fbpx

Cold Night For Alligators - Fervor

Jeg fik mig en positiv overraskelse, da jeg for tre år siden anmeldte albummet ”Course Of Events” fra Cold Night For Alligators (CNFA); her viste bandet langt mere kant og spænding, end jeg tidligere havde hørt. Sådan en oplevelse skaber forventninger, som bandets nye album, ”Fervor”, skal søge at indfri.

Vanen tro indeholder CNFAs numre mange elementer, men hvis man skal være firkantet, kan de deles i to kategorier: én hvor sangeren brøler og skriger teksterne ud, og én, hvor han synger rent og nuanceret. I den første får han følgeskab af tunge og voldsomme instrumenter, mens den anden er kendetegnet ved flotte og stærke melodier. De fleste af albummets tolv numre indeholder noget fra begge lejre; udtrykket bestemmes derfor af blandingsforholdet.

På albummets første halvdel er det de voldsomme elementer, der er i overtal; de rene passager bliver skubbet til side. Det gør numrene meget ensartede, og der er ikke meget variation at spore; det er de tekniske detaljer i musikken, der forhindrer den del i at være direkte kedelig.

Heldigvis ændrer tingene sig på anden halvdel, for hvor “Black Swan” er ene om at have melodisk overtag på første halvdel, så er der flere blandt de sidste seks tracks. Her markerer især ”Get Rid Of The Walls” og “Wilderness” sig med stærke og intense melodier. Trods denne slutspurt lykkes det ikke helt for alligator-drengene at ramme niveauet fra forgængeren; dertil er der for få numre som de nævnte.

Tracklist:
1. Violent Design
2. Drowning Light
3. Canaille
4. Black Swan
5. Nocturnal
6. Entangled
7. Get Rid Of The Walls
8. Wilderness
9. The Proposition
10. Soulless City
11. Coloured Bones
12. Infatuated
Samlet spilletid: 47:21

Læs mere...

Monuments - Phronesis

Jeg er ikke tidligere stødt på Monuments, men det kan jeg så indhente nu, hvor deres nye album ”Phronesis” er på gaden. Det er bandets tredje, så de er forbi den svære toer, og pressetekstens omtale af bandets Progressive Metal øgede mine forventninger til musikken.

Stor var derfor min overraskelse, da musikken gik i gang: I stedet for Progressive toner i stil med Opeth eller Dream Theater, blev jeg mødt af Metalcore! Frontvokalen, som veksler mellem rå brølen og poleret skønsang, de flerstemmige kor – umiskendeligt Metalcore! Med tiden (læs: efter mere intens lytten) hører man en lille smule af de lovede tekniske elementer, men de er skubbet så langt i baggrunden, at de ikke markerer sig for alvor.

Ok, en ting er, at indholdet ikke svarer til beskrivelse – Hvis musikken så bare var spændende, men det er den ikke – især passagerne med ren vokal peger mere i retning af Pop end Metal. Melodierne er ikke særligt flotte, og intensiteten er hørt meget bedre før.
I sidste ende kan jeg ikke være andet end skuffet over mit første møde med Monuments; det her er stor ståhej for (næsten) ingenting. Man kan ikke tage fra musikerne, at de spiller udmærket, men den teknisk betonede overbygning, til sætter på Metalcore elementer bidrager med stort set ingenting – den tid i studiet kunne være brugt meget bedre.

Tracklist:
1. A.W.O.L
2. Hollow King
3. Vanta
4. Mirror Image
5. Ivory
6. Stygian Blue
7. Leviathan
8. Celeste
9. Jukai
10. The Watch
Samlet spilletid: 39:52

Læs mere...

Crossfaith - Pumpehuset, 05.10.18

Efter bandets mere end overbevisende optræden på Copenhell i sommers, var det næsten uundgåeligt, at de japanske electrometallere ville komme tilbage. Her er de så. Det er fredag, der er udsolgt, og det er tid til fest.

Crossfaith:
Det er sjovt at tænke på, at jeg så Crossfaith varme op for Skindred samme sted for fem år siden – men hvor Skindred stadig spiller for et halvt hus på den lille scene, er Crossfaith ovenpå og næsten som at være sild i en tønde. Det var måske forventet efter den positive modtagelse på Copenhell, men det føles alligevel voldsomt (på den gode måde), og det ligger ligesom i luften, at både band og publikum er enige om, at der i aften bliver skabt historie.

Lyder opskriften denne gang så ”bare” a la Copenhell, blot en anelse mere intenst, med længere spilletid og en anelse flere tilskuere? Klart ja, dernæst ja og så sandsynligvis ja – forskellene er derudover marginale. Det er af indlysende årsager først og fremmest lettere for Crossfaith at få aktiveret publikum, og dét gør de til fulde: der er alverdens pits, wall of deaths, fælleshop, SlipKnoT-manøvren, jublen og hujen på kommando – og det er kun fra publikums side, bandet står absolut ikke stille: når frontmand Kenta Koie først griber fat giver han ikke slip igen, nogensinde. Trommeslageren skal også roses (igen og igen) – på Copenhell strøg han direkte fra flyet og ind på scenen, denne gang spiller han kun med én hånd da den anden er skadet. Det er altså dedikation. Salens energi og fælles entusiasme bliver på trods af to opvarmningsbands og en times spilletid altså ikke mærkbart mindre som tiden forløber, selvom den bagerste halvdel af salen er fuldt ud tilfreds med blot at tylle bajere og kaste håndtegn. Især førstnævnte, hvor gulvet efter showet er decideret farligt at bevæge sig på.

Den længere spilletid udstiller så til gengæld bandets klare svaghed: musikken er bare ikke synderligt interessant i længere mængder. Det er for ensformigt og for anonymt. Det vil hele den forreste del af salen nu skide et stykke, og med rette, for der er fest deroppe og de tonser rundt. Men. Fordelen ved Copenhell-showet var dets intensitet, der kom fra den begrænsede scenetid på knap 35 minutter – det var så tilpas hurtigt overstået til, at det aldrig blev kedeligt. Crossfaith er, står det tydeligt efter denne gang, ikke helt der hvor de kan bære et headlinershow, ikke komplet i hvert fald. Det er stadig rigtig godt, det skal understreges, både lyd og lys kører i øvrigt som det skal – nu skal der bare nogle musikalske forbedringer til, især ift. dynamikken i de enkelte sange. Der er nogle enkelte skæringer der stikker ud, men det lader til at være de ældre sager... Det er jo ikke så heldigt. Alligevel har folk en grande fest hele vejen rundt omkring mig, og det er nok til at nyde det (næsten) hele vejen igennem. Lad os se hvordan de næste par albums bliver, og mon ikke Crossfaith med tiden får en fast plads på vores breddegrader. Det tror jeg.

Læs mere...

Like A Storm - Catacombs

Min eneste tidligere møde med New Zealand-bandet Like A Storm var i 2015, da de udgav ”Awaken The Fire”; et mellemgodt Hardrock album, som gav bandet sit gennembrud. Nu skal de så vise, at de har mere at byde på, hvilket sker med "Catacombs”; albummet er indspillet i Las Vegas, men ligesom forgængeren produceret af bandet selv.

I de senere år har Like A Storm turneret verden rundt og spillet med forskellige navne, og det har åbenbart inspireret. Musikken på det nye album har bevæget sig væk fra den egentlige Hardrock, og viser tydeligt inspiration fra Metalcore og Nu Metal. Det kommer til udtryk i let hakkende rytmer, som sammen med synth effekter giver numrene kant, mens vokaler og melodier holder sig i den pæne ende af skalaen. Det fungerer udmærket i åbningsnumrene, hvor der også optræder didgeridoo. Det hører man også i titelnummeret, som med sin enkle startmelodi minder meget om Linkin Park.

De samme elementer genfindes i albummets øvrige numre, som ikke gør det store væsen af sig, de følger nogenlunde kendte veje, hvor kun tre numre skiller sig ud: ”Hole In My Heart” fremstår positivt med sine tungere rytmer og brølende vokal, mens ”Complicated” og ”Solitary” hurtigt bliver irriterende på grund af en lille autotune effekt, som man ødelægger vokalen med.

Like A Storm fortjener ros for at afprøve nye ideer, men desværre får de ikke nok ud af anstrengelserne; de lettilgængelige omkvæd skal nok skaffe bandet airplay i radioen, men samlet set er der ikke meget at komme efter.

Tracklist:
1. The Devil Inside
2. Out Of Control
3. Catacombs
4. Complicated (Stitches & Scars)
5. Solitary
6. The Bitterness
7. Until The Day I Die
8. Hole In My Heart
9. Bullet In The Head
10. These Are The Bridges You Burned Down
11. Pure Evil
Samlet spilletid: 48:19

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Crossfaith

CROSSFAITH_2Så bliver det heller ikke mere moderne. At blande elektronisk musik med metal er ikke nyt, bare tag Enter Shikari eller Horse The Band som eksempler: vidt forskellige, men med nogenlunde samme udgangspunkt. Og så er der Crossfaith, de skøre, festlige japanere. På trods af at bandets ene bil åbenbart ”nærmest eksploderede” på den tyske autobahn dagen forinden og trommeslageren først blev afvist at gå i land fra færgen, og derfor blev forsinket og først ankom til Copenhell for ni minutter siden – ja så er det ret ligegyldigt. Fem minutters forsinkelse, et proppet Pandæmonium, og derefter 35 minutters intensiv og nådesløs fest, her kommer vi.

Der er SMÆK på. En hård elektronisk intro overtages af cirkelpit og fælleshop indenfor tyve sekunder. Forsangeren og keyboardfyren er alle steder på én gang, hele bandet er storsmilende, fulde af energi og spilleglæde, hvilket i den grad smitter af på publikum. Ikke at vi behøver megen motivation: der er gang i den hos langt de fleste. Men motivation får vi nu alligevel og uafbrudt, for forsangeren er en energibombe af dimensioner (”kan jeg få et cirkelpit?! Kom nu, et til! Alle sammen hop! Lad mig se jeres hænder!!”). Det føles dog aldrig det mindste påtaget. Planlagt, helt sikkert, men ikke påtaget og det gælder også for resten af bandet der kan deres metalcore-moves fra a til z. F.eks. er førnævnte keyboardgut vild nok til uden problemer både at hoppe rundt mens han synger OG drikker Jægermeister i ”Jägerbomb”. Den ungdommelighed.

Og hvilket andet band kan ellers tage den udødelige Prodigy-basker i ”Omen” og lave et helt udmærket cover ud af – for så at afslutte den med en tøndebasker-solo, der har lige den rette længde (dvs. i den korte ende)? Jamen selvfølgelig. SlipKnoT-manøvren kunne man dog godt skille sig af med (også selvom den virker upåklageligt), og en anelse tydeligere lyd kunne godt ønskes, men med alt det soniske der foregår, er lydteknikeren tilgivet. Det bliver tilmed til 2 x wall of death i ”Leviathan”, og syv sange senere er den hjemme – mere spilletid er unødvendigt. Årets show på Copenhell, uden tvivl.

Sætliste:
1) – Xeno
2) – Monolith
3) – Freedom
4) – Jägerbomb
5) – Omen (The Prodigy cover)
6) – Countdown To Hell
7) – Leviathan
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Parkway Drive

PARKWAY DRIVE_3Hvem bedre til at åbne den store scene, og for manges vedkommende dermed hele festivalen, end (ex?) metalcore-giganterne i Parkway Drive? Jovist, man kunne da have ønsket sig et tidspunkt a la 2013, hvor de med stor succes lukkede og slukkede Hades-scenen om fredagen (ikke mindst når Avenged Sevenfold senere hen skulle vise sig at skuffe gevaldigt) – men en åbningsseance er også ganske glimrende. Om end en middelmådig start skal vi kun forbi ”Wishing Wells” og ”Prey” før helvedes porte for alvor åbner.

Herfra og de næste tre kvarters tid er der kæmpe og næsten uafbrudt fest i pitten, sommetider endda på tværs af scenen der ellers har et podie i midten. Bandet selv finder sig hurtigt til rette og spiller som de plejer overlegent, rutineret og med glæde – ikke mindst forsangeren ser ud til at have det fornøjeligt. Det smitter af: jeg mindes ikke at have set en større pit siden Lamb Of Gods legendariske fremtræden for seks år siden. Til gengæld skal der nævnes et problem der skulle vise sig at blive kontinuerligt igennem de næste tre dage: vinden. Lyden bliver simpelthen kastet rundt af den, og bevares, det er ikke fordi der er mange skjulte detaljer i Parkway Drives musik, men når lydbilledet er lidt ud over det hele, ja så lider det samlede indtryk.

Med ”Ire” og ”Reverence” er der blevet taget gevaldige skridt væk fra metalcoren og ikke overraskende er der i dag kun ganske få skæringer fra de andre skiver – så når de gamle bangere (”Idols And Anchors”, ”Karma” og ”Wild Eyes”) endelig kommer føles det som et kærkomment gensyn. Mange af bandets fans vil nok se sig selv stå af indenfor de næste år (hvis de ikke allerede har gjort det), for det går kun én vej. Ikke at de nye sange klarer sig dårligt, på ingen måde, faktisk står de af og til stærkere – selvom fællessangen har det med at overdøve dén holdning. 
Således går en time stærkt i surferdrenges selskab, og det ender i et solidt og gennemført show som altid, men den uknuselige sejr for år tilbage bliver dog ikke genskabt.

Sætliste:
1) – Wishing Wells
2) – Prey
3) – Vice Grip
4) – Dedicated
5) – Cemetery Bloom
6) – The Void
7) – Idols And Anchors
8) – Karma
9) – Absolute Power
10) – Wild Eyes
11) – Crushed
12) – Bottom Feeder

Læs mere...

Cold Snap - All Our Sins

Da jeg modtog dette album til anmeldelse, blev jeg i første omgang irriteret. Pladeselskabet har angivet Modern Metal som genrebetegnelse, men hva’ fa’en er det for en intetsigende information? Det eneste man kan læse ud af den er, at det nok ikke er Old school Død, vi har fat i – ellers siger det lige så lidt om indholdet som ”Female fronted”, en anden af pladebranchens ubrugelige opfindelser.

Nå, alt det brok skal selvfølgelig ikke gå ud over Cold Snap, som er fra Kroatien, hvor de startede i 2003. ”All Our Sins” er deres fjerde album, og som de foregående to er det produceret, mastered og mikset af Tue Madsen.

Spørgsmålet om det genremæssige er hurtigt løst, for Cold Snap spiller Metalcore, hvilket inkluderer en skarp, brølende og aggressiv vokal på den ene side, og et melodisk modstykke med rene omkvæd på den anden. Opgaven deler Jan Kerekeš og Dario Berg imellem sig, og det fungerer fint; der er aggressivitet og attitude når det er påkrævet, og mere ørevenlig melodi, når det første bliver skarpt.

Skarphed er der masser af i musikken, for rytmerne er genretypisk knaldhårde og meget energiske. Sammen med vokalerne giver det en udmærket gengivelse af genrens styrker, hvor numrene holder et flot niveau uden egentlige highlights. Det resulterer i en snigende ensformighed mod slutningen, men ændrer ikke på, at ”All Our Sins” er et stærkt Metalcore album.

Tracklist:
1. Hesto And Pujto
2. Fallen Angels
3. Nothing
4. Demons
5. Crawling
6. Remission
7. 2 4 The System
8. Witness Of Your Sickness
9. No Were Not Even
10. Pain Parade
11. Hated
12. Distance
Samlet spilletid: 44:47

Læs mere...

Wolves Among Us - Collapse

Nej, det er ikke en fejl, at jeg har linket denne anmeldelse til facebooksiden for E’nemia; det er nemlig nordjyderne, der nu udgiver debutalbummet ”Collapse”. At det sker under navnet Wolves Among Us skyldes, at bandet var blevet trætte af det gamle navn og ikke længere følte, at det passede til deres musik.

Stilmæssigt holder de fast i Metalcore, så numrene følger traditionen og består af melodiske passager anført af rene vokaler på den ene side, og mere rå afsnit med brølende front på den anden. I de sidstnævnte brøler frontmanden Jimmy Bertelsen energisk, men ikke ekstremt; jeg kan ikke rigtig føle vreden. Den ledsagende musik har udmærket kant, ikke mindst takket være en produktion, som ikke er for clean.

Alligevel er det ikke her, ulvene scorer flest point, den melodiske side af sagen står nemlig meget stærkere. Gennemgående er numrene udstyret med flotte melodier, som hurtigt fænger og sætter sig fast. Et par af dem er ekstra stærke og værd at fremhæve: ”Icarus”, som opfordrer til at forfølge sine drømme, og det afsluttende ”Save Me”, hvor Aalborg-bandet sætter en tyk streg under deres evne til at skrive flotte numre.

Om det skyldes det nye navn eller ej, så Wolves Among Us begået en glimrende debut; selv om det melodiske er i fokus, har albummet tilstrækkeligt med bid til, at skabe balance i tingene.

Tracklist:
1. Collapse
2. Far From Serenity
3. Icarus
4. Nightmare
5. Fusion
6. Double Standards
7. Mirrors and Monsters
8. Deliverance
9. Save Me
Samlet spilletid: 37:06

Læs mere...

Between Oceans - Oxymoron

Hvis du skulle gå rundt med en forestilling om, at Metalcore ikke er en genre, som dyrkes af danske musikere, så er her en debut EP, som arbejder hårdt for at overbevise dig om det modsatte. EP’en hedder ”Oxymoron”, og er indspillet af bandet Between Oceans. At dømme ud fra billedet i pressematerialet, er de seks medlemmer temmelig unge – når man tænker på, at de har spillet sammen i mere end tre år, så må de være startet meget tidligt.

Nå, tilbage til indholdet. Her byder Between Oceans fra starten på Metalcore som den efterhånden har fået etableret sig bredt. Det betyder vokaler, der veksler mellem en energisk brølende version, som tilfører power og aggressivitet, og en ren udgave, som står for den melodiske side af sagen. Det hele ledsages af halvtung musik, som i det store og hele skifter humør i takt med vokalernes vekslen. Det er stort set de elementer, Between Oceans har I deres arsenal, så man må sige, at der næsten udelukkende satses på det etablerede og sikre. Den eneste afvigelse herfra finder man i ”Reverie”, hvor tilføjelse af elektroniske elementer og lidt ændrede rytmer giver nummeret et skud Nu Metal – ikke nogen stor satsning, men absolut okay.

Havde der været tale om et etableret band, ville havde fraværet af personlige elementer trukket bedømmelsen kraftigt nedad, men her er det okay; Between Oceans skal lige etablere sig, og set i det lys er deres debut godkendt.

Tracklist:
1. Lost or Found
2. Reverie
3. The Light Below
4. Shallow Waters
5. Atlas
Samlet spilletid: 20:45

Læs mere...

Heaven Shall Burn, August Burns Red, Whitechapel - Pumpehuset, 12.03.18

Det her bliver bare ikke en bedre metalpakke. Det må være rigeligt til forordet.

Whitechapel:
Aftenens mest brutale band, også kendt som ”dem med saven” eller bandet med tre guitarister, hvor halvanden ville være nok. Med de dårlige jokes ude af vejen med det samme gør Whitechapel en pæn entré, men vælger tilsyneladende at lægge fra land med to svage sange i form af ”I, Dementia” og ”Faces”. Det er selvfølgelig på sin vis ret effektivt, for herfra går det udelukkende opad.

Whitechapel har ikke besøgt København siden deres show for næsten otte år siden på Copenhell – og det kan mærkes. Der er nemlig en rimelig pæn forsamling af folk oppe foran, som blæser kraftigt på at det er mandag. Der går en halv sang, og så er gulvet i bevægelse mere eller mindre kontinuerligt igennem den næste halve times tid. Dette er kun mere imponerende når Whitechapel selv er noget så stillestående, at det er trist at se på – de lede ansigtsudtryk gør hverken fra eller til, og jo, Phil Bozeman spankulerer lidt frem og tilbage, men det er sgu lidt tyndt, mandag eller ej.

Lyden er dog overordnet ret solid, og lysshowet er jævnt imponerende, hvilket lover godt for både August Burns Red og Heaven Shall Burn senere hen. Vokalen ligger desværre noget lavt i mixet og lyder altså både mudret og uklar, hvilket er lidt noget skidt med et band der altså er kendt for deres forsangerens ellers nådesløst dybe vokal... Men det virker også mest til at være Bozemans egen ”skyld”: han virker halvtræt og kun semi-fokuseret. Med det sagt spiller Whitechapel solidt, det forreste publikum har en fest – og med ”Our Endless War” og ”The Saw Is The Law” som afsluttere (”This Is Exile” udgår, sandsynligvis pga. tidspres) kan man ikke klage alt for meget. Saven har talt. 
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – I, Dementia
2) – Faces
3) – Elitist Ones
4) – Let Me Burn
5) – Mark Of The Blade
6) – Our Endless War
7) – The Saw Is The Law
Kilde: www.setlist.fm

August Burns Red:
Hvor der er breakdowns en masse i Whitechapel, er August Burns Red primært guitarekvilibrisme x1135135 – på samme måde er deres musik ikke helt så ”tilgængelig” og der går derfor lidt længere tid til før publikum åbner op for sluserne. Men det sker dog ret effektivt i ”Empire”, og herefter konsekvent fremad, ikke mindst i de gamle slagere.

August Burns Red har også bedre scenetække end Whitechapel, i og med, at de er mere aktive – om alt andet bevæger de sig rent faktisk bare lidt. Kombineret med et glimrende lysshow og en fin lyd, der dog stadig ikke har fundet vokalens helt rigtige position. Dette er især tilfældet i de rene stykker, hvor det altså halter, medmindre man er superfan og kender det hele i forvejen. Guitarerne får derimod masser af rum at boltre sig på, og mand, lyder det godt eller hvad. Ja tak.

Fra et personligt perspektiv er det de nye sange der trækker stikket hjem, som f.eks. den Between The Buried And Me-esque ”The Frost”. Publikum virker dog til at være uenige, for det er imidlertid i ”Ghosts” at den første rigtige wall of death opstår. Energiniveauet stiger også eksponentielt herfra, forsangeren inklusiv, der midt i det hele finder ud af, at han da egentlig danser meget godt i de instrumentale stykker – og herfra er der god gas. Så selvom jeg klart er mere til de nye skæringer (de gamle er simpelthen for bøllede) er publikum altså ikke på min side. Det er også fint, for så kan jeg i halvdelen af tiden nyde musikken (halvdelen af sættet, 5 sange, er fra ”Phantom Anthem”), og i den anden halvdel ”indtage” energien i rummet. Det er godkendt, og min bedste oplevelse med August Burns Red, dog uden nogensinde at blive noget særligt.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – King Of Sorrow
2) – Empire
3) – The Frost
4) – Spirit Breaker
5) – Ghosts
6) – Invisible Enemy
7) – Dangerous
8) – Composure
9) – Float
10) – White Washed
Kilde: www.setlist.fm

Heaven Shall Burn:
Det er officielt: alle tre opvarmningsbands kan gå hjem nu, vi er nået til hovedattraktionen. En enkelt sang skal vi ind før lyden er fuld smadder og det hele kan høres klart og tydeligt – og så vokalen nu endelig den plads den rent faktisk fortjener. Lysshowet har nået sin sidste fase hvor der nu også er røg (og nærmest damp) med i spillet og lyskeglerne fornemt følger musikkens breaks, generelle stemning og sågar rytmeskift.

Og hvad sker der? Heaven Shall Burn bevæger sig reelt rundt på scenen OG snakker til salen? Det har været noget savnet og understreger for mig blot endnu engang, at disse tyskere bare har styr på at holde folk til ilden. Publikum har også, på trods af tre bands op til nu, heraf to med god gang i pitten, stadig enormt god energi – der er dog stille øjeblikke, primært i begyndelsen, og jeg når lige at tænke på, hvordan det ville være i en weekend. Men det når jeg knapt nok, for en meget positiv overraskelse i form af ”Land of the Upright Ones” sparker benene væk under de fleste tilhørende i salen, herunder mig selv: for satan, hvor er den en energibombe. Sådan, nu er vi for alvor i gang. Eller er det da ”Black Tears” bliver spillet? Eller den majestætiske ”Corium”? Nok deromkring, og selvom sidstnævnte ikke når helt op på albumniveau er det meget tæt på, og det er rigeligt.

”Combat” slår dog alle førnævnte, selv ”Land of...”, fy for den lede, der er gnister i luften her. At politikken bliver holdt til et minimum, selvom man f.eks. kunne have talt om baggrunden for netop ”Combat”, er rart, for musikken står så udmærket på egne ben. Dette er især tydeligt i både ”Voice of the Voiceless” og ”Hunters Will Be Hunted”, den sidste med dunkelt og blodrødt lys, der som de fleste nok er klar over er pro-vegan sange. Ellers så bare kig på titlerne.

Encore byder som vanligt på ”Endzeit” hvor folk i den halvlange intro allerede stiller sig klar til den nu, hvad, fjerde wall of death? Men at ”Valhalla” lukker og slukker er nu alligevel mere passende: Heaven Shall Burn har nu engang en historie med velskrevne covers, så hvorfor ikke slutte af med noget der går lidt udover det normale? Lad os være ærlige; der er ikke den store variation i repertoiret ellers. Men det behøves heller ikke altid, og slet ikke i aften. Sikke en fest vi har haft – og så på en mandag? Det var meget nemt at glemme. Var der skåret et par sange fra, og havde dette været i en weekend, så havde det været absolut perfekt. Indtil da må vi nøjes med det næstbedste. Dvs. tysk millimeter-præcision af bedste skuffe, og dertil endelig det headlinershow bandet har fortjent – lad os så næste gang give dem æren af en weekend, skal vi? 
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Downshifter
2) – Bring The War Home
3) – The Weapon They Fear
4) – Land Of The Upright Ones
5) – Counterweight
6) – Black Tears (Edge Of Sanity cover)
7) – Corium
8) – The Final March
9) – Passage Of The Crane
10) – Profane Believers
11) – Combat
12) – Voice Of The Voiceless
13) – Hunters Will Be Hunted
Encore:
14) – Endzeit
15) – Valhalla (Blind Guardian cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed