fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 57

Korpiklaani - Jylhä

Siden debutalbummet ”Spirit of the Forest” udkom i 2003 har finske Korpiklaani blandet hjemlandets tradition for Folkemusik med Metal. Det gør de også på album nummer 11, som
Bærer titlen ”Jylhä”, som ikke kun omhandler mytologi og natur, men også inddrager livets mørke sider.
Korpiklaani har en klar prioritering, så Folk kommer før Metal - selvom der er tunge riffs og heavy trommer at finde på albummet, så er det harmonika og violin, der dominerer lydbilledet i de 13 numre. Og selvfølgelig Jonne Järveläs vokal, som har den rigtige blanding af renhed og kant til, at den passer perfekt ind i sammenhængen. Til gengæld føler jeg mig lidt udenfor angående teksterne, for vanen tro synger Järvelä på sit modersmål; det gør mig ude af stand til at spore fordelingen af alvor og ironi i dem.
Ellers kræver numrene ingen fortolkning, for de friske rytmer og udmærkede melodier forklarer sig selv. Samtidig er der også gjort en del ud af omkvæd, der inviterer lytteren til at skråle med – også uden baggrund i det finske. De nævnte elementer er positive, men lidt ujævnt fordelt på albummet. Derfor vil jeg fremhæve ”Verikoira” og ”Kiuru” for deres indhold af Metal, mens titlen som bedste track går til ”Pidot”; nummerets forskellige elementer smelter sammen til en perfekt repræsentant for genren.
Den betegnelse kan i et vist omfang udvides til at gælde for hele albummet, for Korpiklaani holder generelt et højt niveau. Dog koster det i bedømmelsen, at det lidt for ofte kammer over i det hyggelige til min smag.

Tracklist:
1. Verikoira
2. Niemi
3. Leväluhta
4. Mylly
5. Tuuleton
6. Sanaton maa
7. Kiuru
8. Miero
9. Pohja
10. Huolettomat
11. Anolan aukeat
12. Pidot
13. Juuret
Samlet spilletid: 60:29

Læs mere...

Korpiklaani - Kulkija

Med ”Kulkija” udsender Korpiklaani deres tiende album, og det må siges at være ganske godt gået, da jubilæet rundes kun femten år efter debutskiven ” Spirit of the Forest”. Titlen betyder ”vandrer”, og de fjorten numre beskriver mere eller mindre direkte episoder fra vandringsmandens liv.

Finnerne beskriver selv albummets som deres mest alsidige, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret: Når det gælder instrumentering og stemninger, kommer de virkelig langt omkring. Vanen tro er det den nordiske Folkemusik, der danner basis for numrene, som anført af violin og harmonika drøner løs med stampende rytmer. Her passer det fint ind i billedet, at Jonne Järvelä udelukkende synger på finsk; at man ikke forstår indholdet er mindre vigtigt – her betyder stemningen mere, og kan sagtens bruges til fællessang i festligt lag.

Mit favoritnummer på albummet er ”Kallon Malja”, som kører godt med et glimrende drive; her sætter guitar og trommer dagsordenen, ligesom vokalen har ekstra kant. Desværre står nummeret ret alene når det gælder skarphed, for selv om de øvrige tracks indeholder Metal, er den afdæmpet og har svært ved at gøre sig gældende i forhold til de akustiske instrumenter. Det giver numrene slagside mod det Folkmæssige, og gør albummet til en hyggelig og absolut ufarlig affære. Det falder ikke i min smag, og man skal virkelig sætte pris på Folkemusikken for at få fuldt udbytte af ”Kulkija”.

Tracklist:
1. Neito
2. Korpikuusen kyynel
3. Aallon alla
4. Harmaja
5. Kotikonnut
6. Korppikalliota
7. Kallon malja
8. Sillanrakentaja
9. Henkselipoika
10. Pellervoinen
11. Riemu
12. Kuin korpi nukkuva
13. Juomamaa
14. Tuttu on tie
Samlet spilletid: 71:20

Læs mere...

Korpiklaani - Noita

Finnerne bliver ofte karakteriseret som et alvorligt og introvert folkefærd, og der er mange eksempler på, at den finske folkesjæl er mærket af de store skove og lange vintre. Men at man skal passe på med at generalisere, er det nye album fra Korpiklaani et godt eksempel på. Albummet er bandets niende studieskive, og det udstråler en glæde og energi, som man normalt forbinder med varmere himmelstrøg; her bliver party stavet med stort P!

De holder sig til det enkle, og jeg er lidt imponeret over, hvor langt man kan komme med Hey-Hey-Hey og La-La-La, bare tingene sættes rigtigt sammen. Og det gør de hos finnerne, for der er ingen vaklen i geledderne, uanset om rytme og tempo er friske, eller om der bliver skruet lidt ned, som det sker i ”Lempo”. Harmonika og violin er mere hørbare end vanligt; det understreger Folk-elementerne, men ellers er der ikke mange afvigelser fra det kendte. Men et par er der da: Billy Idols gamle hit ”Mony Mony” bliver via en finsk tekst til ”Jouni Jouni”, og i de to sidste numre bliver der fyret mere op for guitaren. Det giver en vitaminindsprøjtning af tungere Metal, der gør slutnummeret til albummets bedste.

Samlet set er der altså ikke meget nyt under solen, men albummet som helhed er solidt og gennemarbejdet, og det har ingredienserne til at sparke gang i selv den mest døde fest.

Tracklist:
1. Viinamäen Mies
2. Pilli On Pajusta Tehty
3. Lempo
4. Sahti
5. Luontoni
6. Minä Näin Vedessä Neidon
7. Jouni Jouni
8. Kylästä Keväinen Kehto
9. Ämmänhauta
10. Sen Verran Minäkin Noita
Samlet spilletid: 45:20

 

Læs mere...

Sabaton, Korpiklaani, Týr

Så skal jeg love for at vi får serveret en glimrende metalpakke. Først er der det svenske powermetal band der udelukkende synger om krig; Sabaton. Senere bliver der tilføjet 2 supportbands i form af de finske folkemetal freaks i Korpiklaani, og det færøerske vikingemetal band Týr.

De har alle 3 besøgt Danmark indenfor de sidste par år, og har faktisk også aflagt Copenhell et visit hver især (Korpiklaani i 2012, Sabaton i 2013 og Týr i år). Hver for sig var Sabaton headliner i Amager Bio tilbage i 2012 med bl.a. Eluveite som opvarmning. Korpiklaani visiterede både København og Aarhus i 2013, og så var Týr opvarmning for Finntrolls show i Aarhus i september sidste år. Jeg har selv set de 3 bands over flere omgange og de plejer altid at levere, så mine forhåbninger var sat et godt stykke over middel, selvom det faktum at det foregår på en tirsdag muligvis godt kan gå hen og lægge en dæmper på festlighederne.

Týr:
Udover kunstneren Eivør Pálsdóttir er Týr uden tvivl noget af det mest kendte musik Færøerne kan bryste sig med. I metalmiljøet er det velsagtens kun dem, SIC og Hamferð som er alment kendt. Tematisk bevæger de sig for det meste i vikingefarvandet, men også både danske og færøerske myter, legender og sange får nyt liv igennem Týr. Bandet opstod i 1996, og mest kendt i medlemsafdelingen er nok forsangeren Heri Joensen og bassisten Gunnar H. Thomsen der begge har været med fra starten. 7 albums er det blevet til, hvor der f.eks. kan nævnes debuten "How Far To Asgaard" fra 2002, "By The Light Of The Northern Star" fra 2009 og det seneste opus "Valkyrja" fra 2013.

Der er omtrent halvt fyldt i salen og godt fyldt oppe foran da Týr indleder med en dramatisk/klassisk intro, inden de går direkte over i "Blood Of Heroes" og "Hold The Heathen Hammer High". Solid start, og der er ligeledes en god stemning hele vejen rundt. Týr er ikke bare et tilfældigt opvarmningsband, nej, her er reelle fans tilstede - og mange af dem endda. Publikum er tydeligt tilfredse, og selvom det aldrig bliver den vilde folkefest i forsamlingen, så står fællessangen stærkt i både nye som gamle sange. I løbet af de næste 40 minutter opstår der enkelte moshpits, og varmen stiger også betragteligt. På den mindre alvorlige side er der også både et latexsværd og en hammer er at spotte iblandt de forreste rækker.

Bandet selv, med den karismatiske og strengt udseende Heri Joensen i front, hygger sig gevaldigt indbyrdes. Bassisten er et syn for sig selv, storsmilende og med krudt i røven, ligesom det var tilfældet på Copenhell. Lyden skal lige finjusteres, og når desværre aldrig op på hvad jeg ved Vega kan præstere, men er såmænd ganske fin. Det eneste vedvarende problem er at vokalen ligger for lavt i lydbilledet, hvilket mest kommer til udtryk i aftenens sidste skæring "Shadow Of The Swastica". Her er vokalen næsten umulig at høre, og kun omkvædet får folk med igen. Ærgerligt. Under den nye skæring "Lady Of The Slain" er den lave vokal sandsynligvis også med til at folk, for første gang under koncerten, ser ud til at kede sig. Her kunne Týr med fordel have valgt f.eks. "Ramund Hin Unge" der var underligt fraværende på sætlisten. Lysshowet er til gengæld ret fedt - måske lysmanden er hyret af bandet selv? Det så sådan ud.

Overordnet set leverer Týr et glimrende show, men den lave vokal og folks mindre hæmninger (som skulle vise sig at forsvinde om et øjeblik) trækker en anelse ned. For mig personligt var Týr aftenens mest interessante indslag, og jeg håber snart de kommer tilbage som headliner.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Blood Of Heroes
2) - Hold The Heathen Hammer High
3) - Grindavísan
4) - Mare Of My Night
5) - Tróndur Í Gøtu
6) - By The Sword In My Hand
7) - Lady Of The Slain
8) - Shadow Of The Swastica

Korpiklaani:
De var førhen kendt som Shaman, og deres nuværende navn Korpiklaani betyder direkte oversat fra finsk Wilderness Clan, eller Ødemarksklan på dansk. Bandets spæde begyndelse kan imidlertid spores helt tilbage til 1993 via projektet "Shamaani Duo", der spillede folkemusik inden de tilføjede metal - noget som ellers har været omvendt for de fleste andre. Dette restaurantband, som de omtalte sig selv som, var aktivt i 3 år inden det blev lavet om til Shaman, der nåede at udgive 2 albums imellem 1996 - 2003. Den 3. inkarnation var således Korpiklaani, og de udgav deres roste debutalbum "Spirit Of The Forest" samme år. Sidenhen har de udgivet 7 albums, hvoraf det seneste "Manala" er fra 2012. Der har været en stor udskiftning i bandets besætning igennem tiden, hvor kun forsangeren/guitaristen Jonne Järvelä har været fast medlem.

Allerede 15 minutter senere erstattes Vegas lys med et dunkelt rødt skær, og det 6 mand høje band kommer godt fra start. Lyden er igennem de næste 50 minutter for det meste udemærket, men sommetider lyder det rodet, også mangler harmonikaen konsekvent i lydbilledet. Ikke meget, men når alt andet spiller er den slet ikke til at høre. Og, som skrevet tidligere, er det så her at hæmningerne bliver smidt overbords. Skidt med at det er tirsdag og man sandsynligvis skal tidligt op imorgen - nu skal der danses. Og danset bliver der, i hvert fald noget af tiden (dét vender jeg tilbage til).

Korpiklaani selv er lidt en blandet landhandel; harmonikaspilleren ser nærmest irritabel ud, men det kan også blot være fordi han er forholdsvist ny, og derfor koncentrerer sig afsindigt meget. Violinisten har et udtryk af ligegyldighed, indtil han bryder ud i dans med forsangeren - som omvendt ser ud til at nyde hele situation, omend det er svært at regne ud da der udelukkende tales finsk af hvad jeg kan høre. Overordnet set virker det dog for undertegnede som om der er en tand for meget selvkontrol over spektaklet - som om der er for lidt løssluppenhed som musikken ellers er gearet til.

Det er især i de nyere sange at både band og publikum ser ud til at miste pusten, hvor kronen på værket er den omtrentlige 7 minutter lange og nye skæring (jeg kender desværre ikke titlen), der lægger en massiv dæmper på den fest der ellers var godt på vej. At lyset er mørkerødt hele vejen igennem seancen hjælper heller ikke på tingene. Folk står bomstille og nærmest limet til stedet. Heldigvis er de engelskbetitlede "hits", der kommer til sidst i sættet, altid populære, og der opstår nu for alvor både kædedans og moshpits i salen, som delvist havde været tilstede i begyndelsen.

Det er sgu ærgerligt at Korpiklaani ikke kan konstruere en bedre sætliste, og det handler ikke så meget om hvilke numre de har med, men hvordan de bliver placeret. At bruge 5 sange på at bygge en fest op, for derefter at afbryde den, OGSÅ forsøge at genstarte den igen - det må kunne gøres anderledes. Derfor ender showet som en middelmådig affære, hvor det sommetider var godt, og sommetider var skidt. 
3½/6 stjerner.

Sabaton
Powermetalbandet Sabaton stammer fra Falun i Sverige, og har siden 1999 underholdt med deres gennemgående tema; krig. Igennem 7 albums, hvoraf det seneste "Heroes" er fra i år, har de berettet om både 1. og 2. verdenskrig, historiske figurer som Sun Tzu og Adolf Hitler, og famøse kampe som f.eks. Operation Overlord (også kendt som D-dag). Et gennemgående tema er også deres hyldester til metal som genre, såvel som forskellige bands, der kan høres i sange som "Metal Machine" og "Metal Crüe". I 2012 var der masseudvandring fra Sabaton, og kun forsanger Joakim Brodén og bassist Pär Sundström blev tilbage. De fik dog hurtigt fat i nye medlemmer, og har sidenhen fortsat ufortrødent. Sabaton afholder desuden også deres egen festival "Sabaton Open Air" i deres hjemby, og har for at det ikke skal være løgn endda deres eget cruisetogt, "Sabaton Cruise" på linie med f.eks. 70.000 Tons Of Metal.

Efter nogle uenigheder om hvornår præcist lyset skulle slukkes og koncerten begyndte, er det først kvart over 10 at Sabaton er klar. Til tonerne til Europe's "The Final Countdown" og synet af et trommesæt kombineret med en tank (komplet med rullekanoner på siderne) - så kan det svært blive mere overdrevet. Store Vega er nu så propfyldt at der kun kan være et absolut fåtal af billetter tilbage.

Det er "Ghost Division" der sætter gang i et tændt Vega, også er der ellers dømt fællessang i den næste time og tyve minutter. Der hoppes så gulvet gynger langt bagud i salen, og det er også endelig nu at den gode lyd er at opfange. 
Jeg er fristet til at skrive at Sabaton er som de plejer, men det betyder i dette tilfælde et af de mest levende bands jeg nogensinde har oplevet. De er simpelthen over og rundt på scenen hele tiden. De smiler, griner, laver ansigter, driller hinanden - på alle måder et sprælsk orkester. Forsangeren er iklædt de klassiske solbriller og militærrustning, og opildner konstant publikum med både fagter og tale - med stor succes, skal det siges.

I løbet af showet er der en del humoristiske kommentarer, som bl.a. at forsangeren snakker engelsk til os i stedet for svensk (det er undertegnede i øvrigt HELT tilfreds med!), for da sidst Sabaton spillede i København blev han narret godt og grueligt. Han skulle sige "mange tak", og spurgte derfor det danske publikum om hvordan man sagde det på dansk. Han fik svaret "fisse", og derfra udbryder der mere end blot én gang spontane udbrud af "FISSE!" fra ligegodt hele salen.

Det er dog ikke sådan at vi undgår de svenske versioner af visse sange, men det er også helt fint. Der er nemlig en så glimrende crowdcontrol fra forsangerens side, der bl.a. op til flere gange lader det være til demokratisk afstemning om hvilke sange Sabaton skal spille - og om de skal synges på svensk eller engelsk. Førstnævnte vinder stort. Det er ligeledes en cool gimmick at en fyr der har et skilt med teksten "Nuclear Attack - you promised" (hvor der her henvises til en bestemt sang af Sabaton) opdages af bandet, bliver kaldt tættere på scenen, og får lov til at vælge hvilket af 2 numre der skal præsenteres - de kunne desværre ikke spille "Nuclear Attack", tilsyneladende. Det afholder dog ikke den samme gruppe fra at råbe det i tide og utide.

Der er helt overordnet faktisk ikke én eneste ting at sætte på Sabatons performance, men alligevel står jeg og keder mig til tider. Det bør jeg ikke gøre med den eksemplariske præstation bandet leverer, men det er altså sandheden at jeg kun noget af tiden føler mig underholdt. Måske er det bare for meget af det gode på én gang. Men, det skal på ingen måde gå udover Sabaton, der i øvrigt nemt må kunne tage prisen som det hyggeligste metalband på denne klode. Godt arbejde, altså.
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Ghost Division
2) - To Hell And Back
3) - Carolus Rex (Swedish version)
4) - 40:1
5) - Gott Mit Uns (Swedish version)
6) - Soldier Of 3 Armies
7) - The Art Of War
8) - 7734
9) - A Lifetime Of War (Swedish version)
10) - Attero Dominatus
11) - Resist And Bite
12) - Uprising
13) - Night Witches
14) - Swedish Pagans
15) - Primo Victoria
16) - Metal Crüe
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Sabaton support bands annoncerede

  • Udgivet i Nyheder

Når de svenske helte i Sabaton besøger Store Vega d. 25. november bliver med to højt respekterede bands – nemlig Korpiklaani og Týr.

3rd Tsunami skriver:
Korpiklaani fra Lahti, Finland har været aktive som band i forskellige formationer (tidligere som Shaman) i over 20 år og deres enorme kapacitet på en scene er derfor til at forstå. Korpiklaani har været regelmæssige gæster i Danmark siden 2012 og har spillet både Aarhus, København og Copenhell. Sidstnævnte vist sig at blive en stor succes og Blastbeast.dk kvitterede med 4 stjerner og mange flotte ord;
”..Men INTET på Copenhell slår den fest der var Korpiklaani. Aldrig har jeg oplevet gladere mennesker samlet foran en scene. Det var et fantastisk syn og lige ud pisse hamrende sjovt. Der blev moshet, traskodanset og gentagende gange crowdsurfet til Korpiklaani’s violin-metal..”

Týrfra Færøerne besøgte sidst Danmark så sent som d. 5. september 2014. Det var som en del af den nystartede festival Mittland Festival der fandt sted på 5-øren – hvor især Blastbeast.dk var begejstrede for bandets optræden.
Týrer tro mod deres rødder og udover at være klædt traditionelt, synger bandet for det meste også på deres modersmål – hvilket giver en helt speciel troværdighed i musikken.
Det er tilladt at danse – både mosh og folkedans!

De to bands har det tilfælles, at de ikke har udgivet nye albums siden henholdsvis 2012 (Kopiklaani –Manala) og 2011 (Týr – Valkyrja) – som mon ikke der kommer et par nye sange frem. ”

Læs mere...

Korpiklaani, Metsatöll, Heidra

Det var ved at være aften, jeg havde kort forinden sat mig i den røde langbog og lyttet som den stoppede hist og her, med sit infernalske helvedes kald, påkaldte den sig flere frænder og skjoldmøer til at komme ombord, vi var en større flok der drog afsted mod den indre by og et blodbad lå i luften. Jeg havde fundet det prægtigste dyreskind frem, givet til mig af min fader da jeg blev voksen i en alder af 13. Ganske vidst faldt min fader i brav kamp mod den anglo saksiske pestilens vi kæmper så indædt imod og ganske vidst viste det sig jo så at jeg ville bringe familien skam i kræft af at være en pige i forklædning, men det så man ikke dengang og ser det stadig ikke da jeg ikke er i fuld flor og dermed kan jeg stadig gå under dække af at være en mand og deltage i de snart ugentlige togter på diverse steder i indre by. Jeg sleb min økse og ventede spændt på at vi slog imod land på Vesterport station.

 

Heidra

 

Hvis vi lige dropper vikinge historien et øjeblik og fokuserer på aftenens egentlige hændelse, nemlig folk braget i Pumpehuset, ja så er vi klar til at snakke om første levende billede på plakaten. Danske Heidra er et band jeg har hørt mangt og meget om, jeg har på underlig vis aldrig fået set disse gæve gutter spille op til dans og det er måske underligt når jeg bevæger mig så meget i koncert miljøet. Men denne aften stod ruden så til at blive prikket ind og efter at have varmet op med hvad der ligger offentligt tilgengæligt af den nye skive "Sworn To Vengeance" var jeg da både spændt og en smule, hvad er ordet, når ja, overophedet. For i kraft af at vi nu skriver April, at sommeren er ved at melde sin ankomst i al sin PMS agtige storhed og det faktum at koncerten var flyttet til den store sal, gjorde at de mange hundredevis af mennesker der var mødt op, alle sammen store svedene vikinge typer, opvarmede salen til et ulideligt kogepunkt og mit tøj nærmest smeltede under den ekstreme varme.

 

Men nuvel, Heidra gik på og som sådan er de et band der formår at gøre det utroligt godt, skønt de stadig kan tælles som et relativt ubetydeligt band i the grand scheme of things så agerer de stadig som om at det var DEM der havde stået for det bragende billetsalg og den store scene klæder dem sku. De gik på scenen i bedste rockstar stil og lagde en solid standard fra start af. Musikken har en del til fælles med et band som Ensiferum, men til min store glæde kunne jeg da også fornemme et par anerkendene nik imod kongerne af vikinge stilen, Einherjer. Koncerten forløb ganske flydende dog måtte jeg sande, sådan ca. ved anden guitaristen's, Carlos (også spillende i Corpus Mortale), første solo stykke. Der var nemlig på mystisk vis gået alfer i maskineriet og hans guitar var enten helt død eller også var den bare så lav at man vitterligt ikke kunne høre hvad der foregik. Det er en skam at et band af Heidras kaliber ikke kan få mulighed for basale ting som lydcheck og derfor ikke kan spille under optimale forhold og det var yderst hørbart. Det virkede som om lydmanden havde besluttet sig for at sidde overskrevs på sin pult og bare åbne for helvedes porte og lade det strømme ud af dårligt arbejde. Jeg kan ihvertfald ikke forestille mig at, hvem end der stod for lyden i aften, har et job særlig meget længere da det kun blev værre og værre. Til sidst sejlede det hele så meget at keyboard spilleren, Danny; fremstod som yderst inkompetent, noget jeg var en del overrasket over da man, hvis man ellers gad betragte ham (og det gider vi godt!), ramte rigtigt og med min yderst minimale viden om keyboards vil jeg da også mene at han rent faktisk spillede meget godt, da jeg efterfølgende har hørt live optagelser fra BAG scenen fremstår problemet klart. Lyden var simpelthen for dårlig og det hele sejlede rundt, om lydmanden havde besluttet sig for at forsøge at score en af de kornfede vikinge tøser, eller de klassiske skinny trofæ emo piger, skal jeg ikke kunne sige, men det virkede som om hans fokus var ALLE andre steder end koncerten. Når man ligger det sammen med at publikum bare forholdt sig passivt for det meste så har man en coctail der gør at Heidra ikke skinner igennem som et vildt fantastisk band, jeg vil dog vælge at sige at musikken og performancen INTET fejlede, men at forholdende var yderst beklagelige, jeg kvitterer med 4 hedenske stjerner og en bøn til Odin og Thor om at de må lade deres vrede regne ned over de folk der står bag forholdende i Pumpehuset for det er under AL kritik at man ikke gør sit arbejde ordentligt, en solid performance under direkte dårlige forhold.

 

4/6

 

Metsatöll

 

Og så skal jeg da love for at publikum vågnede op. Det der var med denne aften, en ting som jeg har lagt mærke til er tilfældet med mange af de her folk koncerter, var at publikum ikke var kommet for at høre musik, nej tværtimod, publikum var kommet for at slå sig løs og danse alfe dans i en imaginær skov til noget finsk schläger metal der mest af alt lyder som om man ikke har haft den vilde fantasi til noget som helst. Når man piller ved formen, den glade hopla folk, så gider folk bare ikke være aktive og da der mest af alt var mødt casuals frem (folk der går til måske 2 koncerter om året) så skulle der ikke så fandens meget til at gøre dem glade. En stank af sved hang tykt i luften og kigger man bare lidt på toilet forholdende finder man også ud af at det primært var børn der ikke kender ordet "etikette" der var mødt op. Det var sådan ca. under Metsatöll at det gik op for mig at det kan være komplet indrelevant hvad jeg skriver i denne anmeldelse, for folk var åbenlyst ikke villige til at lytte på fornuften og vi er kun ved det andet band og jeg har åh så meget at sige.

 

Metsatöll er en underlig størrelse, et band der forsøger at går Týr i bedene, men gør det på en yderst klodset facon. De spiller udelukkende musik henvendt til folk der ikke kan deres musik historie og folk der bare kaster sig næsegrus overfor alt der præsenteres i et lidt glad tempo. Trods publikums klare entusiasme omkring aftenens andet indslag må jeg stille mig uforstående og som den eneste i mængden råbe "Hvad fanden er det der sker?" Metsatöll var nemlig ikke bare et forbandet kedeligt indslag, selve bandet er også hellbent på at forgribe sig på musik og lave et eller andet dårligt udført misk mask af eskimo strubesang blandet med progressive riffs. Man må kende sine styrker og svagheder hvis man agter at gøre karriere, noget enhver musiker kender til, men grundet folk metallens massive kult status så slipper alt der bare har en snert af Finland igennem nåle øjet. Lyden var som sådan udemærket, men det blev spoleret af en forbandet dårlig, statisk og dybt kedelig optræden, det er et band der ikke er helt sikre på om de vil være folk, prog og sågar deres lyssætning skiftede mellem den klassiske belysning til et direkte Spinal Tap agtigt blåt setup med røg over det hele. Jeg stod simpelthen bare og ventede på at et miniskulært stonehenge monument blev hejst ned og to dværge kom ind og trampede på det. Hvilket lige bringer os over i det næste punkt, hvor var trommeslageren? Nå ja, han sad bag et tæppe af røg og det eneste livstegn man havde fra ham var i kraft af hans spillen. Bandet virker som et band der bare tænker "Vi siger noget på finsk og så bliver folk glade" og selvom publikum nok mener at det var en fantastisk koncert så vil jeg vove den påstand at den var yderst plaget af usandsynligt uheldig instrumentering, selvfedhed og ikke mindst en direkte statisk miserabel og yderst trættende performance. Når man så tilføjer varmen og alt for mange matroner der vrikkede røven i ens ansigt så giver det all together en dårlig oplevelse. Kigger man på det musikalske, og det jo det vi skal, så var jeg ikke overbevist om at bandet har grundlag for fortsat eksistens, for er det her det bedste de kan trække op af hatten så har de simpelthen haft det for nemt med deres fanbase. De lever i kræft af at de spiller glad hopla musik og på scenen fremstår de som fire gutter der utroligt hurtigt er glemt og ude af ens bevidsthed. Det var et unneccesary display of appallingness og jeg kvitterer med 2 stjerner fordi jeg er i gave humør og trods alt gerne vil lytte bare lidt til publikum.

 

2/6

 

Korpiklaani

 

Efter at have været nødsaget til at gå HELT ud af koncertstedet for at få bare lidt frisk luft og en kold øl for de få penge der var tilbage i pungen, var det tid til aftenens højdepunkt. Man kan sige meget om dette arrangement, men pumpehuset har da virkelig gået all in, der var stillet mobil sauna og udendørs spa bad op så de glade helte metallere ku få sig den fulde finske oplevelse, et gimmick der lidt var nødt til når man betragter hovedindslaget her til aften.

 

Korpiklaani er et af de band jeg elsker og hader på samme tid. De har det med at ramme en nerve der bare får en til at tænke "Oh yes" f.eks med sange som "Vodka" og "Happy Little Boozer", men udover det så er deres eksistens grundlag yderst minimalt og i aften beviste de PRÆCIS hvorfor det er at de er et af den slags band der ryger på ens sorte liste.

 

Ikke nok med at vokalen kun var hørbar når forsangeren, indsæt finsk navn her, hævede stemmen, nej så var lyden så usandsynlig generisk og uden noget form for personligt præg at det ligeså godt ku ha været et cover band der spillede. Mest af alt ligner de et finsk svar på Motley Crüe og så vidt jeg forstår handler sangene også om ting som Red Warszawa kunne finde på at snakke om. Efter hele 5 sange der lød FULDSTÆNDIGT ens, gav de den med de lidt mere anderledes numre og trods de rent faktisk forsøgte at stable en koncert på benene der præsenterede et tværsnit af deres diskografi så var det altsammen tabt på de fremmødte. Der blev råbt og skreget på "Vodka" nærmest konstant og jeg krummede tæer over at tænke på at selv deres fans har kogt dem ned til et gimmick band der kun kan noget når de synger om at drikke sig stive, et forjættet koncept for de unge der trods de snakker så røven går nok ikke har den store erfaring ud i drikkeriet og jeg forventede da også at se dem foroverbøjet i hækken ude foran. På trods af at publikum virkede utroligt drikke lystne, en ting der ikke stopper de inkarnerede folk selv på en mandag, så var det yderst småt med folk med øl i hånden. Jeg fik flashbacks til dengang jeg selv var et håbløst individ der fik kuldegysninger hver gang en tone blev slået an af mine favorit bands. Tilbage til musikken. Vokalen var som sagt yderst miserabel og lyd teknikkeren havde endnu engang bare besluttet sig for at skide højt og flot på sit erhverv og ellers bare lege rundt med knapperne. Korpiklaani har ganske vidst en generisk lyd på pladen, men det var under al anklage i aften for det var vitterligt som om det var et ansigtsløst band der spillede.

 

Publikum var af den slags fans der råber hver gang en hånd bliver løftet og trods massiv opbakning fra publikum så kom bandet aldrig rigtig op i gear. Snart fik folk deres sange om druk og så kan de leve højt på det i et par måneder, indtil Copenhell hvor de selvsamme tosser møder op på Refshaleøen for at lege seje vikinger med al deres gear til Amon Amarth. Jeg derimod vendte hjem med sveden haglende af mig, ondt i mit bette hoved og en følelse af at have spildt en aften hvor jeg ligeså godt kunne have siddet derhjemme og set Paradise Hotel, ganske vidst er det lidt som at vælge pest eller kolera, men i det mindste er man bedre underholdt af hjernetomme tv3 programmer end man er af finlændere.

 

1.5/6

 

En aften der på papiret så ud til at blive yderst god, men desværre ikke indfriede mine forventninger på noget tidspunkt. Heidra var det klare højdepunkt på trods af massive problemer på lyd siden og så lader vi den ligge der. Jeg har sagt det jeg skal sige og vil se frem til mange hadske blikke når jeg bevæger mig udenfor min dør, bare synd at de allesammen kommer fra folks hvis "passion for musik" kan måles til kun at gælde folke metallen. Det er en genre der er nødt til at få nådesstødet inden alt for længe. De gamle helte der skabte genren er alle faldet af på den og især Korpiklaani, som herhjemme jo har kult status, falder FULDSTÆNDIGT igennem i en live situation. Jeg er først nu begyndt at forstå præcis hvor dårlig den aften var og jeg har tænkt mig at rette henvendelse til de korrekte myndigheder og melde Korpiklaani for åndelig voldtægt! Og ja.. Jeg er nok den eneste fra den aften der ikke var slået ud af det her påtagede storheds pis som de finske bands efterhånden svælger i, men tilgengæld kan jeg læne mig tilbage og sige at med de mange års erfaring jeg har gjort mig så har jeg ingen problemer med at råbe op når der er problemer. Jeg var ikke imponeret og ja, jeg var faktisk direkte skuffet over at få min aften ødelagt på så græl vis. Nu vil jeg vende tilbage til den bro jeg bor under og vente på at der kommer rejsende forbi som jeg kan vildlede og spise til aftensmad. GOOD DAY SIRS !

 

  • 2013-04-15 Korpiklaani_3
  • Forfatter:
  • 2013-04-15 Korpiklaani_16
  • Forfatter:
  • 2013-04-15 Korpiklaani_6
  • Forfatter:

Se hele galleriet

Læs mere...

Korpiklaani og Metsatöll giver koncert i Århus og København

Det finske folk metal band Korpiklaani gæster sammen med de ligesindede folk metaller fra bandet Metsatöll, Pumpehuset i København den 15. april og Voxhall i Århus den 16. april. Fondenvoxhall beskriver pakken således:

”Finske Korpiklaani spiller en både betagende og hæsblæsende blanding af skandinavisk klingende metal og progressivt piskende folkmusik - 16. april gæster de sammen med estiske Metsatöll VoxHall.

Korpiklaani adskiller sig fra de fleste andre folkmetal-bands ved først at have beskæftiget sig med folkmusik og siden tilføjet metal. Oftest fungerer det den anden vej rundt, men altså ikke i tilfældet Korpiklaani, der oprindeligt var en rendyrket folkgruppe ved navn Shaman (og før det Shamaani Duo). I 2003 blev Korpiklaani en realitet, og det var også hér, at bandet endegyldigt besluttede sig for at satse på folkmetallen - det har siden udmøntet sig i ikke færre end otte album, hvoraf sidste års "Manala" er seneste skud på stammen.”

Læs mere...

Copenhell 2012: Skeletonwitch, Killswitch Engage, Brutal Truth, Anthrax

Copenhell er på meget kort tid blevet STEDET at komme en gang om året for at høre smadder. Her er stemningen og lineup som kan gøre Roskilde til skamme og festivalen er et sandt mekka for dem af os der ikke gider betale godt 2000 kr. for at høre fire metal bands. Jeg ankom forholdsvis tidligt, fik mit gear og begav mig så ellers ned til et bådhus for at få mig en øl og noget at spise inden det gik løs for alvor. Lokaliteten var et af de ting jeg finder mest irriterende ved Copenhell. Ganske vidst er pladsen ideel med sine værftsbygninger og asfalterede pladser begroet af ganske lidt grønt, men den ligger meget langt fra Christianshavn station og er man, som mig, ikke en af dem der gider stå i en overfyldt københavner bus, men mener at man sagtens kan klare gåturen derud, så er der en kende langt. Dertil kommer så at man betaler oceaner af penge for en smule mad og noget koldt at drikke og jeg havde på forhånd hørt, at Copenhells vagter var meget grundige i deres gennemsøgninger af folk. Det var derfor helt vidunderligt at finde ud af at der intet var at frygte. Jeg vadede direkte ind med en liter vand uden at nogen nogensinde stoppede mig for at checke min taske eller min person. Men nok om det...

Skeletonwitch
Et af de bands jeg personligt havde set frem til på denne første dag var Amerikanske skeletonwitch, der leverer lidt af et blandingsprodukt. Lidt thrash mixet med nogle influenser fra black metal og sådan lidt af det hele. Jeg hørte deres forrige album for år tilbage og var derfor glædeligt overrasket da de åbnede med nummeret ”Submit To The Suffering” der blev leveret punktligt og præcist. Og sådan var det for resten af koncerten. Det var to the point, no bullshit og efter min mening drøn hamrende kedeligt. Den eneste der bevægede sig en smule var forsangeren, mens resten af bandet stod stille og leverede deres musik før de takkede af og forlod scenen. Lyden var i top og bandets musik er da heller ikke sådan at kimse af. Der var gang i en mindre pit, hvilket jeg må stille mig uforstående overfor, for bandet gjorde intet til at opildne til kampgejst hos de mange fremmødte. Alt i alt en noget kedelig, men ganske okay oplevelse. Langt fra noget der fik mig op at køre og langt fra noget jeg kommer til at huske til evig tid. Average og det var vist også det.
3/6

Killswitch Engage
Killswitch er langt fra et af mine favorit bands. Jeg har taget mig selv i at synge med til ”End Of Heartache” et par gange, men så bliver det ligesom også ved det. Med sig på vokal havde de den gamle forsanger Jesse Leach, der havde erstattet Howard Jones. Og lad mig med det samme dele vandene her. Jeg er en Jones mand! Der var en god energi over bandet og en stage awareness der kun kommer sig af at have spillet så meget som de har spillet. Jesse Leach var i topform og formåede, at få denne gamle kyniker til at bløde lidt op overfor ham. Dog vil jeg sige at sangene mindede en del om intet jeg har hørt før og det kan selvfølgelig bare være at jeg ikke er kendt nok i Killswitch universet, men jeg blev dog glædeligt overrasket da de gav den for fuld smadder med ”End Of Heartache” henimod slutningen, og var da også glædeligt overrasket ovenpå det flop Skeletonwitch havde været
5/6

Brutal Truth
Grind legenderne, der med Extreme Conditions pladen nærmest dikterede hvordan den slags skal lyde, var næste band på scenen. Jeg er ingen grind mand, men denne her performance fik mig dog til at tage den beslutning op til genovervejelse. Med cowboy hat og bare fødder gav forsangeren den for fuld skrue og bandet var i topform rent teknisk. Dog syntes jeg at der var lidt for lidt at se på og at de som Skeletonwitch var faldet i grøften med bare at stå og spille og ikke rigtig gav den nok gas rent performancemæssigt. De beviste dog, med deres tekniske kunnen, at de er legender af en god grund og det var alt i alt en udmærket performance der smagte af mere.
4/6

Anthrax
Sammen med Slayer er Anthrax et af mine absolut favorit big four bands og jeg havde glædet mig som en lille dreng til at se denne her koncert. Joey Belladonna var, trods han ser noget hærget ud, i topform og de gav den med klassikere som ”Caught In A Mosh” og ”Antisocial”, men også med meget af deres fokus på deres nye materiale. Anthrax er et af den slags bands, der har meget svært ved at skuffe og selvom jeg har hørt fra mange, at det var kedelig metervare så mener jeg at Anthrax leverede en top præstation som man ikke rigtig kunne sætte en finger på. Sammenspillet fungerer og publikum tog godt imod det nye materiale fra ”Worship Music”, der er blandt de bedre udspil længe både fra bandet, men også fra deres kolleger. Scott Ian virkede en lille smule træt og meget tilbagestående i forhold til resten af bandet. Han kommunikerede meget lidt og var der egentlig bare. Det var et pragteksemplar på hvordan sådan en ged skal barberes og beviste bare endnu en gang, at Anthrax er en vigtig spiller når det kommer til thrash metal. Ovenud gennemført og jeg gik derfra med en rimelig good feeling. Fed koncert og fed energi.
5/6

Da vores skribent af personlige årsager måtte forlade Copenhell har vi desværre ikke flere anmeldelser fra festivalen, men i galleriet nedenfor kan man selvfølgelig se billeder af de før nævnte bands samt de andre deltagende bands.


Se billeder fra Copenhell her.

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed