fbpx

LLNN - Unmaker

Efter ”Loss” og ”Deads” fra hhv 2016 og 2018 vender københavnske LLNN tilbage med deres tredje album, og igen er et enkelt ord nok til at udgøre titlen: ”Unmaker”. Albummet er produceret af Jacob Bredahl i Dead Rat Studio, og udkommer på Pelagic Records.
I pressematerialet beskrives albummet som ”utilgivende” … Det er ikke forkert, men må siges at være noget af en underdrivelse. De 10 numre giver nemlig mest af alt indtryk af, at de forsøger at udslette både lytteren og alt, hvad der ellers kommer i vejen for dem. Og det sker vel at mærke ikke i form af en højhastighedstornado, som når f.eks. Marduk prøver på det samme. LLNNs musik har den samme tyngde, som kendes fra Doom Metal, men serveres med et eftertryk som for at sikre, at alt trampes ned under jordoverfladen.
En væsentlig del af stemningen skabes af synth-elementer, der udfører flere opgaver: I flere numre skaber de store, filmagtige sekvenser – Det giver ikke blot numrene en stor scene at optræde på, men indhyller dem også i en mørk stemning. Men bidragene er ikke kun dystre, for flere steder bløder tangenterne tingene en lille smule op med glimt af melodi.
Med sin uhyre brutale og lidt lukkede facon vil ”Unmaker” ikke være for alle, men det er heller ikke meningen! Hvad der mangler i variation og bredde, kompenseres rigeligt af albummets helstøbte og gennemførte udtryk. Resultatet er på én gang truende og fascinerende, og fortjener opmærksomhed.

Tracklist:
1. IMPERIAL
2. DESECRATOR
3. OBSIDIAN
4. VAKUUM
5. SCION
6. INTERLOPER
7. DIVISION
8. FORGER
9. TETHERS
10. RESURRECTION
Samlet spilletid: 39:58

Læs mere...

LLNN - Deads

Det er altid en god indikation på, om musik skubber til grænser, når resultatet ikke passer direkte ned i de traditionelle kasser med genrer. Sådan et album har danske LLNN begået i form af ”Deads”, som er deres anden fuldlængde udgivelse.

Efter et par gennemlytninger var jeg stadig usikker; musikken indeholder elementer af Hardcore, Industrial og Sludge, men jeg kunne ikke finde en dækkende betegnelse i skuffen med genrestempler. På deres Facebookside beskriver bandet selv deres stil som ”Dark, heavy, post-apocalyptic” og det er en udmærket fællesnævner for albummets otte numre. Et kendetegn, som yderligere binder numrene sammen, er det instrumentale og filmagtige – ”Civilizations” og ”Structures” er rent instrumentale, hvor den rytmiske struktur nedtones til fordel for det stemningsmættede og truende. Flere numre har ret lange introer i samme stil, hvor det stemningen bygges op, inden den skrigende vokal sætter ind sammen med musik, som befinder sig i grænselandet mellem Sludge og Metal. Den resulterende helhed fungerer godt i ”Armada” og ”Appeaser”, hvor stemning og rytmer passer fint sammen. Generelt håndterer LLNN overgangene mellem de forskellige hoveddele så sikkert, at de ikke mister fremdrift, selv om tempoet sænkes.

LLNN nævner filminstruktører som John Carpenter og Stanley Kubrick, og film som Bladerunner blandt deres inspirationskilder, og det afspejles tydeligt på dette album: Kombinationen af den yderst mørke stemning og voldsomme energiudladninger passer perfekt ind i de nævnte verdener. Det er i min optik en præstation i sig selv, så jeg belønner LLNN med fire stjerner for indsatsen.

Tracklist:
1. Despots
2. Parallels
3. Armada
4. Civilizations
5. Appeaser
6. Deplete
7. Structures
8. Deads
Samlet spilletid: 37:56

Læs mere...

Earthship - Withered

Earthship fra Berlin er nu klar med deres tredje album. På denne udgivelse tager de for alvor favntag med deres egen version af sludge- og stonerrocken – med en anelse death, som vi kender det fra Entombed, dog uden det bliver dominerende. Det, der er kendetegnende for denne plade, er mængden af fede riffs. Eksempelvis som på nummeret ”The Garden”, hvor det hele, med de mange overtoner fra guitaren, og den generelt industrielle rytme, minder mig lidt om Gojira. Men ellers ligger inspirationskilderne nærmere ved Mastodon – hvilket er tydeligt på numrene ”Serpent Cult” og især ”Dead Faint”, hvor forsanger Jan Oberg lyder en del som Brent Hinds.

Selvom pladen kun varer lidt over en halv time, formår Earthship at vise, hvad de kan – og med opvarmningsjobs for navne som Red Fang, Crowbar, Cult of Luna og Sleep, behøver de vist ikke bevise meget mere – for så må det være fordi, de har noget at byde på. Det er passende at de har varmet op for førnævnte bands, da det alle er bands, der passer rigtig godt til Earthships lydbillede. For Earthship er tungt, beskidt og rigtig fedt. Mon ikke det er et band, vi kommer til at se meget mere til – for Jordskibet er landet … og shit, det er tungt!

Tracklist:
1. Sanguine
2. Serpent Cult
3. The Garden
4. Dead Faint
5. Adrift
6. Throne of Bones
7. Veil of Gloom
8. Lament of Torment
9. Emerald Blades
10. Withered

Samlet spilletid: 34:22

 

Læs mere...

Lo! - Monstrorum Historia

Lo! stammer fra Australien, hvor bandet blev dannet i 2006 på initiativ af guitaristen Carl Whitbread. Herefter bevægede det sig i undergrunden til det lykkedes at udsende albummet ”Look and Behold” i 2010.

Det album kender jeg ikke, men opfølgeren indeholder en ret speciel musikalsk blanding. På den ene side bygger numrene på et fundament af tunge rytmer og slæbende tempo, som man kender det fra Sludge; på den anden side høres noget af den vildskab og de råbende vokaler, man hører i Hardcore. Hver for sig fungerer genrerne fint, men i dette tilfælde klinger de ikke rigtigt. Musikken lukker sig næsten klaustrofobisk omkring mig, og der er ingen fængende eller interessante ting at gribe fat i. De optræder kun i de instrumentale sekvenser, hvor der skrues helt ned for intensiteten; kontrasten til de øvrige elementer er stor og giver tiltrængt ro.

Jeg indrømmer gerne, at dette album har været en hård nød at knække, og opholdet i min anmelderstak har været noget længere end gennemsnittet. Jeg har flere gange lagt det tilbage i håb om, at lidt hvile ville gøre tingene lettere for mig; det er ikke sket, og ”Monstrorum Historia” bliver aldrig et hit hos mig. Jeg kan ikke forliges med Lo!’s musikalske univers, og de elementer i musikken som tiltaler mig er for få til at rette skuden op, så jeg må give fortabt over for helheden.

Tracklist:
1) As Above
2) Bloody Vultures
3) Ghost Promenade
4) Caruncula
5) Haven, Beneath Weeping Willows
6) Fallen Leaves
7) Crooked Path - The Strangers Ritual
8) Lichtenberg Figures
9) Bleak Vanity
10) Palisades of Fire
11) So Below (Before We Disappear)

Samlet spilletid: 41:09

Læs mere...

The Old Wind - Feast on Your Gone

Uden at drage alt for mange flatulente og latrinære paralleller til bandnavnet, så var det faktisk en yderst behagelig affære, første gang jeg lyttede til ”Feast on Your Gone”. Coveret i dets skingre farver snød dog en anelse. Stilen er nemlig gumpetung sludge/doom/hardcore/whatever, hvor coveret måske havde lovet en stille og rolig omgang akustisk folkrock. Coveret aside, er albummet, selvom der her og der sniger sig lidt melodi ind, et meget dystert album. Bandet består af en enkelt gut ved navn Tomas Hallbom, der tidligere har gjort sig i Breach. Derudover har han leveret lidt gæstevokal til The Ocean. Det var nok et godt træk, at han gjorde det, for det er The Ocean’s guitarist og founding member, Robin Staps, der har produceret og udgivet skiven via sit eget pladeselskab Pelagic Records. Ja, han spiller sågar guitar, når The Old Wind er ude og spille live. Dermed skal man dog ikke forvente et vidtfavnende album, som i stil med The Ocean. Næh, lagene i musikken er til at høre - meget bastante trommer, dyb guitar, endnu dybere bas og en god skrigende og skinger vokal til sidst. Numrene er halvlange, men der er ikke så mange af dem, så om end udtrykket ikke varierer en hel del, så er det okay. Simpel musik, men velleveret og med god punch i lyden.

Når skiven lægger for med et barn der siger ”Det känns väldigt kallt”, er det sgu ikke helt ved siden af. Klimaet på ”Feast on Your Gone” er koldt og u-imødekommende. Dog trækker Hallboms riffs i den anden retning, for de er letgenkendelige og imødekommende. De føromtalte melodiske guitarer gør klart også albummet en del nemmere af have med at gøre.

Jeg vil mene at ”Feast on Your Gone” er et rigtig godt bud på et soundtrack, der skal understøtte den kommende vinter. Originaliteten kan ligge et meget lille sted, men det behøves ikke, når numre som ”In Fields”, ”Reign” og ”Spears of a Thousand” leveres med sådan en pondus og autoritet, som de fleste bands kun kan drømme om. Hvis du er til bands som Primitive Man, The Psyke Project og deslige, kan du roligt investere her - Hvis du blot er modig og lidt ude på lidt tungt og skramlet eventyr, kan du evt. prøve dig af her.

Tracklist:
01: In Fields
02: I’m Dead
03: Raveneye
04: The Old Wind
05: Spears of a Thousands
06: Reign

Læs mere...

Coilguns - Commuters

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst om et band og tænkt ”det her virker tosset – på den fede måde!” Ikke desto mindre var det min første tanke, da jeg blev introduceret for Coilguns. Et Schweizisk band  der debuterer i en genre, de selv kalder ”tech ’n’ roll”. Hvad det betyder, er jeg ikke helt sikker på, men jeg kan godt lide det!    

Det Coilguns i virkeligheden spiller, falder nok ind under hardcore genren. En genre jeg personligt synes kan være ret tung at danse med, det bliver meget det samme om og om igen. Men Coilguns formår at forny deres lyd lidt på stort set hvert nummer på dette album. ”Commuters” er indspillet live og i one take, hvilket man må sige er ret unikt for en debutplade. Ved første gennemlytning lyder den en smule kaotisk, men Coilguns vinder allerede frem anden gange man lytter til dem. Debutalbummet indeholder 11 numre og starter med numrene ”Commuters Part 1”, en ganske kort intro, hvorefter vi får den 11 minutter lange ”Commuters Part 2”; spoken word tilsat underlægning med nogle fandens fede riffs! Igen, ret specielt og unikt, og efter min mening et af de fedeste numre på albummet! Jeg nævner i flæng andre fantastiske skæringer fra denne skive; ”Machines Of Sleep”, et super fedt rocknummer, ”Submarine Warfare Anthem” er eksplosiv og hård, ”Blunderbuss Comittee” er så utrolig velspillet, at jeg får gåsehud og ”Minkowski Manhattan Distance” er en 6 minutters perle, der både er melodisk og samtidig fandenivoldsk! Det er længe siden jeg har hørt et nummer i denne genre, jeg faldt så meget for! Jeg falder i det hele taget for Coilguns, fordi de har så usædvanlig meget personlighed i en genre, hvor det ellers hurtigt kan blive svært at kende det ene band fra det andet. Der er tænkt over den her debutskive, det er helt sikkert, selvom dens udtryk egentlig er ret simpelt. Det er bare simpelt på den helt igennem fede måde!

Coilguns indeholder lige dele crazyness og ”fuck the world”-attitude, tilsat en god portion musikalitet, der virkelig skinner igennem. Og måske er det egentlig bare det, de tre Schweiziske fyre her vil; spille musik uden så meget pis. Og det gør de, og de gør det godt! Enhver der holder af bands som Dillinger Escape Plan og Cursed, vil uden tvivl opleve at ”Commuters” er et must-have i pladesamlingen!

 

Track list

1.       Commuters Part 1

2.       Commuters Part 2

3.       Hypnograms

4.       Machines Of Sleep

5.       Plug-In Citizens

6.       Submarine Warfare Anthem

7.       Minkowskii Manhattan Distance

8.       Blunderbuss Committee

9.       21 Almonds A Day

10.   Flippists / Privateers

11.   Earthians

 

Samlet spilletid: 49:00

Læs mere...

ef - Delusions of Grandeur

Jeg kan lige så godt springe ud i det: Denne EP afviger meget fra de typer musik, der normalt anmeldes her på siden; de 3 numre fra ef (som skal skrives med småt) indeholder ingen tunge guitarer, ingen maskingeværstrommer, og ingen dødsrallende vokal. Afstanden er så stor, at mange sikkert vil spørge sig selv, om en anmeldelse hører hjemme her?
Det vil jeg mene, for selv om musikken er meget afdæmpet, er det i bund og grund Rock, de 5 svenske musikere har skruet sammen – det er bare i den mere æteriske ende af skalaen. Hvordan musikken tager sig ud, er åbningsnummeret et godt eksempel på: Der lægges ud med klaver og trompet i noget, der kunne være en intro til noget mere voldsomt. Men efter en lang instrumental passage vælger ef at geare ned i stedet for op, netop som vokalen sætter ind. Hvad der lyder som et fejltrin er ret genialt, for vokalen er meget intens, og jeg har ingen problemer med at fast holde opmærksomheden. Det næste nummer, ”Fed Digi Master” indeholder kun de stemningsmæssige elementer, mens slutnummeret nærmest har det omvendte forløb af starten; her startes stille, og bygges op til sidst.
At musikken fungerer, skyldes dens grundlæggende kvaliteter. Det lykkes for ef at forblive intense, selv om virkemidlerne er stille, nærmest sarte. Det siger sig selv, at dette er musik til de rolige stunder, hvor man kommer helt ned i omdrejninger. Der er sikkert mange Metalhoveder, som vil afvise udspillet som overflødigt, men jeg har nydt det hver gang, jeg har lyttet numrene igennem. Her spiller den korte spilletid også ind; en hel time havde været alt for meget, mens 25 minutter er meget passende.

Tracklist:
01: Delusions of Grandeur
02: Fed Digi Master
03: I Never Felt This Way Before

Samlet spilletid: 24:43

 

Læs mere...

Khoma - All Erodes

Når man kigger i Khomas historie står det hurtigt klart, at bandet fra Umeå i Sverige går sine egne veje. Efter at have udgivet et par meget roste albums stod bandet i 2007 på tærsklen til det helt store gennembrud, men valgte i stedet at tage en pause for at skrive nyt materiale. Der skulle gå næsten 3 år før bandet igen udsendte materiale i form af albummet ”A Final Storm”, som nu følges af ”All Erodes”.
Titlen kunne tyde på noget vildt og voldsomt, men albummet peger i den stik modsatte retning. Musikken er meget stille og bygger på stemninger, så hvis det skal virke nedbrydende, sker det nærmere som vanddråber, der udhuler en sten over lang tid.
Sammenligningen passer kun som illustration af princippet, for Khomas numre gør hurtigt indtryk. Selv om musikken generelt er nedtonet og tilbagetrukket, skaber den en flot stemning – uanset om instrumenteringen kun består af klaver eller det er hele bandet, der er i spil. Når den kombineres med vokalen, går det hele op i en højere enhed. Sangeren Jan Jämte har nemlig en meget indtrængende stemme, hvis lyse klang minder om Morten Harket fra A-ha, men samtidig er kraftfuld som Matthew Bellamy fra Muse. Især albummets to første numre og ”Winter Came Upon Us” imponerer med stemninger, som ikke bare går under huden, men også fremkalder gåsehud – meget imponerende! Fascinationen holder så længe musikken fastholder sin mørke, lidt melankolske tone, men forsvinder når dette ikke er tilfældet. Det sker i et par af numrene, hvilket virker som lidt malurt i bægeret. Alligevel fremstår ”All Erodes” som et flot udspil, for når det virker for Khoma, så virker det fantastisk godt.

Tracklist:
1. In ruins
2. Just Another Host
3. Dead Seas
4. Give It Meaning
5. Death Throes
6. Winter Came Upon Us
7. Armo
8. Eyes To The Sun
9. All Like Serpents (Remix)

Samlet spilletid: 46:35

 

Læs mere...

Family - Portrait

Fra Brooklyn New York kommer Family, som med ”Portrait” udsender sit første album. Og det må siges at være en debut, som på mange måder er en bemærkelsesværdig størrelse. Selv om jeg har haft albummet i rotation på min afspiller gennem længere tid, er det ikke lykkedes at finde en genrebetegnelse, som dækker fuldt ud. Det skyldes, at numrene indeholder elementer, som peger i vidt forskellige retninger. På papiret burde det være enkelt, for overordnet set er der tale om kun to hoveddele: På den ene side står bassisten Kurt Applegates vokal, som med sin blanding af brølen og råben er temmelig ensformig, og derfor hurtigt bliver anstrengende. Over for ham kæmper musikken for at gøre sig gældende, og de 8 numre kan ses som en kamp mellem disse modsætninger.
Og modsætninger er der tale om, for musikken synes i første omgang slet ikke rustet til kampen; kombinationen af guitar, trommer og bas virker ikke særlig stærk. Strukturen er meget mere Rock end Metal, og gør ikke så meget væsen af sig. Alligevel lykkes det at skabe styrke via melodilinier, som virker lidt gammeldags uden at være rigtig retro. Det er guitaristernes soli til gengæld, her er der tale om klassiske udgaver.
Så længe den nævnte kamp bølger frem og tilbage, fungerer ”Portrait” fint, så skabes der spænding. Men i de passager hvor vokalen har overtaget, forsvinder denne spænding, og også min interesse for albummet. Det henvender sig derfor primært til folk med hang til retro og tolerance overfor Screamo.

Tracklist:
1.) Bridge & Tunnel
2.) Daddy Wronglegs
3.) Bopsky
4.) Illegal Women
5.) Delphonika
6.) The Wonder Years
7.) Othermother
8.) Exploding Baby

Samlet spilletid: 47:01 

Læs mere...

Abraham - The Serpent, The Prophet & The Whore

En anmeldelse af et band ved navn Abraham kunne lede tankerne hen på religionsundervisning og gammeltestamentlige historier. Det er der nu ikke tale om her, for Abraham er helt moderne. Bandet blev dannet i 2007, og har lige udgivet sit andet album efter at være debuteret sidste år.
Jeg kan ikke andet end respektere musik, som fremkalder stærke følelser, og det må man sige, at "The Serpent, The Prophet & The Whore” gør. Albummet byder på 3 kvarters rejse igennem Sludge genren, og så er der lagt op til tyngde og tålmodighed. Med sine drævende melodier og dystre udtryk kan man ikke ligefrem kalde genren positiv og åben, men dette udspil når nye højder, når det gælder mørke og destruktive følelser. Musikken er meget dissonant og skæv, så det øjeblikkeligt skurrer i øregangene. Samtidig er vokalen skrigende og træls, og bakkes op af kor taget fra samme hylde. Resultatet er meget generende, og dræner mig så kraftigt for energi, at det nærmest får karakter af at lytte til koncentreret depression på CD.
Respekt er ikke ensbetydende med, at jeg synes om indholdet, for det gør jeg ikke! De mørke elementer bliver frembragt på en ikke-fed måde, som mere fremkalder irritation end fascination. Og selv om der i små glimt optræder både melodi og seje ideer, kan de slet ikke kompensere for de truende og ødelæggende sider af sagen. Man bør overveje at udstyre albummet med en advarsel om, at selvmordstruede ikke bør lytte til det .....

Tracklist:
01: Start with a heartbeat
02: Man the serpent
03: The great dismemberment
04: New king, Dark prophet
05: This is not a dead man, yet
06: Carcasses
07: The cymichal fiancé
08: Dawn

Samlet spilletid: 45:43

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed