fbpx

Erdve - Savigaila

Det er ikke så tit, vi anmelder udgivelser fra Litauen, men selvfølgelig er der også en musikscene der. Et af navnene er Erdve, der blev dannet i hovedstaden Vilnius i 2016, og udsendte sit første album i 2018. Nu er de tre medlemmer så klar med album nummer to, ”Savigaila”.
Bandets stil bliver beskrevet som ”eksperimenterende Hardcore Sludge” – en helgardering, der kunne være hvad som helst. På ”Savigaila” dækker det over en blanding, hvor det eksperimenterende overskygger de nævnte genrer. Godt nok kunne den skrigende vokal sagtens være taget direkte fra et Hardcore band, men den ledsagende musik har på intet tidspunkt det energiske og medrivende drive, der kendetegner dén genre. Er det så sludge?
Heller ikke direkte, selv om passager foregår i slæbegear, er musikken en tand for voldsom til, at dét genrestempel passer.
Så jo, albummet er et mest af alt et eksperiment, men desværre ikke et vellykket et af slagsen. Stemningen er mørk og fyld med mol-klange, men i lange passager står tingene næsten helt stille; selv om det er ret voldsomt, består musikken mest af monotone gentagelser. Ikke overraskende mister jeg interessen her …
Alt for sjældent afviges der fra oplægget, som når nedtones og slapper af, eller når klavertoner giver musikken en anden vinkel. Derfor har jeg svært ved at anbefale albummet til andre en de, der bevidst søger det afvigende.

Tracklist:
1. Lavondėmės
2. Smala
3. Votis
4. Betonas
5. Pleura
6. Bendrystė
7. Sugretinimas
8. Pragulos
9. Savigaila
10. Skilimas
11. Takoskyra
Samlet spilletid: 42:45

Læs mere...

Urne - Serpent & Spirit

Da bandet Hang The Bastard gik i opløsning i 2016, besluttede bassisten Joe Nally og guitaristen Angus Neyra sig for at danne Urne. I 2018 kom trommeslageren Richard Harrison ombord, og samme år udkom EP´en ”The Mountain Of Gold”. Nu, hvor man kan begynde at ane en ende på corona-pandemien, er bandet fra London klar med deres første album, som fortæller historien om en mand, der skifter mellem godt og ondt.
Og lige så enkelt, som det lyder, lige omfattende er det arsenal af genrer, som Urne benytter sig af, for at skabe den ledsagende musik og ditto vokal. Denne fremstår hovedsageligt som aggressiv og skrigende, men optræder også brølende og endda ren og blød. Musikken går et skridt videre, og betjener sig af elementer fra Post Rock, Heavy Metal, Grunge, Sludge Metal – genrefetichister kan sikkert udvide listen yderligere. Med så mange inspirationskilder i spil, kunne man frygte, at albummet ville være en rodebutik – men det er ikke tilfældet. Godt nok var det første indtryk lidt rodet og ufokuseret, men efter et stykke tid begyndte tingene at give mening, og jeg endte faktisk med at synes godt om ”Serpent & Spirit”. Urne rammer ikke plet hver gang, men alle numre rammer skiven, uanset hvilken genre, der dominerer dem.

Tracklist:
1. Serpent & Spirit
2. The Palace Of Devils & Wolves
3. Memorial
4. Moon&Sky
5. Desolate Heart
6. Envy The Dead
7. Memorial: Sing Me To Rest
8. A Tomb So Frail
Samlet spilletid: 53:55

Læs mere...

Primal Age - Masked Enemy

Med en start tilbage i 1995 må franske Primal Age regnes for pionerer på den europæiske Hardcore scene, men alligevel må jeg indrømme, at det er første gang, jeg er stødt på dem – det skal nu ikke afholde mig fra at give deres nyeste album, ”Masked Enemy” en anmeldelse.
Primal Age spiller Hardcore af den metalliske slags, så musikkens naturlige uptempo energi bliver boostet med en metallisk kant. Det giver ikke blot numrene et ekstra lag, men åbner også for andre elementer. Således er guitarerne i åbningsnummeret næsten blackened ind imellem, og i det fede ”The Devil Is Hidden In Shadow” matches brølende gang vocals med melodiske guitarer – det fungerer overraskende godt. Det samme gør titelnummeret, for selvom det stilmæssigt ligner resten, markerer det et trin op på energiskalaen.
På albummets anden halvdel er det som om, at det kniber med ideerne: Numrene er skåret helt efter bogen, men mangler lige det ekstra, der får dem til at stikke ud fra den halvgrå mængde. Her havde det været okay at luge et par numre ud; det havde hævet helheden, og spilletiden kunne sagtens klare at blive beskåret lidt. ”Masked Enemy” er et stilsikkert album, og Primal Age leverer udmærket håndværk, men det er for sjældent, at det rykker for alvor.

Tracklist:
01. Intro & Wise Old Man
02. The Devil Is Hidden In Shadow
03. Adolescent Humanity
04. The Two Heads Monster
05. Masked Enemy
06. I Warn You
07. The Downside Of Progress
08. Who Dares Wins
09. Passion vs. Fashion
10. Blinded By Cruelty
11. Awakening Of Consciousness
Samlet spilletid: 33:53

Læs mere...

Offernat – Offernat

Offernat er endnu et nyt navn opstået under pandemiens nedlukning af samfundet. Bandet stammer fra København, og nu er de tre medlemmer klar med deres første udspil, som er en selvbetitlet EP med 4 numre.
Og det er en EP, der peger i forskellige retninger! Åbneren ”Submissive Impulse” er domineret af en let punket guitar, der driver nummeret frem i frisk tempo, mens den vrede frontvokal og baggrundskor i Gang Vocals stil giver nummeret et kraftigt præg af Hardcore. Har man forventninger om, at det er stilen fremadrettet, vender ”Black Lung” op og ned på det hele; nummeret veksler mellem passager med helt stille guitar, og ditto med voldsom brølen og tunge anslag – et nummer med store kontraster. Dem er der ikke så mange af i ”Nattefrost”, som er helt nedtonet med akustisk guitar og klaver; nummeret er instrumentalt, og passer perfekt til titlen: Det hele er stille, rent og klart.
Det kan man til gengæld ikke påstå om slutnummeret ”Shadow of Flame”; dets næsten 10 minutter lange spilletid er præget af tunge guitarer i Doom / Sludge-stil i begyndelsen, men skifter senere karakter og bliver mere groovy.
Så ja, vi kommer vidt omkring med Offernat, og EP’en efterlader indtrykket af et band, som har lyst til at eksperimentere, men endnu ikke helt har afstukket deres musikalske kurs.

Tracklist:
1. Submissive Impulse
2. Black Lung
3. Nattefrost
4. Shadow of Flame
Samlet spilletid: 24:40

Læs mere...

Various Artists - Metal Massacre XV

I 1982 udsendte Metal Blade Records den første sampler med ny Metal under navnet ”Metal Massacre”, og nu er serien nået til udgave nummer 25, næsten 40 år senere. I løbet af den tid har serien været et springbræt for navne som Metallica, Slayer og Helhammer, bare for at nævne et eksempler. Spørgsmålet er, om 2021-udgaven byder på tilsvarende talent …
Den slags er skal man være varsom med at udtale sig om, når man kun har et enkelt nummer fra hver kunstner at bedømme ud fra. Inden jeg giver mit svar, er det værd at betragte albummet som helhed. Her er det tydeligt, at man har udvalgt de 10 numre ud fra musikalsk bredde: Mellem åbningsnummerets Thrash Metal og sluttrackets Melodiske Death Metal møder man Death Metal, Black Metal og Doom Metal samt forskellige blandinger heraf.
Men hvad har det med talentmassen at gøre? Jeg tror, at man har prioriteret at vise bredde højest, for selvom der ikke er noget i vejen med de valgte numre, udløser de ikke noget ”Wow, her er det nye verdensnavn”. De, der kommer tættest på, er Midnight Dice med deres
stærke Heavy Metal, og Smoulder, som leverer lækker Doom Metal.
Uanset min mening, så forbliver ”Metal Massacre” serien et markant udstillingsvindue for undergrundens navne, og jeg vil da blive glad, hvis et eller flere af navnene på denne udgave bryder stort igennem.

Tracklist:
1. Midnight - Masked and Deadly
2. Poison Ruïn - Demon Wind
3. Fuming Mouth - Master of Extremity
4. Many Suffer - The Trees Die Standing
5. Temple of Void - Leave the Light Behind
6. Ripped to Shreds - 撿骨 (Bone Ritual)
7. Rude - Omega
8. Midnight Dice - Starblind
9. Smoulder - Warrior Witch of Hel
10. Mother of Graves - In Somber Dreams
Samlet spilletid: 48:17

 

Læs mere...

Yautja - The Lurch

Deres andet album, “The lurch”, bruger de tre medlemmer Kayhan Vaziri (Bas/Vokal), Shibby Poole (Guitar) og Tyler Coburn (Trommer) til at kommentere på samfundet omkring dem: Politik, hjemløshed og sociale mediers magt, foruden de frustrationer, der er forbundet med at spille hårdtslående musik, når man bor i Countryens hovedby, Nashville.
Og hårdtslående er en udmærket fælles betegnelse for de 9 numre, for her bliver der bestemt ikke lagt fingre imellem. Hovedparten af dem er sammensat at elementer fra Hardcore og Metal, men ikke med genrernes vanlige drive og flow. I stedet er tingene bevidst holdt skæve og svære at komme ind på livet af – én ting er, at resultatet ikke er iørefaldende og kommercielt, men det er ofte næsten irriterende at lægge øre til. De usammenhængende temaer og Vaziris ensidigt brølende vokal gør det ikke nemt at trænge ind i numrene; til gengæld passer den rudimentære garageproduktion fint til helheden.
På falderebet lykkes det heldigvis at rette lidt op på det uinteressante indtryk. Det sker med tre numre, som er mere rene rent stilmæssigt. Det giver samtidig plads til mere flow end tidligere, og albummets højdepunkt ligger til slut. Desværre sker det på en billig baggrund, for vejen dertil er alt andet end spændende at beskæftige sig med. Derfor kan jeg ikke anbefale “The lurch”.

Tracklist:
1. A Killing Joke
2. The Spectacle
3. Wired Depths
4. Undesirables
5. Tethered
6. Clock Cleaner
7. Catastrophic
8. The Weight
9. Before the Foal
Samlet spilletid: 46:00

Læs mere...

Capra - In Transmission

Efter endt afvænning i 2016 ville guitaristen Tyler Harper arbejde på noget nyt, så han startede Capra sammen med trommeslageren Jeremy Randazzo. Efter forskellige besætninger lykkes det med bassisten Ben Paramore og sangerinden Crow Lotus at finde det rigtige line-up til dette debutalbum. Hovedparten er optaget i december 2019, mens Covid-19 pandemien udskød både færdiggørelse og udgivelse.
Men nu er albummet her, og det er en voldsom sag. Harpers musikalske vision er, at gengive Punk og Hardcore scenen, som den tog sig ud omkring årtusindskiftet. Og at dømme efter albummet her, var det en periode præget af høj energi og ekstrem vrede. Efter en kort instrumental intro sparkes døren ind med ”Hollow Doll”, der via metallisk kant og Lotus´ skrigende vokal tiltvinger sig opmærksomhed. Så følger 3 numre, som stilmæssigt er Hardcore med et rigtig godt drive. Derved matcher musikken den massive vokal perfekt, og numrene markerer albummets kvalitetsmæssige højdepunkt.
Herefter falder oplevelsen mærkbart i kvalitet, for selv om man arbejder med nogle af de samme elementer, lykkes det ikke at opnå tilsvarende effekt. I stedet forrykkes balancen, og numrene bliver hurtigt forudsigelige og ensformige.
Konklusionen er derfor, at så længe musikken bevarer sit drive, kan den matche vokalen. Men med det samme paraderne sænkes, tipper balancen – det er prisen for at køre så kompromisløst, som Capra gør det.

Tracklist:
1. [Exordium]
2. Hollow Doll
3. The Locust Preacher
4. Medusa
5. Torture Ship
6. Paper Tongues
7. Mutt
8. Transfiguration
9. Red Guillotine
10. Deadbeat Assailant
11. Samuraiah Carey

Samlet spilletid: 32:28.

Læs mere...

Non Serviam - Le Coeur Bat

Man vil gerne bevare mystikken omkring Non Serviam, så det er ikke mange oplysninger, der kommer ud til verden. Ud over at være startet som et enkeltmandsprojekt i det sydlige Frankrig i starten af dette årtusind, og at man ikke vil placeres i en enkelt genre, så ved jeg ikke så meget om bandet – ”Le Coeur Bat” må tale for sig selv.
Og det gør albummet så på sin helt egen måde – Meget langt fra gængse opskrifter på Metal. Det hele sættes på plads i det 25 minutter lange titelnummer, som åbner ballet. Her møder man et sammensurium af mange elementer, der sammensættes forskelligt, og derved skaber forskellige udtryk og dynamik. I perioder er der ikke meget rytmisk struktur, her fremtræder nummeret som en collage af keyboards og diverse vokaler, der både synger, taler og skriger. Det virker til tider overvældende og kaotisk, men afløses af passager med ret voldsom Metal i højt tempo.
De følgende numre bruger de samme elementer, der blandes forskelligt, så ”Infanticide” mikser benhård Metal med en talende kvindestemme, mens det instrumentale ”S’Evaporer” forener rolig musik med voldsomme rytmer, der minder mig om Igorrr. Det hele er eksperimenterende, men det er langt fra alle ideer, der resulterer i noget godt. Derfor er ”Le Coeur Bat” et album, som kræver, at man er i det rette humør – ellers bliver det hurtigt for meget.

Tracklist:
01 - Le Coeur Bat
02 - Infanticide
03 - Nights in Black Masses (Interlude)
04 - Salem
05 - S’Evaporer (Instrumental)
06 - I Watch You From Afar
07 - Inno Individualista (Cover)
08 - Je Contre (Demo)
Samlet spilletid: 67:19

Læs mere...

The Amenta - Revelator

"Revelator" er det fjerde album fra australske The Amenta, og det kommer 8 år efter forgængeren ”Flesh Is Heir”. Den relativt lange pause har man brugt på at eksperimentere og forfine bandets stil som et led i arbejdet med det nye materiale.
Det første, jeg lagde mærke til på albummet, er produktionen, som er fjern og distanceret – at lytte til de ni numre er lidt som at opleve en koncert fra parkeringspladsen foran stadion. Det kræver lidt tilvænning, for man skal lige koncentrere sig en tand ekstra, når der lyttes. Koncentrationen gavner ikke kun lydbilledet, for også stilmæssigt falder The Amenta udenfor de vante kasser. Åbningsnummeret er ellers en ret traditionel gang Death Metal tilsat lidt fra den Sorte side og serveret på en småkaotisk facon, men herefter går bandet sine egne veje.
Der lægges mere vægt på at skabe mørke og lidt spooky stemninger end på at vælte lytteren bagover. Derfor er der i flere numre lange passager, hvor den rå Metal erstattes af rolig musik og let mumlende vokal.
At The Amenta vælger deres egen tilgang til opgaven, kan jeg kun bifalde – genremæssig stangvare er der nok af derude. Desværre markerer numrene sig på en indadvendt måde, hvor de fede Metalangreb er i undertal, og det skæve dominerer; derfor kun en middel karakter.

Tracklist:
1. An Epoch Ellipsis
2. Sere Money
3. Silent Twin
4. Psoriastasis
5. Twined Towers
6. Parasight Lost
7. Wonderlost
8. Overpast
9. Parse Over
Samlet spilletid: 45:39

Læs mere...

Cro-Mags - 2020

I betragtning af, hvor længe Cro-Mags har eksisteret, er det ikke mange udgivelser, der er kommet fra New Yorkerne. Men 2020 har gjort så stor et indtryk på bandet, at man i tilgift til albummet ”In The Beginning”, som udkom i juni, runder året af med denne EP.
Det går selvfølgelig ikke stille af, når der skal kommenteres på Corona, isolation og det politiske klima i et USA, der er mere delt end nogensinde. I praksis betyder det en omgang Hardcore, hvor HARD skal tages alvorligt, da der suppleres med en del Metalelementer og en rigtig go’ produktion (for et Hardcore album er den usædvanligt vellykket!). Her følger musikken trop langt henad vejen, i hvert fald så længe der står ren Hardcore øverst på menuen. Det gør der især i ”Age Of Quarantine” og “Violence and Destruction”, hvor tempo og gang vocals sætter den rette stemning. Og i ”Chaos in the Streets” får vi også et fedt omkvæd at brøle med på.
Til gengæld er det Metal-dominerede titelnummer ikke noget særligt, og så ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal synes om afslutteren ”Cro-Fusion”: Nummeret er en instrumental jamsession, som mest af alt er Funk, og falder helt uden for rammerne … Heldigvis er de gode numre i overtal, men jeg ser alligevel frem til et rigtigt album fra Cro-Mags.

Tracklist:
1. Age Of Quarantine
2. 2020
3. Life On Earth
4. Violence and Destruction
5. Chaos in the Streets
6. Cro-Fusion
Samlet spilletid: 20:20

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed