fbpx

Sapiency - For Those Who Never Rest

“For Those Who Never Rest” er det tredje album fra Sapiency, og det første på Massacre Records. Bandet stammer fra Frankfurt og har eksisteret i godt ti år, som iflg. Presseteksten har været præget af mange udskiftninger. Og det er ikke tomme ord, for siden indspilningerne har man allerede skiftet ud på to positioner…
Numrene anføres af to vokaler; den ene dybt brølende, den anden skarpt hvæsende – kun den ene angives som ”ekstrem”, men jeg er ikke klar over hvilken. Det er også lige meget, for de supplerer hinanden godt, og giver numrene energi. Det samme gør musikken, specielt når Sapiency giver den gas. Og det gør de ofte, for hovedparten af numrene indeholder længere passager med masser af voldsom Metal. Den bliver ikke varieret synderligt meget, men power er der nok af.
Variationen skulle så gerne komme fra de melodiske indslag, som også er en del af stilen, og de melodiske omkvæd udgør også en stilmæssig modvægt. Desværre gør de ikke så meget andet, for melodierne er kun sjældent specielt fængende eller flotte. Derfor får Sapiency ikke udnyttet muligheden for at modsætningerne smelter sammen til noget større; i stedet ender de med to enkeltdele, som hver for sig lige mangler det sidste for at brænde igennem. Så trods enkelt lysglimt ender ”For Those Who Never Rest” som en udgivelse på mellemgodt niveau.

Tracklist:
1. Everest
2. Like Yourself (Feat. Tyler)
3. Dangerous Game
4. Revenge
5. Bleeding In The Sun
6. Thin Ice
7. Sick
8. C'est La Vie
9. Borderline
10. I Am Alive
11. Lucid Dreamer
12. Dropped Again
13. Like Yourself (Feat. Gerre & Tyler)
Samlet spilletid: 55:25

Læs mere...

The Black Dahlia Murder - Verminous

”Verminous” er titlen på det niende album fra The Black Dahlia Murder (TBDM), hvor hovedparten af indspilningerne er sket i guitaristen Brandon Ellis’ hjemmestudie. Og som for så mange albums før det, er har man valgt at give Tue Madsen ansvaret for miksningen. Resultatet kan alle involverede være godt tilfredse med, for lyden er rigtig god; der er både fylde og detaljer.
Her ville jeg gerne have fortsat med at skrive, at de 10 numre ligger på samme høje niveau, men det kan jeg ikke – for det gør de ikke, langtfra endda! Og det er ikke fordi der er noget i vejen med stilen, for numrene afvikles i pænt højt tempo med duga-rytmer, der giver et lidt thrashet skær – en tendens der forstærkes af Trevor Strnads vokal, som er mere skarp end brølende.
Problemet ligger ikke i mangel på energi, men på gnist, inspiration og alt andet, der kan skabe personlig og spændende musik. Numrene er gennemgående uinteressante, og kedsomheden lader ikke vente på sig. Guitarerne forsøger sig med fine soli og melodiske indslag, men kan kun pynte lidt på resultatet. Derfor skal vi helt hen til slutnummeret for at finde noget, der rykker for alvor. Det er ikke godt nok, og med henvisning til titlen vil jeg foreslå, at TBDM får fat i skadedyrsbekæmperen inden de går i studiet næste gang – denne kollektive off-day skuffer mig.

Tracklist:
1. Verminous
2. Godlessly
3. Removal of the Oaken Stake
4. Child of Night
5. Sunless Empire
6. The Leather Apron's Scorn
7. How Very Dead
8. The Wereworm's Feast
9. A Womb in Dark Chrysalis (Interlude)
10. Dawn of Rats
Samlet spilletid: 35:53

Læs mere...

Cauterizer - Subconscious

Siden 2013 har Cauterizer eksisteret i hjembyen Næstved, og efter at have spillet live forskellige steder i det sjællandske, besluttede man sig for at prøve kræfter med at gå i studiet. Det gjorde man tidligere i år i Sonne Studios, og resultatet er en EP med fire numre, som har fået titlen ”Subconscious”.

Der lægges ud med ”Rest In Peace”, som byder på udmærket groove og tilsvarende guitarmelodier. Nummeret får primært styrke fra en fint growlende vokal, som giver kant – en udmærket start.
Det efterfølgende ”Revoke” er lidt mindre hårdt, men har fin styrke i selve melodien. Vokalen er mere markant, og sætter sig i respekt. I det hele taget virker det som om bandet føler sig bedre hjemme her, og det fint afdæmpet mellemstykke med flot guitarmelodi og solo gør nummeret til udspillets bedste.
Tredje track er det instrumentale ”Aftermath”, som er mere Rock end egentlig Metal. Nummeret er ikke så markant og ligger kvalitetsmæssigt noget under de to første numre. Det samme gælder for afslutteren ”Ready To Say Goodbye”, hvor der satses mere på power end melodi. Nummeret kører som sådan ok, men er lige efter bogen uden meget personlighed.

Skal jeg finde en fællesnævner for de fire numre, er det forholdet mellem spilletid og indhold, der melder sig først: Numrene er en tand eller to for lange i forhold til deres indhold, og det gør dem uinteressante i længden. Det betyder ikke, at Cauterizer skal skele til slutnummerets titel – det betyder bare, at der stadig er meget arbejde tilbage i øvelokalet.

Tracklist:
1. Rest In Peace
2. Revoke
3. Aftermath
4. Ready To Say Goodbye
Samlet spilletid: 31:03

Læs mere...

Equilibrium - Renegades

Siden starten i begyndelsen af dette årtusind har Equilibrium stået for stort anlagt Metal i Paganstil, så da jeg fik bandets sjette album ”Renegades” til anmeldelse, forventede jeg mere af samme slags. Det er der også, men slet ikke i samme omfang som tidligere. I stedet henter bandet om mastermind René Berthiaume inspiration fra mange forskellige sider, så helheden får et bredere udtryk. Samtidig har teksterne skiftet tema, så myterne fra den nordiske mytologi er udskiftet med mere hverdagsagtige temaer. Om den musikalske kursændring skyldes to nye medlemmer, der er kommet til siden sidst, kan jeg kun gisne om.

Som nævnt optræder det paganagtige stadig, men primært i de melodier, der præger numre som ”Moonlight” og ”Hype Train”. Ellers er musikken mest præget af Death Metal, hvor sangeren Robse brøler aggressivt, men hvor den melodiske side bevares. Den sker dels via brug af keyboards, dels via en flot ren vokal, som den nye bassist Scar står for. Det giver numrene et varieret udtryk, hvor både hårde og mere bløde elementer kommer frem.

Men Equilibrium går et skridt videre: I “Path Of Destiny” får vi en omgang tysk Rap fra The Butcher Sisters – ikke noget der truer hverken Peter Fox eller Fanta 4, men det er meget nyt i denne sammenhæng, så man kan roligt sige, at tyskerne er rykket ind i nutiden på ”Renegades”.

Mod slutningen kan kvaliteten ikke helt holde trit med bredden, men de foregående numre har allerede sikret ”Renegades” en placering som det bedste Equilibrium album, der har passeret min anmelderstak.

Tracklist:
1. Renegades - A Lost Generation
2. Tornado
3. Himmel Und Feuer
4. Path Of Destiny
5. Moonlight
6. Kawaakari - The Periphery Of The Mind
7. Final Tear
8. Hype Train
9. Rise Of The Phoenix
Samlet spilletid: 42:28

Læs mere...

Urkraft - Our Treacherous Fathers

Efter næsten femten års eksistens, som resulterede i tre albums og turnéer i Europa, blev Urkraft lukket ned i 2009, og i de efterfølgende 10 år koncentrerede medlemmerne sig om andre musikalske projekter. Men nu er bandet gendannet og klar med et helt nyt album, ”Our Treacherous Fathers”.

Her er det tydeligt, at Urkraft ikke blot er gendannet for at score nemme penge, men virkelig har noget at byde ind med. De danske tekster, der prægede bandets tidligste arbejde, er siden blevet fortrængt af engelske – men de er ikke glemt. I denne omgang optræder de ganske vist kun i ”Håbets Tyranni”, men med sin intensitet er nummeret blandt albummets bedste. Det skyldes ikke mindst en stærk kombination af tung Metal og melodiske elementer, som Urkraft arbejder med i de fleste numre. Her er det værd at bemærke, at musikken ikke mister hårdhed, men i stedet vinder bredde ved, at der tilsættes lidt melodi hist og her. Skal man have en fornemmelse for stilen, er ”Primordial Diaspora” og ”Reap It All” glimrende steder at prøvesmage.

Generelt er numrene stærke, og når det rolige instrumentalnummer ”Å” med rolig melodi lader lytteren komme ned og lande efter de foregående otte numres energi, er det samtidig en afrunding af et flot comeback fra Urkraft.

Tracklist:
1. Place of Coldness
2. Primordial Diaspora
3. Our Treacherous Fathers
4. Reap It All
5. Håbets tyranni
6. The Horrors of an Empty Tomb
7. Descended Shadows
8. Crown of Blood
9. Å
Samlet spilletid: 33:06

Læs mere...

Urkraft, Royal Metal Fest 2019

Der var Hatesphere. Der var Mnemic. Der var Raunchy, der var Dawn of Demise, og der var Koldborn. Og så var der Urkraft.

Den nævnte rækkefølge svarer stort set til, hvorledes min opmærksomhed fordelte sig på de nye, toneangivende danske metalgrupper i starten og midten af 00’erne. Det eneste, jeg stort set har vidst om Urkraft, var, at de i hvert fald spillede metal. Og altså var fra Danmark.

Siden back when har de åbenbart været gået i opløsning, og nu er de så blevet gendannet. Det er meget fint; så kan jeg også endelig få dem hørt.

Mit umiddelbare indtryk er, at Urkraft spiller metal. Det er ræddi hårdt og tungt og hurtigt; vokalen er noget ræddi bistert råveri, men så er der selvfølgelig også nogle enkelte melodiske anstrøg. (Hey, beskrev jeg lige halvdelen af alt metal i verden dér?)

Indrømmet: Lige nu sidder jeg faktisk mest og venter på at se Suffocation lige om lidt. Jeg er pissestiv; det har været en lang weekend. Jeg genkender intet af Urkrafts musik, men jeg har hørt meget af den før i andre sammenhænge. Der er ingen elementer, der for alvor står ud. Men det er superstramt spillet, og lyden er knivskarp.

Urkraft er slet ikke ringe. Måske er det bare mig, der er for fraværende til at bemærke nogen mindeværdigheder. Men måske er der også andre grunde til, at min opmærksomhed fordelte sig på de nye, toneangivende danske metalgrupper i starten og midten af 00’erne, således som flertallets opmærksomhed nu engang gjorde det.

 - Koldborn og Dawn of Demise var fornuftige bud på dødsmetal af den henholdsvis mere oldschool og tekniske art.
 - Raunchy havde højere til loftet end nogen Fleshgod Apocalypse- eller senere Dimmu Borgir-skive. Og deres fusion mellem skamløst catchy melodier og hård, moderne metal var langt mere smagfuld og original end alle de dér skide Killswitch Engage-wannabe’s, der jo fandme var ved at udvande halvdelen af hele fænomenet metal i en kort, skæbnesvanger periode.
 - Mnemic havde hele deres industrielt-futuristiske sound. De havde styr på effektiv midtemposandskrivning og undgik således at blive sat i bås som en Fear Factory-klon, ligesom de var lykkeligt foruden de værste sirupsmelodier.
 - Hatesphere havde langt mere krudt i røven end de andre, og i deres heyday var de velsignet med et line-up bestående af farverige, karismatiske og fandme sympatiske personager, der tilsammen udgjorde mere end summen af enkeltdelene.

Urkraft anno 2019 minder mest af alt om en flok gymnasielærere og pædagogmedhjælpere, der tilfældigvis hygger sig med at spille metal i fritiden uden at have ambitioner om at komme meget længere end måske Pumpehuset eller Amager Bio. Jeg aner ikke, om det forholder sig sådan, men det er det indtryk, jeg får.

Ja: Jeg lyder kynisk, og jeg håber vitterlig ikke, jeg hiver gassen for meget ud af nogen stort opsat reunion-ballon. Men der er ikke ét område, hvorpå Urkraft gør noget i højere, hurtigere, vildere eller sjovere grad end nogen anden indenfor hverken deres genre eller deres hjemland. Jeg kan godt lide deres musik, fordi jeg godt kan lide metal, og som med tilfældet Taake i går skal jeg nok kompensere for min manglende opmærksomhed med en 4/6’er.

Alt andet lige er det også bedre, at Urkraft øger mængden af metal i verden, end hvis de f.eks. havde spillet reggaeton. Fuck, jeg hader reggaeton.

Læs mere...

Children of Bodom - Hexed

Selvom Children of Bodom har nået sølvbryllupsalderen, er det kun anden gang, de optræder i min anmelderstak. Det sker med bandets tiende album, ”Hexed”, som samtidig er første fuldlængde med den nye guitarist Daniel Freyberg.

Umiddelbart er der ikke så meget nyt under solen, for de finske veteraner lægger ud i den vante stil: Højt tempo, masser af fængende guitarmelodier suppleret med keyboards og en dejligt rå vokal leveret af bandets hovedmand, Alexi Laiho. Sådan forløber albummets fire første numre og viser, at de stadig formår at blande energi og melodi på en overbevisende måde. Men fire numre i samme stil er også nok, så heldigvis er resten af ”Hexed” mere blandet: ”Kick in a Spleen” er mere vred og mindre melodisk, ”Relapse (The Nature Of My Crime)” har et fedt drive med Laiho i topform, og ”Say Never Look Back” har ekstra kant trods det melodiske indhold.

Men man skal passe på med af undervurdere energien i Children of Bodoms musik – den ikke-aggressive produktion runder en del kanter af, men musikken besidder ret så meget power – jeg kan forestille mig, at de er rigtig skarpe i live-sammenhæng. Og trods et par numre som træder vande, fremstår ”Hexed” som en udmærket samling numre fra den melodiske side af Death Metal spektret.

Tracklist:
1. This Road
2. Under Grass And Clover
3. Glass Houses
4. Hecate's Nightmare
5. Kick in a Spleen
6. Platitudes And Barren Words
7. Hexed
8. Relapse (The Nature Of My Crime)
9. Say Never Look Back
10. Soon Departed
11. Knuckleduster
Samlet spilletid: 44:41

Læs mere...

Soilwork - Verkligheten

Melodisk Dødsmetal har meget længe været en svensk paradedisciplin, og Soilwork har været et af de markante navne siden starten i 1990’erne. I dag, hvor bandet udsender sit studiealbum nummer elleve, er der kun sangeren Björn “Speed” Strid tilbage fra det originale line up, men Soilwork har fået et dansk islæt, idet Bastian Thusgaard har overtaget Dirk Verbeurens plads bag trommerne.

Numrene på ”Verkligheten” følger en opbygning, hvor der lægges hårdt ud med masser af power, for så at slå over i mere melodiske og blidere toner. Det betyder, at numre som ”Arrival” og ”When The Universe Spoke” starter som lyn og torden med enorm energi, mens ”Full Moon Shoals” har lækkert groove og spændende rytmer, og ”Stålfågel” trækker synthesizeren frem til guitarerne. Fælles for numrene er, at det voldsomme hurtigt afløses af anderledes blide toner.

Det virker næsten som om bandet bliver forskrækket over, hvor fedt det kører, og derfor skynder sig at kompensere ved at lade det melodiske tage over. Det koster naturligt energi, og gør oplevelsen mindre intens, hvilket virkelig irriterer mig – den melodiske side af sagen er som oftest udmærket, men hvorfor ikke fortsætte når tingene kører godt? Her er det selvfølgelig positivt at råde over så varieret en sanger som Strid, som klarer de vildeste brøl og de rene passager lige overbevisende og med samme lethed. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at Soilwork kunne have fået meget mere ud af deres materiale …

Tracklist:
01. Verkligheten
02. Arrival
03. Bleeder Despoiler
04. Full Moon Shoals
05. The Nurturing Glance
06. When The Universe Spoke
07. Stålfågel
08. The Wolves Are Back In Town
09. Witan
10. The Ageless Whisper
11. Needles And Kin
12. You Aquiver
Samlet spilletid: 50:17

Læs mere...

Nothgard - Malady X

Efter at have udgivet deres første tre albums på tre forskellige selskaber, skrev tyske Nothgard tidligere på året en kontrakt med Metal Blade Records for flere albums. ”Malady X” er det første af disse, og at dømme ud fra presseteksten er det kreeret af musikere med selvtilliden helt i top.

Efter en pompøs symfonisk intro byder titelnummeret med et ”Welcome to the Show” indenfor i bandets musikalske verden; her er det Death Metal med melodiske guitarer, stemningsfyldte keyboards og leadguitaristen Dom R. Creys brølende, men ikke specielt varierede vokal, der er i centrum. Nummeret spilles i højt tempo, det samme gør ”Epitaph” og ”Serpent Hollow” – i alle tre numre minder Nothgard mig om kollegerne fra Omnium Gatherum.

I andre numre som “Shades Of War” og “Fall Of An Empire” er stemningen mørkere og på en måde mere alvorlig – i sidstnævnte får man fornemmelsen af, at iagttage et lurende rovdyr – det er ret cool. Desværre er ikke alle numre lige så spændende, for selvom flere gæster optræder på albummet, er der også ret ordinære ting på tracklisten. I sidste ende er de positive elementer alligevel lige netop nok til at trække fire stjerner hjem til Nothgard, så selv om træerne ikke vokser ind i himlen, har Nothgard alligevel noget at have deres selvtillid i.

Tracklist:
1. Voyage To Decay (Intro)
2. Malady X
3. Shades Of War
4. Guardians Of Sanity
5. Epitaph
6. Deamonium I
7. Serpent Hollow
8. Devil Will Know
9. Fall Of An Empire
10. Herald Of Death
11. Black Horizon (Instrumental)
Samlet spilletid: 45:28

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Arch Enemy

ARCH ENEMY_1Ace of Spades brager udover højtalerne og varsler starten med den glimrende ”The World Is Yours”. Allerede herfra er det en betydeligt mere selvsikker fremtræden der diskes op med sammenlignet med fire år siden. Sætlisten er ikke markant anderledes, men Arch Enemy spiller simpelthen bare bedre sammen – eller mere overbevisende. Alissa er i sandhed faldet godt til.

Den kraftige vind er stadig en hindring, men der er en del bedre styr på lyden ift. tidligere, og så begynder lysshowet også stille og roligt at komme til sin ret. Med de dertil skiftende bannere på scenen ser det visuelt godt ud. ”My Apocalypse” kommer tidligt i sættet og får den gamle garde op på dupperne. Der er glimrende fyldt op, og med rette: svenskerne er på mærkværdig vis et rimelig sjældent syn på vores breddegrader, så det er noget med, at fange dem når de endelig er her.

Naturligvis er der fokus på de sidste to albums, værende de to med Alissa i front, men det er nu de gamle slagere der trækker de største bifald. Med det sagt er de nye sange så meget mere slagkraftige fordi bandet ejer dem – bare tænk tilbage på den kradsbørstige ”As The Pages Burn”. Så kan ”Anthems Of Rebellion” og naturligvis ”Doomsday Machine” godt være bedre albums, men det betyder ikke alt i en livesammenhæng. I dag er Arch Enemy her under alle omstændigheder for at underholde, og med succes: Alissa er langt det meste af tiden i direkte kontakt med publikum, om det så er diverse crowdcontrol-teknikker eller bare opråb og lignende, der bliver ikke givet slip.

Og det lykkes, i hvert fald delvist: både mosh og crowdsurfing at spotte, så foruden en hel del lyttere er der en fanbase til stede – og med både forholdsvis nylig udskiftning af forsanger, det faktum, at de sjældent er forbi ELLER at Arch Enemy for de fleste nok HAR haft deres storhedstid... så er det imponerende i sig selv. Det bliver til en underholdende times tid glimrende afsluttet af ”We Will Rise” og ”Nemesis” – og foruden lidt lydproblemer, så holder det. Ikke noget exceptionelt, men veludført og rimeligt underholdende. Kære danske bookere, giv dem nu et headlinershow i hovedstaden. Det kan de sagtens bære.

Sætliste:
1) – The World Is Yours
2) – War Eternal
3) – My Apocalypse
4) – The Race
5) – You Will Know My Name
6) – Ravenous
7) – The Eagle Flies Alone
8) – First Day In Hell
9) – As The Pages Burn
10) – We Will Rise
11) – Nemesis
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed