fbpx

Angel Witch - Angel Of Light

Fyrre års eksistens er en milepæl, som kun de allerfærreste bands oplever, men med en historie, der startede i 1978 hører engelske Angel Witch til den eksklusive klub. Med til historien hører dog, at der har været pauser ind imellem, ligesom sangeren og guitaristen Kevin Heybourne er den eneste gennemgående figur. Bandets nyeste album er således kun det femte, og følger efter ”As Above, So Below” fra 2012.
I presseteksten udråbes albummet til en ren åbenbaring, men det er en af de overdrivelser, der ikke holder en meter. Det starter ellers meget godt, for åbneren ”Don't Turn Your Back” kører godt med et fint riff og et udmærket omkvæd, som Heybourne fremfører med en lys vokal. Det efterfølgende ”Death from Andromeda” holder skansen med et fint drive og lækre guitarer, men herfra er det så som så med de positive indslag. De efterfølgende numre byder på alle genrens kendte byggesten fra dagadak rytmer over double lead guitarer til en ballade, men da det hele er sammensat uden gnist og personlighed, har det mere end svært ved at gøre sig gældende.
Nej, ”Angel Of Light” er langt fra den lovede åbenbaring; albummet rammer den klassiske stil udmærket, men omsætter den med meget lidt overbevisning.

Tracklist:
1. Don't Turn Your Back
2. Death from Andromeda
3. We are Damned
4. The Night is Calling
5. Condemned
6. Window of Despair
7. I am Infamy
8. Angel of Light
Samlet spilletid: 47:43

Læs mere...

Entrails - Rise Of The Reaper

Entrails er et af de bands, hvis historie i mindst lige så høj grad er præget af modgang og forviklinger som af musikalske præstationer: Både i 1990’erne, hvor det ikke lykkedes at indspille albums, og efter genopstandelsen i 2008 er det primært guitaristen Jimmy Lundqvists stædighed, der har båret bandet gennem diverse personaleudskiftninger. Således også det nyeste udspil, som igen byder på nye musikere, men stilmæssigt hægter sig på de tidligere albums. Der startes og sluttes med et ret stille instrumentalnummer, og her imellem giver svenskerne forskellige bud på deres fortolkning af Dødsmetal. Denne rækker fra det melodiske til det mere rå, men uden at ramme yderpunkterne for de to retninger.
Foruden at dominere de to instrumentalnumre, kommer det melodiske mest til udtryk i numre som ”For Hell” og ”Destruction”, hvor guitarerne tilfører flotte melodier. I hovedparten af numrene er stilen mere i retning af klassisk Death Metal med drive og rå energi. Flere numre har mindre interessante passager, men reddes af dele med stærkt drive. Det bedste eksempel er ”For Whom the Head Rolls”, som ikke bare er udstyret med en fed titel, men også har albummets absolut sejeste guitarer. I den sidste ende er det netop evnen til at tilføre numrene noget stærkt når det gælder, der gør ”Rise Of The Reaper” til et godt og underholdende album.

Tracklist:
1. Rise of the Reaper (Intro)
2. For Hell
3. Miscreation
4. The Pyre
5. In the Shape of the Dead
6. Gravekeeper
7. Destination Death
8. Destruction
9. Crawl in Your Guts
10. For Whom the Head Rolls
11. Evils of the Night
12. Cathedral of Pain
13. The End (Outro)
Samlet spilletid: 46:32

Læs mere...

Endseeker - The Harvest

Nordtyske Hamborg er hjemby for Endseeker, som startede i 2014, og tre år senere albumdebuterede med ”Flesh Hammer Prophecy”. Det album var resultat af et godt samarbejde med produceren Eike Freese, så han var det naturlige valg til at sidde bag pulten på opfølgeren ”The Harvest”.

Her kaster de fem medlemmer sig ud i en omgang Dødsmetal af den gamle skole; bandet nævner selv navne som Entombed, og Grave blandt inspirationskilderne, og det høres også i numrene. Hovedparten af de 10 tracks afvikles i højt tempo, men i ”Cure” og ”Whores Of War” sænkes tempoet. Det giver lidt tiltrængt afveksling, men fungerer ikke helt for bandet. De føler sig klart bedre tilpas, når det er Metal i højere tempo, der akkompagnerer sangeren Lennys growl. Der er en tendens til at bruge de samme elementer flere gange, men når det kører, kører det godt for Endseeker. Det gør ”Spiritual Euphoria” og “Epitome Of Decadence” til mine favoritter på ”The Harvest”.

Albummet rundes af med et cover af Megadeth-klassikeren ”Symphony of Destruction”, men Endseekers udgave ligger så tæt op ad originalen, at en malplaceret growlende vokal er det eneste nye, så det kunne jeg godt have undværet. Heldigvis er resten af albummet stærkt nok til, at tyskerne hiver fire solide stjerner hjem for deres indsats.

Tracklist:
1. Parasite
2. Pulse
3. Cure
4. Spiritual Euphoria
5. Whores Of War
6. The Harvest
7. Epitome Of Decadence
8. Immortalized
9. Vicious Devourer
10. Symphony Of Destruction (Bonus Track)
Samlet spilletid: 42:30

Læs mere...

Ram - The Throne Within

Det sjette studiealbum fra Ram bærer titlen "The Throne Within” og udkommer netop som svenskerne kan fejre deres 20 års beståen. Albummet er indspillet i bandets eget Black Path Studio, og naturligvis har de selv produceret.

Mine tidligere møder med Ram har haft kvalitetsmæssige op- og nedture, men stilmæssigt holder de fem svenskere fast i den klassiske Heavy Metal. Således også denne gang, hvor det virker som om, at bandet selv vil markere jubilæet rent musikalsk. Medlemmerne virker særligt opsatte, og numrene afvikles i frisk tempo med alle genrens kendte elementer omsat på en stærk og gennemført måde. Der køres på med både melodi og power, som lige får et hak opad når guitarerne får lov af sejtrække, som det sker i ”Fang and Fur” og ”The Trap”. Samtidig viser Oscar Carlquist hvor god en sanger han er, når han får så godt materiale at arbejde med som i ”Spirit Reaper”.

Som med alle moderne bands kan man høre inspiration forskellige steder fra, men alligevel overrasker ”You all Leave”. Her lægger Ram sig meget tæt på Iron Maiden, for både opbygning, fremførelse og mix af vokalen er som taget direkte fra de engelske ikoner. Det er malplaceret og unødvendigt, Ram kan sagtens selv. Det viser de på dette album, som er det mest helstøbte til dato, og jeg kan kun give thumbs up og ønske Ram tillykke med jubilæet!

Tracklist:
1. The Shadowwork
2. Blades of Betrayal
3. Fang and Fur
4. Violence (is Golden)
5. The Trap
6. No Refuge
7. Spirit Reaper
8. You all Leave
9. Ravnfell
Samlet spilletid: 44:07

Læs mere...

Sacred Reich - Awakening

I musikkens verden er 23 år pænt lang tid – mange bands når slet ikke at eksistere så længe inden de løber tør for ideer og splittes for alle vinde. Set i det lys er det imponerende, at det i år er netop 23 år siden, at Sacred Reich udsendte deres seneste studiealbum. Siden 2006 har bandet været gendannet, men kun i live sammenhæng. Nu har de så igen været i studiet, denne gang med Dave McClain tilbage bag trommerne, mens Joey Radziwill er ny guitarist ved siden af Wiley Arnett.

Sammen med bassisten og frontmanden Phil Rind fastholder teamet deres bud på, hvordan Thrash Metal skal lyde, og her er den lange pause fra studiet ikke til at overhøre. Godt nok afvikles numrene i et friskt tempo, men de fremstår upersonlige og hæver sig kun sjældent op over det middelmådige. Årsagen er, at man fastholder gammelkendte opbygninger og elementer. Her klarer omkvædene sig udmærket, godt hjulpet af Rinds vokal – den er ikke særlig markant, men passer alligevel fint til musikken. Alligevel er det kun ”Revolution”, der byder på noget af den aggressivitet, som jeg forbinder med sej Thrash Metal.

Som helhed lever ”Awakening” ikke op til sit navn, for albummet viser et band, som er noget rustent i leddene. Derfor håber jeg, at Sacred Reich får en gang WD40 inden deres næste udspil.

Tracklist:
1 Awakening
2 Divide and Conquer
3 Salvation
4 Manifest Reality
5 Killing Machine
6 Death Valley
7 Revolution
8 Something To Believe
Samlet spilletid: 31:24

Læs mere...

Batushka - Hospodi

Stridigheder om retten til et bands navn er noget, der ofte er gået så meget i hårdknude, at det må afgøres i retten – tænk bare på et eksempel som Immortal – og nu kan der føjes et nyt navn til listen: Både sangeren Варфоломей og instrumentalisten Христофор fra polske Batushka mener at have smidt den anden ud, så derfor findes der nu to bands med navnet Batushka – Христофор har dog valgt at skrive sin udgave med kyrilliske bogstaver. Nå, indtil der skabes klarhed holder jeg mig til at bedømme ”Hospodi”.

Musikken holder sig i det store og hele indenfor de kendte rammer for Sort Metal, så her skiller albummet sig ikke ud fra mængden; det samme gælder for den skrigende vokal, der virkelig skærer igennem, men omvendt er hørt før andre steder.
Til gengæld markerer Batushka sig meget selvstændigt når det gælder de øvrige vokaler. Her skabes der flotte, flerstemmige harmonier i flere størrelser, fra mørkt kirkekor i ”Wieczernia” til a Capella i starten af ”Polunosznica”. Nummeret udmærker sig også ved at have en flot melodi, som gør det til albummets bedste.

Hvis ”Hospodi” er, hvad Batushka kan i opdelt udgave, så håber jeg, at de to stridshaner finder sammen igen. For udover de nævnte positive elementer er der ikke meget kød på udgivelsen, der i højere grad byder på stangvare end personlige input.

Tracklist:
01. Wozglas
02. Dziewiatyj Czas
03. Wieczernia
04. Powieczerje
05. Polunosznica
06. Utrenia
07. Pierwyj Czas
08. Tretij Czas
09. Szestoj Czas
10. Liturgiya
Samlet spilletid: 50:34

Læs mere...

Hate - Auric Gates Of Veles

Selv om Hate har haft skiftende besætninger og i nogle år har været reduceret til en duo, har det ikke ændret på bandets virkelig vrede Death Metal; i de senere år er den endda blevet skærpet ved at indlemme elementer fra Black Metal. Årsagen til den faste kurs skal søges i, at Adam the First Sinner stadig styrer alt undtagen slagtøj – det overlader han til Pavulon.

Den rollefordeling lader til at passe begge parter fortrinligt, for de leverer Metal på et virkelig højt niveau; albummet er en langemand i ansigtet på de folk, der fejlagtigt tror, at Metal er noget, enhver kan spille.

Her bliver den overbevisende indsats omsat til Dødsmetal med en fortættet mørk atmosfære, der ikke kammer over i ren Black Metal, men hele tiden bevæger sig i grænselandet mellem de to genrer. Det giver numrene et udtryk, som er meget brutalt, men også en smule lukket. Det søger Hate at modvirke ved at snige en smule melodi ind i guitararbejdet, men det ændrer ikke meget på helheden – de sejtrækkende guitarer og de smadrende trommer sætter retningen for de 8 numre. Adam sætter trumf på med en stærkt brølende vokal, som tilfører ekstra power.

Hate giver mig anledning til endnu engang at konstatere, at den polske scene for Death- og Black Metal hører blandt de allerbedste, selvom en smule monotoni koster lidt i den samlede karakter.

Tracklist:
1. Seventh Manvantara
2. Triskhelion
3. The Volga's Veins
4. Sovereign Sanctity
5. Path To Arkhen
6. Auric Gates of Veles
7. Salve Ignis
8. Generation Sulphur
Samlet spilletid: 39:10

Læs mere...

Vulture - Ghastly Waves & Battered Graves

Min allerførste gennemlytning af dette album gjorde mig en smule forvirret: Var der virkelig tale om et nyt album, eller havde Metal Blade Records genudgivet en gammel skive fra 1980’erne? Stil, fremførelse og lyd sagde det sidste, men pressematerialet sagde det første. Og ja, der er tale om et nyt album fra tyske Vulture, nærmere det andet efter debutskiven ”The Guillotine” fra 2017. Og nej, bandet er ikke startet startet for 40, men for 4 år siden.

Min indledende forvirring skyldes musikken, for Vulture spiller en cocktail af Speed- og Thrash Metal, hvor riff´ene fyres af i vildt tempo, og energien er skyhøj. I sig selv ikke nogen dårlig ting, men selv det bedste ting bliver skidt, hvis det overdrives. Og det gør det ind imellem for Vulture; skal jeg samle indsatsen i ét ord, bliver det Overtændt. Bandet er næsten ved at spænde ben for sig selv for at komme ud over stepperne, men det hele bliver hurtigt for meget, så det hele virker næsten som en karikatur. Det sidste gælder primært vokalen, som med high pitch bjæffen og vilde powerhyl sætter indsatsen på spidsen.

Jeg ved godt, at elementerne hører med til Speed Metal genren, men albummet havde været bedre, hvis man havde skruet lidt ned for engagementet og satset på en mindre old school produktion. Energien fejler intet, og det er i høj grad den, der hiver tre stjerner hjem til Vulture.

Tracklist:
1. Fed To Sharks
2. The Garotte
3. B.T.B. (Beyond The Blade)
4. Ghastly Waves & Battered Graves
5. Dewer's Hollow
6. Tyrantula
7. Stainless Glare
8. Murderous Militia
Samlet spilletid: 43:33

Læs mere...

Destrage - The Chosen One

Jeg blev positivt overrasket, da jeg i 2014 stødte på Destrage; albummet ”Are You kidding Me? No.” blæste mig bagover med sin forrygende opvisning i teknisk Metal. Stilen fortsatte på ”A Means To No End” to år senere, og nu er italienerne ude med deres femte album ”The Chosen One”.

Her er det igen den tekniske side af musikken, der er i fokus, og igen viser italienerne en stor bredde i deres musikalske udtryk. Det betyder, at numrene generelt er sammensat af passager med teknisk udfordrende musik, vekslende rytmer, brølende vokaler og rene kor, hvor de sidste fremfører ret fængende melodier. Indholdet vægtes forskelligt i de enkelte tracks: Således er musikken i ”About That” gennemgående let kaotisk, men balanceres af omkvædet, mens de skæve guitarer i starten af ”Mr. Bugman” afløses af mere traditionel Metal. Endelig skrues der op for energien i ”Headache and Crumbs”, hvor lynhurtige guitarløb bygger op til vokalerne, inden slutnummeret ”The Gifted One” lukker og slukker med vokal og guitar som eneste elementer.

Når man betragter ”The Chosen One” som helhed, er det svært ikke at synes om bandets evne til at skabe teknisk udfordrende musik uden, at det ender i ren opvisning. Samtidig er der en fin balance mellem de hårde og de melodiske elementer, så tingene ikke bliver ensidige. Derfor er det et lille dyk i kvaliteten på et par numre, der giver en bedømmelse under forgængernes.

Tracklist:
1. The Chosen One
2. About That
3. Hey, Stranger!
4. At the Cost of Pleasure
5. Mr. Bugman
6. Rage, My Alibi
7. Headache and Crumbs
8. The Gifted One
Samlet spilletid: 39:33

Læs mere...

Tanith - In Another Time

Tanith er fra New York, og bandet startede i 2017. Allerede samme år udsendte de en single, og den følger de nu op med deres første album, ”In Another Time”.
Den titel er meget passende, for de ni numre er et spring tilbage til en anden tid; nærmere betegnet til 1970erne, hvor Blue Oyster Cult, Thin Lizzy og Uriah Heep satte retningen for hvordan Hard Rock skulle lyde. Den linje arbejder amerikanerne hårdt på at følge, så både stil og fremførelse matcher flot, og hvis ikke det var for den udmærkede produktion, kunne man sagtens tro, at albummet var 40-45 år gammelt. Et gennemgående element er vokalerne, som guitaristen Russ Tippins og bassisten Cindy Maynard deler imellem sig. Fordelingen giver en vis variation, men ikke så meget dynamik. Bagsiden af medaljen omkring den autentiske retrostil er netop, at den ikke er særligt dynamisk. I stedet bruges ret lang tid på at opbygge stemning, hvilket fungerer fint i ”Cassini's Deadly Plunge” og ”Under the Stars”, mens de øvrige numre placerer sig i kategorierne ”hyggelig” og ”ufarlig”. På den måde er noget af arbejdet spildt, for selv om alt er fint spillet, så er der akut mangel på spændende øjeblikke, og numrene rører mig slet ikke. Derfor ender det autentiske helhedskoncept med at være albummets største aktiv, og det er for lidt til at markere sig.

Tracklist:
1. Citadel
2. Book of Changes
3. Wing of the Owl
4. Cassini's Deadly Plunge
5. Under the Stars
6. Mountain
7. Eleven Years
8. Dionysus
9. Under the Stars (reprise)
Samlet spilletid: 43:55

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed