fbpx

Satan - Cruel Magic

Ja, når man vælger Satan som navn til sit band, er det nærliggende at forvente, at man spiller Black Metal. Det er nu ikke tilfældet her, for denne fem mand stærke trup fra England spiller Heavy Metal, som den lød i tiden omkring bandets start i begyndelsen af 1980’erne. Satan har været opløst og gendannet under forskellige navne, men vendte tilbage til udgangspunktet i 2012. Siden er det blevet til to albums på Listenable Records, inden man nu er kommet ind hos Metal Blade Records.

I modsætning til langt de fleste læsere af dette site, så hørte jeg også Metal dengang, men jeg kan ikke komme i tanke om, at jeg nogensinde er stødt på Satan; og hvis det er, har det ikke efterladt spor. Når jeg lytter til ”Cruel Magic”, ved jeg hvorfor: Bandets musik er simpelthen så kedelig, at den ikke gør sig bemærket. Ikke fordi der som sådan mangler noget; guitarerne leverer både riffs og soli, og heller ikke den resterende instrumentering falder igennem. Problemet ligger i, at Satan åbenbart ikke er i stand til at skrive gode melodier; hverken melodilinjer eller omkvæd gør meget væsen af sig. Det virker næsten ironisk, for vokalerne er det eneste element, hvor Satan fortjener ros; sangeren Brian Ross har en glimrende vokal og klarer sig fortrinligt, både solo og sammen med kor. Det enlige pluspunkt kan ikke løfte albummet alene, så ”Cruel Magic” er ikke værd at bruge tid på.

Tracklist:
01. Into The Mouth Of Eternity
02. Cruel Magic
03. The Doomsday Clock
04. Legions Hellbound
05. Ophidian
06. My Prophetic Soul
07. Death Knell For A King
08. Who Among Us
09. Ghosts Of Monongah
10. Mortality
Samlet spilletid: 49:46

Læs mere...

Doro - Forever United/Forever Warriors

I hjemlandet er hun for længst et ikon, men også internationalt har Doro opbygget en stor fanskare i løbet af de sidste godt 35 år. Det har selvfølgelig resulteret i en lang række live- og studieudgivelser, hvor sidstnævnte runder de tyve styk. Det sker med udgivelse af dobbeltalbummet ”Forever United / Forever Warriors”, som er hendes første af dén slags. De to bidrag har samme cover, dog i en rød og en blå udgave; helt som da Guns´n Roses udgav ”Use Your Illusion”.

Hos Doro ligger de fleste tracks i kategorien Hardrock, mens de hårdeste rykker op og bliver Heavy Metal. Begge genrer nyder godt af hovedpersonens stemme, som er dejlig ru og kraftig, selv efter de mange år i vælten. I forbindelse med dobbeltudgivelsen har man valgt, at samle de hårdeste numre på én skive (den med ”Warriors”) og placere de mere stille og følsomme numre på den anden (den med ”United”).

På forhånd ville jeg have satset på, at mine favoritter ville være at finde blandt de mere hårdtslående titler, men her skuffer Doro mig. Godt nok kører det fedt i et uptempo nummer som ”Bastardos”, og der er fint drive i det tysksprogede ”Freunde Fürs Leben”, men de resterende numre indeholder for mange klichéer og selvfølgeligheder, hvilket gør dem upersonlige og uinteressante.

Så er der straks mere kvalitet over de stille sager, og stille skal her tages bogstaveligt: ”United”- skiven indeholder stort set kun ballader, men Doro varierer sig godt og klarer dem bedre end de fleste i genren – uanset om de er selvkomponerede eller lånt hos andre, som Motörheads ”Lost In The Ozone”. I sidste ende er det derfor balladerne, der redder et Okay hjem til Düsseldorf.

Tracklist:
1. All For Metal
2. Bastardos
3. If I Can't Have You - No One Will
4. Soldier Of Metal
5. Turn It Up
6. Blood Sweat And Rock 'n' Roll
7. Don't Break My Heart Again
8. Love's Gone To Hell
9. Freunde Fürs Leben
10. Backstage To Heaven
Samlet spilletid: 41:26

Tracklist:
1. Résistance
2. Lift Me Up
3. Heartbroken
4. It Cuts So Deep
5. Love Is A Sin
6. Living Life To The Fullest
7. 1000 Years
8. Fight Through The Fire
9. Lost In The Ozone
Samlet spilletid: 38:41

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Stone Sour

Det store samlende rock/metalnavn i år, dvs. foruden Nick Cave, ja den ære må uden diskussion gå til Stone Sour. På Roskildes vegne forventede jeg nu lidt mere. Som én med nu 10 år på Roskilde bag sig, hvor festivalen stort set hvert år har formået at fange de der mindre rock- og metalbands på det helt rigtige tidspunkt, så virker Stone Sour som et underligt og, ærligt, lidt for sikkert valg. Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke har noget imod bandet, faktisk har jeg gode minder om deres tidligere koncerter, men... er det virkelig hvad det kunne blive til? Med det sagt: det var helt fint.

Der bliver i hvert fald ikke sparret på effekterne, det må man give dem. En noget fjollet intro fra Blues Brothers leder direkte over i både ild, konfetti, fire lysskærme / et spændende lysshow – og selvfølgelig Corey Taylor. I dag er han fornøjet. Godt! Stone Sour kunne nemlig nemt omdøbes til Taylor & Friends: det er ham der styrer showet, på godt og ondt. I dag mest godt. Faktisk så godt, at publikum over flere omgange messer hans navn højt og tydeligt, og omvendt, at Taylor imellem flere af sangene gejler folk op uden problemer. Ellers fortæller han små anekdoter og jokes. Klart, noget af det er rent amerikansk bullshit som ”I er det bedste publikum på hele touren!” og lignende. Der er ikke mange der falder for det, hvilket giver en vis ro i sjælen. Men spilleglæden er oprigtig, dét er ligeså tydeligt. Og de platte amerikanske fraser til side har Stone Sour et både nærværende, talstærkt og dybt hengivent publikum bag sig, og det kan man altså komme langt med.

Modsat kan dårlig lyd være ethvert bands ban(d)emand (undskyld, hæhæ). Her starter den utilgiveligt mudret, men forbedres ligeså stille, dog desværre ikke nok: det bliver aldrig en sprød, krystalklar lyd som jeg ved Arena kan diske op med (af og til). I stedet rumler det så meget at sange som ”30/30-150” og ”Get Inside” bliver fuldstændig massakreret i bombastiske udladninger – det er ingen overdrivelse, selv når man kender sangene er det svært at vide præcist hvad der foregår. Det er synd. Som oftest kan man klart pege på det tekniske, men i dag virker det faktisk også til, at bandet spiller lidt for afslappet og dermed... forkert. Det samme gælder på sin vis for Taylor der indirekte gør en ”dyd” ud af ikke at udtale visse dele af teksterne tydeligt, så det i stedet lyder mere som ugenkendelige råb eller mumlen. Det er irriterende og klart koncertens mest negative punkt.

Så gør de mindre larmende sange det straks bedre. Heri er både det faktum, at Stone Sour har lært den ædle kunst, at konstruere en fornuftig sætliste (hvor der kun spilles én ny sang for minimum én gammel og at balladerne lægges i midten og lige inden slutningen) – og så skriver de bare nogen totalt habile ballader, slet og ret. Både ”Bother” og ”Through Glass” trækker masser af fællessang, også på trods af førnævnte ”ugenkendelige råb” i teksterne og dertil at sidstnævnte leveres fladt. Som oftest er tilfældet gør de ældre sange det imidlertid bedre hos publikum. De nyere stopper på ingen måde festen, ikke som udgangspunkt. Der er undtagelser. ”Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)” har alle dage været ligeså lam som dens titel og at lukke med noget så kedeligt som ”Fabuless” er et ærgerligt valg, især når man sagtens kunne have skåret 2-3 sange fra. En time og et kvarter bliver for langt. En times tid i alt ville have løftet koncerten fra god til mere.

Sætliste:
1) – Whiplash Pants
2) – Absolute Zero
3) – Knievel Has Landed
4) – Say You’ll Haunt Me
5) – 30/30-150
6) – Bother
7) – Cold Reader
8) – Get Inside
9) – Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)
10) – Made Of Scars
11) – Song #3
12) – Through Glass
13) – RU486
14) – Fabuless
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Ozzy Osbourne

En video-seance af diverse overskrifter om Ozzys vilde liv, vampyr-billeder og des lige, samt en grande intro inden mørkets prins kommer til syne – eller sagt på en anden måde: ”jeg dør aldrig!”. Så er showet i gang. Men Ozzy... kan du stadig noget? Al respekt og ære for din historie, og ikke mindst indflydelsen fra Black Sabbath til metalmiljøet – men det er nok tid til at trække stikket nu.

At begynde det hele med ovenstående, for så bagefter at tale næsten søvndyssigt til publikum... Det er i hvert fald næsten lidt for hyggeligt, også selvom både ”Bark At The Moon” og ”Mr. Crowley” åbner ballet. Det er et underligt syn: storskærmene og ikke mindst det kolossale kors (der for en sjælden gangs skyld ikke er vendt om) giver stemning, og lysshowet er her i mørket i den grad værd at kigge på / trommeslageren har en fest for sig selv / Zakk Wylde trækker som altid rigeligt opmærksomhed – og så er der Ozzy, der er alt for hyggelig og jovial, næsten jubel-glad at se på, klædt i sit alt for almindelige og hverdags-agtige tøj. Mørkets prins? Mere din hyggeonkel.

Hans stemme klarer sig dog overordnet fint. Altså, den er hærget, det er forventet, men den forsvinder ikke i lydbilledet og lyden er i det hele taget glimrende. Betingelserne er der for en suveræn fremvisning. Men gejsten til Black Sabbath for to år siden? Den er vi ikke i nærheden af. Alligevel er der fyldt ud til randen, nu det er sidste gang Mr. Osbourne (eftersigende) drager ud på verdenstour og han nok ikke lige tilfældigt kommer forbi i fremtiden. Selve sangene fejler heller ikke noget, i udgangspunktet: når man har adgang til både Black Sabbath-evergreens og over 10 albums af eget materiale, så er man også idiot, hvis et godt sæt ikke kan skrues sammen. Dét er dog ikke et issue i aften, og tilmed får sangene et ekstra kick jf. førnævnte Zakk Wylde. Der er dog sørgmodige undtagelser som f.eks. ”Fairies Wear Boots”, der bliver komplet slagtet af Wylde.

Men det står og falder i høj grad med Ozzy selv. Og vi kunne komme et langt stykke hvis han gad holde op med hans ustandselige klap / hænder i vejret / vift dem fra side til side eller hans ”I CAN’T HEAR YOU! / I LOVE YOU ALL!” – det mangler simpelthen pondus, og det bliver for trivielt. Ikke mindst som han krumrygget slasker frem og tilbage over scenen. Ikke at vi behøver Zakk Wyldes ufine guitarlir, og da slet ikke i et kvarter i streg. Less is more. Især i afslutningen af den ellers glimrende fremførte ”War Pigs” går han all-out, om det så er guitar spillende på ryggen eller med tænderne og med lukkede øjne og på et ben og hvad-ved-jeg. At dette så samtidigt kombineres med den mest fantasiforladte trommesolo jeg har hørt i længere tid, ja det er også unødvendigt. Altså, selv hu-hej råbene og Ozzys ”han er vildt god, er han ikke?”-tilråb, jamen... for fanden, de er jo præ-indspillede. Fint, manden er ikke i tyverne længere, men han behøver ikke hen imod en halv times pause, det er jo tragisk mere end noget andet, hvis det er sandt.

Hovedproblemet er, at det er Black Sabbath-sangene der står mest ud (”Paranoid” lukker og slukker med manér), og alligevel, selv i dem... så bliver det aldrig hverken interessant ELLER underholdende. En koncert bliver nødt til at være minimum én af delene. Det mest triste er dog nok hvis det her virkelig er den sidste store tour, for de sange fortjener bedre. Vi som publikum, vi som fans, vi fortjener bedre. Ozzy selv fortjener bedre. Det er ikke godt, det er ikke dårligt, det er bare middelmådigt, nej det er kedeligt, og dét er det værste. Lad det ende med et brag (eller med ’Sabbath), men ikke dette.

Sætliste:
1) – Bark At The Moon
2) – Mr. Crowley
3) – I Don’t Know
4) – Fairies Wear Boots (Black Sabbath cover)
5) – Suicide Solution
6) – No More Tears
7) – Road To Nowhere
8) – War Pigs (Black Sabbath cover)
9) – Miracle Man / Crazy Babies / Desire / Perry Mason
10) – I Don’t Want To Change The World
11) – Shot In The Dark
12) – Crazy Train
Encore:
13) – Mama, I’m Coming Home
14) – Paranoid (Black Sabbath cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Bullet For My Valentine

BULLET FOR MY VALENTINE_4Puha, det er blevet koldt. Blæsten er mindre herskende, men både bidsk og skarp og en god del er smuttet hjemad – eller i hvert fald ikke at finde her. Jeg kan heller ikke undgå at spørge mig selv om, hvad jeg egentlig laver: Bullet For My Valentine har for længst haft deres storhedstid, deres foregående shows har været noget nær ligegyldige og vi skal slet ikke snakke om kvaliteten af deres tre-fire sidste plader. Alligevel ender koncerten med at være ganske fornøjelig, tro det eller ej.

Det som engang var et hadet emoband er blevet et moderne heavyband, ikke langt fra Avenged Sevenfold faktisk, så der er en naturlig overgang – og selvom man godt kan se hvorfor det ene er større end det andet er det ikke nødvendigvis berettiget, eller overhovedet ønskværdigt. De fire herrer er i hvert fald en langt større fornøjelse: der er markant mere engagement og spilleglæde at føle og de nyder helt tydeligt at være her, hvilket er kærkomment efter ligegyldigheden fra tidligere. At det resterende publikum er i et festligt lune, at lyden er noget nær krystalklar og at lysshowet i den grad er værd at se på – det hele tæller op.

Men vi kan ikke komme udenom, at der bare er en kvalitetsforskel på Bullets’ to første albums, og så alt efterfølgende (de to første er bedst, skulle du være i tvivl). Det bevirker til gengæld, at når de relativt få skæringer derfra bliver luftet, ja så slår de altså de resterende med flere længder. De nyere er ikke dårlige som sådan, bare kun moderat lytteværdige. Heldigvis tror bandet på hele kataloget, og så er det som minimum udmærket hele vejen igennem, med enkelte decideret gode afstikkere både fra nyt og gammelt, da det oftest kun de bedste fra hver skive der hives frem. En trommesolo går til gengæld i den modsatte retning, men så er det 180 grader da ”Tears Don’t Fall” og ”Waking The Demon” lukker og slukker en time senere med både fælleshop, jubelbrøl og knyttede næver. Ikke for kort, og ikke for langt. Godkendt.

Sætliste:
1) – Don’t Need You
2) – Over It
3) – Your Betrayal
4) – 4 Words (To Choke Upon)
5) – You Want A Battle (Here’s A War)
6) – The Last Fight
7) – Letting You Go
8) – Worthless
9) – Scream Aim Fire
10) – Piece Of Me
11) – Tears Don’t Fall
12) – Waking The Demon
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Avenged Sevenfold

”De nye stjerner, der er det her band i blandt, det er helt sikkert” – sådan kan man opsummere både festivalplakater og overskrifter fra de sidste års tid. Når Iron Maiden, Judas Priest, Ozzy, Slayer og lignende går på pension indenfor det næste årti, hvem skal så overtage? Jeg håber i hvert fald ikke, at det bliver bands som Avenged Sevenfold (fra nu af A7X) og Five Finger Death Punch. For nok så meget som musikken kan diskuteres, så lidt kan deres koncerter: de er middelmådige eller værre.

Der bliver ellers lagt selvsikkert fra land med titelsangen fra det seneste album ”The Stage” og så en enkelt skæring fra det selvbetitlede album i form af ”Afterlife”. Jeg havde forventet, at der ville være helt proppet, men det er langt fra tilfældet og ligeledes virker A7X heller ikke til at kunne fylde scenen ud – spøjst, for de havde intet problem med det i Royal Arena sidste år.

Til gengæld har vinden efterhånden lagt sig og lyden kan derfor stabiliseres, sådan da (det er noget af det klareste lyd på hele festivalen). Samtidigt går solen ned ikke langt inde i deres show og lysshowet får deraf lov at skinne igennem. Godt ser det ud og kombineret med små videoklip, livevideo og fysiske figurer som f.eks. en udød konge under ”Hail To The King” er der oftest noget at se på. Heldigvis, for bandet selv er enormt kedelige i deres fremtoning – forsangeren især ser ud til at kede sig bravt, men hvem kan vide det med sikkerhed når han insisterer på at have solbriller på? Fed type, eller noget. De spiller dog teknisk fint, om intet andet.

Ballader er som oftest en festdræber og det er også tilfældet under ”Buried Alive” og ”So Far Away”, to af de svagere sange fra ”Nightmare”-albummet der af uvisse årsager er det primære værk der trækkes på i aften. Men da tonerne til ”Bat Country” lyder er vi tilbage igen – det gamle lort, om man vil. Bandet er ligeglade: det er blot endnu et show, endnu en by, endnu en festival. Det kan mærkes på publikum som glider mere og mere fra, så det til sidst ser halvtomt ud. A7X virker til at gå i samme retning, for det bliver ikke til mere end 11 sange i alt.

Jeg kan ikke påstå, at jeg ikke forstår dem (publikum). Det er gabende uinteressant. Så kan man nå nok så langt med solid lyd, pæne visuals og teknisk kunnen, men hvor er spilleglæden? Hvor er ønsket om at underholde? Hvor er det bidske, det farlige? Er det ikke metal, eller hvad? Hvis det her er fremtiden, så kald mig snæversynet, kald mig gammel, men det har ingen plads i de store ligaer. Hvis det bare var uperfekt, men nej, det er meget værre end det: det er indifferent. Og det er det værste.

Sætliste:
1) – The Stage
2) – Afterlife
3) – Hail To The King
4) – Welcome To The Family
5) – God Damn
6) – Buried Alive
7) – So Far Away
8) – Nightmare
9) – Bat Country
Encore:
10) – Shepherd Of Fire
11) – Unholy Confessions
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Parkway Drive

PARKWAY DRIVE_3Hvem bedre til at åbne den store scene, og for manges vedkommende dermed hele festivalen, end (ex?) metalcore-giganterne i Parkway Drive? Jovist, man kunne da have ønsket sig et tidspunkt a la 2013, hvor de med stor succes lukkede og slukkede Hades-scenen om fredagen (ikke mindst når Avenged Sevenfold senere hen skulle vise sig at skuffe gevaldigt) – men en åbningsseance er også ganske glimrende. Om end en middelmådig start skal vi kun forbi ”Wishing Wells” og ”Prey” før helvedes porte for alvor åbner.

Herfra og de næste tre kvarters tid er der kæmpe og næsten uafbrudt fest i pitten, sommetider endda på tværs af scenen der ellers har et podie i midten. Bandet selv finder sig hurtigt til rette og spiller som de plejer overlegent, rutineret og med glæde – ikke mindst forsangeren ser ud til at have det fornøjeligt. Det smitter af: jeg mindes ikke at have set en større pit siden Lamb Of Gods legendariske fremtræden for seks år siden. Til gengæld skal der nævnes et problem der skulle vise sig at blive kontinuerligt igennem de næste tre dage: vinden. Lyden bliver simpelthen kastet rundt af den, og bevares, det er ikke fordi der er mange skjulte detaljer i Parkway Drives musik, men når lydbilledet er lidt ud over det hele, ja så lider det samlede indtryk.

Med ”Ire” og ”Reverence” er der blevet taget gevaldige skridt væk fra metalcoren og ikke overraskende er der i dag kun ganske få skæringer fra de andre skiver – så når de gamle bangere (”Idols And Anchors”, ”Karma” og ”Wild Eyes”) endelig kommer føles det som et kærkomment gensyn. Mange af bandets fans vil nok se sig selv stå af indenfor de næste år (hvis de ikke allerede har gjort det), for det går kun én vej. Ikke at de nye sange klarer sig dårligt, på ingen måde, faktisk står de af og til stærkere – selvom fællessangen har det med at overdøve dén holdning. 
Således går en time stærkt i surferdrenges selskab, og det ender i et solidt og gennemført show som altid, men den uknuselige sejr for år tilbage bliver dog ikke genskabt.

Sætliste:
1) – Wishing Wells
2) – Prey
3) – Vice Grip
4) – Dedicated
5) – Cemetery Bloom
6) – The Void
7) – Idols And Anchors
8) – Karma
9) – Absolute Power
10) – Wild Eyes
11) – Crushed
12) – Bottom Feeder

Læs mere...

Judas Priest + Megadeth - Royal Arena

Med Iron Maidens mægtige performance på Royal Arena kun fem dage forinden virker en Judas Priest-koncert til at afrunde ugen næsten som for meget af det gode.

Og fandme om ikke den skal vise sig også at være det.

Klart: Jeg BURDE have givet Priests seneste, anmelderroste udspil, “Firepower” (’18) bare et enkelt lyt. Men sådan er der sgu så meget. Og som i tilfældet Iron Maiden forleden ER der altså kun så’n cirka nul mennesker ud af de, hvad, 6-7.000 fremmødte, der er kommet for at høre noget af det nye. Sådan er det immervæk, når man har et hitkatalog, der går tilbage til midt-70’erne.

Og du glade verden, hvor de benytter sig af det, Judas Priest. Okay, vi skal lige have det seneste titelnummer som indledning samt singlen “Lightning Strike” og som første ekstranummer “Rising From Ruins”, og det er glimrende. (Altså, det er heavy metal, hvis man skulle være i tvivl.) Men derudover står aftenen i de glædelige genhørs og overvældende overraskelsers tegn.

Den svinske sjældenhed “Grinder” hives frem og skal lige støves af engang. Lyden er problematisk her i starten. Heller ikke fantastiske “Sinner” fremtræder helt tydeligt. Men med klassikeren “The Ripper” står årgangsheavyskabet, hvor det skal, nemlig lige dér hvor Judas Priest behørigt placerede det dengang i 1976 med “Sad Wings of Destiny”-albummet.

Ikke blot er dette den mest autentiske, originale form for heavy metal, men Judas Priest anno 2018 fremfører den, som var den lige så dugfrisk, højaktuel og fandme farlig som dengang. Givet, den originale guitarduo Downing/Tipton er der ikke mere. Men unge Richie Faulkner samt den navnkundige metalproducer Andy Sneap som turnémedlem spiller sangene med en tydeligvis dyb respekt for deres sound og oprindelige ophavsmænd.

Disse sange ER med et enkelt ord sgu også hellige. Ikke bare for bandet og os allesammen i publikum, men i hele den globale mytologi om den dér heavy metal. Og fandme om ikke den gamle homonisse til Halford selv i en alder af 66 bare nailer de fraseringer og banshee-falsetter, der rettelig har sikret ham plads iblandt hele genrens mest navnkundige vokalister nogensinde under det lidet ydmyge alias “The Metal God”.

Netop denne gudestatus er intet mindre end, hvad Judas Priest hermed gør sig fortjent til, når de giver nyt liv til oversete perler som “Saints in Hell” og “Night Comes Down”. Og når de lige hiver et par af mine personlige favoritter, “Bloodstone” og “Freewheel Burning”, frem. Jeg som aldrig havde turdet håbe på at få lov at opleve disse stinkende seje drengedrømslydspor live. Jeg vantro som ikke troede, at Halford overhovedet var i stand til at synge sidstnævnte længere.

Og “Tyrant”, mand! Denne koncert er simpelthen triumf på nakkebrækkende triumf, og det gælder såmænd også kitschklassikeren “Turbo Lover”, der sgu klæder de omgivende headbangerhymner, ligesom det klæder Priest at stå ved sine mere corny momenter.

Jamen det er jo ALTSAMMEN corny LOL!” Nej, kun hvis du ikke fatter det. Jovist, heavy metal er tegneseriestil. Men dette er det 21. århundrede, og der ER altså ikke længere noget i vejen med at dyrke det utilpassede; det nørdede; det selvbevidst eskapistiske og det — bogstaveligt talt — fantastiske. Det er nemt at ryste så’n lidt gammelmandskedeligt på hovedet af Judas Priests nittebesatte læderoutfits og scenedekorationer med mere ild og jern end den seneste Mad Max-film. Og samtidig er det faktisk heller ikke særligt svært at se det seje i.

Sidste halvdel af sættet er selvfølgelig ren hitparade. Obligatoriske “You’ve Got Another Thing Coming” efterfølges af Halfords lige så obligatoriske motorcykelentré og en “Hell Bent For Leather” lige så møgbeskidt og benzindunstende som for sine — wait for it — 40 år siden. Og selvfølgelig skal der også slynges skaller til Priests mest fandenivoldske nummer, “Painkiller”. Det faktum at så gamle mænd magter at afrunde deres hovedsæt med lyden af alle Helvedes dæmonslagtende dræbermaskiner, siger noget om hvor mægtig en størrelse dette band på nærmest foruroligende vis stadig formår at være.

Og i ekstranumrene fortsætter disse førnævnte glædelige overraskelser såmænd. Gode gamle Glenn Tipton trodser sin Parkinsons syge og entrerer scenen til et rørt bifald og en gjaldende, såvel som passende, “Metal Gods”. Og selvfølgelig bliver det “Breaking the Law” og “Living After Midnight”, der afrunder aftenens prædiken udi det hellige ståls navn.

Det er måske modigt, måske hovmodigt, af Priest at køre verdens bedste rocknummer, Queens “We Are the Champions”, over PA’et efter tæppefald. Men bræk da lige min “Stained Class”-vinyl midt over om det ikke er passende ovenpå en performance, der ikke bare overgår lige så mægtige Iron Maidens ditto samme sted tidligere på ugen, men som jeg kun undlader at give topkarakter pga. de indledende lydproblemer, samt det faktum at jeg sgudda lige kom i tanker om, at de ikke spillede mit favoritnummer, “Electric Eye”. Ja, sådan kan man blive så distraheret, når man overværer ren verdensklasse.

(5,5 ud af 6)


Det siger noget om denne verdensklasses format, at Priest kan tillade sig at hive Megadeth med som supportnavn. Ikke bare Megadeths relative størrelse taget i betragtning, men også mht. det faktum, at Dave Mustaine gerne har erklæret støtte til decideret bøssefjendske politikere som f.eks. Rick Santorum. Rob Halford er en rummelig herre, om man så må sige.

Hvorom alting er, er Megadeth normalt et udmærket livenavn. Desværre virker Mustaine ekstraordinært uoplagt og introvert i aften. Udover det temmeligt katastrofale faktum at der knapt nok er lyd i mandens mikrofon, tuller han så’n lidt retningsløst rundt på scenen og synes at gemme sig bag sin, bevares, fortsat imponerende hårpragt.

Og klart nok, jeg gad sateme også godt at kunne sporte en fuld Robert Plant-manke, når jeg har rundet de 50 (eller bare i det hele taget…), men det nytter sgu ikke noget at bruge den til at gå og lege shoegazer-emo, når man spiller noget, der har så fandens meget attitude og er så konsekvent insisterende på at være mere komplekst end Metallica.

Det retningsløse er også kendetegnende for sættet, til trods for at det byder på en fin klassikerkvotient, der udover den desværre så fjollede “Sweating Bullets” og forudsigelige “Symphony of Destruction” tæller både “Peace Sells”, “The Four Horsemen”-omskrivningen “Mechanix” samt selvfølgelig en god håndfuld numre fra hovedværket “Rust In Peace” (’90).

Men intensiteten og fokusset er kun sjældent strømlinet, og de ellers så fine skæringer fra “Dystopia” (’16) ender med at punktere sættet hånd i hånd med lydproblemerne. Det er også fint at støve “She-Wolf” af, men under disse omstændigheder falder den på maven sammen med alt det andet. Selv ikke “Skin o’ My Teeth” eller “Angry Again” kunne have reddet den hjem.

(3 ud af 6)

 

  • Judas Priest_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Judas Priest_14
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Judas Priest_17
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

The Heretic Order - Evil Rising

The Heretic Order er fra England, hvor de fire medlemmer fandt sammen om projektet i 2014. Bandet har fra starten satset på det teatralske med make-up og underholdende navne som Lord Ragnar, Rotted Skull, Count LaVey og Doctor Pain for at understrege teksternes indhold af horror og antireligiøse emner. Debutalbummet ” All Hail The Order” udkom i 2015, og følges nu op af ”Evil Rising”.

I pressematerialet beskrives stilen som Okkult/Klassisk Metal, og hvad det betyder, står hurtigt klart: Det okkulte henviser til tekster med religiøse referencer, hvor satan nævnes, mens musikken er så klassisk som den kan være: Traditionel Heavy Metal som den lød i sine unge dage. Især på guitarfronten giver det pluspoint, for numrene har generelt ret stærke riffs med fin tyngde og drive. Hertil bidrager Lord Ragnar med en vokal, som egentlig er udmærket, men som har en egenart: Ret ofte vrænger han fuldemandsagtigt, og sluger ordene – det er anderledes, men ikke fedt.

Blandingen af Heavy Metal, teatralsk optræden og sataniske tekster minder om Mercyful Fate, men her holder enhver lighed op: Hvor King Diamond & Co. stod for nyskabende og fængende musik leveret på en overbevisende måde, placerer englænderne sig på alle punkter et par niveauer lavere; guitararbejdet er generelt udmærket, men som helhed er ”Evil Rising” en lidt fesen affære, som jeg hurtigt glemmer.

Tracklist:
1. Prelude
2. Evil Rising
3. Unholy War
4. Hate Is Born
5. Omens
6. Mortification Of The Flesh
7. Under The Cross Of Pain
8. Straight Down (To Hell)
9. The Mask
10. The Forest Of The Impaled
11. The Scourge Of God
12. Visions
Samlet spilletid: 53:39

Læs mere...

Iron Maiden - Royal Arena

Vis mig et selvdefineret metalhead der ikke hører Iron Maiden, og jeg skal vise dig en omvandrende identitetskrise.

Vi elsker Maiden. Alle-fucking-sammen. Slut-fucking-prut.

Hvad end det skyldes at de som kun få andre kolleger indenfor genren til stadighed formår at udgive inspireret, vedkommende materiale. Eller at de som på denne “The Legacy of the Beast”-tour forkæler os med en tur i mindelunden for at ære de karrierehøjdepunkter, der har gjort bandet til netop det allestedsnærværende bæst, som det fandme ER udi fænomenet heavy metal.

Kritikpunkterne først. Trommeslager Nicko McBrain, der i dag fylder 66 og således hyldes med et par fødselsdagssange både fra publikum og Dickinson (i form af et par linier fra “When I’m Sixty-Four”, i mangel af bedre) har længe været bandets mindst stærke led. Og denne aften er desværre et alt for tydeligt bevis på, at mandens tempo gerne halter 2-3 BPM bagud. Dog ikke konsekvent, men i enkelte numre.

Derudover er “Somewhere In Time”-skiven (’88) slet ikke repræsenteret i settet, hvad man jo ellers kunne foranlediges til at tro, qua den figurerende cyborg-Eddie på tourens ledsagende artwork. En “Wasted Years” eller “Heaven Can Wait” havde været på sin plads.

Når alt dette er sagt, skal der naturligvis langt mere til at hæmme bæstet Iron Maiden, der selv med en pensionsmoden gennemsnitsalder fortsat er et sprællevende powerhouse — både i studiet og på scenen. Bandet er for længst ovre det dér med at spille, som om de har noget at bevise, me er snarere at betegne som en gruppe professionelle håndværkere, som man gerne betaler ekstra for at hyre, fordi de er ufravigelige kvalitetsgaranter. Dickinson synger atter mindst lige så stærkt, som han gjorde inden kræftsygdommen for et par år siden. Tredjeguitarist Janick Gers får lov at brillere med et par ansigtssmeltere. Og hvor mange sejere live-bassister end Steve Harris FINDES der egentlig, så'n helt reelt??

Naive udtalelser vil muligvis referere til bandets guldalderklassikere som “så’n noget 80’er-noget” (samt måske, måske ikke, foregå på provinsdialekt samt ligge i forlængelse af snedige trumfkort som “lort” og “bøsse”). Men i hænderne på Iron Maiden anno 2018 er uundgåelige live-favoritter som “2 Minutes To Midnight”, og “The Trooper” fandme tidløse evergreens snarere end noget som helst andet.

Sidstnævnte byder på fægtekamp mellem Dickinson og en tre meter høj kavaleri-Eddie. Det er i det hele taget et gennemgående tema på denne tour, at sceneshowet lige har fået mere end en enkelt saltvandsindsprøjtning. Og du godeste, hvor det dog fungerer!

Hver enkelt sang har sit eget backdrop. Eneste undtagelse er fabelagtige “Revelations”, hvori samtlige bagtæpper viger for en fuld-baggrunds lysprojektion af en katedrals farvestrålende glasmosaikker med Eddie-motiver ad hoc. Og i dette sekulære, neo-oplyste nordvesteuropa er et Maiden-show fandme da også det tætteste, som over 90% af publikum kommer på deltagelse i en religiøs højmesse.

De store, oppustelige dekorationer er et tema, Maiden har arbejdet med gennem 7-8 år, og det bliver bedre og bedre. “Flight of Icarus” er et af deres mindre interessante numre, men så er det godt, at dets features udover en kæmpestor, bevinget Ikaros-figur tæller to flammekastere i hænderne på Dickinson, der således kan tilføje endnu en frynsegode til CV’et. Hold nu kæft, hvor må det være fedt for den mand at være på arbejde!

I åbneren “Aces High”, hvor scenen tillige er dekoreret med pigtråd, camouflagenet og andre skyttegravs-features, hænger et Messerschmidt-fly over scenen. Og bandets selvbetitlede slagsang, der som altid konkluderer hovedsættet, byder på bandets mest frygtindgydende Eddie nogensinde: En gigantisk dæmon med hæsligt rovdyrgab, matsorte vædderhorn, og et blødende pentagram snittet i panden. Detaljegraden er vanvittig. Ja, der må virkelig skulle en ubehjælpeligt, klinisk røvsyg DNA til for at kimse af denne type totalteater. (Og ja, Thomas Treo: Det er nemlig lige præcis dig, jeg tænker på.)

De mest nævneværdige gaver er dog naturligvis at finde i selve settet. Udover “Revelations” og suveræne “Where Eagles Dare”, består aftenens glædeligste overraskelser for mit vedkommende guddødemig i den ellers så rædsomme Blaze Bayley-æras majestætiske “The Sign of the Cross” og forrygende “The Clansman”. Det er numre, jeg ikke har hørt siden min allerførste Maiden-koncert tilbage på “Metal 2000”-touren i samme år. Hold kæft, hvor de dog bare fungerer live, og hold kæft, hvor havde jeg dog ikke anet, at jeg kunne savne noget så meget.

Nyklassikerne “The Wicker Man” og “For the Greater Good of God” giver mig lyst til at høre flere sange fra disses respektive albums, — hvad der dog må betegnes som et luksusproblem. Det ER ikke nemt, når man har lige knapt fire årtiers højkvalitetsheavy at dække, hvoraf ca. halvdelen er mere eller mindre obligatorisk.

… Og det betyder jo tillige, at det dér begreb med en “dårlig koncert” er lige så ukendt for Maiden, som begrebet “utilfredsstillende liv” har været det for salig Hugh Hefner. Men det skyldes så også, at bandets fanskare fanmde ER mere dedikeret end de fleste, om det så måtte være til trods for eller på grund af, at den efterhånden spænder flere generationer, end Maiden selv har eksisteret i.

Jaja, alle bands siger, at de har verdens bedste fans. Det samme kan enhver idiot sige om sine egne børn, sine egne prutter, og det lokale 1. divisions-fodboldhold i den flække, hvori man tilfældigvis blev skidt ud og af en eller anden grund valgte at blive boende. Men i dette tilfælde er der fandme noget om snakken.

Jo, selvfølgelig skal der da lige knipses et par billeder med de dér sci-fi-gadgets, som folk nu om dage render rundt med og kalder “telefoner”. Men derudover er der langt større respekt om Maiden som livenavn, end du vil finde til nogen Metallica-, Rammstein-, eller Volbeat-koncert. Publikum snakker ikke rigtig mellem numrene, men afventer taknemmeligt og begejstret næste skæring. Og ikke mindst står de for en fællessang, der snildt kunne have udfyldt 40.000-personers stadioner — og i praksis også GØR det i andre lande, hvor der findes reel kulturel diversitet.

Udover de sædvanligt fremmødte briter og skandinaver snakker jeg i aften med en fyr fra Florida, der planlagde en danmarkstur, så snart billetterne blev sat til salg. Åh jo, og så er jeg sgudda i øvrigt selv taget hertil fra min nye hjemstavn på Costa del Sol for at overvære dette mit 16. Maiden-show.

Overflødigt som det måtte være at nævne, er der ingen som helst grund til, at der ikke skulle komme et nr. 17.

 

  • Iron Maiden_9
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Iron Maiden_15
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Iron Maiden_21
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed