Efter fjorten (14!!) års pause fra de tyske metalguder er der omsider nyt fra den front! Det startede tilbage i foråret 2009, hvor Peter Balters (bas) og Wolf Hoffmann (guitar) mødtes for at jamme over metalriffs. De sad således og spillede nogle af de gamle klassikere og lavede sågar nogle nye numre – men der manglede ligesom et eller andet. En af dem foreslog derfor at ringe til Mark Tormillo (eks T. T. Quick), der ikke boede så langt væk. Mark kom over i studiet og sang med på ”Flash Rockin´ Man” (Restless and Wild), og med et var de klar over, at der foregik noget helt særligt: Mark Tormillo kunne meget vel være den nye sanger i Accept. Efterfølgende blev der sendt et par emails til de øvrige medlemmer af bandet, og så var det en realitet; Accept var genfødt!
Med producer Andy Sneap (Megadeth, Exodus, Testament m.fl.), der selv er stor Accept-fan, bag knapperne kom metalhjertet til at banke igen!
Og det skal jeg da lige love for! Jeg var meget, meget skeptisk, da jeg satte pladen på og jeg tænkte, at det umuligt kunne være godt! Men jeg måtte hurtigt æde de ord i mig igen. For med ”Beat the Bastards”, der åbner ballet, er der dømt heavymetal til den store guldmedalje og jeg fór ind i garderoben for at finde denimvesten og læderbukserne frem igen! Ikke nok med at det er en ganske overbevisende præstation fra de gamle hoveder, så leverer Mark Tormillo en vokal, der langt overgår Udo Dirkschneiders formåen; han lyder meget lig den ikoniske Udo, men Mark Tormillos vokal har langt flere nuancer og et bredere spektrum end Udo nogensinde har leveret.
Med sådan en frontmand og med numre som ”Teutonic Terror”, ”Rolling Thunder” og stadion-syng-med-hittet ”Pandemic” har Accept her leveret årtiets positive overraskelse og Blood of the Nations kunne meget vel gå hen og blive årets bedste metaludgivelse.
For der er ganske enkelt ikke noget at udsætte på dette album; Accept leverer det de er bedst til; firserheavy med lirende soli, skrigende vokal, tunge riffs, tordnende trommer og en vild bas. Og, ikke mindst, så er der fuld knald på fra start til slut! Det er ikke til at mærke, at Accept er et band, der efterhånden har 40 år på bagen, og den lange pause har tilsyneladende kun bevirket, at der er sparet en masse krudt sammen, der trænger til at blive brændt af! Og jeg synes helt bestemt, at du skal gøre dig selv den tjeneste at brænde krudtet af i dine højttalere!

Trackliste:
1. Beat the Bastards
2. Teutonic Terror
3. The Abyss
4. Blood of the Nations
5. Shades of Death
6. Locked and Loaded
7. Time Machine (Bonus Track)
8. Kill the Pain
9. Rolling Thunder
10. Pandemic
11. New World Comin´
12. No Shelter
13. Bucket Full of Hate

Total spilletid: 72:59

Sidste år gendannede Paul Speckmann bandet Master, og nu hiver han endnu et af sine gamle bands op af mølposen. Det er Abomination, som var aktive på den amerikanske Thrash-scene fra 1987 til 1993, og dengang udgav de to albums "Abomination” og ”Tragedy Strikes”. Begge er at finde på denne genudgivelse sammen med EP´en ”Final War” og diverse demomateriale fordelt på 2 CD skiver.
Den første CD lægger ud med bandets debutalbum fra 1990, som byder på klassisk Thrash Metal i pænt højt tempo og fint energiniveau. Der er bare intet nyt i det, for på dette tidspunkt havde bands som Slayer, Megadeth og Metallica udgivet en stribe banebrydende albums, som definerede genren. På den baggrund er ”Abomination” blot en ”Me Too” – produktion, som lægger sig i slipstrømmen på de store navne ved at kopiere deres stil i større eller mindre grad.
På opfølgeren ”Tragedy Strikes”, som kom året efter, viser bandet lidt mere selvstændighed. Teksterne handler om den første golfkrig, og Abomination nøjes denne gang ikke med at kopiere andre, men får også listet en smule selvstændighed ind i sangskrivningen; alligevel er det ikke den store oplevelse at lægge øre til albummet. Det samme gælder for resten af numrene, for uanset tidspunkt for optagelse, er det så som så med kvaliteten.
Udgivelsen er en perfekt julegave til den inkarnerede Abominationfan, som her får bandets komplette produktion serveret i en samlet pakke. Desværre ser jeg ikke ret mange andre potentielle modtagere af dette udspil; etablerede genrekendere har allerede masser af bedre albums i samlingen, og nytilkomne vil også være bedre tjent med at kigge efter materiale andre steder.

CD1
Tracklist:
1 The Choice
2 Blood For Oil
3 Murder, Rape, Pillage and Burn
4 They’re Dead
5 Reformation
6 Pull The Plug
7 Redeem Deny
8 Will They Bleed
9 Possession
10 Industrial Sickness
11 Suicidal Dreams
12 Soldier
13 Life And Death
14 Kill Or Be Killed
15 Victim Of The Future
16 Oppression
17 Tunnel Of Damnation

Samlet spilletid: 70:50

CD2
Tracklist:
1Face In The Crowd
2 Follower (Bonus CD)
3 You Could Be Next
4 Impending Doom
5 Take A Sip Of Power
6 Over The Edge
7 Man Created God
8 Reformation
9 Mistaken Reality
10 Impending Doom
11 Victim Of The Future
12 Curses Of The Deadly Sin
13 Social Outcast
14 Tunnel Of Damnation
15 Raping The Grave
16 Follower
17 Possession
18 Doomed By The Living
19 The Truth

Samlet spilletid: 75:43

World Under Blood er en af Nuclear Blast's nyeste satsninger. "Tactical" er bandets første skive siden undfangelsen i 2006, og bandet bliver efter alt at dømme spændende at følge fremover.
Hovedmanden i bandet er Deron Miller. Navnet forekom mig bekendt, og efter lidt detektivarbejde fandt jeg ud af, at han tidligere har slået sine folder i bandet CKY, som Jackass-serien gjorde berømt. Nu har han slået pjalterne sammen med så prominente navne som Tim Yeung, James Murphy og Logan Mader. Sidstnævnte dog kun som producer-agtig mand. James Murphy både spiller guitarsoli og mixer albummet, og Tim Yeung spiller naturligvis gryder, som var der intet imorgen.
Jeg vil sige, at World Under Blood umiddelbart slet ikke appellerer til min smag, idet det er alt for melodisk og pænt til at være death metal. Det er klinisk produceret, så kanterne er helt slebet af. Derudover bliver udtrykket og sangskabelonerne ikke varieret særlig meget stort set hele albummet igennem, og det bliver trættende at lytte til i længden. Alligevel er der noget, der tiltaler mig. Vokalen er ret fedt varieret, omend Deron Miller låner den computer-baserede vokal, som vi kender fra Cynic. Der er skrig, growl og ren sang, så spektret spænder vidt. Trommerne er der jo også en masse guf i at høre, så det er solidt håndværk, og jeg må indrømme, at jeg langsomt men sikkert mærker min skepsis blive overvundet.
World Under Blood bliver kanske det næste store death metal-core hit, men jeg tager det med et forbehold; der er nogle gode numre på "Tactical", men originaliteten og sangskrivningens kvaliteter er til at overse. Men dog bestemt et talentfuldt band med en del potentiale.

Tracklist:
01: A God Among the Waste
02: Into the Arms of Cruelty
03: Pyro Compulsive
04: Dead and Still in Pain
05: Purgatory Dormitory
06: Under the Autumn Law
07: I Can't Stand His Name
08: Revere's Tears
09: Wake Up Dead (Bonus Track)

Samlet spilletid: 36:41

Jeg skal love for Nuclear Blast sidder med en god hånd i år. Pladeselskabet har ikke alene spillet solide skiver med Grand Magus og Testament ud. Nej, det holder sgu også på trumfer i form af nyt fra ingen ringere end Enslaved, Graveyard og Witchcraft, og i skrivende stund er det de såkaldte retro-rockere i sidstnævnte, indsatsen hæves med.

Fem år er gået siden svenske Witchcraft udgav album nummer tre, "The Alchemist". Albummet udmærkede sig ved at fange ingen ringere end Philip H. Anselmos opmærksomhed, og Nuclear Blast er tilsyneladende heller ikke bleg for at bruge Anselmo som ét af de primære markedsføringsværktøjer i promoveringen af album nummer fire, "Legend". Et påklæbet klistermærke lyder; "I support their enthusiasm 100 %!" Phil Anselmo (Down/Pantera).

Anselmos begejstring kender jeg udmærket godt til. Som så mange andre bands, der har hjemme – eller har haft hjemme – på Lee Dorrians Rise Above Records, formår Witchcraft at kreere noget helt unikt med elementer, der helt nøgternt set for længst burde have overskredet sidste anvendelsesdato. Lige så stor en gevinst bandet – hvis retfærdigheden er til – bliver for Nuclear Blast, lige så stort et tab må de være for Dorrian og Rise Above Records. Omvendt, så vil Dorrian altid være manden, der signede Witchcraft og udgav deres tre første albums, "Witchcraft" fra 2004, "Firewood" fra 2005 og den førnævnte "The Alchemist" fra 2007, og lur mig, om ikke han fortsætter med at finde – og udgive plader med – nye og spændende bands til den dag han dør!

Witchcraft anno 2012 er dog af en lidt anden støbning end dét band, der forlod Rise Above Records. Væk er guitarist John Hoyles og trommeslager Fredrik Jansson og med er nu guitaristerne Tom Jondelius og Simon Solomon, samt trommeslager Oscar Johansson. Sanger og – delvist – guitarist Magnus Pelander og bassist Ola Henriksson fører stadigvæk an når det gælder komponeringen, men umiddelbart synes udskiftningen i besætningen at have ændret bandets musikalske udtryk. Witchcraft er ganske enkelt blevet tungere.

Der er atter massive proportioner af doom metal at spore i bandets musikalske mikstur. Ja, det er slet ikke til at komme udenom! Pelanders vokal synes også en anelse kraftigere. Den står både i skarp kontrast til hans forvrængede præstationer på debutalbummet, til hans mere klare og rene ditto på "The Alchemist" og til hans melankolske og sjælefulde røst på hans selvtitlede debut-12" fra 2010.

Til trods for musikkens tungere islæt formår Witchcraft stadigvæk at bevare dén nerve og dén sjæl i nummer efter nummer på "Legend", som de så mesterligt har blottet på deres forrige albums, omend mere nøgent – af mangel på bedre ord – og skrøbeligt før end nu. "Legend" er rig på substans og jeg er lige ved at tro, at albummets ni (ti) numre, er lyden af Pelander og co. når de er aller bedst. "Legend" er i alt fald et solidt og sublimt udspil fra et interessant band med et imponerende bagkatalog.

2012 kan meget vel blive ét af dette årtusindes bedste år for Nuclear Blast, og det er "Legend" i høj grad medvirkende til. Albummet er ganske enkelt i særklasse, og det er niveauer over størstedelen af Nuclear Blasts øvrige udgivelser.

Tracklist:
1. Deconstruction
2. Flag Of Fate
3. It's Not Because Of You
4. An Alternative To Freedom
5. Ghosts House
6. White Light Suicide
7. Democracy
8. Dystopia
9. Dead End
10. By Your Definition (Bonus Track)

Samlet spilletid: 56:51

Wintersun er et finsk band styret af mastermind Jari, der normalvis også gør sig i Ensiferum. Deres debutalbum er tilbage fra 2004, og nu er opfølgeren "Time I" langt om længe udgivet på gader og stræder.
Når jeg tænker finsk metal, så tænker jeg Rotten Sound, HIM, Impaled Nazarene og Demilich. Altså et bredt spekter af forskellige ekstremer. Wintersun er dog slet ikke i familie med nogle af de førnævnte bands (måske en anelse, da trommeslageren Kai faktisk har spillet trommer i Rotten Sound) , da det mere er en form for power/death metal. Altså, keyboards en masse, pompøse klangflader, klinisk produktion og høj lys og veludført vokal bidrager til power-delen. Blastbeats og growl bidrager til death-delen. Den hurtige læser vil nok lægge mærke til, at der er langt flere power-dele end death-dele. Og det er ikke helt forkert, for hvor albummet kunne have udmærket sig ved at lave en mere ligelig fordelt blanding af de to genrer, er der desværre massiv overvægt på power-delen. Jari har tit udbasuneret, at han forsøger at ikke lade sig indhegne af genrer, men jeg må nok ærligt indrømme, at "Time I" er en noget melodisk og power metal-agtig plade.
Den består af seks numre, hvoraf det ene nummer er delt op i fire satser. Det musiske udtryk er som skrevet meget pompøst, fyldt med malende keyboards og atmosfæriske lydbilleder. Faktisk kunne nummeret "When Time Fades Away" fint fungere som soundtrack til en Braveheart-agtig film, og faktisk sidder man tit og har fornemmelsen af, at man rider udover det skotske højland. Stor ros for at kunne male med en sådan pensel – Problemet er bare i mine ører, at musikken er alt for pæn og poleret, og at min opmærksomhed er sparsom, når vi er ude i den slags musik.
Kort sagt, så er "Time I" et omfattende værk, der har taget lang tid for de implicerede at få skrevet færdigt, men i bund og grund så er det virkeligt alt for intetsigende for min smag. Men kudos for det stykke arbejde der er lagt i det.

Tracklist:
01: When Time Fades Away
02: Sons of Winter and Stars
I: Rain of Stars
II: Surrounded by Darkness
III: Journey Inside a Dream
IV: Sons of Winter and Stars
03: Land of Snow and Sorrow
04: Darkness and Frost
05: Time

Total Spilletid: 44:00 Minutter

I år kan While Heaven Wept fejre 20 års jubilæum, og alligevel er deres eksistens gået 100% forbi næsen på undertegnede. Og det er ikke fordi bandet ikke har givet lyd fra sig; foruden dette nye udspil er det blevet til 3 studie- og et livealbum foruden en DVD og talrige bidrag til diverse compilations.
Det kan være, at den tilbageholdende stil er en del af forklaringen, for While Heaven Wept hører ikke til de mest højtråbende, i stedet holder man sig lidt i baggrunden. Musikalsk betyder det, at numrene aldrig bliver anmasende i hverken musik eller lyd – man kan godt kalde det for Metal fra flinkeskolen. Alligevel er numrene hverken kedelige eller uden bid, for bandet viser, at de både kan give musikken et truende ("Destroyer Of Solace") og melankolsk ("To Grieve Forever") udtryk, selvom de egentlige Metalguitarer sjældent pakkes ud. Ellers er det de stærke melodier og flotte omkvæd, der præger numrene; sidstnævnte har meget flotte backing kor, som sikkert bliver gengivet lige så fint i live-sammenhæng, da hele 4 af bandets 7 medlemmer bidrager til dem.
Det progressive udmønter sig i et bevidst teknisk fokus igennem albummet; her er der tale om meget kompetente præstationer uden unødig opvisning eller kunstige påfund. Og det er kun i det episke slutnummer, at spilletiden for alvor ekspanderer, men det sker uden at tiden føles lang. På den måde afrundes et album, som med sin tilbageholdende tone vil gøre sig godt som underholdning til de stille stunder, som Metalheads også har godt af ind imellem.

Tracklist:
1 - Hour Of Reprisal
2 - Destroyer Of Solace
3 - Obsessions Now Effigies
4 - Unplentitude
5 - To Grieve Forever
6 - Saturn And Sacrifice
7 - Finality

Samlet spilletid: 37:07