fbpx

One Machine - The Distortion Of Lies And The Overdriven Truth

Efter at have spillet i bands som Testament og Nevermore stod guitaristen Steve Smyth med en række numre til sit nye projekt, One Machine, men han manglede musikere i bandet. Derfor samlede han folk, som han kendte fra tidligere, hvilket gav et rutineret og lovende line up med et par danske islæt: Mikkel Sandager (Mercenary) på vokal; Jamie Hunt (Biomechanical) guitar, Tomas “O’Beast” Koefoed (Mnemic) bas og Raphael Saini (Chaoswave) på trommer – han er siden blevet erstattet af Michele Sanna.

Efter det hårdtslående titelnummer kommer der også melodiske elementer ind i numrene, som generelt blander forskellige grader af slagkraft og melodi. Her markerer Sandager sig fra start med en meget varieret indsats, som til tider er mere aggressiv end jeg husker fra Mercenary.

Der er ingen tvivl om, at alle musikerne gerne vil gøre projektet til en succes – måske lidt for meget. De virker som overtændte sportsfolk, og resultatet er lidt forkrampet – det kommer ikke rigtigt ud over den virtuelle scenekant. Den væsentligste årsag er nu ikke musikernes indstilling, men materialet kvaliteter – eller rettere mangel på samme. For gennemgående er numrene simpelthen for uinteressante, og selv om der er fint med energi, så kommer de aldrig ind under huden. Det uvedkommende er derfor en gennemgående ting at anke, og det er symptomatisk at balladen ”Last Star Alights” er skivens mest personlige nummer, og derfor min favorit.

Så jo, jeg er skuffet, for med bandets baggrund havde jeg forventet meget mere af One Machine. Det afspejles i bedømmelsen og viser, at gode musikere kæmper forgæves mod dårlige numre.

Tracklist:
1. The Distortion Of Lies And The Overdriven Truth
2. Crossed Over
3. Kill The Hope Inside
4. Armchair Warriors
5. Defiance
6. One Machine
7. Into Nothing
8. Evict The Enemy
9. Last Star Alights
10. Freedom And Pain
Samlet spilletid: 53:39

 

The Distortion Of Lies And The Overdriven Truth - Lyric Video

Læs mere...

Amon Amarth, Carcass, Hell

De svenske vikinger i Amon Amarth er efterhånden hvad man kan betegne som et rigtigt husorkester her i lille Danmark. De har både spillet på Roskilde Festival i 2009, på Copenhell tidligere i år og i Store Vega intet mindre end 4 gange i løbet af de seneste 6 år. Alligevel formår Amon Amarth altid at samle en stor mængde fans til deres shows.
I aften står foruden Amon Amarth også de engelske sværvægtere Carcass og deres landsfæller Hell der for nyligt har fundet sammen efter mange års pause.

 

Hell:
Oprindeligt begyndte engelske Hell helt tilbage i 1982 i en by kaldet Derbyshire. Bl.a. pga. forsangerens død, og deres tidligere pladeselskabs konkurs 2 uger inden den planlagte indspilning af debutalbummet, brød de op kun 5 år senere.
I 2008 fandt de sammen igen og fik her både anskaffet sig en ny forsanger og en ny guitarist. Sidenhen har de udgivet albummet ”Human Remains” fra 2011 og ”Curse And Chapter” tidligere i år.
Genremæssigt betragter kritikerne dem som en del af New Wave Of British Heavy Metal bølgen, selvom de dog selv vedkender sig heavymetal genren. Bandet selv er bl.a. kendt for at være nogle af de første som brugte corpse paint på scenen.

Da Hell kl. 19 betræder scenen er Vega knap 2/5 fyldt. Det kan både skyldes det tidligere tidspunkt, men måske mere sandsynligt at kun få kender til Hell…

Bandet selv er i denne omgang det første jeg skuer. Forsangeren er i bar overkrop og bruger f.eks. en pisk til at straffe sig selv med, således at han fremstår som en skinger og overdramatisk Messias. Det er i god tråd med resten af bandets udklædning, da de alle som én er malet. Det føles dog meget malplaceret, i hvert fald hvis man kigger på hovednavnet, såvel som Carcass’, musik.
Lyden i aften er som sædvanlig af høj kvalitet, og lyset underbygger Hells mystiske og delvist sataniske attitude.

Kun ganske få publikummer ser ud til at kende, endsige bekymre sig, om Hell. Det er ganske tydeligt at bandet aldrig blev store i deres egen tid, og det er tvivlsomt at de skulle blive det i vores.
Der er dog et enkelt tidspunkt i den ca. halve time lange koncert hvor Hell har held med at fange publikums interesse, men det er meget kortvarigt.
Det er ikke fordi forsangeren ikke forsøger, men det er som om han ikke helt kan bestemme sig for om musikken bør tale for sig selv eller ej. I nogle sange er han helt nede ved de forreste rækker – i andre står han med ryggen til.

Også, efter en halv time, takker Hell af.
Efter den seance er jeg om noget kun mere overbevist om at de ikke rigtigt har noget at tilbyde i vores årti. Musikken er ikke forfærdelig, men den forfalder for meget til de samme kedelige 4/4 rytmer og gennemskuelige melodier, og vi har nu engang musikalske giganter der gør præcist det samme – bare bedre – både mht. musikken og udklædningen. Medmindre man savner et nostalgisk fix er det svært at anbefale Hell.
3 stjerner.

 

Carcass:
Engelske Carcass anses som opfinderne af goregrind, såvel som en af pionererne bag grindcore. Senere blev de også anerkendt som endnu en pioner, denne gang bag den melodiske dødsmetal. Bandet har dog også snart 30 år på bagen – de opstod nemlig i Liverpool tilbage i 1985. Derfra gik der 3 år inden deres debutalbum ”Reek Of Putrefaction” blev udgivet. Det næste album ”Symphonies Of Sickness” var klart allerede ét år senere, og kun 2 år derfra ramte ”Necrotism – Descanting The Insalubrious” os hårdt i ansigtet (gad vide om de titler betyder noget?).
Anyway… Så var de 3 første albums sikkert placeret i grindcore/goregrind genrerne.
Carcass begyndte så med tiden at eksperimentere, og det førte til de to næste albums der stadig i dag betragtes som mesterværker i den melodiske dødsmetal. Især ”Heartwork” fra 1993, men også ”Swansong” fra 1996 vil mange nikke genkendende til.
Og det var så dét… Troede man. Imellem 1995 – 2007 var der dødt i Carcass lejren, men så kom de pludseligt tilbage og spillede bl.a. i vores hjemegn til Danish Metal Awards i 2008.
Siden da har Carcass optrådt hist og her, og har også fundet tid til at udgive deres første nye materiale i 17 år. ”Steelwork” ramte gaderne tilbage i september. I øvrigt er Carcass netop også blevet bekræftet til at spille på næste års Roskilde Festival.

Kun et kvarters ventetid kunne det blive til, men på den korte tid ser Vega også helt anderledes ud.
Vega er nu godt og vel 3/4 fyldt op, og det er på flere måder et helt andet band vi har med at gøre.

Først og fremmest er der absolut ingen påtagethed, kun ren og skær overlegen teknik og god sangskrivning. Jeg må blankt indrømme at jeg aldrig tidligere har dyrket Carcass, men fra første strofe lytter jeg interesseret med, og det er bestemt ikke kun mig der ser ud til at falde pladask for dette band.

Lyden har heldigvis ikke forandret sig, så man kan snildt høre alle de finere detaljer.
Lysshowet skal også påpeges, for det er sgu noget man lægger mærke til. Bandet er langt det meste af tiden henlagt i delvist mørke, og sammen med de morbide og klamme videoer man kan skue på de 2 opsatte skærme på scenen er det en grum attitude vi er vidner til. Det er bestemt ikke for sarte sjæle.

Carcass spilder heldigvis ikke meget af tiden med sniksnak – til gengæld får de lov at spille hele 45 minutter. Man kan måske argumentere for at et så stort band skulle have mere spilletid, men i aften er de ”kun” opvarmning for Amon Amarth, og opvarmningsbands plejer sjældent at få mere end 30 minutter at gøre godt med.

Selvom musikken ikke er decideret nem at smadre igennem til, startes der alligevel moshpits i midten af salen mere end én gang. Igen er det til at bemærke Carcass’ fanbase her i Danmark, og det er på trods af at de ikke rigtig gør andet end bare at spille og komme med et par enkelte kommentarer undervejs. Alligevel er det nok. Jeg er godt underholdt, men i sidste ende føles koncerten heller ikke som noget særligt – det var ”bare” godt. Jeg ser frem til koncerten på næste års Roskilde.
4 stjerner.

Sætliste:
1) – Buried Dreams
2) – Incarnated Solvent Abuse
3) – Unfit For Human Consumption
4) – This Mortal Coil
5) – Cadaver Pouch Conveyor System
6) – Genital Grinder/Exhume To Consume
7) – Corporal Jigsore Quandary
8) – Captive Bolt Pistol
9) – Ruptured In Purulence/Heartwork

 

Amon Amarth:
Det svenske vikingemetalband Amon Amarth blev skabt helt tilbage i 1992 og er navngivet efter vulkanen ”Mount Doom” fra Tolkiens univers. Bandets musik kredser for det meste om vikinger i alle deres afskygninger, men Amon Amarth har selv frasagt sig genren vikingemetal – i stedet mener de at tilhøre den melodiske dødsmetal. Hvad end man nu synes, er det uomtvisteligt at de har været længe i gamet. Amon Amarth har udgivet intet mindre end 9 albums.
De mest kendte af de ældre albums består af ”Versus The World” (2002), ”Fate Of Norns” (2004) og ”With Oden On Our Side” (2006). I 2008 fik Amon Amarth endnu et gennembrud med ”Twilight Of The Thunder God” der af flere anses som værende bandets bedste udgivelse.
I 2011 kom ”Surtur Rising”, der dog ikke blev en ligeså stor succes. I sommers blev ”Deceiver Of The Gods” så smidt på gaden.

Da Amon Amarth betræder scenen kl. 21 er Vega nu næsten helt fyldt – alligevel ganske imponerende på en onsdag. Publikum tager godt imod vikingerne, som dog lægger ud med 2 helt nye sange som ikke så mange kender godt til i forvejen. Heldigvis bliver ”Death In Fire” præsenteret kort efter, og der lyder aftenens første store jubelbrøl.

Amon Amarth selv er et rutineret band og det kan spores på aftenens performance. Den er professionel, det tekniske sidder i skabet og forsangeren, den drikkehornsbesiddende vikingekæmpe, snakker både dansk og svensk til os igennem aftenen – der er dog intet usædvanligt at spore. Det er som sådan ikke skidt, for musikken er mere end rigeligt til at holde os interesserede, men bandets optræden er på alle måder ganske standard.

Desværre, og af uforståelige grunde (det er jo hovednavnet der spiller?!), er lydkvaliteten blevet forringet siden Carcass. Først og fremmest er volumen for lav (et problem der desværre ikke bliver rettet op på), men især trommerne (dobbeltpedalen står her markant ud) er mudret. Det bliver bedre efter et par sange, men aldrig helt godt.
Lyset opvejer en smule for det, da det følger bandets musik på flere forskellige måder. Bl.a. lyser det blodrødt under ”Death In Fire”, og under ”Twilight Of The Thunder God” blinker det meget kraftigt for at symbolisere lyn.

Under ”Runes To My Memory” bliver der i ly af mørket indlogeret 2 runesten på scenen – det er sådanne virkemidler Amon Amarth bør bruge oftere, da det understreger meningen bag deres sange.
Det kan godt være det er onsdag, men det skal ikke afholde folk i at feste løs – eller drikke igennem. Under ”Varyags Of Miklagaard” bliver vi kommanderet til at hoppe og ned, og det bliver der i sandhed gjort.

Vi får serveret 14 sange før Amon Amarth smutter af scenen. Sætlisten inkluderer kun 4 sange fra albums ældre end ”Twilight Of The Thunder God”. Man kunne muligvis godt have spillet et nummer som f.eks. ”Asator”, men den nye ”Warriors Of The North” er også et helt fantastisk nummer. Generelt er der sørget for at publikum aldrig skal igennem mere end 1 – 2 nye sange før et hit, eller i hvert fald en relativt kendt sang, fryder vores øregange.

Lyset dæmpes, og stormfulde baggrundslyde kombineret med et imponerende lysshow henleder tankerne mod buldren og torden – også får vi selvfølgelig titelsangen fra ”Twilight Of The Thunder God”. Forsangeren slår endda i gulvet med en gigantisk Mjølner-lignende hammer for at hamre pointen hjem. Vi får lov at gå hjem på ”Pursuit Of Vikings”, som naturligvis delvist dedikeres til os – de rigtige vikinger!

Alt i alt en godkendt indsats fra de svenske vikinger, som dog aldrig nåede over i det fantastiske – det var showet simpelthen for rutineret til. Lysshowet tæller op, og især de fede props der bliver brugt (flere af dem!), men den halvdårlige/halvlave lyd trækker en anelse ned – dog ikke meget.
En fed detalje var at Amon Amarth udskiftede deres baggrundsbanner hele 3 gange.
Herfra gives 4 stjerner.

Sætliste:
1) – Father Of The Wolf
2) – Deceiver Of The Gods
3) – Death In Fire
4) – Free Will Sacrifice
5) – As Loke Falls
6) – Runes To My Memory
7) – Varyags Of Miklagaard
8) – The Last Stand Of Frej
9) – Guardians Of Asgaard
10) – Shape Shifter
11) – Warriors Of The North
12) – Destroyer Of The Universe
13) – Cry Of The Black Birds
14) – War Of The Gods
Encore:
15) – Twilight Of The Thunder God
16) – Pursuit Of Vikings

 

  • Amon Amarth_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Amon Amarth_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Amon Amarth_10
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet

Læs mere...

Soilwork, Keep of Kalessin, Deals Death

Det var blevet søndag aften og den skulle vise sig at stå i metallens tegn. Soilwork var nemlig kommet til byen med deres europæiske Living Infinete Tour! Med på touren havde de normændene fra Keep of Kalessin og landsmændene fra Deals Death. Man måtte tænke at der nok skulle blive fuldt hus til sådan et arrangement.

 

Men sådan skulle det ikke være.  Da jeg ankom til spillestedet Amagerbio, var der ingen kø ude foran, kun ganske få metalfans der havde undsluppet søndagssofaens lange klør og begivet sig ud i det kolde vejr for at deltage i løjerne. 

 

Deals Death

Det første band i aften var svenskerne i Deals Death, der for kort tid inden havde fået tjansen at afløse bandet Sybreed, der havde bakket ud af touren grundet et bandmedlems afsked.

 

Svenskerne indtog scenen på slaget 20.00, hvor der ikke var mange mennesker at finde på gulvet foran scenen og hvilken skam. Men det lod ikke til at gå svenskerne meget på, da de indtog scenen med et smil og en fanfare af dobbeltpedal og ”guitarshredding”. Men desværre var lyden meget uklar og meget mudret, så man kunne slet ikke danne sig et klart lydbillede af hvad der foregik oppe på scenen.

 

Bandets forsanger gjorde virkelig sit bedste, for at oppe stemningen ved at underholde det fremmødte publikum. Han fik folket til at klappe i takt, udstede kampråb og alt dette blev gjort på svensk. Desværre var det ikke noget danskerne tog særligt meget til sig. Efter 2 numrene blev lyden heldigvis meget bedre, så man nu for alvor kunne nyde det meget velspillende melodiske dødsmetal band. Deals Death spillede godt og tight, men formåede desværre ikke at vække det søndagssøvnige publikum

4/6

 

 

Keep of Kalessin

En kort smøg/øl pause (vand for mig) blev scenen indtaget af norske Keep of Kalessin, som gik lettere ubemærket på. Der var hverken sampleintro, guitarhyl eller trommebankning. Endnu engang var lyden ikke med os, for guitaren manglede bund og så var lilletrommen alt for høj og til at toppe dette, så var det heller ikke nogen særlig velspillende trigger som sad på stortrommen.

 

Heldigvis, blev der efter kort tid rettet op på lyden, så de fremmødte metal fans kunne høre hvad de headbangede til. Selvom dette band kun havde én guitarist i besætningen, så formåede Keep of Kalessin at udfylde lydbilledet på imponerende vis. Både guitaristen og bassisten sang begge under koncerten og gjorde begge et godt stykke arbejde, trods den lidt for tilbagelænede attitude som de begge havde under showet. Keep of Kalessin var knapt så interessant et møde som Deals Death. Lyden var endnu en gang ikke rigtig skarp, men hvor Deals Death havde en positiv attitude, var Keep of Kalessin lidt for tilbagelænede. 

3 / 6 

 

Soilwork

Så var tiden kommet til det vi alle (i hvert fald de fremmødte) havde ventet på. Tiden var inde til en ordentlig dosis svensker metal! Bandet indtog scenen med sådan en magtdemonstration, at det halve kunne være nok. Lyden sad lige i skabet allerede fra første anslag og det er nemlig meget vigtigt, for Soilwork ligger stor vægt på de små detaljer. Bandet var tændt og klar til at vise danskerne hvor IKEA skabet skulle stå. Bl.a. var bandets trommeslager Dirk og forsanger Björn ”Speed” Strid virkelig i deres es, og specielt Strid underholdte publikum gennem koncerten med sit svenske, let forståelige Skånske dialekt.

 

Efter kort spilletid var amagerbio allerede ved at koge over. Der blev moshet, headbanget og dannet circlepits. Selvom denne europa tour var til ære for bandets nye dobbelt album ”The Living Infinete”, så spillede Soilwork til alles store glæde også man masse gamle numre fra deres bagkatalog. Numre som ”Follow the Hollow”, ”Bastards Chain”, ”Overload” var at finde på setlisten, og selvfølgelig to numre som efter undertegnedes mening, bandets to største hits nemlig ”Nerve” samt ”Stabbing the Drama”. 

 

Soilwork kom så og sejrede for at bruge en gammel floskel. Der var fra start ingen tvivl om hvem hovednavnet var og det var der så sandelig heller ikke efterfølgende. Det var en tour de force i metal der blev leveret fra svensk side. Stærkt, imponerende og velspillet. Det var en fornøjelse at blive underholdt søndag aften af Soilwork, en skam, at der ikke var flere der tog imod den invitation.

6/6

 

Alt i alt en rigtig god aften i selvskab med vores skandinaviske venner, som hver i sær, leverede en metaloplevelse som uden tvivl var bedre end sofaen og en go film uden afbrydelser!

Læs mere...

Children of Bodom, Insomnium og Medeia

Lørdagens koncert var mit første besøg på Amager Bio og det var første gang jeg fik chancen for at opleve Insomnium live, så ud over at Children of Bodom selvfølgelig også skulle lufte hornene, havde jeg masser at se frem til da jeg drog mod hovedstaden for at høre heavy. Desværre startede aftenen med at jeg først ankom til spillestedet 20:15, så jeg missede desværre halvdelen af Medeias koncert, så jeg skal allerede nu beklage den mangelfulde rapportage fra den del af showet.

 

Medeia
Jeg har kun et begrænset bekendtskab til Medeia, så det ærgede mig godt og grundigt at jeg gik glip af halvdelen af de 30 minutter de var på scenen. Men den del jeg af koncerten jeg nåede af få med, var nu ganske holdbar. Der var ikke mødt så mange mennesker op på det tidspunkt, så salen virkede en anelse tom, hvilket ikke er den bedste præmis, for at få afviklet en successfuld koncert. Trods det, gav de den gas og leverede en kraftfuld omgang tråd til de fremmødte. Medeias nyere musik er ret massivt og aggressivt, og den fornemmelse synes jeg helt sikkert at de formåede at få med sig på scenen. Det slår mig i øvrigt som en ret besynderlig del af en tour med Insomnium og Children of Bodom. Ud over at de også er fra Finland, er der ikke meget musikalsk der knytter dem sammen med de to andre bands.

 

På grund af at jeg ikke fik det hele med, vil jeg undlade at give dem en individuel karakter, så jeg skynder mig let og elegant videre til næste navn på plakaten.

 

Insomnium
Kære læser, nu er det blevet tid til at undertegnede skal af med en ordentlig omgang galde. Min indre lyd-nazist blev i den grad vækket da Insomnium gik på. Jeg forstår godt at support-bands ikke altid kan få de samme gode vilkår som hovednavnet, men når det er en koncert i denne prisklasse, og et navn som Insomnium, så forventer jeg at det lyder godt. Og at det lyder godt fra starten. I dette tilfælde blev mine forventninger ikke indfriet. Lyden var direkte forfærdelig i starten af koncerten. Man kunne ikke høre guitaren. Vokalen var for lav. Lilletrommen lød som om at trommeslageren slog en sammenrullet avis ned i Ikeas billigste sofabord. De lave frekvenser var én stor udefineret suppe af sonisk ligegyldighed. Som prikken over i'et havde lydmanden tilsyneladende trykket på knappen der lægger 4 dyner ned over hver højtaler. Heldigvis blev det meget bedre i løbet af koncerten, men vi skulle ca. halvvejs igennem den 45 minutter lange koncert, før det ramte et acceptabelt niveau.

 

Et band som Insomnium lever rigtigt meget på atmosfæren og stemningen i musikken. Der er ingen polka, festivitas eller vrede de kan leve højt på, og med dårlig lyd er det en fuldstændig umulig mission at levere noget som helst. I min verden står deres seneste album "One for Sorrow" meget højt på all time listen over melodød albums, og jeg havde glædet mig til koncerten i lang tid, så jeg var utroligt frustreret over problemerne med lydkvaliteten.

 

Bandet gjorde det dog ganske glimrende, og da lyden endeligt kom på plads var der masser af storladne og altomfavnende øjeblikke. De øjeblikke hvor man ikke kan gøre andet end bare stå og lade sig rive med. Lade hele oplevelsen fylde sin musikhungrende sjæl ud. Det er de øjeblikke der gør at man gang på gang valfarter til spillestederne og spenderer sine surt optjente spareskillinger på koncerter med sine favoritbands. Pissefedt. Intet mindre.

 

Visuelt var det rimeligt minimalistisk, hvilket jeg synes passer fint til musikken. Der skal, i mine øjne, ikke være alle mulige tivoli-effekter til den slags musik. Bandet var ikke specielt udadvendt, men de havde god kontakt til publikum. De gjorde flittigt brug af synkron-headbanging, hvilket jeg er en total sucker for. 3 finner der svinger deres lange lokker synkront til lækker musik, er sgu lidt smukt på en eller anden måde. Rent musikalsk var der kun én ting der skuffede mig lidt; frontmand Niilo Sevänens vokal var en smule tynd. Måske er det bare den måde hans vokal er på, men så ville jeg foretrække at man booster den lidt, så den kommer til at fylde lidt mere.

 

Alt i alt, var det for mig, en ret underlig oplevelse. Der var masser af positivt, men desværre også meget på minussiden. På grund af lydproblemerne kan jeg ikke give mere end 3/6 stjerne til koncerten. Det var simpelthen ikke godt nok.

 

Children of Bodom
Jeg var også til stede da CoB gæstede Danmark sidste gang, på Vega i marts 2011. Dengang leverede de en glimrende koncert, så selvom jeg synes at deres seneste album "Halo of Blood", ikke er noget særligt, forventede jeg en hel del da gik på scenen. Heldigvis blev mine forventninger indfriet til fulde.

 

Bortset fra pauserne, der til tider var lige lovligt lange for min smag, imellem numrene, var der fuld tryk på hele vejen igennem. Jeg var meget imponeret over intensiteten. I forhold til den intensitet som Insomnium leverer, var det her af en helt anden karakter. CoB's musik er generelt hurtigere, der er lidt mere heltemetal over det, og så har de lidt tivoli-faktor med sig. Ikke fordi det bliver fjollet, men de er bestemt ikke bange for at vise hvad de kan, og den arrogance de benytter sig af når de betjener instrumenterne, er både ganske underholdende og passer godt til både musikken.

 

Amager Bio's dejlige koncertsal, gav dem også mulighed for at integrere lidt ekstra visuelt lir til at krydre oplevelsen med. Det havde de ikke for et par år siden på Vega, og jeg må sige at det bestemt ikke gjorde det til en dårligere oplevelse. Det var smagfuldt udført og det passede virkeligt godt ind. Bagvæggen var klædt i en række lærreder, hvorpå der blev projekteret effekter, og rundt omkring på scenen var der placeret projektører der "skød" lysstråler rundt i lokalet i retning mod publikum. Farverne og effekterne skiftede alt efter hvilket nummer der blev spillet, og det gav en fin ekstra dimension på oplevelsen. Og så benyttede de sig af en fin lille finte, med først at åbne op for de visuelle ting, et stykke inde i koncerten. Når det kan gøres på den måde, har jeg bestemt ingen problem med, at man prikker lidt ekstra til endnu en sans, til en heavykoncert.

 

Til min (og sikkert også alle de andres) store glæde, havde Children of Bodom heldigvis fået lov at lave lydprøve inden koncerten. Alle 80 minutter lød sprødt og jeg var opslugt i stort set hele koncerten. De havde fat i publikum fra start til slut, og de leverede et godt mix af nyt og gammelt, fra stort set hele bagkataloget. Jeg havde nu foretrukket endnu mere fra de ældre skiver, og det kunne de jo passende have gjort ved at forlænge koncerten en smule. Jeg synes at 80 minutter inklusive ekstranumre, er lige i underkanten for en koncert til den pris, med et band i deres klasse. En fed koncert, ingen tvivl om det. 5/6 herfra.

 

Jeg var glad for at jeg havde taget turen over bælterne, for at opleve noget af Finlands fineste metal. Og samtidigt også få oplevet Amager Bio. Jeg kan rigtigt godt lide rummet i koncertsalen. Der er godt med luft, og det virker som om at det er svært at finde en dårlig plads derinde. Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg skal nikke med nakken i den gamle biograf på Amager. Samlet set giver jeg det "kun" 4/6 på grund af lyd-miseren ved Insomnium. Det kunne så let have været 5/6, men galden har endnu ikke lagt sig, så det bliver ved de 4.

Læs mere...

Witherscape – The Inheritance

Navnet Dan Swanö er et man ofte støder på, når man beskæftiger sig med Metal; han har markeret sig som aktiv musiker i mange bands (bl.a. Bloodbath og Edge of Sanity) og sideløbende produceret for en lang række kunstnere. I de senere år har han primært holdt sig til producerjobbet, men nu vender han tilbage med projektet Witherscape. Her spiller han sammen med Ragnar Widerberg, som tager sig af alle strengeinstrumenter, mens Swanö klarer vokaler, trommer og keyboards.

At Witherscape kun har to medlemmer, betyder ikke begrænsninger i det musikalske indhold, snarere tværtimod. Musikken blander Dødsmetal med den traditionelle Heavy Metal, og der skiftes mellem hårde og mere melodiske sider af sagen. Det samme gælder for vokalen, som spænder fra det helt rene og nydelige til udgaver med masser af growl – på den måde minder stilen om et band som Opeth. Man kunne også kalde stilen progressiv, men den relativt korte spilletid for de enkelte numre passer ikke helt ind her. Det er også lige meget, for numrene har det til fælles, at de forskellige elementer understøtter hinanden til en virkelig lækker blanding, hvor den ene godbid afløser den anden. Det giver en meget stor bredde, som leveres stilsikkert, uanset om det gælder det stille mellemspil i åbningsnummeret eller de direkte truende toner i ”Crawling From Validity”.

Det er længe siden jeg er blevet så begejstret for et album på så kort tid, som det er tilfældet her – ”The Inheritance” er et virkelig fedt udspil, og jeg vil vove den påstand, at man er musikhader, hvis man ikke kan finde noget godt på albummet.

Tracklist:     

1.    Mother Of The Soul
2.    Astrid Falls
3.    Dead For A Day
4.    Dying For The Sun
5.    To The Calling Of Blood And Dreams
6.    The Math Of The Myth
7.    Crawling From Validity
8.    The Wedlock Observation
9.    The Inheritance

Samlet spilletid: 43:32

Læs mere...

Hateform - Sanctuary in Abyss

En del finske bands har det med at skille sig lidt ud fra mængden. Demigod, Amorphis, Apocalyptica, Beherit og Impaled Nazarene er i hvert fald enere på metalscenen, hvis du spørger mig. Det jeg egentlig vil frem til er, at den finske scene langt fra er konform og strømlinet. I stedet har man en del bands, der nærmest lyder som ingen andre. En fed ting, hvis du spørger mig.

Jeg støder så på Hateform. Hateform har godt 10 år på bagen og har på den tid begået tre albums, to demoer og en single. De er signet på det finske selskab Spinefarm Records og ”Sanctuary in Abyss” er deres første album herpå.

Albummet udmærker sig fra start ved at have en utrolig krystalklar produktion, der absolut intet overlader til fantasien. Stilen er umiskendelig melodisk death metal, og til tider kunne man foranlediges til at tro, at Hateform rent faktisk har base i Göteborg. Basen hedder dog Turku, men det er godt det samme, for Hateform virker til at skide på traditioner og den slags. Ja, den genre de praktiserer, er hørt spillet før, omtrent ligeså mange gange som den danske sommer har været ringe. Men det er fuldkommen ligegyldigt, for Hateform er super overbevisende. Deres sans for at skrive sange der blander voldsomme riffs med melodiske passager, uden at forfalde til sirupssødme og kvalme flødeskumsfinesser, er markant bedre, end hvad langt de fleste bands nu til dags praktiserer. Hateform skaber en knivskarp balance mellem det pæne og det grimme og får således de 51 minutter, som skiven varer, til at føles som det halve. Udover det er man heller ikke bleg for at sætte den på igen, og det er jo egentlig der, hvor den helt store ros ligger gemt - en skive, man kan holde til at høre flere gange i træk, må jo være en fed skive.

Nogle af medlemmerne i Hateform har tidligere gjort sig bemærket i bands som Mors Principium Est, Demigod og Torture Killer. Og med henblik på især de to sidstnævnte bands så skiller Hateform sig ud ved at være alt andet end et band, der har sit eget udtryk. Hateform minder om en kobling mellem At the Gates, The Haunted, Hatesphere og Soilwork. Sidstnævnte nok mest på grund af det keyboard, der flittigt flyder rundt i lydbilledet.

Set som helhed er ”Sanctuary in Abyss” en rigtig god skive. Den er fuld af klicheer, og der gøres absolut intet for at nytænke, men det, der er på albummet, er effektivt, solidt og ikke mindst fortræffeligt materiale, hvis man selvfølgelig er til den del af genren.

Numre som ”Perpetual Cold”, ”Sculpture of Flesh” og, helt klart som kronen på værket, den instrumentale ”Illusion for the Absolved” vil alle kunne tilfredsstille fans af genren, og jeg foreslår, at du checker Hateform ud… De er klart blandt de bedste melodeath bands.

Tracklist:

01: Origin of Plague

02: Born Exiled

03: Morphine

04: Sculpture of Flesh

05: All Becomes Nothing

06: Perpetual Cold

07: Rise Beyond

08: Burn to Feel

09: Illusion for the Absolved

10: Redemption for the Awake

Total Spilletid: 51:16 Minutter

Læs mere...

Majalis - Cathodic Black

Navnet Majalis sagde mig ikke umiddelbart noget, men det er ikke så underligt; selv om bandet har eksisteret i en årrække, har det været som fritidsprojekt for de to guitarister fra In Mourning, Tobias Netzell og Björn Pettersson. Nu har de sammen med bassisten Daniel Jansson og trommeslageren Jonas Martinsson for første gang udsendt et livstegn i form af den foreliggende EP med 3 numre.

Hvis man kigger på indholdet af de 3 numre, kan det groft opdeles i 3 elementer: Først og fremmest er der de seje guitarer, som med en blanding af tunge riffs og lækre soli lægger en solid bund. Dernæst er der vokalen, som er grumt brølende og matcher musikken flot. Og endelig er der helt stille, næsten sarte guitarmelodier, som støttes af veldoserede keyboards og flere steder afløser de voldsomme guitarangreb..

Hvis man vurderer de 3 elementer hver for sig, er de udmærkede men ikke specielt opsigtsvækkende. Men sammen opstår en sjældent hørt synergi hvor enkeltdelene i forening virkelig bliver til noget større. Det bedste eksempel høres i ”Altar”, hvor de stille guitarer nærmest hypnotisk trækker lytteren til sig, for derefter at vokse i intensitet og skifte til rigtig Metal. Det hele foregår i roligt tempo, så det lykkes at bibeholde introens stærke stemninger i de tunge passager. Spilletiden er lang nok til at der også bliver plads til at køre det hele ned i brutalitet midt i nummeret, for at lade det hele vokse igen. Resultatet er usædvanlig godt, men de to andre numre ligger ikke langt efter. Derfor er ”Cathodic Black” en virkelig flot EP, men desværre kun en EP. Jeg ville meget gerne høre mere fra Majalis, for bandets måde at blande de musikalske kort på er virkelig imponerende.

Tracklist:

01: Rusting Sun

02: Altar

03: Tooth and Bone

Samlet spilletid: 26:12

Læs mere...

The Black Dahlia Murder - Everblack

Siden albummet ”Ritual” fra 2011 har The Black Dahlia Murder skiftet hele rytmesektionen ud, så Max Lavelle (bas) og Alan Cassidy (trommer) er nye folk til at varetage den del af musikken. Om det er dén udskiftning eller bandets generelle energiniveau, der er årsagen, ved jeg ikke; under alle omstændigheder er resultatet en stak Metal numre, som fyres af i meget højt tempo. Desuden skriger og hvæser Trevor Strnad i front som der var tale om en intern konkurrence om, hvem der kan give den mest gas. Samtidig er der nogle virkelig lækre guitarmelodier, som smyger sig tæt om den hårde kerne; det virker nogenlunde som musikalske slyngplanter, og giver den hårde side et vel afstemt modspil.

Kombinationen er rigtig fed, når man tager et nummer ad gangen, og det samme gælder når man napper 2-3 stykker i rap. Men når man kommer derover, begynder tingene at blive mere problematiske. Opbygningen af de enkelte tracks varieres stort set ikke, så man skal rette sin opmærksomhed 100% mod albummet, hvis ikke numrene skal begynde at flyde sammen.

Det er en ærgerlig ridse i lakken på et album, som ellers viser den melodiske Dødsmetal fra nogle af genrens stærkeste sider – den hårde afdeling sikrer, at det hele tiden er Metal, der står øverst på huskesedlen. Alligevel gør den manglende variation, at ”Everblack” ikke placerer sig blandt bandets bedste albums.

 

Tracklist:  

1. In Hell Is Where She Waits for Me

2. Goat of Departure

3. Into the Everblack

4. Raped in Hatred by Vines of Thorn

5. Phantom Limb Masturbation

6. Control

7. Blood Mine

8. Every Rope a Noose

9. Their Beloved Absentee

10. Map Of Scars

 

Samlet spilletid: 44:32

 

The Black Dahlia Murder "Into the Everblack"

 The Black Dahlia Murder "Everblack" (album preview)

Læs mere...

Children Of Bodom - Halo of Blood

Så er Children Of Bodom tilbage med deres fortolkning af melodisk Dødsmetal, der i løbet af de sidste 20 år har skaffet den finske kvintet en stor fanskare, som sikkert vil tage imod dette nye album med åbne arme. Alt er nemlig som det plejer at være: Der er der masser af tempo i numrene, sangeren Alexi Laiho hvæser ret så voldsomt, og stortrommerne pisker afsted. Samtidig bliver det hele fulgt af virkelig flotte guitarsoli, så man mangler ikke Metal-elementer i musikken.Til gengæld får de kappet noget af hårdheden via en meget udglattende produktion, som udglatter hovedparten af de musikalske spidser og gør helheden spiselig for de langt fleste. Det er der ikke noget galt i, for Children Of Bodom har et meget fast greb om stilen, og de enkelte numre er da også rimeligt fængende. Problemet med albummet er, at numrenes opbygning er skåret efter samme skabelon, ligesom instrumenterne lyder meget ens. Det ødelægger helheden, så numrene hurtigt flyder sammen til én samlet masse, og kedsomheden langsomt men sikkert sniger sig ind I billedet.

Min egen reference med finnerne er albummet ”Hate Crew Deathroll” fra 2003, men jeg er skuffet over hvor lidt bandet har udviklet sig i de forløbne 10 år. Jo, der er lidt mere gang i trommerne og en smule hurtigere soli, men forbedringerne ligger i småtingsafdelingen. Når man lægger den begrænsede variation oveni, er det svært for alvor at blive begejstret over ”Halo of Blood” - trods udmærkede elementer flere steder.

 

Tracklist:

1. Waste Of Skin

2. Halo Of Blood

3. Scream For Silence

4. Transference

5. Bodom Blue Moon

6. Your Days Are Numbered

7. Dead Man's Hand On You

8. Damaged Beyond Repair

9. All Twisted

10. One Bottle And A Knee Deep

 

Samlet spilletid: 41:39

 

Læs mere...

Kruna - Last Century

Ved første øjekast ligner de fem unge mænd i Kruna ikke umiddelbart nogen, der spiller death. Men skindet bedrager, for der er smæk for skillingerne, når man først sætter denne skive på anlægget. Kruna har 10 år på bagen som band, en anmelderrost demo fra 2007 i bagagen og er nu klar med ”Last Century”, som er deres første fuldlængde album. Og et rigtig godt et af slagsen.

Kruna opstod hos brødrene i bandet, Arron og Irvin, med en ide om at skabe musik, der både var stærkt inspireret af deres store forbilleder Sepultura, Slayer og Soilwork, men samtidig var helt sin egen, dynamisk og energisk og med noget på hjerte. Det lyder jo alt sammen rigtig godt – og en kende romantisk – men lykkes det så for drengene på ”Last Century”? Ja, det synes jeg i det store hele. Jeg er faktisk ret begejstret for det her album. Teknisk er det super lækkert. Der er fede soloer og stemningsfulde passager, hvor der virkelig kommer noget personlighed frem og Kruna får skilt sig lidt ud fra mængden. For de lægger sig meget op af deres idolers lyd, men de redder den hjem alligevel, fordi de flere gange viser, at de kan spille og de kan skrive musik. Og de har deres egen lyd. Albummet har rigtig mange fede numre. Tredje skæring ”Confessor” er et af de absolut bedste, det smager meget af Sepultura, brutalt og tungt. De to efterfølgende numre ”Phoenix” og ”Death Without War” har ligeledes mange af de tunge toner, men er tilsat en god portion fede breaks og basgange, der giver gåsehud. På ”Mob” og ”Armor” er vi lidt mere ovre i den anden skuffe. Den mere Soilwork-inspirerede skuffe. Også ligeledes rigtig lækre metal numre. Der er forholdsvis god variation i de 11 numre, vi bliver præsenteret for på albummet. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere dog, især når man tænker på bandets ønsker omkring, hvordan det skulle ende med at lyde. Men alt i alt synes jeg det er en rigtig fin metal skive, Kruna har begået.

Til næste album – og der bliver helt sikkert et album nummer 2 fra Kruna – vil jeg gerne ønske mig, at de glemmer deres forbilleder lidt mere og bliver lidt mere…Kruna, uden Sepultura og Soilwork. De er på vej derhen, men der mangler lige en tand endnu, før de har en lyd, der er helt deres egen. Og måske samtidig opnår at skabe musik med den sjæl og nerve, som de så gerne vil. ”Last Century” mangler lidt personlighed, men er bestemt værd at lytte til.

 

Tracklist:

1.       Man God’s Temple

2.       Bloody Centuries

3.       Confessor

4.       Phoenix

5.       Death Without War

6.       Back In Time

7.       Ten Lies

8.       Mob

9.       Not For Me

10.   Death By War

11.   Amor

Samlet spilletid: 59:00

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed