fbpx

Dread Sovereign - Alchemical Warfare

Dread Sovereign er et af flere sideprojekter for Primordial-sangeren Nemtheanga, og bandet har eksisteret siden 2012. Her tager hovedmanden sig af vokal og bas, mens Bones og JK står for hhv. guitar og trommer. ”Alchemical Warfare” er bandets tredje album.
Nemtheangas vokal er stadig markant, udtryksfuld og meget personlig, men omgivelserne er anderledes end dem, han har i Primordial. Musikkens base er hentet i Doom genren, og skabes med tunge anslag på guitaren, hvor der ikke er sparet på forvrængning. Det giver musikken en old school stemning, som trækkes i retning af det rå og beskidte via en mildest talt upoleret produktion. Pladeselskabet nævner Venom, Hawkwind og Hellhammer som referencer, og hvis man kan forestille sig dén blanding, rammer man meget godt indholdet. Og når jeg angiver Black Metal som genre, skal stilen ses mere i retning af genrens allertidligste fortolkning end den, der kom med anden bølge. Samtidig er teksternes referencer til Satan lige så svære at overhøre som bandets ”Fuck Verden”- attitude.
Det hele har en ærlighed over sig, som jeg godt kan li´- her bliver der ikke leflet for nogen. Og når udtrykket varieres, og tempoet øges en tak, som det sker i ”Nature Is The Devil´s Church”, kører det godt for Dread Sovereign. Desværre er der for mange steder, hvor det ikke sker, så den helt store oplevelse udebliver.

Tracklist:
1. A Curse On Men
2. She Wolves Of The Savage Season
3. The Great Beast We Serve
4. Nature Is The Devil´s Church
5. Her Master´s Voice
6. Viral Tomb
7. Devil´s Bane
8. Ruin Upon The Temple Mount
9. You Don´t Move Me (I Don´t Give a Fuck)
Samlet spilletid: 52:00

Læs mere...

Accuser - Accuser

Selvom Accuser har en historie, som går tilbage til 1980’erne, er jeg først stødt på bandet for et par år siden. Det var ved udgivelse af deres seneste album ”The Mastery”, som var en omgang Thrash Metal på det jævne. Nu udgiver de tyske veteraner endnu et album, hvor guitaristen René Schütz vender tilbage.
Han glider helt perfekt ind i Accusers traditionelle udgave af Thrash Metal, som er skåret over skabeloner, der er mere end 30 år gamle: Her står guitaren for skarpe riffs, sangeren Frank Thoms brøler og rytmekompasset peger konsekvent i retning af duga. Det tilfører helt naturligt en masse energi til numrene, men når man har hørt 3-4 tracks efter samme opskrift,
begynder man at længes efter noget variation. Den leverer Accuser i “Be None the Wiser”, som starter stille og har en helt anden opbygning end resten. Også i det efterfølgende ”Rethink” prøves noget nyt, men i begge tilfælde uden, at der opbygges noget spændende.
Så går det bedre, når tempoet øges, som det sker i ”The Eliminator” – her er der nærmest tale om Speed Metal. Stilen passer åbenbart musikerne godt, for nummeret er min favorit på udgivelsen.
Accuser scorer point på en sikker fremførelse af den klassiske Thrash, men deres sangskrivning er alt andet end spændende. Skulle jeg sammenfatte albummet i et enkelt ord, ville det blive ”fantasiløst” – de tre stjerner hives kun hjem med nød og næppe.

Tracklist:
1. Misled Obedience
2. Phantom Graves
3. Temple of All
4. Lux in Tenebris
5. Be None the Wiser
6. Rethink
7. Psychocision
8. Contamination
9. The Eliminator
10. Seven Lives
11. A Cycle's End
Samlet spilletid: 49:30

Læs mere...

Harlott - Detritus of the Final Age

De tre første albums fra Harlott, ”Origin” (2013), ”Proliferation” (2015) og ”Extinction” (2017) udgjorde en trilogi, så da materialet til bandets fjerde album skulle skrives, startede man på blank papir. Samtidig hentede man to nye medlemmer i form af Glen Trayhern på trommer og Leigh Bartley på guitar.
De nye tiltag ændrer nu ikke på stilen, for det er stadig guitarist og sanger Andrew Hudson, der står for materialet, så australierne holder sig til den traditionelle Thrash Metal. Og som det var tilfældet på deres tidligere albums, følger bandet stilen helt i tråd med traditionerne. Det betyder, at numrene bugner af friske guitarriffs og masser af duga rytmer, mens Hudson brøler teksterne ud. Albummet er igen et eksempel på, at øvelse gør mester; alle elementer sidder lige som de skal, og produktionen er gennemsigtig uden at blive poleret.
Så jo, Harlott leverer varen, når det gælder energisk Thrash, men de leverer ikke mere end det. Selv om der er udmærkede detaljer i flere af numrene, formår musikerne ikke at sætte personlige aftryk på genren. Havde der været tale om en debut, kunne jeg forstå de sikre valg, men som et eksempel på et erfarent band, som arbejder uden begrænsninger, er ”Detritus of the Final Age” lidt af en skuffelse.

Tracklist:
1. As We Breach
2. Idol Minded
3. Bring on the War
4. Detritus of the Final Age
5. Prime Evil
6. Nemesis
7. Slaughter
8. Grief
9. Miserere of the Dead
10. The Time to Kill Is Now
Samlet spilletid: 46:08

Læs mere...

Déluge - Ægo Templo

Da Déluge i 2015 trådte ind på den franske scene for Black Metal med albummet ”Æther”, skete det under betegnelsen Untrue French Black Metal. Debutalbummet missede jeg, men på efterfølgeren ”Ægo Templo” får jeg mulighed for at høre, hvad bandet mener med betegnelsen.
Jeg kan hurtigt konstatere, at Déluge ikke er mere ”untrue”, end at deres musik indeholder alle standard elementerne fra den Sorte Metal: Skrigende vokaler, vildt fræsende guitarer og trommeinfernoer sørger for at skabe det rigtige grundlag – så langt, så godt.
Men franskmændene har også elementer i deres musik, som adskiller sig fra genrens almindeligt kendte udtryk. I ”Opprobre” dukker der pludselig en saxofon op i lydbilledet, og man bruger også rene vokaler igennem hele albummet. Det giver selvfølgelig et bredere udtryk, men tager også noget af energien ud af begivenhederne. Det samme sker i ”Gloire Au Silence”, som starter med Black Metal, men siden tones ned til en talt sekvens leveret af Tetsuya Fukagawa fra bandet Envy. Der optræder også en kvindevokal i flere numre, men den flytter heller ikke det store.
Nej, Déluge’ forsøg på at frembringe noget selvstændigt lykkes kun delvist; deres vilje til at prøve noget anderledes er prisværdigt, men eksperimenterne bringer for sjældent noget spændende med sig – derfor er albummet hurtigt en glemt ting.

Tracklist:

1. Soufre
2. Opprobre
3. Abysses
4. Fratres
5. Gloire Au Silence
6. Ægo Templo
7. Baïne
8. Digue
9. Béryl
10. Vers
Samlet spilletid: 56:21

Læs mere...

Lizzy Borden - Best of Lizzy Borden, Vol. 2

Lizzy Borden var en del af den første bølge af Heavy Metal, og bortset fra et par kortere afbrydelse har bandet eksisteret siden 1983. Den seneste genstart har kastet 2 studiealbums af sig, og det er åbenbart nok til, at Metal Blade Records vil samle et greatest hits album. Da der allerede findes sådan et fra 1994, må denne version nødvendigvis være ”Vol 2”.
Stilmæssigt holder Lizzy Borden sig til den amerikanske version af Heavy Metal med en meget strømlinet produktion og vokale arrangementer, der er velopdragne og polerede. Det gør de fleste numre velegnet til radioen, hvor man sagtens kan cruise ned ad en amerikansk highway uden, at det skurrer i ørerne. Lidt bid er der dog her og der, hvor især ”We Only Come Out at Night” rykker fint. Ellers scorer Lizzy Borden mest point med deres coverversioner af numre som “(This Ain't) The Summer of Love” (The Imperial Dogs), “Burnin' for You” (Blur Öyster Cult) og “Pet Sematary” (Ramones).
Hvis man skal kunne samle 2 greatest hits albums af høj kvalitet, skal man have et bagkatalog som Iron Maiden eller Judas Priest, og det har Lizzy Borden ikke. Det giver derfor en opsamling på det jævne, hvor de fleste numre glider forbi uden, at der efterlades spor. Bandet markerer sig mest, når de låner andres materiale, og det rækker kun til et OK og en middelkarakter herfra.

Tracklist:

1. My Midnight Things
2. Long May They Haunt Us
3. Tomorrow Never Comes
4. Obsessed with You
5. (This Ain't) The Summer of Love
6. Under Your Skin
7. Lovin' You Is Murder
8. The Scar Across My Heart
9. There Will Be Blood Tonight
10. We Only Come Out at Night
11. Abnormal
12. Live Forever
13. Pet Sematary
14. Burnin' for You
Samlet spilletid: 60:58

Læs mere...

Fates Warning - Long Day Good Night

Fates Warning er et af de bands, som i de flestes bevidsthed altid har været der; med en historie, der går tilbage til starten af 1980’erne er der også noget om snakken. Bandet er klar med deres album nummer 13, som guitaristen Jim Matheos og sangeren Ray Alder har skrevet et tilsvarende antal sange til. Optagelserne har de enkelte medlemmer stået for i deres respektive hjemmestudier, hvor Covid-19 situationen også satte bandet under ekstra tidspres.
Det mærker man nu ikke noget til, for albummet er fint gennemarbejdet, ligesom Matheos’ produktion er glimrende. Desuden starter mange numre ret stille og tager sig tid til at vokse i både intensitet og omfang. Et andet gennemgående træk er vokalerne, som kunne passe fint i Hardrock sammenhæng; og hvis man kun lytter overfladisk, kunne man komme til at placere albummet i denne genre. Et par mindre interessante tracks som det balladeagtige ”When Snow Falls” forstærker tanken.
Men det ville være en stor fejl, for ”Long Day Good Night” er meget mere end det. For i typisk progressiv stil er der mange lækre detaljer at finde hos alle medlemmer, specielt i det rytmiske. Og for at ramme en tyk pæl igennem enhver tvivl, slutter Fates Warning af med nogle rigtig stærke numre, hvor det lange ”The Longest Shadow of the Day” stikker ekstra ud med sine jazzede guitarer, der suppleres med blærede indlæg på bas og trommer. Det er så fedt, at jeg helt glemmer albummets mindre spændende perioder og sender det afsted med varme anbefalinger.

Tracklist:
1.The Destination Onward
2.Shuttered World
3.Alone We Walk
4.Now Comes the Rain
5.The Way Home
6.Under the Sun
7.Scars
8.Begin Again
9.When Snow Falls
10.Liar
11.Glass Houses
12.The Longest Shadow of the Day
13.The Last Song
Samlet spilletid: 72:22

Læs mere...

Surma - The Light Within

Surma er et nyt navn bestående af sangerinden guitaristen Viktorie Surmøvá, som mest er kendt for sit arbejde med Bohemian Metal Rhapsody, og guitaristen Heri Joensen fra Týr. På deres selvbetitlede debutalbum får de hjælp af Rens Bourgondiën på bas og Andrey Ischenko på trommer, mens Lars Vinther står for de store orkesterarrangementer.
Dem er der også mange af på albummet, for Surma spiller Symfonisk Metal. Og det sker lige efter bogen, så bandet har alle de rigtige elementer med på deres debutalbum: Der er den rigtige kvindevokal med flot og ren klang, og der er det brølende mandlige modstykke til at skabe ”skønheden og udyret” effekter. Samtidig er de symfoniske arrangementer store, pompøse og stemningsfulde med kor og det hele, og musikken glemmer ikke, at der skal inkluderes Metal – også selvom den er lidt tilbagetrukket. På den måde løser færingerne billet til scenen for Symfonisk Metal, men ikke mere end det. ”The Light Within” indeholder udmærkede melodier og en samlet pakke, der nok skal finde modtagere her og der. Men jeg tvivler på det store gennembrud, for albummet byder nemlig ikke noget, der ikke er hørt før, så det kan ikke trække mere end en OK karakter. Derfor får det det svært i en genre, hvor der i forvejen er hård kamp om pladserne.

Tracklist:
1. Rendition
2. Reveal the Light Within
3. Like the River Flows
4. Fire and Wind
5. Desire
6. The City of Winds
7. The Selkie (Kópakonan)
8. Until It Rains Again
9. Emptiness (Is No More)
10. Cages of Rage
11. Downfall
12. Lost to Time
13. Deconstruction
Samlet spilletid: 47:14

Læs mere...

Armored Saint - Punching the Sky

At John Bush er en rigtig fed vokalist har jeg syntes lige siden han i sin tid var sanger i Anthrax; ”Sound of White Noise” er stadig et af mine yndlingsalbums med dét band. Nu møder jeg ham så i front for sit oprindelige band Armored Saint, som med ”Punching the Sky” for ottende gang sender et studiealbum på gaden.
Her er de musikalske rammer noget anderledes end hos Anthrax, for Armored Saint spiller Heavy Metal med en noget mildere tilgang. Nøgleordet for bandets indsats er ”Pæn”, for både musik og produktion er på et niveau, der passer til forårskoncert på flinkeskolen. Kun i ”Missile to Gun” og “Never You Fret” er der tilløb til lidt spænding, men det bliver aldrig til mere end de indledende øvelser.
Facit er, at John Bush stadig besidder en formidabel stemme, men det er ikke nok til, at rette op på en tyndbenet omgang sangskrivning. På mange måder er dette album perfekt til en tid, hvor det gælder om ikke at fornærme eller støde nogen; ”Punching the Sky” vil bestemt ikke træde nogen over tæerne. Omvendt er dets tandløse fremtoning mindst lige så langt fra at kunne begejstre, og det havde været mere passende, hvis albummet var opkaldt efter nummeret ”Bark, No Bite”.

Tracklist:
1. Standing on the Shoulders of Giants
2. End of the Attention Span
3. Bubble
4. My Jurisdiction
5. Do Wrong to None
6. Lone Wolf
7. Missile to Gun
8. Fly in the Ointment
9. Bark, No Bite
10. Unfair
11. Never You Fret
Samlet spilletid: 53:29

Læs mere...

Anaal Nathrakh - Endarkenment

Udgivelser fra den engelske duo Anaal Nathrakh er altid voldsomme affærer, og på deres album nummer elleve bliver der ikke ændret på det. Som titlen antyder, har d’herrer
Irrumator og V.I.T.R.I.O.L. ikke fået et lysere syn på de ting i verden, som behandles i deres numre.
Det bliver man hurtigt klar over, når man lytter til ”Endarkenment”, for albummets titelnummer er virkelig en opvisning i ekstrem Black Metal: Tempoet er vanvittigt højt, guitarerne skærer ubønhørligt igennem, og V.I.T.R.I.O.L. brøler og skriger med en vildskab, som man ikke hører ret tit. I de resterende tracks fortsætter den mørke stemning, og selvom titelnummerets niveau kun gentages i ”Thus, Always, To Tyrants” og det kaotiske ”Beyond Words”, er der tale om en meget voldsom behandling af lytteren.
Men bag den massive omgang Black Metal er der også en anden side af Anaal Nathrakh, for både musik og vokal har også en anden og mere forsonlig side. Musikalsk er det især guitarerne, der serverer melodiske soli, ligesom der flettes noget af de samme ind i passager med tremoloanslag på den seksstrengede. Men den største spændvidde ligger hos vokalen, for ved siden af de brutale indslag har V.I.T.R.I.O.L. mange passager med ren vokal, hvor han virkelig synger flot og rent – samlet set en imponerende præstation.
Albummet som helhed er og bliver brutalt, men trods mange fede sekvenser, der går i nakkemusklerne, bliver jeg mæt af skrigeriet – derfor vil jeg anbefale, at ”Endarkenment” nydes i mindre doser.

Tracklist:
1. Intro: The Birth of Tragedy
2. Endarkenment
3. Thus, Always, To Tyrants
4. The Age of Starlight Ends
5. Libidinous (A Pig with Cocks in its Eyes)
6. Beyond Words
7. Feeding The Death Machine
8. Create Art, Though The World May Perish
9. Singularity
10. Punish Them
11. Requiem
Samlet spilletid: 41:04

Læs mere...

Six Feet Under - Nightmares of the Decomposed

Med “Nightmares of the Decomposed” kan Six Feet Under (SFU) fejre et jubilæum; ikke fordi albummet er nummer 17 i rækken, eller fordi Chris Barnes har skiftet hele bandet ud inden for de seneste 10 år. Nej, udgivelsen markerer, at det er 25 år siden, at Barnes og Jack Owen senest arbejdede sammen – dengang var det i Cannibal Corpse.

Nu er det i SFU, hvor Owen har skrevet alle numrene, mens Barnes igen står for teksterne. Og denne genforening var en god ide, for på deres nyeste lyder de langt mere inspirerede end jeg har hørt dem meget, meget længe. Barnes fører an med sin specielle vokal, som med growl og bree-hvin er blevet et trademark for bandet. Hertil har Owen skabt en varieret stribe Dødsmetal numre, hvor de tre startnumre sætter barren højt med ret så forskellige opbygninger, men alle med høj kvalitet. Jeg er også nødt til at fremhæve ”Migraine”, hvor de sejtrækkende guitarer og den ondsindene vokal matcher hinanden perfekt.

Men træerne vokser ikke ind i himmelen, for "Self Imposed Death Sentence” fremstår rodet, mens ”Drink Blood, Get High” og "Blood of the Zombie” er lidt kedelige, selv om sidstnævnte indeholder noget så usædvanligt som en bassolo.

Disse svipsere kan tilgives, og de ændrer ikke på det faktum, at Six Feet Under denne gang virkelig har skabt et godt Death Metal album – jeg håber, at ”Owen effekten” kan smitte af på flere albums.

 

Tracklist:   

  1. Amputator
  2. Zodiac
  3. The Rotting
  4. Death Will Follow
  5. Migraine
  6. The Noose
  7. Blood of the Zombie
  8. Self Imposed Death Sentence
  9. Dead Girls Don't Scream
  10. Drink Blood, Get High
  11. Labyrinth of Insanity
  12. Without Your Life

 Samlet spilletid: 43:31

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed