fbpx

Voyager - Ghost Mile

Australske Voyager udgav selv dette album i 2017, men har siden skrevet kontrakt med Season of Mist, som giver det en chance for at møde et større publikum. I den forbindelse studser jeg over pladeselskabets genrebetegnelse, som de angiver til Pop/Progressive – den kombination er jeg ikke stødt på før.
Pop forbinder jeg oftest med letfordøjelig og overfladisk musik, men det er uretfærdigt at bruge betegnelsen på Voyagers musik! Godt nok har numrene melodiske omkvæd, som er ret iørefaldende, og Danny Estrin synger rent – Men det gør ikke musikken til Pop!
Og slet ikke, når man lytter til de skæve og varierede rytmiske mønstre, som numrene også indeholder – tag for eksempel numrene ”Lifeline”, ”Ghost Mile” og ”Lost” - her rammer Voyager den progressive musik spot on, og resultatet minder mig om et band som Leprous.
At Voyager giver den lidt mere gas i livesammenhæng, viser de i de tre sidste numre, som er optaget til forskellige koncerter, og endda indeholder et Trance-indlæg til ære for de hollandske tilskuere.
”Ghost Mile” er ikke verdens mest udfordrende udgivelse inden for Prog Metal, men albummet byder på god underholdning, og viser et band med et sikkert greb om tingene. Derfor fortjener det et lyt, trods den vildledende genrebetegnelse.

Tracklist:
01 Ascension
02 Misery Is Only Company
03 Lifeline
04 The Fragile Serene
05 To The Riverside
06 Ghost Mile
07 What A Wonderful Day
08 Disconnected
09 This Gentle Earth
10 As The City Takes The Night
11 Ghost Mile (Live)
12 The Meaning of I (Live)
13 Lost (Live)
Samlet spilletid: 63:04

Læs mere...

Novelists FR - C'est La Vie

Novelists FR er fra Paris, og blev startet tilbage i 2013. Året efter udkom den første EP, og i 2015 var det tid for det første album, ”Souvenirs”, som blev efterfulgt af ”Noir” to år senere. Nu er franskmændene så klar med ”C'est La Vie”, som udsendes på Arising Empire, der er Nuclear Blast Records’ sublabel for bl.a. Metalcore.
Teknisk set kan betegnelsen Metalcore forsvares i beskrivelsen af albummet, for numrene indeholder de genretypiske skift mellem rene vokaler og brølende udgaver. Når det er sagt, så fylder de melodiske sider af sagen langt det meste af spilletiden, og efterlader klart det kraftigste aftryk hos mig. I numre som ”Somebody Else”, ”Deep Blue” og ”Rain” dominerer det melodiske næsten totalt, men får også en snert af progressivt via lækre guitarløb i baggrunden. Albummets melodiske yderpunkt er balladen ”C'est La Vie”, hvor en kvindelig vokal gør nummeret til en duet, men hvor musikken ikke er egentlig Metal, men tilbagelænet Rock.
Novelists FR har også en hårdere side, som kigger frem i det Nu Metal inspirerede ”Lilly”, men bryder igennem i ”Modern Slave” og ”Kings Of Ignorance”. Her er tempoet øget, og de hakkende rytmer giver sammen med en noget mere fremtrædende brølevokal en direkte aggressiv stemning. Den øger selvfølgelig skarpheden, men det er ikke nok til, at den samlede balance forrykker sig: ”C’est La Vie” er et udspil i den blødere ende af skalaen, som trods flere udmærkede tiltag ikke formår at blive rigtigt spændende.

Tracklist:
1. Somebody Else
2. Deep Blue
3. Lilly
4. Modern Slave
5. C'est La Vie
6. Head Rush
7. Kings Of Ignorance
8. Rain
9. Human Condition
Samlet spilletid: 37:04

Læs mere...

Evergrey - The Atlantic

I 2014 vendte Evergrey stærkt tilbage med albummet “Hymns for the Broken” efter en lang periode med slatne albums, som slet, slet ikke kunne hamle op med værker som “In search of Truth” (2001), “Recreation Day” (2003) eller “The inner Circle” (2004) for den sags skyld. “Hymns for the Broken” gik lige i løgene på mig, og jeg kvitterede med 6/6 stjerner, og er den dag i dag stadig Evergreys svendestykke i min verden. Kunne det nye album mon slå Svendestykket af pinden - Nej, på ingen måde, men det er stadig et fedt album.

“The Atlantic” oser af stemning og atmosfære hvor der er ufatteligt mange lag i musikken; Stærke tunge og skæve riffs, dynamiske overgange mellem det mørke og progressive element i musikken samt lækre soli som fungerer aldeles glimrende. De umiddelbart bedste numre som “A Silent Arc”, “End Of Silence”, “The Beacon” og “This Ocean” viser Evergrey fra deres bedste side. Der er stor variation i musikken som eksempelvis den meget tilbagelænede “Departure” med flot pianostykke som gennemgående tema.

Evergrey har med “The Atlantic” måske lavet deres mest varierede plade til dato, dermed ikke sagt at det er deres bedste, for det synes jeg som sagt ikke det er - eksempelvis er  omkvædet i “All I Have” lidt kedeligt, og bliver gentaget for mange gange, og det trækker niveauet lidt ned. Alligevel har Evergrey endnu engang bevist hvor dygtige musikere de er, og albummet er lige en tak bedre end deres forrige album “The Storm Within”, hvorfor jeg kvitterer med 4,5 stjerne.

 

Tracklist:

  1. A Silent Arc
  2. Weightless
  3. All I Have
  4. A Secret Atlantis
  5. The Tidal
  6. End Of Silence
  7. Currents
  8. Departure
  9. The Beacon
  10. 10. This Ocean

Samlet spilletid: 53:56

Læs mere...

Artillery - The Face Of Fear

Det er lige før man kan stille sit ur efter Artillerys udgivelser; siden deres første album efter gendannelsen, ”When Death Comes”, har de med en enkelt undtagelse udsendt et nyt studiealbum hvert andet år. Det nyeste hedder ”The Face Of Fear”, og som det har været tilfældet en del gange nu, er det Søren Andersen, som har stået for produktionen.

Efter deres tilbagekomst for efterhånden ti år siden, er der kommet mere melodi ind i Artillerys numre, og det er blevet en stærk del at helheden. Den position er ikke blevet svækket på det nye udspil, snarere tværtimod. Det skyldes først og fremmest, at numrene er udstyret med stærke melodilinjer (som i ”Thirst For The Worst”) og meget fængende omkvæd – stærkt i ”Crossroads To Conspiracy”, som har fint råbe-med potentiale, men bedst i ”Through The Ages Of Atrocity”, hvor tekst og musik passer usædvanligt godt sammen.) Her trækker det ikke fra, at Michael Bastholm leverer en af sine stærkeste præstationer i front for bandet; en stærk og alsidig vokal, som også ville passe ind i Power Metal.

En enkelt gang kommer både han og resten af bandet dog til kort: Det sker i ”Pain”, som indeholder mange klichéer, men ingen godbidder, og derfor ender langt under Artillerys vanlige standard - det bliver der sat en tyk streg under i alle andre numre.

Artillery har ikke glemt at de er et Thrash band, og albummet byder på masser af fede riffs og uptempo Metal – helt som vi forventer det. Numrene er endda lidt mere rå i kanten takket være en mere upoleret produktion and vanligt.

Trods det ene udfald er ”The Face Of Fear” et derfor stærkt udspil, hvor Artillery igen viser, at de håndterer energisk Metal og melodiske elementer med lige stor sikkerhed.

Tracklist:
1. The Face Of Fear
2. Crossroads To Conspiracy
3. New Rage
4. Sworn Utopia
5. Through The Ages Of Atrocity
6. Thirst For The Worst
7. Pain
8. Under Water
9. Preaching To The Converted
Samlet spilletid: 34:58

Læs mere...

Vreid - Lifehunger

Selv om jeg ikke tidligere har anmeldt udgivelser fra norske Vreid, er jeg stødt på bandets fortolkning af Black Metal, som går i lidt forskellige retninger, alt efter hvilken et af deres i alt otte albums, man får fat i. Er stilen variabel, så er bandet til gengæld yderst stabilt, når det gælder line-uppet: Siden starten i 2004 er der kun ændret på en enkelt position.

Stilen på ”Lifehunger” ret så klassisk Black Metal, så en beskrivelse indeholder traditionelle elementer som eksplosive blastbeats, tremoloanslag på de seksstrengede og en skrigende vokal. Den beskrivelse kan bruges på stort set alle udgivelser i den Sorte afdeling, så man kan stille spørgsmålet: ”Er albummet bare kønsløs stangvare?”

Til det kan jeg kun svare NEJ, for musikken er både personlig og alt andet end kønsløs. Numre som ”One Hundred Years” og titelnummeret har et lækkert drive, mens ”Black Rites in the Black Nights” og ”Sokrates Must Die” er mere pågående og aggressive. Samtidig lykkes det for Vreid at give genren et lidt mildere udtryk uden, at det koster power – her spiller den lidt knapt så voldsomme produktion en rolle. Samtidig har numrene flotte melodier, så selv om ”Hello Darkness” med sin let vrængende retrostil falder lidt ved siden af, indeholder de resterende tracks rigeligt med kvalitet til, at det ottende album fra Vreid får en et Thumbs Up med fra mig.

Tracklist:
1. Flowers & Blood
2. One Hundred Years
3. Lifehunger
4. The Dead White
5. Hello Darkness
6. Black Rites in the Black Nights
7. Sokrates Must Die
8. Heimatt
Samlet spilletid: 38:39

Læs mere...

At The Gates - To Drink From The Night Itself

Svenske At The Gates siges jo at være frontløberne af 90’ernes “The New Wave of Swedish Death Metal. Indrømmet, jeg har ikke dyrket bandet synderligt meget - faktisk så lidt, at det eneste album jeg har lyttet til og ejer, er det meget kritikerroste “Slaughter Of The Soul”. Bandets nye album “To Drink From The Night Itself” er på gaden, så “here goes nothing”

Pladen lægger ud med en lækker akustisk guitar intro, som leder til det superfede titelnummer med fuld smadder på. Herfra virker lydbilledet generelt mere tilbagelænet og melodisk end “Slaughter Of The Soul”. Der er en kraftigere stemning af melankoli og masser af atmosfære i forhold til førnævnte album, hvor især nummeret “Daggers Of Black Haze” bliver et, man lægger mærke til. Ellers må jeg desværre komme til den konklusion, at numrene lyder meget ens, hvor kun få numre skiller sig ud som eksempelvis “The Colours Of The Beast” med dets tunge drive og semi akustiske guitar stykker, samt de to sidste numre, som også skiller sig ud på den gode måde.

Jeg har aldrig været den helt store fan af At The Gates, måske fordi jeg aldrig helt har givet dem chancen. Om det så er godt eller skidt, at musikken er blevet mere melodisk, tilbagelænet med hang til atmosfære i stedet for bare at thrashe derudaf, skal jeg lade være op til den enkelte lytter. Jeg kunne ihvertfald bedre lide “Slaughter Of The Soul”, hvor dette album desværre aldrig kryber ind under huden for alvor.

Tracklist:
1. Der Widerstand (01:28)
2. To Drink From The Night Itself (03:23)
3. A Stare Bound In Stone (04:08)
4. Palace Of Lepers (04:05)
5. Daggers Of Black Haze (04:42)
6. The Chasm (03:21)
7. In Nameless Sleep (03:37)
8. The Colours Of The Beast (03:50)
9. A Labyrinth Of Tombs (03:30)
10. Seas Of Starvation (03:56)
11. In Death They Shall Burn (03:59)
12. The Mirror Black (04:42)
Samlet spilletid: 44:48

Læs mere...

Wolves Among Us - Collapse

Nej, det er ikke en fejl, at jeg har linket denne anmeldelse til facebooksiden for E’nemia; det er nemlig nordjyderne, der nu udgiver debutalbummet ”Collapse”. At det sker under navnet Wolves Among Us skyldes, at bandet var blevet trætte af det gamle navn og ikke længere følte, at det passede til deres musik.

Stilmæssigt holder de fast i Metalcore, så numrene følger traditionen og består af melodiske passager anført af rene vokaler på den ene side, og mere rå afsnit med brølende front på den anden. I de sidstnævnte brøler frontmanden Jimmy Bertelsen energisk, men ikke ekstremt; jeg kan ikke rigtig føle vreden. Den ledsagende musik har udmærket kant, ikke mindst takket være en produktion, som ikke er for clean.

Alligevel er det ikke her, ulvene scorer flest point, den melodiske side af sagen står nemlig meget stærkere. Gennemgående er numrene udstyret med flotte melodier, som hurtigt fænger og sætter sig fast. Et par af dem er ekstra stærke og værd at fremhæve: ”Icarus”, som opfordrer til at forfølge sine drømme, og det afsluttende ”Save Me”, hvor Aalborg-bandet sætter en tyk streg under deres evne til at skrive flotte numre.

Om det skyldes det nye navn eller ej, så Wolves Among Us begået en glimrende debut; selv om det melodiske er i fokus, har albummet tilstrækkeligt med bid til, at skabe balance i tingene.

Tracklist:
1. Collapse
2. Far From Serenity
3. Icarus
4. Nightmare
5. Fusion
6. Double Standards
7. Mirrors and Monsters
8. Deliverance
9. Save Me
Samlet spilletid: 37:06

Læs mere...

Burden of Grief - Eye Of The Storm

Med en historie, der går tilbage til 1994, må Burden of Grief regned blandt de solidt etablerede bands på den tyske scene for Death- og Thrash Metal. Selv om bandet befinder sig tæt på 25 års jubilæum, er ”Eye Of The Storm” kun det syvende album, så man tager sig god tid; i dette tilfælde ligger der fire års arbejde bag udgivelsen.

Den tid har man brugt på at skrive og indspille elleve numre, hvor en kerne af Thrash Metal bliver suppleret med et skud Dødsmetal. Det hele bliver rundet af via melodiske guitarer, der skaber balance i tingene.

Man kunne frygte, at kombinationen ville fremstå uden hårdhed, men det sker heldigvis ikke. Det sikrer kombinationen af Mike Huhmanns fint brølende vokal og en produktion, der ikke drukner musikken i glasur, men i stedet lader den beholde kant. Og kant, det har numrene; i f.eks. ”Wolf Moon” er det melodiske koncentreret i omkvædet, mens versene indeholder meget lidt melodi. Det giver nummeret dynamik, og kædes fint sammen af guitarerne.

I det efterfølgende ”Killing Spree” drønes afsted i mere traditionel Thrash stil, igen med fint supplement af melodi.

De resterende numre byder på nogle af de samme ingredienser, blot med forskellig vægt og generelt udmærket niveau. Herfra stikker ”Maze Of Absurdity” ud som ekstra vellykket, og havde der været flere tracks af den kaliber, havde det rakt til fire stjerner.

Tracklist:
1. Inception (Intro)
2. Eye Of The Storm
3. The Angel
4. Broken
5. Wolf Moon
6. Killing Spree
7. Breathe One's Last
8. A Dying Breed
9. Maze Of Absurdity
10. Zero Gravity
11. The Funeral Cortege
Samlet spilletid: 42:56

Læs mere...

Frozen In Time - The Edge of Nothing

Da Frozen In Time blev dannet tilbage i efteråret 2011 på Vestbirk Musik- og Sportefterskole, var det især navne som Metallica og Avenged Sevenfold, der inspirerede. Med tiden er stilbarometeret begyndt at pege mere i retning af det melodiske, hvilket høres tydeligt på bandets anden EP, ”The Edge og Nothing”.

Rent teknisk er der masser af Metal i bandets musik; f.eks. har guitarerne i ”Unfold” udmærket kant, ligesom starten med bas og trommer i det afsluttende titelnummer er rimelig tung. Alligevel fremstår EP’en mere som Rock end egentlig Metal, og det er der flere grunde til: Først og fremmest er produktionen, som bandet selv har stået for, virkelig blød. Det betyder, at alle tiltag til Metal bliver kastreret, så de lyder mere som blød Rock. Dernæst er der omkvædene, som er iørefaldende og flot fremførte, men som ikke kommer til deres ret, fordi de mangler et hårdt modstykke i musikken. Og endelig er der frontvokalen, som stemmemæssigt minder mig meget om Tim Christensen; det leder automatisk tankerne i retning af Dizzy Mizz Lizzy. Hver for sig er elementerne okay, man det samlede resultat fungerer ikke efter hensigten. Med en mere skarp produktion, der fremhæver musikkens hårde sider og på den måde skaber kontrast til musikkens melodiske side, havde denne EP været helt anderledes spændende. Men i sin nuværende form er helheden for ensartet, og numrene flyder sammen; derfor fanger de mig ikke.

Tracklist:
1. Unfold
2. Lost Cause
3. Let It Out
4. Stand Your Ground
5. The Edge of Nothing
Samlet spilletid: 23:20

Læs mere...

Wintersun - The Forest Seasons

Her er et album, hvor titlen ikke bare antyder indholdet, men beskriver det præcist: "The Forest Seasons” omhandler årstidernes skiften i en mystisk skov, fortalt i fire numre. Albummet er det tredje fra finske Wintersun, og er finansieret via en crowdfunding kampagne.

Åbningsnummeret lever også op til sin titel, for det hele starter stille og roligt med en troværdig gengivelse af, hvordan naturen vågner efter vinteren. Snart slår det hele over i Metal, hvor Jari Mäenpää præsterer en meget markant vokal: Den er lidt raspende og skærer igennem rummet på en aggressiv facon. Det aggressive får imidlertid ikke lov til at dominere, for toppen fjernes via rigelige mængder bløde keyboards, så det hele ender upersonligt. De er også fremme i ”The Forest That Weeps”, som trods højere tempo heller ikke formår at imponere.

Heldigvis er tingene meget anderledes skruet sammen i albummets efterårsopus ”Eternal Darkness”: Her er stemningen dyster, Metalpassagerne er noget tungere og mere intense, og sammen med kombinationen af buldrende trommer og højtidelige vokaler gør det nummeret til albummets klart mest interessante.

Den position bliver ikke truet af slutnummeret ”Loneliness”, for selv om der bydes på meget lækkert guitararbejde, ender det mere hyggeligt end interessant. Det er et billede, som dækker albummet godt, og hvis ikke det var for det nævnte highlight, var karakteren endt under middel.

Tracklist:
1. Awaken From The Dark Slumber (Spring)
2. The Forest That Weeps (Summer)
3. Eternal Darkness (Autumn)
4. Loneliness (Winter)
Samlet spilletid: 54:00

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed