fbpx

Once Human - Evolution

Egentlig var det meningen at Logan Mader skulle agere producer for Lauren Hart, da de mødtes i 2014, men kemien var så god, at de samlede et band og udgav debutskiven ”The Life I Remember” året efter. Siden er Max Karon stødt til som ekstra guitarist, og ”Evolution” er hans første udgivelse med bandet.

Jeg har ikke hørt Once Human før, så det der slog mig umiddelbart var, hvor meget de ligner Arch Enemy, rent stilmæssigt. Først og fremmest pga. Harts vokal, som ligger tæt op ad, hvad Angela Gossow og Alissa White-Gluz præsterer: En rå og voldsom udgave, der ikke står tilbage for de mandlige konkurrenters. Også rent musikalsk er der mange lighedspunkter med de svenske kolleger: Tunge riffs (”Flock of Flesh”, ”Dark Matter”) og melodiske guitarer (”Paragon”,”Gravity”) skaber i fællesskab en varieret omgang Metal, som burde appellere bredt.

Her skriver jeg bevidst burde, for det lykkes ikke for Once Human at komme i mål med deres anstrengelser, for kvalitetsmæssigt ligger amerikanerne langt efter deres svenske kolleger: Der er for langt mellem rigtig spændende øjeblikke, og vi er milevidt fra hits som f.eks. ”Bloodstained Cross” og ”Through The Eyes Of a Raven”. Det placerer ”Evolution” som et middelgodt album og en tilsvarende stjernehøst.

Tracklist:
1. Flock of Flesh
2. Eye of Chaos
3. Mass Murder Frenzy
4. Gravity
5. Dark Matter
6. Paragon
7. Drain
8. Killers for Cure
9. Passenger
Samlet spilletid: 44:21

 

Læs mere...

Wolfheart - Tyhjyys

Historien om Wolfheart ligner den for mange andre bands: Det startede som et soloprojekt for Tuomas Saukkonen, som stod for alt på debutalbummet ”Winterborn” i 2014, men var to år senere udvidet til en kvartet, da ”Shadow World” kom på gaden. Med samme besætning er finnerne nu klar med deres tredje skive, ”Tyhjyys”.

Titlen oversætter Google til ”tomhed”, men det er ikke helt hvad jeg forbinder med indholdet; tværtimod byder Saukkonen & Co. på masser af indhold i løbet af de næsten tre kvarter, albummet varer. Efter en rolig intro tager tingene bogstavelig talt fart i ”Boneyard”, som afvikles i vildt højt tempo – så er der lagt op til gang i den. Desværre bliver dette kun delvist gennemført i de følgende numre, hvor både tempo, intensitet og kvalitet varierer en del. Tempoet fra starten genfindes kun i det udmærkede ”The Rift”, mens de øvrige tracks bevæger sig lidt langsommere. Samtidig er der skåret lidt ned på de melodiske guitarer som støtte for den lidt ensidige vokal, hvilket går ud over variationen – det hele bliver lidt ensformigt. Måske er det årsagen til, at de sidste numre er udstyret med Folk inspirerede melodier. Her virker tingene godt i ”Call Of The Winter”, mens de øvrige ikke er helt i balance.

Det er i sidste ende problemet for Wolfheart, for der er for mange mindre interessante numre på albummet til, at det overbeviser for alvor. Jeg fornemmer, at bandet har potentiale til mere, men det kommer ikke rigtigt ud.

Tracklist:

1. Shores of the Lake Simpele
2. Boneyard
3. World on Fire
4. The Flood
5. The Rift
6. Call of the Winter
7. Dead White
8. Tyhjyys
Samlet spilletid: 43:55

 

Læs mere...

End My Sorrow - Of Ghostly Echoes

Der var to ting, som glædede mig ved denne udgivelse, allerede inden jeg havde hørt den: For det første er det rart med bands uden for landets største byer (End My Sorrow er fra Grenaa), for det andet spiller de ikke bare traditionel Dødsmetal – ikke at der er noget galt med den genre, men det er rart med lidt afveksling.

På deres debut spiller End My Sorrow Metal, som har det melodiske som et markant element. Det anføres af sangerinden Anne-Mette Nielsen, hvis stemme er alt andet end mædl; den er meget ren og klar, men ikke særlig kraftfuld og helt blottet for vildskab eller skarpe kanter. Dermed er den forudbestemt til Pop, hvor jeg er sikker på, at den ville gøre det godt. Hvad der kunne være en total fejlcasting til Metal, vender End My Sorrow til noget positivt: I mange sekvenser supplerer guitaristen Christan H. B. Jensen med growl, så resultatet bliver en Skønheden-og-Udyret-vokal. Det fungerer glimrende, men også alene passer Nielsens vokal bedre end ventet. Kontrasten til musikken er ekstra stor, for selv om numrene har en tydelig melodisk side, mangler de på ingen måde Metal. Der er kant i både bas og guitar, og Jesper Skousen får givet stortrommerne godt med motion.

Rammerne er således i orden, og det er tydeligt, at der er lagt meget arbejde i at afstemme de forskellige elementer. Desværre står udbyttet ikke helt mål med indsatsen, for numrene fanger mig ikke for alvor; det er bestemt ikke dårligt, men der mangler hele tiden lige det sidste for at komme i mål. Derfor bliver det denne gang ved en karakter i midtergruppen til End My Sorrow.

Tracklist:
1. Wither Away
2. Show Burning Red
3. Past Horizons
4. Shapes of Darkness
5. From A Distance
6. Flaming Heart
7. Because of You
8. War of the Blind
9. Behind the Truth
10. Broken
11. Dead End
Samlet spilletid: 56:42

 

Læs mere...

The Agonist - Five

Ja, som titlen fortæller, er dette det femte studiealbum fra canadiske The Agonist. Hvad der er nok så interessant er, at det er det andet album siden Vicky Psarakis i 2014 erstattede Alissa White-Gluz som vokal forgrundsfigur - unægteligt var stor opgave. Hun viser igen at hun magter den, for hendes vokale spændvidde er enorm; enten synger hun rent og kraftfuldt, eller også brøler hun indædt som et såret dyr – det er en imponerende performance. Den første smagsprøve falder allerede i åbningsnummeret, som både indeholder helt bløde og hvæsende vokaler. Musikken falder i tilsvarende dele: en melodisk hvor omkvædet lyder i retning af Evanessence (meget iørefaldende!) og en skarpt metallisk, hvor man skal lede længe efter melodi.

Der ville ikke ske det store, hvis jeg afsluttede anmeldelsen her, for beskrivelsen ovenfor er ret godt dækkende for albummet som helhed; de nævnte elementer er gennemgående i alle numre. Her eksisterer det rå og det melodiske side om side, men pga. den store forskel mellem dem, er de alligevel skarpt adskilte. Og selv om det er den skarpe vokal, der skiller bandet ud fra mængden, er det de melodiske elementer, der klarer sig bedst i det lange løb. Det virker derfor som om, at Psarakis har udmærket styr på styrken i sin stemme, men at bandet ikke helt formår at skabe de helt rigtige rammer for den.

Tracklist:
1. The Moment
2. The Chain
3. The Anchor and the Sail
4. The Game
5. The Ocean
6. The Hunt
7. The Raven Eyes
8. The Wake
9. The Resurrection
10. The Villain
11. The Pursuit of Emptiness
12. The Man Who Fell to Earth
13. The Trial
14. Take Me to Church (Hozier cover)
Samlet spilletid: 57:02

 

Læs mere...

Heaven Shall Burn - Wanderer

Jeg fik for alvor øjnene op for kvaliteterne hos Heaven Shall Burn, da de brød igennem med albummet ”Iconoclast”, men siden er der et par af skiverne, som er fløjet under min radar. Det retter jeg op på nu, hvor bandets ottende studiealbum ”Wanderer” kommer på gaden.

Albummet har tekstmæssigt et gennemgående tema om at rejse; både ud i verden og ind i sig selv. Det mærker man ikke så meget til i musikken, for her befinder tyskerne sig stadig i grænselandet mellem Metalcore og den melodiske side af Death Metal. Og der befinder de sig godt, for de håndterer balancen mellem skarpe vokaler, melodi og hurtig Metal med vanligt overskud.

Hvordan det fungerer i praksis, illustrerer Marcus Bischoff glimrende i ”Bring The War Home”, hvor han varierer vokalen fint mellem brøl og hvæs. Det melodiske har en fremtrædende rolle i alle numre, men står ekstra stærkt i ”They Shall Not Pass”, mens ”Prey To God” er i den anden grøft; her er der gæsteoptræden af Cannibal Corpse frontmanden George ”Corpsegrinder” Fisher, hvilket selvfølgelig trækker nummeret i retning af det brutale.

Så længe man tager numrene enkeltvis, går kabalen op for Heaven Shall Burn – så kører det virkelig godt. Men betragter man albummet samlet, er det som om den samme opskrift gentages med meget små variationer fra track til track – det gør udgivelsen strømlinet, men også så ensformig, at den ikke kan måle sig med bandets tidligere topscorere.

Tracklist:
1. The Loss Of Fury
2. Bring The War Home
3. Passage Of The Crane
4. They Shall Not Pass
5. Downshifter
6. Prey To God
7. My Heart Is My Compass
8. Save Me
9. Corium
10. Extermination Order
11. A River Of Crimson
12. The Cry Of Mankind
Samlet spilletid: 52:44

 

Læs mere...

Amon Amarth - Copenhell 2016

I flere timer før start har scenen været et visuelt skue; to store dragehoveder af træ med vidtåbne gab har stirret tomt ud på de forbipasserende. Hvilken funktion har de mon, foruden for synets skyld, tænker jeg ved mig selv. Det viser sig at der er en trappe bag på, således at man kan kravle op på toppen af hovedet, hvilket Amon Amarth af og til benytter sig af, garanteret til stor fornøjelse. Det er et sikkert valg, hver eneste gang. Altså Amon Amarth. Og heller ikke denne gang hverken skuffer eller imponerer de.

Frontmanden, en sand viking i både størrelse, stemme og temperament, er en glimrende indpisker, hvorimod de resterende medlemmer spiller super rutineret, men ellers aldrig forlader deres komfortzone. Omvendt er det heller ikke reelt nødvendigt da området omkring Helviti er fyldt næsten helt ud, og mange har deres egen fest nærmest uafhængigt af bandet, komplet med vikingehjelme, drikkehorn og latexsværd. Ligeså mange, hvis ikke flere, har dog valgt en af de to bakker, sandsynligvis for sikkerhed og hvile, og går man længere bagved foregår tingene på scenen mest af alt som en baggrundskulisse. Som så mange gange før skal lyden også bruge noget tid på at blive finpudset, og desværre en anelse for længe i dette tilfælde, selvom det heldigvis aldrig lyder decideret forfærdeligt. Der brages igennem den ene skæring efter den anden, mest med fokus på det nyeste udspil ”Jomsviking”, og generelt nikkes der heftigt til de nyere album.

I ”Guardians Of Asgaard” dukker forsangeren fra Entombed A.D. og assisterer, men ellers er der ikke mange overraskelser at snakke om. Sætlisten har de gode klassikere krydret med nogle nyere, og man kan sgu ikke klage… Men hvor ville det være fedt hvis Amon Amarth på et tidspunkt forsøgte sig med et eller andet nyt, eller gik linen fuldstændigt ud og begyndte at kombinere deres show med interaktive og nye visuelle påfund, videoklip eller lignende – det kunne blive noget mere interessant i længden, i hvert fald for undertegnede der har set Amon Amarth op mod de 10 gange.

Sætliste:
1) – The Pursuit Of Vikings
2) – As Loke Falls
3) – First Kill
4) – Cry Of The Black Birds
5) – At Dawn’s First Light
6) – Death In Fire
7) – Deceiver Of The Gods
8) – Father Of The Wolf
9) – Destroyer Of The Universe
10) – Runes To My Memory
11) – War Of The Gods
12) – Raise Your Horns
13) – Guardians Of Asgaard
14) – Twilight Of The Thunder God
Kilde: www.setlist.fm

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • MEGADETH_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • KADAVAR_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • KING DIAMOND_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Varg - Das Ende Aller Lügen

Trods det nordiske navn stammer Varg fra Tyskland, hvor bandet i 2005 startede som et rendyrket Pagan Metal projekt. Med tiden har stilen dog ændret sig en smule, ikke mindst inspireret af f.eks. In Extremo, så der er kommet skarpere boller på suppen. Pagan-stilen er dog ikke helt er glemt, hvilket både ses af gruppens bemalede fremtoning, og høres sine steder i deres musik.

Udgangspunktet er Death Metal af den melodiske slags med udmærkede guitarmelodier flettet ind. Det hele serveres i et pænt højt tempo, og langt hen ad vejen ligger det ikke så langt fra fx Arch Enemy – også selv om Frekis halvt skrigende vokal ikke er så ekstrem som hos de svenske kolleger. Den passer udmærket til de tysksprogede tekster, især i de numre, hvor der er knald på. Her viser det aggressive ”Achtung” tydelig inspiration fra Rammstein.

Som sådan er der udmærket gang i den, og Varg formår også at variere sig; ikke mindst når der sniger sig pagan melodier ind. Mest udpræget i det episke ”Einherjer”, men også ”Totentanz” med sin nedtonede melodi og kvindelig gæstevokal stikker ud fra mængden.

Albummet er også udgivet i en udgave, hvor alle tekster er på engelsk. Det kan virke som overkill, men de gengives uden accent, og hvis det er det der skal til for at nå publikum udenfor Tysklands grænser, så okay. For mig fungerer tingene bedst på tysk, men alligevel får Varg mig ikke op af stolen – der mangler lige det sidste for at sætte prikken over i’et.

Tracklist:
1. Der große Diktator
2. Das Ende aller Lügen
3. Revolution
4. Streyfzug
5. Achtung
6. Dunkelheit
7. Totentanz
8. Einherjer
9. Wintersturm
10. Ascheregen
Samlet spilletid: 39:05

 

Læs mere...

Infernal Tenebra - As Nations Fall

Da Infernal Tenebra startede i 1999, var det med Black Metal på programmet, men i løbet af deres karriere har bandet fra Kroatien efterhånden fundet sig til rette i den melodiske afdeling af Dødsmetallen. Hvor langt de er kommet i den proces, kan man blive opdateret på ved at lytte til deres fjerde album, "As Nations Fall”.

De er kommet pænt langt, må jeg sige, for der er ikke mange sorte toner tilbage i bandets repertoire. I stedet er der masser af melodiske guitarer, som sætter deres præg på samtlige numre. Man kunne frygte, at det ville betyde mangel på power, men ikke i dette tilfælde. Musikken er nemlig solidt forankret I Dødsmetallen, så den har godt med slagkraft; især rytmesektionen skaber et virkelig godt fundament for begivenhederne. Samtidig har guitaristen Darko Etinger en vokal, som er både brølende og markant, men den har ikke så mange forskellige udtryk at byde på. Her kommer de melodiske elementer ham til hjælp, for de er i høj grad med til at skabe et nuanceret billede igennem de 9 numre. Samtidig holdes der et ensartet niveau, så det ikke giver mening at fremhæve nogle tracks frem for andre. Det gør ”As Nations Fall” til et udmærket album, og selv om de ikke bringer så meget nyt i spil, kører det fint for Infernal Tenebra – ikke prangende, men bundsolidt.

Tracklist:
1. The Seventh Seal
2. Catharsis
3. Suspension Of Disbelief
4. As Nations Fall
5. Cross The Line
6. Legally Insane
7. The End Justifies The Means
8. The Serpents Crawl
9. Black Sun
Samlet spilletid: 42:08

 

Læs mere...

The Black Dahlia Murder - Abysmal

Med deres syvende album "Abysmal” fortsætter The Black Dahlia Murder stilen med at udgive et album hvert andet år – helt som de har gjort siden ”Unhallowed” i 2003. I det hele taget er mange ting helt som de plejer at være, og selv om titlen betyder afgrundsdyb, refererer det mere til stemningen og de tekstmæssige temaer end til musikken, for den ligger i en anden retning: Amerikanerne kører videre med deres fortolkning af Death Metal, der forener tempo, aggressivitet og melodi.

Det hele starter med strygere i ”Receipt”, men de må snart vige pladsen for guitarer, der leverer Metal med fint teknisk niveau og virkelig gode melodier. Oveni kommer så sangeren Trevor Strnad, hvis vokal spænder fra det småhvæsende til det smågrowlende, men hele tiden er skarp.

At The Black Dahlia Murder kører videre i deres vante stil har både fordele og ulemper. På plussiden tæller deres tempofyldte Metal, som forener melodi og skarpe kanter, ikke mindst via vokalen – i ”The Fog” harmonerer guitarer og vokal særlig godt. På negativsiden tæller at de heller ikke denne gang gør meget ud af at skifte opskrift; numrene ligner hinanden temmelig meget i opbygning og indhold.

Heldigvis ligner tingene også sig selv når det gælder kvaliteten, for det er gennemgående Metal på udmærket niveau, der bydes på. Det er muligt, at bandet ikke gør så meget forskelligt, men det, de gør, er godt nok til at ”Abysmal” kan anbefales.

Tracklist:
1. Receipt
2. Vlad, Son of the Dragon
3. Abysmal
4. Re Faced
5. Threat Level Number Three
6. The Fog
7. Stygiophobic
8. Asylum
9. The Advent
10. That Cannot Die Which Eternally Is Dead
Samlet spilletid: 37:08

 

Læs mere...

Soilwork - The Ride Majestic

Der er jubilæer i luften i år: Det er således tyve år siden, at Soilwork debuterede med Steelbath Suicide, og den 28. august udkommer så de svenske metalkongers tiende studiealbum. Læg hertil et par Ep’er og compilations samt forårets storslåede livealbum, og man har med et ganske imponerende bagkatalog at gøre.

Min egen rejse med bandet startede med A Predator’s Portrait fra 2001 og stoppede ret beset tre albums senere med Stabbing the Drama fra 2005. Allerede på dette tidspunkt forekom nyhedsværdien mig at være væk, og overraskelserne på pladerne stadigt færre. For så vidt er der ikke så meget nyt at berette fra The Ride Majestic, men uden meritter er pladen nu ikke. De elleve numre er alle cirka fire til fem minutter lange (sidste sang er en smule længere) og indeholder alle de sædvanlige Soilwork-træk. Stilen vil jeg for de uindviede betegne som en form for meget melodisk groove/death/metalcore-blanding – Så har jeg hverken sagt for meget eller for lidt. Produktet er mindre forvirrende end man skulle tro, og er under alle omstændigheder noget som Soilwork har holdt fast i og udviklet gennem årene, så skiven fremstår med fin sammenhæng og helt i tråd med bandets forrige udgivelser. Sanger Bjørn Strid bruger igen hele sin stemmes repertoire, de vrede, hæse skrig og brutale, råbende growls blander sig med den kraftfulde sangstemme med stor effekt, og man tilgiver ham for det kunstneriske udtryks skyld den lidt fesne falset, han får flettet ind i omkvædet på nummeret Enemies In Fidelity. Trommeslageren Dirk Verbeuren, hvis eget bagkatalog af bands og udgivelser er blandt de mest imponerende undertegnede har set, blæser derudaf på vanlig manér, hvilket af og til resulterer i nogle lidt særprægede stykker, men absolut aldrig bliver kedeligt at lytte til. Og selvom de tre strengemusikanter udgør bandets nyeste dele (alle er tiltrådt i løbet af de to forrige studieplader) er der bestemt ingen slinger i valsen her - De hurtige, melodiøse riffs, tonstunge akkorder og gnistrende soli er så afgjort i sikre hænder.

Hvad angår de enkelte numre har det dog været lidt vanskeligt for mig at finde den helt store entusiasme frem; Dertil er de simpelthen bare for ens. Indtil numrene seks og syv, The Phantom og The Ride Majestic (Aspire Angelic), flyder de lidt for meget ud i hinanden, og det første løftede øjenbryn kom i slutningen af Enemies In Fidelity, hvor et strygerensemble pludseligt lægger sig henover de fadende blastbeat-trommer i en noget overraskende outro. Der mangler hverken tempo eller styrke i begyndelsen, men det første nummer som fangede mig i sin helhed er nu The Phantom, der starter som en art melodisk Black, men også indeholder et nærmest numetal-agtigt omkvæd samt en mere eller mindre tilsigtet hilsen til Marilyn Manson. I det hele taget tager pladen først rigtig fat i mig i løbet af den anden halvdel, og det mest vellykkede nummer synes jeg faktisk er det sidste, Father And Son Watching The World Go Down, der slår mig som det mest ambitiøse og anderledes af dem alle.
Det er svært at sætte en finger på det sted, hvor det kunne være bedre. Der kan ikke pilles ved udførelsen, sangskrivningen er udmærket og bandet udstråler et overskud af energi og spillelyst. For de inkarnerede fans vil der stadig være masser at komme efter, og hvis man accepterer at den pæne del af Strids vokal er blevet en stadigt større del af Soilworks lyd gennem årene, kan man dårligt være utilfreds med The Ride Majestic. For mit eget vedkommende sidder jeg dog tilbage med den samme fornemmelse som efter Stabbing The Drama: Der mangler altså overordnet noget udvikling, og jeg tror det havde klædt Soilwork at skæve til kollegerne fra Opeth og gå lidt mere helhjertet efter et nyere udtryk. Alt i alt en solid udgivelse med enkelte overraskende elementer, men ikke nok til at få denne anmelder helt op af stolen.

Trackliste:
01 The Ride Majestic (4:10)
02 Alight In The Aftermath (3:48)
03 Death In General (5:00)
04 Enemies In Fidelity (4:16)
05 Petrichor By Sulphur (5:11)
06 The Phantom (3:57)
07 The Ride Majestic (Aspire Angelic) (4:46)
08 Whirl Of Pain (5:02)
09 All Along Echoing Paths (4:22)
10 Shining Lights (3:43)
11 Father And Son Watching The World Go Down (5:40)
Samlet spilletid (49:55)


Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed