fbpx

Eyes - Underperformer

Jeg må starte med at indrømme, at jeg virkelig kom galt ind på ”Underperformer”, som er det første album fra Eyes: Efter de første gennemlytninger var jeg sikker på, at min anmeldelse ville ende med eder, forbandelser og en bundkarakter. Bandets mildest talt kompromisløse stil var alt for ustruktureret og kaotisk, og Victor Kaas’ vildt skrigende vokal gjorde ikke ligefrem tingene bedre.
Heldigvis ligger der som oftest mange gennemlytninger bag en anmeldelse, og efterhånden begyndte jeg at få et mere nuanceret billede af tingene. Bandets blanding af energisk Hardcore og skæv Metal var stadig ekstrem, men nu begyndte jeg at lægge mærke de seje guitarer i ”Choke” og den specielle stemning i ”Voiceswhispersecretsandspeakonlytruths”. Samtidig viste vokalen sig at have en rallende stil oveni de allerede kendte råbende og skrigende udgaver.

Men tag ikke fejl; albummet er stadig ekstremt og med mange modhager, der nok vil virke afskrækkende på de fleste. Men selv om det hælder til den ekstreme side, er der samtidig noget udfordrende, som jeg godt kan lide. Energien er enormt høj, og selv om albummet aldrig kommer til at tælle blandt mine favoritter, anerkender jeg helhedskonceptet og Eyes’ selvsikre tilgang. Derfor er titlen misvisende; man kan ikke påstå, at Eyes underpræsterer på deres albumdebut!

Tracklist:
1. Verge
2. Distance
3. Underperformer
4. Choke
5. Surf
6. Off
7. Voiceswhispersecretsandspeakonlytruths
8. Swim
9. Victim
10. Crutches
Samlet spilletid: 31:18

Læs mere...

The Ocean - Phanerozoic II: Mesozoic | Cenozoic

For to år siden udgav The Ocean albummet ”Phanerozoic I: Palaeozoic”, og nu følger de op med del II, som har undertitlen ”Mesozoic | Cenozoic” – dermed fortsætter tyskerne med titler fra jordens geologiske tider. Samtidig hæver de sig kvalitetsmæssigt over forgængeren, endda så meget, at jeg ikke tøver med at udråbe denne anden runde til det bedste album fra The Ocean i mere end ti år.
Musikken har mange facetter, og alt efter humør og hvor i albummet man befinder sig, kan der høres inspiration fra navne som Pink Floyd og Radiohead. Men samtidig eksploderer begivenhederne ind imellem i ren Metal med en voldsomt brølende vokal, ligesom det i perioder er blæserklange, der dominerer numrene – her rammes der bredt!
The Ocean følger dermed ikke i andres fodspor, for albummet er helt sit eget. Stilmæssigt bygges der videre på bandets tidligere udgivelser, men der skal lige et par gennemlytninger til, før man får styr på omfanget. Herfra vokser indholdet i styrke, og med antallet af gennemlytninger er også min glæde ved albummet vokset. Der er ikke tale om en af de udgivelser hvor man automatisk headbanger fra start til slut; i stedet skal man bare lytte koncentreret for at få fuldt udbytte.
Og udbyttet er stort, for det lykkes for The Ocean at kombinere stærke melodier, spændende ideer og energiske udbrud til en afvekslende cocktail, som jeg giver de varmeste anbefalinger med på vejen – her er der lyttepligt!

Tracklist:
1. Triassic
2. Jurassic | Cretaceous
3. Palaeocene
4. Eocene
5. Oligocene
6. Miocene | Pliocene
7. Pleistocene
8. Holocene
Samlet spilletid: 50:59

Læs mere...

Dynfari - Myrkurs er þörf

Dynfari? Det er ikke et navn, der får mine genkendelsklokker til at ringe, er det et nyt band? Nej, bandet fra Island har eksisteret siden 2010, og ”Myrkurs er þörf” er deres femte album, så de er på en eller anden måde gået under min radar.
Bandets stil beskrives som atmosfærisk Black Metal, men det er noget af en tilsnigelse – den Sorte Metal optræder kun rendyrket i et enkelt nummer mod slut. Resten af spilletiden er mere Rock end Metal, og hvis man skal beskrive stemningen, er det passende med et ”Dark” foran. Som et blik ned over tracklisten viser, er de fleste tekster på islandsk, og de leveres med en vokal, som passer fint til Rock stilen; kraftfuld, men ikke voldsom. Det samme gælder den ledsagende musik, som har okay med tyngde, men ellers ikke gør meget væsen af sig.
Jeg har haft svært ved at kæmpe mig igennem denne udgivelse; ikke fordi den er svær at komme ind på livet af, men fordi den ikke rigtig har trukket mig til sig – hver gennemlytning har mere været en pligt end en fornøjelse. Og det afspejler meget godt problemet for ”Myrkurs er þörf”, for selv om musikken er selvstændig og har sine øjeblikke, er albummet som helhed uinteressant. Jeg føler derfor ikke, at jeg er gået glip af noget ved ikke at kende deres tidligere albums.

Tracklist:
01 - Dauðans dimmu dagar
02 - Langar nætur (í botnlausum
spíralstiga)
03 - Myrkurs er þörf
04 - Ég fálma gegnum tómið
05 - Svefnlag
06 - Ég tortímdi sjálfum mér
07 - Peripheral Dreams
08 - Of Suicide and Redemption
Samlet spilletid: 46:50

Læs mere...

Advocacy - Remnants

“Remnants” er den nyeste udgivelse fra Aarhus-bandet Advocacy, og kommer som opfølger til ”Geophobia” fra 2017. Også denne gang er der tale om en EP med 5 numre, som viser bandets fortolkning af progressiv musik.
Der åbnes med det instrumentale titelnummer, som med nydelige guitarmelodier fungerer som en tiltalende modtagelse af lytteren. Herefter følger tre studieoptagelser, som har det til fælles, at de via forskellige temaer, flotte melodier og tilsvarende vokaler viser en fin vifte af forskellige udtryk.
”Corrupted” lægger ud, nummeret er lidt forsigtig og lidt blegt; det virker som om Advocacy lige skal spille sig varme. Det er de så i ”Spoils of War”, som har et virkelig fedt samspil mellem guitar og bas. Samtidig er der mere power i alle elementer, hvilket gør nummeret er EP’ens bedste. Den position bliver udfordret af ”My Socially Transmitted Disease”, hvor vokalerne er ekstra flotte, og hvor der i løbet af nummeret bygges godt op, så intensiteten gradvist forøges.
Til slut får vi et nummer fra bandets optræden til Mono festivalen sidste år. ”Never Ensured” fremstår hårdere og mere aggressiv end de foregående tracks, hvilket forstærkes af en lidt grynet optagelse.
Grynet eller ej, så har Advocacy grund til at være tilfreds med denne EP, for selv om der ikke rammes plet med alle ideer, så ligger niveauet højt nok til, at jeg vender tommelfingeren op.

Tracklist:
1. Remnants
2. Corrupted
3. Spoils of War
4. My Socially Transmitted Disease
5. Never Ensured (Live)
Samlet spilletid: 29:35

Læs mere...

Rings Of Saturn - Gidim

Når man diskuterer teknisk betonet Metal er der grobund for masser af diskussion; hvordan gradbøjer man lige begrebet ”teknisk”? Hvad man opfatter som meget eller lidt afhænger i høj grad af den enkeltes referencer og smag. Alligevel vil jeg påstå, at langt de fleste vil betegne musikken fra Rings Of Saturn som endog meget teknisk betonet.
Hvad det konkret betyder, illustreres allerede i åbningsnummeret: Tempoet er fra start voldsomt opskruet, hvor vilde løb på både guitar og keyboard sætter dagsordenen, men de afbrydes også af passager med flotte melodier. Samtidig veksler vokalen frem og tilbage mellem growl og skarp hvæsen, så der er virkelig mange elementer i spil. Bandets sans for detaljer høres bl.a. ved breaks, for i stedet for at nøjes med enkelte anslag, så kommer de i kaskader som maskingeværild.
De efterfølgende numre indeholder mange af de samme ingredienser, og følger de samme opbygninger. I “Hypodermis Glitch” og “Bloated and Stiff” suppleres der med tungere rytmer, men igen følges der op med drive, tempo og melodi.
Mine beskrivelser ovenfor yder slet ikke musikken retfærdighed, for tingene skifter konstant, og er aldrig i ro. Og det er et imponerende niveau, der præsteres, for teknikken ligger helt i top. Hvad der næsten er mere imponerende er, at Rings Of Saturn bevarer overblikket og undgår at musikken bliver steril. Tværtimod blander de melodi og vildskab på en meget overbevisende måde. Den eneste hage ved mangfoldigheden er, at man bliver bombarderet med så mange detaljer, at det kan være trættende at lytte hele albummet igennem – så må man tage ”Gidim” i mindre portioner, men det går også!

Tracklist:
1. Pustules (Ft. Charles Caswell of Berried Alive)
2. Divine Authority
3. Hypodermis Glitch (Ft. Dan Watson of Enterprise Earth)
4. Bloated and Stiff
5. Tormented Consciousness (Ft. Yo Onityan)
6. The Husk
7. Mental Prolapse
8. Genetic Inheritance
9. Face of the Wormhole
10. Gidim (Instrumental)
Samlet spilletid: 44:34

Læs mere...

South Harbour – A Withered World In Colour

Guitaristen Alexander Varslev-Pedersen startede South Harbour som et énmands studie projekt i starten af 2018, men siden har han fået følgeskab af Kristian Hejlskov Larsen på guitar og Andreas Dahl-Blumenberg på bas. På debutalbummet ”A Withered World In Colour” har man valgt ikke at have en fast sanger, men i stedet lade vokalen varetage af forskellige kunstnere. Det er en rigtig god ide, fordi man med Mikkel (Feather Mountain), Yasin (Jenny Wren), Cornelius (Everything Is Terrible), Marc (Hanging the Nihilist), Ann-Sofie (eif) og Tue (Morild) har samlet en stribe meget kompetente vokalister med meget forskellige udtryk. Denne forskellighed overføres til de enkelte numre, så albummet automatisk får tilført bredde.
Bredde er der også at finde i musikken, selv om den hovedsageligt kun optræder i to udgaver: En roligere og Rockbaseret, og en mere hårdtslående, som tager udgangspunkt i Metal. Uanset hårdhed er musikken progressiv med ret komplekse strukturer, men ikke i den kliniske opvisningsstil; i stedet skabes spænding via variation.
Hovedparten af albummet tilbringes i den afdæmpede afdeling, hvor ”Flowers Need Water” står klart stærkest; den meget intense vokal er virkelig fængslende og matcher musikken flot.
Ikke overraskende er jeg mere til albummets Metalnumre, hvor den let skrigende vokal i ”Naysayer Begone” passer fint til de guitarpassager, der løber ind over musik og vokal. Lidt af det samme sker i ”M Å N E B A R N”, her er det bare kontrasterne mellem musik og vokal, der scorer point.
“A Withered World In Colour” er en udmærket debut med forskellige facetter og retninger, overvejende i den mere afdæmpede ende af skalaen. Albummet har sine højdepunkter, men en del numre ender i mellemklassen, både stil- og niveaumæssigt; det forhindrer en bedre karakter.

Tracklist:
1. As I Gaze Into An Uncertain Future (Feat. Mikkel of Feather Mountain)
2. Delusion (Feat. Mikkel of Feather Mountain)
3. Flowers Need Water (Feat. Yasin of Jenny Wren)
4. A Dying Breed (Feat. Cornelius of Everything Is Terrible)
5. Naysayer Begone (Feat. Marc of Hanging the Nihilist)
6. Exactly Where We're Supposed To Be ((Feat. Yasin of Jenny Wren and Mikkel of Feather Mountain)
7. Svalbard (Feat. Ann-Sofie of eif)
8. Not All Who Wander Are Lost
9. M Å N E B A R N (Feat. Tue of Morild)
Samlet spilletid: 56:51

Læs mere...

Karyn Crisis' Gospel of the Witches - Covenant

Karyn Crisis var forsanger i bandet Crisis i tiden fra 1993 til 2006, men trak sig herefter tilbage fra musikken for at koncentrere sig om andre kreative kunstformer. Sammen med hendes mand Davide Tiso begyndte hun igen at skrive musik til et projekt, der skulle blive til Karyn Crisis' Gospel of the Witches. Bandet albumdebuterede i 2015, og udsender nu album nummer to, hvor Skinlabs trommeslager Fabian Vestod hjælper de to hovedpersoner.
Selv kalder bandet deres stil for Occult Metal, men det kan diskuteres – måske kan teksterne rubriceres under det okkulte, men Metal er der ikke meget af på ”Covenant”. Ud over lidt bankende stortrommer i ”Diana Mellifica” og skarpe guitarer i ”Womb of the World” er der langt mellem indslag fra den hårde genre.
Nej, gennemgående er numrene Rock, om end den er lidt mørk. Det giver hele albummet en dyster stemning, men forhindrer heldigvis ikke bandet i, at udstyre numrene med iørefaldende melodistykker og tilsvarende omkvæd. Især på albummets første halvdel nyder lytteren godt af denne tendens, men herefter er der nogle mindre interessante skæringer på listen.
I sidste ende er det hovedpersonen selv, der redder situationen. Crisis er udstyret med en meget flot vokal, som både mestrer det stille og rene udtryk, og samtidig kan brøle truende – det er rigtig stærkt. Når hun gør det sidste, giver det numrene kant; derfor kunne jeg godt ønske mig noget mere af den slags. Det virker som om bandet ikke udnytter samarbejdets fulde potentiale, og nogle numre skaber forventninger, der ikke bliver indfriet.

Tracklist:
1. Womb of the World
2. Drawing Down the Moon
3. Stretto di Barba
4. Silver Valley
5. Great Mothers
6. Benevento
7. Dea Iside
8. Janara
9. The Hours
10. Diana Mellifica
11. Circle of White Light
12. Blood of the Mother
Samlet spilletid: 48:32

Læs mere...

As I Lay Dying + support - Amager Bio

Det stod til at blive en aften i den hårde kernes (get it? Hard-core?) tegn, med udsigt til blast-beats, breakdowns, guitarlir, og skrig og skrål. Det amerikanske metalcore band fra Californien, As I Lay Dying, er nemlig lige nu ved at afvikle en europatourné med deres seneste udspil, Shaped By Fire (2018), i fokus. Bandet har som et ekstra trækplaster hele tre(!) topprofessionelle bands med som opvarmning, nemlig deres landsfæller, henholdsvis de ”nyere” Chelsea Grin og Fit For A King, samt de mere garvede ”drenge” fra Unearth. Umiddelbart enhver -core fans våde drøm, med sådan et stærkt line-up! Hvad skulle der kunne gå galt?

Spoiler: Intet gik galt.

Jeg skynder mig ind gennem hvad der virker til at være et talstærkt publikum, og indtager min plads på Amager Bios balkon. Fra min position observerede jeg dog at folkemængden primært var koncentreret i salens højre side, tæt ved indgangen (og måske baren?). Intet desto mindre et imponerende fremmøde, til aftenens første band en tidlig onsdag aften.

Fit For A King – Snurretoppen fra helvede

Aftenens første band indtog scenen et par minutter inden 18:40, hvor det ellers var annonceret at musikken startede. Et klogt valg, taget i betragtning af de mange musikalske indtryk aftenen bød på. Fit For A King fik varmet publikum godt og grundigt op, og formåede at holde en høj energi gennem hele koncerten, som endda kulminerede i aftenens første circle pit. Særligt bassisten Ryan O’Leary så ud til at have en fest, mens han snurrede rundt på scenen, og ”slammede” med på de tunge breakdowns. Til gengæld mistænker jeg hans massive energiudladninger for at påvirke hans clean vokal, da han desværre ikke formåede at slå så kraftfuldt igennem som på bandets albums. Når det så er sagt, fik bandet startet festen, og især med den soundtrack-agtige sang ”Deathgrip”, fra albummet af samme navn, leverede Fit For A King en mindeværdig koncert.

Unearth – Når guitaren synger

Efter en kort pause og en hurtig lydprøve, var aftenens næste band klar til at indtage scenen. Unearth var personligt dem jeg havde set mest frem til, da min indre teenager og guitarnørd nu endelig fik chancen, for at høre det ikoniske sweep picking i sangen ”My Will Be Done”, fra albummet The March (2008). Dette ønske blev indfriet tidligt i sættet, og bandet bragede derudaf med masser af guitarlir, spilleglæde og et koordineret sceneshow, hvor bandet på bedste vis inviterede publikum indenfor i deres univers. Lead guitarist Buz McGrath sprang især rundt, og jeg var flere gange forbløffet over hvordan han modigt hoppede ned fra højtalerne på scenen, og samtidig formåede at levere musikalsk. Lydbilledet var desværre ikke helt så skarpt nuanceret, men guitarsoloerne gik heldigvis klart igennem. Unearth leverede alt i alt en underholdende koncert, og skilte sig klart mest ud fra turneens andre bands, med deres mere ”old school” metalcore/melo-death tilgang til genren.

Chelsea Grin – Fra det dybeste dybe

Efter endnu en kort pause, var det nu tid til aftenens næstsidste optræden. Under deres korte lydprøve stod det klart, at vi skulle til at blive blæst omkuld af voldsomme growls og bass drops. Chelsea Grin skuffede bestemt ikke på denne front! Salen blev med ét forvandlet til et inferno af dimensioner, og mens bandet stilsikkert leverede en brutal koncert i bedste deathcore stil, var det umuligt for publikum ikke at være med, hvilket kom til udtryk ved de mange circle pits og walls of death. Samspillet mellem forsanger Tom Barber og trommeslager Pablo Viveros vokaler fungerede eminent, og de var begge engagerede i at få inddraget publikum, om det så enten var til førnævnte circle pits, eller call and response i sangen ”Playing With Fire”, fra albummet Ashes To Ashes (2014), hvor salen rungede af ordene ”burn, burn, burn!”. Chelsea Grin var for mig helt klart aftenens overraskelse, og jeg fangede mig selv i flere gange at forestille mig, hvor vild en fest de vil kunne levere i de sene timer på eksempelvis Copenhell (hint, hint).

As I Lay Dying – En chance til

Allerede fra første sekund af bandets optræden, var der ingen tvivl om at As I Lay Dying var aftenens hovednavn. Salen var godt fyldt op, og produktionsværdien var skudt i vejret. Med et episk lysshow, gik bandet på scenen til introen ”Burn To Emerge”, der ligesom på albummet Shaped By Fire (2018), ledte videre til den melodiske banger ”Blinded”. Stilen var dermed lagt for aftenens sæt, som både bød på poppede omkvæd, såvel som tunge breakdowns. Clean vokalen fra bassist Josh Gilbert vakte især min interesse, da han formåede at levere fuldstændigt spot on i de mange poppede omkvæd. Det var virkelig tydeligt at bandet var glade for at være tilbage på scenen, efter forsanger Tim Lambesis’ kontrovers tilbage i 2014, hvilket han også undskyldte for flere gange, med ordene ”tak for at I giver os en chance til”. Glæden for at As I Lay Dying på scenen igen var da også tydelig hos publikum, som fra start til slut sang med på sangene, og hengav sig trofast til at give den fuld gas til bandets optræden. På trods af at sætlisten primært bestod af sange fra deres seneste udspil, var der også en blandet hits fra tidligere albums ind, og gennem den godt og vel halvanden time lange koncert, var energiniveauet i top både hos bandet og publikum.

Et gennemgående problem for aftenen var lyden, som synes at variere meget mellem de fire bands, og endda også mellem deres respektive sange. Jeg mistænker, på trods af at dette er en upopulær holdning i dette miljø, at lyden simpelthen var for høj. Ikke desto mindre formåede As I Lay Dying og co. at efterlade Amager Bio med en høj stemning, hvor publikum for alvor fik smæk for skillingen.

Aftenens sætliste - As I Lay Dying:

  1. Intro - "Burn To Emerge"
  2. "Blinded"
  3. "Within Destruction"
  4. "Redefined"
  5. "The Second of Truth"
  6. "Forsaken"
  7. "Shaped by Fire"
  8. "The Darkest Nights"
  9. "An Ocean Between Us"
  10. "Gatekeeper"
  11. "A Greater Foundation"
  12. "Parallels"
  13. "My Own Grave"
  14. "94 Hours"

Ekstranumre:
"Nothing Left"
"Confined"

Kilde: setlist.fm

 

  • As I Lay Dying_9
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_3
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_11
  • Forfatter: Jill Decome

Se galleriet her

Læs mere...

Copenhell 2019: Skindred

Jeg er fan af Skindred. Så er det sagt med det samme. Derfor var det også med lige deles ”æv!” og ”hvorfor fanden aflyser I?”-følelse jeg sad tilbage med efter sidste år, hvor raggametallerne skulle have gæstet Copenhell for første gang. Men nu er de her! Det er efterhånden blevet sagt mange gange fra alle leder og kanter, men bandets genrekrydsninger og tvivlsomme resultater på plade er ligegyldigt så snart du oplever dem i kød og blod. Efter at have set Skindred nu hele syv gange inden i dag står det især klart, at man bliver nødt til at kaste alle trve-antagelser ud med badevandet. Der er intet, som i intet, trve over Skindred, overhovedet. Man må bare give slip og acceptere præmissen om, at intet er helligt. Til gengæld er det en fest selv på dårlige dage, )

Alt dette følges med et balanceret udvalg af Skindreds materiale både fra debuten ”Babylon” til favoritten ”Ratrace”, men naturligvis med et fokus på den nyligt udgivne ”Big Tings” hvorfra vi får både ”That’s My Jam” (hvor publikum bliver instrueret i ”woop woop!”-råb) og den lige-ud-af-landevejen rockmaskine ”Machine” (pardon the pun). Det slås følgeskab af en god lyd, hvilket står som en positiv overraskelse så tidligt på festivalen, og ja, så et enormt feststemt publikum.

Spørgsmålet er om Benjis insisterende attitude kan være for meget? Det er med garanti sådan for nogle, og alt forståelse for det synspunkt – han ER en figur man enten kan lide eller ej, og det samme gælder for hele Skindreds udtryk. Men man må i min optik kassere alle former for ”det kan man altså ikke”-tilnærmelser eller idéer om såkaldte ”platheder”. Der er fuldstændig frit spil, ingen skam, og det må man tage med eller gå. Og det er ikke fordi musikken er ligegyldig, men i en livesammenhæng er og har publikumsindragelse altid været første prioritet. Det er samtidigt ikke ligefrem en hemmelighed at Skindred alle dage har været bedre live end på plade, ”Kill The Power” værende den eneste undtagelse.

Med den lange tirade af undskyldninger overstået vil jeg dog gerne medgive at man med fordel kunne have fokuseret blot en anelse mere på eget materiale. Der er en klar balancegang og her faldt den altså til den forkerte side – når man knapt kan høre blot to-tre sange i fuld længde og normal udgave, med kun otte egne skæringer på programmet, så tangerer det mistro til eget håndværk og det er der absolut ingen grund til. Men det er en mindre kritik i det samlede hele. Vi kom for at have en fest og for at have det godt, og begge dele kan der sættes et stort hak ved.

Sætliste:
1) – Sound The Siren
2) – Pressure
3) – Ratrace
4) – Machine
5) – That’s My Jam
6) – Kill The Power
7) – Nobody
8) – Warning
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

SeelenWalzer - Totgeglaubt

Historien bag dette album er hørt før fra andre gendannede bands: Egentlig var der lukket ned for SeelenWalzer, men da bandets to hovedmænd sangeren Dirk Weiss og guitaristen Andy Classen mødtes i 2016, opstod ideer til ny musik, som blev til albummet ”Totgeglaubt”, som nu udsendes på Massacre Records.

Bandets debutalbum sluttede med en eksperimenterende stil, og den fortsætter på det nye udspil; men hvor første omgang var rodet og mindre interessant, er det en helt anderledes gennemført og helstøbt udgave, der præger ”Totgeglaubt”. Musikalsk spænder numrene fra det skæve og legende i ”GrabesStille” og ”Ihr Kinderlein kommet” til mere traditionel Metal i flere af de resterende tracks.

Her er det positivt, at SeelenWalzer ikke forsøger at lyde som Rammstein, men i stedet søger en selvstændig stil. Eneste større undtagelse finder man i ”Tanzdiktator”, der lyder rigtig meget som mastodonterne – jeg vælger at tolke det som en hyldest, for ellers er det plagiat.

Stemningen er generelt dyster, primært pga. Dirk Weiss´ mørke vokal og de skarpe tekster, hvor ondskabsfulde børnerim og leg med ordene behandler temaer som religion, krig og pædofili. Sammen med den hårde Metal giver det en stribe spændende numre, og selv om nogle ideer er bedre end andre, ligger kvaliteten langt over debutskiven. Jeg håber derfor, at SeelenWalzer ikke kun er tilbage for en kort bemærkning, men at der kommer mere fra bandet.

Tracklist:
01. Hereinspaziert
02. Gott ist tot
03. SeelenWalzer
04. GrabesStille
05. Das Weib ist tot
06. MeeresBlut
07. Ihr Kinderlein kommet
08. Freund Tod
09. Seele in Scherben
10. Harlekin
11. Veganerlied
12. Tanzdiktator (Nachtmahr Cover)
13. KinderKrieger
14. Falscher Freund
15. Das Dorf
16. Totgeglaubt
17. Der Feind sind Wir
18. Ich würd’ so gern’ nach Hause gehen
Samlet spilletid: 58:41

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed