fbpx

Whitechapel - The Valley

Når Whitechapel har valgt at kalde deres syvende album for "The Valley” skyldes det, at sangeren Phil Bozeman voksede op i Hardin Valley i Tennessee, og at teksterne i de ti numre handler om hans barndom. Bedømt ud fra musikkens hårdhed har det langt fra været lutter lagkage.

Whitechapel er kendt for deres brutale stil mellem Death Metal og Deathcore, og den finder vi igen i de fleste numre – mere herom om lidt. For der er også en anden og mere imødekommende side i bandets musik, som vi møder allerede i åbningsnummeret. Her afbrydes den brutale Metal af et melodisk omkvæd, som gør nummeret mere åbent og venligt. Det tager ”Hickory Creek” et skridt videre, for med sin rolige facon og rene vokal ville nummeret passe fint på en Stonesour plade. Endelig blandes tingene i ”Third Depth”, hvor ren og brølende vokal mødes til musik med hårdhed i mellemklassen.

Så er det også slut med det melodiske, for i den resterende del af spilletiden er det brutal Dødsmetal, der er i centrum. Der bydes på fin variation i udtryk (”Forgiveness is Weakness”), tunge rytmer i stil med Korn (”Black Bear”) og ekstra vrede og power i albummets bedste nummer (”Lovelace”). Som sådan opnår Whitechapel et pænt bredt udtryk, men genren har sine begrænsninger på dén front. Derfor er der i den brutale del at albummet tendenser til ensformighed, som trækker ned i bedømmelsen.

Tracklist:
1. When a Demon Defiles a Witch
2. Forgiveness is Weakness
3. Brimstone
4. Hickory Creek
5. Black Bear
6. We Are One
7. The Other Side
8. Third Depth
9. Lovelace
10. Doom Woods
Samlet spilletid: 40:29

Læs mere...

Tyr - Hel

Allerede inden dets udgivelse er “Hel” noget usædvanligt for færøske Tyr; hvor der maksimalt har været 3 år mellem deres syv første studiealbums, har der denne gang været en pause på hele 6 år. Det skyldes dels, at det høje tempo var for meget i længden, dels at man har fået ny trommeslager og ditto guitarist.

Nye folk eller ej, så fastholder Tyr deres melodiske og meget nordiske version af Folk Metal, og lyder langt henad vejen som de plejer. Derfor er der genhør med flotte vokaler og lækre guitarmelodier, og selvom der er indslag med udmærket Metal, er det de melodiske sider af bandet, der vises mest denne gang. Og vi bliver heller ikke snydt for færøsk fællessang – det er der masser af i “Ragnars Kvæði”.

Jeg må indrømme, at Tyr aldrig rigtig har fået greb i mig, og det lykkes heller ikke for dem med ”Hel”. Selvom de ind imellem har fat i noget godt, så fanger det mig ikke – det hele er lidt for hyggeligt for min smag. Og så er der flere numre med sekvenser, som ligner hinanden meget – jeg tog mig selv i at tænke omkvædet fra ”All Heroes Fall” ind i et par af de andre numre senere på albummet. Desuden er der et par ligegyldige tracks, som jeg sagtens kunne undvære – med 70 minutters spilletid ville det ikke gøre noget at skære der. Når det er sagt, så er jeg sikker på, at Tyrs faste følgere vil være meget uenige og bedømme albummet meget højere end jeg gør.

Tracklist:
1. Gates of Hel
2. All Heroes Fall
3. Ragnars Kvæði
4. Garmr
5. Sunset Shore
6. Downhill Drunk
7. Empire of the North
8. Far from the Worries of the World
9. King of Time
10. Fire and Flame
11. Against the Gods
12. Songs of War
13. Alvur Kongur
Samlet spilletid: 69:56

Læs mere...

Downfall Of Gaia - Ethic Of Radical Finitude

Man kan ikke anklage Downfall Of Gaia (DoG) for at forhaste sig, når det gælder nye udgivelser; alene sangskrivningen til dette album strakte sig over seksten måneder. Det er grunden til, at ”Ethic Of Radical Finitude” kommer tre år efter bandets seneste udspil.

Åbningsnummeret er blot en stille instrumental indledning med strygere, så reelt er der kun fem numre på udgivelsen. Når spilletiden alligevel runder fyrre minutter skyldes det, at flere tracks er tæt på de ti minutters varighed. Det er lidt usædvanligt, for stilmæssigt holder DoG sig til Black Metal af den traditionelle slags. Og den mestrer de 100%, for der er den helt rigtige blanding af energi og melodi i guitararbejdet, mens trommerne hamrer løs i opskruet tempo. At vokalen skriger ret ukontrolleret, er en mindre skønhedsplet i det store billede.

Den udvidede spilletid bliver brugt til at give plads til mindre aggressive passager, ligesom der suppleres med kvindestemmer et par steder. Det er med til at give bredde og variation til det samlede billede.

Med ”Ethic Of Radical Finitude” viser Downfall Of Gaia, at man ikke behøver at være Michelinkok for at lave velsmagende mad, bare grundopskriften er i orden. Og det er den, for de fire medlemmer formår at balancere elementerne i den traditionelle Black Metal – mere skal der ikke til, for at få det bedste ud af det.

Tracklist:
1. Seduced By
2. The Grotesque Illusion of Being
3. We Pursue the Serpent of Time
4. Guided Through a Starless Night
5. As Our Bones Break to the Dance
6. Of Withering Violet Leaves
Samlet spilletid: 40:07

Læs mere...

Artillery - The Face Of Fear

Det er lige før man kan stille sit ur efter Artillerys udgivelser; siden deres første album efter gendannelsen, ”When Death Comes”, har de med en enkelt undtagelse udsendt et nyt studiealbum hvert andet år. Det nyeste hedder ”The Face Of Fear”, og som det har været tilfældet en del gange nu, er det Søren Andersen, som har stået for produktionen.

Efter deres tilbagekomst for efterhånden ti år siden, er der kommet mere melodi ind i Artillerys numre, og det er blevet en stærk del at helheden. Den position er ikke blevet svækket på det nye udspil, snarere tværtimod. Det skyldes først og fremmest, at numrene er udstyret med stærke melodilinjer (som i ”Thirst For The Worst”) og meget fængende omkvæd – stærkt i ”Crossroads To Conspiracy”, som har fint råbe-med potentiale, men bedst i ”Through The Ages Of Atrocity”, hvor tekst og musik passer usædvanligt godt sammen.) Her trækker det ikke fra, at Michael Bastholm leverer en af sine stærkeste præstationer i front for bandet; en stærk og alsidig vokal, som også ville passe ind i Power Metal.

En enkelt gang kommer både han og resten af bandet dog til kort: Det sker i ”Pain”, som indeholder mange klichéer, men ingen godbidder, og derfor ender langt under Artillerys vanlige standard - det bliver der sat en tyk streg under i alle andre numre.

Artillery har ikke glemt at de er et Thrash band, og albummet byder på masser af fede riffs og uptempo Metal – helt som vi forventer det. Numrene er endda lidt mere rå i kanten takket være en mere upoleret produktion and vanligt.

Trods det ene udfald er ”The Face Of Fear” et derfor stærkt udspil, hvor Artillery igen viser, at de håndterer energisk Metal og melodiske elementer med lige stor sikkerhed.

Tracklist:
1. The Face Of Fear
2. Crossroads To Conspiracy
3. New Rage
4. Sworn Utopia
5. Through The Ages Of Atrocity
6. Thirst For The Worst
7. Pain
8. Under Water
9. Preaching To The Converted
Samlet spilletid: 34:58

Læs mere...

Skull Pit - Skull Pit

Hvis ikke vi havde internettet, var dette album sikkert aldrig blevet til noget, for det er her, Mem V. Stein (kendt fra Exumer) og Tatsu Mikami (kendt fra Church of Misery) i flere år udvekslede ideer til dette debutalbum fra Skullpit – ganske praktisk når den første bor i New York, mens den anden hører hjemme i Tokyo.

Ideen var fra starten, at man ville søge tilbage til Metallens første storhedstid, hvor NWOBHM herskede. Der er også tydelig inspiration at spore fra den tid, for man kan ikke være i tvivl om, at de to musikere har lyttet temmelig meget til Motörhead. For selv om vokalen ligger langt fra Lemmys og bassen slet ikke forvrænger så meget som hans, er der mange lighedspunkter i numrene: Musikken buldrer bare afsted i et friskt tempo, men den indeholder en pæn portion Rock. Samtidig har Skull Pit lånt elementer mere eller mindre direkte, f.eks. er måden først bas, så trommer, så guitar kommer ind i starten af ”Marauders” brugt flere gange af de engelske forbilleder. Men her er det okay at låne, for nummeret er virkelig godt.

Musikken er ikke specielt original eller godt spillet, men der er noget sympatisk over den ligefremme stil. Og netop den umiddelbare glæde ved bare at fyre den af uden at skele til, om det er passende eller ej, er en ting, som jeg virkelig godt kan li’ ved albummet her. Så passer det fint ind, at man har valgt at slutte af med et cover af Rose Tattoo's "All the Lessons" – nummerets linje ”All The Bridges We Gotta Burn” siger det meget godt: Det er, hvad det er – take it or leave it! Jeg vælger det første!

Tracklist:
1. Double Cross
2. Roller
3. Fire Breather
4. Year Of The Dog
5. Soul Raiders
6. Blood Titan
7. Marauders
8. The Line
9. Wolf Spirit
10. All The Lessons (bonus track)
Samlet spilletid: 38:53

Læs mere...

The Ocean - Phanerozoic I: Palaezoic

På det seneste har der været stille omkring det tyske musikerkollektiv omkring hovedmanden Robin Staps, i hvert fald når det gælder albums – det seneste, ”Pelagial” ligger fem år tilbage. Det ændres der på nu, hvor første del af ”Phanerozoic” kommer på gaden; anden del udsendes efter planen i 2020.

Stort anlagte udgivelser er ikke noget nyt for tyskerne, og når det gælder indholdet, har udgivelsespausen heller ikke ændret noget dér. Som sædvanligvanligt er stort og mangfoldigt ord, der hurtigt dukker op når man skal beskrive numrene. Samtidig er de kendetegnet af en stor ro, derfor virker musikken ikke forceret, selv når det går hedt for sig. Og det gør det ind imellem, når vokalen brøler igennem og alle instrumenter fyres af.

Men The Ocean bevarer overblikket og udnytter den lange spilletid for de enkelte numre til at komme godt rundt i lydbilledet med mange forskellige elementer i brug. Der bruges en del keyboards, hvilket er med til at skabe bredde – det samme gør brug af klaver og strygere sammen med de elektriske instrumenter. Samtidig ligger det tekniske niveau højt, og med de mange temaer, der løbende afløser hinanden i de syv numre, havde det ikke været forkert at bruge betegnelsen Progressiv om indholdet.

I ”Cambrian II” står de melodiske sider stærkt, mens ”Ordovicium” er noget hårdere i kanten. De øvrige numre ligger ind imellem, og selv om nogle ideer får mere spilletid, end de fortjener, er den første del af ”Phanerozoic” et stærkt come back for The Ocean.

Tracklist:
1. The Cambrian Explosion
2. Cambrian II - Eternal Recurrence
3. Ordovicium - The Glaciation of Gondwana
4. Silurian - Age of Sea Scorpions
5. Devonian - Nascent
6. The Carboniferous Rainforest Collapse
7. Permian - The Great Dying
Samlet spilletid: 47:45

Læs mere...

Nothgard - Malady X

Efter at have udgivet deres første tre albums på tre forskellige selskaber, skrev tyske Nothgard tidligere på året en kontrakt med Metal Blade Records for flere albums. ”Malady X” er det første af disse, og at dømme ud fra presseteksten er det kreeret af musikere med selvtilliden helt i top.

Efter en pompøs symfonisk intro byder titelnummeret med et ”Welcome to the Show” indenfor i bandets musikalske verden; her er det Death Metal med melodiske guitarer, stemningsfyldte keyboards og leadguitaristen Dom R. Creys brølende, men ikke specielt varierede vokal, der er i centrum. Nummeret spilles i højt tempo, det samme gør ”Epitaph” og ”Serpent Hollow” – i alle tre numre minder Nothgard mig om kollegerne fra Omnium Gatherum.

I andre numre som “Shades Of War” og “Fall Of An Empire” er stemningen mørkere og på en måde mere alvorlig – i sidstnævnte får man fornemmelsen af, at iagttage et lurende rovdyr – det er ret cool. Desværre er ikke alle numre lige så spændende, for selvom flere gæster optræder på albummet, er der også ret ordinære ting på tracklisten. I sidste ende er de positive elementer alligevel lige netop nok til at trække fire stjerner hjem til Nothgard, så selv om træerne ikke vokser ind i himlen, har Nothgard alligevel noget at have deres selvtillid i.

Tracklist:
1. Voyage To Decay (Intro)
2. Malady X
3. Shades Of War
4. Guardians Of Sanity
5. Epitaph
6. Deamonium I
7. Serpent Hollow
8. Devil Will Know
9. Fall Of An Empire
10. Herald Of Death
11. Black Horizon (Instrumental)
Samlet spilletid: 45:28

Læs mere...

Revocation - The Outer Ones

To år er der gået siden Revocation udsendte ”Great Is Our Sin”, og nu er bandet fra Boston klar med nyt – dermed fortsætter de deres faste plan med udgivelser med maksimalt to års mellemrum, som de har fulgt siden 2008 – en ret sej bedrift.

Det samme gør sig gældende for bandets musikalske kunnen, for som vanligt ligger deres fortolkning af Death Metal på et meget højt teknisk niveau. Det betyder, at alt fyres af med en overlegen suverænitet, uanset om det er åbningsnummerets høje tempo eller de både seje og flotte guitarer, der kendetegner ”Of Unworldly Origin” og ”Fathomless Catacombs”. Samtidig er produktionen virkelig gennemsigtig, så det er muligt at få alle detaljer med – og dem er der mange af, for numrene bugner af små og store informationer.
Skulle jeg kun bedømme det tekniske niveau, stramheden og det spillemæssige overskud, ville det ligge til højrebenet at uddele topkarakter. Men det sker ikke, for trods de positive sider, så er albummet bare ikke særligt spændende. Der er alt for få steder, hvor musikken griber fat i mig, for det meste efterlader den mig bare som en passiv tilskuer.

Når jeg tænker på, hvor spændende dette albums forgænger var, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det er på tide for Revocation at ændre deres udgivelsesfrekvens; dette album havde i hvert fald haft godt af en noget længere tilblivelsesproces.

Tracklist:
1. Of Unworldly Origin
2. That Which Consumes All Things
3. Blood Atonement
4. Fathomless Catacombs
5. The Outer Ones
6. Vanitas
7. Ex Nihilo
8. Luciferous
9. A Starless Darkness
Samlet spilletid: 48:27

Læs mere...

Anaal Nathrakh - A New Kind Of Horror

Anaal Nathrakh er et af de bands, hvor det ikke er tilstrækkeligt med en enkelt genrebetegnelse; kun at beskrive musikken på bandets tiende studiealbum, ”A New Kind Of Horror” som Black Metal, afdækker slet ikke hele billedet. For når englænderne smider elementer af Industrial og Grindcore oveni, vokser musikken til noget andet og mere – nogle gange MEGET mere. Allerede fra de første toner af ”The Road To …” fornemmer man, at der venter noget vildt, og den fornemmelse holder stik: Den næste halve time er ét langt bombardement, hvor den nævnte cocktail gør allerede voldsom musik endnu vildere – det her er IKKE for børn, og jeg kender mange voksne, som hurtigt vil smide håndklædet i ringen.

Imod denne energiudladning udgør Dave Hunt, som optræder under kunstnernavnet V.I.T.R.I.O.L, en vokal enmandshær. Han synger for det meste med myndig stemme, men han har også et ekstra gear: Når det kræves, skriger og hyler han med en enorm intensitet. Det lyder som om man havde taget det vildeste hvin fra Power Metal og klonet det med King Diamond og Dani Filth fra dengang han var sej. Det passer fint ind i helheden, så vokal og musik smelter sammen til en enhed.

På ”A New Kind Of Horror” viser Anaal Nathrakh sig i absolut topform, og hvis de kan overføre energien, vildskaben og ekstremerne fra studiet til scenen, bliver bandets kommende turne en eksplosiv affære – så meget, at man hellere må checke fundamentet i Studenterhuset i Aalborg, inden englænderne spiller på årets Metal festival.

Tracklist:
1. The Road To...
2. Obscene as Cancer
3. The Reek of Fear
4. Forward!
5. New Bethlehem/Mass Death Futures
6. The Apocalypse Is About You!
7. Vi Coactus
8. Mother of Satan
9. The Horrid Strife
10. Are We Fit for Glory Yet? (The War to End Nothing)
Samlet spilletid: 33:00

Læs mere...

Siege Of Power - Warning Blast

Projektet her startede under navnet i First Class Elite i 2013, og udgav et splitalbum sammen med Dirty Mike & The Boys og Violation Wound. Mere blev det ikke til før sidste år, hvor man besluttede at prøve igen under et nyt nanavnet Siege Of Power. Det første udspil herfra har fået titlen ”Warning Blast”.

Vokalen varetages af amerikaneren Chris Reifert, og han bakkes op af de tre hollændere Paul Baayens, Theo van Eekelen og Bob Bagchus – med de fires baggrund i bands som Autopsy, Asphyx og Hail of Bullets er det ikke overraskende, at også Siege Of Power spiller Dødsmetal.

For at opnå så energisk et udtryk som muligt, er albummet indspillet i løbet af få timer, ligesom de både tekst og musik til de fleste numre blev færdiggjort i studiet. Med hele atten numre er det en noget risky tilgang, og resultatet varierer da også en del i kvalitet. Der lægges ud med en række numre, hvor hurtig Metal i duga rytmer suppleres med sejtrækkende guitarer; her virker bandets tilgang perfekt, for selv om det ikke er vildt originalt, så fungerer det glimrende.

Atten numre efter samme opskrift havde været for meget, så heldigvis giver Siege Of Power prøver på tungere toner. Albummets anden halvdel er domineret af numre med lavere tempo og tungere rytmer; desværre virker de rodede og ret kedelige. Her havde mere forarbejde været på sin plads, så eksperimentet er kun en delvis succes.

Tracklist:
1. Conquest
2. For The Pain
3. Bulldozing Skulls
4. Born Into Hate
5. Torture Lab
6. Uglification
7. Trapped
8. Diatribe
9. Warning Blast
10. Mushroom Fast
11. Lost And Insane
12. Bleeding
13. Escalation
14. Privileged
15. Short Fuse
16. Violence
17. It Will Never
18. The Cold Room
Samlet spilletid: 41:58

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed