fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Nile - Vile Nilotic Rites

Det var noget af en overraskelse da Dallas Toler-Wade forlod Nile i 2017; han havde immervæk fulgt mastermind Karl Sanders i 20 år. Men livet går videre, og Toler-Wade blev erstattet af guitaristen Brian Kingsland fra bandet Enthean. Og nu er den nye konstellation så klar med deres første album, hvor man har brugt et helt år på sangskrivning og forberedelse til indspilningerne.
Resultatet er på mange måder typisk Nile, for hvis man kender bare lidt til bandets tidligere udgivelser, vil man hurtigt føle sig hjemme her. Der er som altid mange elementer og lag i musikken, så man møder de velkendte mørke, kultagtige arrangementer med tydelige referencer til det gamle Egypten, der er masser af heftige guitarløb og vilde trommeangreb, hvor George Kollias virkelig prygler tønderne. Det hele afleveres teknisk overskud, helt som vanligt fra amerikanerne.
Mødet med kendte elementer har sine positive sider, men udgør også meget sikre valg – Nile bevæger sig på intet tidspunkt ud af deres comfort zone. Samtidiger der mange ideer, der ligger meget tæt på noget fra bandets bagkatalog. Her er det så, at Sanders og Co. viser deres virkelige styrke, for albummet indeholder samtidig masser af sejtrækkende og medrivende passager, som udløser min headbangerrefleks. Det er ikke på niveau med Niles bedste udgivelser, men tilstrækkeligt til 4 stjerner.

Tracklist:
1. Long Shadows of Dread
2. Oxford Handbook of Savage Genocidal Warfare
3. Vile Nilotic Rites
4. Seven Horns of War
5. That Which is Forbidden
6. Snake Pit Mating Frenzy
7. Revel in their Suffering
8. Thus Sayeth the Parasites of the Mind
9. Where is the Wrathful Sky
10. The Imperishable Stars are Sickened
11. We are Cursed
Samlet spilletid: 54:54.

Læs mere...

Nile - What Should Not Be Unearthed

I følge bandets hovedmand Karl Sanders var det brutale i højsædet, da Nile begyndte arbejdet med deres ottende album, ”What Should Not Be Unearthed” – det er noget af en udmelding, når man tænker på, hvor meget power der normalt er i bandets musik. Tekstmæssigt er det som vanligt temaer fra det gamle Egypten, Sanders tager fat i; denne gang med afstikkere til relaterede emner som arkæologi og evolution. Det udvidede perspektiv har heldigvis ikke betydet farvel til de oldegyptiske stemninger, som indleder ”Ushabti Reanimator” og ”In The Name Of Amun”, inden det går løs i Niles vante brutale stil. Sidstnævnte nummer minder flere steder meget om klassikeren ”Khefir”, og markerer en lidt kedelig tendens på albummet. Indholdet er umiskendeligt Nile med herligt brølende vokaler leveret af Sanders og Dallas Toler-Wade, skarpe skift fra supertunge rytmer til højhastighedsmetal drevet af trommeslageren George Kollias og lækre guitarmelodier, der skyller ind over numrene som byger i en typisk dansk sommer. Målet om fokus på brutalitet er således opfyldt, og musikken er samtidig både markant og sej.

Men så kommer det lidt kedelige ind: Jeg kan ikke løsrive mig fra fornemmelsen af, at have hørt det hele på bandets tidligere udgivelser. Det dæmper selvsagt oplevelsen en del, og hvis ikke det var for de virkelig sejre passager i ”Age Of Famine” og ”To Walk Forth From Flames Unscathed”, ville det ligge lige for at give amerikanerne ret mht. til titlen – denne gang performer de en smule under niveau.

Tracklist:
1. Call to Destruction
2. Negating The Abominable Coils Of Apep
3. Liber Stellae - Rubaeae
4. In The Name Of Amun
5. What Should Not Be Unearthed
6. Evil To Cast Out Evil
7. Age Of Famine
8. Ushabti Reanimator
9. Rape Of The Black Earth
10. To Walk Forth From Flames Unscathed
Samlet spilletid: 50:03

 

Læs mere...

Nile indtager Europa med Ex Deo og Svart Crown

Dødsmetal giganterne Nile drager til august/september på anden del af deres ”At the Gate of Sethu 2013 European Tour”.
Med sig har de det canadiske death metal band Ex Deo, et koncept sideprojekt af Kataklysm frontmanden Maurizio Iacono, samt det album aktuelle franske black/death metal band Svart Crown og yderlige support band som endnu ikke er offentliggjort.

Touren rammer Amager Bio i København den 24. september. Touren ser ud som følgende:
 
 30.08.2013 (POL) Warszawa / Progresja
 31.08.2013 (POL) Wroclaw / tbc
 01.09.2013 (POL) Katowice / Mega Club
 02.09.2013 (A ) Vienna / Escape Metalcorner
 03.09.2013 (HUN) Budapest / Club 202
 04.09.2013 TBC
 05.09.2013 (GER) Munich / Backstage
 06.09.2013 (ITA) Bologna / Zona Roveri
 07.09.2013 (CH) Spreitenbach / Open Circle Festival
 08.09.2013 (GER) Darmstadt / Steinbruchtheater
 09.09.2013  travel
 10.09.2013 (UK) London / The Garage
 11.09.2013 (UK) Manchester / NQ Live
 12.09.2013 (UK) Glasgow / Audio Glasgow
 13.09.2013 (IRE) Dublin / Button Factory
 14.09.2013 (UK) Dudley / Rock Zombie
 15.09.2013 (UK) Brighton / The Haunt
 16.09.2013 (UK) Cardiff / Bogiez Rock Bar
 17.09.2013 tba
 18.09.2013 (GER) Wurzburg / Posthalle
 19.09.2013 (HOL) Breda / Mezz
 20.09.2013 (BEL) Vosselaar / Biebob
 21.09.2013 (HOL) Haarlem / Patronaat
 22.09.2013 (HOL) Leeuwarden / Romein
 23.09.2013 TBC
 24.09.2013 (DEN) Copenhagen / Amager Bio
 25.09.2013 (GER) Hamburg / Markthalle
 26.09.2013 (GER) Rostock / Alte Zuckerfabrik
 27.09.2013 (POL) Szczecin / S³owianin
 28.09.2013 (POL) Gdynia / Ucho
 29.09.2013 (POL) Toruñ / Od Nowa
 



Læs mere...

Kreator, Morbid Angel, Nile, Fueled by Fire

Der var ingen tvivl!
Da jeg så at Nile kom til landet, skulle jeg bare opleve dem igen. Har nemlig ikke set dem siden 2007, hvor de smadrede Ålborg.

Dog skulle det amerikanske thrashband, Fueled by Fire, først lige spille. Vi ankom kort efter de var gået i gang, og fik ret hurtigt indtrykket af, at det her var en tidsrejse tilbage til 1989 – Meget stilsikkert thrash leveret uden de store dikkedarer. Dog virkede publikum til at være ok underholdt. Mine kumpaner og jeg var nok en anelse mere tilbageholdende. Vi blev dog enige i, at Fueled by Fire gjorde hvad de skulle som opvarmning – De underholdt og fordrev ventetiden på ok vis.
3/6

Så var tiden kommet til det vi alle havde ventet på. Nile!
Lidt overraskende var Nile sat på som andet band…? Vi var ret enige om, at Kreator skulle have været andet band, men smag og behag….
Nile lagde fra med ”Sacrifice Unto Sebek” og desværre var lyden imod Nile – Deres tekniske musik kræver krystalklar lyd, og det må man sige, at den ikke var. Nile fortsatte med at smide fede sange efter os. Vi blev tæppebombet af blandt andre ”Kafir”, Hittite Dung Incantation”, ”Supreme Humanism of Megalomania” og de lukkede af med ”Black Seeds of Vengeance”. De blev alle overbevisende leveret med lidt humor indimellem sangene. Jeg husker Nile som værende et mere aktivt liveband. Altså meget headbanging og den slags, men det var så at sige kun bassisten, der i øvrigt hed Todd Ellis denne gang, der headbangede. De bliver jo også ældre, men det var altså en noget stationær optræden fra Karl og Dallas.
På plus siden, så var det superfedt at se den gale græker fyre op under kedlerne. Den mand er jo sindssyg! Han kom desværre også til at lide under den noget trælse lyd. Jeg kan levende forestille mig, at man må være skuffet, hvis man kun kender Nile sporadisk. Så har det nok være en sløj omgang larm. Jeg derimod var ret begejstret og placerer denne koncert i top ti over årets koncerter.
4,5/6

Så kom turen til de morbide engle. Et band jeg aldrig før har oplevet live. Jeg er en af de få, der synes at ”anus”-pladen (”Illud Divinum Insanus”) er ret fed, og derfor var det fedt at på forhånd vide, at der ville blive spillet to fede tracks derfra.
Da vores maver skulle fyldes kom vi først godt 2 minutter inde i Morbid Angels set. De var startet med åbneren fra den klassiske debut ”Altars of Madness” og gled herefter over i åbneren fra deres ligeså klassiske efterfølger ”Blessed are the Sick”.
Hvis man kigger på setlisten, blev der faktisk spillet en del af det gamle materiale, og det er nu engang der, jeg allerbedst kan lide Morbid Angel. De tre første albums var i hvert fald godt repræsenteret, og det virkede til at folk var glade for denne beslutning. Hvis man kigger på Morbid Angel som band på scenen, var der ikke meget at komme efter – David Vincent er manden der skaber det band i en livesituation. Fuck, hvor er han cool!
Han snakker på samme måde som Agent Smith fra The Matrix-filmene. Bare lige 17 gange sejere. Hans fremtoning på scenen er megacool. Han er vitterligt en af den enest,e der kan bære at have cowboystøvler med stålbelagte spidser på til en metalkoncert. Han lignede sgu lidt Tomme Lee – Igen bare langt sejere!
Jeg havde frygtet, at Morbid Angel ville være ligesom Cannibal Corpse og til dels Obituary. Altså et band der udelukkende lever på tidligere bedrifter, men som efterhånden bare er en skygge af dem selv. Dette var ingenlunde således, og Morbid Angel var for mit vedkommende det fedeste band på aftenen!
5/6

Jeg så Kreator tilbage i 2007 (mener jeg), og var på ingen måde imponeret. Hverken over musikken eller bandet. Denne aften var heller ikke imponerende. Slet ikke, da det virkede til, at Mille Petrozza havde taget den samme drejebog med - ”The kreator has returned” sagde han altså også den gang….!
Der blev lagt ud med Johnny Cash-fortolkningen af ”Personal Jesus” alt imens der blev vist nogle små film på det hvide lærred, der var hængt op. Det var helt klart, at der var mange mennesker, der gerne ville høre Kreator. Så mange, at det nok var det band der trak det største publikum på aftenen. Imponerende, da jeg absolut intet ser i det band. Derfor vil det nok heller ikke være fair, hvis jeg anmelder det, da jeg for så vidt intet godt har at sige om dem. Jo… Fedt at se Ventor igen. En af de sløjeste trommeslagere er ligefrem blevet halv-stram. Imponerende.
Beklager Kreator, men i min bog er tiden altså rendt fra jer.

??/6

Læs mere...

Kreator, Morbid Angel, Nile, Fueled By Fire

Datoen 12/12/12 har været hypet udi det uendelige her på det sidste. Ikke nok med at det er en repetativ dag, altså at alle tre tal der viser dato er ens (nu ser vi lige bort fra det store fede 20 tal foran 2012), men det var også der at Hobitten langt om længe havde premiere. Man kunne vælge mellem to ting på denne aften, enten kunne man krybe ind i biografens mørke og sidde og få hovedpine af noget forfærdelig 3D og se en film der i øvrigt gentager sig i morgen og dagen efter det, eller man kunne drage ud i vinter kulden og til Amager Bio for at se hvad der lovede at være årets tourne. Ikke et, ikke to, men hele tre giganter indenfor henholdsvis Død og Thrash gæstede nemlig Amager Bio på denne ”magiske” dato.

Fueled By Fire

Som opvarming, og lige for at i hvert fald bare have lidt halv ukendt med sig, kom Fueled By Fire på scenen. Når man spiller sammen med tre af de helt store bands så må man være indstillet på at være forvist til scene kanten og Fueled By Fire måtte da derfor også stå nærmest på gulvet og spille deres musik. Umiddelbart er de et solidt thrash outfit der spiller musik inspireret af Kreator, Slayer og Megadeth. Som enhver god anmelder har jeg researchet og syntes da de lød sådan okay, men live er det en helt anden sag. Ja de spiller solidt og er tight, men uden producer magi er det meget synligt at de er blottet for originalitet. Det var meget svært at læne sig tilbage og nyde deres performance når man konstant kunne høre især Kreator riffs. Alt i alt er det ret standard thrash uden de store overraskelser, men performance mæssigt var de da sådan udemærkede og publikum var med helt fra starten af. Solidt, men man kunne godt ønske sig at de kom mere udover scene kanten, ikke en dårlig åbner, men som sagt der manglede sku lidt punch !

3,5

Nile

Alles yndlings ”egyptere” tog scenen med the mother of all drumkits bag sig. Det var aftenens største og George Kollias gav da også de andre bands en lektion i hvordan man skal spille på sådan et. Nile er kendt for deres knusende death albums med egyptisk atmosfære over sig. Karl Sanders er en af de der guitar virtuoser jeg længe har set frem til at se så det var noget af en overraskelse da en lille småfed mand med langt fedtet hår tager en dean guitar på og går i gang med at spille. Live musik kan være fedt nok for man får hørt de sange man elsker live, men på den anden side bliver ens opfattelse af sine helte for evigt ødelagt da de ikke kan leve op til det man havde forestillet sig.

Nile gav den gas og som sådan var det sku meget fedt og solidt spillet. Der var ikke mange fejl og tromme delen var fantastisk. Devin Townsend wannabeen på lead vokal var interessant at høre live og alt i alt var det en udmærket koncert. Hvis det ikke var for det faktum at lyden var HORRIBEL. Amager Bio har som altid den samme lydmand på og han plejer at kunne skære den så den er fed, alle detaljerne bliver bevaret og det er hårdt som ind i helvede, desværre var det alt for mudret og de nærmest Djent agtige guitar presets viste sig at være en kende dårlige til live musik. Nile var sådan okay i form, men de manglede ærlig talt at komme mere udover scene kanten. God koncert, men denne gamle kyniker manglede alligevel lidt overbevisning førend det havde været en af de helt store oplevelser!

4,5

Morbid Angel

Med adskillige år på bagen og et yderst imponerende bagkatalog var Morbid Angel klar til at indtage scenen. Jeg var bestemt ikke den eneste der havde set frem til denne koncert. Publikum var mødt talstærkt op og vi havde sågar søgt ovenpå for at kunne se noget, salen var simpelthen fyldt til bristepunktet og publikum krævede Morbid Angel !

Publikum var tændte i særdeleshed. Morbid Angel leverede en lidt underwhelming præstation forstået på den måde at der sku ikke var meget liv i de gamle travere og jeg sværger at Dave Vincent havde en teleprompter for han kørte den godt nok på rutinen denne aften. Publikum derimod syntes at mene at det var fantastisk og der var endnu en gang moshpits og den samme person der hele 4 gange klatrede op på rækværket for at forsøge sig med et stagedive, de fleste gange lykkedes det, men sidste gang fik vagterne fat i ham. I øvrigt var selvsamme vagt korps talstærkt mødt op blandt publikum for at bede folk lige tage den med ro. Endnu en fyr klatrede sågar op på scenen og blev eskorteret ud.

Nok om det. Morbid Angel havde jeg set meget frem til, men de virkede en anelse trætte og det var en noget halvkedelig affære da alle deres sange lød mere eller mindre ens. Absolutte højde punkt var (omend lidt for hurtig) Maze Of Torment, men ellers syntes jeg meget de kørte på autopilot. Publikum var med og stemningen var i top, meeeeen det bliver ikke til meget mere end lidt under et ”stuuuuur” femtal til de gæve amerikanere.

4,5

Kreator

Jeg har fået RIGTIG mange verbale tæsk for min passion for Kreator. Mange syntes at mene at deres overdrevne tendenser til at låne (i gamle dage) og det faktum at Kreator ÅBENBART laver det samme show hver gang de spiller live, er grund nok til at lægge bandet for had. Jeg vil med det samme sige at der i aften IKKE var meget af det samme som vi kender det fra gamle Kreator shows, men nok om det, nu skal det handle om koncerten!

Kreator er et af de bands der formår at bevise, gang på gang, hvorfor de stadig er relevante og med deres seneste udspil, Phantom Antichrist (ja vi nævner ikke noget om Illvd fra Morbid af) er de begyndt at gå ind på dommedag og endnu mere uddybende kritik af menneskeheden. Til tonerne af ”Personal Jesus” spillede en kort film om deres historie sig førend ”propagandaen” begyndte og koncerten gik i gang. Kreator formår at stable et live show på benene som ingen rigtig kommer i nærheden af. Ved at lege med lyset og have et fantastisk scene set up giver de en total oplevelse der bliver forstærket af deres solide tolkning af Thrash genren. Jeg må blankt indrømme at da mine venner begyndte at trække imod garderoben for at hente deres jakker havde jeg følelsen af at der var gået 10 minutter og snart var koncerten da også helt forbi. Med akustiske intermezzoer, en wall of death og ikke mindst en hæs Mille der sparkede seriøs røv var denne koncert en af de absolut bedste Kreator koncerter jeg nogensinde har set. Det er ikke Iron Maiden standard, men det er kratedeme tæt på!

5,5

Jeg vil benytte min lille efterskrift til at give en solid applaus, NEJ, en stående ovation til de mange metal fans der trodsede vind og vejr på hvad der var en af årets koldeste nætter, til at støde til Amager Bio med deres kammerater og høre noget fantastisk musik. Godt nok var aftenens line up en smule underwhelming, sådan performance mæssigt, men det stoppede ikke de mange fremmødte for at have en solid aften i selskab med deres helte. Det er sjældent at så solid en tour pakke kommer til Danmark og det var ikke noget folket var opsatte på at gå glip af! Så fuck Hobitten i 3D og længe leve Nile, Morbid Angel, Kreator og ikke mindst Fueled By Fire! Tak for et par timer som mine ører nok skal bruge lang tid på at komme sig ovenpå !

 

  • Kreator_10
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Kreator_12
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Kreator_9
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se billeder fra koncerten her.

 

Læs mere...

Nile, Yyrkoon, Psycroptic, Dawn of Demise

En søndag aften i Metallens tegn. Solen skinner, og fuglene synger. Jeg kan mærke det bliver en rigtig fee aften, alt imens jeg går og slår græs, med Nile i ørerne. (Bare lige for at varme op…).

Frank, Martin (Mine 2 kammesjukker) og jeg selv begiver os af sted fra Viborg ved 3 tiden, da jeg har nogle interviews der skal i kassen. Desværre blev mit Interview med Nile ikke til noget, og dette sammen med andre hændelser var med til at bekræfte min frygt omkring Nile… Mere om det senere.

Det skal lige siges at de 3 andre interviews blev til noget og kan høres andetsteds på hjemmesiden. Dette skete mest pga. min ihærdighed, men også fordi jeg fik lov af tour manageren som jeg forstyrrede hele 3 gange inden jeg fandt ud af at den rent faktisk var Nick Barker…(Foruroligende stilhed: Hvem fanden er han?) Gammel trommeslager i Cradle of Filth, Lockup, Dimmu Borgir og Old Mans Child!! Han er en drumgod! Lige nu var han dog på krykker, så hans blast-beats ligger nok rimelig stille. Han har vist også 3-doblet sin kropsvægt siden COF dagene. Nå… Nok om ham.

DAWN OF DEMISE:

Tiden var kommet til noget ”New York Style Death Metal”, som DOD bannerfører dem selv. Jeg overhørte den merchandise ansvarlige Amerikaner, snakke om hvordan New York Style Death Metal lyder…
SOM DAWN OF DEMISE…..MO’ FO!!!

DOD lagde ud med en kort intro, der bestod af et enkelt anslag på deres respektive instrumenter. Ikke noget med gamle gyser film eller andet filejs. Herefter gik drengene over i den feeeste skæring fra demoen: ”… And Blood Will Flow”, og herefter gik det slag i slag med et par gamle tracks, et par nye, og et par kendte. Der var lidt hylen i Scotts mikrofon til tider, men jeg tror det skyldes den måde han holder den på når han fyrer det grumme growl af… Det er ligesom han lukker hele hånden omkring hovedet på mikrofonen, og så begynder den at hyle.
Ellers leverede DOD varen på bedst mulige måde, og af de 2 nye tracks der blev serveret, stod lukkeren ”Within the Flesh” som værende den fedeste, med et rigtigt tungt groove og nogle spændstige temposkift. Glæder mig til at høre den og de andre på cd.
Generelt kan man sige, at DOD’s optræden bar præg af en god forståelse af hinanden, og en rigtig god ”sammenspillethed”… Tydeligvis noget som alle deres jobs har givet dem i gevinst.
En anden bemærkelsesværdig ting var, at Martin og Jakob havde byttet plads på scenen.
Hvorfor, vides ikke….(Egentlig ikke SÅ bemærkelsesværdigt igen…)

DOD havde fået en halv time til at gøre sig bemærket i, og da det jo var dem der var på hjemmebane denne aften, var der da et par stykker der så ud til at kende materialet.
Bandet var tændt, og Scott fyrede et par morsomheder af mellem numrene på sit ærkejysk. Dette til stor moro for mig selv og mine 2 ”udsendte”. Nu vi er ved mine kompagnoner så udtrykte Frank sig således om DOD: ”I Like That Slow Heavy Groovy Shit!”
Vi fik også en smagsprøve på Bjørns vokal i power genren, og dette lød ikke helt ueffent.  Facit på bundlinien er, at DOD er et liveband, som finder sig bedst tilpas live. De giver sig 110 % hver gang, og det må man sgu rose dem for.
Jeg vil slutte af med Bjørns afsluttende kommentar, ang. Niles meget strikse merchandise regler, (Endnu en ting der trækker lidt ned på Niles image), som de trækker ned over hovedet på de mindre bands: ”Hvis der er nogen der er interesseret i noget merchandise, så kontakt os… Gider fandme ik’ sælge noget i den mawre bod…!”
DOD får 5 stjerner ud af 6.

DOD’s setliste:
01: Intro
02: … and Blood Will Flow
03: Degrading the Worthless
04: Impurity
05: Intent to Kill
06: Regain Our Masochist
07: Within the Flesh


PSYCROPTIC:

Så var tiden kommet til et band jeg på forhånd ikke kendte en disse til, og derfor skal min anmeldelse måske ikke tages SÅ alvorlig igen. Men jeg gik til opgaven med åbent sind. Efter min snak med de 2 hyggelige Tasmanere Jason og Cameron, vidste jeg lidt om bandet, og hvad jeg kunne forvente af deres meget tekniske og vokal prægede musik.
Bandet har lige udgivet deres 3. album ”Symbols of Failure” på Neurotic Records, og har lige afsluttet No Mercy festivalen med Cannibal Corpse bl.a. så det er en travl tid for disse unge Tasmanske djævle.

Det blev hurtigt meget klart at det var teknisk deathgrind vi havde med at gøre her. Growleren Jason var over hele scenen og sang mens han bangede med hele overkroppen. Skiftevis med dybt growl, og et mere skingert skrig. Trommeslageren spillede sindssygt hurtigt og jeg så mange små fede finesser. Jeg hørte dem bare ikke… Lyden var ikke optimal til Psycroptics meget tekniske hegn… Det var lidt mudret, og som sagt svært at høre de små finesser.
Psycroptics set led også lidt under at de kun har en guitarist med. Lyden blev sgu lidt mawer og mangelfuld. Den eneste der faktisk gik rent igennem var Jason, men han gik så også for alvor igennem. Som min side makker Frank sagde: ”Fuck hvor er det energisk… Bare synd lyden er så dårlig”. Ingen tvivl om at de kan spille, men deres musik kræver en sublim lyd. Og det var den sgu ikke.
Det virkede dog ikke til at gå Psycroptic på, så de leverede deres set med stor energi og masser af banging. Der var da også jævnt gang i moshpittet, men generelt tror jeg ikke der var særlig mange der kendte Psycroptic. Om de har fået flere fans..? Måske. Jeg købte i al fald deres nyeste cd, og kan sige at de gør sig bedre på cd end de gør live…
Psycroptic får 4 stjerner. (For en højst energisk sanger)

Psycroptics Setliste:
01: Merchants of Deceit
02: Lacertine Forest
03: The Alpha Breed
04: The Sword of Uncreation
05: The Colour of Sleep
06: Cleansing a Misguided Path
07: Epoch of the Gods


Yyrkoon:

Aftenens semi headliner var Franske Yyrkoon. (Udtales Jerkoon).
Deres 3. album kom ud i foråret på Osmose Productions, og er anmeldt andetsteds på siden. Stilen er melodisk death metal med stor vægt på skumle stemninger. Jeg var personligt meget spændt på at høre om disse 4 gutter kunne levere varen live, og få deres H.P. Lovecraft inspirerede tekster til at give publikum gåsehud.
De havde fået 40 minutter at gøre godt med, og der var ikke megen spildtid. Med hovedkomponist, guitarist og sanger Stefan i front spillede de 5 tracks fra den nye ”Unhealthy Opera” skive, og lortet blev sgu leveret med stil. Deres 2. guitarist lignede en knøs på 17, men for satan da hvor kunne han spille. Lyden var til formålet rigtig god, og alt gik rent igennem.
Der var en del Yyrkoon T-shirts at spotte blandt publikum, så Yyrkoon havde nok en lidt større fordel end Psycroptic.
Dette var Yyrkoons første koncert besøg i Danmark, men deres 2 sidste skiver er indspillet ved Jacob Hansen, så de var ikke helt ukendte overfor den danske koncert mentalitet, og Stefan opfordrede også til noget moshing indtil flere gange.
Da de spillede titelnummeret fra den seneste skive, var det vist der hvor publikum gik allermest amok, og det var sgu også fortjent at publikum gav noget igen, for Yyrkoon er sgu et fedt band. De spiller fedt live, og skaber en fee stemning. Ærgerligt at deres små akustiske passager ikke er med live, men som Bassisten Victor sagde under vores interview, ville det være rimeligt svært at få op og stå live.
Blandt de koncertgængere jeg lige snakkede med under og efter Yyrkoons set, var det Martins (min ven) kommentar der var mest rammende: ”Yyrkoon de var fandme fede… De gav mig sgu bremsespor i underbukserne!”
Yyrkoon får… Efter forhandling… 5 Stjerner.

Yyrkoon Setliste:
01: Abnormal Intrusion
02: From the Depths
03: Doctor X
04: Censored PRoject
05: Unhealthy Opera
06 Injecting Dementia
07: Blasphemy
08...Of Madness...


NILE:

Så gik aftenens hovednavn endelig på, og det var tydeligt at mærke at det ubestridt var dem folk var kommet for at høre. Jeg må da indrømme at det også er lidt af et scoop, at Aalborg er den eneste by som Nile besøger i Danmark på deres Europa turne. Mere af den slags tak!!

Meget er sagt og skrevet om Nile, og da jeg for nogle måneders tid siden begyndte at forberede mit interview med dem, var det med ærefrygt, og lidt betænksomhed, da jeg ofte har læst at de opfører sig lidt for meget som rockstjerner. 1½ uge før interviewet skulle finde sted, får jeg så at vide at det er aflyst, fordi at Distributionsfirmaet ikke kan få fat på bandet… Æv, men sådan kan det jo gå! (Lidt mawert, hvis I spørger mig…)

Nå… men bandet gik på til tonerne af introen fra deres seneste skive ”Annihilation of the Wicked”, som efter min mening ikke helt er på højde med deres forrige ”In Their Darkened Shrines”. Men det er vel en smagssag, og egentlig ligegyldigt, for bandet serverede tracks fra alle deres albums. De lagde ud med ”The Blessed Dead” og derefter kom alle hits’ne som perler på en snor: ”Cast Down the Heretic”, ”Sacrifice Unto Sebek” (Som denne aften hed ”Sacrifice Unto Sebechchchc”), ”Black Seeds of Vengeance” (Frank som ikke er så velinformeret i Niles bagkatalog, troede den hed ”Blood Feeds the Friendless”).
Hvis man skal sige noget om Niles optræden, kan hele deres set opsummeres med 2 ord: Kirurgisk Præcision!
Alt blev leveret med meget høj klasse, og selv den 21-årige knøs der spillede bas for Nile gjorde virkeligt stort indtryk. (Han hed Joe Baine, (Faktisk, hedder han Joe Payne, og er forholdsvis ukendt) og er ikke en, jeg ved hvem er, men han virkede egentlig rimelig uimponeret over at spille i vel nok det største death/grind metal band lige for tiden.) Til min store overraskelse, sang de alle 3 en hel del, og faktisk var det Dallas Toler-Wade der styrer det meste sang. Jeg har altid troet at Karl Sanders var en eneherskende kraft i det band, men nej…

”Annihilation of the Wicked” og Lashed to the Slave Stick” fulgte og gjorde det mere og mere synligt at Nile er et verdensklasse band der leverer varen uden nogen som helst udsving. ”Sarcophagus” og ”Keftiu Asar Butchiu” høstede også en del klapsalver.
”Serpent Headed Mask” var vist det eneste track fra deres første skive ”Amongst the Catacombs of Nephren-Ka”, men det gjorde ingen forskel, for Nile satte ikke mange fingre forkert denne aften. Der var også en ok korrespondance med publikum, og inden aftenens sidste nummer bad Dallas om at få alt lyset slukket, for den sidste sang var meget apokalyptisk. Herefter startede de ”Von Unaussprechlichen Kulten” som nok er det tungeste nummer der nogensinde er udgivet på cd. Til Dallas’s store irritation begyndte lysmanden at tænde for lyset midt under nummeret, men der blev hurtigt rettet op på fejlen, og Nile fortsatte med at destruere verden som vi kender den.

Alt i alt må man sige at jeg personligt havde set meget frem til denne aften, for at høre om Nile kunne levere varen. Og det kunne de sgu. Til UG med kryds, bolle og slange. Mere eller mindre alt klappede denne aften og det er ikke uden grund at Nile bliver rost til skyerne hver gang de bare slår en prut.
Deres højst indviklede sangstrukturer og monster hurtige musik satte virkelig en super høj standard denne aften. Og ikke noget ondt sagt om de 3 foregående bands, men Nile var lige de sidste centimeter bedre, højere, hurtigere og mere professionelle end de andre bands på billetten denne aften. Der var for mit vedkommende ikke nogen dårlige bands denne aften, men da klokken blev 00:15 og næsten 4 timers koncert var overstået, stod det tydeligt på bundlinien hvorfor Nile høster den succes som de gør.
Nile får 5½ stjerner. Udelukkende fordi de snød os for et par ekstranumre. Deres kvaliteter kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Læs mere...

Nile - At the Gate of Sethu

Enhver ny skive fra Nile er altid omkranset af enorme forventninger fra fans og hatere. Tit synes jeg dog, at risene smager lidt af gode gamle Jante. Det er dog en uendelig diskussion, og den begiver jeg mig ikke længere ind i.
”At the Gates of Sethu” er Nile’s 7. fuldlængde album, og I mine ører skulle det blive spændende om de kunne holde det meget høje niveau fra forgængeren, der i mine ører hører blandt de tre bedste Nile albums. Som vanligt er der liner notes til alle skæringer på albummet, og det har altid været et fedt lille tiltag, om end det er noget uvedkommende for musikken.
Musikken er umiddelbart umiskendeligt Nile når de er bedst: der blastes og grindes så det er en fryd for øret, det skorter ikke på egyptiske elementer/instrumenter eller stemningsfyldte passager, der smager lidt af Kairo og Det Røde Hav. Kort sagt kan man sige, at det lader til at være Nile som vi kender dem. Dette er en sandhed med modifikationer, for på et punkt udskiller Nile sig på dette deres 7. album; nemlig vokalen. Den er nogle steder nærmest black-hvæsende, og jeg må indrømme at jeg ikke helt kan forlige mig med den. Især i ”Tribunal of the Dead” hvor den, udover at være hvæsende, tiltager i teatralske udgydelser…. Det lyder decideret ringe, når der gjaldes ”In the prescence of the great tribunal!!” Der flere steder på “At the Gates of Sethu” hvor vokalen er langt under par. Jeg vil dog sige, at det bliver bedre jo flere gennemlyt der kommer på kappen. Førnævnte stykke er jeg dog overbevist om, at jeg vil hade til den dag jeg dør!
Og når nu vi er ved ting, jeg ikke bryder mig om, så kan jeg slet ikke se ideen i at vedlægge to instrumentale versioner af numre, der allerede forekommer på albummet… Er det til hvis man holder karaoke-aften med egyptisk tema, Karl Sanders?
Der har været snakket meget omkring dette album før, under og efter det er udkommet, og Karl Sanders har selv været ude og puste til gløderne ved at love, at dette album skulle være det bedste nogensinde og at tromme-indsatsen skulle være noget, man aldrig har hørt før. Det er langt fra sandheden, for Nile revolutionerer intet med dette album. Det er ej heller et album, der er ringe, men det blegner (ligesom alt andet) når man holder det op imod ”In Their Darkened Shrines” og ”Annihilation of the Wicked”. Det ville også være mærkeligt, hvis de skulle toppe de to mesterværker, men med At the Gate of Sethu” er der et par voldsomt fede numre i form af ”Supreme Humanism of Megalomania” og ”The Chaining of the Iniquitous” som på fornemste vis afslutter skiven, der ikke vil blive husket som Niles fineste moment, men som dog har sine øjeblikke og stadig lader 97% af alle death metal bands ligge i støvet og undre sig over, hvilket tog der ramte dem.

Tracklist:
01: Enduring the Eternal Molestation of Flame
02: The Fiends who Come to Steal the Magick of the Deceased
03: The Inevitable Degradation of Flesh
04: When My Wrath is Done
05: Slaves of Xul
06: The Gods Who Light Up the Sky at the Gate of Sethu
07: Natural Liberation of Fear Through the Ritual Deception of Death
08: Ethno-Musicological Cannibalisms
09: Tribunal of the Dead
10: Supreme Humanism of Megalomania
11: The Chaining of the Iniquitous
12: Enduring the Eternal Molestation of Flame (Instrumental)
13: The Inevitable Degradation of Flesh (Instrumental)

Samlet spilletid: 57:12.


 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed