fbpx

Paradise Lost - At The Mill

Som resten af musikverdenen var også veteranerne fra Paradise Lost tvunget til at tænke nyt pga. coronapandemien. Da fysiske koncerter med publikum var en umulighed, valgte man at optage en koncert uden tilskuere, og udgive den på både Bluray og CD. Anmeldelsen her er dog kun for lyddelen.
Med det meget vellykkede ”Obsidian” udgivet sidste år, har det ikke tidligere været muligt for bandet at spille numrene herfra live; derfor er det ikke overraskende, at dette album bidrager med flere numre til setlisten. Ellers er denne sammensat af håndplukkede tracks fra stort set alle studiealbums, som Paradise Lost har udgivet. Resultatet er knap 5 kvarters Goth Metal med genrens blanding af lettere dyster stemning, elementer af Doom og stærke melodier. Man kan betragte numrene som værende ”efter bogen”, men her skal man huske, at Paradise Lost har været et af genrens dominerende navne i mere end tre årtier. Den position kommer ikke ud af det blå, og albummet er da også præget af dygtig sangskrivning.
Til gengæld synes jeg, at bandet får for lidt ud af, at de spiller live; så vidt jeg kan høre, er der ingen overraskelser at spore i de 16 numre, og det er ærgerligt. Som det er nu, fremstår ”At The Mill” som et opsamlingsalbum, der primært vil tiltale de, der ikke har så meget Paradise Lost i musiksamlingen.

Tracklist:
1. Widow
2. Fall From Grace
3. Blood and Chaos
4. Faith Divides Us - Death Unites Us
5. Gothic
6. Shadowkings
7. One Second
8. Ghosts
9. The Enemy
10. As I Die
11. Requiem
12. No Hope In Sight
13. Embers Fire
14. Beneath Broken Earth
15. So Much Is Lost
16. Darker Thoughts
Samlet spilletid: 73:28

Læs mere...

Paradise Lost - Obsidian

Uanset om man er diehard fan af Goth Metal eller ej, så lægger man mærke til, når Paradise Lost udgiver nyt – englænderne har været markante repræsentanter for genren i mere end 30 år. Nu udsender de deres album nummer 16 (!), som kort og godt hedder ”Obsidian”.
Det er en velvalgt titel, for selvom stemningen på albummet ikke er helt så mørk som det vulkanske glas, kommer den et godt stykke ad vejen. Det illustreres fint allerede i åbningsnummeret, hvor klaver og strygere danner ramme for Nick Holmes’ vokal med den rette dysterhed. Nummeret viser også en anden styrke hos Paradise Lost, for med tunge guitarer og vokale brøl understreges det, at man ikke har glemt også at spille Metal.
Albummet igennem fortsætter stilen, og selvom det er mere eller mindre de samme elementer, der anvendes på forskellig vis, er det lykkedes at skrue et album sammen, der varierer pænt meget i udtryk. Her skinner bandets erfaring og kunnen igennem, for musikkens tyngde balancerer hele tiden flot med stemning og melodi.
Og så kan jeg ikke lade være med at være lidt imponeret over, at det lykkes at holde det høje niveau igennem hele albummet – det er der mange kunstnere med tilsvarende erfaring, der har svært ved. Men Paradise Lost kan, så jeg giver ”Obsidian” en varm anbefaling med; både til bandets etablerede fanskare, og til nye lyttere.

Tracklist:
1. Darker Thoughts
2. Fall From Grace
3. Ghosts
4. The Devil Embraced
5. Forsaken
6. Serenity
7. Ending Days
8. Hope Dies Young
9. Ravenghast
Samlet spilletid: 45:18

Læs mere...

Paradise Lost - Voxhall

Tre dage senere og 7 koncerter senere var vi nået finalen. Doom Metal er den perfekte genre til at sætte en fin sløjfe for mit vedkommende. Paradise Lost er jo mere eller mindre legendariske indenfor genren, og at de gæstede Århus betød jo, at der uden tvivl var mødepligt på Voxhall, og det at Pallbearer var med som opvarmning, var allerede et kæmpe plus for mit vedkommende. Lad os komme i gang med anmeldelserne.

 

Sinistro

Første band på scenen i aften var portugisiske Sinistro. Jeg har ingen idé om hvem de er, men ved på forhånd at de nok ligger i samme båd som de andre to bands på scenen i aften. Lyden var rigtig god inde i salen og stemningen var også god, både på scenen og ude blandt publikum. Lidt inde i koncerten synes jeg måske, at det lige blev en anelse ensformigt og halvkedeligt. Måske var det bare mig som ikke lige helt kunne se det fede i deres musik, hvilket også gjorde det til en utrolig langtrukken koncert. Publikum rundt omkring virkede til at kunne lide det, men jeg følte sgu aldrig helt at bandet kom helt udover scenekanten. Så det endte sgu med at blive en lidt ligegyldig koncert for mit vedkommende.

Karakter 2 ud af 6

 

Pallbearer

Efter pause var det endelig blevet tid til det suveræne Doom metal band Pallbearer. Jeg har haft stor glæde af bandets musik de sidste tre år, og deres koncert med Yob for tre år siden var også fuldstændig fantastisk. Nu, efter tre års ventetid for mit vedkommende, var det endelig tid til at bandet skulle destruere vores trommehinder og sende os langsomt i graven. Allerede fra starten var det storslået og fantastisk, præcis ligesom på pladen og lyden var fantastisk god. Forsanger Brett Campbell gav os en lektion i melankolsk skønsang, og bandet gjorde det lige godt på deres instrumenter. Den knusende bas sammen med gennemtæskede trommer satte den perfekte stemning i aftenens tungheds tegn, og publikum var fuldstændig opslugt af stemningen. Dagen før havde jeg brokket mig over at folk ikke kunne finde ud af at tie stille når musikken blev spillet, men i aften var der stadig folk som snakkede under de stille stykker i Pallbearers musik, men det var i hvert fald ikke i samme grad som dagen før. Pallbearer leverede en fantastisk koncert, og de fik også slået fast at de uden tvivl er en force som ikke kan blive slået omkuld lige om snart. Fantastisk!

Karakter 6 ud af 6

 

Paradise Lost

Nu var det blevet tid til aftenens hovednavn, og salen var proppet til randen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg er mere interesseret i bandets sideprojekter såsom Bloodbath og Vallenfyre i stedet for Paradise Lost, så nu var der endelig en chance for at jeg kunne blive omvendt til en fan. Men det skete dog aldrig helt. Lyden var god inde i salen og folk var tændte, så synes jeg at bandet virkede måske en smule FOR introverte i stedet for at virkelig lade sig fange af musikken. Forsanger Nick Holmes gjorde et godt stykke arbejde med at være god til at balancere imellem skønsang og dødsgrowls, og Gregor Mackintosh spillede smukke melodier og tunge riffs på spaden, men alligevel synes jeg aldrig helt, at det nåede op på det geniale niveau, som jeg havde håbet på. Både med sange fra deres nyeste udspil og tidligere, så det var varieret depressive sange vi fik hørt i løbet af aftenen, men jeg forlod Voxhall en anelse skuffet og ikke som hårdkogt fan, som jeg havde håbet på. Jeg prøver også at tænke tilbage på om der var noget dårligt eller bare om bandet havde en off day, eller var er deres musik bare ikke noget for mig. Ærgerligt, men sådan kan det desværre gå nogle gange.

Karakter 3 ud af 6

Læs mere...

Paradise Lost - The Plague Within

Når man har rundet 15 års eksistens, er der basis for at kunne fintrimme sin stil – specielt når man kun har skiftet ud på en enkelt position igennem årene. Begge dele gør sig gældende for Paradise Lost, og hvad englænderne viser på deres 14. album er en markering af, at lang tids samarbejde ikke behøver at resultere i stilstand og tilbagelænet hvilen på laurbærrene.

Man kunne ellers frygte det ved mødet med åbningsnummeret, for ud over en stærk vokal virker det uengageret og småkedeligt. Det billede rettes der heldigvis hurtigt op på, for resten af albummet viser bandet sig fra sine stærkeste sider: Der er masser af de mørke stemninger, der har gjort Paradise Lost til et stort navn i Goth sammenhæng, og de bliver sat sammen med Metal med forskellige grader af hårdhed: I ”Terminal” og ”Punishment Through Time” er der pænt tempo, mens ”Beneath Broken Earth” er tung og Doom-præget. Allerbedst virker tingene i ” Sacrifice the Flame” og ”Victim of the Past”, hvor strygere er med til at skabe en sørgmodig stemning. Det er virkelig imponerende hvor meget styrke der kan hentes fra nedtonet musik, hvor fokus er på det melankolske.

Generelt vises der fin bredde i materialet, som er stærkt uden at være revolutionerende. Det forventer man ikke af et band som Paradise Lost, som til gengæld undgår at blive hængende i klichéer og rutine. I stedet scorer de mange point på de stemningsmæssige sider af musikken, og cementerer deres position helt fremme i Goth-rækkerne.

Tracklist:
1. No Hope in Sight
2. Terminal
3. An Eternity of Lies
4. Punishment Through Time
5. Beneath Broken Earth
6. Sacrifice the Flame
7. Victim of the Past
8. Flesh From Bone
9. Cry Out
10. Return to the Sun
11. Fear the Silence
12. Never Look Away
13. Victim of the Past (Orchestra Version)
Samlet spilletid: 50:11

 

Læs mere...

Volbeat, Steel Panther, Hatebreed, Paradise Lost

Hele Danmarks metaldarlings, Volbeat, erobrede fredag aften den eneste interessante del af lorteøen - Refshaleøen. Eneste formål: At skabe en fest. I den sammenhæng var samlet et ganske imponerende lineup. Med rockability en mass på toppen, havde lagkagen fået yderligere tre velsmurt lag. Engelske Paradise Lost, amerikanske Hatebreed og ligeledes amerikanske Steel Panther. På papiret et godt og varieret show, og fire bands der havde passet perfekt ind på Regshaleøen et par måneder tidligere. Taget diversiteten i Volbeats fanskare i mente (behøver jeg uddybe?) skulle det blive yderst interessant, at se om især Paradise Lost og Hatebreed kunne vække de fremmødte gæsters interesse.

 

Paradise Lost

Første band til at forsøge sig var engelske Paradise Lost. Med 26 år på bagen og 13 album bag sig, seneste Tragic Idol udgivet i 2012, stod bandet på scenen som alderspræsidenter og burde om nogen have erfaring med et hårdt publikum. Mens solen indfandt sig til kl. 17:30 position fandt forsanger Nick Holms sin plads sammen med resten af bandet på den store scene. Samme størrelse som Helviti på Copenhell. Her kunne det fuldstændigt sortklædte band så stå og se malplacerede ud i sommersolen. Intet der påvirkede bandet der kastede sig ud i “Honesty”, opfulgt af “Erased” og “As I Die”. Tre numre der blev brugt på at ryde op i den forfærdelige lyd det herskede ved koncertstart. Greg Mackintosh på leadguitar havde for lav lyd, samples druknede og Holms vokal mistede til tider momentum. Med de elementer på plads, måtte bandet yderligere kæmpe med en sidevind der, især bagerst, rev lyden rundt.

Efter de indledende manøvrer, lykkedes det mere eller mindre at få indstillet lyden. Tre numre skulle der til og det værende de samme tre numre det skulle til for at pisse Holms af. Især den del af publikum, der havde placeret sig på bakken fik forsangerens vrede at føle, med udbruddet: "Not even listening, how fucking rude", sagt i forlængelse af endnu er mislykket forsøg på at skabe interaktion mellem bandet og Hr. og Fru Danmark Volbeat fraktionen, der havde slået sig ned på bakken bagerst. Det kan nok diskuteres hvorvidt Paradise Lost var fornuftigt booket eller ej, men den lille kerne der havde fundet frem til scenen fik heller ikke ligefrem en fantastisk oplevelse. Nuvel Holms tøede lidt op som koncerten skred frem og fik endda fundet nogle vittigheder og ja-hatten frem. Numre som “So Much Is Lost” og afsluttende “Say Just Words” gjorde da også sit til at det ikke mislykkede. Desværre lod publikums reaktion til at påvirke det ellers erfarne band lidt for markant. Lysten lod til at sive væk som koncerten gik. Det kombineret med lydforholdene og hele det malplacerede setup resulterer i en halvkedelig koncert og ligeledes halvkedelig karakter. 3 ud af 6.

 

Hatebreed

Herefter var det blevet det amerikanske hardcore band Hatebreeds tur til at stå på scenen. Efter en knapt så gennemført første opvarmning og et publikum, hvor størstedelen lod til primært at vente på hovedenavnet, var det svært ikke at frygte endnu en halvtom plads foran scenen og en tæt pakket ligeglad bakke. 

Omkring 18:45, blev der skruet på for Black Sabbaths “Paranoid”, hvorefter amerikanerne på bedste hardcore-vis gik i gang med at ødelægge scenen. Ikke overraskende splittede det ligeledes publikum i to grupper som tidligere, men Hatebreed havde i langt højere grad greb om publikum foran scenen og derudover var der ingen stjernenøkker at mærke kun "I dont give a fuck attitude". For at sige det pænt var det attituden det gennemgik hele koncerten. Jamey Jasta og resten af Hatebreed gav fanden i hvor mange der stod foran scenen og gjorde hvad de kunne for at spille en tung og hård koncert for de, der havde fundet vej foran scenen.

Til trods for at lyden naturligt stadig sejlede i vinden, formåede Hatebreed med numre som “Everyone Bleeds Now” og “In Ashes They Shall Reap”, at få sat gang i forreste del med såvel mosh og cirkelpit. Det lykkedes endda at få bagerste del til at involvere sig og levere en halvforkølet bølge. Hatebreed gjorde det langt bedre end Paradise Lost og ærgerligt talt også bedre end jeg havde forventet under aftenens forhold. Det viser bare at det hele handler om attitude og indstilling. Det være sagt var der også kommet flere mennesker til pladsen siden Paradise Lost, hvilket absolut var til Hatebreeds fordel. Hatebreed hev en arbejdssejer og en sejer undertegnede har set langt mere overbevisende ved bandets andre koncerter i DK. 4 ud af 6.

 

Steel Panther

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Steel Panther var det opvarmningsband, der på papiret var nemmest at sluge, for Hr. og Fru Danmark Volbeat fan. Efter en arbejdssejer af kaliber fra Hatebreed, var det med stor spænding, at undertegnedes opmærksom faldt mod bakken for at se om nogen af de knapt så engagerede blandt publikum skulle finde vejen op til scenen. Det skal tilføjes at scenen på det tidspunk lå i skyggen, mens solen stadig strejfede bakken og afgav de sidste varme stråler inden den forsvandt ned i horisonten.

Trods det faktum, lod det til, at flere havde fundet vej foran scenen, da Michael Starr og resten af pikrock drengene i spandex og vanelig 80'erne glam rock attitude gik på scenen. Til gengæld var andelen af folk på bakken også steget, så generelt handlede det mere om at flere gæster var kommet til, end at folk endelig engagerede sig. Steel Panther gjorde ellers hvad der skulle gøres for at starte en fest. “Party Like Tomorrow Is The End Of The World” bragede afsted på liderlig vis til publikums begejstring. Der var ingen tvivl om at fadøl var begyndt at holde fest og Steel Panthers platte lyrik og let tilgængelige glam rock var præcist hvad fadøl havde lyst til at høre - naturligvis kun overgået af Volbeat. 

Steel Panther havde et ligeså godt tag på publikum som Hatebreed, men musikken lå langt bedre til publikum. Selvom publikum ikke rigtig lod til at være friske på at "bange hot chicks". Det tog i hvert fald lidt overtalelse, mens en langt større del godt kunne lide at "sliik fissa". Entertainment to the max - men for helvede hvor blev det snakket meget om fisse og sex. Alt for meget snak og alt for lidt musik. MEN når Steel Panther endelig spillede, rockede de også igennem. “Asian Hooker” spillede måske ikke trusserne af kvinderne som normalt, men måske en sweater eller to. Steel Panther leverede er fantastisk charmerende show. Specielt ord at bruge i en Steel Panther sammenhæng (charmerende) men det var virkelig underholdende. Som krølle på halen, skulle bandet naturligvis have nogle af aftenens flotte kvinder på scenen under “17 Girls In A Row”. Flot så det ud specielt hende der valgte at fremvise fissen. Skønt og fantastisk underholdende - men også forfærdeligt plat og ligegyldigt. 4,5 ud af 6.

 

Volbeat

Endelig var det danskernes tur til at ramme scenen. Mens det sidste lys fra solen brændte ud, satte Michael Poulsen og ensemble gang i den koncert publikum var kommet for at se. Scenen var i pausen gjort mere dyb, og pyntet med noget der lignede stenmure, jernegitter og kors, så scenen lignede en regulær kirkegård.

21:40 røg det store forklæde ned og fyrværkeri bragede afsted i takt til Jon Larsens trommerytme. En rytme der havde så meget power gennem hele koncerten, at det føltes som om nogen stod og betjente et trykluftsbord tæt på. Tillæg hertil et utal af spots i diverse farver der oplyste scenen og aftenen som i et show, der ville gøre enhver starwars film til skamme. Scenen var intet mindre end perfekt sat og publikum var i høj grad parat til rockabillity og heavy metal - og så alligevel ikke helt.

Selvom band og især frontmand Poulsen entertainede af vanlig høj karakter skulle der kæmpes for at få folk til at lettet bagdelen og kastet sig ud i festen. Sjældent har jeg hørt så få synge med på Cash’s udødelige klassiker "Ring Of Fire" og publikums bidrag på "Sad Man’s Tongue", var heller ikke ligefrem prangende. Bedre end Cash, men så heller ikke mere. Volbeat spillede ellers en ren tour de force af hits. Som perler på en snor blev “Heaven Nor Hell”, “The Worrior’s Call”, “Maybellene I Hofteholder” og “Pearl Heart” leveret, fra et sprudlende band, der om noget virkede som om de var glade for at være tilbage i Danmark.

Volbeat havde som normalt når der spilles i Danmark, taget en række gæster med sig. Über sexede Pernille Rosendahl gæstede på flere numre herunder “Lonesome Rider”. Mens Jamey Jasta gæstedebrøle løs foran et tæt pakket publikum på “7 Shots”. Christian fra Grumpynators stod parat med gulvbassen på flere numre, mens aftenens overraskelse kom på “The Garden’s Tale”, hvor Jacob Haugaard, iklædt blåt jakkesæt med påsyede hvide rotter, sprudlede. Alt dette tilføjet et fantastisk lysshow, masser af ild og fyrværkeri. 

Konklusion: En gennemført fed koncert. Karakter: 5 ud af 6. Hvorfor ikke højere? Et band kan komme nok så langt og bærer vel 90 % af ansvaret for en god koncert. Men stemningen kan aldrig nå i top hvis publikum ikke er interesserede i at lege med. Selvom publikum var kommet for Volbeat, og størstedelen også udviste interesse, lykkedes det aldrig bandet at få publikum 100 % med. Især den bagerste del havde forskanset sig i tilbagelænet positur, hvor der blev brugt mere tid på at tage selfies end at tilkendegive interesse for musikken - og så på en fredag. 

Læs mere...

Vallenfyre – Splinters

Hvis du sidder og har det vildt med Basims nyeste eller frøken Wursts sejr i Melodunde Granprix, og generelt  føler livet er let og overskueligt, bør du smække “Splinters” på med Vallenfyre! Så tager de en rødglødende kødkrog og jager den direkte ind i dit øjeæble og ud gennem din trommehinde, alt imens de råber dig lige ind i masken! Først får de dig rusket godt igennem med den thrashede åbner “ Scabs”, for så at køre dig langsomt igennem kødhakkeren med den dybe og mørke to’er “Bereft”! Derefter byder albummet på det ene sønderknusende track efter det andet, i en fed blanding af tempo og dyb depression. Hvis du har brug for at få renset dine ørekanaler efter alt for meget konformitet, halvtonespring og tonale dur kadancer, kan Vallefyre få dig helt ned i kulkælderen igen… -På den fede måde.

Gregor Mackintosh fra det engelske gothic doom band "Paradise Lost" dannede Vallenfyre efter hans far døde af lungecancer i December 2009. Det er på den ene side en sørgelig node at starte et band på, men måske også præcis det åndehul man kan have brug for i sådan et tilfælde. “Splinters” er bandets andet udspil, og det lyder som om alle aggressioner ikke kom ud i første forsøg. Vallenfyres “Splinters” er et ansigtssmeltende cirkelspark lige i gonaderne! Udover Mackintosh selv har han snuppet Hamish Glencross fra "My Dying Bride", Scoot fra "Doom”  og "Extinction of Mankind” samt sin “Paradise Lost” makker Adrian Erlandsson, der også slår sig løs i "At The Gates” og "The Haunted" med, så det er en af de famøse supergrupper, vi har med at gøre her.

Det burde så hverken tillokke eller afskrække nogen, da Vallenfyre har sin helt egen lyd og et fantastisk smadret lydbillede, hvor der hverken er sparet på feedback, grindede thrash stykker og beskidt vokal! Guitarlyden er som snuppet  ud fra et Svensk dødsmetalband i midt-halvfemserne med tilhørende soloer, og produktionen er mørk, dyster, aggressiv og super lækker på samme tid. Fantastisk album de har fået skruet sammen, og en fornøjelse at høre!

Trackliste: 

01. Scabs
02. Bereft
03. Instinct Slaughter
04. Odious Bliss
05. Savages Arise
06. Aghast
07. The Wolves Of Sin
08. Cattle
09. Dragged To Gehenna
10. Thirst For Extinction
11. Splinters

Samlet spilletid: 43:17 min.

 

 

Læs mere...

Vallenfyre går i studiet til januar

  • Udgivet i Nyheder

Vallenfyre, den britiske extreme metal gruppe lavet af Gregor Mackintosh fra Paradise Lost, har nu, 2 år efter debut albummet ”A Fragile King”, offentliggjort at bandet vil begynde indspilningerne til deres næste album til januar i GodCity Studio i Salem, Massachusetts.

Albummet bliver indspillet med produceren Kurt Ballou (Converge, Black Breath, Nails) og forventes at udkomme til april næste år igennem Century Media Records.

Gregor Mackintosh har givet følgende kommentar:

"We were very pleased with our debut album as a dirty mix of all our earliest death, doom and crust influences. On the follow-up, we want to take this much further and develop our own niche. It will be a stench-ridden, grim, face-melter that will separate the men from the boys."

 

Vallenfyre består af:
* Gregor Mackintosh (PARADISE LOST) - Vocals and Lead Guitar
* Hamish Glencross (MY DYING BRIDE) - Rhythm and Lead Guitar
* Mully - Rhythm Guitar
* Scoot (DOOM, EXTINCTION OF MANKIND) - Bass
* Adrian Erlandsson (AT THE GATES, PARADISE LOST, THE HAUNTED) - Drums

 

VALLENFYRE - Cathedrals Of Dread (OFFICIAL VIDEO)

Læs mere...

Paradise Lost, Swallow The Sun

Koncerter på en mandag plejer ikke at være de mest velbesøgte. Da de ældre herrer i engelske Paradise Lost drog forbi Lille Vega, var det ikke tilfældet.

Swallow The Sun

Finske death/doom metallerne i Swallow The Sun var blevet medbragt som support denne aften. Det er uden tvivl en passende opvarmning til Paradise Lost, men hvor Swalloe The Sun minder mere om de tidlige udgivelser fra Paradise Lost. Swallow The Sun har eksisteret siden år 2000 og har udgivet 5 studiealbums, hvoraf det seneste, ”Emerald Forest And The Blackbird” blev udgivet den 1. februar i år.

Da Swallow The Sun går på scenen, er Lille Vega næsten helt fyldt. Fra første nummer er lyden på grænsen til at være for høj. Det plejer ikke at være et problem til metalkoncerter, men i dette tilfælde udgår nogle af detaljerne. Heldigvis bliver det hurtigt ordnet, så lyden stadig er høj og virkelig massiv, men hvor alt kan høres. Endnu engang leverer Vega en imponerende lydkvalitet. Især bassen går igennem og lægger en tung dybde og bund i sangene. Keyboardet tilføjer en masse lyde, og ham der spiller det, bevæger sig endda forholdsvist meget rundt om det – imens han spiller. Forsangeren står til gengæld stille som en ophøjet stensøjle, imens han growler og skriger med en vokal der indgyder både frygt og respekt på én og samme tid. Overordnet er bandet tændte, men alvorlige og seriøse i deres udtryk.

Publikum observerer og lytter opmærksomt, men et par enkelte er dog foran scenen og får bevæget nakkerne til de langsomme rytmer. Swallow The Sun er atmosfærisk, og veksler imellem den kraftige dødsmetal, for derefter at have flere minutter med meget lidt musisk aktivitet, men som alligevel er interessant, og som man følger med i. Mange ser ud til at forefinde sig delvist i vores, og delvist i en anden verden. Flere har også lukket deres øjne i dele af showet. Swallow The Sun siger stort set ikke andet end tak, og enkelte gange præsenterer de sangtitlerne. Mere behøves ikke. Musikken taler absolut for sig selv, og værdien er netop at man forestiller sig en masse ting og virkelig flyder med stemningen og de farverige lydbilleder, som Swallow The Sun udleder.

For et opvarmningsband, er det usædvanligt at få omkring 45 minutters spilletid, men det var hvad vi fik – og det var på ingen måde tidsmæssigt overdrevet. Afslutningen på koncerten er en kraftforestilling. Vi får en lang opbygning, som derefter ender ud i en vandvittig energisk og manisk afslutning, som slutter helt uventet. Fantastisk måde at afslutte et ellers ”roligt” show af på. Jeg må lytte mere til Swallow The Sun. Jeg giver 4½ stjerner.

Paradise Lost

Engelske Paradise Lost er, for mig, et rigtig gammelt band. De grundlagde sig i 1988, 3 år før jeg blev født, og har sidenhen udgivet 13 studiealbums, bl.a. debutalbummet ”Lost Paradise” i 1990 og ”Paradise Lost” fra 2005. Det sidste album, ”Tragic Idol” blev udgivet for 3 uger siden (i forhold til den dag hvor koncerten foregik). 4 af de 5 medlemmer i bandet har været med lige fra starten. Kun trommeslagerne har været skiftet ud, og i øjeblikket er det den 4. trommeslager i rækken. Paradise Lost startede originalt ud som et death/doom metalband, men har igennem tiderne skiftet genrer, og har bl.a. spillet en blanding mellem synthpop/synthrock. I disse dage veksler bandet mellem doom metal og gothic metal. I forhold til gothic metal, betragtes Paradise Lost som en af pionererne.

Paradise Lost lader vente på sig, men da en dyster intro begynder at strømme ud af højtalerne, stiller folk sig til rette. Bandmedlemmerne vandrer ind på scenen én efter én. Herefter begynder koncerten, og her kan man høre at de er mere melodiske end Swallow The Sun. Lydniveauet er (overraskende) sat lavere end tidligere, til gengæld er kvaliteten steget. Den dybe bund er stadig til stede, og der er masser af plads til vokalen. Det eneste minus ved lyden, er at mikrofonen er indstillet med for meget diskant, hvilket skærer i ørerne. Og det bliver ikke ændret i løbet af koncerten, så måske det er meningen – men det er stadig lige frustrerende. Lyden er heller ikke lige så kompakt og massiv som til opvarmningen, til gengæld er den let og flydende.

Paradise Lost byder os velkommen, og præsenterer uden meget snak en masse forskellige sange. Publikum jubler energisk til hvert nummer, endda også de nye fra ”Tragic Idol”, som publikum tilsyneladende har lært på kun 3 uger. Det tegner på en meget loyal fanskare, og i forhold til at koncerten foregår på en mandag midt i måneden, er der næsten helt fyldt i Vega. Jeg kender, desværre, ikke meget til Paradise Lost, men jeg bliver vitterlig overrasket over forsangerens vokal. Den er speciel, men hans sangkundskaber fejler intet.

Jeg fanger at næste sang er kaldet ”Forever Failure”, og her virker publikum især fornøjede. Resten af koncerten, som bl.a. Inkluderede sangene ”As I Die”, ”Symbol Of Life” og ”Tragic Idol”, var en imponerende kavalkade fra et band, som virkelig kan spille live. Hverken publikum eller Paradise Lost bevægede sig meget, men præsenterede i stedet blot det ene nummer efter det andet – alle sammen med jubel til følge fra tilhørerne, både før numrene gik i gang, såvel som da de var færdige. Da Paradise Lost går rigtigt af scenen (efter en encore der blev presset lige lidt for langt), har vi modtaget over én time af underholdning fra deres side. For mig at se kunne de sagtens have spillet længere, men publikum virkede glade.

Paradise Lost gav mig en god introduktion til deres univers. Det er helt sikkert et band jeg har tænkt mig at se igen live. Udover de få lydproblemer, er der ikke en finger at sætte på showet. Jeg var dog personligt mere til Swallow The Sun, men det var helt sikkert en rigtig god koncert. 4½ stjerner.

Se billeder fra koncerten her.

 

Læs mere...

Paradise Lost, Samael, Ghost Brigade

Det britiske goth/death/doom metal band Paradise Lost har efterhånden været aktive de sidste 20 år. Med 12 albums og et hav af koncerter bag sig, havde bandet en kedelig tirsdag d. 24/11 fundet frem til København og den lille scene på The Rock. Med sig havde bandet taget to vidt forskellige bands, der stod for aftenens opvarmning. Det finske band Ghost Brigade samt Samael fra Schweiz.

Der er uden tvivl en stor interesse for det britiske band, og det kunne også tydeligt ses på den tætpakkede lille sal. Publikummer i alle aldre, med overvægt på den ældre del, havde indfundet sig allerede tidligt på aftenen, og da Ghost Brigade gik på scenen, var der også godt fyldt op foran scenen og helt ned bagtil mod baren. Det finske band havde fået fornøjelsen af at spille en halv times opvarmning, der bestod af et enkelt instrumentalt nummer, og de resterende med Manne Ikonen messende og growlende på vokalen. Bandet havde selv fornøjelsen af at finstille lyden på deres instrumenter op til koncertstart, og det overraskende nok de fleste, der ikke kendte bandet, da de pludselig gik i gang med at spille. Bandet leverede en solid opvarmning, der fangede publikum. Lyden fungerede fint under koncerten, og efter de indledningsvise justeringer gik vokalen klart igennem blandt de resterende instrumenter. Bandet var noget stillestående på scenen, hvilket matchede perfekt til deres dybe, tankevækkende metal, og i sig selv var med til at skabe den stemning, der var under koncerten.

Hvor Ghost Bridgade spillede tung hård tankevækkende metal, spillede Samael i den fuldstændigt modsatte genre. Hårdt pumpende tromme beats, som de var bedst hørt i midt 90erne, noget nær den mest ubehagelig vokal, jeg til dags dato har lagt ører til, og dertilhørende ubehageligt forsøg på klassisk industrialmetal i Ministry mode. Det, som normalt skulle være endnu et skridt mod den perfekte opvarmning til aftenens hovednavn, viste sig at blive en alt for langtrukken, ligegyldig opvisning i, hvordan et band formår at miste publikums interesse. Til gengæld er der ikke tvivl om, at bartenderne på The Rock fik travlt i den periode, sjældent har der været så presset i baren som under Samaels koncert. I realiteten er det egentlig ikke skudt forbi, at have et sådan type band som opvarmning, desværre var bandet bare så kedeligt og intetsigende, at det slet ikke fungerede. Efter et positivt overraskende første opvarmnings band, var Samael en noget negativ og kedelig oplevelse, der i højere grad satte stemningen i ølmode i stedet for musikmode.

Da aftenens hovednavn indtraf sig på scenen, var der dog ikke nogen tvivl om, hvem det opmødte publikum var kommet for at se. Trods lidt over en times øldrikning i fællesskab med Samael, var publikum helt fremme, da hovednavnet Paradise Lost endelig gik på. Med perfektionisme, god lyd, og et velmotiveret band, leverede hovednavnet en solid koncert, stærkt båret på vej af det intense og tilfredse publikum. Bandet leverede en velspillet koncert med et godt udpluk inden for bandets forholdsvis store bagkatalog, og efter diverse op og ned ture i løbet af aftenen, blev det hele samlet sammen og løftet op til en rigtig positiv oplevelse for såvel publikum som for hovednavnet.

Samlet set var aftenen en noget varieret omgang. Såvel Ghost Brigade som Paradise Lost leverede varen, mens Samael faldt slemt igennem, og desværre var med til at mindske dan samlede oplevelse af arrangementet. Derfor bliver det heller ikke til mere end 4 ud af 6 stjerner til Paradise Lost og vennerne.

Læs mere...

Paradise Lost - Tragic Idol

I al beskedenhed og med en god portion britisk humor og selvironi har almægtige Paradise Lost udgivet intet mindre end 12 studiealbums, og er nu på banen med det 13. af slagsen! De garvede herrer fra Yorkshire – med undtagelse af trommeslager Adrian Erlandsson – har dog efterhånden også holdt det mørke og melankolske maskineri kørende i 24 år, og at bedømme ud fra deres produktivitet, er der – heldigvis – ingen udsigt til de slukker og lukker foreløbigt.

Meget er dog sket siden den spæde start i 1988. En håndfuld trommeslagere og ditto pladeselskaber er kapitler for sig, men hvad der er mere benævnelsesværdigt, er Paradise Losts udforsken af det uendelige musikalske landskab. I første ombæring kan det være svært at finde en ledetråd fra bandets debut, ”Lost Paradise” fra 1990, hvor bandet hovedsageligt krydser death metal og doom metal, over den genredefinerende efterfølger, ”Gothic” fra 1991, og det mere melodiske og lettilgængelige femte album, ”Draconian Times” fra 1995, til det Depeche Mode-lydende og über elektroniske (i heavy metal-regi) syvende album, ”Host” fra 1999. Ledetråd eller ej, så bevidner udgivelserne i alt fald Paradise Losts vedvarende vilje og udholdendhed hvad angår udvikling og udgivelser. Med andre ord, så ligger d’herrer ikke på den lade side!

Første skæring på den nye opus, ”Solitary One”, kickstarter – med ovenstående in mente – naturligvis skive nr. 13 lige på og hårdt. Ikke brutalt eller hurtigt, men med knusende og dragende riffs fra Gregor Mackintosh’ og Aaron Aedys hænder. Trommeslager Erlandsson bidrager med en dynamik og nerve, der – stilforskellen tilsidesat – ikke er helt ulig Led Zeppelins John Bonham. Erlandsson spiller meget vel i et helt andet tempo end han gjorde i At The Gates, men der er ingen tvivl om, at der er menneskelige kræfter bag slagene og ikke computermanipuleret maskinarbejde. Nick Holmes’ vokal er helt i top, og han synger ængsteligt og med sådan en kraft i stemmen, at man skulle tro det var hans sidste chance.

Albummet fortsætter med ”Crucify”, der sammen med ”Honesty In Death” og titelnummeret pt. er undertegnedes favoritter. Holmes’ vokal er ligeledes helt fremme i disse numre og står i det hele taget som én af de mest væsentlige kræfter i lydbilledet. Det gør sig også gældende på resten af albummet, der i al dens helhed vægter i den tunge ende af Paradise Losts diskografi. Bassist Steve Edmondson betonfaste bund er uigennemtrængelig, og det er i det hele taget svært at ignorere albummets ti skæringer, når han og Erlandsson lægger fundamendet for Mackintosh’, Holmes’ og Aedys udladninger.

Harmonierne er dog ikke undladt, og Mackintosh’ soli sidder lige i skabet, som de plejer. Personligt savner jeg dog numre af samme kaliber som eksempelvis ”Embers Fire” fra 1993-albummet ”Icon”, ”Forever Failure” fra førnævnte ”Draconian Times” og ”Say Just Words” fra 1997-albummet ”One Second”. I min bog er de alle tidløse klassikere, som figurerer på et niveau, Paradise Lost ikke har formået at nå siden. Det niveau når de selvsagt heller ikke med ”Tragic Idol”, der på overfladen blot fremstår som endnu et skridt mod bandets metalliske grundsten, men vinder ved et dyk ned i albummets nerve og gentagne lyt.

Skulle Paradise Lost have tabt nogle fans i deres genreskiftende post-”Draconian Times”-periode, tror jeg de med ”Tragic Idol” vil kunne genvinde disse. Sætter man albummet op mod bandets øvrige udgivelser, læner det sig mest af alt op ad ”Shades Of God” fra 1992 uden at fornægte, at her er tale om Paradise Lost anno 2012. ”Tragic Idol” er slet ikke det bedste album Paradise Lost har lavet, men det er et ganske fint håndværk – tættere på fem stjerner end fire – fra scenens absolutte mestre i kulsorte kompositioner.

Tracklist:
1. Solitary One
2. Crucify
3. Fear Of Impending Hell
4. Honesty In Death
5. Theories From Another World
6. In This We Dwell
7. To The Darkness
8. Tragic Idol
9. Worth Fighting For
10. The Glorious End

Samlet spilletid: 46:06
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed