fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

My Dying Bride - The Ghost Of Orion

My Dying Bride har i næsten 30 år spredt dystre stemninger, og der var da også rigeligt med forhindringer på vej mod bandets studiealbum nummer 14: Alvorlig sygdom og pludselige opsigelser har gjort vejen længere end planlagt, men nu er det her.
Englænderne har altid haft fokus på stemningen på deres albums, og sådan er det også i 2020, hvor de fra starten udfolder hele paletten af virkemidler: Tempoet er moderat, men alligevel med tilstrækkeligt markante anslag til, at de får noget Doom tyngde over sig – Ikke ekstremt, for her holder alt sig i den pæne side af vejen. Det samlede resultat er mørkt og lidt trist, især når Shaun Macgowans violin bidrager. Omvendt bløder vokalen lidt op på det hele, for Aaron Stainthorpe synger blødt og fint, og bryder kun stilen med et enkelt brøl hist og her.
Når man lytter ”The Ghost Of Orion” igennem fra start til slut, er det markant hvor ensartet det hele hænger sammen; der er meget få udsving i det samlede lydbillede, hvilket resulterer i meget lidt dynamik. Derfor er der tale om et album, der ikke giver meget til lytteren, men egentlig har nok i sig selv. Derfor skal man være i et helt specielt humør for at kunne nyde indholdet, og selv der rækker niveauet ikke til mere end et OK fra mig.

Tracklist:
1. Your Broken Shore
2. To Outlive the Gods
3. Tired of Tears
4. The Solace
5. The Long Black Land
6. The Ghost of Orion
7. The Old Earth
8. Your Woven Shore
Samlet spilletid: 56:21

Læs mere...

My Dying Bride, Copenhell 2014

Det er noget af et sats at lade et gotisk/death/doommetal band lukke og slukke for Pandæmonium. Efter 3 dage med intensiv druk og hård musik i alle afskygninger, er de fleste nok ved at nå smertegrænsen. Engelske My Dying Bride er på ingen måde et ukendt navn, hvilket kan ses på den overraskende store menneskemængde, der har taget opstilling og muligvis (ligesom undertegnede) er smuttet midt i en ellers glimrende Watain koncert.

Da hele dette skønne arrangement er ved at slutte, undrer det mig ikke at mange hyggesnakker, krammer og hvad der ellers sker omkring mig; snart skal vi tilbage til "virkeligheden", og det hele er bare lidt federe her. Det er ikke overraskende, men det er til gengæld knap så heldigt til denne slags musik, der ofte kræver både opmærksomhed og tålmodighed fra lytteren.

My Dying Bride gør som de skal på trods af en anelse sløv opstart. Lyden er ganske god nu, da vinden har lagt sig. Man kan ikke forvente krumspring og andet vildt, så i stedet ligger fokus på at skabe en stemning. Det lykkedes desværre ikke, men jeg vil ikke holde publikum op på det, selvom den massive småsnak er klart forstyrrende. Det er bare hamrende svært at dykke ordentligt ind i det musikalske, når snakken omkring én til tider er højere end musikken selv.

Det er dog sådan set en ganske behagelig måde at gå hjem på, men hvor ville jeg ønske My Dying Bride havde haft nogle bedre rammer. Langsom og dragende musik passer svært sammen med et feststemt publikum (man må forvente at langt de fleste skal se D-A-D bagefter). Jeg håber meget at gense bandet i København snarest muligt - helst indendørs. 
Tak for i år, Copenhell!
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) - The Dreadful Hours
2) - Like Gods Of The Sun
3) - The Crown Of Sympathy
4) - Catherine Blake
5) - The Thrash Of Naked Limbs
6) - From Darkest Skies
7) - She Is The Dark
8) - The Cry Of Mankind

Kilde: www.setlist.fm

 

Find flere koncertanmeldelser fra Copenhell 2014 på vores oversigtsside her.

 

  • Graveyard_5
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Behemoth_8
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • My Dying Bride_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder fra Copenhell her!

Læs mere...

Nedtælling til Copenhell 2014

Jeg husker stadig min irritation over den virale promo-video, jeg faldt over i vinteren 2010, hvori en Hellboy-rød djævlegut i trenchcoat tussede rundt ved diverse københavnske seværdigheder og endte ved B&W-bygningerne på Refshaleøen. Der var ingen dialog eller oplysninger udover et navn, et logo og en tagline. Copenhell - "The devil may come".
Jeg hader den type markedsføring. Uha, hvor spændende: Så skal man rigtig gå og være på nysgerrigt udkig efter nye oplysninger og synes at det er helt vildt interessant, fordi det er så mystisk og uinformativt.
Bah. Giv mig et sted, et tidspunkt, en beskrivelse og nogle ølpriser.

Hvorom alting var, ville skæbnen (og DR), at jeg fik en fribillet. Så hey, det skulle da tjekkes ud, det dersens Copenhell. Om ikke andet.

I guder, hvor blev min skepsis dog gjort til skamme.

Én ting var, at et par danske bookere havde fået adskillige af metalgenrens topnavne lokket til Refshaleøen. Men dertil kom arrangementets bundprofessionelle og tilsyneladende glidende fejlfri forløb og afvikling. Ydermere havde man fået Ølfabrikken til at specialbrygge en - iøvrigt rigtig dejlig - Copenhell-øl på 6,66%. Og jo, der var sgu noget om, at festivalens logo lignede Snaggletooth.

Jeg blev overbevist på stedet og har været fast gæst siden da. Og når jeg således genser førnævnte video, kan jeg se, hvordan den ligesom ovennævnte eksempler også afspejler al den omstændelighed, idérighed og professionalisme, som i løbet af de forgangne år har gjort Copenhell til noget mere end bare den succeshistorie, der så småt tegnede sig allerede under jomfruåret. Succeshistorier er et begreb, der for så vidt også omfatter One Direction og Justin Bieber, og fuck nu de ubrugelige lortebørn. Næ, Copenhell er noget så sjældent som en vaskeægte fortjent succes.

 

Hvert år har festivalen troligt udvidet med nye tiltag, idéer, boder og områder, og dette dens halve jubilæum bliver ingen undtagelse. Blandt andre features byder Copenhell 2014 således på bl.a. det vikingeinspirerede område Asgaard, bodegaen Tutten, brusebade og sauna, en folkekøkken-stand, slik-, snack-, is- og milkshake-boder, en gedekranie-destilleret vodka på 66,6% ved navn Baphomet, wrestlingkampe i den navnkundige Biergarten, samt den nye bar Heaven and Hell på den lige så navnkundige bakke, hvorpå mangt et metalvenskab vel er opstået i årenes løb. Og naturligvis vil festivalen heller ikke i år være foruden sit smadreland, metal-karaoke, rom-og-cigar-baren Smoke N Hell, kister til fri afbenyttelse på Graveyard-området og ikke mindst masser af ild.

Hvad der dog er mest bemærkelsesværdigt ved årets Copenhell, er uden tvivl hovednavnene.

For det første er det et scoop uden lige, at verdens største heavy metal-band kommer til Refshaleøen. Efter at have sprunget andedammen over på sidste sommers klassiker-tour beriger evigt virile Iron Maiden nu endelig dansk jord med et udvalgt set sange, flere af hvilke der næppe nogensinde bliver spillet live igen. - Samt naturligvis de klassikere, der har gjort selve genren til det, den er i dag, og som alverdens metalfans til enhver tid vil kunne samles om.

 

Engelske My Dying Bride er om ikke er det største navn indenfor doommetallen, så i hvert fald et af de allerstørste nogensinde. Tilfældet vil, at det i øvrigt var som opvarmning for selvsamme Iron Maiden helt tilbage i 1995, at My Dying Bride sidst gæstede Danmark. Der er altså tale om en sjældenhed, der bør opleves, selvom man slet ikke skulle have stiftet bekendtskab med doom-genren endnu. Denne koncert vil i så fald være noget nær et perfekt sted at starte.

 

Når man taler om scoops og sjældenheder på dansk jord er der dog ingen af Copenhells hovednavne - hverken nu eller muligvis for al fremtid, - der er mere eksklusivt end Twisted Sister. Sidste gang, de legendariske, antiautoritære partyrockere spillede en koncert i Danmark, var for 28 år siden. Nu kender jeg ganske vist ikke til nogen kvantitative fortegnelser over Copenhell-publikummets demografiske træk, men jeg vover stadig gerne den tese, at halvdelen af de deltagende ikke engang var født i 1986. Gå ikke glip af denne sensationelle booking - hvem ved, hvornår vi får chancen igen?

 

Da Behemoth - vor tids Morbid Angel - spillede på den allerførste Copenhell, var det efter overtegnedes mening festivalens stærkeste koncert det år. Denne gang har den visionære polske dødsinstitution årets muligvis mest anmelder- og publikumsroste metaludgivelse, "The Satanist", i ryggen, så der er en reel sandsynlighed for, at Behemoth kommer til at overgå sig selv.

 

Der er lagt op til et sandt brag af en afslutning, når vores allesammens D-A-D konkluderer Copenhell 2014 med endnu en eksklusivitet: Bandet opfører deres fantastiske gennembrudsalbum "No Fuel Left For the Pilgrims" i sin helhed for første og sidste gang nogensinde. Glæd dig til en klassikerspækket, fandenivoldsk festoplevelse som kun Danmarks nationalhardrockstolthed #1 kan levere den.

 

Ovenstående anbefalinger er dog ingenlunde repræsentative for den genremæssige spændevidde i årets prægtige program. Udover de nævnte byder line-uppet på beskidt black fra Watain og Taake, 70'er-inspireret garagerock fra Clutch og Graveyard, kanoniske thrash-klassikere fra Anthrax og Sepultura, lige så klassisk dødsmetal fra Obituary, festlig, dansabel folk-metal fra Tyr og Finntroll, legendarisk punkrock fra Bad Religion, anmelderrost psykedelisk doom fra Uncle Acid and the Deadbeats, moderne, teatralsk opera-tungrock fra Within Temptation, ekstremt teknisk dødsmetal fra Gorguts, alkoholiseret hillbilly-heavy fra Black Label Society, stonerrock i stadionformat fra Monster Magnet og en ond, dyster dødsblack-fusion fra Triptykon. Samt, som det sig hedder, meget mere.

Dette meget mere gælder i øvrigt ikke kun selve programmet. For ligesom Copenhell rent programmæssigt indeholder meget mere end bare metal, er det lige så vigtigt at nævne, at festivalen er meget mere end alt, hvad der står hér. Hvert år på Copenhell har der hersket en stemning, som jeg ikke vil tøve med at give en højere bedømmelse end nogen af de mange koncerter, jeg har overværet på festivalen. En stemning, der er så livsbekræftende, festlig og ovenud positiv, at ord ganske enkelt ikke slår til.

Hvis du endnu ikke har købt billet til årets største og bedste rock- og metalfest, kan det stadig nås hér.

Du vil ikke fortryde det. Har du derimod billet kan du jo passende se forbi Pumpehuset på tirsdag hvor Deus Otiosus spiller. Så kan du både få lidt lækker dansk tråd og dit Copenhell armbånd sat på. 

Læs mere...

Copenhell har offentliggjort 8 nye bands

Copenhell har netop offentliggjort yderlige 8 tunge nye bands til sommerens festival. Følgende bands er tilføjet programmet; Watain, My Dying Bride, Finntroll, Gorguts, Of Mice & Men, Thy Art Is Murder, samt de to danske bands Mercenary og Blood Eagle.

Arrangørerne lover samtidigt at ”der er mange mange flere på vej - vi er ikke engang halvvejs...”

 

Copenhell har skrevet følgende om de 8 bands:

”Danmarks hårdeste festival er klar med endnu otte tunge bands til sommerens helvede i hovedstaden

Engelske doomsters My Dying Bride og kulsorte Watain fra Sveriges mørkeste egne er blandt det nye kuld af metalliske modbydeligheder, som COPENHELL kan præsentere til sommerens headbanger-brag på Refshaleøen. Watain tropper selvfølgelig op med ekstra krudt i lommerne, og vil for alvor sørge for, at helvede bliver hedt for de modigste på første række med et blæret pyroshow.

Samtidig kan COPENHELL yderligere offentliggøre en livsfarlig cocktail bestående af alt fra metalcore til teknisk dødsmetal og højoktan grind.

Det betyder, at publikum til COPENHELL 2014 vil kunne moshe til Finntroll, der fejrer 10 års jubilæum for deres klassiske album Nattfödd, Mercenary, Of Mice & Men, Thy Art Is Murder, Gorguts og Blood Eagle. Dermed smider nordeuropas voldsommeste byfestival endnu en dunk benzin på bålet, der vil oplyse nattehimlen over den gamle værftsø til juni – og der er meget mere på vej.

17 bands er nu offentliggjort til COPENHELL 2014, og mindst ligeså mange vil blive afsløret de kommende måneder.

Men COPENHELL er ikke kun en kaskade af kvalitets-metal. Specialdesignet hangouts, vilde sideshows, live metal karaoke, smadreland, ild, Europas mest hardcore Biergarten-fester og meget, meget mere gør hvert år COPENHELL til en inspirerende helhedsoplevelse for dedikerede headbangere og rockfans fra ind- og udland. I år bliver ingen undtagelse.
Billetter er i salg nu, og der er stadig mulighed for at sikre sig adgang til den begrænsede camping med opslået COPENHELL-telt.

 

Finntroll
Med rod i blodige eventyr om overnaturlige væsner har de finske øl-krigere siden begyndelsen i 1997 folk-banget sig til en betragtelig fanbase i Europa. Finntroll fra det koldeste nord invaderer COPENHELL med en spritstiv cocktail af eventyrlyrik, folk metal med black-inspiration og en uslukkelig tørst efter blod og mjød. Alt det gør dem til en selvfølgelighed på Refshaleøen, og var du en af dem, der moshede igennem i Korpiklaanis festlige vodkatåger på pladsen i 2012, vil du ikke gå forgæves til Finntroll. Bandets seneste udgivelse ”Blodsvept” (2013) høstede fortjent flotte anmeldelser hele vejen rundt, så puds ølhornet, fyld det helt op og fest med troldekongens legioner.

Mercenary
Store omkvæd, stor lyd og riffs så tunge som et stålværk. Et af Danmarks mest hårdtarbejdende metalsucceser flækker betonen på det gamle værft, og lader underverdenens flammer gøre helvedet hedt for publikum på COPENHELL. Mercenary har med deres blanding af atmosfæriske keyboardflader, samples og dragende melodilinjer skabt et helt unikt udtryk, der ikke bare har givet dem et navn i herhjemme, men også sparket døren ind til den internationale scene. Efter store udskiftninger i line-uppen er Aalborgenserne tilbage som kompakt kvartet i absolut storform, hvilket bandets seneste album, ”Through Our Darkest” Days (2013), også understreger på urimelig ubehagelig vis.

My Dying Bride
”En kontrolleret ødelæggelse af al håb du måtte have”. Sådan opsummerer guitarist Andrew Craighan My Dying Brides seneste album ”A Map of All Our Failures”. Mere rammende kan man ikke beskrive de engelske doom-kongers smertefulde univers, hvor fortvivlelsens rustne skruetvinger presser den sidste glæde ud af tilværelsen. Forsanger Aaron Stainthorpes vokal har lyden af 500 års dødssynder i sig, og numrene slæber sig af sted som et uretfærdigt og smertefuldt farvel til denne verden. Riffsne er tunge og sorte, teksterne emmer af tab og lidenskab og med Shaun Macgowans lidende violin minder My Dying Brides koncerter derfor mest af alt om en smuk begravelse. Så lad bare tordenskyerne trække ind over COPENHELL – det bliver alligevel ikke mørkere end det her.

Of Mice & Men
Med en energiudladning som et soludbrud har Californiske Of Mice & Men i den grad slået deres navn fast, som et af de mest lovende metalcore-bands på scenen de seneste år. Den hidsige kvintet har lige udgivet sit anmelderroste tredje album, ”Restoring force”, der blandt andet trækker tydelige tråde til nu-metal-genren, hvor nedstemte guitarer slås om retten til decibelene mod hæsblæsende screamo og klokkeklar skønsang. På trods af Of Mice & Mens korte levetid (dannet i 2009) har bandet allerede opnået en stor fanskare, og deres forrige album strøg direkte ind som nummer 28 på den amerikanske hitliste – Billboard 200. Forvent masser af skarpe omkvæd, vred vokal og et gedigent moshpit, når de her moderne bangere tørrer røv i de fine fornemmelser.

Thy Art Is Murder
Thy Art is Murders bestialske death core-udgydelser er et studie i brutalitet leveret med kirurgisk præcision og tyngde. Intet er overladt til tilfældighederne i australiernes massive udtryk, hvor hvert anslag straffer instrumenterne til bristepunktet. Forsanger Chris “CJ” McMahons ultradybe growl hører til genrens mest rutinerede, mens trommeslager Lee Stanton i sig selv er et studie i, hvordan stortrommer skal stress-testes. De kompakte dødsangreb har bragt bandet til både USA og Europa flere gange, og nu er turen kommet til COPENHELL, hvor kvartetten lader aggressionerne få frit løb i hovedstaden. Sundhedsstyrelsen har allerede nu været ude med en anbefaling om, at eventuelle deltagere i voldsomhederne foran scenen på forhånd burde bestille tid hos deres fysioterapeut efter endt festival.

Gorguts
De canadiske dødsmestre er kendt for at være ekstremt eksperimenterende – selv inden for den tekniske death metal, som Gorguts er fornemme foregangsmænd indenfor. Dannet i 1989 har bandet haft en turbulent tilværelse, hvor blandt andet to af orkestrets medlemmer mistede livet under tragiske omstændigheder, som ledte til lange pauser. Nu er Gorguts tilbage med ny besætning, og modgangen synes bestemt ikke at have svækket brutaliteten eller trangen til at overraske lytteren. Med et effektivt bombardement af dødsmetal, der er alt andet end metervare mixer Gorguts stram grind, åbne akkorder, hidsige soli, gutturale brøl og tunge riffs fra Lucifers egen nodebog.

Watain
Black og død af den helt igennem sataniske slags. Watain spreder sig lige nu gennem Europa som et velvalgt soundtrack til jordens forhåbentlig snarlige undergang. Watain har mere blod, mere ild og flere omvendte kors på scenen end de fleste, og deres kompromisløse metal er som skabt til at fremmane mørkest hær af faldne engle over Refshaleøen. Watain har ideologien solidt plantet i helvede med inspiration fra Bathory og Mayhem, men begrænser sig ikke kun til ekstrem metal i deres solide udtryk. Oveni svenskernes åbenlyse black metal-fortræffeligheder inkorporerer Watain også elementer fra heavy metal, dødsmetal og hård rock. Gå tæt på scenen, hvis du altid har ønsket dig et svitset ansigt.

Blood Eagle
Det tog ikke mere end en enkelt hidsig EP før COPENHELL bookede danske Blood Eagle til at gøre Danmarks hårdeste festival endnu mere ekstrem. Med medlemmer fra Volbeat, Mnemic, Hatesphere, Illdisposed og Raunchy er Blood Eagle en regulær supergruppe, der vil døds-grinde pladsen i ruiner med deres hurtige og velspillede voldsomheder. De rutinerede kræfters erfaring fornægter sig ikke i numrene, der slår som en serie kvikke knyttere i masken. Så hvis man påtænker at kaste sig ud i et moshpit til tordenen fra disse mørke drenge, anbefaler vi, at man har ordentligt styr på kredsløbstræningen, for det her godstog venter ikke på nogen.”

 

Copenhell 2014 forgår til sommer fra onsdag den 11. juni til og med fredag den 13. juni. Dvs. ingen lørdag. 

Billetsalget startede fredag den 13. december, til en pris af 1070 kr.

Læs mere...

Vallenfyre går i studiet til januar

  • Udgivet i Nyheder

Vallenfyre, den britiske extreme metal gruppe lavet af Gregor Mackintosh fra Paradise Lost, har nu, 2 år efter debut albummet ”A Fragile King”, offentliggjort at bandet vil begynde indspilningerne til deres næste album til januar i GodCity Studio i Salem, Massachusetts.

Albummet bliver indspillet med produceren Kurt Ballou (Converge, Black Breath, Nails) og forventes at udkomme til april næste år igennem Century Media Records.

Gregor Mackintosh har givet følgende kommentar:

"We were very pleased with our debut album as a dirty mix of all our earliest death, doom and crust influences. On the follow-up, we want to take this much further and develop our own niche. It will be a stench-ridden, grim, face-melter that will separate the men from the boys."

 

Vallenfyre består af:
* Gregor Mackintosh (PARADISE LOST) - Vocals and Lead Guitar
* Hamish Glencross (MY DYING BRIDE) - Rhythm and Lead Guitar
* Mully - Rhythm Guitar
* Scoot (DOOM, EXTINCTION OF MANKIND) - Bass
* Adrian Erlandsson (AT THE GATES, PARADISE LOST, THE HAUNTED) - Drums

 

VALLENFYRE - Cathedrals Of Dread (OFFICIAL VIDEO)

Læs mere...

My Dying Bride

Revolution Music: State your name(s) and what it is that you do in the band
Andrew: Andrew, very little, but when pushed Guitar.

Revolution Music: So.. 19 years or so… Ten albums and various changes in cast, how does it feel to look back at all those years??
Andrew: I have to admit that the years have gone by very quickly and it doesn’t seem like 19 years at all. In fact just looking at that number seems wrong for the bands existence. Looking back I feel immensely proud and lucky to have been going for such a long time. It is shame that we have had to change members as frequently as we have but people sometimes simply lose their minds and think that leaving is going to solve all of their problems which of course it doesn’t. I only hope that we can continue with our anti-meteoric rise to fame which so far is only half way through, due to doom being so very slow.

Revolution Music: Did you achieve what you set out to do or is the best yet to come?
Andrew: Yes. I think so. The music has just about everything I wanted on it and more besides. It has all of the elements I love in MDB, heaviness, bleakness, the sense of a malevolent unquantified sorrow and overall a good balance between the songs themselves. I would hope that we have not peaked just yet so yes the best is still yet to come.

Revolution Music: We can’t deny that technology has done both great things and great harm to the music industry. Do you feel like recording albums is less fun now that everything can be made by the click of a button?
Andrew: No, the fun is still there. In fact a lot of the pressure is removed too due to the technology and recording has for me anyway becoming much more enjoyable. People who balk at progress are just talking for the sake of it. Tape was ok when that’s all we had but it has nothing on digital.

Revolution Music: Has anything changed in the process of recording or do you still go about it as you did back in the days?
Andrew: It’s more or less the same, again with an added element of freedom thrown in due to the flexibility of the technology. We still write most if not all of the songs fully before going into the studio to flesh them out. We are still very much a real band that goes to rehearsal and plays music together.

Revolution Music: “For Lies I Sire” is the tenth album and thus a milestone for some. Do you see it in the same way? And did you make any special considerations when writing and recording this album?
Andrew: No. I didn’t realize it was our tenth. It doesn’t have any overly particular meaning to me. We carried on with our music with the same dedication and zeal as all the others. All of the l.p.s i have done are approached with the same passion and all are treated as the best doom metal record ever.

Revolution Music: We can hear samples on the myspace page and even an odd song on youtube but still not a lot to guide us through the new album. How is it going to sound and how does it stand out from the other nine?
Andrew: I think this l.p. has been a bit of a dark horse as we were pretty unaware to just what we had until getting near the final mix. This l.p. has a far greater sense of grief than a lot of or previous cd’s which I think is saying something considering grief is what we tend to aim for. The music has a eerie presence that the band has not captured for sometime and we like that. It’s strange too as we have gone about the writing and recording as mentioned earlier in the same way as normal but somehow it seems far more sinister than we had expected.

Revolution Music: Is this My Dying Bride at its best?
Andrew: For now. But we would have said the same if asked about A Line Of Deathless Kings.

Revolution Music: As I said you can find parts of the new album here and there, that’s the official sites. If you go on most download pages you can already illegally download the album. What’s your views on this ? And what do you do to combat the phenomenon
Andrew: As the part creator of this music you can imagine it is disappointing that a journalist has done this to us once again. The cd has been kept tightly secure and not even the band had copies, but as soon as it goes out for review it’s on the internet. I find it disgraceful that someone even thinks they’re “smashing the system” by doing this. Only the band will lose out in the long run then the fans, as if we don’t recoup the thousands it has cost to produce this we don’t get to do another. The studio, engineer and record label will all carry on, as will the magazines etc but the band after a while will simply not bother. What other industry is there where you can work for a full year, spending your own money to have your work given away for you by an unknown party? As for combating it, if I could create a technology that stopped the copying of cd’s etc I would not reveal it here. As long as people think there are no consequences it will go on. What bothers me really though is downloaders are prepared to pay Russian download sites (which are clearly illegal) for music but not the fucking band itself!! There will come a point when recording music has no value at all and it will stop. The music industry cannot continue to provide bands with funds to record when it receives little back. But who cares?

Revolution Music: The fans of Denmark might like to know if My Dying Bride plans to visit the country in the near future. Any plans for touring?
Andrew: We are in the process of negotiating quite a few more shows as we speak but due to contractual dullness we are not allowed to say fucking anything until the festivals themselves release the information, but hopefully yes to both. Our website (www.mydyingbride.org) is as good a place as anywhere to check but so far we have these.
June 28 2009 Tuska Festival Helsinki Finland
July 5 2009 With Full Force Festival Löbnitz Germany
July 7 2009 Metalcamp Tolmin Slovenia

Revolution Music: Anything left to say to the fans and the readers of Revolution-Music ?
Andrew: Yes, I’d just like to say thanks to you for taking time to put these questions together for us and big thankyou to everyone who has followed MDB or is about to check us out, legally or otherwise. Enjoy The Darkness.

Revolution Music: It has been a pleasure, thank you for your time and good look in future endeavors!
Andrew: Again thankyou, my pleasure. Andrew

Læs mere...

My Dying Bride - A Line of Deathless Kings

“A Line of Deathless Kings” er det 9. "rigtige" album fra de engelske doom konger, som jeg personligt havde afskrevet. De sidste 3-4 albums fra deres hænder har i mine ører været uinspirerede og direkte kedelige. Derfor så jeg frem til dette album med samme entusiasme, som til et tandlægebesøg. Dog skulle det vise sig, at mine forudanelser endnu en gang måtte flytte sig til fordel for virkeligheden: My Dying Bride er bestemt IKKE færdige som genredefinerende band. Denne skive er efter min mening rangeret lige under deres mesterværk, "Turn Loose the Swans", som dengang i 1993 satte standarden for et velskåret doom album. Lange, tunge og meget sørgmodige passager, og teksterne er sgu i særdeleshed denne gang prikken over i'et!

Aaron Stainthorpe har aldrig lydt bedre end han gør lige netop nu, og han har i høj grad andel i MDB's nærmest kategoriske trademark-doom lyd. I forhold til de sidste par skiver de har udgivet, føler man som lytter spilleglæden (Kan et doomband have spilleglæde....?). Riffsne sidder sgu lige i øjet, og den, i doom regi, energiske trommeslager John Bennett laver også sit arbejde til UG.

Skæringerne ligner sig selv, og vi kommer sjældent under 6 minutter, som jo også er et varemærke for MDB. Jeg mangler dog lidt violin nogle steder som tilbage i de gamle dage. Jeg kunne måske også godt bruge lidt mere growl, end der er at finde her på albummet, men alt dette ville være en bonus, for det er sgu ikke mange små detaljer, der holder mig fra at uddele en topkarakter.
Måske er det også bare, fordi jeg havde afskrevet MDB som færdige, at overraskelsen virker større... Hvem ved...?
Jeg erklærer dog MDB som retfundne troneherskere over doom metallen. De er også, fortjent, at finde på min personlige top 5 for 2006.

Kender du My Dying Bride, eller er du blot blevet nysgerrig...

Hvis du er bare lidt nysgerrig/i tvivl, så lyt til det første nummer "To Remain Tombless" og du vil være overbevist!


Revolution Music vil gerne takke VME for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed