fbpx

Opeth - In Cauda Venenum

Næsten 30 år inde i karrieren udsender Opeth med ”In Cauda Venenum” deres album nummer 13; et album, som byder på et par premierer for svenskerne: Albummet er det første, hvor alle tekster er skrevet på svensk. For en sikkerheds skyld udsendes også en engelsk sproget version, og her er den næste nyhed praktisk: For første gang har Mikael Åkerfeldt fundet en titel på latin, som passer til begge udgaver.

At Opeth har udviklet sig musikalsk i løbet af de forgangne årtier, er tydeligt; nutidens stil ligger langt fra den brutale Metal, der var udgangspunktet for de første albums. I stedet for voldsomme guitarer og brølende vokaler søger Åkerfeldt styrke og tyngde i melodierne. Det høres i ”Hjärtat Vet Vad Handen Gör”, som er et af de numre, der brænder sig fast efter et par gennemlytninger. Det samme gør ”Minnets Yta” med sine flotte stemninger og melodier skabt af klaver og guitar.

Stilmæssigt ligger udgivelsen fint i slipstrømmen fra de seneste albums, og retrostemningen derfra fortsætter via numrenes opbygning og udstrakt brug af gammeldags orgel. Men der prøves også nye ideer, som f.eks. i ”Banemannen”, som bedst kan betegnes som Jazz med klarinet, klaver og en jazzet guitar.

Albummets anden halvdel er lidt mindre interessant end den første; her står tingene ind imellem ret stille. Men i det hele taget er ”In Cauda Venenum” en afdæmpet udgivelse, som mest vil tiltale fans af Opeth´ nyere udgivelser – uanset om man snupper den svenske eller den engelske udgave.

Tracklist (Svensk version):
1. Livets Trädgård
2. Svekets Prins
3. Hjärtat Vet Vad Handen Gör
4. De Närmast Sörjande
5. Minnets Yta
6. Charlatan
7. Ingen Sanning Är Allas
8. Banemannen
9. Kontinuerlig Drift
10. Allting Tar Slut
Samlet spilletid: 67:39


Tracklist (Engelsk version):
1. Garden Of Earthly Delights
2. Dignity
3. Heart In Hand
4. Next Of Kin
5. Lovelorn Crime
6. Charlatan
7. Universal Truth
8. The Garroter
9. Continuum
10. All Things Will Pass

Læs mere...

Copenhell 2017 - Samlet vurdering

Konklusionen først: Jeg synes, det har været en skidegod Copenhell i år. Og hvis I er tilfredse med at høre dét, så farvel for nu. I modsat fald: Nedenstående.

Der er sikkert mange metalkonservative puritanere derude, der droppede årets Copenhell på baggrund af hovednavnene System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch. Og fra en vis vinkel forstår jeg sagtens hvorfor. For de bands ER ikke metal ud af den tradition, som Sabbath, Purple og Zeppelin grundlagde, og som Priest og Maiden brugte anden halvdel af 70’erne på at krystallisere så omhyggeligt.

Men når det er sagt, så gav de to førstnævnte et par koncerter, der hver især allerede nu står i festivalens historie blandt de allerbedste nogensinde. Og sidstnævnte gav, om ikke andet, et incitament til at tage lidt tidligere hjem fredag aften og få noget ordentlig hvile. Så var fødderne også klar til årets uundgåelige thrashhøjmesse ved vores allesammens yndlings-råbe-bandnavn-i-brandert-band, Slayer. Og i den lige så uundgåelige oldschool-ende gav gode gamle Saxon som altid en hyggelig herretur med en sval kasse evigtgrønne heavyslagere.

Progressive Opeth og industrielle Ministry stod for et par yderst koncentreret-hårdtslående seancer, deres markante subgenrer taget i betragtning. Europe og Inglorious beviste hver især, at regulære rockbands med hård kant har en helt naturlig plads på metalfestivaler. Alter Bridge og In Flames mindede os til gengæld om, at metalbands helt foruden kant også skal have det.

Blandt nykommerne kørte Baest og Lost Society Pandæmonium-publikummet helt i smadder med deres respektivt bistre oldschool-død hhv. bistre oldschool-thrash. Og blandt veteranerne stod også Carcass og Overkill for habil, rutineret oldschool-død, hhv. -thrash.

Rob Zombie hyggegøglede. Candlemass hyggedoomede. Huldre bød op til middelalderdans på skovtur og fastslog atter deres position som landets overlegent bedste fokemetaloutfit af internationalt format. Dillinger Escape Plan gav en musikalsk pendant til at tage alt for meget PCP og dyrke nøgenwrestling i glasskår mod sine svigerforældre til alarmen fra 20 gigantiske clockradioer.

Airbourne tog om muligt prisen som det højst spillende band på hele festivalen og viste os, at australiere selv på rutinedage stadig bare har benzin i blodårerne. Buddy Lackey fra Psychotic Waltz benyttede prog-legendernes danmarkscomeback efter 22 år til at synge pivfalsk. Det samme gjorde Lækre Jens fra Red Warszawa, men det var kun et comeback efter et par uger, og det var kun for skæg.

Igen fik stakkels Myrkur som så mange gange før dårlige odds hos metalpublikummet, idet hun hér lå oveni Opeth. Det samme med lykkeligt genopstandne Invocator idet de lå oveni Saxon. (I bliver lige hængende nogle år denne gang, okay drenge?) Og Frank Carter and the Rattlesnakes, der ellers skulle give så forrygende shows, lå oveni Carcass.

Det siger noget om Copenhells format, at overflødighedshornet af bands på denne måde er begyndt at flyde over. Men det manglede også bare, i og med prisoptrækkeriet. Masser af fede bands eller ej: Det er på en måde lidt skandaløst, at man skal give 35,- for noget, der reelt er én enkelt kartoffel på en pind, selvom den så har fået spiralform og er blevet drysset med salt. Samt at man i det hele taget knapt kan spise sig mæt for under 60-70,- kr.. Min ellers så elskede go-to-ret på Copenhell, Big Bad Wolf-bodens stegt flæsk med persillesovs, koster nu pludselig det dobbelte af, hvad den gjorde sidste år.

Det er ærligt talt lidt nederdrægtigt, for almen adgang til næring er fandme en menneskeret. Og der skal fandme også være plads til de studerende, der udgør så stor en del af metalpublikummet. Jaja, hvis man har råd til at gå på festival osv.. Luk nu skideren: Overpriser = overpriser, ligemeget hvordan man vender og drejer det.

Til gengæld er Copenhell lige kommet et kvart kussehår efter det på ølfronten. De nye sixpack-håndtag til 270,- kr. er — omend stadig en ganske hjernedød udgift — en minimal opgradering af de forrige års 5 stk./250,- kr.. Så dét går den rigtige vej. Og så har Bodega Tutten udvidet udvalget af luksusøl en kende samt i øvrigt rykket ind i B&W-hallen. — Endda uden at give helt køb på bodegastemningen.

Dette bringer mig videre til noget meget mere generelt og glædeligt, der lige så vel kunne have endt nær katastrofalt. Festivalens ekspansion til hele 23.000 betalende gæster er naturligvis en kæmpesucces, men nyheden gav mig ærligt talt lidt klaus. For de 5.000 ekstra i 2016 kunne mærkes. Lykkeligvis har udvidelsen af området i år dog virket. Udover at Copenhell nu også har fået sin egen skatebane og en decideret lille shoppinggade, er B&W-hallen som sagt blevet åbnet og huser nu udover førnævnte Tutten bl.a. et mindre udstillingsområde og en mikro-biograf.

Igen kom jeg ikke forbi Smadreland. Også den ellers så hyggelige vinbar måtte nedprioriteres, og heller ikke i år kom jeg i Biergarten og fik hørt “Run to the Hills” og “Walk” for halvfemsindstyvende gang uden at kunne tale normalt med nogen. Det skyldes dog i høj grad vejret. B&W-hallen ligger tættere på sceneområdet, når der skal søges ly for den fornærmende aggressive regn, som jeg efterhånden mener bør anses som et nationalt problem. Jeg ved godt, det er meget folkeligt dansk at brokke sig over vejret, men jeg seriøst fucking AFSKYR at være skidt ud et sted, hvor det er gråt, vådt, køligt og blæsende selv i perioder, hvor det burde være klart, tørt, solrigt og vindstille.

Nok om det. Men apropos det folkelige, så er der en interessant problematik ift. Copenhell, jeg simpelthen er nødt til at benytte lejligheden til at få vendt med jer. Som jeg nævner i min Red Warszawa-anmeldelse fra årets Copenhell, så går Devilutions af slagsen nemlig over i at snakke om identitetskrise hos festivalen. Om hvordan Copenhell har “satset mere på de sikre kort i fadølsfestens tjeneste og mindre på metallen“ og søgt “væk fra de store metalbands og mod rocknavne, der kan sikre billetsalget“. Om “den evindelige promovering af metalkulturens værste klichéer som billigt salgstrick”. Og endelig lidt opgivende om hvordan vi således lige så godt kan tage dumheden (læs: Red Warszawa) til os.

For mig at se er der da netop forhåbentlig ingen af os, der går af vejen for en god fadølsfest. Og det med at booke store rocknavne er for så vidt heller ikke noget nyt for en metalfestival. Hellfest har gjort det i flere år — og Sweden Rock har nærmest alle dage været halvt metal, halvt (hård) rock. Det samme kan man ydermere langt hen ad vejen sige om festivaler som Download samt Rock Am Ring/Rock Im Park.

Men når Wacken og nu også Copenhell i de senere år er begyndt at hive f.eks. Europe ind som hovednavn, så skyldes det, at metallen har nået en alder, hvor der ganske enkelt bare bliver færre og færre potentielle hovednavne at vælge mellem uden at genbrugsplyndre blandt de bands, der nu engang overhovedet er på europatour. Det er af samme årsag, at hovednavnene i år bl.a. har heddet System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch — og ikke f.eks. Judas Priest, Accept og Manowar. (Ja, for I prøvede da vel at få fat i Manowar her i deres afskedsår, kære Copenhell-bookere??)

Det betyder så bare ikke, at programmet SKAL være letfordøjeligt og folkeligt, — eksempelvis har Brutal Assault troligt haft mindst ét bemærkelsesværdigt electro-industrial-navn på plakaten de sidste tre-fire års tid, ligesom Die Krupps spillede på Wacken i fjor. Så dét kunne måske være en retning at forfølge for Copenhell. (Selvom det jo nok ville afstedkomme bitcheri fra de sædvanlige.)

Men altsåeh... Hvor folkeligt og rocket skal noget egentlig være, før det holder op med at være sådan, som det nu gerne “skal” og “bør” være? Var Twisted Sisters så ubetvivlelige gudekoncert på Copenhell i 2014 for eksempel for “folkelig” til at være seriøs? Og for rocket til at være “ordentligt” metal? Personligt kunne jeg mere end sagtens tage Europe seriøst i år, til skærende trods for at de jo for evigt vil være primærassocieret med et kitschet one-hit wonder, der er mere gennempløjet end hele vatikanets drengekor tilsammen. Og når Slayer formår at samle over 20.000 af os foran Helvíti, er det så på sin vis ikke — i ordets bogstaveligste forstand — nogenlunde så folkeligt, som det overhovedet bliver indenfor metalgenrens rammer?

Ydermere: Selvom et eller flere af hovednavnene er nok så folkelige og festlige, bør der så alligevel ikke være plads til begge dele? Er selve genrebetegnelsen “metal” ikke netop så bred, at den både kan omfatte sjov og seriøsitet — både fadølsfolkefesten OG den introspektive højtidelighed? Og ærligt talt… Hvor stort VAR problemet så reelt?? For det forekom altså ikke mig, at der i mærkbart højere grad end normalt blev holdt fadølsfester til rock- snarere end moshbal til metalkoncerter nu i år.

Og i øvrigt: Når man beklager black metallens underrepræsentation på Copenhell 2017, hvorfor så ikke nævne, at power metal i år kun har været repræsenteret ved ét enkelt lokalnavn nederst på plakaten (i.e. Seven Thorns)? Men det er måske fordi, black metal er en mindre “folkelig” subgenre? — Altså, til trods for at power metallen indiskutabelt havde den snævrest mulige repræsentation og opbakning i år? Og hvad hvis jeg nu sagde, at jeg faktisk sagtens kan tage power metal seriøst — og at metal generelt gør mig glad ved livet og giver mig lyst til at feste og hamre fadøl? Det er sjovt, som der stadig findes folk her i landet, der endnu ikke kender deres Piet Hein og således stadig kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt.

En mere generel ting er, at hovednavne overalt netop er blevet så store, som de nu engang er, fordi deres musik indeholder elementer, der ganske enkelt appellerer bredere. Selvfølgelig dels også fordi de har arbejdet i tilstrækkeligt mange år til at bevise deres værd og er blevet ved med at gøre det. Men når det f.eks. er Metallica, der headliner en Big Four-bill, så skyldes det altså de dersens overvejende rockede sange, der får de få, intellektualiserende puritanere til at dømme “fadølsfest” — og samtidig de brede, glade masser til at holde fadølsfest. Det samme gælder i høj grad for vores allesammens Iron Maiden og sgu også vores allesammens Slayer. Og på et meget mindre plan ligger samme princip til grund for, at Nifelheim er blandt hovednavnene på årets Metal Magic Festival. De har arbejdet for det i mange år, ja. Men deres musik indeholder også elementer, der appellerer bredt nok til, at de overhovedet kan komme i betragtning som hovednavn.

Jamen den-og-den sang og den-og-den passage er fandme bare KOMPROMISLØS METAL, så hvordan kan de så stadig være hovednavn måske?!” Jaja. Selvfølgelig er der altid en masse undtagelser og særtilfælde. Sådan vil det nødvendigvis være, når man taler om noget, der i sagens natur er så kulturelt betinget, vanskeligt kvantificérbart, og i det hele taget så fluffy i kanterne, som musik er det. Men hovedreglen — selv med alle sine undtagelser og særtilfælde — ER altså bare, at de store bands netop er blevet store ved at tiltale tilstrækkeligt store mængder af mennesker. Og så kan vi blive ved med at være uenige om, hvor grænserne skal gå for, hvornår noget er “for” rocket og “for” folkeligt til en størrelse som Copenhell.

Det skal naturligvis siges, at alle disse indvendinger kommer fra en mand, der ELSKER, at en metalfestival kan være så stor i et så småt og gennemgående middelmådigt land, som den har vokset sig til på Refshaleøen hver midsommer. Som jeg også var inde på i min Copenhell-sammenfatning fra sidste år, så er der jo ingen idé i at hive mange tusind glade brødre og søstre sammen på et så relativt småt areal, hvis ikke vi netop har de store, samlende oplevelser, som for Dio’s sake er selve rygraden i enhver festival uanset dens genre. Det gør mig aldeles intet, at hovednavnene sidste år bl.a. hed Alice Cooper og Scorpions, for begge formåede at levere netop de dersens forjættede fællesoplevelser, som vi, nå ja, for Lemmy’s sake bare har at nyde, mens muligheden stadig er der.

Alting til trods er jeg desuden sikker på, at mine iøvrigt udmærkede kolleger fra Devilution nok skal have haft endnu et brag af en fest i år, ligesom jeg selv. Og jeg er sikker på, at de nok skal dukke op næste år, selvom der så måtte være nogle bands på programmet, de ikke bryder sig om. Ligesom jeg selv. For i skrivende stund er det kun knapt seks døgn siden, den hidtil største danske metalfestival nogensinde sluttede. Og hold kæft, hvor jeg allerede savner den.

Vi ses derude i 2018, kære brødre og søstre. Og så får vi sgu lige en fad.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • GHOST IRIS_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Huldre_7
  • Forfatter: Jill
  • OVERKILL_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Opeth - Copenhell 2017

Er Opeth et festivalband? Dét spørgsmål er stadig til debat efter i aften. Ligesom In Flames skuffede fælt for nogle år tilbage (og gjorde op for det), således går historien også med Opeth i aften – det var dog helt tilbage i 2011, Copenhells 2. år. Her havde man valgt at smide dem på mens der stadig var dagslys, og dertil var vinden, ikke overraskende, stadig ganske kraftig. Det resulterede i en skidt koncert, hvor bandet gerne ville, men ikke kunne komme udover kanten.

Denne gang er mørkets frembrud en plusfaktor, og vinden har ligeledes dæmpet sig. Samtidigt er Opeth ikke presset ind mellem alverdens bands: efter dette er der kun Slayer (og evt. Red Warszawa / The Black Dahlia Murder for de hardcore) – det gør at de forsamlede sandsynligvis er fans i forvejen, for ellers ville man bruge tiden på at gøre sig klar til Slayer, vil jeg påstå.

Og som ”Ghost Of Perdition” brager igennem kort inde i sættet, er alle dårligdomme for seks år siden lykkeligt glemt. Det lyder godt (ikke perfekt, men godt), det ser godt ud – det føles godt. Det er som om vi alle sammen, bandet inklusive, vil gøre op for skuffelsen. Og det siger jeg uden at vide om nogen af de forsamlede overhovedet var med sidste gang, eller om Opeth slet og ret kan huske det. Men det føles sådan.

Omvendt er det svært for mig virkelig at sætte pris på Opeth, når det foregår udenfor. Efter deres magtdemonstration i Koncerthuset for lidt over et halvt år siden, er jeg nok skadet for livet. De betingelser kan en festival bare ikke hamle op. Den tørre humor, der frit flyder fra Åkerfeldt, er dog den samme, og selvom jeg ærgrer mig over at forestillingen endnu engang håndteres på svensk, ser publikum ud til at være til det – og så kan jeg i stedet glæde mig over at Åkerfeldt brøler igennem, og på den måde gør op for at netop dén del stod svagt i Koncerthuset. Og når vi er ved forskelligheder, er jeg også glad for, at sætlisten er blevet rystet en anelse siden sidste besøg – det er stadig noget af det jeg sætter mest pris på ved Opeth, at man aldrig er helt sikker på hvad man får ift. sangvalg.

Stemningen er så god, at jeg er overbevist om at vi sagtens kunne have klaret en time mere – eller måske bare en halv... En time føles i hvert fald som for lidt. Så det ender med at være den forholdsvis korte spilletid, det svenske valg, og en anelse uperfekt lyd (som stadig er enormt god for en festival) der trækker ned. Og jeg er altså ikke længere i tvivl om, at jeg foretrækker Opeth inden døre. Men at progressiv metal, og så teknisk af slagsen, klarer sig så godt er en fryd, og må selvfølgelig betyde at Opeth kommer tilbage igen en anden gang. Gerne med længere spiltid.

Sætliste:
1) – Sorceress
2) – Ghost Of Perdition
3) – Cusp Of Eternity
4) – Heir Apparent
5) – Era
6) – Deliverance
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • MYRKUR_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • GHOST IRIS_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Opeth_1
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Opeth - DR Koncerthuset

Ah, Opeth. Om noget et band der altid er garant for en glimrende oplevelse, i hvert fald hvis det foregår indenfor. Det var efterhånden også på tide de fik større lokaler at udfolde sig i end Store Vega, så dette setup virkede på papiret som det bedste match i Danmark. Og vi blev ikke skuffede...

Opeth:
Med henholdsvis tre sange fra det nye ”Sorceress”, to fra det ældre ”Ghost Reveries”, og én skæring fra samtlige af Opeths album, foruden de to første og det nyere ”Heritage”, og så har man allerede her opskriften på en god aften. Foruden at være glad for musikken i al almindelighed, er en stor bonus ved at se Opeth live, at man ved der altid vil være høj udskiftning af sange, så man får mulighed for at høre noget forskelligt – den eneste sang jeg umiddelbart kan komme på der altid er på programmet er ”Deliverance”, hvilket man vel egentlig også kan kalde for Opeths ”hit”. Nej, sætlisten er lige som den skal være. Fra den monumentale og hårdtslående start, ikke mindst i form af ”Ghost Of Perdition”, til den lange og mere rolige midte, f.eks. med sange som ”Face Of Melinda” og ”In My Time Of Need”, til den fuldstændigt overrumplende afslutning, her flankeret af bl.a. ”Heir Apparent”, og så ”Deliverance”, der lukker og slukker... De nye sange passer ligeledes glimrende ind, selvom stilen er en anden, og det går bare ikke galt i sangvalget.

Klokken er 21:05, og Opeth ejer huset. Lyden er så sprød, så klar, så tung, så det er et mekka af indtryk der blander sig med hinanden. Lyset tager førstepladsen over det mest gennemførte jeg nogensinde har oplevet – og der blev sagt nogensinde. Med det ment ikke det mest imponerende eller teknisk udfordrende, nej, men aldrig har jeg været vidne til noget så velprogrammet; farverne skifter lige når de skal, lyset fokuserer udelukkende på guitaristen i de rigtige passager, det blinker og blitzer når det er vildt (men aldrig for meget), og det er vanvittigt flot og betagende. Samtidigt har Opeth taget videoskærme i brug, hvilket er præcist den detalje jeg har manglet tidligere – nu, ved min 7. Opeth koncert, skete det. Sådan. Jeg ville virkelig ønske dette blev optaget fra start til slut, men lige i aften, hvilket også vidner om publikums respekt, ser jeg ingen telefoner i luften.

Opeth er som de nu engang er; nonchalante og afslappede at se på. Det ser så latterligt let ud, og det gode humør er som altid i højsædet. Netop her har ensemblet formået at gøre noget unikt, som andre bands kunne lære af; fordi man spiller seriøs og teknisk krævende musik, behøver man ikke selv være alvorlig. Kendetegnet for Opeths show er, at Åkerfeldt mellem sangene fyrer dårlige jokes af, i sin sædvanlige knastørre og selvironiske humor. Dette var i sandhed også tilfældet i aften, faktisk i en hel overdreven grad (men på ingen måde for meget!) – og dette spredte sig naturligvis til publikum, som var i et helt særligt humør. Ingen seriøsitet imellem sangene, men intet andet end respekt for selvsamme imens numrene stod på. Jeg har sjældent følt mig så godt tilpas som jeg gjorde i aften, og det var i høj grad publikums løssluppenhed, der var med til det.

“Ghost of Perdition” åbner ballet for alvor, og her opstår aftenens første højdepunkt, da Åkerfeldt bliver slået en smule ud af kurs, med et guitarteknisk problem. Det lyder måske mærkeligt, men han tager det netop i stiv arm, udbryder et selvironisk ”sorry”, og får styr på udstyret kort efter – og så er det videre uden de store armbevægelser. Dét, at de ultra-perfektionistiske Opeth, ikke er livløse robotter (jeg kigger her på jer, Dream Theater), men rent faktisk godt kan komme ud for reelle problemer, og så takle dem på en afslappet måde – det er fedt at se.

Jeg var egentlig allerede parat til at give Opeth topkarakter efter ”Ghost Of Perdition”, for lige her var det helt perfekt – det kunne umuligt blive bedre. Her vidste jeg det var tid til snak... og så vælger Åkerfeldt gudhjælpemig at snakke svensk... og ikke kun her, men resten af aftenen. Det lyder måske som en smålig ting at beklage sig over, men man skal forstå konteksten; Opeth er netop kendt for deres ”stage banter” imellem sangene; den tørre humor, som er enormt morsom. Men når man ikke forstår halvdelen, så er det jo, ”sjovt nok”, ikke særlig sjovt. Det er et decideret fjollet træk. Snak nu engelsk (som ellers gjort til samtlige koncerter i landet), så alle er på bølgelængde – når der ikke responderes særlig begejstret på flere ting der siges, så kunne det jo tænkes forståelsen mangler – når der flere gange spørges; ”forstår I hvad jeg siger?”, så bør der ringe en klokke et sted.

Men okay... som en ”trøst” får man så et publikum i et afsindigt godt humør, hvor der imellem hver eneste sang er dumme kommentarer i luften. Der er i aften mange svenskere, så der var næsten en slags ”verbal krig” mellem dem og ”os”; ”Hvad siger du? Jeg kan ikke forstå dig!!”, ”jævla danska!”, osv. – eller bare når publikum råber (godmodigt) ad Opeth med fraser som ”Blackwater Park!”, ”DØDSMETAL!” eller ”hvor er Frederik?” (der her refererer til at Åkerfeldt syntes han skulle hilse på den anden guitarist, Frederik, rigtig mange gange – bare fordi). Det balancerer på kanten, men ender på den rigtige side, så det er mere sjovt end plat og irriterende.

Og så går tiden, det lyder helt forrygende godt, og lysshowet imponerer til stadighed. Om det så er det nye eller det gamle, så er det lige som det skal være, selvom det skal nævnes at de gamle skæringer gør mest for mig. Efter ”The Grand Conjuration” rejser samtlige i salen sig op for at hylde Opeth, og vi sætter os først ned da det efterhånden famøse ”Danskjävla!!” lydklip fra Riget fylder salen (endnu et af de bøvede indslag). Så er det tid til finalen, og hvad bedre end den grandiose ”Deliverance”? Det er faktisk så godt, at nogle få ikke kan holde begejstringen tilbage, og hen mod slutningen skider på alt, for at rejse sig fra deres plads og begynde at headbange. Endnu engang, da det hele er endegyldigt slut, rejser alle sig op, uden undtagelse, for at klappe og vise taknemmelighed. Det mindes jeg ikke at have oplevet til en siddende koncert i lang tid.

Så... på trods af en ærgerlig ”bagatel” med det svenske, så er dette stadig den bedste optræden med Opeth jeg har været vidne til. Selv hvis de snakker engelsk i fremtiden, og giver koncert samme sted... jeg tror ikke det ville kunne slå denne helt særlige oplevelse. Men jeg håber det. For satan hvor var det bare i orden.

Sætliste:
1) – Sorceress
2) – Ghost Of Perdition
3) – Demon Of The Fall
4) – The Wilde Flowers
5) – Face Of Melinda
6) – In My Time Of Need
7) – Will O The Wisp
8) – Cusp Of Eternity
9) – The Drapery Falls
10) – Heir Apparent
11) – The Grand Conjuration
Encore:
12) – Deliverance
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Opeth - Sorceress

For mange Opeth fans var det en udfordring, da bandet på albummet ”Heritage” vendte sig mod en mere gammeldags stil med rene vokaler; en tendens som blev mere udtalt på det efterfølgende ”Pale Communion” for to år siden. Nu er Åkerfeldt og Co. tilbage med ”Sorceress”, der lige som forgængeren er optaget i Rockfield Studios i Wales med Tom Dalgety bag knapperne.

Som ventet betyder det en fortsættelse af samme musikalske stil som nævnt ovenfor, for det nye album betyder et genhør med mange af de samme elementer. Mest markant er den udstrakte brug af old school orgel, som virkelig booster retrostilen – det giver en meget autentisk 1970’er feeling. Det samme gør f.eks. fløjtearrangementet i titelnummeret, men i det hele taget er numrenes opbygning og vokalarrangementer af den gamle skole.

Albummet indeholder mange passager med akustiske instrumenter, og fremtræder i første omgang meget stille. Men indtrykket snyder, for der er også masser af tyngde og energi, hvilket skaber fin dynamik. Samtidig viser Åkerfeldt at han ikke har glemt det progressive, for numrene skifter udtryk og udvikler sig meget. Et plus er her de mange guitarsoli, som har virkelig flot lyd.

Om det er det rigtige for Opeth at fortsætte i den valgte retning, er der mange meninger om, og det kan diskuteres. Men hvad der ikke står til diskussion, er det faktum at Mikael Åkerfeldt er en virkelig dygtig sangskriver, som formår at blande tyngde og melodi på en varieret, dynamisk og spændende måde. Derfor er albummet vokset i styrke hos mig, efterhånden som antallet af afspilninger er steget, og jeg må konkludere, at selv om det ikke er det oprindelige Opeth, er det stadig godt!

Tracklist:
1. Persephone
2. Sorceress
3. The Wilde Flowers
4. Will O The Wisp
5. Chrysalis
6. Sorceress 2
7. The Seventh Sojourn
8. Strange Brew
9. A Fleeting Glance
10. Era
11. Persephone (Slight Return)
Samlet spilletid: 56:36

 

Læs mere...

Opeth, Alcest

Når søndag aften i København er fyldt med pigtrådsmusik, kan man kun ærgre sig over at så mange gode bands spiller på præcist samme dag. Man er tvunget til at begrænse sig og reelt satse og sætte alt på et enkelt felt/koncert. Aftenens felt var for undertegnede Kalles Kaviar med dertil hørende champagne. Mere specifikt Opeth og Alcest i Store Vega.

 

Alcest

Sidst de franske pitchfork-darlings gæstede Danmark var det i Beta’s gunstige rammer, hvor bandet spillede en smuk og flot koncert. Under Opeths vinger var omgivelserne blevet opgraderet, desværre uden at det var til fordel for Alcest. ”Wings” åbnede koncerten naturligt forlænget af ”Opale” fra Neige & drengenes halvkedelige 2014 udgivelse Shelter. Det var hurtigt klart for enhver, at de lydmæssige forhold ikke var helt optimale for black-shoegazer bandet. Neiges vokal var frekvensvist utydeligt i det tunge bashelvede og fik man uheldigvis bevæget sig op på balkonen i Vega, var man så heldig næsten ikke at kunne høre vokalen, med undtagelse af de rå vokaliseringer. Ikke optimalt og slet ikke i relation til hvor stor en del Neige’s vokal er i det samlede lydbillede.

Ved ”tredje” nummer lukkede Alcest for alvor op for den franske pose af lækkerier. Alle klædt i bordeaux rød (hvem sagde bourgogne?), leverede bandet deres første højdepunkt i form af ”Là Où Naissent Couleurs Nouvelles”. Herefter trak Alcest publikum rundt i en ren tour de force, bestående af ”Autre Temps”, ”L'eveil des muses”og ”Percées de lumière” inden der blev lukket og slukket med ”Délivrance”. En velvalgt setlist, der førte publikum igennem 45 minutter af det ypperste. Trods de lidt halvdårlige lydforhold, reagerede publikum overvejende positivt – og der var reelt heller ikke grund til andet. 

Alcest matchede på ingen måde deres forrige besøg i Danmark. Hånden på hjertet, var det heller ikke forventet. Til gengæld viste Alcest fin profil og leverede en god opvarmning til aftenens hovednavn. 4 ud af 6.

 

Opeth

Til trods for at koncerten ikke var udsolgt, var der 21:15 efterhånden fyldt godt op i Vega. Med scenen flankeret af trommer og orgel bagerst, var der kun lige præcis plads til de fire lyssøjler og bagbeklædningen, bestående af coveret fra bandets storslåede opus Pale Communion. Og det var netop den plade bandet startede ud med. ”Eternal Rains Will Come” tordnede af sted til stor glæde for undertegnede. Om end Svalberg lige skulle have indstillet orglet, stod lyden skarpt såvel i stuen som på første. En sanselig fornøjelse. Herefter fik vi serveret ”Cusp Of Eternity”, endnu et nummer fra Pale Communion. Leveret i et dansende grønt lyshav, der ville have gjort enhver Saint Patrick's day fest misundelig, tryllede Opeth af sted til perfektion. En gennemført start på en koncert der skulle vise sig at udvikle sig til intet mindre end fantastisk.

Herefter fik vi første publikumspleaser (en ud af mange), bestående af ”Bleak” fra den fantastiske Black Water Park. Der har været lidt hvisken i krogene, om at Åkerfeldt simpelthen ikke kan levere den rå vokal længere. Det kan jeg herved blankt afvise. Vokalen fremstod ligeså grum og mørk som på pladen. Her havde de små hår på armene efterhånden fundet en konstant oprejst stilling. En stilling der efterfølgende blev holdt af ”The Moor” og ”Advent”. Sidstnævnte tordnede igennem Vega med lang mere styrke end på bandets 1996 album Morningrise. Det ene huk efter det andet leveret solidt og med et smil på læben. I det hele taget var den svenske version af Pavarotti og resten af ensemblet i hopla og leverede den ene finurlighed efter den anden.

Som det sikkert allerede fremgår, blev der vekslet godt i det afviklede materiale. Vi var hele turen tundt. Tilbage dengang det hele var ungt og frem til nutiden. Bandet leverede en musikalsk magtdemonstration. Sådan skal prog-metal leveres, spilles og lyde live. De personlige højdepunkter ligger absolut i numre som nettop ”Bleak”, ”Advent”, ” April Ethereal” og afslutningsvist ”Deliverance”. Overordnet en flot koncert, med et stort MEN… Efter Opeths tour med Heritage (2011) udtalte Åkerfeldt, at de muligvis havde spillet for meget nyt. Det er sandsynligvis årsagen til at vi kun fik tre numre fra Pale Communion. Et fantastisk album, som jeg personligt rigtig gerne ville have hørt mere fra. Derved en flot koncert, hvor jeg dog personligt står med en lille smule skuffelse. Er man diehard fan af bandets ældre materiale tror jeg man havde en fest. Kom man også for at høre deres nyeste, er man måske lidt skuffet. Den lille smule kritik ændre ikke ved at Opeth spillede en fantastisk koncert. 5,5 ud af 6.

 

Læs mere...

Opeth - Pale Communion

Dette ellevte studiealbum fra svenske Opeth markerer efter alt at dømme endegyldigt bandets, eller måske mere præcist hoveddrivkraften Michael Åkerfeldts, afsked med death metal-genren. Væk er de store dissonnerende, distortede akkorder. Væk er de buldrende metaltrommer. Væk er spændingen omkring hvilket af de tonstunge riffs der pludselig ændrer karakter, når det i stedet bliver spillet på en akustisk guitar (Nå ja, ikke helt væk, men det vender jeg tilbage til). Og ikke mindst; Væk er en af de fedeste growlstemmer jeg nogensinde har hørt. Således lettere nedtrykt sætter jeg Pale Communion på igen, og vender opmærksomheden mod det, der er givet os i stedet.

Egentlig burde det jo ikke komme som den store overraskelse, at Opeth, efter tyve års pladeudgivelser og lige så mange forskellige bandmedlemmer gennem årene, efterhånden har udviklet et andet udtryk. Og udviklingen er jo også sket gradvist. Et af bandets varemærker har i mange år været musikkens vekslen mellem de hårde og bløde passager, og senest med Damnation fra 2003 stod det klart, at Åkerfeldts fokus i stadig stigende grad var de mere stille og melodiøse sider. De efterfølgende udgivelser har da også i stadigt større omfang båret præg af en opblødning; I guitarernes og vokalens lyd, sammensætningen af numrene og i det hele taget bevægelsen i retning af et mere rocket og 70'eragtig sound.

Den aktuelle udgivelse er den hidtil mest retroagtige. De bærende elementer i første nummer er således en halvlang og småskæv intro, noget ret Led Zeppelinsk trommespil og et meget prominent, vrælende hammondorgel. Efter et par minutters tid går "hovedmelodien" i gang. Den er ganske som man kunne forvente af Opeth, et clean guitarstykke med lidt piano og nogle meget genkendelige harmonier. Lidt mere orgel end vanligt, og meget mere flydende og melodiøs bas. Og så starter vokalen. Ikke bare med Åkerfeldts rene stemme, men såmænd med et trestemmigt arrangement af den. Dernæst fyldes der på med strygere og en kort men smuk lille guitarsolo, og til slut en decideret prog rock/jazzet outro som klinger ud på en ekstra storladen stadionakkord... Spørgsmålet er vel så, om det efterlader en forvirret eller snarere forventningsfuld.

For mit vedkommende kan jeg ikke komme udenom, at denne plade vokser for hver gang jeg hører den. For selv om Opeth er blevet et meget mere afdæmpet foretagende end de var i de gode gamle dage med Still Life og Blackwater Park, skinner deres virtuositet og særligt Åkerfeldts sangskriverevner så meget mere igennem. Numrene er simpelthen bare godt skrevet, og har en underliggende stemning af dysterhed og melankoli, som bliver bedre forløst i musikken end den gjorde på den gode men alt for korte Damnation. Dertil kommer retroværdien. Denne plade burde bare være opstået i 70'erne, tydeligt illustreret på et nummer som Goblin, med sit Al-DiMeola-jazz-rockagtige udtryk - Som til gengæld bliver efterfulgt af den flydende smukke ballade, River, der halvvejs igennem alligevel ændrer form og vikler sig ind i endnu mere musikalsk tornet underskov.

Opeth har altid haft deres eget udtryk, kombinationen af elementer har været relativt let at genkende, og dette har ikke ændret sig. Åkerfeldts fremragende sangstemme kommer flot til udtryk, og strækker sig fra det rå, hæse og inderlige til den florlette fistelfalset, som nok vil ærgre den lytter, som måtte vente på growlet. For det kommer ikke, hverken i musikken eller i vokalen. Til gengæld bliver vi præsenteret for en gennemført produktion med fødderne solidt plantet i ophavsmændenes musikalske baggrund. Smuk og inderlig, men også sær og kantet - kedeligt bliver det aldrig. Pale Communion udgør det næste, logiske skridt i Opeths udvikling, og de enkelte dele fungerer utrolig godt, både enkeltvis og som samlet enhed.
Jeg siger tak til Opeth for dem de var engang - Men nu er sommeren så småt forbi og efteråret på vej, og der til har de lavet en dunkel, flot og helstøbt plade, som vil komme til at fungere rigtig godt jo længere og mørkere aftnerne bliver.

 

Track list:
01 Eternal Rains Will Come (6:43)
02 Cusp of Eternity (5:37)
03 Moon Above, Sun Below (10:53)
04 Elysian Woes (4:48)
05 Goblin (4:34)
06 River (7:33)
07 Voice of Treason (8:00)
08 Faith in Others (7:41)

Samlet spilletid: (55:48)

 

Læs mere...

Hør ny sang fra Opeth’s kommende album ”Pale Communion”

Det svenske progressive metal band Opeth har løftet sløret for endnu en ny sang fra deres kommende album “Pale Communion”.

Sangen ”Eternal Rains”, som kan høres nedenfor, er åbnings numret på gruppens elvte studiealbum som udkommer 26. august igennem Roadrunner Records.

“Pale Communion” er produceret af guitarist/vokalist Mikael Åkerfeldt og mikset af Porcupine Tree’s frontmand og guitarist Steven Wilson.

 

Åkerfeldt har i et interview med Noisey sagt følgende om det nye album:

”Normally when I start writing for a record, I'm a bit nervous. You don't know whether or not you're going to be able to come up with something that you like or come up with something at all, to be honest. I was inspired because pretty early on, I wrote a song on the new album — the last song on there, which I ended up being really happy with. So I had some type of guidelines which was more melody, I think."

“'Heritage' was somewhat deliberately fucked up all over the place because I love fucked-up-all-over-the-place-type music, but I wanted to do something more melodic with this album, so there's stronger vocal melodies and more melodies overall for this album. I was pretty consistent with that frame of mind throughout the writing process, so at least I had a plan with this album, and I normally don't, to be honest."

 

"Pale Communion" trackliste:
01. Eternal Rains
02. Cusp Of Eternity
03. Moon Above, Sun Below
04. Elysian Woes
05. Goblin
06. River
07. Voice Of Treason
08. Faith In Others

 

Opeth - Eternal Rains (Audio)

Opeth - Cusp Of Eternity (Audio)

artwork

 

Læs mere...

Opeth rykker udgivelsesdatoen for ”Pale Communion”

Opeth har nu annonceret at releasen for deres længe-ventede 11. studie album ”Pale Communion” er rykket til d. 26. august 2014.

“Many of you have heard the rumours already and we can now confirm that the release of ‘Pale Communion’ has indeed been pushed back to late August,” kommenterede Opeth’s frontman, Mikael Åkerfeldt. “Several circumstances prevented the band from delivering essential tools to Roadrunner in time which are needed to set up the album release properly and release schedule conflicts made us mutually decide on August instead of June.

 

“Pale Communion” som er blevet produceret af bandet’s egen Mikael Åkerfeldt og er blevet mixet af mangeårige sammenarbejdspartner og Porcupine Tree’s frontman/guitarist Steven Wilson, efterfølger nu singlen ”Cusp of Eternity” og kan allerede forudbestilles nu.

Forudbestilling af ”Pale Communion” gennem iTunes inkludere en instant download af ”Cusp of Eternity” samt nr. 2 album track som bliver released d. 15. juli.

Opeth spiller i Store Vega d. 9. november 2014. Billetter kan bestilles nu.

 

Opeth - Cusp Of Eternity

 

Læs mere...

Opeth udgiver nyt album til juni

Det svenske progressive metal band Opeth er klar med deres 11. fuldlængde album.

Albummet som er blevet døbt ”Pale Communion” udkommer den 17. juni igennem Roadrunner Records.

”Pale communion”, som er produceret af bandleder Mikael Åkerfeldt og mikset af Porcupine Tree frontmanden Steven Wilson, vil blive indledt af albummets første single ”Cusp of Eternity”, som vil være muligt at forudbestille den 6. maj.

 

Åkerfeldt har i et interview med Vice’s Noisey udtalt følgende om det nye materiale:

“I wanted to do something more melodic with this album…there’s stronger vocal melodies and more melodies overall…I was pretty consistent with that frame of mind throughout the writing process.”

 

Metal Injection’s skribent Greg Kennelty har fået en forsmag på albummet og skriver bl.a. følgende: 

“This record knows exactly what it's doing and nails it through and through…one of my favorite records of 2014. If not my favorite record of 2014.”

 

Track listen til “Pale Communion” ser således ud:

1. Eternal Rains Will Come
2. Cusp of Eternity
3. Moon Above, Sun Below
4. Elysian Woes
5. Goblin
6. River
7. Voice of Treason
8. Faith in Others

 

 

Hvilke Opeth album er din favorit? Skriv en kommentar nedenfor og lad os høre din mening!

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed