fbpx

Archon - Altiora

Hvis navnet Archon ikke lige siger dig noget, er det ikke underligt; bandet fra Århus er et nyt bekendtskab, og EPen ”Altiora” er deres første udgivelse. Ideen til Archon opstod, da guitaristen Jonas Larsen og trommeslageren Jeppe Bo Kibsgaard mødtes i 2018. Med tilgang af guitaristen Kresten Maigaard Axelsen og sangeren Sofus Nielsen er line-uppet komplet.
Åbningsnummeret ”Begin” giver et fint indblik i maskinrummet hos Archon: Her mødes man af tunge guitarer og ditto trommer, der har masser af power. Det samme gælder vokalen, uanset om den leveres i ren eller brølende udgave, og det hele har produceren Chris Kreutzfeldt placeret i et ret massivt lydbillede. Med fint placerede keyboards fremstår det hele som typisk moderne Metalcore.
Men i ”Purgatory” viser århusianerne, at de har et gear mere at køre i: Nummeret har en mere kompliceret struktur, men samtidig også mere power, og det rykker rigtig godt. Det samme gør ”Dark Grounds”, hvor Andreas Bjulver Paarup fra Cabal gæster. Ham gør Royal Deceits
Mathias Rønde Uldall-Jessen kunsten efter i ”Playing the Victim”, hvis uptempo passage kører rigtig godt. Alligevel er min favorit på EPen ”Gloom”; foruden at bygge på de samme elementer som de øvrige tracks har nummeret en lækker guitarmelodi, der lige giver prikken over i’et.
Selv om Archons musik følger den klassiske opskrift for Metalcore med både hårde og melodiske elementer, er der nogen tvivl om, at man satser mest på den hårde side. Det sikrer rigeligt med power, men indeholder risikoen for, at tingene bliver for lukkede. Men da det ikke sker på ”Altiora“, er det en udmærket start for Archon.

Tracklist:
1. Begin
2. Purgatory
3. Dark Grounds (feat. CABAL)
4. Gloom
5. Playing the Victim (feat. Royal Deceit)

Samlet spilletid: 20:20

Læs mere...

Disillusionist - Love And Anxiety

Bag de 6 numre på "Love And Anxiety” ligger en kærlighedshistorie, som indeholder dystre temaer som depression, dysfori og selvmord. Bag udgivelsen står den københavnske trio Disillusionist, som iflg. presseteksten vil tage lytteren med tilbage til 00’ernes sceamo.
Og det gør de også, for vokalen er hele vejen igennem heftigt skrigende på den forventede monotone facon. Når jeg skriver forventede er det fordi, at jeg lynhurtigt bliver træt af den stil, og derfor skal koncentrere mig for ikke at lade det gå ud over helheden. I tilfældet Disillusionist er opgaven ikke helt så svær, for det lykkes for bandet at skabe en vis balance i tingene ved at inkludere en masse melodiske elementer i numrene. Især guitaren lykkes rigtig godt med opgaven at holde de voldsomme vokale angreb fra livet; kun et par steder må den overgive sig, og så falder den samlede oplevelse med det samme i niveau.
Men at de også kan sætte tingene helt anderledes sammen, viser Disillusionist i det afsluttende ”Funeral Plans”: Selvom vokalen stadig er skrigende, vises der meget mere udtryk, og man mærker sangerens fortvivlelse. Samtidig er den ledsagende musik virkelig stærk, trods en ret sart grundstruktur, og nummeret er udgivelsens højdepunkt. Men også helheden fortjener ros, for selvom ikke alt fungerer lige godt, så slipper Disillusionist godt fra en vanskelig opgave.

Tracklist:
1.Sleeper
2.Shibuya
3.Dysphoria
4.Resented
5.Seclusion
6.Funeral Plans
Samlet spilletid: 19:01

Læs mere...

Ghost Iris - Comatose

Med ”Comatose” er Ghost Iris ude med deres fjerde album; et album, som de har arbejdet på det meste af de seneste to år. Bandet udtaler i den forbindelse, at albummet markerer en tilbagevenden til rødderne.
Efter en kort instrumental intro hamres der løs i ”desert dread”, hvor medlemmerne fra Hovedstaden får prominent besøg af Chimaira-sangeren Mark Hunter, der sætter et brølende aftryk på nummeret, der med tunge guitarer og et flot melodisk omkvæd byder velkommen til en stærk omgang Metalcore. Valget af Hunter er ikke tilfældigt, for når man hører albummet igennem, er det tydeligt, at netop Chimaira har været en inspirationskilde for Ghost Iris. Musikkens voldsomme side byder ind med tunge riffs, hvor der er den samme vægt på de tekniske aspekter. Resultatet er virkelig hårdtslående, og står i stærk kontrast til numrenes melodiske omkvæd. Her er der stor ros til sangeren Jesper Vicencio Gün, som leverer en meget varieret indsats; han nøjes ikke med at lave det klassiske skift mellem brølende og ren vokal, men får også udstyret begge hovedtyper med fine nuancer.
Nogle steder tipper balancen lidt for langt mod det mørke, så numrene bliver lidt for lukkede; heldigvis er det ikke en dominerende tendens. Det understreges i afslutteren ”power schism”, hvor Ghost Iris runder af med af vise, hvordan lys og mørke skal deles på den fede måde.

Tracklist:
01. (3815935)
02. desert dread feat. Mark Hunter (of Chimaira)
03. paper tiger
04. cult
05. former self
06. coda
07. ebb//flow
08. cold sweat
09. coma
10. power schism

Samlet spilletid: 36:42

Læs mere...

Daze of June - Tainted Blood

Daze of June debuterede i 2018 med albummet ”Heart of Silver”, og nu er bandet fra København klar med næste kapitel. Albummet har fået titlen ”Tainted Blood”, og er produceret af Henrik Udd.
Han har skabt en stor produktion, hvor lydbilledet indeholder mange lag og flere instrumenter, end man lægger mærke til ved første gennemlytning. Det giver musikken en stor tyngde, men gør den også meget massiv. Det passer i første omgang fint til musikken, for Daze of June spiller Metalcore med genrens typiske skift mellem hårdtslående rytmer og mere melodiske passager. Og selvfølgelig har vokalen også en dobbeltsidig natur, hvor der på den ene side synges rent, på den anden skriges og brøles aggressivt. Her er det imponerende, hvor uanstrengt der skiftes mellem de forskellige udtryk.
Fra start holdes der et højt energiniveau, og bandet klarer sig bedst, når tempoet er højt – det understreger åbningsnummeret. Til gengæld bliver de melodiske passager mere eller mindre løbet over ende, for melodierne er ikke stærke nok til, at de kan markere sig i den interne tvekamp. Det får numrene til at fremstå ret ens; en fornemmelse, som produktionen er med til at forstærke. Derfor er det positivt, når Daze of June prøver noget andet, som i “Hypnos” hvor Courtney LaPlante supplerer med vokal, eller ”Refuse the light”, som har en mere retlinet opbygning.

Tracklist:
1. New Beginnings
2. Four Knives
3. Hypnos (feat. Courtney LaPlante)
4. Son
5. Nyx
6. Refuse the light
7. Hiroshima (feat. Keisuke)
8. Black-Eyed
9. Birth of Memories
Samlet spilletid: 43:14

Læs mere...

Psy:code - Persona

Tre år er der gået, siden Psy:code udsendte albummet ”Mørke”, og nu er der igen nyt fra hovedstaden. Det er albummet ”Persona”, som er det fjerde i rækken; det er produceret af bandet selv, mens mix og mastering er lagt i hænderne på Tue Madsen.
Stilmæssigt fortsætter Psy:code deres egen fortolkning af Metalcore, der har en voldsomt skrigende vokal som galionsfigur, og i det hele taget slagside mod det voldsomme på bekostning af de melodiske elementer. De fleste numre er godt nok udstyret med et lydtæppe af keyboards, men derudover er der ikke så meget modspil til vokalen. Og når der endelig er, kommer den ikke helhjertet – det virker som om man er bange for at blive for bløde.
Som ved mine tidligere møder med Psy:code er det derfor de mere stille passager i f.eks. ”Simplified” og ”Keep on Pretending”, hvor tingene fungerer bedst for bandet; her er der balance i tingene.
Albummet indeholder også tre numre med danske tekster, men de får mest Psy:code til at fremstå som en heavy udgave af The Minds of 99, så den afstikker er ikke helt vellykket. Samme betegnelse må jeg desværre sætte på ”Persona” som helhed, for heller ikke denne gang formår bandet at overbevise mig – der er for få øjeblikke, hvor tingene matcher hinanden, og for mange, hvor de ikke gør.

Tracklist:
1. Collide
2. Deranged
3. Breathing Fire
4. Aldrig
5. Dark Days
6. Demons Guide My Way
7. Til Evig Tid
8. Simplified
9. Keep on Pretending
10. Black Souls
11. Perfect Imperfection
12. Samme Vej
Samlet spilletid: 45:30

Læs mere...

Irist - Order Of The Mind

Selvom Irist blev dannet i Atlanta, Georgia, stammer tre af bandets fem medlemmer fra Sydamerika. Og det var da også et andet band fra den verdensdel, nemlig Sepultura, der inspirerede Pablo Davila og Bruno Segovia til at starte deres eget band. ”Order Of The Mind” er deres første album, og kommer fem år efter bandets start.
Det virker som om den tid er gået med at ophobe vrede og energi, for der er godt nok knald på de ti numre! Og det er ikke fordi tempoet er vildt opskruet, for her befinder man sig i middelklassen. Men når det kommer til sangeren Rodrigo Carvalho, er det en anden sag: Han brøler og skriger sig igennem numrene med en enorm vrede – han lyder virkelig pissed off.
Det giver numrene en vis slagside, som man i større eller mindre grad forsøger at balancere via mere melodiske indslag. Oftest er det mindre, for egentlig melodisk bliver det kun i ”Severed” og ”Harvester”, hvor en ren vokal i stil med Fear Factory giver afveksling. I de resterende tracks bliver alle vokaler leveret brølende og råbende, så det er en bevidst drejning, man giver udtrykket. Hvis man kun søger power, er det en fin strategi, men for alle andre bliver det hurtigt monotont. Personligt håber jeg på mere bredde fra Irist, næste gang de giver livstegn.

Tracklist:
1. Eons
2. Burning Sage The Cleansing
3. Severed
4. Creation
5. Dead Prayers
6. Insurrection
7. Order of the Mind
8. Harvester
9. The Well
10. Nerve
Samlet spilletid: 40:24

Læs mere...

Sabaton, Apocalyptica, Amaranthe - Forum, 12.02.2020

Sikke en pakke! Det er ikke hver dag man kan opleve at begge supportbands falder i ens smag, slet ikke når de musikalsk ikke ligefrem minder om hinanden, men det er altså tilfældet her. Jeg har efterhånden skrevet mit om Sabaton, men jeg står her igen – for bandet har endnu ikke skuffet, heller ikke selvom det nu er tredje gang de havner på en hverdag. Publikum har ligeledes ikke ladet sig afskrække tidligere, så mon ikke det bliver endnu en god oplevelse. Men først, lidt ord om de to andre bands.

Amaranthe:
”Hvad er det her, Eurovision-metal?” spørger en bekendt mig ikke lang tid efter Amaranthe er gået på – og han er ikke meget ved siden af! Fra de koreograferede bevægelser der af og til nærmer sig decideret dans, til de tre sangere og ikke mindst lyden af eurodance blandet godt op med rock/metal (alt efter den enkelte sang) og så selvfølgelig ikke mindst hvor voldsomt ørehængende det er. Altså, flere af deres sange kunne snildt have en plads i den årlige begivenhed. Inden det eventuelt sker står de dog her i Forum.

Jeg havde godt nok hørt fra ellers pålidelige kilder at det var med start kl. 18:30, men klokken bliver altså 19:00 før det store Sabaton-tæppe hives ned og Amaranthe kort efter dukker op – men alle kvaler glemmes hurtigt da ”Maximize” og herefter ”Digital World” blæser ud af højtalerne. Der er knald på fra start og selvom Amaranthe som sådan er på udebane, lykkes det fint at få folk med flere gange, f.eks. allerede under ”Hunger” hvor gulvet knager omkring mig i og op til omkvædet som følge af hvor mange der hopper med. Black Box-konceptet gør det igen godt, for allerede nu er det ganske velbesøgt, ja jeg fristes næsten til at sige, at der er godt proppet det meste af vejen rundt.

”København! I kan jo feste!” udbrydes der kort efter, som om det skulle være en overraskelse. Det er det hverken ved hvor indøvet sætningen er, eller hvor rigtigt det faktisk er: onsdag eller ej, de fleste er her for at have en fest, Amaranthe selv inkluderet. De har rykket sig markant ift. deres optrædener tilbage i 2011/2012 hvor det var usikkert og også ret usammenhængende. Ikke i dag. Der er tillid til materialet og til dem selv og så gør det i dén grad også noget, at de selv tydeligt er glade for at være her. Og bevares, publikum er her ikke for at se dem, men de fleste kan sagtens lokkes til at deltage i festlighederne, sågar i balladen ”Amaranthine”, der ser en skov af telefoner i luften, eller ved de mange fællesklap under ”That Song”.

Desværre lyder det hele bare ikke særlig godt. De tre vokaler har meget svært ved at finde rum, især når mere end et andet element kører samtidigt – og det er altså langt det meste af tiden. Derudover er trommerne enormt rodede, hvilket er synd nu trommeslageren er en af de dygtigere (hans tid i The Arcane Order er især ikke glemt). Lyset er derimod flot og glimrende timet med breaks, der er røg på de rigtige tidspunkter, rødt lyst til de hårdere stykker, osv. – det er ikke ofte supportbands får den samme behandling som hovednavnet, så det er lækkert at se (på). Nej, den største hindring Amaranthe støder ind i er simpelthen hvor rodet et udtryk de efterlader. Det lander ikke som det skal, slet og ret, om det så er trommerne der er off, guitarer der falder ud eller vokaler man ikke kan høre. Er man fan er det stadig udmærket og til at finde rundt i, sådan da, men er det ikke tilfældet er det nok kun de stadion-prægede omkvæd der lyder tilnærmelsesvis godt. Overordnet er det dog solid underholdning og opvarmning i 45 minutter, på trods af de knap så gode betingelser.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Maximize
2) – Digital World
3) – Hunger
4) – Amaranthine
5) – GG6
6) – Helix
7) – That Song
8) – Call Out My Name
9) – The Nexus
10) – Drop Dead Cynical

Apocalyptica:
1 trommeslager, 3 cellister – metal/rocksange, for det meste instrumentalt, af og til covers. Personligt har jeg været fan af Apocalyptica lige siden deres selvbetitlede fra 2005. Deres sjælfulde, sørgmodige og helt eminente cello-rock er noget helt for sig og det er uden at forholde sig til deres arv som et, hvis ikke dét, mest unikke Metallica-coverband. Det er blevet mere ligetil for hvert album siden da, og der er gradvist kommet mere vokal på, men det har så kunnet noget andet. Kort sagt, jeg er fan, men passer Apocalyptica overhovedet ind den her aften? Et par sange inde i sættet er svaret umiddelbart nej.

”Path” er ellers en gammel klassiker, og de to sange der luftes fra det nye ”Cell-0” lyder også umiddelbart som man kender dem. Men på trods af et levende backdrop samt flere lysinstallationer siden Amaranthe, ja så er folk meget stillestående og ubegejstrede. Pænt er det at se, og til dels høre på, men de store ringe i vandet skaber det ikke. Det kunne nok have været anderledes med en bedre lyd. Modsat sidste band står lydbilledet samlet klarere, men der er alt for meget rumklang fra trommerne der oftest drukner de finere detaljer fra celloerne.

Så ved deres egne sange er det ikke vildt imponerende, set ud fra publikums humør (at de rent teknisk er velspillede er en anden sag). Den højlydte ”småsnak” taler sit eget sprog. Anderledes bliver det dog senere ved den mere hårdtslående del af sættet, nemlig ”Seek & Destroy”-coveret. Forinden har et Rammstein-cover og en original sang ikke gjort det store, men ”Grace” varmer stødt tingene op inden folk får deres stemmer brugt ved at skråle ”SEEK AND DESTROY!!” om og om igen. Ligeledes fungerer Apocalypticas gamle klassiker af en klassiker ”Hall of the Mountain King” lige som den skal, den hektiske outro især og næsten et vanvid man rent fysisk kan smage. At de så lige teaser en anelse for meget inden udløsningen er en mindre detalje.

Herfra skal der ikke meget til for at køre den sikkert hjem og således trækkes tempoet ned i ”Nothing Else Matters”, fællessang indfinder sig og det hele lukker på en god node. Apocalyptica formår altså at redde sig fra en mindre katastrofe, men tilbage står stadig, at de helt grundlæggende er malplaceret i aftenens tema. Når det er coversange der redder ens røv tæt på målstregen er det ikke et positivt tegn. Kort sagt: godt band, dårlige rammer. 3/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ashes of the Modern World
2) – Path
3) – En Route To Mayhem
4) – Seemann (Rammstein cover) m. Elize Ryd
5) – I Don’t Care m. Elize Ryd
6) – Grace
7) – Seek & Destroy (Metallica cover)
8) – Hall of the Mountain King (Edvard Grieg cover)
9) – Nothing Else Matters (Metallica cover)
Kilde: www.setlist.fm

Sabaton:
Det starter som ventet med et brag, i bogstaveligste forstand: efter en passende episk intro er kørt færdig åbnes der som vant med ”Ghost Division”, ild og ja, et højt brag. Sabaton har altid haft det visuelle flair i højsædet, så ganske passende med den nye plade omhandlede Den Store Krig er hele scenen indrettet som en skyttegrav komplet med trommesæt-i-kampvogn, sandsække, pigtråd, diverse våben hængende på stativer, et kæmpe ”THE GREAT WAR” skilt i baggrunden og selvfølgelig storskærm kørende med tematiske videoer, når der ellers ikke filmes på bandet. Og så ild, til tider lidt for rigeligt af det.

Og nu skal jeg love for der er blevet proppet, fra ende til anden. Derfor kan man også allerede nu undre sig over Sabatons valg af sange: de næste otte er alle fra de to seneste plader. Det vil altid være at strække den med mange nye numre i streg, men det her er bare åndssvagt – Sabatons sidste gode album var trods alt ”Heroes” fra 2014, og der skal vi altså helt hen til ”Night Witches”, aftenens 10. sang, før vi får noget derfra. ”82 All The Way” rocker en anelse tungere end de andre, ”The Red Baron” får også de fleste med og lidt inden har ”The Attack of the Dead Men” givet både en mindre historielektion samt indhyllet scenen i grøn giftgas-lignende lys – og ja, sådanne visuelle effekter kan stjæle ens opmærksomhed i et vist tidsrum, men så heller ikke for evigt. Det er helt tydeligt der kunne være markant mere engagement fra publikums side såfremt man spicede det op med lidt ældre materiale. I det mindste både lyder og ser det godt ud, på den måde er rammerne som de skal være.

Halvvejs inde kan man dog helt nøgternt konstatere det indlysende: Sabaton er set bedre. Det handler ikke kun om valget af sange, men i høj grad om bandets egen indsats. Frontmanden har aldrig haft den store stemme, men til gengæld rigeligt med karisma og tydelig interesse i at give tilskuerne noget for pengene – det er ikke for sjov jeg har kaldt dem verdens gladeste metalband i fortiden. Det skal retfærdigvis nævnes at det tekniske sidder som det skal og der er stadig både små fortællinger, store smil og i det hele taget publikumskontakt over flere omgange. Bundniveauet er på den måde tilstrækkeligt, men så er hans stemme så til gengæld også både svag hvis ikke decideret forpustet til tider, og ligeledes gør resten af gruppen hvad de skal, men de er også set i mere hopla tidligere. Publikum er ellers klar, men så er vi tilbage ved valget af skæringer som den afgørende stopklods.

”Night Witches” markerer imidlertid lidt af et vendepunkt. Herefter kommer Apocalyptica nemlig på scenen og agerer støtte i de næste fem sange – og det starter faktisk rigtig, rigtig godt. ”Angels Calling” er blevet fundet frem fra gemmerne, hvor det altså er 11 år siden den sidst er hørt live. Her bliver det symfoniske og bombastiske forenet helt perfekt, så man nok aldrig herfra kan høre den originale uden at føle man savner noget. Et klart højdepunkt. ”Fields of Verdun” gør derimod ikke det store og i ”The Price of a Mile” er det søvndyssende at være vidne til. Det er hermed første gang jeg står og keder mig til en Sabaton-koncert. De sidste to skæringer inden ekstranumrene løfter dog igen midlertidigt engagementet, så da de svenske udgaver af ”The Lion From the North” og ”Carolus Rex” brager igennem er det svært at stå stille. Det er bare gode sange.

”Primo Victoria” ankommer til den første rigtige hoppefest og for første (og eneste) gang er alle i sync. Det er til gengæld ikke her vi siger tak for nu, nej, i stedet får vi en triade af hits. Først endnu en svensk udgave af ”A Lifetime of War”, der ellers er en af Sabatons lavtempo sange, men det virker stik imod forventet enormt godt. Og da ”Swedish Pagans” ankommer efter bandet kortvarigt lever op til sjov og løjer, hvor forsangeren bl.a. når at spille lidt ubehjælpsom guitar på ”Breaking The Law”, ja så er vi på endnu et højdepunkt. Et af de få. Men det bliver heldigvis til ét mere i form af ”To Hell and Back” der får de fleste til at både hoppe og skråle med. Så er vi også i mål.

Overordnet har Sabaton prøvet at indrette hele touren, alle de enkelte aftener, efter ét koncept: 1. verdenskrig. Det er tydeligt med overvægten af nye sange, men også at flere af de ældre rent tematisk omhandler det samme. Jeg ser hvad de har gået efter, og forsøget skal roses – det helt afgørende problem er bare... at de nye sange er hamrende uinteressante. Det er den samme skabelon genbrugt i en uendelighed og det lyder umiskendeligt som noget der er hørt bedre før (og det er det også). Hvis man på den måde skal udfordre sit publikum, så er det afgørende at ens materiale kan bære det. Sabatons nye album lyder præcist som forventet, ergo er det svært at holde omtrent halvdelen af en koncert op på det – både fordi flere ikke kender det, men vigtigere fordi det ikke gør noget nyt. Og hvorfor så det frem for det man kender? De gamle sange fungerer derimod overordnet godt, så med det + enkelte højdepunkter – omtrent halvdelen af numrene, ja så ender vi på lidt over middel. Det næste album bedes tage flere chancer, ellers stagnerer Sabaton indenfor de næste fem år. 3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ghost Division
2) – Great War
3) – The Attack of the Dead Men
4) – Seven Pillars of Wisdom
5) – The Lost Battalion
6) – The Red Baron
7) – The Last Stand
8) – 82nd All The Way
9) – Bismarck
10) – Night Witches
11) – Angels Calling m. Apocalyptica
12) – Fields of Verdun m. Apocalyptica
13) – The Price of a Mile m. Apocalyptica
14) – Dominium Maris Baltici / The Lion From the North (svensk udgave) m. Apocalyptica
15) – Carolus Rex (svensk udgave) m. Apocalyptica
Encore:
16) – Primo Victoria
17) – A Lifetime of War (svensk udgave)
18) – Swedish Pagans
19) – To Hell and Back
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Royal Deceit - Animus

Skanderborg er hjemby for Royal Deceit, som blev dannet i 2014. Siden har bandet to gange været forbi hos Tue Madsen for at indspille en EP, ligesom det er blevet til en del live-optrædener. Men dén ballast er bandet nu klar til deres første album, som de kalder ”Animus”.
Albummet indeholder 11 numre med moderne Metalcore med en opbygning lige efter manualen: På den ene side er der Metal med skarpe riffs og let hakkende rytmer, og på den anden side melodiske elementer: En stærk, ren frontvokal og flotte omkvæd; alt fremført med overbevisning. Denne beskrivelse dækker hovedparten af Metalcore bands, og det ville række til en middel karakter og et ”lidt mere personlighed, tak!” herfra.
Heldigvis er der et ekstra lag eller to i numrene, som hæver dem godt over gennemsnittet. Der startes hårdt, som for lige at markere sig, men efter et par numre melder de melodiske sider sig på banen. Og det er primært her, Royal Deceit scorer point, for melodierne i numre som ”Bite the Curb”, ”Chasing Ghosts” og ”Pariah” sidder næsten uafrysteligt i skabet. Det er meget flot, og matcher de skarpe rytmer i musikken. At produktionen er til den bløde side gør, at specielt guitarerne får lidt mindre plads end jeg kunne ønske mig. I det store billede betyder det dog mindre, og det ændrer ikke på, at Royal Deceit er kommet rigtig godt i gang med ”Animus”.

Tracklist:
1. History Repeats
2. End of Days
3. Bite the Curb
4. Just Business
5. Elitist
6. Chasing Ghosts
7. Pariah
8. Backstabber
9. Hang Them High
10. Oceans of Black
11. Echoes of Hate
Samlet spilletid: 37:51

Læs mere...

Novelists FR - C'est La Vie

Novelists FR er fra Paris, og blev startet tilbage i 2013. Året efter udkom den første EP, og i 2015 var det tid for det første album, ”Souvenirs”, som blev efterfulgt af ”Noir” to år senere. Nu er franskmændene så klar med ”C'est La Vie”, som udsendes på Arising Empire, der er Nuclear Blast Records’ sublabel for bl.a. Metalcore.
Teknisk set kan betegnelsen Metalcore forsvares i beskrivelsen af albummet, for numrene indeholder de genretypiske skift mellem rene vokaler og brølende udgaver. Når det er sagt, så fylder de melodiske sider af sagen langt det meste af spilletiden, og efterlader klart det kraftigste aftryk hos mig. I numre som ”Somebody Else”, ”Deep Blue” og ”Rain” dominerer det melodiske næsten totalt, men får også en snert af progressivt via lækre guitarløb i baggrunden. Albummets melodiske yderpunkt er balladen ”C'est La Vie”, hvor en kvindelig vokal gør nummeret til en duet, men hvor musikken ikke er egentlig Metal, men tilbagelænet Rock.
Novelists FR har også en hårdere side, som kigger frem i det Nu Metal inspirerede ”Lilly”, men bryder igennem i ”Modern Slave” og ”Kings Of Ignorance”. Her er tempoet øget, og de hakkende rytmer giver sammen med en noget mere fremtrædende brølevokal en direkte aggressiv stemning. Den øger selvfølgelig skarpheden, men det er ikke nok til, at den samlede balance forrykker sig: ”C’est La Vie” er et udspil i den blødere ende af skalaen, som trods flere udmærkede tiltag ikke formår at blive rigtigt spændende.

Tracklist:
1. Somebody Else
2. Deep Blue
3. Lilly
4. Modern Slave
5. C'est La Vie
6. Head Rush
7. Kings Of Ignorance
8. Rain
9. Human Condition
Samlet spilletid: 37:04

Læs mere...

Auralist - Between The Devil And The Sea

Auralist er et nyt navn på den danske Metal scene, og for godt et år siden udsendte de fem medlemmer deres første livstegn i form af singlen ”Empire”. Nu er bandet fra København så klar med deres debutalbum, som er produceret, mikset og mastered af Chris Kreutzfeldt.og det har han gjort godt, for produktionen har både power til de hårde sektioner og fin gennemsigtighed, når det melodiske er i centrum.
Og der er behov for begge dele, for Auralist disker op med ti numre, som alle står i den typiske Metalcores tegn. Derfor er der både tunge passager, hvor instrumenterne prygles nådesløst og sangeren Nico Hansen bidrager med brøl og skrig, og melodiske afsnit, hvor musikken tones ned, og vokalen byder på ren sang. Her står det hurtigt klart, at de stille sider fungerer bedst for københavnerne, simpelthen fordi musikken får mere bredde, så der bliver plads til både keyboards og en lækker basgang, som det sker i åbningsnummeret.
De hårde passager lever helt op til betegnelsen, for når Auralist giver den gas, mangler der ikke power – især når den kombineres med et godt drive, rykker det godt. Desværre sker det kun overbevisende i ”Eye of The Storm”, for i de resterende tracks har tingene det med at blive anonyme, flere steder endda på kanten af det ensformige. Derfor efterlader Auralist et billede af et band, som stadig har noget at arbejde med, men også noget at bygge på.

Tracklist:
1. FAILED STATE
2. DIGITAL MISERY
3. EMERALD
4. THE LIVES WE LIVE
5. EYE OF THE STORM
6. INNER HELL
7. RAMA
8. BETWEEN THE DEVIL AND THE SEA
9. DEADWEIGHT
10. MOTHER MOON
Samlet spilletid: 38:55

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed