fbpx

Ereley - Diablerie

Et konceptalbum, som bygger på ideen om, at vi fødes rene og uskyldige, men via vore valg skubber balancen mod enten det lyse eller det mørke, er hvad tjekkiske Ereley udsender med ”Diablerie”. Albummet er bandets andet, og historien fortælles fra perspektivet af en mand med flest valg i den mørke retning.
Starten er præget af halvtung Metal, hvor musikken varierer sit udtryk pænt meget, uden at det ender i opvisning. I stedet er de flerstemmige vokaler i centrum, og det er tydeligt, at de første numre primært bruges som værktøjer til at fortælle historien. Det er også ok, men bliver lidt langt – specielt fordi det tredje nummer er ret stillestående.
Herefter bliver der heldigvis lukket mere op for godteposen, så der bliver plads til mere voldsomme passager. Konkret betyder det passager med aggressive stortrommer og guitarer, men også mere rå vokaler. Musikken bliver hårdere, men aldrig ekstrem; Ereley holder lidt igen for at kunne fastholde det fortællende element. Og det gør de udmærket, for numrene er meget varierede i udtryk, så genrens rammer bliver udnyttet fint – den klassiske start i ”Enchantress” er et udmærket eksempel.
Mod slutningen er det som om, at alle tråde skal samles, og musikken bliver igen bremset lidt i sin fremdrift. Det gør de sidste numre en smule ensidige, men er kun en lille streg i regningen; Ereley har med ”Diablerie” skabt et alsidigt og til tider ret spændende album.

Tracklist:
1. Diablerie
2. Nephilim
3. Room 666
4. Hex
5. Boogie Man
6. Enchantress
7. Beast
8. Flames Of Deliverance
9. Love And Hate
10. Burning Hell
Samlet spilletid: 54:14

Læs mere...

Crystal Eyes - Starbourne Traveler

Det ottende album fra Crystal Eyes byder på flere nyheder: Henrik Birgersson og Jonatan Hallberg er nye medlemmer på hhv. trommer og guitar, men måske mere interessant er det, at Mikael Dahl denne gang ikke har stået som eneste sangskriver, men i stedet bidraget med demoer, som bandet så har gjort færdige i fællesskab.
Resultatet indeholder igen Heavy Metal efter klassisk opskrift, men selv om Crystal Eyes er inspireret af navne som Judas Priest og Iron Maiden, nøjes svenskerne ikke med at følge i deres fodspor. I stedet tilføjer de numrene et skud Power Metal via højtidelige temaer og high pitch hvin, men også en snert af Pagan eller Folk Metal, hvilket giver numrene en stemning, som mange nok vil kalde nordisk. Denne stil er fremherskende på albummets første del, og så længe elementerne balancerer, kører det fornuftigt for Crystal Eyes – musikken er indbydende og nem at blive dus med, og den bløde produktion skræmmer ingen væk..
Desværre formår bandet ikke at holde dampen oppe, de er nærmest som et håndboldhold, der får gummiarm. Konkret betyder det, at numrene mister mere og mere kant, efterhånden som man lytter sig igennem albummet. Derfor møder man både den pibende ballade ”In The Empire Of Saints” og ”Midnight Radio”, som bare er ideforladt Hardrock.
Jeg kan sagtens leve med, at Crystal Eyes satser på en mindre voldsom tilgang til musikken, men de ender med at overdrive det pæne; derfor kan albummet kun lige skrabe tre stjerner til sig.

Tracklist:
1. Gods Of Disorder
2. Side By Side
3. Extreme Paranoia
4. Starbourne Traveler
5. Corridors Of Time
6. Paradise Powerlord
7. Into The Fire
8. In The Empire Of Saints
9. Midnight Radio
10. Rage On The Sea
Samlet spilletid: 44:27

Læs mere...

Unherz - Mainstream

Tysksproget Rock har aldrig været noget stort i Danmark, men i de lande hvor tysk er modersmålet, er sagen naturligvis helt anderledes. Et af de mest produktive navne indenfor genren er Unherz, som med "Mainstream” nu udsender deres 8. album – temmelig imponerende for et band med kun 10 år på bagen.
De åbner fint med titelnummeret, som kører frem i pænt tempo, og med fint markerede guitaranslag. Et andet nummer, som fortjener at blive fremhævet, er ”Schreie in der Nacht”, som via godt med boogie minder mig om Rodgau Monotones.
De fleste af de resterende numre lever lige lovlig meget op til titlen; musikken er nærmest skræddersyet til at kunne indgå i de fleste sammenhænge uden at støde nogen; lidt for hyggeligt, lidt for ufarlig. Det er i sig selv kedeligt, men forværres af, at Unherz netop har noget på hjerte og i deres tekster forholder sig kritisk til samfundet. Her udstilles vores hang til selveksponering (”Mainstream“), vanrøgtede børn (”Hänsel und der Nachbar”) og griskheden i sportens verden (”F.I.F.A.“). Teksterne er godt skrevet, de har bid og havde fortjent en bedre musikalsk ramme som udstillingsvindue. Da der samtidig er lidt for mange uinteressante numre på tracklisten, er det teksterne, der trækker karakteren op på tre stjerner – men da de er på tysk, er det nok de færreste herhjemme, der nyder godt af det.

Tracklist:
1. Intro
2. Mainstream
3. Beichtstuhl oder Sündenpfuhl
4. König ohne Krone
5. Schreie in der Nacht
6. Hänsel und der Nachbar
7. Leben am Limit
8. Ihr wisst es nicht
9. Unsere Art
10. Hornhaut am Arsch
11. F.I.F.A.
12. Eigene Legende
13. Drachenflügel
14. Fluch der Zeit
15. Marie
Samlet spilletid: 65:52

Læs mere...

Izengard - Angel Heart

Bandet Izengard kommer fra England, og albummet ”Angel Heart” er deres første udgivelse. Bandet er vokset ud af et samarbejde mellem sangeren Ian Ainsworth og guitaristen Den Tietze, som siden er vokset til et fem mand stærkt band. Albummet er produceret og mikset af Paul Hume i Summerbank Studio.
På deres debut holder Izengard sig til Hard Rock af ret klassisk art; pladeselskabet kalder stilen for ”symfonisk”, men det er en overdrivelse – godt nok er der rigtig meget keyboard i numrene, men de har slet ikke en struktur, der retfærdiggør den beskrivelse. I stedet er numrene traditionelt opbygget med guitarriffs og mere melodiske passager. Når tempoet er til den friske side, og når Tietze finder træder i karakter, fungerer det ganske fornuftigt for englænderne – det gør første og sidste track til albummets mere spændende.
Spænding er der til gengæld ikke så meget af i den mellemliggende numre, for flere af dem starter som egentlige ballader, inden de tiltager i hårdhed – hårdhed indenfor genrens rammer, selvfølgelig. Desværre vokser ingen af dem til et niveau, hvor det bliver interessant eller bare personligt, for alt er hørt bedre før. Indsatsen er ok, selv om Ainsworth mangler det sidste power i stemmen, men helheden lider stærkt under middelmådig sangskrivning, som betjener sig lige rigeligt på hylden med klichéer. Alt i alt er ”Angel Heart” en udgivelse som verden sagtens kan undvære, og som ingen vil huske om en måned.

Tracklist:
1. Demon Of The Night
2. Heaven's Bleeding
3. Loki
4. Dances With Dragons
5. Love Never Dies
6. She Comes Alive
7. Love Me
8. The Passage
9. Angel Heart
Samlet spilletid: 44:09

Læs mere...

Velvet Viper - The Pale Man Is Holding A Broken Heart

I sin originale udgave var Velvet Viper aktive i starten af 1990’erne, og udsendte 2 albums. Så blev bandet opløst, og energien blev rettet mod andre musikalske projekter. Lige indtil sangerinden Jutta Weinhold samlede nye, unge musikere om sig til en gendannelse af bandet. Det førte først til albummet "Respice Finem“ i 2018, som nu får følgeskab af “The Pale Man Is Holding A Broken Heart”. Her mærker man hurtigt, at der ikke er tale om et band med ligeværdige medlemmer. Reelt er der tale om Weinhold med et backingband, for hendes kraftfulde vokal er trukket langt frem, og overskygger totalt de øvrige medlemmer.
At hun også fortjener den ekstra opmærksomhed, viser hun allerede i ”Götterdämmerung”, som fremføres med en højtideligt på grænsen til det morsomme, men som passer godt til helheden og vinder ved flere gennemlytninger.
Herfra går det kvalitetsmæssigt stille og roligt nedad bakke, selvom der behandles andre historiske temaer som nordisk mytologi (”One Eyed Ruler”) og historie fra Bibelen (”Samson And Delilah”). Musikken er nemlig Heavy Metal, som er opbygget helt efter kendte principper, og ikke byder på nogen som helst overraskelser. Desværre er kvaliteten ikke imponerende, hverken i melodier eller de ind imellem naive tekster. Derfor er det primært Weinholds vokal, der sikrer 3 stjerner til Velvet Viper.

Tracklist:
1. Things Behind
2. Götterdämmerung
3. All By Yourself
4. One Eyed Ruler
5. Samson And Delilah
6. Confuse and Satisfy
7. Something Is Rotten
8. Keep Your Head Up
9. Hide Your Fire
10. The Wheel Has Come Full Circle
11. One Day
Samlet spilletid: 52:01

Læs mere...

Psychopunch - Greetings From Suckerville

At Psychopunch har kaldt deres 12. album for ”Greetings From Suckerville” er en reference til nummeret "Goodbye Suckerville", som var på bandets debutalbum – et signal om, at man vil vende tilbage til den mere rå attitude, der prægede bandet start.

Den får vi også en bid af i åbningsnummeret ”Shut Your Fucking Mouth”, som med skramlet guitar og en lidt sloppy tilgang sørger for en udmærket kant. Men det bliver ikke ved, for med de glade baggrundskor i ”I'll Be Home Tonight” og ”Raise Your Glass” står det klart, at vi er tættere på Dropkick Murphys end Sex Pistols, og at det i det hele taget er den letfordøjelige og ufarlige ende af punken, vi har fat i her.

Helt konkret udmønter det sig i en række numre, som er fuldstændig blottet for både kant og spænding. I stedet forsøger svenskerne at skabe en omgang Partypunk, men det er ærlig talt ikke en fest, jeg gider deltage i! Musikken glider bare uinteressant afsted, og de poppede omkvæd er alt andet en fængende.

Hvis det så i det mindste bare var charmerende eller sjovt, men heller ikke i disse kategorier kan Psychopunch score point - Når de er bedst lyder de som The Offspring på en rigtig dårlig dag – det er ikke ligefrem imponerende.

Det er muligt, at intentionerne om mere kant og rå tilgang var der fra starten, men den kommer ikke frem – på dette album er der slet ingen Psycho og alt for lidt Punch til andet end en bundkarakter.

Tracklist:
1. Shut Your Fucking Mouth
2. I'll Be Home Tonight
3. Darling, Take All Of Me
4. Love
5. Scream Your Little Heart Out
6. Crash Landing
7. Liar
8. I Don't Need A Broken Heart
9. City's On Fire
10. Let's Do It Again
11. Tell Me Everything
12. Over You
13. Raise Your Glass
Samlet spilletid: 41:38

Læs mere...

Mystery Blue - 8red

Da jeg tog fat på mine gennemlytninger af albummet ”8red” fra franske Mystery Blue, var bandet et ukendt bekendtskab, og jeg gik til opgaven som med alle nye navne, der havner i anmelderstakken; her høstede jeg et par overraskelser, men mere herom senere.

Nå, i gang med albummet, hvor jeg straks bed mærke i den glimrende produktion, som giver trommerne masser af krop, men også stiller skarpt på de andre aktører. Blandt dem er sangerinden Nathalie Geyer, som også spiller keyboards. Hun har en udmærket stemme, og præsterer også nogle fine powerhvin, men det er hurtigt glemt, for hun synger så skabet og affekteret, at det næsten ikke er til at holde ud!

Her kunne man have håbet på oprejsning fra musikken, men det skal man lede længe efter. Mystery Blue spiller Heavy Metal, men i den mest uinspirerede og uinteressante udgave, man kan forestille sig – Numrene slæber sig afsted uden gnist, og når der endelig kommer noget interessant, sker det i glimt og er hentet i kassen med klichéer. Der er virkelig tale om sangskrivning på amatørniveau! Derfor var jeg (og er det stadig) overrasket over, at det var lykkedes for Mystery Blue at få en kontrakt med Massacre Records, for albummet er simpelthen noget af det mest røvsyge, jeg har hørt i meget lang tid. Og da jeg som anmelder hører tingene igennem flere gange, har jeg taget en for holdet her…

Da jeg så skulle i gang med at skrive denne anmeldelse, og søgte info om bandet, kom den næste store overraskelse: Mystery Blue er ikke nybegyndere, men har eksisteret i mere end 30 år, og albummet her er deres 8. (OTTENDE) !!! Jeg er chokeret over, at et navn med så meget erfaring kan præstere på så lavt niveau. Gå derfor i en stor bue uden om albummet – det er 100% spild af tid.

Tracklist:
1. Hatred
2. One Shot
3. Killing Innocence
4. Throwaway Society
5. Vikings Of Modern Times
6. Final Fight
7. Legions Of Metal
8. Beast Within
9. Earth Without Humans
10. Introspection
Samlet spilletid: 50:04

Læs mere...

Ivory Tower - Stronger

Indtil denne anmeldelse var Ivory Tower et ubeskrevet blad i min bog, men ”Stronger” er faktisk nordtyskernes femte album siden begyndelsen i midten af 1990’erne. Siden forgængeren ”IV” er der gået otte år, hvilket bl.a. skyldes, at bandet har skiftet ud på hele tre ud af fem pladser.

Ivory Tower spiller Progressiv Metal, og som for langt de fleste aktører på dén scene, er det tydeligt at høre, at de har lyttet til Dream Theater. Det høres både i de anvendte elementer og numrenes opbygning, men tyskerne ender ikke som kritikløse følgere. Indholdsmæssigt lægger de nemlig mere vægt på musikkens melodiske sider end på instrumentale eksperimenter. Det gør det automatisk nemmere for lytteren at blive dus med musikken, ikke mindst fordi de fleste af dem er udstyret med ret så fængende omkvæd. Her markerer sangeren Dirk Meyer sig positivt med en både interessant og varieret indsats. Det melodiske fokus giver numrene en mindre hård kant.

Omvendt betyder vægtningen, at der ikke er så meget imponatoreffekt over musikken – ikke fordi Ivory Tower spiller dårligt, for det gør de bestemt ikke – men de bevæger sig ikke ud i områder, der ikke er udforsket af andre. At indsatsen alligevel er 4 stjerner værd skyldes, at sangskrivningen generelt er stærk, og at jeg føler mig godt underholdt i selskab med bandet fra Kiel.

Tracklist:
1. The Offer
2. Loser
3. End Transmission
4. Money
5. In Me
6. Slave
7. Strong
8. Flight of the Dragon
9. Life Will Fade
10. Passing
11. The Wolves You've Let In
12. One Day
Samlet spilletid: 76:10

Læs mere...

Hatriot - From Days Unto Darkness

I 2015 valgte Steve "Zetro" Souza at forlade Hatriot for at hellige sig sine opgaver i Exodus. Så er det jo rart at kunne give mikrofonen videre til sønnen Cody, som fortsætter med at spille bas. Hvordan den opgavefordeling fungerer, kan man for første gang høre på ”From Days Unto Darkness”, som er det tredje album fra Hatriot.

Skulle jeg bedømme alene ud fra åbningsnummeret ”One Less Hell”, ville det blive til UG med kryds og slange – Souza leverer en vokal, der skærer sig gennem lytterens ører som en vinkelsliber gennem rustfrit stål, og musikken supplerer med traditionel, men dejligt energisk Thrash – sådan skal Thrash Metal lyde!

Desværre er nummeret albummets absolutte højdepunkt, for herfra går det hastigt nedad på kvalitetsskalaen. Ikke fordi numrene er direkte dårlige, for Hatriot har det basale på plads; bandet formår bare for sjældent at gøre tingene rigtigt fede. Hvor ”Carnival of Execution” fungerer okay, er det kun ”Frankenstein Must Be Destroyed”, der kommer op i nærheden af startnummeret.

De resterende numre placerer sig som stangvare efter traditionel opskrift, som er hørt uendeligt mange gange før, og da Hatriot flere gange gør tingene unødigt komplicerede, ender albummet som en mellemklasseting, der hurtigt bliver glemt.

Tracklist:
1. One Less Hell
2. Daze Into Darkness
3. Carnival of Execution
4. Organic Remains
5. World, Flesh & Devil
6. Frankenstein Must Be Destroyed
7. In the Mind of the Mad
8. Delete
9. Ethereal Nightmare
Samlet spilletid: 52:43

Læs mere...

SeelenWalzer - Totgeglaubt

Historien bag dette album er hørt før fra andre gendannede bands: Egentlig var der lukket ned for SeelenWalzer, men da bandets to hovedmænd sangeren Dirk Weiss og guitaristen Andy Classen mødtes i 2016, opstod ideer til ny musik, som blev til albummet ”Totgeglaubt”, som nu udsendes på Massacre Records.

Bandets debutalbum sluttede med en eksperimenterende stil, og den fortsætter på det nye udspil; men hvor første omgang var rodet og mindre interessant, er det en helt anderledes gennemført og helstøbt udgave, der præger ”Totgeglaubt”. Musikalsk spænder numrene fra det skæve og legende i ”GrabesStille” og ”Ihr Kinderlein kommet” til mere traditionel Metal i flere af de resterende tracks.

Her er det positivt, at SeelenWalzer ikke forsøger at lyde som Rammstein, men i stedet søger en selvstændig stil. Eneste større undtagelse finder man i ”Tanzdiktator”, der lyder rigtig meget som mastodonterne – jeg vælger at tolke det som en hyldest, for ellers er det plagiat.

Stemningen er generelt dyster, primært pga. Dirk Weiss´ mørke vokal og de skarpe tekster, hvor ondskabsfulde børnerim og leg med ordene behandler temaer som religion, krig og pædofili. Sammen med den hårde Metal giver det en stribe spændende numre, og selv om nogle ideer er bedre end andre, ligger kvaliteten langt over debutskiven. Jeg håber derfor, at SeelenWalzer ikke kun er tilbage for en kort bemærkning, men at der kommer mere fra bandet.

Tracklist:
01. Hereinspaziert
02. Gott ist tot
03. SeelenWalzer
04. GrabesStille
05. Das Weib ist tot
06. MeeresBlut
07. Ihr Kinderlein kommet
08. Freund Tod
09. Seele in Scherben
10. Harlekin
11. Veganerlied
12. Tanzdiktator (Nachtmahr Cover)
13. KinderKrieger
14. Falscher Freund
15. Das Dorf
16. Totgeglaubt
17. Der Feind sind Wir
18. Ich würd’ so gern’ nach Hause gehen
Samlet spilletid: 58:41

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed