fbpx

Sorcerer - Lamenting Of The Innocent

Til deres tredje album har svenske Sorcerer skiftet ud på to pladser i forhold til deres seneste album, idet Justin Biggs er ny bassist, mens Richard Evensand har overtaget pladsen bag trommerne. Helt ny er han nu ikke, for han var også en del af bandets line up tilbage i starten af 1990’erne. Albummets titel er en henvisning til de mange kvinder, der uskyldigt blev henrettet som hekse op igennem historien, og temaet behandles i de enkelte numre.
Ny besætning betyder ikke ny stil, for Sorcerer fremstår som vi kender dem: Tunge rytmer hentet i Doom genren kombineret med elementer af Hardrock og Heavy Metal samt en vokal, der også kunne gøre sig i Power Metal – her ligner bandet andre svenske navne som Candlemass og Below.
Det gør de heldigvis også, når det gælder kvaliteten, for selvom Sorcerer ikke flytter genrens grænser, viser de et sikkert greb om den. Det høres f.eks. i titelnummeret, hvor flotte melodiske omkvæd og stærke melodier mere end kompenserer for nummerets pæne udtryk. Eller findes i den fine stemning, der opbygges via strygere i ”Deliverance”.
Guitarernes tyngde er et afgørende element igennem hele albummet, men fremtræder ekstra sejt i ”Dance with the Devil”. At ikke alle numre når helt samme niveau, trækker kun lidt ned; albummet om heksejagt har rigeligt med interessante detaljer til, at jeg kan anbefale det.

Tracklist:
1 Persecution (intro)
2 The Hammer of Witches
3 Lamenting of the Innocent
4 Age of the Damned
5 Where Spirits Die
6 Deliverance
7 Institoris
8 Condemned
9 Dance with the Devil
10 Path To Perdition
Samlet spilletid: 63:35

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed