fbpx

Aversions Crown - Hell Will Come For Us All

Aversions Crown hører hjemme i Australien, men alligevel har bandet været i Tennessee for at hente deres nye frontmand Tyler Miller. Han får debut på ”Hell Will Come For Us All”, som er bandet fjerde studiealbum.
Her står han i front for et band, som holder et højt teknisk niveau igennem hele albummet – uanset om tempoet er højt eller lavt. Og højt, det er det i det meste af spilletiden – meget højt, endda! Numrene fyres af med lynhurtige trommer, der kører løs i Grind-agtigt tempo, og trækker resten af musikken med sig. Det giver virkelig smæk for skillingen, og resulterer i fuldt udslag på energiskalaen.
Energi har Miller også rigeligt af, og når han brøler sig igennem de 9 numre, sker det med autoritet og power. Samtidig lykkes det ham at variere sin vokal pænt meget, så den ikke virker så ensidig, som man ofte hører indenfor Deathcore. Det samme kan desværre ikke siges for musikken, for her gentages de samme mønstre med stærkt begrænset variation. Det giver ret hurtigt en monoton stemning, som forstærkes af, at Aversions Crown har skåret alle tilløb til melodi væk. Dette fravalg koster på oplevelsen, fordi råderummet begrænses, selvom nogle velanbragte breakdowns hjælper lidt på situationen. Derfor er det primært det høje energiniveau og musikernes kompetencer, der lige hæver albummet over middelniveau.

Tracklist:
1. The Soil
2. Born In The Gutter
3. Paradigm
4. Caught In The System
5. Hell Will Come For Us All
6. Scourge Of Violence
7. Hymn Of Annihilation
8. Sorrow Never Sleeps
9. The Final Judgement
Samlet spilletid: 37:41

Læs mere...

Paradise Lost - Obsidian

Uanset om man er diehard fan af Goth Metal eller ej, så lægger man mærke til, når Paradise Lost udgiver nyt – englænderne har været markante repræsentanter for genren i mere end 30 år. Nu udsender de deres album nummer 16 (!), som kort og godt hedder ”Obsidian”.
Det er en velvalgt titel, for selvom stemningen på albummet ikke er helt så mørk som det vulkanske glas, kommer den et godt stykke ad vejen. Det illustreres fint allerede i åbningsnummeret, hvor klaver og strygere danner ramme for Nick Holmes’ vokal med den rette dysterhed. Nummeret viser også en anden styrke hos Paradise Lost, for med tunge guitarer og vokale brøl understreges det, at man ikke har glemt også at spille Metal.
Albummet igennem fortsætter stilen, og selvom det er mere eller mindre de samme elementer, der anvendes på forskellig vis, er det lykkedes at skrue et album sammen, der varierer pænt meget i udtryk. Her skinner bandets erfaring og kunnen igennem, for musikkens tyngde balancerer hele tiden flot med stemning og melodi.
Og så kan jeg ikke lade være med at være lidt imponeret over, at det lykkes at holde det høje niveau igennem hele albummet – det er der mange kunstnere med tilsvarende erfaring, der har svært ved. Men Paradise Lost kan, så jeg giver ”Obsidian” en varm anbefaling med; både til bandets etablerede fanskare, og til nye lyttere.

Tracklist:
1. Darker Thoughts
2. Fall From Grace
3. Ghosts
4. The Devil Embraced
5. Forsaken
6. Serenity
7. Ending Days
8. Hope Dies Young
9. Ravenghast
Samlet spilletid: 45:18

Læs mere...

Oranssi Pazuzu - Mestarin Kynsi

At lade den mesopotamiske dæmon Pazuzu indgå i navnet på et Metalband, er ikke overraskende – men i samme ombæring at gøre ham orange, det er. Og det er blot første signal om, at finske Oranssi Pazuzu går deres egne veje; det har de gjort siden starten i 2007, og det gør de på deres femte studiealbum, ”Mestarin Kynsi”.
Alle tekster har bandet holdt på deres modersmål, men det gør ingen forskel; den skrigende og brølende vokal er alligevel så svær at forstå, at sproget gør mindre. Vokalen var den primære grund til, at jeg umiddelbart placerede albummet som Black Metal; det fik senere et
Avantgarde foran, men de elementer af Sort Metal, der findes på albummet, er ikke tilstrækkeligt til at diktere genren. Derfor endte jeg med Avantgarde som det mest rigtige eller mindst forkerte bud.
For musikken er svært at sætte i bås, det eneste gennemgående element er nogle skæve melodistrukturer, som gentages i løbet af de enkelte numre. Her bliver de så sat sammen med elementer af både Sludge, Electro og Black Metal, men der er ikke tilstrækkeligt med struktur til, at genrerne bliver rendyrkede. Desværre er der heller ikke meget spænding i numrene, for selv om der i glimt er noget at komme efter, så er helheden for rodet og usammenhængende til at fange mig.

Tracklist:
1. Ilmestys
2. Tyhjyyden sakramentti
3. Uusi teknokratia
4. Oikeamielisten sali
5. Kuulen ääniä maan alta
6. Taivaan portti
Samlet spilletid: 50:12

Læs mere...

Witchcraft - Black Metal

Et band med navnet Witchcraft, som udsender et album med titlen ”Black Metal” – lyder det som noget for denne anmelder? Er paven katolik? Selvfølgelig er det det; jeg har altid været fan af den Sorte Metal, og selvom Witchcraft plejer at spille Doom, havde titlen vakt min nysgerrighed. Her burde jeg måske have lagt mere vægt på, at Nuclear Blast Records havde angivet genren som ”other” …
Denne indledning skulle til for at du, kære læser, kan forstå min overraskelse, da jeg satte albummet på første gang: ”Black Metal” indeholder hverken sataniske ritualer omskrevet til 270 BPM eller tonstunge guitarriffs. I stedet byder skiven på 7 numre, som alle kun består af en mandlig vokal akkompagneret af en akustisk guitar – den stil, man kalder Singer / Songwriter. I et enkelt nummer suppleres med et par klavertoner, ellers er det kun vokal og guitar. Der er ingen trommer eller andre elementer, som kan skabe en rytmisk struktur….

Nu spørger du sikkert, om ikke det her er verdens nemmeste anmelderjob: Straf den åbenlyse vildledning med en absolut bundkarakter og se at komme videre? Det ville det være, hvis ikke det var for den detalje, at numrene faktisk er ret gode. Især åbningsnummeret ”Elegantly Expressed Depression” er så intenst, at det automatisk tryllebinder lytteren; her er virkelig en kunstner, som har noget på hjerte! I de efterfølgende to numre er stemningen lettere og mere old school, men herfra rammes numrene af den ensformighed, der ligger i det begrænsede arbejdsrum. Det er ikke helt godkendt, men set i lyset af den falske varebetegnelse kunne det være gået meget værre for Witchcraft.

Tracklist:
1. Elegantly Expressed Depression
2. A Boy And A Girl
3. Sad People
4. Grow
5. Free Country
6. Sad Dog
7. Take Him Away
Samlet spilletid: 32:59

Læs mere...

Irist - Order Of The Mind

Selvom Irist blev dannet i Atlanta, Georgia, stammer tre af bandets fem medlemmer fra Sydamerika. Og det var da også et andet band fra den verdensdel, nemlig Sepultura, der inspirerede Pablo Davila og Bruno Segovia til at starte deres eget band. ”Order Of The Mind” er deres første album, og kommer fem år efter bandets start.
Det virker som om den tid er gået med at ophobe vrede og energi, for der er godt nok knald på de ti numre! Og det er ikke fordi tempoet er vildt opskruet, for her befinder man sig i middelklassen. Men når det kommer til sangeren Rodrigo Carvalho, er det en anden sag: Han brøler og skriger sig igennem numrene med en enorm vrede – han lyder virkelig pissed off.
Det giver numrene en vis slagside, som man i større eller mindre grad forsøger at balancere via mere melodiske indslag. Oftest er det mindre, for egentlig melodisk bliver det kun i ”Severed” og ”Harvester”, hvor en ren vokal i stil med Fear Factory giver afveksling. I de resterende tracks bliver alle vokaler leveret brølende og råbende, så det er en bevidst drejning, man giver udtrykket. Hvis man kun søger power, er det en fin strategi, men for alle andre bliver det hurtigt monotont. Personligt håber jeg på mere bredde fra Irist, næste gang de giver livstegn.

Tracklist:
1. Eons
2. Burning Sage The Cleansing
3. Severed
4. Creation
5. Dead Prayers
6. Insurrection
7. Order of the Mind
8. Harvester
9. The Well
10. Nerve
Samlet spilletid: 40:24

Læs mere...

My Dying Bride - The Ghost Of Orion

My Dying Bride har i næsten 30 år spredt dystre stemninger, og der var da også rigeligt med forhindringer på vej mod bandets studiealbum nummer 14: Alvorlig sygdom og pludselige opsigelser har gjort vejen længere end planlagt, men nu er det her.
Englænderne har altid haft fokus på stemningen på deres albums, og sådan er det også i 2020, hvor de fra starten udfolder hele paletten af virkemidler: Tempoet er moderat, men alligevel med tilstrækkeligt markante anslag til, at de får noget Doom tyngde over sig – Ikke ekstremt, for her holder alt sig i den pæne side af vejen. Det samlede resultat er mørkt og lidt trist, især når Shaun Macgowans violin bidrager. Omvendt bløder vokalen lidt op på det hele, for Aaron Stainthorpe synger blødt og fint, og bryder kun stilen med et enkelt brøl hist og her.
Når man lytter ”The Ghost Of Orion” igennem fra start til slut, er det markant hvor ensartet det hele hænger sammen; der er meget få udsving i det samlede lydbillede, hvilket resulterer i meget lidt dynamik. Derfor er der tale om et album, der ikke giver meget til lytteren, men egentlig har nok i sig selv. Derfor skal man være i et helt specielt humør for at kunne nyde indholdet, og selv der rækker niveauet ikke til mere end et OK fra mig.

Tracklist:
1. Your Broken Shore
2. To Outlive the Gods
3. Tired of Tears
4. The Solace
5. The Long Black Land
6. The Ghost of Orion
7. The Old Earth
8. Your Woven Shore
Samlet spilletid: 56:21

Læs mere...

Burning Witches - Dance With The Devil

Det går stadig fremad i lyntempo for Burning Witches; kun godt fem år efter de startede, udsender de det tredje studiealbum. Oveni kommer endda en liveudgivelse, så schweizerne hviler ikke på laurbærrene. Til gengæld er der en udskiftning i besætningen siden sidst, idet Laura Guldemond har overtaget frontvokalen.
Hun passer stemmemæssigt perfekt ind i bandet traditionelle Heavy Metal, for hun både at synger pænt og rent, men kan både brøle og hvine, når musikken kræver det. Og det gør den, for Burning Witches fortsætter deres traditionelle fortolkning af Heavy Metal, hvor navne som Judas Priest og Saxon helt sikkert har været på playlisten under medlemmernes musikalske opvækst.
Inspirationen er omsat til 11 egne numre, som følger bandets tidligere stil, så der både er udmærkede guitarriffs og iørefaldende omkvæd. Og så virker bandet mere afslappede end på forgængeren ”Hexenhammer”, hvor de var lidt overtændte og krampagtige – det giver mere ro. Desværre flytter det ikke kvaliteten meget over middel, for selv om materialet fungerer fint, efterlader det ikke noget blivende indtryk. Det fornemmer man måske også i bandet, siden man har allieret sig med selveste Ross The Boss i den afsluttende version af Manowar-klassikeren ”Battle Hymn” – en udgave, der meget sigende er okay, men ikke særligt personlig.

Tracklist:
1. The Incantation
2. Lucid Nightmare
3. Dance With The Devil
4. Wings Of Steel
5. Six Feet Underground
6. Black Magic
7. Sea Of Lies
8. The Sisters Of Fate
9. Necronomicon
10. The Final Fight
11. Threefold Return
12. Battle Hymn
Samlet spilletid: 52:04

Læs mere...

Almanac - Rush Of Death

Almanac dannede guitaristen Victor Smolski i 2015 efter sin udtræden af Rage, og efter nogle justeringer i line-uppet er bandet nu klar med deres tredje album. Det skydes i gang med opfordringen: ”Drivers, start your engines”, hvilket peger på temaet for teksterne. Her handler det om farerne ved racerløb, et område som Smolski kender udmærket fra en professionel karriere inden for motorsport.
Musikken har også taget det tempomæssige til sig, for generelt går det frisk for sig i de ti numre. Stilen ligge et sted mellem Heavy- og Power Metal med udmærkede riffs fra den seksstrengede og tilsvarende melodier. Her har bandet den fordel med Patrick Sühl og Jeannette Marchewka at kunne stille med hele to vokalister, men det burde de have fået mere ud af, end tilfældet er.
Det symfoniske element i genrebetegnelsen skyldes, at der midt på albummet er flere numre, hvor bandets traditionelt skårne Metal suppleres med stort arrangeret Klassisk musik. Det giver både bredde og størrelse til lydbilledet, er udmærket bundet sammen og har personlighed.
Den savner jeg ind imellem, for selv om numrene er stilsikre, bliver der af og til grebet lige lovlig dybt i kassen med klichéer, så numrene bliver lidt ligegyldige. Det trækker ned i det samlede billede, så vi ender på en blød mellemkarakter.

Tracklist:
1. Predator
2. Rush Of Death
3. Let The Show Begin
4. Soiled Existence
5. Bought And Sold
6. The Human Essence
7. Satisfied
8. Blink Of An Eye
9. Can't Hold Me Back
10. Like A Machine
Samlet spilletid: 47:04

Læs mere...

Sylosis - Cycle Of Suffering

I 2016 meldte Sylosis ud, at bandet ville tage en pause på ubestemt tid; bandets mastermind Josh Middleton var endt i en blindgyde, og havde brug for at finde ny inspiration. Pausen gav ham lyst til at genstarte Sylosis, som nu er klar med deres femte studiealbum, som også giver debut til en ny rytmesektion.
Udgangspunktet for albummet er, at lidelse er en naturlig og uundgåelig del af livet, men lidelsen findes kun i teksterne – det er ingen lidelse at lægge øre til albummet. Sylosis fortsætter deres stil med Thrash Metal, der både har Dødsmetallens skarphed og melodiske elementer. De sidste leveres af guitaren, og optræder som korte eller længere solstråler i forhold til numrenes øvrige bestanddele. Disse er rå, for musikken afleveres i pænt højt tempo og med eftertryk. Det samme gælder for vokalen, som er voldsomt brølende, men meget lidt varieret. Og det hele passer fint sammen, hvilket gør ”Cycle of Suffering” og ”Apex of Disdain” til rigtig fede Thrash-titler.
Hen mod slutningen begynder det at knibe med ideerne; Middleton vil for meget, så han får ikke stoppet mens legen er go’. Derfor får albummet længere spilletid end indholdet kan forsvare, og kan derfor ikke leve op til bandets bedste præstationer. Konklusionen er derfor, at Sylosis er tilbage, men stadig en smule rustne.

Tracklist:
1. Empty Prophets
2. I Sever
3. Cycle of Suffering
4. Shield
5. Calcified
6. Invidia
7. Idle Hands
8. Apex of Disdain
9. Arms Like A Noose
10. Devils In Their Eyes
11. Disintegrate
12. Abandon Samlet spilletid: 50:52

Læs mere...

Suicide Silence - Become The Hunter

Med ”Become The Hunter” bringer Suicide Silence antallet af studiealbums op på 6 – Samtidig er det album nummer tre på Nuclear Blast Records og det tredje siden Eddie Hermida tog over fra Mitch Lucker efter dennes død i 2012. Og netop vokalen ender med at være afgørende for, hvor på skalaen, man placerer albummet – mere herom senere.
Musikalsk bevæger albummet sig indenfor de gængse rammer for Dødsmetal; der bydes både på tempofyldte passager, hvor guitarerne flyver afsted, og sekvenser med det modsatte, hvor tingene er nede i skridttempo. Guitarerne bidrager også med mange lækre detaljer, hvor en melodistump, et par hurtige løb eller en flot solo er med til at hæve niveauet. Det samme gør produktionen, som er dejligt gennemsigtig, så detaljerne kommer frem. Samlet set er denne side af indholdet virkelig stærk og interessant at lytte til.
Men så er der Hermidas vokal, som han præsenterer i tre dele: Han brøler, han råber, og han skriger. Hvor de første elementer fungerer fint sammen med musikken, og er med til at styrke helheden, forholder det sig noget anderledes med den sidste. Problemet er, at skrigeriet totalt dominerer lydbilledet og splitter numrene ad. Det går gennem marv og ben, og jeg bliver ret hurtigt stresset af at lægge øre til det. Det er ødelæggende for oplevelsen, og det er kun på grund af en velfungerende musik, at ”Become The Hunter” slipper herfra med en OK bedømmelse.

Tracklist:
1. Meltdown
2. Two Steps
3. Feel Alive
4. Love Me To Death
5. In Hiding
6. Death's Anxiety
7. Skin Tight
8. The Scythe
9. Serene Obscene
10. Disaster Valley
11. Become The Hunter
Samlet spilletid: 39:47

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed