Artillery - The Face Of Fear

Det er lige før man kan stille sit ur efter Artillerys udgivelser; siden deres første album efter gendannelsen, ”When Death Comes”, har de med en enkelt undtagelse udsendt et nyt studiealbum hvert andet år. Det nyeste hedder ”The Face Of Fear”, og som det har været tilfældet en del gange nu, er det Søren Andersen, som har stået for produktionen.

Efter deres tilbagekomst for efterhånden ti år siden, er der kommet mere melodi ind i Artillerys numre, og det er blevet en stærk del at helheden. Den position er ikke blevet svækket på det nye udspil, snarere tværtimod. Det skyldes først og fremmest, at numrene er udstyret med stærke melodilinjer (som i ”Thirst For The Worst”) og meget fængende omkvæd – stærkt i ”Crossroads To Conspiracy”, som har fint råbe-med potentiale, men bedst i ”Through The Ages Of Atrocity”, hvor tekst og musik passer usædvanligt godt sammen.) Her trækker det ikke fra, at Michael Bastholm leverer en af sine stærkeste præstationer i front for bandet; en stærk og alsidig vokal, som også ville passe ind i Power Metal.

En enkelt gang kommer både han og resten af bandet dog til kort: Det sker i ”Pain”, som indeholder mange klichéer, men ingen godbidder, og derfor ender langt under Artillerys vanlige standard - det bliver der sat en tyk streg under i alle andre numre.

Artillery har ikke glemt at de er et Thrash band, og albummet byder på masser af fede riffs og uptempo Metal – helt som vi forventer det. Numrene er endda lidt mere rå i kanten takket være en mere upoleret produktion and vanligt.

Trods det ene udfald er ”The Face Of Fear” et derfor stærkt udspil, hvor Artillery igen viser, at de håndterer energisk Metal og melodiske elementer med lige stor sikkerhed.

Tracklist:
1. The Face Of Fear
2. Crossroads To Conspiracy
3. New Rage
4. Sworn Utopia
5. Through The Ages Of Atrocity
6. Thirst For The Worst
7. Pain
8. Under Water
9. Preaching To The Converted
Samlet spilletid: 34:58

Læs mere...

The Ocean - Phanerozoic I: Palaezoic

På det seneste har der været stille omkring det tyske musikerkollektiv omkring hovedmanden Robin Staps, i hvert fald når det gælder albums – det seneste, ”Pelagial” ligger fem år tilbage. Det ændres der på nu, hvor første del af ”Phanerozoic” kommer på gaden; anden del udsendes efter planen i 2020.

Stort anlagte udgivelser er ikke noget nyt for tyskerne, og når det gælder indholdet, har udgivelsespausen heller ikke ændret noget dér. Som sædvanligvanligt er stort og mangfoldigt ord, der hurtigt dukker op når man skal beskrive numrene. Samtidig er de kendetegnet af en stor ro, derfor virker musikken ikke forceret, selv når det går hedt for sig. Og det gør det ind imellem, når vokalen brøler igennem og alle instrumenter fyres af.

Men The Ocean bevarer overblikket og udnytter den lange spilletid for de enkelte numre til at komme godt rundt i lydbilledet med mange forskellige elementer i brug. Der bruges en del keyboards, hvilket er med til at skabe bredde – det samme gør brug af klaver og strygere sammen med de elektriske instrumenter. Samtidig ligger det tekniske niveau højt, og med de mange temaer, der løbende afløser hinanden i de syv numre, havde det ikke været forkert at bruge betegnelsen Progressiv om indholdet.

I ”Cambrian II” står de melodiske sider stærkt, mens ”Ordovicium” er noget hårdere i kanten. De øvrige numre ligger ind imellem, og selv om nogle ideer får mere spilletid, end de fortjener, er den første del af ”Phanerozoic” et stærkt come back for The Ocean.

Tracklist:
1. The Cambrian Explosion
2. Cambrian II - Eternal Recurrence
3. Ordovicium - The Glaciation of Gondwana
4. Silurian - Age of Sea Scorpions
5. Devonian - Nascent
6. The Carboniferous Rainforest Collapse
7. Permian - The Great Dying
Samlet spilletid: 47:45

Læs mere...

Nothgard - Malady X

Efter at have udgivet deres første tre albums på tre forskellige selskaber, skrev tyske Nothgard tidligere på året en kontrakt med Metal Blade Records for flere albums. ”Malady X” er det første af disse, og at dømme ud fra presseteksten er det kreeret af musikere med selvtilliden helt i top.

Efter en pompøs symfonisk intro byder titelnummeret med et ”Welcome to the Show” indenfor i bandets musikalske verden; her er det Death Metal med melodiske guitarer, stemningsfyldte keyboards og leadguitaristen Dom R. Creys brølende, men ikke specielt varierede vokal, der er i centrum. Nummeret spilles i højt tempo, det samme gør ”Epitaph” og ”Serpent Hollow” – i alle tre numre minder Nothgard mig om kollegerne fra Omnium Gatherum.

I andre numre som “Shades Of War” og “Fall Of An Empire” er stemningen mørkere og på en måde mere alvorlig – i sidstnævnte får man fornemmelsen af, at iagttage et lurende rovdyr – det er ret cool. Desværre er ikke alle numre lige så spændende, for selvom flere gæster optræder på albummet, er der også ret ordinære ting på tracklisten. I sidste ende er de positive elementer alligevel lige netop nok til at trække fire stjerner hjem til Nothgard, så selv om træerne ikke vokser ind i himlen, har Nothgard alligevel noget at have deres selvtillid i.

Tracklist:
1. Voyage To Decay (Intro)
2. Malady X
3. Shades Of War
4. Guardians Of Sanity
5. Epitaph
6. Deamonium I
7. Serpent Hollow
8. Devil Will Know
9. Fall Of An Empire
10. Herald Of Death
11. Black Horizon (Instrumental)
Samlet spilletid: 45:28

Læs mere...

Revocation - The Outer Ones

To år er der gået siden Revocation udsendte ”Great Is Our Sin”, og nu er bandet fra Boston klar med nyt – dermed fortsætter de deres faste plan med udgivelser med maksimalt to års mellemrum, som de har fulgt siden 2008 – en ret sej bedrift.

Det samme gør sig gældende for bandets musikalske kunnen, for som vanligt ligger deres fortolkning af Death Metal på et meget højt teknisk niveau. Det betyder, at alt fyres af med en overlegen suverænitet, uanset om det er åbningsnummerets høje tempo eller de både seje og flotte guitarer, der kendetegner ”Of Unworldly Origin” og ”Fathomless Catacombs”. Samtidig er produktionen virkelig gennemsigtig, så det er muligt at få alle detaljer med – og dem er der mange af, for numrene bugner af små og store informationer.
Skulle jeg kun bedømme det tekniske niveau, stramheden og det spillemæssige overskud, ville det ligge til højrebenet at uddele topkarakter. Men det sker ikke, for trods de positive sider, så er albummet bare ikke særligt spændende. Der er alt for få steder, hvor musikken griber fat i mig, for det meste efterlader den mig bare som en passiv tilskuer.

Når jeg tænker på, hvor spændende dette albums forgænger var, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det er på tide for Revocation at ændre deres udgivelsesfrekvens; dette album havde i hvert fald haft godt af en noget længere tilblivelsesproces.

Tracklist:
1. Of Unworldly Origin
2. That Which Consumes All Things
3. Blood Atonement
4. Fathomless Catacombs
5. The Outer Ones
6. Vanitas
7. Ex Nihilo
8. Luciferous
9. A Starless Darkness
Samlet spilletid: 48:27

Læs mere...

Anaal Nathrakh - A New Kind Of Horror

Anaal Nathrakh er et af de bands, hvor det ikke er tilstrækkeligt med en enkelt genrebetegnelse; kun at beskrive musikken på bandets tiende studiealbum, ”A New Kind Of Horror” som Black Metal, afdækker slet ikke hele billedet. For når englænderne smider elementer af Industrial og Grindcore oveni, vokser musikken til noget andet og mere – nogle gange MEGET mere. Allerede fra de første toner af ”The Road To …” fornemmer man, at der venter noget vildt, og den fornemmelse holder stik: Den næste halve time er ét langt bombardement, hvor den nævnte cocktail gør allerede voldsom musik endnu vildere – det her er IKKE for børn, og jeg kender mange voksne, som hurtigt vil smide håndklædet i ringen.

Imod denne energiudladning udgør Dave Hunt, som optræder under kunstnernavnet V.I.T.R.I.O.L, en vokal enmandshær. Han synger for det meste med myndig stemme, men han har også et ekstra gear: Når det kræves, skriger og hyler han med en enorm intensitet. Det lyder som om man havde taget det vildeste hvin fra Power Metal og klonet det med King Diamond og Dani Filth fra dengang han var sej. Det passer fint ind i helheden, så vokal og musik smelter sammen til en enhed.

På ”A New Kind Of Horror” viser Anaal Nathrakh sig i absolut topform, og hvis de kan overføre energien, vildskaben og ekstremerne fra studiet til scenen, bliver bandets kommende turne en eksplosiv affære – så meget, at man hellere må checke fundamentet i Studenterhuset i Aalborg, inden englænderne spiller på årets Metal festival.

Tracklist:
1. The Road To...
2. Obscene as Cancer
3. The Reek of Fear
4. Forward!
5. New Bethlehem/Mass Death Futures
6. The Apocalypse Is About You!
7. Vi Coactus
8. Mother of Satan
9. The Horrid Strife
10. Are We Fit for Glory Yet? (The War to End Nothing)
Samlet spilletid: 33:00

Læs mere...

Siege Of Power - Warning Blast

Projektet her startede under navnet i First Class Elite i 2013, og udgav et splitalbum sammen med Dirty Mike & The Boys og Violation Wound. Mere blev det ikke til før sidste år, hvor man besluttede at prøve igen under et nyt nanavnet Siege Of Power. Det første udspil herfra har fået titlen ”Warning Blast”.

Vokalen varetages af amerikaneren Chris Reifert, og han bakkes op af de tre hollændere Paul Baayens, Theo van Eekelen og Bob Bagchus – med de fires baggrund i bands som Autopsy, Asphyx og Hail of Bullets er det ikke overraskende, at også Siege Of Power spiller Dødsmetal.

For at opnå så energisk et udtryk som muligt, er albummet indspillet i løbet af få timer, ligesom de både tekst og musik til de fleste numre blev færdiggjort i studiet. Med hele atten numre er det en noget risky tilgang, og resultatet varierer da også en del i kvalitet. Der lægges ud med en række numre, hvor hurtig Metal i duga rytmer suppleres med sejtrækkende guitarer; her virker bandets tilgang perfekt, for selv om det ikke er vildt originalt, så fungerer det glimrende.

Atten numre efter samme opskrift havde været for meget, så heldigvis giver Siege Of Power prøver på tungere toner. Albummets anden halvdel er domineret af numre med lavere tempo og tungere rytmer; desværre virker de rodede og ret kedelige. Her havde mere forarbejde været på sin plads, så eksperimentet er kun en delvis succes.

Tracklist:
1. Conquest
2. For The Pain
3. Bulldozing Skulls
4. Born Into Hate
5. Torture Lab
6. Uglification
7. Trapped
8. Diatribe
9. Warning Blast
10. Mushroom Fast
11. Lost And Insane
12. Bleeding
13. Escalation
14. Privileged
15. Short Fuse
16. Violence
17. It Will Never
18. The Cold Room
Samlet spilletid: 41:58

Læs mere...

Satan - Cruel Magic

Ja, når man vælger Satan som navn til sit band, er det nærliggende at forvente, at man spiller Black Metal. Det er nu ikke tilfældet her, for denne fem mand stærke trup fra England spiller Heavy Metal, som den lød i tiden omkring bandets start i begyndelsen af 1980’erne. Satan har været opløst og gendannet under forskellige navne, men vendte tilbage til udgangspunktet i 2012. Siden er det blevet til to albums på Listenable Records, inden man nu er kommet ind hos Metal Blade Records.

I modsætning til langt de fleste læsere af dette site, så hørte jeg også Metal dengang, men jeg kan ikke komme i tanke om, at jeg nogensinde er stødt på Satan; og hvis det er, har det ikke efterladt spor. Når jeg lytter til ”Cruel Magic”, ved jeg hvorfor: Bandets musik er simpelthen så kedelig, at den ikke gør sig bemærket. Ikke fordi der som sådan mangler noget; guitarerne leverer både riffs og soli, og heller ikke den resterende instrumentering falder igennem. Problemet ligger i, at Satan åbenbart ikke er i stand til at skrive gode melodier; hverken melodilinjer eller omkvæd gør meget væsen af sig. Det virker næsten ironisk, for vokalerne er det eneste element, hvor Satan fortjener ros; sangeren Brian Ross har en glimrende vokal og klarer sig fortrinligt, både solo og sammen med kor. Det enlige pluspunkt kan ikke løfte albummet alene, så ”Cruel Magic” er ikke værd at bruge tid på.

Tracklist:
01. Into The Mouth Of Eternity
02. Cruel Magic
03. The Doomsday Clock
04. Legions Hellbound
05. Ophidian
06. My Prophetic Soul
07. Death Knell For A King
08. Who Among Us
09. Ghosts Of Monongah
10. Mortality
Samlet spilletid: 49:46

Læs mere...

Monstrosity - The Passage Of Existence

Selv om det ikke er så meget, man hører til Monstrosity, så hører bandet til de helt gamle navne fra Florida, som i starten af 1990’erne bragte Death Metal på verdenskortet. Og selv om kun trommeslageren Lee Harrison er tilbage fra det originale line-up, så er det med en vis spænding, jeg tager fat på bandets første studiealbum i mere end ti år.

Med bandets historik in mente er det ingen overraskelse, at deres fortolkning af Death Metal er sat sammen efter klassisk opskrift: Mike Hrubovcaks vokal er grumt growlende, og den ledsagende musik byder på masser af power, ligesom der er perioder med højt tempo, såvel som sekvenser i helt lavt gear. Lidt overraskelse er der alligevel på albummet, for jeg havde ikke ventet, at guitararbejdet ville byde på så meget melodi, som tilfældet er: Især de mange guitarsoli byder på fine melodier, som ofte endda afvikles tostemmigt.

Det hele forenes i ti numre, som inviterer til at få trænet nakkemusklerne: ”Radiated” afvikles i pænt tempo og domineres af guitarerne, mens Hrubovcak styrer ”Solar Vacuum” med en virkelig fed, lidt stakkato vokal – begge numre er Dødsmetal med klasse. Men Monstrosity håndterer også andet end det helt traditionelle: I ”The Proselygeist”, gør skæve guitarløb og et malende drive nummeret til et af albummets highlights, mens det afsluttende ”Slaves To The Evermore” byder på en meget alvorlig stemning.

”The Passage Of Existence” må siges at være et glimrende come back for Monstrosity, og hvis det står til mig, går der ikke ti år, før vi hører nyt fra dem.

Tracklist:
1. Cosmic Pandemia
2. Kingdom Of Fire
3. Radiated
4. Solar Vacuum
5. The Hive
6. Eyes Upon The Abyss
7. The Proselygeist
8. Maelstrom
9. Century
10. Slaves To The Evermore
Samlet spilletid: 48:36

Læs mere...

Redemption - Long Night's Journey Into Day

Der er gået to år siden Redemption udgav ”The Art Of Loss”, og dermed er bandet fra Los Angeles vendt tilbage til deres normale frekvens for studieudgivelser. Albummet markerer også noget nyt, idet det er det første med Evergrey- sangeren Tom Englund i front; han afløser Ray Alder, som forlod bandet sidste år.

At det ikke er et dårligt valg, beviser Englund allerede i åbningsnummeret ”Eyes You Dare Not Meet in Dreams” – Han synger kraftfuldt og varieret, og viser en glimrende indlevelse i nummeret. I det hele taget viser Redemption sig her fra deres bedste side: Nummeret er udstyret med virkelig stærke melodier, og på den musikalske side er der næsten perfekt balance mellem den meget varierede rytmesektion og de stærke guitarparter og flotte soli. At det hele er produceret til topkarakter, er næsten en selvfølgelighed.
At jeg bruger så meget plads på det første nummer skyldes, at beskrivelsen er dækkende for resten af albummet, når vi ser på fremførelse og opbygning. Og hvis Redemption havde præsteret lige så stærkt materiale på resten af albummet, havde jeg kvitteret med et sekstal i bedømmelsen. Når det ikke sker, skyldes det nogle blege numre omkring albummets midte, hvor der trædes lige lovlig meget vande. Men resten af albummet er Progressiv musik af høj klasse, så det sendes videre med en klar anbefaling herfra.

Tracklist:
1. Eyes You Dare Not Meet in Dreams
2. Someone Else's Problem
3. The Echo Chamber
4. Impermanent
5. Indulge in Color
6. Little Men
7. And Yet
8. The Last of Me
9. New Year's Day
10. Long Night's Journey into Day
Samlet spilletid: 64:42

Læs mere...

Kissin´ Dynamite - Ecstasy

Tyske Kissin´ Dynamite startede som et gymnasieband, men fik siden vind i sejlene med udgivelse af flere albums og turnéer som opvarmning for navne som U.D.O. og Steel Panther. Efter at have beskæftiget mig med bandets femte fuldlængde, ”Ecstacy”, undrer det mig virkelig meget – man kan kun have valgt dem for at sikre, at hovednavnet ville tage sig bedst ud til koncerterne.

Kissin´ Dynamite spiller Hardrock, og det er tydeligt, at det har lyttet til genrens klassiske navne som Bon Jovi og Def Leppard. Det er der i sig selv ikke noget galt i; problemet er, at tyskerne gør det uden så meget som et strejf af hverken personlighed eller klasse. I stedet leverer de tretten numre, som er sammentømret af klichéer og tilsat omkvæd, som er hentet på hylden med Pop-ingredienser. Samtidig er produktionen i samme kategori, så man er sikker på ikke at støde nogen.
Det gør man så alligevel, for jeg er næsten vred over, at der udsendes sådan en omgang selvfølgeligheder. Ikke fordi bandet ikke kan spille, for det kan de. I f.eks. ”Somebody's Gotta Do It” er der udmærket gang i guitaren, man har endda lånt guitareffekten fra Bon Jovi’s ”Livin’ on a Prayer” – men så snart det kommer til omkvædet, er energien væk.

Kissin´ Dynamite skal som alle andre repræsentanter for genren prøve sig med en ballade, som vi får i form af ”Still Around” – en virkelig kvalmende affære. Måske er det grunden til, at man smider endnu en ballade ind senere - Den er knap så slem, men alligevel kun en anelse lettere fordøjelig. Den eneste gang, hvor Kissin´ Dynamite viser en smule kvaliteter, er i ”Breaking The Silence”, hvor lidt southern-stemning og en sej rytme fungerer godt … indtil omkvædet også ødelægger det.

De eneste virkelig positive ord, jeg vil knytte til albummet, retter sig mod sangeren Hannes Braun, som har en glimrende Hardrock vokal. Den redder en halv stjerne i karakteren – det siger meget om min holdning til resten af indholdet.

Tracklist:
1. I've Got The Fire
2. You're Not Alone
3. Somebody's Gotta Do It
4. Ecstasy
5. Still Around
6. Superhuman
7. Placebo
8. Breaking The Silence
9. Waging War
10. One More Time
11. Heart Of Stone
12. Wild Wind
13. No Time To Wonder
Samlet spilletid: 55:12

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed