fbpx

Lonewolf - Division Hades

Med Lonewolf støder jeg igen på et band, som jeg burde kende til, men ikke gør – ud fra stilen ville jeg gætte på, at de hørte til Massacre Records’ tyske kunstnere, men det gør de ikke. Lonewolf er fra Frankrig, har eksisteret siden 1992 og udsender med ”Division Hades” deres tiende album.
Mit gæt på tysk herkomst stammer fra, at Lonewolfs musik er en blanding af Power- og Pagan Metal. Resultatet er en blanding af klassisk metal suppleret med melodier, som er stærkt inspireret af Folkemusik. Oveni er der strøet ”HEY HEY” omkvæd ud, som nok skal sætte fut i bandets koncerter. Da begge genrer er kendt for tekster om helte og historiske begivenheder, er også denne side af sagen et glimrende match. I det hele taget fungerer numrene på ”Division Hades” udmærket, også uden at flytte bjerge. Men Lonewolf har også en bonus til deres fans, for i tilgift til de 10 nye numre har man valgt at genindspille lige så mange tracks fra bandets bagkatalog.
Når man kan håndplukke fra mere end 25 års udgivelse, går der hurtigt Greatest Hits i det, så det er ikke overraskende, at bonus CD’en overskygger hovedudgivelsen. Stilen er den samme, men numrene er lige en tand skarpere, melodierne lige et hak mere fængende. På den måde løftes helheden op, og gør mit første møde med franskmændene meget positivt.

Tracklist:
CD 1 – Division Hades
1. The Last Goodbye
2. The Fallen Angel
3. Division Hades
4. Manilla Shark
5. Underground Warriors
6. To Hell And Back (InstruMETAL)
7. Alive
8. Lackeys Of Fear
9. Silent Rage
10. Drowned In Black
Samlet spilletid: 50:24

CD 2 – Into The Past We Ride
1. The Call (Intro)
2. Into The Battle We Ride
3. The Dark Throne
4. Towards The Light
5. Forgotten Shadows
6. The Forgotten Valleys Of Hades
7. 1789
8. Witch Hunter
9. Sorcery
10. Erik The Red
Samlet spilletid: 43:04

Læs mere...

Moonsorrow - Jumalten Aika

Fem år har finske Moonsorrow ladet deres fans vente på nyt, men nu er bandets syvende album på gaden. Og omfanget er noget af en mundfuld; selv om tracklisten kun indeholder fem numre, kravler den samlede spilletid helt op på næsten 70 minutter.

Dem fylder bandet med musik, hvis kerne er Pagan Metal; her er både friske melodier og episke kor. Melodierne er ikke helt ovre i den lalleglade ende, men holder hele tiden en alvorlig tone. Det skyldes både mørke keyboards og den grumme vokal, som har en let rallende stil – det giver kant. Og så passer den fint ind, når finnerne vender tilbage til deres Black Metal rødder og i perioder lader den Sorte Metal dominere begivenhederne.

Det er der også masser af plads til, for Moonsorrow holder sig til meget lange numre; kun ”Suden Tunti” holder sig med 7 minutters varighed i de encifrede rækker, mens 3 af de resterende 4 skæringer endda passerer et kvarters spilletid.

Det indebærer naturligt fare for manglende variation og kedsommelighed, men det håndterer Moonsorrow meget behændigt; ved at blande genrer kommer variationen naturligt, men også indenfor hver enkel stilart går finnerne fint i bredden. Et godt eksempel er ”Mimisbrunn”, som starter med fine stemninger skabt af akustiske guitarer og strygerklange i baggrunden, men senere afløses af bragende Sort Metal.

De gode melodier og den fine balance mellem stilarterne gør ”Jumalten Aika” til et godt album, ikke kun for fans af Pagan og Black Metal. Om spilletiden er i overkanten, må den enkelte gøre op med sig selv.

Tracklist:
1. Jumalten Aika
2. Ruttolehto incl. Päivättömän Päivän Kansa
3. Suden Tunti
4. Mimisbrunn
5. Ihmisen Aika (Kumarrus Pimeyteen)
Samlet spilletid: 67:05

 

Læs mere...

Ensiferum - Two Decades Of Greatest Sword Hits

De finske Pagan-veteraner fra Ensiferum var længe tilknyttet Spinefarm Records, men den tid er nu ovre; bandet seneste skive ”One Man Army” fra 2015 udkom på Metal Blade. Men for at afslutte sagen (og i samme ombæring presse det sidste ud af kontrakten) har Spinefarm Records samlet 14 numre, som spænder over de seneste 20 års udgivelser fra bandet.

At der er flettet et "Sword” ind i titlen, er ingen tilfældighed; Ensiferum har altid stået for meget storladen Pagan Metal med det heroiske element helt fremme i forreste linje, og det viser denne opsamling tydeligt. Efter introen, som er en film i Ringenes Herre eller Hobbitten - klassen værdig, går de løs den ventede blanding af Folkemusik og Metal. Numrene leveres generelt i et pænt tempo, og de akustiske instrumenter som guitar, klaver og fløjte suppleres af både rene og brølende vokaler. Disse bliver hævet en tand på helteskalaen, når de får støtte af store kor, som det sker i ”Heathen Horde”.

”Token Of Time“ samler alle genrens elementer i ét: Nummerets rygrad er en enkel og fængende guitarmelodi taget ud af Folkemusikken, som får kant via den rå vokal, og det hele suppleres udmærket med gang i stortrommerne – alt i alt et mønster eksempel på, hvad Pagan Metal er. De fleste numre kan mere eller indre dækkes ind under samme beskrivelse, og det virker alt sammen meget bekendt – det passer nærmest 100% med min opfattelse af hvordan stilen skal lyde. Det kan umiddelbart virke kedeligt, men viser hvor stor indflydelse finnerne har haft på genren over de seneste 2 årtier. Set i det lys er ”Two Decades Of Greatest Sword Hits” en udmærket rejse igennem Pagan musikkens univers.

Tracklist:
1. By The Dividing Stream
2. From Afar
3. Heathen Horde
4. One More Magic Potion
5. In My Sword I Trust
6. Token Of Time
7. Dragonheads
8. Twilight Tavern
9. Burning Leaves”
10. Treacherous Gods
11. Lai Lai Hei
12. Two Of Spades
13. Iron
14. Victory Song
Samlet spilletid: 76:25

Læs mere...

Draugnim - Vulturine

Som så mange andre bands blev også finske Draugnim startet som et énmandsprojekt, men blev hurtigt opgraderet til et komplet band. Starten var i 1999, og bandets første 5 leveår kastede kun et par demo’er af sig. Herefter fulgte 3 års stilstand, inden karrieren for alvor begyndte at tage fart; i 2008 udkom det første album, og nu er finnernes tredje udspil på gaden: ”Vulturine”.

Groft set er Draugnims musikalske verden kun sammensat af to dele: Den første er Black Metal med virkelig skarpe trommer, masser af tremoloanslag på guitarerne og en ondskabsfuldt brølende vokal. Den anden er Folkemusik, en genre hvor Finland har en meget lang tradition.

Når Draugnim fusionerer de to elementer, opnår de noget af den dualitet, der kendetegner den Sorte Metal, nemlig modsætningen mellem lys og mørke; hårdt og blødt. Hårdheden kommer selvfølgelig fra Black-siden, men når den kombineres med Folk-elementerne får den lige kappet toppen af vildskaben. Den tilgang indebærer selvfølgelig risikoen for at skære for meget, men her fungerer det fint; numrene beholder deres fremdrift og power, men får via de melodiske bidrag et mere spiseligt udtryk. Især i “As in Hunger, So in Demise” og “Drums of Black Death” rykker tingene stærkt, men eksemplerne er spydspidser på et album, som generelt klarer sig godt. Derfor vil ”Vulturine” ramme et bredt udsnit af Metalfolket.

Tracklist:
1. That Name Is Hate
2. As in Hunger, So in Demise
3. A Passage in Fire
4. Grief Unsung
5. Drums of Black Death
6. Serpent Stone
Samlet spilletid: 46:21

 

Læs mere...

Korpiklaani - Noita

Finnerne bliver ofte karakteriseret som et alvorligt og introvert folkefærd, og der er mange eksempler på, at den finske folkesjæl er mærket af de store skove og lange vintre. Men at man skal passe på med at generalisere, er det nye album fra Korpiklaani et godt eksempel på. Albummet er bandets niende studieskive, og det udstråler en glæde og energi, som man normalt forbinder med varmere himmelstrøg; her bliver party stavet med stort P!

De holder sig til det enkle, og jeg er lidt imponeret over, hvor langt man kan komme med Hey-Hey-Hey og La-La-La, bare tingene sættes rigtigt sammen. Og det gør de hos finnerne, for der er ingen vaklen i geledderne, uanset om rytme og tempo er friske, eller om der bliver skruet lidt ned, som det sker i ”Lempo”. Harmonika og violin er mere hørbare end vanligt; det understreger Folk-elementerne, men ellers er der ikke mange afvigelser fra det kendte. Men et par er der da: Billy Idols gamle hit ”Mony Mony” bliver via en finsk tekst til ”Jouni Jouni”, og i de to sidste numre bliver der fyret mere op for guitaren. Det giver en vitaminindsprøjtning af tungere Metal, der gør slutnummeret til albummets bedste.

Samlet set er der altså ikke meget nyt under solen, men albummet som helhed er solidt og gennemarbejdet, og det har ingredienserne til at sparke gang i selv den mest døde fest.

Tracklist:
1. Viinamäen Mies
2. Pilli On Pajusta Tehty
3. Lempo
4. Sahti
5. Luontoni
6. Minä Näin Vedessä Neidon
7. Jouni Jouni
8. Kylästä Keväinen Kehto
9. Ämmänhauta
10. Sen Verran Minäkin Noita
Samlet spilletid: 45:20

 

Læs mere...

Heathen Foray - Into Battle

Pagan Metal med ekstra heltetillæg har næsten altid været stort i Tyskland, men at det også trives i nabolandet Østrig, er Heathen Foray et godt eksempel på. Bandet startede i 2005, og kan nu præsentere deres femte album.

Her er musikken udstyret med nogle af de enkle melodier, der kendetegner Pagan Metal; de er pænt iørefaldende, men spiller ikke hovedrollen i bandets musik. Det er nemlig tydeligt, at de forsøger at give musikken lidt mere kant end normalt. Det sker først og fremmest via frontvokalen, som Robert Schroll klarer med et rimeligt brøl. Alligevel er det ikke helt nok til at rykke for alvor.

Samtidig er han en smule teatralsk, som det hører sig til i genren, men heller ikke her bliver jeg helt overbevist. Og problemet ligger ikke i de engelske tekster, for når bandet skifter til deres tyske modersmål, bliver det ikke bedre. I ”Knüppeltroll” endda tværtimod, for deres beskrivelse af mulighederne for at bruge en kølle er ikke andet end en gang Rammstein rip-off - og endda dårligt udført. Helt så galt går det ikke de andre numre, men det er sigende, at det afsluttende ”Wigrid” med sine storslåede symfoniske keyboards hører til de bedste indslag på ”Into Battle”. Og så virker det lidt underligt at der gøres så kraftigt opmærksom på, at der også findes et Hidden Track helt til slut – hvor Hidden er det så? Nej, vel? Det virker halvhjertet, men er desværre i tråd med albummet, som kun lige klarer et okay.

Tracklist:
1. Fight
2. Silence
3. Wofür Ich Streit
4. Tír na nOg
5. Unthinking
6. Knüppeltroll
7. Freundschaft
8. Wigrid
9. Winterking (Acoustic) (Hidden Track)
Samlet spilletid: 48:57

 

Læs mere...

Nomans Land - Last Crusade

Nomans Land stammer fra Sankt Petersborg, og har eksisteret siden 1996. Her startede bandet bandet med at spille Doom, men skiftede senere til Viking / Pagan – lejren. For at indspille dette, deres femte album, har russerne været en tur i Finland hos produceren Aki Väkevä.

Bandets fortolkning af Pagan Metal er baseret på de traditionelle måder at spille på, så enkle melodier er i centrum. Som ventet får de modspil fra hårdere toner, hvilket balancerer fint i ”Victory Horns” og ”Strain At The Oars”. Til gengæld er numrene præget af mange klichéer, så man får fornemmelsen af at have hørt det hele før. Det er til gengæld ikke det første man tænker, når man hører sangeren Hjervard. Det ville være forkert at sige, at sangeren ikke har en tone i livet, for det har han bestemt. Men der skal ikke mange fingre til for at tælle dem, han har, så det er ingen overraskelse, at han leverer en meget monoton vokal. Her hjælper det ikke meget, at han får hjælp fra et lidt mere velfunderet kor.

Russerne har udmærket styr på de enkelte elementer i genren, men resultatet er meget upersonligt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om de havde fået en kontrakt, hvis de havde været fra Kolding i stedet for Sankt Petersborg. Det her er der mange som gør meget bedre, derfor bør man lytte andre steder hvis man er til Pagan Metal. Nomans Land har afgjort for lidt at byde på!

Tracklist:
1. Right To Luck
2. Sons Of The Nord
3. Victory Horns
4. Strain At The Oars
5. Dragons
6. Last Crusade
7. Warrior’s Path
8. Bereza
Samlet spilletid: 40:35

 

Læs mere...

Sons Of Crom - Riddle Of Steel

Man må sige at det er gået stærkt for Sons Of Crom; de to medlemmer Janne Posti og Iiro Sarkki startede bandet i januar i år, og allerede i april var "Riddle Of Steel”, som de kalder deres debutalbum, optaget; det udsendes nu via Debemur Morti Productions.

Albummet fortæller historien om en ensom kriger, og med det tema er det ikke underligt, at de to musikere (som i parentes bemærket er fætre) har valgt at gøre brug af mange elementer fra den nordiske mytologi og understøttet det med Metal iblandet brudstykker af Folkemusik.

Det resulterer i fine og ret højtidelige vokaler, som følger ret enkel og rå Metal. Produktionen er ret så udglattende, så selv om der skrues op for tempo og stortrommer bliver det ikke helt farligt. Kæden hopper helt af i ”Master of Shadows”, hvor vokalen er på kanten af det pivfalske og slet ikke matcher musikken – hvad er meningen med det??

De øvrige elementer er der styr på, hvilket får mig til at tænke på Bathory, og Sons Of Crom nævner da også dette kultband som en inspirationskilde. Men én ting er at minde om et forbillede i glimt, noget helt andet er det at leve op til dennes bedrifter. Og her ligger ”Riddle Of Steel” langt fra noget udspil fra Bathory, for det mangler både retning og fokus: De herrer Posti og Sarkki har ikke helt besluttet sig for om de vil være mørke og farlige eller pæne og stuerene. Her er det meget sigende, at de helt stille numre som ”Golden Gates” og ”Seven Spells (The Riddle of Steel)” fungerer bedst. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er alligevel gået en tand for stærkt for Sons Of Crom …

Tracklist:
1.Myrkrarfar
2.Master of Shadows
3.Golden Gates
4.Call of the Black Mountain
5.Cimmerian Dance
6.Victory
7.Seven Spells (The Riddle of Steel)
Samlet spilletid: 41:59

Læs mere...

Týr, Copenhell 2014

Copenhell er officielt skudt i gang, og som det skal og bør høre til festivalen, regner det allerede under det færøerske vikinge-folkemetalband Týrs optræden.
I forhold til det tidligere tidspunkt, og at det reelt også er en ganske normal arbejdsdag for de som ikke har taget fri, er der allerede godt fyldt op foran den næststørste scene, Hades. Ligesom sidste år er den placeret til højre for hovedscenen, Helviti.

Stemningen er næsten euforisk, og det er ikke fordi særligt mange ser ud til at kende Týrs musik i forvejen. Jeg vil med næsten 100 % sandsynlighed gætte på, at det skyldes den overordnede idé om at NU er det begyndt - 3 dage med metal. Dén følelse gør koncerten bedre end den måske i virkeligheden er.

Det er nemlig ikke lyden der trækker opad, da den især er skidt til at begynde med. Vokalen er alt for lav og trommerne buldrer derudad. Det bliver dog bedre, men desværre først godt halvvejs inde i koncerten. Det er heller ikke bandet selv der virkelig trækker det tunge læs, dog er bassisten Gunnar H. Thomsen undtaget (fed stageperformance!). Fra de resterende medlemmer savner jeg noget energi. Der er ikke tvivl om at de hygger sig, men der kunne sagtens have sket mere. Værd at nævne er dog forsanger Heri Joensens vokal der fandme er lækker, hvilket bevises i den kvad-inspirerede "Ramund Hin Unge" (der er mit eget højdepunkt for koncerten).

Så hvad gør forskellen? Ikke så meget publikum, selvom nogle engagerede typer har medbragt både latexsværd OG baderinge (?). Der danses på livet løs af en god portion under "Hold The Heathen Hammer High", men nej, det er, som skrevet før, dén helt specielle følelse af at stå her i fællesskab, skide regnen et langt stykke og glæde sig helt gevaldigt til de næste 3 dage.
Perfekt start på Copenhell, der uden tvivl har lagt Týr på det rigtige tid og sted.
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Blood Of Heroes
2) - Hold The Heathen Hammer High
3) - Mare Of My Night
4) - Tróndur Ì Gøtu
5) - Grindavísan
6) - Ramund Hin Unge
7) - Lady Of The Slain
8) - Sinklars Vísa
9) - Shadow Of The Swastika
Kilde: www.setlist.fm

 

Find flere koncertanmeldelser fra Copenhell 2014 på vores oversigtsside her.

 

  • Helhorse_4
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Iron Maiden_7
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Fossils_4
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen

Se flere billeder fra Copenhell her!

Læs mere...

Equilibrium - Erdentempel

Equilibrium har altid været synonym med Folk-inspirerede melodier, kraftfulde vokaler og, frem for alt, store arrangementer. Måske er det arbejdet med disse, som har krævet ekstra tid, for bandets hovedmand René Berthiaume har brugt hele 4 år på at skrive materialet til "Erdentempel”, som er bandets 4. album.

Tiden er ikke brugt på at finde på nye musikalske retninger, for Equilibrium lyder helt som forventet. Det centrale er igen de letbenede og iørefaldende melodier, som straks fanger min opmærksomhed. De understøttes af ret så kvikke rytmer, som med en anden produktion ville have været ret brutale. Nu er de skubbet lidt i baggrunden, hvor de må kæmpe med de meget store mængder keyboards, som dominerer begivenhederne. At disse skaber store arrangementer er okay, men det skæmmer helheden at de også bruges til de Folk-elementer, der helst skulle være akustiske. Det giver et kunstigt, halvhjertet og plastikagtigt indtryk.

Det kan man ikke påstå om vokalen, for sangeren Robse har en rå og noget rallende vokal, der ikke passer helt ind i de pæne omgivelser. Det giver en smule kant, og kan kompensere lidt for de manglende guitarer. Her burde Berthiaume træde mere i karakter, for ud over de tunge rytmer i ”Karawane” er der ikke meget Metal i den seksstrengede. Det kunne gå hvis de øvrige elementer var mere gennemførte, men der går simpelthen for meget hyggemusik i ”Erdentempel” til, at albummet falder i min smag.

Tracklist:
1. Ankunft (Instrumental)
2. Was Lange Währt
3. Waldschrein
4. Karawane
5. Uns'rer Flöten Klang
6. Freiflug
7. Heavy Chill
8. Wirtshaus Gaudi
9. Stein Meiner Ahnen
10. Wellengang
11. Apokalypse
12. The Unknown Episode
Samlet spilletid: 56:12

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed