fbpx

Winter Solstice - The Fall Of Rome

I starten kunne jeg ikke tage fat på denne plade, da sangerens skingre stemme ødelagde alt og fjernede fokus totalt fra musikken. Det tog et par "omgange" i ringen for mig at "komme ind" på denne udgivelse, men nu er den nedlagt. Stilen er Metal-Core som lige nu, er ligeså hypet som Nu-Metal var for 3 år siden.
Derfor kæmper de bands der udøver denne genre, om at have lige præcis DET udtryk der gør, at man skiller sig ud fra de andre, og at fansne køber deres plade.

I dette tilfælde er det udtryk den skingre og nærmest Deathmetal-agtige vokal.
Musikken er som skrevet, derudaf Metal-core og det er der såmænd ingen ben i.
Knægtene (Og jeg mener knægte, på deres billede ligner de nogen der ikke er en dag over 20!!) i Winter Solstice hylder deres gamle helte ved at lægge sig tæt op ad bands som Killswitch Engage, og God Forbid.
Måske spiller WS lidt langsommere end KE og måske er deres sange ikke ligeså velskrevne og veludførte, men de har jo heller ikke en allesteds nærværende Adam D. som jo er et helt ufatteligt musikalsk multi-talent.
En ting som WS dog har taget med fra KE, er de rolige akustiske passager som giver lidt adspredelse og åndehuller. Skæringen jeg her tænker på, er "The Fall of Rome" som er helt fantastisk stemningsfuld!

Disse amerikanere bliver produceret af svenskeren Andreas Magnusson, og han gør et okay job. Lyden er nærmest sådan lidt grumset, men jeg synes det klæder WS' musik, da de er lidt "hårdere i filten" end deres førnævnte stil-kumpaner. Produktion har jo meget at sige, og dette tilfælde tror jeg at den hjælper WS' udtryk. Hvis lyden havde været renere, havde skiven nok været en tam oplevelse, men det kommer jo an på hvad man vægter.

Ellers kan man til sidst sige, at pladen rykker pænt. Efter min ringe mening mangler WS lige de sidste meter i at toppe helt, men det er jo også kun deres anden plade, så der er tid endnu til at blive spillet ordentligt sammen.

Læs mere...

Whitechapel - This Is Exile

Whitechapel stammer fra Cleveland, Ohio, men er opkaldt efter det kvarter i London, hvor Jack The Ripper hærgede i 1888. Og sammenligningen med den gode (?) Hr. Ripper er ikke helt ved siden af; Whitechapel bringer også masser af død til deres omgivelser. Ikke i form af kvindemord og bestialske opsprætninger, men i stedet som gedigen, gennemført Death Metal.
Musikken indeholder alt, hvad genren foreskriver: Lige fra den dybe growl over guitarer, der skifter mellem højt og lavt tempo, til de voldsomt aggressive trommer er alt med. Og at der spilles sikkert hele vejen rundt, trækker bestemt ikke fra. Det gør numrenes kvalitet heller ikke, for samlet set er de 12 skæringer rigtig gode. Især synes jeg godt om, at guitarerne fylder meget i lydbilledet, og specielt at der er rigtig meget melodi i de forskellige guitarsoli. Ikke at vi dermed havner ovre i Melodød genren, men det giver variation og spænding i musikken. Og at bandet samtidig ikke er bange for at eksperimentere, viser de i afslutningsnummeret, hvor der pludselig er gjort plads til mere afdæmpede passager, uden at det virker forkert.
Med hele 3 guitarister i bandets line-up bør Whitechapel også være i stand til at levere et stabilt lydbillede i live-sammenhæng. Om det er tilfældet, kan man checke i november, hvor de kommer forbi Voxhall i Århus i forbindelse med "Never Say Die" touren.

Tracklist:
1 Father Of Lies
2 This Is Exile Download View
3 Possession
4 To All That Are Dead
5 Exalt
6 Somatically Incorrect
7 Death Becomes Him
8 Daemon (The Procreated)
9 Eternal Refuge
10 Of Legions
11 Messiahbolical

Samlet spilletid: 42:58

Læs mere...

White Skull - The Ring Of The Ancients

At "The Ring Of The Ancients" er Italienske White Skulls 7. album er for mig et ubegribeligt kapitel i sig selv, da de på ingen måde kan imponere mig. Ifølge infoen skulle dette udspil være baseret på historier om de gamle keltere. Samtidig skulle musikken være endnu tungere end før og skulle gå lige i hjerterne på verdens metal-hoveder, og ydermere cementere bandet på den Europæiske metal scene...ja ja, og jeg har fundet sand i Sahara!!

White Skulls musik er en omgang trivielt og intetsigende Heavy/Power Metal, som er hørt utallige gange før med nogle forudsigelige guitar riffs og omkvæd så man er ved at falde i søvn op til flere gange; absolut intet nyt under solen her! Samtidig er sangeren pænt irriterende, som nok er det største kritikpunkt. Måden han synger på uden charme og personlighed går mig virkelig på nerverne, som eksempelvis omkvædet i titelnummeret "The Ring Of The Ancients", hvor han nærmest bliver enerverende at høre på. Produktionen på pladen kunne også sagtens have været bedre, da jeg synes den mangler noget dybde og dynamik.

"The Ring Of The Ancients" må siges at være en temmelig skidt plade, og man anbefales på det kraftigste at gå langt uden om denne tørre kiks!!

Tracklist:
01. Ninth Night
02. Guardians
03. Head Hunters
04. The Ring Of The Ancients
05. Half moon Path
06. From The Mist
07. Ogam (Mystic Writings On The Stone)
08. After The Battle
09. King With The Silver Hand
10. Valhalla
11. Marching To Alesia
12. Tuatha De Danaan

Samlet spilletid: 57:31

Læs mere...

A Love Ends Suicide - In the Disaster

Ifølge den sparsomme info startede A Love Ends Suicide (ALES) med at spille Progressiv Rock/Metal og udgav deres selv-producerede ”04 EP” i det meste af USA og fik på den måde opbygget et fortræffeligt rygte på undergrundsscenen. I maj 2006 skrev bandet så officielt under på en deal med Metal Blade Records med stor hjælp fra Tim Lambesis fra As I Lay Dying, og i mellemtiden må ALES have fundet ud af at det måske ikke lige var Progressiv Rock/Metal der var deres niche, da musikken på ”In The Disaster” intet har med dette at gøre.

In-your-face Hardcore møder Iron Maiden-agtigt guitar arbejde skriver de på Metal Blade’s Website og til dels vil jeg give dem ret – guitar arbejdet er sgu fedt nok på denne skive men desværre holder musikken ikke helt. Stilen er Metalcore, hverken mere eller mindre og som sagt er der mange fede guitar riffs, tilsat de sædvanlige tunge rytmer i denne genre. Bandet udviser en fandenivolskhed som er meget typisk for Metalcore, men sangeren John Cairoli som tydeligt er inspireret af Hardcore scenen, er i mine øjne meget anstrengende at høre på i længden, kun afbrudt få gange af Emir Abdo på ren vokal som egentlig ikke synger særlig fedt. Samtidig kunne man også ønske at musikken var mere varieret.

Alt i alt er ”In The Disaster” en Metalcore skive på det jævne som egentlig ikke er decideret dårlig, men bandet vil få det svært imellem de mange bands som blomstrer op. På trods af det tror jeg nu nok, at hvis bandet formår at variere musikken og vokalen noget mere, ja så er alt jo muligt.

Tracklist:
01. Cold Summer
02. In The Disaster
03. Of Day Dream And Fantasy
04. Lets Spark To Fire
05. The Black Art
06. Romance Create Killers
07. Amadeus
08. Another Revolution
09. Dying To Be Beautiful
10. Skate Junction
11. Heroes Of Faith

Samlet spilletid: 39:11

Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Læs mere...

3 - The Ghost You Gave To Me

Det er svært at forestille sig et kortere navn til et band end 3, måske er det derfor, at bandet fra Woodstock, NY indtil nu har bevæget sig under min musikmæssige radar. Der har ellers været livstegn nok fra de 4 musikere; flere albums og turneer med navne som Opeth, Dream Theater og Porcupine Tree vidner om stor aktivitet.

Sidstnævnte band har 3 spillet med flere gange, og der er da også mange lighedspunkter mellem de to bands musik. Lige som deres engelske kolleger spiller 3 tilbagelænet og lægger stor vægt på musikkens følsomme og mere afdæmpede sider. Det betyder ikke, at numrene mangler bid, for de er i konstant bevægelse, så der opstår en fornuftig dynamik. At det aldrig bliver aggressivt eller anmasende, trækker ikke oplevelsen i negativ retning. Især den superfølsomme start viser, at musikalsk styrke ikke nødvendigvis ligger i, hvor meget knald der er på guitar og trommer.
Til gengæld havde jeg gerne hørt et mere kontant lydbillede, for produktionen er meget blød og nærmest hyggelig. På albummets første halvdel har numrene tilstrækkelig styrke til at modstå denne afrunding af de musikalske kanter, men på anden halvdel går det galt: Numre som “Pretty” og "Afterglow” ender nærmest som irriterende Dansepop.

Selv om 3 søger at gøre tingene godt igen med rytmiske variationer i “It´s Alive” og ”Only Child”, minder "The Ghost You Gave To Me” om et salmiakbolche med et tykt lag sukker; inden jeg når ind til den egentlige substans, er jeg blevet træt af det. Derfor kommer albummet ikke til at afsætte noget varigt aftryk hos mig, trods mange gode detaljer.

Tracklist:
01. Sirenum Scopuli
02. React
03. Sparrow
04. High Times
05. Numbers
06. One With the Sun
07. The Ghost You Gave to Me
08. Pretty
09. Afterglow
10. It´s Alive
11. Only Child
12. The Barrier


Revolution Music vil gerne takke Metal Blade Records for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed