fbpx

The Crown - Cobra Speed Venom

Når et band har eksisteret i mere end 25 år, er det ikke underligt at der har været mange udskiftninger i besætningen, ligesom samarbejde med mange forskellige pladeselskaber er en del af gamet. Det gælder også for svenske The Crown, så det nuværende line-up består af tre gamle medlemmer og to nye. De har i fællesskab kreeret ”Cobra Speed Venom”, som markerer en tilbagevenden til Metal Blade Records.

Bedømt ud fra albummets start føler svenskerne sig hjemme her, for de starter albummet i flot stil: ”Destroyed By Madness” starter med dystre strygere, men slår så over i tung Death Metal, hvor melodiske guitarer understøtter Johan Lindstrands seje vokal. ”Iron Crown” fortsætter niveauet og sætter trumf på med et sejt omkvæd, men det hele kulminerer i ”In the Name Of Death”: Nummeret forener energi, tempo og et medrivende omkvæd - Det er et virkelig fedt track, som jeg spontant får lyst til at opleve sammen med andre headbangere.

Men så er det som om tingene går i stå for The Crown; det efterfølgende ”We Avenge!” bruger stort set samme virkemidler, men falder til jorden, og også resten af numrene mangler den spænding og selvstændighed, der præger albummets start. I stedet byder de ind med standardvarer, som ikke formår at overbevise trods en fornuftig afslutning. Så selv om det indeholder flere gode tiltag, er det derfor svært ikke at være lidt skuffet over Cobra Speed ”Venom”.

Tracklist:
1. Destroyed By Madness
2. Iron Crown
3. In the Name Of Death
4. We Avenge!
5. Cobra Speed Venom
6. World War Machine
7. Necrohammer
8. Rise In Blood
9. Where My Grave Shall Stand
10. The Sign of the Scythe
Samlet spilletid: 47:28

Læs mere...

Abinchova - Weltenwanderer

Abinchova kommer fra Schweiz, hvor bandet blev dannet i 2009. Emnet for denne anmeldelse er bandets tredje album, som man har givet titlen ”Weltenwanderer”. Som det efterhånden sker for mange bands, har også Abinchova financieret deres udspil via en crowdfunding kampagne.

Musikalsk er det en melodisk variant af Dødsmetal, som står på programmet; der er udmærket power i guitarer og rytmesektion, og frontmanden Arnaud Hilfiker supplerer med en grumt brølende vokal. Energien får dog slebet de skarpeste kanter af via en blød produktion, ligesom melodiske guitarer trækker i retning af det pæne. Det samme gør Nora Lang; hun har en ren og klar stemme, som kører parløb med Hilfikers og skaber et klassisk grum vokal / ren vokal set-up. I tilgift spiller hun violin, hvilket giver numrene en fin stemning.

På papiret er der således basis for at skabe noget specielt, men det sker ikke rigtigt. I de fleste numre har man satset på det sikre, og det er ikke nok med den snert af Folk, som violinen bidrager med. Samtidig er der flere numre, hvor melodierne er uinteressante, det lægger en dæmper på oplevelsen. Titlerne har ellers referencer til middelalderens folklore, men det passer kun delvist til opsætningen, trods violinen. Her fungerer det bedre at gå all-in som f.eks. landsmændene fra Eluveitie - Abinchowa kommer lidt på mellemhånd med deres stil. Jeg ender med at konstatere, at Abinchowa ikke udnytter deres chancer fuldt ud, og så ender albummet som en mellemgod sag.

Tracklist:
01. Präludium
02. Weltenwanderer
03. Lichtfänger
04. Schatzhüter
05. Eulenmann
06. Gewässerdieb
07. Nachtlied
08. Gestaltenwandler
09. Liedermacher
10. Pestwind
11. Tannkönig
12. Adlermädchen
13. Sennenpuppe
Samlet spilletid: 52:31

Læs mere...

Final Hour - Final Hour

Når Aalborg-bandet Final Hour har valgt at kalde deres debutalbum det samme som bandet, skyldes det ikke manglende opfindsomhed; det skyldes, at teksterne i de 13 numre skal ses som et opråb til menneskeheden: Vi er ved at køre verden i sænk, og det er ved at være sidste udkald, hvis vi skal vende udviklingen.

Som musikalsk akkompagnement har nordjyderne valgt en melodisk udgave af Dødsmetal, hvilket betyder, at teksterne leveres af to forskellige vokaler: En monotont brølende version, som har power men meget lidt variation, og en ren og flot udgave, som tilføjer bredde. Lægger man de melodiske guitarparter og passagerne med hamrende Metal oveni, har man en pakke, der i det store og hele følger standardopsætningen for genren. Bedømmelsen bliver derfor alene et spørgsmål om materialets kvalitet, samt selvfølgelig selve udførelsen.

Hvis vi starter her, er der ikke meget at udsætte på firkløverets performance; de forskellige elementer sidder som de skal, ligesom samspillet fungerer upåklageligt. Min eneste løftede pegefinger retter sig mød den brølende vokal, som varieres meget lidt, og derfor er afhængig af vekselvirkning med resten af bandet for ikke at blive irriterende.

Det bringer fokus over på materialet, som desværre ikke altid indeholder den rette balance mellem elementerne; for ofte lader de melodiske afsnit den rene vokal i stikken, eller der er for korte passager med guitarmelodi. Det giver numrene slagside, så brøleriet kommer til at overskygge de øvrige brikker i puslespillet – og så bliver en spilletid på knap en time for meget.

Overraskende nok skal vi helt hen til albummets slutning for at finde de mest vellykkede numre; i den afsluttende trio fungerer tingene rigtig godt for Final Hour. Debutalbummet efterlader mig derfor med et billede af, at der er en del at arbejde med, men bestemt også noget at bygge på for Aalborg-bandet.

Tracklist:
1. Soulless Wanderer
2. Future Fortune
3. Never Bow Down
4. Dark Spirit
5. Raven’s Call
6. The Ravens
7. Line Crossing
8. Soldiers Of Misfortune
9. Once You’ve Spilled
10. On The Line
11. Mirror Image
12. The Grand Imposters
13. The Final Hour
Samlet spilletid: 58:18

Læs mere...

Spoil Engine - Stormsleeper

“Stormsleeper” er titlen på det fjerde album fra hollandsk / belgiske Spoil Engine. At albummet udkommer fem år efter sin forgænger skyldes bl.a. at man har skiftet forsanger. Ny på posten er Iris Goessens, og hun indtager straks en dominerende hovedrolle: Den primære udgave af hendes vokal er hvæsende og skrigende i bedste Alissa White-Gluz stil – der er ingen tvivl om, at Goessens har lyttet en del til Arch Enemy.

Sammenligningen passer ikke så godt når det gælder musikken, for selv om der er bidder af melodisk Death Metal i numrene, går Spoil Engine oftest i en anden retning. Så er rytmerne mere staccato, ligesom der bruges en del keyboards – når man så lægger nogle rene (!) vokaler oveni, er vi mere ovre i noget, der minder om Metalcore.

Resultatet har udmærket energi, og der er godt med smadder i ”Hollow Crown”, ligesom ”The Verdict” kører fint med sit ”Survival of The Fittest”- omkvæd. Men ellers er der ikke så meget at fremhæve, for selv om bandet har mange gode elementer, så får de dem ikke omsat fornuftigt. Selv om der er fint med punch i handsken, så er numrene overfladiske og vil hurtigt forsvinde ud af min bevidsthed. Det er ret skuffende, et band med så meget erfaring burde have mere at byde på!

Tracklist:
1. Disconnect
2. Silence Will Fall
3. Doomed To Die
4. Weightless
5. Stormsleeper
6. Hollow Crown
7. Black Sails
8. The Verdict
9. Singing Sirens
10. Wastelands
Samlet spilletid: 42:18

 

Læs mere...

Once Human - Evolution

Egentlig var det meningen at Logan Mader skulle agere producer for Lauren Hart, da de mødtes i 2014, men kemien var så god, at de samlede et band og udgav debutskiven ”The Life I Remember” året efter. Siden er Max Karon stødt til som ekstra guitarist, og ”Evolution” er hans første udgivelse med bandet.

Jeg har ikke hørt Once Human før, så det der slog mig umiddelbart var, hvor meget de ligner Arch Enemy, rent stilmæssigt. Først og fremmest pga. Harts vokal, som ligger tæt op ad, hvad Angela Gossow og Alissa White-Gluz præsterer: En rå og voldsom udgave, der ikke står tilbage for de mandlige konkurrenters. Også rent musikalsk er der mange lighedspunkter med de svenske kolleger: Tunge riffs (”Flock of Flesh”, ”Dark Matter”) og melodiske guitarer (”Paragon”,”Gravity”) skaber i fællesskab en varieret omgang Metal, som burde appellere bredt.

Her skriver jeg bevidst burde, for det lykkes ikke for Once Human at komme i mål med deres anstrengelser, for kvalitetsmæssigt ligger amerikanerne langt efter deres svenske kolleger: Der er for langt mellem rigtig spændende øjeblikke, og vi er milevidt fra hits som f.eks. ”Bloodstained Cross” og ”Through The Eyes Of a Raven”. Det placerer ”Evolution” som et middelgodt album og en tilsvarende stjernehøst.

Tracklist:
1. Flock of Flesh
2. Eye of Chaos
3. Mass Murder Frenzy
4. Gravity
5. Dark Matter
6. Paragon
7. Drain
8. Killers for Cure
9. Passenger
Samlet spilletid: 44:21

 

Læs mere...

Wolfheart - Tyhjyys

Historien om Wolfheart ligner den for mange andre bands: Det startede som et soloprojekt for Tuomas Saukkonen, som stod for alt på debutalbummet ”Winterborn” i 2014, men var to år senere udvidet til en kvartet, da ”Shadow World” kom på gaden. Med samme besætning er finnerne nu klar med deres tredje skive, ”Tyhjyys”.

Titlen oversætter Google til ”tomhed”, men det er ikke helt hvad jeg forbinder med indholdet; tværtimod byder Saukkonen & Co. på masser af indhold i løbet af de næsten tre kvarter, albummet varer. Efter en rolig intro tager tingene bogstavelig talt fart i ”Boneyard”, som afvikles i vildt højt tempo – så er der lagt op til gang i den. Desværre bliver dette kun delvist gennemført i de følgende numre, hvor både tempo, intensitet og kvalitet varierer en del. Tempoet fra starten genfindes kun i det udmærkede ”The Rift”, mens de øvrige tracks bevæger sig lidt langsommere. Samtidig er der skåret lidt ned på de melodiske guitarer som støtte for den lidt ensidige vokal, hvilket går ud over variationen – det hele bliver lidt ensformigt. Måske er det årsagen til, at de sidste numre er udstyret med Folk inspirerede melodier. Her virker tingene godt i ”Call Of The Winter”, mens de øvrige ikke er helt i balance.

Det er i sidste ende problemet for Wolfheart, for der er for mange mindre interessante numre på albummet til, at det overbeviser for alvor. Jeg fornemmer, at bandet har potentiale til mere, men det kommer ikke rigtigt ud.

Tracklist:

1. Shores of the Lake Simpele
2. Boneyard
3. World on Fire
4. The Flood
5. The Rift
6. Call of the Winter
7. Dead White
8. Tyhjyys
Samlet spilletid: 43:55

 

Læs mere...

End My Sorrow - Of Ghostly Echoes

Der var to ting, som glædede mig ved denne udgivelse, allerede inden jeg havde hørt den: For det første er det rart med bands uden for landets største byer (End My Sorrow er fra Grenaa), for det andet spiller de ikke bare traditionel Dødsmetal – ikke at der er noget galt med den genre, men det er rart med lidt afveksling.

På deres debut spiller End My Sorrow Metal, som har det melodiske som et markant element. Det anføres af sangerinden Anne-Mette Nielsen, hvis stemme er alt andet end mædl; den er meget ren og klar, men ikke særlig kraftfuld og helt blottet for vildskab eller skarpe kanter. Dermed er den forudbestemt til Pop, hvor jeg er sikker på, at den ville gøre det godt. Hvad der kunne være en total fejlcasting til Metal, vender End My Sorrow til noget positivt: I mange sekvenser supplerer guitaristen Christan H. B. Jensen med growl, så resultatet bliver en Skønheden-og-Udyret-vokal. Det fungerer glimrende, men også alene passer Nielsens vokal bedre end ventet. Kontrasten til musikken er ekstra stor, for selv om numrene har en tydelig melodisk side, mangler de på ingen måde Metal. Der er kant i både bas og guitar, og Jesper Skousen får givet stortrommerne godt med motion.

Rammerne er således i orden, og det er tydeligt, at der er lagt meget arbejde i at afstemme de forskellige elementer. Desværre står udbyttet ikke helt mål med indsatsen, for numrene fanger mig ikke for alvor; det er bestemt ikke dårligt, men der mangler hele tiden lige det sidste for at komme i mål. Derfor bliver det denne gang ved en karakter i midtergruppen til End My Sorrow.

Tracklist:
1. Wither Away
2. Show Burning Red
3. Past Horizons
4. Shapes of Darkness
5. From A Distance
6. Flaming Heart
7. Because of You
8. War of the Blind
9. Behind the Truth
10. Broken
11. Dead End
Samlet spilletid: 56:42

 

Læs mere...

The Agonist - Five

Ja, som titlen fortæller, er dette det femte studiealbum fra canadiske The Agonist. Hvad der er nok så interessant er, at det er det andet album siden Vicky Psarakis i 2014 erstattede Alissa White-Gluz som vokal forgrundsfigur - unægteligt var stor opgave. Hun viser igen at hun magter den, for hendes vokale spændvidde er enorm; enten synger hun rent og kraftfuldt, eller også brøler hun indædt som et såret dyr – det er en imponerende performance. Den første smagsprøve falder allerede i åbningsnummeret, som både indeholder helt bløde og hvæsende vokaler. Musikken falder i tilsvarende dele: en melodisk hvor omkvædet lyder i retning af Evanessence (meget iørefaldende!) og en skarpt metallisk, hvor man skal lede længe efter melodi.

Der ville ikke ske det store, hvis jeg afsluttede anmeldelsen her, for beskrivelsen ovenfor er ret godt dækkende for albummet som helhed; de nævnte elementer er gennemgående i alle numre. Her eksisterer det rå og det melodiske side om side, men pga. den store forskel mellem dem, er de alligevel skarpt adskilte. Og selv om det er den skarpe vokal, der skiller bandet ud fra mængden, er det de melodiske elementer, der klarer sig bedst i det lange løb. Det virker derfor som om, at Psarakis har udmærket styr på styrken i sin stemme, men at bandet ikke helt formår at skabe de helt rigtige rammer for den.

Tracklist:
1. The Moment
2. The Chain
3. The Anchor and the Sail
4. The Game
5. The Ocean
6. The Hunt
7. The Raven Eyes
8. The Wake
9. The Resurrection
10. The Villain
11. The Pursuit of Emptiness
12. The Man Who Fell to Earth
13. The Trial
14. Take Me to Church (Hozier cover)
Samlet spilletid: 57:02

 

Læs mere...

Heaven Shall Burn - Wanderer

Jeg fik for alvor øjnene op for kvaliteterne hos Heaven Shall Burn, da de brød igennem med albummet ”Iconoclast”, men siden er der et par af skiverne, som er fløjet under min radar. Det retter jeg op på nu, hvor bandets ottende studiealbum ”Wanderer” kommer på gaden.

Albummet har tekstmæssigt et gennemgående tema om at rejse; både ud i verden og ind i sig selv. Det mærker man ikke så meget til i musikken, for her befinder tyskerne sig stadig i grænselandet mellem Metalcore og den melodiske side af Death Metal. Og der befinder de sig godt, for de håndterer balancen mellem skarpe vokaler, melodi og hurtig Metal med vanligt overskud.

Hvordan det fungerer i praksis, illustrerer Marcus Bischoff glimrende i ”Bring The War Home”, hvor han varierer vokalen fint mellem brøl og hvæs. Det melodiske har en fremtrædende rolle i alle numre, men står ekstra stærkt i ”They Shall Not Pass”, mens ”Prey To God” er i den anden grøft; her er der gæsteoptræden af Cannibal Corpse frontmanden George ”Corpsegrinder” Fisher, hvilket selvfølgelig trækker nummeret i retning af det brutale.

Så længe man tager numrene enkeltvis, går kabalen op for Heaven Shall Burn – så kører det virkelig godt. Men betragter man albummet samlet, er det som om den samme opskrift gentages med meget små variationer fra track til track – det gør udgivelsen strømlinet, men også så ensformig, at den ikke kan måle sig med bandets tidligere topscorere.

Tracklist:
1. The Loss Of Fury
2. Bring The War Home
3. Passage Of The Crane
4. They Shall Not Pass
5. Downshifter
6. Prey To God
7. My Heart Is My Compass
8. Save Me
9. Corium
10. Extermination Order
11. A River Of Crimson
12. The Cry Of Mankind
Samlet spilletid: 52:44

 

Læs mere...

Amon Amarth - Copenhell 2016

I flere timer før start har scenen været et visuelt skue; to store dragehoveder af træ med vidtåbne gab har stirret tomt ud på de forbipasserende. Hvilken funktion har de mon, foruden for synets skyld, tænker jeg ved mig selv. Det viser sig at der er en trappe bag på, således at man kan kravle op på toppen af hovedet, hvilket Amon Amarth af og til benytter sig af, garanteret til stor fornøjelse. Det er et sikkert valg, hver eneste gang. Altså Amon Amarth. Og heller ikke denne gang hverken skuffer eller imponerer de.

Frontmanden, en sand viking i både størrelse, stemme og temperament, er en glimrende indpisker, hvorimod de resterende medlemmer spiller super rutineret, men ellers aldrig forlader deres komfortzone. Omvendt er det heller ikke reelt nødvendigt da området omkring Helviti er fyldt næsten helt ud, og mange har deres egen fest nærmest uafhængigt af bandet, komplet med vikingehjelme, drikkehorn og latexsværd. Ligeså mange, hvis ikke flere, har dog valgt en af de to bakker, sandsynligvis for sikkerhed og hvile, og går man længere bagved foregår tingene på scenen mest af alt som en baggrundskulisse. Som så mange gange før skal lyden også bruge noget tid på at blive finpudset, og desværre en anelse for længe i dette tilfælde, selvom det heldigvis aldrig lyder decideret forfærdeligt. Der brages igennem den ene skæring efter den anden, mest med fokus på det nyeste udspil ”Jomsviking”, og generelt nikkes der heftigt til de nyere album.

I ”Guardians Of Asgaard” dukker forsangeren fra Entombed A.D. og assisterer, men ellers er der ikke mange overraskelser at snakke om. Sætlisten har de gode klassikere krydret med nogle nyere, og man kan sgu ikke klage… Men hvor ville det være fedt hvis Amon Amarth på et tidspunkt forsøgte sig med et eller andet nyt, eller gik linen fuldstændigt ud og begyndte at kombinere deres show med interaktive og nye visuelle påfund, videoklip eller lignende – det kunne blive noget mere interessant i længden, i hvert fald for undertegnede der har set Amon Amarth op mod de 10 gange.

Sætliste:
1) – The Pursuit Of Vikings
2) – As Loke Falls
3) – First Kill
4) – Cry Of The Black Birds
5) – At Dawn’s First Light
6) – Death In Fire
7) – Deceiver Of The Gods
8) – Father Of The Wolf
9) – Destroyer Of The Universe
10) – Runes To My Memory
11) – War Of The Gods
12) – Raise Your Horns
13) – Guardians Of Asgaard
14) – Twilight Of The Thunder God
Kilde: www.setlist.fm

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • AMON AMARTH_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • MEGADETH_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • AMON AMARTH_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed