fbpx

Catalyst Crime - Catalyst Crime

Hvad der i 2017 startede som et projekt mellem sangerinden Zoe Marie Federoff og trommeslageren Gerit Lamm, er vokset til et band med musikere fra forskellige internationale bands under navnet Catalyst Crime – samme titel har bandets debutalbum også fået.
Her skal man ikke lytte længe, før bandets stil viser sig: Store orkesterarrangementer med lige så stort anlagte klassiske kor supplerer bandmedlemmernes indsats, og placerer helheden i afdelingen for Symfonisk Metal. Man lægger også mærke til den flotte produktion, der understreger, at der er brugt masser af tid og energi i studiet.
Genrens muligheder for bombastiske dimensioner udnyttes flot, hvor ”Projection Of My Mind” og ”Mother Dearest” er gode eksempler på musik i XXL format. Samtidig har man også sans for dynamik, ved at indflette flere passager med stille klaver, inden de symfoniske elementer kommer ind i billedet sammen med bandets Metal. Lægger man Federoffs klare sopran oveni, kan man vinge alle genrens basale krav af hos Catalyst Crime.
Spørgsmålet er så, hvad der får albummet til at stikke ud i forhold til scenens mange andre bands? Svaret peger hurtigt i retning af sangskrivningen, hvor Catalyst Crime har svært ved at markere sig for alvor. Kun den meget stærke melodi i ”Condemn Me To Chaos” har formået at sætte sig fast hos mig, og det er i underkanten for 12 tracks og 50minutters spilletid. Men der er tale om en debut, så man kan håbe på flere stærke momenter næste gang.

Tracklist:
1. With Only The Sun As My Witness (Intro)
2. Projection Of My Mind
3. Condemn Me To Chaos
4. Mother Dearest
5. Twice Upon A Time
6. Cognitive Dissonance (Feat. Jake E)
7. Break Even
8. Chasing The Ghost
9. Nowhere Near Dead Yet
10. Without Anesthesia
11. Not Even Once
12. One And Counting (Outro)
Samlet spilletid: 50:35

Læs mere...

Roth - Nachtgebete

Roth er en ny duo bestående af to generationer Roth: Faderen Michael står for alle vokaler, mens sønnen Quentin står for musikken. Umiddelbart fik navnene ingen klokker til at ringe hos mig, og så alligevel: Under navnet Blutkehle har Michael Roth stået i front for flere bands, bl.a. Eisregen, som jeg har anmeldt nogle gange.
Som vanligt synger Roth på tysk, og tekstuniverset centreres omkring emnerne vold, mord og forskellige afarter deraf – Her passer vokalen perfekt med sin vekslen mellem ren sang og rallen; det sidste især når tingene skal være truende. Den musikalske side af sagen blander traditionel Metal med synth-elementer, og har gennemgående en lidt aggressiv kant. Samtidig er flere omkvæd ret iørefaldende, og jeg har da haft ”Kopf ab” kørende på den mentale playliste.
Tilsammen placerer det Roth i genren Neue Deutsche Härte, som bl.a. tæller navne som Oomph! og Megaherz, om end det ikke er i den ekstreme ende af skalaen. Jeg ved godt, at jeg gentager mig selv, men med kombinationen hård Metal, tyske tekster og kontroversielle temaer er det umuligt ikke at sammenligne med Rammstein. Trods gode intentioner fremstår Roth i den sammenhæng hurtigt som en light udgave af genrens ubestridte konger. Fremadrettet håber jeg derfor, at Roth finder deres egen niche, hvor de placerer sig som noget særligt.

Tracklist:
CD 1
1. Eishauch
2. Schrei für mich
3. Kopf ab
4. Was mir bleibt
5. Mein Blut auf deiner Haut
6. Ein Loch ist ein Loch
7. Ein Nachtgebet
8. Das Leben ist ein krankes Spiel
9. Gleichklang
10. Meine Welt
11. Hautnah
12. Bevor ich geh
CD 2
1. Weine nicht
2. Schluck um Schluck
3. Ein kleines Stückchen Ewigkeit
4. Doktor Fleisch
Samlet spilletid: 60:54

Læs mere...

Second Reign - Gravity

Da de fire medlemmer i Second Reign fandt sammen i sommeren 2017, var målet at genopdage 1980’ernes stil indenfor Melodisk Metal og Hardrock. For at skabe opmærksomhed omkring bandet, ville man indspille få numre, som skulle udsendes som singler. Men arbejdet greb om sig, og pludselig havde man materiale til et helt album, som nu er på gaden.
Man skal ikke lytte ret længe, før Second Reigns byggeklodser til projektet manifesterer sig: Numrene er forsynet med velfungerende melodier, som generelt er ret fængende, og som sangeren Stephan Lipp synger ganske overbevisende. Den ledsagende musik indeholder passager, der teknisk set er Metal, men som via en meget blød produktion får filet hjørnetænderne ned. Den kant, der måtte være tilbage, drukner i rigelige mængder keyboards, der er lige så stilmæssigt godt ramt som den kvalmende ballade ”Borderline” og saxofonen i ”Home”. Det ændrer desværre ikke på, at albummet er uden kant, og derfor bedre egnet til baggrundsmusik end noget, man lytter til. Man kan enten se det som en hyldest til et markant årti, eller et kikset forsøg på at genoplive noget, der skulle være blevet tilbage i tiden. Jeg hælder mest til det sidste, og kvitterer med en tilsvarende karakter.

Tracklist:
1. Uninvited
2. The Truth
3. Let Me Breathe
4. Fire
5. Falling
6. Borderline
7. Wrong
8. Another Night
9. You'll Never Catch Me (When I'm Gone)
10. Dark Matter
11. Uncover
12. The Big Lie
13. Home
Samlet spilletid: 59:48

Læs mere...

Spitfire - Do Or Die

I deres tiende år som band har tyske Spitfire trodset pandemien og indspillet deres tredje album; godt nok som duo, da man ikke havde en fast bassist, men det betød mindre for
Dick Dropkick (Vokal, Guitar og Bas) og Nikk Nitro (Trommer).
Som navnene indikerer, tager Spitfire ikke det hele så alvorligt, og som på deres to foregående albums er deres fortolkning af Rock beregnet til fest og farver. Numrene afvikles i et frisk tempo og med et punket glimt i øjet; enkle melodier og korte baggrundskor holder gang i gryden – her gøres tingene ikke mere besværlige end nødvendigt.
Det har den fordel, at numrene er til at genkende og overskue; til gengæld skal der meget til, for at finde på noget nyt og hæve sig over genrens mange andre bidragydere. Og her fejler Spitfire, for selv om de synger og spiller numrene udmærket, har de ikke det ekstra, der skal til, for at rykke positivt. Der er alt for mange klichéer og alt for få fede øjeblikke på albummet.
Så slutkommentaren “Too Much Is Never Enough” holder desværre ikke i dette tilfælde, og jeg bliver ret hurtigt mæt af ”Do Or Die”. Næste gang jeg får lyst til at høre punket Rock, vil jeg søge andre steder …

Tracklist:
1. Ride It Like You Stole It
2. Like A Lady
3. Writings On The Wall
4. Do Or Die
5. 80s Rockstar
6. Death Or Glory
7. Sacrifices
8. Die Like A Man
9. Out In The Cold
10. Eye For An Eye
11. Can You Feel The Fire
12. Another Mile
13. Too Much Is Never Enough
Samlet spilletid: 42:12

Læs mere...

Prestige - Reveal The Ravage

En historie, der går tilbage til slutningen af 1980´erne gør Prestige til et af Finlands ældste Thrash Metal bands. Alligevel er det nye album kun bandets fjerde, hvilket bl.a. skyldes en 10 års pause fra midten af 1990´erne - Set i det lys er det bemærkelsesværdigt, at Prestige stadig tæller 3 originale medlemmer.
Bandets rødder fornægter sig ikke, og skulle jeg sammenfatte indholdet i et enkelt ord, ville det blive Klassisk. Alle numre er opbygget traditionelt med knaldhårde guitarriffs og duga-rytmer, og det opskruede tempo sikrer, at der hele tiden er energi at tage af. Man har tilføjet nogle korte, næsten bjæffende kor, der minder om Hardcorens gang vocals – De fungerer fint, og illustrerer slægtskabet mellem de to genrer. At grundopskriften fungerer, er ingen overraskelse; det er den, der har grundlagt genrens succes.
Det gør den også umiddelbart for Prestige, for de første numre fyres af med kant og power, så jeg automatisk kommer til at smile bredt. Det smil begynder desværre at blive lidt anstrengt, efterhånden som finnerne fortsætter efter samme opskrift, kun med små detaljer ændret. Og til sidst forsvinder det helt, og afløses af en opgivende maske af træthed; ikke så meget som ét nummer bruges til at bryde ensformigheden … Og det er trist, for enkeltvis er numrene gode; som samlet album viser de, at selv den bedste ide kan slides op, hvis den gentages ukritisk.

Tracklist:
1. Innocent
2. Burn My Eyes
3. Blessed Be
4. Pick Your Poison
5. Exit
6. You Weep
7. In Remains
8. Ready?
9. Self Destruct
10. Prime Time
Samlet spilletid: 46:13

Læs mere...

Apophis - Excess

Trods en karriere, der spænder mere end 30 år, er det nok de færreste udenfor hjemlandet Tyskland, der genkender navnet Apophis. Efter en række albums i 1990´erne, er det kun blevet til et enkelt efter årtusindskiftet men det ændres til to med udgivelse af "Excess".
Der lægges ud med titelnummeret, som kombinerer klassiske duga-rytmer, tempo og en brølende vokal – Umiddelbart helt efter bogen, men via tremoloanslag, udmærkede baggrundsvokaler og en guitarduel i soloen formår tyskerne at stikke positivt ud fra mængden.
Den glimrende start følges op med mere af samme skuffe; i de følgende numre bruges de førnævnte elementer til at skabe Dødsmetal efter mere eller mindre klassisk opskrift. Kvaliteten af de enkelte brikker i puslespillet varierer, men det samlede niveau er gennemgående højt, med den rette blanding af energi og bredde.
Det positive indtryk fortsætter, indtil vi når frem til de sidste to numre: ”The Show Is Over” er desværre en meget passende titel, for her kniber det voldsomt for Apophis at sætte sit personlige præg på begivenhederne – En tendens, der understreges i det direkte kedelige slutnummer.
Heldigvis har bandet inden da samlet tilstrækkeligt med point til, at jeg kan give albummet en anbefaling med på vejen; hvis du er til varieret Dødsmetal med melodisk indhold, er "Excess" værd at give et lyt.

Tracklist:
1. Excess
2. The End Of The Path
3. Every Single Stab
4. Metamorphosis
5. Forgive Yourself
6. Dust In The Sand
7. The Show Is Over
8. Temptations

Samlet spilletid: 45:44

Læs mere...

Rebellion - We Are The People

Power Metal med krig som gennemgående tema er ikke noget nyt - Sabaton har skabt hele deres karriere på den ide - men det er nyt for tyske Rebellion at emnet op. Temaet er ikke det eneste nye hos tyskerne, for siden deres seneste album fra 2018, har man skiftet ud på hele 3 pladser i besætningen.
Efter en kort intro, der er en lydcollage med klip fra de øvrige numre, går det løs: Fra Napoleons opgør med Preussen over Garibaldis kamp for et samlet Italien til de to verdenskrige i sidste århundrede kommer vi vidt omkring. Skal man bedømme ud fra tonen i de forskellige fortællinger, lægger Rebellion mere vægt på krigens rædsler end på at søge fortællinger om heltegerninger – et direkte modstykke til Sabaton. Det er ellers de samme elementer, Rebellion bruger, for den gennemgående stil er Power Metal med kendte byggesten. Det betyder glimrende drive i numre som ”Risorgimento” og ”Verdun”, mens ”Gods of War” og ”Shoa” fokuserer mere på det tunge og truende.
Power Metal betyder, at der lægges vægt på melodiske omkvæd, og det gør Rebellion selvfølgelig også. Især på albummets første halvdel har Michael Seifert godt materiale at arbejde med, mens omkvædene på anden del er lidt mindre fængende. Om det skyldes førnævnte fokus på temaets alvor, kan jeg kun gætte på. Resultatet er et alvorligt album med et alvorligt tema.

Tracklist:
1. Voices Of War
2. Risorgimento (Tear Down The Walls)
3. Liberté, Égalité, Fraternité
4. Sweet Dreams
5. Vaterland
6. Verdun
7. Ashes To Light
8. Gods Of War
9. Shoa (It Could Have Been Me)
10. World War II
11. All In Ruins
12. We Are The People
Samlet spilletid: 54:04

Læs mere...

Firewing - Resurrection

Firewing er et spritnyt navn, som med "Resurrection” sender deres første album på gaden. Det fem mand stærke band har base i USA, men er kommet i stald hos tyske Massacre Records. Her har man store forventninger, og taler endda om, at bandet vil forny udtrykket for Symfonisk Metal.
Det kan være, at Firewing kommer til det engang, men det sker ikke med denne debut. For godt nok er der stilmæssigt tale om en blanding af Melodisk Metal og Klassisk Musik, men de optræder oftest hver for sig. Der er derfor ikke tale om en helhjertet sammensmeltning, hvor elementerne understøtter hinanden, som det f.eks. sker hos Epica.
I stedet får man 4 instrumentale tracks, hvor det symfoniske kører solo, mens resten af numrene består af Melodisk Metal tilsat strygere her og der. Det hele bruges til at fortælle en historie om kampen mellem godt og ondt, og fungerer som sådan udmærket – det flytter bare ingen grænser.
Den metalliske side af musikken er af den melodiske slags, og giver især fokus på sangeren Airton Araujo, som synger både kraftfuldt og varieret. Men også de øvrige musikere gør en fin figur, og der er ikke noget at udsætte på indsatsen. Til gengæld kunne jeg godt have ønsket mig en lidt skarpere produktion; vi skal helt hen til slutningen med ”The Essence Of Your Heart”, før guitarerne rigtigt får bid. Som helhed er albummet godkendt, også selvom den lovede fornyelse udebliver.

Tracklist:
1. Prelude: Moonlight Of Despair
2. Obscure Minds
3. Chapter I: Acheron's Ritual
4. Demons Of Society
5. Far in Time
6. Chapter II: Temple Of Helios
7. Resurrection
8. Time Machine
9. Chapter III: Transcending Souls
10. Eternity
11. Tales of Ember & Vishap: How Deep Is Your Heart?
12. Tales of Ember & Vishap: The Meaning Of Life
13. The Essence Of Your Heart
14. Epilogue: Sacred Journey

Samlet spilletid: 58:21

Læs mere...

Velvet Viper - Cosmic Healer

At gendannelsen i 2017 er alvorligt ment, viser Velvet Viper ved at udsende endnu et album – ”Cosmic Healer” er det tredje i rækken i den nye æra. Det nye line-up er bibeholdt, ligesom det igen er Massacre Records, der står bag udgivelsen.
Indholdsmæssigt er tingene også som de plejer; stilen er traditionel Power Metal, hvor tekstuniverset behandler temaer som heltemodig kamp, sammenhold og religiøse myter. Det hele fremføres sikkert, ligesom produktionen er udmærket. Når man lytter ”Cosmic Healer” igennem, er man ikke i tvivl om, at Jutta Weinhold styrer begivenhederne; numrene er lagt an på at bringe hendes vokal i centrum. For hendes fans er det sikkert glimrende, men jeg bliver hurtigt mæt af hendes performance, som jeg finder lidt for højtidelig – selv i Power Metal sammenhæng.
Det ville betyde mindre, hvis materialet var i topklasse, men det er det ikke! Generelt mangler numrene bid og spænding, og der bruges for meget tid på kendte elementer. Weinholds teatralske vokal proklamerer noget ophøjet, som numrene ikke kan indfri; de er derfor hurtigt glemt igen. Men to af dem fortjener at blive fremhævet: ”Holy Snake Mother”, hvor den forvrængede støttevokal giver forandring, og ”Osiris”, som er et rigtig stærkt nummer med kant og et meget fængende omkvæd. Men resten er stangvare, og spørgsmålet er, om ikke Velvet Viper bør bruge lidt mere tid på skriveprocessen, inden de går i studiet næste gang.

Tracklist:
1. Sword Sister
2. Let Metal Be Your Master
3. Cosmic Healer
4. Holy Snake Mother
5. Voice Of An Anarchist
6. Sassenach
7. Osiris
8. On The Prowl
9. Long Shadows
10. Darkness Of Senses
11. Götterdämmerung (Acoustic Version)

Samlet spilletid: 49:58

Læs mere...

Feanor - Power Of The Chosen One

Feanor stammer fra Argentina, hvor bandet startede for 15 år siden, og siden har bassisten Gustavo Acosta samlet forskellige musikere omkring sig. I forbindelse med det forrige album ”We Are Heavy Metal” kom Wizard-sangeren Sven D'Anna ind i folden, og han har til det nye album fået følgeskab af guitaristen David Shankle, som var en del af Manowar i første halvdel af 1990’erne.
I pressematerialet omtales det nye album som en opfølger til deres "The Triumph Of Steel", og der er da også mange lighedspunkter med genrens gamle konger – både i numrenes opbygning og den måde, de fremføres på. Det giver helt naturligt plads til kor, der er skræddersyede til at råbe med på (”Fight! Fight! og ”Hail, Hail, Hail!”), men Feanor graver meget dybere i kassen med genrens slidte klichéer: At ”Fighting For A Dream” her markerer den næsten obligatoriske kvalmende tudekiks af en ballade, er lige til at klare. Men når man presser så mange floskler ind i et nummer, som det sker i ” Together Forever”, og topper det med ”Lost In Battle”, som er fyldt til randen med selvhøjtidelighed, så overskrider man en grænse. Nemlig den, hvor det hele bliver latterligt og mere end svært at tage alvorligt.
Heldigvis redder Feanor æren i sidste øjeblik, for i slutnummeret gengiver man historien fra et af verdens største heltekvad, Odysseen. Det sker over næsten 20 minutter og delt i 9 afsnit, hvor Feanor helt anderledes seriøst og nøgternt bruger de positive sider af Power Metal. Kvaliteten ligger langt over resten af albummet, og sikrer de tre stjerner i bedømmelsen.

Tracklist:
1. Rise Of The Dragon
2. Power Of The Chosen One
3. This You Can Trust
4. Metal Land
5. Hell Is Waiting
6. Together Forever
7. Bringer Of Pain
8. Lost In Battle
9. Fighting For A Dream
10. The Return Of The Metal King (The Odyssey In 9
Parts)
Samlet spilletid: 63:25

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed