fbpx

Ihsahn - Pharos

Ofte går jeg udenom EP’er, fordi de sjældent giver et fyldigt billede af kunstneren bagved. Men Ihsahn er ikke hvem som helst, og "Pharos” er på forhånd præsenteret som et modstykke til ”Telemark”, som udkom tidligere i år.
Og det med modstykke skal forstås bogstaveligt, for hvor forgængeren var hård i kanten, er de fem numre på den nye EP anderledes lette at gå til. Der åbnes med tre nye numre, og afsluttes med to covernumre, men dem kommer jeg til.
De to første numre er afdæmpede og kan nærmest karakteriseres som Pop – man ville aldrig have gættet på, at de stammer fra en kunstner med rødder i den Sorte Metal …
Så er der straks mere kød på titelnummeret, som ganske vist starter stille, men hvor omkvædets storladne, nærmest majestætiske arrangement har noget spændende over sig.
Og så til de to covernumre, som begge ligger tæt på originalerne, og som begge er overraskende valg. Det første er Portisheads ”Roads” som Ihsahn synger fint, men hvor jeg alligevel savner de skarpere rytmer og især Beth Gibbons’ vokal.
Så går det noget bedre med det sidste nummer, som er et cover af ”Manhattan Skyline”, som A-ha udgav i 1987. Her får Ihsahn hjælp af Einar Solberg fra Leprous, som leverer en vokal tæt på Morten Harkets original.
”Pharos“ er en velproduceret og velspillet udgivelse, men samlet set er det lige en tand for poppet til min smag. Jeg krydser derfor fingre for, at Ihsahn har fået afløb for sine Popideer, og nu vender tilbage til hårdere toner.

Tracklist:
1. Losing Altitude
2. Spectre At The Feast
3. Pharos
4. Roads (Portishead) 
5. Manhattan Skyline (A-Ha) featuring Einar Solberg of Leprous
Samlet spilletid: 24:30

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed