fbpx

Sunken - Livslede

Sunken er et fem mand stærkt band fra Aarhus, som debuterede med albummet ”Departure” i 2017. Nu er bandet så klar med album nummer to, som udgives på tyske Vendetta Records og bærer titlen ”Livslede”.
Med så markant en titel er det ingen overraskelse, at indholdet er Sort Metal, og den leverer Sunken med både power og flotte stemninger. De enkelte numre er ret lange, så der både bliver plads til fyldige passager domineret af guitarer med tremoloanslag og lige så omfattende afsnit, hvor det stemningsfulde er i centrum. Det er på mange måder lige efter bogen, og med de dansksprogede tekster oveni, lægger Sunken sig meget tæt op ad Solbrud. Godt nok er Martin Skyum Thomasens skrigende vokal ikke helt så skarp som Ole Luks ditto, men det er ikke meget galt.
I første omgang skuffede denne mangel på stilmæssig selvstændighed mig, men i de sidste to numre får Sunken reddet æren. Selv om stilen ikke skifter, er de nærmest svævende stemninger i ”Delirium” virkelig fængslende og beroligende, indtil der langsomt skrues op for energien. Og i det afsluttende ”Dødslængsel” sættes der trumf på; her er melodierne enormt stærke, og nummeret fremstår som albummets højdepunkt. Flere tracks i samme klasse havde resulteret i en bedre bedømmelse.

Tracklist:
01: Forlist
02: Ensomhed
03: Foragt
04: Delirium
05: Dødslængsel
Samlet spilletid: 43:14

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed