fbpx

Oceans - The Sun And The Cold

I tre år arbejdede de fire medlemmer af Oceans på materiale til deres nye band, før det i 2018 officielt fik navn. Herefter udsendte de 3 singler, hvilket var nok til at få en kontrakt med Nuclear Blast Records. Selskabet udsendte 2 EP’er med Oceans, og står også bag bandets første udspil i fuld længde.
Her blander bandet to genrer, som man normalt ikke hører sammen: På den ene side Death Metal, på den anden side Nu-Metal, som er inspireret af lyden fra 1990’erne. Det lyder som uforenelige størrelser, og en egentlig blanding finder man også kun to gange: I titelnummeret, hvor en brølende vokal og grindende trommer sætter gang i tingene, og i ”Polaris”, som starter ret stille, men efterhånden tager til i styrke for al ende i ren Metal – albummets mest vellykkede kombination.
I de resterende numre er det Oceans’ fortolkning af Nu-Metal, der dominerer, og det går generelt ret stille for sig. Musikken er i perioder mere Rock end Metal, og selv om både vokalen og stortrommerne stedvist viser tænder, ligger numrene til den rolige side - Det er der som sådan ikke noget galt i.
Det er der til gengæld i bandets musikalske retning – eller rettere: Mangel på samme. I flere numre sidder man uvilkårligt med fornemmelsen af, at Oceans ikke har helt styr på, hvad de vil med musikken. Der bygges op, men så sker der ikke mere, og der er ingen elementer som f.eks. lækre melodier til at bøde på resultatet. Numrene virker derfor bare overproducerede, albummet er ikke overbevisende, og karakteren derefter.

Tracklist:
1. The Sun And The Cold
2. We Are The Storm
3. Dark
4. Paralyzed
5. Take The Crown
6. Shadows
7. Legions Arise
8. Polaris
9. Truth Served Force Fed
10. Water Rising
11. Hope
Samlet spilletid: 49:40

Læs mere...

Like A Storm - Catacombs

Min eneste tidligere møde med New Zealand-bandet Like A Storm var i 2015, da de udgav ”Awaken The Fire”; et mellemgodt Hardrock album, som gav bandet sit gennembrud. Nu skal de så vise, at de har mere at byde på, hvilket sker med "Catacombs”; albummet er indspillet i Las Vegas, men ligesom forgængeren produceret af bandet selv.

I de senere år har Like A Storm turneret verden rundt og spillet med forskellige navne, og det har åbenbart inspireret. Musikken på det nye album har bevæget sig væk fra den egentlige Hardrock, og viser tydeligt inspiration fra Metalcore og Nu Metal. Det kommer til udtryk i let hakkende rytmer, som sammen med synth effekter giver numrene kant, mens vokaler og melodier holder sig i den pæne ende af skalaen. Det fungerer udmærket i åbningsnumrene, hvor der også optræder didgeridoo. Det hører man også i titelnummeret, som med sin enkle startmelodi minder meget om Linkin Park.

De samme elementer genfindes i albummets øvrige numre, som ikke gør det store væsen af sig, de følger nogenlunde kendte veje, hvor kun tre numre skiller sig ud: ”Hole In My Heart” fremstår positivt med sine tungere rytmer og brølende vokal, mens ”Complicated” og ”Solitary” hurtigt bliver irriterende på grund af en lille autotune effekt, som man ødelægger vokalen med.

Like A Storm fortjener ros for at afprøve nye ideer, men desværre får de ikke nok ud af anstrengelserne; de lettilgængelige omkvæd skal nok skaffe bandet airplay i radioen, men samlet set er der ikke meget at komme efter.

Tracklist:
1. The Devil Inside
2. Out Of Control
3. Catacombs
4. Complicated (Stitches & Scars)
5. Solitary
6. The Bitterness
7. Until The Day I Die
8. Hole In My Heart
9. Bullet In The Head
10. These Are The Bridges You Burned Down
11. Pure Evil
Samlet spilletid: 48:19

Læs mere...

Annisokay - Arms

Ud fra bandnavnet havde jeg forventet at finde en kvinde i besætningen, men det er der ikke hos Annisokay. I stedet består bandet af fem mænd, og bandets navn er inspireret af teksten til Michael Jacksons ”Smooth Criminal”. Albummet ”Arms” er bandets fjerde, og det første på Arising Empire.

Bandnavnet er inspireret af King of Pop, men den musikalske inspiration har de fem tyskere hentet et noget andet sted: Når det gælder musik, vokaler og produktion er det tydeligt, at der er blevet lyttet en del til det tidlige Linkin Park. Det giver plads til let hakkende rytmer, ligesom keyboards og guitarer skiftevis præger de forskellige numre. Det største aftryk bliver alligevel sat af vokalerne, som der er gjort meget ud af. De er opdelt i en ren og en brølende udgave, som hhv. Christoph Wieczorek og Dave Grunewald tager sig af, ligesom der flere steder suppleres med små effekter.

Det hele minder virkelig meget om de amerikanske forbilleder, og på den baggrund er det svært ikke at se “Sea Of Trees” med dens tekst imod selvmord som et nik til afdøde Chester Bennington.
Som sådan er der ikke mange steder at kritisere, for fremførelse og produktion er af høj kvalitet – det hele er bare hørt før. Samlet må jeg derfor konkludere, at Ann Is Okay – men ikke ret meget mere end det.

Tracklist:
1. Coma Blue
2. Unaware
3. Good Stories
4. Fully Automatic
5. Sea Of Trees
6. Innocence Was Here
7. Humanophobia
8. End Of The World
9. Escalators
10. Private Paradise
11. One Second
12. Locked Out, Locked In
Samlet spilletid: 43:56

Læs mere...

Machine Head - Catharsis

Nye udgivelser fra Machine Head vækker altid opsigt, og det nyeste skud på stammen, ”Catharsis”, er ingen undtagelse – på nettet og i pressen har der på forhånd været diskuteret, hvad man kunne forvente fra Robb Flynn & Co.

Med et ”Fuck The World” melder Flynn sig på banen og markerer vanen tro, at han ikke gider noget pis. Men også musikalsk byder albummet på genhør med den blanding af Groove- og Thrash Metal, som de er kendt for, og igen sker det med en blanding af knaldhårde og melodiske elementer. Det gør numre som ”Volatile” og titelnummeret til glimrende headbangerøvelser, mens ”Kaleidoscope” er ren Thrash i smadderstil.

Samtidig giver de Korn-agtige rytmer i ”Screaming At The Sun” og det ultra seje ”Triple Beam” et kig mod Nu Metal. Lægger man de fine strygere i “Heavy Lies The Crown” oveni står det klart, at det er lykkedes at skabe et meget alsidigt udspil.

Men, for der er et men: I bestræbelserne på at skabe så varieret og bredt et album, går Machine Head et skridt for langt. Ret mange steder, hvor der indsættes pæne og rene vokaler, sker det på bekostning af fremdrift og energi – det suger energien ud af numrene, så de staller og træder vande. De 15 numre har en samlet spilletid på næsten 75 minutter, og det er for meget; havde man taget en håndfuld numre ud af tracklisten, havde albummet vundet energi. Det betyder, at hvad der kunne have været et virkelig fedt album, ender med at blive et godt et af slagsen.

Tracklist:
1. Volatile
2. Catharsis
3. Beyond The Pale
4. California Bleeding
5. Triple Beam
6. Kaleidoscope
7. Bastards
8. Hope Begets Hope
9. Screaming At The Sun
10. Behind A Mask
11. Heavy Lies The Crown
12. Psychotic
13. Grind You Down
14. Razorblade Smile
15. Eulogy
Samlet spilletid: 74:17

Læs mere...

Dead By April - Worlds Collide

Det er efterhånden 8 år siden, jeg anmeldte den selvbetitlede debutskive fra svenske Dead By April – en uinteressant gang poppet Nu Metal, som jeg sendte hjem med dumpekarakter. Siden dengang har jeg ikke hørt deres udgivelser, men nu er de klar med deres tredje studiealbum.

Stilmæssigt er der ikke sket større ting, her blander man stadig hårdt og blødt i bedste Metalcore stil. Samtidig bliver der brugt masser af både keyboards og klaver, så numrene  trækkes over i Nu Metal. Og det fungerer langt bedre end på debutskiven: De rene vokaler har fået bedre melodier at arbejde med, og den skrigende udgave er virkelig vred, så numrene får tilført noget af den skarphed, som debutskiven savnede så voldsomt. Skal man prøvesmage albummet, er ”Playing with Fire” et godt sted at starte; her er alle ingredienserne repræsenteret.

Slutnummeret byder på en overraskelse; her har man fået den svenske musicalstjerne Tommy Körberg (ham der blev verdenskendt for sin rolle i ”Chess”) til at synge med. Det er anderledes, men Körbergs lidt højtidelige vokal passer fint til arrangementet, så det giver et plus i karakterbogen. Samlet er ”Worlds Collide” ikke nogen euforisk oplevelse, men er alligevel et stort skridt frem siden mit sidste møde med Dead By April.

Tracklist:
1. Crying Over You
2. I Can't Breathe
3. Playing with Fire
4. Warrior
5. Breaking Point
6. My Heart Is Crushable
7. Can You See the Red
8. Our Worlds Collide
9. This Is My Life
10. Perfect the Way You Are
11. For Every Step (feat. Tommy Körberg)
Samlet spilletid: 41:45

 

Læs mere...

Darke Complex - Point Oblivion

Musikalske spring tilbage i tiden oplever jeg oftest i forbindelse med Stoner Rock eller Old School Thrash Metal, men man behøver ikke at gå tilbage til musik fra 1970’erne og ’80’erne. Det viser Darke Complex på deres debutalbum, der lyder som et hop tilbage til årtusindskiftet, hvor Linkin Park toppede hitlisterne, og Nu Metal var det helt hotte. Siden er genren nærmest død, selv dens pionerer har forladt den.

Det lader ikke til at genere Darke Complex, der kaster sig ud i en blanding af Metal, Hardcore, Electronica og Rap, der følger Nu Metal stilen til punkt og prikke. Det er tydeligt, at ovennævnte Linkin Park står højt på listen af forbilleder, for deres stil og arrangementer kopieres uden tøven. De enkelte elementer i musikken ville være okay, hvis ikke det var fordi, at alt var hørt før og bedre. Samtidig kniber det for Darke Complex at skrive interessant materiale, der er ikke meget som brænder sig fast. Måske er det derfor, at man i ”Void” ikke nøjes med kraftig inspiration, her kopierer Darke Complex ikke blot forbilledernes stil, de stjæler også deres sound; selv lyden på keyboardet matcher 100%! Come on, det er bare for tyndt!! Og selv om tingene i korte glimt kører fint for Darke Complex, tilfører de absolut intet som helst, der kan rokke ved det generelle billede af, at Nu Metal har haft sin tid.

Tracklist:
1.Dead To Me
2.Nothing Within
3.One Of Us
4.Abandoned
5.Detox
6.Marking Targets
7.Void
8.Memory Museum
9.Wounds
10.Cold Blooded
11.Out of Options
12.Erase
Samlet spilletid: 38:47

Læs mere...

Emmure - Look At Yourself

Nye udgivelser bliver altid imødeset med spænding af diverse kunstneres fans, men denne gang har Emmures tilhængere været ekstra opmærksomme. ”Look At Yourself” nemlig er den første udgivelse siden Emmure mistede alle medlemmer på nær sangeren Frankie Palmeri. Han har nu samlet en ny besætning, som skal føre bandet videre.

Og det sker med eftertryk, for her er der godt nok power på! Hos pladeselskabet angives stilen som Deathcore, men det er jeg ikke enig i. Godt nok brøler og growler Palmeri meget, men numrene indeholder også store mængder ren sang, tale og rap, hvilket bringer dem tættere på Nu Metal end Dødsmetal. Det samme gør musikken, for de tunge stakkatorytmer lyder meget inspireret af Korn, når de er tungest. Når man lægger de elektroniske lyde, der er spredt ud over albummet oveni, er vi meget tættere på Limp Bizkit end Obituary.

Hvor Metaldelens genre kan diskuteres, er der til gengæld ingen tvivl om endelsen –core, for Palmeris vokal indeholder tilstrækkelig vrede til at holde gang i flere Hardcore bands. Om det skyldes bruddet i 2015 ved jeg ikke, men damn, han er sur! Og det er albummets største plus, for det giver det samlede resultat en usædvanligt aggressiv kant. Musikken er ikke særlig varieret, for det er stort set det samme våbenarsenal, der hentes frem i alle numre. Det trækker selvfølgelig ned for den samlede oplevelse, og ville normalt ikke retfærdiggøre en positiv bedømmelse. Når jeg alligevel tildeler fire stjerner skyldes det, at Emmure bare er så ultra vrede, at det virkelig rykker på en fascinerende måde.

Tracklist:
1. You Asked For It
2. Shinjuku Masterlord
3. Smokey
4. Natural Born Killer
5. Flag Of The Beast
6. Ice Man Confessions
7. Russian Hotel Aftermath
8. Call Me Ninib
9. Major Key Alert
10. Turtle In A Hare
11. Torch
12. Derelict
13. Gucci Prison
Samlet spilletid: 31:29

 

Læs mere...

Attila - CHAOS

Okay, indrømmet; jeg blev en smule skuffet da jeg fandt ud af, at navnet Attila ikke refererede til forsangeren fra Mayhem. I stedet er der tale om et band fra Atlanta, Georgia, som har eksisteret i mere end 10 år. Mere interessant er det, at ”CHAOS” er bandets syvende album, så det er ret produktive musikere, der er på spil her.

I presseteksten bliver både Rap og Metal angivet som inspirationskilder for Attila, og de to stilarter er også kraftigt repræsenteret i bandets musik; især den rappende vokal er fremtrædende. Men hvor den klart største inspiration kommer fra, bliver slet ikke nævnt; når jeg hører de tunge basriffs og de skæve, hakkende rytmer er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at Attila har lyttet rigtig meget til Korn. At de ikke ender som kloner skyldes ting som den rene Nu-Metal i ”Bulletproof” og kombinationen af brølende vokal og elektroniske byggeklodser i ”Moshpit”.

I det store og hele fungerer tingene udmærket for Attila, men det er især sangeren Chris "Fronz" Fronzaks fortjeneste. Hans hardcoreagtige in-your-face-attitude, det høje energiniveau og måden han veksler mellem forskellige stilarter på er Attilas største plus. Musikkens cocktail af skarpt skårne, hakkende rytmer og elektroniske tiltag virker umiddelbart frisk, men har alligevel begrænset levetid – i længden bliver det lidt fladt.

Tracklist:
1. Ignite
2. Bulletproof
3. Public Apology
4. Obsession
5. Moshpit
6. Rise Up
7. Let's Get Abducted
8. Legend
9. Queen
10. All Hail Rock and Roll
11. King
Samlet spilletid: 38:21

 

Læs mere...

Lacuna Coil - Delirium

Med deres ottende studio album ”Delirium” synes de Italienske Gothfathers, at det var tid til at skrue bissen på. Hmmm nuvel, altså, jeg er ikke den store fan af bandet, og det eneste album jeg sådan lige husker som værende ret fedt er ”Comalies” (2002). Derudover er jeg ikke bekendt med hele deres bagkatalog, og har da også kun ”Shallow Life” som det eneste album efter ”Comalies” - et udmærket album, men heller ikke mere. Så det dér med, at de har skruet bissen på faldt i god jord hos undertegnede, da bandet generelt er for kedeligt…Men…kunne det nu også passe?

Det kunne det, for hvem pokker har pisset på Lacuna Coil’s sukkermad? Det var det første jeg tænkte, da jeg hørte de første toner hamre ud i ørebøfferne i nummeret ”The House Of Shame”, for det er da ikke sådan jeg husker Lacuna Coil! Næ nej, det plejer bestemt at være noget mere afdæmpet Rock/Goth style, men det er sgu fedt og tungt med enormt nedstemte guitartoner det her, samtidig med det er dejligt pågående og langt mere hårdt end vi kender dem. Okay, opskriften er måske også mere ovre i NU-Metal eller Moderne metal om man vil, men nøj, hvor det klær’ dem med lidt mere kant. Niveauet holdes nogenlunde hele vejen til og med nummeret ”Take Me Home”, herefter halter det desværre lidt i forhold til første halvdel, hvilket er møgærgerligt, da det skaber lidt ubalance. Jeg er heller ikke helt vild med smukke Cristina Scabbia’s vokal, da det hurtigt kan blive for sukkersødt, derfor er det godt at Andrea Ferro er med på growl/snerren og deslige som kontrast, da det fungerer glimrende.

Generelt er det nogle ganske fede melodier, og jeg tør godt udnævne dette som det bedste Lacuna Coil album, som jeg har stiftet bekendtskab med. Fans af Lacuna Coil som synes de var gået hen og blevet kedelige bør nok give ”Delirium” et lyt, og måske man vil blive glædeligt overrasket. Jeg har ihvertfald fået mere appetit på Lacuna Coil.

Tracklist:
1. The House Of Shame (5:17)
2. Broken Things (3:59)
3. Delirium (3:16)
4. Blood, Tears, Dust (3:55)
5. Downfall (4:21)
6. Take Me Home (3:45)
7. You Love Me 'Cause I Hate You (3:49)
8. Ghost In The Mist (4:14)
9. My Demons (3:56)
10. Claustrophobia (4:08)
11. Ultima Ratio (4:08)
Samlet spilletid: 44:52

 

Læs mere...

Coal Chamber - Rivals

Efter at have eksisteret i omkring 10 år, gik Coal Chamber i opløsning i 2003; medlemmerne fandt nye udfordringer, hvor sangeren Dez Fafara klarede sig bedst med bandet Devildriver. I 2011 blev Coal Chamber gendannet, og nu udkommer det første album i den reinkarnerede udgave.

Og allerede i åbningsnummeret markerer bandet, at de ikke har mistet attituden – ”I.O.U. Nothing” er en klar markering af, at ”Vi klarer os selv”. På den måde tager de tråden op fra deres tidligere albums, også musikalsk: Med hårdt markerede rytmer, en Hardcore-agtig vrede og lidt skæve sounds viser de igen en udgave af Nu Metal, som er mere alvorlig og dyster end gennemsnittet.

Desværre er det det eneste punkt hvor amerikanerne for alvor viser noget selvstændigt; hovedparten af spilletiden går med musik, som godt nok har de ovennævnte kendetegn, men i en fortyndet og overfladisk udgave. Der mangler gennemslagskraft og indre tyngde i materialet, og den eneste gang der virkelig er power bag tingene, er i det ret fede ”Over My Head”, mens ”Fade Away” og ”Empty Handed” ligger en tand under. Alligevel er det ikke nok til at fjerne min følelse af skuffelse; hvis det her er det bedste Coal Chamber kan præstere, sætter jeg tvivl ved værdien af deres gendannelse.

Tracklist:
1. I.O.U. Nothing
2. Bad Blood Between Us
3. Light in the Shadows
4. Suffer in Silence
5. The Bridges You Burn
6. Orion
7. Another Nail in the Coffin
8. Rivals
9. Wait
10. Dumpster Dive
11. Over My Head
12. Fade Away (Karma Never Forgets)
13. Empty Handed
14. Worst Enemy
Samlet spilletid: 41:36

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed