fbpx

W.E.B. - Colosseum

Græske W.E.B. er et nyt bekendtskab for mig, selvom bandet i løbet af de sidste knap 20 år har udgivet 4 albums. Det femte har fået titlen ”Colosseum” som symbol på mennesket higen efter vold som underholdning, og giver debut til både trommeslageren Nikitas Mandolas og bassisten Hel Pyre.
Referencen til romernes kæmpestore arena er også passende i forhold til bandets musik, for lige fra åbningsnummeret ”Dark Web” bliver samtlige registre trukket: Bandets skarpe uptempo Metal suppleres med store symfoniske arrangementer og tilsvarende kor – Det giver en helhed, der kræver plads. Stilen fortsætter albummet igennem, hvor det symfoniske bruges til at skabe tunge, triste og truende stemninger, mens Metal-delen som oftest afvikles i højt tempo.
Det er vanskeligt ikke at drage paralleller til bands som Cradle of Filth og Dimmu Borgir, for selvom Prekas’ vokal ligger tættere på Shagraths end på Dani Filth’s, er det tydeligt, at W.E.B. har ladet sig inspirere af de store navne. Langt henad vejen er det også en god ide, især fordi grækerne lader musikkens indhold af Metal beholde styrke og skarphed. Alligevel begynder numrene at ligne hinanden efter et stykke tid, så det er en kærkommen afveksling, at ”Ensanguined” byder på østligt inspirerede melodier og ditto slagtøj, som afviger markant fra de resterende tracks. Alligevel kan jeg roligt anbefale ”Colosseum“ til alle fans af Symfonisk Metal, især hvis man fokuserer på Metal elementerne.

Tracklist:
1. Dark Web
2. Murder of Crows
3. Pentalpha
4. Colosseum
5. Dominus Maleficarum
6. Necrology
7. Ensanguined
8. Exaudi Luciferi
9. December 13th
Samlet spilletid: 38:32

 

Læs mere...

Hate - Rugia

Med udgivelse af deres tolvte album “Rugia” runder polske Hate samtidig 30 års mærket for deres eksistens. Siden 2017 har hovedmanden ATF Sinner skiftet hele besætningen ud, så da jeg modtog albummet til anmeldelse, var min første tanke hvordan det ville påvirke bandets musik.
Mit umiddelbare indtryk var lidt rodet; om det skyldtes tilvænning eller manglende koncentration fra min side, er uklart. Anyway, efter et par gennemlytninger faldt det hele på plads, og “Rugia” trådte frem som et album med et meget højt energiniveau. Det skabes primært via et meget højt tempo, og især albummets første halvdel gennemføres med speederen helt i bund. Her får den nye trommeslager Nar-Sil VIRKELIG lov til at straffe sit trommesæt, og det sker med en intensitet, som havde han et personligt udestående med hvert stykke skind. Men han er ikke alene om at fyre op under begivenhederne, for også de to guitarer bidrager positivt; de leverer seje riffs, men oftest bruges de som i Black Metal – bare med lidt mindre indhold af melodi. Det er der heller ikke så meget af i vokalen, hvor Sinners growlende vokal er ekstra fyldig – Det skyldes, at han har indspillet flere vokaler oven i hinanden, hvilket må give udfordringer i live-sammenhæng … Det må jeg checke ved lejlighed; nu kan jeg nøjes med at konstatere, at Hate er tilbage for fuld udblæsning!

Tracklist:
1. RUGIA
2. THE WOLF QUEEN
3. EXILES OF PANTHEON
4. SATURNUS
5.AWAKENING THE GODS WITHIN
6. RESURGENCE
7. VELESIAN GUARD
8. SUN OF EXTINCTION
9. SACRED DNIEPER
Samlet spilletid: 35:54

Læs mere...

Aeon - God Ends Here

Jeg troede bare, at jeg havde misset en udgivelse eller to, men den er go’ nok: ”God Ends Here” er det første album fra Aeon siden svenskerne udgav ”Aeons Black” i 2012! Som for så mange andre bands skyldes den lange pause justeringer i besætningen: Foruden nye musikere til håndtering af bas og trommer, er guitaristen Daniel Dlimi vendt tilbage.
Et kig på tracklisten med hele 16 posteringer indikerer et meget langt album, men det holder ikke stik. De 5 af numrene er nemlig korte mellemspil med store arrangementer for kor og orkester, der giver en filmagtig stemning. Disse er placeret ind imellem en stribe numre, der stilmæssigt er som jeg husker det fra Aeon: Klassisk, gedigen Dødsmetal.
Som forventet lægges der godt ud med ”Liar´s Den” og ”Let It Burn”, der begge afvikles i meget højt tempo og godt med power. Herfra er det som om, at musikken mister lidt af sit drive til fordel for en lidt knudret og utilgængelig stil; i de hurtige passager kører det stadig fint, men resten er ikke så direkte, som jeg ønsker det. Resultatet er, at både energien og min interesse tager sig en tur i rutsjebanen igennem numrene, og det trækker oplevelse i den gale retning. Vi skal helt hen til det fede slutnummer ”Queen Of Lies” for at finde retlinet drive uden knuder.
At dette comeback fra Aeon tager nye retninger i stedet for at fortsætte det kendte, er et udmærket valg; jeg havde gerne hørt en mere ligefrem stil uden de mange knuder.

Tracklist:
1. The Nihilist
2. Liar´s Den
3. Let It Burn
4. Orpheus Indu Inferis
5. Church Of Horror
6. Deny Them Eternity
7. Forsaker
8. Into The Void
9. God Ends Here
10. Severed
11. Just One Kill
12. Mephistopheles
13. Let The Torturing Begin
14. Despise The Cross
15. Overture: Magnum Reginae
16. Queen Of Lies
Samlet spilletid: 49:38

Læs mere...

Criminal - Sacrificio

Både sangskrivning og indspilning af bandets 9. studiealbum "Sacrificio” forløb anderledes end vanligt for Criminal: For første gang siden 1990’erne foregik begge dele i hjemlandet Chile. Derfor kunne medlemmerne følge de folkelige opstande mod social ulighed og korruption, der har præget landet, på tæt hold – Det har derfor også sat sit aftryk på albummet.
I åbningsnummeret præsenteres de to muligheder ”Live on your knees or die on your feet”, og så viser Criminal både, at de på ingen måde har tænkt sig at knæle for nogen, og at de bestemt heller ikke skal – ”Sacrificio” er det bedste Thrash Metal album, jeg har hørt i meget lang tid!
Her er det givet, at numrene bygger på skarpe riffs og højt energiniveau, men alligevel imponerer måden, bandet eksekverer stilen på. Langt de fleste numre afvikles i meget højt tempo, ofte på kanten af Speed Metal. Desto mere imponerende er det, at det lykkes at variere udtrykket fra nummer til nummer uden, at det ender i monotoni – at albummet indeholder hele 12 tracks gør bedriften endnu større, specielt fordi man har undladt at smide en ballade ind i feltet. I stedet er der fuld knald på fra start til slut, og numrene har virkelig punch i handsken. Derfor giver jeg albummet en varm anbefaling med på vejen; det her er Thrash Metal fra øverste hylde!

Tracklist:
1. Live on your Knees
2. Caged
3. The Whale
4. Zona de Sacrificio
5. After me, the Flood
6. Dark Horse
7. Theocrazy
8. Sistema Criminal
9. Zealots
10. Age of Distrust
11. Hunter and the Prey
12. Ego Killer
Samlet spilletid: 42:04

Læs mere...

Portrait - At One with None

Som anmelder har man altid langt flere udgivelser at anmelde, end man kan overkomme – Det betyder, at man må vælge til og fra. I tilfældet Portrait valgte jeg deres 2017 album ”Burn The World” fra, fordi jeg ikke var særlig begejstret for de to tidligere udgivelser. Men nu, hvor svenskerne udgiver deres fjerde album, ville jeg lige høre, om der sket noget. Det skulle vise sig at være en rigtig go´ beslutning, for ”At One with None” er et virkelig godt album!
Stilmæssigt har tingene ikke ændret sig synderligt; musikken peger igen på den klassiske Heavy Metal, og vokalen er stadig kraftigt inspireret af King Diamond. Til gengæld er den mangel på selvstændige input, som jeg tidligere har klandret Portrait for, nærmest forsvundet som dug for solen!
Det høres allerede i åbningsnummeret, hvor sej Metal med fedt drive og en fængende melodi virkelig rykker afsted. Tendensen fortsætter i de følgende numre, hvor ”Curtains (The Dumb Supper)” fortsætter den klassiske stil, mens især ”Ashen” scorer point for sin meget stærke melodi. Generelt numrene fint varierede udtryk, og det er kun et par steder, hvor Portrait ikke helt kan slippe deres hang til Mercyful Fate. Men det ændrer ikke på, at ”At One with None” med afstand er det bedste, jeg har hørt fra bandet, og jeg kan kun anbefale alle at checke albummet ud.

Tracklist:
1. At One with None
2. Curtains (The Dumb Supper)
3. Phantom Fathomer
4. He Who Stands
5. Ashen
6. A Murder of Crows
7. Shadowless
8. The Gallow's Crossing
Samlet spilletid: 52:37

Læs mere...

Tuesday The Sky - The Blurred Horizon

Hvad gør man, når man har en stribe numre, som ikke passer ind i de eksisterende projekter, man er del af? For guitaristen Jim Matheos, som primært er kendt fra Fates Warning, var svaret nemt: Han startede projektet Tuesday The Sky, som udsendte albummet ”Drift” i 2017. Nu har han 11 nye numre klar, hvilket betyder et nyt album.
Årsagen til, at Matheos’ numre ikke passer ind i de normale sammenhænge, er, at de er instrumentale. Og ikke bare det, de er også stilmæssigt i den helt nedtonede ende af skalaen.
De fleste numre er opbygget af forskellige guitarmelodier, der i fællesskab opbygger stemninger og skaber nummeret. Fravær af slagtøj giver en løs rytmisk struktur, som underbygger, at det er stemningerne, der er det vigtigste. Det gør musikken sart, og den ender nemt som baggrundsmusik.
Flere steder modvirker Matheos dette ved at tilføje trommer (”Half Remembered”) eller rytmeboks (”Where the Enemy Sleeps”), eller simpelthen ved at stramme strukturen op (”Hypneurotic”). I de nævnte tilfælde fungerer tiltaget, men som helhed er albummet en sart affære; selv slutnummeret, der som det eneste indeholder vokal.
Man kan spørge sig selv: Hvornår man skal lytte til et album som dette? Mit svar er: Når du vil koble fra og komme helt ned i gear. Her kommer de mange detaljer og det store arbejde, der er lagt i dem, til sin ret. For mig er der ingen tvivl om, at Matheos har skabt et godt album i en meget svær genre.

Tracklist:
1. Half Remembered
2. Near Light
3. Cwmwl
4. Where the Enemy Sleeps
5. Laudanum Dream
6. Hypneurotic
7. Later, Then Now
8. Near Dark
9. Half Forgotten
10. The Blurred Horizon
11. Everything Is Free
Samlet spilletid: 46:30

Læs mere...

Space Chaser - Give Us Life

Deres ti års jubilæum fejrer Space Chaser med udgivelse af deres tredje album, "Give Us Life". Det kommer efter fem års pause fra udgivelser, og som forgængerne er det indspillet i Hidden Planet studiet i hjembyen Berlin med Jan Oberg som producer. Og igen er resultatet en omgang Thrash Metal med masser af power, hvor pressematerialet gør en del ud af, at de klassiske dyder tilsættes et moderne islæt.
Hvis vi starter med den klassiske vinkel, så har tyskerne fuld kontrol over genrens basale elementer: Guitarerne er knivskarpe, tempoet er højt, og Siegfried Rudzynski står for en markant vokal helt i tråd med traditionen. Det giver numre som ” Antidote to Order” og ”A.O.A” den helt rigtige kant og power.
Men hvad så med den lovede fornyelse? Tjae, den har jeg lidt sværere ved at udpege. Det eneste, der stikker ud fra mængden, er trommerne. De får lov at fylde mere i lydbilledet, og når Matthias Scheuerer fyrer ekstra op for stortrommerne i ”Remnants of Technology” og ”Signals”, giver det både et ekstra klik på energiskalaen og en halv stjerne i bedømmelsen. Da albummets som helhed ligger på et middelniveau, ændrer det ikke det store, men er et skridt i den rigtige retning.

Tracklist:
1. Remnants of Technology
2. Juggernaut
3. Cryoshock
4. A.O.A
5. The Immortals
6. Signals
7. Burn Them All
8. Give Us Life
9. Antidote to Order
10. Dark Descent
Samlet spilletid: 39:39

Læs mere...

Fractal Universe - The Impassable Horizon

“The Impassable Horizon” er det tredje album fra franske Fractal Universe, og deres andet på Metal Blade Records. Det gennemgående tema er døden og menneskets forhold hertil, og arbejdet med at skrive materialet strakte sig over det meste af 2019, efterfulgt af et halvt års forberedelser, inden man gik i studiet.
I matematikken er fraktaler en gruppe af geometriske former, og nå man lytter til franskmændenes musik, er det ikke overraskende, at det er indenfor naturvidenskaben, at bandet har fundet inspiration til sit navn. Deres fortolkning af den progressive Metal bevæger sig på et meget højt teknisk niveau; alle 4 medlemmer er virkelig dygtige musikere! Derfor har de hele tiden det nødvendige overskud, der sikrer, at selv meget komplicerede passager præsteres uanstrengt - Især guitaristen Hugo Florimond imponerer her. Det samme gør Vince Wilquin; han brøler ondt, men synger også rent og kraftfuldt, hele tiden med masser af udtryk og variation. Til gengæld kunne jeg godt undvære mandens indlæg på saxofon; ikke fordi han spiller dårligt, men fordi instrumentet efter min mening ikke passer ind i sammenhængen.
Når teknikken betyder så meget, er der altid en risiko for, at det hele bliver klinisk og sterilt. Den fare undgår franskmændene elegant ved at give musikken mange forskellige udtryk igennem albummet: De spænder fra brølende Death Metal til helt stille passager, og derimellem er der blevet plads til udfordrende rytmer. Disse er meget som genren foreskriver, til gengæld er produktionen helt i top. Samlet giver det et album, som repræsenterer den progressive Metal på glimrende vis.

Tracklist:
1. Autopoiesis
2. A Clockwork Expectation
3. Interfering Spherical Scenes
4. Symmetrical Masquerade
5. Falls of the Earth
6. Withering Snowdrops
7. Black Sails of Melancholia
8. A Cosmological Arch
9. Epitaph
10. Godless Machinists
11. Flashes of Potentialities (acoustic)
12. A Clockwork Expectation (radio edit)
Samlet spilletid: 57:29

Læs mere...

Desaster - Churches Without Saints

Tyske Desaster har i mere end 3 årtier markeret sig med en blanding af Black- og Thrash Metal, og det har ikke ændret sig på bandets niende studiealbum. Som titlen antyder, har albummet religionens hykleri som tema, og er optaget, mikset og mastered af bandets lydmand Jan Gensheimer.
Han har skabt et lydbillede, som balancerer mellem det rå, garageagtige og det gennemsigtige. Resultatet har en let overvægt til den rå side, hvilket giver helheden en liveagtig energi samtidig med, at der er fin fokus på stortrommerne hos bandets nye mand bag tønderne, Hont. Men han er ikke ene om at nyde godt af rammerne, for også sangeren Sataniac, guitaristen Infernal og bassisten Odin bliver sat fint i scene. Og frem for alt, så passer produktionen perfekt til bandets fortolkning af Thrash Metal, hvor der suppleres flittigt med byggeklodser fra Death- og (især) Black Metal. Det giver denne gang en højeksplosiv blanding, som eksekveres i højt tempo, og med masser af power. I et par numre bryder de sorte elementer igennem og dominerer, men ellers fungerer de som en smagsforstærker til musikkens grundstamme. Resultatet er meget overbevisende; selvom der rykkes hårdt fremad fra start, er der overskud til at variere, og niveauet holdes igennem samtlige spilleminutter, så der ikke er grund til at fremhæve nogle numre frem for andre. Mine møder med Desaster har ikke altid været lige positive, men denne gang må jeg konstatere, at tyskerne rammer plet!

Tracklist:
1 The grace of sin (intro)
2 Learn to love the void
3 Failing trinity
4 Exile is imminent
5 Churches without saints
6 Hellputa
7 Sadistic salvation
8 Armed architects of annihilation (in clarity for total death)
9 Prinordial obscurity
10 Endless awakening
11 Aus Asche (outro)
Samlet spilletid: 46:05

Læs mere...

Various Artists - Metal Massacre XV

I 1982 udsendte Metal Blade Records den første sampler med ny Metal under navnet ”Metal Massacre”, og nu er serien nået til udgave nummer 25, næsten 40 år senere. I løbet af den tid har serien været et springbræt for navne som Metallica, Slayer og Helhammer, bare for at nævne et eksempler. Spørgsmålet er, om 2021-udgaven byder på tilsvarende talent …
Den slags er skal man være varsom med at udtale sig om, når man kun har et enkelt nummer fra hver kunstner at bedømme ud fra. Inden jeg giver mit svar, er det værd at betragte albummet som helhed. Her er det tydeligt, at man har udvalgt de 10 numre ud fra musikalsk bredde: Mellem åbningsnummerets Thrash Metal og sluttrackets Melodiske Death Metal møder man Death Metal, Black Metal og Doom Metal samt forskellige blandinger heraf.
Men hvad har det med talentmassen at gøre? Jeg tror, at man har prioriteret at vise bredde højest, for selvom der ikke er noget i vejen med de valgte numre, udløser de ikke noget ”Wow, her er det nye verdensnavn”. De, der kommer tættest på, er Midnight Dice med deres
stærke Heavy Metal, og Smoulder, som leverer lækker Doom Metal.
Uanset min mening, så forbliver ”Metal Massacre” serien et markant udstillingsvindue for undergrundens navne, og jeg vil da blive glad, hvis et eller flere af navnene på denne udgave bryder stort igennem.

Tracklist:
1. Midnight - Masked and Deadly
2. Poison Ruïn - Demon Wind
3. Fuming Mouth - Master of Extremity
4. Many Suffer - The Trees Die Standing
5. Temple of Void - Leave the Light Behind
6. Ripped to Shreds - 撿骨 (Bone Ritual)
7. Rude - Omega
8. Midnight Dice - Starblind
9. Smoulder - Warrior Witch of Hel
10. Mother of Graves - In Somber Dreams
Samlet spilletid: 48:17

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed