fbpx

Tarja - The Brightest Void

Selv om denne udgivelse indeholder ni numre og har en spilletid på godt fyrre minutter, skal den ikke opfattes som et egentligt album. I stedet ser Tarja den som en EP-forløber for det egentlige album ”The Shadow Self”.

Uanset hvad man synes om stilen, så kan man ikke komme udenom at Tarja har en imponerende vokal; spændvidden er enorm, og stemmen er bare glasklar. Det giver en fin kontrast til den gæstevokal, som Hanoi Rocks-sangeren Michael Monroe bidrager med i ”Your Heaven and Your Hell”; nummeret er en udmærket duet, selv om den efter min smag godt kunne have haft lidt mere power. I det hele taget er numrene placeret i afdelingen for afdæmpet Metal, hvor der satses mest på det melodiske, og hvor man ikke går af vejen for poppede arrangementer.

Blandt numrene er også et par covers, men de er primært inkluderet for at booste spilletiden, og ikke fordi Tarja har et brændende ønske om at spille dem. Ellers kan jeg ikke forklare valget af James Bond temaet ”Goldfinger”, som gengives meget tæt på originalen. Paul McCartneys ”House of Wax” får lidt mere fylde, men ligner eller sig selv virkelig meget.

Man må håbe, at det gamle mundheld ”en dårlig generalprøve giver en god premiere” holder for Tarja; forløberen her er virkelig tynd, så man kan kun krydse fingre for det egentlige album.

Tracklist:
1.No Bitter End" (Video Clip Version)
2.Your Heaven and Your Hell
3.Eagle Eye
4.An Empty Dream
5.Witch-Hunt
6.Shameless
7.House of Wax
8.Goldfinger
9.Paradise (What About Us?) (feat. Within Temptation)
Samlet spilletid: 43:39

 

Læs mere...

Amaranthe - Maximalism

Sidste år anmeldte jeg albummet ”Massive Addictive” fra svenske Amaranthe, og her kunne jeg konstatere, at så længe musikken kunne matche sangerinden Elize Ryds power, fungerede tingene fint, men at der ikke skulle meget til, før det metalliske gled over i Pop. Nu er bandet så ude med album nummer fire, og jeg var nysgerrig efter at finde ud af, om tingene denne gang er anderledes.

Når det gælder musikalsk stil, opbygning af numre og den generelle fremførelse, er der ikke sket noget nævneværdigt; Ryds vokal er stadig meget flot, og den får følgeskab af både ren sang og brøl på herresiden, hvilket igen giver en virkelig stærk vokalsektion. Musikken spænder igen fra almindelig Melodisk Metal til mere poppede toner, så forskellene skal søges i fordelingen.

Og her er der sket noget, for selv om ”Maximalism” indeholder rigtige Metalnumre med fin power og kant, så er albummet domineret af bandets poppede side. Der er rigeligt med letbenede melodier, som ikke på nogen måde udfordrer lytterens intellekt. Når man så lægger den meget strømlinede og bløde produktion oveni, får man en udgivelse, hvor hovedparten af numrene kun vil udløse hævede øjenbryn hos stamlytterne på en kristen lokalradio.

Når jeg trods de positive sider af albummet ikke uddeler mere end 2 stjerner skyldes det, at jeg ikke er særlig godt underholdt – den behagesyge og meget poppede udgave af Metal har simpelthen ikke power nok til at varme mit metalhjerte og få gang i nakkemusklerne. Men hvis du har det anderledes med stilen, kan du roligt gange min karakter med to.

Tracklist:
01. Maximize
02. Boomerang
03. That Song
04. 21
05. On The Rocks
06. Limitless
07. Fury
08. Faster
09. Break Down And Cry
10. Supersonic
11. Fireball
12. Endlessly
Samlet spilletid: 39:42

Læs mere...

Fourth Circle - Elements

“Elements” er det andet album fra Fourth Circle, og følger efter debut’en ”Lifetimes fra 2013”. Bandet kommer fra Frankrig, og består stadig af de samme seks medlemmer som ved dannelsen i 2011.

Selv om bandets logo viser et firetal i et pentagram, er det ikke i afdelingen or Black Metal, vi skal finde deres musikalske stil. I stedet følger franskmændene i de stilmæssige fodspor fra bands som Epica og Within Temptation. Det betyder masser af keyboards og store arrangementer som supplement til de instrumenter, man traditionelt finder i Metal. Og selvfølgelig har bandet en kvindelig forsanger; hun hedder Audrey Adornato og er med sin flotte, varierede og udtryksfulde vokal bandets største plus. Det er nu heller ikke svært, for den musikalske side af albummet er virkelig uselvstændig. Uanset om elementerne kommer fra det symfoniske eller det metalliske, så er de alle sammen hørt før til hudløshed. Den eneste undtagelse er ”Crossing the Air”, der viser lidt kant med en hvæsende vokal som modstykke til Adornatos rene stemme. De øvrige numre er mere eller mindre energiforladte kreationer, med den kedelig ballade ”These Walls” som bundskraber i dén kategori.

Nej, jeg er langt fra begejstret for denne skive, den er for uinteressant til en anbefaling, og jeg kan kun håbe, at franskmændene er ramt af ”Den-svære-toer-syndrom” og vil komme stærkt igen.

Tracklist:
01. Write your own Story
02. Take
03. Water's Child
04. These Walls
05. From Moon
06. Iron Drops
07. Signals
08. Beyond Death
09. Crossing the Air
10. In the Dark
11. Seducing
12. The Tale
13. Sleepless Son
Samlet spilletid: 61:34

 

Læs mere...

Wovenwar - Honor Is Dead

Jeg vil godt indrømme, at jeg ikke var ved at juble mig til en fibersprængning, da jeg skulle i gang med det andet album fra Wovenwar – deres debut fra 2014 var en virkelig blodfattig affære. Omvendt gør pressematerialet en del ud af at lovprise den nye skives øgede aggressivitet og power, så okay; det skal da ha’ en chance.

Umiddelbart er alt som sidst, hvilket i første gang er positivt; Wovenwar har holdt fast i deres meget professionelle fremførelse, hvor både vokaler og instrumentering sidder hvor det skal. Det hele er fastholdt i et lydbillede af den pænere slags, som hælder mod det polerede, men til bandets melodiske Metal er det okay. Det samme er Shane Blays vokal, for han supplerer flere steder de rene elementer med nogle ret vrede skrig, som giver numrene et skud energi og retfærdiggør den omtalte ekstra aggressivitet.

Så er det desværre også ved at være slut med de pæne kommentarer, for set over hele albummet er der ikke så meget at juble over. Det nytter ikke noget at spille og synge godt når materialet ikke har styrken til at overbevise, endsige imponere. De hårde og de melodiske passager afløser hinanden med nærmest bevidstløs selvfølgelighed, og igen er resultatet kedeligt. Men de prøver i det mindste at forbedre sig, og kun derfor ligger karakteren en halv stjerne over den for forgængeren.

Tracklist:
01. Confession
02. Censorship
03. Honor Is Dead
04. Lines in the Sand
05. World on Fire
06. Compass
07. Stones Thrown
08. Cascade
09. Silhouette
10. Bloodletter
11. 130
Samlet spilletid: 38:37

Læs mere...

The Agonist - Five

Ja, som titlen fortæller, er dette det femte studiealbum fra canadiske The Agonist. Hvad der er nok så interessant er, at det er det andet album siden Vicky Psarakis i 2014 erstattede Alissa White-Gluz som vokal forgrundsfigur - unægteligt var stor opgave. Hun viser igen at hun magter den, for hendes vokale spændvidde er enorm; enten synger hun rent og kraftfuldt, eller også brøler hun indædt som et såret dyr – det er en imponerende performance. Den første smagsprøve falder allerede i åbningsnummeret, som både indeholder helt bløde og hvæsende vokaler. Musikken falder i tilsvarende dele: en melodisk hvor omkvædet lyder i retning af Evanessence (meget iørefaldende!) og en skarpt metallisk, hvor man skal lede længe efter melodi.

Der ville ikke ske det store, hvis jeg afsluttede anmeldelsen her, for beskrivelsen ovenfor er ret godt dækkende for albummet som helhed; de nævnte elementer er gennemgående i alle numre. Her eksisterer det rå og det melodiske side om side, men pga. den store forskel mellem dem, er de alligevel skarpt adskilte. Og selv om det er den skarpe vokal, der skiller bandet ud fra mængden, er det de melodiske elementer, der klarer sig bedst i det lange løb. Det virker derfor som om, at Psarakis har udmærket styr på styrken i sin stemme, men at bandet ikke helt formår at skabe de helt rigtige rammer for den.

Tracklist:
1. The Moment
2. The Chain
3. The Anchor and the Sail
4. The Game
5. The Ocean
6. The Hunt
7. The Raven Eyes
8. The Wake
9. The Resurrection
10. The Villain
11. The Pursuit of Emptiness
12. The Man Who Fell to Earth
13. The Trial
14. Take Me to Church (Hozier cover)
Samlet spilletid: 57:02

 

Læs mere...

Charred Walls Of The Damned - Creatures Watching Over The Dead

Charred Walls Of The Damned (CWOTD) gav sidst lyd fra sig i 2011 med albummet “Cold Winds On Timeless Days”, som var en noget ufokuseret gang Metal. Om bandet har fået mere styr på tingene i løbet af de forgangne 5 år, fortæller "Creatures Watching Over The Dead”, som er bandets tredje fuldlængde.

At tingene er blevet bedre, kan jeg godt afsløre med det samme; CWOTD lader denne gang en mere tydelig rød tråd løbe igennem numrene. Stilen er en blanding af melodisk og Power Metal, som er udstyret med fine melodiske guitarsoli, pænt fængende omkvæd og flotte vokaler anført af Tim ”Ripper” Owens. At han også kan andet, kan man overbevise sig om ved f.eks at lytte til ”Reach into the Light”. Her skruer han op for den high pitchede del af registret, så han minder mig de mange klassiske vokalister fra Thrash genren. Det giver ham et ekstra skud power, som passer fint til nummerets øgede intensitet og gør det til et af albummets bedste.

Selv om numrene generelt fungerer udmærket, er der også et par blege sager imellem, hvilket viser, at bandet stadig har noget at arbejde med. Alligevel markerer albummet et skridt i den rigtige retning, og selv om det ikke høster flere stjerner end forgængeren, er ”Creatures Watching Over The Dead” det bedste, jeg har hørt fra CWOTD.

Tracklist:
1. My Eyes
2. The Soulless
3. Afterlife
4. As I Catch My Breath
5. Lies
6. Reach into the Light
7. Tear Me Down
8. Living in the Shadow of Yesterday
9. Time Has Passed
Samlet spilletid: 33:17

 

Læs mere...

Delain - Moonbathers

At Martijn Westerholt i 2001 måtte forlade Within Temptation af helbredsmæssige årsager, var ikke afslutning af hans karriere. Tværtimod betød det starten på Delain, som han etablerede som studieprojekt med hjælp fra forskellige hollandske musikere. Med tiden voksede bandets succes, og specielt efter sangerinden Charlotte Wessels’ indtræden kom der gang i sagerne; senest er der tilføjet guitarist nummer to i line-uppet.

Westerholt holder fast i sine musikalske rødder, for også Delain bevæger sig stilmæssigt mellem den melodiske og den symfoniske Metal. Begge dele håndteres meget professionelt, og der er fuldstændig styr på begivenhederne. Især Wessels’ vokal skal fremhæves, for hun synger virkelig flot; samtidig overdriver hun ikke, så det bliver kunstigt. Alligevel er hun ikke bandets største trumf, den ligger i guitararbejdet. Delain viser nemlig noget af det mod, jeg ofte savner i genren, de tør trække guitarerne frem, så numrene ikke drukner i store arrangementer, men får en metallisk kant. Numre som ”Pendulum” og ”Danse Macabre” trækker i den rigtige retning, og i åbningsnummeret fyrer Alissa White-Gluz fra Arch Enemy godt op under begivenhederne.

Så længe Delain holder gang i skarpheden, balancerer numrene fint, men med det samme Metalparaderne sænkes, synker de sammen og leverer samme bløde mellemvare som så mange andre bands. Hvis de bare ville holde niveauet, så ville ”Moonbathers” være et hit – nu er det bare ”udmærket”.

Tracklist:
1. Hands Of Gold
2. The Glory And The Scum
3. Suckerpunch
4. The Hurricane
5. Chrysalis - The Last Breath
6. Fire With Fire
7. Pendulum
8. Danse Macabre
9. Scandal
10.Turn The Lights Out
11.The Monarch
Samlet spilletid: 48:55

 

Læs mere...

Heavenwood - The Tarot Of The Bohemians - Part 1

Efter 5 års tavshed vender Heavenwood tilbage; ikke kun med deres femte album, men også til det pladeselskab, der i sin tid udgav portugisernes første to udspil. Albummet er tilegnet den franske okkultist Gérard Analect Vincent Encausse, og tager udgangspunkt i hans tarotstudier – elementer herfra har navngivet albummets numre.

Det okkulte sætter kun i begrænset omfang et aftryk på musikken, for Heavenwood spiller Metal med masser af melodi. Det betyder ikke mangel på energi, for så længe der er fokus på metallen, kører det for bandet; de tunge guitarer og ditto trommer i numre som ”The Juggler” og ”The Chariot” sparker udmærket røv, og det rykker godt. Men når der lægges mere vægt på det stemningsmæssige, ændres billedet. I ”The Empress” og ”The Pope” hænger tingene stadig fint sammen, men andre steder, som ”The Lovers” og ”Justice”, bliver det lidt for ufarligt og hurtigt kedeligt.

Det giver albummet en kvalitetsmæssig slingrekurs, hvor jeg ofte har lyst til at trykke Skip for at springe over de mindre interessante numre. Og det er lidt ærgerligt, for der er masser af positive ting at kaste sig over, som Ernesto Guerra glimrende vokal, eller André Matos’ produktion, som både har mange detaljer og en slagkraftig bund. I den sidste ende er det disse ting der hiver bedømmelsen op på fire stjerner, og hvis man havde luget ud blandt de mindre spændende numre, havde min bedømmelse været en halv tak højere.

Tracklist:
1. The Juggler
2. The High Priestess
3. The Empress
4. The Emperor
5. The Pope
6. The Lovers
7. The Chariot
8. Justice
9. The Hermit
10. The Wheel Of Fortune
11. Strength
12. The Hanged Man
13. Frithiof's Saga
Samlet spilletid: 61:38

 

Læs mere...

Beneath the Silence - Meant for the Clouds

Med omtrent 3 år på bagen må Beneath the Silence fra Aarhus regnes for et nyt navn, hvilket undskylder undertegnedes manglende forhåndskendskab til bandet. De er nu klar med EP’en "Meant for the Clouds”, der så vidt jeg har kunnet opsnuse er deres første.

I front står sangerinden Mette Hessellund, som leverer en udmærket ren og kraftfuld vokal; den er ikke epokegørende, men udtryksfuld nok til at fastholde lytterens fokus. Og så passer den fint til bandets melodiske Metal, som netop kræver en modvægt til de tunge guitarer. Disse leveres, som resten af instrumenteringen, med sikker hånd, ligesom jeg ikke har noget at udsætte på samspillet.

Det har jeg til gengæld på materialet, for selv om der er fin tyngde i musikken, kniber det med at fange mig. Der er en del knuder på guitarmelodierne, som gør numrene mindre tilgængelige og samtidig mindre interessante. Her pynter det, at der veksles mellem helt stille og mere skarpe passager i ”Out Of The Grave” – det samme gør det let opskruede tempo i titelnummeret, men det løser ikke problemet helt.

Hvis man vil fastholde de lidt knudrede strukturer, er det bydende nødvendigt med et modspil fra den melodiske side; her er vokalen ikke nok i sig selv. Der skal være noget mere til, for at skabe den fornødne spænding, så melodierne og især omkvædene skal være mere markante.

Når det er sagt, så har Beneath the Silence noget godt at bygge på; hvis de får flettet mere kvalitet ind i sangskrivningen, kan bandet blive rigtig interessant at følge.

Tracklist:
1. Find Your Way
2. Voice Of The Broken
3. By Any Standard
4. Out Of The Grave
5. Lies
6. Meant for the Clouds
Samlet spilletid: 27:44

 

Læs mere...

Forever Still - Tied Down

Forever Still stammer fra København, og bandet har tidligere udgivet de to EP’er ”Scars” og ”Save Me”. Sammen med nyt materiale er numrene herfra nu samlet til ”Tied Down”, som er titlen på bandets debutalbum. Indholdet ligger stilmæssigt i den del af musikuniverset, der huser navne som Sirenia og Lacuna Coil – om man så kalder stilen melodisk eller Goth, er lige meget.

Der er ingen tvivl om, at Forever Still har ladet sig inspirere rigtig meget af Evanescence; numrenes opbygning og især brugen af klaver og synthesizer lyder meget som hos amerikanerne – et lyt til ”Save Me” og ”Break The Glass” illustrerer hvad jeg mener. Indtrykket forstærkes af, at sangerinden Maja Shinings vokal ligger tæt op ad Amy Lees, mens detaljer i hendes brug af stemmen viser, at hun også har lyttet til Alanis Morissette. Generelt er vokalen flot og varieret, og både den og instrumenteringen nyder godt af en ren og klar produktion.

Det hele er stilsikkert, men ikke særlig selvstændigt; for et etableret band ville det betyde et kraftigt hug i bedømmelsen. Men nu er det bandets debutskive, og så stiller tingene sig lidt anderledes. Netop fordi det hele er professionelt grebet an, og der spilles og synges meget overbevisende, viser Forever Still at de har noget at bygge på. Med mere personlighed bygget ind i materialet kunne det her blive rigtig godt.

Tracklist:
1. Scars
2. Once Upon A Nightmare
3. Miss Madness
4. Awake The Fire
5. Breathe In
6. Save Me
7. Your Light
8. Alone
9. Break The Glass
10. Tied Down.
Samlet spilletid: 34:26

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed