fbpx

Lili Refrain - Ulu

Lili Refrain er en italiensk sangerinde og multiinstrumentalist, som siden 2007 har udsendt 4 albums. Dem kender jeg ikke, men får nu lejlighed til at lære kunstneren at kende, hvor hun udsender EP’en ”Ulu”. Officielt består den af tre numre, men reelt fremstår det som ét 22 minutter langt track.
Det hele starter meget stille med klangflader, der vokser i intensitet og støttes af guitarlyde og trommeslag, efterhånden som de træder frem. På et tidspunkt kommer vokalen ind; den er ren og kraftigt, men jeg er ikke sikker på, at der synges på et egentligt sprog – det virker mere som blot et bidrag til stemningen i musikken. Den fornemmelse understøttes af, at der ikke er ret meget rytmisk struktur til stede. Til gengæld udvikler nummeret sig til en dialog mellem vokal og guitar, hvor der ind imellem er næsten hypnotisk repetition af temaer.
Strukturen kommer efterhånden som guitaren får mere bid, og der kommer trommeslag med i billedet. Det hele vokser støt i intensitet, inden der mod slutningen skiftes til rene klangflader tilsat lidt effektlyde.
Helheden er ret speciel, men musikken har sine øjeblikke. At det er musik til specielle stemninger og specielle mennesker betyder mindre - Lili Refrain viser modet til at gå mod strømmen.

Tracklist:
1.GULA
2.TERRA 2.0
3.MUL
Samlet spilletid: 22:07

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed