fbpx

The Black Dahlia Murder - Abysmal

Med deres syvende album "Abysmal” fortsætter The Black Dahlia Murder stilen med at udgive et album hvert andet år – helt som de har gjort siden ”Unhallowed” i 2003. I det hele taget er mange ting helt som de plejer at være, og selv om titlen betyder afgrundsdyb, refererer det mere til stemningen og de tekstmæssige temaer end til musikken, for den ligger i en anden retning: Amerikanerne kører videre med deres fortolkning af Death Metal, der forener tempo, aggressivitet og melodi.

Det hele starter med strygere i ”Receipt”, men de må snart vige pladsen for guitarer, der leverer Metal med fint teknisk niveau og virkelig gode melodier. Oveni kommer så sangeren Trevor Strnad, hvis vokal spænder fra det småhvæsende til det smågrowlende, men hele tiden er skarp.

At The Black Dahlia Murder kører videre i deres vante stil har både fordele og ulemper. På plussiden tæller deres tempofyldte Metal, som forener melodi og skarpe kanter, ikke mindst via vokalen – i ”The Fog” harmonerer guitarer og vokal særlig godt. På negativsiden tæller at de heller ikke denne gang gør meget ud af at skifte opskrift; numrene ligner hinanden temmelig meget i opbygning og indhold.

Heldigvis ligner tingene også sig selv når det gælder kvaliteten, for det er gennemgående Metal på udmærket niveau, der bydes på. Det er muligt, at bandet ikke gør så meget forskelligt, men det, de gør, er godt nok til at ”Abysmal” kan anbefales.

Tracklist:
1. Receipt
2. Vlad, Son of the Dragon
3. Abysmal
4. Re Faced
5. Threat Level Number Three
6. The Fog
7. Stygiophobic
8. Asylum
9. The Advent
10. That Cannot Die Which Eternally Is Dead
Samlet spilletid: 37:08

 

Læs mere...

Soilwork - The Ride Majestic

Der er jubilæer i luften i år: Det er således tyve år siden, at Soilwork debuterede med Steelbath Suicide, og den 28. august udkommer så de svenske metalkongers tiende studiealbum. Læg hertil et par Ep’er og compilations samt forårets storslåede livealbum, og man har med et ganske imponerende bagkatalog at gøre.

Min egen rejse med bandet startede med A Predator’s Portrait fra 2001 og stoppede ret beset tre albums senere med Stabbing the Drama fra 2005. Allerede på dette tidspunkt forekom nyhedsværdien mig at være væk, og overraskelserne på pladerne stadigt færre. For så vidt er der ikke så meget nyt at berette fra The Ride Majestic, men uden meritter er pladen nu ikke. De elleve numre er alle cirka fire til fem minutter lange (sidste sang er en smule længere) og indeholder alle de sædvanlige Soilwork-træk. Stilen vil jeg for de uindviede betegne som en form for meget melodisk groove/death/metalcore-blanding – Så har jeg hverken sagt for meget eller for lidt. Produktet er mindre forvirrende end man skulle tro, og er under alle omstændigheder noget som Soilwork har holdt fast i og udviklet gennem årene, så skiven fremstår med fin sammenhæng og helt i tråd med bandets forrige udgivelser. Sanger Bjørn Strid bruger igen hele sin stemmes repertoire, de vrede, hæse skrig og brutale, råbende growls blander sig med den kraftfulde sangstemme med stor effekt, og man tilgiver ham for det kunstneriske udtryks skyld den lidt fesne falset, han får flettet ind i omkvædet på nummeret Enemies In Fidelity. Trommeslageren Dirk Verbeuren, hvis eget bagkatalog af bands og udgivelser er blandt de mest imponerende undertegnede har set, blæser derudaf på vanlig manér, hvilket af og til resulterer i nogle lidt særprægede stykker, men absolut aldrig bliver kedeligt at lytte til. Og selvom de tre strengemusikanter udgør bandets nyeste dele (alle er tiltrådt i løbet af de to forrige studieplader) er der bestemt ingen slinger i valsen her - De hurtige, melodiøse riffs, tonstunge akkorder og gnistrende soli er så afgjort i sikre hænder.

Hvad angår de enkelte numre har det dog været lidt vanskeligt for mig at finde den helt store entusiasme frem; Dertil er de simpelthen bare for ens. Indtil numrene seks og syv, The Phantom og The Ride Majestic (Aspire Angelic), flyder de lidt for meget ud i hinanden, og det første løftede øjenbryn kom i slutningen af Enemies In Fidelity, hvor et strygerensemble pludseligt lægger sig henover de fadende blastbeat-trommer i en noget overraskende outro. Der mangler hverken tempo eller styrke i begyndelsen, men det første nummer som fangede mig i sin helhed er nu The Phantom, der starter som en art melodisk Black, men også indeholder et nærmest numetal-agtigt omkvæd samt en mere eller mindre tilsigtet hilsen til Marilyn Manson. I det hele taget tager pladen først rigtig fat i mig i løbet af den anden halvdel, og det mest vellykkede nummer synes jeg faktisk er det sidste, Father And Son Watching The World Go Down, der slår mig som det mest ambitiøse og anderledes af dem alle.
Det er svært at sætte en finger på det sted, hvor det kunne være bedre. Der kan ikke pilles ved udførelsen, sangskrivningen er udmærket og bandet udstråler et overskud af energi og spillelyst. For de inkarnerede fans vil der stadig være masser at komme efter, og hvis man accepterer at den pæne del af Strids vokal er blevet en stadigt større del af Soilworks lyd gennem årene, kan man dårligt være utilfreds med The Ride Majestic. For mit eget vedkommende sidder jeg dog tilbage med den samme fornemmelse som efter Stabbing The Drama: Der mangler altså overordnet noget udvikling, og jeg tror det havde klædt Soilwork at skæve til kollegerne fra Opeth og gå lidt mere helhjertet efter et nyere udtryk. Alt i alt en solid udgivelse med enkelte overraskende elementer, men ikke nok til at få denne anmelder helt op af stolen.

Trackliste:
01 The Ride Majestic (4:10)
02 Alight In The Aftermath (3:48)
03 Death In General (5:00)
04 Enemies In Fidelity (4:16)
05 Petrichor By Sulphur (5:11)
06 The Phantom (3:57)
07 The Ride Majestic (Aspire Angelic) (4:46)
08 Whirl Of Pain (5:02)
09 All Along Echoing Paths (4:22)
10 Shining Lights (3:43)
11 Father And Son Watching The World Go Down (5:40)
Samlet spilletid (49:55)


Læs mere...

At The Gates - Copenhell 2015

Det er 7 år siden jeg sidst så svenskerne i At The Gates på Arena på Roskilde Festival, og jeg husker det som en fin fremvisning, men så heller ikke bedre end det. Lidt er sket siden da; At The Gates har valgt at blive reelt gendannet, og har sidenhen fået udgivet en ny plade i 2014 (deres første i 19 år).
På Copenhell er det tydeligt at de har været savnede, da rigtig mange er mødt op foran Hades, og det slår mig at de egentlig godt kunne have spillet på hovedscenen. Nu er solen også for alvor dukket frem, og mange slår sig derfor ned på bakken.

Til en start er lyden udmærket, uden at være prangende. Der er stadig en smule vind, og det kan høres af og til. Overordnet går det dog fint igennem. 
At The Gates selv er jo ikke ligefrem de som hopper og danser rundt, men de headbanger lidt hist og her. Der er ingen træthed at spore, men noget stillestående er det da. Til gengæld spiller de tight, og uden at være ekspert i deres bagkatalog, lyder det som det skal i mine ører. 
Forsangeren er undtagelsen der bekræfter reglen; her er en mand der bare ikke vil stå stille, og han insisterer på at tiltale publikum på svensk.

Publikum er godt med, flere crowdsurfer og lignende. Oppe forrest er aktiviteten meget høj, da hænder konstant er i vejret og folk råber med. Det aftager som man bevæger sig længere væk, men det er jo ikke så mærkværdigt.
Sætlisten i dag er næsten udelukkende bygget op omkring gennembruddet ”Slaugher Of The Soul”, og så deres nyeste album. Det er, ikke overraskende, de gamle klassikere der trækker de største bidrag.

Så er der intet dårligt ved showet? Nej, ikke rigtigt. Det var præcist som det skulle være, men for undertegnede blev det alligevel en anelse gentagende som tiden skred fremad. Derfor kan fans sagtens lægge en karakter eller to til anmeldelsen, men uden at kunne sætte en finger på noget, manglede der et eller andet. Men stadigvæk; At The Gates – velkommen tilbage.

Sætliste:
1) – Death And The Labyrinth
2) – Slaughter Of The Soul
3) – Cold
4) – At War With Reality
5) – Terminal Spirit Disease
6) – The Circular Ruins
7) – Under A Serpent Sun
8) – Heroes And Tombs
9) – Suicide Nation
10) – Kingdom Gone
11) – The Book Of Sand (The Abomination)
Encore:
12) – Blinded By Fear

 

  • Primordial_2
  • Forfatter: Jill
  • Code Orange_6
  • Forfatter: Jill
  • Morgoth_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Dying Gorgeous Lies - First World Breakdown

Blandt genrens fans er kvinder for længst accepteret, men nogle pladeselskaber synes alligevel, at det at have kvindelige forsangere skal fremhæves og gøres til noget specielt. Således også Massacre Records, som gør et stort nummer ud af, at Lisa Minet er i front for Dying Gorgeous Lies. Samtidig er det også vigtigt for dem at distancere hende fra f.eks. Angela Gossow, og det er også rigtigt – Minet har ikke nær så ekstrem en vokal som den tidligere Arch Enemy sangerinde, eller hendes afløser, Alissa White-Gluz. Men hun brøler fint, og lyder rimelig grum hele vejen igennem.

Også på det musikalske område er en sammenligning med Arch Enemy passende, for Dying Gorgeous Lies spiller en tilsvarende melodisk Death Metal, dog med lidt Thrash blandet i. Der er generelt udmærket knald på drengen, ligesom tempoet er pænt højt. Det giver et udmærket energiniveau, som begrænses en smule af produktionen, der godt kunne have været lidt skarpere.

I nummeret ”Schein” er der gæstevokal af Nord fra bandet Hämatom; han bringer det tyske sprog på banen, dog uden at det giver ret meget nyt. Men det giver afveksling, og det er godt, for numrene er ofte skruet sammen af de samme elementer. De fungerer fint når man lytter til nogle få stykker i træk, men når man lytter albummet igennem fra ende til anden, bliver det en smule ensformigt. Derfor pynter det også med det meget stærke slutnummer ”United”, hvor den svære kunst at kombinere skarp Metal med sing-along omkvæd lykkes uden at kompromittere enkeltdelene. Det afrunder et album som generelt er udmærket, men hvor det er enkelte highlights, der hæver helheden op over middel.

Tracklist:
1. First World Breakdown
2. Rise Again (Album Version)
3. Wipe Out Yourselves
4. Suppressing Fire
5. Join My Hate (Album Version)
6. Schein (Feat. Nord)
7. Riot.Call
8. Jay (Feat. Markus A. Giestl)
9. No. 759
10. United
Samlet spilletid: 43:10

 

Læs mere...

At The Gates - At War With Reality

Jeg må starte med at tage hatten af for At The Gates, for det er imponerende at det aftryk, de fik sat på musiklandkortet i første halvdel af 1990’erne, rakte videre end til at sætte begreberne Svenskerdød og Göteborg-sound fast hos Metal-folket. Omdømmet har også klaret 11 års opløsning og den 7 års albumtørke, som bandets fans har oplevet siden gendannelsen i 2007. De lange forløb er årsagen til, at dette kun er bandets femte studiealbum.

Og hvad får vi så fra svenskerne? Hvis jeg skal sige det kort: Business as usual. Med det mener jeg, at numrene indeholder eksakt de elementer, som At The Gates er kendt for: Dødsmetal i moderat tempo men med masser af melodi i guitarerne, især når der spilles solo. Men det er tydeligt, at der er løbet meget vand gennem Øresund i de sidste 20 år, for i 2014 virker stilen godt nok old school men ikke på den fede måde. Hos mig er det nærmere udtryk som slidt og uinspireret, der springer frem, for der er ikke mange steder, hvor musikken griber fat i mig. I titelnummeret og ”The Circular Ruins” er der tilløb til det, men meget mere bliver det ikke til. Situationen bliver heller ikke forbedret af sangeren Tomas Lindbergs præstation, for han varierer stort set ikke sin stemmeføring på nogen måde – det bliver hurtigt irriterende at lytte til.

Stjernestatus eller ej, i denne omgang er der ikke så meget at råbe hurra for; den håndværksmæssige opgave bliver løst udmærket, men nogen stor oplevelse bliver ”At War With Reality” aldrig.

Tracklist:
1. El Altar Del Dios Desconocido
2. Death And The Labyrinth
3. At War With Reality
4. The Circular Ruins
5. Heroes And Tombs
6. The Conspiracy Of The Blind
7. Order From Chaos
8. The Book Of Sand (The Abomination)
9. The Head Of The Hydra
10. City Of Mirrors
11. Eater Of Gods
12. Upon Pillars Of Dust
13. The Night Eternal
Samlet spilletid: 44:25

Læs mere...

Alterbeast - Immortal

Alterbeast er et nyere amerikansk moderne death metal-band. Moderne i det henseende, at deres lyd er ultra-klinisk, deres fartbarometer bruger begge ender af skalaen – dog oftest i den høje ende, hvor trommeslageren Gabe Seeber virkelig er spændende at følge. Til sidst er Alterbeast ikke bange for at vise hvad de kan på deres respektive instrumenter. Dette udmønter sig tit i det nogen ville kalde instrumentalt onani, andre vil måske kalde det stort teknisk know-how. Personligt synes jeg dog, at Alterbeast holder det på et fint niveau. De spiller godt, og man skal jo som bekendt ikke sætte sit lys under en skæppe.

Der hvor det måske ikke kommer helt op at ringe, for mit vedkommende, er de helt klare paralleller, som Alterbeast deler med The Black Dahlia Murder. Jeg kan godt, til dels, lide TBDM, men desværre har Alterbeast antaget lidt for meget af den melodiske lyd, som TBDM er blevet garant for, og det virker til tider som om, at Alterbeast er for lidt selvtænkende. Derudover skulle jeg lige tjekke om det egentlig var Trevor Strnad, der skulle ske at growle på ”Immortal”. Det er ærgerligt, for de kan, som skrevet, virkelig spille røven ud af bukserne.
De sidste par numre på ”Immortal” viser dog en anden, stadig lettere kopieret, tilgang. Her går de nemlig over i noget slam-orienteret death metal med fokus på tunge breakdowns ligesom heltene i Suffocation, Dying Fetus og vores egne tunge drenge fra Dawn of Demise. Især breakdown'et i "Throne of Maggots" får ekcerseret nakkemusklerne.

Ser man som helhed er ”Immortal” bestemt ikke en dårlig skive – ej heller revolutionerende. Der er bestemt mange gode momenter på den halve time, skiven varer, men det smager bare at lånte fjer, når man lyder så meget som andre bands, synes jeg. Det er god hegn, men jeg må nok være ærlig og konstatere, at jeg et langt stykke hen ad vejen vælger at høre ”originalerne”. God teknisk kunnen eller ej….

Tracklist:
01: Flesh Bound Text
02: Of Decimus Divine
03: Vile Remnants
04: Ancient’s Retribution
05: Mutilated Marvel
06: Into Oblivion
07: Serpentspire
08: Throne of Maggots

Total Spilletid: 29:55 Minutter

 

Læs mere...

Allegaeon - Elements Of The Infinite

Det foregående album fra Allegaeon, ”Formshifter” fra 2012, viste på mange måder imponerende takter, men også områder som jeg gerne så forbedret. Om bandet så har brugt tid på disse, giver deres nyeste udspil et billede af.

Starten med kor og symfoniorkester viser, at amerikanerne ikke har mistet deres sans for det imponerende, for det er virkelig storslået og flot. Stilen varer dog ikke ved, for i det efterfølgende skiftes til en mindre svulstig fremtoning, som fastholder et højt teknisk niveau. Samtidig med tyngde og slagkraft byder numrene også på mange lækre guitarmelodier, som forkæler øret – det er virkelig fedt. Det samme er bandets tekniske kunnen, som sagtens ville kunne gøre sig i prog-sammenhæng. Her er numrenes opbygning knapt så knudret, hvilket ikke gør dem uinteressante.
Det er svært at pege fingre ad dette album, for Allegaeon gør det virkelig godt: Numrene forener melodi og tyngde med en meget fin balance, og de indeholder mange lækre godbidder til teknik-feinschmeckere. Det er tydeligt at de er kommet videre når det gælder personlighed, som de denne gang viser lidt mere af. Alligevel er jeg ikke helt oppe at ringe, for der mangler stadig det sidste, som får tingene helt op på topniveau. Selv om alt er fint, så savner jeg lige det sidste YES, som giver lyst til at lave spontane headspins hjemme i stuen. Men retningen passer, så måske det kommer næste gang?

Tracklist:
1. Threshold of Preception
2. Tyrants of the Terrestrial Exodus
3. Dyson Sphere
4. The Phylogenesis Stretch
5. 1. 618
6. Gravimetric Time Dilation
7. Our Cosmic Casket
8. Biomech II
9. Through Ages Of Ice - Otzi's Curse
10. Genocide for Praise - Vals For The Vitruvian Man
Samlet spilletid: 58:03

 

Læs mere...

Arch Enemy, Copenhell 2014

Jeg er sikker på at det ikke kun er mig der har spekuleret på hvordan Arch Enemys nye forsanger, Alissa White-Gluz (tidl. frontsanger i The Agonist) ville klare sig. Det er trods alt kun 3 måneder siden Angela Gossow trak sig og i stedet blev bandets business manager, så det er ganske kort tid Alissa har haft til at komme ordentligt ind i den nye rutine.
Og lad mig sige det som jeg føler det; jeg savner Gossow. Alissa er god - rigtig god, faktisk - men hun har bare ikke den samme kraft og, reelt set, mandige udstråling. Hun har så en anden, en mere feminin og energisk én, som også holder. Jeg er ganske sikker på at hun nok skal vinde flere fans over med noget mere erfaring fra Arch Enemys mange fremtidige koncerter, men denne dag bliver det altså ikke for undertegnede.

Rigtig mange har til gengæld fundet frem til Hades, sandsynligvis for at tjekke det nye ansigt ud. 
Desværre bliver vi igennem stort set hele koncerten serveret med en alt for lav volumen, og en decideret dårlig lyd hvor både guitarer og trommer falder fuldstændig igennem, eller flyver væk pga. den stride vind. Hvis det så bare var en anelse højere... 
Jeg forsøgte igennem koncerten at stille mig forskellige steder, så jeg nåede at opleve noget af showet fra både venstre og højre side af pladsen, inde fra midten og til slut tæt på bakkens skråning - intet sted blev det rigtig godt, men lyden blev gradvist bedre jo tættere man kom på scenekanten. Det er uholdbart at det skal være så skidt, og det ender desværre sådan for langt de fleste koncerter på både Hades og Helviti i år - og så er det tilmed slemmere end sidste år.

Sætlisten holder dog vand, selvom jeg savnede bare én sang fra "Rise Of The Tyrant" - hvorfor ikke inkludere "Blood On Your Hands"?
Overordnet kan man selvfølgelig ikke klandre bandet for at forsøge at få lidt af det hele med. Nej, det store kritikpunkt må være den korte spilletid. Hvorfor får et så stort navn kun 45 minutter til rådighed? Iron Maiden går alligevel først på kl. 21:30, og næste band på Hades er først kl. 23 - medmindre bandet specifikt har bedt om kun 45 minutter, så er der noget som ikke hænger sammen.

Arch Enemy selv spiller så godt som de plejer, og når man endelig kan høre guitarerne, så sidder de i skabet hver eneste gang. Derimod er det kun forsangeren som virkelig er bevægelig, og faktisk i sådan en grad at de andre medlemmer forbliver forholdsvist anonyme. Dét synes jeg ikke at have oplevet ved deres tidligere koncerter, hvor de føltes mere som en samlet enhed.
Publikum er mere opservante end feststemte, men en god portion synger med, løfter hænderne i vejret og lignende. Jeg kan dog ikke undgå at blive en smule skuffet, da mine tidligere koncerter med Arch Enemy har været så meget bedre end denne.

Det er stadig et udmærket show, og Alissa forsøger virkelig at få os med, men det bliver aldrig så godt som jeg havde håbet, og som jeg ved Arch Enemy kan være. Kom gerne tilbage om et års tid, for så bør den være der.
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Yesterday Is Dead And Gone
2) - War Eternal
3) - Ravenous
4) - My Apocalypse
5) - As The Pages Burn
6) - Dead Eyes See No Future
7) - We Will Rise
8) - Nemesis
9) - Fields Of Desolation
Kilde: www.setlist.fm

 

Find flere koncertanmeldelser fra Copenhell 2014 på vores oversigtsside her.

 

  • Iron Maiden_17
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Helhorse_4
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Iron Maiden_3
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen

Se flere billeder fra Copenhell her!

Læs mere...

Arch Enemy – War Eternal

Siden det seneste studiealbum er der sket et par udskiftninger i line-uppet: At Nick Cordle har overtaget posten som guitarist ved siden af Michael Amott i stedet for broderen Christoffer, er ikke så opsigtsvækkende. Det er det til gengæld, at Angela Gossow, som er en af de allermest markante kvinder i Metal overhovedet, har forladt scenen for at være manager for Arch Enemy. 

Derfor venter der noget af en opgave for den tidligere frontkvinde i The Agonist, Alissa White-Gluz, som har overtaget vokalposten.

Hun viste sine kvaliteter i sit gamle band, så det er ikke den store overraskelse, at hun klarer opgaven her med bravur. Hun hvæser og growler i samme stil som sin forgænger, og gør det overbevisende; på den måde er hun et sikkert valg til vokalposten.

Og sikkert er i det hele taget nøgleordet for denne skive, for Amott har skrevet materiale, som omhyggeligt passer ind i Arch Enemys eksisterende verdensbillede: Der er hurtige stortrommer og brutale guitarer, der er tungere passager og der er masser af flotte guitarmelodier.

Man kan ikke angribe numrene for at være dårlige eller skidt udført, for det hele er lige så sikkert og hårdtslående kørt afsted som man kender det fra svenskerne. Men netop denne sikkerhed gør albummet lidt uinteressant, for der ingen overraskelser. Det kan lige gå for nu, men med de nye medlemmer på plads skal der røres mere i gryden, hvis Arch Enemy skal bevare deres fremtrædende position på Metalscenen.

Tracklist:
1. Tempore Nihil Sanat (Prelude in F minor)
2. Never Forgive, Never Forget
3. War Eternal
4. As The Pages Burn
5. No More Regrets
6. You Will Know My Name
7. Graveyard Of Dreams
8. Stolen Life
9. Time Is Black
10. On And On
11. Avalanche
12. Down To Nothing
13. Not Long For This World

Samlet spilletid: 47:24

 

Læs mere...

Insomnium - Shadows Of The Dying Sun

Fra første øjeblik er man slet ikke i tvivl om, hvad det er man har proppet ned i halsen på sin ghettoblaster. Knapt har man fået trykket på play før den finske melankoli øser ud af højtalerne og lægger lytteren i blød i en nøje afmålt dosis af melodisk dødsmetal. "Shadows of the Dying Sun" spænder over en bred vifte af melodi, melankoli, sentimentalitet og kontrolleret aggression. Altid iført stemningsfyldt intensitet, der i løbet af hele pladen når at udfolde sig på rigtigt mange måder.

Albummet er deres 6. fuldlængde-udgivelse siden debut'en i 2002. De første 4 var udgivet på Candlelight Records, hvor denne plade, samt forgængeren "One For Sorrow", er udgivet på Century Media. 12 år er der gået siden første album, og selvom der er løbet meget vand under broen, formår de at holde fuldstændigt fat i deres identitet, alt imens de samtidigt har udviklet sig betydeligt. Personligt er jeg i den lejr, der synes at de har haft godt af at skifte til Century Media. Alle deres plader har fantastisk tracks, men sammenhængen og kompositionen på de de to Century Media-plader er lige den tand bedre. Og så synes jeg at produktionen er blevet forbedret markant, samtidigt med at de beholder deres fingeraftryk til fulde.

"One For Sorrow" er i mine øjne et mesterværk, så jeg har haft et noget ambivalent forhold til efterfølgeren. En utrolig glæde ved nyheden om endnu et album fra en af mine personlige favoritter, sideløbende med en ulmende frygt for at jeg kun kunne blive skuffet. Hvor lander "Shadows of the Dying Sun" så? Jeg synes det er en rigtig lækker plade, men ikke helt lige så lækker som den foregående.
Det er tæt på, men jeg er ikke i tvivl om hvilken skive jeg foretrækker.

I pressemeddelelsen, der følger med udgivelsen, udtaler bassist Niilo Sevänen "The easy stuff is easier than before, the heavy stuff is heavier. The contrasts between the songs are probably bigger than on any of our previous albums". Og det kan jeg kun give ham ret i. De aggressive passager er blevet mere aggressive. Samtidigt er der brugt flere letfordøjelige elementer undervejs, end jeg kan huske de har gjort før. I nummeret "While We Sleep" bruger de en clean vokal, der er meget mere poppet og kor-præget end hvad jeg ville forvente af dem. Jeg har faktisk aldrig haft et problem med deres brug af clean vokal, men I dette tilfælde er jeg ikke nogen fan. "While We Sleep" er øvrigt også et lille micro-cosmos af hele pladen, da det rummer masser af dynamik, klassiske Insomnium-træk og et par nye indspark.

Jeg har egentlig aldrigt tænkt på Insomnium som et band, der leverer episk musik, men efter nogle gennemlytninger af "Shadows of the Dying Sun" er jeg ved at trække lidt i den retning. Sjæleren "Lost To Night" har ikke følelsen af at være en stor fortælling, men den sagte og joviale folkelige fællessang i omkvædet giver en fornemmelse af, at vi alle sammen står sammen om at mindes fordums tider for at bevæge os fremad. En følelse og tanke jeg ikke har haft før i forbindelse med Insomnium. Et andet nummer der drager mine tanker hen imod det episke er "Black Heart Rebellion", hvilket også er et af de numre der viser den føromtalte aggressivitet. De til tider hidsige trommer får lov at arbejde for at skabe en intens stemning, der bølger igennem hele nummeret. Det er en lang og sej rejse med op- og nedture, slag der bliver kæmpet, og plads til fordybning til sidst. Fantastisk nummer der er rigtig rigtig godt skruet sammen.

En ting der imponerer mig sindssygt meget er Niilo Sevänens vokal igennem hele pladen. Hans growl et smukt tilpasset stemingen uanset om den er afdæmpet og sensitiv, eller om der er fuld tryk på kedlerne. Jeg har altid været glad for deres brug af spoken word-vokalen. Både når den hvisker hemmeligheder eller afslappende fortæller os glemte sandheder, og det er også tilfældet på denne plade. Dog vil jeg sige, at brugen af Ville Frimans clean vokal måske presser min skrøbelige citron en smule på denne udgivelse. Den udfordrer mig helt sikkert, og jeg er ikke sikker på at jeg nogensinde finder mig helt til rette med den. Heldigvis for mit vedkommende er den ikke dominerende på nogen måde, så det er ikke noget der er en dealbreaker.

Konklusionen på det hele er at jeg sidder og føler mig lidt tåbelig, fordi jeg inderst inde egentligt helst ville have en "One For Sorrow 2", og det er lidt en skam fordi "Shadows of the Dying Sun" er et fremragende album. 100% Insomnium i den samme indpakning, men måske med en lidt anderledes smag.

Tracklist:

1. The Primeval Dark 03:17
2. While We Sleep 06:20
3. Revelation 05:15
4. Black Heart Rebellion 07:03
5. Lose to Night 04:59
6. Collapsing Words 04:38
7. The River 07:57
8. Ephemeral 04:01
9. The Promethean Song 06:41
10. Shadows of the Dying Sun 06:32
Samlet spilletid: 56:43

 

Læs også vores interview med Insomnium's guitarist Markus Vanhala. 

 

INSOMNIUM - Revelation (LYRIC VIDEO)

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed