fbpx

Angel Witch - Angel Of Light

Fyrre års eksistens er en milepæl, som kun de allerfærreste bands oplever, men med en historie, der startede i 1978 hører engelske Angel Witch til den eksklusive klub. Med til historien hører dog, at der har været pauser ind imellem, ligesom sangeren og guitaristen Kevin Heybourne er den eneste gennemgående figur. Bandets nyeste album er således kun det femte, og følger efter ”As Above, So Below” fra 2012.
I presseteksten udråbes albummet til en ren åbenbaring, men det er en af de overdrivelser, der ikke holder en meter. Det starter ellers meget godt, for åbneren ”Don't Turn Your Back” kører godt med et fint riff og et udmærket omkvæd, som Heybourne fremfører med en lys vokal. Det efterfølgende ”Death from Andromeda” holder skansen med et fint drive og lækre guitarer, men herfra er det så som så med de positive indslag. De efterfølgende numre byder på alle genrens kendte byggesten fra dagadak rytmer over double lead guitarer til en ballade, men da det hele er sammensat uden gnist og personlighed, har det mere end svært ved at gøre sig gældende.
Nej, ”Angel Of Light” er langt fra den lovede åbenbaring; albummet rammer den klassiske stil udmærket, men omsætter den med meget lidt overbevisning.

Tracklist:
1. Don't Turn Your Back
2. Death from Andromeda
3. We are Damned
4. The Night is Calling
5. Condemned
6. Window of Despair
7. I am Infamy
8. Angel of Light
Samlet spilletid: 47:43

Læs mere...

Velvet Viper - The Pale Man Is Holding A Broken Heart

I sin originale udgave var Velvet Viper aktive i starten af 1990’erne, og udsendte 2 albums. Så blev bandet opløst, og energien blev rettet mod andre musikalske projekter. Lige indtil sangerinden Jutta Weinhold samlede nye, unge musikere om sig til en gendannelse af bandet. Det førte først til albummet "Respice Finem“ i 2018, som nu får følgeskab af “The Pale Man Is Holding A Broken Heart”. Her mærker man hurtigt, at der ikke er tale om et band med ligeværdige medlemmer. Reelt er der tale om Weinhold med et backingband, for hendes kraftfulde vokal er trukket langt frem, og overskygger totalt de øvrige medlemmer.
At hun også fortjener den ekstra opmærksomhed, viser hun allerede i ”Götterdämmerung”, som fremføres med en højtideligt på grænsen til det morsomme, men som passer godt til helheden og vinder ved flere gennemlytninger.
Herfra går det kvalitetsmæssigt stille og roligt nedad bakke, selvom der behandles andre historiske temaer som nordisk mytologi (”One Eyed Ruler”) og historie fra Bibelen (”Samson And Delilah”). Musikken er nemlig Heavy Metal, som er opbygget helt efter kendte principper, og ikke byder på nogen som helst overraskelser. Desværre er kvaliteten ikke imponerende, hverken i melodier eller de ind imellem naive tekster. Derfor er det primært Weinholds vokal, der sikrer 3 stjerner til Velvet Viper.

Tracklist:
1. Things Behind
2. Götterdämmerung
3. All By Yourself
4. One Eyed Ruler
5. Samson And Delilah
6. Confuse and Satisfy
7. Something Is Rotten
8. Keep Your Head Up
9. Hide Your Fire
10. The Wheel Has Come Full Circle
11. One Day
Samlet spilletid: 52:01

Læs mere...

Ram - The Throne Within

Det sjette studiealbum fra Ram bærer titlen "The Throne Within” og udkommer netop som svenskerne kan fejre deres 20 års beståen. Albummet er indspillet i bandets eget Black Path Studio, og naturligvis har de selv produceret.

Mine tidligere møder med Ram har haft kvalitetsmæssige op- og nedture, men stilmæssigt holder de fem svenskere fast i den klassiske Heavy Metal. Således også denne gang, hvor det virker som om, at bandet selv vil markere jubilæet rent musikalsk. Medlemmerne virker særligt opsatte, og numrene afvikles i frisk tempo med alle genrens kendte elementer omsat på en stærk og gennemført måde. Der køres på med både melodi og power, som lige får et hak opad når guitarerne får lov af sejtrække, som det sker i ”Fang and Fur” og ”The Trap”. Samtidig viser Oscar Carlquist hvor god en sanger han er, når han får så godt materiale at arbejde med som i ”Spirit Reaper”.

Som med alle moderne bands kan man høre inspiration forskellige steder fra, men alligevel overrasker ”You all Leave”. Her lægger Ram sig meget tæt på Iron Maiden, for både opbygning, fremførelse og mix af vokalen er som taget direkte fra de engelske ikoner. Det er malplaceret og unødvendigt, Ram kan sagtens selv. Det viser de på dette album, som er det mest helstøbte til dato, og jeg kan kun give thumbs up og ønske Ram tillykke med jubilæet!

Tracklist:
1. The Shadowwork
2. Blades of Betrayal
3. Fang and Fur
4. Violence (is Golden)
5. The Trap
6. No Refuge
7. Spirit Reaper
8. You all Leave
9. Ravnfell
Samlet spilletid: 44:07

Læs mere...

Copenhell 2019: Scorpions

Der er nok ikke så mange år at give af fra Scorpions’ side – derfor er det ikke helt tosset at Copenhell byder dem velkommen tilbage. Javist de var her i 2016, og så igen i Royal Arena i 2017, og der har vist også været nogle rygter om at de ville bryde op, men så ikke alligevel, og sådan er der så meget. En hel del missede dem nok under det halve skybrud i 2016, jeg gjorde i hvert fald, så for mig falder det på et tørt sted. Dårlig pun, men også under Wacken 2012 måtte jeg fortrække mig pga. en uhørt nedbørsmængde. Så NU skal det være. Og det bliver det, som det sidste hovednavn for Copenhell 2019.

Men sikke en fadæse. Sikke en tam afslutning på en ellers rigtig god Copenhell. Måske var det simpelthen tordenvejret for tre år siden der gjorde det mindeværdigt. Scorpions havde i hvert fald alle chancer: efter at være blevet rusket rundt af Psyke Projekt eller solgt sin sjæl til Satan hos Dimmu Borgir, kunne alle være på plads til fællessang med rig mulighed for at få alkohol indenbords og en gedigen fest startet (eller bibeholdt alt efter temperament). I stedet fik vi et band med en ekstra guitarist udelukkende for show og en tør dinosaur af en forsanger der fik Ozzy til både at ligne og lyde som en sprælsk og velsyngende sanger. Jeg nævner begge dele fordi det var helt tydeligt at man forsøgte at henlede opmærksomheden fra den søvndyssende vokallevering til rytmegruppen, og de gjorde det også udmærket. Men da numrene ikke udelukkende består af guitarsoli kan man ikke undgå at blive revet durk ud af de kortvarige fornøjelser man trods alt får den vej fra så snart Meine åbner munden. Han leverer både fladt, uinspireret og papirtyndt, der er ingen kraft i ham og tilmed er han naglet til stedet. Det er sgu synd at se på.

Og publikum reagerer også ganske prompte, både i form af hvor engageret bifald de får (eller manglen på samme), hvor mange (få) der har hænderne i vejret og ikke mindst hvor stort et antal der slet og ret udvandrer. De der bliver tilbage venter tålmodigt på de to hits Scorpions trods alt har, og både ”Winds of Change” og afslutteren ”Rock You Like A Hurricane” løfter da også niveauet en anelse – problemet er bare at vi skal igennem 14 andre rædderlige sange, et medley samt en ligegyldig (men dog visuelt imponerende) trommesolo inden vi når i mål.

Betingelserne er ellers som nævnt gode, også ud fra et teknisk synspunkt: lyden er god, lysshowet ligeså, mørket er kommet, alle er klar til en sidste energiudladning, den store forløsning. Den kommer bare aldrig. Derfor vil Scorpions også stå som den tammeste lukning af Copenhell i festivalens historie, og det er sgu sørgeligt efter 10 gode år. Havde det bare været SlipKnoT i stedet.

Sætliste:
1) – Going Out With A Bang
2) – Make It Real
3) – Is There Anybody There?
4) – The Zoo
5) – Coast To Coast
6) – Top Of The Bill / Steamrock Fever / Speedy’s Coming / Catch Your Train (medley)
7) – We Built This House
8) – Delicate Dance
9) – Send Me An Angel
10) – Winds Of Change
11) – Bad Boys Running Wild (delvist)
12) – I’m Leaving You (delvist)
13) – Tease Me Please Me
14) – Blackout
15) – Big City Lights
Encore:
16) – Still Loving You
17) – Rock You Like A Hurricane
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: Rob Zombie

Det er kun to år siden Mr. Zombie sidst var forbi Copenhell, og der er ikke udkommet nyt materiale fra ham siden da – så hvorfor allerede igen? Her, af alle steder, er nok hvor man mest håndgribeligt kan anklage festivalen for at genbruge navne i for høj grad. Men det er hvad det er, manden plejer at være et festligt indslag, så jeg håber det samme vil ske denne gang. Som det måske kan læses er jeg ikke selv den store fan, men en god fest siger jeg nu aldrig nej til.

Og så alligevel. Rob Zombie kommer jeg åbenbart ikke til at forstå. Og jeg ved godt at jeg ikke har ret til at sige noget nu jeg godt kan lide bands som Skindred. På den måde er Rob Zombie ikke meget forskellig fra dem: i stedet for at mixe alverdens gøgl ind i hans sange spiller han bare en masse covers. Men det hele er bare så... irriterende ordinært. Også på trods af al glimmer og glamour, chok-rock effekter og hvad han ellers finder på. Men det er på trods af gimmicks en folkefest og i større grad end mange andre kan formå – det er i den grad fornemt at kunne få det de fleste foran Helvíti til at være med når ens eget materiale overordnet er drønhamrende uinteressant.

Måske er det tidspunktet. Måske er det fordi vi er på sidstedagen og det her er sidste chance for at få festet igennem inden Scorpions går på scenen (og kan man nu regne med at det bliver godt?). Måske er det bare mandens image, det farverige tøj og de sprælske dreadlocks der gør udslaget. Det pæne fremmøde viser uagtet grunden at publikum giver en fuck. Og det gør Rob Zombie sådan set også, bare kun så langt som til at der skal være en, ja du gættede det, fest. Om det så er ved at genbruge sig selv så heftigt at man er i tvivl om vi er i 2017, første gang han stod på scenen, så må det være sådan. Eller ved at skyde covers af sted af alt fra Beatles til Ramones, Alice Cooper og Metallica. Men ikke engang White Zombie sangene ydes retfærdighed; de leveres i tynde og ufarlige udgaver. Synd, for de originale kan altså noget. Ligeledes kan enkelte af hans egne sange, men i dag er de... ikke leveret særlig spændende, ”Dragula” værende den eneste undtagelse.

Så det falder tilbage på en god lyd, et velspillende band og en habil indpisker af en frontmand. Og i al fairness så gør de tre elementer det til sammen glimrende. Det bliver bare aldrig nogen stor oplevelse.

Læs mere...

Rock the Coast 2019 - lørdag

Åh, for helvede da… ja, det er bare en skidegod idé, at jeg skal vågne og ikke kunne sove igen efter kun fem timer, med en hovedpine hvorfra energien kunne omdannes til at drive et trykluftsbor. — Som sjovt nok er det første, jeg lige tænker på. Kanon, mand. Skabt i en perfekt guds billede.

Hvor var det dog ellers en god dag i går. Og der er da også en del af mig, der har lyst til at tage ned på festivalen igen i dag. Men måske kan jeg skippe første band og nøjes med at være der til Magnum fire timer senere? Først og fremmest, dog…

Ud på tønden; af med så meget affald som muligt. Ud i køleskabet og finde så meget koldt at drikke som muligt. Vand, juice, kakao… Ind og ligge igen. Trække vejr ind, trække vejr ud. Ikke fokusere på andet…

Der går to-tre timer, inden jeg vågner igen. Hverken helt smertefri eller 100% frisk, men rørig nok til at få losset røven i gear og komme ned til toget to timer inden første band border scenen (på et så ugudeligt tidspunkt som kl. 14:15). Og det bliver en beslutning, jeg kommer til at sætte pris på.


Dagens første band hedder nemlig Freedom Call. Jeg har aldrig fået dem set, men jeg elsker deres metertykt skamløse power metal. Og det er der flere hernede, der gør, viser det sig.

I gårsdagens reportage nævner jeg flere gange, hvorledes koncertpublikummet i Spanien tilsyneladende overgår de gerne så arrogant snakkende og uinteresserede danske koncertgængere i hengivenhed. Og når det kommer til power metal, virker spanierne tændte, tolerante og taknemmelige i et omfang, hvis lige du aldrig vil finde i lille, snævertsynede bonde-Danmark.

Åbneren “Tears of Babylon” ligger i power metal-spektrets højtidelige ende. Så det bliver i det følgende uptempo-anthem “Union of the Strong”, at Freedom Call syncer med det morgenfriske publikum. Bandet, og ikke mindst den smittende sprælske frontfigur Chris Bay, er tydeligt taknemmelige og glade, — men hvordan kan man da også være andet, når man fræser så inficerende energisk hegn af for folk, der rent faktisk fatter meningen med det?



På gruppens derpå følgende selvbetitlede slagsang er vi decideret oppe omkring topkarakteren. Dette musik er som skrevet til at nedslagte titusindvis af orcer fra enhjørningeryg med et magisk krystalsværd i farverige fantasiverdener, som det for Helvede er alle raske drenge og piger, der drømmer sig ind i, af samme grund som vi overhovedet begynder at høre metal. Åh, hvor ville jeg ønske, jeg kunne tvangsspille det hér for alle de bøvejyder, der er for snævertsynede til at tænke sig liv inden “Cowboys From Hell”; hvis ignorance gudhjælpemig får dem til at kalde Manowar for power metal — og som i øvrigt ikke kender andre adjektiver end “bøss’”.

Nå. Al denne mesterlighed til trods er bandet dog lige lovligt selvbevidste og måske, måske ikke ude i noget decideret markedskalkule i de følgende par skæringer. Det er fint med den lille socioaktuelle brandtale om budskabet bag “Metal is for Everyone” fra den seneste langspiller “Master of Light” (2016). Men rent tekstmæssigt begynder klichéerne og banaliteterne alligevel at spænde lovligt meget ben for hinanden…:

“Metal is for everyone / The sound is made from steel
Bound for pride and victory / The law of right and wrong

Okay så. Og herpå følger “Power & Glory”, der er så fladpandet lalleglad i al sin børnesangsagtige dur-tonalitet, at jeg er nødt til at gå op og hente øl, mens de forreste rækker bliver bukkakket med deskriptiv selvindsigt:

Oh, the time has come for power & glory
And tonight, for a happy metal party

Jaja. Men derfor er Freedom Call fandme stadigvæk forrygende, og derfor får de stadigvæk vendt hele lortet til deres fordel i afslutterne. “Warriors” er et lige så skamløst stykke happy-go-lucky-rock i en så dåsk dur, som kun tyskere kan slippe af med at skrive den. Men modsat de to forudgående skæringer holder den vand, fordi den så afgørende tekstfront atter abstraherer tilbage fra det selvbevidste meta-niveau til det skønne ridderhymneniveau. Og den fantastiske afslutter “Land of Light” er med sit knuselskeligt tåbelige keyboardfanfaretema en velsignet testosteronversion af “The Final Countdown”, som jeg til enhver tid hellere vil hoppe rundt til end dén. Hvilket jeg forøvrigt også er formanet til at gøre hér og nu — varmen og de tiloversblevne tømmies til trods.

(Karakter: 5 ud af 6)



Festen fortsætter. Efter tre skønne timer i øltelt er det blevet tid til endnu en førstegangs-liveoplevelse med en gruppe, som jeg fandme næsten er ærefrygtig overfor, og hvis midt-til-slut-80’er-udgivelser jeg helt oprigtigt mener tilhører alverdens 20-30 bedste rockalbums: Magnum.

En fuldfed, spacey synth forplanter sig stålsat i sommerluften og vidner om noget, jeg næsten ikke tør tro: “Wild Swan”! Der var engang, hvor rockmusik lød som gigantiske, selvlysende neonrumskibe formet som laserstråleskydende elguitarer i færd med at indtage verden, og det er SÅDAN hér, det lyder. Øjj, og det temposkifte i mellemstykket er så fucking genialt, mand.

At Magnum sidenhen er blevet verdens mest skammeligt oversete band, vidner publikums indledningsvist lidt mangelfulde respons på. Men måske hænger det også sammen med gruppens fremskredne alder. Den 72-årige sanger Bob Catley virker ikke længere som en mand på en mission snarere end en hyggeonkel, der er glad ved at kunne have endnu en dag på kontoret. Reelt gør han vel en del for at oppiske noget stemning, men hans fagter og call-and-response-råb er lidt inkonsekvente.

Hertil kommer, at de derpå følgende nyere skæringer slet og ret ikke står mål med fordums storhed. Titelnumrene fra “Sacred Blood “Divine” Lies” (2016) og “Lost on the Road to Eternity” (2018) er fine, men indskriver sig ikke ligefrem i bandets kanon. “Crazy Old Mothers” burde muligvis have været gentænkt fra scratch.

Men som så mange andre erfarne rockgrupper ved Magnum godt, at de aldrig overgår deres guldalderperiode — i hvert fald ikke i lytternes verden. Så hele sættet rebootes med storslåede “How Far Jerusalem”, og så er vi tilbage i et univers, hvor de dundrende trommer og skæbnesvangre keys går hånd i hånd med lige så dragende lyrik og memorable melodier.

Altid kampdygtige “All England’s Eyes” løfter stemningen op i det festmodus, hvor den hele tiden har skullet befinde sig. Og så meget desto mere det sublime actionhelte-anthem “Vigilante”. For Satan, mand… bare skrive musik der lyder som soundtracket til ekstradimensionelle titaner, der bekæmper hinanden med kuglelyn fra bjergtoppe.

Ligesom jeg aldrig havde turdet håbe på åbneren, havde jeg aldrig turdet håbe på den — i ordets fucking bogstaveligste forstand — episke “Don’t Wake the Lion (Too Old to Die Young)”. Dette er rockhimlen; dette er rockens sixtinske kapel. Alene dét at den eventyrligt smukke produktion er så trofast gengivet live får mig fandme til at knibe en tåre i ren nostalgisk ærefrygt. Vi er ikke det hér værd, vi rådnende, dansende aber.

Der skal sagtens findes eksistenser, der tænker det sørgeligt og begrædeligt, at en flok aldrende mænd må lade sig definere i dag ved at gentage et lille 30-35-årigt tidsvindue snarere end at kigge fremad. Jeg synes tværtimod, det er fantastisk, at vi stadig kan opleve så grandiøs Rock (stort R) fremført af dens oprindelige udøvere i en tid, hvor folk lytter til så hæslig anti-musik som det dér reggaeton.

Kald mig en bitter, gammel mand; kald mig en eskapistisk platnostalgiker. Jeg begræder nutidens leflende, stupide plasticproduktioner og længes tilbage til denne omhyggeligt kreative, farverige eventyrrock. Skrevet, arrangeret, produceret og fandme følt som om den har en betydning, der er større end hver enkelt lille menneskemyres splitsekundseksistens i det verdslige.

So, anyway… Jeg savner “Days of No Trust” i sættet. Ja, jeg savner i det hele taget en masse mere. Men af en times festivalkoncert at være er dette så godt, som det bliver under omstændighederne.

(Karakter: 5 ud af 6)



Apropos ret meget af det ovenstående var jeg muligvis blevet hjemme, hvis ikke det havde været for aftenens — og festivalens — indiskutable bookingscoop: Ritchie Blackmore’s RAINBOW.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal forvente. Har aldrig set rockguden Blackmore på en scene før. Jeg ved bare, at denne Rainbow-inkarnation bl.a. består af gamle Blackmore’s Night-medlemmer og eks-Stratovarius-tangentspiller Jens Johansson, kun spiller fire shows i år, og at der er Purple-numre i sættet. “Touren”, hvis man kan kalde den sådan, hedder “Rock Memories 2019”.

Der skal snildt være en 15-20.000 mennesker her. Og vi formelig eksploderer sammen med bandet, da en ildspyende “Spotlight Kid” kickstarter showet. Det legendariske navn er i topform anno 2019, og det er tydeligt, at crowdens kollektive grad af Blackmore/Rainbow-fanatisme er skyhøj, hvad end folk er valfartet hertil som pilgrimme, eller lokalpublikummet bare er true nok til rent faktisk at kunne pladerne. Tag nu ved lære, Danmark.

Endnu tydeligere bliver det i vidunderlige “I Surrender”. Åh, og jeg der følte mig så heldig, da jeg oplevede Joe Lynn Turner fremføre disse to numre med et symfoniorkester på Wacken for et par år siden. Dette er den ægte vare, above and beyond. Og selvom jeg har hørt Whitesnake spille “Mistreated” live, har den aldrig været så klokkeklar og metaltung som i aften.



Sangeren hedder Ronnie Romero; han har en stærk, skarptskærende rockvokal, og jeg skulle til at kalde ham en “bare” 37-årig chilener… men salig godfather Dio var jo for dælen kun 32, da han og Blackmore grundlagde bandet. Sidst Rainbow var i Spanien, var Romero i øvrigt kun lige knapt blevet født. — Hvilket kan medvirke til at forklare folks ekstase: der er givetvis adskillige fremmødte, der har ventet en voksen mands levetid på dettehér.

Mesteren selv er nede og posere på knæ et par gange. Og så med det ene ben ude, ligesom i gamle dage. Men han står for det meste oprejst uden de store armbevægelser. Og hvor hans Stratocaster engang var en naturlig, fallisk forlængelse af hans korpus, ligner den i dag snarere et stykke håndbagage, som den hviler henslængt på charterferiedunken. (I øvrigt: hvornår har den mand sidst så meget som trukket på smilebåndet??)

Nej, men bevares, han er 74. Og han spiller disse numre med sin egen umiskendeligt sprøde sound og lokomotivrytmiske feeling, der især præger dén “Man on the Silver Mountain”, som får lov at byde de sidste solstråler farvel og løfte middelhavsmånen op over sceneryggen, mens horisonten langsomt farves lavendellilla. Og så kommer vi sågar lige en tur omkring et vers og et omkvæd fra “Woman From Tokyo”. Jamen altså!

Kritikpunkter: “Perfect Strangers” kunne godt have have haft noget mere punch; ligeledes “Long Live Rock ’n’ Roll” som måske også er et par BPM for langsom. Det er jo nok fordi, Blackmore, som den krukkede Rasmus Modsat han er, skal have tingene gjort på én bestemt måde. Ligesom hans soloer somme tider er langsomme og består af lange, udtrukne toner snarere end det neoklassiske fræs, han jo fandme grundlagde.



Ellers handler al tænkelig kritik udelukkende om, at der ikke er mere af det hele. I hvert fald “Highway Star” havde været på sin plads, om ikke andet så i stedet for “Black Night”. Og jeg havde regnet med “Tarot Woman”. Men altså… for Satan, for en fest vi har. Jeg deler fællessang, fælleshop, high-fives og krammere med vildt fremmede oppe i barområdet på bakken. Af og til er vores volumen fandme næsten lige så høj som selve bandet. Selv numrene fra den ovenpå Dio-æraen ellers så ufarlige Bonnet-/Turner-æra, “Since You Been Gone” og “All Night Long”, er et rent, frydefuldt rockparty, som gerne måtte fortsætte, nå jo, hele natten lang.

Og “STARGAZER”, mand. Alene dette ene, episke stykke monumental protoheavy havde været oplevelsen værd at tage herned for. Ja, jeg havde muligvis knebet saltvand hér på falderebet, hvis ikke Purple-klassikeren “Burn” havde været så benzinstinkende aggressivt et nummer, og hvis ikke jeg i den sidste halvanden times tid havde haft et større, mere ekstatisk smil i hele krydderen end i et komplet uoverskueligt antal år.

... Hey, kunne man i øvrigt have en bedre showlukker på CV’et end fucking “Smoke on the Water”? Vi får lov at synge det udødelige riff á capella, stadium style, til sidst, mens gruppen én efter én stiller håndvåbnene, samles på scenekanten og bukker ud. Det kan godt være, at de ikke hedder Jimmy Bain, Cozy Powell, Roger Glover, Don Airey, og hvem der nu ellers har været inde over bandet i glansperioden. Men jeg har fandme set Rainbow, og det var årets koncert 2019.

(Karakter: 5,5 ud af 6)



Min eneste betænkelighed hér i dagene derpå er, hvordan Rock the Coast dog skal overgå alt dette i næste omgang. Sikken et år at lægge ud med for en førstegangsfestival! Og hvis forholdene havde været til det, kunne jeg endda have fået koncerter med Europe, Carcass, Opeth, Michael Monroe og måske også Mayhem med i købet.

Jo: der er bands på Copenhell, som jeg er træt af at gå glip af. Men dettehér KAN langt bedre betale sig, og sgu ikke kun hvis man bor hernede i forvejen. To dage på en festival med fad til 30,- kr. vs. FIRE dage på en festival med fad til HALVTREDS kr… Do the math, baby.

Hertil kommer selvsagt de skønne, sydlandske omgivelser, som det er så svært at sætte ord på. Varmen, solen, havet, palmerne… Ja, kom selv ned og prøv til næste år. Jeg er fandme klar igen!


Læs første del af vores reportage hér.

(Samtlige billeder er © Rock the Coast og Irene Serrano.)

Læs mere...

Rock the Coast 2019 - fredag

Det er en dejligt varm og solbeskinnet dag i Fuengirola på Spaniens sydkyst. Ja, altså, det er det så godt som hver eneste dag hernede, skal jeg hilse og sige. Og flere grunde behøver man såmænd ikke som dansker for at stå i nationalregistret som ‘udvandret’, skal jeg ydermere hilse og sige.

Og hvor er det dog ekstra dejligt, at der findes nok lokale sjæle, der både er tilstrækkeligt venlige, ressourcestærke og passionerede udi den fede, hårde rock, til at de gider stable et så prægtigt arrangement på benene, som debutfestivalen Rock The Coast hermed har givet mig et første- og andenhåndsindtryk af at være.

Man skal ikke ret mange meter ind på den forholdsvist minimalistiske festivalplads for at orientere sig om det vigtigste: hovedscener dér; ølboder dér og dér. Sådan, mand. Og så lige med Middelhavet og badestranden som backdrop. Palmer, bjerge, hoteller, lyseblå himmel og ultramarineblåt ocean.

Og hvad festivalområdet ikke har i længde, har det i højde: Marenostrum er en slotsplads komplet med gammel middelalderfæstning øverst på en stejl græsbakke, hvori der stadig er indlejret elementer fra noget, som jeg bilder mig ind er borgruin. Halvdelen af koncerterne foregår inde i selve borggården.

Prikken over i’et: inden første band tanker jeg og mit følge lige op på fadøl til €4 — svarende til 30,- kr. — for 1/2 liter. Altså 40% billigere end på Copenhell, hvis ledelse med andre ord bør tage noter, hvis de skulle falde over nærværende reportage.


Folkemetalfænomenet Аркона (Arkona) er kommet hertil fra Rusland for at åbne ballet. Og dét formål egner genren sig aldeles glimrende til, selv på modersmålet og i al sin esoteriske indspisthed, komplet med piccolofløjte, brune lærredsdragter og så’n. Musikkens standardmodus er den thrashede ende af Faanefjell. Den kvindelige vokalist Masha “Scream” lever op til sit tilnavn ved udover en fornuftig sangstemme altså tillige at besidde et sejt, bistert rottweilerråb og -growl. (Er det bare mig, eller kommer der flere og flere kvindelige growlere i disse år?)

Arkona er bedst, når de giver kreativiteten lidt los og således vover at vige fra deres hovedspor til de mere Finntroll’ske, polkainspirerede områder af genren. De har både drejelire og sækkepibe med; jeg havde gerne hørt mere til begge dele. Det er ikke fordi, jeg husker ret meget af musikken, og det skyldes altså hverken de slaviske tekster eller de enkelte par fad, jeg får klemt ned på de tre kvarters tid.

Indenfor genren overgår Arkona hverken landsmændene Грай (Grai) eller СатанаКозёл (SatanaKozel) i dansabilitet eller memorabilitet. (Er det lige prætentiøst nok at bruge så’n et par substantiver og namedroppe to russiske folkemetalbands på kyrillisk indenfor samme sætning??) Men Arkona er alt andet lige et professionelt og energisk foretagende, og de får sat gang i både lidt headbanging og lidt kædedans. Godt arbejde af et første band at være. Og jeg skal gerne give dem et ekstra lyt, — altså, hvis chancen nogensinde byder sig.

(Karakter: 4 ud af 6)

 


Der var engang, hvor man gjorde nar af Blaze Bayley. “Blæsebælgen”, kaldte vi ham. Og hey, jeg står sgu ved det. For hér 20 år efter mandens tid i Iron Maiden, hvor han besøger Rock the Coast kun for at fremføre numre fra den blandt fans gerne så uglesete periode, står det klart, at det intet havde med hverken talentmæssig umodenhed eller en både personligt og professionelt presset Steve Harris at gøre dengang. Selve Bayleys klang egner sig simpelthen bare ikke til Harris’ sangskrivning, som den gør til mandens gamle hovedband, Wolfsbane.

Imidlertid har den stakkels Bayley måttet affinde sig med sit liv på nogle områder, der gør hele hans historie og person til en rørende, sympatisk skæbnefortælling. Én ting er, at han blev uigenkaldeligt kendt som manden, der ikke kunne fylde skoene ud fra forgængeren Bruce Dickinson. (Hvem fuck havde i øvrigt kunnet dét, og hvem fuck havde ikke taget tjansen alligevel?!) En anden er, at det rent kosmetisk er gået den samme vej for den engang så flotte fyr som for den endnu tidligere forgænger, Paul Di’Anno: 30-40 ekstra kilo og skaldethed i et uhelbredeligt omfang. (Det var muligvis nemt at være bandets kønneste flankeret af Janick Gers og Dave Murray dengang; i dag havde det været umuligt for ham). Og i 2008 mistede han sin hustru, som han få måneder forinden havde giftet sig med efter et forhold på knapt 20 år. — Og dermed al lyst til at fortsætte liv og karriere hvis det ikke havde været for netop hendes formaning om at gøre det.

Selvom der endnu ikke er halvt så mange fremmødte, som der er plads til på festivalgrunden, tilkendegiver Bayley at være dybt taknemmelig — både for al vores respons og for sin tid i Iron Maiden. Og som dedikeret showmand får han fyret godt op under os, der nu engang er her. Selvom hverken “The Angel and the Gambler”, “Futureal” eller den indledende “Lord of the Flies” nogensinde kommer til at lyde som mere end en halvhjertet version af det både før- og sidenhen atter så mægtige Maiden, er der med tiden kommet en sælsom nostalgi over disse numre. Og altså, herregud, det var to plader, og det var fem år i 90’erne hvor samtlige metalbands, der havde haft nævneværdig succes årtiet forinden, altså var mere eller mindre karrieremæssigt udfordrede.

Derudover er det altså fedt at høre de decideret gode “The Sign of the Cross” og “The Clansman”, blæsebælgsvokal eller ej. “Man on the Edge” er for så vidt også et fint nummer, selvom den i dag er meget nedbarberet og lige ved at snuble over egne ben i et næsten thrashet tempo. Og selvom den afsluttende “Como Estais Amigos” (sic) begribeligvis aldrig er blevet smidt på anlægget af ret mange menneskers egen fri vilje, er der alligevel noget ved Bayleys historie og anledningens lokalitet, der får den til at bide sig fast i dag:

Inside the scream is silence / 
Inside it must remain

No victory, and no vanquished
 / Only horror, only pain

No more tears, no more tears

If we live for a hundred years,

Amigos, no more tears

Det er fandme vigtigt, at man viser Blaze Bayley respekt ved at møde op og rocke ud til hans repertoire, om man kan lide det eller ej. For det er mandens liv, det handler om, og ved at blotlægge det for os viser han både et mod og en ydmyghed, der kun er de allerbedste af os forundt.

(Karakter: 4 ud af 6)



Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke giver Graveyard en chance. Begge de koncerter, jeg har set med dem, har været kedelige. Og det er sjovt, for deres musik er egentlig både meget energisk og fandme cool i al sin retrokvalitet. Så jeg VIL bestemt gerne kunne stå og synes om at overvære en optræden med dem.

Men som liveband mangler de nogle helt basale færdigheder udi sådan noget som fucking publikumskontakt og måske bare kontinuitet, — altså, så der ikke kommer de dér pauser mellem numrene hvor der bare ender med at være stilhed på på scenen og i crowden. For som det ser ud nu, må man nærmest skulle være fan på backpatch-basis for ikke at blive hægtet mere eller mindre af, når de stenede svenskere, om det så er bevidst eller ej, undlader at gøre alle de ting, som KISS gør til deres koncerter, fordi de bare fucking virker.

Jeg KAN godt lide selve Graveyards blues’ede retrogarageprotoheavyrock. Og jeg bilder mig ind, at jeg genkender titelnummeret fra den dér “Hisingen Blues”. Men koncentrationen ryger, for Graveyard er for indadvendte til at fastholde min opmærksomhed. Og så er det altså også en mulighed, at netop musikkens stenede beskaffenhed forekommer på bekostning af mere memorable elementer.

Får de en chance til, næste gang muligheden foreligger? Sikkert. Men indtil videre har mine forventninger altså kun et hattrick af 3/6’ere at bero på.

(Karakter: 3 ud af 6)



U.D.O. — af enkelte bedre kendt som Udo Dirkschneider fra Accept — har på intet tidspunkt i hele livet veget fra at smede så bundsolidt stål, at selv dybt konservative genrefæller som Saxon og Krokus må fortryde deres ellers nok så kortvarige derouter udi (i øvrigt fejlslagne) kommercielle eskapader, når de kigger i retning af onkel Udos karriere.

Ja, det er såmænd næppe noget tilfælde, at mandens seneste album (2018) bærer titlen “Steelfactory” (sic). Ligesom Udo alle dage har lydt som en hæs Dame Edna, der bliver dolket i låret med en gaffel, har han alle dage LIGNET en gammel stålværftsarbejder, der sidder på Centerpub Amagerhylden og venter på en gang biksemad til sin Wiibroe.

Det er altsammen en del af dén umiskendelige proletarcharme, der bare ER over den oprindelige heavyscene. Det er fandme ikke forkælede strandvejsbørn eller vandkæmmede økonomistuderende, der spiller ægte heavy; det er folk med intet andet end et mere eller mindre drænende håndværkergig til daglig, som bare skal glemmes i den korte, magiske stjernestund. Og selvom Udo hverken har genopfundet eller opfundet ret meget andet end måske lige pigsqueal’et og den kubiske kropsbygning, har han lavet så meget mere end rigeligt med kvalitetshegn til netop så’n en times stjernestund som hér.

Det er især karrierens relativt ældre numre, der står ud for mit vedkommende. “Independence Day” kunne snildt have været den største Accept-klassiker fra genforeningsperioden i 90’erne. “Vendetta” er tungere end ret meget andet, som Accept nogensinde stod bag. Og selvom jeg sagtens kan se, hvordan “Man and Machine” må kunne virke lidt fjollet for udenforstående, er den ren fryd, når man, som jeg, i store træk lever og ånder for stadionheavy med rå løg og ekstra ost.

Selvfølgelig er debutskæringerne “Animal House” og den afsluttende “They Want War” noget af det tætteste, den gode Udo i sit soloforetagende kommer på at have de deciderede hits, som den helt klassiske Accept-periode kastede af sig. Det kan virke uretfærdigt at holde fast i sammenligningen med hovedbandet, men det VAR sgu dér, mandens største hymner blev støbt. Og der havde jo lissom heller ikke været nogen nævneværdig Robert Plant, hvis der ikke var blevet dannet et Led Zeppelin.

Den størst tænkelige anke må således være, at vi ikke lige får en “Metal Heart” eller “Balls to the Wall” — eller i det mindste “I’m a Rebel” — at gå op i ølteltet på. Men altså, fred være med det, og tak til onkel Udo for at dedikere sit liv til true metal.

(Karakter: 4,5 ud af 6)



Indrømmet: jeg har ikke det store forhold til UFO, udover altså at der var engang, hvor de havde en bette guitarist ved navn Michael Schencker med i folden, og dengang lavede de nogle ganske forrygende skæringer. Ikke mindst dén “Doctor, Doctor” som Iron Maiden kører over PA’et inden showstart, og som jeg således har hørt langt flere gange end nogen andre UFO-numre, og som således er blevet UFO’s største hit, og som således runder deres sæt af på denne, gruppens 50-års afskedstour.

Den 71-årige, mere og mere skilpaddelignende forsanger Phil Mogg minder da også mere om noget, man normalt ville finde indsvøbt i et hæklet tæppe i en gyngestol på et plejehjem end på en scene foran tusindvis af skrigende fans. Hans professionelle rutine kan mærkes, men hans attitude virker mere som en distingveret engelsk lord i en Jane Austen-roman end om nogen rockstjerne.

Så meget desto tungere lyder visse af numrene til gengæld. Især klassikeren “Love to Love”, hvis massive distortionsound anno 2019 vel må tilskrives den forholdsvist nyligt tilføjede eks-Alice Cooper-guitarist Vinnie Moore. (Ikke ulig den nutidige klang hos de dér kamptatoverede, påfaldende-ikke-ret-meget-over-40-årige gutter der turnerer rundt og somme tider kalder sig Thin Lizzy nu om dage.)

Men det klæder sgu numrene med et ekstra skud testosteron, synes jeg. I dag virker de klassiske UFO-numre fra glansperioden lidt mere som koryfæer end som de evergreens, de måske i højere grad var blevet til, hvis gruppens solide midt-til-slut-70’er-lineup havde holdt sammen, — ligesom det gjorde hos de samtidige og sidenhen mere navnkundige protometallere Scorpions og Judas Priest.

Men anyway, udover førnævnte klassikere er det fedt endelig at høre “Only You Can Rock Me”, “Lights Out” og “Rock Bottom” live. Ja, og for den sags skyld også alt det andet. (Det er hård rock, jo.) Og så virker det altså på publikumsmodtagelsen af ikke mindst nævnte numre, som om de lokale rockkoncertgængere er væsentligt mere dedikerede end de danske, — et element der præger størstedelen af de shows, jeg får overværet i weekendens løb.

(Karakter: 4 ud af 6)



Nå. Apropos Scorpions, så er de jo ligesom aftenens hovednavn. Dog må jeg indrømme, at jeg som udgangspunkt bruger nogle numre på at lure, hvorhenne det bedst kan betale sig at stå i madkø, når man holder pris, kvalitet og ventetid op mod hinanden. (Ved et sammentræf bliver vinderen i øvrigt den tyske pølsebod!) Og så må man da hellere prøve om de dér whisky-og-cola-drinks nu virkelig også er så stærke igen. (Det var de.)

Det er først under fjerde nummer, “The Zoo”, at jeg kommer lidt ind i Scorpions-showet. Og selvom det er superprof med flere scenesetups og større storskærms- og lysshow end nogen andre optrædende, går der lige lidt tid, inden sættet falder helt i hak for mit vedkommende. Nye numre som jeg ikke kender. Langt medley med helt gamle numre fra de dér plader som jeg ikke engang har kunnet opdrive.

Det er faktisk først midtvejs, under balladerne — den flotte “Send Me an Angel” og den uundgåelige stadionbasker “Wind of Change” — at jeg og Scorps endegyldigt connecter i aften. For helvede, klassikere ER altså klassikere af mangen en årsag, og det er dem, man vil høre, når man er på +10K-personers præmisser og har tyret fad i timevis. Det er ikke månedens Gaffa-demo på Stengade, det hér.

Herfra er sættet lidt som en gave, der bliver ved med at give. Livsbekræftende er det ikke mindst at høre “Bad Boys Running Wild”, et af alle tiders kvintessentielle hard rock-numre, på et sted hvor publikum som før nævnt bare virker mere passionerede end i Danmark. Den derpå følgende “Tease Me, Please Me” symboliserer for mange +50-årige fans nok et forfald til ond, ond kommercialisme, men for mig betyder det i store træk, at man rent faktisk kan huske nummeret, hvilket altså er ret fedt, når man er så mange mennesker samlet for at rocke til det. Og så kommer der altså en “Blackout” bagefter, der vidt og bredt regnes som et ret stort guldalderværk indenfor det dér heavy metal.

Inden da skal Mikkey Dee naturligvis have en trommesolo, hvor han hejses 20 meter op i luften og bades i spotlights fra alle retninger. Han har lige så meget ild i røven som gennem de sidste 40 år, og det er endnu et livsbekræftende element. Blandt disse tæller tillige den bette charmetrold Klaus Meine, der på uimodståelig vis tager brodden (sorry!) af hele foretagendet med sin ikoniske omvendte læder-sixpence, sit nuttede Tommy Wiseau-grin og sin omtrent halvanden hundelort høje statur. Tænk engang at denne gruppe nogensinde har været kontroversiel.

Jeg er egentlig ved at forlade pladsen efter hovedsættets konklusion, “Big City Nights”. Togene til Málaga holder op med at gå kl. 00:20 (supersmart når man er på festival). Men dammit, jeg nægter at befinde mig på det ene sted i verden, hvor der nu i aften bliver spillet “Rock You Like a Hurricane”, uden også rent faktisk at ROCKE til “Rock You Like a Hurricane”. Så jeg overlader natten til skæbnen og får både “Rock You Like a Hurricane” og inden da endnu en fællessang i lige så uundgåelige “Still Loving You”.

(Karakter: 4,5 ud af 6)



Det viser sig i øvrigt, at der alligevel er tid til at nå toget bagefter, — hvilket så igen betyder, at jeg ikke får set Europe og Carcass. Ja, sådan kan det gå, når man er blevet for magelig til andet end sin egen seng, og arbejder for meget til at arrangere smarte ting som lokal soveplads. (Ikke at jeg gider retfærdiggøre min relativt fremskredne modenhed for meget; natten til søndag tilbringer jeg forskelige steder i Fuengirola…)

Som man måske har fået fornemmelsen af, har første dag været en hyggelig øl- og solrig affære i selskab med andre danskere, der også kan se det smarte i at opsøge fuld valuta for pengene ved at kigge udenfor DK’s grænser. Rock the Coast er langt billigere end Copenhell selv inklusive flybilletter, garanteret regnfri, langt mere solbeskinnet, og med mindst lige så høj programkvalitet pr. tilbragt dag. Selv fredagens lige lovligt friske brise har ikke skæmmet lyden overhovedet, og dét er altså mere, end hvad man kan sige om de forhold, jeg husker fra Copenhell.

Rent programmæssigt må fredagen siges at have haft et solidt bundniveau uden de store udsving. Og som det skulle vise sig, — og som jeg havde forventet, — skulle det blive lørdagen, der bød på de bedste musikalske oplevelser.


Se anden del af vores reportage hér.


(Samtlige billeder er © Rock the Coast og Irene Serrano.)

Læs mere...

Enforcer - Zenith

Musikalske tidsrejser er normalt noget jeg oplever i forbindelse med Stoner Metal, hvor det er stilen fra 1970’erne, der genoplives, men svenske Enforcer bringer oplevelsen et årti fremad. Bandet har altid været meget inspireret af 80’ernes Metal, og deres femte studiealbum ”Zenith” er ingen undtagelse. Denne gang har det ambitiøse mål været at skabe ”det største Heavy Metal album nogensinde” – citat fra bandet selv.

Til det formål trækker Enforcer på forskellige af årtiets subgenrer: Udlægget med ”Die For The Devil” og ”Zenith Of The Black Sun” minder om Motley Crue med gode omkvæd og seje guitarriffs – en god start. Den bliver fulgt op af Speed Metal i ”Searching For You” og ”Thunder And Hell”, hvor der skrues godt op for tempoet og stortrommerne, og hvor Olof Wikstrands skarpe vokal passer perfekt. Desværre er produktionen også 80’er tidssvarende, for den er alt andet end knivskarp og krystalklar.

En ballade må naturligvis ikke mangle i sammenhængen, så den får vi i form af ”Regrets”, som desværre er en virkelig kedelig og hamrende uinteressant repræsentant for stilen; albummet havde været bedre uden nummeret. Helt så galt står det ikke til med de resterende tracks, men alligevel rykker de ikke for alvor – lidt keyboards og poppede omkvæd giver resultater på det jævne.

Der ligger albummet også som helhed, for selv om Enforcer gengiver den klassiske stil meget autentisk, er ”Zenith” MEGET langt fra score titlen som verdens største album, uanset hvor velvilligt man ser på det.

Tracklist:
1. Die For The Devil
2. Zenith Of The Black Sun
3. Searching For You
4. Regrets
5. The End Of A Universe
6. Sail On
7. One Thousand Years Of Darkness
8. Thunder And Hell
9. Forever We Worship The Dark
10. Ode To Death
Samlet spilletid: 46:23

Læs mere...

Grand Magus - Wolf God

Albummet her er et godt eksempel på, at man ikke skal skue hunden (heller ikke ulven!) på hårene; ved den første gennemlytning var jeg lidt skuffet og frygtede, at Grand Magus havde mistet det sikre greb om deres nordisk inspirerede Metal, som har kendetegnet mine tidligere livtag med bandet. Efterfølgende har mange gennemlytninger vist, at jeg tog fejl; svenskerne har aldrig været bedre end på ”Wolf God”!

Som vanligt dækkes bandets stil ikke af en enkelt genrebetegnelse; jeg kunne også have skrevet Viking Metal eller Power Metal, for tekstuniverset tager igen afsæt i den nordiske mytologi og dennes heltedyrkelse. Til gengæld fremfører Janne Christoffersson dem helt uden powerhvin; i stedet synger han rent, men med maskulint overskud, så helheden bliver troværdig.

Samtidig viser Grand Magus igen, at de har virkelig godt styr på at kombinere stærke riffs, flotte melodier og fængende omkvæd, hvilket illustreres ekstra godt i ”Brother of the Storm”, ”Dawn of Fire” og ”Spear Thrower”. Jeg skriver bevidst ekstra, for elementerne findes også i de resterende numre. Generelt er det positivt, at disse har en passende snert af højtidelighed, som understreger det heltemæssige, men at det ikke overdrives, som det ofte sker i Power Metal.

Så selv om der er et halvt års tid til, glæder jeg mig til at se og høre Grand Magus på årets udgave af Aalborg Metal Festival; med ”Wolf God” i bagagen kan det kun blive en positiv oplevelse.

Tracklist:
1. Gold and Glory
2. Wolf God
3. A Hall Clad in Gold
4. Brother of the Storm
5. Dawn of Fire
6. Spear Thrower
7. To Live and Die in Solitude
8. Glory to the Brave
9. He Sent Them All to Hel
10. Untamed
Samlet spilletid: 38:47

Læs mere...

Manowar, Valby Hallen 01-04-2019

Du godeste, hvor var jeg dog nervøs.

Uddybning: Jeg har for længst set Manowar i Tyskland flere gange end i Danmark. Sådan kan tingene arte sig, når man virkelig elsker heavy metal, forstår I nok. Og for præcist to døgn siden befandt jeg mig i Dortmunds Westfalenhalle og overværede mine — og alle andre raske drenges — store helte, Manowar, fejle indenfor deres egne standarder.

Tidligere Yngwie Malmsteen- og HammerFall-trommeslager Anders Johansson er netop tiltrådt i bandet på et afbud. Vi snakker “netop” som i “for et stadig ganske overskueligt antal timer siden”. Og han kunne ikke følge med i numrenes tempoer, om så det gjaldt livet. Det var dybt frustrerende og bekymrende.

Sjældent har jeg måttet neddrosle mine forventninger i så høj grad. Ikke mindst ihukommende Manowars fandme ærefrygtindgydende, klokkeklare 6/6’er-triumf i Kiels Sparkassen Arena 3. december 2017.

Men det er sgu ikke på grund af mine lave forventninger, at metallens konger alligevel formår at plyndre og erobre København i aften. Lyden i den ofte så udskældte Valbyhal er klokkeklar. Der er intet nævneværdigt at udsætte på hverken sammenspil eller tempo. Og den altid grinende og sympatiske Eric Adams både synger og skriger med et teknisk overskud og en ungdommelig råstyrke, der må kunne få alverdens andre 66-årige mænd til at researche lidt i, hvad han dog render og foretager sig, når han ikke aktivt lever op til sin velfortjente status som konge af selve metalgenren.

Men de gunstige elementer tæller tillige et publikum, der fandme ER mere dedikeret end de fleste, selv indenfor en genre hvor netop dedikation, fanatisme og lidenskab er så vægtige nøgleord. Selvom der da givetvis findes mere sindssyge tilhængere af både Metallica og Iron Maiden, er det fandme ikke til deres koncerter, du ser så godt som samtlige publikummer stå og skråle med på hver eneste verselinie og tage så varmt og taknemmeligt imod slagernes indlysende call-and-response-elementer. Såsom f.eks…:

Now people keep asking if we’re gonna change
I look ‘em in the eye, tell ‘em
(alle): NO WAY!!!

Du kan kalde det plat; du kan kalde det dumt; du kan kalde det letkøbt og lavpandet. Du kan i det hele taget sidde og stille dig tilfreds med at reducere dig selv til en af de desværre så overraskende mange klagetanter, der især gør opmærksom på deres himmelråbende selektive metalsmag og nedtursattitude online, når der offentliggøres nye navne til Copenhell. — Og som tilsyneladende mener, at selve ordet “bøsse” skulle indeholde et eller andet validt argument for noget som helst.

Jeg skulle hilse fra en frejdigt festende, fællesskrålende og fadølstyllende Valbyhal og sige, at det i så fald ikke er os, men dig, der repræsenterer vores genre decideret elendigt udadtil. Vi elsker Manowar, fordi vi elsker heavy metal. Og vi elsker denne aften, fordi heavy metal netop er, hvad Manowar stadig er leveringsdygtige garanter i verdensklasse for, hvad man så end måtte mene om deres udgivelseskvalitet de sidste 20-25 års tid samt deres mediefremtræden helt generelt.

Hallo. De spiller “Blood of My Enemies”, mand. Og “Fighting the World”. HURRA, sgudda! Og de spiller “Thor (The Powerhead)”, og “Brothers of Metal Pt. 1” Og så tror jeg simpelthen aldrig, jeg nogensinde bliver træt af at høre “Call to Arms”, hverken live eller studieversionen. Dejligt er det også at høre “The Triumph of Steel”-skiven (’92) repræsenteret ved “The Power of Thy Sword”.

Du godeste, hvor er jeg dog lettet!

Det kan selvfølgelig undre, at tourens sætliste, der er udformet efter fans’enes ønsker, således indeholder numre som “Hand of Doom” og “House of Death”. Det er langt fra Manowars bedste sange, men på den anden side rocker de sgu ubeklageligt. Og selvom “Swords in the Wind” kun bidrager til en overvægt af “Warriors of the World”-materiale (’02) i sættet, er den fandme smuk i aften. Og så skider jeg altså på, at “Gods of War” (’07) er en tvivlsom skive; “Sons of Odin” er fandme et fedt nummer.

Selvfølgelig skal vi også lige trækkes igennem en alt for langt piccolobassolo med mindre feeling end Lars Ulrichs trommespil og mindre retning end Art Garfunkels solokarriere. Og selvfølgelig holder samme bassist og band-mastermind, Joey DeMaio, en brandtale, hvori han — på i øvrigt overraskende ydmyg og taknemmelig vis — takker og roser publikum for ikke at stå og fedte rundt med mobiltelefoner, og følgende prædiker de antiautoritære værdier der er alle os headbangere så velkendte. — Inden han i øvrigt lige så forudsigeligt “bunder” 1/2 liter Hof ved stort set at hælde den ud over sig selv.

Det er faste indslag, som man måske kan ryste mere eller mindre overbærende på hovedet af, ligesom man i øvrigt kan gøre det af så mange andre elementer ved bandet. Men det ville bare ikke være det samme uden. Manowar er med sin høje kitschværdi noget så sjældent som et multimillionsælgende kultband indenfor jordens mest statiske og konservative musikstil. Hvis ikke du fatter Manowar, fatter du nok i virkeligheden ikke rigtig, hvad det er, der i det hele taget gør heavy metal så fedt, som det er.

Mit største kritikpunkt er, at bandet har valgt at erstatte det faste postludium “The Crown and the Ring” med “Army of the Dead, Part II”. Dét er fandme skidt. Men altså, med alt det ovenstående i betragtning: Hvis du kan stå igennem numre som ovenfor nævnt og dertil de fantastiske slutsange “Kings of Metal”, “Warriors of the World United”, “Hail and Kill” og “Black Wind, Fire and Steel” uden at juble bare en lille smule... så er du edderrådme ringe til at høre heavy.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed