fbpx

Deathwhite - Grave Image

“Grave Image” er det andet album fra det amerikanske band Deathwhite, og her tager man fat på hvordan sandheden i det moderne samfund forvrænges efter behov, og hvordan hykleri bliver en undskyldning for at vende det blinde øje til, når det gælder vores brug af jordens ressourcer. Det er ret alvorlige sager, og sammenholder man dem med bandets navn og albummets titel, kunne man godt forvente en musikalsk kulisse i den voldsomme, ekstreme ende.
Det får man ikke, langt fra endda; Deathwhites musik er meget nedtonet og alt andet end aggressiv. Åbningsnummeret ”Funeral Ground” illustrerer billedet meget godt:
Nummeret præges af en lækker, melodisk guitar og en ret stærk melodilinje, som fremføres med en ren, men lidt højtidelig vokal. Det giver en alvorlig stemning, der passer fint til albummets tema. Og Deathwhite formår at fastholde intensiteten, når melodien er stærk, som det sker i ”Plague of Virtue”. Desværre er der langt imellem de numre, hvor det er tilfældet; de fleste af dem mangler lige det sidste for at holde niveau. Det får dem til at fremstå meget ens, blege og lidt upersonlige.
Det samlede billede er derfor, at ”Grave Image” er et album, som hurtigt kommer til at virke overfladisk og uinteressant, og hvor man som lytter ikke belønnes tilstrækkeligt for indsatsen.

Tracklist:
1. Funeral Ground
2. In Eclipse
3. Further from Salvation
4. Grave Image
5. Among Us
6. Words of Dead Men
7. No Horizon
8. Plague of Virtue
9. A Servant
10. Return to Silence
Samlet spilletid: 48:48

Læs mere...

Dawn Of Solace - Waves

13 år mellem en debutskive og album nummer to lyder næsten uvirkeligt, men i tilfældet Dawn Of Solace giver det god mening. Bandet er nemlig et soloprojekt for Tuomas Saukkonen, som i den forløbne tid har spillet i flere bands, og til dagligt koncentrerer sig om Wolfheart. På ”Waves” spiller Saukkonen de fleste instrumenter selv, mens Mikko Heikkilä er gennemgående figur på den vokale front.
Og det må siges at være et godt valg, for han en stærk og ren vokal, som klæder de 8 numre udmærket. Den passer fint til musikken, som gennemgående er i den rolige ende af spektret, hvor melodi til hver en tid trumfer brutalitet. Derfor er det de fine guitarmelodier og stedvise klaverindlæg, der kendetegner numrene. Efter en udmærket indledning bliver numrene hurtigt anonyme, og jeg skal koncentrere mig for ikke at vende opmærksomheden andre steder hen.
I betragtning af, at Saukkonen har haft 13 år til at samle materiale sammen til dette udspil, er det ikke særlig meget, han har på hjerte; numrene er udstyret med udmærkede melodier, hvor især guitararbejder supplerer godt. Men alt bliver på et jordnært niveau, der er ikke meget wow-effekt eller markante elementer at spore. Selv om alt fremføres med stor kunnen, formår ”Waves” aldrig af skabe bølger – det bliver ved de små skvulp.

Tracklist:
01. Lead Wings
02. Ashes
03. Silence
04. Hiding
05. Tuli
06. Numb
07. Choice
08. Ghost
Samlet spilletid: 40:59

Læs mere...

Marko Hietala - Pyre Of The Black Heart

Ideen til at lave et soloalbum har Marko Hietala gået rundt med i mange år, men forpligtelserne som bassist i Nightwish kom hele tiden i vejen for at gøre alvor af det. Da det finske verdensnavn i 2017 holdt en længere pause, fokuserede Hietala på sit eget projekt, og resultatet foreligger i form af ”Pyre Of The Black Heart”.
Målet var at skabe et album på egne præmisser, og den del kan hurtigt krydses af som opfyldt – Hietala koger ikke bare suppe på ideer til Nightwish, for selv om der er ligheder, så søger han sit eget udtryk. Og det er noget mindre bombastisk, hvilket illustreres fint i de to startnumre. Her står den på nedtonet Rock med melodien i centrum, og netop det melodiske fokus går igen hen gennem albummet.
I Nightwish bruges keyboardet ofte til at skabe store, symfoniske opsætninger, men hos Hietala spiller de en anden rolle: I ”Dead God's Son” og ”I Am The Way” bruges de mere moderne til at skabe en mørk stemning og samtidig tilføre drive. Det sidste er en god ide, for numrene sprudler ikke ligefrem af fremdrift. Og det er ikke fordi hverken produktionen eller indsatsen fejler noget; lyden er virkelig god, og især vokalen står stærkt i de enkelte numre. I ”For You” er Hietals indlevelse og nærvær stærkt medvirkende til, at nummeret er albummets højdepunkt.
“Pyre Of The Black Heart” viser Marko Hietala som andet og mere end ”bare” bassisten fra Nightwish, men det understreger også, at han i sit hovedband er en del af noget meget større, end han skaber på egen hånd.

Tracklist:
1. Stones
2. The Voice of My Father
3. Star, Sand and Shadow
4. Dead God's Son
5. For You
6. I Am The Way
7. Runner of the Railways
8. Death March for Freedom
9. I Dream
10. Truth Shall Set You Free
Samlet spilletid: 52:03

Læs mere...

As I Lay Dying + support - Amager Bio

Det stod til at blive en aften i den hårde kernes (get it? Hard-core?) tegn, med udsigt til blast-beats, breakdowns, guitarlir, og skrig og skrål. Det amerikanske metalcore band fra Californien, As I Lay Dying, er nemlig lige nu ved at afvikle en europatourné med deres seneste udspil, Shaped By Fire (2018), i fokus. Bandet har som et ekstra trækplaster hele tre(!) topprofessionelle bands med som opvarmning, nemlig deres landsfæller, henholdsvis de ”nyere” Chelsea Grin og Fit For A King, samt de mere garvede ”drenge” fra Unearth. Umiddelbart enhver -core fans våde drøm, med sådan et stærkt line-up! Hvad skulle der kunne gå galt?

Spoiler: Intet gik galt.

Jeg skynder mig ind gennem hvad der virker til at være et talstærkt publikum, og indtager min plads på Amager Bios balkon. Fra min position observerede jeg dog at folkemængden primært var koncentreret i salens højre side, tæt ved indgangen (og måske baren?). Intet desto mindre et imponerende fremmøde, til aftenens første band en tidlig onsdag aften.

Fit For A King – Snurretoppen fra helvede

Aftenens første band indtog scenen et par minutter inden 18:40, hvor det ellers var annonceret at musikken startede. Et klogt valg, taget i betragtning af de mange musikalske indtryk aftenen bød på. Fit For A King fik varmet publikum godt og grundigt op, og formåede at holde en høj energi gennem hele koncerten, som endda kulminerede i aftenens første circle pit. Særligt bassisten Ryan O’Leary så ud til at have en fest, mens han snurrede rundt på scenen, og ”slammede” med på de tunge breakdowns. Til gengæld mistænker jeg hans massive energiudladninger for at påvirke hans clean vokal, da han desværre ikke formåede at slå så kraftfuldt igennem som på bandets albums. Når det så er sagt, fik bandet startet festen, og især med den soundtrack-agtige sang ”Deathgrip”, fra albummet af samme navn, leverede Fit For A King en mindeværdig koncert.

Unearth – Når guitaren synger

Efter en kort pause og en hurtig lydprøve, var aftenens næste band klar til at indtage scenen. Unearth var personligt dem jeg havde set mest frem til, da min indre teenager og guitarnørd nu endelig fik chancen, for at høre det ikoniske sweep picking i sangen ”My Will Be Done”, fra albummet The March (2008). Dette ønske blev indfriet tidligt i sættet, og bandet bragede derudaf med masser af guitarlir, spilleglæde og et koordineret sceneshow, hvor bandet på bedste vis inviterede publikum indenfor i deres univers. Lead guitarist Buz McGrath sprang især rundt, og jeg var flere gange forbløffet over hvordan han modigt hoppede ned fra højtalerne på scenen, og samtidig formåede at levere musikalsk. Lydbilledet var desværre ikke helt så skarpt nuanceret, men guitarsoloerne gik heldigvis klart igennem. Unearth leverede alt i alt en underholdende koncert, og skilte sig klart mest ud fra turneens andre bands, med deres mere ”old school” metalcore/melo-death tilgang til genren.

Chelsea Grin – Fra det dybeste dybe

Efter endnu en kort pause, var det nu tid til aftenens næstsidste optræden. Under deres korte lydprøve stod det klart, at vi skulle til at blive blæst omkuld af voldsomme growls og bass drops. Chelsea Grin skuffede bestemt ikke på denne front! Salen blev med ét forvandlet til et inferno af dimensioner, og mens bandet stilsikkert leverede en brutal koncert i bedste deathcore stil, var det umuligt for publikum ikke at være med, hvilket kom til udtryk ved de mange circle pits og walls of death. Samspillet mellem forsanger Tom Barber og trommeslager Pablo Viveros vokaler fungerede eminent, og de var begge engagerede i at få inddraget publikum, om det så enten var til førnævnte circle pits, eller call and response i sangen ”Playing With Fire”, fra albummet Ashes To Ashes (2014), hvor salen rungede af ordene ”burn, burn, burn!”. Chelsea Grin var for mig helt klart aftenens overraskelse, og jeg fangede mig selv i flere gange at forestille mig, hvor vild en fest de vil kunne levere i de sene timer på eksempelvis Copenhell (hint, hint).

As I Lay Dying – En chance til

Allerede fra første sekund af bandets optræden, var der ingen tvivl om at As I Lay Dying var aftenens hovednavn. Salen var godt fyldt op, og produktionsværdien var skudt i vejret. Med et episk lysshow, gik bandet på scenen til introen ”Burn To Emerge”, der ligesom på albummet Shaped By Fire (2018), ledte videre til den melodiske banger ”Blinded”. Stilen var dermed lagt for aftenens sæt, som både bød på poppede omkvæd, såvel som tunge breakdowns. Clean vokalen fra bassist Josh Gilbert vakte især min interesse, da han formåede at levere fuldstændigt spot on i de mange poppede omkvæd. Det var virkelig tydeligt at bandet var glade for at være tilbage på scenen, efter forsanger Tim Lambesis’ kontrovers tilbage i 2014, hvilket han også undskyldte for flere gange, med ordene ”tak for at I giver os en chance til”. Glæden for at As I Lay Dying på scenen igen var da også tydelig hos publikum, som fra start til slut sang med på sangene, og hengav sig trofast til at give den fuld gas til bandets optræden. På trods af at sætlisten primært bestod af sange fra deres seneste udspil, var der også en blandet hits fra tidligere albums ind, og gennem den godt og vel halvanden time lange koncert, var energiniveauet i top både hos bandet og publikum.

Et gennemgående problem for aftenen var lyden, som synes at variere meget mellem de fire bands, og endda også mellem deres respektive sange. Jeg mistænker, på trods af at dette er en upopulær holdning i dette miljø, at lyden simpelthen var for høj. Ikke desto mindre formåede As I Lay Dying og co. at efterlade Amager Bio med en høj stemning, hvor publikum for alvor fik smæk for skillingen.

Aftenens sætliste - As I Lay Dying:

  1. Intro - "Burn To Emerge"
  2. "Blinded"
  3. "Within Destruction"
  4. "Redefined"
  5. "The Second of Truth"
  6. "Forsaken"
  7. "Shaped by Fire"
  8. "The Darkest Nights"
  9. "An Ocean Between Us"
  10. "Gatekeeper"
  11. "A Greater Foundation"
  12. "Parallels"
  13. "My Own Grave"
  14. "94 Hours"

Ekstranumre:
"Nothing Left"
"Confined"

Kilde: setlist.fm

 

  • As I Lay Dying_11
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_2
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_13
  • Forfatter: Jill Decome

Se galleriet her

Læs mere...

Copenhell 2019: Amon Amarth

De svenske vikinger udgav for kun halvanden måneds tid siden ”Berserker”, det nu 11. album i rækken. Derfor skal de selvfølgelig på tour igen og deraf forbi Copenhell – igen. Det har været rutinen siden 2013: et nyt album = et show på Copenhell. Konsensus om det nye album er vist at det er helt tilforladeligt, men ikke mere. I virkeligheden beskriver det også Amon Amarth ret godt. Det er lige tilpas råt og vikingeinspireret til at lyde og ligne noget der kunne være semi-farligt, men så hører man det melodiske lydudtryk og indser, at forsangeren kunne være ens onkel. Dét som bandet til gengæld har kørende for sig er professionalisme og et stærkt budget der medfører at bandet både kan medbringe jævnt store thorshamre, tårne til guitaristerne udskåret som monstre og af og til et helt vikingeskib. Det der primært kan savnes til koncerterne er mere af dette: flere videoklip, flere effekter, holmgang på scenen, i virkeligheden er mulighederne jo mere eller mindre uendelige, da de har hele den nordiske mytologi at gøre godt med. Så det er med håb om at bandet har nogle overraskelser gemt i ærmet, især når det nye album er knapt så interessant, men også med en overbevisning om, at mindre sagtens kan gøre det, for Amon Amarth plejer aldrig at være kedeligt.

Overraskelser får vi dog ingen af. Faktisk er det et noget tyndt setup vikingerne har med. ”Kun” et udsmykket trommesæt kan det blive til. Ja og så en god portion ild og lidt fyrværkeri hist og her. Det starter ellers godt da ”The Pursuit Of Vikings” lægger fra land. Endnu bedre bliver det da et par vikinger kæmper mod hinanden på scenen. Men herefter får vi ellers mere eller mindre anonyme skæringer fra de sidste to albums, begge middelmådige, ligesom showet som helhed i dag. Og det selvom det kun varer en times tid. Det bliver fulgt af en noget flad lyd hele vejen igennem, hvor der simpelthen mangler noget bund og noget styrke. ”Death In Fire” rusker lidt op i tingene midt i sættet og ligeledes sidder de tre sidste sange lige i skabet – først er LG Petrov fra Entombed A.D. med under ”Guardians of Asgaard”, så findes de store mjødhorn frem under ”Raise Your Horns”, og da afslutteren ”Twilight Of The Thunder God” brager afsted er det med både en stor midgårdsorm at skue samt Thors hammer solidt placeret i forsangerens hånd. Men det er så også dét. Musikalsk, i hvert fald.

Men selv udfra de betingelser kan Amon Amarth godt levere, også fordi de i den grad har publikum med sig; vi er efterhånden der hvor folk har fået godt med øl indenbords, og det kan mærkes. For selvom de færreste virker til at kende numrene, endsige bandet, så gør de letgenkendelige melodier og det simple, men effektive, udtryk, at folk hurtigt bliver koblet på. Amon Amarth er som skabt til øldrikkende horder – eller er det omvendt? I hvert fald virker det upåklageligt. Der bliver endda dannet en robåd i midten af pladsen, uafhængigt af de folk i pitten der også har en fest.

Det er bare at det aldrig hæver sig over baggrundsmusik. Tilforladelig baggrundsmusik, som kan være underholdende nok at kigge på af og til, men jeg ved Amon Amarth kan præstere bedre, simpelthen fordi jeg har set det. De har denne gang publikum med sig uden at behøve at kæmpe for det, og det sikrer en god koncert alt taget i betragtning. Men der skal mere til næste gang.

Sætliste:
1) – The Pursuit Of Vikings
2) – Deceiver Of The Gods
3) – First Kill
4) – The Way Of Vikings
5) – Crack The Sky
6) – Death In Fire
7) – Shield Wall
8) – Raven’s Flight
9) – Guardians Of Asgaard
10) – Raise Your Horns
11) – Twilight Of The Thunder God
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Siamese - Super Human

På deres foregående album ”Shameless” fra 2017 bevægede Siamese kraftigt i retning af det poppede og letfordøjelige, og den tendens fortsætter de på deres nye udspil ”Super Human”. Og det virker som man er klar over det kontroversielle heri, for pressematerialet gør meget ud af at fortælle om, at bandet udvider rammerne for, hvad man må og ikke må i Metal genren.

Hvad man gerne må, illustreres på rytmesiden, for de fleste numre præges af passager med stærke, hakkende rytmer – det er stramt spillet, og giver energi og drive. Desværre bliver de hurtigt gemt under et tykt tæppe af rendyrket Pop, hvor guitar og trommer er skubbet så langt i baggrunden, at de nærmest forsvinder. I stedet bydes på en gennemført og vel udført produktion, hvor alle kanter er omhyggeligt pudset af, og alle skarpe hjørner er fjernet. Her hører man flere håndklap end stortrommeangreb, og der suppleres med autotune, samples og BANANAS-kor á la Gwen Stefani. De udmærkede melodier ændrer ikke på, at albummet passer bedre til radioens P3 end til Copenhell.

Det er således ikke så meget et spørgsmål om, hvad man må og ikke må indenfor Metal – de elementer fra dén verden, som findes på ”Super Human” klarer Siamese godt. Problemet er, at der er alt for lidt af det, og man skal nærmest være flink for ikke at kategorisere albummet som ren Pop. Hvis Siamese fortsætter udviklingen, vil det næste udspil være komplet støvsuget for de sidste rester af Metal, og det vil være mere ærligt at bekende sig til poppen.

Tracklist:
1. B.A.N.A.N.A.S.
2. Oceanbed
3. Super Human
4. Animals
5. You're Not Alone
6. Give Me Up
7. Party Monster
8. Unified
9. Not Coming Home
Samlet spilletid: 31:59

Læs mere...

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Battle Beast - No More Hollywood Endings

Det er efterhånden tredje gang, jeg kaster mig ud i en anmeldelse af et album fra Battle Beast; hvor ”Battle Beast” fra 2013 var en stor skuffelse, så viste ”Bringer of Pain” fire år senere sig som en mere gennemført præstation. Spørgsmålet er så, om finnerne kan fortsætte den positive udvikling med ”No More Hollywood Endings”.

Udgangspunktet er det samme som før, for de fastholder stilen med arrangementer drevet af store mængder keyboards som support til Noora Louhimos rene vokal. Guitarerne hører man til gengæld ikke så meget til, de er næsten begravet i den omkringliggende musik. Som så ofte inden for genren er produktionen rund og blød – absolut ingen skarpe kanter dér.

Selv om ”Piece Of Me” og ”The Golden Horde” byder på udmærket melodisk Metal, så spilles alt lige efter bogen og er næsten blottet for selvstændig tænkning. Så selv om Louhimo igen synger både rent og flot, kan det ikke skjule at numre som ”Eden” og ”Unfairy Tales” kun befinder sig millimeter over MGP-niveau. Og sådan som ”The Hero” vælter sig i 80’er synth drums, så jeg ikke havde været overrasket hvis der havde været gæstevokal af Bonnie Tyler…
Det bringer mig tilbage til det indledende spørgsmål, som jeg desværre må besvare med et rungende NEJ! Albummet er en overproduceret og skuffende stangvare, som næsten er glemt inden man er kommet igennem det.

Tracklist:
1. Unbroken
2. No More Hollywood Endings
3. Eden
4. Unfairy Tales
5. Endless Summer
6. The Hero
7. Piece Of Me
8. I Wish
9. Raise Your Fists
10. The Golden Horde
11. World On Fire
Samlet spilletid: 53:29

Læs mere...

Rising - Sword And Scythe

Selv om dette er bandets fjerde album, ligger mine anmeldermøder med Rising tilbage til deres første EP’er; dengang var stilen tung og Doom’et, men siden er kursen rettet mere mod den melodiske ende af Metalspektret. Hvor Rising stilmæssigt befinder sig i dag, viser ”Sword And Scythe”, som er et konceptalbum med menneskets historiske udvikling som tema. Det hele er produceret og mixet af Jacob Bredahl.

Det første jeg lagde mærke til på albummet, var Morten Grønnegaards vokal, som i sig selv gør numrene mere åbne, end jeg husker bandet – det er en klar forbedring, som breder sig til musikken – eller rettere sagt, til dele af den. Det er de dele, hvor Rising har hentet inspiration i 80’ernes klassiske Metal: I f.eks. ”Sea of Irrelevance” har guitarerne de typisk hakkende rytmer, man forbinder med NWOBHM. Det peger mod enkel musik, men Rising vælger i stedet at gøre tingene en anelse knudrede; det virker som om bandet søger at skabe noget progressivt. Resultatet er da også passager, der virker mere komplekse og alvorlige, men rigtig progressivt bliver det ikke. Og da det melodiske ikke virker gennemført, ender de fleste numre med at komme på mellemhånd. Heldigvis sluttes der positivt, for i ”Aeterna” finder man noget af den intensitet og melodi, jeg savner andre steder.

Det er en ordentlig mundfuld at kaste sig ud i opgaven om, at gennemgå menneskehedens historie på et enkelt album; en opgave, som Rising kommer nogenlunde helskindet igennem, men som samtidig efterlader flere områder at arbejde med.

Tracklist:
1. Amor Fati
2. Empirical
3. Hunger And Exile
4. Camp Century
5. White Heat
6. Ancestral Sun
7. Civil Dawn
8. Salted Earth
9. Renewal Ritual
10. Kill Automation
11. Sea of Irrelevance
12. Aeterna
Samlet spilletid: 45:06

Læs mere...

We Sell The Dead - Heaven Doesn't Want You And Hell Is Full

Det er sjældent en ulempe for et nyt band at kunne fremvise erfaring fra etablerede navne, og det gælder selvfølgelig også for We Sell The Dead. Foruden In Flames guitaristen Niclas Engelin tæller bandets samlede CV navne som Firewind og HIM, så på forhånd er forventningerne hævet over nul niveau.

I introen bliver vi ført tilbage i tiden til en lidt makaber salgsbod, hvor kropsdele falbydes frisk fra kirkegården – en udmærket måde at slå en stemning an. Og ovenpå havde jeg forventet en omgang Goth Metal eller måske endda Goregrind, men We Sell The Dead bevæger sig i en helt anden og langt mindre farlig retning.

Bandet har valgt Hardrock som musikalsk stil, men vel at mærke med et kraftigt nik tilbage mod ’70ernes store navne som Deep Purple og Whitesnake. Det høres i vokalen, hvor Apollo Papathanasio sagtens kunne træde ind hos de nævnte bands uden at falde igennem. Samtidig er numrene udstyret med ret tunge riffs, som især på albummets første halvdel gør ”Echoes of an Ugly Past” og ”Leave Me Alone” til stærke skæringer med udmærket power.

Desværre ryger bandet også over i den anden grøft, for ”Too Cold to Touch” og de afsluttende ”Pale and Perfect” og ”Silent Scream” er blodfattige numre i balladeklassen – her lå mine forventninger højere. Det må siges at gælde for albummet som helhed, for de gode elementer kan kun lige holde de uinteressante i skak.

Tracklist:
1. The Body Market
2. Echoes of an Ugly Past
3. Leave Me Alone
4. Imagine
5. Turn It Over
6. Too Cold to Touch
7. Trust
8. Pale and Perfect
9. Silent Scream
Samlet spilletid: 42:18

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed