fbpx

Kryptan - Kryptan

Kryptan er endnu et eksempel på, at ikke alt, hvad der står i pandemiens skygge, er skidt. Bandet blev startet i starten af 2020 af Mattias Norrman (guitar, bas, keyboards), og med sig har han Alexander Högbom (vokal) og Samuel Karlstrand (trommer). Norman står for al musik, Högbom har skrevet teksterne og det hele er indspillet i Glashuset Studio i Ludvika, Sverige.
Bandets selvbetitlede EP bliver sat i gang med noget af en magtdemonstration: Åbningsnummeret ”A Giant Leap For Whoredom” afvikles i et vildt opskruet tempo, som automatisk får mig til at mindes klassikeren ”Panzer Division Marduk” – det er sjældent, at man hører en lilletromme blive pryglet så ekstremt! Infernoet afbrydes kun kortvarigt af keyboards, så er det afsted igen. Högbom bidrager med en skrigende vokal, som er overraskende varieret, og som passer perfekt ind i helheden.
I de næste numre fortsættes stilen, selvom der er variationer: ”Bedårande barn” har flere keyboard elementer og en lidt gyngende rytme, mens ”Blessed Be The Glue” byder på lidt mere sejtrækkende guitarer. Endeligt rundes der af med ”Burn The Priest”, der er i samme stil som EPens start.
De 4 numre på EPen er benhårdt produceret og nådesløst eksekveret klassisk Black Metal. Hvad de mangler i integration af melodier og variation, kompenseres med vanvidstempo og vild energi. Jeg kan li’ det, og ser frem til et album fra Kryptan.

Tracklist:
1.A Giant Leap For Whoredom
2.Bedårande barn
3.Blessed Be The Glue
4.Burn The Priest
Samlet spilletid: 21:32

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed