fbpx

Korpiklaani - Jylhä

Siden debutalbummet ”Spirit of the Forest” udkom i 2003 har finske Korpiklaani blandet hjemlandets tradition for Folkemusik med Metal. Det gør de også på album nummer 11, som
Bærer titlen ”Jylhä”, som ikke kun omhandler mytologi og natur, men også inddrager livets mørke sider.
Korpiklaani har en klar prioritering, så Folk kommer før Metal - selvom der er tunge riffs og heavy trommer at finde på albummet, så er det harmonika og violin, der dominerer lydbilledet i de 13 numre. Og selvfølgelig Jonne Järveläs vokal, som har den rigtige blanding af renhed og kant til, at den passer perfekt ind i sammenhængen. Til gengæld føler jeg mig lidt udenfor angående teksterne, for vanen tro synger Järvelä på sit modersmål; det gør mig ude af stand til at spore fordelingen af alvor og ironi i dem.
Ellers kræver numrene ingen fortolkning, for de friske rytmer og udmærkede melodier forklarer sig selv. Samtidig er der også gjort en del ud af omkvæd, der inviterer lytteren til at skråle med – også uden baggrund i det finske. De nævnte elementer er positive, men lidt ujævnt fordelt på albummet. Derfor vil jeg fremhæve ”Verikoira” og ”Kiuru” for deres indhold af Metal, mens titlen som bedste track går til ”Pidot”; nummerets forskellige elementer smelter sammen til en perfekt repræsentant for genren.
Den betegnelse kan i et vist omfang udvides til at gælde for hele albummet, for Korpiklaani holder generelt et højt niveau. Dog koster det i bedømmelsen, at det lidt for ofte kammer over i det hyggelige til min smag.

Tracklist:
1. Verikoira
2. Niemi
3. Leväluhta
4. Mylly
5. Tuuleton
6. Sanaton maa
7. Kiuru
8. Miero
9. Pohja
10. Huolettomat
11. Anolan aukeat
12. Pidot
13. Juuret
Samlet spilletid: 60:29

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed