fbpx

Malevolent Creation - The 13th Beast

For bands med mere end 30 år på bagen er det ingen overraskelse, at der har været mange udskiftninger i besætningen, men Malevolent Creation har haft usædvanligt mange; når man kigger på listen over tidligere medlemmer får man nemt fornemmelsen af, at alle navne indenfor Dødsmetal på et tidspunkt har været med. Til bandets trettende studiealbum har Phil Fasciana således (igen) skiftet resten af bandet ud …

Det har selvsagt ikke resulteret i musikalske ændringer; med bandets historie in mente og Fasciana som ankermand holdes der fast i den klassiske Death Metal. Og selvfølgelig indeholder numrene både tunge og seje guitarriffs, ligesom rytmesektionen virkelig hamrer igennem – energi er ikke ligefrem en mangelvare. Det er den heller ikke hos Lee Wollenschlaeger, som growler og brøler overbevisende nok til, at jeg ikke savner den afdøde Bret Hoffmann.

På papiret er der lagt op til et album, der lever op til titlen som bæst, og Dan Swanö har endda fremtryllet en virkelig gennemført produktion. Alligevel formår ”The 13th Beast” slet ikke at brænde igennem, det hele virker ordinært og uden det personlige touch, som man med rette kan forvente af et navn som Malevolent Creation. Det efterlader mig skuffet, men også med bange anelser for, om Fasciana og Co. er løbet tør for ideer.

Tracklist:
1. End the Torture
2. Mandatory Butchery
3. Agony for the Chosen
4. Canvas of Flesh
5. Born of Pain
6. The Beast Awakened
7. Decimated
8. Bleed Us Free
9. Knife at Hand
10. Trapped Inside
11. Release the Soul
Samlet spilletid: 49:26

 

Læs mere...

Malevolent Creation - Dead Man's Path

Her er endnu et eksempel på hvor hurtigt tiden går: ”Dead Man's Path” er det tolvte album fra Malevolent Creation, og det kommer næsten 30 år inde i bandets karriere. Med så lang en aktiv periode er det imponerende, at bandet stadig tæller 3 originale medlemmer. Hertil kommer, at den tidligere trommeslager Justin DiPinto er vendt tilbage bag tønderne.

Man siger at mennesker bliver mere medgørlige med alderen, men amerikanerne er en af undtagelserne, der bekræfter dén regel. Der er absolut intet forsonligt over deresmusik, og efter at have taget tilløb i de to første numre, går det løs: I ”Imperium (Kill Force Rising)” bliver der skruet op for både tempo og power, og sammen med ”Corporate Weaponry”, ”Blood Of The Fallen” og ”Resistance Is Victory” bliver der skabt en massiv omgang Death Metal, der knuser alt på sin vej. Det er dejlig brutalt, ikke mindst fordi sangeren Bret Hoffmann bare er vred.

Desværre er numrene ret ens, så man når at blive mæt inden albummet er ovre. Og så er der et par ret uinteressante skæringer på tracklisten – det er ikke nok bare at give den gas, for at holde i længden skal der mere til. Mod slutningen sætter ”Fragmental Sanity” igen en tyk streg under, at Malevolent Creation stadig har en masse galde, de skal af med; ganske imponerende efter så lang tid i gamet.

Tracklist:
01. Dead Man's Path
02. Soul Razer
03. Imperium (Kill Force Rising)
04. Corporate Weaponry
05. Blood Of The Fallen
06. Resistance Is Victory
07. 12th Prophecy
08. Extinction Personified
09. Fragmental Sanity
10. Face Your Fear
Samlet spilletid: 44:26

 

Læs mere...

Royal Metal Fest 2011

The Interbeing
MetalMorfar: 3½ / 6
Opgaven med at slå dette års Royal Metal Fest i gang var lagt i hænderne på københavnske The Interbeing, som havde kvalificeret sig til tjansen ved at vinde sidste års Royal Metal Grand Prix. At det ikke kun skabte forventninger hos undertegnede viste fremmødet i salen, som var meget flot for det tidlige tidspunkt.
Musikken bød på en blanding af hårdtskårne rytmer med knald på, og melodiske passager baseret på keyboards. Umiddelbart virkede det generende, at sidstnævnte optrådte som baggrundsspor sammen med baggrundsvokaler, men det passede fint ind i helheden. Det gav ikke blot vokalen mere bredde, men balancerede også fint med musikken.
The Interbeing gjorde god reklame for sig selv, så når de 2. maj sender deres debutalbum på gaden her i landet, er det en udgivelse, som man bør holde øje med.

Final Depravity
MetalMorfar: 3½ / 6
Efter planen skulle Debauchery have været næste band på scenen, men de har aflyst hele deres turne. I stedet blev det et andet tysk band, Final Depravity, som fortsatte festivalen. Det skete med en omgang Thrash Metal, som her og der blev iblandet lidt Dødsmetal. Det virkede rigtig godt, og der var masser af energi på scenen – derfor havde koncerten fortjent flere tilhørere, end tilfældet var.
Vokalen var lidt kedelig og anstrengt, mens det absolut modsatte var tilfældet for trommeslageren. Han sad fuldstændig afslappet og signalerede, at han sagtens kunne håndtere større opgaver, end Final Depravitys musik udsatte ham for.
Enkelt opbygget eller ej, så syntes jeg godt om musikken – ikke mindst de passager, hvor der sneg sig lidt melodisk ind i guitararbejdet gjorde, at jeg ikke savnede Debauchery.

Suidakra
MetalMorfar: 4 / 6
Efter Final Depravity fortsatte bidragene fra vort sydlige naboland i form af SuidAkra. Bandet kalder selv deres musik for Keltiske krigshymner, og det er ikke helt ved siden af. Numrene var præget af Pagan Metallens melodier, som blev serveret af bandets guitarer. Til gengæld var der ingen af de traditionelle akustiske elementer som fløjte og violin på scenen, hvilket gav musikken et ekstra skud power. For at understrege dette blev der lavet masser af møllehjul – en disciplin selv trommeslageren deltog ivrigt i!
Før denne koncert var bandet helt ukendt for mig, men deres blanding af kraft og melodi var meget overbevisende, og jeg følte mig godt underholdt. Det var jeg ikke ene om, for det lykkes SuidAkra at få gang i salen, som på dette tidspunkt igen var fyldt godt op.

The Cleansing
Kev: 3,5 / 6
De gæve københavnere fra death metal bandet The Cleansing har deres andet album på gaden lige om lidt, og derfor skulle det blive spændende at høre et par af de nye numre.
Sidst jeg så The Cleansing, var de ikke imponerende fede, men leverede alligevel en godkendt indsats. Jeg håbede på at få lidt mere i posen denne gang, men jeg måtte ligesom sidst erkende, at træerne ikke vokser ind i himlen. The Cleansings musik er ikke voldsomt teknisk betonet eller tillukket, men alligevel stod jeg og følte at numrene gled sammen i en tyk, tung masse. Jeg har ikke skamlyttet ”Poisoned Legacy”, men den er da blevet lyttet til herhjemme. Det hjalp mig dog ikke denne aften, for jeg havde ærligt talt svært ved at skelne numrene fra hinanden. The Cleansing har velsagtens en af DK’s fedeste trommeslagere lige nu, og Mads Lauridsen er virkelig et monster bag tønderne. Han spiller fedt, hurtigt, afvekslende og kan nok redde de fleste bands fra den visse kedsommeligheds-død. Generelt set er der absolut INTET at sætte på den musiske indsat; det er meget velspillet death metal, og Toke på vokal er rigtig dejlig grum, om end han måske ikke er den mest åbne og omfavnende entertainer, og så bliver han desværre lidt ensformig med tiden. De første fire numre af settet var ok, især et nummer der havde et langsomt og enormt fedt drive, gik lige i bollerne på mig. Ellers var der langt mellem snapsene, synes jeg. Dog er indsatsen bestemt godkendt.

The Burning
Kev: 4 / 6
Siden The Burnings 3. album, ”Hail the Horde”, ramte gaderne, har jeg glædet mig til at se dem, da jeg mener at sangene er blandt de bedste, som The Burning har præsteret. Så kom bomben om at Thue, der nok er blandt DK’s sejeste bassister, havde fået tinnitus og måtte indstille karrieren. Pladsen gik så til det unge stortalent Tobias Nefer, der er kendt som solid bassist i Essence. Denne aften var det dog ikke Nefer, der spillede (han var optaget af andre forpligtelser)… I stedet var guitaristen fra Submission og The Arcane Order, Kasper Kirkegaard, hentet ind. Forvirringen total… nu til musikken:
Bandet lagde fra land med den naturlige åbner ”Godless” og de virkede tændte. Kasper klarede bassen fint og havde nok overskud til at headbange og give den gas. Som koncerten skred frem, blev det klart at Johnnys vokal har set bedre dage end lige denne aften. Han virkede slidt eller måske en anelse uoplagt. Den besad i hvert fald ikke samme pondus som sædvanligt. Det skortede dog ikke på jokes mellem numrene, og da de to tykke Jensen-brødre blev kaldt på scenen til ”Hail the Horde, var der nærmest ikke et øje tørt i salen. Der blev spillet numre fra alle tre skiver, og det var en kærkommen overraskelse, at ”The Gospel” igen var at finde på setlisten.
The Burning gav en fed koncert, men er set bedre før.

Onslaught
MetalMorfar: 4 / 6
Et af de bands, jeg havde set frem til på fredagens program, var engelske Onslaught. Dels skulle de have spillet på festivalen sidste år, hvor askeskyen kom i vejen, dels efterlod deres seneste udspil, ”Sounds of Violence”, et rigtig godt indtryk, da jeg anmeldte det tidligere i år. Albummet byder på glimrende Thrash Metal, og det blev der også leveret masser af fra scenen.
Selv om medlemmerne er ved at være nogle bedagede herrer, har de alligevel stor udstråling på scenen; især sangeren Sy Keeler markerede sig flot med sin kraftfulde og varierede vokal. Variation var der ikke så meget af i musikken, her var det traditionelle opskrifter, der blev brugt. Det forhindrede ikke numre som ”Code Black” og ”Rest in Pieces” i at markere sig.
Mod slutningen skruede englænderne op for tempoet og fik derved hævet deres præstation til et niveau, der i min bog gør deres koncert til fredagens bedste.

Malevolent Creation
Kev: 3 / 6
Det amerikanske band Malevolent Creation, der efterhånden har skiftet line-up flere gange end en havneluder har spredt ben, havde fået tjansen som hovednavn på denne førstedag af Metal Royale Festival. Amerikanerne har just overstået en US-tour og derfor kunne man fornemme at bandet, til trods for at dette var den første koncert på deres Europa-tour, var en sammenspillet enhed. ”Eve of the Apocalypse” startede løjerne og blev efterfulgt af blandt andet det nye track ”Slaughterhouse”, ”Blood Brothers” og ”Infernal Desire”. Det stod dog hurtig klart for mig, at Malevolent Creation slet ikke er, hvad de har været… Sammenspillet eller ej! Det blev lynhurtigt meget kedeligt i mine ører, og selv ikke nogle af de gode gamle klassikere kunne redde den synkende skude. Malevolent Creation fremstod som en skygge af et mægtigt band, der engang var.

Aphyxion
Kev: 4 / 6
Dansk metal er i klar fremgang! Det er det unge band Aphyxion et lysende eksempel på. Bandet var blevet stemt ind af diverse facebookers til at åbne lørdagen på Metal Royale Festival, en chance de greb så eftertrykkeligt!
De spillede stramt og vedkommende og gik meget uimponeret til opgaven. De havde en god energi på scenen og kom langt ud over scenekanten, især via deres sprællemand af en sanger. Aphyxion havde fået 20 minutter at gøre med, og det var måske for lidt… De gjorde i hvert fald en god figur med et par nye skæringer og efterlod et rigtig godt indtryk på undertegnede og hans følge.

Strychnos
MetalMorfar: 3½ / 6
Et afbræk i den næsten lange kæde af Death Metal bands stod Strychnos for - nu var det tid til festivalens eneste indslag fra Black Metal-genren. Medlemmerne af Strychnos kom på scenen i bar overkrop indsmurt i blod, og de understøttede deres voldsomme fremtoning med et virkelig brutalt udlæg.
Det brutale var i højsædet gennem hele koncerten, hvorimod genrens mere melodiske sider kun trådte frem i forbindelse med diverse guitarsoli. Ellers skal Strychnos have ros for at tilføre musikken elementer fra både Thrash- og Death Metal, som gav en vis bredde i musikken. Desværre gav det sig ikke udslag i så stor variation i det musikalske udtryk, så jeg begyndte efterhånden at savne lidt spænding. Selv om bandet havde flere rigtig gode elementer i deres musik, rækker det ikke helt til 4 stjerner.
Koncerten var i øvrigt flot besøgt, så der er stor interesse for genren – her burde festivalen måske satse mere fremover?

Altar of Oblivion
MetalMorfar: 2 / 6
Næste band på scenen var Altar of Oblivion, som på forhånd var annonceret som Doom Metal. De første numre var nu mere traditionel Heavy Metal, men med tiden kom der numre med mere tyngde, så betegnelsen var ikke så skæv alligevel.
Det genremæssige var således i orden, men det kan man desværre ikke sige om bandets performance. At de stod meget stille på scenen kan undskyldes med nervøsitet og manglende erfaring, men så skal musikken sidde lige i øjet. Det gjorde den ikke for Altar of Oblivion, for selv om musikken ikke var særligt kompliceret, stod jeg konstant med en fornemmelse af, at musikerne havde svært ved at spille deres egne numre. Timingen var ikke særlig god, og sangeren virkede meget presset – især når han sang uden musikalsk opbakning.
Så nej, Altar of Oblivion var alt andet end overbevisende; deres præstation lignede mest af alt metallens udgave af suppe, steg og is. Her er der virkelig brug for timer i øvelokalet!

Pathology
Kev: 4 / 6
Pathology var det eneste band jeg ikke kendte, men som jeg så frem til med stor iver. Stilen var varieret death metal med en af de mindst hørbare og dechifrerbare vokaler, jeg nogensinde har hørt live. Vi snakker mere dyb og guttural end Chris Barnes fra de tidlige Cannibal Corpse albums… Musikken var en anden sag; de spillede ok uden at være prangende, og især trommeslageren, der tidligere har basket tønder i både Cattle Decapitation og The Locust, virkede til at halte lidt indimellem. Forsangeren Jonathan fik på bedst mulig måde hevet det tømmermændsplagede folk op på benene med en præstation, der overstiger det normale. Han var nærmest manisk headbangende og fisende rundt på scenen med energi for fire.
På bundlinjen er Pathology helt sikkert et spændende bekendtskab. Dog, som så tit set før, kom kedsomheden snigende. Men først under næstsidste nummer, så Pathology slipper med æren i behold.

Exmortem
Kev: 4,5 / 6
Exmortem gik i opløsning for noget tid siden, men fik aldrig rigtig taget en ordentlig afsked. Det skulle dette års festival råde bod på. Exmortem har igennem mange år leveret death metal af høj, høj klasse til masserne, og denne aften var bestemt ingen undtagelse. Med en oplagt Simon Smerte i front fik Exmortem sat et betragteligt punktum for en karriere, der måske ikke blev belønnet efter fortjeneste, men som så sandelig fik sat et aftryk. Numre der blev spillet denne aften inkluderede blandt andet ”Black Walls of Misery”, ”Black Opium” og den gamle traver ”Intoxicated by Death”. Publikum tog rigtig fint afsked med Exmortem, og Martin Sigtyr fik holdt en lille afskedstale, og til trods for at det kunne have virket fesent og sirups-agtigt, så virkede det ærligt og vedkommende. Jeg vil undlade at give Exmortem en karakter, da de for det første ikke har noget at bruge den til, men for det andet også fordi det er en gloværdig karriere, der her sættes punktum for, og den skal ikke sættes karakter på!

Panzerchrist
Kev: 3 / 6
Med en del albums på bagen og et nyt lige om hjørnet havde Panzer-basserne gjort sig fortjent til et af lørdagens sene gigs. En stor chance for dem for at fortælle folk at de stadig lever, til trods for de fem år mellem de to seneste albums. Bandet har gennemgået endnu flere skift i besætningen end Malevolent Creation, og om det er en fordel eller bagdel, ved jeg ikke. De virker i hvert fald revitaliserede og klar på at indtage verden.
Nok engang var Mads Lauridsen at finde bag kedlerne og nok engang var det ham, der holdt legestue og dermed degraderede resten af bandet til tilskuere. Lyden var simpelthen for ringe til at man kunne fange andet end trommer og growls. Numrene flød sammen efter 3 tracks, og jeg blev irriteret… Ikke på Panzerchrist, men på lydmanden som et eller andet sted spolerede festen for dem. Jeg skal stadig have den nyeste skive fra Panzerchrist, ”Regiment Ragnarok”, men synes at Panzer-drengene havde fortjent en bedre skæbne denne lørdag aften.

Grave
MetalMorfar: 3 / 6
De mange Grave t-shirts, som jeg så på festivalen indikerede, at der var mange, som var kommet for at se de svenske Death veteraner. Og det var da også en godt fyldt sal, som tog imod bandet, der gik på scenen efter en pænt lang intro.
Og så gik det ellers derudad med traditionel Dødsmetal i højt tempo; det hele spillet knaldhårdt lige efter bogen. Desværre var numrene præget af lange perioder med gentagelser og mere eller mindre stilstand; det begyndte ret hurtigt at blive kedeligt, da Grave mere eller mindre kørte i samme rille gennem hele deres sæt.
Der er sikkert mange, som er lodret uenige i min bedømmelse af Grave, for folk i salen tog rigtig godt imod alt, hvad bandet fyrede af – jeg havde bare forventet meget mere af et navn placeret så sent på lørdagens program.

Artillery
MetalMorfar: 5 / 6
For 3 år siden stod Artillery på scenen til 2008-udgaven af Royal Metal Fest og gav deres første egentlige koncert efter bandets gendannelse. Dengang vidste publikum måske ikke helt, hvad de skulle forvente, men i år var tingene anderledes; med udgivelse af både en DVD og 2 studiealbums har bandet selv skabt et vist forventningspres. Det var også tydeligt at mærke på den flok, der gjorde sig klar i salen.
Aftenens koncert kom da også til at stå i de nye numres tegn, for det var skæringer som ”10000 Devils”, ”Monster”, ”When Death Comes” og ”Mi Sangre”, der prægede koncerten – kun ”By Inhetitance” og ”The Challenge” repræsenterede de ældre udgivelser. Her kunne man gøre to interessante iagttagelser: den første er, at gamle og nye numre viser et tydeligt slægtskab – de har en fælles kerne, som giver styrke og kvalitet. Den anden er, at de nye numre sagtens kan klare sig uden støtte fra bagkataloget – deres mere melodiske indhold koster ikke power.
Selv om der ikke var blevet plads til klassikere som ”The Almighty” og den næsten traditionelle afslutning med ”Terror Squad”, levede settet op til forventningerne i salen, og Artillery fik igen skudt en solid Thrash-kile ind mellem de massive mængder af Dødsmetal. Ikke helt overraskende var koncerten min absolutte favorit; ikke kun på lørdagens program, men for hele årets festival.

Hail of Bullets
Kev: 5 / 6
Fem krigsliderlige hollændere gjorde deres indtog denne aften i Århus, og den gamle frase “Veni, Vidi, Vici” gør sig i høj grad gældende her, for Hail of Bullets leverede en klasse-koncert. På forhånd var jeg ikke synderligt velbevandret i deres materiale, men hold da op, hvor det fængede. Stagepresence var der dæl’me nok af, og Martin van Drunen er en rigtig fed og sprællevende frontmand. Guitaristerne og bassisten gjorde også deres til at holde folk på tæerne. Desuden kan jeg til stadighed imponeres af den bette mand bag gryderne, nemlig Ed Warby. Kæft, han er tight og udgør virkelig en stor del af HOB’s lyd.
Numre som ”Berlin”, ”Ordered Eastward”, ”Tokyo Napalm Holocaust” og ”Full Scale War” gjorde, at det århusianske publikum måtte kapitulere. Dog gav ”Kamikaze” lige det sidste til en koncert der med sin gode lyd, gode optræden, fede numre og gode stemning gjorde, at Hail of Bullets indtil videre leverede lørdagens fedeste koncert.

Obituary
Kev:5,5 / 6
Det band som 80 % af alle gæster denne lørdag var kommet for at høre, gik på kl. 23.25. Som det eneste band havde de lidt sceneudsmykning og suverænt weekendens bedste lyd. De spillede selvfølgelig de sange man kunne forvente af dem, og alligevel stod man og følte, at man manglede nogle. Det tager jeg som et udtryk for, at de har lavet mange hits og evergreens.
Når alt er sagt om, hvor fede Obituary var, og hvor fedt det var endelig at se dem live, og at de er i gruppen af founding fathers of death metal, så har jeg lige et par ankepunkter: For det første er Ralph Santolla alt for meget leadguitarist for et band som Obituary. Han har et udtalt behov for at stå forrest på scenen, når der skal spilles lead, samtidig med at han overdriver og ødelægger de efterhånden kanon-agtige Obi-leads. Samtidig virkede Donald Tardy bag trommerne mærkeligt utight… eller sløv. I hvert fald så hustlede han sin duga, noget jeg almindeligvis ser meget kraftigt ned på.
Det kan dog ikke pille ved, at Obituary leverede en rigtig fed koncert, som man vil huske længe. Det er nok ikke på grund af det musikalske niveau, men mere det faktum at det rent faktisk var Obituary, der spillede… Jeg er i hvert fald stadig høj på koncerten, overdrevne leads og sløje trommer eller ej… Obi var da bomb!

Set over to samlede dage var Metal Royale 2011 virkelig vellykket. Der kom nogle store scoops forbi og spillede musik, og med billige øl, en pølsevogn lige udenfor døren, fint vejr og glade metalhoveder kunne det næsten ikke være bedre. Der var lidt forvirring omkring betaling af billet osv, men ikke noget der ødelagde helhedsindtrykket. Som vanligt kan man altid diskutere, om de bookede bands var for meget i samme genre osv, men den diskussion har ingen ende.
Vi er klar på en ny runde næste år, og håber at Ken, Bager & Co. hiver nogle mindst ligeså store kaniner op af hatten til den tid!

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar

Læs mere...

Rotting Christ, Malevolent Creation, Rotten Sound, Sardonic

En gang influenza var lige ved at koste mig turen til denne koncert. Jeg havde kun lige formået at komme på højkant til at møde på arbejde onsdag, så det var ikke koncerten, der stod højst på ønskesedlen fra morgenstunden. Heldigvis gik det bedre op ad dagen, og udsigten til at opleve 4 bands live blev mere og mere tillokkende. Samtidig var jeg også temmelig nysgerrig: på nær et positivt møde med det seneste udspil fra Rotting Christ, var alle navne ukendte for mig. Og da jeg heller ikke havde været på Studenterhuset før, var sagen klar; ind i bilen med mine musikkammerater og afsted mod Ålborg.

Studenterhuset gjorde straks et positivt indtryk: super beliggenhed midt i byen, udmærkede lokaler og meget attraktive priser i baren.

Sardonic (3/6)
Da klokken blev 20, var der ikke mange til stede i salen, og en bevidst forsinkelse på 10 minutter kunne ikke rette meget op på det.
”Fire walk with me” lød det fra PA anlægget, og med denne intro gik tyske Sardonic på scenen. Vi fik 25 minutters dødsmetal af den gamle skole med numre, som generelt holdt et pænt middelniveau. Et par ægte lyspunkter var der dog; ”Stalking the Dead” var fedt og havde et godt drive, ligesom der i et senere nummer (hvis titel jeg ikke lige fik fat i) pludselig blev slået over i Iron Maiden-agtigt double lead.
Ellers var jeg ikke imponeret over guitaristernes soli; de var lidt tynde. Samspillet mellem musikerne haltede også ind imellem, ved temposkift blev det hele utight og mistede drive.
Bandet er med på touren for at lære, og set i det lys var indsatsen bestemt godkendt. Og da det kun var deres anden optræden på turen, er der mulighed for, at de får spillet sig op henad vejen.

Rotten Sound (2/6)
Så var turen kommet til det finske band Rotten Sound. Hvor alle fyrene i Sardonic var langhårede, gik man her over i den anden grøft: forsangeren og guitaristen var pilskaldede; bassisten og trommeslageren korthårede.
Blev der sparet på hårpragten, var det lige modsat med energi, fart og punket attitude. Rotten Sound spillede en uhyre præcis omgang Grindcore. Og det var virkelig vildt at se bassisten og guitaristen lade hånden fare op og ned ad gribebrædtet! Og jeg var ligeledes imponeret over, hvor godt det hele hang sammen, på trods af det høje tempo.
Til gengæld var jeg ikke imponeret over musikken. Det hele flød sammen i én stor grå masse, hvor det var nærmest umuligt at skelne de enkelte sange fra hinanden. Efter 10 minutter keeeeedede jeg mig helt vildt, og blev glad, da der fra scenen blev meldt, at der var 4 numre tilbage.
To stjerner afspejler ikke Rotten Sounds musikalske kunnen, men den her genre er bare slet ikke mig!

Malevolent Creation (4½ /6)
Næste band på scenen var de amerikanske Death Metal-pionerer fra Malevolent Creation. Der var nu kommet noget mere publikum, og bedømt ud fra aktiviteterne foran scenen var det dette band, de var kommet for at høre.
Musikken gik igang, og efter nogle minutter tog jeg mig selv i at stå og glo med åben mund. Årsagen til denne mindre prangende aktivitet sad bag trommerne og bærer navnet Dave Culross. Hvad den mand leverede grænsede simpelthen til det naturstridige!! Ikke bare spillede han afsindigt hurtigt med både hænder og fødder; han formåede også at variere sit spil, så han på intet tidspunkt blev reduceret til en slagmaskine. Og så falder hvert slag med en præcision, så man kunne stille Jens Olsens Verdensur efter dem. Helt igennem imponerende, og for mig hele turen til Ålborg værd.
Ved hjælp af den ene trommetsunami efter den anden, drev denne trommewizard sine bandkolleger frem. Ikke at de havde brug for hjælp til at komme ud over stepperne, for også her var tempoet skruet vældigt i vejret. Og de tekniske fejl, jeg bemærkede hos Sardonic, var der slet ingen spor af her; bandets kunnen og erfaring dannede basis for en præstation af en helt anden klasse. Vi fik en gedigen gang klassisk dødsmetal, og alt blev leveret supertight og knaldhårdt – sådan!
Forsangeren og bassisten holdt hele sættet igennem en god kontakt til folk i salen. Disse takkede med aftenens største bifald, som indikerede, at Malevolent Creation for mange var aftenens højdepunkt.

Rotting Christ (4½ /6)
Inden vi fik aftenens sidste band på scenen, blev fornemmelsen af, at hvem der var det reelle hovednavn bekræftet; en synlig del af publikum havde forladt Studenterhuset, inden Rotting Christ gik igang.
De som blev, fik en omgang af bandets specielle blanding af melodiøs Thrash/Black Metal. Dette mix fungerede i det store og hele rigtig godt. Blandingen af de fræsende guitarer og melodiøse soli tilsat båndet kor gav en flot og meget stemningsfuld cocktail.
Desværre kneb det lidt, når korelementerne ikke var til stede. Det var ikke helt så medrivende og interessant. Medvirkende hertil var også lydbilledet, som var lidt mørkt pga. for lav vokal og for kraftig bas. På scenen er der ingen tvivl om, at Sakis er bandets hovedfigur. Han tiltrækker sig opmærksomhed; ikke kun pga. vokalen, men også pga. hans udstråling.
Når det gælder præcision og publikumstække, leverede Rotting Christ ikke en performance, der var på niveau med Malevolent Creations ditto. Men musikalsk stod de for den blanding, som bedst falder i min smag – derfor giver jeg samme karakter til de to bands.

Koncerten var som helhed vellykket, med Malevolent Creation og Rotting Christ som de forventede højdepunkter. Det havde dog været bedre, hvis der havde været byttet om på rækkefølgen af de to navne – så havde man holdt længere på publikum. Det havde absolut ikke gjort noget, hvis der havde været flere mennesker i salen, men det må man vel regne med på en hverdagsaften.

Læs mere...

Malevolent Creation - Invidious Dominion

Efter et live album, en opsamling og en DVD er Malevolent Creation tilbage med et studiealbum. De ændringer i line-up, der kendetegner bandet, ser ud til at være begrænset til, at Jason Blachowicz igen håndterer bassen.
Ændringen har nu ikke haft indflydelse på bandets musik; her står der stadig klassisk Death Metal på programmet. Som vanligt veksles mellem højt og lavt tempo, hvor især førstnævnte gør sig bemærket – her går det virkelig stærkt. Men uanset om tempoet er højt eller lavt, er musikken præget af genremæssige gentagelser. Og at højdepunkterne ”Lead Spitter” og “Antagonized” er blot ”okay” numre, sætter de manglende kvaliteter hos de resterende i relief – der mangler spillelyst og de ideer, jeg forventer fra et band med Malevolent Creations baggrund. Her er det lidt som at få en stangvare, når man forventer haute couture
Med highlights, som ikke hæver sig over det middelmådige, er ”Invidious Dominion” et skuffende album, og det halter langt efter det, der gjorde bandet til et stort navn på Death-scenen. Faktisk skal Malevolent Creation skal være glade for, at de er et etableret band - jeg tvivler stærkt på, at materialet ville være nok til at skaffe et ukendt band en pladekontrakt hos Massacre Records.

Tracklist:
1. United Hate
2. Conflict Finalized
3. Slaughterhouse
4. Compulsive Face Breaker
5. Lead Spitter
6. Target Rich Environment
7. Antagonized
8. Born Again Hard
9. Corruptor
10. Invidious Dominion

Samlet spilletid: 35:54


Revolution Music vil gerne takke Massacre Records for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed