fbpx

Arch/Matheos - Winter Ethereal

”Winter Ethereal“ er det andet album fra sangeren John Arch og guitaristen Jim Matheos, og kommer 8 år efter "Sympathetic Resonance”. Denne gang er denne gang én stor ”Fates Warning forbrødring” idet besætningen består af en lang række nuværende og forhenværende bassister og trommeslagere herfra; dertil kommer flere gæstemusikere andre steder fra.

Men det er selvfølgelig d’herrer Arch og Matheos der er i fokus, og de præsterer hver især som forventet: Arch synger virkelig rent, stærkt og kraftfuldt, og ville passe ind i mange sammenhænge. Det samme gælder Matheos, som igen får bevist, at han er en eminent guitarist med stor bredde i sit spil – så langt er alt i orden. Men (for jo, der er et men!) det er desværre ikke nok til at skabe et godt album. At alle medvirkende spiller virkelig godt (for det gør de) nytter ikke meget, hvis ikke materialet følger trop.
Det første problem ligger i spilletiden, for godt en times spilletid er alt for meget for de 9 numre. Eller sagt omvendt: Musikken er simpelthen ikke spændende nok til at udfylde så lang spilletid på fornuftig vis. I perioder mangler de dynamik, så de kommer til at virke stillestående, og det er kun i kortere sekvenser, at de rykker for alvor. Det sker når trommerne driver musikken fremad, eller Matheos hiver et godt riff ud af ærmet. Men det sker for sjældent, og under mine lyttesessioner tog jeg flere gange mig selv i at miste fokus og gøre andre ting. Det er et dårligt tegn, og numrene bliver ikke hængende i hukommelsen.

Tracklist:
1. Vermilion Moons
2. Wanderlust
3. Solitary Man
4. Wrath of the Universe
5. Tethered
6. Straight and Narrow
7. Pitch Black Prism
8. Never in Your Hands
9. Kindred Spirits
Samlet spilletid: 67:59.

Læs mere...

Allegaeon - Apoptosis

Allegaeon er et af de bands, jeg har fulgt i mit virke som anmelder; siden ”Formshifter” fra 2012 har alle bandets albums været forbi min anmelderstak. Og det har altid været en positiv oplevelse, for bandets kombination af Death Metal med masser af både teknik og melodi er altid faldet i min smag. Derfor var det en formssag at sige ja til at anmelde bandets femte studiealbum, ”Apoptosis”.

Siden forgængeren ”Proponent for Sentience” er Brandon Michael kommet til som ny bassist, og jeg skal da lige love for, at han markerer sig: I det instrumentale åbningsnummer præsterer han nærmest vanvittige løb på gribebrættet, men også i de resterende numre er bassen en vital del af lydbilledet. Her arbejder den sammen med guitarer, der leverer masser af hurtige løb (”Extremophiles (B)” og ”Stellar Tidal Disruption”), men også holder de melodiske sider af musikken højt (”The Secular Age” og ”Extremophiles (A)”). Det vigtigste er, at Allegaeon igen holder fast i det tekniske uden at overdrive, så musikken mister gnisten. Derfor er det lige naturligt at finde det meget energiske “Metaphobia” og det akustiske ”Colors of the Currents” på tracklisten. I sidstnævnte spiller den klassiske guitarist Christina Sandsengen en meget flot duet med Greg Burgess.

Langt hen ad vejen lægger ”Apoptosis” sig direkte i slipstrømmen på sine forgængere, og at bedømmelsen denne gang ikke er helt så høj som for nogle af de tidligere albums, er en mindre ting i det store billede.

Tracklist:
1. Parthenogenesis
2. Interphase // Meiosis
3. Extremophiles (B)
4. The Secular Age
5. Exothermic Chemical Combustion
6. Extremophiles (A)
7. Metaphobia
8. Tsunami and Submergence
9. Colors of the Currents
10. Stellar Tidal Disruption
11. Apoptosis
Samlet spilletid: 56:18

Læs mere...

Ketzer - Cloud Collider

Ti år efter udsendelse af deres debut ”Satan's Boundaries Unchained”, er tyske Ketzer ude med album nummer fire: ”Cloud Collider”. Albummet har været tre år undervejs, og blev indspillet i to studier i løbet af efteråret 2018.

Hvor forgængeren ”Starless” stilmæssigt var mere Rock og Post Metal, markerer det nye udspil en tilbagevenden til en mere rendyrket form for Metal. Det er umiddelbart en rigtig god ide, for efter en kort instrumental intro brager bandet fra domkirkebyen Köln løs for fuld tryk: ”Keine Angst” sætter retning mod det mørke med Black guitarer og en dejligt grum vokal, mens ”Walls” fortsætter samme mørke stil, bare ikke så varieret. Endelig markerer titelnummeret en energisk og intens afrunding på en hård og vellykket åbning, inden det nedtonede ”Forever Death” giver en energimæssig pause.

Herefter er det som om kvaliteten stille og roligt falder frem mod slutningen, for selvom vokalen fastholder sin grumme og hvæsende natur, er det ikke nok. For samtidig mister musikken en stor del af sin intensitet; det er som om den går tabt i interne detaljer uden at bidrage til helheden. Resultatet er, at hvis man køber albummet på vinyl, vil man have en stærk side A, men kun sjældent høre side B – som helhed kan ”Cloud Collider” derfor kun høste et Okay herfra.

Tracklist:
1. The Machine
2. Keine Angst
3. Walls
4. Cloud Collider
5. Forever Death
6. The Wind Brings Them Horses
7. No Stories Left
8. This Knife Won't Stay Clean Today
9. (The Taste of) Rust and Bone
10. Light Dies Last
Samlet spilletid: 42:35

Læs mere...

Whitechapel - The Valley

Når Whitechapel har valgt at kalde deres syvende album for "The Valley” skyldes det, at sangeren Phil Bozeman voksede op i Hardin Valley i Tennessee, og at teksterne i de ti numre handler om hans barndom. Bedømt ud fra musikkens hårdhed har det langt fra været lutter lagkage.

Whitechapel er kendt for deres brutale stil mellem Death Metal og Deathcore, og den finder vi igen i de fleste numre – mere herom om lidt. For der er også en anden og mere imødekommende side i bandets musik, som vi møder allerede i åbningsnummeret. Her afbrydes den brutale Metal af et melodisk omkvæd, som gør nummeret mere åbent og venligt. Det tager ”Hickory Creek” et skridt videre, for med sin rolige facon og rene vokal ville nummeret passe fint på en Stonesour plade. Endelig blandes tingene i ”Third Depth”, hvor ren og brølende vokal mødes til musik med hårdhed i mellemklassen.

Så er det også slut med det melodiske, for i den resterende del af spilletiden er det brutal Dødsmetal, der er i centrum. Der bydes på fin variation i udtryk (”Forgiveness is Weakness”), tunge rytmer i stil med Korn (”Black Bear”) og ekstra vrede og power i albummets bedste nummer (”Lovelace”). Som sådan opnår Whitechapel et pænt bredt udtryk, men genren har sine begrænsninger på dén front. Derfor er der i den brutale del at albummet tendenser til ensformighed, som trækker ned i bedømmelsen.

Tracklist:
1. When a Demon Defiles a Witch
2. Forgiveness is Weakness
3. Brimstone
4. Hickory Creek
5. Black Bear
6. We Are One
7. The Other Side
8. Third Depth
9. Lovelace
10. Doom Woods
Samlet spilletid: 40:29

Læs mere...

Tyr - Hel

Allerede inden dets udgivelse er “Hel” noget usædvanligt for færøske Tyr; hvor der maksimalt har været 3 år mellem deres syv første studiealbums, har der denne gang været en pause på hele 6 år. Det skyldes dels, at det høje tempo var for meget i længden, dels at man har fået ny trommeslager og ditto guitarist.

Nye folk eller ej, så fastholder Tyr deres melodiske og meget nordiske version af Folk Metal, og lyder langt henad vejen som de plejer. Derfor er der genhør med flotte vokaler og lækre guitarmelodier, og selvom der er indslag med udmærket Metal, er det de melodiske sider af bandet, der vises mest denne gang. Og vi bliver heller ikke snydt for færøsk fællessang – det er der masser af i “Ragnars Kvæði”.

Jeg må indrømme, at Tyr aldrig rigtig har fået greb i mig, og det lykkes heller ikke for dem med ”Hel”. Selvom de ind imellem har fat i noget godt, så fanger det mig ikke – det hele er lidt for hyggeligt for min smag. Og så er der flere numre med sekvenser, som ligner hinanden meget – jeg tog mig selv i at tænke omkvædet fra ”All Heroes Fall” ind i et par af de andre numre senere på albummet. Desuden er der et par ligegyldige tracks, som jeg sagtens kunne undvære – med 70 minutters spilletid ville det ikke gøre noget at skære der. Når det er sagt, så er jeg sikker på, at Tyrs faste følgere vil være meget uenige og bedømme albummet meget højere end jeg gør.

Tracklist:
1. Gates of Hel
2. All Heroes Fall
3. Ragnars Kvæði
4. Garmr
5. Sunset Shore
6. Downhill Drunk
7. Empire of the North
8. Far from the Worries of the World
9. King of Time
10. Fire and Flame
11. Against the Gods
12. Songs of War
13. Alvur Kongur
Samlet spilletid: 69:56

Læs mere...

Downfall Of Gaia - Ethic Of Radical Finitude

Man kan ikke anklage Downfall Of Gaia (DoG) for at forhaste sig, når det gælder nye udgivelser; alene sangskrivningen til dette album strakte sig over seksten måneder. Det er grunden til, at ”Ethic Of Radical Finitude” kommer tre år efter bandets seneste udspil.

Åbningsnummeret er blot en stille instrumental indledning med strygere, så reelt er der kun fem numre på udgivelsen. Når spilletiden alligevel runder fyrre minutter skyldes det, at flere tracks er tæt på de ti minutters varighed. Det er lidt usædvanligt, for stilmæssigt holder DoG sig til Black Metal af den traditionelle slags. Og den mestrer de 100%, for der er den helt rigtige blanding af energi og melodi i guitararbejdet, mens trommerne hamrer løs i opskruet tempo. At vokalen skriger ret ukontrolleret, er en mindre skønhedsplet i det store billede.

Den udvidede spilletid bliver brugt til at give plads til mindre aggressive passager, ligesom der suppleres med kvindestemmer et par steder. Det er med til at give bredde og variation til det samlede billede.

Med ”Ethic Of Radical Finitude” viser Downfall Of Gaia, at man ikke behøver at være Michelinkok for at lave velsmagende mad, bare grundopskriften er i orden. Og det er den, for de fire medlemmer formår at balancere elementerne i den traditionelle Black Metal – mere skal der ikke til, for at få det bedste ud af det.

Tracklist:
1. Seduced By
2. The Grotesque Illusion of Being
3. We Pursue the Serpent of Time
4. Guided Through a Starless Night
5. As Our Bones Break to the Dance
6. Of Withering Violet Leaves
Samlet spilletid: 40:07

Læs mere...

Artillery - The Face Of Fear

Det er lige før man kan stille sit ur efter Artillerys udgivelser; siden deres første album efter gendannelsen, ”When Death Comes”, har de med en enkelt undtagelse udsendt et nyt studiealbum hvert andet år. Det nyeste hedder ”The Face Of Fear”, og som det har været tilfældet en del gange nu, er det Søren Andersen, som har stået for produktionen.

Efter deres tilbagekomst for efterhånden ti år siden, er der kommet mere melodi ind i Artillerys numre, og det er blevet en stærk del at helheden. Den position er ikke blevet svækket på det nye udspil, snarere tværtimod. Det skyldes først og fremmest, at numrene er udstyret med stærke melodilinjer (som i ”Thirst For The Worst”) og meget fængende omkvæd – stærkt i ”Crossroads To Conspiracy”, som har fint råbe-med potentiale, men bedst i ”Through The Ages Of Atrocity”, hvor tekst og musik passer usædvanligt godt sammen.) Her trækker det ikke fra, at Michael Bastholm leverer en af sine stærkeste præstationer i front for bandet; en stærk og alsidig vokal, som også ville passe ind i Power Metal.

En enkelt gang kommer både han og resten af bandet dog til kort: Det sker i ”Pain”, som indeholder mange klichéer, men ingen godbidder, og derfor ender langt under Artillerys vanlige standard - det bliver der sat en tyk streg under i alle andre numre.

Artillery har ikke glemt at de er et Thrash band, og albummet byder på masser af fede riffs og uptempo Metal – helt som vi forventer det. Numrene er endda lidt mere rå i kanten takket være en mere upoleret produktion and vanligt.

Trods det ene udfald er ”The Face Of Fear” et derfor stærkt udspil, hvor Artillery igen viser, at de håndterer energisk Metal og melodiske elementer med lige stor sikkerhed.

Tracklist:
1. The Face Of Fear
2. Crossroads To Conspiracy
3. New Rage
4. Sworn Utopia
5. Through The Ages Of Atrocity
6. Thirst For The Worst
7. Pain
8. Under Water
9. Preaching To The Converted
Samlet spilletid: 34:58

Læs mere...

Skull Pit - Skull Pit

Hvis ikke vi havde internettet, var dette album sikkert aldrig blevet til noget, for det er her, Mem V. Stein (kendt fra Exumer) og Tatsu Mikami (kendt fra Church of Misery) i flere år udvekslede ideer til dette debutalbum fra Skullpit – ganske praktisk når den første bor i New York, mens den anden hører hjemme i Tokyo.

Ideen var fra starten, at man ville søge tilbage til Metallens første storhedstid, hvor NWOBHM herskede. Der er også tydelig inspiration at spore fra den tid, for man kan ikke være i tvivl om, at de to musikere har lyttet temmelig meget til Motörhead. For selv om vokalen ligger langt fra Lemmys og bassen slet ikke forvrænger så meget som hans, er der mange lighedspunkter i numrene: Musikken buldrer bare afsted i et friskt tempo, men den indeholder en pæn portion Rock. Samtidig har Skull Pit lånt elementer mere eller mindre direkte, f.eks. er måden først bas, så trommer, så guitar kommer ind i starten af ”Marauders” brugt flere gange af de engelske forbilleder. Men her er det okay at låne, for nummeret er virkelig godt.

Musikken er ikke specielt original eller godt spillet, men der er noget sympatisk over den ligefremme stil. Og netop den umiddelbare glæde ved bare at fyre den af uden at skele til, om det er passende eller ej, er en ting, som jeg virkelig godt kan li’ ved albummet her. Så passer det fint ind, at man har valgt at slutte af med et cover af Rose Tattoo's "All the Lessons" – nummerets linje ”All The Bridges We Gotta Burn” siger det meget godt: Det er, hvad det er – take it or leave it! Jeg vælger det første!

Tracklist:
1. Double Cross
2. Roller
3. Fire Breather
4. Year Of The Dog
5. Soul Raiders
6. Blood Titan
7. Marauders
8. The Line
9. Wolf Spirit
10. All The Lessons (bonus track)
Samlet spilletid: 38:53

Læs mere...

The Ocean - Phanerozoic I: Palaezoic

På det seneste har der været stille omkring det tyske musikerkollektiv omkring hovedmanden Robin Staps, i hvert fald når det gælder albums – det seneste, ”Pelagial” ligger fem år tilbage. Det ændres der på nu, hvor første del af ”Phanerozoic” kommer på gaden; anden del udsendes efter planen i 2020.

Stort anlagte udgivelser er ikke noget nyt for tyskerne, og når det gælder indholdet, har udgivelsespausen heller ikke ændret noget dér. Som sædvanligvanligt er stort og mangfoldigt ord, der hurtigt dukker op når man skal beskrive numrene. Samtidig er de kendetegnet af en stor ro, derfor virker musikken ikke forceret, selv når det går hedt for sig. Og det gør det ind imellem, når vokalen brøler igennem og alle instrumenter fyres af.

Men The Ocean bevarer overblikket og udnytter den lange spilletid for de enkelte numre til at komme godt rundt i lydbilledet med mange forskellige elementer i brug. Der bruges en del keyboards, hvilket er med til at skabe bredde – det samme gør brug af klaver og strygere sammen med de elektriske instrumenter. Samtidig ligger det tekniske niveau højt, og med de mange temaer, der løbende afløser hinanden i de syv numre, havde det ikke været forkert at bruge betegnelsen Progressiv om indholdet.

I ”Cambrian II” står de melodiske sider stærkt, mens ”Ordovicium” er noget hårdere i kanten. De øvrige numre ligger ind imellem, og selv om nogle ideer får mere spilletid, end de fortjener, er den første del af ”Phanerozoic” et stærkt come back for The Ocean.

Tracklist:
1. The Cambrian Explosion
2. Cambrian II - Eternal Recurrence
3. Ordovicium - The Glaciation of Gondwana
4. Silurian - Age of Sea Scorpions
5. Devonian - Nascent
6. The Carboniferous Rainforest Collapse
7. Permian - The Great Dying
Samlet spilletid: 47:45

Læs mere...

Nothgard - Malady X

Efter at have udgivet deres første tre albums på tre forskellige selskaber, skrev tyske Nothgard tidligere på året en kontrakt med Metal Blade Records for flere albums. ”Malady X” er det første af disse, og at dømme ud fra presseteksten er det kreeret af musikere med selvtilliden helt i top.

Efter en pompøs symfonisk intro byder titelnummeret med et ”Welcome to the Show” indenfor i bandets musikalske verden; her er det Death Metal med melodiske guitarer, stemningsfyldte keyboards og leadguitaristen Dom R. Creys brølende, men ikke specielt varierede vokal, der er i centrum. Nummeret spilles i højt tempo, det samme gør ”Epitaph” og ”Serpent Hollow” – i alle tre numre minder Nothgard mig om kollegerne fra Omnium Gatherum.

I andre numre som “Shades Of War” og “Fall Of An Empire” er stemningen mørkere og på en måde mere alvorlig – i sidstnævnte får man fornemmelsen af, at iagttage et lurende rovdyr – det er ret cool. Desværre er ikke alle numre lige så spændende, for selvom flere gæster optræder på albummet, er der også ret ordinære ting på tracklisten. I sidste ende er de positive elementer alligevel lige netop nok til at trække fire stjerner hjem til Nothgard, så selv om træerne ikke vokser ind i himlen, har Nothgard alligevel noget at have deres selvtillid i.

Tracklist:
1. Voyage To Decay (Intro)
2. Malady X
3. Shades Of War
4. Guardians Of Sanity
5. Epitaph
6. Deamonium I
7. Serpent Hollow
8. Devil Will Know
9. Fall Of An Empire
10. Herald Of Death
11. Black Horizon (Instrumental)
Samlet spilletid: 45:28

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed