fbpx

Overkill - The Wings Of War

Næste år kan Overkill fejre 40 års jubilæum (!), en bedrift som kun er de færreste beskåret. Og at tiden ikke er gået med hænderne i skødet understreges af, at de med "The Wings Of War” udsender album nummer 19 – i sig selv et imponerende tal.
Næsten lige så imponerende er den power, de efterhånden modne herrer lægger for dagen – ikke det mindste spor af metaltræthed her! Således er åbneren ”Last Man Standing” et superfedt Thrash-nummer med højt tempo og enormt højt energiniveau. Det forstærkes af en rigtig god produktion, og så har Bobby "Blitz" Ellsworth altså bare en fed skærebrændervokal. Energiniveauet holdes stort set igennem alle ti numre, hvor især ”Welcome To The Garden State” stikker positivt ud fra mængden.

Egentlig er alt som det skal være: Et Thrash album med saft og kraft, go lyd og knivskarp vokal – er alt ikke som det skal være? Jo, og så alligevel ikke helt. Problemet er, at når der i alle numrene kun satses på power, så ender deres udtryk med at blive ret ens – man bliver lidt ”fartblind”. Og når man går de enkelte numre lidt nærmere efter i sømmene, så er der flere, som hurtigt vil være glemt. Konklusionen bliver derfor, at ”The Wings Of War” er solidt, men ikke prangende.

Tracklist:
1. Last Man Standing
2. Believe In The Fight
3. Head Of A Pin
4. Bat Shit Crazy
5. Distortion
6. A Mother's Prayer
7. Welcome To The Garden State
8. Where Few Dare To Walk
9. Out On The Road-Kill
10. Hole In My Soul
Samlet spilletid: 51:03

Læs mere...

Copenhell 2017 - Samlet vurdering

Konklusionen først: Jeg synes, det har været en skidegod Copenhell i år. Og hvis I er tilfredse med at høre dét, så farvel for nu. I modsat fald: Nedenstående.

Der er sikkert mange metalkonservative puritanere derude, der droppede årets Copenhell på baggrund af hovednavnene System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch. Og fra en vis vinkel forstår jeg sagtens hvorfor. For de bands ER ikke metal ud af den tradition, som Sabbath, Purple og Zeppelin grundlagde, og som Priest og Maiden brugte anden halvdel af 70’erne på at krystallisere så omhyggeligt.

Men når det er sagt, så gav de to førstnævnte et par koncerter, der hver især allerede nu står i festivalens historie blandt de allerbedste nogensinde. Og sidstnævnte gav, om ikke andet, et incitament til at tage lidt tidligere hjem fredag aften og få noget ordentlig hvile. Så var fødderne også klar til årets uundgåelige thrashhøjmesse ved vores allesammens yndlings-råbe-bandnavn-i-brandert-band, Slayer. Og i den lige så uundgåelige oldschool-ende gav gode gamle Saxon som altid en hyggelig herretur med en sval kasse evigtgrønne heavyslagere.

Progressive Opeth og industrielle Ministry stod for et par yderst koncentreret-hårdtslående seancer, deres markante subgenrer taget i betragtning. Europe og Inglorious beviste hver især, at regulære rockbands med hård kant har en helt naturlig plads på metalfestivaler. Alter Bridge og In Flames mindede os til gengæld om, at metalbands helt foruden kant også skal have det.

Blandt nykommerne kørte Baest og Lost Society Pandæmonium-publikummet helt i smadder med deres respektivt bistre oldschool-død hhv. bistre oldschool-thrash. Og blandt veteranerne stod også Carcass og Overkill for habil, rutineret oldschool-død, hhv. -thrash.

Rob Zombie hyggegøglede. Candlemass hyggedoomede. Huldre bød op til middelalderdans på skovtur og fastslog atter deres position som landets overlegent bedste fokemetaloutfit af internationalt format. Dillinger Escape Plan gav en musikalsk pendant til at tage alt for meget PCP og dyrke nøgenwrestling i glasskår mod sine svigerforældre til alarmen fra 20 gigantiske clockradioer.

Airbourne tog om muligt prisen som det højst spillende band på hele festivalen og viste os, at australiere selv på rutinedage stadig bare har benzin i blodårerne. Buddy Lackey fra Psychotic Waltz benyttede prog-legendernes danmarkscomeback efter 22 år til at synge pivfalsk. Det samme gjorde Lækre Jens fra Red Warszawa, men det var kun et comeback efter et par uger, og det var kun for skæg.

Igen fik stakkels Myrkur som så mange gange før dårlige odds hos metalpublikummet, idet hun hér lå oveni Opeth. Det samme med lykkeligt genopstandne Invocator idet de lå oveni Saxon. (I bliver lige hængende nogle år denne gang, okay drenge?) Og Frank Carter and the Rattlesnakes, der ellers skulle give så forrygende shows, lå oveni Carcass.

Det siger noget om Copenhells format, at overflødighedshornet af bands på denne måde er begyndt at flyde over. Men det manglede også bare, i og med prisoptrækkeriet. Masser af fede bands eller ej: Det er på en måde lidt skandaløst, at man skal give 35,- for noget, der reelt er én enkelt kartoffel på en pind, selvom den så har fået spiralform og er blevet drysset med salt. Samt at man i det hele taget knapt kan spise sig mæt for under 60-70,- kr.. Min ellers så elskede go-to-ret på Copenhell, Big Bad Wolf-bodens stegt flæsk med persillesovs, koster nu pludselig det dobbelte af, hvad den gjorde sidste år.

Det er ærligt talt lidt nederdrægtigt, for almen adgang til næring er fandme en menneskeret. Og der skal fandme også være plads til de studerende, der udgør så stor en del af metalpublikummet. Jaja, hvis man har råd til at gå på festival osv.. Luk nu skideren: Overpriser = overpriser, ligemeget hvordan man vender og drejer det.

Til gengæld er Copenhell lige kommet et kvart kussehår efter det på ølfronten. De nye sixpack-håndtag til 270,- kr. er — omend stadig en ganske hjernedød udgift — en minimal opgradering af de forrige års 5 stk./250,- kr.. Så dét går den rigtige vej. Og så har Bodega Tutten udvidet udvalget af luksusøl en kende samt i øvrigt rykket ind i B&W-hallen. — Endda uden at give helt køb på bodegastemningen.

Dette bringer mig videre til noget meget mere generelt og glædeligt, der lige så vel kunne have endt nær katastrofalt. Festivalens ekspansion til hele 23.000 betalende gæster er naturligvis en kæmpesucces, men nyheden gav mig ærligt talt lidt klaus. For de 5.000 ekstra i 2016 kunne mærkes. Lykkeligvis har udvidelsen af området i år dog virket. Udover at Copenhell nu også har fået sin egen skatebane og en decideret lille shoppinggade, er B&W-hallen som sagt blevet åbnet og huser nu udover førnævnte Tutten bl.a. et mindre udstillingsområde og en mikro-biograf.

Igen kom jeg ikke forbi Smadreland. Også den ellers så hyggelige vinbar måtte nedprioriteres, og heller ikke i år kom jeg i Biergarten og fik hørt “Run to the Hills” og “Walk” for halvfemsindstyvende gang uden at kunne tale normalt med nogen. Det skyldes dog i høj grad vejret. B&W-hallen ligger tættere på sceneområdet, når der skal søges ly for den fornærmende aggressive regn, som jeg efterhånden mener bør anses som et nationalt problem. Jeg ved godt, det er meget folkeligt dansk at brokke sig over vejret, men jeg seriøst fucking AFSKYR at være skidt ud et sted, hvor det er gråt, vådt, køligt og blæsende selv i perioder, hvor det burde være klart, tørt, solrigt og vindstille.

Nok om det. Men apropos det folkelige, så er der en interessant problematik ift. Copenhell, jeg simpelthen er nødt til at benytte lejligheden til at få vendt med jer. Som jeg nævner i min Red Warszawa-anmeldelse fra årets Copenhell, så går Devilutions af slagsen nemlig over i at snakke om identitetskrise hos festivalen. Om hvordan Copenhell har “satset mere på de sikre kort i fadølsfestens tjeneste og mindre på metallen“ og søgt “væk fra de store metalbands og mod rocknavne, der kan sikre billetsalget“. Om “den evindelige promovering af metalkulturens værste klichéer som billigt salgstrick”. Og endelig lidt opgivende om hvordan vi således lige så godt kan tage dumheden (læs: Red Warszawa) til os.

For mig at se er der da netop forhåbentlig ingen af os, der går af vejen for en god fadølsfest. Og det med at booke store rocknavne er for så vidt heller ikke noget nyt for en metalfestival. Hellfest har gjort det i flere år — og Sweden Rock har nærmest alle dage været halvt metal, halvt (hård) rock. Det samme kan man ydermere langt hen ad vejen sige om festivaler som Download samt Rock Am Ring/Rock Im Park.

Men når Wacken og nu også Copenhell i de senere år er begyndt at hive f.eks. Europe ind som hovednavn, så skyldes det, at metallen har nået en alder, hvor der ganske enkelt bare bliver færre og færre potentielle hovednavne at vælge mellem uden at genbrugsplyndre blandt de bands, der nu engang overhovedet er på europatour. Det er af samme årsag, at hovednavnene i år bl.a. har heddet System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch — og ikke f.eks. Judas Priest, Accept og Manowar. (Ja, for I prøvede da vel at få fat i Manowar her i deres afskedsår, kære Copenhell-bookere??)

Det betyder så bare ikke, at programmet SKAL være letfordøjeligt og folkeligt, — eksempelvis har Brutal Assault troligt haft mindst ét bemærkelsesværdigt electro-industrial-navn på plakaten de sidste tre-fire års tid, ligesom Die Krupps spillede på Wacken i fjor. Så dét kunne måske være en retning at forfølge for Copenhell. (Selvom det jo nok ville afstedkomme bitcheri fra de sædvanlige.)

Men altsåeh... Hvor folkeligt og rocket skal noget egentlig være, før det holder op med at være sådan, som det nu gerne “skal” og “bør” være? Var Twisted Sisters så ubetvivlelige gudekoncert på Copenhell i 2014 for eksempel for “folkelig” til at være seriøs? Og for rocket til at være “ordentligt” metal? Personligt kunne jeg mere end sagtens tage Europe seriøst i år, til skærende trods for at de jo for evigt vil være primærassocieret med et kitschet one-hit wonder, der er mere gennempløjet end hele vatikanets drengekor tilsammen. Og når Slayer formår at samle over 20.000 af os foran Helvíti, er det så på sin vis ikke — i ordets bogstaveligste forstand — nogenlunde så folkeligt, som det overhovedet bliver indenfor metalgenrens rammer?

Ydermere: Selvom et eller flere af hovednavnene er nok så folkelige og festlige, bør der så alligevel ikke være plads til begge dele? Er selve genrebetegnelsen “metal” ikke netop så bred, at den både kan omfatte sjov og seriøsitet — både fadølsfolkefesten OG den introspektive højtidelighed? Og ærligt talt… Hvor stort VAR problemet så reelt?? For det forekom altså ikke mig, at der i mærkbart højere grad end normalt blev holdt fadølsfester til rock- snarere end moshbal til metalkoncerter nu i år.

Og i øvrigt: Når man beklager black metallens underrepræsentation på Copenhell 2017, hvorfor så ikke nævne, at power metal i år kun har været repræsenteret ved ét enkelt lokalnavn nederst på plakaten (i.e. Seven Thorns)? Men det er måske fordi, black metal er en mindre “folkelig” subgenre? — Altså, til trods for at power metallen indiskutabelt havde den snævrest mulige repræsentation og opbakning i år? Og hvad hvis jeg nu sagde, at jeg faktisk sagtens kan tage power metal seriøst — og at metal generelt gør mig glad ved livet og giver mig lyst til at feste og hamre fadøl? Det er sjovt, som der stadig findes folk her i landet, der endnu ikke kender deres Piet Hein og således stadig kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt.

En mere generel ting er, at hovednavne overalt netop er blevet så store, som de nu engang er, fordi deres musik indeholder elementer, der ganske enkelt appellerer bredere. Selvfølgelig dels også fordi de har arbejdet i tilstrækkeligt mange år til at bevise deres værd og er blevet ved med at gøre det. Men når det f.eks. er Metallica, der headliner en Big Four-bill, så skyldes det altså de dersens overvejende rockede sange, der får de få, intellektualiserende puritanere til at dømme “fadølsfest” — og samtidig de brede, glade masser til at holde fadølsfest. Det samme gælder i høj grad for vores allesammens Iron Maiden og sgu også vores allesammens Slayer. Og på et meget mindre plan ligger samme princip til grund for, at Nifelheim er blandt hovednavnene på årets Metal Magic Festival. De har arbejdet for det i mange år, ja. Men deres musik indeholder også elementer, der appellerer bredt nok til, at de overhovedet kan komme i betragtning som hovednavn.

Jamen den-og-den sang og den-og-den passage er fandme bare KOMPROMISLØS METAL, så hvordan kan de så stadig være hovednavn måske?!” Jaja. Selvfølgelig er der altid en masse undtagelser og særtilfælde. Sådan vil det nødvendigvis være, når man taler om noget, der i sagens natur er så kulturelt betinget, vanskeligt kvantificérbart, og i det hele taget så fluffy i kanterne, som musik er det. Men hovedreglen — selv med alle sine undtagelser og særtilfælde — ER altså bare, at de store bands netop er blevet store ved at tiltale tilstrækkeligt store mængder af mennesker. Og så kan vi blive ved med at være uenige om, hvor grænserne skal gå for, hvornår noget er “for” rocket og “for” folkeligt til en størrelse som Copenhell.

Det skal naturligvis siges, at alle disse indvendinger kommer fra en mand, der ELSKER, at en metalfestival kan være så stor i et så småt og gennemgående middelmådigt land, som den har vokset sig til på Refshaleøen hver midsommer. Som jeg også var inde på i min Copenhell-sammenfatning fra sidste år, så er der jo ingen idé i at hive mange tusind glade brødre og søstre sammen på et så relativt småt areal, hvis ikke vi netop har de store, samlende oplevelser, som for Dio’s sake er selve rygraden i enhver festival uanset dens genre. Det gør mig aldeles intet, at hovednavnene sidste år bl.a. hed Alice Cooper og Scorpions, for begge formåede at levere netop de dersens forjættede fællesoplevelser, som vi, nå ja, for Lemmy’s sake bare har at nyde, mens muligheden stadig er der.

Alting til trods er jeg desuden sikker på, at mine iøvrigt udmærkede kolleger fra Devilution nok skal have haft endnu et brag af en fest i år, ligesom jeg selv. Og jeg er sikker på, at de nok skal dukke op næste år, selvom der så måtte være nogle bands på programmet, de ikke bryder sig om. Ligesom jeg selv. For i skrivende stund er det kun knapt seks døgn siden, den hidtil største danske metalfestival nogensinde sluttede. Og hold kæft, hvor jeg allerede savner den.

Vi ses derude i 2018, kære brødre og søstre. Og så får vi sgu lige en fad.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • GHOST IRIS_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • OVERKILL_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • BAEST_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Overkill - Copenhell 2017

Jeg forstår ikke, hvorfor Overkill ikke trækker mere mosh, end tilfældet er på den ellers godt pakkede Hades-scene sådan en solrig lørdag aften, hvor de fleste vel efterhånden er berusede nok til at dumpe matematik på C-niveau. Sig mig, kan I ikke jeres thrash eller hvad?

Nej, men det er selvfølgelig heller ikke, fordi Overkill ligefrem har plyndret hits af sig i samme omfang som fræserkollegerne på vestkysten. Jeg har fornemmelsen af, at selv aftenens ældre skæringer som “Rotten to the Core” og den ellers altid så formidable “Hello From the Gutter” slet ikke kaster dén respons af sig, som man nok burde kunne forvente af en reelt verdenskendt gruppe, der kører på sit SYVOGTREDIVTE leveår.

Men netop alderen taget i betragtning er det nærmest en lille smule skræmmende, hvad Overkill som minimum render rundt med af ulovligt krudt i popo'en. Denne vinters glimrende udgivelse “The Grinding Wheel”, — hvorfra vi naturligvis får åbneren “Mean, Green Killing Machine” og singlen “Goddamn Trouble”, — vidner om et band, som nogen imaginær metalordensmagt ville give permanent frit lejde af ren frygt for ukontrollérbare repressalier, hvis Overkill skulle straffes for at have overtrådt nogen lovgivne metalkonventioner.

Det scenarie kunne dog ikke blive mere hypotetisk. Mosh eller ej: Overkill er as metal as they come. De eneste to originale medlemmer er ganske vist Bobby “Blitz” Ellsworth og D.D. Verni. Men selvom man så skulle hade førstnævntes arrige chihuahuabjæffen af et godt hjerte, er det umuligt at benægte, at manden vedligeholder sit vokalorgan intet mindre end imponerende, — selv hans talestemme er for det meste ren, aggressiv skrigen. Og Verni må vitterlig tilhøre genrens allermest præcise bassister. Han ligger allerede som sammenvokset ved hoften med den i øvrigt fremragende nytilkomne trommeslager Jason Bittner, der i aften har danmarksdebut.

Og bare fordi der ikke ligefrem er hardcore-bal oppe foran, er det stadig umuligt for os allesammen at gå af vejen for en gang fællessang i klassikeren “In Union We Stand”. Og selvfølgelig vækker den endnu større klassiker “Wrecking Crew” fra samme 30-årige “Taking Over” mindst lige så stor genklang. “I får mig til at have det, som om jeg var 55 år igen”, joker Blitz. “I ser ud, som om I er så fulde af metal og bajere, at I kommer til at skide tagbelægningssøm i en uge!” Jojo, trods alt.

Og så er det i øvrigt en fornøjelse at se og høre, hvordan det forrygende titelnummer “Ironbound” fra 2010’s majestætiske nyklassiker af samme navn faktisk er den skæring, der får sat mest gang i de forreste rækker, inden den forventelige double whammy-afslutning med “Elimination” og “Fuck You”. “Mit dansk er ikke så godt, men mit tegnsprog er fucking perfekt”, lyder det fra Blitz, idet han før sidstnævnte får os alle til at hæve et par langefingre mod himlen. Jeps: Hele verden udenfor hegnet på den gamle B&W-grund kan ganske rigtigt rende og skide noget så grusomt i disse dage.

Overkill har allerhøjst momentvis været verdens bedste thrashband, men de er ret indiskutabelt i den dér famøse topform i disse år, og det vil de efter al sandsynlighed blive ved med at være længe endnu.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • RED WARSZAWA_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • LOST SOCIETY_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Memoriam_6
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Overkill - The Grinding Wheel

Efter deres fede album ”Killbox 13” fra 2003 havde Amerikanske Overkill nogle magre år med albumene ”RelixIV” (2005) og ”Immortalis” (2007) som efter min bedste overbevisning ikke levede helt op til bandets vanlige standard. Bandet vendte imidlertid frygteligt tilbage på sporet med albummet ”Ironbound” i 2010, og har siden da leveret varen. ”The Grinding Wheel” er titlen på bandets ikke mindre end attende album såmænd, og det skuffer på ingen måde.

Skiven lægger godt ud med ”Mean Green Killing Machine” som viser Overkill fra deres bedste side – Thrash’n Groove deruda’ med super fede riffs, fede breaks og hooks. På efterfølgeren ”Goddamn Trouble” er der stort set ligeså meget knald på, men på en mere Rock’n Rollet attitude om man vil, men super fedt. ”Our Finest Hour”, ”The Long Road”, midtempo grooveren ”Come Heavy”, neckbreakerne ”Red White And Blue” og ”The Wheel” følger trop med samme niveau af energi, power og nosser. Og ja, det er jo stort set de meste af skiven. Titelnummeret er en lidt tungere sag og faktisk lidt semi-episk i sit udtryk, men det bliver det bestemt ikke dårligere af. Så selvom der er enkelte mindre gode numre som ”Shine On” og ”Let’s All Go To Hades” - dog stadig hæderlige - er musikken simpelthen på tårnhøjt niveau med en energiudladning af de helt store. 

Overkill er ved at være godt oppe i årene, men det høres stadig ikke, og der er absolut ingen tegn på rust her. Overkill er et af de bands som bare aldrig må skifte stil, for det de gør – det gør de bare så godt! ”The Grinding Wheel” er et fremragende album med en fed produktion af Andy Sneap, hvor alle instrumenter fremstår klart og tydeligt. Et klasse eksempel på hvordan et Old-school Thrash Metal album skal skrues sammen.

Tracklist:
1. Mean Green Killing Machine 7:29
2. Goddamn Trouble 6:21
3. Our Finest Hour 5:49 
4. Shine On 6:03 
5. The Long Road 6:45 
6. Let's All Go To Hades 4:55 
7. Come Heavy 4:59 
8. Red White And Blue 5:05 
9. The Wheel 4:51 
10. The Grinding Wheel 7:55
Samlet spilletid: 60:19

 

 

Læs mere...

Overkill - White Devil Armory

Nye skiver fra gamle bands kan være noget af en blandet fornøjelse, for hånden på hjertet; der er en del af dem, som kun får tilbudt pladekontrakter fordi de har et navn – ikke fordi deres musik fortjener det. At Overkill trods mere end 30 år i gamet ikke hører til den kategori, kunne jeg konstatere da jeg anmeldte ”Ironbound” i 2010. Den mellemliggende ”The Electric Age” missede jeg, men kan nu tage pulsen på New Yorker-bandet på deres nye skive, ”White Devil Armory”.

Selv om tiden går, er det lykkedes for Overkill at fastholde mange af de dyder, der skaffede dem opmærksomhed tilbage i 1980’erne: Knaldhårde riffs, skarpe omkvæd og ikke mindst sangeren Bobby Ellsworths vokal. Den er virkelig aggressiv og bidende, og lyder eksakt som jeg forestiller mig Udo Dirkschneider, når han er allermest indebrændt. Det giver selvsagt numrene et ordentligt los i løgene, og er klart det stærkeste element på skiven. Det hele hjælpes på vej af en glimrende produktion, som ligger meget langt fra niveauet tilbage i bandets tidlige dage – her er der sket en del i tidens løb.

Direkte sammenlignet med førnævnte ”Ironbound” fremstår det nye udspil som mere ensartet i både stil og kvalitetsniveau, og der er ingen decideret dårlige numre på listen. Til gengæld mister omkvædene en del af deres friskhed på albummets anden halvdel, og trækker numrene ned på et mellemniveau. Samlet set ligger de to albums derfor nogenlunde på omgangshøjde, hvilket i min bog er ganske godt klaret.

Tracklist:
1. XDM
2. Armorist
3. Down To The Bone
4. Pig
5. Bitter Pill
6. Where There's Smoke
7. Freedom Rings
8. Another Day To Die
9. King Of The Rat Bastards
10. It's All Yours
11. In The Name
Samlet spilletid: 50:43

 

Læs mere...

Overkill starter indspilningerne af nyt album på mandag

New Jersey thrash veteraner i Overkill vil på mandag, den 2. september, tage i studiet for at beginde indspilningerne af deres næste fuldlængde album, albummet forventes at udkomme til marts næste år. Albummet indspilles i Gear Recording og mikset af Greg Reely, som også arbejdet med bandet på ”The Electric Age”.


I et nyligt interview med sangeren Bobby ”Blitz” Ellsworth har han sagt følgende om bandets planer:
"There's six songs done [for the next record so far]. What we're gonna do in the interim is we're gonna come over while recording and do European festivals. After that, we do a U.S. tour with the German band called KREATOR. It's gonna be a flip-flop headline; we'll close the shows on the East Coast in those theaters and they'll close on the West Coast in theaters, or big clubs. After that, we drop the record in March, it hits the street. They even gave me the date as March 7 already, so we're that far planned ahead for those type of activities. And after that, I'm sure that what we're gonna do is just start rolling these tours again. And I think that as we've gotten older, one of the things that we like is that we actually do more tours, but we do less touring; we're not away from home for three months or sixty days, we're away from home for three or four weeks. Three weeks is a great tour for a guy my age. Because then you don't have to recover for a month when you come home. [laughs]"

Læs mere...

Overkill på skandinavisk túrne

  • Udgivet i Nyheder

De amerikanske thrasher Overkill tager på skandinavisk túrne til april/maj, her kommer de bl.a. forbi Amager Bio i København den 27. april. Bandet har givet følgende kommentar:

„Well the wait is over....we are finally coming to Finland to do our first tour in almost 30 years of touring thru Europe and we could not be more psyched! We have done the Tuska Festival twice before and the crowds there were always tremendous. We are really looking forward to the entire Scandinavian tour and will be pulling out a bunch of old tunes as well as the new! See ya on tour!“

Læs mere...

Overkill, Mortal Sin, Drone

Turen fra Viborg til Kolding er sgu lidt lang, men når ”The Wrecking Crew” er i nærheden, skal man satme bare afsted. Jeg mistede praktisk talt min mødom til Overkill’s ”Horrorscope”, og bandet har i mine øjne aldrig overgået det album, men har ellers været nogenlunde stabile i deres materiale-strøm. Jeg kendte så absolut intet til de to andre bands, men Mortal Sin skulle eftersigende være nogle ret berømte gutter på 80’er thrash scenen. De havde vist dog fået en del tæsk for at ”planke” Testament, men med folks entusiasme over for at se Mortal Sin, steg mine egne forventninger også. Jeg fik dog grundet interview ventetid, kun 1 hel og 2 ”halve” koncerter at se denne aften.

Drone
Revolution Music
Drone var et band jeg på ingen måde havde hørt om, og jeg blev kun lidt klogere på dem, da jeg skulle holde mig i nærheden af merchandise-boden for at få mit interview med Overkill. Altså så jeg dem nærmest i bidder.
Musikken var thrash metal, ikke helt ulig Machine Head, med en vred bette forsanger i front. Han havde noget med at slå sig selv i hovedet og virkede lidt små-autistisk til tider. Jeg købte en hoodie af ham, og også der stod han og tjattede sig selv i baghovedet.
Bandet var meget energiladede og sprang rundt på scenen med deres lidt vrede attitude. Musikken var som sådan okay, men kunne ikke tage forventningens glæde fra de to efterfølgende bands. Drone gjorde dog fin figur som opvarmning, men man må håbe, at de bliver lidt mere selvstændige i deres udtryk i fremtiden.

Mortal Sin
Revolution Music
Mortal Sin var vist et stort navn i 80’erne, men er gået min store tud forbi. Jeg kom til ca. 1/3 inde i deres sæt grundet det føromtalte interview, men det var tydeligt, at de 5 australiere gav den max. gas og fes rundt på scenen. Dog var forskellen fra Drone, at Mortal Sin’s medlemmer alle havde et stort smil på læben. De elskede det, og det var da også deres første gang i Danmark, kunne jeg forstå. Bassisten hoppede op og ned med det mest lalleglade smil på læberne, og virkede mere som en bassist i et hardcore/rap band og dermed en anelse malplaceret. Men hans og de andres gejst smittede af på folk, og der var pænt gang i den i pitten. Forsangeren opfordrede i bedste thrash-stil hele tiden til at ”Bang your fuckin’ heads”!
Numrene kunne jeg af gode grunde ikke genkende, men da de spillede et nummer der hed ”Mayhemic Destruction”, var der udelt begejstring og glæde blandt publikum, og det virkede som deres absolutte hit. Andre titler jeg fangede var: ”Lebanon”, ”Eye in the Sky” og ”Tears of Redemption”.
Musikken var old school thrash, ikke så meget pis der. Det svingede fedt, og omend jeg ikke fik købt mig et par skiver med dem, vil jeg undersøge deres bagkatalog nøje nærmere.

Overkill
Revolution Music
Overkill har jeg aldrig set live og derfor skulle jeg afsted denne gang, da de 5 amerikanere jo ikke bliver yngre. Jeg fik en snak med DD Verni inden koncerten, og han lovede mig, at jeg ville gå derfra med det største smil på læben. Det holdt sgu stik, for bandet virkede meget oplagte, og i særdeleshed Bobby, der mere eller mindre mellem hvert andet nummer var ude bagved og ryge, fyrede nogle perler af til publikum. Han jokede internt med de andre i bandet og med publikum, og var sågar ude og stagedive. At der så ikke rigtig var nogen der greb ham, gik ham ikke på; han tog det med et smil og sagde ”Thanks for not catching me, motherfuckers”. Glimrende!
Lyden var lidt mudret i starten, og Blitz’ til tider skingre vokal var lidt svær at høre, men det blev heldigvis hurtigt ændret, og Overkill tog os med på en tur rundt i deres diskografi. Med 15 plader på repertoiret er det dog lidt svært at nå det hele, men jeg synes de kom omkring en del, og generelt spillede de det, man kunne forvente af dem.
De numre som jeg var mest oppe på var: ”Necroshine”, ”Hello From the Gutter”, ”Thanx for Nothin’”, Nice Day… For a Funeral”, ”Skull and Bones”, Fuck You” og ”Dirty Deeds”…. Ja, den med ACDC! Til stor fornøjelse blandt publikum, gik ”Fuck You” over i netop denne klassiker. Alder var denne aften helt klart et plus, hvis man sammenligner alle 3 bands, og Overkill virkede vitale, yderst levende og slet ikke som om de har spillet musik i 25 år..
De fleste publikummer var naturligvis metal-hoveder, men der var også dem, der engang havde været metal-hoveder, men ikke længere er det. De mødte troligt op, og sang med. Nogen bangede lidt og hoppede, men det var skægt at se nogle af de mennesker, der normalt ikke kommer til metalkoncerter, stå i deres pæne trøjer, og skråle med på ”Fuck You” og alle de andre ”anthems”. Der var også indtil flere unge knægte, der knap nok var undfanget, da Overkill udgav deres 5. album. Det var fedt at se, og jeg kan helt klart medgive Overkill (Ikke at de har brug for det) min varmeste anbefaling. Hvis de kommer til landet igen, så se dem. Det bliver en konge-fest!

Citat Bobby ”Blitz” Elsworth: ”We’ve just released our 53rd album. Our first album was released in 1937… That makes me 22 years old”.

Sådan!

Læs mere...

Overkill - The Electric Age

New Jersey’s finest, thrash-legenderne Overkill, har efterhånden spyttet albums ud i mere end tre årtier! Nu er den vedholdende kvintet tilbage med studiealbum nummer 17, ”The Electric Age”, og de mange år på banen synes ikke at have kørt de aldrende herrer trætte. Tværtimod.

”The Electric Age” fortsætter ufortrødent, hvor det stærke 2010-album, ”Ironbound”, slap. Hverken produktionen eller stilen overrasker, men en enkelt komposition skiller sig alligevel ud. Albumlukkeren ”Good Night” viser Overkill fra deres mest alsidige side længe. Modsat albummets øvrige ni tonsere, bevidner ”Good Night” en sjælden tilgang til en mere stemningsfyldt opbygning. Det er dog stadig i bund og grund i tråd med klassisk Overkill-materiale, og lige så er ”The Electric Age” som helhed.
br> Tilbage til start, så åbner bandet ballet med fire virkelig solide numre; ”Come And Get It”, singleudspillet ”Electric Rattlesnake”, ”Wish You Were Dead” og ”Black Daze”. Sidstnævnte er pt. undertegnedes favorit med dets iørefaldende, medrivende og tunge drive. I skæring nummer fem, ”Save Yourself”, går der ren Judas Priest i den. Nummeret lyder så unægteligt meget som et mix af ”Rapid Fire” og ”Ram It Down” fra NWOBHM-heltenes 1980- og 1988-albums ”British Steel” og ”Ram It Down”, at man kunne frygte et retsligt efterspil!

Efter endt Priest Feast (!) er det dog som om, at de ellers så fremadstormende og kompromisløse veteraner taber fodfæstet og famler rundt i det monotone i både ”Drop The Hammer Down” og ”21st Century Man” og til dels også i ”All Over But Shouting”. Med andre ord, så vægter ”Old Wounds, New Scars” og den førnævnte ”Good Night” højest på albummets anden halvdel, men den lidt svagere anden halvdel til trods, så fremstår ”The Electric Age” som et urokkeligt monument i bandets fjerde årti. Præcis som dets forgængere, ”Relixiv” fra 2005, ”Immortalis” fra 2007 og det førnævnte ”Ironbound”, er ”The Electric Age” et album, der beviser, at Overkill stadigvæk – selv efter en stribe svage udgivelser i halvfemserne – har noget at byde på.

Tracklist:
1. Come And Get It
2. Electric Rattlesnake
3. Wish You Were Dead
4. Black Daze
5. Save Yourself
6. Drop The Hammer Down
7. 21st Century Man
8. Old Wounds, New Scars
9. All Over But Shouting
10. Good Night

Samlet spilletid: 50:23

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed