fbpx

Manowar, Valby Hallen 01-04-2019

Du godeste, hvor var jeg dog nervøs.

Uddybning: Jeg har for længst set Manowar i Tyskland flere gange end i Danmark. Sådan kan tingene arte sig, når man virkelig elsker heavy metal, forstår I nok. Og for præcist to døgn siden befandt jeg mig i Dortmunds Westfalenhalle og overværede mine — og alle andre raske drenges — store helte, Manowar, fejle indenfor deres egne standarder.

Tidligere Yngwie Malmsteen- og HammerFall-trommeslager Anders Johansson er netop tiltrådt i bandet på et afbud. Vi snakker “netop” som i “for et stadig ganske overskueligt antal timer siden”. Og han kunne ikke følge med i numrenes tempoer, om så det gjaldt livet. Det var dybt frustrerende og bekymrende.

Sjældent har jeg måttet neddrosle mine forventninger i så høj grad. Ikke mindst ihukommende Manowars fandme ærefrygtindgydende, klokkeklare 6/6’er-triumf i Kiels Sparkassen Arena 3. december 2017.

Men det er sgu ikke på grund af mine lave forventninger, at metallens konger alligevel formår at plyndre og erobre København i aften. Lyden i den ofte så udskældte Valbyhal er klokkeklar. Der er intet nævneværdigt at udsætte på hverken sammenspil eller tempo. Og den altid grinende og sympatiske Eric Adams både synger og skriger med et teknisk overskud og en ungdommelig råstyrke, der må kunne få alverdens andre 66-årige mænd til at researche lidt i, hvad han dog render og foretager sig, når han ikke aktivt lever op til sin velfortjente status som konge af selve metalgenren.

Men de gunstige elementer tæller tillige et publikum, der fandme ER mere dedikeret end de fleste, selv indenfor en genre hvor netop dedikation, fanatisme og lidenskab er så vægtige nøgleord. Selvom der da givetvis findes mere sindssyge tilhængere af både Metallica og Iron Maiden, er det fandme ikke til deres koncerter, du ser så godt som samtlige publikummer stå og skråle med på hver eneste verselinie og tage så varmt og taknemmeligt imod slagernes indlysende call-and-response-elementer. Såsom f.eks…:

Now people keep asking if we’re gonna change
I look ‘em in the eye, tell ‘em
(alle): NO WAY!!!

Du kan kalde det plat; du kan kalde det dumt; du kan kalde det letkøbt og lavpandet. Du kan i det hele taget sidde og stille dig tilfreds med at reducere dig selv til en af de desværre så overraskende mange klagetanter, der især gør opmærksom på deres himmelråbende selektive metalsmag og nedtursattitude online, når der offentliggøres nye navne til Copenhell. — Og som tilsyneladende mener, at selve ordet “bøsse” skulle indeholde et eller andet validt argument for noget som helst.

Jeg skulle hilse fra en frejdigt festende, fællesskrålende og fadølstyllende Valbyhal og sige, at det i så fald ikke er os, men dig, der repræsenterer vores genre decideret elendigt udadtil. Vi elsker Manowar, fordi vi elsker heavy metal. Og vi elsker denne aften, fordi heavy metal netop er, hvad Manowar stadig er leveringsdygtige garanter i verdensklasse for, hvad man så end måtte mene om deres udgivelseskvalitet de sidste 20-25 års tid samt deres mediefremtræden helt generelt.

Hallo. De spiller “Blood of My Enemies”, mand. Og “Fighting the World”. HURRA, sgudda! Og de spiller “Thor (The Powerhead)”, og “Brothers of Metal Pt. 1” Og så tror jeg simpelthen aldrig, jeg nogensinde bliver træt af at høre “Call to Arms”, hverken live eller studieversionen. Dejligt er det også at høre “The Triumph of Steel”-skiven (’92) repræsenteret ved “The Power of Thy Sword”.

Du godeste, hvor er jeg dog lettet!

Det kan selvfølgelig undre, at tourens sætliste, der er udformet efter fans’enes ønsker, således indeholder numre som “Hand of Doom” og “House of Death”. Det er langt fra Manowars bedste sange, men på den anden side rocker de sgu ubeklageligt. Og selvom “Swords in the Wind” kun bidrager til en overvægt af “Warriors of the World”-materiale (’02) i sættet, er den fandme smuk i aften. Og så skider jeg altså på, at “Gods of War” (’07) er en tvivlsom skive; “Sons of Odin” er fandme et fedt nummer.

Selvfølgelig skal vi også lige trækkes igennem en alt for langt piccolobassolo med mindre feeling end Lars Ulrichs trommespil og mindre retning end Art Garfunkels solokarriere. Og selvfølgelig holder samme bassist og band-mastermind, Joey DeMaio, en brandtale, hvori han — på i øvrigt overraskende ydmyg og taknemmelig vis — takker og roser publikum for ikke at stå og fedte rundt med mobiltelefoner, og følgende prædiker de antiautoritære værdier der er alle os headbangere så velkendte. — Inden han i øvrigt lige så forudsigeligt “bunder” 1/2 liter Hof ved stort set at hælde den ud over sig selv.

Det er faste indslag, som man måske kan ryste mere eller mindre overbærende på hovedet af, ligesom man i øvrigt kan gøre det af så mange andre elementer ved bandet. Men det ville bare ikke være det samme uden. Manowar er med sin høje kitschværdi noget så sjældent som et multimillionsælgende kultband indenfor jordens mest statiske og konservative musikstil. Hvis ikke du fatter Manowar, fatter du nok i virkeligheden ikke rigtig, hvad det er, der i det hele taget gør heavy metal så fedt, som det er.

Mit største kritikpunkt er, at bandet har valgt at erstatte det faste postludium “The Crown and the Ring” med “Army of the Dead, Part II”. Dét er fandme skidt. Men altså, med alt det ovenstående i betragtning: Hvis du kan stå igennem numre som ovenfor nævnt og dertil de fantastiske slutsange “Kings of Metal”, “Warriors of the World United”, “Hail and Kill” og “Black Wind, Fire and Steel” uden at juble bare en lille smule... så er du edderrådme ringe til at høre heavy.

Læs mere...

Gloryful - Cult Of Sedna

Siden de debuterede med albummet “The Warrior's Code” i 2013, har Gloryful været i stald hos Massacre Records, og det er de også med deres fjerde fuldlængde, ”Cult Of Sedna”. Pladeselskabet er ikke det eneste punkt, som er uændret hos bandet fra Gelsenkirchen, for musikalsk fortsætter de den stil, de har vist ved mine tidligere møder med dem.

Her holder de fast i Heavy Metal, som tager udgangspunkt i 1980’ernes klassiske NWOBHM, men kun i begrænset omfang følger de klassiske opskrifter - i stedet søger tyskerne at skabe en mere moderne fortolkning.

Gennemgående afvikles numrene i et pænt højt tempo, hvilket i sig selv er med til at sætte skub i tingene. Alligevel fremstår musikken ikke specielt voldsom, hvilket dels skyldes en produktion, der fjerner alle skarpe kanter, og meget melodiske omkvæd, som gør numrene endnu lettere at gå til. Til gengæld fjerner man samtidig alle de knaster, der gør stilen spændende; det hele ender meget ufarligt, og i længden uinteressant.

Kun i “Void Of Tomorrow” og “The Hunt” får trommerne lov at banke igennem, mens guitarerne snerrer – det er bare alt for lidt til at kunne hive albummet op over det middelmådige. Og det er ikke fordi jeg kan klandre bandets performance, for der spilles udmærket – netop derfor ville det være rart med mod til at prøve andet end det 100% sikre.

Tracklist:
01. Cult Of Sedna
02. The Oath
03. Brothers In Arms
04. Void Of Tomorrow
05. The Hunt
06. True 'Til Death
07. When The Union Calls On Me
08. Desert Stranger
09. My Sacrifice
10. Sinners & Saints
11. Into The Next Chapter
Samlet spilletid: 45:02

Læs mere...

Metal Inquisitor - Panopticon

Fem år er der gået siden Metal Inquisitor senest gav lyd fra sig, og meget passende brydes tavsheden af bandets femte album. Som coveret illustrerer, refererer titlen ”Panopticon” til et rum, som kan overskues fra et enkelt punkt – den lidelse, der opleves i de enkelte celler har heldigvis ingen forbindelse til albummets indhold.

Som vanligt er musikken helt og holdent skåret over skabelonerne for 1980’ernes NWOBHM stil, og selv om der høres påvirkninger fra mange sider af genren, er det tydeligt at Iron Maiden har været en ekstra kraftig inspirationskilde for den musikalske side af sagen. Det høres især i de melodiske guitarer, der f.eks. gennemstrømmer ”Free Fire Zone” og ”Beyond Nightmares”, men også de karakteristiske dagadag-dagadag rytmer, som dominerer ”Re-Sworn The Oath”. På vokalsiden er inspirationen mindre udtalt, men flere steder lyder sangeren El Rojo ret meget som Saxons Biff Byford.

Som det var tilfældet på forgængeren ”Ultima Ratio Regis” er Metal Inquisitor også denne gang meget gennemførte i deres fortolkning af NWOBHM, og rammer kernen i genren helt perfekt. Da de samtidig præsenterer nogle glimrende numre, fremstår albummet ikke som en udnyttelse af fortidens storhed, men som en hyldest til den klassiske Metal. Det er cool, vil tiltale alle fans af old school Heavy Metal, og er fire stjerner værd.

Tracklist:
1. Free Fire Zone
2. Change Of Front
3. Beyond Nightmares
4. Trial By Combat
5. Shock Tactics
6. Re-Sworn The Oath
7. Scent Of Fear
8. War Of The Priests
9. Discipline And Punish
Samlet spilletid: 42:45

Læs mere...

Burning Witches - Hexenhammer

Siden starten i 2015 har tingene ikke stået stille for schweiziske Burning Witches; efter den selvbetitlede debut i 2017, udgav de fem medlemmer tidligere i år et livealbum. Og som om det ikke var nok, følger de op med studiealbum nummer to: ”Hexenhammer”.

Og man må sige, at de heksene svinger hammeren, for det går over stok og sten med en ret traditionel blanding af Power- og Heavy Metal. Det traditionelle ligger i stilen, som forener udmærkede omkvæd med pænt skarpe guitarriffs - især ”Maiden of Steel” og ”Dead Ender” scorer point på dén konto.

Et gennemgående træk for musikken er et inderligt, ja ind imellem næsten krampagtigt ønske om at give den gas og vise, at Burning Witches er seje; derfor bliver alle muligheder for lige at lave lidt ekstra hvin på guitaren udnyttet. Det samme gælder for sangerinden Seraina; det lyder udmærket når hun genretypisk fyrer et par hvin af, men når hun lige vil give den en tand ekstra, som det sker i titelnummeret, bliver det for meget. Og i virkeligheden har Burning Witches ikke brug for at bevise noget, de kan sagtens uden gimmicks. Det viser de både i deres egne numre og i den afsluttende udgave af Dio-klassikkeren ”Holy Diver”.

Tracklist:
1 The Witch Circle
2 Executed
3 Lords Of War
4 Open Your Mind
5 Don't Cry My Tears
6 Maiden Of Steel
7 Dungeon Of Infamy
8 Dead Ender
9 Hexenhammer
10 Possession
11 Maneater
12 Holy Diver
Samlet spilletid: 47:51

Læs mere...

Satan - Cruel Magic

Ja, når man vælger Satan som navn til sit band, er det nærliggende at forvente, at man spiller Black Metal. Det er nu ikke tilfældet her, for denne fem mand stærke trup fra England spiller Heavy Metal, som den lød i tiden omkring bandets start i begyndelsen af 1980’erne. Satan har været opløst og gendannet under forskellige navne, men vendte tilbage til udgangspunktet i 2012. Siden er det blevet til to albums på Listenable Records, inden man nu er kommet ind hos Metal Blade Records.

I modsætning til langt de fleste læsere af dette site, så hørte jeg også Metal dengang, men jeg kan ikke komme i tanke om, at jeg nogensinde er stødt på Satan; og hvis det er, har det ikke efterladt spor. Når jeg lytter til ”Cruel Magic”, ved jeg hvorfor: Bandets musik er simpelthen så kedelig, at den ikke gør sig bemærket. Ikke fordi der som sådan mangler noget; guitarerne leverer både riffs og soli, og heller ikke den resterende instrumentering falder igennem. Problemet ligger i, at Satan åbenbart ikke er i stand til at skrive gode melodier; hverken melodilinjer eller omkvæd gør meget væsen af sig. Det virker næsten ironisk, for vokalerne er det eneste element, hvor Satan fortjener ros; sangeren Brian Ross har en glimrende vokal og klarer sig fortrinligt, både solo og sammen med kor. Det enlige pluspunkt kan ikke løfte albummet alene, så ”Cruel Magic” er ikke værd at bruge tid på.

Tracklist:
01. Into The Mouth Of Eternity
02. Cruel Magic
03. The Doomsday Clock
04. Legions Hellbound
05. Ophidian
06. My Prophetic Soul
07. Death Knell For A King
08. Who Among Us
09. Ghosts Of Monongah
10. Mortality
Samlet spilletid: 49:46

Læs mere...

Doro - Forever United/Forever Warriors

I hjemlandet er hun for længst et ikon, men også internationalt har Doro opbygget en stor fanskare i løbet af de sidste godt 35 år. Det har selvfølgelig resulteret i en lang række live- og studieudgivelser, hvor sidstnævnte runder de tyve styk. Det sker med udgivelse af dobbeltalbummet ”Forever United / Forever Warriors”, som er hendes første af dén slags. De to bidrag har samme cover, dog i en rød og en blå udgave; helt som da Guns´n Roses udgav ”Use Your Illusion”.

Hos Doro ligger de fleste tracks i kategorien Hardrock, mens de hårdeste rykker op og bliver Heavy Metal. Begge genrer nyder godt af hovedpersonens stemme, som er dejlig ru og kraftig, selv efter de mange år i vælten. I forbindelse med dobbeltudgivelsen har man valgt, at samle de hårdeste numre på én skive (den med ”Warriors”) og placere de mere stille og følsomme numre på den anden (den med ”United”).

På forhånd ville jeg have satset på, at mine favoritter ville være at finde blandt de mere hårdtslående titler, men her skuffer Doro mig. Godt nok kører det fedt i et uptempo nummer som ”Bastardos”, og der er fint drive i det tysksprogede ”Freunde Fürs Leben”, men de resterende numre indeholder for mange klichéer og selvfølgeligheder, hvilket gør dem upersonlige og uinteressante.

Så er der straks mere kvalitet over de stille sager, og stille skal her tages bogstaveligt: ”United”- skiven indeholder stort set kun ballader, men Doro varierer sig godt og klarer dem bedre end de fleste i genren – uanset om de er selvkomponerede eller lånt hos andre, som Motörheads ”Lost In The Ozone”. I sidste ende er det derfor balladerne, der redder et Okay hjem til Düsseldorf.

Tracklist:
1. All For Metal
2. Bastardos
3. If I Can't Have You - No One Will
4. Soldier Of Metal
5. Turn It Up
6. Blood Sweat And Rock 'n' Roll
7. Don't Break My Heart Again
8. Love's Gone To Hell
9. Freunde Fürs Leben
10. Backstage To Heaven
Samlet spilletid: 41:26

Tracklist:
1. Résistance
2. Lift Me Up
3. Heartbroken
4. It Cuts So Deep
5. Love Is A Sin
6. Living Life To The Fullest
7. 1000 Years
8. Fight Through The Fire
9. Lost In The Ozone
Samlet spilletid: 38:41

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Stone Sour

Det store samlende rock/metalnavn i år, dvs. foruden Nick Cave, ja den ære må uden diskussion gå til Stone Sour. På Roskildes vegne forventede jeg nu lidt mere. Som én med nu 10 år på Roskilde bag sig, hvor festivalen stort set hvert år har formået at fange de der mindre rock- og metalbands på det helt rigtige tidspunkt, så virker Stone Sour som et underligt og, ærligt, lidt for sikkert valg. Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke har noget imod bandet, faktisk har jeg gode minder om deres tidligere koncerter, men... er det virkelig hvad det kunne blive til? Med det sagt: det var helt fint.

Der bliver i hvert fald ikke sparret på effekterne, det må man give dem. En noget fjollet intro fra Blues Brothers leder direkte over i både ild, konfetti, fire lysskærme / et spændende lysshow – og selvfølgelig Corey Taylor. I dag er han fornøjet. Godt! Stone Sour kunne nemlig nemt omdøbes til Taylor & Friends: det er ham der styrer showet, på godt og ondt. I dag mest godt. Faktisk så godt, at publikum over flere omgange messer hans navn højt og tydeligt, og omvendt, at Taylor imellem flere af sangene gejler folk op uden problemer. Ellers fortæller han små anekdoter og jokes. Klart, noget af det er rent amerikansk bullshit som ”I er det bedste publikum på hele touren!” og lignende. Der er ikke mange der falder for det, hvilket giver en vis ro i sjælen. Men spilleglæden er oprigtig, dét er ligeså tydeligt. Og de platte amerikanske fraser til side har Stone Sour et både nærværende, talstærkt og dybt hengivent publikum bag sig, og det kan man altså komme langt med.

Modsat kan dårlig lyd være ethvert bands ban(d)emand (undskyld, hæhæ). Her starter den utilgiveligt mudret, men forbedres ligeså stille, dog desværre ikke nok: det bliver aldrig en sprød, krystalklar lyd som jeg ved Arena kan diske op med (af og til). I stedet rumler det så meget at sange som ”30/30-150” og ”Get Inside” bliver fuldstændig massakreret i bombastiske udladninger – det er ingen overdrivelse, selv når man kender sangene er det svært at vide præcist hvad der foregår. Det er synd. Som oftest kan man klart pege på det tekniske, men i dag virker det faktisk også til, at bandet spiller lidt for afslappet og dermed... forkert. Det samme gælder på sin vis for Taylor der indirekte gør en ”dyd” ud af ikke at udtale visse dele af teksterne tydeligt, så det i stedet lyder mere som ugenkendelige råb eller mumlen. Det er irriterende og klart koncertens mest negative punkt.

Så gør de mindre larmende sange det straks bedre. Heri er både det faktum, at Stone Sour har lært den ædle kunst, at konstruere en fornuftig sætliste (hvor der kun spilles én ny sang for minimum én gammel og at balladerne lægges i midten og lige inden slutningen) – og så skriver de bare nogen totalt habile ballader, slet og ret. Både ”Bother” og ”Through Glass” trækker masser af fællessang, også på trods af førnævnte ”ugenkendelige råb” i teksterne og dertil at sidstnævnte leveres fladt. Som oftest er tilfældet gør de ældre sange det imidlertid bedre hos publikum. De nyere stopper på ingen måde festen, ikke som udgangspunkt. Der er undtagelser. ”Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)” har alle dage været ligeså lam som dens titel og at lukke med noget så kedeligt som ”Fabuless” er et ærgerligt valg, især når man sagtens kunne have skåret 2-3 sange fra. En time og et kvarter bliver for langt. En times tid i alt ville have løftet koncerten fra god til mere.

Sætliste:
1) – Whiplash Pants
2) – Absolute Zero
3) – Knievel Has Landed
4) – Say You’ll Haunt Me
5) – 30/30-150
6) – Bother
7) – Cold Reader
8) – Get Inside
9) – Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)
10) – Made Of Scars
11) – Song #3
12) – Through Glass
13) – RU486
14) – Fabuless
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Ozzy Osbourne

En video-seance af diverse overskrifter om Ozzys vilde liv, vampyr-billeder og des lige, samt en grande intro inden mørkets prins kommer til syne – eller sagt på en anden måde: ”jeg dør aldrig!”. Så er showet i gang. Men Ozzy... kan du stadig noget? Al respekt og ære for din historie, og ikke mindst indflydelsen fra Black Sabbath til metalmiljøet – men det er nok tid til at trække stikket nu.

At begynde det hele med ovenstående, for så bagefter at tale næsten søvndyssigt til publikum... Det er i hvert fald næsten lidt for hyggeligt, også selvom både ”Bark At The Moon” og ”Mr. Crowley” åbner ballet. Det er et underligt syn: storskærmene og ikke mindst det kolossale kors (der for en sjælden gangs skyld ikke er vendt om) giver stemning, og lysshowet er her i mørket i den grad værd at kigge på / trommeslageren har en fest for sig selv / Zakk Wylde trækker som altid rigeligt opmærksomhed – og så er der Ozzy, der er alt for hyggelig og jovial, næsten jubel-glad at se på, klædt i sit alt for almindelige og hverdags-agtige tøj. Mørkets prins? Mere din hyggeonkel.

Hans stemme klarer sig dog overordnet fint. Altså, den er hærget, det er forventet, men den forsvinder ikke i lydbilledet og lyden er i det hele taget glimrende. Betingelserne er der for en suveræn fremvisning. Men gejsten til Black Sabbath for to år siden? Den er vi ikke i nærheden af. Alligevel er der fyldt ud til randen, nu det er sidste gang Mr. Osbourne (eftersigende) drager ud på verdenstour og han nok ikke lige tilfældigt kommer forbi i fremtiden. Selve sangene fejler heller ikke noget, i udgangspunktet: når man har adgang til både Black Sabbath-evergreens og over 10 albums af eget materiale, så er man også idiot, hvis et godt sæt ikke kan skrues sammen. Dét er dog ikke et issue i aften, og tilmed får sangene et ekstra kick jf. førnævnte Zakk Wylde. Der er dog sørgmodige undtagelser som f.eks. ”Fairies Wear Boots”, der bliver komplet slagtet af Wylde.

Men det står og falder i høj grad med Ozzy selv. Og vi kunne komme et langt stykke hvis han gad holde op med hans ustandselige klap / hænder i vejret / vift dem fra side til side eller hans ”I CAN’T HEAR YOU! / I LOVE YOU ALL!” – det mangler simpelthen pondus, og det bliver for trivielt. Ikke mindst som han krumrygget slasker frem og tilbage over scenen. Ikke at vi behøver Zakk Wyldes ufine guitarlir, og da slet ikke i et kvarter i streg. Less is more. Især i afslutningen af den ellers glimrende fremførte ”War Pigs” går han all-out, om det så er guitar spillende på ryggen eller med tænderne og med lukkede øjne og på et ben og hvad-ved-jeg. At dette så samtidigt kombineres med den mest fantasiforladte trommesolo jeg har hørt i længere tid, ja det er også unødvendigt. Altså, selv hu-hej råbene og Ozzys ”han er vildt god, er han ikke?”-tilråb, jamen... for fanden, de er jo præ-indspillede. Fint, manden er ikke i tyverne længere, men han behøver ikke hen imod en halv times pause, det er jo tragisk mere end noget andet, hvis det er sandt.

Hovedproblemet er, at det er Black Sabbath-sangene der står mest ud (”Paranoid” lukker og slukker med manér), og alligevel, selv i dem... så bliver det aldrig hverken interessant ELLER underholdende. En koncert bliver nødt til at være minimum én af delene. Det mest triste er dog nok hvis det her virkelig er den sidste store tour, for de sange fortjener bedre. Vi som publikum, vi som fans, vi fortjener bedre. Ozzy selv fortjener bedre. Det er ikke godt, det er ikke dårligt, det er bare middelmådigt, nej det er kedeligt, og dét er det værste. Lad det ende med et brag (eller med ’Sabbath), men ikke dette.

Sætliste:
1) – Bark At The Moon
2) – Mr. Crowley
3) – I Don’t Know
4) – Fairies Wear Boots (Black Sabbath cover)
5) – Suicide Solution
6) – No More Tears
7) – Road To Nowhere
8) – War Pigs (Black Sabbath cover)
9) – Miracle Man / Crazy Babies / Desire / Perry Mason
10) – I Don’t Want To Change The World
11) – Shot In The Dark
12) – Crazy Train
Encore:
13) – Mama, I’m Coming Home
14) – Paranoid (Black Sabbath cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Bullet For My Valentine

BULLET FOR MY VALENTINE_4Puha, det er blevet koldt. Blæsten er mindre herskende, men både bidsk og skarp og en god del er smuttet hjemad – eller i hvert fald ikke at finde her. Jeg kan heller ikke undgå at spørge mig selv om, hvad jeg egentlig laver: Bullet For My Valentine har for længst haft deres storhedstid, deres foregående shows har været noget nær ligegyldige og vi skal slet ikke snakke om kvaliteten af deres tre-fire sidste plader. Alligevel ender koncerten med at være ganske fornøjelig, tro det eller ej.

Det som engang var et hadet emoband er blevet et moderne heavyband, ikke langt fra Avenged Sevenfold faktisk, så der er en naturlig overgang – og selvom man godt kan se hvorfor det ene er større end det andet er det ikke nødvendigvis berettiget, eller overhovedet ønskværdigt. De fire herrer er i hvert fald en langt større fornøjelse: der er markant mere engagement og spilleglæde at føle og de nyder helt tydeligt at være her, hvilket er kærkomment efter ligegyldigheden fra tidligere. At det resterende publikum er i et festligt lune, at lyden er noget nær krystalklar og at lysshowet i den grad er værd at se på – det hele tæller op.

Men vi kan ikke komme udenom, at der bare er en kvalitetsforskel på Bullets’ to første albums, og så alt efterfølgende (de to første er bedst, skulle du være i tvivl). Det bevirker til gengæld, at når de relativt få skæringer derfra bliver luftet, ja så slår de altså de resterende med flere længder. De nyere er ikke dårlige som sådan, bare kun moderat lytteværdige. Heldigvis tror bandet på hele kataloget, og så er det som minimum udmærket hele vejen igennem, med enkelte decideret gode afstikkere både fra nyt og gammelt, da det oftest kun de bedste fra hver skive der hives frem. En trommesolo går til gengæld i den modsatte retning, men så er det 180 grader da ”Tears Don’t Fall” og ”Waking The Demon” lukker og slukker en time senere med både fælleshop, jubelbrøl og knyttede næver. Ikke for kort, og ikke for langt. Godkendt.

Sætliste:
1) – Don’t Need You
2) – Over It
3) – Your Betrayal
4) – 4 Words (To Choke Upon)
5) – You Want A Battle (Here’s A War)
6) – The Last Fight
7) – Letting You Go
8) – Worthless
9) – Scream Aim Fire
10) – Piece Of Me
11) – Tears Don’t Fall
12) – Waking The Demon
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Avenged Sevenfold

”De nye stjerner, der er det her band i blandt, det er helt sikkert” – sådan kan man opsummere både festivalplakater og overskrifter fra de sidste års tid. Når Iron Maiden, Judas Priest, Ozzy, Slayer og lignende går på pension indenfor det næste årti, hvem skal så overtage? Jeg håber i hvert fald ikke, at det bliver bands som Avenged Sevenfold (fra nu af A7X) og Five Finger Death Punch. For nok så meget som musikken kan diskuteres, så lidt kan deres koncerter: de er middelmådige eller værre.

Der bliver ellers lagt selvsikkert fra land med titelsangen fra det seneste album ”The Stage” og så en enkelt skæring fra det selvbetitlede album i form af ”Afterlife”. Jeg havde forventet, at der ville være helt proppet, men det er langt fra tilfældet og ligeledes virker A7X heller ikke til at kunne fylde scenen ud – spøjst, for de havde intet problem med det i Royal Arena sidste år.

Til gengæld har vinden efterhånden lagt sig og lyden kan derfor stabiliseres, sådan da (det er noget af det klareste lyd på hele festivalen). Samtidigt går solen ned ikke langt inde i deres show og lysshowet får deraf lov at skinne igennem. Godt ser det ud og kombineret med små videoklip, livevideo og fysiske figurer som f.eks. en udød konge under ”Hail To The King” er der oftest noget at se på. Heldigvis, for bandet selv er enormt kedelige i deres fremtoning – forsangeren især ser ud til at kede sig bravt, men hvem kan vide det med sikkerhed når han insisterer på at have solbriller på? Fed type, eller noget. De spiller dog teknisk fint, om intet andet.

Ballader er som oftest en festdræber og det er også tilfældet under ”Buried Alive” og ”So Far Away”, to af de svagere sange fra ”Nightmare”-albummet der af uvisse årsager er det primære værk der trækkes på i aften. Men da tonerne til ”Bat Country” lyder er vi tilbage igen – det gamle lort, om man vil. Bandet er ligeglade: det er blot endnu et show, endnu en by, endnu en festival. Det kan mærkes på publikum som glider mere og mere fra, så det til sidst ser halvtomt ud. A7X virker til at gå i samme retning, for det bliver ikke til mere end 11 sange i alt.

Jeg kan ikke påstå, at jeg ikke forstår dem (publikum). Det er gabende uinteressant. Så kan man nå nok så langt med solid lyd, pæne visuals og teknisk kunnen, men hvor er spilleglæden? Hvor er ønsket om at underholde? Hvor er det bidske, det farlige? Er det ikke metal, eller hvad? Hvis det her er fremtiden, så kald mig snæversynet, kald mig gammel, men det har ingen plads i de store ligaer. Hvis det bare var uperfekt, men nej, det er meget værre end det: det er indifferent. Og det er det værste.

Sætliste:
1) – The Stage
2) – Afterlife
3) – Hail To The King
4) – Welcome To The Family
5) – God Damn
6) – Buried Alive
7) – So Far Away
8) – Nightmare
9) – Bat Country
Encore:
10) – Shepherd Of Fire
11) – Unholy Confessions
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed