fbpx

Off The Cross - Enjoy it while it lasts

Belgien er hjemland for Off The Cross, som blev dannet i 2016, og to år senere albumdebuterede med ”Divided Kingdom”. Efter et par justeringer i besætningen er de nu klar med album nummer to, som er indspillet i forskellige studier i Holland og Belgien, inden produceren Joost Van Den Broek har samlet trådene.
Resultatet er elleve numre, som stilmæssigt befinder sig i den melodiske ende af spektret; der hvor guitaren får en hjælpende hånd fra klaver og diverse andre keyboards. Samtidig satses der også i omkvædene på melodier, som er ret iørefaldende. Selv om guitaren står for nogle udmærkede riffs ind imellem, er det vokalen, der sørger for, at numrene får kant. Sangeren Daan Swinnen hvæser og brøler, men lykkes med at variere indsatsen, så det ikke ender monotont og kedeligt – det er godt gået!
Alligevel er det ”This Too Shall Pass” med gæstevokal fra Eluveitie-sangerinden Fabienne Erni, der er albummets højdepunkt. Nummeret er roligt, og opnår med en sparsom instrumentering en flot og intens stemning, hvor den rene vokal sætter prikken over i’et.
Som helhed fungerer albummets kombination af melodi og Metal godt, og der er flere lækre detaljer. Desværre er det ikke alle omkvæd, der holder samme niveau, ligesom jeg gerne havde haft lidt mere knald på guitaren – en holdning som lyttere med mere hang til melodi vil være uenige i.

Tracklist:
01. Masks
02. Mute.Deaf.Blind
03. Exist
04. The Dance
05. This Too Shall Pass
06. A Broken Narrative
07. Strife 08. Dharma
09. Cease And Desist
10. Blackbox
11. A Life Lived To Die
Samlet spilletid: 45:37

Læs mere...

Soilwork - A Whisp Of The Atlantic

Efter sidste års album ”Verkligheten” og EP’en ”Underworld” er svenske Soilwork nu klar med endnu en EP, og de sparer ikke, for spilletiden på næsten 40 minutter rækker mange andre steder til betegnelsen album.
Den korrekte betegnelse for udgivelsen kan således diskuteres, men det kan kvaliteterne i titelnummeret ikke – her viser Soilwork de bedste sider frem hele vejen rundt. Nummeret starter stille med ren vokal og klaver, men langsomt bygges der mere og mere på, så intensiteten øges. Björn Strid leverer som vanligt en flot og nuanceret vokal, der rækker fra det rene og medgørlige, til det aggressivt brølende. På samme måde køres musikken højt op i tempo, for så at skifte til et stille mellemspil, hvor klaver og en jazztrompet pludselig støtter vokalen – vel at mærke uden, at det virker forkert. Nummeret er Progressiv Metal af høj klasse, og trods en spilletid på mere end 16 minutter, keder man sig ikke - sådan!

Med sådan en magtdemonstration kommer de efterfølgende numre naturligt til at stå i skyggen af åbningsnummeret. Stilmæssigt ligger de mere ovre i bandets sædvanlige version af Melodisk Metal, hvilket er positivt: Musikken har kant i guitarerne og ørevenlige melodier, og der er overskud til både at lade ”Feverish” slutte af med sørgmodige strygere og give et tekstmæssigt nik til Eagles’ klassiker i ”Desperado”.
Selv om det er titelnummeret, der tiltrækker sig mest opmærksomhed, er udgivelsen udmærket, og bestemt et lyt værd, uanset om man så putter den i EP eller album kassen.

Tracklist:
1. A Whisp Of The Atlantic
2. The Nothingness And The Devil
3. Feverish
4. Desperado
5. Death Diviner
Samlet spilletid: 36:52.

Læs mere...

Jaded Heart - Stand Your Ground

2020 markerer 30-året for Jaded Hearts karriere, så vi har fat i veteraner her. Og produktive af slagsen, for ”Stand Your Ground” er studiealbum nummer 14! Det betyder, at man i snit stort set har udgivet et nyt album hvert andet år – det er en sjælden bedrift. Samtidig markerer albummet et mindre stilskifte, idet det er første gang, at Jaded Heart udelader keyboards.
Uden at have hørt de foregående 13 albums, tør jeg godt sige, at det var en god ide. Fraværet af blødgørende keyboardtoner giver numrene mere power, fordi specielt guitarerne træder mere frem. Det giver klart mere kant til numre som ”Reap What You Sow”, Kill Your Masters” og ”Lost In Confusion”. Men det betyder ikke, at Jaded Heart glemmer de øvrige elementer, der traditionelt hører til den melodiske Metal. Derfor bliver der ikke sparet på hverken iørefaldende omkvæd eller en fyldig frontvokal, som Johan Fahlberg står for.
Desværre er der også en nogle tracks, som ikke byder på hverken nyheder eller spænding; omvendt giver erfaring et godt rygstød, så selv i de tilfælde holder tyskerne et fornuftigt bundniveau. Dermed står ”Stand Your Ground” tilbage som et album, der markerer genrens styrker, uden at falde i dens faldgruber – også sent i karrieren formår Jaded Heart at levere en solid indsats.

Tracklist:
1. Inception
2. Stand Your Ground
3. One Last Time
4. Reap What You Sow
5. Break Free
6. Hero To Zero
7. Kill Your Masters
8. Embrace A Demon
9. Hopelessly Addicted
10. Self Destruction
11. Stay
12. Lost In Confusion
13. Inside A Hurricane
Samlet spilletid: 51:45

Læs mere...

Jaded Star - Realign

Sangerinden Maxi Nil og den tidligere Iced Earth trommeslager Raphael Saini dannede Jaded Star tilbage i 2013, og udsendte albummet ”Memories from the Future” to år senere. Siden har Nil samlet en komplet ny besætning omkring sig, og hvordan det lyder, viser albummet ”Realign”.
Åbningsnummeret ”Female Fronted” bringer smilet frem; dejligt at der bliver gjort grin med denne betegnelse, som pladeselskaberne forsøger at bilde os ind er en genre. Smilet bliver ikke mindre af bandets performance, for de gør det generelt rigtig godt: Nil har en udmærket stemme, som også får lov at bide lidt hist og pist, og musikernes samspil afslører på ingen måde, at besætningen kun har spillet sammen i kort tid. Og så er produktionen virkelig vellykket; alle elementer lyder helt som de skal.
Og det var så det … i hvert fald på den positive side. Jaded Star spiller melodisk Metal, og her er det efterhånden normen, at man ikke afviger for meget fra gængse opskrifter, når det gælder sangskrivningen. Alligevel er det sjældent man møder noget så ideforladt som dette album, for det lykkes gang på gang at trække al energi ud af numrene, så man gaber per automatik.
Og det er irriterende med den ringe sangskrivning, når bandet kan spille, og rammerne er virkelig high class. Faktisk hiver produktionen halvdelen af stjernerne hjem i bedømmelsen … det har jeg vist ikke prøvet før.

Tracklist:
01. Female Fronted
02. Breathing Fire
03. A Pain All Mine
04. Maybe
05. Adrian
06. Children Of Chaos
07. Rise Up
08. We're The Heroes ( A Song For Us )
09. Vertigo
10. Higher Than Love
Samlet spilletid: 38:55

Læs mere...

Amaranthe - Manifest

Med udgivelse af ”Manifest” fortsætter Amaranthe deres to års cyklus for nye studiealbums, og er nu oppe på 6 af slagsen. Og som det var tilfældet med de foregående, er også det nye skud på stammen produceret af Jacob Hansen.
Langt hen ad vejen kører Amaranthe den traditionelle stil for Melodisk Metal med fængende melodier fremført af en flot, ren og kraftfuld kvindevokal. Den leverer Elize Ryd på overbevisende facon, og hvis vi stoppede her, ville svenskerne bare være et blandt mange bands med dén kompasretning. Men de har i Nils Molin et mandligt modstykke til Ryd, og de to giver i fællesskab numrene en fin bredde. Men ikke nok med det, for med Henrik Englund Wilhemsson som tredje sanger har bandet mulighed for, at give numrene mere skarphed. Hans vokal indeholder brøl, hvæs og growl, og rusker godt op i de omkringliggende melodiske elementer. Og når musikken skifter til skarpere og let hakkende rytmer, som det sker i ”The Game” og især ”BOOM!”, er vi stilmæssigt ovre i Nu Metal.
Det sker nu kun i de nævnte eksempler, for generelt holder bandets krumtap Olof Mörck sin sangskrivning inden for genrens vante rammer. Det betyder både masser af keyboards og poppede omkvæd, men samtidig er han ikke bleg for at trække guitarerne frem. Sammen med de tre sangere gør det ”Manifest” til et udmærket udspil i den melodiske ende af Metalspektret.

Tracklist:
1. Fearless
2. Make It Better
3. Scream My Name
4. Viral
5. Adrenaline
6. Strong
7. The Game
8. Crystalline
9. Archangel
10. BOOM!1
11. Die And Wake Up
12. Do Or Die
Samlet spilletid: 40:13

Læs mere...

Deathwhite - Grave Image

“Grave Image” er det andet album fra det amerikanske band Deathwhite, og her tager man fat på hvordan sandheden i det moderne samfund forvrænges efter behov, og hvordan hykleri bliver en undskyldning for at vende det blinde øje til, når det gælder vores brug af jordens ressourcer. Det er ret alvorlige sager, og sammenholder man dem med bandets navn og albummets titel, kunne man godt forvente en musikalsk kulisse i den voldsomme, ekstreme ende.
Det får man ikke, langt fra endda; Deathwhites musik er meget nedtonet og alt andet end aggressiv. Åbningsnummeret ”Funeral Ground” illustrerer billedet meget godt:
Nummeret præges af en lækker, melodisk guitar og en ret stærk melodilinje, som fremføres med en ren, men lidt højtidelig vokal. Det giver en alvorlig stemning, der passer fint til albummets tema. Og Deathwhite formår at fastholde intensiteten, når melodien er stærk, som det sker i ”Plague of Virtue”. Desværre er der langt imellem de numre, hvor det er tilfældet; de fleste af dem mangler lige det sidste for at holde niveau. Det får dem til at fremstå meget ens, blege og lidt upersonlige.
Det samlede billede er derfor, at ”Grave Image” er et album, som hurtigt kommer til at virke overfladisk og uinteressant, og hvor man som lytter ikke belønnes tilstrækkeligt for indsatsen.

Tracklist:
1. Funeral Ground
2. In Eclipse
3. Further from Salvation
4. Grave Image
5. Among Us
6. Words of Dead Men
7. No Horizon
8. Plague of Virtue
9. A Servant
10. Return to Silence
Samlet spilletid: 48:48

Læs mere...

Dawn Of Solace - Waves

13 år mellem en debutskive og album nummer to lyder næsten uvirkeligt, men i tilfældet Dawn Of Solace giver det god mening. Bandet er nemlig et soloprojekt for Tuomas Saukkonen, som i den forløbne tid har spillet i flere bands, og til dagligt koncentrerer sig om Wolfheart. På ”Waves” spiller Saukkonen de fleste instrumenter selv, mens Mikko Heikkilä er gennemgående figur på den vokale front.
Og det må siges at være et godt valg, for han en stærk og ren vokal, som klæder de 8 numre udmærket. Den passer fint til musikken, som gennemgående er i den rolige ende af spektret, hvor melodi til hver en tid trumfer brutalitet. Derfor er det de fine guitarmelodier og stedvise klaverindlæg, der kendetegner numrene. Efter en udmærket indledning bliver numrene hurtigt anonyme, og jeg skal koncentrere mig for ikke at vende opmærksomheden andre steder hen.
I betragtning af, at Saukkonen har haft 13 år til at samle materiale sammen til dette udspil, er det ikke særlig meget, han har på hjerte; numrene er udstyret med udmærkede melodier, hvor især guitararbejder supplerer godt. Men alt bliver på et jordnært niveau, der er ikke meget wow-effekt eller markante elementer at spore. Selv om alt fremføres med stor kunnen, formår ”Waves” aldrig af skabe bølger – det bliver ved de små skvulp.

Tracklist:
01. Lead Wings
02. Ashes
03. Silence
04. Hiding
05. Tuli
06. Numb
07. Choice
08. Ghost
Samlet spilletid: 40:59

Læs mere...

Marko Hietala - Pyre Of The Black Heart

Ideen til at lave et soloalbum har Marko Hietala gået rundt med i mange år, men forpligtelserne som bassist i Nightwish kom hele tiden i vejen for at gøre alvor af det. Da det finske verdensnavn i 2017 holdt en længere pause, fokuserede Hietala på sit eget projekt, og resultatet foreligger i form af ”Pyre Of The Black Heart”.
Målet var at skabe et album på egne præmisser, og den del kan hurtigt krydses af som opfyldt – Hietala koger ikke bare suppe på ideer til Nightwish, for selv om der er ligheder, så søger han sit eget udtryk. Og det er noget mindre bombastisk, hvilket illustreres fint i de to startnumre. Her står den på nedtonet Rock med melodien i centrum, og netop det melodiske fokus går igen hen gennem albummet.
I Nightwish bruges keyboardet ofte til at skabe store, symfoniske opsætninger, men hos Hietala spiller de en anden rolle: I ”Dead God's Son” og ”I Am The Way” bruges de mere moderne til at skabe en mørk stemning og samtidig tilføre drive. Det sidste er en god ide, for numrene sprudler ikke ligefrem af fremdrift. Og det er ikke fordi hverken produktionen eller indsatsen fejler noget; lyden er virkelig god, og især vokalen står stærkt i de enkelte numre. I ”For You” er Hietals indlevelse og nærvær stærkt medvirkende til, at nummeret er albummets højdepunkt.
“Pyre Of The Black Heart” viser Marko Hietala som andet og mere end ”bare” bassisten fra Nightwish, men det understreger også, at han i sit hovedband er en del af noget meget større, end han skaber på egen hånd.

Tracklist:
1. Stones
2. The Voice of My Father
3. Star, Sand and Shadow
4. Dead God's Son
5. For You
6. I Am The Way
7. Runner of the Railways
8. Death March for Freedom
9. I Dream
10. Truth Shall Set You Free
Samlet spilletid: 52:03

Læs mere...

As I Lay Dying + support - Amager Bio

Det stod til at blive en aften i den hårde kernes (get it? Hard-core?) tegn, med udsigt til blast-beats, breakdowns, guitarlir, og skrig og skrål. Det amerikanske metalcore band fra Californien, As I Lay Dying, er nemlig lige nu ved at afvikle en europatourné med deres seneste udspil, Shaped By Fire (2018), i fokus. Bandet har som et ekstra trækplaster hele tre(!) topprofessionelle bands med som opvarmning, nemlig deres landsfæller, henholdsvis de ”nyere” Chelsea Grin og Fit For A King, samt de mere garvede ”drenge” fra Unearth. Umiddelbart enhver -core fans våde drøm, med sådan et stærkt line-up! Hvad skulle der kunne gå galt?

Spoiler: Intet gik galt.

Jeg skynder mig ind gennem hvad der virker til at være et talstærkt publikum, og indtager min plads på Amager Bios balkon. Fra min position observerede jeg dog at folkemængden primært var koncentreret i salens højre side, tæt ved indgangen (og måske baren?). Intet desto mindre et imponerende fremmøde, til aftenens første band en tidlig onsdag aften.

Fit For A King – Snurretoppen fra helvede

Aftenens første band indtog scenen et par minutter inden 18:40, hvor det ellers var annonceret at musikken startede. Et klogt valg, taget i betragtning af de mange musikalske indtryk aftenen bød på. Fit For A King fik varmet publikum godt og grundigt op, og formåede at holde en høj energi gennem hele koncerten, som endda kulminerede i aftenens første circle pit. Særligt bassisten Ryan O’Leary så ud til at have en fest, mens han snurrede rundt på scenen, og ”slammede” med på de tunge breakdowns. Til gengæld mistænker jeg hans massive energiudladninger for at påvirke hans clean vokal, da han desværre ikke formåede at slå så kraftfuldt igennem som på bandets albums. Når det så er sagt, fik bandet startet festen, og især med den soundtrack-agtige sang ”Deathgrip”, fra albummet af samme navn, leverede Fit For A King en mindeværdig koncert.

Unearth – Når guitaren synger

Efter en kort pause og en hurtig lydprøve, var aftenens næste band klar til at indtage scenen. Unearth var personligt dem jeg havde set mest frem til, da min indre teenager og guitarnørd nu endelig fik chancen, for at høre det ikoniske sweep picking i sangen ”My Will Be Done”, fra albummet The March (2008). Dette ønske blev indfriet tidligt i sættet, og bandet bragede derudaf med masser af guitarlir, spilleglæde og et koordineret sceneshow, hvor bandet på bedste vis inviterede publikum indenfor i deres univers. Lead guitarist Buz McGrath sprang især rundt, og jeg var flere gange forbløffet over hvordan han modigt hoppede ned fra højtalerne på scenen, og samtidig formåede at levere musikalsk. Lydbilledet var desværre ikke helt så skarpt nuanceret, men guitarsoloerne gik heldigvis klart igennem. Unearth leverede alt i alt en underholdende koncert, og skilte sig klart mest ud fra turneens andre bands, med deres mere ”old school” metalcore/melo-death tilgang til genren.

Chelsea Grin – Fra det dybeste dybe

Efter endnu en kort pause, var det nu tid til aftenens næstsidste optræden. Under deres korte lydprøve stod det klart, at vi skulle til at blive blæst omkuld af voldsomme growls og bass drops. Chelsea Grin skuffede bestemt ikke på denne front! Salen blev med ét forvandlet til et inferno af dimensioner, og mens bandet stilsikkert leverede en brutal koncert i bedste deathcore stil, var det umuligt for publikum ikke at være med, hvilket kom til udtryk ved de mange circle pits og walls of death. Samspillet mellem forsanger Tom Barber og trommeslager Pablo Viveros vokaler fungerede eminent, og de var begge engagerede i at få inddraget publikum, om det så enten var til førnævnte circle pits, eller call and response i sangen ”Playing With Fire”, fra albummet Ashes To Ashes (2014), hvor salen rungede af ordene ”burn, burn, burn!”. Chelsea Grin var for mig helt klart aftenens overraskelse, og jeg fangede mig selv i flere gange at forestille mig, hvor vild en fest de vil kunne levere i de sene timer på eksempelvis Copenhell (hint, hint).

As I Lay Dying – En chance til

Allerede fra første sekund af bandets optræden, var der ingen tvivl om at As I Lay Dying var aftenens hovednavn. Salen var godt fyldt op, og produktionsværdien var skudt i vejret. Med et episk lysshow, gik bandet på scenen til introen ”Burn To Emerge”, der ligesom på albummet Shaped By Fire (2018), ledte videre til den melodiske banger ”Blinded”. Stilen var dermed lagt for aftenens sæt, som både bød på poppede omkvæd, såvel som tunge breakdowns. Clean vokalen fra bassist Josh Gilbert vakte især min interesse, da han formåede at levere fuldstændigt spot on i de mange poppede omkvæd. Det var virkelig tydeligt at bandet var glade for at være tilbage på scenen, efter forsanger Tim Lambesis’ kontrovers tilbage i 2014, hvilket han også undskyldte for flere gange, med ordene ”tak for at I giver os en chance til”. Glæden for at As I Lay Dying på scenen igen var da også tydelig hos publikum, som fra start til slut sang med på sangene, og hengav sig trofast til at give den fuld gas til bandets optræden. På trods af at sætlisten primært bestod af sange fra deres seneste udspil, var der også en blandet hits fra tidligere albums ind, og gennem den godt og vel halvanden time lange koncert, var energiniveauet i top både hos bandet og publikum.

Et gennemgående problem for aftenen var lyden, som synes at variere meget mellem de fire bands, og endda også mellem deres respektive sange. Jeg mistænker, på trods af at dette er en upopulær holdning i dette miljø, at lyden simpelthen var for høj. Ikke desto mindre formåede As I Lay Dying og co. at efterlade Amager Bio med en høj stemning, hvor publikum for alvor fik smæk for skillingen.

Aftenens sætliste - As I Lay Dying:

  1. Intro - "Burn To Emerge"
  2. "Blinded"
  3. "Within Destruction"
  4. "Redefined"
  5. "The Second of Truth"
  6. "Forsaken"
  7. "Shaped by Fire"
  8. "The Darkest Nights"
  9. "An Ocean Between Us"
  10. "Gatekeeper"
  11. "A Greater Foundation"
  12. "Parallels"
  13. "My Own Grave"
  14. "94 Hours"

Ekstranumre:
"Nothing Left"
"Confined"

Kilde: setlist.fm

 

  • As I Lay Dying_13
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_3
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_4
  • Forfatter: Jill Decome

Se galleriet her

Læs mere...

Copenhell 2019: Amon Amarth

De svenske vikinger udgav for kun halvanden måneds tid siden ”Berserker”, det nu 11. album i rækken. Derfor skal de selvfølgelig på tour igen og deraf forbi Copenhell – igen. Det har været rutinen siden 2013: et nyt album = et show på Copenhell. Konsensus om det nye album er vist at det er helt tilforladeligt, men ikke mere. I virkeligheden beskriver det også Amon Amarth ret godt. Det er lige tilpas råt og vikingeinspireret til at lyde og ligne noget der kunne være semi-farligt, men så hører man det melodiske lydudtryk og indser, at forsangeren kunne være ens onkel. Dét som bandet til gengæld har kørende for sig er professionalisme og et stærkt budget der medfører at bandet både kan medbringe jævnt store thorshamre, tårne til guitaristerne udskåret som monstre og af og til et helt vikingeskib. Det der primært kan savnes til koncerterne er mere af dette: flere videoklip, flere effekter, holmgang på scenen, i virkeligheden er mulighederne jo mere eller mindre uendelige, da de har hele den nordiske mytologi at gøre godt med. Så det er med håb om at bandet har nogle overraskelser gemt i ærmet, især når det nye album er knapt så interessant, men også med en overbevisning om, at mindre sagtens kan gøre det, for Amon Amarth plejer aldrig at være kedeligt.

Overraskelser får vi dog ingen af. Faktisk er det et noget tyndt setup vikingerne har med. ”Kun” et udsmykket trommesæt kan det blive til. Ja og så en god portion ild og lidt fyrværkeri hist og her. Det starter ellers godt da ”The Pursuit Of Vikings” lægger fra land. Endnu bedre bliver det da et par vikinger kæmper mod hinanden på scenen. Men herefter får vi ellers mere eller mindre anonyme skæringer fra de sidste to albums, begge middelmådige, ligesom showet som helhed i dag. Og det selvom det kun varer en times tid. Det bliver fulgt af en noget flad lyd hele vejen igennem, hvor der simpelthen mangler noget bund og noget styrke. ”Death In Fire” rusker lidt op i tingene midt i sættet og ligeledes sidder de tre sidste sange lige i skabet – først er LG Petrov fra Entombed A.D. med under ”Guardians of Asgaard”, så findes de store mjødhorn frem under ”Raise Your Horns”, og da afslutteren ”Twilight Of The Thunder God” brager afsted er det med både en stor midgårdsorm at skue samt Thors hammer solidt placeret i forsangerens hånd. Men det er så også dét. Musikalsk, i hvert fald.

Men selv udfra de betingelser kan Amon Amarth godt levere, også fordi de i den grad har publikum med sig; vi er efterhånden der hvor folk har fået godt med øl indenbords, og det kan mærkes. For selvom de færreste virker til at kende numrene, endsige bandet, så gør de letgenkendelige melodier og det simple, men effektive, udtryk, at folk hurtigt bliver koblet på. Amon Amarth er som skabt til øldrikkende horder – eller er det omvendt? I hvert fald virker det upåklageligt. Der bliver endda dannet en robåd i midten af pladsen, uafhængigt af de folk i pitten der også har en fest.

Det er bare at det aldrig hæver sig over baggrundsmusik. Tilforladelig baggrundsmusik, som kan være underholdende nok at kigge på af og til, men jeg ved Amon Amarth kan præstere bedre, simpelthen fordi jeg har set det. De har denne gang publikum med sig uden at behøve at kæmpe for det, og det sikrer en god koncert alt taget i betragtning. Men der skal mere til næste gang.

Sætliste:
1) – The Pursuit Of Vikings
2) – Deceiver Of The Gods
3) – First Kill
4) – The Way Of Vikings
5) – Crack The Sky
6) – Death In Fire
7) – Shield Wall
8) – Raven’s Flight
9) – Guardians Of Asgaard
10) – Raise Your Horns
11) – Twilight Of The Thunder God
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed