fbpx

Modern Rites - Monuments

Modern Rites er et nyt projekt, som sikkert kommer som lidt af en overraskelse for de fleste. Bandet består af guitaristen Berg fra det Schweiziske band Aara og den amerikanske multiinstrumentalist og sanger Jonny Warren, som står bag projektet Kuyashii. De to begyndte at udveksle ideer over nettet, og disse har nu udmøntet sig i debutalbummet ”Monuments”.
I de 72 sekunder, som den instrumentale intro varer, holdes lytteren hen i uvished om bandets stil, men fra de første takter af ”Vigilance Eternal” står det klart, at de to har valgt den Sorte Metal. Normalt for genren betyder det en kombination af melodiske og brutale elementer, og sådan er det også hos Modern Rites: Det brutale er klart fremherskende, når musikken i opskruet tempo brager afsted, og vokalen skiftevis hvæser og skriger ud mod lytteren. De eneste bidrag på den melodiske side står Berg for, når han fletter melodier ind i sit guitararbejde; især ”Vigilance Eternal” nyder godt af det.
Desværre skal vi helt hen til slutnummeret for at finde tilsvarende interessant indhold. I de mellemliggende numre mangler der hverken tempo eller energi, men det hele følger kendte veje, og markerer ikke noget nyt. Det efterlader mig lidt skuffet, for jeg havde håbet, at de to musikere havde fået mere ud af deres fælles anstrengelser.

Tracklist:
01. Intro
02. Vigilance Eternal
03. Black Wolf
04. Unburdened
05. Self Synthesis
06. Nothing Left To Give
07. Machine Paradox
Samlet spilletid: 36:37

Læs mere...

Monuments - Phronesis

Jeg er ikke tidligere stødt på Monuments, men det kan jeg så indhente nu, hvor deres nye album ”Phronesis” er på gaden. Det er bandets tredje, så de er forbi den svære toer, og pressetekstens omtale af bandets Progressive Metal øgede mine forventninger til musikken.

Stor var derfor min overraskelse, da musikken gik i gang: I stedet for Progressive toner i stil med Opeth eller Dream Theater, blev jeg mødt af Metalcore! Frontvokalen, som veksler mellem rå brølen og poleret skønsang, de flerstemmige kor – umiskendeligt Metalcore! Med tiden (læs: efter mere intens lytten) hører man en lille smule af de lovede tekniske elementer, men de er skubbet så langt i baggrunden, at de ikke markerer sig for alvor.

Ok, en ting er, at indholdet ikke svarer til beskrivelse – Hvis musikken så bare var spændende, men det er den ikke – især passagerne med ren vokal peger mere i retning af Pop end Metal. Melodierne er ikke særligt flotte, og intensiteten er hørt meget bedre før.
I sidste ende kan jeg ikke være andet end skuffet over mit første møde med Monuments; det her er stor ståhej for (næsten) ingenting. Man kan ikke tage fra musikerne, at de spiller udmærket, men den teknisk betonede overbygning, til sætter på Metalcore elementer bidrager med stort set ingenting – den tid i studiet kunne være brugt meget bedre.

Tracklist:
1. A.W.O.L
2. Hollow King
3. Vanta
4. Mirror Image
5. Ivory
6. Stygian Blue
7. Leviathan
8. Celeste
9. Jukai
10. The Watch
Samlet spilletid: 39:52

Læs mere...

Monuments - Copenhell 2016

”Hey København, drikker I øl? Hah fedt, jeg drikker vodka… Nej okay, det er bare vand. Jeg vil se en cirkelpit! Nu!!”. Monuments er næsten FOR friske til tidspunktet, men måske netop for at komme publikums træthed i møde ledes der skarpt an fra deres side. Nu skrev jeg Monuments, men det er faktisk mere korrekt at skrive forsangeren fra Monuments, for det er i sandhed ham der styrer slagets gang. Han er hyperenergisk, flere gange nede ved publikum, hopper frem og tilbage på scenen, og har det helt tydeligt for vildt. Det er ikke tilfældet for resten af bandet, der næsten nyder en støttende rolle for hans vildskab, men med dén teknik er det heller ikke så mærkværdigt igen.
Fra den anden side af hegnet er det dog ganske skrabet med fremmødet, så det hjælper heller ikke.

Lyden er en skrøbelig størrelse på dette tidspunkt, og når man har med progressiv metal/djent at gøre, ja, så skal det helst sidde i skabet, og det er langt fra hvad realiteten er. I begyndelsen er alle de fede guitardetaljer pist væk, men lydkvaliteten udvikler sig, i øvrigt i samme takt som publikums engagement (til det bedre), men før det tekniske er bare ved at være på plads, er vi næsten færdige. ”Er I klar til at lave historie?!”, råbes der fra frontmandens side inden alle kommanderes ned på knæ inden der skal hoppes, den klassiske SlipKnoT-manøvre. At det så holder vand er igen tak til forsangerens insisteren på at levere 150 %, og kort efter ses han da også ude som crowdsurfer.

Der er efterhånden ganske godt gang i den, i hvert fald for de som er mødt op, og Monuments formår altså at sparke dagen i gang, selvom betingelserne er langt fra optimale. At de ville være federe indenfor er en mindre ting, men den helt store dræber er den minimale spilletid på kun 35 minutter – hvorfor nu det? Det er især synd for Monuments selv, for de ligner nogen der nyder at være her, og givet mere tid er jeg ikke i tvivl om at festen kunne have nået et højdepunkt. Sådan skulle det så ikke være denne gang, og nu har jeg således oplevet en minikoncert med bandet to gange i træk. Det fortsætter forhåbentligt ikke tredje gang Monuments kommer forbi, for naturligvis skal de inviteres tilbage hertil!

Sætliste:
1) – Origin Of Escape
2) – Degenerate
3) – Atlas
4) – Empty Vessels Make The Most Noise
5) – Regenerate
6) – I, The Creator
Kilde: www.setlist.fm

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • KING DIAMOND_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • KADAVAR_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • KING DIAMOND_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

After The Burial, Monuments, Circles, Tides From Nebula

Så er det tid til en omgang djent! Endnu engang er det KB18 der danner rammerne, hvilket på forhånd gav mig noget bange anelser mht. lydkvaliteten, som desværre mere end ofte er i den dårlige ende. I aften er det en blandet landhandel i form af nationaliteter; vi har amerikanske After The Burial, engelske Monuments, australske Circles og polske Tides From Nebula. I forhold til tidligere shows i Danmark, gav After The Burial sidst koncert på BETA i 2013 sammen med Born Of Osiris, hvor også Monuments spillede. Monuments har ageret opvarmning for Jeff Loomis (Nevermore) på Templet i 2012. Circles har, så vidt jeg ved, ikke tidligere spillet her, og Tides From Nebula var for undertegnede et af højdepunkterne på årets Postfest i Århus der løb af stablen for kun et par måneder siden.

Tides From Nebula
Jeg har ikke kunne opstøve noget reel information om det polske band Tides From Nebula, da det giver en fejl (på polsk, naturligvis) hvis man forsøger at komme ind på den engelske del af deres hjemmeside - og på deres Facebookside står der ikke noget. Så... Det eneste jeg ved er at de er et postrock/metalband fra Warszawa, men det er jo også godt nok at vide.

KB18 valgte desværre at tage forskud på glæderne, således at Tides From Nebula (ifølge en bekendt) gik på scenen allerede kl. 20:15, på trods af at der på billetten stod kl. 21:00, og derefter kun fik 20 minutter at gøre godt af. Derfor ingen anmeldelse af dem, andet end at jeg vil råde fans af instrumental musik/post-rock til at tjekke bandet ud, da de sparkede røv sidste gang.

Circles
Det australske progressive metalband Circles har heller ikke noget information stående om dem på deres hjemmeside, men ifølge Facebook begyndte de for kun 4 år siden. De har sidenhen udgivet en EP i 2011 kaldet "The Compass", og deres debutalbum "Infinitas" udkom så sidste år.

Kl. 21, da aftenens 2. band Circles bestiger scenen, huser KB18 max. 50 mennesker. Allerede under første skæring er det alt for tydeligt at bandet ikke besidder den nødvendige erfaring for at få gearet publikum op, og selve musikken er nu heller ikke særlig interessant i det lange løb. Det er naturligvis heller ikke en nem opgave når kun de færreste ser ud til at kende musikken på forhånd, men så må man arbejde for det, og så er det ikke nok blot at stå og headbange lidt for sig selv. Sammenspillet fejler dog ingenting, og forsangeren kan ikke klandres for ikke i det mindste at forsøge at sætte gang i de fremmødte, men det er til en meget lav succesrate.

Omvendt, eller i forlængelse af ovenstående, så er lyden bestemt heller ikke med Circles. De mindre detaljer er umulige at høre, og vokalen svinger frem og tilbage i styrke. Det eneste der tydeligt kan høres er de elektroniske elementer, der mere end ofte sender mine tanker hen imod Skrillex' dubstep, eller Enter Shikaris hybridlyd mellem netop metal og electronica. Den rodede lyd forårsager også at forsangeren konstant synger en halv tone forkert - jeg kan i hvert fald ikke forestille mig at det er med vilje, da det netop er så konsekvent at jeg mistænker ham for blot ikke at kunne høre sig selv.

Efter 25 minutter takker Circles af, og selvom der nok har været et par enkelte tilfredse fans iblandt mængden, kunne det have været så meget bedre. Måske om nogle år, med noget mere erfaring, vil Circles kunne levere et bedre show. For nu var det sådan set blot middelmådigt, men den dårlige lyd trækker nedad.  2½/6 stjerner.

Monuments
Britiske Monuments har været igang siden 2007, og blev bl.a. dannet af The Tony Danza Tapdance Extravaganza guitaristen Josh Travis. Det var dog først i 2012 at de fik en sanger med i form af Matt Rose. De udgav deres debutalbum "Gnosis" senere samme år. I henholdsvis 2012 og 2013 var de på tour med Jeff Loomis og Born Of Osiris, hvilket bragte dem forbi København begge gange. Det var også her de tog afsked med deres sanger. Ca. ½ år senere blev Christ Baresso (ex-Periphery) hevet ind som den nye frontmand, og Monuments 2. album "The Amanuensis" blev dernæst udgivet tidligere i år. Tyve minutter senere er Monuments klar, og i mellemtiden er antallet af publikummer vokset til ca. 75 stykker. Inden vi når nogle steder bliver det dog overraskende annonceret fra forsangeren at der kun vil blive spillet 4 sange i aften. Det skyldes at deres trommeslager kom til skade for nogle dage siden, og de derfor "kun" har nået at lære en af deres venner, der agerer stand-in, 4 sange i løbet af de seneste par dage. Det er jo pisseuheldigt, men samtidigt kan jeg ikke lade være med efter i aften at have en forøget respekt for at de ihærdigt fortsætter, når der ellers med god grund kunne aflyses.

Så snart vi når forbi den mærkværdige/skod intro og videre til de 4 sange... For fanden da, hvor skal jeg love for at Monuments griber situation HELT rigtigt an! Det er en ren fryd at observere publikum og den hyperaktive forsanger gå hånd i hånd i at levere et sublimt show, hvor det kun er her og nu der eksisterer - alt andet er ligegyldigt i de næste 20 minutter. Allerede fra 2. sang er der gang i pitten, som derefter fører til både en wall of death og en cirkelpit. Det er tydeligt at en hel del kender til Monuments, og forsangeren er en indpisker der vil noget. Mindst halvdelen af publikum adlyder hans mindste vink, om det så er at hoppe, klappe eller moshe. 

På minussiden er der en anelse for meget hygge og (vellykkede, skal nævnes) forsøg på humor som nedbringer den ellers intense stemning der hænger i luften. Dét, den rodede lyd, også det faktum at det hele er slut alt for hurtigt, gør at Monuments lige akkurat får tilkæmpet sig en god karakter, men heller ikke mere denne gang. Sidst, så skulle det muligvis være således at Monuments vender tilbage med Karnivool næste år. Det kan man jo kun glæde sig til, skulle det vise sig sandt. 4/6 stjerner.

 

After The Burial

De amerikanske metalcore drenge i After The Burial har 10 år på bagen, og er i øjeblikket signet på Sumerian Records hvor de har udgivet 3 ud af deres 4 studiealbums. De har siden deres begyndelse skiftet både vokalist og trommeslager 3 gange. De 4 albums de har udgivet består af følgende: "Forging A Future Self" fra 2006, "Rareform" fra 2008, "In Dreams" fra 2010 og senest "Wolves Within" fra 2013.

Efter en lang pause med dertilhørende hiphop musik i baggrunden (hvad er det der foregår?), kommer After The Burial til syne på scenen. Lyden er i mellemtiden blevet en anelse bedre, men selv med ørepropper er det meget rodet. De få baggrundslyde der til tider benyttes er fuldstændigt væk i lydbilledet, og det er primært den uopfindsomme chugga-tone på guitaren der står stærkt frem.

After The Burial er på plakaten hovednavnet, og det kan mærkes på publikums adfærd, der fra første sang er fuldstændigt på - eller i hvert fald den forreste del. F.eks. bliver et cirkelpit rundt om KB18's søjler sat igang og gennemføres uden nogen tilskadekomne. Mærkværdigt nok ser det dog ud til at der faktisk er færre nu end der var under Monuments. After The Burial selv er derimod det kedeligste band at se på i aften, da kun forsangeren virker til - momentvist - at gøre andet end at fremstå ond og brutal. De andre medlemmer ser faktisk decideret ud til at kede sig, men det er publikum nu ligeglade med.

Der er noget symbolsk i at vi bedes give lydmanden fingeren (for sjov, naturligvis), og at der kun 10 minutter senere er så massive problemer med den ene forstærker at showet må afbrydes midlertidigt. Det bliver heldigvis ordnet hurtigt, men i sidste ende får After The Burial kun 45 minutters spilletid. Det passer dog mig personligt ganske fint, for videre spændende er det ikke. 3½/6 stjerner.

Overordnet er det en sløj, sløj aften pga. flere forskellige faktorer:
1) - Det første band går på for tidligt ift. den annoncerede koncertstart.
2) - Både Tides From Nebula, Circles og Monuments får hver max. 25 minutter at spille i (hvor Monuments dog får tommelfingeren vendt opad i dette særtilfælde!), og hovednavnet får kun 45 minutter.
3) - After The Burials show afbrydes kortvarigt midt i det hele, og i det hele taget er lyden urimeligt dårlig og/eller rodet hele aftenen igennem.
4) - Max. 75 mennesker møder op.

Når ovenstående lægges sammen med en heftig billetpris på 185 kroner, så ville jeg som betalende have følt mig gevaldigt snydt, også selvom ikke alle faktorer kan skyldes på KB18. Hvad der dog KAN gøres bedre, er at der på hjemmesiden og Facebook annonceres den korrekte koncertstart, og hvis der er natklub efter kl. 23:30 (hvilket der plejer at være i weekenden), så lad arrangementet begynde noget tidligere, således at alle 4 bands kan få en rimelig tidslængde.

 

  • After the Burial_4
  • Forfatter: Jill
  • After the Burial_1
  • Forfatter: Jill
  • After the Burial_5
  • Forfatter: Jill

Se flere billeder her!

Læs mere...

Monuments – The Amanuensis

John Brown er vel mere eller mindre lig med Monuments. Et af medlemmerne af det hedengangne band Fellsilent, der om nogen startede djentbølgen tilbage i slut 2010, start 2011. Herfra kan også nævnes Acle Kahney, der sidenhen startede TesseracT. Monuments udgav deres debut, Gnosis, i 2012 (læs anmeldelsen her http://www.revolution-inc.dk/album/gnosis), hvilket var et album der overordnet viste gode takter, men aldrig overbeviste lytteren. Den primære årsag dertil var, at Monuments på ingen måde leverede materiale på højde med genrens foregangsmænd eller materiale, der skilte sig ud fra det resterende hav af mere eller mindre interessante djentbands.

The Amanuensis er et skridt fremad for Monuments. Kompositionerne er blevet bedre, og det er i højere grad lykkedes for bandet at fange de gode melodier. De tunge knusende riffs er stadig omdrejningspunktet, der leveres mens baggrundsguitaren står for at skabe atmosfæren. Hertil har Chris Baretto (tidligere Periphery) overtaget vokalen, hvilket i sig selv har været et stort skridt fremad for bandet. Den højere variation i skrig vs. ren vokal skaber en langt mere balanceret lydside end tidligere og giver i højere grad lytteren lyst til at høre albummet. Variationen i vokalen gør ligeledes, at de bagvedliggende melodiske stykker i højere grad bliver akkompagneret i stedet for at stå og falde alene. Samlet set en positiv oplevelse, men så er det heller ikke bedre. Monuments har skrevet et 2. fuldlængdealbum, der i det store hele er bedre end debuten og som samlet set også hæver sig over det store djentmetal-hav. Men bølgerne går aldrig højt nok til at det bliver en fuldendt succes. Monuments snegler stadig afsted i slipstrømmen fra de store drenge, og der skal simpelthen en større grad af opfindsomhed og idérigdom til, før de kommer op på siden af disse.

Det være sagt er The Amanuensis absolut værd at give et lyt. Både ”I, The Creator” og ”I, The Destroyer” er pisse fede numre i hver sin ende af tracklisten. ”Origin Of Escape” er et bragende smukt nummer, hvor de progressive aner rigtig får lov at spille, mens ”Horcrux” er en tonsende tung sag, der inviterer til nakkegymnastik. Der er flere gode numre i blandt og en af Monuments stærke sider er uden tvivl, at der ikke rigtig er nogle numre som er decideret dårlige. 4,5 ud af 6.

 

Tracklist:

1.I, The Creator
2.Origin Of Escape
3.Atlas
4.Horcrux
5.Garden Of Sankhara
6.The Alchemist
7.Quasimodo
8.Saga City
9.Jinn
10.I, The Destroyer
11.Samsara

 

MONUMENTS - Origin of Escape (Lyric Video)

Læs mere...

Jeff Loomis, Vildhjarta, Monuments, Stealing Axion

En mørk hverdags aften i starten af november var det blevet tid til at Templet i lyngby lukkede dørene op for deres ”Temple of Doom” arrangement. Titlen på arrangementet ”Temple of doom” er en lille smule misvisende, hvis man altså skulle antage at doom skulle være genrebetegnende for de bands der spillede denne onsdag aften. Men det gør ikke så meget, da de fremmødte til aftenens firedobbelte koncert nok alle kendte til et eller flere af bandsene på forhånd.

For mit eget vedkommende var det uden tvivl Jeff Loomis der trak mig ud i den regnvåde aften for at fylde op på riffkontoen, men mere om ham senere!

Samlet set var der rimelig stor overensstemmelse rent stilmæssigt mellem ihvertfald de tre support bands: Stealing Axion, Monuments, Vildhjarta, som alle holder den progressive Tunggroovede stil i hævd. Alle tre bands har efter min mening meget at takke bands som Meshuggah og Korn for rent stilmæssigt.

Templets scene er én af de mindre af slagsen og selve rummet/salen som vel ca ikke er mere end omkring 5-6 meter i bredden og 15-20 meter i dybden, levner ikke meget plads til de store udskejelser. Til gengæld er Templet altid garant for koncerter, hvor man er tæt på de udøvende uanset hvor langt man står fra scenen. Og det giver en intim og fortættet stemning, som det altid er værd at møde op for at deltage i.

Stealing Axion

Aftenens første band ”Stealing Axion” er fra USA og er et forholdsvist nyt band. De udgav deres demo tilbage i 2010, efterfulgt af EP’en ”Stealing Axion” også udgivet i 2010. Deres debut full length album ”Moments” udkom så i august 2012.

Da ”Stealing Axion” gik på præcis kl 19.30 som annonceret, var salen var endnu ikke fyldt op, på trods af varslingen om at alt var udsolgt til aftenes koncert. Men bandet gav sig alligevel fuldt ud og fik leveret en solid omend noget tilbagelænet indsats. Ingen tvivl om at de nød at stå på scenen og at dette kunne ses og mærkes på deres performance og selvom de ikke har mange år på bagen som band, var de godt sammenspillet. Skiftene imellem punchy groovet rytmesektion og skrigende squealer vokal over til drømmende symfoniske parter med flyder guitar og ren vokal fungerede godt og gav en rimelig helstøbt oplevelse. Enkelte af passagerne med ren vokal ledte i korte glimt tankerne hen på noget af det tidlige Pain of Salvation fra Sverige – det synes jeg må betegnes som en ros til sangeren (når han altså sang med ren vokal). Deres primære varemærke må siges at være den total groovede stil med synkoperede breakstykker, hvor guitarerne næsten mister deres tonale udtryk og nærmere fungerer som percussive instrumenter sammen med trommer og bas. Dette mestrede de til gengæld også virkelig godt og de lykkedes med at få luften i Templet til at stå og pulsere i afmålt takt i flere tilfælde.

Publikum var ikke voldsomt engagerede, men alligevel var der en god meters mur af folk oppe foran scenen som helt klart var på. Alt i alt leverede bandet en velspillet performance som efterlod folk med appetit og lyst til at få mere smæk for skillingen.

Lydmæssigt var der ikke noget der skæmmede oplevelsen. De forskellige instrumenter gik rimelig rent igennem. Det eneste der krævede lidt arbejde for lydmanden var at få den rene vokal til at trænge igennem den lavfrekvente mur af guitar, bas og trommer. Dette lykkedes dog efter et par numre, så alt ialt en ganske fornuftig lydmæssig kvalitet.

Efter 23 minutter takkede bandet af og forlod scenen uden videre, så opsætningen til Monuments kunne begynde. ”Stealing Axion” bør få 4 ud af 6 stjerner for at levere et velspillet og gennemført opvarmningsgig.

Monuments

Efter omkring 20 minutters sceneskift, kunne Monuments fra London, UK gå på scenen. Monuments er også et relativt nyt band som netop har udgivet deres debut album ”Gnosis” Sangeren Matt Rose havde helt klart lagt en strategi om at give den fuldstænig maksimalt én over nakken fra første sekund. Fra en scene henlagt i totalt mørke kunne man ane ham bestige trommesættet og velindøvet til første anslag springe ud fra trommesættet med en ”in your face” attitude der var lige dele imponerende og belastende på samme tid. Han var ikke til at sætte en stopper for, fuldstændig manisk råbende, skrigende. Det imponerende bestod i hans evne til at fyre den vedvarende af hele koncerten igennem. Og måske er det min personlige smag der står i vejen for at sætte pris på den vokal stil han lagde for dagen, high pitched skrigende squealer vokal, men jeg synes at det ret hurtigt blev ensformigt og ikke rigtig var til holde ud at høre på. Efter min mening formåede han slet ikke at variere sit udtryk. Værre blev det da han i passager forsøgte sig med ren vokal også... Det var simpelthen ude af pitch eller med andre ord pivfalsk. Av, det gjorde lidt ondt at høre på. Til gengæld må jeg give ham credit for at have så meget power som han vitterligt havde. Som en pittbull på speed... Han gav den virkelig gas, så det var en præstation i sig selv.

Publikum virkede igennem det meste af deres performance til at være sat lidt til vægs af sangerens nærmest aggressive adfærd og hans forsøg på at opildne til circle pit og pogo dance fandt ikke genklang hos de tilhørende (circle pit på Templet, det gad jeg nu alligevel godt at se). Bandet leverede til gengæld en ganske ok indsats og efter at have kommet mig lidt over vokalistens fremturen, gik det op for mig at jeg havde set både bassist Adam Swan og trommeslager Mike Malyan før, ligeledes i Templet til en koncert d. 18. december 2011, hvor de begge var en del af lineuppet med bandet Chimp spanner, som den aften var opvarmning for Cynic. Eftersom at Chimp Spanners performance den aften hører til én af mine favoritkoncerter i 2011, ønskede jeg virkelig at kunne se bort fra vokalen hos Monuments og nyde bandets sammenspil. Og ingen tvivl om at de da også gjorde det godt, men det var desværre ikke nok til at jeg kunne begejstres over bandets samlede performance. Nu kender jeg ikke bandet indgående og det kan være at deres album ”Gnosis” er mere varieret lydmæssigt, men den aften på templet virkede det som om at de havde sat sig for at afvikle stort set al tonalitet og udelukkende levere synkoperet Meshuggah-style pumpe tråd. Som jeg opfattede det havde de nærmest kun brug for én eller to toner for at kunne levere deres riffs og det synes jeg personligt er for tynd en omgang, selvom det bliver eksekveret supertight. Lydmæssigt har jeg ikke noget at udsætte på deres koncert, for som jeg kunne høre det var alle på scenen repræsenteret i lydbilledet i de ca 35 minutter deres performance varede. En samlet vurdering af Monuments ender med at blive 3 ud af 6 stjerner for en ok veludført performance, men som rent stilmæssigt og i særdeleshed vokalmæssigt ikke appelerer til mig personligt.

Vildhjarta

Efter ca 15 minutters sceneskift var det blevet tid til svenske Vildhjarta. Det var tydeligt at mange af de fremmødte kendte til bandet på forhånd og salen var da også ved at være godt pakket på dette tidspunkt. Vildhjarta blev dannet i 2005 af guitaristerne Jimmie Åkerström, Daniel Bergström og bassisten Johan Nyberg og blev først signet af Century Media i 2011, hvilket relativt hurtigt derefter resulterede i deres debut album ”Måstaden” som har høstet pænt stor anerkendelse. Det er tydeligt at Vildhjarta, ligesom de to forrige bands den aften trækker store veksler på et band som Meshuggah, men Vildhjarta formår at gøre deres musik til deres egen og de leverer en særegen stil som er nyskabende og ganske speciel. Drengene fra Vildhjarta havde klart styr på deres materiale og det fungerede super godt fra første tone. De var rigtigt godt sammenspillet og kunne lege sig igennem hele deres set. På scenen havde de to forsangere som supplerede hinanden virkelig godt. Den ene havde godt fat i skrigervokalen og i modsætning til sangeren fra Monuments formåede han at variere sin vokal, så det faktisk var interessant at høre på. Den anden sanger leverede en god solid low pitched dødsmetal growl vokal og efter min mening fungerede de to sangere i forening rigtig godt. Samlet set var bandet repræsenteret med ialt 6 musikere på scenen og der var rent fysisk ikke meget plads til at de kunne fyre den af, men det lod de sig ikke stoppe af og de havde et højt niveau af intensitet og tilstedeværelse hele koncerten igennem. Bandet var velspillende fra start og lydmæssigt var alle på scenen godt repræsenteret i lydbilledet.

Vildhjarta leverede kompositioner som jeg synes var virkelig velkonstruerede. Numre som havde et dynamisk udtryk og som varierede i intensitet, men hele tiden med en iboende desperation som hele bandet evnede at formidle med deres tilstedeværelse på scenen, uden at det på noget tidspunkt virkede påtaget. I det hele taget virkede alle medlemmer af bandet sympatiske og stemningen blandt publikum var meget positiv. Folk i salen blev revet med af den gode stemning og selvom ”salen” i Templet ikke er særlig stor, opstod der spontan mosh pit indtil flere gange igennem deres ca 40 minutter lange koncert. Et par gange under koncerten forlod de to sangere scenen og resten af bandet kunne give den fuld hammer og fyre den af nu hvor der var lidt mere plads at tage af. Kulminationen var da den ene guitarist og bassisten sprang ned fra scenen og stod blandt folk på gulvet og sparkede røv på deres instrumenter. Det faldt virkelig i god jord hos publikum, der stimlede sammen om de to, men også respekterede at de skulle have plads til at fyre den af. Det harmonerede rigtig godt med den stil de også lagde for dagen på scenen. En åben, rummelig, ubekymret og i det hele taget, superfed attitude. De kunne virkelig lide at spille for folk. Samlet set skal Vildhjarta have 5,5 ud af 6 stjerner for at give en lektion i hvordan man leverer en super god koncertoplevelse.

Jeff Loomis

Efter ca 20 minutters scene skift var det blevet tid til at guitar kongen Jeff Loomis kunne gå på scenen. Jeff Loomis, som siden starten af 90’erne, sammen med sanger Warrel Dane har udgjort hovedmændene bag det amerikanske progressive melodiske thrash band Nevermore. Nevermore gik i opløsning sidste år da Jeff Loomis og trommeslager Van Williams forlod bandet til stor sorg for mange fans, inklusive undertegnede. Loomis har leveret to soloudgivelser, dels i 2008 med albummet ”Zero Order Phase”, og den seneste udgivelse her i 2012 ”Plains Of Olivion”.

Det var med store forventninger at jeg nu skulle opleve legenden på klods hold, og også med en vis portion ængstelse for om hans nye konstallation kunne holde skansen live. Jeg var tydeligvis ikke den eneste der havde store forventninger til denne koncert. Det kunne tydeligt fornemmes at de fleste, i den nu fuldt pakkede sal, var virkelig spændte på at høre og ikke mindst se Loomis fyre den af. Allerede før han gik på og folk kunne fornemme at det nu var ved at være tid, begyndte salen spontant at råbe: ”Loomis, Loomis, Loomis”.

Og lad mig straks sige at han på ingen måde skuffede. Jeff Loomis rangerer på min personlige top 5 liste over verdensklasse guitarister, både hvad angår evner som riffsmed og lead guitarist og denne status er fuldt ud intakt efter at have stået på 1,5 meters afstand og fortæret hver en tone han leverede. Han spiller simpelthen for vildt. Både hvad angår hurtighed, teknik, tone og melodiøsitet og ikke mindst hans kompositoriske evner i forhold til opbygning af numre - hans riffs sparker virkelig røv. Han er intet mindre end en ekvillibristisk virtuos og det var en længe ventet fornøjelse at se og høre ham spille sine nye numre live og samtidig indfriede han efter min mening de umenneskelige forventninger alle i salen havde til hans performance. Det var vildt! Det var fantastisk at se på folks vantro ansigtsudtryk når han virkelig gav den på spaden. En mand med et så urealistisk højt instrumentalt niveau som formår at levere varen så veludført, er en oplevelse af karakter. Efter at folk i salen havde stået ærefrygtigt og lyttet, og ikke mindst set Jeff Loomis give den max pedal i en halv times tid, løsnede folk lidt op og hele stemningen blev lidt mere løssluppen og de første par meter foran scenen udvilkede sig til en regulær mosh pit.

Hvad angår hans backing, havde han rytme guitarist Joe Nurre som helt klart også leverede en god performance, både som backing guitar og som vokalist på enkelte numre, med en ganske god kombo af high pitched skrigevokal og growl enkelte steder. Både bassist og trommer var ganske anonyme rent visuelt, men leverede begge en hæderlig indsats og samlet set var bandet velfungerende. Det er klart at med den status han har som superguitarist, var fokus hele tiden på Jeff Loomis og bandet kom derfor aldrig rigtigt til at fremstå som en homogen helhed. Nu er det jo også Jeff Loomis som er actet i dette setup, så det er klart nok at det må være sådan. Men som diehard Nevermore fan var det svært ikke en gang imellem at tage sig selv i at savne Warrel Danes karakteristiske vokal, som igennem så mange år har kendetegnet den superfede pakke som Jeff Loomis var en del af. Det var til gengæld sjovt at bemærke hvordan Jeff Loomis efter bruddet med Nevermore har justeret på sine kompositioner i de nye numre, nu hvor han ikke på samme måde skal gøre plads til en vokalist. Stilen er en del mere thrashed og ikke så melodiøs som i Nevermore og det klæder hans spil at kunne gå lidt mere hårdt til værks.

Hvad lyden angår var den for Jeff Loomis eget vedkommende virkelig god og tung, men desværre var det for det meste af koncertens vedkommende, et minus at Joe Nurres guitar lyd samlet set var lidt for lav, hvilket resulterede i, at når Jeff Loomis skiftede fra rytme til lead parter, gav det en lidt nøgen fornemmelse, netop fordi Nurres guitar ikke kunne løfte riff bunden alene. Men en ringe kritik, når hovedformålet var at se den ultimative guitarhelt levere varen. Og det krav blev indfriet til fulde. Kl ca 23.00, efter godt og vel 1 times koncert takkede Loomis af og en solid metal event var ved sin afslutning. En samlet karakter for Jeff Loomis i Templet, må til trods for Joe Nurres lidt lave lydniveau udløse en ren 6’er for en uvirkeligt virtuos instrumental performance af Jeff Loomis!

En samlet vurdering af aftenen som helhed, må være at templet skal have respekt for at kunne huse en samling af både nyere bands og gamle kendinge med stor succes. Det var en rigtig god metal aften med gode oplevelser og jeg glæder mig til næste gang Templet åbner dørene for noget god smadr. Et enkelt godt råd til Templet er at skrue ca 10-15% ned for intensiteten på deres lysrig, som ellers fungerede ganske godt under alle bandsene. Man fik simpelthen brændt nethinden af og kunne nogen gange ikke gøre andet end at lukke øjnene og vende hovedet bort, fordi lyset fra riggen var for intenst. Når de kørte røde lamper følte man sig som en grillkylling hos den lokale kinagrill. Det var lige i overkanten. Ellers var det en topfed aften.

Læs mere...

Monuments - Gnosis

Monuments er ikke mindre end et engelsk placeret progressive metal/djent band – ikke at der er noget exceptionelt i det, der skyder efterhånden bands med denne let genkendelige djent sound op overalt i verden – og sagt lige ud er der faktisk slet ikke noget exceptionelt ved denne skive. Kort og præcist.

Monuments skriver ellers på deres hjemmeside, at de er ”Like nothing on this planet”. Jeg vil tillade mig at være Rasmus modsat og anklage Monuments for at lyde præcist som så mange andre af disse udmærkede, men ikke ekstraordinære bands, der har taget djent lyden til sig, efter bands som Prephery og Tesseract for alvor gjorde den populær. Det er dog ikke ensbetydende med, at materialet på dette udspil, Gnosis, er elendigt. Tvært imod er der faktisk en del gode skæringer, specielt blandt albummets fire første numre. Det helt store problem er, at det hele er hørt før i langt bedre udgaver. Største problem er den tilførte forsanger Matt Roses vokal, der absolut ikke er specielt stærk. Den fungerer, men har sine tydelige begrænsninger – og så skærer den til tider i ørerne. At der dertil kun er ni skæringer på pladen, af en gennemsnitlig spilletid på lidt over 4 minutter, giver ikke et bedre indtryk.

Samlet set er det altså årsagen til, at Monuments kun opnår 4 ud 6. Bandet kan deres shit, den første halvdel af skiven er ret fed, mens den efterfølgende må nøjes med en label af udmærket. Men med en halvirriterende vokal, alt for lidt materiale og en tydelig mangel på opfindsomhed, kan det ikke blive til mere. Gnosis er en udmærket skive, og er man til den progressive djentmetal bølge, kan man sagtens kaste sig over numre som ”Admit Defeat”,”Degenerate” og ”Doxa” og nyde dem. Overvejer man at smide penge af sted efter lidt djent sound, vil jeg dog i stedet anbefale plader som dette års udgivelse fra Heart Of A Coward, kaldet Hope And Hindrance.

Tracklist:

1. Admit Defeat
2. Degenerate
3. Doxa
4. The Uncollective
5. Blue Sky Thinking
6. 97 % Static
7. Empty Vessels Make The Most Noise
8. Regenerate
9. Denial
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed