhapsody of Fire, og et image med fantasy-navne og -outfits á la Gloryhammer håndhæver Twilight Force samtlige genrens talemåder. De genopfinder ikke så meget, men de serverer deres forrygende flabede heltehymner med selvbevidst charme og overvældende overbevisning. Selv de nederen typer, der forsager power-genren, - en type metallyttere for hvem der findes en særligt hed plads i Helvede, - må have haft svært ved ikke at lade sig dupere en kende af Twilight Force’s gennemførte show denne tirsdag aften i den gamle Pumpehytte.

Det er sådan en type aften, hvor man bare kan mærke, at stemningen slet og ret er er god. Det kan skyldes dét farverige og bogstaveligt talt fantastiske afbræk fra et koldt, gråt og blæsende dansk standardefterår, som fandme kun et power metal-line-up kan afstedkomme; det kan skyldes ukendte faktorer. Whatever. Publikum tager varmt imod de komplet overdrevent kampklædte svenskere i deres elverdragter, troldmandsrober og riddertunikaer. Rytmeguitarist Aerendir har påklistret et par spidse ører, og den necromancer-lignende keyboardspiller Blackwald giver den som narrator med rekvisit-bog og påtaget gammelmandsstemme i eposet “There and Back Again”. I guder, hvor er det dog uimodståeligt dåsk, og jeg ville sikkert kimse ad det, hvis jeg var typen, der tog al musik gravalvorligt og i øvrigt havde en penis på langt under gennemsnitsstørrelse. Lige så oplagt som det er at drikke bajere til sådan en forestilling hér, lige så naturligt er det for mig at huje, klappe og le hjerteligt igennem hele aftenens første time.

Forsanger Chrileon er angiveligt ved at komme sig ovenpå noget sygdom, hvilket kan forklare hans lidt utilstrækkelige vokal, der sammen med den alt for bas-tunge lyd udgør de væsentligste kritikpunkter til Twilight Force. Men vi elsker dem, og de elsker os. Helt alvorligt; Chrileon virker oprigtigt benovet og ydmyg over en applaus, der åbenbart er komparativt fornuftig ift. de andre skandinaviske lande, hvor Twilight Force netop har spillet for nylig. Hva’ så, Danmark; er vi endelig ved at lære at høre power eller hvad??

Man kan i øvrigt fornemme ved eftertanke, at Twilight Force ligesom førnævnte Rhapsody of Fire er klassisk trænede - både ud fra sangenes gerne udfordrende strukturer samt den ekvilibristiske udførsel på ikke mindst guitarfronten. Det hér band er simpelthen så decideret godt, som det overhovedet er muligt at være for noget, der samtidig er så durkdrevent tongue-in-cheek-plat.

Enkelte publikummer står og hyggepjatter, men det er okay i dette regi, og frem for alt er bandet dybt taknemmelige for vores entusiasme. Men helt ærligt, hvad er der ikke at elske ved et band, der ser sådan hér ud, lader deres pladecovers pryde af store, farverige drager og giver selve albums’ene titler som “Tales of Ancient Prophecies” (2014) og dette års “Heroes of Mighty Magic”?? Ja, jeg mener faktisk spørgsmålet ganske oprigtigt.


Jeg indrømmer hermed, at jeg stod mere eller mindre af Sonata Arctica-vognen efter den ellers udmærkede “The Days of Grays” (2009). Allerede “Unia” (2007) varslede om en ny, mere progressiv orientering, der efter min mening ikke virker ubetinget godt for bandet. Uden yderligere uddybning: Deres nye materiale tiltaler mig simpelthen ikke. Men lad det da gerne være sagt allerede i forlængelse heraf, at Sonata Arctica sgu alligevel ender med at få mig både på krogen og trukket i land.

Måske medvirker føromtalte bajere hertil. Muligvis skyldes det, at jeg har gjort mig ulejligheden at tjekke deres nye materiale nok ud til, at jeg kan genkende sangene. Og sandsynligvis skyldes det for nu anden gang et taknemmeligt publikums mærkbare kærlighed til bandet. Som sagt er det en aften, hvor stemningen bare er umiskendeligt god, og ovenpå Twilight Force blev den lige mærkbart bedre.

Dog kan man tydeligt fornemme, at det er hovednavnet, der trækker mest i størstedelen af publikum. Luften er nærmest elektrisk, da finnerne én for én border scenen og sætter fra med “Closer to an Animal”. - Et nummer, der som flere andre på den sætlistedominerende “The Ninth Hour”, der i skrivende stund har bare en uge på bagen, giver langt mere mening for mig under disse omstændigheder end hjemme på YouTube. (Ja, jeg ved det godt…)

Selv “The Wolves Die Young” fra forgængeren “Pariah’s Child” (2014); selv “In Black and White” med dens knækkede verselinier og aparte struktur; ja, selv sættets første ekstranummer, den ekstra-ostede “I Have a Right”, går rent ind hos mig i aften.

Bevares, sætlister kan altid diskuteres, og denne er absolut ingen undtagelse. Som med så mange andre bands vil jeg i tilfældet Sonata Arctica altid foretrække de fire første albums. Og selvom vi hér trakteres med “Full Moon”, en tordende “Abandoned, Pleased, Brainwashed, Exploited”, en ekstraordinært stemningsoppiskende “The Ruins of My Life”, en triumferende “The Power of One”, samt naturligvis det forventelige, showkonkluderende sidste-ekstranummer “Don’t Say a Word”, mangler jeg altså “The Cage” og “Ain’t Your Fairytale”. (Og så fatter jeg i øvrigt ikke, hvorfor publikum dog hepper højest på “The Misery”, da vi får muligheden for at vælge mellem dén, “Tallulah” og “Shamandalie”; den sidste er sgu da klart den bedste af de tre!)

Hvis man som jeg er grundlæggende umulig at forsone 100% med Sonata Arcticas musikalske gøren og laden de sidste ni års tid, kan en koncert med dem nok aldrig mere blive så fed en oplevelse, som det givetvis har været til og med “Reckoning Night” (2004) Men bandet tror på deres nye retning og materiale, og det kan mærkes. Udover en fed, klar lyd og som sagt en fed, klar rygdækning fra et par hundrede glade fans, ligner Finlands ukronede power-konger på Pumpehusets scene noget nær netop dét: Regenter af deres eget virke på den bedst mulige måde, som det nu engang kan afvikles på.

De spiller forrygende. - Den nyeste guitarist Elias Viljanen har fået en del hug for at styre skibet i en blandt fans gerne lidet påskønnet kreativ kurs, og selvom det måtte have noget på sig, virker han stadig som perfekt sammensyet med resten af den rundt regnet 20-årige konstellation. Og Tony Kakko har efterhånden opbygget en stage presence, der selv indenfor dette power metallens progressive hjørne tryller lidt fornyet relevans tilbage i den så skamredne kliché om den karismatiske forsanger. Manden er nærværende og snor os om sin lillefinger - uden at give køb på en perfekt rockstjerne-koket ophøjethed. Hans attitude er lige i øjet i samme grad som hvert eneste anslag fra den dybt professionelle rytmegruppe.

Det hele spiller langt bedre, end jeg havde turdet drømme om, og jeg ender med at forlade Pumperen i en rus, der udover de hersens bajere også omfatter koncertekstase og indtagethed over, at et band, som jeg har haft så lave forventninger til, alligevel formår at redde disse forventninger så meget længere end bare i land. Sonata Arctica bliver aldrig igen, hvad de har været, men jeg mener hermed endegyldigt at have fået bekræftet, at mindre så sandelig også slår an.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed