fbpx

Vintersorg - Till Fjälls del II

Med mere end tyve år på bagen må Vintersorg (både bandet og hovedmanden af samme navn) regnes blandt pionererne indenfor den nordiske Metal. Til bandets tiende album har hovedmanden vendt blikket bagud mod debutalbummet ”Till Fjälls” som inspirationskilde; deraf tilføjelsen Del II i titlen på den nye udgivelse.

Ikke uventet er resultatet blevet et genhør med de elementer, som har kendetegnet bandets karriere: Der er buldrende trommer og fræsende guitarer, som tangerer Black Metal; der er symfoniske elementer, og der er både brølende og rene vokaler. Men frem for alt er der meget fine melodier, som er tydeligt inspireret af den nordiske tradition for Folkemusik. Vintersorg afgrænser ikke brugen af de forskellige byggeblokke inden for hvert nummer, men bruger dem rundhåndet, så de fleste tracks kan byde på lidt af hvert. Umiddelbart burde det resultere i stor variation, men da de enkelte elementer er ret ens, bliver resultatet alligevel forudsigeligt. Samtidig er de voldsomme elementer trukket tilbage, så de markerer, men ikke bliver dominerende. Det tager toppen af hårdheden, selv om tempoet ofte er pænt højt, og den brølende vokal har udmærket kant. Musikken har mange facetter, men da det i sidste ende er melodierne, som dominerer udtrykket, giver de ikke fuldt udbytte. Mange numre lyder som genren oftest gør, så albummet høster ikke mere end et Okay fra mig.

Tracklist:
1. Jökelväktaren
2. En väldig isvidds karga dräkt
3. Lavin
4. Fjällets mäktiga mur
5. Obygdens pionjär
6. Vinterstorm
7. Tusenåriga stråk
8. Allt mellan himmel och jord
9. Vårflod
10. Tillbaka till Källorna
11. Köldens Borg
12. Portalen
13. Svart Måne
Samlet spilletid: 76:43

 

Læs mere...

Kobra And The Lotus - Prevail I

”Prevail I” er ikke blot Kobra And The Lotus’ første album på Napalm Records, det er også canadiernes første bud på et dobbeltalbum, hvor hver del dog udgives hver for sig – deraf ettallet i titlen.

Bandet med sangerinden Kobra Paige i front fortsætter deres melodiske fortolkning af Heavy Metal, som fungerer fint i åbningsnummeret. Her kombineres melodi og Metal på udmærket vis, der lover godt for resten af albummet. Men ak, herfra går det kvalitetsmæssigt ned ad bakke, for selv om stilen fastholdes, er numrene underligt upersonlige og uinteressante. Det er ikke nok at guitarerne kører udmærket, når melodierne svigter, og når selv Paige’ vokal virker bleg, er der ikke meget at komme efter. Det sættes i relief i det instrumentale ”Check The Phyrg”, som med sine markante guitarsoli er albummets bedste track.

Ellers er der tale om en ørkenvandring, hvor lyspunkterne er få og ikke opsigtsvækkende. Det afsluttende titelnummer efterlader dog et lille håb om forbedring, for her peger stilen mere i retning af Power Metal. Nummeret har en lidt højtidelig klang, der gør den mere helteagtig og lidt pompøs. Det markerer en tiltrængt distance til de øvrige numre, som forhåbentlig fortsætter på anden del af udgivelsen – hvis ikke, behøver jeg ikke prøve kræfter med den.

Tracklist:
01. Gotham
02. TriggerPulse
03. You Don’t Know
04. Specimen X (Mortal Chamber)
05. Light Me Up
06. Manifest Destiny
07. Victim
08. Check The Phyrg
09. Hell On Earth
10. Prevail
Samlet spilletid: 45:36

Læs mere...

Warbringer - Woe to the Vanquished

Amerikanske Warbringer har gennem deres fire albums udviklet sig til at være et af de mest dødbringende Thrash Metal bands på scenen. Dette bringer os frem til bandets femte fuldlænge, som netop er kommet på gaden med titlen ”Woe to the Vanquished”, som undertegnede har haft fornøjelsen af, at lytte til.
Der eksekveres en omgang fuldfed Thrash Metal hvor alt er særdeles velspillet som eksempelvis ”Silhouettes” med højenergiske voldfede riffs, voldfedt trommespil, lækre soli, og fuld knald på. I ”Woe to the Vanquished” er der mindst lige så meget knald på, mens kvaliteten i riffene dog falder lidt, men stadig et fedt nummer. ”Remain Violent” er en mere tung og groovet sag, som giver en god variation. I nummeret ”Shellfire” er der fuld knald på igen, og sådan er billedet resten af pladen igennem, hvor der varieres fra det hurtige til det groovede numrene igennem. Der sluttes af med den 11 minutter lange ”When the Guns Fell Silent”, som velnok er pladens mest ambitiøse nummer med akustiske passager, samt flere melodiske og stille indslag.
Jojo, ”Woe to the Vanquished” er et fremragende Thrash Metal album, hvor alt er super tight  med en super potent og passende vokal som passer perfekt til stilen. Dog kunne jeg godt have ønsket en mere melodisk vokal i afslutningsnummeret, men det er selvfølgelig en smagssag. Mit kendskab til bandets bagkatalog er begrænset i det omfang, at jeg kun har stiftet kendskab med skiven ”Waking into Nightmares” fra 2009, som også er en glimrende skive, men dette album er endnu bedre og bør stå i enhver Thrash Metal fans samling.
 
Tracklist:
1. Silhouettes
2. Woe to the Vanquished
3. Remain Violent
4. Shellfire
5. Descending Blade
6. Spectral Asylum
7. Divinity of Flesh 
8. When the Guns Fell Silent
Samlet spilletid: 40:59
 
Læs mere...

Grave Digger - Healed By Metal

Tyske Grave Digger, som snart kan fejre 40 års jubilæum, har om nogen holdt fanen højt indenfor den klassiske Heavy/Power Metal, og i 2001 udgav de ”The Grave Digger” som er mit personlige favorit album med de gæve tyskere. Sidenhen har det været lidt op og ned med niveauet, og ”Return Of The Reaper” fra 2014 var et udmærket udspil, uden dog at være skelsættende på nogen måder. ”Healed By Metal” er titlen på bandets nye udspil, og der er absolut intet nyt under solen her.

Der lægges fra land med de typiske Grave Digger numre og de sædvanlige glimrende omkvæd, som vel nok er bandets stærkeste kort. Bandet overrasker på ingen måde; det er Grave Digger som vi kender dem med de gode gamle old-school riffs uden de store udsving. Samtidig med at der ingen fornyelse er at spore, synes det hele også at blive en kende for ordinært. Bevares, jeg kan da godt høre at numrene vil fungere glimrende live, men ellers har musikken ikke samme vanlige niveau, og her bruges alt for mange dårlige klichéer.

”Healed By Metal” er ingenlunde en dårlig plade, og som sagt er bandets stærkeste kort deres tilbagevendende fede omkvæd. Men denne gang kommer bandet ikke i mål, og på trods af de bedre numre som ”Healed By Metal”, ”Ten Commendments Of Metal”, ”The Hangman’s Eye” og ”Hallelujah” bliver det overordnede indtryk altså for letkøbt, og aldrig helt episk på samme måde, som de ellers formår. 


Tracklist:
1. Healed By Metal
2. When Night Falls
3.Lawbreaker
4.Free Forever
5.Call For War
6.Ten Commendments Of Metal
7.The Hangman's Eye
8.Kill Ritual
9.Hallelujah
10.Laughing With The Dead
Samlet spilletid: 36:20

Læs mere...

Ex Deo - The Immortal Wars

Egentlig havde Kataklysm-forsangeren Maurizio Iacono lukket sit sideprojekt Ex Deo ned i 2014, men den tur i mølposen varede kun et års tid; så blev tropperne samlet for at arbejde på bandets tredje album. Det hedder ”The Immortal Wars” og er et konceptalbum om den anden krig mellem to af oldtidens supermagter, Karthago og Rom. Dermed fastholder Iacono stilen fra de foregående skiver, som også omhandlede romersk historie.

Krig er i sig selv en voldsom ting, så her passer Death Metal fint som musikalsk stil. Men for at kunne gengive det enorme omfang af albummets tema, må der mere til. Derfor supplerer Ex Deo med storslåede symfoniske arrangementer, som med strygere, blæsere og kor rykker rammerne både opad og udad.

Noget lignende er også brugt i forbindelse med Power Metal, hvor det symfoniske i mine ører ofte får for meget plads. Det gør det ikke her, selv om der bestemt ikke spares på hverken indsats eller energi. Anført af Iaconos brølende vokal giver Ex Deo den nemlig gas, så det metalliske har nosser nok til at modstå den symfoniske overmagt.

Ind imellem bliver det lidt for højtravende fordi historiefortællingen prioriteres højere end selve musikken, men det er et mindre problem i det store billede. På bundlinjen udmærker ”The Immortal Wars” sig med en sjældent vellykket balance mellem Metal og symfoni, som absolut er et lyt værd.

Tracklist:
1. The Rise of Hannibal
2. Hispania (Siege of Saguntum)
3. Crossing of the Alps
4. Suavetaurilia (Intermezzo)
5. Cato Major: Carthago delenda est!
6. Ad Victoriam (The Battle of Zama)
7. The Spoils of War
8. The Roman
Samlet spilletid: 38:18

 

Læs mere...

Black Mirrors - Funky Queen

Under min research til denne anmeldelse kunne jeg se, at der skrives og tales meget på nettet om Black Mirrors taget i betragtning, at ”Funky Queen” er bandets første EP. Ikke overraskende er det tydeligt, at Napalm Records forventer sig en hel del af denne belgiske kvartet fra Brussel.

EPen bliver lanceret som garagerock, og det er ikke helt galt – produktionen er mildest talt grynet, og guitarlyden noget skramlet. Stilmæssigt er belgierne over i Stoner Rock, som passer fint til de lydmæssige rammer. Titelnummeret lægger ud, og foruden troværdige retrotoner byder det på en virkelig stærk vokal fra sangerinden Marcella Di Troia. Den er også det naturlige omdrejningspunkt i ”Kick Out The Jams”, som er et cover af det gamle MC5 hit. Black Mirrors spiller den tæt på originalen, men via den kraftfulde vokal lykkes det alligevel at gøre udgaven personlig. Næstsidste nummer er ”The Mess”, som forener tyngde med hurtigere passager, og samlet er min favorit på EPen. Tyngde er der også i det afsluttende ”Canard Vengeur Masqué”, men nummeret virker en smule rodet og mindre interessant.

Et firemands Stoner Rock band med en meget stærk sangerinde i front – det skriger på en sammenligning med Blues Pills. Og selv om der er mange lighedspunkter er det klart, at belgierne ikke er på niveau med deres kolleger, især når det gælder sangskrivningen. Men Black Mirrors er godt på vej, så de er bestemt et navn man skal holde øje med.

Tracklist:
1. Funky Queen
2. Kick Out The Jams
3. The Mess
4. Canard Vengeur Masqué
Samlet spilletid: 14;23

 

Læs mere...

Hammerfall - Built To Last

Som bekendt lagde jeg ud i min sidste anmeldelse af Hammerfall's ”(r)Evolution” med at sige, at bandet i min optik altid har været stærkt overvurderet, og det står jeg fast ved. De er blevet kaldt plathøvle og meget andet, men samtidig har de også lavet nogle ganske udmærkede albums som ”Glory to the Brave” og ”Legacy of Kings” eksempelvis. Bandet er på gaden med deres nye og tiende album ”Built To Last”, som skulle vise sig at være bedre end forgængeren.

Skiven lægger ud med ”Bring It!” som er et ganske glimrende nummer i den velkendte Hammerfall stil; storladent Heavy/Power Metal med de velkendte hymner og melodier. ”Hammer High” fortsætter i endnu bedre stil, som er et meget flot og storslået track må jeg erkende, og det er længe siden jeg har hørt så gode numre fra Hammerfall. Enkelte steder er der indslag der har lidt af det platte islæt over sig om man vil, og det trækker ned, men det er heldigvis noget nedtonet på dette album. Der er også gjort plads til balladen ”Twilight Princess”, som er godkendt uden at være et uundværligt indslag. Generelt set er hele skiven ret fed med bedre numre end forgængeren, og er proppet med lækre guitar leads samt twin harmonier, som hører sig til.

Bandet har stadig ikke trukket en hvid kanin op af hatten, men Hammerfall er nu engang det de er, og holder fast i stilen om man kan lide det eller ej, og man må sige at numrene som helhed er en klar forbedring i forhold til den forrige ”(r)Evolution” - numrene indeholder ganske simpelt nogle bedre melodier som er langt mere iørefaldende, hvilket ”New Breed” er et glimrende eksempel på, og det afspejles i karakteren.

Tracklist:
1. Bring It!
2. Hammer High
3. The Sacred Vow
4. Dethrone And Defy
5. Twilight Princess
6. Stormbreaker
7. Built To Last
8. The Star Of Home
9. New Breed
10. Second To None
Samlet spilletid: 47:20

 

Læs mere...

Sirenia - Dim Days of Dolor

Siden 2001 har Sirenia vist, at Norge kan spille andet end Black- og Dødsmetal ved at satse på mere symfoniske vinkler. Bandets mastermind Morten Veland er det eneste originale medlem tilbage efter pænt mange udskiftninger, ikke mindst på den vigtige post som vokal frontfigur. Den nyeste på posten hedder Emmanuelle Zoldan, stammer fra Frankrig og markerer sig stærkt, men mere herom senere.

Stilmæssigt er der ikke sket det store for Sirenia, her fortsættes der med Symfonisk Metal med alt hvad der kan tænkes af store orkestreringer og korarrangementer. Elementerne bruges med sans for det dramatiske, så dén del af albummet hurtigt kan markeres som godkendt. Det samme gælder for den egentlige Metal, som ikke er berøvet sin styrke, men får lov til at beholde kant og skarphed – det matcher det symfoniske på bedste vis.

Det samme gør Zoldans vokal, for hun nøjes ikke med at synge rent og klart som de fleste andre sangerinder i genren. I stedet supplerer hun med en operastemme, der straks leder tankerne hen på Tarja Turunen – på den fede måde. I fællesskab udgør de forskellige ingredienser en meget fin balance mellem det det storslåede, det medrivende og det smukke. Albummet er en glimrende repræsentant for genren, og hvis ikke det havde været for uinteressante omkvæd i nogle numre, var karakteren faldet højere ud.

Tracklist:
1. Goddess of the Sea
2. Dim Days of Dolor
3. The 12th Hour
4. Treasure n' Treason
5. Cloud Nine
6. Veil of Winter
7. Ashes to Ashes
8. Elusive Sun
9. Playing with Fire
10. Fifth Column
11. Aeon's Embrace
Samlet spilletid: 56:34

 

Læs mere...

The Agonist - Five

Ja, som titlen fortæller, er dette det femte studiealbum fra canadiske The Agonist. Hvad der er nok så interessant er, at det er det andet album siden Vicky Psarakis i 2014 erstattede Alissa White-Gluz som vokal forgrundsfigur - unægteligt var stor opgave. Hun viser igen at hun magter den, for hendes vokale spændvidde er enorm; enten synger hun rent og kraftfuldt, eller også brøler hun indædt som et såret dyr – det er en imponerende performance. Den første smagsprøve falder allerede i åbningsnummeret, som både indeholder helt bløde og hvæsende vokaler. Musikken falder i tilsvarende dele: en melodisk hvor omkvædet lyder i retning af Evanessence (meget iørefaldende!) og en skarpt metallisk, hvor man skal lede længe efter melodi.

Der ville ikke ske det store, hvis jeg afsluttede anmeldelsen her, for beskrivelsen ovenfor er ret godt dækkende for albummet som helhed; de nævnte elementer er gennemgående i alle numre. Her eksisterer det rå og det melodiske side om side, men pga. den store forskel mellem dem, er de alligevel skarpt adskilte. Og selv om det er den skarpe vokal, der skiller bandet ud fra mængden, er det de melodiske elementer, der klarer sig bedst i det lange løb. Det virker derfor som om, at Psarakis har udmærket styr på styrken i sin stemme, men at bandet ikke helt formår at skabe de helt rigtige rammer for den.

Tracklist:
1. The Moment
2. The Chain
3. The Anchor and the Sail
4. The Game
5. The Ocean
6. The Hunt
7. The Raven Eyes
8. The Wake
9. The Resurrection
10. The Villain
11. The Pursuit of Emptiness
12. The Man Who Fell to Earth
13. The Trial
14. Take Me to Church (Hozier cover)
Samlet spilletid: 57:02

 

Læs mere...

Delain - Moonbathers

At Martijn Westerholt i 2001 måtte forlade Within Temptation af helbredsmæssige årsager, var ikke afslutning af hans karriere. Tværtimod betød det starten på Delain, som han etablerede som studieprojekt med hjælp fra forskellige hollandske musikere. Med tiden voksede bandets succes, og specielt efter sangerinden Charlotte Wessels’ indtræden kom der gang i sagerne; senest er der tilføjet guitarist nummer to i line-uppet.

Westerholt holder fast i sine musikalske rødder, for også Delain bevæger sig stilmæssigt mellem den melodiske og den symfoniske Metal. Begge dele håndteres meget professionelt, og der er fuldstændig styr på begivenhederne. Især Wessels’ vokal skal fremhæves, for hun synger virkelig flot; samtidig overdriver hun ikke, så det bliver kunstigt. Alligevel er hun ikke bandets største trumf, den ligger i guitararbejdet. Delain viser nemlig noget af det mod, jeg ofte savner i genren, de tør trække guitarerne frem, så numrene ikke drukner i store arrangementer, men får en metallisk kant. Numre som ”Pendulum” og ”Danse Macabre” trækker i den rigtige retning, og i åbningsnummeret fyrer Alissa White-Gluz fra Arch Enemy godt op under begivenhederne.

Så længe Delain holder gang i skarpheden, balancerer numrene fint, men med det samme Metalparaderne sænkes, synker de sammen og leverer samme bløde mellemvare som så mange andre bands. Hvis de bare ville holde niveauet, så ville ”Moonbathers” være et hit – nu er det bare ”udmærket”.

Tracklist:
1. Hands Of Gold
2. The Glory And The Scum
3. Suckerpunch
4. The Hurricane
5. Chrysalis - The Last Breath
6. Fire With Fire
7. Pendulum
8. Danse Macabre
9. Scandal
10.Turn The Lights Out
11.The Monarch
Samlet spilletid: 48:55

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed