fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Urkraft, Royal Metal Fest 2019

Der var Hatesphere. Der var Mnemic. Der var Raunchy, der var Dawn of Demise, og der var Koldborn. Og så var der Urkraft.

Den nævnte rækkefølge svarer stort set til, hvorledes min opmærksomhed fordelte sig på de nye, toneangivende danske metalgrupper i starten og midten af 00’erne. Det eneste, jeg stort set har vidst om Urkraft, var, at de i hvert fald spillede metal. Og altså var fra Danmark.

Siden back when har de åbenbart været gået i opløsning, og nu er de så blevet gendannet. Det er meget fint; så kan jeg også endelig få dem hørt.

Mit umiddelbare indtryk er, at Urkraft spiller metal. Det er ræddi hårdt og tungt og hurtigt; vokalen er noget ræddi bistert råveri, men så er der selvfølgelig også nogle enkelte melodiske anstrøg. (Hey, beskrev jeg lige halvdelen af alt metal i verden dér?)

Indrømmet: Lige nu sidder jeg faktisk mest og venter på at se Suffocation lige om lidt. Jeg er pissestiv; det har været en lang weekend. Jeg genkender intet af Urkrafts musik, men jeg har hørt meget af den før i andre sammenhænge. Der er ingen elementer, der for alvor står ud. Men det er superstramt spillet, og lyden er knivskarp.

Urkraft er slet ikke ringe. Måske er det bare mig, der er for fraværende til at bemærke nogen mindeværdigheder. Men måske er der også andre grunde til, at min opmærksomhed fordelte sig på de nye, toneangivende danske metalgrupper i starten og midten af 00’erne, således som flertallets opmærksomhed nu engang gjorde det.

 - Koldborn og Dawn of Demise var fornuftige bud på dødsmetal af den henholdsvis mere oldschool og tekniske art.
 - Raunchy havde højere til loftet end nogen Fleshgod Apocalypse- eller senere Dimmu Borgir-skive. Og deres fusion mellem skamløst catchy melodier og hård, moderne metal var langt mere smagfuld og original end alle de dér skide Killswitch Engage-wannabe’s, der jo fandme var ved at udvande halvdelen af hele fænomenet metal i en kort, skæbnesvanger periode.
 - Mnemic havde hele deres industrielt-futuristiske sound. De havde styr på effektiv midtemposandskrivning og undgik således at blive sat i bås som en Fear Factory-klon, ligesom de var lykkeligt foruden de værste sirupsmelodier.
 - Hatesphere havde langt mere krudt i røven end de andre, og i deres heyday var de velsignet med et line-up bestående af farverige, karismatiske og fandme sympatiske personager, der tilsammen udgjorde mere end summen af enkeltdelene.

Urkraft anno 2019 minder mest af alt om en flok gymnasielærere og pædagogmedhjælpere, der tilfældigvis hygger sig med at spille metal i fritiden uden at have ambitioner om at komme meget længere end måske Pumpehuset eller Amager Bio. Jeg aner ikke, om det forholder sig sådan, men det er det indtryk, jeg får.

Ja: Jeg lyder kynisk, og jeg håber vitterlig ikke, jeg hiver gassen for meget ud af nogen stort opsat reunion-ballon. Men der er ikke ét område, hvorpå Urkraft gør noget i højere, hurtigere, vildere eller sjovere grad end nogen anden indenfor hverken deres genre eller deres hjemland. Jeg kan godt lide deres musik, fordi jeg godt kan lide metal, og som med tilfældet Taake i går skal jeg nok kompensere for min manglende opmærksomhed med en 4/6’er.

Alt andet lige er det også bedre, at Urkraft øger mængden af metal i verden, end hvis de f.eks. havde spillet reggaeton. Fuck, jeg hader reggaeton.

Læs mere...

Sworn Enemy - Game Changer

Da Sworn Enemy udgav deres debutalbum ”As Real As It Gets” i 2003, var det med Hatebreeds Jamey Jasta som producer, og på deres sjette studiealbum ”Game Changer” er det med en anden celebrity bag mikserpulten, nemlig Robb Flynn fra Machine Head. Ligesom forgængeren ”Living On Borrowed Time” har albummet været fem år undervejs.

Flynn har med en flot og gennemsigtig produktion skabt fine rammer for albummet, og disse udfylder bandet med deres vanlige kombination af Hardcore og Metal. I starten af albummet virker tingene godt for Sworn Enemy; kombinationen af skarp musik og en aggressiv frontmand i form af Sal Lococo giver numrene den rigtige energi og kant. Desværre falder oplevelsen i niveau efterhånden som man kommer igennem de 11 numre; ikke fordi der mangler power, men fordi tingene bliver forudsigelige. Der er de rigtige breakdowns og bøllekor, men det hele er efter bogen og hørt mange gange før. Numre som ”Justify” og ”DOA” er udmærkede eksempler på denne tendens, men den rammer mange af numrene. Her hjælper det lidt på mit humør, at Sworn Enemy tager sig sammen og med ”Integrity Defines Strength” præsterer en sej afslutning. Alligevel efterlader albummet mig med en vis skuffelse; når det her er hvad bandet har frembragt på fem år, så må de gerne tage 8 år eller mere om det næste.

Tracklist:
1. Intro
2. Prepare For Payback
3. Seeds of Hate
4. Coming Undone
5. Justify
6. DOA
7. Fragments of a Broken Life
8. The Fall of Modern Man
9. Selling A Dream
10. The Consequence
11. Integrity Defines Strength
Samlet spilletid: 37:01

Læs mere...

Arch Enemy - Covered In Blood

I løbet af karrieren indspiller mange bands covernumre, enten bare for sjov, for at hylde gamle forbilleder eller simpelthen for at skaffe ekstra materiale til en udgivelse. Det gælder også for Arch Enemy, som åbenbart har flere covertracks at se tilbage på end de fleste. For at fodre de evigt sultne fans og udfylde tiden frem til bandets næste album, udsender Arch Enemy nu et album med 24 meget varierede covernumre fra forskellige tidspunkter i deres karriere.

At spændvidden er stor, viser et hurtigt blik ned over tracklisten; fra Tears For Fears’ 80’er Pop til Michael Amotts gamle band Carcass er der noget af et spring. Her er det forudsigeligt, at numre som ”Shout”, Mike Oldfields’ ”Shadow On The Wall” og Iron Maidens ”Aces High” får et gevaldigt los i kuglerne, når de udsættes for moderne Dødsmetal. Lidt mere uventet er det, at det lykkes at gøre en klassiker som "Breaking The Law” personlig uden at ødelægge arvesølvet.

Den største overraskelse er alligevel, hvor godt det passer for Arch Enemy at spille Punk – både de 4 Skitslickers numre og Charged G.B.H.s "City Baby Attacked By Rats” bliver fyret af med stor vrede og aggressivitet - Hvis bandet på et tidspunkt ønsker at skifte stil, er her noget at gå efter!

Med hele 24 tracks på albummet er det ingen overraskelse, at der også er et par mindre vellykkede indslag, og numre som ”The Zoo” og ”The Oath” bidrager mere til spilletiden end til oplevelsen. Alligevel er ”Covered In Blood” mere personligt og dermed bedre end flertallet af coveralbums.

Tracklist:
1 Shout (Tears For Fears)
2 Back To Back (Pretty Maids)
3 Shadow On The Wall (Mike Oldfield)
4 Breaking The Law (Judas Priest)
5 Nitad (Moderat Likvidation)
6 When The Innocent Die (Anti-Cimex)
7 Warsystem (Skitslickers)
8 Armed Revolution (Skitslickers)
9 Spräckta Snutskallar (Skitslickers)
10 The Leader (Of the Fuckin' Assholes) (Skitslickers)
11 City Baby Attacked By Rats (Charged G.B.H.)
12 Warning (Discharge)
13 The Zoo (Scorpions)
14 Wings Of Tomorrow (Europe)
15 The Oath (KISS)
16 The Book Of Heavy Metal (Dream Evil)
17 Walk In The Shadows (Queensryche)
18 Incarnated Solvent Abuse (Carcass)
19 Kill With Power (Manowar)
20 Symphony Of Destruction (Megadeth)
21 Aces High (Iron Maiden)
22 Scream Of Anger (Europe)
23 Starbreaker (Judas Priest)
24 The Ides Of March (Iron Maiden)
Samlet spilletid: 70:39

Læs mere...

In The Woods ... - Cease The Day

Ud fra pressematerialet at dømme, har In The Woods altid været præget af indre uro når der skulle kreeres ny musik; derfor var det ingen overraskelse, at bandet gik i opløsning i 2000. Fjorten år senere blev de gendannet og udgav et album, men under arbejdet på en efterfølger, kom en ny krise. I stedet for endnu et split, greb bandet chancen for at skabe nyt. Netop det handler albummet ”Cease The Day” om, for det er en selvbiografisk gengivelse af bandets kaotiske eksistens efter gendannelsen. Og som man kan forvente, er det en gengivelse med udsving, som godt nok indeholder voldsomme sekvenser, men i de fleste passager udstråler ro og harmoni. Det dikteres af de flerstemmige vokaler, som udfylder en ret stor del af spilletiden; de følger rolige melodier, og har noget old school stemning over sig. At melodierne er rolige betyder ikke, at de er uden energi - In The Woods er dygtige til at bygge langsomt op, så de dynamiske sider af sagen bliver tilgodeset. Og når den brølende vokal skærer igennem helheden, får numrene en fin og skarp kant. Endnu bedre bliver det, når det hele krones med en stærk guitarpræstation, som det sker i ”Cloud Seeder”. På samme måde giver ”Transcending Yesterdays” albummet ekstra energi, men generelt er det de melodiske sider af numrene, der efterlader det største indtryk – det giver håb om flere udgivelser fra In The Woods.

Tracklist:
01 - Empty streets
02 - Substance vortex
03 - Respect my solitude
04 - Cloud seeder
05 - Still yearning
06 - Strike up with the Dawn
07 – Transcending Yesterdays
08 - Cease the day
Samlet spilletid: 53:32

Læs mere...

Skull Pit - Skull Pit

Hvis ikke vi havde internettet, var dette album sikkert aldrig blevet til noget, for det er her, Mem V. Stein (kendt fra Exumer) og Tatsu Mikami (kendt fra Church of Misery) i flere år udvekslede ideer til dette debutalbum fra Skullpit – ganske praktisk når den første bor i New York, mens den anden hører hjemme i Tokyo.

Ideen var fra starten, at man ville søge tilbage til Metallens første storhedstid, hvor NWOBHM herskede. Der er også tydelig inspiration at spore fra den tid, for man kan ikke være i tvivl om, at de to musikere har lyttet temmelig meget til Motörhead. For selv om vokalen ligger langt fra Lemmys og bassen slet ikke forvrænger så meget som hans, er der mange lighedspunkter i numrene: Musikken buldrer bare afsted i et friskt tempo, men den indeholder en pæn portion Rock. Samtidig har Skull Pit lånt elementer mere eller mindre direkte, f.eks. er måden først bas, så trommer, så guitar kommer ind i starten af ”Marauders” brugt flere gange af de engelske forbilleder. Men her er det okay at låne, for nummeret er virkelig godt.

Musikken er ikke specielt original eller godt spillet, men der er noget sympatisk over den ligefremme stil. Og netop den umiddelbare glæde ved bare at fyre den af uden at skele til, om det er passende eller ej, er en ting, som jeg virkelig godt kan li’ ved albummet her. Så passer det fint ind, at man har valgt at slutte af med et cover af Rose Tattoo's "All the Lessons" – nummerets linje ”All The Bridges We Gotta Burn” siger det meget godt: Det er, hvad det er – take it or leave it! Jeg vælger det første!

Tracklist:
1. Double Cross
2. Roller
3. Fire Breather
4. Year Of The Dog
5. Soul Raiders
6. Blood Titan
7. Marauders
8. The Line
9. Wolf Spirit
10. All The Lessons (bonus track)
Samlet spilletid: 38:53

Læs mere...

Various Artists - Death Is Just The Beginning, MMXVIII

“Death Is Just The Beginning” er en serie af opsamlinger, som Nuclear Blast Records har udsendt over en årrække – oprindeligt nummereret fortløbende, senere blot med angivelse af årstallet.

2018 udgaven er blevet en samling af nye numre, genindspilninger, covernumre og demoer fra etablerede navne som Kataklysm, Hypocrisy, Carcass og Possessed, men der er også bidrag fra mindre kendte navne som Nailed To Obscurity og Bleeding Gods. Og lige så bred viften af kunstnere er, lige så bredt er det udtryk, som formidles i de enkelte numre. Der er virkelig langt fra Hypocrisys cover af det punkede ”They Lie” fra Exploited og Possesseds demo af ”Abandoned”, som er mere Speed Metal end Death Metal, til de tunge rytmer i ”Frozen Illusion” fra Paradise Lost og Carcass´ ”A Wraith In The Apparatus”. De enkelte numre er virkelig gode, og på papiret har det været en nobrainer for Nuclear Blast at sammensætte et virkelig fedt opsamlingsalbum.

Men af en eller anden grund har man valgt at gruppere numrene efter stil, så de første elleve numre afvikles i højt til vanvittigt højt tempo, så Decapitateds version af Meshuggahs ”Sane” kommer til at markere et velkomment afbræk i den ensidige satsning på hastighed. Eller med andre ord: Jeg når simpelthen at køre træt i musikken inden den sidste håndfuld numre bidrager med et mere varieret udtryk. Her skyder pladeselskabet sig selv i foden, og opsamlingens potentiale udnyttes ikke.

Tracklist:
01. BENEDICTION - Tear Off These Fucking Wings (demo)
02. KATAKLYSM - The Awakener (re-recorded)
03. HYPOCRISY - They Lie (The Exploited cover)
04. THE SPIRIT - Illuminate The Night Sky
05. MEMORIAM - The War Rages On (demo)
06. INSIDIOUS DISEASE - Soul Excavation
07. POSSESSED - Abandoned (demo)
08. THY ART IS MURDER - The Son Of Misery
09. IMMOLATION - Morbid Visions (feat. Max Cavalera) (Sepultura cover)
10. NAILED TO OBSCURITY - King Delusion
11. BLEEDING GODS - Beloved By Artemis
12. DECAPITATED - Sane (Meshuggah cover)
13. AENIMUS - Before The Eons
14. PARADISE LOST - Frozen Illusion
15. CARCASS - A Wraith In The Apparatus
16. BRUJERIA - Viva Presidente Trump!
Samlet spilletid: 71:03

Læs mere...

Eisregen - Fegefeuer

Godt på vej mod sølvbryllupsalderen udsender de tyske vildmænd fra Eisregen deres trettende studiealbum, men hvis man forventer at udtrykket er blevet mere afdæmpet med tiden, bliver man snydt – det er IKKE tilfældet, for alt er helt som vi kender det: Det første man støder på, er Michael Roths let rallende vokal, som er meget markant; man er ikke i tvivl om, hvorfor han har fået tilnavnet ”Blutkehle”. Det grumme fortsætter i teksterne, hvor blodet flyder i stride strømme; de gennemgående temaer er tortur, lemlæstelse, vold og død, så vi kommer vidt omkring i pinslernes univers.

Teksternes indhold og det faktum, at de er på tysk, leder tankerne hen på Rammstein, men Roth og Co. ligger langt efter Till Lindemanns finesse i omgangen med sproget. Musikken minder også nogle steder om landsmændenes stil, men peger desuden i retning af traditionel Death Metal. Heldigvis udelader Eisregen fuldstændig brugen af elektroniske elementer, for hvis det var tilfældet, havde jeg været tvunget til at trække Plagiatkortet.

Som det er nu, præsenterer Eisregen en stribe numre af ret skarp Metal, som ikke mangler energi. Til gengæld ligger de for tæt op ad Rammstein til, at der er tilstrækkeligt med selvstændighed i numrene til, at karakteren kommer over middel.

Tracklist:
1. Vorhölle
2. Fegefeuer
3. Knochentorte
4. Oben auf dem Leichenberg
5. Alice im Wundenland
6. Axtmann
7. Es lauert
8. Opfer
9. Die Bruderschaft des 7. Tages
10. Fahlmondmörder
11. Ich mach dich bleich
Samlet spilletid: 47:48

Læs mere...

Lifesick - Swept In Black

Mit første møde med Lifesick var deres debutskive ”6.0.1”, som udkom i 2016; en voldsom blanding af Metal og Hardcore, som satte bandet på landkortet. Siden er de fem medlemmer blevet styrket via en omfattende koncertvirksomhed, både herhjemme og ude i Europa. Med den i bagagen udsender Lifesick ”Swept In Black“.

Den potente blanding af Hardcore og Metal holder bandet fra Fredericia fast i, men denne gang varierer kvaliteten, alt efter hvor meget Hardcore-delen får lov at fylde. I numre som ”Buying Time”, ”Unholy” og ”Serpent King” fylder Metal-elementerne meget, men de giver ikke rigtig energi til numrene; det hele bliver for lukket – en fornemmelse, som hjælpes på vej af den meget mørke og unuancerede produktion. Eller sagt med andre ord: Metal-delen virker nærmest som en tung overfrakke, der hæmmer Lifesicks udfoldelser.

Til gengæld viser “Keep Me Under” og “A Million Steps Ahead” hvor fedt det hele er, når bandets indre Hardcoremonster slippes løs: Begge numre er så vilde og voldsomme på randen af det kaotiske, at jeg automatisk får lyst til at lave en moshpit. Flere numre i denne klasse havde pyntet på ”Swept In Black“, men der er for mange numre, hvor musikken er for tung i røven til at hive mere end en middelkarakter hjem.

Tracklist:
1. Lifesick 2
2. Buying Time
3. Ignorance
4. Unholy
5. Torment of Life
6. Suicide Spell
7. Cage of Fear
8. Keep Me Under
9. Serpent King
10. A Million Steps Ahead
Samlet spilletid: 30:10

Læs mere...

Redemption - Long Night's Journey Into Day

Der er gået to år siden Redemption udgav ”The Art Of Loss”, og dermed er bandet fra Los Angeles vendt tilbage til deres normale frekvens for studieudgivelser. Albummet markerer også noget nyt, idet det er det første med Evergrey- sangeren Tom Englund i front; han afløser Ray Alder, som forlod bandet sidste år.

At det ikke er et dårligt valg, beviser Englund allerede i åbningsnummeret ”Eyes You Dare Not Meet in Dreams” – Han synger kraftfuldt og varieret, og viser en glimrende indlevelse i nummeret. I det hele taget viser Redemption sig her fra deres bedste side: Nummeret er udstyret med virkelig stærke melodier, og på den musikalske side er der næsten perfekt balance mellem den meget varierede rytmesektion og de stærke guitarparter og flotte soli. At det hele er produceret til topkarakter, er næsten en selvfølgelighed.
At jeg bruger så meget plads på det første nummer skyldes, at beskrivelsen er dækkende for resten af albummet, når vi ser på fremførelse og opbygning. Og hvis Redemption havde præsteret lige så stærkt materiale på resten af albummet, havde jeg kvitteret med et sekstal i bedømmelsen. Når det ikke sker, skyldes det nogle blege numre omkring albummets midte, hvor der trædes lige lovlig meget vande. Men resten af albummet er Progressiv musik af høj klasse, så det sendes videre med en klar anbefaling herfra.

Tracklist:
1. Eyes You Dare Not Meet in Dreams
2. Someone Else's Problem
3. The Echo Chamber
4. Impermanent
5. Indulge in Color
6. Little Men
7. And Yet
8. The Last of Me
9. New Year's Day
10. Long Night's Journey into Day
Samlet spilletid: 64:42

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed