fbpx

Equilibrium - Renegades

Siden starten i begyndelsen af dette årtusind har Equilibrium stået for stort anlagt Metal i Paganstil, så da jeg fik bandets sjette album ”Renegades” til anmeldelse, forventede jeg mere af samme slags. Det er der også, men slet ikke i samme omfang som tidligere. I stedet henter bandet om mastermind René Berthiaume inspiration fra mange forskellige sider, så helheden får et bredere udtryk. Samtidig har teksterne skiftet tema, så myterne fra den nordiske mytologi er udskiftet med mere hverdagsagtige temaer. Om den musikalske kursændring skyldes to nye medlemmer, der er kommet til siden sidst, kan jeg kun gisne om.

Som nævnt optræder det paganagtige stadig, men primært i de melodier, der præger numre som ”Moonlight” og ”Hype Train”. Ellers er musikken mest præget af Death Metal, hvor sangeren Robse brøler aggressivt, men hvor den melodiske side bevares. Den sker dels via brug af keyboards, dels via en flot ren vokal, som den nye bassist Scar står for. Det giver numrene et varieret udtryk, hvor både hårde og mere bløde elementer kommer frem.

Men Equilibrium går et skridt videre: I “Path Of Destiny” får vi en omgang tysk Rap fra The Butcher Sisters – ikke noget der truer hverken Peter Fox eller Fanta 4, men det er meget nyt i denne sammenhæng, så man kan roligt sige, at tyskerne er rykket ind i nutiden på ”Renegades”.

Mod slutningen kan kvaliteten ikke helt holde trit med bredden, men de foregående numre har allerede sikret ”Renegades” en placering som det bedste Equilibrium album, der har passeret min anmelderstak.

Tracklist:
1. Renegades - A Lost Generation
2. Tornado
3. Himmel Und Feuer
4. Path Of Destiny
5. Moonlight
6. Kawaakari - The Periphery Of The Mind
7. Final Tear
8. Hype Train
9. Rise Of The Phoenix
Samlet spilletid: 42:28

Læs mere...

Urkraft - Our Treacherous Fathers

Efter næsten femten års eksistens, som resulterede i tre albums og turnéer i Europa, blev Urkraft lukket ned i 2009, og i de efterfølgende 10 år koncentrerede medlemmerne sig om andre musikalske projekter. Men nu er bandet gendannet og klar med et helt nyt album, ”Our Treacherous Fathers”.

Her er det tydeligt, at Urkraft ikke blot er gendannet for at score nemme penge, men virkelig har noget at byde ind med. De danske tekster, der prægede bandets tidligste arbejde, er siden blevet fortrængt af engelske – men de er ikke glemt. I denne omgang optræder de ganske vist kun i ”Håbets Tyranni”, men med sin intensitet er nummeret blandt albummets bedste. Det skyldes ikke mindst en stærk kombination af tung Metal og melodiske elementer, som Urkraft arbejder med i de fleste numre. Her er det værd at bemærke, at musikken ikke mister hårdhed, men i stedet vinder bredde ved, at der tilsættes lidt melodi hist og her. Skal man have en fornemmelse for stilen, er ”Primordial Diaspora” og ”Reap It All” glimrende steder at prøvesmage.

Generelt er numrene stærke, og når det rolige instrumentalnummer ”Å” med rolig melodi lader lytteren komme ned og lande efter de foregående otte numres energi, er det samtidig en afrunding af et flot comeback fra Urkraft.

Tracklist:
1. Place of Coldness
2. Primordial Diaspora
3. Our Treacherous Fathers
4. Reap It All
5. Håbets tyranni
6. The Horrors of an Empty Tomb
7. Descended Shadows
8. Crown of Blood
9. Å
Samlet spilletid: 33:06

Læs mere...

Urkraft, Royal Metal Fest 2019

Der var Hatesphere. Der var Mnemic. Der var Raunchy, der var Dawn of Demise, og der var Koldborn. Og så var der Urkraft.

Den nævnte rækkefølge svarer stort set til, hvorledes min opmærksomhed fordelte sig på de nye, toneangivende danske metalgrupper i starten og midten af 00’erne. Det eneste, jeg stort set har vidst om Urkraft, var, at de i hvert fald spillede metal. Og altså var fra Danmark.

Siden back when har de åbenbart været gået i opløsning, og nu er de så blevet gendannet. Det er meget fint; så kan jeg også endelig få dem hørt.

Mit umiddelbare indtryk er, at Urkraft spiller metal. Det er ræddi hårdt og tungt og hurtigt; vokalen er noget ræddi bistert råveri, men så er der selvfølgelig også nogle enkelte melodiske anstrøg. (Hey, beskrev jeg lige halvdelen af alt metal i verden dér?)

Indrømmet: Lige nu sidder jeg faktisk mest og venter på at se Suffocation lige om lidt. Jeg er pissestiv; det har været en lang weekend. Jeg genkender intet af Urkrafts musik, men jeg har hørt meget af den før i andre sammenhænge. Der er ingen elementer, der for alvor står ud. Men det er superstramt spillet, og lyden er knivskarp.

Urkraft er slet ikke ringe. Måske er det bare mig, der er for fraværende til at bemærke nogen mindeværdigheder. Men måske er der også andre grunde til, at min opmærksomhed fordelte sig på de nye, toneangivende danske metalgrupper i starten og midten af 00’erne, således som flertallets opmærksomhed nu engang gjorde det.

 - Koldborn og Dawn of Demise var fornuftige bud på dødsmetal af den henholdsvis mere oldschool og tekniske art.
 - Raunchy havde højere til loftet end nogen Fleshgod Apocalypse- eller senere Dimmu Borgir-skive. Og deres fusion mellem skamløst catchy melodier og hård, moderne metal var langt mere smagfuld og original end alle de dér skide Killswitch Engage-wannabe’s, der jo fandme var ved at udvande halvdelen af hele fænomenet metal i en kort, skæbnesvanger periode.
 - Mnemic havde hele deres industrielt-futuristiske sound. De havde styr på effektiv midtemposandskrivning og undgik således at blive sat i bås som en Fear Factory-klon, ligesom de var lykkeligt foruden de værste sirupsmelodier.
 - Hatesphere havde langt mere krudt i røven end de andre, og i deres heyday var de velsignet med et line-up bestående af farverige, karismatiske og fandme sympatiske personager, der tilsammen udgjorde mere end summen af enkeltdelene.

Urkraft anno 2019 minder mest af alt om en flok gymnasielærere og pædagogmedhjælpere, der tilfældigvis hygger sig med at spille metal i fritiden uden at have ambitioner om at komme meget længere end måske Pumpehuset eller Amager Bio. Jeg aner ikke, om det forholder sig sådan, men det er det indtryk, jeg får.

Ja: Jeg lyder kynisk, og jeg håber vitterlig ikke, jeg hiver gassen for meget ud af nogen stort opsat reunion-ballon. Men der er ikke ét område, hvorpå Urkraft gør noget i højere, hurtigere, vildere eller sjovere grad end nogen anden indenfor hverken deres genre eller deres hjemland. Jeg kan godt lide deres musik, fordi jeg godt kan lide metal, og som med tilfældet Taake i går skal jeg nok kompensere for min manglende opmærksomhed med en 4/6’er.

Alt andet lige er det også bedre, at Urkraft øger mængden af metal i verden, end hvis de f.eks. havde spillet reggaeton. Fuck, jeg hader reggaeton.

Læs mere...

Children of Bodom - Hexed

Selvom Children of Bodom har nået sølvbryllupsalderen, er det kun anden gang, de optræder i min anmelderstak. Det sker med bandets tiende album, ”Hexed”, som samtidig er første fuldlængde med den nye guitarist Daniel Freyberg.

Umiddelbart er der ikke så meget nyt under solen, for de finske veteraner lægger ud i den vante stil: Højt tempo, masser af fængende guitarmelodier suppleret med keyboards og en dejligt rå vokal leveret af bandets hovedmand, Alexi Laiho. Sådan forløber albummets fire første numre og viser, at de stadig formår at blande energi og melodi på en overbevisende måde. Men fire numre i samme stil er også nok, så heldigvis er resten af ”Hexed” mere blandet: ”Kick in a Spleen” er mere vred og mindre melodisk, ”Relapse (The Nature Of My Crime)” har et fedt drive med Laiho i topform, og ”Say Never Look Back” har ekstra kant trods det melodiske indhold.

Men man skal passe på med af undervurdere energien i Children of Bodoms musik – den ikke-aggressive produktion runder en del kanter af, men musikken besidder ret så meget power – jeg kan forestille mig, at de er rigtig skarpe i live-sammenhæng. Og trods et par numre som træder vande, fremstår ”Hexed” som en udmærket samling numre fra den melodiske side af Death Metal spektret.

Tracklist:
1. This Road
2. Under Grass And Clover
3. Glass Houses
4. Hecate's Nightmare
5. Kick in a Spleen
6. Platitudes And Barren Words
7. Hexed
8. Relapse (The Nature Of My Crime)
9. Say Never Look Back
10. Soon Departed
11. Knuckleduster
Samlet spilletid: 44:41

Læs mere...

Soilwork - Verkligheten

Melodisk Dødsmetal har meget længe været en svensk paradedisciplin, og Soilwork har været et af de markante navne siden starten i 1990’erne. I dag, hvor bandet udsender sit studiealbum nummer elleve, er der kun sangeren Björn “Speed” Strid tilbage fra det originale line up, men Soilwork har fået et dansk islæt, idet Bastian Thusgaard har overtaget Dirk Verbeurens plads bag trommerne.

Numrene på ”Verkligheten” følger en opbygning, hvor der lægges hårdt ud med masser af power, for så at slå over i mere melodiske og blidere toner. Det betyder, at numre som ”Arrival” og ”When The Universe Spoke” starter som lyn og torden med enorm energi, mens ”Full Moon Shoals” har lækkert groove og spændende rytmer, og ”Stålfågel” trækker synthesizeren frem til guitarerne. Fælles for numrene er, at det voldsomme hurtigt afløses af anderledes blide toner.

Det virker næsten som om bandet bliver forskrækket over, hvor fedt det kører, og derfor skynder sig at kompensere ved at lade det melodiske tage over. Det koster naturligt energi, og gør oplevelsen mindre intens, hvilket virkelig irriterer mig – den melodiske side af sagen er som oftest udmærket, men hvorfor ikke fortsætte når tingene kører godt? Her er det selvfølgelig positivt at råde over så varieret en sanger som Strid, som klarer de vildeste brøl og de rene passager lige overbevisende og med samme lethed. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at Soilwork kunne have fået meget mere ud af deres materiale …

Tracklist:
01. Verkligheten
02. Arrival
03. Bleeder Despoiler
04. Full Moon Shoals
05. The Nurturing Glance
06. When The Universe Spoke
07. Stålfågel
08. The Wolves Are Back In Town
09. Witan
10. The Ageless Whisper
11. Needles And Kin
12. You Aquiver
Samlet spilletid: 50:17

Læs mere...

Nothgard - Malady X

Efter at have udgivet deres første tre albums på tre forskellige selskaber, skrev tyske Nothgard tidligere på året en kontrakt med Metal Blade Records for flere albums. ”Malady X” er det første af disse, og at dømme ud fra presseteksten er det kreeret af musikere med selvtilliden helt i top.

Efter en pompøs symfonisk intro byder titelnummeret med et ”Welcome to the Show” indenfor i bandets musikalske verden; her er det Death Metal med melodiske guitarer, stemningsfyldte keyboards og leadguitaristen Dom R. Creys brølende, men ikke specielt varierede vokal, der er i centrum. Nummeret spilles i højt tempo, det samme gør ”Epitaph” og ”Serpent Hollow” – i alle tre numre minder Nothgard mig om kollegerne fra Omnium Gatherum.

I andre numre som “Shades Of War” og “Fall Of An Empire” er stemningen mørkere og på en måde mere alvorlig – i sidstnævnte får man fornemmelsen af, at iagttage et lurende rovdyr – det er ret cool. Desværre er ikke alle numre lige så spændende, for selvom flere gæster optræder på albummet, er der også ret ordinære ting på tracklisten. I sidste ende er de positive elementer alligevel lige netop nok til at trække fire stjerner hjem til Nothgard, så selv om træerne ikke vokser ind i himlen, har Nothgard alligevel noget at have deres selvtillid i.

Tracklist:
1. Voyage To Decay (Intro)
2. Malady X
3. Shades Of War
4. Guardians Of Sanity
5. Epitaph
6. Deamonium I
7. Serpent Hollow
8. Devil Will Know
9. Fall Of An Empire
10. Herald Of Death
11. Black Horizon (Instrumental)
Samlet spilletid: 45:28

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Arch Enemy

ARCH ENEMY_1Ace of Spades brager udover højtalerne og varsler starten med den glimrende ”The World Is Yours”. Allerede herfra er det en betydeligt mere selvsikker fremtræden der diskes op med sammenlignet med fire år siden. Sætlisten er ikke markant anderledes, men Arch Enemy spiller simpelthen bare bedre sammen – eller mere overbevisende. Alissa er i sandhed faldet godt til.

Den kraftige vind er stadig en hindring, men der er en del bedre styr på lyden ift. tidligere, og så begynder lysshowet også stille og roligt at komme til sin ret. Med de dertil skiftende bannere på scenen ser det visuelt godt ud. ”My Apocalypse” kommer tidligt i sættet og får den gamle garde op på dupperne. Der er glimrende fyldt op, og med rette: svenskerne er på mærkværdig vis et rimelig sjældent syn på vores breddegrader, så det er noget med, at fange dem når de endelig er her.

Naturligvis er der fokus på de sidste to albums, værende de to med Alissa i front, men det er nu de gamle slagere der trækker de største bifald. Med det sagt er de nye sange så meget mere slagkraftige fordi bandet ejer dem – bare tænk tilbage på den kradsbørstige ”As The Pages Burn”. Så kan ”Anthems Of Rebellion” og naturligvis ”Doomsday Machine” godt være bedre albums, men det betyder ikke alt i en livesammenhæng. I dag er Arch Enemy her under alle omstændigheder for at underholde, og med succes: Alissa er langt det meste af tiden i direkte kontakt med publikum, om det så er diverse crowdcontrol-teknikker eller bare opråb og lignende, der bliver ikke givet slip.

Og det lykkes, i hvert fald delvist: både mosh og crowdsurfing at spotte, så foruden en hel del lyttere er der en fanbase til stede – og med både forholdsvis nylig udskiftning af forsanger, det faktum, at de sjældent er forbi ELLER at Arch Enemy for de fleste nok HAR haft deres storhedstid... så er det imponerende i sig selv. Det bliver til en underholdende times tid glimrende afsluttet af ”We Will Rise” og ”Nemesis” – og foruden lidt lydproblemer, så holder det. Ikke noget exceptionelt, men veludført og rimeligt underholdende. Kære danske bookere, giv dem nu et headlinershow i hovedstaden. Det kan de sagtens bære.

Sætliste:
1) – The World Is Yours
2) – War Eternal
3) – My Apocalypse
4) – The Race
5) – You Will Know My Name
6) – Ravenous
7) – The Eagle Flies Alone
8) – First Day In Hell
9) – As The Pages Burn
10) – We Will Rise
11) – Nemesis
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Heaven Shall Burn, August Burns Red, Whitechapel - Pumpehuset, 12.03.18

Det her bliver bare ikke en bedre metalpakke. Det må være rigeligt til forordet.

Whitechapel:
Aftenens mest brutale band, også kendt som ”dem med saven” eller bandet med tre guitarister, hvor halvanden ville være nok. Med de dårlige jokes ude af vejen med det samme gør Whitechapel en pæn entré, men vælger tilsyneladende at lægge fra land med to svage sange i form af ”I, Dementia” og ”Faces”. Det er selvfølgelig på sin vis ret effektivt, for herfra går det udelukkende opad.

Whitechapel har ikke besøgt København siden deres show for næsten otte år siden på Copenhell – og det kan mærkes. Der er nemlig en rimelig pæn forsamling af folk oppe foran, som blæser kraftigt på at det er mandag. Der går en halv sang, og så er gulvet i bevægelse mere eller mindre kontinuerligt igennem den næste halve times tid. Dette er kun mere imponerende når Whitechapel selv er noget så stillestående, at det er trist at se på – de lede ansigtsudtryk gør hverken fra eller til, og jo, Phil Bozeman spankulerer lidt frem og tilbage, men det er sgu lidt tyndt, mandag eller ej.

Lyden er dog overordnet ret solid, og lysshowet er jævnt imponerende, hvilket lover godt for både August Burns Red og Heaven Shall Burn senere hen. Vokalen ligger desværre noget lavt i mixet og lyder altså både mudret og uklar, hvilket er lidt noget skidt med et band der altså er kendt for deres forsangerens ellers nådesløst dybe vokal... Men det virker også mest til at være Bozemans egen ”skyld”: han virker halvtræt og kun semi-fokuseret. Med det sagt spiller Whitechapel solidt, det forreste publikum har en fest – og med ”Our Endless War” og ”The Saw Is The Law” som afsluttere (”This Is Exile” udgår, sandsynligvis pga. tidspres) kan man ikke klage alt for meget. Saven har talt. 
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – I, Dementia
2) – Faces
3) – Elitist Ones
4) – Let Me Burn
5) – Mark Of The Blade
6) – Our Endless War
7) – The Saw Is The Law
Kilde: www.setlist.fm

August Burns Red:
Hvor der er breakdowns en masse i Whitechapel, er August Burns Red primært guitarekvilibrisme x1135135 – på samme måde er deres musik ikke helt så ”tilgængelig” og der går derfor lidt længere tid til før publikum åbner op for sluserne. Men det sker dog ret effektivt i ”Empire”, og herefter konsekvent fremad, ikke mindst i de gamle slagere.

August Burns Red har også bedre scenetække end Whitechapel, i og med, at de er mere aktive – om alt andet bevæger de sig rent faktisk bare lidt. Kombineret med et glimrende lysshow og en fin lyd, der dog stadig ikke har fundet vokalens helt rigtige position. Dette er især tilfældet i de rene stykker, hvor det altså halter, medmindre man er superfan og kender det hele i forvejen. Guitarerne får derimod masser af rum at boltre sig på, og mand, lyder det godt eller hvad. Ja tak.

Fra et personligt perspektiv er det de nye sange der trækker stikket hjem, som f.eks. den Between The Buried And Me-esque ”The Frost”. Publikum virker dog til at være uenige, for det er imidlertid i ”Ghosts” at den første rigtige wall of death opstår. Energiniveauet stiger også eksponentielt herfra, forsangeren inklusiv, der midt i det hele finder ud af, at han da egentlig danser meget godt i de instrumentale stykker – og herfra er der god gas. Så selvom jeg klart er mere til de nye skæringer (de gamle er simpelthen for bøllede) er publikum altså ikke på min side. Det er også fint, for så kan jeg i halvdelen af tiden nyde musikken (halvdelen af sættet, 5 sange, er fra ”Phantom Anthem”), og i den anden halvdel ”indtage” energien i rummet. Det er godkendt, og min bedste oplevelse med August Burns Red, dog uden nogensinde at blive noget særligt.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – King Of Sorrow
2) – Empire
3) – The Frost
4) – Spirit Breaker
5) – Ghosts
6) – Invisible Enemy
7) – Dangerous
8) – Composure
9) – Float
10) – White Washed
Kilde: www.setlist.fm

Heaven Shall Burn:
Det er officielt: alle tre opvarmningsbands kan gå hjem nu, vi er nået til hovedattraktionen. En enkelt sang skal vi ind før lyden er fuld smadder og det hele kan høres klart og tydeligt – og så vokalen nu endelig den plads den rent faktisk fortjener. Lysshowet har nået sin sidste fase hvor der nu også er røg (og nærmest damp) med i spillet og lyskeglerne fornemt følger musikkens breaks, generelle stemning og sågar rytmeskift.

Og hvad sker der? Heaven Shall Burn bevæger sig reelt rundt på scenen OG snakker til salen? Det har været noget savnet og understreger for mig blot endnu engang, at disse tyskere bare har styr på at holde folk til ilden. Publikum har også, på trods af tre bands op til nu, heraf to med god gang i pitten, stadig enormt god energi – der er dog stille øjeblikke, primært i begyndelsen, og jeg når lige at tænke på, hvordan det ville være i en weekend. Men det når jeg knapt nok, for en meget positiv overraskelse i form af ”Land of the Upright Ones” sparker benene væk under de fleste tilhørende i salen, herunder mig selv: for satan, hvor er den en energibombe. Sådan, nu er vi for alvor i gang. Eller er det da ”Black Tears” bliver spillet? Eller den majestætiske ”Corium”? Nok deromkring, og selvom sidstnævnte ikke når helt op på albumniveau er det meget tæt på, og det er rigeligt.

”Combat” slår dog alle førnævnte, selv ”Land of...”, fy for den lede, der er gnister i luften her. At politikken bliver holdt til et minimum, selvom man f.eks. kunne have talt om baggrunden for netop ”Combat”, er rart, for musikken står så udmærket på egne ben. Dette er især tydeligt i både ”Voice of the Voiceless” og ”Hunters Will Be Hunted”, den sidste med dunkelt og blodrødt lys, der som de fleste nok er klar over er pro-vegan sange. Ellers så bare kig på titlerne.

Encore byder som vanligt på ”Endzeit” hvor folk i den halvlange intro allerede stiller sig klar til den nu, hvad, fjerde wall of death? Men at ”Valhalla” lukker og slukker er nu alligevel mere passende: Heaven Shall Burn har nu engang en historie med velskrevne covers, så hvorfor ikke slutte af med noget der går lidt udover det normale? Lad os være ærlige; der er ikke den store variation i repertoiret ellers. Men det behøves heller ikke altid, og slet ikke i aften. Sikke en fest vi har haft – og så på en mandag? Det var meget nemt at glemme. Var der skåret et par sange fra, og havde dette været i en weekend, så havde det været absolut perfekt. Indtil da må vi nøjes med det næstbedste. Dvs. tysk millimeter-præcision af bedste skuffe, og dertil endelig det headlinershow bandet har fortjent – lad os så næste gang give dem æren af en weekend, skal vi? 
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Downshifter
2) – Bring The War Home
3) – The Weapon They Fear
4) – Land Of The Upright Ones
5) – Counterweight
6) – Black Tears (Edge Of Sanity cover)
7) – Corium
8) – The Final March
9) – Passage Of The Crane
10) – Profane Believers
11) – Combat
12) – Voice Of The Voiceless
13) – Hunters Will Be Hunted
Encore:
14) – Endzeit
15) – Valhalla (Blind Guardian cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

The Crown - Cobra Speed Venom

Når et band har eksisteret i mere end 25 år, er det ikke underligt at der har været mange udskiftninger i besætningen, ligesom samarbejde med mange forskellige pladeselskaber er en del af gamet. Det gælder også for svenske The Crown, så det nuværende line-up består af tre gamle medlemmer og to nye. De har i fællesskab kreeret ”Cobra Speed Venom”, som markerer en tilbagevenden til Metal Blade Records.

Bedømt ud fra albummets start føler svenskerne sig hjemme her, for de starter albummet i flot stil: ”Destroyed By Madness” starter med dystre strygere, men slår så over i tung Death Metal, hvor melodiske guitarer understøtter Johan Lindstrands seje vokal. ”Iron Crown” fortsætter niveauet og sætter trumf på med et sejt omkvæd, men det hele kulminerer i ”In the Name Of Death”: Nummeret forener energi, tempo og et medrivende omkvæd - Det er et virkelig fedt track, som jeg spontant får lyst til at opleve sammen med andre headbangere.

Men så er det som om tingene går i stå for The Crown; det efterfølgende ”We Avenge!” bruger stort set samme virkemidler, men falder til jorden, og også resten af numrene mangler den spænding og selvstændighed, der præger albummets start. I stedet byder de ind med standardvarer, som ikke formår at overbevise trods en fornuftig afslutning. Så selv om det indeholder flere gode tiltag, er det derfor svært ikke at være lidt skuffet over Cobra Speed ”Venom”.

Tracklist:
1. Destroyed By Madness
2. Iron Crown
3. In the Name Of Death
4. We Avenge!
5. Cobra Speed Venom
6. World War Machine
7. Necrohammer
8. Rise In Blood
9. Where My Grave Shall Stand
10. The Sign of the Scythe
Samlet spilletid: 47:28

Læs mere...

Abinchova - Weltenwanderer

Abinchova kommer fra Schweiz, hvor bandet blev dannet i 2009. Emnet for denne anmeldelse er bandets tredje album, som man har givet titlen ”Weltenwanderer”. Som det efterhånden sker for mange bands, har også Abinchova financieret deres udspil via en crowdfunding kampagne.

Musikalsk er det en melodisk variant af Dødsmetal, som står på programmet; der er udmærket power i guitarer og rytmesektion, og frontmanden Arnaud Hilfiker supplerer med en grumt brølende vokal. Energien får dog slebet de skarpeste kanter af via en blød produktion, ligesom melodiske guitarer trækker i retning af det pæne. Det samme gør Nora Lang; hun har en ren og klar stemme, som kører parløb med Hilfikers og skaber et klassisk grum vokal / ren vokal set-up. I tilgift spiller hun violin, hvilket giver numrene en fin stemning.

På papiret er der således basis for at skabe noget specielt, men det sker ikke rigtigt. I de fleste numre har man satset på det sikre, og det er ikke nok med den snert af Folk, som violinen bidrager med. Samtidig er der flere numre, hvor melodierne er uinteressante, det lægger en dæmper på oplevelsen. Titlerne har ellers referencer til middelalderens folklore, men det passer kun delvist til opsætningen, trods violinen. Her fungerer det bedre at gå all-in som f.eks. landsmændene fra Eluveitie - Abinchowa kommer lidt på mellemhånd med deres stil. Jeg ender med at konstatere, at Abinchowa ikke udnytter deres chancer fuldt ud, og så ender albummet som en mellemgod sag.

Tracklist:
01. Präludium
02. Weltenwanderer
03. Lichtfänger
04. Schatzhüter
05. Eulenmann
06. Gewässerdieb
07. Nachtlied
08. Gestaltenwandler
09. Liedermacher
10. Pestwind
11. Tannkönig
12. Adlermädchen
13. Sennenpuppe
Samlet spilletid: 52:31

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed