fbpx

Hjelvik - Welcome To Hel

Hvis navnet Hjelvik virker bekendt, er det ikke så underligt; Erlend Hjelvik var frontmand for Kvelertak, men valgte at forlade bandet i 2018. Nu er han så klar med et nyt band under eget navn.
Hovedpersonen kalder selv stilen for ”blackened Viking heavy metal”, men der er nu ikke mange sorte elementer at finde der. Men Viking er go´ nok, for teksterne omhandler temaer hentet i den nordiske mytologi. Og den ledsagende musik er nem at gå til, for numrene er bygget op omkring en gennemgående guitarmelodi, som giver en både frisk og let tone – her gør guitaristen Rob Steinway en rigtig fin figur. Men han får ikke lov at være i fokus ret længe, før bandets navngiver tager over. Med den let råbende stil, vi kender fra Kvelertak, fører han an igennem albummets 10 numre. Specielt på albummets første halvdel fungerer tvekampen mellem vokal og guitar godt, fordi de to elementer balancerer hinanden. Men med det samme guitaren sænker paraderne, fylder vokalen for meget, og helheden bliver ensidig. Derfor er det kun på det energiske ”Kveldulv” der rigtig rykker blandt de sidste numre.
Vurderingen af Hjelviks første udspil under eget navn kan derfor gøres kort: Hvis man var vild med hans tidligere bedrifter, vil man også synes om det nye projekt. Men hvis man har forbehold overfor vokalen, vil den stadig være til stede.

Tracklist:
1. Father War
2. Thor's Hammer
3. Helgrinda
4. The Power Ballad of Freyr
5. Glory of Hel
6. 12th Spell
7. Ironwood
8. Kveldulv
9. North Tsar
10. Necromance
Samlet spilletid: 39:21

Læs mere...

Killer Be Killed - Reluctant Hero

Da Killer Be Killeds selvbetitlede debut udkom i 2014, var mange fans bange for, at det ville blive ved det ene udspil – navne som Max Cavalera, Greg Puciato og Troy Sanders har så mange jern i ilden, at det ville blive svært at finde tid til bandet. Men ud af det blå er de nu tilbage med album nummer to.
Albummet starter stærkt, for ”Deconstructing Self-Destruction” viser potentialet i denne konstellation: Nummeret har et stærkt drive, godt med groove og en stærk vokal, alt sammen pakket ind i en flot produktion. Stilen fortsætter i de følgende numre, men efter et stykke tid begynder numrene at tabe niveau. Fremførelse og produktion er stadig i top, men materialet kan ikke helt følge trop. Og det selv om bandet forsøger sig med energisk Metalcore i ”Filthy Vagabond” og decideret Grindcore i ”Animus”.
Man kan på ingen måde sige, at det her er dårligt, slet ikke – men jeg bliver bare alt for sjældent trukket med af numrene; og når det endelig sker, er det kun i kort tid ad gangen. Jeg bliver sikkert upopulær hos musikernes mange fans, men so be it; jeg havde forventet mere, og er lidt skuffet over ”Reluctant Hero”.

Tracklist:
1. Deconstructing Self-Destruction
2. Dream Gone Bad
3. Left Of Center
4. Inner Calm From Outer Storms
5. Filthy Vagabond
6. From A Crowded Wound
7. The Great Purge
8. Comfort From Nothing
9. Animus
10. Dead Limbs
11. Reluctant Hero
Samlet spilletid: 47:36

Læs mere...

Phil Campbell And The Bastard Sons - We're the Bastards

Efter Motörheads endeligt i 2015, startede guitaristen Phil Campbell bandet her, og navnet er meget passende: Foruden Phil selv og sangeren Neil Starr består besætningen af 3 af Phils sønner. Albummet her er deres andet efter, at debutskiven kom i 2018.
Fra tiden i Motörhead er Phil Campbell vant til at spille ærlig musik uden dikkedarer, og det har han heldigvis taget med sig, også selv om stilen er tonet lidt ned. PCATBS spiller Hardrock af mere traditionelt snit, selvom det ikke kræver meget fantasi at tænke Lemmys vokal og tunge bas ind i numre som ”Animals” og ”Hate Machine”. Men de er undtagelser, for Campbell forsøger ikke at gentage sig selv. Det behøver han bestemt heller ikke, for også uden Motörhead indslag fungerer numrene godt. Og når man smider ”We're The Bastards”, ”Son Of A Gun”, ”Keep Your Jacket On” og “Destroyed” oveni, har man rygraden i et virkelig stærkt album.
Men rækker det virkelig til fem stjerner? Hvis man flueknepper hvert enkelt nummer i stumper og stykker, er svaret et klart nej; så kan man nemt finde noget at pege fingre ad - Men det er slet ikke meningen! Hvad der virkelig tæller er, at hver eneste gennemlytning har fået mig til at vippe med foden og gjort mig i godt humør. Og så er karakteren på fem stjerner helt på sin plads!

Tracklist:
01. We're The Bastards
02. Son Of A Gun
03. Promises Are Poison
04. Born To Roam
05. Animals
06. Bite My Tongue
07. Desert Song
08. Keep Your Jacket On
09. Lie To Me
10. Riding Straight To Hell
11. Hate Machine
12. Destroyed
13. Waves
Samlet spilletid: 53:17

Læs mere...

Insidious Disease - After Death

Siden Insidious Disease udgav albummet "Shadowcast” i 2010 har der været ret stille omkring bandet. Det er måske ikke så underligt, for med navne som Silenoz, Shane Embury og Tony Laureano i truppen, er der meget andet at se til. Og ting tager tid, for arbejdet med materialet til det nye album, ”After Death”, har været næsten 10 år undervejs.
Det mærker man nu ikke så meget til, for i stedet for at opfinde nye stilarter, koncentrerer bandet sig om Death Metal efter klassiske opskrifter. En af disse bygger på moderat tempo tilsat passager med mere drive, men den del af repertoiret fanger mig ikke; her bliver det lidt ordinært. Så går det noget bedre, når Insidious Disease skruer op for tempoet, som det sker i ”Divine Fire” og ”Born Into Bondage”: Her er der meget mere spænding og gang i sagerne. Og begge dele øges i “An End Date With The World” og “Nefarious Atonement”, hvor der i glimt flirtes med både det symfoniske og Black Metal – her sætter Silenoz sit aftryk på musikken.
Hvor musikken holder sig på et solidt niveau et stykke over middel, er det anderledes med produktionen. Optagelserne har bandet selv stået for, mens Russ Russell har stået for mix og mastering. Det er en meget vellykket kombination, for lyden er i top med saft og kraft. Det klæder musikken, og hæver det samlede niveau en tak opad.

Tracklist:
1. Soul Excavation
2. Betrayer
3. Divine Fire
4. Unguided Immortality
5. Invisible War
6. Born Into Bondage
7. Enforcers of the Plague
8. An End Date With The World
9. Nefarious Atonement
10. Secret Sorcery
Samlet spilletid: 43:03

Læs mere...

Pallbearer - Forgotten Days

”Forgotten Days” er det fjerde studiealbum fra amerikanske Pallbearer, som brugte det meste af 2019 på at skrive og indspille albummets otte sange. Optagelserne skete i Sonic Ranch Studios i West Texas med Randall Dunn som producer.
Der lægges stærkt ud med titelnummeret, der forener tyngde med et skud Stoner Metal uden, at hverken det ene eller det andet bliver ekstremt. Melodien er rigtig fed, men Brett Campbells vokal er lidt tilbagetrukket, så man skal spidse ører for at den ikke skal gå under i musikken.
Herfra kommer der en hård opbremsning, for i de to næste numre er der skruet ned for både tyngde og spænding, og lidt op for Stoner delen. Opbygningen er meget simpel, og begge tracks bliver hurtigt uinteressante at lægge øre til. Men netop som jeg er ved at opgive håbet, slår amerikanerne kontra med ”Silver Wings”. Albummets længste nummer har dejlig tyngde og flotte vokaler, men varieres alligevel nok til, at det ender som min favorit på ”Forgotten Days”.
Men så var det også det, for anden halvdel af udgivelsen er en noget tam affære. Pallbearer vender tilbage til en stil der ligger op ad ”Riverbed” og ”Stasis”, men heldigvis varieres udtrykket mere. Således er afslutteren ”Caledonia” albummets mest åbne nummer, men ud over et godt omkvæd er der ikke noget nyt. Jeg må derfor konstatere, at Pallbearer kun formår at markere sig, når de er tungest – resten skuffer pænt meget.

Tracklist:
1. Forgotten Days
2. Riverbed
3. Stasis
4. Silver Wings
5. The Quicksand of Existing
6. Vengeance & Ruination
7. Rite of Passage
8. Caledonia
Samlet spilletid: 52:55

Læs mere...

Enslaved - Utgard

Som det har været gældende i hele Enslaveds karriere, spiller den nordiske mytologi også hovedrollen på bandets femtende studiealbum, ”Utgard”. I mytologien er Udgård et sted hvor guderne ingen magt har; i overført betydning er det et sted hvor mennesker ikke styrer begivenhederne.
På den baggrund er det ikke overraskende, at albummet er en størrelse, som er svær at håndtere. Musikken følger kun kortvarigt de gængse veje for Metal, og kun ”Sequence” og ”Homebound” kan siges at være lige ud ad landevejen. I de øvrige numre har Ivar Bjørnson udstyret musikken med masser af små modhager og knudrede elementer der gør, at de ikke går lige ind hos lytteren. Det gør numre som den tunge ”Jettegryta” og det keyboarddrevne ”Urjotun” lidt svære at komme ind på livet af – her skal man igennem flere gange.
Men det er ikke fordi numrene mangler power, for Grutle Kjellson brøler mandigt igennem hele albummet. Og hans rallen i ”Storms Of Utgard” passer fint ind i nummerets ret voldsomme opbygning – men de langsomme kor, som trækker energien ud af begivenhederne, kunne jeg godt have undværet. Det samme gælder ”Distant Seasons”, som er et underligt fladt og uinteressant slutnummer.
Bjørnson har udtalt, at det nye album vil står som en milepæl i bandets historie, men det må tiden vise. For mig er den knudrede stil en tand for lukket til, at tingene rykker for alvor.

Tracklist:
1. Fires In The Dark
2. Jettegryta
3. Sequence
4. Homebound
5. Utgardr
6. Urjotun
7. Flight Of Thought And Memory
8. Storms Of Utgard
9. Distant Seasons
Samlet spilletid: 44:46

 

Læs mere...

Amaranthe - Manifest

Med udgivelse af ”Manifest” fortsætter Amaranthe deres to års cyklus for nye studiealbums, og er nu oppe på 6 af slagsen. Og som det var tilfældet med de foregående, er også det nye skud på stammen produceret af Jacob Hansen.
Langt hen ad vejen kører Amaranthe den traditionelle stil for Melodisk Metal med fængende melodier fremført af en flot, ren og kraftfuld kvindevokal. Den leverer Elize Ryd på overbevisende facon, og hvis vi stoppede her, ville svenskerne bare være et blandt mange bands med dén kompasretning. Men de har i Nils Molin et mandligt modstykke til Ryd, og de to giver i fællesskab numrene en fin bredde. Men ikke nok med det, for med Henrik Englund Wilhemsson som tredje sanger har bandet mulighed for, at give numrene mere skarphed. Hans vokal indeholder brøl, hvæs og growl, og rusker godt op i de omkringliggende melodiske elementer. Og når musikken skifter til skarpere og let hakkende rytmer, som det sker i ”The Game” og især ”BOOM!”, er vi stilmæssigt ovre i Nu Metal.
Det sker nu kun i de nævnte eksempler, for generelt holder bandets krumtap Olof Mörck sin sangskrivning inden for genrens vante rammer. Det betyder både masser af keyboards og poppede omkvæd, men samtidig er han ikke bleg for at trække guitarerne frem. Sammen med de tre sangere gør det ”Manifest” til et udmærket udspil i den melodiske ende af Metalspektret.

Tracklist:
1. Fearless
2. Make It Better
3. Scream My Name
4. Viral
5. Adrenaline
6. Strong
7. The Game
8. Crystalline
9. Archangel
10. BOOM!1
11. Die And Wake Up
12. Do Or Die
Samlet spilletid: 40:13

Læs mere...

Heathen - Empire Of The Blind

Ti år er der gået, siden Heathen senest udsendte et nyt album, men det er ikke engang rekord for bandet fra San Francisco; faktisk er ”Empire Of The Blind” kun bandets fjerde album siden de startede i midten af 1980’erne. Men nu er de tilbage med en ny rytmesektion i form af Jim DeMaria (trommer) og Jason Mirza (bas).
Det er ingen overraskelse at bandet stammer fra Bay Area, for deres musik er klassisk Thrash med tilhørende dugarytmer og skarpe guitarriffs – lige fra den Metallica-inspirerede intro til den tilsvarende outro. Men til forskel fra Hetfield & Co. har Heathen fokus på det melodiske, som præger både omkvæd og guitararbejdet – det illustreres godt i ”Sun In My Hand”.
Heathen har brugt et helt år på optagelser og produktion i samarbejde med Christopher „Zeuss“ Harris i Planet Z studiet. Spørgsmålet er, om ikke mindre havde været mere, for resultatet er en flot, men lidt poleret lyd, som får numrene til at fremstå en smule mindre hårde, end de egentlig er. Alligevel skinner numre som ”In Black” og “Devour” igennem som albummets skarpeste tracks.
Med en lidt mindre pæn produktion havde der måske været flere af slagsen, men som det er nu, hælder albummet en anelse for meget til den pæne side. Heldigvis er sangskrivningen udmærket, så albummet falder i kategorien Godt, men ikke imponerende.

Tracklist:
1. This Rotting Sphere
2. The Blight
3. Empire Of The Blind
4. Dead And Gone
5. Sun In My Hand
6. Blood To Be Let
7. In Black
8. Shrine Of Apathy
9. Devour
10. A Fine Red Mist
11. The Gods Divide
12. Monument To Ruin
Samlet spilletid: 47:16

Læs mere...

Blues Pills - Holy Moly!

De seneste par år har der været stille omkring Blues Pills, i hvert fald når det gælder udgivelser, men det er der flere forklaringer på: I 2018 forlod guitaristen Dorian Sorriaux bandet, så hans plads blev overtaget af bassisten Zack Anderson, mens Kristoffer Schander kom til som ny mand på den firestrengede. Oveni har bandet etableret deres eget studie, hvor de har indspillet og produceret ”Holy Moly!”, som er deres tredje studiealbum.
Ovenpå den skuffende forgænger ”Lady In Gold” var jeg spændt på bandets niveau, men heldigvis var enhver frygt for en gentagelse ubegrundet. Lige fra det meget Soulfyldte åbningsnummer viser bandet sig fra en både energisk og inspireret side.
Som vanligt fører Elin Larsson an med sin kraftfulde vokal, som blæser liv i uptempo numre som ”LowRoad” og ”Dreaming My Life Away”, men kan også være blid som i ”Dust”. Også resten af bandet gør det godt, og især Zack Anderson markerer sig så stærkt på guitaren, at jeg ikke savner hans forgænger.
”I hold my head op high” synger Larsson I “Kiss My Past Goodbye”, og det kan både hun og resten af Blues Pills roligt gøre: Pausen har gjort noget godt for bandet, og selv om der ikke helt er tale om den reinkarnation, som pressematerialet proklamerer, så er ”Holy Moly!” både et godt album og et skridt tilbage i den rigtige retning.

Tracklist:
1. Proud Woman
2. Low Road
3. Dreaming My Life Away
4. California
5. Rhythm In The Blood
6. Dust
7. Kiss My Past Goodbye
8. Wish I'd Known
9. Bye Bye Birdie
10. Song From A Mourning Dove
11. Longest Lasting Friend
Samlet spilletid: 41:24

Læs mere...

Aversions Crown - Hell Will Come For Us All

Aversions Crown hører hjemme i Australien, men alligevel har bandet været i Tennessee for at hente deres nye frontmand Tyler Miller. Han får debut på ”Hell Will Come For Us All”, som er bandet fjerde studiealbum.
Her står han i front for et band, som holder et højt teknisk niveau igennem hele albummet – uanset om tempoet er højt eller lavt. Og højt, det er det i det meste af spilletiden – meget højt, endda! Numrene fyres af med lynhurtige trommer, der kører løs i Grind-agtigt tempo, og trækker resten af musikken med sig. Det giver virkelig smæk for skillingen, og resulterer i fuldt udslag på energiskalaen.
Energi har Miller også rigeligt af, og når han brøler sig igennem de 9 numre, sker det med autoritet og power. Samtidig lykkes det ham at variere sin vokal pænt meget, så den ikke virker så ensidig, som man ofte hører indenfor Deathcore. Det samme kan desværre ikke siges for musikken, for her gentages de samme mønstre med stærkt begrænset variation. Det giver ret hurtigt en monoton stemning, som forstærkes af, at Aversions Crown har skåret alle tilløb til melodi væk. Dette fravalg koster på oplevelsen, fordi råderummet begrænses, selvom nogle velanbragte breakdowns hjælper lidt på situationen. Derfor er det primært det høje energiniveau og musikernes kompetencer, der lige hæver albummet over middelniveau.

Tracklist:
1. The Soil
2. Born In The Gutter
3. Paradigm
4. Caught In The System
5. Hell Will Come For Us All
6. Scourge Of Violence
7. Hymn Of Annihilation
8. Sorrow Never Sleeps
9. The Final Judgement
Samlet spilletid: 37:41

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed