fbpx

At The Gates - Copenhell 2015

Det er 7 år siden jeg sidst så svenskerne i At The Gates på Arena på Roskilde Festival, og jeg husker det som en fin fremvisning, men så heller ikke bedre end det. Lidt er sket siden da; At The Gates har valgt at blive reelt gendannet, og har sidenhen fået udgivet en ny plade i 2014 (deres første i 19 år).
På Copenhell er det tydeligt at de har været savnede, da rigtig mange er mødt op foran Hades, og det slår mig at de egentlig godt kunne have spillet på hovedscenen. Nu er solen også for alvor dukket frem, og mange slår sig derfor ned på bakken.

Til en start er lyden udmærket, uden at være prangende. Der er stadig en smule vind, og det kan høres af og til. Overordnet går det dog fint igennem. 
At The Gates selv er jo ikke ligefrem de som hopper og danser rundt, men de headbanger lidt hist og her. Der er ingen træthed at spore, men noget stillestående er det da. Til gengæld spiller de tight, og uden at være ekspert i deres bagkatalog, lyder det som det skal i mine ører. 
Forsangeren er undtagelsen der bekræfter reglen; her er en mand der bare ikke vil stå stille, og han insisterer på at tiltale publikum på svensk.

Publikum er godt med, flere crowdsurfer og lignende. Oppe forrest er aktiviteten meget høj, da hænder konstant er i vejret og folk råber med. Det aftager som man bevæger sig længere væk, men det er jo ikke så mærkværdigt.
Sætlisten i dag er næsten udelukkende bygget op omkring gennembruddet ”Slaugher Of The Soul”, og så deres nyeste album. Det er, ikke overraskende, de gamle klassikere der trækker de største bidrag.

Så er der intet dårligt ved showet? Nej, ikke rigtigt. Det var præcist som det skulle være, men for undertegnede blev det alligevel en anelse gentagende som tiden skred fremad. Derfor kan fans sagtens lægge en karakter eller to til anmeldelsen, men uden at kunne sætte en finger på noget, manglede der et eller andet. Men stadigvæk; At The Gates – velkommen tilbage.

Sætliste:
1) – Death And The Labyrinth
2) – Slaughter Of The Soul
3) – Cold
4) – At War With Reality
5) – Terminal Spirit Disease
6) – The Circular Ruins
7) – Under A Serpent Sun
8) – Heroes And Tombs
9) – Suicide Nation
10) – Kingdom Gone
11) – The Book Of Sand (The Abomination)
Encore:
12) – Blinded By Fear

 

  • Ensiferum_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Rise Against_3
  • Forfatter: Jill
  • Pretty Maids_4
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Dying Gorgeous Lies - First World Breakdown

Blandt genrens fans er kvinder for længst accepteret, men nogle pladeselskaber synes alligevel, at det at have kvindelige forsangere skal fremhæves og gøres til noget specielt. Således også Massacre Records, som gør et stort nummer ud af, at Lisa Minet er i front for Dying Gorgeous Lies. Samtidig er det også vigtigt for dem at distancere hende fra f.eks. Angela Gossow, og det er også rigtigt – Minet har ikke nær så ekstrem en vokal som den tidligere Arch Enemy sangerinde, eller hendes afløser, Alissa White-Gluz. Men hun brøler fint, og lyder rimelig grum hele vejen igennem.

Også på det musikalske område er en sammenligning med Arch Enemy passende, for Dying Gorgeous Lies spiller en tilsvarende melodisk Death Metal, dog med lidt Thrash blandet i. Der er generelt udmærket knald på drengen, ligesom tempoet er pænt højt. Det giver et udmærket energiniveau, som begrænses en smule af produktionen, der godt kunne have været lidt skarpere.

I nummeret ”Schein” er der gæstevokal af Nord fra bandet Hämatom; han bringer det tyske sprog på banen, dog uden at det giver ret meget nyt. Men det giver afveksling, og det er godt, for numrene er ofte skruet sammen af de samme elementer. De fungerer fint når man lytter til nogle få stykker i træk, men når man lytter albummet igennem fra ende til anden, bliver det en smule ensformigt. Derfor pynter det også med det meget stærke slutnummer ”United”, hvor den svære kunst at kombinere skarp Metal med sing-along omkvæd lykkes uden at kompromittere enkeltdelene. Det afrunder et album som generelt er udmærket, men hvor det er enkelte highlights, der hæver helheden op over middel.

Tracklist:
1. First World Breakdown
2. Rise Again (Album Version)
3. Wipe Out Yourselves
4. Suppressing Fire
5. Join My Hate (Album Version)
6. Schein (Feat. Nord)
7. Riot.Call
8. Jay (Feat. Markus A. Giestl)
9. No. 759
10. United
Samlet spilletid: 43:10

 

Læs mere...

At The Gates - At War With Reality

Jeg må starte med at tage hatten af for At The Gates, for det er imponerende at det aftryk, de fik sat på musiklandkortet i første halvdel af 1990’erne, rakte videre end til at sætte begreberne Svenskerdød og Göteborg-sound fast hos Metal-folket. Omdømmet har også klaret 11 års opløsning og den 7 års albumtørke, som bandets fans har oplevet siden gendannelsen i 2007. De lange forløb er årsagen til, at dette kun er bandets femte studiealbum.

Og hvad får vi så fra svenskerne? Hvis jeg skal sige det kort: Business as usual. Med det mener jeg, at numrene indeholder eksakt de elementer, som At The Gates er kendt for: Dødsmetal i moderat tempo men med masser af melodi i guitarerne, især når der spilles solo. Men det er tydeligt, at der er løbet meget vand gennem Øresund i de sidste 20 år, for i 2014 virker stilen godt nok old school men ikke på den fede måde. Hos mig er det nærmere udtryk som slidt og uinspireret, der springer frem, for der er ikke mange steder, hvor musikken griber fat i mig. I titelnummeret og ”The Circular Ruins” er der tilløb til det, men meget mere bliver det ikke til. Situationen bliver heller ikke forbedret af sangeren Tomas Lindbergs præstation, for han varierer stort set ikke sin stemmeføring på nogen måde – det bliver hurtigt irriterende at lytte til.

Stjernestatus eller ej, i denne omgang er der ikke så meget at råbe hurra for; den håndværksmæssige opgave bliver løst udmærket, men nogen stor oplevelse bliver ”At War With Reality” aldrig.

Tracklist:
1. El Altar Del Dios Desconocido
2. Death And The Labyrinth
3. At War With Reality
4. The Circular Ruins
5. Heroes And Tombs
6. The Conspiracy Of The Blind
7. Order From Chaos
8. The Book Of Sand (The Abomination)
9. The Head Of The Hydra
10. City Of Mirrors
11. Eater Of Gods
12. Upon Pillars Of Dust
13. The Night Eternal
Samlet spilletid: 44:25

Læs mere...

Alterbeast - Immortal

Alterbeast er et nyere amerikansk moderne death metal-band. Moderne i det henseende, at deres lyd er ultra-klinisk, deres fartbarometer bruger begge ender af skalaen – dog oftest i den høje ende, hvor trommeslageren Gabe Seeber virkelig er spændende at følge. Til sidst er Alterbeast ikke bange for at vise hvad de kan på deres respektive instrumenter. Dette udmønter sig tit i det nogen ville kalde instrumentalt onani, andre vil måske kalde det stort teknisk know-how. Personligt synes jeg dog, at Alterbeast holder det på et fint niveau. De spiller godt, og man skal jo som bekendt ikke sætte sit lys under en skæppe.

Der hvor det måske ikke kommer helt op at ringe, for mit vedkommende, er de helt klare paralleller, som Alterbeast deler med The Black Dahlia Murder. Jeg kan godt, til dels, lide TBDM, men desværre har Alterbeast antaget lidt for meget af den melodiske lyd, som TBDM er blevet garant for, og det virker til tider som om, at Alterbeast er for lidt selvtænkende. Derudover skulle jeg lige tjekke om det egentlig var Trevor Strnad, der skulle ske at growle på ”Immortal”. Det er ærgerligt, for de kan, som skrevet, virkelig spille røven ud af bukserne.
De sidste par numre på ”Immortal” viser dog en anden, stadig lettere kopieret, tilgang. Her går de nemlig over i noget slam-orienteret death metal med fokus på tunge breakdowns ligesom heltene i Suffocation, Dying Fetus og vores egne tunge drenge fra Dawn of Demise. Især breakdown'et i "Throne of Maggots" får ekcerseret nakkemusklerne.

Ser man som helhed er ”Immortal” bestemt ikke en dårlig skive – ej heller revolutionerende. Der er bestemt mange gode momenter på den halve time, skiven varer, men det smager bare at lånte fjer, når man lyder så meget som andre bands, synes jeg. Det er god hegn, men jeg må nok være ærlig og konstatere, at jeg et langt stykke hen ad vejen vælger at høre ”originalerne”. God teknisk kunnen eller ej….

Tracklist:
01: Flesh Bound Text
02: Of Decimus Divine
03: Vile Remnants
04: Ancient’s Retribution
05: Mutilated Marvel
06: Into Oblivion
07: Serpentspire
08: Throne of Maggots

Total Spilletid: 29:55 Minutter

 

Læs mere...

Allegaeon - Elements Of The Infinite

Det foregående album fra Allegaeon, ”Formshifter” fra 2012, viste på mange måder imponerende takter, men også områder som jeg gerne så forbedret. Om bandet så har brugt tid på disse, giver deres nyeste udspil et billede af.

Starten med kor og symfoniorkester viser, at amerikanerne ikke har mistet deres sans for det imponerende, for det er virkelig storslået og flot. Stilen varer dog ikke ved, for i det efterfølgende skiftes til en mindre svulstig fremtoning, som fastholder et højt teknisk niveau. Samtidig med tyngde og slagkraft byder numrene også på mange lækre guitarmelodier, som forkæler øret – det er virkelig fedt. Det samme er bandets tekniske kunnen, som sagtens ville kunne gøre sig i prog-sammenhæng. Her er numrenes opbygning knapt så knudret, hvilket ikke gør dem uinteressante.
Det er svært at pege fingre ad dette album, for Allegaeon gør det virkelig godt: Numrene forener melodi og tyngde med en meget fin balance, og de indeholder mange lækre godbidder til teknik-feinschmeckere. Det er tydeligt at de er kommet videre når det gælder personlighed, som de denne gang viser lidt mere af. Alligevel er jeg ikke helt oppe at ringe, for der mangler stadig det sidste, som får tingene helt op på topniveau. Selv om alt er fint, så savner jeg lige det sidste YES, som giver lyst til at lave spontane headspins hjemme i stuen. Men retningen passer, så måske det kommer næste gang?

Tracklist:
1. Threshold of Preception
2. Tyrants of the Terrestrial Exodus
3. Dyson Sphere
4. The Phylogenesis Stretch
5. 1. 618
6. Gravimetric Time Dilation
7. Our Cosmic Casket
8. Biomech II
9. Through Ages Of Ice - Otzi's Curse
10. Genocide for Praise - Vals For The Vitruvian Man
Samlet spilletid: 58:03

 

Læs mere...

Arch Enemy, Copenhell 2014

Jeg er sikker på at det ikke kun er mig der har spekuleret på hvordan Arch Enemys nye forsanger, Alissa White-Gluz (tidl. frontsanger i The Agonist) ville klare sig. Det er trods alt kun 3 måneder siden Angela Gossow trak sig og i stedet blev bandets business manager, så det er ganske kort tid Alissa har haft til at komme ordentligt ind i den nye rutine.
Og lad mig sige det som jeg føler det; jeg savner Gossow. Alissa er god - rigtig god, faktisk - men hun har bare ikke den samme kraft og, reelt set, mandige udstråling. Hun har så en anden, en mere feminin og energisk én, som også holder. Jeg er ganske sikker på at hun nok skal vinde flere fans over med noget mere erfaring fra Arch Enemys mange fremtidige koncerter, men denne dag bliver det altså ikke for undertegnede.

Rigtig mange har til gengæld fundet frem til Hades, sandsynligvis for at tjekke det nye ansigt ud. 
Desværre bliver vi igennem stort set hele koncerten serveret med en alt for lav volumen, og en decideret dårlig lyd hvor både guitarer og trommer falder fuldstændig igennem, eller flyver væk pga. den stride vind. Hvis det så bare var en anelse højere... 
Jeg forsøgte igennem koncerten at stille mig forskellige steder, så jeg nåede at opleve noget af showet fra både venstre og højre side af pladsen, inde fra midten og til slut tæt på bakkens skråning - intet sted blev det rigtig godt, men lyden blev gradvist bedre jo tættere man kom på scenekanten. Det er uholdbart at det skal være så skidt, og det ender desværre sådan for langt de fleste koncerter på både Hades og Helviti i år - og så er det tilmed slemmere end sidste år.

Sætlisten holder dog vand, selvom jeg savnede bare én sang fra "Rise Of The Tyrant" - hvorfor ikke inkludere "Blood On Your Hands"?
Overordnet kan man selvfølgelig ikke klandre bandet for at forsøge at få lidt af det hele med. Nej, det store kritikpunkt må være den korte spilletid. Hvorfor får et så stort navn kun 45 minutter til rådighed? Iron Maiden går alligevel først på kl. 21:30, og næste band på Hades er først kl. 23 - medmindre bandet specifikt har bedt om kun 45 minutter, så er der noget som ikke hænger sammen.

Arch Enemy selv spiller så godt som de plejer, og når man endelig kan høre guitarerne, så sidder de i skabet hver eneste gang. Derimod er det kun forsangeren som virkelig er bevægelig, og faktisk i sådan en grad at de andre medlemmer forbliver forholdsvist anonyme. Dét synes jeg ikke at have oplevet ved deres tidligere koncerter, hvor de føltes mere som en samlet enhed.
Publikum er mere opservante end feststemte, men en god portion synger med, løfter hænderne i vejret og lignende. Jeg kan dog ikke undgå at blive en smule skuffet, da mine tidligere koncerter med Arch Enemy har været så meget bedre end denne.

Det er stadig et udmærket show, og Alissa forsøger virkelig at få os med, men det bliver aldrig så godt som jeg havde håbet, og som jeg ved Arch Enemy kan være. Kom gerne tilbage om et års tid, for så bør den være der.
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Yesterday Is Dead And Gone
2) - War Eternal
3) - Ravenous
4) - My Apocalypse
5) - As The Pages Burn
6) - Dead Eyes See No Future
7) - We Will Rise
8) - Nemesis
9) - Fields Of Desolation
Kilde: www.setlist.fm

 

Find flere koncertanmeldelser fra Copenhell 2014 på vores oversigtsside her.

 

  • Tyr_4
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Of Mice & Men_5
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • The Psyke Project_7
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen

Se flere billeder fra Copenhell her!

Læs mere...

Arch Enemy – War Eternal

Siden det seneste studiealbum er der sket et par udskiftninger i line-uppet: At Nick Cordle har overtaget posten som guitarist ved siden af Michael Amott i stedet for broderen Christoffer, er ikke så opsigtsvækkende. Det er det til gengæld, at Angela Gossow, som er en af de allermest markante kvinder i Metal overhovedet, har forladt scenen for at være manager for Arch Enemy. 

Derfor venter der noget af en opgave for den tidligere frontkvinde i The Agonist, Alissa White-Gluz, som har overtaget vokalposten.

Hun viste sine kvaliteter i sit gamle band, så det er ikke den store overraskelse, at hun klarer opgaven her med bravur. Hun hvæser og growler i samme stil som sin forgænger, og gør det overbevisende; på den måde er hun et sikkert valg til vokalposten.

Og sikkert er i det hele taget nøgleordet for denne skive, for Amott har skrevet materiale, som omhyggeligt passer ind i Arch Enemys eksisterende verdensbillede: Der er hurtige stortrommer og brutale guitarer, der er tungere passager og der er masser af flotte guitarmelodier.

Man kan ikke angribe numrene for at være dårlige eller skidt udført, for det hele er lige så sikkert og hårdtslående kørt afsted som man kender det fra svenskerne. Men netop denne sikkerhed gør albummet lidt uinteressant, for der ingen overraskelser. Det kan lige gå for nu, men med de nye medlemmer på plads skal der røres mere i gryden, hvis Arch Enemy skal bevare deres fremtrædende position på Metalscenen.

Tracklist:
1. Tempore Nihil Sanat (Prelude in F minor)
2. Never Forgive, Never Forget
3. War Eternal
4. As The Pages Burn
5. No More Regrets
6. You Will Know My Name
7. Graveyard Of Dreams
8. Stolen Life
9. Time Is Black
10. On And On
11. Avalanche
12. Down To Nothing
13. Not Long For This World

Samlet spilletid: 47:24

 

Læs mere...

Insomnium - Shadows Of The Dying Sun

Fra første øjeblik er man slet ikke i tvivl om, hvad det er man har proppet ned i halsen på sin ghettoblaster. Knapt har man fået trykket på play før den finske melankoli øser ud af højtalerne og lægger lytteren i blød i en nøje afmålt dosis af melodisk dødsmetal. "Shadows of the Dying Sun" spænder over en bred vifte af melodi, melankoli, sentimentalitet og kontrolleret aggression. Altid iført stemningsfyldt intensitet, der i løbet af hele pladen når at udfolde sig på rigtigt mange måder.

Albummet er deres 6. fuldlængde-udgivelse siden debut'en i 2002. De første 4 var udgivet på Candlelight Records, hvor denne plade, samt forgængeren "One For Sorrow", er udgivet på Century Media. 12 år er der gået siden første album, og selvom der er løbet meget vand under broen, formår de at holde fuldstændigt fat i deres identitet, alt imens de samtidigt har udviklet sig betydeligt. Personligt er jeg i den lejr, der synes at de har haft godt af at skifte til Century Media. Alle deres plader har fantastisk tracks, men sammenhængen og kompositionen på de de to Century Media-plader er lige den tand bedre. Og så synes jeg at produktionen er blevet forbedret markant, samtidigt med at de beholder deres fingeraftryk til fulde.

"One For Sorrow" er i mine øjne et mesterværk, så jeg har haft et noget ambivalent forhold til efterfølgeren. En utrolig glæde ved nyheden om endnu et album fra en af mine personlige favoritter, sideløbende med en ulmende frygt for at jeg kun kunne blive skuffet. Hvor lander "Shadows of the Dying Sun" så? Jeg synes det er en rigtig lækker plade, men ikke helt lige så lækker som den foregående.
Det er tæt på, men jeg er ikke i tvivl om hvilken skive jeg foretrækker.

I pressemeddelelsen, der følger med udgivelsen, udtaler bassist Niilo Sevänen "The easy stuff is easier than before, the heavy stuff is heavier. The contrasts between the songs are probably bigger than on any of our previous albums". Og det kan jeg kun give ham ret i. De aggressive passager er blevet mere aggressive. Samtidigt er der brugt flere letfordøjelige elementer undervejs, end jeg kan huske de har gjort før. I nummeret "While We Sleep" bruger de en clean vokal, der er meget mere poppet og kor-præget end hvad jeg ville forvente af dem. Jeg har faktisk aldrig haft et problem med deres brug af clean vokal, men I dette tilfælde er jeg ikke nogen fan. "While We Sleep" er øvrigt også et lille micro-cosmos af hele pladen, da det rummer masser af dynamik, klassiske Insomnium-træk og et par nye indspark.

Jeg har egentlig aldrigt tænkt på Insomnium som et band, der leverer episk musik, men efter nogle gennemlytninger af "Shadows of the Dying Sun" er jeg ved at trække lidt i den retning. Sjæleren "Lost To Night" har ikke følelsen af at være en stor fortælling, men den sagte og joviale folkelige fællessang i omkvædet giver en fornemmelse af, at vi alle sammen står sammen om at mindes fordums tider for at bevæge os fremad. En følelse og tanke jeg ikke har haft før i forbindelse med Insomnium. Et andet nummer der drager mine tanker hen imod det episke er "Black Heart Rebellion", hvilket også er et af de numre der viser den føromtalte aggressivitet. De til tider hidsige trommer får lov at arbejde for at skabe en intens stemning, der bølger igennem hele nummeret. Det er en lang og sej rejse med op- og nedture, slag der bliver kæmpet, og plads til fordybning til sidst. Fantastisk nummer der er rigtig rigtig godt skruet sammen.

En ting der imponerer mig sindssygt meget er Niilo Sevänens vokal igennem hele pladen. Hans growl et smukt tilpasset stemingen uanset om den er afdæmpet og sensitiv, eller om der er fuld tryk på kedlerne. Jeg har altid været glad for deres brug af spoken word-vokalen. Både når den hvisker hemmeligheder eller afslappende fortæller os glemte sandheder, og det er også tilfældet på denne plade. Dog vil jeg sige, at brugen af Ville Frimans clean vokal måske presser min skrøbelige citron en smule på denne udgivelse. Den udfordrer mig helt sikkert, og jeg er ikke sikker på at jeg nogensinde finder mig helt til rette med den. Heldigvis for mit vedkommende er den ikke dominerende på nogen måde, så det er ikke noget der er en dealbreaker.

Konklusionen på det hele er at jeg sidder og føler mig lidt tåbelig, fordi jeg inderst inde egentligt helst ville have en "One For Sorrow 2", og det er lidt en skam fordi "Shadows of the Dying Sun" er et fremragende album. 100% Insomnium i den samme indpakning, men måske med en lidt anderledes smag.

Tracklist:

1. The Primeval Dark 03:17
2. While We Sleep 06:20
3. Revelation 05:15
4. Black Heart Rebellion 07:03
5. Lose to Night 04:59
6. Collapsing Words 04:38
7. The River 07:57
8. Ephemeral 04:01
9. The Promethean Song 06:41
10. Shadows of the Dying Sun 06:32
Samlet spilletid: 56:43

 

Læs også vores interview med Insomnium's guitarist Markus Vanhala. 

 

INSOMNIUM - Revelation (LYRIC VIDEO)

 

Læs mere...

One Machine - The Distortion Of Lies And The Overdriven Truth

Efter at have spillet i bands som Testament og Nevermore stod guitaristen Steve Smyth med en række numre til sit nye projekt, One Machine, men han manglede musikere i bandet. Derfor samlede han folk, som han kendte fra tidligere, hvilket gav et rutineret og lovende line up med et par danske islæt: Mikkel Sandager (Mercenary) på vokal; Jamie Hunt (Biomechanical) guitar, Tomas “O’Beast” Koefoed (Mnemic) bas og Raphael Saini (Chaoswave) på trommer – han er siden blevet erstattet af Michele Sanna.

Efter det hårdtslående titelnummer kommer der også melodiske elementer ind i numrene, som generelt blander forskellige grader af slagkraft og melodi. Her markerer Sandager sig fra start med en meget varieret indsats, som til tider er mere aggressiv end jeg husker fra Mercenary.

Der er ingen tvivl om, at alle musikerne gerne vil gøre projektet til en succes – måske lidt for meget. De virker som overtændte sportsfolk, og resultatet er lidt forkrampet – det kommer ikke rigtigt ud over den virtuelle scenekant. Den væsentligste årsag er nu ikke musikernes indstilling, men materialet kvaliteter – eller rettere mangel på samme. For gennemgående er numrene simpelthen for uinteressante, og selv om der er fint med energi, så kommer de aldrig ind under huden. Det uvedkommende er derfor en gennemgående ting at anke, og det er symptomatisk at balladen ”Last Star Alights” er skivens mest personlige nummer, og derfor min favorit.

Så jo, jeg er skuffet, for med bandets baggrund havde jeg forventet meget mere af One Machine. Det afspejles i bedømmelsen og viser, at gode musikere kæmper forgæves mod dårlige numre.

Tracklist:
1. The Distortion Of Lies And The Overdriven Truth
2. Crossed Over
3. Kill The Hope Inside
4. Armchair Warriors
5. Defiance
6. One Machine
7. Into Nothing
8. Evict The Enemy
9. Last Star Alights
10. Freedom And Pain
Samlet spilletid: 53:39

 

The Distortion Of Lies And The Overdriven Truth - Lyric Video

Læs mere...

Amon Amarth, Carcass, Hell

De svenske vikinger i Amon Amarth er efterhånden hvad man kan betegne som et rigtigt husorkester her i lille Danmark. De har både spillet på Roskilde Festival i 2009, på Copenhell tidligere i år og i Store Vega intet mindre end 4 gange i løbet af de seneste 6 år. Alligevel formår Amon Amarth altid at samle en stor mængde fans til deres shows.
I aften står foruden Amon Amarth også de engelske sværvægtere Carcass og deres landsfæller Hell der for nyligt har fundet sammen efter mange års pause.

 

Hell:
Oprindeligt begyndte engelske Hell helt tilbage i 1982 i en by kaldet Derbyshire. Bl.a. pga. forsangerens død, og deres tidligere pladeselskabs konkurs 2 uger inden den planlagte indspilning af debutalbummet, brød de op kun 5 år senere.
I 2008 fandt de sammen igen og fik her både anskaffet sig en ny forsanger og en ny guitarist. Sidenhen har de udgivet albummet ”Human Remains” fra 2011 og ”Curse And Chapter” tidligere i år.
Genremæssigt betragter kritikerne dem som en del af New Wave Of British Heavy Metal bølgen, selvom de dog selv vedkender sig heavymetal genren. Bandet selv er bl.a. kendt for at være nogle af de første som brugte corpse paint på scenen.

Da Hell kl. 19 betræder scenen er Vega knap 2/5 fyldt. Det kan både skyldes det tidligere tidspunkt, men måske mere sandsynligt at kun få kender til Hell…

Bandet selv er i denne omgang det første jeg skuer. Forsangeren er i bar overkrop og bruger f.eks. en pisk til at straffe sig selv med, således at han fremstår som en skinger og overdramatisk Messias. Det er i god tråd med resten af bandets udklædning, da de alle som én er malet. Det føles dog meget malplaceret, i hvert fald hvis man kigger på hovednavnet, såvel som Carcass’, musik.
Lyden i aften er som sædvanlig af høj kvalitet, og lyset underbygger Hells mystiske og delvist sataniske attitude.

Kun ganske få publikummer ser ud til at kende, endsige bekymre sig, om Hell. Det er ganske tydeligt at bandet aldrig blev store i deres egen tid, og det er tvivlsomt at de skulle blive det i vores.
Der er dog et enkelt tidspunkt i den ca. halve time lange koncert hvor Hell har held med at fange publikums interesse, men det er meget kortvarigt.
Det er ikke fordi forsangeren ikke forsøger, men det er som om han ikke helt kan bestemme sig for om musikken bør tale for sig selv eller ej. I nogle sange er han helt nede ved de forreste rækker – i andre står han med ryggen til.

Også, efter en halv time, takker Hell af.
Efter den seance er jeg om noget kun mere overbevist om at de ikke rigtigt har noget at tilbyde i vores årti. Musikken er ikke forfærdelig, men den forfalder for meget til de samme kedelige 4/4 rytmer og gennemskuelige melodier, og vi har nu engang musikalske giganter der gør præcist det samme – bare bedre – både mht. musikken og udklædningen. Medmindre man savner et nostalgisk fix er det svært at anbefale Hell.
3 stjerner.

 

Carcass:
Engelske Carcass anses som opfinderne af goregrind, såvel som en af pionererne bag grindcore. Senere blev de også anerkendt som endnu en pioner, denne gang bag den melodiske dødsmetal. Bandet har dog også snart 30 år på bagen – de opstod nemlig i Liverpool tilbage i 1985. Derfra gik der 3 år inden deres debutalbum ”Reek Of Putrefaction” blev udgivet. Det næste album ”Symphonies Of Sickness” var klart allerede ét år senere, og kun 2 år derfra ramte ”Necrotism – Descanting The Insalubrious” os hårdt i ansigtet (gad vide om de titler betyder noget?).
Anyway… Så var de 3 første albums sikkert placeret i grindcore/goregrind genrerne.
Carcass begyndte så med tiden at eksperimentere, og det førte til de to næste albums der stadig i dag betragtes som mesterværker i den melodiske dødsmetal. Især ”Heartwork” fra 1993, men også ”Swansong” fra 1996 vil mange nikke genkendende til.
Og det var så dét… Troede man. Imellem 1995 – 2007 var der dødt i Carcass lejren, men så kom de pludseligt tilbage og spillede bl.a. i vores hjemegn til Danish Metal Awards i 2008.
Siden da har Carcass optrådt hist og her, og har også fundet tid til at udgive deres første nye materiale i 17 år. ”Steelwork” ramte gaderne tilbage i september. I øvrigt er Carcass netop også blevet bekræftet til at spille på næste års Roskilde Festival.

Kun et kvarters ventetid kunne det blive til, men på den korte tid ser Vega også helt anderledes ud.
Vega er nu godt og vel 3/4 fyldt op, og det er på flere måder et helt andet band vi har med at gøre.

Først og fremmest er der absolut ingen påtagethed, kun ren og skær overlegen teknik og god sangskrivning. Jeg må blankt indrømme at jeg aldrig tidligere har dyrket Carcass, men fra første strofe lytter jeg interesseret med, og det er bestemt ikke kun mig der ser ud til at falde pladask for dette band.

Lyden har heldigvis ikke forandret sig, så man kan snildt høre alle de finere detaljer.
Lysshowet skal også påpeges, for det er sgu noget man lægger mærke til. Bandet er langt det meste af tiden henlagt i delvist mørke, og sammen med de morbide og klamme videoer man kan skue på de 2 opsatte skærme på scenen er det en grum attitude vi er vidner til. Det er bestemt ikke for sarte sjæle.

Carcass spilder heldigvis ikke meget af tiden med sniksnak – til gengæld får de lov at spille hele 45 minutter. Man kan måske argumentere for at et så stort band skulle have mere spilletid, men i aften er de ”kun” opvarmning for Amon Amarth, og opvarmningsbands plejer sjældent at få mere end 30 minutter at gøre godt med.

Selvom musikken ikke er decideret nem at smadre igennem til, startes der alligevel moshpits i midten af salen mere end én gang. Igen er det til at bemærke Carcass’ fanbase her i Danmark, og det er på trods af at de ikke rigtig gør andet end bare at spille og komme med et par enkelte kommentarer undervejs. Alligevel er det nok. Jeg er godt underholdt, men i sidste ende føles koncerten heller ikke som noget særligt – det var ”bare” godt. Jeg ser frem til koncerten på næste års Roskilde.
4 stjerner.

Sætliste:
1) – Buried Dreams
2) – Incarnated Solvent Abuse
3) – Unfit For Human Consumption
4) – This Mortal Coil
5) – Cadaver Pouch Conveyor System
6) – Genital Grinder/Exhume To Consume
7) – Corporal Jigsore Quandary
8) – Captive Bolt Pistol
9) – Ruptured In Purulence/Heartwork

 

Amon Amarth:
Det svenske vikingemetalband Amon Amarth blev skabt helt tilbage i 1992 og er navngivet efter vulkanen ”Mount Doom” fra Tolkiens univers. Bandets musik kredser for det meste om vikinger i alle deres afskygninger, men Amon Amarth har selv frasagt sig genren vikingemetal – i stedet mener de at tilhøre den melodiske dødsmetal. Hvad end man nu synes, er det uomtvisteligt at de har været længe i gamet. Amon Amarth har udgivet intet mindre end 9 albums.
De mest kendte af de ældre albums består af ”Versus The World” (2002), ”Fate Of Norns” (2004) og ”With Oden On Our Side” (2006). I 2008 fik Amon Amarth endnu et gennembrud med ”Twilight Of The Thunder God” der af flere anses som værende bandets bedste udgivelse.
I 2011 kom ”Surtur Rising”, der dog ikke blev en ligeså stor succes. I sommers blev ”Deceiver Of The Gods” så smidt på gaden.

Da Amon Amarth betræder scenen kl. 21 er Vega nu næsten helt fyldt – alligevel ganske imponerende på en onsdag. Publikum tager godt imod vikingerne, som dog lægger ud med 2 helt nye sange som ikke så mange kender godt til i forvejen. Heldigvis bliver ”Death In Fire” præsenteret kort efter, og der lyder aftenens første store jubelbrøl.

Amon Amarth selv er et rutineret band og det kan spores på aftenens performance. Den er professionel, det tekniske sidder i skabet og forsangeren, den drikkehornsbesiddende vikingekæmpe, snakker både dansk og svensk til os igennem aftenen – der er dog intet usædvanligt at spore. Det er som sådan ikke skidt, for musikken er mere end rigeligt til at holde os interesserede, men bandets optræden er på alle måder ganske standard.

Desværre, og af uforståelige grunde (det er jo hovednavnet der spiller?!), er lydkvaliteten blevet forringet siden Carcass. Først og fremmest er volumen for lav (et problem der desværre ikke bliver rettet op på), men især trommerne (dobbeltpedalen står her markant ud) er mudret. Det bliver bedre efter et par sange, men aldrig helt godt.
Lyset opvejer en smule for det, da det følger bandets musik på flere forskellige måder. Bl.a. lyser det blodrødt under ”Death In Fire”, og under ”Twilight Of The Thunder God” blinker det meget kraftigt for at symbolisere lyn.

Under ”Runes To My Memory” bliver der i ly af mørket indlogeret 2 runesten på scenen – det er sådanne virkemidler Amon Amarth bør bruge oftere, da det understreger meningen bag deres sange.
Det kan godt være det er onsdag, men det skal ikke afholde folk i at feste løs – eller drikke igennem. Under ”Varyags Of Miklagaard” bliver vi kommanderet til at hoppe og ned, og det bliver der i sandhed gjort.

Vi får serveret 14 sange før Amon Amarth smutter af scenen. Sætlisten inkluderer kun 4 sange fra albums ældre end ”Twilight Of The Thunder God”. Man kunne muligvis godt have spillet et nummer som f.eks. ”Asator”, men den nye ”Warriors Of The North” er også et helt fantastisk nummer. Generelt er der sørget for at publikum aldrig skal igennem mere end 1 – 2 nye sange før et hit, eller i hvert fald en relativt kendt sang, fryder vores øregange.

Lyset dæmpes, og stormfulde baggrundslyde kombineret med et imponerende lysshow henleder tankerne mod buldren og torden – også får vi selvfølgelig titelsangen fra ”Twilight Of The Thunder God”. Forsangeren slår endda i gulvet med en gigantisk Mjølner-lignende hammer for at hamre pointen hjem. Vi får lov at gå hjem på ”Pursuit Of Vikings”, som naturligvis delvist dedikeres til os – de rigtige vikinger!

Alt i alt en godkendt indsats fra de svenske vikinger, som dog aldrig nåede over i det fantastiske – det var showet simpelthen for rutineret til. Lysshowet tæller op, og især de fede props der bliver brugt (flere af dem!), men den halvdårlige/halvlave lyd trækker en anelse ned – dog ikke meget.
En fed detalje var at Amon Amarth udskiftede deres baggrundsbanner hele 3 gange.
Herfra gives 4 stjerner.

Sætliste:
1) – Father Of The Wolf
2) – Deceiver Of The Gods
3) – Death In Fire
4) – Free Will Sacrifice
5) – As Loke Falls
6) – Runes To My Memory
7) – Varyags Of Miklagaard
8) – The Last Stand Of Frej
9) – Guardians Of Asgaard
10) – Shape Shifter
11) – Warriors Of The North
12) – Destroyer Of The Universe
13) – Cry Of The Black Birds
14) – War Of The Gods
Encore:
15) – Twilight Of The Thunder God
16) – Pursuit Of Vikings

 

  • Amon Amarth_9
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Amon Amarth_15
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Amon Amarth_7
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed