fbpx

Lice - Woe Betide You

Meget kan man sige om Niklas Kvarforth (og det gør man også, for han har længe været en kontroversiel figur på Metalscenen), men man kan ikke beskylde ham for at ligge på den lade side: Ved siden af sit eget band Shining har han samarbejdet med mange andre kunstnere. Nu kan man så tilføje Lice til listen; her har Kvarforth fundet sammen med trommeslageren J fra spanske Teitanblood, mens Kirill Krowli supplerer med strengeinstrumenter og elektronik.

Musikken rubriceres som Avantgarde Black Metal, men det er efter min mening forkert. Hovedparten af spilletiden er musikken nedtonet og passer bedre til betegnelsen Post Black Metal. Egentlig voldsom Sort Metal optræder kun et par gange; i ”Level Below” er angrebet på lytterens sanseapparat kun 30 sekunder langt, så den noget længere sekvens i slutnummeret er den eneste egentlige dosis på albummet.

Det betyder ikke mangel på spænding, for stilen er et flot match til Kvarforths vokal, hvor hans indsats er bedre end længe, når han lever sig helt ind i numrene og som en kamæleon skifter udtryk fra det lidende til det anmassende og insisterende. I ”Roadkill” synger han endda mere rent end jeg har hørt før, hvilket afrunder en meget stærk performance. Men han må dele roserne med sine musikere, for musikken er både stærk og varieret, og meget flot afstemt, så helheden fremstår bedst muligt.

Summa summarum: ”Woe Betide You” er en uventet positiv oplevelse, hvor Lice med enkle midler skaber mange spændende stemninger. Jeg håber, at Kvarforth tager nogle af ideerne til sig, for albummet her er på flere fronter mere interessant end de seneste udspil fra Shining.

Tracklist:
1. Beyond Eternal Recurrence
2. Layers of Dirt
3. Towards Reality
4. Level Below
5. Roadkill
6. Pride Eraser
7. …And So The Ceaseless Murder Of The World Came To An End
Samlet spilletid: 47:40

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed