fbpx

Enforcer - Zenith

Musikalske tidsrejser er normalt noget jeg oplever i forbindelse med Stoner Metal, hvor det er stilen fra 1970’erne, der genoplives, men svenske Enforcer bringer oplevelsen et årti fremad. Bandet har altid været meget inspireret af 80’ernes Metal, og deres femte studiealbum ”Zenith” er ingen undtagelse. Denne gang har det ambitiøse mål været at skabe ”det største Heavy Metal album nogensinde” – citat fra bandet selv.

Til det formål trækker Enforcer på forskellige af årtiets subgenrer: Udlægget med ”Die For The Devil” og ”Zenith Of The Black Sun” minder om Motley Crue med gode omkvæd og seje guitarriffs – en god start. Den bliver fulgt op af Speed Metal i ”Searching For You” og ”Thunder And Hell”, hvor der skrues godt op for tempoet og stortrommerne, og hvor Olof Wikstrands skarpe vokal passer perfekt. Desværre er produktionen også 80’er tidssvarende, for den er alt andet end knivskarp og krystalklar.

En ballade må naturligvis ikke mangle i sammenhængen, så den får vi i form af ”Regrets”, som desværre er en virkelig kedelig og hamrende uinteressant repræsentant for stilen; albummet havde været bedre uden nummeret. Helt så galt står det ikke til med de resterende tracks, men alligevel rykker de ikke for alvor – lidt keyboards og poppede omkvæd giver resultater på det jævne.

Der ligger albummet også som helhed, for selv om Enforcer gengiver den klassiske stil meget autentisk, er ”Zenith” MEGET langt fra score titlen som verdens største album, uanset hvor velvilligt man ser på det.

Tracklist:
1. Die For The Devil
2. Zenith Of The Black Sun
3. Searching For You
4. Regrets
5. The End Of A Universe
6. Sail On
7. One Thousand Years Of Darkness
8. Thunder And Hell
9. Forever We Worship The Dark
10. Ode To Death
Samlet spilletid: 46:23

Læs mere...

Septicflesh + Krisiun, Pumpehuset 19/04/2019

Normalt er jeg for fin til at se opvarmningsbands. Og selvom jeg får dem set, er jeg somme tider for fin til at skrive om dem. Men i denne ombæring har jeg lige lyst til at kippe lidt med fanen for de amerikanske groovemetallere Incite, der åbenbart har eksisteret i 15 år og udgivet en hel håndfuld studiealbums.

At Incite er et rutineret foretagende kan mærkes. Sammenspillet er eminent; især trommeslager Lennon Lopez imponerer med et lige dele frenetisk og ekvilibristisk bombardement af tørre tæsk til både messing og dyreskind. Men det er den sprælske, hulemandslignende frontmand Richie C, som åbenbart er tidligere livevokalist for Nailbomb, der gør denne gruppe bemærkelsesværdig.

Manden drøner rundt på scenen; headbanger og tæsker huller i luften som en spastiker på speed. Brøler og råber med en Phil Anselmos dybe, drævende sydstatsbariton. Får øjenkontakt med så mange publikummere som muligt fra så mange steder som muligt. Op at stå på så mange kabinetter, højttalere og monitors som muligt. Opildner os til at “MAKE SOME FUCKING NOOOOISE!” så ofte, at det næsten ville være grinagtigt, hvis ikke både hans og bandets samlede selvtillid og stage presence havde holdt vand.

Og det endda til trods for, at jeg stort set ikke husker noget af musikken. Incite lyder lidt som Lamb of God; lidt som alle Max Cavaleras bands de sidste 25 år. Ingen af delene er de mest revolutionerende eller spændende indenfor all things metal. Men det er utroligt livevenligt, og med så meget mere energi i hele rummet, end der kan være på scenen, går der ikke mange minutter, inden den første moshpit bryder ud. Og en større, cirkulær af slagsen bliver det såmænd også til senere.

Incite kommer aldrig på A-holdet indenfor alle tiders største metalnavne, hverken hvad relevans eller kreativitet angår. Men jeg kunne snildt finde på at nappe dem igen, når chancen byder sig, hvad end det måtte være på en festival eller på deres egen headlinertour, — hvilket jeg i øvrigt lige så snildt kunne unde dem. For det er umuligt ikke at se aftenens hovednavne som værende mere eller mindre udfordrede udi at skulle følge i deres kølvand.

(4,5 ud af 6)


F.eks. virker brasilianske Krisiun, — der ellers er det band, som har trukket hårdest i mig i aften, — næsten stillestående og indadvendte til sammenligning. Men det har andre forklaringer.

Selvom Krisiun spiller Dødsmetal med stort D, fornemmer man tydeligt den helt gamle skole, hvori deres fødder er lige så urokkeligt plantet, som de står fast på scenegulvet. Udover allehånde førstegenerations-dødsbands var der de tidlige udgivelser fra Sodom samt naturligvis landsmændene Sepultura. Jovist. Men når jeg normalt beskriver Krisiun, omtaler jeg dem gerne som “Motörhead oversat til dødsmetal”.

Det er ikke bare den konstante, intense energi og det ufravigelige fokus på de dybe basfrekvenser, der gør det. Det er ikke bare det, at de smed en coverversion af “Sweet Revenge” på “AssassiNation”-skiven (2006). Det er næsten lige så meget deres fremtræden som stoisk powertrio, der næsten udelukkende lader musikken tale, samt at de desuden alle er klædt i sort læder fra top til tå som på omslaget til en bette plade ved navn “Ace of Spades” (1980). Og hvis man ikke lige spotter Snaggletooth på ryggen af guitarist Moyses Kolesne, burde bindeleddet gå 0% af de fremmødte forbi, når Krisiun med cadeau til “en af vores største tænkere” kaster sig ud i et cover af det udødelige titelnummer fra samme førnævnte klassikeralbum.

Inden da går der dog noget tid, inden Krisiun får både mig og resten af publikum overbevist. Men de gør det, fordi de er så forpulet dygtige til den lille ekstraordinære, indædt rå og brutale niche i dødsmetallen, som de har brugt lige knapt 30 år på at udstykke så omhyggeligt. Jeg ejer under halvdelen af deres udgivelser, og deres musik ER meget ensartet. Men det er lige så umuligt at stå stille til, som Motörhead var det. Vi headbanger, mosher, drikker og råver. Det er fredag; vi er glade; bandet er taknemmelige. Og selvom jeg har tænkt, at de da burde spille sidst, er det nok lige så godt, at pladsen går til Septicflesh, som at Krisiun ikke afveksler deres musik alt for meget. Det ville sikkert bare ødelægge et eller andet.

(4,5 ud af 6)


Det er dog ikke kun andenheadlinerens relative indadvendthed, der får græske Septicflesh til at trække de største stik hjem i aften. Mit kendskab til dem begrænser sig til “Revolution DNA”-skiven (’99): Et fint lille datidigt bud på så’n noget lidt højtragende keyboard-død i spiseligt tempo og med et par mærkbare hitpotentialer. Det var dengang, de stadig hed Septic Flesh i to ord.

I dag er der lige nøjagtig et ekko tilbage. Alt potentialet er indløst i en imponerende nyinkarnation af gruppen, der synes at have fået langt større vitalitet og fokus efter gendannelsen i 2007. Samtlige numre er fra bandets seneste fire skiver. Det kommer helt bag på mig, hvor vilde folk er med dem helt fra begyndelsen; jeg har det lidt, som om jeg er gået glip af en hel masse.

Septicflesh anno 2019 — og altså også tilbage til anno 2008 — lyder som en udgave af Fleshgod Apocalypse, hvori de barokke og progressive elementer er nedtonet, men hvor der er lige så højt til loftet, og rytmefigurerne er mere strømlinede. Tekstuniverset synes at dreje sig om hedenske panteoner, blasfemiske tolkninger af Kristus og nadverritualet, samt anden okkult esoterisme. Spiros Antonious growl er blevet dybere med årene.

Dramatik og tyngde er nøgleordene. Harmonierne er gerne dissonante; guitarerne gerne huggende som trykluftsbor. Det stort anlagte strygerbackdrop indeholder et lige så konstant udtryk af epik som af horrorfilm. Ja, det er egentlig utroligt, hvor langt man kan strække rammerne for det hersens metalmusik. Og det er som før antydet lige så utroligt, hvor populære Septicflesh åbenbart er blevet, selv heroppe i andedammen.

Hvor sceneshowet var det bærende element hos Incite, og hvor musikken var det hos Krisiun, går de to elementer op i en højere enhed hos førsteheadlineren. Antoniou påberåber os i hvert eneste nummer. “Denmark! I count to three, and then… we destroy!” Og det er ikke kun sit band og deres musik, han maner til vildskab. Crowd’en er et bølgende hav af pumpende knytnæver, lange, piskende manker, og bare, svedende overkroppe i ekstatisk krigsdans. Det er sådan hér, en metalkoncert skal se ud, og det er sådan hér, den skal føles. Både i øjeblikkets indlevelse, men også hér dagen derpå, hvor jeg ikke mindes det antal år, der må være gået, siden jeg sidst har headbanget så meget.

Min nakke er øm grænsende til det ubevægelige, og jeg har tømmermænd, der kunne tage livet af svagere individer. Men fandme om ikke jeg har lyst til at gennemleve årsagerne hertil igen. Verdensklasse er mangt og meget værd.

(5 ud af 6)

Læs mere...

Demon Head - Hellfire Ocean Void

Selvom Demon Head startede i den hjemlige hovedstad tilbage i 2012, er det først nu, i forbindelse med udgivelse af deres tredje album, "Hellfire Ocean Void”, at de dukker op i min indbakke. Indspilning og mix har bandet vanen tro selv taget sig af, mens mastering er lagt i hænderne på Flemming Rasmussen i Sweet Silence Studios.

Indholdet er hovedsageligt Hardrock, men ikke af den moderne slags i stil med Alter Bridge og Stonesour; nej, vi skal helt tilbage til tiden omkring 1980, hvor Blue Oyster Cult var rigtig store. Sammenligningen skyldes en kombination af numrenes opbygning, den tynde guitarlyd og vokalernes tilbagetrukne position, og illustreres fint i ”The Night Is Yours”. Elementerne går igen i de resterende numre, hvor der justeres en smule i positionerne fra nummer til nummer.

Her skiller ”Strange Eggs” sig ud ved at introducere noget mere Doom-agtig tyngde, mens man fastholder et old school udtryk.

Kombinationen af ældre stilarter (om man så kalder det retro-, stoner eller old school er lige meget) og nutidige produktioner har ofte ført til gode resultater, men det lykkes ikke for Demon Head. Under gennemlytning af de otte numre bliver jeg aldrig grebet af fornemmelsen af, at den og den sekvens er spændende og rykker godt; i stedet glider numrene bare forbi som en småkedelig masse. Så selvom de flerstemmige vokaler er flot fremført, ender ”Hellfire Ocean Void” som en skuffelse.

Tracklist:
01. Rumours
02. The Night Is Yours
03. A Flaming Sea
04. In The Hour Of The Wolf
05. Labyrinth
06. Strange Eggs
07. Death's Solitude
08. Mercury & Sulphur
Samlet spilletid: 39:56

Læs mere...

Silhouette - Aileen

Silhouette holder til i trekantsområdet, og siden starten i 2012 har de fire medlemmer udgivet en enkelt EP samt turneret i både Danmark og rundt i Europa. Nu er de klar med tre nye numre, som udsendes lidt utraditionelt. Det sker på en 12” single, hvor den ene side af vinylen indeholder numrene, mens den anden side er tom. Men udgivelsen er også tilgængelig digitalt, hvilket er essentielt for denne anmelder.

Der åbnes med ”My Avidity”, som starter frisk med udmærket gang i guitaren. Samtidig har nummeret en flot retrostemning, som skabes via orgel og den udmærkede melodi. Mod slutningen skifter nummeret karakter, og der bliver plads til en helt cool kombination af orgel og stille guitar.

Næste nummer er ”Death” starter dystert med en harmonika agtig melodi, men snart er vi tilbage i den gammeldags stil fra startnummeret – dog uden, at det bliver lige så interessant.

Titelnummeret har man gemt til sidst, og her starter Silhouette noget hårdere end i de to første tracks; tungere riffs giver en mere metallisk tilgang, men ret hurtigt vender bandet tilbage til retrostilen, igen med en stærk melodi som rygrad.
På de tre numre viser Silhouette, at de har fint styr på de gammeldags elementer, og at de formår at omsætte dem på en personlig facon. Mit første møde med bandet må derfor siges at være et positivt et af slagsen.

Tracklist:
1. My Avidity
2. Death
3. Aileen
Samlet spilletid: 19:35

Læs mere...

Memoriam - The Silent Vigil

For godt et års tid siden havde jeg fornøjelsen af, at anmelde Memoriam’s debut album “For the Fallen”. Det var som bekendt en ganske fornøjelig affære, som jeg smed 4,5 stjerne efter. Bandet er netop nu aktuelle med efterfølgeren “The Silent Vigil” og forventningens glæde var svær at skjule, men spørgsmålet var, om Memoriam så kunne indfri denne?

Nuvel, bandet fortsætter hvor debuten slap, og der lægges ikke skjul på hvor medlemmerne har haft en fortid, nemlig i Bolt Thrower og Benediction. Der eksekveres en forrygende omgang Old-School Death Metal fyldt med buldrende tunge riffs, melodiske indslag samt den growlende vokal fra Karl Willets. Numre som “Nothing Remains”, “Bleed the Same”, “No known Grave” og “Weaponised Fear” er voldfede numre, som bare sidder lige i skabet når vi snakker Old-School Death Metal. Generelt er pladen så god, at jeg som helhed ser “The Silent Vigil” som et mere helstøbt album end debut albummet.

Når det så er sagt, så er der mange af guitar riffene der bliver spillet i en uendelighed, og her savner jeg ærlig talt noget variation - det virker rigtig fedt i de allerfedeste numre, men trækker ned i de mindre gode numre. Og hvad sker der lige med produktionen? Jeg ved ikke om det er med vilje, men produktionen lader ihvertfald meget tilbage at ønske, da den er meget mørk, beskidt og nærmest indelukket, hvor den ikke rigtig kommer sin ret. En bedre produktion, og albummet havde fået fem stjerner….Det er dog stadig et fedt album for den hungrende Old-School Death metal fan!

Tracklist:
1. Soulless Parasite 4:14
2. Nothing Remains 6:00
3. From the Flames 5:39
4. The Silent Vigil 2:15
5. Bleed The Same 6:52
6. As Bridges Burn 6:14
7. The New Dark Ages 5:46 
8. No Known Grave 7:19
9. Weaponised Fear5:07 
Samlet spilletid: 49:26

 

Læs mere...

Deadflesh - Sic Semper Tyrannis

Danske Deadflesh, som blev dannet helt tilbage i 1994, spiller Old-School Death Metal som leder tankerne hen på bands som Bolt Thrower og Six Feet Under. I bagkataloget findes skiverne; ”Unreleased Hate” (1998), ”Meatcleaver” Boogie (2002) som dog aldrig blev udgivet, ”World War III” (2002) og med bandets nye opus ”Sic Semper Tyrannis” som de lige netop nu er højaktuelle med, slår de fast med syv tommer søm, at de ikke er sådan at bide skeer med!!

Deadflesh spiller lige nøjagtigt en fed omgang old-School Death Metal som lovet. Det lugter langt væk af blandt andet Bolt Thrower, vel og mærke uden at være plagiat af disse på nogen måder. Det er tungt som bare fanden med nogle særdeles ondskabsfulde riffs, som hører sig til. Allan's vokal er en grum og "gryntende" growlen som supplerer musikken ganske glimrende. Mine personlige favoritter må være åbneren "Vanguards", som har et af de fedeste åbningsriff hørt længe. "Sherman's March" som også giver baghjul til de fleste danske Death Metal acts, eller "Calm Before The Storm Of War" - det "main riff" er simpelthen bare sublimt, hvor ikke engang Bolt Thrower" kunne gøre det bedre. Men generelt er hele pladen bundsolid med et højt bundniveau, hvor der er meget lidt at sætte en finger på, det skulle dog lige være en lille smule mere variation, da numrene generelt er meget simpelt og ens bygget op.

Med det sagt har Deadflesh begået en rigtig fed Death Metal skive, hvor jeg samtidig er meget imponeret af produktionen på skiven, som er optaget i Deadflash's eget øvelokale med hjælp fra Arne Lunde, hvor alle instrumenter står klart i lydbilledet, samtidig med det hele lyder monster tungt, og ondt!! - godt gået. Ydermere bliver vi forkælet med soli fra mine tidligere guitar-makkere Sune Borring og Michael Stützer fra Artillery som gæster på nummeret ”Betrayer”. Så er du til Old-School Death Metal, er du også til Deadflesh! Støt op om Dansk Metal og køb denne satan, det fortjener de sgu!!

Tracklist:
1. Vanguards
2. Bulldozer Of Gore
3. Sherman's March
4. Omega-Hammer
5. Betrayer
6. Iron Mountain
7. Swarmbot Legion
8. Age Of Treason
9. Ghost Of Napoleon
10. Calm Before The Storm Of War
11. Inzane
12. Nibiru (The Destroyer)
Samlet spilletid: 44:00

Læs mere...

Thalamus - Hiding From Daylight

Selv om de har eksisteret i ti år, og med ”Hiding From Daylight” nu udsender deres fjerde album, er jeg ikke tidligere stødt på svenske Thalamus. På billeder ser medlemmerne ud til at være modne herrer, og det underbygges af deres musikalske præferencer.

Thalamus spiller nemlig Hardrock som den lød i sin ungdom tilbage i 70’erne, så albummet byder på 40 minutters retrostemning. Det hele anføres af Kjell Bergendahl rene og kraftfulde vokal, som passer perfekt til stilen. Det samme gør Joakhim Åslund, når han fyrer op for sit Hammond orgel – det forstærker albummets old school stil.

Selv om stilen er Hardrock, er den ikke særlig Hard målt efter nutidens målestok, og selv om guitarerne i f.eks. ”Don’t leave me behind” er ret insisterende, så overskygges de alligevel af både vokal og orgel. Den lidt hårdere tilgang til tingene genfindes både i ”Absolution” og ”Down in a hole”, mens titelnummeret lyder ret meget i retning af Blue Öyster Cult. At de også magter det mere følelsesprægede, viser Thalamus i ”Someday”, som er Bluesrock i lavt tempo, og på den måde får svenskerne demonstreret en fin udnyttelse af bredden indenfor genren.

Når det kommer til bedømmelse af ”Hiding From Daylight”, så er det ord som solidt og gennemført, der dukker op hos mig. Albummet er samlet set udmærket, men det er især Bergendahls vokal, det løfter udgivelsen det sidste hak.

Tracklist:
1.Time
2.The painter
3.Don’t leave me behind
4.Someday
5.Hiding from daylight
6.Absolution
7.Down in a hole
8.Vertigo
Samlet spilletid: 41:30

Læs mere...

Memoriam - For The Fallen

Da Bolt Thrower's trommebasker Martin ”Kiddie” Kearns sov stille ind den 14. September 2015, var de resterende medlemmer af Englands længst eksisterende Death Metal band selvsagt knust, og Bolt Thrower blev lagt til grunde på ubestemt tid. Tre uger senere mistede Benediction's bassist Frank Healy sin far. Al denne sorg efterlod en kæmpe sorg i begge lejre som måtte bearbejdes, så Karl Willetts på vokal (ex-Bolt Thrower) og Healy, dannede par med trommeslager Andy Whale (ex-Bolt Thrower) samt guitarist Scott Fairfax, og Memoriam var en realitet. Debut albummet er netop smidt på hylderne, og det er der kommet et rigtig fedt album ud af.
 
Musikken er voldtungt old-school Death metal som bare fanden; melodiøse men samtidig onde og groovede  riffs, atmosfære samt  tunge buldrende trommer. Nu er det ikke det store kendskab jeg har til Bolt Thrower og Benediction, men som jeg husker det, er det en typisk blanding af disse. Vokalen er hvad man kan forvente af et old-school Death metal band; dyb growlen og skrålen, men måske alligevel en smule for ordinær – jeg kunne i hvertfald personlig godt tænke mig lidt mere variation. 
 
Alligevel er ”For The Fallen” et glimrende udspil med nogle voldsomt fede numre, som går rent ind på lystavlen. En stil hvor tankerne ledes hen på de nu hedengangne Hail Of Bullets, - ikke mindst på grund af deres lyriske tema om krig. Memoriam må siges at have smidt et mere end godkendt debut på gaden, og er du til old-school Death metal er du også til Memoriam.
 
Tracklist: 
1. Memoriam 2:50 
2. War Rages On 4:09
3. Reduced To Zero 6:37 
4. Corrupted System 6:38 
5. Flatline 7:35 
6. Surrounded By Death 3:10 
7. Resistance 3:52 
8. Last Words 8:45
Samlet spilletid: 43:40
 
Læs mere...

Grave Digger - Healed By Metal

Tyske Grave Digger, som snart kan fejre 40 års jubilæum, har om nogen holdt fanen højt indenfor den klassiske Heavy/Power Metal, og i 2001 udgav de ”The Grave Digger” som er mit personlige favorit album med de gæve tyskere. Sidenhen har det været lidt op og ned med niveauet, og ”Return Of The Reaper” fra 2014 var et udmærket udspil, uden dog at være skelsættende på nogen måder. ”Healed By Metal” er titlen på bandets nye udspil, og der er absolut intet nyt under solen her.

Der lægges fra land med de typiske Grave Digger numre og de sædvanlige glimrende omkvæd, som vel nok er bandets stærkeste kort. Bandet overrasker på ingen måde; det er Grave Digger som vi kender dem med de gode gamle old-school riffs uden de store udsving. Samtidig med at der ingen fornyelse er at spore, synes det hele også at blive en kende for ordinært. Bevares, jeg kan da godt høre at numrene vil fungere glimrende live, men ellers har musikken ikke samme vanlige niveau, og her bruges alt for mange dårlige klichéer.

”Healed By Metal” er ingenlunde en dårlig plade, og som sagt er bandets stærkeste kort deres tilbagevendende fede omkvæd. Men denne gang kommer bandet ikke i mål, og på trods af de bedre numre som ”Healed By Metal”, ”Ten Commendments Of Metal”, ”The Hangman’s Eye” og ”Hallelujah” bliver det overordnede indtryk altså for letkøbt, og aldrig helt episk på samme måde, som de ellers formår. 


Tracklist:
1. Healed By Metal
2. When Night Falls
3.Lawbreaker
4.Free Forever
5.Call For War
6.Ten Commendments Of Metal
7.The Hangman's Eye
8.Kill Ritual
9.Hallelujah
10.Laughing With The Dead
Samlet spilletid: 36:20

Læs mere...

Overkill - The Grinding Wheel

Efter deres fede album ”Killbox 13” fra 2003 havde Amerikanske Overkill nogle magre år med albumene ”RelixIV” (2005) og ”Immortalis” (2007) som efter min bedste overbevisning ikke levede helt op til bandets vanlige standard. Bandet vendte imidlertid frygteligt tilbage på sporet med albummet ”Ironbound” i 2010, og har siden da leveret varen. ”The Grinding Wheel” er titlen på bandets ikke mindre end attende album såmænd, og det skuffer på ingen måde.

Skiven lægger godt ud med ”Mean Green Killing Machine” som viser Overkill fra deres bedste side – Thrash’n Groove deruda’ med super fede riffs, fede breaks og hooks. På efterfølgeren ”Goddamn Trouble” er der stort set ligeså meget knald på, men på en mere Rock’n Rollet attitude om man vil, men super fedt. ”Our Finest Hour”, ”The Long Road”, midtempo grooveren ”Come Heavy”, neckbreakerne ”Red White And Blue” og ”The Wheel” følger trop med samme niveau af energi, power og nosser. Og ja, det er jo stort set de meste af skiven. Titelnummeret er en lidt tungere sag og faktisk lidt semi-episk i sit udtryk, men det bliver det bestemt ikke dårligere af. Så selvom der er enkelte mindre gode numre som ”Shine On” og ”Let’s All Go To Hades” - dog stadig hæderlige - er musikken simpelthen på tårnhøjt niveau med en energiudladning af de helt store. 

Overkill er ved at være godt oppe i årene, men det høres stadig ikke, og der er absolut ingen tegn på rust her. Overkill er et af de bands som bare aldrig må skifte stil, for det de gør – det gør de bare så godt! ”The Grinding Wheel” er et fremragende album med en fed produktion af Andy Sneap, hvor alle instrumenter fremstår klart og tydeligt. Et klasse eksempel på hvordan et Old-school Thrash Metal album skal skrues sammen.

Tracklist:
1. Mean Green Killing Machine 7:29
2. Goddamn Trouble 6:21
3. Our Finest Hour 5:49 
4. Shine On 6:03 
5. The Long Road 6:45 
6. Let's All Go To Hades 4:55 
7. Come Heavy 4:59 
8. Red White And Blue 5:05 
9. The Wheel 4:51 
10. The Grinding Wheel 7:55
Samlet spilletid: 60:19

 

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed