fbpx

Memoriam - Requiem For Mankind

Presseteksten beskriver Memoriam som et band, der aldrig står stille, og englændernes aktiviteter underbygger påstanden: ”Requiem For Mankind” er bandets nyeste udspil, og det tredje album på tre år! Kvantitet er selvfølgelig ikke et mål i sig selv, men medlemmernes fortid i bands som Benediction og Bolt Thrower burde borge for et højt niveau.

Stilmæssigt gør det helt automatisk, for det er især let at høre inspirationen fra sidstnævnte i Memoriams musik – i grunden ikke den store overraskelse, når man tænker på Bolt Throwers lange karriere. På albummet her skinner fortiden mest igennem på guitararbejdet; især når tempoet ligger højt, som i ”Shell Shock” og titelnummeret, hænger tingene godt sammen.

Alligevel er det som om, at Memoriam ikke kommer helt fra land; jeg sidder med en fornemmelse af, at numrene burde have et gear mere, at de ikke helt når at udfolde deres potentiale. I stedet når jeg at blive en smule træt, og skal bekæmpe trangen til at bryde den begyndende monotoni med et tryk på NEXT-knappen.

Først helt til slut sker der for alvor noget: I ”Fixed Bayonets” kommer der endelig noget mere punch og spænding i Dødsmetallen, og i det instrumentale slutnummer er der både tyngde og flotte melodier. Det er desværre Too little, Too late for Memoriam, som gerne må tage sig længere tid, før de udgiver deres næste album.

Tracklist:
1. Shell Shock
2. Undefeated
3. Never The Victim
4. Austerity Kills
5. In The Midst Of Desolation
6. Refuse To Be Led
7. The Veteran
8. Requiem For Mankind
9. Fixed Bayonets
10. Interment
Samlet spilletid: 48:01

Læs mere...

Death Angel - Humanicide

Selvom Death Angel spiller Thrash Metal, oprindeligt startede i San Francisco og har en historie, der går tilbage til 1982, har bandet aldrig rigtig bidt sig fast hos mig. Men måske det ændrer sig nu, hvor deres niende studiealbum har fundet vej til anmelderstakken.

Hvis det kun var et spørgsmål om energi, kunne opgaven hurtigt krydses af som løst, for Death Angel lægger bestemt ikke fingrene imellem, når de fyrer deres klassiske Thrash Metal af. Der er saft og kraft i guitarerne, og stilen holdes fint gennem alle numre. Det giver et fast greb om genren, men desværre ikke meget mere end det. Death Angel holder sig til standardelementer, og bidrager kun sjældent med selvstændige ideer. En enkelt fuldtræffer skal dog fremhæves, for i ”I Came For Blood” skrues tempoet en tand i vejret, og kombineret med sejtrækkende guitarer giver det et virkelig fedt Thrash nummer.

Desværre står dette highlight temmelig alene, for de øvrige numre er ikke i nærheden af, at fange mig for alvor; kun i glimt trækker det i nakkemusklerne.

Så nej, det blev heller ikke denne gang, at Death Angel overbeviste mig om deres kvaliteter – Det er simpelthen ikke nok at servere standardvarer uden personlige ingredienser.

Tracklist:
1. Humanicide
2. Divine Defector
3. Aggressor
4. I Came For Blood
5. Immortal Behated
6. Alive And Screaming
7. The Pack
8. Ghost Of Me
9. Revelation Song
10. Of Rats And Men
Samlet spilletid: 44:57

Læs mere...

Fleshgod Apocalypse - Veleno

Siden de udgav ”King” i 2016 er der omrokeret en del hos Fleshgod Apocalypse; Cristiano Trionfera og Tommaso Riccardi har forladt bandet, så deres bidrag på guitar og vokal mangler. Den opgave er overtaget af Francesco Paoli, som stadig er hovedmand i bandets sangskrivning.

Derfor er der ingen ændringer i den musikalske kurs, for italienerne fortsætter deres stil med store symfoniske opsætninger og knaldhård Dødsmetal. Især brugen af kor giver et meget stort lydbillede, som dominerer hovedparten af numrene - Det er ind imellem så markant, at selv de traditionelle Metal elementer kommer under pres. Heldigvis holder de stand, så man kan nyde de lækre stortrommer i ”Monnalisa” og det fine samarbejde mellem guitar og klaver i ”Worship And Forget”. Samtidig growler Paoli overbevisende nok til, at jeg ikke umiddelbart savner hans forgænger på posten.

Det hele er flot og pompøst sat op, og bandet udtaler, at de havde frie tøjler til at føre deres ideer ud i livet; en luksus som er de færreste beskåret. Og i dette tilfælde ikke en fordel, for musikken er simpelthen blevet for stor og kompliceret; det virker som om Fleshgod Apocalypse ikke helt kan overskue og håndtere det, de har sat i søen. Resultatet er en række numre, der minder meget om hinanden, og som hver især er rodede og hurtigt bliver uinteressante. Derfor har albummet svært ved at brænde sig fast trods masser af pomp og pragt.

Tracklist:
1. Fury
2. Carnivorous Lamb
3. Sugar
4. The Praying Mantis' Strategy
5. Monnalisa
6. Worship And Forget
7. Absinthe
8. Pissing On The Score
9. The Day We'll Be Gone
10. Embrace The Oblivion
11. Veleno
Samlet spilletid: 51:39

Læs mere...

Possessed - Revelations of Oblivion

Selv om Possessed regnes for et af de klassiske bands indenfor Death Metal, har der i lange perioder været stille om bandet; siden starten i begyndelsen af 1980’erne har bandet været lagt på is og siden genstartet flere gange - Det forklarer hvorfor kun to studiealbums bærer bandets navn. Det vil sige indtil nu, hvor der endelig er nyt fra veteranerne, hvis nuværende line-up har sangeren Jeff Becerra som eneste originale medlem.

Den sidste oplysning gav mig bange anelser om albummets kvaliteter – Alt for ofte har reetablerede udgaver af klassiske bands haft for lidt at byde på. Her kan jeg berolige alle med, at Possessed er undtagelsen der bekræfter dén regel: "Revelations of Oblivion” er et virkelig fedt Metal album! Punktum.

Det starter og slutter med et instrumentalnummer, og der indimellem ligger ti numre af høj klasse. Selv om Possessed regnes for et klassisk Death Metal band, indeholder numrene også mange elementer af Thrash, men det er kun en fordel. Det giver nemlig et lækkert flow, og da tempoet generelt er pænt højt, rykker det godt i nakkemusklerne.

Som tidligere er teksterne centreret omkring det okkulte og anti-religiøse, og de fremføres med uhyre effektivt af Jeff Becerra. Og da resten af bandet præsterer på virkelig højt niveau, bliver han både støttet af en stærk rytmesektion og forrygende guitarer, der både sørger for skarpe riffs og lækre løb. Det giver en knaldhård helhed, som virkelig rykker igennem. Jeg kan derfor ikke andet end at bøje mig for overmagten og kvittere med fem stjerner.

Tracklist:
1. Chant Of Oblivion
2. No More Room In Hell
3. Dominion
4. Damned
5. Demon
6. Abandoned
7. Shadowcult
8. Omen
9. Ritual
10. The Word
11. Graven
12. Temple of Samael
Samlet spilletid: 54:10

Læs mere...

The Damned Things - High Crimes

Med medlemmer fra prominente navne som Anthrax, Fall Out Boy, Every Time I Die og Alkaline Trio var det svært ikke at bruge den fortærskede betegnelse Supergruppe om The Damned Things, da de i 2010 udsendte albummet ”Ironiclast”. Egentlig skulle det ikke blive til mere, men nogle gange sker ting bare, så nu er bandet klar med album nummer to.

Jeg missede debuten, men behøver heldigvis ikke koncentrere mig om musikernes færdigheder – dem har de så rigeligt bevist i anden sammenhæng. Det flytter vægten i bedømmelsen mere over på kvaliteten af albummets ti numre, som guitaristen Joe Trohman har været hovedmand bag.

Uanset hvem der har bidraget, så er der ikke noget SUPER over dem; resultatet er en skuffende omgang Hardrock efter old school opskrift. Det er bluesbaseret og har flere steder lidt Stoner Metal over sig, men først og fremmest er numrene uinteressante. Det er kun i ”Carry A Brick” og “The Fire Is Cold”, hvor tempoet er højt, at musikken i glimt folder sig ud og bliver spændende. Og det er ikke fordi numrene mangler melodi, for omkvædene er flere steder helt fine … det hele mangler bare det sidste for at fange mig, og i stedet bliver det hele bare en tand for hyggeligt og tandløst.

Jeg kan derfor kun anbefale alle fans af medlemmernes hovedbands til at holde fast i dem, og lade denne udgivelse ligge – den gør ikke specielt meget godt for musikernes omdømme.

Tracklist:
1. Cells
2. Something Good
3. Invincible
4. Omen
5. Carry A Brick
6. Storm Charmer
7. Young Hearts
8. Keep Crawling
9. Let Me Be (Your Girl)
10. The Fire Is Cold
Samlet spilletid: 38:20

Læs mere...

Enforcer - Zenith

Musikalske tidsrejser er normalt noget jeg oplever i forbindelse med Stoner Metal, hvor det er stilen fra 1970’erne, der genoplives, men svenske Enforcer bringer oplevelsen et årti fremad. Bandet har altid været meget inspireret af 80’ernes Metal, og deres femte studiealbum ”Zenith” er ingen undtagelse. Denne gang har det ambitiøse mål været at skabe ”det største Heavy Metal album nogensinde” – citat fra bandet selv.

Til det formål trækker Enforcer på forskellige af årtiets subgenrer: Udlægget med ”Die For The Devil” og ”Zenith Of The Black Sun” minder om Motley Crue med gode omkvæd og seje guitarriffs – en god start. Den bliver fulgt op af Speed Metal i ”Searching For You” og ”Thunder And Hell”, hvor der skrues godt op for tempoet og stortrommerne, og hvor Olof Wikstrands skarpe vokal passer perfekt. Desværre er produktionen også 80’er tidssvarende, for den er alt andet end knivskarp og krystalklar.

En ballade må naturligvis ikke mangle i sammenhængen, så den får vi i form af ”Regrets”, som desværre er en virkelig kedelig og hamrende uinteressant repræsentant for stilen; albummet havde været bedre uden nummeret. Helt så galt står det ikke til med de resterende tracks, men alligevel rykker de ikke for alvor – lidt keyboards og poppede omkvæd giver resultater på det jævne.

Der ligger albummet også som helhed, for selv om Enforcer gengiver den klassiske stil meget autentisk, er ”Zenith” MEGET langt fra score titlen som verdens største album, uanset hvor velvilligt man ser på det.

Tracklist:
1. Die For The Devil
2. Zenith Of The Black Sun
3. Searching For You
4. Regrets
5. The End Of A Universe
6. Sail On
7. One Thousand Years Of Darkness
8. Thunder And Hell
9. Forever We Worship The Dark
10. Ode To Death
Samlet spilletid: 46:23

Læs mere...

Grand Magus - Wolf God

Albummet her er et godt eksempel på, at man ikke skal skue hunden (heller ikke ulven!) på hårene; ved den første gennemlytning var jeg lidt skuffet og frygtede, at Grand Magus havde mistet det sikre greb om deres nordisk inspirerede Metal, som har kendetegnet mine tidligere livtag med bandet. Efterfølgende har mange gennemlytninger vist, at jeg tog fejl; svenskerne har aldrig været bedre end på ”Wolf God”!

Som vanligt dækkes bandets stil ikke af en enkelt genrebetegnelse; jeg kunne også have skrevet Viking Metal eller Power Metal, for tekstuniverset tager igen afsæt i den nordiske mytologi og dennes heltedyrkelse. Til gengæld fremfører Janne Christoffersson dem helt uden powerhvin; i stedet synger han rent, men med maskulint overskud, så helheden bliver troværdig.

Samtidig viser Grand Magus igen, at de har virkelig godt styr på at kombinere stærke riffs, flotte melodier og fængende omkvæd, hvilket illustreres ekstra godt i ”Brother of the Storm”, ”Dawn of Fire” og ”Spear Thrower”. Jeg skriver bevidst ekstra, for elementerne findes også i de resterende numre. Generelt er det positivt, at disse har en passende snert af højtidelighed, som understreger det heltemæssige, men at det ikke overdrives, som det ofte sker i Power Metal.

Så selv om der er et halvt års tid til, glæder jeg mig til at se og høre Grand Magus på årets udgave af Aalborg Metal Festival; med ”Wolf God” i bagagen kan det kun blive en positiv oplevelse.

Tracklist:
1. Gold and Glory
2. Wolf God
3. A Hall Clad in Gold
4. Brother of the Storm
5. Dawn of Fire
6. Spear Thrower
7. To Live and Die in Solitude
8. Glory to the Brave
9. He Sent Them All to Hel
10. Untamed
Samlet spilletid: 38:47

Læs mere...

Eluveitie - Ategnatos

„Ategnatos“ er det galliske ord for ”genfødt”, og det er nærliggende at gætte på, at det peger på Eluveitie selv; efter mange udskiftninger i den ret store besætning er hovedmanden Chrigel Glanzmann det eneste tilbageværende originale medlem. Hvilken indflydelse det har på bandets stil, giver deres 8. studiealbum svar på.

Umiddelbart vil jeg sige ”slet ingen”, for Eluveitie benytter sig af alle de elementer, de har haft i brug siden de overraskede verden med ”Spirit” i 2006. Derfor er det igen en blanding af Dødsmetal og Folk spillet på en lang række mere eller mindre ukendte instrumenter, der møder lytteren. Som vanligt står Glanzmann for den mandlige vokal (ved siden af diverse instrumenter), og hans brølende stemme får følge af Fabienne Erni, som foruden at spille keltisk harpe og mandolin også synger. Det gør hun rent og klart, men hun overdriver sine fraseringer, så de bliver lidt skabagtige.

Det betyder nu mindre, når Eluveitie får kombinationen af Folkemusik og Metal til at balancere, så hårde rytmer og fængende melodier går op i en højere enhed – især i de første numre fungerer det som vi kender det fra Eluveitie.

Genkendelsen har dog en bagside, idet numrene mod slutningen enten er gentagelser af fine stemninger eller nemt bliver til ”Death Metal møder violin”, ”Death Metal møder fløjte” osv – eller med andre ord: Der mangler fornyelse i schweizernes stil, men den kommer nok ikke så længe Glanzmann sidder alene ved roret.

Tracklist:
1. Ategnatos
2. Ancus
3. Deathwalker
4. Black Water Dawn
5. A Cry In The Wilderness
6. The Raven Hill
7. The Silvern Glow
8. Ambiramus
9. Mine Is The Fury
10. The Slumber
11. Worship
12. Trinoxtion
13. Threefold Death
14. Breathe
15. Rebirth
16. Eclipse
Samlet spilletid: 60:13

Læs mere...

Fallujah - Undying Light

Fallujah stammer fra San Francisco, og bandet har fået 10 årsnålen for tro tjeneste på Metalscenen. De har udgivet tre albums før ”Undying Light”, som foruden ti nye numre byder på et nyt medlem, idet Antonio Palermo har overtaget rollen som frontmand.
Han kommer i fokus fra start, for det første man lægger mærke til på albummet, er hans vokal: Den er voldsomt skrigende, men ikke uden udtryk. Til gengæld er den meget ensformig, hvilket stjal min opmærksomhed ved de første gennemlytninger og var ved at indbringe en meget lav karakter.

Men efterhånden kom jeg til at lytte bagom vokalen, hvor de tre musikere arbejder hårdt på at skabe et meget komplekst lydbillede, hvor der arbejdes intenst med både musikkens struktur og rytme. Guitar og bas skaber i fællesskab melodier, som hele tiden skifter og bevæger sig og ud ind imellem hinanden. Samtidig ændres det rytmemæssige ofte; nogle gange hakkende, andre gange næsten legende. Men det er sjældent retlinet, hvilket gør det svært at komme ind på livet af, specielt når man lægger den mildest talt udfordrende vokal oveni. Da der samtidig er en begrænset mængde melodi strøet ud over de ti numre, tager det tid at komme helt ind til musikkens kerne. Derfor vil jeg anbefale ”Undying Light” til folk med hang til kompleks musik og tilstrækkelig tid til at lytte det til bunds.

Tracklist:
1. Glass House
2. Last Light
3. Ultraviolet
4. Dopamine
5. The Ocean Above
6. Hollow
7. Sanctuary
8. Eyes Like The Sun
9. Distant And Cold
10. Departure
Samlet spilletid: 44:54

Læs mere...

Battle Beast - No More Hollywood Endings

Det er efterhånden tredje gang, jeg kaster mig ud i en anmeldelse af et album fra Battle Beast; hvor ”Battle Beast” fra 2013 var en stor skuffelse, så viste ”Bringer of Pain” fire år senere sig som en mere gennemført præstation. Spørgsmålet er så, om finnerne kan fortsætte den positive udvikling med ”No More Hollywood Endings”.

Udgangspunktet er det samme som før, for de fastholder stilen med arrangementer drevet af store mængder keyboards som support til Noora Louhimos rene vokal. Guitarerne hører man til gengæld ikke så meget til, de er næsten begravet i den omkringliggende musik. Som så ofte inden for genren er produktionen rund og blød – absolut ingen skarpe kanter dér.

Selv om ”Piece Of Me” og ”The Golden Horde” byder på udmærket melodisk Metal, så spilles alt lige efter bogen og er næsten blottet for selvstændig tænkning. Så selv om Louhimo igen synger både rent og flot, kan det ikke skjule at numre som ”Eden” og ”Unfairy Tales” kun befinder sig millimeter over MGP-niveau. Og sådan som ”The Hero” vælter sig i 80’er synth drums, så jeg ikke havde været overrasket hvis der havde været gæstevokal af Bonnie Tyler…
Det bringer mig tilbage til det indledende spørgsmål, som jeg desværre må besvare med et rungende NEJ! Albummet er en overproduceret og skuffende stangvare, som næsten er glemt inden man er kommet igennem det.

Tracklist:
1. Unbroken
2. No More Hollywood Endings
3. Eden
4. Unfairy Tales
5. Endless Summer
6. The Hero
7. Piece Of Me
8. I Wish
9. Raise Your Fists
10. The Golden Horde
11. World On Fire
Samlet spilletid: 53:29

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed