fbpx

Dethrxner - Overthrxwn

Oprindeligt kaldte bandet her sig for DTHRNR, og under dette navn udgav de albummet ”South Haven” i 2017. Nu har de ændret navnet til Dethrxner, der som den første stavemåde skal udtales Dethroner, og udsendt et nyt album.
I presseteksten bliver dette kategoriseret som Hardcore, og så bliver der tændt forventninger om vred frontvokal, gang vocals og tunge breakdowns hos mig. Og ja, de elementer findes også på ”Overthrxwn”, men man hører dem kun, hvis man lytter efter dem, for stilmæssigt domineres albummet i høj grad af en anden genre, nemlig Nu Metal. Den træder frem som et mix af Metal og en rundhåndet brug af elektronik tilsat rene vokaler der kunne være taget direkte fra et tidligt Linkin Park album.
Med en lang gæsteliste, der bl.a. tæller navne som Cabal, Rot Away, KXDX, Lifesick og Slug Christ er der lagt op til en stor variation i udtrykket, men de helt store afstikkere udebliver. Jo, der er forskellige vokaler i spil, men numrene bevæger sig alligevel indenfor mindre, afgrænsede cirkler. Og det er ikke helt nok, for selvom en blanding af forskellige stilarter, endda med masser af elektronik, sagtens kan være positivt - Korns flirt med Dubstep på ”The Path Of Totality” er et godt eksempel – så falder eksperimentet mindre imponerende ud for Dethrxner. Trods et udmærket energiniveau og en gennemført produktion formår ”Overthrxwn” ikke helt at overbevise.

Tracklist:
1. This Is the Real World
2. T.R.A.S.H (feat. CABAL)
3. Always Grind (feat. ROT AWAY)
4. (((brb)
5. untouchable. (feat. KXDS)
6. Take Nx Loss (feat. Lifesick)
7. lowerdose (feat. graa)
8. TOTAL DOMINANCE (feat. @petepatience)
9. (afk)))
10. Crybaby (feat. Slug Christ)
11. D.I.D (feat. Hexis)
Samlet spilletid: 28:59

Læs mere...

Amaranthe - Manifest

Med udgivelse af ”Manifest” fortsætter Amaranthe deres to års cyklus for nye studiealbums, og er nu oppe på 6 af slagsen. Og som det var tilfældet med de foregående, er også det nye skud på stammen produceret af Jacob Hansen.
Langt hen ad vejen kører Amaranthe den traditionelle stil for Melodisk Metal med fængende melodier fremført af en flot, ren og kraftfuld kvindevokal. Den leverer Elize Ryd på overbevisende facon, og hvis vi stoppede her, ville svenskerne bare være et blandt mange bands med dén kompasretning. Men de har i Nils Molin et mandligt modstykke til Ryd, og de to giver i fællesskab numrene en fin bredde. Men ikke nok med det, for med Henrik Englund Wilhemsson som tredje sanger har bandet mulighed for, at give numrene mere skarphed. Hans vokal indeholder brøl, hvæs og growl, og rusker godt op i de omkringliggende melodiske elementer. Og når musikken skifter til skarpere og let hakkende rytmer, som det sker i ”The Game” og især ”BOOM!”, er vi stilmæssigt ovre i Nu Metal.
Det sker nu kun i de nævnte eksempler, for generelt holder bandets krumtap Olof Mörck sin sangskrivning inden for genrens vante rammer. Det betyder både masser af keyboards og poppede omkvæd, men samtidig er han ikke bleg for at trække guitarerne frem. Sammen med de tre sangere gør det ”Manifest” til et udmærket udspil i den melodiske ende af Metalspektret.

Tracklist:
1. Fearless
2. Make It Better
3. Scream My Name
4. Viral
5. Adrenaline
6. Strong
7. The Game
8. Crystalline
9. Archangel
10. BOOM!1
11. Die And Wake Up
12. Do Or Die
Samlet spilletid: 40:13

Læs mere...

Walking Rumor - Symbiosis

Tilbage i slut-1990’erne, da DR underholdt landets ungdom med Boogie Listen, kom Nu Metal frem som subgenre, og skabte via en cocktail af tunge guitarer, samples og fængende melodier et nyt marked. Navne som Linkin Park og Limp Bizkit var umulige at komme udenom, men genren holdt sig ikke længe på toppen; i de senere år har der været meget stille om den. Men at den langt fra er død, er Walking Rumor et bevis på: Bandet fra Odense har en håndfuld år på bagen, og udsender nu deres debutalbum.
Her går de all-in på Nu Metal, for numrene bugner af alt det, der hører genren til: Virkelig gode melodier, skarpe guitarer og pæne mængder electronics fungerer som en tidsmaskine, især når man kobler vokalerne på. Dem står Kenio Gustavsson og Anders Mørch for i fællesskab, og varierer flot mellem brøl, rap og ren sang.
Man kan ikke sige, at Walking Rumor tilføjer noget nyt til stilen, for ret beset skabes det hele ud af kendte elementer, ligesom arrangementer og produktion også virker velkendte. Når jeg alligevel kaster 4 stjerner efter albummet skyldes det, at bandet virkelig mener det her; de udstråler glæde og spillelyst, som mærkes helt hjem i stuen. Og så er det lykkedes at skrue en stribe udmærkede sange sammen, så albummet på mig virker som et frisk genhør med en genre, som måske fortjener en chance til.

Tracklist:
1. Do or Die
2. Breaking Point
3. Expectations
4. Turn the Tides
5. Wasted Years
6. Leave Nothing Behind
7. Let Them Talk
8. Watch It Fall
9. Rest In Defeat
10. Feed the Fire
11. My Illusion
12. Burned Up and Blessed
Samlet spilletid: 41:25

Læs mere...

Oceans - The Sun And The Cold

I tre år arbejdede de fire medlemmer af Oceans på materiale til deres nye band, før det i 2018 officielt fik navn. Herefter udsendte de 3 singler, hvilket var nok til at få en kontrakt med Nuclear Blast Records. Selskabet udsendte 2 EP’er med Oceans, og står også bag bandets første udspil i fuld længde.
Her blander bandet to genrer, som man normalt ikke hører sammen: På den ene side Death Metal, på den anden side Nu-Metal, som er inspireret af lyden fra 1990’erne. Det lyder som uforenelige størrelser, og en egentlig blanding finder man også kun to gange: I titelnummeret, hvor en brølende vokal og grindende trommer sætter gang i tingene, og i ”Polaris”, som starter ret stille, men efterhånden tager til i styrke for al ende i ren Metal – albummets mest vellykkede kombination.
I de resterende numre er det Oceans’ fortolkning af Nu-Metal, der dominerer, og det går generelt ret stille for sig. Musikken er i perioder mere Rock end Metal, og selv om både vokalen og stortrommerne stedvist viser tænder, ligger numrene til den rolige side - Det er der som sådan ikke noget galt i.
Det er der til gengæld i bandets musikalske retning – eller rettere: Mangel på samme. I flere numre sidder man uvilkårligt med fornemmelsen af, at Oceans ikke har helt styr på, hvad de vil med musikken. Der bygges op, men så sker der ikke mere, og der er ingen elementer som f.eks. lækre melodier til at bøde på resultatet. Numrene virker derfor bare overproducerede, albummet er ikke overbevisende, og karakteren derefter.

Tracklist:
1. The Sun And The Cold
2. We Are The Storm
3. Dark
4. Paralyzed
5. Take The Crown
6. Shadows
7. Legions Arise
8. Polaris
9. Truth Served Force Fed
10. Water Rising
11. Hope
Samlet spilletid: 49:40

Læs mere...

Like A Storm - Catacombs

Min eneste tidligere møde med New Zealand-bandet Like A Storm var i 2015, da de udgav ”Awaken The Fire”; et mellemgodt Hardrock album, som gav bandet sit gennembrud. Nu skal de så vise, at de har mere at byde på, hvilket sker med "Catacombs”; albummet er indspillet i Las Vegas, men ligesom forgængeren produceret af bandet selv.

I de senere år har Like A Storm turneret verden rundt og spillet med forskellige navne, og det har åbenbart inspireret. Musikken på det nye album har bevæget sig væk fra den egentlige Hardrock, og viser tydeligt inspiration fra Metalcore og Nu Metal. Det kommer til udtryk i let hakkende rytmer, som sammen med synth effekter giver numrene kant, mens vokaler og melodier holder sig i den pæne ende af skalaen. Det fungerer udmærket i åbningsnumrene, hvor der også optræder didgeridoo. Det hører man også i titelnummeret, som med sin enkle startmelodi minder meget om Linkin Park.

De samme elementer genfindes i albummets øvrige numre, som ikke gør det store væsen af sig, de følger nogenlunde kendte veje, hvor kun tre numre skiller sig ud: ”Hole In My Heart” fremstår positivt med sine tungere rytmer og brølende vokal, mens ”Complicated” og ”Solitary” hurtigt bliver irriterende på grund af en lille autotune effekt, som man ødelægger vokalen med.

Like A Storm fortjener ros for at afprøve nye ideer, men desværre får de ikke nok ud af anstrengelserne; de lettilgængelige omkvæd skal nok skaffe bandet airplay i radioen, men samlet set er der ikke meget at komme efter.

Tracklist:
1. The Devil Inside
2. Out Of Control
3. Catacombs
4. Complicated (Stitches & Scars)
5. Solitary
6. The Bitterness
7. Until The Day I Die
8. Hole In My Heart
9. Bullet In The Head
10. These Are The Bridges You Burned Down
11. Pure Evil
Samlet spilletid: 48:19

Læs mere...

Annisokay - Arms

Ud fra bandnavnet havde jeg forventet at finde en kvinde i besætningen, men det er der ikke hos Annisokay. I stedet består bandet af fem mænd, og bandets navn er inspireret af teksten til Michael Jacksons ”Smooth Criminal”. Albummet ”Arms” er bandets fjerde, og det første på Arising Empire.

Bandnavnet er inspireret af King of Pop, men den musikalske inspiration har de fem tyskere hentet et noget andet sted: Når det gælder musik, vokaler og produktion er det tydeligt, at der er blevet lyttet en del til det tidlige Linkin Park. Det giver plads til let hakkende rytmer, ligesom keyboards og guitarer skiftevis præger de forskellige numre. Det største aftryk bliver alligevel sat af vokalerne, som der er gjort meget ud af. De er opdelt i en ren og en brølende udgave, som hhv. Christoph Wieczorek og Dave Grunewald tager sig af, ligesom der flere steder suppleres med små effekter.

Det hele minder virkelig meget om de amerikanske forbilleder, og på den baggrund er det svært ikke at se “Sea Of Trees” med dens tekst imod selvmord som et nik til afdøde Chester Bennington.
Som sådan er der ikke mange steder at kritisere, for fremførelse og produktion er af høj kvalitet – det hele er bare hørt før. Samlet må jeg derfor konkludere, at Ann Is Okay – men ikke ret meget mere end det.

Tracklist:
1. Coma Blue
2. Unaware
3. Good Stories
4. Fully Automatic
5. Sea Of Trees
6. Innocence Was Here
7. Humanophobia
8. End Of The World
9. Escalators
10. Private Paradise
11. One Second
12. Locked Out, Locked In
Samlet spilletid: 43:56

Læs mere...

Machine Head - Catharsis

Nye udgivelser fra Machine Head vækker altid opsigt, og det nyeste skud på stammen, ”Catharsis”, er ingen undtagelse – på nettet og i pressen har der på forhånd været diskuteret, hvad man kunne forvente fra Robb Flynn & Co.

Med et ”Fuck The World” melder Flynn sig på banen og markerer vanen tro, at han ikke gider noget pis. Men også musikalsk byder albummet på genhør med den blanding af Groove- og Thrash Metal, som de er kendt for, og igen sker det med en blanding af knaldhårde og melodiske elementer. Det gør numre som ”Volatile” og titelnummeret til glimrende headbangerøvelser, mens ”Kaleidoscope” er ren Thrash i smadderstil.

Samtidig giver de Korn-agtige rytmer i ”Screaming At The Sun” og det ultra seje ”Triple Beam” et kig mod Nu Metal. Lægger man de fine strygere i “Heavy Lies The Crown” oveni står det klart, at det er lykkedes at skabe et meget alsidigt udspil.

Men, for der er et men: I bestræbelserne på at skabe så varieret og bredt et album, går Machine Head et skridt for langt. Ret mange steder, hvor der indsættes pæne og rene vokaler, sker det på bekostning af fremdrift og energi – det suger energien ud af numrene, så de staller og træder vande. De 15 numre har en samlet spilletid på næsten 75 minutter, og det er for meget; havde man taget en håndfuld numre ud af tracklisten, havde albummet vundet energi. Det betyder, at hvad der kunne have været et virkelig fedt album, ender med at blive et godt et af slagsen.

Tracklist:
1. Volatile
2. Catharsis
3. Beyond The Pale
4. California Bleeding
5. Triple Beam
6. Kaleidoscope
7. Bastards
8. Hope Begets Hope
9. Screaming At The Sun
10. Behind A Mask
11. Heavy Lies The Crown
12. Psychotic
13. Grind You Down
14. Razorblade Smile
15. Eulogy
Samlet spilletid: 74:17

Læs mere...

Dead By April - Worlds Collide

Det er efterhånden 8 år siden, jeg anmeldte den selvbetitlede debutskive fra svenske Dead By April – en uinteressant gang poppet Nu Metal, som jeg sendte hjem med dumpekarakter. Siden dengang har jeg ikke hørt deres udgivelser, men nu er de klar med deres tredje studiealbum.

Stilmæssigt er der ikke sket større ting, her blander man stadig hårdt og blødt i bedste Metalcore stil. Samtidig bliver der brugt masser af både keyboards og klaver, så numrene  trækkes over i Nu Metal. Og det fungerer langt bedre end på debutskiven: De rene vokaler har fået bedre melodier at arbejde med, og den skrigende udgave er virkelig vred, så numrene får tilført noget af den skarphed, som debutskiven savnede så voldsomt. Skal man prøvesmage albummet, er ”Playing with Fire” et godt sted at starte; her er alle ingredienserne repræsenteret.

Slutnummeret byder på en overraskelse; her har man fået den svenske musicalstjerne Tommy Körberg (ham der blev verdenskendt for sin rolle i ”Chess”) til at synge med. Det er anderledes, men Körbergs lidt højtidelige vokal passer fint til arrangementet, så det giver et plus i karakterbogen. Samlet er ”Worlds Collide” ikke nogen euforisk oplevelse, men er alligevel et stort skridt frem siden mit sidste møde med Dead By April.

Tracklist:
1. Crying Over You
2. I Can't Breathe
3. Playing with Fire
4. Warrior
5. Breaking Point
6. My Heart Is Crushable
7. Can You See the Red
8. Our Worlds Collide
9. This Is My Life
10. Perfect the Way You Are
11. For Every Step (feat. Tommy Körberg)
Samlet spilletid: 41:45

 

Læs mere...

Darke Complex - Point Oblivion

Musikalske spring tilbage i tiden oplever jeg oftest i forbindelse med Stoner Rock eller Old School Thrash Metal, men man behøver ikke at gå tilbage til musik fra 1970’erne og ’80’erne. Det viser Darke Complex på deres debutalbum, der lyder som et hop tilbage til årtusindskiftet, hvor Linkin Park toppede hitlisterne, og Nu Metal var det helt hotte. Siden er genren nærmest død, selv dens pionerer har forladt den.

Det lader ikke til at genere Darke Complex, der kaster sig ud i en blanding af Metal, Hardcore, Electronica og Rap, der følger Nu Metal stilen til punkt og prikke. Det er tydeligt, at ovennævnte Linkin Park står højt på listen af forbilleder, for deres stil og arrangementer kopieres uden tøven. De enkelte elementer i musikken ville være okay, hvis ikke det var fordi, at alt var hørt før og bedre. Samtidig kniber det for Darke Complex at skrive interessant materiale, der er ikke meget som brænder sig fast. Måske er det derfor, at man i ”Void” ikke nøjes med kraftig inspiration, her kopierer Darke Complex ikke blot forbilledernes stil, de stjæler også deres sound; selv lyden på keyboardet matcher 100%! Come on, det er bare for tyndt!! Og selv om tingene i korte glimt kører fint for Darke Complex, tilfører de absolut intet som helst, der kan rokke ved det generelle billede af, at Nu Metal har haft sin tid.

Tracklist:
1.Dead To Me
2.Nothing Within
3.One Of Us
4.Abandoned
5.Detox
6.Marking Targets
7.Void
8.Memory Museum
9.Wounds
10.Cold Blooded
11.Out of Options
12.Erase
Samlet spilletid: 38:47

Læs mere...

Emmure - Look At Yourself

Nye udgivelser bliver altid imødeset med spænding af diverse kunstneres fans, men denne gang har Emmures tilhængere været ekstra opmærksomme. ”Look At Yourself” nemlig er den første udgivelse siden Emmure mistede alle medlemmer på nær sangeren Frankie Palmeri. Han har nu samlet en ny besætning, som skal føre bandet videre.

Og det sker med eftertryk, for her er der godt nok power på! Hos pladeselskabet angives stilen som Deathcore, men det er jeg ikke enig i. Godt nok brøler og growler Palmeri meget, men numrene indeholder også store mængder ren sang, tale og rap, hvilket bringer dem tættere på Nu Metal end Dødsmetal. Det samme gør musikken, for de tunge stakkatorytmer lyder meget inspireret af Korn, når de er tungest. Når man lægger de elektroniske lyde, der er spredt ud over albummet oveni, er vi meget tættere på Limp Bizkit end Obituary.

Hvor Metaldelens genre kan diskuteres, er der til gengæld ingen tvivl om endelsen –core, for Palmeris vokal indeholder tilstrækkelig vrede til at holde gang i flere Hardcore bands. Om det skyldes bruddet i 2015 ved jeg ikke, men damn, han er sur! Og det er albummets største plus, for det giver det samlede resultat en usædvanligt aggressiv kant. Musikken er ikke særlig varieret, for det er stort set det samme våbenarsenal, der hentes frem i alle numre. Det trækker selvfølgelig ned for den samlede oplevelse, og ville normalt ikke retfærdiggøre en positiv bedømmelse. Når jeg alligevel tildeler fire stjerner skyldes det, at Emmure bare er så ultra vrede, at det virkelig rykker på en fascinerende måde.

Tracklist:
1. You Asked For It
2. Shinjuku Masterlord
3. Smokey
4. Natural Born Killer
5. Flag Of The Beast
6. Ice Man Confessions
7. Russian Hotel Aftermath
8. Call Me Ninib
9. Major Key Alert
10. Turtle In A Hare
11. Torch
12. Derelict
13. Gucci Prison
Samlet spilletid: 31:29

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed