fbpx

Supercharger - Real Machine

Fire år er der gået siden Supercharger udsendte ”Broken Hearts And Fallaparts” – en tid, som er brugt på masser af koncerter, men også på at finde en erstatning for sangeren Mikkel Neperus, som trådte ud i 2015. Det har man fundet i Linc Van Johnson, som står i front på det nye album, ”Real Machine”.

Supercharger er kendt for at spille Rock med ekstra vitaminer, og sådan starter de også her: ”Off We GO” åbner ballet med eftertryk, selv om der ikke er tale om den revolution, der annonceres i teksten. De gode takter fortsætter i det tungere, stadion-rock-agtige ”Rottenburg”, som heller ikke mangler energi. Herefter er det som om kvaliteten falder et hak eller to; numrene bevarer deres power, og guitaren er iklædt en lyd, som giver fin kant, men det kniber med at gøre tingene personlige og vedkommende – i længden er det ikke nok at være energisk.

Slideguitaren i “Watching All Our Heroes Die” og den spirende sydstatsstemning i ”Another One To Die” er positive elementer, men de udgør en minoritet af gode ideer i det generelle billede – her er der for mange ting, som er hørt før, og Supercharger formår ikke at anvende dem på en personlig facon. Med det opnåede energiniveau kan man ikke påstå at der er grus i bandets ”Machine”, men den trænger alligevel til et eftersyn.

Tracklist:
1. Off We GO
2. Rottenburg
3. Shake It Up
4. The Ride
5. Seven
6. Another One To Die
7. Take Back
8. Watching All Our Heroes Die
9. The Punch
10. Forsaken Sin
Samlet spilletid: 40:36

Læs mere...

Franklin Zoo - Red Skies

Københavnske Franklin Zoo er en løjerlig størrelse. De postulerer selv, at de spiller grunge, men det vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved. Nuvel, forsanger Rasmus Revsbech har en formidabel vokal, der er meget lig en vis Hr. Cornell fra den nordvestlige del af USA. Men Franklin Zoo spiller ikke grunge, som den blev spillet i starten af halvfemserne. De spiller meget federe!

Så skulle de spille grunge, er der altså tale om en særdeles opdateret og tidssvarende udgave af den genre, der mere eller mindre er afgået ved døden og kun holdt sporadisk i live af mindre heldige bands, der kom frem i starten af dette årtusinde (ingen nævnt, ingen glemt).

Men det er da særdeles passende, Franklin Zoo vælger at smide Red Skies på gaden, når de legendariske Temple of the Dog har annonceret en comebacktour (ganske vist kun i USA indtil videre, men skulle de komme til Europa, kunne det være, de skulle finde et københavnsk supportband?).

Franklin Zoo spiller en vis legemsdel ud af bukserne (eksempelvis er jeg dybt imponeret over trommeslager Lars Buhrs evner og opfindsomhed) og leger med genrerne på så overlegen vis, at jeg ganske enkelt på bøje mig i støvet – men det er altså ikke grunge.
Tag et nummer som ”No One's Slave”, der slutter med et dobbelt guitarintermezzo, der er mere Slayer, end det er Soundgarden. Eller hvad med den efterfølgende ”Burning Man”, hvis c-stykke er mere Muse end Mudhoney?

Trackliste:

1. Never Caught
2. No One's Slave
3. Burning Man
4. Red Skies
5. It's Not Me
6. Tangled Pain
7. Face Down
8. Cold

Total spilletid: 49:24

Læs mere...

Defecto - Copenhell 2016

Konkhra gav sidste år en godkendt åbning af Copenhell, og i år tror jeg ikke et mere passende valg af denne ære kunne tilfalde andre end Defecto. Musikken er en blanding af heavy, power og progressiv med hang til de store omkvæd, hvilket er en del nemmere at være med på end den hårdere dødsmetal. Det ses også tydeligt hos publikum, hvoraf i hvert fald nogen stykker (læs: en del) har været i gang med øllene siden kl. 11.

Solen står højt på himlen, og omkring mig hersker en sublim stemning af at nu, nu sker det sgu, hvad vi har ventet på i et helt år. Derfor, og muligvis fordi resten af pladsen er afspærret, har mange valgt at møde op. Foran er de første i gang med både moshpits og crowdsurfing. Desværre er lyden som man næsten kunne forvente ikke særlig god, hvor det hele rodes ”godt” og grundigt sammen. Man kan sådan set godt høre hvad der foregår, i hvert fald for det meste, men de finere detaljer har det med at forsvinde, og flere guitarsoli drukner i lydbilledet. Ikke at publikum er særligt mærkede. De forreste rækker, foruden de der hopper rundt og lignende, følger opmærksomt med, mens alle andre er mere optagede af at drikke øl, snakke med venner og andet. Lige i dette tilfælde gør det svært noget, da atmosfæren er så hjerteligt rar, og musikken en glimrende baggrund.

Kort sagt gjorde Defecto deres til at sikre en god (og dog noget kort) oplevelse, og jeg tror ikke nogen gik skuffede derfra. Omvendt vil det for de fleste nok ikke blive husket i detaljer når weekenden er omme.

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • BLIND GUARDIAN_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • CONVERGE_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ALICE COOPER_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Helhorse - Helhorse

Københavnsk/nordjyske Helhorse slår for alvor fra sig på bandets tredje fuldlængdeudgivelse. Og bortset fra enkelte afstikkere, leverer de et absolut solidt album.

Men lad mig starte ved begyndelsen: Overordnet set er albummet inddelt i fire afdelinger, hver afgrænset af et interludium. Der kan muligvis stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er nødvendigt med disse interludier og om de ikke bare er overflødigt fyld, men det må være den enkelte lytters afgørelse. Hvis man ser på dem som elementer, der opdeler pladen, fungerer det udmærket.

Albummet lægger således hurtigt fra land med den tungt rockende ”Carry Your Own”, der udmærker sig ved både at være noget af det tungeste – og mest iørefaldende, Helhorse har leveret. Den tendens fortsætter de på ”Among the Wolves”, ligesom ”Fortune Favors the Bold” på smuk vis afslutter pladens første, melodiske del, inden det første interludium giver ørerne mulighed for at slappe lidt af.

Det bliver der nemlig brug for, når ”The Blood Boiler” brager ud af højttalerne. Her stikker det så lidt af for helvedeshesten, når Aske Kristiansen overtager mikrofonen fra Mikkel Wad; for hvor Mikkel Wad har en fed og bred vokal, er det temmelig kontrastfyldt, når Aske råber på bedste hardcore-vis – det bliver lige lovlig broget.

Det opvejes dog af den efterfølgende skæring, som Helhorse klogelig har udsendt som single forud for albummet; ”Hell of a Ride” sælger sig selv og hele albummet.

Pladens tredje del består blot af ”Raise the Black Flag”, som igen bliver … skæmmet (det er et forkert ord, for nummeret bliver ikke ødelagt) af Aske Kristiansens hardcorevokal – det passer bare ikke rigtigt ind i sammenhængen.

Men hvor pladen hidtil har været tung, og alligevel med glimt i øjet, formår Helhorse at smide malurt i bægeret med ”My Haven Your Hell”, der er vanvittigt tung, og på tekstsiden ikke er videre opløftende. Heldigvis kommer det gode humør og fandenivoldskheden tilbage på ”No Fucks Given”, der vel egentlig tager tråden op fra ”Fuck Art, Let’s Kill”.

Alt i alt et ganske helstøbt album fra Helhorse – de få skud, der var ved siden af skiven, kan sagtens tilgives, når man ser på hele sammenhængen. Og pladen efterlader ikke nogen tvivl om, at Helhorse i høj grad er et navn på den danske og internationale metalscene, man skal tage alvorligt.

Trackliste:
1. Carry Your Own
2. Among the Wolves
3. Fortune Favors the Bold
4. Interlude I
5. The Blood Boiler
6. Hell of a Ride
7. Interlude II
8. Raise the Black Flag
9. Interlude III
10. My Haven Your Hell
11. No Fucks Given
Total spilletid: 36:52

 

Læs mere...

Spiritual Beggars - Sunrise to Sundown

Selv den bedste murer kan ikke redde en dårlig arkitekts arbejde. Det kan i dén grad siges om den seneste udgivelse med svenske Spiritual Beggars. For der er ingen tvivl om, at d'herrer med Michael Amott (ja, ham fra bl.a. Carcass og Arch Enemy) i front er en samling yderst kompetente håndværkere, der hver især brillerer på deres instrumenter. Men lidet hjælper det, når selve grundsubstansen er så uinteressant.

Bevares, der er da gode elementer på Sunrise to Sundown, men de drukner lidt i massen af ligegyldige tekster og klichefyldte riffs. Jeg synes ellers, Spiritual Beggars har bevæget sig i en positiv retning med deres retrorock (som de i øvrigt har spillet i mere end 20 år), men efterhånden er deres retroheavy blevet mere repriseheavy, end retro. Tag for eksempel et nummer som ”What Doesn't Kill You”, hvor teksten ikke kunne være skrevet bedre af en fordrukken gymnasieelev, der lige har dannet sit første rigtige band.

Det opvejes dog lidt af ”Diamond Under Pressure”, hvor Deep Purple i den grad hyldes Per Wibergs distortede hammondorgel, der brænder tydeligt igennem på en forrygende solo, og han viser sig som den gode håndværker. Men hverken melodi eller tekst er banebrydende; ja, Michael Amotts vokal er da, selvom den er god og minder om Ian Gillians, heller ikke himmelråbende fantastisk eller enestående.

”No Man's Land” stikker helt af, da der pludselig kommer et Beatles-inspireret pianointermezzo i det ellers ret hårdt rockende nummer. Det kunne have været helt fint, hvis det havde bygget op til et storladent Queen-intermezzo, inden der returneredes til udgangspunktet. Men det er ikke tilfældet.

Så selvom håndværkerne gør alt hvad de kan, hjælper det altså ikke på at jeg keder mig bravt, når jeg lytter pladen igennem.

Trackliste:
1. Sunrise to Sundown
2. Diamond Under Pressure
3. What Doesn't Kill You
4. Hard Road
5. Still Hunter
6. No Man's Land
7. I Turn to Stone
8. Dark Light Child
9. Lonely Freedom
10. You've Been Fooled
11. Southern Star

Total spilletid: 46:56

 

Læs mere...

Uncle Acid & the Deadbeats - The Night Creeper

Den britiske kvartet fra Cambridge var indtil 2012 under min radar. Da de udgav Blood Lust fik jeg imidlertid øjnene op for dem – og så begyndte det så småt at tage fart for briterne. Jeg nåede lige at se et par numre med dem, da de varmede op for mægtige Black Sabbath i Forum i 2013, men det var tilsyneladende en utaknemmelig tjans, for der var ikke mange, af de få tilskuere, der havde indfundet sig, der lyttede efter K.R. Starrs monologer mellem numrene.

Nuvel, han har også en speciel vokal, som man muligvis skal vænne sig til – men når man først har accepteret hans stemme, er der ingen vej tilbage.

Uncle Acid & The Deadbeats er nu aktuelle med deres fjerde album, og det indskriver sig øjeblikkeligt blandt deres bedste. Niveauet har ganske vist været utroligt højt på samtlige deres udgivelser, men på The Night Creeper vender de tilbage til rødderne; pladen er ikke så svulstigt produceret, som f.eks. Mind Control (2013), men mere analogt og skrabet. Det hele er lidt mere uldent, og det er præcis sådan, Syreonkelen og Dødbiderne skal lyde.

Men bortset fra den forsimplede produktion, er der ikke noget nyt under solen. Uncle Acid & The Deadbeats fokuserer måske ikke så meget på de tunge riffs, som de har gjort, men træder mere ud ad en syret tangent. Og det klæder dem fantastisk godt.

Der er dog blevet plads til de tunge riffs. Numre som ”Downtown” og ”Pusher Man” er ret gode eksempler på, hvordan et tungt riff skal lyde – og ikke mindst kongeeksempler på, hvor meget man faktisk kan tillade sig at gentage et sådant riff.

Anderledes afdæmpet bliver det på ”Yellow Moon”, der indledes med noget så sjældent som mellotron (ja, den der Beatles brugte så flittigt) – og det fungerer fantastisk godt på dette korte instrumentalnummer.

Jeg burde gennemgå hvert enkelt nummer, men det bliver vist for omfattende. Derfor må I nøjes med tilfældige nedslag på pladen – ganske enkelt fordi det er vanskeligt at udpege et nummer, der udmærker sig i forhold til de andre. Pladen er ganske enkelt gennemsyret af tårnhøj kvalitet, ja jeg vil næsten driste mig til at sige, det er én af de bedste udgivelser fra Uncle Acid & The Dead Beats.

Du kan opleve Uncle Acid and the Deadbeats live i Danmark på deres "The Night Creeper Tour" hele to gange, først på fredag den 30. oktober i Amager Bio og så lørdag den 7. november til Aalborg Metal Festival!

Trackliste:
1. Waiting for Blood
2. Murder Nights
3. Downtown
4. Pusher Man
5. Yellow Moon
6. Melody Lane
7. The Night Creeper
8. Inside
9. Slow Death
10. Black Motorcade
Total spilletid: 54:06

 

Læs mere...

Graveyard - Innocence & Decadence

I tidens løb er der kommet meget god musik fra Göteborg, men noget af det bedste må uden tvivl være Graveyard. Når Graveyard udgiver en ny plade, plejer det at være garant for god, støvet hardrock med tydelige 70’erreferencer. Selvom der er gået tre år, siden der sidst var nyt fra dem, er alt ved det gamle. Næsten. For der er kommet en ny bassist, efter Rikard Edlund forlod bandet – men Trusl Mörck udfylder den plads til UG. Så selvom der er små forandringer, er det stadig det Gravyard, vi kender – også selvom de hele tiden forsøger at udvide og udvikle deres lydunivers (men det vender jeg tilbage til).

Albummet lægger ud med et nummer, der lyder umiskendeligt som Graveyard, og det bliver lige krydret med en lækker bassolo fra kirkegårdens nyeste beboer. Så blev han lige præsenteret fornuftigt.

The Apple and The Tree lægger ud med en tekstlinie, der understreger bandets hang til fede hooklines og morsomme tekstsammensætninger; “I remember the days I don’t recall” … hvem gør ikke det? Det hele er krydret med Graveyards typiske lyd fra de støvede guitarer og tilbagelænede trommer – og det fungerer helt, som det skal.

Lyduniverset fortætter på pladens første ballade, hvor det svært ikke at se vindhekse og kaktusser for sig, når Exit 97 flyder ud ad højttalerne som en gammel, godt lagret årgangswhisky og sender tankerne i retning af Fleetwod Mac.

Graveyards tydelige referencer til særligt 70’erne bliver for alvor tydelige på Can’t Walk Out, hvor Joakim Nilsson går i Jim Morrisons fodspor, når nummeret klinger ud i den helt syrede retning – og selvom det en mand med imponerende musikalske meritter, han forsøger at efterfølge, gør han det aldeles fremragende; Nilssons vokal er ganske enkelt eminent.

Vokalen egner sig bestemt også til balladerne, og er der noget, Graveyard kan, så er det at skrive en vellydende ballade. Det beviser de endnu en gang med Too Much Is Not Enough, hvor et kvindeligt gospelkor blander sig med hammondorgel og bluesguitar på allerfineste vis.

Til gengæld er der fuld knald på From A Hole In The Wall, hvor Graveyard viser sig fra deres hidtil hurtigste side – og de har bestemt ikke været bange for at eksperimentere med genrerne her; efter et lille break i det ellers rigeligt rockede nummer slår de pludselig over i black-metal; med blast beats og, tremologuitar og hele molevitten (growl undtaget). Men Graveyard kan bære sådan en overraskelse – og det passer på forunderlig vis fantastisk godt ind i nummeret.

Derudover er der ikke så mange overraskelser, men et nummer som Hard Headed kan fremhæves for den skramlede start, ligesom Far to Close fortjener lidt omtale – om ikke for andet, så for titlen.

Men en god plade skal som bekendt have en slutning (og det skal en anmeldelse jo også), så derfor slutter Graveyard passende med balladen Stay for a Song – og når niveauet er så højt, som det er på denne plade, vil jeg hjertens gerne blive hængende til endnu en sang.

Trackliste:
1. Magnetic Shunk
2. The Apple and the Tree
3. Exit 97
4. Never Theirs to Sell
5. Can’t Walk Out
6. Too Much Is Not Enough
7. From a Hole in the Wall
8. Cause & Defect
9. Hard Headed
10. Far Too Close
11. Stay for a Song
Total spilletid: 42:44


Læs mere...

Motorhead - Bad Magic

I de mere end 40 år, Motorhead har været på banen, har de ikke bare placeret sig solidt i det musikalske univers med en meget personlig stil, de har også udlevet begrebet Rock’n’Roll fuldt ud. Ikke mindst frontmanden Lemmy har levet i overhalingsbanen, hvilket har givet ham alvorlige helbredsproblemer, der i perioder har tvunget bandet til at holde pause. Men der har været kræfter til at indspille et nyt album, ”Bad Magic”, som er det 22. i rækken.

Her er stilen umiskendeligt Motorhead; når man hører Lemmys vokal, den massive lyd og musikkens indhold af toptunet Rock’n’Roll, er man ikke i tvivl. Billedet er så tydeligt, at jeg var lige ved at skrive Motorhead som genrebetegnelse.

At vi har med tre herrer i fremskreden alder at gøre, hører man ikke meget til, når de giver den gas. I ”Victory or Die” og ”Thunder & Lightning” sker det med en stor del af den power og charme, der har gjort bandet til det, de er idag. Omvendt er der også et par eksempler i den anden ende af skalaen, for både den balladeagtige ”Till the End” og den monotone ”Choking on Your Screams” er mere fyld end spænding, og kunne sagtens undværes.

Imellem disse yderpunkter ligger resten som en lidt uhåndterbar mellemvare; ikke gode nok til at trække albummet op, men heller ikke så dårlige, at de gør det modsatte. Derfor ligger ”Bad Magic” et pænt stykke fra bandets bedste udgivelser, og er kun et must for de folk, der har alle de andre skiver i forvejen.

Tracklist
1. Victory or Die
2. Thunder & Lightning
3. Fire Storm Hotel
4. Shoot Out All of Your Lights
5. The Devil
6. Electricity
7. Evil Eye
8. Teach Them How to Bleed
9. Till the End
10. Tell Me Who to Kill
11. Choking on Your Screams
12. When the Sky Comes Looking for You
13. Sympathy for the Devil" (The Rolling Stones cover)
Samlet spilletid: 42:58

 

Læs mere...

High On Fire - Luminiferous

High On Fire må siges at være et usædvanligt velvalgt navn for et band, der som en anden Fugl Fønix er opstået i asken af bands som Sleep, Holy Terror og Mindwar. Og ilden lader sig ikke stoppe længe – det er således ikke mere end tre år siden, High On Fire sidst var på banen, og for blot fem år siden udgav de deres vel nok hidtil bedste album, Snakes for the Divine. Læg mærke til jeg skriver ”hidtil” … for pladen må nok vige pladsen for nærværende Luminniferous.
Om det er fordi, det er det første album, Matt Pike har indspillet i ædruelig tilstand, ved jeg ikke, men der er altså sket et eller andet. Det er ikke blot den gamle opskrift, der blevet genbrugt, Nej High On Fire udvikler sig fra plade til plade, og dette er en videreførelse af tendenserne fra de foregående plader; Matt Pike presser sin vokal til det yderste, samtidig med han er udfordrende, og søger nye græsgange (med stor succes), med det resultat at hele albummet er en decideret lydmæssig eksplosion af lyd – men med en solid melodisk, og alligevel rå, vokal præstation.

Pladen lægger ud i vanlig High On Fire-stil med det nakkebrækkende ”The Black Pot”, som går direkte over i albummets foreløbige højdepunkt, ”Carcosa”, der fortsætter i samme hæsblæsende tempo.
Det er faktisk først på ”The Cave”, man som lytter får mulighed for at slappe lidt af og nyde Jeff Matz’s fede, afdæmpede basriff. Men inden da bliver vi præsenteret for perler som ”The Falconist”, der i sin tilbagelænede enkelhed afviger lidt fra normen, men bestemt ikke til den dårlige side.

Luminiferous er ganske enkelt endnu et pletskud og et gedigent heavymetalmesterværk fra et af de mest unikke og indflydelsesrige bands, som igennem 17 har dikteret, hvor metalskabet skal stå. Pladen manifesterer at metaltronen, der har mange bejlere, i hvert fald skal lade en plads være ledig til High On Fire – for deres regeringstid er bestemt ikke slut endnu! Luminiferous er meget tæt på at være den bedste metaludgivelse i dette årti – det kan i hvert fald meget let gå hen og blive årets udgivelse.

Trackliste:
1. The Black Pot
2. Carcosa
3. The Sunless Years
4. Slave the Hive
5. The Falconist
6. The Dark Side of the Compass
7. The Cave
8. Luminiferous
9. The Lethal Chamber

Total spilletid: 53:49

 

Læs mere...

The Vintage Caravan - Arrival

Islandske The Vintage Caravan er det store metallabel Nuclear Blast’s seneste satsning indenfor den retro-heavy rockede gren af deres rooster, der blandt andet også tæller efterhånden rimeligt anerkendte bands som Kadavar og Blues Pills. Med andre ord er The Vintage Caravan kommet i fint selskab, og derfor var det selvfølgeligt spændende for undertegnet at skulle anmelde deres debutplade ‘Arrival’.

‘Arrival’ er på mange måder et spændende album, og The Vintage Caravan lyder som en gedigen blanding af The Sword, Clutch, og Kyuss. Der trækkes på alt det bedste disse bands har at byde på, men alligevel har The Vintage Caravan sin helt egen lyd. Mest karakteristik er nok, at bassen og rytmeguitaren nærmest konsekvent følger hinanden pladen igennem, hvilket skaber en bombastisk atmosfære på alle numrene, der grundet deres temposkift og progressive tendenser skaber et interessant lydbillede, hvor der stort set hele tiden er noget i bevægelse. Første skæring ‘Last Day of Light’ er et af skivens stærkeste numre og et godt eksempel her på. Der er ingen tvivl om at medlemmerne af The Vintage Caravan er dygtige og ambitiøse sangskrivere, og når de groover, så groover de rigtig godt. Derudover er albummet plasteret til med langstrakte og gennemtænkte guitarsoli, og det gør bestemt ikke noget fra undertegnedes perspektiv.
Ind i mellem er der dog nogle numre hvor The Vintage Caravan lidt unødigt søger mod en stadionpræget lyd, hvilket slet ikke behøves, da deres musik i forvejen er meget bombastisk, og det virker lidt malplaceret på et nummer som ‘Babylon’ med sit Bon Jovi-agtigt omkvæde, eller på den unødigt poppede ‘Shaken Beliefs’. Derudover er det svageste led i en ellers meget stærk musisk kæde nok vokalen, der som sådan er teknisk udmærket. Den er blot lidt kedelig, og jeg savner lidt mere variation i registret og at vokalen tør lidt mere. Det bliver på en måde lidt for sikkert, hvilket blandt andet kan mærkes på nummrene ‘Eclipsed’ og ‘Crazy Horses’.

Alt i alt har The Vintage Caravan dog begået en fin debut med ‘Arrival’ og der er en del gode skæringer på pladen, bl.a. førnævnte ‘Last Day of Light’, den shuffle-agtige ‘Sandwalker’, den proggede ‘Carousel’ og afslutningsnummeret ‘Winter Queen’. Der er helt tydeligt et stort potentiale i The Vintage Caravan, og det skal nok blive spændende at høre, hvordan de videre udvikler sig.

Trackliste:
1. Last Day Of Light
2. Monolith
3. Babylon
4. Eclipsed
5. Shaken Beliefs
6. Crazy Horses
7. Sandwalker
8. Innerverse
9. Carousel
10. Winter Queen
Samlet Spilletid: 55. min.

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed