fbpx

Rock the Coast 2019 - lørdag

Åh, for helvede da… ja, det er bare en skidegod idé, at jeg skal vågne og ikke kunne sove igen efter kun fem timer, med en hovedpine hvorfra energien kunne omdannes til at drive et trykluftsbor. — Som sjovt nok er det første, jeg lige tænker på. Kanon, mand. Skabt i en perfekt guds billede.

Hvor var det dog ellers en god dag i går. Og der er da også en del af mig, der har lyst til at tage ned på festivalen igen i dag. Men måske kan jeg skippe første band og nøjes med at være der til Magnum fire timer senere? Først og fremmest, dog…

Ud på tønden; af med så meget affald som muligt. Ud i køleskabet og finde så meget koldt at drikke som muligt. Vand, juice, kakao… Ind og ligge igen. Trække vejr ind, trække vejr ud. Ikke fokusere på andet…

Der går to-tre timer, inden jeg vågner igen. Hverken helt smertefri eller 100% frisk, men rørig nok til at få losset røven i gear og komme ned til toget to timer inden første band border scenen (på et så ugudeligt tidspunkt som kl. 14:15). Og det bliver en beslutning, jeg kommer til at sætte pris på.


Dagens første band hedder nemlig Freedom Call. Jeg har aldrig fået dem set, men jeg elsker deres metertykt skamløse power metal. Og det er der flere hernede, der gør, viser det sig.

I gårsdagens reportage nævner jeg flere gange, hvorledes koncertpublikummet i Spanien tilsyneladende overgår de gerne så arrogant snakkende og uinteresserede danske koncertgængere i hengivenhed. Og når det kommer til power metal, virker spanierne tændte, tolerante og taknemmelige i et omfang, hvis lige du aldrig vil finde i lille, snævertsynede bonde-Danmark.

Åbneren “Tears of Babylon” ligger i power metal-spektrets højtidelige ende. Så det bliver i det følgende uptempo-anthem “Union of the Strong”, at Freedom Call syncer med det morgenfriske publikum. Bandet, og ikke mindst den smittende sprælske frontfigur Chris Bay, er tydeligt taknemmelige og glade, — men hvordan kan man da også være andet, når man fræser så inficerende energisk hegn af for folk, der rent faktisk fatter meningen med det?



På gruppens derpå følgende selvbetitlede slagsang er vi decideret oppe omkring topkarakteren. Dette musik er som skrevet til at nedslagte titusindvis af orcer fra enhjørningeryg med et magisk krystalsværd i farverige fantasiverdener, som det for Helvede er alle raske drenge og piger, der drømmer sig ind i, af samme grund som vi overhovedet begynder at høre metal. Åh, hvor ville jeg ønske, jeg kunne tvangsspille det hér for alle de bøvejyder, der er for snævertsynede til at tænke sig liv inden “Cowboys From Hell”; hvis ignorance gudhjælpemig får dem til at kalde Manowar for power metal — og som i øvrigt ikke kender andre adjektiver end “bøss’”.

Nå. Al denne mesterlighed til trods er bandet dog lige lovligt selvbevidste og måske, måske ikke ude i noget decideret markedskalkule i de følgende par skæringer. Det er fint med den lille socioaktuelle brandtale om budskabet bag “Metal is for Everyone” fra den seneste langspiller “Master of Light” (2016). Men rent tekstmæssigt begynder klichéerne og banaliteterne alligevel at spænde lovligt meget ben for hinanden…:

“Metal is for everyone / The sound is made from steel
Bound for pride and victory / The law of right and wrong

Okay så. Og herpå følger “Power & Glory”, der er så fladpandet lalleglad i al sin børnesangsagtige dur-tonalitet, at jeg er nødt til at gå op og hente øl, mens de forreste rækker bliver bukkakket med deskriptiv selvindsigt:

Oh, the time has come for power & glory
And tonight, for a happy metal party

Jaja. Men derfor er Freedom Call fandme stadigvæk forrygende, og derfor får de stadigvæk vendt hele lortet til deres fordel i afslutterne. “Warriors” er et lige så skamløst stykke happy-go-lucky-rock i en så dåsk dur, som kun tyskere kan slippe af med at skrive den. Men modsat de to forudgående skæringer holder den vand, fordi den så afgørende tekstfront atter abstraherer tilbage fra det selvbevidste meta-niveau til det skønne ridderhymneniveau. Og den fantastiske afslutter “Land of Light” er med sit knuselskeligt tåbelige keyboardfanfaretema en velsignet testosteronversion af “The Final Countdown”, som jeg til enhver tid hellere vil hoppe rundt til end dén. Hvilket jeg forøvrigt også er formanet til at gøre hér og nu — varmen og de tiloversblevne tømmies til trods.

(Karakter: 5 ud af 6)



Festen fortsætter. Efter tre skønne timer i øltelt er det blevet tid til endnu en førstegangs-liveoplevelse med en gruppe, som jeg fandme næsten er ærefrygtig overfor, og hvis midt-til-slut-80’er-udgivelser jeg helt oprigtigt mener tilhører alverdens 20-30 bedste rockalbums: Magnum.

En fuldfed, spacey synth forplanter sig stålsat i sommerluften og vidner om noget, jeg næsten ikke tør tro: “Wild Swan”! Der var engang, hvor rockmusik lød som gigantiske, selvlysende neonrumskibe formet som laserstråleskydende elguitarer i færd med at indtage verden, og det er SÅDAN hér, det lyder. Øjj, og det temposkifte i mellemstykket er så fucking genialt, mand.

At Magnum sidenhen er blevet verdens mest skammeligt oversete band, vidner publikums indledningsvist lidt mangelfulde respons på. Men måske hænger det også sammen med gruppens fremskredne alder. Den 72-årige sanger Bob Catley virker ikke længere som en mand på en mission snarere end en hyggeonkel, der er glad ved at kunne have endnu en dag på kontoret. Reelt gør han vel en del for at oppiske noget stemning, men hans fagter og call-and-response-råb er lidt inkonsekvente.

Hertil kommer, at de derpå følgende nyere skæringer slet og ret ikke står mål med fordums storhed. Titelnumrene fra “Sacred Blood “Divine” Lies” (2016) og “Lost on the Road to Eternity” (2018) er fine, men indskriver sig ikke ligefrem i bandets kanon. “Crazy Old Mothers” burde muligvis have været gentænkt fra scratch.

Men som så mange andre erfarne rockgrupper ved Magnum godt, at de aldrig overgår deres guldalderperiode — i hvert fald ikke i lytternes verden. Så hele sættet rebootes med storslåede “How Far Jerusalem”, og så er vi tilbage i et univers, hvor de dundrende trommer og skæbnesvangre keys går hånd i hånd med lige så dragende lyrik og memorable melodier.

Altid kampdygtige “All England’s Eyes” løfter stemningen op i det festmodus, hvor den hele tiden har skullet befinde sig. Og så meget desto mere det sublime actionhelte-anthem “Vigilante”. For Satan, mand… bare skrive musik der lyder som soundtracket til ekstradimensionelle titaner, der bekæmper hinanden med kuglelyn fra bjergtoppe.

Ligesom jeg aldrig havde turdet håbe på åbneren, havde jeg aldrig turdet håbe på den — i ordets fucking bogstaveligste forstand — episke “Don’t Wake the Lion (Too Old to Die Young)”. Dette er rockhimlen; dette er rockens sixtinske kapel. Alene dét at den eventyrligt smukke produktion er så trofast gengivet live får mig fandme til at knibe en tåre i ren nostalgisk ærefrygt. Vi er ikke det hér værd, vi rådnende, dansende aber.

Der skal sagtens findes eksistenser, der tænker det sørgeligt og begrædeligt, at en flok aldrende mænd må lade sig definere i dag ved at gentage et lille 30-35-årigt tidsvindue snarere end at kigge fremad. Jeg synes tværtimod, det er fantastisk, at vi stadig kan opleve så grandiøs Rock (stort R) fremført af dens oprindelige udøvere i en tid, hvor folk lytter til så hæslig anti-musik som det dér reggaeton.

Kald mig en bitter, gammel mand; kald mig en eskapistisk platnostalgiker. Jeg begræder nutidens leflende, stupide plasticproduktioner og længes tilbage til denne omhyggeligt kreative, farverige eventyrrock. Skrevet, arrangeret, produceret og fandme følt som om den har en betydning, der er større end hver enkelt lille menneskemyres splitsekundseksistens i det verdslige.

So, anyway… Jeg savner “Days of No Trust” i sættet. Ja, jeg savner i det hele taget en masse mere. Men af en times festivalkoncert at være er dette så godt, som det bliver under omstændighederne.

(Karakter: 5 ud af 6)



Apropos ret meget af det ovenstående var jeg muligvis blevet hjemme, hvis ikke det havde været for aftenens — og festivalens — indiskutable bookingscoop: Ritchie Blackmore’s RAINBOW.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal forvente. Har aldrig set rockguden Blackmore på en scene før. Jeg ved bare, at denne Rainbow-inkarnation bl.a. består af gamle Blackmore’s Night-medlemmer og eks-Stratovarius-tangentspiller Jens Johansson, kun spiller fire shows i år, og at der er Purple-numre i sættet. “Touren”, hvis man kan kalde den sådan, hedder “Rock Memories 2019”.

Der skal snildt være en 15-20.000 mennesker her. Og vi formelig eksploderer sammen med bandet, da en ildspyende “Spotlight Kid” kickstarter showet. Det legendariske navn er i topform anno 2019, og det er tydeligt, at crowdens kollektive grad af Blackmore/Rainbow-fanatisme er skyhøj, hvad end folk er valfartet hertil som pilgrimme, eller lokalpublikummet bare er true nok til rent faktisk at kunne pladerne. Tag nu ved lære, Danmark.

Endnu tydeligere bliver det i vidunderlige “I Surrender”. Åh, og jeg der følte mig så heldig, da jeg oplevede Joe Lynn Turner fremføre disse to numre med et symfoniorkester på Wacken for et par år siden. Dette er den ægte vare, above and beyond. Og selvom jeg har hørt Whitesnake spille “Mistreated” live, har den aldrig været så klokkeklar og metaltung som i aften.



Sangeren hedder Ronnie Romero; han har en stærk, skarptskærende rockvokal, og jeg skulle til at kalde ham en “bare” 37-årig chilener… men salig godfather Dio var jo for dælen kun 32, da han og Blackmore grundlagde bandet. Sidst Rainbow var i Spanien, var Romero i øvrigt kun lige knapt blevet født. — Hvilket kan medvirke til at forklare folks ekstase: der er givetvis adskillige fremmødte, der har ventet en voksen mands levetid på dettehér.

Mesteren selv er nede og posere på knæ et par gange. Og så med det ene ben ude, ligesom i gamle dage. Men han står for det meste oprejst uden de store armbevægelser. Og hvor hans Stratocaster engang var en naturlig, fallisk forlængelse af hans korpus, ligner den i dag snarere et stykke håndbagage, som den hviler henslængt på charterferiedunken. (I øvrigt: hvornår har den mand sidst så meget som trukket på smilebåndet??)

Nej, men bevares, han er 74. Og han spiller disse numre med sin egen umiskendeligt sprøde sound og lokomotivrytmiske feeling, der især præger dén “Man on the Silver Mountain”, som får lov at byde de sidste solstråler farvel og løfte middelhavsmånen op over sceneryggen, mens horisonten langsomt farves lavendellilla. Og så kommer vi sågar lige en tur omkring et vers og et omkvæd fra “Woman From Tokyo”. Jamen altså!

Kritikpunkter: “Perfect Strangers” kunne godt have have haft noget mere punch; ligeledes “Long Live Rock ’n’ Roll” som måske også er et par BPM for langsom. Det er jo nok fordi, Blackmore, som den krukkede Rasmus Modsat han er, skal have tingene gjort på én bestemt måde. Ligesom hans soloer somme tider er langsomme og består af lange, udtrukne toner snarere end det neoklassiske fræs, han jo fandme grundlagde.



Ellers handler al tænkelig kritik udelukkende om, at der ikke er mere af det hele. I hvert fald “Highway Star” havde været på sin plads, om ikke andet så i stedet for “Black Night”. Og jeg havde regnet med “Tarot Woman”. Men altså… for Satan, for en fest vi har. Jeg deler fællessang, fælleshop, high-fives og krammere med vildt fremmede oppe i barområdet på bakken. Af og til er vores volumen fandme næsten lige så høj som selve bandet. Selv numrene fra den ovenpå Dio-æraen ellers så ufarlige Bonnet-/Turner-æra, “Since You Been Gone” og “All Night Long”, er et rent, frydefuldt rockparty, som gerne måtte fortsætte, nå jo, hele natten lang.

Og “STARGAZER”, mand. Alene dette ene, episke stykke monumental protoheavy havde været oplevelsen værd at tage herned for. Ja, jeg havde muligvis knebet saltvand hér på falderebet, hvis ikke Purple-klassikeren “Burn” havde været så benzinstinkende aggressivt et nummer, og hvis ikke jeg i den sidste halvanden times tid havde haft et større, mere ekstatisk smil i hele krydderen end i et komplet uoverskueligt antal år.

... Hey, kunne man i øvrigt have en bedre showlukker på CV’et end fucking “Smoke on the Water”? Vi får lov at synge det udødelige riff á capella, stadium style, til sidst, mens gruppen én efter én stiller håndvåbnene, samles på scenekanten og bukker ud. Det kan godt være, at de ikke hedder Jimmy Bain, Cozy Powell, Roger Glover, Don Airey, og hvem der nu ellers har været inde over bandet i glansperioden. Men jeg har fandme set Rainbow, og det var årets koncert 2019.

(Karakter: 5,5 ud af 6)



Min eneste betænkelighed hér i dagene derpå er, hvordan Rock the Coast dog skal overgå alt dette i næste omgang. Sikken et år at lægge ud med for en førstegangsfestival! Og hvis forholdene havde været til det, kunne jeg endda have fået koncerter med Europe, Carcass, Opeth, Michael Monroe og måske også Mayhem med i købet.

Jo: der er bands på Copenhell, som jeg er træt af at gå glip af. Men dettehér KAN langt bedre betale sig, og sgu ikke kun hvis man bor hernede i forvejen. To dage på en festival med fad til 30,- kr. vs. FIRE dage på en festival med fad til HALVTREDS kr… Do the math, baby.

Hertil kommer selvsagt de skønne, sydlandske omgivelser, som det er så svært at sætte ord på. Varmen, solen, havet, palmerne… Ja, kom selv ned og prøv til næste år. Jeg er fandme klar igen!


Læs første del af vores reportage hér.

(Samtlige billeder er © Rock the Coast og Irene Serrano.)

Læs mere...

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

Stormhammer - Seven Seals

Selv om Stormhammer har eksisteret i mere end 25 år, har jeg indtil nu kun anmeldt et enkelt af bandets udgivelser. Det var for to år side, hvor ”Welcome To The End” gjorde tilstrækkeligt stort indtryk til at hente 4 stjerner hjem. Det skabte forventninger til tyskernes nye album ”Seven Seals”, der giver debut til den nye sanger Matthias Kupka, som også har produceret og mikset udspillet.

Det udmærkede åbningsnummer ”Sleepwalker” har fint med thrashet power og tempo, mens melodien i det efterfølgende ”Prevail” ville passe til Pagan Metal. Numrene markerer en fint varieret åbning, men herefter holder Stormhammer sig til Power Metal, som de plejer. Det betyder fine melodier og melodiske guitarer, som gør ”Your Nemesis”, ”Keep Me Safe” og titelnummeret til udmærkede repræsentanter for genren, ikke mindst takket være en fin vokal fra Kupka.

Herefter er det som om ideerne slipper op for bandet, for selvom ”One more Way” og ”Downfall” hører til albummets hårdeste numre, så ligger de afsluttende numre en tak under resten på kvalitetsskalaen. Derfor rammer de mig ikke rigtigt, og det trækker i negativ retning. Det gør ikke albummet til en dårlig udgivelse, slet ikke; alligevel betyder det, at bedømmelsen denne gang ender en halv stjerne under forgængerens niveau.

Tracklist:
01. Sleepwalker
02. Prevail
03. Under The Spell
04. Taken By The Devil
05. Seven Seals
06. Your Nemesis
07. Keep Me Safe
08. One more Way
09. Downfall
10. Deal With The Dead
11. Old Coals
Samlet spilletid: 51:58

Læs mere...

Witherfall - A Prelude To Sorrow

Titlen "A Prelude To Sorrow” siger noget om indholdet, men afslører ikke det hele; Der er godt nok tale om bearbejdning af sorg, men ikke om et forspil. I stedet er det en videreførelse af den proces, som Witherfall startede på debutalbummet ”Nocturnes and Requiems” fra 2017, hvor en stor del af indholdet omhandlede trommeslageren Adam Paul Sagan, som døde pludseligt året før.

Trods den triste baggrund er albummet ikke endt som en melankolsk tudekiks; tværtimod viser Witherfall sig som et band med en åben og bred stil. Og når de kalder det andet track for ”We Are Nothing”, må det være en stærk kandidat til årets mest fejlagtige påstand 2018, for Witherfall har virkelig meget at byde på. Nummeret byder på skarpe riffs, hvortil sangeren Joseph Michael leverer en kraftig vokal, som han pepper op med et par vilde powerhvin. Men der er også plads til en længere passage i roligt tempo med flot guitar og stryger, inden det brager løs igen – et stærkt nummer som kombinerer melodi og power på en flot måde.

I de øvrige numre er det de samme elementer, der er i spil; der varieres fint mht. tempo og hårdhed, og både melodi og Metal fænger.

Generelt begår musikerne sig alle på et højt niveau, men jeg må alligevel fremhæve guitaristerne Jake Dreyer og Fili Bibiano, for det er ofte deres imponerende spil, der tager numrene en tand op i kvalitet. Det hæver også ”A Prelude To Sorrow” som helhed, så albummet fremstår stærkt trods den triste baggrund.

Tracklist:
1. A Prelude To Sorrow
2. We Are Nothing
3. Moment Of Silence
4. Communion Of The Wicked
5. Maridian’s Visitation
6. Shadows
7. Ode To Despair
8. The Call
9. Vintage
10. Epilogue
Samlet spilletid: 56:28

Læs mere...

Frozen Land - Frozen Land

Sidste år startede Tuomas Hirvonen bandet Frozen Land som en enmandsprojekt for at genskabe den finske Power Metals storhedstid fra 1990’erne, men ret hurtigt blev bandet udvidet til en kvintet. Alle musikerne hentede Hirvonen hjemme i Finland, undtagen den italienske sanger Tony Meloni (!), som finnerne opdagede på YouTube. Trods det kiksede navn klarer han sig udmærket i sammenhængen; med en ren og kraftfuld vokal klarer han genrens standardrepertoire uden problemer.

På vej mod målet om noget stort kommer bandet godt fra start, for åbneren har den blanding af frisk Metal og flot melodi, som gør genren interessant. Det samme finder man i det efterfølgende ”Delusions Of Grandeur”, ligesom guitararbejdet generelt er flot og flere steder viser inspiration fra Klassisk musik – det peger i retning af at tilføre noget nyt.

Men ret hurtigt falder albummet ned på et mere traditionelt niveau, hvor det melodiske og det skarpere er sammensat efter gængse opskrifter; begge dele klares udmærket, ligesom der er tilpas med højtidelighed over melodierne … det er bare ikke anderledes end så mange andre bands, der spiller i samme stil. Jeg tvivler derfor på, om det er tilstrækkeligt til at genskabe noget ud over det sædvanlige, men nu er Frozen Land da kommet på landkortet.

Tracklist:
1. Loser's Game
2. Delusions Of Grandeur
3. The Fall
4. Underworld (Manala)
5. The Rising
6. Unsung Heroes
7. Orgy Of Enlightenment
8. Mask Of The Youth
9. I Would
10. Angels Crying (E-Type Cover)
Samlet spilletid: 44:50

Læs mere...

Burning Witches - Hexenhammer

Siden starten i 2015 har tingene ikke stået stille for schweiziske Burning Witches; efter den selvbetitlede debut i 2017, udgav de fem medlemmer tidligere i år et livealbum. Og som om det ikke var nok, følger de op med studiealbum nummer to: ”Hexenhammer”.

Og man må sige, at de heksene svinger hammeren, for det går over stok og sten med en ret traditionel blanding af Power- og Heavy Metal. Det traditionelle ligger i stilen, som forener udmærkede omkvæd med pænt skarpe guitarriffs - især ”Maiden of Steel” og ”Dead Ender” scorer point på dén konto.

Et gennemgående træk for musikken er et inderligt, ja ind imellem næsten krampagtigt ønske om at give den gas og vise, at Burning Witches er seje; derfor bliver alle muligheder for lige at lave lidt ekstra hvin på guitaren udnyttet. Det samme gælder for sangerinden Seraina; det lyder udmærket når hun genretypisk fyrer et par hvin af, men når hun lige vil give den en tand ekstra, som det sker i titelnummeret, bliver det for meget. Og i virkeligheden har Burning Witches ikke brug for at bevise noget, de kan sagtens uden gimmicks. Det viser de både i deres egne numre og i den afsluttende udgave af Dio-klassikkeren ”Holy Diver”.

Tracklist:
1 The Witch Circle
2 Executed
3 Lords Of War
4 Open Your Mind
5 Don't Cry My Tears
6 Maiden Of Steel
7 Dungeon Of Infamy
8 Dead Ender
9 Hexenhammer
10 Possession
11 Maneater
12 Holy Diver
Samlet spilletid: 47:51

Læs mere...

Fifth Angel - The Third Secret

Historien om Fifth Angel går tilbage til 1980’erne, hvor bandet fra Seattle udsendte to anmelderroste albums. Alligevel valgte de at opløse sig selv, da Grungebølgen ramte verden. Men, som Tenacious D synger: ”You can´t kill the Metal”, så da de fik en invitation til en festival i Tyskland i 2010, blev bandet gendannet – og det er der nu kommet et nyt album ud af.

Her fortsætter de stilen fra deres tidlige albums med traditionel Power Metal, hvor især guitarerne markerer sig med melodiske indslag. I det hele taget er det melodiske i højsædet, for i de fleste numre er det melodi og omkvæd, der trækker læsset på bekostning af guitarernes aggressivitet. De kigger dog frem i ”Queen Of Thieves” og ”This Is War”, hvilket gør disse to til albummets skarpeste tracks, mens de fængende melodier i ”Shame On You” viser, at Fifth Angel også har evner i den retning.

Guitaristen Kendall Bechtel har overtaget vokalen i det nye line-up, og det klarer han meget stilægte, vokalmæssigt lyder han meget som Ronnie James Dio – ind imellem lige på kanten af plagiat, men ok; hvis man skal lade sig inspirere, skal det ske hos den bedste.
Den samlede pakke, som Fifth Angel leverer på deres tredje album, er solid og gennemført, men flytter alligevel ikke meget i det store billede.

Tracklist:
1. Stars Are Falling
2. We Will Rise
3. Queen Of Thieves
4. Dust To Dust
5. Can You Hear Me
6. This Is War
7. Fatima
8. Third Secret
9. Shame On You
10. Hearts Of Stone
Samlet spilletid: 43:11

Læs mere...

Negacy - Escape From Paradise

Oprindeligt hed bandet her Red Warlock, men det var først da navnet blev ændret til Negacy, at der kom skred i tingene: Året efter udsendtes det selvbetitlede debutalbum, to år senere ”Flames of Black Fire”, og nu er det så tid til det tredje udspil fra de fem italienere.

Og når nu vi har fat i et italiensk band, er det ingen større overraskelse, at de spiller Power Metal – det er efterhånden kun i Tyskland, at genren er mere populær. Negacy giver fra start genren deres egen lyd, for sangeren Leonel Silva har ikke den typiske high-pitch powervokal, men holder sig til en mere traditionel stemmeføring. Det giver numrene en lidt mere alvorlig stemning, som klæder dem udmærket. Det samme gør de lækre guitarsoli, som flere numre er udstyret med; her følger bandet de gængse veje for genren. Alt dette fungerer udmærket, men rykker alligevel ikke for alvor. Det ændrer sig heldigvis mod albummets slutning: I ”Scattered Life” har musikken meget mere bid og tyngde, mens ”Slave To The Faith” skruer op for det teatralske, uden at overdrive. Oveni kommer ”Black Messiah”, som er blandt albummets mest energiske numre, inden ”Last Will” lukker forestillingen.

Takket være denne slutspurt lykkes det for Negacy at hive resultat op over middel – ”Escape From Paradise” er ikke nogen genremæssig milepæl, men et gennemført og solidt album.

Tracklist:
1. Ex Cinere
2. Born Betrayed
3. Dog Among The Wolves
4. Land Of Oblivion
5. Escape From Paradise
6. Under The Sycamore
7. Lies Of Empathy
8. Scattered Life
9. Slave To The Faith
10. Black Messiah
11. Last Will
Samlet spilletid: 56:43

Læs mere...

Manticora - To Kill to Live to Kill

De otte år der er gået, siden det seneste udspil fra Manticora kom på gaden, har bandet tilbragt med diverse turnéer og udskiftninger i besætningen, men de seneste tre år har fokus været på at skrive materiale til dette, bandets ottende album, men ikke nok med det; udgivelsen er planlagt som en to-trins raket, hvor anden del kommer næste år.

Der åbnes med et uddrag af Tjajkovskijs første klaverkoncert, men også senere bliver der gjort brug af store arrangementer med pomp og pragt. Albummet bygger indholdsmæssigt på en horror fortælling skrevet af sangeren Lars F. Larsen, hvilket ind imellem gør tingene lidt for højtidelige – især ”The Farmer's Tale”- numrene bære præg af dette, hvilket gør dem lidt rodede.

Ellers må jeg sige, at Manticora spiller Power Metal lige efter mit hoved: Numrene har stærke omkvæd og flotte melodier, og så spilles der ærlig Metal uden at det hele skal smøres ind i keyboards – en svaghed, der ofte høres i genren. Men ikke her, hvor især ”Opium” kombinerer alle elementer meget overbevisende, men også i de øvrige numre får instrumenterne lov at udfolde sig uden at blive kastreret, så f.eks. guitarsoli afvikles i forrygende tempo. Samtidig er lyden fint nuanceret uden, at de enkelte instrumenter mister deres kant – her lyder Metal af Metal, hvilket produceren Jacob Hansen skal have kæmpe ros for.

Det er svært ikke at synes om dette udspil, som overbeviser tilstrækkeligt til, at jeg allerede glæder mig til anden omgang rammer markedet næste år.

Tracklist:
01. Piano Concerto 1 - B Flat minor...
02. Echoes of A Silent Scream
03. Through the Eyes of The Killer - Towering Over You
04. Katana - Awakening the Lunacy
05. The Farmer's Tale Pt. 1 - The Aftermath of Indifference
06. The Devil in Lisbon (instrumental)
07. Growth
08. Humiliation Supreme (instrumental)
09. Nothing Lasts Forever
10. Katana - Opium
11. Through the Eyes of The Killer - Revival of The Muse That Is Violence
12. The Farmer's Tale Pt. 2 - Annihilation at The Graves
Samlet spilletid: 70:23

Læs mere...

Follow The Cipher - Follow The Cipher

Follow The Cipher’s historie starter i 2014, da guitarist Ken Kängström (Som har været med til at skrive flere velkendte og gode sange for Sabaton, blandt andet den episke “Carolus Rex”, som er at finde sidst på pladen i en cover-version) fik lyst til at starte et band, og det var netop før omtalte nummer der gav ham blod på tanden. Debut albummet med ditto titel er en realitet, og tak for det.

Der leveres en god gedigen semi-symfonisk power metal, lidt i stil med bands som Within Temptation og tidlig Nightwish. Instrumenteringen er storslået med masser af fed atmosfære, symfoniske indslag og dejlige tunge guitarriffs. Dette bliver krydret med en absolut blændende vokal fra Linda Toni Grahn, som kunne minde om en Bonnie Tyler bare i en forstærket udgave med meget større spænd - “Valkyria” og “Winterfall” er fantastiske eksempler på hendes evner. Samtidig suppleres der backing vokal i form af storslåede kor arrangementer. Pladen sluttes af med “Starlight” og det før omtalte cover af “Carolus Rex”, som nemt kunne være pladens to tungeste numre, hvor der også sniger sig lidt “snerren/growlen ind, hvilket giver god afveksling.

Follow The Cipher er et af de bands som i den grad kommer til at gøre sig bemærket, ikke at det er voldsomt anderledes eller nyskabende end bands i samme genre, men de formår bare at skabe en fed stemning hvor Grahn’s vokal lige nøjagtigt udgør prikken over i’et. “Follow The Cipher” er et aldeles glimrende debut album, med en fed, tyk samt vellydene produktion, og et band vi kommer til at høre meget mere til, er jeg sikker på.

Tracklist:
1. Enter the Cipher 5:20 
2. Valkyria 3:53
3. My Soldier 3:44
4. Winterfall 3:37 
5. Titan's Call 3:40
6. The Rising 3:41
7. A Mind's Escape 4:04 
8. Play With Fire 4:27
9. I Revive 3:15
10. Starlight 4:48
11. Carolus Rex 4:44
Samlet spilletid: 45:13

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed