fbpx

Catalyst Crime - Catalyst Crime

Hvad der i 2017 startede som et projekt mellem sangerinden Zoe Marie Federoff og trommeslageren Gerit Lamm, er vokset til et band med musikere fra forskellige internationale bands under navnet Catalyst Crime – samme titel har bandets debutalbum også fået.
Her skal man ikke lytte længe, før bandets stil viser sig: Store orkesterarrangementer med lige så stort anlagte klassiske kor supplerer bandmedlemmernes indsats, og placerer helheden i afdelingen for Symfonisk Metal. Man lægger også mærke til den flotte produktion, der understreger, at der er brugt masser af tid og energi i studiet.
Genrens muligheder for bombastiske dimensioner udnyttes flot, hvor ”Projection Of My Mind” og ”Mother Dearest” er gode eksempler på musik i XXL format. Samtidig har man også sans for dynamik, ved at indflette flere passager med stille klaver, inden de symfoniske elementer kommer ind i billedet sammen med bandets Metal. Lægger man Federoffs klare sopran oveni, kan man vinge alle genrens basale krav af hos Catalyst Crime.
Spørgsmålet er så, hvad der får albummet til at stikke ud i forhold til scenens mange andre bands? Svaret peger hurtigt i retning af sangskrivningen, hvor Catalyst Crime har svært ved at markere sig for alvor. Kun den meget stærke melodi i ”Condemn Me To Chaos” har formået at sætte sig fast hos mig, og det er i underkanten for 12 tracks og 50minutters spilletid. Men der er tale om en debut, så man kan håbe på flere stærke momenter næste gang.

Tracklist:
1. With Only The Sun As My Witness (Intro)
2. Projection Of My Mind
3. Condemn Me To Chaos
4. Mother Dearest
5. Twice Upon A Time
6. Cognitive Dissonance (Feat. Jake E)
7. Break Even
8. Chasing The Ghost
9. Nowhere Near Dead Yet
10. Without Anesthesia
11. Not Even Once
12. One And Counting (Outro)
Samlet spilletid: 50:35

Læs mere...

Roth - Nachtgebete

Roth er en ny duo bestående af to generationer Roth: Faderen Michael står for alle vokaler, mens sønnen Quentin står for musikken. Umiddelbart fik navnene ingen klokker til at ringe hos mig, og så alligevel: Under navnet Blutkehle har Michael Roth stået i front for flere bands, bl.a. Eisregen, som jeg har anmeldt nogle gange.
Som vanligt synger Roth på tysk, og tekstuniverset centreres omkring emnerne vold, mord og forskellige afarter deraf – Her passer vokalen perfekt med sin vekslen mellem ren sang og rallen; det sidste især når tingene skal være truende. Den musikalske side af sagen blander traditionel Metal med synth-elementer, og har gennemgående en lidt aggressiv kant. Samtidig er flere omkvæd ret iørefaldende, og jeg har da haft ”Kopf ab” kørende på den mentale playliste.
Tilsammen placerer det Roth i genren Neue Deutsche Härte, som bl.a. tæller navne som Oomph! og Megaherz, om end det ikke er i den ekstreme ende af skalaen. Jeg ved godt, at jeg gentager mig selv, men med kombinationen hård Metal, tyske tekster og kontroversielle temaer er det umuligt ikke at sammenligne med Rammstein. Trods gode intentioner fremstår Roth i den sammenhæng hurtigt som en light udgave af genrens ubestridte konger. Fremadrettet håber jeg derfor, at Roth finder deres egen niche, hvor de placerer sig som noget særligt.

Tracklist:
CD 1
1. Eishauch
2. Schrei für mich
3. Kopf ab
4. Was mir bleibt
5. Mein Blut auf deiner Haut
6. Ein Loch ist ein Loch
7. Ein Nachtgebet
8. Das Leben ist ein krankes Spiel
9. Gleichklang
10. Meine Welt
11. Hautnah
12. Bevor ich geh
CD 2
1. Weine nicht
2. Schluck um Schluck
3. Ein kleines Stückchen Ewigkeit
4. Doktor Fleisch
Samlet spilletid: 60:54

Læs mere...

LLNN - Unmaker

Efter ”Loss” og ”Deads” fra hhv 2016 og 2018 vender københavnske LLNN tilbage med deres tredje album, og igen er et enkelt ord nok til at udgøre titlen: ”Unmaker”. Albummet er produceret af Jacob Bredahl i Dead Rat Studio, og udkommer på Pelagic Records.
I pressematerialet beskrives albummet som ”utilgivende” … Det er ikke forkert, men må siges at være noget af en underdrivelse. De 10 numre giver nemlig mest af alt indtryk af, at de forsøger at udslette både lytteren og alt, hvad der ellers kommer i vejen for dem. Og det sker vel at mærke ikke i form af en højhastighedstornado, som når f.eks. Marduk prøver på det samme. LLNNs musik har den samme tyngde, som kendes fra Doom Metal, men serveres med et eftertryk som for at sikre, at alt trampes ned under jordoverfladen.
En væsentlig del af stemningen skabes af synth-elementer, der udfører flere opgaver: I flere numre skaber de store, filmagtige sekvenser – Det giver ikke blot numrene en stor scene at optræde på, men indhyller dem også i en mørk stemning. Men bidragene er ikke kun dystre, for flere steder bløder tangenterne tingene en lille smule op med glimt af melodi.
Med sin uhyre brutale og lidt lukkede facon vil ”Unmaker” ikke være for alle, men det er heller ikke meningen! Hvad der mangler i variation og bredde, kompenseres rigeligt af albummets helstøbte og gennemførte udtryk. Resultatet er på én gang truende og fascinerende, og fortjener opmærksomhed.

Tracklist:
1. IMPERIAL
2. DESECRATOR
3. OBSIDIAN
4. VAKUUM
5. SCION
6. INTERLOPER
7. DIVISION
8. FORGER
9. TETHERS
10. RESURRECTION
Samlet spilletid: 39:58

Læs mere...

Spiral Grave - Legacy of the Anointed

Spiral Grave har hjemme i Virginia, USA, hvor bandet blev dannet i 2018. Året efter udsendte de den første af ialt fire singler, der fungerede som forløbere for bandets første album, "Legacy of the Anointed".

Det er en udgivelse, som falder i to klare halvdele, både når det gælder stil og kvalitet. Indholdet af de første 4 numre er halvtung Metal, som kombineres med et skud groove. Resultatet er en underlig mellemting, som ikke rigtigt kan bestemme sig for, hvad det er: Det er ikke rigtig Doom, det er ikke rigtig Sludge, men hvad værre er, at det er temmelig uinteressant og grænsende til det kedelige. Eller med andre ord: Havde jeg albummet på vinyl, ville jeg kun lytte til side 2.

Det virker nemlig som om, at Spiral Grave har brugt de første numre til at spille sig varme. Numrene på anden halvdel er både friskere i tempo og mere spændende at lytte til. Det energimæssige kulminerer i ”Tanglefoot”, hvor både guitarer og vokal har noget af den skarphed, der har manglet tidligere. Alligevel sætter Spiral Grave trumf på med det afsluttende ”Abgrund”: Nummeret starter med lyden af fangekælder, som afløses af et virkelig godt og sejtrækkende guitarriff. Det rykker virkelig godt, og hvis det er en strømpil for fremtidige udgivelser fra Spiral Grave, er der store ting i vente. Her og nu er det ikke nok til trække debuten op over middel, så amerikanerne må nøjes med 3 stjerner.

 

Tracklist:

  1. Nightmare on May Eve (Dunwich pt. 1)
  2. Modern Day Golden Calf
  3. Out Of My Head
  4. Nothing
  5. Your Enemy‘s Enemy
  6. Walking Talking Dead Man
  7. Tanglefoot
  8. Abgrund

Samlet spilletid: 45:15

Læs mere...

Erdve - Savigaila

Det er ikke så tit, vi anmelder udgivelser fra Litauen, men selvfølgelig er der også en musikscene der. Et af navnene er Erdve, der blev dannet i hovedstaden Vilnius i 2016, og udsendte sit første album i 2018. Nu er de tre medlemmer så klar med album nummer to, ”Savigaila”.
Bandets stil bliver beskrevet som ”eksperimenterende Hardcore Sludge” – en helgardering, der kunne være hvad som helst. På ”Savigaila” dækker det over en blanding, hvor det eksperimenterende overskygger de nævnte genrer. Godt nok kunne den skrigende vokal sagtens være taget direkte fra et Hardcore band, men den ledsagende musik har på intet tidspunkt det energiske og medrivende drive, der kendetegner dén genre. Er det så sludge?
Heller ikke direkte, selv om passager foregår i slæbegear, er musikken en tand for voldsom til, at dét genrestempel passer.
Så jo, albummet er et mest af alt et eksperiment, men desværre ikke et vellykket et af slagsen. Stemningen er mørk og fyld med mol-klange, men i lange passager står tingene næsten helt stille; selv om det er ret voldsomt, består musikken mest af monotone gentagelser. Ikke overraskende mister jeg interessen her …
Alt for sjældent afviges der fra oplægget, som når nedtones og slapper af, eller når klavertoner giver musikken en anden vinkel. Derfor har jeg svært ved at anbefale albummet til andre en de, der bevidst søger det afvigende.

Tracklist:
1. Lavondėmės
2. Smala
3. Votis
4. Betonas
5. Pleura
6. Bendrystė
7. Sugretinimas
8. Pragulos
9. Savigaila
10. Skilimas
11. Takoskyra
Samlet spilletid: 42:45

Læs mere...

Urne - Serpent & Spirit

Da bandet Hang The Bastard gik i opløsning i 2016, besluttede bassisten Joe Nally og guitaristen Angus Neyra sig for at danne Urne. I 2018 kom trommeslageren Richard Harrison ombord, og samme år udkom EP´en ”The Mountain Of Gold”. Nu, hvor man kan begynde at ane en ende på corona-pandemien, er bandet fra London klar med deres første album, som fortæller historien om en mand, der skifter mellem godt og ondt.
Og lige så enkelt, som det lyder, lige omfattende er det arsenal af genrer, som Urne benytter sig af, for at skabe den ledsagende musik og ditto vokal. Denne fremstår hovedsageligt som aggressiv og skrigende, men optræder også brølende og endda ren og blød. Musikken går et skridt videre, og betjener sig af elementer fra Post Rock, Heavy Metal, Grunge, Sludge Metal – genrefetichister kan sikkert udvide listen yderligere. Med så mange inspirationskilder i spil, kunne man frygte, at albummet ville være en rodebutik – men det er ikke tilfældet. Godt nok var det første indtryk lidt rodet og ufokuseret, men efter et stykke tid begyndte tingene at give mening, og jeg endte faktisk med at synes godt om ”Serpent & Spirit”. Urne rammer ikke plet hver gang, men alle numre rammer skiven, uanset hvilken genre, der dominerer dem.

Tracklist:
1. Serpent & Spirit
2. The Palace Of Devils & Wolves
3. Memorial
4. Moon&Sky
5. Desolate Heart
6. Envy The Dead
7. Memorial: Sing Me To Rest
8. A Tomb So Frail
Samlet spilletid: 53:55

Læs mere...

Primal Age - Masked Enemy

Med en start tilbage i 1995 må franske Primal Age regnes for pionerer på den europæiske Hardcore scene, men alligevel må jeg indrømme, at det er første gang, jeg er stødt på dem – det skal nu ikke afholde mig fra at give deres nyeste album, ”Masked Enemy” en anmeldelse.
Primal Age spiller Hardcore af den metalliske slags, så musikkens naturlige uptempo energi bliver boostet med en metallisk kant. Det giver ikke blot numrene et ekstra lag, men åbner også for andre elementer. Således er guitarerne i åbningsnummeret næsten blackened ind imellem, og i det fede ”The Devil Is Hidden In Shadow” matches brølende gang vocals med melodiske guitarer – det fungerer overraskende godt. Det samme gør titelnummeret, for selvom det stilmæssigt ligner resten, markerer det et trin op på energiskalaen.
På albummets anden halvdel er det som om, at det kniber med ideerne: Numrene er skåret helt efter bogen, men mangler lige det ekstra, der får dem til at stikke ud fra den halvgrå mængde. Her havde det været okay at luge et par numre ud; det havde hævet helheden, og spilletiden kunne sagtens klare at blive beskåret lidt. ”Masked Enemy” er et stilsikkert album, og Primal Age leverer udmærket håndværk, men det er for sjældent, at det rykker for alvor.

Tracklist:
01. Intro & Wise Old Man
02. The Devil Is Hidden In Shadow
03. Adolescent Humanity
04. The Two Heads Monster
05. Masked Enemy
06. I Warn You
07. The Downside Of Progress
08. Who Dares Wins
09. Passion vs. Fashion
10. Blinded By Cruelty
11. Awakening Of Consciousness
Samlet spilletid: 33:53

Læs mere...

Offernat – Offernat

Offernat er endnu et nyt navn opstået under pandemiens nedlukning af samfundet. Bandet stammer fra København, og nu er de tre medlemmer klar med deres første udspil, som er en selvbetitlet EP med 4 numre.
Og det er en EP, der peger i forskellige retninger! Åbneren ”Submissive Impulse” er domineret af en let punket guitar, der driver nummeret frem i frisk tempo, mens den vrede frontvokal og baggrundskor i Gang Vocals stil giver nummeret et kraftigt præg af Hardcore. Har man forventninger om, at det er stilen fremadrettet, vender ”Black Lung” op og ned på det hele; nummeret veksler mellem passager med helt stille guitar, og ditto med voldsom brølen og tunge anslag – et nummer med store kontraster. Dem er der ikke så mange af i ”Nattefrost”, som er helt nedtonet med akustisk guitar og klaver; nummeret er instrumentalt, og passer perfekt til titlen: Det hele er stille, rent og klart.
Det kan man til gengæld ikke påstå om slutnummeret ”Shadow of Flame”; dets næsten 10 minutter lange spilletid er præget af tunge guitarer i Doom / Sludge-stil i begyndelsen, men skifter senere karakter og bliver mere groovy.
Så ja, vi kommer vidt omkring med Offernat, og EP’en efterlader indtrykket af et band, som har lyst til at eksperimentere, men endnu ikke helt har afstukket deres musikalske kurs.

Tracklist:
1. Submissive Impulse
2. Black Lung
3. Nattefrost
4. Shadow of Flame
Samlet spilletid: 24:40

Læs mere...

Various Artists - Metal Massacre XV

I 1982 udsendte Metal Blade Records den første sampler med ny Metal under navnet ”Metal Massacre”, og nu er serien nået til udgave nummer 25, næsten 40 år senere. I løbet af den tid har serien været et springbræt for navne som Metallica, Slayer og Helhammer, bare for at nævne et eksempler. Spørgsmålet er, om 2021-udgaven byder på tilsvarende talent …
Den slags er skal man være varsom med at udtale sig om, når man kun har et enkelt nummer fra hver kunstner at bedømme ud fra. Inden jeg giver mit svar, er det værd at betragte albummet som helhed. Her er det tydeligt, at man har udvalgt de 10 numre ud fra musikalsk bredde: Mellem åbningsnummerets Thrash Metal og sluttrackets Melodiske Death Metal møder man Death Metal, Black Metal og Doom Metal samt forskellige blandinger heraf.
Men hvad har det med talentmassen at gøre? Jeg tror, at man har prioriteret at vise bredde højest, for selvom der ikke er noget i vejen med de valgte numre, udløser de ikke noget ”Wow, her er det nye verdensnavn”. De, der kommer tættest på, er Midnight Dice med deres
stærke Heavy Metal, og Smoulder, som leverer lækker Doom Metal.
Uanset min mening, så forbliver ”Metal Massacre” serien et markant udstillingsvindue for undergrundens navne, og jeg vil da blive glad, hvis et eller flere af navnene på denne udgave bryder stort igennem.

Tracklist:
1. Midnight - Masked and Deadly
2. Poison Ruïn - Demon Wind
3. Fuming Mouth - Master of Extremity
4. Many Suffer - The Trees Die Standing
5. Temple of Void - Leave the Light Behind
6. Ripped to Shreds - 撿骨 (Bone Ritual)
7. Rude - Omega
8. Midnight Dice - Starblind
9. Smoulder - Warrior Witch of Hel
10. Mother of Graves - In Somber Dreams
Samlet spilletid: 48:17

 

Læs mere...

Yautja - The Lurch

Deres andet album, “The lurch”, bruger de tre medlemmer Kayhan Vaziri (Bas/Vokal), Shibby Poole (Guitar) og Tyler Coburn (Trommer) til at kommentere på samfundet omkring dem: Politik, hjemløshed og sociale mediers magt, foruden de frustrationer, der er forbundet med at spille hårdtslående musik, når man bor i Countryens hovedby, Nashville.
Og hårdtslående er en udmærket fælles betegnelse for de 9 numre, for her bliver der bestemt ikke lagt fingre imellem. Hovedparten af dem er sammensat at elementer fra Hardcore og Metal, men ikke med genrernes vanlige drive og flow. I stedet er tingene bevidst holdt skæve og svære at komme ind på livet af – én ting er, at resultatet ikke er iørefaldende og kommercielt, men det er ofte næsten irriterende at lægge øre til. De usammenhængende temaer og Vaziris ensidigt brølende vokal gør det ikke nemt at trænge ind i numrene; til gengæld passer den rudimentære garageproduktion fint til helheden.
På falderebet lykkes det heldigvis at rette lidt op på det uinteressante indtryk. Det sker med tre numre, som er mere rene rent stilmæssigt. Det giver samtidig plads til mere flow end tidligere, og albummets højdepunkt ligger til slut. Desværre sker det på en billig baggrund, for vejen dertil er alt andet end spændende at beskæftige sig med. Derfor kan jeg ikke anbefale “The lurch”.

Tracklist:
1. A Killing Joke
2. The Spectacle
3. Wired Depths
4. Undesirables
5. Tethered
6. Clock Cleaner
7. Catastrophic
8. The Weight
9. Before the Foal
Samlet spilletid: 46:00

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed