fbpx

Firewing - Resurrection

Firewing er et spritnyt navn, som med "Resurrection” sender deres første album på gaden. Det fem mand stærke band har base i USA, men er kommet i stald hos tyske Massacre Records. Her har man store forventninger, og taler endda om, at bandet vil forny udtrykket for Symfonisk Metal.
Det kan være, at Firewing kommer til det engang, men det sker ikke med denne debut. For godt nok er der stilmæssigt tale om en blanding af Melodisk Metal og Klassisk Musik, men de optræder oftest hver for sig. Der er derfor ikke tale om en helhjertet sammensmeltning, hvor elementerne understøtter hinanden, som det f.eks. sker hos Epica.
I stedet får man 4 instrumentale tracks, hvor det symfoniske kører solo, mens resten af numrene består af Melodisk Metal tilsat strygere her og der. Det hele bruges til at fortælle en historie om kampen mellem godt og ondt, og fungerer som sådan udmærket – det flytter bare ingen grænser.
Den metalliske side af musikken er af den melodiske slags, og giver især fokus på sangeren Airton Araujo, som synger både kraftfuldt og varieret. Men også de øvrige musikere gør en fin figur, og der er ikke noget at udsætte på indsatsen. Til gengæld kunne jeg godt have ønsket mig en lidt skarpere produktion; vi skal helt hen til slutningen med ”The Essence Of Your Heart”, før guitarerne rigtigt får bid. Som helhed er albummet godkendt, også selvom den lovede fornyelse udebliver.

Tracklist:
1. Prelude: Moonlight Of Despair
2. Obscure Minds
3. Chapter I: Acheron's Ritual
4. Demons Of Society
5. Far in Time
6. Chapter II: Temple Of Helios
7. Resurrection
8. Time Machine
9. Chapter III: Transcending Souls
10. Eternity
11. Tales of Ember & Vishap: How Deep Is Your Heart?
12. Tales of Ember & Vishap: The Meaning Of Life
13. The Essence Of Your Heart
14. Epilogue: Sacred Journey

Samlet spilletid: 58:21

Læs mere...

Accept - Too Mean To Die

Da Accept har været en stor del af min musikalske opvækst, er det altid interessant, når bandet udgiver nyt, også selvom det er længe siden, de har imponeret mig. Nu er veteranerne klar med deres studiealbum nummer 16.
Åbneren ”Zombie Apocalypse” viser Accept som jeg husker og elsker dem: Skarpe guitarriffs, en stærk vokal og et stærkt drive – alt sammen præsenteret i en flot produktion. Det efterfølgende titel nummer byder på mere fra samme skuffe, bare i højere tempo – SÅDAN!
Og det var så det, for så falder niveauet betragteligt, og holder sig der på resten af albummet. Musikken er uinspireret og gentager gammelkendte ideer, og teksterne er banale med udlevering af internettets hurtige vej til berømmelse i ”Overnight Sensation” som en kærkommen undtagelse. Det giver et kedeligt udtryk, som end ikke Wolf Hoffmanns solo i ”Symphony Of Pain” med citater fra Beethovens femte og niende symfonier kan rette op på.
Jeg står derfor tilbage med en lidt træls smag i munden, for "Too Mean To Die” minder lidt for meget om et defekt nytårsbatteri: De to første skud brager højt op og oplyser himlen i mange farver, mens de resterende ikke når meget over parcelhusenes tagryg. Det er ikke det niveau, jeg forventer fra fordums helte, og jeg har svært ved at tro det, når Mark Tornillo synger ”The best is yet to come”.

Tracklist:
1. Zombie Apocalypse
2. Too Mean To Die
3. Overnight Sensation
4. No Ones Master
5. The Undertaker
6. Sucks To Be You
7. Symphony Of Pain
8. The Best Is Yet To Come
9. How Do We Sleep
10. Not My Problem
11. Samson And Delilah
Samlet spilletid: 52:11

Læs mere...

Holy Mother - Face This Burn

Det seneste album fra Holy Mother ligger mere end femten år tilbage, men nu har sangeren Mike Tirelli og guitaristen James Harris genstartet bandet. Det sker med dette album, hvor trommeslageren James Harris runder line-uppet af, ligesom der er en del gæstemusikere ombord.
Der åbnes med titelnummeret, der er en heftig sag med fint drive og energi, hvor det hele geares to tænder i omkvædet – et stærkt nummer med en alvorlig tone. Den fastholdes i de følgende tre numre, hvor guitaren bevarer sin fremtrædende rolle, så selv om Tirelli stadig synger rent, fastholdes det skarpe udtryk.
Det er desværre ikke nok til at gøre ”The Truth” og ”Prince Of The Garden” interessante; numrene har for lidt indhold. Men netop som man kunne frygte, at det var slut med de gode numre, slår Holy Mother kontra med ”Wake Up America” og ”Mesmerized By Hate”, som begge er rigtig stærke tracks, hvor både tekst og musik har bid. Det samme gælder for ”The River”, som havde været en meget passende afslutning på albummet. Men af en eller anden grund er den rolle tildelt ”Superstar”, som er alt andet end super; selv om guitarerne stadig har tyngde, er nummeret en pladret ballade af værste skuffe. Og det er en uværdig slutning på et comeback album, som er både varieret og værd at give et lyt trods et par svipsere undervejs.

Tracklist:
1. Face This Burn
2. Love Is Dead
3. Legends
4. No Death Reborn
5. The Truth
6. Prince Of The Garden
7. Wake Up America
8. Mesmerized By Hate
9. Today
10. The River
11. Superstar
Samlet spilletid: 40:57

Læs mere...

Ecclesia - De Ecclesiæ Universalis

Franske Ecclesia startede i 2016, og udsendte en EP et år senere. Herefter var der stille om bandet, men efter at have fundet ny mand bag hhv. trommesættet og mikrofonen, er de nu klar med deres første album. Ifølge presseteksten er Ecclesia det græske ord for kirke, og man må sige, at de fem medlemmer går all-in omkring temaet. Således har de kunstnernavne, der relaterer sig til den katolske kirke, og alle numre bærer titler med forbindelser samme sted.
Også i musikken sætter kirken sit aftryk, især på albummets første halvdel. Her krydres numrene med munkekor, kirkeorgel og kvindelige lovprisninger for at sætte stemningen til teksterne. Musikalsk behøver Ecclesia ingen kunstige hjælpemidler, for deres udgave af Heavy Metal er både energisk, varieret og til tider medrivende. Der arbejdes generelt i et frisk tempo, og numrene har saft og kraft. Omkring albummets midte er det ”Behold the Heretic Burning” og ”Deus Vult”, der markerer sig, mens de seje guitarer i ”God’s Trial” gør nummeret til albummets bedste. I denne stribe numre passer coveret af Venoms “Burn the Witches” fint ind, inden der rundes af med mere munkekor.
Ecclesia har valgt at bruge kirketemaet ret konsekvent, men det er kun staffage. Og bandet har slet ikke brug for, at opmærksomheden fjernes fra musikken. Den kan sagtens stå alene på en debut, som er meget vellykket.

Tracklist:
1. Excommunicamus
2. Vatican III
3. Ecclesia Sathani
4. Montségur
5. Behold the Heretic Burning
6. Antichristus
7. Deus Vult
8. God’s Trial
9. Burn the Witches (Venom Cover)
10. Ite Missa Est
Samlet spilletid: 46:41

Læs mere...

Lizzy Borden - Best of Lizzy Borden, Vol. 2

Lizzy Borden var en del af den første bølge af Heavy Metal, og bortset fra et par kortere afbrydelse har bandet eksisteret siden 1983. Den seneste genstart har kastet 2 studiealbums af sig, og det er åbenbart nok til, at Metal Blade Records vil samle et greatest hits album. Da der allerede findes sådan et fra 1994, må denne version nødvendigvis være ”Vol 2”.
Stilmæssigt holder Lizzy Borden sig til den amerikanske version af Heavy Metal med en meget strømlinet produktion og vokale arrangementer, der er velopdragne og polerede. Det gør de fleste numre velegnet til radioen, hvor man sagtens kan cruise ned ad en amerikansk highway uden, at det skurrer i ørerne. Lidt bid er der dog her og der, hvor især ”We Only Come Out at Night” rykker fint. Ellers scorer Lizzy Borden mest point med deres coverversioner af numre som “(This Ain't) The Summer of Love” (The Imperial Dogs), “Burnin' for You” (Blur Öyster Cult) og “Pet Sematary” (Ramones).
Hvis man skal kunne samle 2 greatest hits albums af høj kvalitet, skal man have et bagkatalog som Iron Maiden eller Judas Priest, og det har Lizzy Borden ikke. Det giver derfor en opsamling på det jævne, hvor de fleste numre glider forbi uden, at der efterlades spor. Bandet markerer sig mest, når de låner andres materiale, og det rækker kun til et OK og en middelkarakter herfra.

Tracklist:

1. My Midnight Things
2. Long May They Haunt Us
3. Tomorrow Never Comes
4. Obsessed with You
5. (This Ain't) The Summer of Love
6. Under Your Skin
7. Lovin' You Is Murder
8. The Scar Across My Heart
9. There Will Be Blood Tonight
10. We Only Come Out at Night
11. Abnormal
12. Live Forever
13. Pet Sematary
14. Burnin' for You
Samlet spilletid: 60:58

Læs mere...

Armored Saint - Punching the Sky

At John Bush er en rigtig fed vokalist har jeg syntes lige siden han i sin tid var sanger i Anthrax; ”Sound of White Noise” er stadig et af mine yndlingsalbums med dét band. Nu møder jeg ham så i front for sit oprindelige band Armored Saint, som med ”Punching the Sky” for ottende gang sender et studiealbum på gaden.
Her er de musikalske rammer noget anderledes end hos Anthrax, for Armored Saint spiller Heavy Metal med en noget mildere tilgang. Nøgleordet for bandets indsats er ”Pæn”, for både musik og produktion er på et niveau, der passer til forårskoncert på flinkeskolen. Kun i ”Missile to Gun” og “Never You Fret” er der tilløb til lidt spænding, men det bliver aldrig til mere end de indledende øvelser.
Facit er, at John Bush stadig besidder en formidabel stemme, men det er ikke nok til, at rette op på en tyndbenet omgang sangskrivning. På mange måder er dette album perfekt til en tid, hvor det gælder om ikke at fornærme eller støde nogen; ”Punching the Sky” vil bestemt ikke træde nogen over tæerne. Omvendt er dets tandløse fremtoning mindst lige så langt fra at kunne begejstre, og det havde været mere passende, hvis albummet var opkaldt efter nummeret ”Bark, No Bite”.

Tracklist:
1. Standing on the Shoulders of Giants
2. End of the Attention Span
3. Bubble
4. My Jurisdiction
5. Do Wrong to None
6. Lone Wolf
7. Missile to Gun
8. Fly in the Ointment
9. Bark, No Bite
10. Unfair
11. Never You Fret
Samlet spilletid: 53:29

Læs mere...

Cirith Ungol - Forever Black

Navnet Cirith Ungol siger sikkert ikke mange nutidige musikfans ret meget, selv om bandet fra Californien blev startet helt tilbage i 1972. Op igennem 1980’erne blev det til 3 albums, men efter indspilning af det fjerde i 1991, trak man stikket og lagde Cirith Ungol i graven.
Helt død var bandet ikke, og i 2015 blev det gendannet i så tæt på original besætning, som det var muligt. En direkte følge deraf er ”Forever Black”, som markerer den første nye musik fra bandet i næsten 30 år. Trods titlen har Cirith Ungol ikke skiftet stil, i stedet fortsætter amerikanerne deres fortolkning af old school Metal. Den minder mig en del om de tidligste udgivelser fra Judas Priest, for nogle numre har den samme stilmæssige usikkerhed, som om de mangler den sidste finpudsning.
Heldigvis formår Cirith Ungol også at levere mere helstøbte numre, hvor især ”The Frost Monstreme” stikker positivt ud fra mængden med sine klassiske rytmer og lækre guitarer. Det samme gælder ”Fractus Promissum”, som i tilgift har et ret fedt drive. Lægger man titelnummerets tunge rytmer oveni, viser bandet en ret fin bredde, og de mange år uden nye udgivelser har ikke ødelagt evnen til at skrive gode numre. Gendannelsen var bestemt en god ide, for ” Forever Black” viser, at Cirith Ungol stadig har noget at byde på: Velkommen tilbage!

Tracklist:
1. The Call
2. Legions Arise
3. The Frost Monstreme
4. The Fire Divine
5. Stormbringer
6. Fractus Promissum
7. Nightmare
8. Before Tomorrow
9. Forever Black
Samlet spilletid: 39:05

Læs mere...

Burning Witches - Dance With The Devil

Det går stadig fremad i lyntempo for Burning Witches; kun godt fem år efter de startede, udsender de det tredje studiealbum. Oveni kommer endda en liveudgivelse, så schweizerne hviler ikke på laurbærrene. Til gengæld er der en udskiftning i besætningen siden sidst, idet Laura Guldemond har overtaget frontvokalen.
Hun passer stemmemæssigt perfekt ind i bandet traditionelle Heavy Metal, for hun både at synger pænt og rent, men kan både brøle og hvine, når musikken kræver det. Og det gør den, for Burning Witches fortsætter deres traditionelle fortolkning af Heavy Metal, hvor navne som Judas Priest og Saxon helt sikkert har været på playlisten under medlemmernes musikalske opvækst.
Inspirationen er omsat til 11 egne numre, som følger bandets tidligere stil, så der både er udmærkede guitarriffs og iørefaldende omkvæd. Og så virker bandet mere afslappede end på forgængeren ”Hexenhammer”, hvor de var lidt overtændte og krampagtige – det giver mere ro. Desværre flytter det ikke kvaliteten meget over middel, for selv om materialet fungerer fint, efterlader det ikke noget blivende indtryk. Det fornemmer man måske også i bandet, siden man har allieret sig med selveste Ross The Boss i den afsluttende version af Manowar-klassikeren ”Battle Hymn” – en udgave, der meget sigende er okay, men ikke særligt personlig.

Tracklist:
1. The Incantation
2. Lucid Nightmare
3. Dance With The Devil
4. Wings Of Steel
5. Six Feet Underground
6. Black Magic
7. Sea Of Lies
8. The Sisters Of Fate
9. Necronomicon
10. The Final Fight
11. Threefold Return
12. Battle Hymn
Samlet spilletid: 52:04

Læs mere...

Almanac - Rush Of Death

Almanac dannede guitaristen Victor Smolski i 2015 efter sin udtræden af Rage, og efter nogle justeringer i line-uppet er bandet nu klar med deres tredje album. Det skydes i gang med opfordringen: ”Drivers, start your engines”, hvilket peger på temaet for teksterne. Her handler det om farerne ved racerløb, et område som Smolski kender udmærket fra en professionel karriere inden for motorsport.
Musikken har også taget det tempomæssige til sig, for generelt går det frisk for sig i de ti numre. Stilen ligge et sted mellem Heavy- og Power Metal med udmærkede riffs fra den seksstrengede og tilsvarende melodier. Her har bandet den fordel med Patrick Sühl og Jeannette Marchewka at kunne stille med hele to vokalister, men det burde de have fået mere ud af, end tilfældet er.
Det symfoniske element i genrebetegnelsen skyldes, at der midt på albummet er flere numre, hvor bandets traditionelt skårne Metal suppleres med stort arrangeret Klassisk musik. Det giver både bredde og størrelse til lydbilledet, er udmærket bundet sammen og har personlighed.
Den savner jeg ind imellem, for selv om numrene er stilsikre, bliver der af og til grebet lige lovlig dybt i kassen med klichéer, så numrene bliver lidt ligegyldige. Det trækker ned i det samlede billede, så vi ender på en blød mellemkarakter.

Tracklist:
1. Predator
2. Rush Of Death
3. Let The Show Begin
4. Soiled Existence
5. Bought And Sold
6. The Human Essence
7. Satisfied
8. Blink Of An Eye
9. Can't Hold Me Back
10. Like A Machine
Samlet spilletid: 47:04

Læs mere...

Crystal Eyes - Starbourne Traveler

Det ottende album fra Crystal Eyes byder på flere nyheder: Henrik Birgersson og Jonatan Hallberg er nye medlemmer på hhv. trommer og guitar, men måske mere interessant er det, at Mikael Dahl denne gang ikke har stået som eneste sangskriver, men i stedet bidraget med demoer, som bandet så har gjort færdige i fællesskab.
Resultatet indeholder igen Heavy Metal efter klassisk opskrift, men selv om Crystal Eyes er inspireret af navne som Judas Priest og Iron Maiden, nøjes svenskerne ikke med at følge i deres fodspor. I stedet tilføjer de numrene et skud Power Metal via højtidelige temaer og high pitch hvin, men også en snert af Pagan eller Folk Metal, hvilket giver numrene en stemning, som mange nok vil kalde nordisk. Denne stil er fremherskende på albummets første del, og så længe elementerne balancerer, kører det fornuftigt for Crystal Eyes – musikken er indbydende og nem at blive dus med, og den bløde produktion skræmmer ingen væk..
Desværre formår bandet ikke at holde dampen oppe, de er nærmest som et håndboldhold, der får gummiarm. Konkret betyder det, at numrene mister mere og mere kant, efterhånden som man lytter sig igennem albummet. Derfor møder man både den pibende ballade ”In The Empire Of Saints” og ”Midnight Radio”, som bare er ideforladt Hardrock.
Jeg kan sagtens leve med, at Crystal Eyes satser på en mindre voldsom tilgang til musikken, men de ender med at overdrive det pæne; derfor kan albummet kun lige skrabe tre stjerner til sig.

Tracklist:
1. Gods Of Disorder
2. Side By Side
3. Extreme Paranoia
4. Starbourne Traveler
5. Corridors Of Time
6. Paradise Powerlord
7. Into The Fire
8. In The Empire Of Saints
9. Midnight Radio
10. Rage On The Sea
Samlet spilletid: 44:27

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed